The Project Gutenberg eBook of Excentriske Noveller, by Herman Bang

Tonya Allen and the Project Gutenberg Online Distributed Proofreading
Team Europe

FRANZ PANDER

Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.

Madam Pander tog undertiden Franz' Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.

Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i "Kleine Dammstrasse".

Drengene kaldte ham for "Jomfruen". Navnet blev raabt en Dag, da Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz' Krop—og siden beholdt han Navnet.

Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.

Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to
Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.

Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de "gode" Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det—saadan fordærvede han den gode Pølse.

Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.

Der hang et Stykke paa Hjørnet af "Neuerwall": en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt—foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.

Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.

Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter
Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til
Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved
Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og
ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.

Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse—saadan i Ny og Næ—helt uskyldigt (hva' gør'et at ta'e fra de', som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud—naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.

Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund—for lille egentlig for en Mand—med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.

Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.

-For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers—Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.

Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.

Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog,
hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler.
Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne
Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og
Stank af Tobak.

Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.

Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.

Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d'hôte-Rækker langs blomstersmykkede Borde….

Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste "Historier" derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.

-Man har sine lykkelige Øjeblikke—der i London—Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske—Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet—ser de tre—fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet … Na—saa har man jo Rutinen og kender Numret….

Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par "Satans heldige
Proptrækkere".

-Forstaar sig, han var smuk, John Jennings—flot Karl … Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku' kigge længe i Vejviseren—det synes jeg s'gu dog—og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige—det ku' han takke sine Ben for …

Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par
Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.

Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:

-Naa—Knægt—Du falder i Staver … sagde han og blev ved at se paa ham.
Og halvhøjt lo han til Faderen:

Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse
Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.

Da Franz var ude af Døren—bleg var han blevet—sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende skrev Regninger og pillede Næse:

De første Dage gik Franz i lykkelig Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.

Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d'hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.

Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.

Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.

Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.

Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.

Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den meste Fritid.

Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at "nette sig", og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.

En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.

Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.

Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene—ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.

Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i
Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.

Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz' Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.

Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.

Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.

Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.

Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke—alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.

Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting.
Men han maatte være hende nær.

Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.

Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt—han maatte det—at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe—saá hun vidste det—et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.

Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.

Men efterhaanden—for de blev der Dag efter Dag—var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham—og dér havde hun set paa ham—ja bestemt …

Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget—vilde hun røre ved ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt—det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.

Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.

Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.

—Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.

Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme—hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene—og hans Hjerte stod stille.

Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.

Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.

Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede med en søvndrukken Kammerat, snakkede og vidste ikke selv, hvad han sagde.

Han gik endelig op; han klædte sig af med en egen Festlighed, og sirligt lagde han hvert enkelt Stykke ved Sengen og gik til Ro. Saa stille laa han og smilede.

Ved Morgentheen, da han bøjede sig over hende, saá hun ham pludselig ind i Ansigtet og sagde:

I Dage vidste Franz ikke af sig selv. Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var.

En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.

Saadan gik en Tid, indtil han en smuk Dag vaagnede, og pludselig syntes han, at det hele var saa langt borte og længe siden og næsten som noget, der slet ikke var hændet ham eller kun var drømt.

Og vilde han fange Minderne igen, var det, som havde han en lang Vej at gaa, og havde han fanget dem ind, stod han og faldt sløv i Staver over sin Skat.

Han gled ud i en Selvdyrkelse igen. Det var forbi. Han gik rundt i sin sløve Dont, slatten og uden en Tanke.

Efterhaanden kom ogsaa Kelnersulten over ham. Han led ved at bringe de krydrede Retter ud og ind. Lugten fristede ham, saa han maatte kæmpe, for ikke pludseligt at gribe ned i Fadene og mætte sig hastigt og forslugent.

Han kunde føle Raseri, naar han med et Drikkeskillings-Smil anbefalede for lækkersultne Gæster de Retter, han ikke selv skulde smage, og henne fra sin Krog fulgte han saa begærligt hver en Bid, som Gæsterne nød.

Men kom han ned i Kælderen: der spiste Kelnerne i Rummet overfor
Vaskekælderen—Luften var tung af Osen af det kogte Tøj, og svedige
kastede Kollegerne Kjolerne og sad med opknappede Veste over
Maden—lagde han Skeen fra sig med mæt Væmmelse.

Sløve sad Kelnerne overfor hinanden langs Bordet og rørte knap den tunge
Grød og det flossede Kød fra Bouillonen.

Men kom Franz op i Salen igen, skreg Hungeren i ham. Og bleg bragte han
Retterne frem og tilbage, mens han smagte dem paa sin tørre Tunge.

Bag Døren, paa Trappeafsatsen stoppede han en Roulette i sin Mund, rev
Benet af en Kylling og slubrede Sauce i sig af Skaalen, hastigt og sky.

Hver Tirsdag Aften, naar han havde fri, klædte han sig paa, og han opsøgte en Restaurant, hvor han ikke var kendt. Han næsten løb den hele Vej, og han kom derhen hidsig, stakaandet af Sult. Saa tvang han sig til at spise ganske langsomt og smagte sindigt hver Mundfuld, indtil han, næsten som i en Rus, forlangte mer og mer og spiste hastigt og over Maade; for paa en Gang at blive mat og overmæt og sidde med de mange halvtømte Glas foran sig, ludende og halvfuld, i et trægt Velbehag.

En Tirsdag Aften kom han tidligt hjem, og han satte sig paa en Bænk udenfor Hotellet under Lygterne.

Det havde nylig regnet, og der var rigeligt med Vandpytter paa Fortovet.
Damerne trippede af med løftede Skørter, vimse paa Benene, ud og ind om
Pytterne.

Franz saá paa de mange Fødder, der et Smalben, der en Læg, en fæl Platfod i en Galoske … Nysgerrig saá han fra Fødderne op paa de svajede Figurer. Ansigterne var saa friske under Slørene.

Han søgte at fange et Blik. Saá hun ikke paa ham? Han rejste sig og gik efter.

Urolig fulgte han hende, med Øjnene fæstet paa den slanke Figur og
Nakken, som skinnede under det opskrabede Haar … Men hun bøjede op om
Neuerwall og vendte sig ikke …

Han gik tilbage, jagtede igen uroligt, forfølgende en smækker Statur, som gled frem, sært vuggende i Hofterne … Hun gik ind i en Port og kom fra ham.

Franz fo'r sammen og saá hende ind i Ansigtet. Saa lagde han sin Arm ind i hendes, og de gik hen ad Fortovet mod Lyset fra Alsterpavillonen.

-Hva'—gør han Nar—Pigen skingrede—véd man, hvad man vil, Lømmel …
Saadan En—engagerer han en Dame—og vil ingenting …

Han næsten løb hele Vejen hjem. Hjemme gik han straks i Seng. Men hele
Natten kastede han sig og sov slet og uroligt.

Hen mod Morgen stod han op. Han kunde ikke mere blive i sin Seng. Han var urolig, som om noget forestod ham og noget skulde ske. Han gik ned i Gangene, hvor det skumrede; dér drev han op og ned, han standsede foran Dørene, og han tog Dameskoene op med nænsomme Hænder og saá paa dem længe; og han lagde Haanden ned i dem, saa troede han, han kunde fornemme Føddernes lune Varme.

Den Dag skælvede han, blot han nærmede sig en Kvinde. Duften fra en bøjet Nakke slog op imod ham og jog ham Blodet i Strøm til Kinderne. Og det var, som havde han med et tusind Øjne til at se hver Skønhed.

Det var det fine Purr af et Haar langs en Tinding; en letdannet Runding af en Kind, en Hofte og et Liv at lægge sin Arm om; blot et Lys paa et atlaskesstramt Bryst—det var nok til at friste ham.

De Dage kom en svær Blondine til Hotellet. Første Gang, hun kom ind i
Restauranten, tog hun sin Guldlorgnet op—Franz saá det—og mønstrede
Kelnerne.

Franz gik frem og ventede, hun skulde bestille noget. Han havde en egen Maade at staa paa, med Hovedet lidt bøjet og med Hænderne halvt foldede foran sig.

-Naa—ta'er vi Diner'en, sagde han og vendte sig: Hm—hm—og han lo—det var en sand Ganymed, sagde han. Aa—hva' Kelner—to Diners …

Franz tilbragte tre Nætter udenfor den Dames Dør; sky, trykket op i
Døraabningen som en Tyv, angst for at møde Skopudserne, som drog igennem
Korridorerne med deres Kurve; tænderklaprende af Kulde.

Han sneg sig ud af sin Seng, den brændte under ham; han satte sig i et Anretterværelse, og han slog Vinduet op for at faa Luft og Aande. Han bandede sig selv, og hans Hjerne havde ikke anden Tanke end dette Begær.

Han tog hendes ligegyldige Blikke frem i sine Tanker, og han lagde et Haab i dem, saa dumt, at han lo deraf. Han saá hendes Skikkelse og hørte hendes Stemme og saá hendes Fingre, runde som hvide Snoge. Og han gik tilbage til Døren, og han stod dér, til det dagedes. Han vidste, det var aldeles forrykt, og han blev der.

Og da hun rejste, kom en anden. Der var ikke Standsning mer. Det var knap Kvinderne, han elskede, det var en Mund, en Hals, et Skønhedsmærke, et Legeme.

Han spejdede efter hver Kvinde. Han haabede paa hver eneste ny. Han vidste, han bød sig saa tydeligt frem. Hele sin Skønhed, og hvor maalte han den ikke med andre Mænds, deres Mænd—han bød den til. Men de saá ham slet ikke.

Han stod ved Siden af—som en Ting. Travede af med Fadene og
Servietten—en ren Genstand—han saá saa godt sig selv.

Men om Natten kom der hastige Minder om et Blik paa hans Ansigt, en varm
Haand, da han fik Drikkepengene. Og han hidsede sig op ved denne
Nippedrik, der kun æklede hans Tørst …

Ofte stjal Franz sig ud af Restauranten til flakkende Fart gennem
Gangene. Han lurede ved Dørene. Han kiggede ind ad Nøglehullerne.

Ved table d'hôte, hvor Herrer og Damer sad i Rad, kunde det hænde, at en Mand, der med Smil havde bøjet sig frem mod sin Naboerske, trak sig lidt brusque af Vejen. Han blev saa underlig ved det blege Ansigt over Fadet, naar Franz dukkede frem. Knægten havde ligesom Had i Øjnene.

Efter Bordet, ved Kaffen, kunde en Herre, naar han fik tændt, vende sig til sin Kone, sin Søster:

Han stjal som en Tyv flygtige Berøringer; de mærkede det slet ikke. Han næsten fornærmede dem—de følte det slet ikke.

Og naar da en ny Dag havde slæbt sig frem, og det var blevet Aften og tomt i Salen, stod Franz timevis lænet til Balustraden; uden at gøre en Bevægelse, stirrende og bleg under det elektriske Lys.

Der arbejdede i hans Hjerne en tom Fortvivlelse, et afmægtigt Raseri, som søgte om et Svar og intet fandt og ikke vidste, hvorhen det skulde vende sig.

-Sidder han ikke der, sagde hun til Rullekonen, og ser ud som Elendigheden i Ansigtet og si'er ikke det Herrens Ord. Men man véd, hvad det er—ja—mæn—man véd hvad det er …

Han vilde ikke ha'e Lys—der var bedst i Mørke. Stille lagde han Tøjet fra sig, og han sad i den gamle Sofa i Hjørnet. Madam Pander tog en Stol og satte sig foran ham.

Hun tog hans Hænder imellem sine og klappede dem sagte. Og han smilede træt og stille til hende og lagde sit Hoved over mod hendes Skulder.

Han knugede Hænderne fast og svarede ikke. Og Madam Pander følte hans Pande brænde mod sin Skulder og sagde igen med en Stemme, Graaden næsten gjorde uforstaaelig:

Men naar Franz var gaaet, forbandede Madam Pander til Rullekonen alle
Fruentimmer.

Der var en tyk Eunuk med udstoppet Mave; han gjorde Elskovsfagter, saa hele Huset hvinede. De kaldte ham frem og frem, og han gjorde sine Fagter om, stadig kaadere, og sang sin Vise igen:

Han skraaede ned mod Gänsemarkt og ind i en af Gyderne i det Kvarter.
Han blev der om Natten.

Men da han vaagnede henimod Morgen og saá hende ved Siden af sig i
Tusmørket, fo'r han op og løb derfra.

Han følte en Væmmelse, som kunde han udspy sig selv. Han brændte, og hans Hoved smertede. Ækelheden kvalmede ham, saa han stønnede.

Han gik hjem, men i Seng vilde han ikke. Ad Bagtrappen sneg han sig ned i Restauranten.

Og mens han sad her stille foran dette Rum, Vidnet til hans Liv, gled alting ud i en dyb og bundløs, en ubeskrivelig Lede.

Han saá langs Balustraden—Stolene var stillet op paa Bordene, de halvskidne Duge laa bredt derover … De kunstige Palmer struttede døde op i deres Majolikapotter.

Franz havde ingen Tanke, følte ingen Smerte. Men i hans Sind kom der op noget som en bedøvet Forbavselse over, at dette var Livet.

Lampeslukkeren havde glemt sin lange Stige igaar, da han slukkede. Paa dens Trin stod Franz, da han klyngede sig op paa Stangen over Døren.

Fejekonerne fandt ham, og der blev en svær Staahej, og Natportier'en kom til. Fæl sad han ud med Tungen ud af Halsen, varm var han endnu.

Direktøren kom ned i Nathabit og bandede, saa det rungede i Salen. Et
Par Kolleger slæbte ham op paa tredie Sal i et Bagageværelse.

De ryddede et Bord for Vadsække og Hatæsker og lagde ham der midt mellem Kufferterne. Et Par Kartoffelskrællersker vaskede Liget og dækkede det med et Lagen.

Op paa Formiddagen kom Johanne ind. Hun vilde se ham. Langsomt løftede hun Lagenet, kun Hovedet lod hun dækket. Hun græd ikke men saá stille paa ham.

Og mens hun saá paa dette døde Legeme, der havde været hæget med saa megen forgæves Omhu, rakte Johanne—hun vidste ikke selv hvorfor—Haanden knyttet op imod Himlen.

FRATELLI BEDINI

Han blev vækket ved et Rusk og fløj op i Skræk og gned Øjnene; han troede, at Moderen var død igen. Han saá jo Nat og Dag det lange Lagen over Liget paa Sengen og Mændene, som var kommet ind og havde slæbt Moderen ned ad Trappen, pakket i et Lagen; en tog ved Hovedet og en ved Benene, for at faa hende i Kisten nede i Gadedøren.

Drengen vidste ikke, om det var Nat eller Morgen, men ud af Slagbænken kom han. Faderen var ikke saadan just at spøge med. Han var Møllerkarl, og det kunde hænde, at han i Farten haandterede Drengene ligesaa rask som sine Sække.

Derfor fik Klaus Klæderne paa sig i en Hurtighed, alt mens han skottede til Lampen og tænkte paa, hvad Tid det vel var paa Døgnet.

-Vask Dig, Unge, sagde Faderen, som stod med Lampen. Det var første Gang i Klaus' Liv, Faderen havde brudt sig om enten han var ren eller skiden.

Og større endnu blev Drengens Forbavselse, da Faderen pøsede hans Haar over med Vand og gav sig til at rede ham med den gamle Kamstump.

De to andre Unger var vaagnede i Slagbænken, og søvndrukne og forbavsede saá de til med opspilede Øjne. Det bankede paa Døren, og Nabokonen kom ind:

Nabokonen mønstrede Klaus: Jeg staar ved mit, sagde hun, at de ta'r ham.
Han har Skabelonen.

Henne i Slagbænken begyndte de to at hyle, de forstod ingenting af det, og saa var de bange, de skulde ligge i Mørke. Klaus stod forbavset over sig selv med sit vandkæmmede Haar, mens Nabokonen bandt ham et Lommetørklæde om Halsen. Han vidste ikke, hvad al den Pynt skulde til.

-Se til, den Hvinen faar Ende, sagde han og slukkede Lampen. Nabokonen og han og Klaus kom hen til Døren. Henne i Bænken klynkede det smaat.

Der var Lys og mange Folk paa Gaden. Klaus sjaskede af ved Siden af
Faderen. Nabokonen snakkede.

-Vist maatte vi afsted iaften—der er nok om det Ben maa man tro, der hænger i—tro bare ikke det—og saa var han forsørget …

-Ja—det maa De nok sige Ja til … Som om det var let for Fattigfolk, naar Konen falder fra og man sidder der skinbarlig med Ungerne—nej—tro bare ikke det, siger jeg.—

De blev ved at gaa. Klavs var helt ør og fortumlet. Faderen gav bare
Grynt fra sig og tog lange Skridt; for Konen gik det som Kæp i et Hjul:

-Og fint er det—for jeg ser 'et, naar jeg fejer—i Garderoberne—de ta'er 'et ikke saa nøje, de Folk—om de gør—baade i Silke og Fløjl er de, og han i Loftet har Fingrene saa behængt med Diamanter, saa man ser ikke, hvad de er gjort af … om man gør.

Klaus hørte til og begreb ingenting. Faderen nikkede og gentog en Gang imellem:

De gik ind af en lille Dør i et stort, graat Hus. Der var en underlig
Luft paa Trappen.

Faderen blev mere klein og senere paa Benene i Trappen, Konen var geskæftig og spurgte et Par Karle, som havde travlt og løb forbi.

Hun lukkede en Dør op, og de kom ind i et stort Rum, hvor der var mange
Lys og stor Staahej, Klaus spærrede Øjnene op, og han fik Fingrene i
Munden: saadan noget—nogle løb nøgne omkring og sprang op ad hinanden,
og én laa paa Gulvet og sprællede med Benene.

Faderens Arm kom tøvende ned om hans Skulder. De stod fremmed, trykkede ind til hinanden.

Han saá op og ned ad Klaus, talte med Faderen og gav sig til at række og strække i Klaus' Arme. Drengen stod forbløffet, ind til Faderen, og var lige ved at græde.

Den, som sprællede med Benene, havde faaet en Dreng hen, og han hev ham op i Luften med Fødderne ligesom Sækkene i Trisseværket paa Dampmøllen.

En Klokke begyndte at ringe, og alle de nøgne fo'r op og strakte Kroppene. Han, der spurgte, løb og sagde: Imorgen—hvor vi bor. Henne foran Spejlet gav en Mand ham noget Mel i Ansigtet.

De begyndte at spille en Musik, og de nøgne løb ud i Gaasegang, den lille, som blev hevet op i Luften, var sidst …

De gik hjemad i langsomt Trit, uden at sige meget. Da de havde gaaet længe, sagde Faderen og stod lidt stille:

Da Drengen hjemme havde lagt sig ned under Tæppet og kneb sig ned til de to Brødre, som sov tæt ind til hinanden, laa han længe vaagen, og han saá stadig de nøgne, mens de løb ud, og hørte Musiken og Raabene. Og han sov ind, hed og fortumlet.

Den næste Dag hentede Madammen ham—Faderen var paa Møllen—og de gik ud igen. De traf den nøgne fra igaar i Sengen. Hele Stuen var fuld af Kasser og Klæder og meget Stads, som laa rundt om.

Madammen begyndte at klæde Klaus af omme bag en Kuffert. Men Skjorten vilde Drengen ikke have af, og han begyndte at græde og hagede sig til Kufferten.

-Otte Aar, var Madammen der: ikke ældre, ikke det Gran, tro bare ikke det—en dejlig Skabning det ve' Gud; og hun drejede paa Klaus.

-Kom herhen. Klaus gik hen til Sengen, han flæbede og sneg sig sidelænds: Naa, lige Ben—bøj Ryggen.

-Klaus—Satan—Turen kom til Brystkassen—god
Statur—Klaus—sacrebleu—for et Navn i Bedini-Truppen—na—ligemeget:
paa Plakaten ka' han hedde Giovanni … Han hed Giovanni, som brækkede
Rygraden.

-Ja—gi' De ham, hva' Navn De vil, sagde Madammen, der saá til: han beholder nok sit Kristennavn endda.

-Vel, vi ka' ta' ham, sagde han, og straks. Imorgen gaar vi til
Breslau—kom saa med ham imorgen tidlig—

Madammen jagede Klæderne paa Klaus og var idel Veltalenhed, til hun fik en Thaler i Duçør.

Klaus forstod nu nok det hele. Han skulde ogsaa gøre Kunster og have de hvide Ben paa og Stadsen om Livet. Han bestilte ikke andet hele Dagen end at le og synge.

Han fortalte for Brødrene, som ikke begreb og blev ved at spørge og spørge ham.

Men om Aftenen, da de alle tre laa i Slagbænken og hviskede, lagde den yngste pludselig Armen om Klaus' Hals, og midt under al Glæden græd han. Og da han begyndte, græd de to andre ogsaa, stille, og begge Brødrene klappede Klaus paa Kinderne og knugede sig op til ham.

Længe græd de og snøftede i Tæpperne. Og endnu i Søvne holdt den yngste saa fast om Klaus' Haand, og Graaden gjorde deres Aande tung.

Da Møllerkarlen kom hjem, sent, han havde haft Vagt, fik han Besked af
Nabomadammen, som snakkede og priste og bare tav om de tre Mark.

Da Faderen kom ind til sig selv, tændte han, og mens han gik rundt og varmede lidt Kaffe og tog Brød frem, skævede han til Slagbænken. Saa med ét slukkede han Lyset, og han sad og fandt Munden i Mørke og krøb saa i Seng. Men han laa og kastede sig, og megen Søvn fik han ikke.

Om Morgenen stod han op, før Drengene vaagnede, og han gik over Gangen ind til Nabomadammen i Køkkenet.

-Ja, han ska' det … De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det …

-Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret. Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt.

-Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa paa hende. Saa gik han.

—Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni.

Han øvede om Morgenen sammen med de fire Elever; helt nøgen skulde han staa paa Hovedet op ad en Kuffert. Papa Bedini laa i Sengen med en Pisk og kommanderede. Undertiden prøvede han uden videre Nødvendighed om Snerten virkelig kunde naa Giovannis Kuffert, og han tog det ikke saa nøje, hvor han ramte.

"Araberen" lærte Giovanni Rygbøjning. Araberen var Parthaver i Truppen og en hidsig Mand med skarpe Tænder. Han bed rask til, naar det ikke gik med Bøjningerne.

Fjorten Dage løb Giovanni rundt med et Uldtørklæde om Halsen. Den bar tidt Mærke af Araberens Tandrække, fordi han var falden paa 100 i en Rygbøjning.

Giovanni fik en Vane med, saasnart nogen talte til ham, at bøje Hovedet og vende Nakken til; og sad han efter Prøven og skrællede Kartofler eller skyllede Salat, slap han ved mindste Støj Salaten, saa det svuppede i Vandet, og holdt Armen op. Han var altid rede til at stikke i Hyl, blot han saá en Haand fare lidt rask ud af en Bukselomme.

Men om Aftenen, naar de klædte sig paa i Garderoben og febrilske og hede strakte Kroppen i Øvelser, og Regissørens Klokke gik, og Bruset af Musik og Bifald steg op fra Salen,—saa blev Giovanni urolig, som maatte han med; han stod i Kulisserne, mens de arbejdede, og han følte det, som var det hans egne Lemmer, der spændtes.

Araberen lod ham prøve om Formiddagen paa Teatret. Akrobaterne sad med
dovne Kroppe rundt i Salen ved deres Øl, to og to, timevis uden at tale.
De slog med Krusene i Bordet en Gang imellem, naar Araberen fangede
Giovanni paa sine Fødder. Ellers var de dorske og tavse i den halvmørke
Sal.

Saa begyndte han at optræde med de andre. En Time, før de skulde ind, arbejdede han med Araberen i Garderoben. Mens hele hans Legeme svedte, klaprede hans Tænder i Munden af Angst.

Naar de kom ind paa Scenen i Lysene, og deres Vals lød, og de havde hilst, med de varme og skælvende Hænder i hinanden, og de havde gjort de første Kunster, sat fra i de første Spring, var det, som de blev taget op i en Hvirvel, og de hverken saá eller hørte mer. De havde ligesom paa én Gang faaet hundrede Sanser spændt og havde mistet hver Tanke.

Paa én Gang blev de alle forvirrede, og de viste ikke de Kunsters Følge, som de havde gjort hundrede Gange; men som forvildede satte de frem i Saltomortaler, alle paa én Gang, mens Publikum jublede.

Naar Tæppet faldt, lænede de sig forpustede til Kulisserne, svimle som Folk, der har danset for længe; Gulvet gyngede under dem, og de kunde næppe staa paa deres egne Ben.

De gik tilbage til Garderoben og pludrede og lo, mens de klædte sig om, til pludselig en Bly-Træthed tog dem, og de sad, endnu tungt aandende og svedige, helt sløve.

Papa Bedini troede paa onde Øjne. Naar der var onde Øjne i Salen, gik
Pyramiderne itu, og de snublede i Springene. Saa mærkede Giovanni en
Gang imellem Araberens rare Tænder gennem sit Trikot.

Og Drengene var raske paa Hænderne for at faa Klæderne paa sig og komme ud af Garderoben, hvor Papa Bedini i Raseri rev sig Haarene af Hovedet, siddende foran sit Spejl.

De rejste rundt fra By til By, uden Forandring. De øvede om Dagene og arbejdede om Aftenen. I Tidens Løb fik de en ny Elev—de købte et kønt Pigebarn etsteds i Böhmen. De boede altid sammen og lejede tre Stuer. Araberen og Papa Bedini havde de to. Drengene og den lille Rosa havde det tredje. Og det forblev saadan, mens de voksede til gennem Aarene.

Det var en Slags Paradisets Have—uden noget Kundskabens træ paa hvad der var godt og hvad der var ondt. De unge Legemer, som var saa vant til at være nær hinanden, vidste ikke af at nægte sig noget, og da Angelo i nogen Tid havde været Kæreste med Rosa, blev Giovanni det, og ingen af dem vidste, at der var noget ondt i det. Det kom jo af sig selv, uden at de havde saa meget som tænkt paa det.

Angelo kaldte ham for "Ilderen". Og han havde ogsaa nogen Lighed med dette Rovdyr, naar han satte i Spring—Hovedet dukket, med sammenkneben Mund—fra Araberens Skulder.

Papa Bedini gav ham rigeligt med Lommepenge, fordi han var bange for, han skulde gaa fra Truppen.

Giovanni stred meget med sin Krop. Til Tider var den haard og stridig,
og han kæmpede med den som med et ubændigt Dyr, som ikke vil føje sig.
Hele Formiddagen arbejdede han, og om Aftenen vænnede han i Garderoben
Legemet til, timevis, saa det var badet i Sved.

Han følte til sit Legeme en stolt Kærlighed, som en Sportsmand til sit Yndlingsdyr; naar han øvede, talte han opmuntrende eller haansk til sine egne Lemmer.

Paa de ulykkelige Aftener, naar han gled i sine Spring, blev han grebet af et dumpt og hadefuldt Raseri mod sit Legeme. Under Skældsord løb han, vild, Hovedet mod Kulissevognene, eller Angelo og han fo'r sammen, ude af sig selv, og de brødes som Vilde, til de stønnende faldt af Træthed paa Gulvet.

Og de overspændte Lemmer tog deres Ret, saa de sad siden i
Restaurationen, dvaske, med sløve Øjne som Dyr, der fordøjer.

Klovnerne og Sangartisterne pludrede op og havde meget med Kortkunster og Øjenforblændelser og Fruentimmerhistorier. Men Akrobaterne sad hen lade og smilende, trætte af at slæbe paa deres egen Styrke.

Kortene kunde vække dem. Hidsige og med skinnende Øjne spillede Giovanni og Araberen til langt ud paa Natten, under den nedskruede Gas i Krogen. Kelneren snorkede med Overkroppen frem over Disken.

Kvinden spillede ingen stor Rolle for Giovanni. Han kunde nok fare over en Kvinde med ubændig Rasen.

Men næste Dag vilde han ikke have kendt hende igen, og der gik lang Tid, inden han søgte til en anden.

De ventede i Garderoben før den første Prøve. Tavse gjorde de deres Øvelser; Papa Bedini mindede dem om en Tur. De andre nikkede og blev ved.

De blev ved. De kridtede deres Saaler og ventede paa Regissørens tre
Slag. Nede i Cirkus var der halvmørkt og skummelt. Et Par gamle Fædre
sad tilknappede og stive i Parkettet med høje Silkehatte og
Guldknapsstokken mellem deres Ben. De hviskede sagte.

Som paa Kommando rejste de sig og hilste en stram Skikkelse, der kom og satte sig i en Loge.

Giovanni følte, som der ikke var Plads til Hjertet i Brystet paa ham, saadan hamrede det.

Der var saa stille, at han mærkede Vimplen, der slog mod Taget, helt oppe i Rotunden. Saa stille var der.

—Giovanni opsøgte sin Fader. For fire—fem Aar siden var Faderen falden gennem en Lem og var blevet halt. Han var Bud hos en Boghandler og humpede af med sine Pakker i alskens Vejr. Aar og Cognac havde illumineret hans Næse.

Han kom haltende om Morgenen og sad ved Klaus' Seng og krammede sin
Skindhue og sagde mange mærkelige Ting om Lykkens Stjerne og andre, som
havde "Pech". Han pressede jævnt Markstykker af Klaus og haltede af med
Takke-Snøften, naar han havde faaet Mønten.

Brødrene blev støjende glade, da de saá ham, de faldt ham om Halsen og kyssede ham. Og lidt efter sad de alle tre og saá paa hinanden, og de vidste ikke, hvad de skulde sige—men sad der.

Giovanni gav dem Cigaretter, og de røg alle tre, tavse og sært generte ved hinanden. Der gik en Stund.

Brødrene fulgte ham ned, og de stod i Gadedøren og saá efter ham, til han var drejet om Hjørnet.

Brødrene bad ogsaa Giovanni om Penge, saa tilsidst blev det knapt for ham. Han havde længe tænkt paa at fordre "Part" af Papa Bedini. Nu gjorde han det—Bedini og Araberen løb Panden mod Væggene og gav ham Parten.

Om Aftenen gjorde Giovanni Staldmestertjeneste, naar Truppen selv havde arbejdet. Artisterne stod segnefærdige af Træthed, med deres parfumerede Hoveder. Og medtagne af den lange Staaen ørkesløst, paa ét Sted, skiftedes de til at læne sig til Logevæggene for at faa Støtte blot ét Minut.

Naar den store Pantomime var begyndt, blev de jaget gennem hastige
Omklædninger, og de fortumledes af Farverne og Støjen og det elektriske
Lys. Saa kom Giovanni hjem, slæbende træt, og sov, saa Kanonskud kunde
ikke vække ham.

To Ting interesserede Giovanni: Jokeyen og Løverne. Han beundrede med Kenderens Øje Jokeyens Spring, han søgte at lære ham Kunsten, Fiffene af. I en af Pantomimerne var Mr. Cooke og Giovanni. Englænderne og sad ved Siden af hinanden.

-Jeg har tænkt over det. De kan øve paa en af mine Heste. De maa kunne springe Jokeyspringet. Vi vil forsøge.

Et Par Dage efter begyndte Giovanni at øve med Mr. Cooke. De arbejdede timevis om Eftermiddagen, naar Manegen var fri.

En ung bleg Mand kom altid til Prøven. Det var Mr. Batty, Dyrtæmmeren. Han sad stille med sit ubevægelige Ansigt, fra de begyndte, til de holdt op. Han fulgte dem med Øjnene i Arbejdet, og en Gang imellem nikkede han til Giovanni.

Giovanni var hidsig, og slog sig i Raseri paa Benene og bøjede Pisken til en Slynge, saa den fløj langt op i Amfiteatret. Mr. Cooke raabte til Hesten med smaa, afskaarne Hvin.

Giovanni tog Tilløb, bukkede sig sammen, udstødte et Skrig og satte fra.
Han fejlede og faldt. Han forsøgte igen, sprang fra og faldt. Og
staaende midt i Manegen stampede han Jord og Høvlspaaner op under sine
Hæle.

Og de skiltes. Det var et mærkeligt, halvt sørgmodigt og tavst Venskab, det mellem Giovanni og Mr. Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt.

De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen.

De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden. Det var kommet saadan en Aften, uden at de havde tænkt over det, og nu skete det hver Gang, naar Batty gik ind. De vekslede et Haandtryk.

Da Giovanni kunde Jokeyspringet, sagde han op hos Bedini og vilde tage
Engagement i en mindre Cirkus for Øvelsen.

De var begge bedrøvede og, tavse som de gik, hørte de deres Fodtrin gennem de stille Gader.

Batty løftede Hovedet, og stille sagde han, mens Lyset fra Lygten faldt paa hans blege Ansigt:

-Lev vel, Du, sagde Giovanni. De saá bedrøvede paa hinanden og fandt ingen Ord.

Giovanni var blevet Jokey. Han drog fra Cirkus til Cirkus og fik et stort Navn. Publikums Yndling var han allevegne.

Det var Ridtets Voldsomhed, som betog. Ingen red saa ustyrligt som han.
Han føjede det store Brospring til Jokeyridtet. Han lagde Vovestykke til
Vovestykke; ikke var der det Haarsbred mellem Kvæstelsen og ham.

Midt under Ridtet kom som en Rabies over ham. Alt svandt væk, Lys og
Loger og Kvinderne, og han følte kun under sig den gyngende og stønnende
Ryg, og han skreg gennem sammenbidte Tænder.

Naar Ridtet var endt, var det sort for hans Øjne, og med sammensnøret
Hals faldt han om paa Uldtæpperne i Garderoben og laa plat som en Klud.

Det havde været en Aften, da han var engageret i Petersborg hos
Cinicelli. En Trapezkunstner var styrtet ned fra det øverste af
Rotunden. Han tabte Balancen, de hørte et Skrig, saá Legemet gennem
Luften, og kvæstet laa Kammeraten i Manegen. To Timer efter var han død.

Da Kisten paa Begravelsesdagen blev sænket i Jorden, stod alle Artisterne tavse rundt om Graven. En efter en gik de hen, og med ubevægelige Ansigter saá de stumme ned paa Kisten.

Ulykken gjorde et stærkt Indtryk paa Giovanni. Han var ikke bange, han blev snarere endnu mere forvoven i sit Ridt. Men udenfor Arbejdet var han alvorlig, næsten sørgmodig. Han havde set, i hvis Brød han tjente.

Han spillede ofte og højt. Med bankende Pulse—Aarene svulmede i hans Pande—sad han halve Nætter ved Kortene og fortsatte med Pengedynger foran sig Ridtets Spænding.

Straks, da hun kom ind den første Aften og kastede den røde Atlaskes Kaabe fra sig paa Jorden og stod i sit blege Silketrikot og bøjede sig for Publikum, som brød ud i Bifald blot ved at se hende—skød Blodet op i Giovannis Kinder, og han saá paa hende forbavset, som var hans Øjne opladt, nu, med ét, og han aldrig havde set en Kvinde før.

Han fulgte hver Bevægelse, hans Blik slap ikke hendes Skikkelse. Og da hun steg ned og gik og atter kom ind, smilende og bøjende sig, vidste han ikke, hvor han var, om der var gaaet et Minut eller en Time.

Da hun igen gik ham forbi med Blomster i Hænderne—fulgte han efter uden at vide det. Hun gik op ad Trappen til Garderoben, han stod nedenfor med Blikket op, hun saá ned paa ham og standsede et Nu. Saa gik hun videre, ind.

Giovanni tog, saa lang Aftenen var, ikke Øjnene fra den Loge, hvor Miss
Alida sad med graat Slør om en rød Hat.

Giovanni blev hurtig helt borte i Forelskelse. Han tænkte og vidste ikke noget andet end Miss Alida.

Hvor saa Miss Alida var, paa Prøven eller om Aftenen, om hun arbejdede eller sad i Logen bag sin Vifte, saa følte hun Giovannis Øjne rettede paa sig. Men ellers holdt han sig stadig fra hende. En Gang paa Prøven havde han staaet og stirret paa hende lange Tider, og saa var han pludselig gaaet et Par Skridt henimod hende, som om han vilde sige noget. Men det blev ikke til mere end, at han drejede kejtet af, lige foran hende, og gik.

Miss Alida, som var en erfaren Dame, vidste slet ikke, hvad det skulde sige. Og da hun i nogen Tid havde ventet paa, at det skulde blive til mere, og det blev bare det samme med Stirren og Øjne og ikke andet, blev hun ked af det og næsten halvvejs fornærmet. Om Aftenen, naar hun efter Arbejdet gik ham forbi, Øjnene havde han paa hende, smilte hun spydigt.

Giovanni forstod det godt, og han led, og holdt sig dog borte. Han var bange for sig selv. Hans Lidenskab forskrækkede ham. Han frygtede dette Fruentimmer som Fordærvelsen. Han maatte stride imod: det maatte ikke gaa ham som Mr. Cookes Broder. Han var blevet ødelagt, saa rent, af saadan En. Han rejste paa Markeder—en Cooke.

Og han følte det, at gav han efter, var det forbi, Modstand og det altsammen og saa—gav han efter.

Det var en Formiddag. Han var kommen for at øve, og hans Hest blev ført frem, og, træt ved alting, opgav han at prøve og lod dem føre Hesten tilbage. Han gik ind i Garderoben, og han satte sig saa underlig mat og lad ved Døren paa Kufferten, med Hovedet i sine Hænder.

Han rejste sig. Nu maatte han til Direktøren for at hæve sin Kontrakt.
Han vidste saa godt, han gjorde det ikke, han kom ikke længere end til
Restauranten, for at sætte sig dér, under hendes Billede i Glasskabet.

Men i samme Nu havde Giovanni løftet hende op fra Jorden og sat hende ind ad Døren, som han slog i.

For hans Lidenskab var fra den første Dag mættet med et hadefuldt Raseri mod ham selv og mod hende. Han hadede og begærede hende. I nogen Tid kunde han beherske hende med sin Lidenskab, der havde det nok saa rigeligt med Slag som med Kærtegn. Men saa syntes Miss Alida, at den Historie blev hende dog for voldsom, og hun tog til mild Afveksling en kælen og blond Akrobatdreng, som gav Damen i det grønne Hus.

Giovanni vidste det. Han kom til hendes Dør om Aftenen, og hun lukkede ikke op; og han vidste godt, han var derinde. Han gik paa Gaden og vandrede op og ned; naar en Dør blev lukket eller aabnet, skjulte han sig i en Portfordybning. Hen paa Morgenen saá han Drengen komme ned og gaa forbi sig, bleg, med Hænderne i Kavajlommerne. Han ikke saa meget som slog ham. Saa gik han op igen til Alidas Dør og tiggede og bad om dog at maatte komme ind. Tilsidst lukkede hun ham op, søvnig og doven, med forpjusket Haar. Og skælvende af Attraa og Raseri laa han som en Tigger ved Siden af den sovende Alida, i den varme Seng, hvor Akrobatungen nylig havde ligget.

Det tog paa Giovanni. Han forfejlede tidt i sine Spring nu. Det store Jokeyspring kunde han mange Aftener gøre om baade tre og fire Gange. Han vidste godt, han ikke var sikker mere. Han prøvede om Formiddagen Gang efter Gang og blev ikke sikrere. Han piskede sin Hest til Blods og skreg af Raseri under Prøverne.

En Aften faldt han ned seks Gange. Han trak op i sine Støvler, beroligede Hesten, krummede sig sammen og løb til, og snublede igen.

Direktøren, der stod i Staldaabningen, trak paa Skulderen og vendte sig til den forreste Klovn:

Batty blev engageret med sine Løver til Cirkus. Han og Giovanni var sammen som før. De spiste sammen, fulgte, hinanden hjem om Aftenen. Miss Alidas Navn blev aldrig nævnet imellem dem.

En Formiddag gik det rent forkert. Giovanni sprang og sprang og tumlede ned og snublede og sprang.

Han løb Manegen rundt og satte fra igen og sprang. Han berørte Hestens
Ryg og faldt.

-Nej—han skreg—nej, fø'r Hesten ud! Og stønnende kastede han sig næsegrus ned paa Jorden, saa lang han var.

Han laa og hulkede sagte midt i det store Rum. Batty stod op og gik ind til ham. Han ventede lidt og saá ned paa hans Skikkelse.

Han lagde stille sin Haand paa Giovannis Nakke og lod den sagte glide op og ned, langs de fine Haar. Han syntes, Graaden stilnede ved det.

Giovanni løftede Hovedet og lænede sig lidt mod hans Skulder. Et Øjeblik blev Graaden saa voldsom igen.

-Ja—ja—ja, ja—ja vist—Giovanni. Batty holdt sin Haand paa hans
Nakke—ja vist….

-Lad mig saa gaa, sagde han, tak—Du. Han rejste sig, og med et
Haandtryk skiltes de, og de gik hver sin Vej.

Da de om Aftenen brød op og var kommen hen ad Gaden, sagde Batty lavmælt og saa ikke paa ham:

-Hvor skal Du hen, sagde Batty. De skiltes ellers aldrig dér.
Ud—Giovanni saá bort: Godnat.

Et Par Aftener efter maatte Giovanni gaa fra Manegen, uden at hans
Spring var lykkedes.

Miss Alida stod paa Trappen. Hun vilde sige noget, men han gik af Vejen.
Han havde bare set hende lige ind i hendes Ansigt.

Han kom ind i sit Værelse og satte sig foran sit Spejl. Armene hang slapt ned langs hans Sider. Han var bedøvet af Fortvivlelse og Skam.

Det bankede paa Døren, og Batty kom sagte ind. Giovanni gjorde en Bevægelse som for at holde ham fra sig. Men Batty saá det ikke, han gik op og ned i Rummet.

Han tog et uldent Tæppe i Krogen og lagde Giovanni det om Skuldrene: Tag det om Dig, sagde han, Du kan ikke sidde saadan.

-Hører Du, Giovanni, det nytter ikke: vi maa rejse. Det var ligesom Giovanni vaagnede, han forstod uden at have hørt. Han tog med Haanden ned over Øjnene og sagde:

Batty talte med Direktøren den næste Formiddag: de kunde rejse om en
Uge. Det blev saa bestemt.

Men samme Aften—Giovanni red som en gal, saa vildt—styrtede han af;
Hesten blev sky, snublede og faldt ovenpaa ham. Der blev Forvirring og
Skrig, og de bar Giovanni ud kvæstet. Hvad Brystet havde lidt, kunde man
ikke sige, det højre Ben var knækket over Laaret.

Et Par Uger laa Giovanni hen uden Bevidsthed. Han var ustyrlig, saa de bandt ham i Sengen. Siden mattedes han, og Krisen kom med en fortærende Feber. Han laa med hede Øjne uden at røre sig, uden Mæle.

Dag efter Dag sad Batty ubevægelig paa Stolen ved Sengen og betragtede hans Ansigt ufravendt.

Da Krisen var ovre, vaagnede Giovanni og saá Batty. Han vilde tale, men han havde ikke Kraft. Han smilte, og han forsøgte at løfte Haanden, men han kunde ikke. Han følte sig tung som Bly.

Batty saá Genkendelsen i hans Øjne og fo'r med Haanden op til Brystet, saadan Hjertebanken fik han af Glæden. Giovanni faldt i Søvn igen.

Batty rejste sig og aabnede sagte Døren og gik ud af Stuen. Nede hos den vagthavende Læge bankede han paa.

-Monsieur, sagde han straks inden for Døren og kunde knap faa Ordene frem for Bevægelse, Monsieur han har kendt mig.

Og den store, høje, blege Mand stod ret op og ned og hulkede. Det begyndte at gaa fremad med Giovanni. Brystet havde intet lidt; Benet var i Skinne. Han følte et træt Behag ligesom et Halvblund Dag og Nat.

Batty sad ved Sengen og Giovanni tog hans Haand, som hvilede paa Knæet
og lagde den paa sit Tæppe, mens han klappede den svagt. Saa lukkede han
Øjnene og faldt i Blund igen, og varsomt løsnede Batty sin Haand fra
Giovannis, der var blev et saa fin og gennemsigtig.

Naar Giovanni vaagnede, laa han ofte stille og saá paa Battys Ansigt. Han saá ham i Profil, den lige Næse og den tætlukkede Mund. Batty sukkede nu og da.

Men Giovanni saá tit, naar Batty troede han sov, at der gik som en pludselig Kulde gennem Batty, og han hørte ham sukke kort og sagte.

Efterhaanden som Giovanni blev bedre, begyndte han at tale meget utaalmodigt og gnavent.

-Ja—til Jokey bli'r det jo ikke mer, men hvor der ikke skal springes saa højt—vil De saamæn slet ingen Mén mærke.

-Bli'r jeg ikke Jokey? sagde han. Han følte en skarp Smerte i Benet og faldt tilbage mod Hovedpuden.

-Jeg har jo sagt, De maa ikke røre Dem, sagde Lægen. Nej—Jokey—det bli'r vist for voldsomt—men Hr. Batty siger jo, at for Dem er der Specialiteter nok. Lidt Forandring vil bare more Hr. Giovanni.

Da Lægen var gaaet, laa Giovanni hen med lukkede Øjne. Det havde ramt ham som et Slag: Han skulde ikke mere være Jokey.

Han tumlede med den ene Tanke og fandt ikke Rede. Han syntes, det lukkede sig saadan allevegne.

Da Batty kom, nikkede han kun til Goddag og laa ubevægelig. Ingen af dem sagde nogenting.

Giovanni lagde sig om mod Væggen ganske stille. Men saa skar Tanken igen gennem hans trætte Hjerne, og han vendte sig i Sengen og stønnede.

-Giovanni, sagde Batty. han havde rejst sig og stod ved Hovedgærdet: der er jo altid Udvej. Giovanni svarede ikke.

Det blev bestemt de næste Dage. Batty og Giovanni skulde sammen arbejde med Løverne. Saa snart Giovanni blev rask, begyndte de paa Prøverne. Batty bedøvede Dyrene og lod Giovanni følge sig ind i Buret. Løverne var dvaske, der var ingen Fare.

Naar en Løve gned sin varme Krop langs Giovannis Ben, løb som en Kulde hen over hans Hud, ellers var han rolig. Tavse arbejdede de mellem de knurrende Dyr.

De prøvede tre Uger. Saa skulde "Fratelli Bedini, Løvetæmmerne", optræde for første Gang.

Giovanni og Batty forlod aldrig mere hinanden. De maatte bestandig være sammen. Det var, som den ene ikke mere turde forlade den anden. De tænkte begge det samme, og det forstod de uden at tale.

Da Giovanni stod paa Trappen og saá det røde Bur inde i Manegens Lys og den mørke Krans af Mennesker rundt om, tog han haardt om Gelænderet. Det var, som om alt Blodet i ham vilde standse sit Løb med ét.

Slapt faldt Armen tilbage. Giovanni saá fremme foran sig Buret, hvor
Løverne gned sig sammen i Flok.

De begyndte at gaa. Han fulgte Batty. Blikket holdt han ufravendt paa den hvide Trappe. Batty steg op og slog hurtigt Slaaen fra; et Nu betragtede han Giovanni og gik ind.

De arbejdede hver Aften. Løverne var kælne og logrede som Hundehvalpe. Men undertiden fo'r Giovanni om Natten pludselig op af Søvne: han havde set Løvindens Øjne paa sig i Drømme. Han satte sig op badet i kold Sved, og han saá over til Battys Seng, om han sov.

I den sidste Tid var ogsaa Batty søvnløs. Naar Giovanni vaagnede, forfulgt af sin evige Drøm, hørte han Batty kaste sig i Sengen og sukke. Men saasnart han mærkede Giovanni var vaagen, laa han ganske stille med dybt Aandedrag, og de laa begge timevis, lyttende efter hinanden, og lod som de sov, og de vaagede begge.

Om Aftenen i Garderoben, naar de sad foran deres Spejle, greb de pludselig hinanden i Haanden med et angst Tryk.

Det var en Sommeraften, det skete, efter en hed Dag, som havde gjort
Dyrene rigtig levende.

Batty og Giovanni arbejdede roligt i den gamle Takt. Men den ene Løvinde var ulydig, saa Batty maatte slaa den med Pisken over Snuden. Den blødte. Dyret krummede Kløerne ind og lagde sig knurrende. Giovanni tog ikke sit Blik fra dens gule Øjne.

Det var forbi, og Batty aabnede Døren og lod Giovanni gaa ud. Han fyrede
Pistelen af og vilde lukke Døren til den lille Forstue—da han gled.

Han faldt, saadan—forover—paa det højre Ben—og vilde rejse sig—og greb for sig—og havde Løvinden over sig—og skreg.

Og med sin sidste Kraft, med Dyret i sin Strube, vendte han sig og lagde sin Arm som en Rigle ind i Døren, saa den lukkede.

Tilskuerne, flygtede vildt ned over Bænkene, der knustes. Under Skrig sprang de ned fra Gallerierne.

Man hørte de Besvimedes Hvin og Angstraab fra Børn, der klamrede sig til
Logerne—og man vendte sig ikke, men flyede.

Paa Amfiteatrets Bænke vred Kvinder deres Hænder. Staldmestrene brødes med Giovanni midt paa Jorden.

—Løverne gik logrende rundt om Battys Lig i den tomme Cirkus, hvor alle
Blussene brændte.

Giovanni sad paa en Kasse ude i Gangen. Fraaden faldt fra hans Mund ned paa hans Bryst. To Artister holdt hans Hænder. Da Kammeraterne slap ham, rørte han sig ikke. Armene faldt ned.

Han lyttede til Bruset af Stimmelen og Skrigene, der døde bort—indtil der var stille.

Saa rejste han sig. Hans Ansigt var stift og gult som et Ligs. Han saá Løverne, der listede rundt om Battys Lig, og staaende foran Buret affyrede han to Skud og aabnede Døren.

Løverne gned sig skulende langs med Stængerne, og lempeligt løftede
Giovanni Liget ud. Blodet rislede fra Gulvet i Buret piblende ned paa
Jorden til en stor Pøl.

Han kaldte paa et Par Staldkarle, og de kom tøvende. De rystede over hele Kroppen.

Karlene bøjede sig ned og tog Liget. Men den ene slap Taget. Han besvimede saa lang han var paa Jorden.

Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden.

Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.

Han gik tungt op ad Trappen og aabnede Døren til Garderoben og kastede sig paa Gulvet, plat ned. Han sov, hulkende i Søvne. Der gik Trækninger gennem hans store Legeme.

Da han vaagnede, var det Dag. Han satte sig op, hele hans Krop smertede. Saa saá han Battys Tøj, der hang fra igaar over Stolen. Det gav et Ryk i ham af Smerte. Han saá paa Spejlet. Uhret hang i sin Kæde og var gaaet istaa.

Han blev siddende paa Gulvet og saá længe paa det altsammen. Nu var han alene. Hans Smerte blev i samme Nu til et dumpt Raseri mod dem, Dyrene.

Han rejste sig og gik ned ad Trappen. Han ikke saa meget som tænkte paa
Liget. Han gik ind i Manegen. Løverne sov i Buret. De blev vækkede ved
Støjen og knurrede. Han tog Skodderne i Stalden, en efter en, og satte
dem for.

Saa gik han op igen i Garderoben og klædte sig om. Han skulde ud og købe
Kød til Løverne, i Byen.

Medens han sad, tog han Battys Uhr og trak det op. Og da det hang der igen, ved Spejlet, dikkende, kom han til at græde og lagde Hovedet ned mod Bordpladen. Han græd længe, sagte fortvivlet. Saa stod han op og gik ud.

Han købte nogle store Oksekøller hos en Slagter, og han fulgte selv med Drengen, der bar dem hjem. Han blev hjemme hele Dagen, og han borede med et gammelt Vridbor lange Gange i Kødet og fyldte dem med Stryknin.

To Politiembedsmænd kom for at faa Forklaring om Ulykken. Giovanni svarede roligt og hørte ikke op med sit Arbejde.

Giovanni tændte to Staldlygter og gik ind i Manegen. Buret stod med sine
Skodder paa samme Sted som om Morgenen. Han gav Drengen en
Drikkeskilling og lod ham sætte Kødet fra sig; langtsomt tog han
Skodderne fra og stillede dem i Kreds op ad Manegen.

Løverne greb det knurrende og sled det itu og slugte det. Giovanni saá paa de hvide Tænder i Kødet.

Ubevægelig stirrede han hen, hvor Løverne flakkede uroligt rundt; de skubbede sig op ad hinanden med korte Brøl. Klagende strakte de deres Kroppe ud paa Sandet, og de spilede Øjnene op og strakte de tørre Tunger langt ud og slikkede de kolde Stænger.

Dyrenes Øjne lyste i Mørket som gule Flammer, der blev lysere og matte og slukkedes. De borede deres Kroppe ind i Krogene under sagte Jamren, og de begyndte at ralle, og pludselig fløj de, rasende, op mod de klirrende Stænger og brølede fortvivlet; de faldt ned, og sky slæbte de sig forbi hinanden og væltede sig om paa Ryggen, og der kom fra deres opspilede Gab afbrudte og kvalte Brøl, som om deres Struber snøredes sammen.

Giovanni blev siddende og hørte den sagte Rallen fra Buret, hvor der blev stille—lidt efter lidt.

Han tænkte paa saa mange sørgelige Ting. Han tænkte paa de lystige
Brolæggere, som i et Aar alle havde kastet sig ned paa Gaden og var døde
der paa Stenbroen. Han tænkte paa sin Fader, som havde siddet ved hans
Seng og presset ham for Penge.

Han lyttede. Det var blevet ganske stille. Saa kom der et dybt Suk og endnu et. En lille sagte Kradsen af en Pote—og ikke mere.

Giovanni tænkte paa, hvad han nu skulde blive. Han var ikke saa ung mer, og han havde ikke længer nogen Specialitet.

Han maatte vel forsøge at blive Klovn, Jokey-Parodist. Hvis han kunde det for sit Ben.

Giovanni stod op og gik frem gennem Mørket. Han syntes, det var, som han slæbte en tung Byrde hen efter sig.

CHARLOT DU PONT

Han var syv Aar, da han første Gang blev stablet op paa en Tribune, i en
Fløjlsbluse med Kniplinger, ved en Velgørenheds-Koncert i Trokadéro.

Hr. Theodor Franz sendte Bud efter ham næste Morgen. Den store
Impresario vilde se ham. Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte selv sin
Søn derhen. Hr. Emmanuelo de las Foresas var stærkt bevæget. Han indsaa,
Øjeblikket var kommet.

Hr. Theodor Franz sad i sit Privatkontor foran det store Skrivebord i sin Yndlingsstilling, Napoleon efter Leipzig.

Naar han sad saadan, talte man ikke til Hr. Theodor Franz; man ventede.
Man vidste, han sad og erobrede Verden, og man forstyrrede ham ikke.
Adelina Patti havde siddet her og ventet i ti Minutter for ti Aar siden.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede uden saa meget som at sno sin Knebelsbart. Lokke-Ungen følte Momentets Alvorlighed og suttede stille paa sine Knoer.

Saa der var ganske tyst i Hr. Theodor Franz' Privatkontor, hvor
Verdensberømmelserne i Lystryk stirrede ned fra Væggene.

Naar Hr. Theodor Franz talte, var det rungende, som om han skulde overdøve et Erardsk Flygel. Folk, der hørte ham første Gang, fo'r altid sammen ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Theodor Franz vidste det, men han ansaa det for formaalstjenligt, at Folk fo'r sammen.

-Hm—og hvorfra? Hr. Theodor Franz antydede ved en meget ubetydelig
Haandbevægelse, at Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde sætte sig.

-Tak. Det hjalp paa Hr. de las Foresas at komme til Sæde. Han placerede
Lokke-Barnet mellem sine Ben og begyndte at tale.

Hr. Emmanuelo de las Foresas holdt meget af at tale. Han var fra Chile.
Det kunde synes besynderligt, at Grander af Spanien slog sig ned i
Chile. Men Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort det. Det var et
Pronunciamento. Dette Pronunciamento var Hemmeligheden i Hr. de las
Foresas Historie. Det var foregaaet i Mexiko. Hvad det havde at gøre med
Spanien, vidste ingen. Der kom overhovedet, naar Hr. Emmanuelo de las
Foresas fortalte sin Historie, et Punkt, hvor det ikke var saa ganske
let at følge ham. Det laa i, at han færdedes meget livligt i to
Verdensdele. Man vidste aldrig, paa hvad Side af Oceanet man havde ham.
Men pludselig endte han paa de kanariske Øer.

-Publikum er træt af det exotiske, min Herre—Publikum tror ikke paa Adel paa Tribunerne, min Herre—Publikum er træt af Humbug. Publikum vil det reelle—Publikum vil ikke føres bag Lyset.

Hr. Theodor Franz raabte hver Sætning som en Dagsbefaling. Publikum kom som et Trompetstød.

-Publikum er træt. Publikum vil Værdighed. Publikum bør tages med Ro, min Herre.

-Vi siger seks. Han kan gaa for seks. Hr. Theodor Franz bøjede sig ned:
Hvad er det? han pegede paa en Diamantknap til ti Francs, Carlo de las
Foresas havde i sin Krave. Tag den af.

-Min Herre—Hr. Theodor Franz kunde kæmpe med et Orkester—Publikum tror ikke paa Arvestykker.

Hr. Theodor Franz satte sig foran sit Skrivebord. Han tyggede Negle. Hr.
Theodor Franz tyggede ofte Negle, naar han tænkte dybt.

Hr. Theodor Franz havde mistet Tilliden til det tropiske. Publikum havde tabt Smagen for det vidtløftige. Hr. Theodor Franz pousserede det idylliske.

Hans Kunstnere udgik alle fra borgerlige Hjem. Hans største Sukces var med Amerikanerinden, som han havde fundet i en Kirke, og som aldrig optraadte paa Teatret, fordi det stred mod hendes religiøse Overbevisning. Han havde rørt to Verdensdele, naar han om Søndagen var kørt med hende til Kirke.—

Om Aftenen meddelte Hr. Theodor Franz Bladene, at det lille
Violin-Vidunder Charlot Dupont for Øjeblikket tog Timer hos Professor
Dinelli.

-Som bekendt er det lille Vidunder fra Provence af den bekendte orleanistiske Embedsmandsfamilie Dupont.

Hr. Theodor Franz var glad ved Ordene: orleanistisk Embedsmandsfamilie. Det var fortræffeligt. Egentlig var det komplet faldet ham i Pennen. Men det var fortræffeligt: "orleanistisk Embedsmandsfamilie Dupont".

Den næste Dag gjorde han Visit hos Familien de las Foresas. Han ønskede at se, hvad han kunde byde den. Han maatte op i femte Etage; Overtøjet i Gangen var luvslidt, svær Mængde Børnetøj, købt i Butik for færdigt. Han ventede i en raakold Salon med Madlugt.

Hr. Theodor Franz bød 800 Francs om Maaneden for et halvt Aar. Hr.
Emmanuelo de las Foresas tog det halve i Forskud og slog til.

Charlot fik en Lærer, som spillede de tre Numre med ham. Hr. Theodor
Franz var tilstede ved Timerne. Han mærkede sig alle Stederne, hvor
Charlot spillede falsk. Dér skulde han smile til Publikum.

Dagen før de skulde rejse, gjorde Hr. Emmanuelo de las Foresas
Afskedsbesøg hos Hr. Theodor Franz. Hr. de las Foresas var en bøjelig
Natur, han var helt Orleanist: Lidt militærisk, Guidknapstok og graa
Knebelsbart.

Da Hr. Dupont rejste, havde han Flor om Hatten. Hr. Theodor Franz bragte Charlot en Present. Det var et Tøndebaand med hans Navnetræk. Han havde det med i Kupeen.

Hr. Theodor Franz blev i Paris. Det var et Princip. Han holdt sig altid tilbage.

-En Impresario skræmmer Pressen, min Herre, sagde han til Hr. de las
Foresas. De Herrer tror man kommer med Lommerne fulde af Humbug. De
Herrer af Pressen er saa mistænksomme.

Men Morgenen efter den første Koncert kaldte et Telegram ham til
Bryssel. Han ventede endnu et Døgn, læste Brysselerbladene og rejste.
Det lille Violin-Vidunder Charlot Dupont havde nærmest gjort Fiasco.

Hr. Emmanuelo de las Foresas modtog ham paa Banegaarden. Han var spag og sørgmodig vrøvlet.

-Hvad kan man forlange af et Barn, sagde han. Hvad forlanger man? Han kan vel ikke spille som Sarasate.

Charlot var forknyt. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde pryglet ham, saa han var blaa og gul over Ryggen. Han skævede til Hr. Theodor Franz og ventede mer. Men Hr. Theodor Franz pakkede et helt Lager af Pariserlegetøj ud og spredte det over hele Stuen. Charlot saá, der var ikke Tale om Prygl.

Hr. Theodor Franz søgte en ny Lærer, og de begyndte igen at indstudere de tre Numre. De spillede Time efter Time, til Charlot var segnefærdig. Hr. Theodor Franz udstyrede Spillet med mange Smil og barnlige Gestus.

Tilsidst begyndte han at græde, Violinen faldt ham ud af Hænderne, og han gned Taarerne ud over sit Ansigt.

Hr. Theodor Franz lagde tre Cigaretter paa Bordet, og Charlot spillede endnu en Gang, rystende over hele Kroppen, saa træt var han.

Klokken to var Undervisningen forbi. Hr. Theodor Franz spadserede selv med Charlot paa Boulevarden. De havde det kønne Tøndebaand med. Charlot vilde helst sidde paa en Bænk, han var saa søvnig, som havde han Sand i Øjnene. Men Hr. Theodor Franz gav ham smaa Knubs, til han blev vaagen og løb med Tøndebaandet.

Hr. Theodor Franz talte venligt med alle de velklædte Børn, og han gav dem Konfekt og Godter. Han satte ogsaa Lege i Gang. Hvor der var Mødre med, konverserede han og præsenterede Charlot, naar han da kunde finde ham. For han forstak sig oftest og sad krøbet sammen og sov ved Foden af et Træ, med Hovedet ned mod sine Knæ.

Saa blev han knubset op—Hr. Theodor Franz knubsede rigtig fast, med de knyttede Knoer lige ned mod Nøglebenet—til han blev vaagen og fik fat paa Pisk og Top, som laa ved Siden af ham paa Jorden.

En Dag var han bleven rent borte. Han var ikke til at finde paa
Boulevarden. Hr. Emmanuelo de las Foresas Og Hr. Theodor Franz søgte
omkaps. Tilsidst fandt de Charlot inde i Parken, omme bag en Stensokkel.
Han stod omringet af en hel Flok smaa Unger. Han stak dem Cigaretten i
Munden og lærte dem, hvordan de skulde "bakke". Ungerne skar fæle
Ansigter og hostede af Røgen.

-Idioter, sagde Drengen. Meget stolt pustede han selv store Røgskyer ud i Luften.

Da de havde prøvet de tre Numre en Ugestid til, var Violin-Vidunderet
Charlot Dupont saa elskværdig at ville spille et Par Numre for Eleverne
i Hr. Rochebrunes Skole, Hr. Rochebrune havde indbudt enkelte af
Elevernes Mødre og Tanter.

Charlot spillede de to Numre og "Kakadu der Schneider". Der havde aldrig været en saadan Jubel i Hr. Rochebrunes Skole. Mødrene var rørte. Charlot gik rundt til Kyssen. Bagefter stod Damerne i Vinduerne og saá ham lege Tagfat i Skolegaarden.

Hr. Theodor Franz kørte rundt med Charlot til Kritikerne. Charlot var blevet et ualmindelig søvnigt Barn. Knap var han til Sæde i Vognen, før han sov ind i sit Hjørne. Og kom de op til de fremmede Mennesker—Hr. Theodor Franz besøgte Folk i deres Hjem, han holdt af Hjemmene—stod han og maabede ved Siden af Hr. Theodor Franz' Stol og drævede frem et Ja eller et Nej.

Det var paa Besøg hos Hr. Deslandes. Hr. Deslandes var Korrespondent ved Times. Hr. Theodor Franz talte med Sordine—Hr. Theodor Franz talte altid med Sordine med Autoriteterne og de Herrer af Pressen—om sin Ven Hr. Ambroise Thomas.

Inde i Stuen ved Siden af, gjorde Hr. Deslandes' uvorne Unger et
Himmelspektakel. Man kunde ikke høre Ørenlyd.

Hr. Deslandes aabnede Døren og skændte. To Sekunder efter begyndte Spektaklet igen. Min Herre—bevar'es lad dem dog lege—Hr. Theodor Franz talte mildt—Børn er Børn.

Charlot blev siddende og rørte sig ikke. Han nærede en fuldkommen
Ligegyldighed for Kritikeren Hr. Deslandes' Afkom.

Hr. Theodor Franz bøjede sig ned, og med et Knubs lige mod Nøglebenet sagde han mildt:

-Generer Du Dig, lille Charlot. Hr. Deslandes siger jo, Du maa gerne gaa ind og lege med hans Børn …

Charlot kom hurtigt ned af Stolen og ind til Hr. Deslandes' Børn. De var rødhaarede og morede sig med at stikke den fremmede Dreng med Knappenaale.

Hr. Theodor Franz og Hr. Deslandes stod i Døraabningen og glædede sig over Børnene.

Det var et Par Dage før det lille Violin-Vidunders anden Koncert.
Koncerten blev en stor Sukces. Eleverne i Hr. Rochebrunes Skole havde
Fribilletter og overrakte Charlot Dupont en Kæmpekrans.

Det var en meget stor Sukces. Efter den tredie Koncert—Programmet var efter Opfordring det samme som ved den anden—førte Hr. Theodor Franz personlig Charlot Dupont til Skandinavien. Hr. Theodor Franz satte megen Pris paa Skandinavien. Der fik det lille Vidunder Ilddaaben. Vejen laa aaben gennem Europa. I Løbet af to Aar afsøgtes hele Marken, man trængte frem til Baku.

Charlot fejrede sin syvaarige Fødselsdag hver Gang, han gav
Afskedskoncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas gik stadig med Flor om sin
Hat.

Hr. de las Foresas var iøvrigt meget tilfreds. Han tjente mange Penge, og han genoptog visse Ungdomspassioner. Han havde altid været følsom overfor Blondiner af en vis Fylde, og han havde en Gang sprængt Baden. Han holdt af en lille Baccarat om Aftenen efter Koncerten, og han fandt ret hyppigt rundt i Europa et blondt Embonpoint at glæde sig ved.

Selskabet tilbragte sin meste Tid paa Jernbanen. Der blev jævnt givet Koncerter hver Dag. Om Morgenen tidligt skulde de afsted til Toget. Hr. de las Foresas ruskede Charlot livligt i Lokkehaaret. Drengen sov tungt og strittede imod i Søvne. Hr. de las Foresas hev ham Vand i Ansigtet for at faa ham vaagen. Charlot græd og fik klynkende sine Strømper paa siddende paa Sengekanten. Hans Lemmer var som Bly, saa tunge.

Han blev klædt paa, og søvndrukken ravede han rundt i Halvmørket mellem de aabne Kufferter, der blev pakkede ind hulter til bulter. Han faldt i Søvn igen over den lunkne The, siddende med Koppen i Haanden. De ruskede ham op igen, og frysende og blaa i Ansigtet rumlede Selskabet af i den klamme Omnibus til Jernbanen. Just fredeligt gik det ikke. Hr. Emmanuelo de las Foresas og Hr. Theodor Franz skændtes altid om Morgenen.

Naar Charlot vaagnede, saá han Faderen Og Hr. Theodor Franz: med løste
Klæder flød de henad Sædet. Hr. Theodor Franz snorkede.

Waggonen rystede frem og tilbage, Lokomotivet gyngede af med sin langsommelige Støj. Heden i Kupéen døsede Charlot hen, han var søvnig uden at kunne sove. Han flyttede sig træt baade af at sidde og af at ligge. Han lagde sig op paa Knæ og saá ud. Det var altid lige ét: Træer og Huse og Mark. Det eneste, han brød sig om, var smaa Hunde. Dem vilde han ud paa Perronen og klappe.

Hen paa Eftermiddagen kom de til Koncertstedet, nye Karle rumsterede med deres Kufferter, og Charlot saá livlig ud hen over Perronen med Favnen fuld af Legetøj, og der kom Fart paa, mens de slugte noget Mad, og Charlot blev udstafferet i den Fløjls, og de naaede op til Koncerten. Naar Spændingen saá var ovre, efter det første Nummer, faldt Charlot ofte i Søvn i en Krog i Kunstnerværelset, og de maatte vække ham, naar han skulde ind igen.

De kørte hjem og spiste til Aften, og Hr. Theodor Franz og Hr. Emmanuelo de las Foresas blev højrøstede ved deres Flasker. Charlot blev ogsaa levende ud paa Aftenen. Han fik Cognac og Vand, rødkindet sad han og hørte til.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kunde mange muntre Historier om vel udviklede Blondiner fra de to Verdensdele. Hr. Theodor Franz havde ogsaa sine Minder. Charlot lærte en Del af hvad Livet saadan giver.

Hr. Theodor Franz strakte Benene fra sig; og han blev oprigtig, med
Hænderne i Lommen.

-Pressen—min Herre—man skal ikke bespise den—det er det dummeste, man kan gøre at bespise den—jeg bespiser den aldrig, Mad gør Pressen urolig, min Herre. Opsøg dem i deres Hjem, spis tynd Suppe i Familiekredsene, min Herre—vær fordringsløs—skriv mange Smaabreve, min Herre. Det er Sukces'en.

-Miss Tisbyrs har ikke kostet mig saa meget som en Flaske Bordeaux … Hun var religiøs, hun drak ikke Spirituosa—vi drak alle Vand, min Herre … hun tjente tilsidst fem tusind Francs pr. Aften … Har De hørt hende?

-Blomster—det er en Dumhed med Blomster … Publikum tror ikke mere paa
Blomster … Miss Tisbyrs kostede mig seks og tyve Kristus paa Korset à
tre Francs—overrakte hende paa Podium af en Deputation … det gør en
Effekt … Kristus paa Korset omvundet med Immorteller, min Herre—Miss
Tisbyrs græd …

De talte om Alverdens Virtuoser og Artister. Hr. de las Foresas sagde mest bare Ja og Amen.

-Publikum er aldrig ekstravagant, Publikum er dydigt—man skal vende sig til Hjertet—Følelsen—appellere til Følelsen. Det er Sagen.—Jeg har reddet ti Sangerinder med "Ave Maria" til Harpe … Jeg vil skabe en Formue ved at stable et ungt Fruentimmer op ved Siden af en Harpe.

Hr. Theodor Franz satte ikke Pris paa de store Sangerinder. De rentud fortørnede ham: Det er en Fornærmelse, sagde han. En Fornærmelse mod den sunde Sans.

-Patti, sagde han, Patti, min Ven. En Humbug, min Herre. Patti har ruineret tyve Impresarier. Jeg er ikke Forgylder, jeg vil gøre Forretninger—tolv tusind Francs for to Arier—jeg kalder det for en Fornærmelse. Skab Stjernerne—skab dem—jeg er Impresario, min Herre, jeg er ikke Elefanttrækker.

Charlot gik frem ligeoverfor Hr. Theodor Franz, han hørte til med
Armene op paa Bordet.

-At skabe—at skabe—det er Kunsten … Hr. Theodor Franz sank hen, og de to Herrer drak nogen Tid i Stilhed. Charlot saá stadig med store Øjne paa Hr. Theodor Franz, der sad tænksom i Stolen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at blive søvnig. Hr. Emmanuelo de las Foresas Knebelsbart hang sørgmodigt, naar han var søvnig.

-Men det er snart forbi—det gaar ikke mer … Man vil ha'
Fribilletter, man gaar kun paa Fribilletter. Der er altfor mange
Verdensberømmelser, man snubler over Berømmelser … der er for megen
Humbug … jeg har sagt det, jeg har sagt det til de Herrer af Pressen:
Mine Herrer, har jeg sagt, De kvæler Kunsten, mine Herrer, De skriver
for mange Feuilletoner, mine Herrer, har jeg sagt, De lyver for stærkt,
mine Herrer … Men hjælper det—hva' hjælper det … De skriver jo
Fingrene af sig—de holder ikke op med at skrive Fingrene af sig.

De ødelægger os Sagen—de skelner ikke—Det er konkurrencen—den ene skriger højere end den anden—Publikum kan ikke høre Ørenlyd.

Min Herre—de store Formuer er tjent … Om ti Aar gi'er jeg ikke hundrede Mark for en Verdensberømmelse. Hr. Theodor Franz tav. Hænderne faldt slapt ud af Lommerne.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fo'r sammen ved Stilheden, og med ét blev han omhyggelig fo'r Charlot, som var falden i Søvn med Hovedet paa Bordpladen.

Og Hr. Emmanuelo de las Foresas fik ham stoppet i Seng; han halvsov, mens han blev klædt af.

Undertiden var Hr. Theodor Franz ikke med paa Rejsen. Han var taget iforvejen. Saa spillede Hr. de las Foresas Kort med Charlot i Kupéen.

De spillede om Regnepenge. De forgyldte Mønter flød rundt om dem paa
Sædet. Hr. de las Foresas fortalte livlige Historier. Han fortalte om
Banken i Baden, han havde sprængt.

-Den Gang, der endnu var Bank i Baden. Han fortalte om Spillehulerne i
Mexiko—der kunde man da vinde, naar man forstod det. Men Hr. Emmanuelo
de las Foresas turde sige, at han forstod det. Det var da endelig
Formuer det, Guld det. Guld at tale om det.

-Og Janeiro da—Rio Janeiro da—Hr. Emmanuelo de las Foresas lod Kortene synke—hen mod Morgen, naar Guldet slap op—og Diamanterne kom frem paa Bordet—Diamanter i hundredvis flød over Tæppet …

Men Hr. Emmanuelo de las Foresas turde sige, han havde forstaaet en Del i sine unge Dage.

Det var Kunsten med Knappenaalen, Tæppet og den fine Silketraad, som svippede Kortet væk lige for Næsen af Bankøren. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde gjort Kunsten i Baden, i Baden, mange Gange. Han vilde prøve, om han kunde endnu.

-Det er et Talent, sagde han. Et rent Talent. Det sidder i Fingrene. Han gjorde alle Kunsterne om igen, foran Charlot, paa Sædet. Drengen gjorde efter, om og om igen. Hr. Emmanuelo de las Foresas saá til. Han blev glad, han lærte, han rettede.

-Rigtig, rigtig, men den Dreng har Talent. Men—Bravo—Bravo. Han var virkelig fingernem.

De spillede videre. Charlot tabte. Han slugte hvert Kort med Øjnene og holdt paa Regnepengene med Hænder, der rystede af Iver.

-Man spiller ikke falsk med sine egne Børn, sagde han. Han vilde ikke spille mer.

Men Charlot blev vred, han spillede med Makker, med alle Kort ud over
Sædet. Regnepengene raslede i hans Hænder.

Naar de var ene, kom der ogsaa altid en Dame og spiste til Aften med dem efter Koncerten. Charlot holdt meget af de Damer. De kyssede ham i Ørene og skiftede Cigaret med ham. De klædte ham af, naar han skulde i Seng, og dansede med ham i Natkjolen. De var saa venlige imod ham i alting.

Charlot fik mange Ting foræret. Hr. Emmanuelo de las Foresas tog det altsammen i Forvaring.

Der var Dage, hvor Pengene spøgede uafbrudt hos Charlot. Saa glemte han dem igen lang Tid.

Det tredje Aar gik. Hr. Theodor Franz havde ladet Charlot indstudere et
fjerde Nummer. Det var "Radetzky-March". Charlot udførte den paa
Barneviolin. Første Gang han spillede den, var i Pest. Charlot var i
Magyaruniform, og Studenterne trak ham hjem.

Hr. Theodor Franz havde altid saa lykkelige Idéer. Han rettede en Takskrivelse til Studenterne, hvori han meddelte, at Charlot Dupont vilde spille til Fordel for de Vandlidte.

Hr. Theodor Franz forstod at skrive aabne Breve. Det var hans Specialitet. Han havde haft sin allerstørste Sukces med et aabent Brev. Det var med Miss Tisbyrs, da han i et Brev til Publikum frabad sig Applaus ved en Kirkekoncert for at skaane Miss Tisbyrs' Finfølelse. Koncerten havde givet seks og tyve tusind Francs Brutto—(og hvad koster saa disse Kirker, min Herre? intet—ingenting, man har dem jo for intet)—og hele Byen havde raabt "Leve" udenfor Kirken.

Hr. Theodor Franz skrev, at Hr. Emmanuel Dupont, det lille Kunstnerfænomens Fader—han har med Hæder tjent sit Frankrig og er forbleven tro mod Orleanerne, sit Fyrstehus—var uendelig lykkelig over, at hans Søn kunde vise sin Sympati mod et Land, der altid havde bevaret en urokkelig Tro paa hans dyrebare Fædrelands Overlegenhed og Fremtid.

Ved Koncerten for de Vandlidte var Huset udsolgt, før Billetkontoret blev aabnet. Koncerten sluttede med "Kakadu der Schneider". Da Charlot blev fremkaldt for nittende Gang, gav han "Radetzky-Marchen" som ekstra.

Næste Dag begyndte Turen Ungarn rundt. Hr. Theodor Franz tog tohundredetusind Gylden ind paa den Rejse.—

Charlot skød svært i Vejret. Et langt Stykke tyndt rødt Ben stak op af hans korte Sokker. Hr. Theodor Franz lod en Knipling sætte til ved Knæet.

Om Aftenen, naar hans Blik faldt paa Charlot, der hang langs en Stol med sin evige Cigaret, saá Hr. Theodor Franz bekymret ud.

-Min Herre—Charlot maa være otte, sagde han. Man kan ikke være syv
Aar, naar man snart kan træde ind i Garden.

De gav Koncerter i Berlin. Naar de var forbi, skulde Charlot hjem til
Paris og have en Maaneds Ferie, før Vejen gik til Amerika.

Det var paa en af de første Koncerter, Charlot havde spillet og stod i
Kunstnerværelset og hørte paa Applaus'en fra Salen. Der var en hel Del
Mennesker i Kunstnerværelset.

Charlot gik ind. Bifaldet brød løs som en Storm. Ud og ind igen og endnu en Gang ind.

Charlot vendte tilbage. Han havde Favnen fuld af Blomster. Træt lod han dem falde ned paa Gulvet og lænede sig til Dørstolpen.

Han følte en Haand gennem sit Haar og saá op. Et mildt, sørgmodigt
Ansigt med store Øjne var bøjet ned over ham. Inde i Salen lød
Applaus'en endnu.

Han vidste ikke hvorfor, men pludselig slyngede han Armene om den unge fremmede Mands Hals og knugede sig op til ham.

Det var en Kritiker ved et stort Dagblad. Han kom hver Dag og hentede
Charlot ud at spadsere. De spadserede i Alléerne i Thiergarten. Charlot
holdt altid Hugo Becker i Haanden. Han talte om sine Penge og om sine
Rejser som en gammel Mand.

-I Paris—hos—Charlot vilde sige sin Moder—i Paris, gentog han saa.
Fa'er sender dem til Paris.

Hr. Theodor Franz rejste til Paris. Et Par Dage efter tog ogsaa Hr.
Emmanuelo de las Foresas bort.

-Jeg maa jo forberede hans Hjemkomst, sagde Hr. de las Foresas. Jeg skal hjem og slagte den fede Kalv. Hr. Emmanuelo de las Foresas rejste i Stilhed til Potsdam med en Blondine, som vejede 220 Pund.

Det var efter den sidste Koncert. Hr. Becker var kommet for at faa
Charlots Kuffert pakket.

-Charlot, sagde han. Jeg har sparet nogen Penge til Dig… Det er noget—forstaar Du, Hr. Theodor Franz og Din Fader véd det ikke—jeg har faaet Lokalerne billigere, ser Du—det er et tusind Mark.

-Tusind Mark—til mig—rigtig til mig… Charlot saa Pengene.—Er de til mig? Alle de til mig… Han fik dem og bredte Sedlerne ud, en for en, paa Sofaen til en Vifte, og glattede paa dem og gik fra, og saá paa dem.

Munden stod ikke paa ham. Hvad han skulde købe, hvad han vilde forære … for alle Pengene.

Han pludrede længe om Moderen og om dem alle derhjemme, om hvordan de havde det, og hvor de boede.—

-Ja—se—Mo'er—hun græder nu mest … Lige med ét blev han blodrød og tav.

-Ja—for det er bare noget … han var lige ved at vande Høns … det er slet ikke sandt, at Mo'er er død … Det er bare no'et, Hr. Theodor Franz vil ha'e … For Mo'er er derhjemme. Det er jo hende, Fa'er sender alle Pengene at gemme …

-Nu skulde Du gi'e dem til din Tante, Charlot, at gemme—saa ingen véd noget om det—saa har Du dem, naar Du skal købe for dem—ikke …

-Det faar jeg ikke, Charlot. Hr. Becker lod sin Arm glide ned paa
Charlots Skulder og holdt ham lidt ind til sig …

—Hr. Emmanuelo de las Foresas' Familie boede stadig paa sin femte Sal.
Fru de las Foresas var blevet hvidhaaret. Det var hele Forandringen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod sig Klokken to bringe den første Kop Chokolade, paa Sengen. Saa stod han op. Fru de las Foresas klædte ham paa. Hun var meget bange for Hr. de las Foresas under Paaklædningen, for han var en Smule vanskelig om Morgenen. Han brugte Krøllejern. Han satte det lidt fast paa Fru de las Foresas Hals—naar han var misfornøjet.

En Dag var der ikke Spor af Mønt i Huset. Fru de las Foresas græd som en
Vandhane. Hun havde ingen Diner til Hr. de las Foresas.

Charlot gik hen til Tanten og hentede de tusinde Mark. Fru de las
Foresas gemte de ni hundrede mellem Fjerene i en gammel Dyne.

Men inde i sig fik Charlot et stort, sløvt Had til sin Fader, ligesom et
Dyr, der lider ondt.

Hr. de las Foresas tog ham forresten tit med sig ud. De var i Teatret og i Operaen. Hr. Theodor Franz forærede dem Logerne. De sidste fjorten Dage kørte Charlot i Boulogneskoven med to smaa Ponnyer. Han havde en skotsk Dragt paa. Det var Hr. Theodor Franz, der gav ham det altsammen. Han var saa god.

Fru de las Foresas gik ud og satte sig paa en Bænk ved Vejen og saa paa
Charlot, naar han kørte forbi i det lange Vogntog.

Egentlig satte Hr. Theodor Franz ikke Pris paa Amerika. Amerika stødte hans kunstneriske Følelse. Han sagde, han var ikke Trommeslager.

Charlot gjorde alt, hvad de sagde til ham. Hver Nat var han paa Jernbane, og han spillede ofte i to Koncerter om Dagen. Han fik underlig dorske Øjne og var aldeles ligeglad ved alting. Tale gjorde han sjældent. Hvis han tænkte noget, faldt han ingen til Ulejlighed med sine Tanker.

Mange Timer i Træk tændte han Cigaret efter Cigaret og stirrede paa den blaa Røg. Han sad tilsidst i en hel Sky.

Men ellers gik han, som sagt, hvor man vilde have ham, og gjorde som de vilde, akkurat. Han var træt som en Vandbærer, altid.

Han fik i Chikago en lille Guldviolin, besat med Diamanter. Den blev overrakt ham ved en Koncert. Hr. Emmanuelo de las Foresas var forhindret den Aften—de amerikanske Fyldigheder forhindrede oftere Hr. Emmanuelo de las Foresas fra at overvære Koncerterne—og han fik ikke Violinen at se.

Næste Morgen lod Charlot Portieren i Hotellet sælge Violinen og sende
Pengene til Paris til Moderen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas sad med Koppen i stiv Arm i Sengen og mælte ikke det Muk.

Skyde i Vejret gjorde det lille Violin-Vidunder, saa Hr. Theodor Franz kaldte ham for ti Aar paa Plakaterne. Det var i Kalifornien. De tog Havanna, Mexiko og Brasilien.

-Min Herre, sagde Hr. Theodor Franz til Hr. Emmanuelo de las Foresas.
Jeg spytter mig i Øjnene—men Tiderne … min Herre: Vi gaar til
Australien.

Hr. Emmanuelo de las Foresas fandt, at alle Penge var lige gode. De gik til Australien.

Naar Hr. Theodor Franz om Aftenen ved Glassene kom til at se over paa Charlot, som bleg, med hængende Arme, var døset hen i sin Stol, sagde han undertiden til Hr. Emmanuelo de las Foresas:

-Ser De, min Herre, det er Behageligheden—Børn gør ingen Ophævelser. De er ikke Tenorister—de melder sig ikke syge—De holder ud … man véd, hvor man har dem … Jeg siger ærligt, jeg "gør" meget gerne Børn.

Violin-Underet Charlot Dupont lod sig spille som en Lirekasse. Men
Anfald af Stædighed havde han.

En Dag, da Charlot pakkede sin Kuffert, tog han et for et alt sit Legetøj og slog det itu. Han brød det sønder over Stolekanterne og trampede det i Mas paa Gulvet. Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt—han stønnede af Anstrengelsen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne.

-Jeg ta'r det ikke med. Han saá lige paa Faderen. Slip mig, jeg ta'er det ikke med.

Hr. Emmanuelo de las Foresas slap ham. Han havde sine svage Øjeblikke:
Hr. Emmanuelo de las Foresas gav sig til at samle Stumperne op.

Alle Folk vendte sig efter Charlot paa Gaderne. Han saá grinagtig ud i sin Bluse, med de lange dinglende Arme, og de tynde Ben, som var bare fra Knæet. Theodor Franz købte ham altid saa barnlige Straahatte.

Blusefaar—Blusefaar— hva' ska' Du ha'e— Blusefaar—Blusefaar— ska' ha' Dada.

Han var ikke mere til at drive ned paa Gaden. Hr. Theodor Franz maatte an med sin Myndighed.

-Jeg gaar ikke. Charlot trykkede sig op til væggen, som om han troede, de vilde slæbe ham ud.

Hr, Theodor vilde lige til at knubse, Charlot stod bøjet, med sammenbidte Tænder. Det flammede i hans Øjne.

-Ikke i Bluse … Er … Hr. Theodor Franz havde set paa Charlot, tynd og opløben stod han i Blusen. Han stoppede i det.

—Hr. Theodor Franz vilde danne en Kunstnerbuket. Han vilde samle seks Verdensberømmelser paa én Plakat. Publikum var sløvt, det maatte tages med en Trumf. Hr. Theodor Franz talte om et funklende Fragment af den europæiske Kunsts Mælkevej. Violinvidunderet Charlot Dupont hørte til dette Fragment.

Forresten var Selskabet en Altsangerinde af Hr. Emmanuelo de las
Foresas' Yndlingsomfang, en Baryton, en jomfruelig Romancetenor, en
Violoncellist og Mme. Simonin, Pianistinden.

Kupéen flød af Pelsværk og skidne Sovepuder. Altsangerinden rejste uden
Korset i et rødt Bluseliv. Hun begravede sig med Overkroppen i alle
Puderne, som om hun lige skulde til at staa paa Hovedet. Herrerne vendte
Ansigterne ind mod Væggene og snorkede.

Hr. Theodor Franz' kunstneriske Fragment blev saa temmelig Intetkøn paa
Vejen gennem Europa; man generede sig ikke.

Pianistinden led af Varme. Hun klædte sig halvvejs af og rullede sig sammen som en Kat med de nøgne Arme op om Hovedet.

Charlot vaagnede op og saá sig om. Lange Tider kunde han stirre paa
Pianistindens runde Arme.

Ingen kunde sove mer. Tomhjernede sad de og stirrede sløve paa hinanden.
Pianistinden gjorde Fingergymnastik paa et stumt Klavér.

Charlot listede sig frem, og nysgerrigt saá han paa Pianistindens
Barneansigt med de bløde Øjenlaag. Charlot sov ikke mere saa meget paa
Jernbanen. Han sad stille, Time efter Time, med Blikket hvilende paa
Madame Simonin, som hun laa.

Han gjorde ikke en Bevægelse. Han var bange, nogen skulde vaagne. Det var saa godt at sidde ene her i Krogen og se paa, hvordan hun sov.

De kom til et Middagssted. Damerne fik Pudderkvasten et Par Gange rundt i Ansigtet og Kaaber om sig. Charlot var altid først ude. Han stod ved den bedste Plads i Spisestuen og ventede paa Fru Simonin.

Han var den, som gjorde mindst Lykke af Hr. Theodor Franz' kunstneriske
Fragment. Han blev saa kejtet, med sine lange Arme, og han stod paa
Tribunen og sank ned i Knæene, som om han vilde skjule sine egne Ben.

-Hvordan staar Du, hvordan er det, Du staar. Hr. Emmanuelo de las Foresas var opbragt. Vil Du spille dem i Søvn—er det maaske det, Du vil—Idiot … Ind.

Under Charlots sidste Nummer stod Hr. Theodor Franz ved Siden af Hr. de las Foresas bag Portièren.

-Hvordan er det han staar, sagde Hr. de las Foresas. Hvordan staar han i den sidste Tid?

Hr. Theodor Franz sagde virkelig de ubehageligste Ord til Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Charlot følte ingen Overraskelse. Hvis han overhovedet havde ventet noget, var det dette.

Gulvet, tæt ved Fru Simonins Instrument—det var hans
Yndlingsplads—lænede han tit sit Hoved mod Flygelet i en træt Smerte.

Han følte det mest, naar han saá paa hende, og naar hun spillede. Saa syntes Charlot, han var saa rigtig elendig.

Turnéen drog af fra By til By. Hr. Theodor Franz var mest forud.
Altsangerinden gik saa i Røgkupé med Hr. Emmanuelo de las Foresas.

Fru Simonin lagde Kabale paa det stumme Klaver, som Charlot holdt paa sine Knæ.

Barytonisten fortalte ofte Historier. Han vidste en Skandale om hver
Virtuos i Europa.

Fru Simonin slog sine blanke Øjne op og lo, saa hun tabte Kortene.
Charlot blev rød og saa underlig ved det, naar hun lo saadan.

-Hver Gang der kommer en lille ny Lizeski, undersøger han, hvem af deres Venner den ligner … Saa gaar han hen og laaner et Tusind Francs—af den Vedkommende.

Det var bedst, naar hun sad stille hen med Hænderne i sit Skød. Hun smilte tit for sig selv, og Øjnene var saa blanke.

Charlot blev mer og mer kluntet. Han havde stadig saa travlt med at skjule sine Arme, at han altid faldt over sine Ben. Han led ved sine Klæder. Sine Babyklæder med Kniplinger—den lange, voksne Dreng.

Rundt i Hotelværelserne borede han sig altid ind i Krogene. Dér sad han gemt, med Hovedet i Hænderne, ubevægelig, mange Timer.

Charlot lagde altid Mærke til Tiden, naar Drengene i Byerne kom fra Skole. Han stod ved Vinduet og saá efter Flokkene, der drev hjem med deres Boglæs. Hans Øjne var saa dorske, som var de slukkede.

De andre Verdensberømmelser af Hr. Theodor Franz' Mælkevej gik uroligt omkring i Hotelstuerne ud og ind hos hinanden. De holdt ikke af at være ene og kun have tarveligt Selskab af deres seks Repertoirestykker. Nervøse og gnavne gik de frem og tilbage, og de havde det altid enten for koldt eller for varmt.

De holdt mest til hos Fru Simonin, som gik til og fra sit Flygel saa lang Dagen var, og spillede Skalaer.

Charlot løb ikke omkring. Han sad i sin Krog ubevægelig og træt midt i Maskepiet. Hr. Emmanuelo de las Foresas havde saa meget Linned. Der var ikke den Stol i Stuen, hvor der ikke laa en skiden Skjorte.

Om Aftenen før Koncerten samledes de hos Fru Simonin og ventede paa Vognene. De drejede og trippede rundt om Møblerne som en Flok Høns. Den var syg i Fingrene, og den var syg i Halsen.

Fru Simonin og Altsangerinden sad under Koncerten i Kunstnerværelset og tog imod Kur af de Herrer af Pressen. De konverserede i Verdensdamers kølige Ord. Kritikerne, der sad forlegne i deres rigelige sorte Frakker og, distancerede, gloede paa Diamantrivièren om Fru Simonins Hals og smilede fjottet.

Fru Simonin bar en Formue i Brillanter. Hun støttede saa hensigtsløst sit Barnehoved til sin Arm, der funklede af Diamanter—et Armbaand der fungerede paa alle Verdensudstillinger—og hun smilte med fornem Ro.

Charlot glemte alt. Han stod ubevægelig i en Krog og saá kun. Hans Øjne elskede dette Billede som en Drøm.

Han blev jaget ud og ind til sine Numre. Han vendte tilbage som til
Lyset. For dér var blot hun, straalende og skøn.

Der kom fremmede Damer ind med Blomster. Fru Simonin tog dem og takkede og kyssede de fremmede Damer paa Kinderne.

Efter Koncerten hjalp Herrerne af Pressen Fru Simonin og Altsangerinden de lange Skindkaaber paa, og Damerne tog Kritikernes Arm og lod sig følge til Vognene.

Charlot kunde næsten komme til at græde, naar Fru Simonin lo saadan.
Han sad i Mørket i Vognen og knugede sine to Laurbærkranse, saa hans
Hænder smertede.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var Ejermand til de to Kranse. De blev kastet til Violin-Underet efter "Kakadu der Schneider".

Efter Koncerten var de lystige. De spiste i Negligé, i Fru Simonins Salon. De talte om Virtuoser. De talte tit om Penge. Altsangerinden var rig, hun ejede et Par Millioner og et Slot i Normandiet. Fru Simonin havde Formue. Hun sparede paa en Tiøre og smed de Tusinder ud af Vinduet.

De talte om hvad de tjente. De havde Part. De kunde tage en femtenhundrede Francs ind pr. Aften.

-Kunsten, sagde Fru Simonin. Er der ti, som forstaar den? Damerne ser, jeg har gode Fingre, Herrerne gloer paa mine Arme—det er gement. Kunsten—haa—haa—jeg vil være rig.

De kunde overfaldes af en hidsig Gerrighed, saa de kaldte Kelneren til og klagede over en Udgift paa et Par Skilling. De vilde ikke lade sig plyndre. De rejste ikke for deres Fornøjelse. De rejste ikke for at gøre Hotellerne rige. De rejste for at tjene Penge.

De kunde mange Gange drage afsted uden at afse en Øre i Drikkepenge.
Kelneren havde fløjet for dem halve Nætter.

-Jeg skal maaske taale den Pøbel hele mit Liv? sagde Fru Simonin. Jeg vil ikke pines—til jeg bliver gammel.

Om Formiddagen havde Fru Simonin kastet ellevehundrede Francs bort til et Damascenersværd.

De talte om alle de Stakler, der sang uden Stemme, hamrede paa Flygeler med lamme Hænder, fordi de var fattige og maatte leve.

Charlot hørte paa. Det var ikke med Angst; for dertil var alting blevet for sløvt hos ham. Men han syntes, han følte sig saa træt, at han ikke kunde løfte en Haand.

Naar han kom i Seng, græd han fortvivlet. Han græd over sine Klæder og over Fru Simonin og over dem, der ikke klappede mere, og over Fru Simonin, der sagde saa meget stygt.

En Aften laa Charlot længe og saá ind i Kaminen, hvor Ilden flammede.
Han stod op af sin Seng og tog Hr. de las Foresas' to tørre
Laurbærkranse og kastede dem ind paa Ilden.

Turnéen fik Aviserne op om Morgenen efter Koncerterne. De kunde ikke læse dem, men de saá efter Linjerne, hvor mange der stod om hver, og de søgte at gætte sig til Ordene. Charlot tog aldrig Bladene, naar de andre var tilstede. Men om Eftermiddagen, naar Kritikerne allerede var glemt af de andre, stjal han Aviserne, og inde paa sit Værelse, i Krogen, bredte han Avis efter Avis ud paa sine Knæ, og han stirrede paa den ene, fattige Linje, der stod om "Fænomenet" Charlot Dupont.

-Det er smukt, sagde hun. Naar vi bare havde en Violinist i
Truppen—men, det er jo sandt, og hun lo,—Charlot spiller jo Violin.

Charlot spillede som i en Drøm. Bare Noderne stod saa tydeligt og saa hendes Ansigt.

Det var, ligesom Fru Simonin førte ham saa sikkert. Han spillede med
Taarer i Øjnene. Han syntes, nu brast han i Graad, hvert Minut.

-Men, kære Børn, han har jo Talent, sagde Fru Simonin. Charlot—vi vil spille sammen.

Charlot havde aldrig troet, saadan noget kunde ske. Fru Simonin spillede med ham tidlig og sildig. Hun slog sine blanke Øjne op til ham og lo, naar det gik godt. Hun lempede sig efter ham og lagde sin Kunst saa villigt til Rede for ham.

-Men det er en Himmelsynd—Drengen har jo Talent … Vi vil spille sammen paa en Koncert.

De optraadte sammen. Da Charlot igen hørte, for første Gang i saa lang Tid, Bifaldet bruse op til sig, sprang Taarerne frem fra hans Øjne. Da de kom ud, tog Charlot begge Fru Simonins Hænder, og han kyssede dem og hviskede uforstaaelige Ord, der kvaltes af Graad.

Det Nummer blev Koncertens Begivenhed. Fru Simonin fordrede, at Charlot skulde have sin gamle Gage.

Charlot var altid inde hos Fru Simonin nu. Han sad ved Flygelet, naar hun øvede. Hun pludrede som et Barn, mens de springske Fingre fløj om paa Tangenterne. Hun lo med sin Pige-Latter, som klang, og talte sit bløde Sprog. Og forvred sit Ansigt til de hundrede Grimasser. Hun var vilter som en lille Kat, Fru Simonin.

Charlot kendte kun en Lykke—at sidde dér og være hende nær. Og saa bagefter at være alene og tænke det om, mange Gange, den halve Nat, og kysse nogle Blomster af hendes, som han havde i en Medaillon om sin Hals.

—Saa var Turnéen forbi. Hver gik sin Vej. Fru Simonin skulde paa en amerikansk Turnée.

Charlot tænkte ikke paa, at han ikke havde noget Engagement, ikke paa, at han nu skulde hjem til Paris paa den femte Sal. Han skulde skilles fra Fru Simonin, og han syntes, han maatte dø.

Det var den sidste Aften. Den næste Morgen skulde Charlot rejse. Fru Simonin havde bedt Hr. Emmanuelo de las Foresas og Charlot spise hos sig, de to alene.

-De forlader min Charlot i et kritisk Øjeblik, havde Hr. de las Foresas sagt om Formiddagen.

Hr. Emmanuelo de las Foresas havde virkelig længe lidt under Hr. Theodor Franz' Mangel paa Levemaade. Hr. Theodor Franz var en plump Person. Det stødte Hr de las Foresas.

De var færdige med at spise. Fru Simonin spillede. Charlot sad paa
Gulvet, med Hovedet lænet mod Flygelet.

-Paa Boulevard Haussmann. Hr. Emmanuelo de las Foresas' Tonefald indstallerede Familien de las Foresas i en Beletage.

Da de skulde gaa, sagde Fru Simonin: Og saa glemmer De mig ikke—Charlot—vel?

Charlot saá paa hende med Øjne underdanige og trofaste som en Hunds. Han fik ikke et Ord over sin skælvende Mund.

Den næste Morgen, ligesom Hr. Emmanuelo de las Foresas skulde afsted, stak Kelneren et Brev til Charlot.

Der laa en Anvisning i Konvolutten. Paa et Visitkort stod: Til Charlots
Lærer i Violinspil fra Sofie Simonin. Ordene var viskede ud, inden
Charlot kom til Paris. Saadan kyssede han Fru Simonins Kort.

Paa den de las Foresas'ske femte Sal saá det graat ud. Koncertagenternes Holdning ligefrem fornærmede Hr. de las Foresas. Der var ingen, der havde Brug for hans Violin-Under.

-Min Herre, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas til Hr. Theodor Franz—De vil altsaa ikke genengagere Violin-Underet?

-Min Herre—har jeg nogensinde ladet det mangle paa
Tydelighed?—Nej—jeg vil ikke engagere Hr. Dupont.

-Det var blot det, jeg ønskede at faa slaaet fast. Min Herre—sagde Hr.
Emmanuelo de las Foresas—alle Agenterne vil styrte sig over
Violin-Underet.

Hr. Emmanuelo de las Foresas lod indrykke i "Le Figaro", at
Violin-Underet Charlot Dupont—vor berømte lille Landsmand, skrev
Bladet—efter at have tilendebragt sin triumfrige Verdensturnée
foreløbig har afslaaet alle Engagementer.

Hr. Emmanuelo de las Foresas ventede en Uge og to Uger: Ikke saa meget som en Provinsturnée. Hr. Emmanuelo de las Foresas begyndte at gaa rundt med Vidunderet.

De afsøgte alle Koncertagenturerne. Man beklagede for Øjeblikket ikke at have Anvendelse for Underet.

Charlot halede bag efter Hr. de las Foresas, bleg og skruttet. Han syntes, det var altsammen blot en tung Bebrejdelse mod ham.

Fru Simonins Penge var spist op. Fru de las Foresas græd og begyndte at gaa den vante Vej til Laanekontorene. Hr. de las Foresas talte om Børn, som lægger deres Forældre i Graven.

Charlot havde taget Timer hos en Konservatorielærer. Professoren kom til
at holde af den lange Dreng i Babytøjet; han sagde, han gjorde
Fremskridt. En smuk Dag skaffede han Charlot Lov til at optræde hos
Pasdeloup.

Charlot var tilmode, som en Sten var taget fra hans Hjerte. Han syntes,
det var første Gang, han var glad i sit Liv. Han styrtede hjem ad
Boulevarden, løb paa Folk i Glæden: Han skulde spille paa Søndag hos Hr.
Pasdeloup.

Det var, som om Familien de las Foresas ved et Slag vaagnede af en tung Dvale. Fru de las Foresas gav sig til at le—Børnene de las Foresas havde aldrig hørt deres Moder le—men midt under Latteren slog det over i Graad. Fru de las Foresas var altfor glad. Børnene gav sig til at hyle, hver sin Melodi, og sprang op ad hinanden som vilde Dyr i et Bur.

-Jeg har jo sagt det, sagde Hr. Emmanuelo de las Foresas. Hr. Pasdeloup er en Mand, som kan vurdere Talenterne.

Charlot laa om Natten paa en Sofa i Spisestuen. Fru de las Foresas kom ind til ham den Aften. Hun tog Charlots Hoved og lagde det i sit Skød og kælede for ham som for et lille Barn. Fru de las Foresas var saa lykkelig.

-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke haabet det—Charlot—jeg havde ikke.—

Fru de las Foresas tog Charlots Hoved mellem sine Hænder og saá paa ham og kyssede hans Haar.

Fru de las Foresas talte om den Tid, da Charlot var lille, da han var ganske lille og hun lærte ham at spille den første Melodi.

-Han havde staaet ved Klaveret og naaede ikke op til Tangenterne en Gang—saa lille var han … naar han spillede. Men han lærte saa rask—han havde et Øre—blot to Gange at høre det—og han spillede uden en Fejl—uden en Fejl.

-Jeg havde ikke haabet det, jeg havde ikke, min Dreng … nej—jeg turde ikke. Jeg troede det var forbi med min Dreng.

-Charlot talte om Fru Simonin, der havde spillet med ham og havde sagt, han havde Talent.

-Ja—Gud velsigne hende. Fru de las Foresas klappede Charlots krøllede
Haar, og lidt efter lidt blev Charlots Aandedrag dybere og han faldt i
Søvn.

Fru de las Foresas tog lempeligt sin Haand bort fra hans Hoved, og hun rejste sig.

Hun tog Lampen og saá længe paa sin lange Dreng, der laa og smilede i Søvne. Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Fru de las Foresas havde jo saa let ved at græde.

De næste Dage skændtes Fru de las Foresas med sin Mand. Det var første Gang i mange Aar. Ellers indskrænkedes Fru de las Foresas til at blive skældt ud og tie stille. Men nu tog hun Mod til sig. Fru de las Foresas vilde lade sy en ny sort Kjole til Charlot til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas bragte hende til Ro med Krøllejernet. Fru de las Foresas græd og gav fortabt.

Charlot var i Knæbukser og Trøjen, da han kørte hen til Hr. Pasdeloup.
Hr. Emmanuelo de las Foresas fulgte sin Søn.

Hr. de las Foresas gik først ind i Kunstnerværelset, Charlot fulgte efter, kejtet, med sin Violinkasse i Haanden.

-Er det Hr. Pasdeloup, sagde Hr. de las Foresas. Det er Violin-Underet,
Charlot Dupont.

-Min Herre, sagde han. Det er vist en Misforstaaelse. De skal ikke paa Maskerade. Det er en Koncert. Vil De maaske være saa venlig at tage hjem og klæde Dem om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas vilde lige til at se personlig fornærmet paa Hr. Pasdeloup. Men Hr. Pasdeloup havde allerede vendt sig om.

Hr. Emmanuelo de las Foresas drejede kort om og gik, Charlot fulgte efter, han hulkede ned ad Trappen. Hele Orkestret havde staaet deroppe.

Fru de las Foresas fik laant en Kjole paa fjerde Sal, og Hr. Charlot
Dupont kørte tilbage til Koncerten.

Hr. Emmanuelo de las Foresas var virkelig træt af alle disse Folk uden
Levemaade.

-Ja—Hr. Dirigenten blev lidt forvirret—jeg tror ikke—det er ikke nogen Plads for Virtuoser—vi … De forstaar, Hr. Dupont … vi maa have Folk, som kan arbejde.

Charlot-Dupont-Turnéen sneg sig gennem de tiende Rangs Byer. Det var tomme Huse, ubetalte Regninger, beslaglagte Kufferter, lange ængstelige Dage. Der gik bange Bud til Boghandleren. Om der var solgt noget? Det var som en Frelse, naar der var solgt til Udgifterne.

Han havde paa sit Repertoire en Elegi: La folia, hed den. Den spillede
Hr. Dupont, saa der var de enkelte følsomme, der græd.

Men Kritikken klagede over, at Charlot Dupont havde ingen Energi og en
Tone tynd som en Traad.

Der var undertiden i disse halvsmaa Byer fuldt til den første Koncert.
Til de senere var altid tomt.

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK EXCENTRISKE NOVELLER ***

Updated editions will replace the previous one—the old editions will be renamed.

Creating the works from print editions not protected by U.S. copyright law means that no one owns a United States copyright in these works, so the Foundation (and you!) can copy and distribute it in the United States without permission and without paying copyright royalties. Special rules, set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to copying and distributing Project Gutenberg™ electronic works to protect the PROJECT GUTENBERG™ concept and trademark. Project Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you charge for an eBook, except by following the terms of the trademark license, including paying royalties for use of the Project Gutenberg trademark. If you do not charge anything for copies of this eBook, complying with the trademark license is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose such as creation of derivative works, reports, performances and research. Project Gutenberg eBooks may be modified and printed and given away—you may do practically ANYTHING in the United States with eBooks not protected by U.S. copyright law. Redistribution is subject to the trademark license, especially commercial redistribution.

START: FULL LICENSE

PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg™ mission of promoting the free distribution of electronic works, by using or distributing this work (or any other work associated in any way with the phrase “Project Gutenberg”), you agree to comply with all the terms of the Full Project Gutenberg™ License available with this file or online at www.gutenberg.org/license.

Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg™ electronic works

1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg™ electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to and accept all the terms of this license and intellectual property (trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy all copies of Project Gutenberg™ electronic works in your possession. If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project Gutenberg™ electronic work and you do not agree to be bound by the terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B. “Project Gutenberg” is a registered trademark. It may only be used on or associated in any way with an electronic work by people who agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few things that you can do with most Project Gutenberg™ electronic works even without complying with the full terms of this agreement. See paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project Gutenberg™ electronic works if you follow the terms of this agreement and help preserve free future access to Project Gutenberg™ electronic works. See paragraph 1.E below.

1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation (“the Foundation” or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project Gutenberg™ electronic works. Nearly all the individual works in the collection are in the public domain in the United States. If an individual work is unprotected by copyright law in the United States and you are located in the United States, we do not claim a right to prevent you from copying, distributing, performing, displaying or creating derivative works based on the work as long as all references to Project Gutenberg are removed. Of course, we hope that you will support the Project Gutenberg™ mission of promoting free access to electronic works by freely sharing Project Gutenberg™ works in compliance with the terms of this agreement for keeping the Project Gutenberg™ name associated with the work. You can easily comply with the terms of this agreement by keeping this work in the same format with its attached full Project Gutenberg™ License when you share it without charge with others.

1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in a constant state of change. If you are outside the United States, check the laws of your country in addition to the terms of this agreement before downloading, copying, displaying, performing, distributing or creating derivative works based on this work or any other Project Gutenberg™ work. The Foundation makes no representations concerning the copyright status of any work in any country other than the United States.

1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate access to, the full Project Gutenberg™ License must appear prominently whenever any copy of a Project Gutenberg™ work (any work on which the phrase “Project Gutenberg” appears, or with which the phrase “Project Gutenberg” is associated) is accessed, displayed, performed, viewed, copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere in the United States and most other parts of the world at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org. If you are not located in the United States, you will have to check the laws of the country where you are located before using this eBook.

1.E.2. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is derived from texts not protected by U.S. copyright law (does not contain a notice indicating that it is posted with permission of the copyright holder), the work can be copied and distributed to anyone in the United States without paying any fees or charges. If you are redistributing or providing access to a work with the phrase “Project Gutenberg” associated with or appearing on the work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the Project Gutenberg™ trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.3. If an individual Project Gutenberg™ electronic work is posted with the permission of the copyright holder, your use and distribution must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked to the Project Gutenberg™ License for all works posted with the permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg™ License terms from this work, or any files containing a part of this work or any other work associated with Project Gutenberg™.

1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this electronic work, or any part of this electronic work, without prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with active links or immediate access to the full terms of the Project Gutenberg™ License.

1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary, compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any word processing or hypertext form. However, if you provide access to or distribute copies of a Project Gutenberg™ work in a format other than “Plain Vanilla ASCII” or other format used in the official version posted on the official Project Gutenberg™ website (www.gutenberg.org), you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon request, of the work in its original “Plain Vanilla ASCII” or other form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg™ License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying, performing, copying or distributing any Project Gutenberg™ works unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing access to or distributing Project Gutenberg™ electronic works provided that:

• You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from the use of Project Gutenberg™ works calculated using the method you already use to calculate your applicable taxes. The fee is owed to the owner of the Project Gutenberg™ trademark, but he has agreed to donate royalties under this paragraph to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments must be paid within 60 days following each date on which you prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax returns. Royalty payments should be clearly marked as such and sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the address specified in Section 4, “Information about donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation.”
• You provide a full refund of any money paid by a user who notifies you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he does not agree to the terms of the full Project Gutenberg™ License. You must require such a user to return or destroy all copies of the works possessed in a physical medium and discontinue all use of and all access to other copies of Project Gutenberg™ works.
• You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the electronic work is discovered and reported to you within 90 days of receipt of the work.
• You comply with all other terms of this agreement for free distribution of Project Gutenberg™ works.

1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg™ electronic work or group of works on different terms than are set forth in this agreement, you must obtain permission in writing from the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the manager of the Project Gutenberg™ trademark. Contact the Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread works not protected by U.S. copyright law in creating the Project Gutenberg™ collection. Despite these efforts, Project Gutenberg™ electronic works, and the medium on which they may be stored, may contain “Defects,” such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by your equipment.

1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the “Right of Replacement or Refund” described in paragraph 1.F.3, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project Gutenberg™ trademark, and any other party distributing a Project Gutenberg™ electronic work under this agreement, disclaim all liability to you for damages, costs and expenses, including legal fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH DAMAGE.

1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a written explanation to the person you received the work from. If you received the work on a physical medium, you must return the medium with your written explanation. The person or entity that provided you with the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a refund. If you received the work electronically, the person or entity providing it to you may choose to give you a second opportunity to receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy is also defective, you may demand a refund in writing without further opportunities to fix the problem.

1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth in paragraph 1.F.3, this work is provided to you ‘AS-IS’, WITH NO OTHER WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages. If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone providing copies of Project Gutenberg™ electronic works in accordance with this agreement, and any volunteers associated with the production, promotion and distribution of Project Gutenberg™ electronic works, harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees, that arise directly or indirectly from any of the following which you do or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg™ work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any Project Gutenberg™ work, and (c) any Defect you cause.

Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg™

Project Gutenberg™ is synonymous with the free distribution of electronic works in formats readable by the widest variety of computers including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg™’s goals and ensuring that the Project Gutenberg™ collection will remain freely available for generations to come. In 2001, the Project Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure and permanent future for Project Gutenberg™ and future generations. To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4 and the Foundation information page at www.gutenberg.org.

Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non-profit 501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal Revenue Service. The Foundation’s EIN or federal tax identification number is 64-6221541. Contributions to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent permitted by U.S. federal laws and your state’s laws.

The Foundation’s business office is located at 809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887. Email contact links and up to date contact information can be found at the Foundation’s website and official page at www.gutenberg.org/contact

Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation

Project Gutenberg™ depends upon and cannot survive without widespread public support and donations to carry out its mission of increasing the number of public domain and licensed works that can be freely distributed in machine-readable form accessible by the widest array of equipment including outdated equipment. Many small donations ($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating charities and charitable donations in all 50 states of the United States. Compliance requirements are not uniform and it takes a considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up with these requirements. We do not solicit donations in locations where we have not received written confirmation of compliance. To SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any particular state visit www.gutenberg.org/donate.

While we cannot and do not solicit contributions from states where we have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition against accepting unsolicited donations from donors in such states who approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make any statements concerning tax treatment of donations received from outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg web pages for current donation methods and addresses. Donations are accepted in a number of other ways including checks, online payments and credit card donations. To donate, please visit: www.gutenberg.org/donate.

Section 5. General Information About Project Gutenberg™ electronic works

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg™ concept of a library of electronic works that could be freely shared with anyone. For forty years, he produced and distributed Project Gutenberg™ eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg™ eBooks are often created from several printed editions, all of which are confirmed as not protected by copyright in the U.S. unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our website which has the main PG search facility: www.gutenberg.org.

This website includes information about Project Gutenberg™, including how to make donations to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.