The Project Gutenberg EBook of Fru inger til Østråt, by Henrik Ibsen This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included with this eBook or online at www.gutenberg.org Title: Fru inger til Østråt Author: Henrik Ibsen Release Date: April 20, 2005 [EBook #15669] Language: Norwegian Character set encoding: ISO-8859-1 *** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU INGER TIL ØSTRÅT *** Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed Proofreading Team.
HENRIK IBSEN
————
SAMLEDE VÆRKER
MINDEUDGAVE
———
FØRSTE BIND
KRISTIANIA OG KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
——
CENTRALTRYKKERIET
KRISTIANIA
1908
Første Akt.
Anden Akt.
Tredje Akt.
Fjerde Akt.
Femte Akt.
FRU INGER TIL ØSTRÅT
(1857)
FRU INGER OTTISDATTER RØMER,
rigshovmester Nils Gyldenløves enke.
ELINE GYLDENLØVE, hendes datter.
RIGSRÅDEN NILS LYKKE, dansk ridder.
OLAF SKAKTAVL, en fredløs norsk adelsmand.
NILS STENSSØN.
HERR JENS BJELKE, svensk befalingsmand.
BJØRN, kammersvend på Østråt.
HUSTJENEREN FINN.
GÅRDSFOGDEN EJNAR HUK.
HUSFOLK, BØNDER
og SVENSKE KRIGSKNÆGTE.
Hvem var Knut Alfsøn?
Herskabet siger, han var Norges sidste riddersmand.
Og Danskerne fældte ham jo i Oslo-fjord?
Spørg en femårs gut, ifald du ikke véd det.
Så Knut Alfsøn var altså vor sidste riddersmand? Og nu er han død og borte!
Ja, så kan du gerne finde dig i at hænge blank og pudset i
riddersalen; for nu er du ikke andet end en tom nøddeskal;
kernen—den har ormene ædt for mange vintre siden.
Hør, du Bjørn,—kunde en ikke sige, at Norges land også er slig
en tom nøddeskal, ligervis som hjelmen her; blank udenpå,
ormstukken indeni?
Hold kæft og pas din dont!—Er hjelmen færdig?
Den skinner som sølv i måneskin.
Så sæt den væk. —Se der; skrab gravrusten af sværdet.
Men kan det lønne sig?
Hvad mener du?
Eggen er borte.
Kommer ikke dig ved. Lad mig få det. —Se der er skjoldet.
Det mangler håndgrebet, du!
Ja, gid jeg så sandt havde et håndgreb i dig, som—
Hvad er det nu?
En tom hjelm, et sværd uden egg, et skjold uden håndgreb,—se, det er hele herligheden. Jeg tror, ingen skal kunne laste fru Inger, fordi hun hænger slige våbenstykker pudsede på salsvæggen, i stedet for at lade dem rustne i Daneblod.
Ej, snak; vi har jo fred i landet, véd jeg.
Fred? Ja, når bonden har skudt væk sin sidste pil, og ulven har stjålet hans sidste lam ud af fjøset, så holder de også fred sig imellem. Men det er nu sådant et underligt venskab. Nå, nå; lad den ting fare. Det er ganske rimeligt, som jeg sagde, at rustningen hænger blank i salen; for du kender vel det gamle ord: "kun riddersmanden er en mand";—og da vi nu ikke længer har nogen riddersmand hertillands, så har vi altså heller ingen mand; og hvor der ingen mand er, der får kvinden råde; se, derfor—
Derfor—derfor råder jeg dig at holde inde med al den rådne snak.
Det lakker udover kvelden. Se der; du kan hænge hjelm og plade ind i salen igen.
Nej, lad det heller være til imorgen.
Nå, du er vel aldrig mørkræd?
Ikke om dagen. Skulde det hænde sig, at jeg var det ved kveldstid, så er jeg ikke alene om det. Ja, du ser på mig; men du skal vide, nede i borgestuen går der snak om så mangt og meget.
Der er en og anden, som mener, at der vandrer en stor sortklædt skikkelse der inde hver evige nat.
Kærringsladder!
Ja, men de bander allesammen på at det er sandt.
Det tror jeg nok.
Det forunderligste er, at fru Inger har den samme mening—
Fru Inger? Nå, hvad mener hun?
Hvad fru Inger mener? Ja, se, det er der nok ikke mange som véd. Men visst er det, at hun har ingen ro på sig. Kan du ikke se at hun blir blegere og magrere dag for dag?
Folkene siger, at hun aldrig sover,—og at det er for spøgelsets skyld—
Og slig dumhed tror du på?
Ja, så halvvejs. Der er ellers de, som udlægger den ting på en anden måde. Men se, det er nu bare ondskab. —Hør, du Bjørn,— kender du visen, som går landet rundt?
En vise?
Ja, den er i folkemunde. Det er en skammelig nidvise; det forstår sig. Men den går ret artigt for resten. Hør nu bare efter.
Og jeg skal skikke dig djævelen i vold uden vederlag, dersom du mæler et uhøvisk ord til om fru Inger!
Nå, nå,—er det mig, der har gjort visen?
Hys,—hvad er det?
Et horn. Så får vi nok gæster ikveld.
De åbner porten. Jeg hører hovslag i borggården. Det må være en riddersmand.
En riddersmand? Det kan det vel neppe være.
Hvorfor ikke?
Selv har du sagt det: vor sidste riddersmand er død og borte.
Den forbandede skelm,—han har øjnene med sig overalt. Så lidt har det da bådet, alt det jeg søgte at dølge og dække. Hun er i folkemunde; det vil ikke vare længe, før hver mand råber, at—
Er du alene, Bjørn?
Er det jer, jomfru Eline?
Hør—fortæl mig et af dine eventyr;—jeg véd, du kan flere end dem, som—
Fortælle? Men nu,—så sent på kvelden—?
Ifald du regner fra den tid her blev mørkt på Østråt, så er det visselig sent.
Hvad fejler jer? Er der gået jer noget imod? I er så urolig.
Det er muligt.
Der er noget ivejen. I det sidste halve års tid har jeg knapt kunnet kende jer igen.
Husk på: i et halvt år har Lucia, min kæreste søster, sovet i ligkælderen.
Det er ikke derfor, jomfru Eline,—det er ikke alene derfor, at I går omkring, snart tankefuld og bleg og stille, snart vild og rådløs som nu ikveld.
Mener du? Og hvorfor ikke? Var hun ikke mild og from og fager som en sommernat? Bjørn,—jeg siger dig, jeg havde Lucia kær som mit eget liv. Har du glemt, hvor tidt og mange gange vi sad som børn på dine knæ om vinterkvelden? Du sang viser for os, og du fortalte—
Ja, dengang var I fro og glad.
Ja, dengang, du! Da leved jeg vel et dejligt liv i eventyr og i mine egne tanker! Kan det være troligt, at stranden dengang var så nøgen som nu? Var den det, så mærked jeg det ikke. Dernede var det jeg helst gik og digted alle de fagre krøniker; mine helte kom langvejs fra og fór over havet igen; jeg selv leved iblandt dem og fulgte med, når de drog bort.
Nu kender jeg mig så mat og træt; mine eventyr kan ikke nære mig længer;—de er kun—eventyr.
Bjørn,—véd du, hvad der har gjort mig syg? En sandhed. En styg, styg sandhed, som nager mig nat og dag.
Hvad mener I?
Kan du mindes, at du stundom gav os leveregler og gode råd? Søster Lucia fulgte dem; men jeg,—gud bedre!
Nå, nå!
Jeg véd det,—jeg var stolt, hovmodig! Når vi legte sammen, vilde jeg altid være dronning, fordi jeg var den største, den fagreste, den kløgtigste. Jeg véd det!
Det er sandt.
Engang tog du mig ved hånden og så alvorligt på mig, idet du sagde: vær ikke stolt af din fagerhed og din kløgt; men vær stolt som ørnen på fjeldet, hver gang du tænker på, at du er Inger Gyldenløves datter!
I havde vel grund til at være stolt derover.
Ja, det fortalte du mig tidt nok, Bjørn! O, du fortalte mig så mange eventyr dengang.
Tak for dem allesammen!—Fortæl mig endnu ét; det turde hænde sig, at jeg blev let tilsinds igen, som før.
I er jo ikke længer noget barn.
Tilvisse! Men lad mig bilde mig ind, at jeg er det. —Nu; fortæl!
Der var engang en højbåren riddersmand—
Hys! Skrig da ikke så;—jeg er jo ikke tunghørt!
Der var engang en højbåren riddersmand, om hvem der gik det selsomme ord—
Jomfru Eline,—hvad fattes jer?
Mig? Ingenting. Fortæl du kun.
Nå, som sagt,—når han så en kvinde stivt ind i øjet, så glemte hun det aldrig siden, men fulgte ham i tanken, hvor han gik og stod, og sygnede hen af sorg.
Det har jeg hørt. —Det er for resten ikke noget eventyr, det, du der fortæller. Thi riddersmanden, som du beretter om, er Nils Lykke, der endnu den dag idag sidder i det danske rigsråd—
Kan vel hænde.
Nu ja, lige godt;—bliv kun ved!
Og så begav det sig engang—
Hys; vær stille!
Hvad nu? Hvad går der af jer?
Hører du?
Hvilket?
Det er der! Ja, ved Kristi kors, det er der!
Hvad er der? Hvor?
Hun selv,—i riddersalen—
Hvor kan I tro—? Jomfru Eline,—gå til jert kammer!
Hys; stå stille! Rør dig ikke; lad dig ikke se! Vent;—der kommer månen frem—. Kan du skimte den sorte skikkelse—?
Ved alle hellige—!
Ser du,—der vender hun Knut Alfsøns billede indad mod væggen. Ha-ha; det stirrer hende nok for stivt i øjnene!
Jomfru Eline, hør mig!
Nu véd jeg, hvad jeg véd!
Så er det dog sandt!
Hvem var det, Bjørn? Hvem var det?
Det så I ligeså grant som jeg.
Nu vel? Hvem så jeg?
I så eders moder.
Nat efter nat har jeg hørt hendes skridt derinde. Jeg har hørt hende hviske og vånde sig som en uløst sjæl. Og visen siger jo—; ah, nu véd jeg det! Nu véd jeg, at—
Stille!
Så drivende hvid, som en dødning—!
Hvad er der nu?
Gå ud og se efter, hvad det gælder!
Lige ind til hende! Og så ikke forsagt!
Hvad søger I?
Fru Inger selv.
Fru Inger? Så sent på kvelden?
Sent, men tidsnok, tænker jeg.
Ja, ja,—nu må hun høre os!
Hvad vil I mig?
Vi søgte eder, højbårne frue, for at—
Nu vel,—sig frem!
Nå, det er jo en ærlig sag. Kort og godt,—vi kommer for at bede eder om orlov og våben—
Orlov og våben? Hvortil?
Der er kommet det rygte over fra Sverig, at almuen har rejst sig
i Dalarne og stævner imod kong Gustav—
Har almuen i Dalarne?
Ja, så går ordet, og det skal være ganske sikkert.
Nu,—om så var,—hvad har da I med Dalkarlenes rejsning at gøre?
Vi vil med! Vi vil hjælpe til! Fri os selv!
Ah, skulde tiden være kommen!
Fra alle de norske grænsebygder stryger bønder indover til Dalarne. Selv fredløse mænd, som har vanket vildsomt år for år i fjeldet, de vover sig nu ned til gårdene igen, søger folk og sliber eggen på sine rustne værger.
Hør,—sig mig, har I tilfulde betænkt jer? Har I regnet efter, hvad det vilde koste jer, hvis kong Gustavs mænd skulde sejre?
Regn efter, hvad det vil koste Dansken, hvis kong Gustavs mænd skulde tabe.
Det regnestykke er ikke min sag.
I véd, kong Gustav kan håbe på sikker bistand fra Danmark. Kong Fredrik er hans ven, og han vil visselig ikke lade ham i stikken—
Men dersom nu bønderne rejste sig trindt om i hele Norges land? Dersom vi rejste os alle tilhobe,—herskabsfolk og almue?—Ja, fru Inger Gyldenløve, nu tror jeg næsten lejligheden er kommen, som vi har ventet på. Bryder det nu løs, så må de fremmede ud af landet.
Ja, ud med de danske fogder! Ud med de fremmede herremænd! Ud med rigsrådernes svende!
O, malm er der i dem;—men dog, dog—!
Hun er tvilrådig,
Hvad gælder det, jomfru Eline,—I har forsyndet jer i dommen over eders moder.
Bjørn,—jeg kunde rive mine øjne ud af hovedet, ifald de havde løjet for mig!
Ser I vel, min højbårne frue,—først gælder det kong Gustav; er han gjort magtløs, så vil ikke Danskerne kunne holde sig længe her i landet—
Og så?
Så er vi fri; vi har ingen fremmede overherrer mere, og kan kåre os en konge selv, ligesom Svenskerne gjorde før os.
En konge selv! Tænker du på Sture-slægten?
Kong Kristjern, og andre efter ham, har gjort ryddigt hus rundt om på odels-sæderne. De bedste blandt vore herremænd vanker fredløse på fjeldstien, hvis de endnu er til. Men det turde vel hænde sig alligevel, at der kunde findes en eller anden ætling af de gamle slægter, som—
Det er nok, Ejnar Huk! Det er nok!
Ah, mit dyreste håb!
Jeg har nu formanet jer, så godt jeg kunde. Jeg har sagt jer, hvor stor en fare I vover jer ind i. Men dersom I er så faste i eders forsæt, så vilde det vel være dårligt af mig at forbyde jer, hvad I jo på egen hånd kunde sætte igennem.
Vi har altså eders minde til at—?
I har eders egen faste vilje; spørg den tilråds. Er det så, som I siger, at I dagligen plages og trykkes—. Jeg véd så lidet om disse ting. Jeg vil ikke vide mere! Hvad kan jeg, en enlig kvinde—? Selv om I vilde plyndre riddersalen—; og der findes mangt et brugeligt værge derinde—; I har jo hele magten på Østråt ikveld. I får gøre, hvad eder lyster. God nat!
Tak, min ædle og stormodige frue! Jeg, som har kendt jer lige fra barneårene, jeg har aldrig tvilet på jer.
Stille, Bjørn,—det er et farefuldt spil, jeg har vovet i denne kveld. —For de andre gælder det kun livet; men for mig—tusende gange mere; tro mig!
Hvorledes? Ængstes I for eders magt og for eders gode forståelse med—?
Min magt? O, gud i himlen!
Se, her er en rigtig ulvetand! Med den skal jeg flænge blodsugernes svende.
Hvad har du fundet der?
Brystpladen, som de kalder for Herlof Hyttefads.
Den er for god til dig;—se, her har jeg lansestagen efter Sten Sture; hæng pladen på den, så fører vi det gildeste hærmærke, nogen mand vil forlange.
Jeg har ledt efter eder i alle stuer—
Hvad vil du?
En svend fra Trondhjem har bragt brev og bud til eder.
Lad os se!
Fra Trondhjem? Hvad kan det gælde?
Hjælp, Krist! Fra ham! Og her i landet—
Han kommer altså hid. Han kommer hid i denne nat. —Ja, så gælder det at kæmpe med kløgt og ikke med sværd.
Nok, nok, I gode bønder; nu mener jeg vi er vel rustede. Nu kan vi lægge ivej!
Ingen mand må forlade gården inat!
Men, min ædle frue, nu er vinden os føjelig; vi stryger indover fjorden og—
Det bliver, som jeg har sagt.
Skal vi da bie til imorgen?
Både til imorgen og længere. Ingen væbnet mand får lov til at forlade Østråt for det første.
Vi går alligevel, fru Inger!
Ja, ja; vi går alligevel!
Hvem vover det?
Jeg har tænkt for jer. Hvad véd I ringe mænd af almuen om landets sager? Hvor kan I tage jer for at dømme om sligt? I får se at tåle tryk og tyngsler en stund endnu. Det kan vel ikke gå jer for nær, når I betænker, at selv os, herreslægterne, bydes der ikke bedre kår nutildags. —Bær alle våben ind i salen igen. Siden skal I få min vilje at vide. Gå ud!
Mener du endnu, at jeg har forsyndet mig i dommen over—fruen på Østråt?
Hold et gæstekammer rede.
Vel, fru Inger!
Og porten åben for enhver, som måtte banke på.
Men—?
Porten åben!
Porten åben.
Bliv her!—Eline;—mit barn,—jeg har noget at sige dig i enrum.
Jeg hører eder.
Eline,—du tror ilde om din moder.
Jeg tror, hvad eders færd så kvidefuldt tvinger mig til at tro.
Og du svarer mig som dit umilde sind byder.
Hvem har lagt umildhed over mit sind? Alt fra jeg var barn af havde jeg vant mig til at se på eder som på en stor, højsindet kvinde. Lig eder tænkte jeg mig hine kvinder, hvorom der står at læse i krønikerne og i Kæmpe-bogen. Det tyktes mig, som om Gud Herren selv havde sat sit tegn på eders pande og mærket jer som den, der skulde lede de rædde og de rådvilde. I højsalen sang riddere og herremænd eders pris; og selve almuen, nær og fjern, kaldte eder landets håb og støtte. Og alle mente de, at gennem eder skulde de gode tider komme igen! Alle mente de, at med eder skulde der komme som en ny dag over os. Det er endnu nat; og snart véd jeg ikke længer, om jeg tør tro, at nogen morgen kommer med eder.
Det ligger nær at skønne, hvor du henter slige giftige ord fra. Det er båret dig for øre, hvad den tankeløse hob hvisker og mumler om ting, som den lidet kan dømme om.
I mængdens mund er sandhed, sagde I dengang, da eders pris lød i sang og tale.
Lad så være. Men om jeg også valgte at sidde uvirksom her, skønt det stod til mig at handle,—tror du da ikke, at slige kår var mig en byrde, tung nok, uden at du skulde hobe stene på den?
De stene, jeg hober på eders byrde, knuger mig ligeså tungt som eder. Let og fri trak jeg livsens ånde, så længe jeg havde eder at tro på. Thi for at leve må jeg kende mig stolt; og det vilde jeg været med rette, dersom I var bleven, hvad I engang var.
Og hvad borger dig for, at jeg ikke er det? Eline,—hvoraf véd du så visst, at du ikke gør din moder uret?
O, hvis jeg gjorde det!
Stille! Du har ingen ret til at kræve regnskab af din moder. —Med et eneste ord kunde jeg—; dog, det vilde ikke være godt for dig at høre; du må vente, hvad tiden bringer med sig; kan hænde, at—
Sov vel, min moder!
Nej,—bliv hos mig; der er endnu noget, som—Kom nærmere;—du må høre mig, Eline!
Jeg hører eder.
Så taus du også er, så véd jeg dog for visst, at du mere end engang længes bort herfra. Det er dig for ensomt og for øde på Østråt.
Hvor kan det undre jer, min moder?
Det står til dig selv, om det herefterdags skal vorde anderledes.
Hvordan?
Hør mig. —I denne nat venter jeg en gæst til gården.
En gæst?
En gæst, som må være fremmed og ukendt. Ingen tør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen.
Min moder! Min moder! Forlad mig al min uret imod jer, hvis I kan
det!
Hvad mener du?—Eline, jeg forstår dig ikke.
Så har de da alle taget fejl? I er da endnu trofast i hjertet!
Men så rejs dig,—og sig mig—
O, tror I da ikke jeg véd, hvem gæsten er?
Du véd det? Og alligevel—?
Tænker I da, Østråts porte har været så tæt stængte, at ikke et jammers-rygte engang skulde smutte indenfor? Mener I ikke jeg véd, at mangen ætling af de gamle slægter vanker som fredløs mand, uden ly og leje, medens de danske herrer råder på hans fædres gård?
Og så? Hvad mere?
Jeg véd godt, at mangen højbåren ridder jages som sulten ulv i skogen. Han har ikke arnested at hvile ved, ikke brød at bide—
Det er nok! Nu forstår jeg dig.
Og derfor åbner I Østråts porte ved nattetid! Derfor må han være fremmed og ukendt, han, denne gæst, om hvem ingen bør vide, hvorfra han kommer eller hvor han går hen! I trodser det strenge herrebud, som nægter jer at huse den forfulgte, og at stå ham bi med ly og pleje—
Det er nok, siger jeg!
Du fejler, Eline;—det er ingen fredløs mand jeg venter.
Så har jeg visselig kun ilde forstået eder.
Hør mig, mit barn! Men hør mig med overlæg; hvis du ellers mægter at tæmme dit vilde sind.
Jeg skal være tam, til I har udtalt.
Så hør efter, hvad jeg har at sige dig. —Jeg har, sa vidt det stod i min magt, søgt at holde dig uvidende om al den nød og vånde, som vi nu er stedt i. Thi hvad kunde det både, om jeg dryssed sorg og harm i din unge sjæl? Det er ikke gråd og kvindeklynk, som skal fri os ud af trængslerne. Der kræves mod og mandskraft.
Hvo har sagt jer, at jeg ikke ejer mod og mandskraft, når det gøres behov?
Stille, barn;—jeg kunde tage dig på ordet.
Hvordan, min moder?
Jeg kunde kræve begge dele af dig; jeg kunde—dog, lad mig først få tale til ende.
Du må da vide, at den tid tykkes nærme sig, som det danske rigsråd gennem mange år har virket for,—den tid, mener jeg, da de kan give vore rettigheder og vor frihed det sidste stød. Se, derfor gælder det—
At slå løs, min moder?
Nej; det gælder at vinde råderum. I København er rådet nu forsamlet for at overlægge, hvorledes de bedst kan gribe sågen an. De fleste skal være af den mening, at tvistighederne ikke kan bilægges, så længe ikke Norsk og Dansk er ét; thi dersom vi beholder vore rettigheder som et frit rige, når nyt kongevalg engang skal foregå, så er det rimeligt, at fejden bryder åbenbart ud. Se, dette vil de danske herrer forhindre—
Ja, de vil forhindre det,—ja! Men skal vi tåle sligt? Skal vi roligt se til, at—?
Nej, vi skal ikke tåle det. Men at bruge våben,—at træde frem i åben dyst,—hvor vilde det bære hen, så længe vi ikke alle er enige? Og stod det nogen tid værre til med enigheden hertillands, end netop nu?—Nej, skal vi kunne udrette noget, så må det ske i løndom og stilhed. Vi må, som jeg siger dig, få stunder til at område os. I det søndre Norge er en god del af adelen for de Danske; men her nordenfjelds er det endnu tvilsomt. Derfor har kong Fredrik skikket en af sine højst betroede mænd herop, for med egne øjne at forvisse sig om, hvordan vi er sindede.
Nu;—og så—?
Denne ridder kommer hid til Østråt inat.
Herhid? Og inat?
Et købmandsskib bragte ham igår til Trondhjem. For nylig fik jeg det budskab, at han vil gæste mig. Inden en time kan han ventes.
Og I betænker ikke, min moder, hvad I udsætter eders rygte for, ved at tilstede den danske udsending et sligt møde? Er ikke almuen heromkring allerede mistroisk nok imod eder? Hvor kan I håbe, at den engang vil lade sig lede og råde af eder, når det spørges, at—
Vær ubekymret. Alt dette har jeg fuldelig betænkt; men det har ingen nød. Hans ærende her i landet er en hemmelighed; derfor er han kommen som fremmed til Trondhjem; og som fremmed og ukendt vil han også gæste Østråt.
Og denne danske herres navn—?
Det klinger godt, Eline! Danmarks adel har knapt noget bedre at nævne.
Men hvad har I så i sinde? Endnu har jeg ikke fattet eders mening.
Du vil snart begribe. —Da vi ikke kan søndertræde ormen, så må vi binde den.
Vogt jer vel, at ikke snoren brister.
Det kommer an på dig, hvor fast den skal strammes.
På mig?
Længe har jeg mærket, at Østråt er dig et fangebur. Det huger ikke en ung falk at sidde imellem jernstænger.
Min vinge er stækket. Gav I mig end fri,—det vilde kun lidet både mig.
Din vinge er ikke stækket, længer end du selv vil.
Vil? Min vilje er i eders hænder. Bliv ved at være, hvad I var, så vil også jeg—
Nok derom. Hør mig videre. —At drage fra Østråt vil neppe være dig meget imod.
Kan hænde, min moder!
Du har engang sagt mig, at du levede dit gladeste liv i dine eventyr og krøniker. Dette liv kunde vende tilbage for dig.
Hvad mener I?
Eline,—hvis nu en mægtig riddersmand kom og førte dig til sin borg, hvor du fandt terner og svende, silkeklæder og høje sale?
En ridder, siger I?
En ridder.
Og den danske udsending kommer hid inat.
Inat.
Hvis så er, da ræddes jeg for at tyde eders ord.
Der er intet at ræddes for, ifald du ikke vil mistyde dem. Det er visselig ikke min agt at tvinge dig. Efter eget tykke skal du vælge og råde selv i denne sag.
Har I hørt om hin moder der kørte over fjeldet ved nattetid med sine småbarn i slæden? Ulveflokken fulgte hende i sporet; det gjaldt liv eller død;—og hun kasted sine små bagud efter sig, en for en, for at vinde tid og frelse sig selv.
Eventyr! En moder rev hjertet af sit bryst, før hun kasted sit barn for ulvene!
Hvis jeg ikke var min moders datter, så skulde jeg give eder ret. Men I er som hin moder; og eders døtre har I kastet ud for ulvene, en for en. Først kasted I den ældste. For fem år siden drog Merete fra Østråt; nu sidder hun i Bergen som Vinzents Lunges hustru. Men tror I, hun er lykkelig som den danske ridders frue? Vinzents Lunge er mægtig, fast som en konge; Merete har terner og svende, silkeklæder og høje sale; men dagen har ingen sol for hende, og natten ingen hvile; thi hun har aldrig været ham god. Han kom hid, han bejled til hende, fordi hun var Norges rigeste arving, og fordi han dengang trængte til at få fast fod i landet. Jeg véd det; jeg véd det tilfulde! Merete var eder hørig; hun fulgte den fremmede herre. Men hvad har det kostet hende? Flere tårer, end en moder skulde ønske at svare til på dommens dag!
Jeg kender mit regnskab, og det skrækker mig ikke.
Eders regnskab er ikke hermed til ende. Hvor er Lucia, eders
andet barn?
Spørg Gud, som tog hende.
Eder spørger jeg; thi det er eder, som skal svare for, at hun måtte lade sit unge liv. Glad var hun som en fugl om våren, da hun sejled fra Østråt for at gæste Merete i Bergen. Et år efter stod hun atter her i stuen; men da var hendes kinder hvide, og døden havde ædt sig ind i hendes bryst. Ja, I undres, min moder! I mente nok, at denne stygge hemmelighed var begraven med hende;— men hun har sagt mig alt. En høvisk ridder havde vundet hendes hjerte. Han vilde ægte hende. I vidste, at det gjaldt hendes ære. Men I blev ubøjelig,—og eders barn måtte dø. I ser, jeg véd det alt!
Alt? Så har hun vel også sagt dig hans navn?
Hans navn? Nej; hans navn har hun ikke sagt mig. Hun havde ligesom en stingende rædsel for hans navn;—hun nævnte det aldrig.
Ah, så véd du dog ikke alt.—
Eline;—den sag, du nu har rørt ved, var mig fuldt ud vitterlig. Men der er noget ved sagen, hvad du kanske ikke har givet agt på: Hin herremand, som Lucia traf i Bergen, var en Dansk—
Også det véd jeg.
Og hans kærlighed var en løgn. Ved list og glatte ord havde han besnæret hende.
Jeg véd det; men hun havde ham kær alligevel; og havde I havt en moders hjerte, så var eders barns ære gået for alt.
Ikke for hendes lykke. Tror du, at jeg, med Meretes lod for øjnene, vilde ofre mit andet barn til en mand, som ikke var hende god?
Kløgtige ord dårer så mangt et sind; men mig dårer de ikke.—
Tro ikke, at jeg er så ganske fremmed for hvad der går for sig rundt om i landet. Tilfulde skønner jeg eders færd. Jeg véd godt, at de danske herremænd ikke har nogen fuldtro ven i jer. I hader dem måske; men I frygter dem tillige. Dengang I gav Merete til Vinzents Lunge, havde de danske herrer overmagten på alle kanter i landet. Tre år efter, da I forbød Lucia at ægte ham, til hvem hun havde knyttet sit liv, skønt han havde forlokket hende,—da stod sagerne helt anderledes. Kongens danske fogder havde øvet skændige ugerninger imod almuen, og I fandt det ikke rådeligt at knytte jer fastere, end sket var, til de fremmede voldsmænd.
Og hvad har I vel gjort for at hævne hende, der måtte dø så ung? I har intet gjort. Nu vel; jeg skal handle for jer; jeg skal hævne al den forsmædelse, der er overgået vort folk og vor æt!
Du? Hvad har du i sinde?
Jeg går min vej, ligesom I går eders. Hvad jeg har i sinde, véd jeg ikke selv; men jeg føler kræfter i mig til at vove alt for vor retfærdige sag.
Da vil du få en hård dyst at bestå. Jeg har engang lovet det samme som du,—og mit hår er grånet under byrden af mit løfte.
God nat! Eders gæst kan ventes; og ved det møde er jeg tilovers.
Måske det endnu er tid for eder—; nu, Gud styrke og lede eders færd! Glem ikke at mange tusenders øjne vogter på eder. Tænk på Merete, som græder sent og tidlig over sit forspildte liv. Tænk på Lucia, som sover i den sorte kiste.
Og endnu ét. Glem ikke, at i denne nat spiller I brikkespil om eders sidste barn.
Mit sidste barn? Der talte du sandere, end du selv vidste. —Men det gælder ikke mit barn alene. Hjælp mig Gud; i denne nat spilles brikkespil om hele Norges rige.
Ah,—rider der ikke nogen gennem borgeledet?
Nej; endnu ikke. Det var kun vinden. Gravkoldt blæser det.—
Har Gud Herren ret til dette?—Danne mig til kvinde,—og så læsse en mandsdåd på mine skuldre.
For jeg har landets velfærd i mine hænder. Det står i min magt at rejse dem alle som én mand. Det er fra mig de venter tegnet; og giver jeg det ikke nu, så sker det—kanske aldrig.
Nøle? Ofre de mange for den enes skyld?—Var det ikke bedre, ifald jeg kunde—? Nej, nej, nej—jeg vil det ikke! Jeg kan det ikke!
Nu er de derinde igen. Blege spøgelser;—døde fædre; faldne frænder. —Fy; disse borende øjne fra alle krogene!
Sten Sture! Knut Alfsøn! Olaf Skaktavl! Vig,—vig! Jeg kan ikke dette!
Hil eder, fru Inger Gyldenløve!
Ah, fri mig Krist i himlen!
For sidste gang, Inger Gyldenløve,—I er altså urokkelig i eders forsæt?
Jeg kan ikke andet. Og mit råd til eder er: gør I ligesom jeg. Er det himlens vilje, at Norge rent skal gå under, så går det under, hvad enten vi støtter det eller ej.
Og med den tro mener I, at jeg skal slå mig tiltåls? Jeg skulde roligt sidde og se til, nu, da timen er kommen? Har I glemt, hvad jeg har at hævne? Mit jordegods har de røvet og stykket ud imellem sig. Min søn, mit eneste barn, sidste ætlingen af min slægt, slog de ihjel for mig som en hund. Mig selv har de i tyve år jaget fredløs i skog og fjeld. —Rygtet har sagt mig død mere end én god gang; men jeg har nu den tro, at de ikke skal få lagt mig i jorden, før jeg har taget hævn.
Så har I et langt liv i vente. Hvad vil I da gøre?
Gøre? Hvad véd jeg, hvad jeg vil gøre? Jeg har aldrig givet mig af med at lægge anslag op. Det er det, som I skal hjælpe mig med. I er kløgtig nok til det. Jeg har kun to arme og mit værge.
Eders værge er rustent, Olaf Skaktavl! Alle værger i Norge er rustne.
Det er vel derfor, at visse folk bare strider med tungen. —Inger Gyldenløve,—I har stærkt forandret eder. Der var en tid, da der slog et mandshjerte i eders bryst.
Mind mig ikke om, hvad der var.
Og dog er det derfor jeg er kommen til jer. I skal høre mig, om så.—
Nu vel; men gør det kort; thi,—ja, jeg må da sige jer det,—det er utrygt for eder her på gården.
På Østråt gård er det utrygt for den fredløse? Det har jeg længe vidst. Men I glemmer nok, at fredløs mand er utryg, hvor han end vanker.
Så tal; jeg skal ikke formene jer det.
Det er nu snart treti år siden jeg så eder for første gang. Det var på Akershus hos Knut Alfsøn og hans frue. Dengang var I endnu fast et barn; men dog var I kæk som en jagende falk, og derhos stundom både vild og ustyrlig. Mange var de, der bejled om eder. Også mig var I kær,—kær, som ingen kvinde har været det før eller siden. Men I havde kun ét øjemærke og én tanke. Det var tanken på rigets ulykke og store nød.
Jeg var femten sommere gammel,—husk det! Og var det ikke, som om et vildsind havde grebet os allesammen i hine dage?
Kald det for hvad jer tykkes. Men det véd jeg: de gamle og erfarne blandt os mente, det stod skrevet hist oppe hos Vorherre, at I var den, som skulde bryde trældommen og give os alle vore rettigheder tilbage. Og det véd jeg også: I selv tænkte dengang det samme.
Det var en syndig tanke, Olaf Skaktavl! Det var hovmod og ikke Herrens kald, der talte gennem mig.
I kunde blevet den udkårne, ifald I havde villet. I stammed fra Norges ædleste ætter; I havde magt og rigdom i vente; og I havde øre for klageskrigene—dengang.—
Mindes I hin eftermiddag, da Hendrik Krummedike kom med danske flåden for Akershus? Skibsherrerne bød mindeligt forlig; og tryg ved lejdebrevet lod Knut Alfsøn sig ro ombord. Tre timer efter bar vi ham ind gennem slotsporten—
Som lig; som lig!
Norges bedste hjerte brast, da Krummedikes lejesvende fældte ham. Endnu tykkes det mig, at jeg ser det lange tog, som skred ind i riddersalen, sorgtungt og par for par. Der lå han på båren, med øksehugget over panden, så hvid som en vårsky. Jeg tør vel sige, at Norges gæveste mænd var samlet der hin nat. Fru Margrete stod ved sin døde husbonds hoved, og alle, alle svor vi at vove velfærd og liv for at hævne både denne sidste ugerning og alt det øvrige. —Inger Gyldenløve,—hvem var det, som da brød sig vej gennem mændenes kreds? En ungmø,—fast endnu et barn,—med ild i øjet og med grådfyldt mæle. —Hvad svor hun? Skal jeg gentage eders ord?
Jeg svor, hvad I andre svor; hverken mere eller mindre.
I husker eders ed—og har dog glemt den.
Og hvorledes holdt de andre, hvad de havde lovet? Jeg taler ikke om eder, Olaf Skaktavl, men om eders venner, al Norges adel. Der er ikke én af dem, i alle disse år, som har havt mod til at være mand; og dog lægger de mig til last, at jeg er en kvinde.
Jeg véd, hvad I vil sige. Hvorfor de har underkastet sig, i stedet for at byde voldsmændene trods til det sidste? Vel sandt; der er usel malm i vore slægter nutildags; men havde der været samhold imellem dem,—hvem véd, hvad der da vilde sket? Og I kunde have holdt dem sammen; thi for eder havde de alle bøjet sig.
Let kunde jeg svare eder; men I vilde vel neppe tage mit svar for gyldigt. Lad os derfor ikke videre tale om, hvad der ej står til at ændre. Kom heller frem med, hvad der nærmest fører eder til Østråt. Trænger I til ly? Nu vel; jeg skal prøve på at skjule eder. Har I andre ting behov, så sig det; I skal finde mig rede—
I tyve år har jeg været hjemløs. På Jæmtelandsfjeldet er mit hår bleven gråt. Jeg har lånt hus hos ulv og bjørn. —I ser, fru Inger,—jeg trænger eder ikke; men både adel og almue har eder behov.
Det gamle omkvæd.
Ja, det klinger ilde i eders øren, det véd jeg nok; men I får høre det alligevel. Kort og godt: jeg kommer fra Sverig. Der er uro påfærde. I Dalarne skal det bryde løs.
Jeg véd det.
Peder Kanzler er med,—men hemmeligt, forstår I.
Ja så?
Det er ham, som har skikket mig til Østråt.
Peder Kanzler, siger I?
Han selv;—eller, kan hænde, I kender ham ikke længer?
Kun altfor vel!—
Men sig mig, jeg beder jer,—hvad budskab bringer I?
Da ufredsrygtet spurgtes oppe på grænsefjeldene, hvor jeg holdt til, så tog jeg straks afsted indover til Sverig. Jeg kunde nok tænke mig, at Peder Kanzler havde sin hånd med i legen. Jeg søgte ham op og bød ham min bistand;—han har kendt mig i tidligere dage, som I véd. Han vidste, jeg var at lide på; og så skikked han mig hid.
Ja visst, ja visst,—han skikked eder hid for at—?
Fru Inger,—der kommer en fremmed til Østråt inat.
Hvorledes? Véd I, at—?
Ja vel véd jeg. Jeg véd alt. Det er jo for at træffe ham, at Peder Kanzler skikked mig hid.
Ham? Umuligt, Olaf Skaktavl,—umuligt!
Som jeg siger jer. Hvis han ikke er kommen, så vil det ikke vare længe, førend—
Nej, ganske sikkert; men—
Så I var da beredt på hans komme?
Ja visst. Han har skikket mig budskab derom. Det var derfor I slap ind, så snart I banked på.
Hys;—der rider nogen over vejen.
Porten lukkes op.
Det er en ridder og hans svend. De stiger af i gården.
Det er altså ham. Hans navn?
I véd ikke hans navn?
Peder Kanzler vægred sig ved at nævne det. Han sagde kun, at udsendingen skulde møde mig på Østråt tredje kvelden efter Mortens-messe—
Rigtig; det er just som ikveld.
Han skulde bringe brevskaber med. Af dem og af eders egen mund kunde jeg erfare, hvem han var.
Så lad mig følge jer til eders gæstekammer. I trænger til at kvæge og hege jer. Den fremmede herre skal I snart få i tale.
Nu, hvis I så lyster.
Ingen?
Nej, herre!
Og vi kan jo sikkert forlade os på dig i et og alt?
Befalingsmanden i Trondhjem har stedse givet mig skudsmål for at være pålidelig.
Vel, vel; det har han også sagt mig. Altså, først og fremst,—er
nogen fremmed kommet herhid til Østråt før os iaften?
Ja, for en time siden kom her en fremmed mand.
Han er her.
Vilde du kunne genkende ham? Har du set ham?
Nej, det har nok ingen uden portvægteren, så vidt jeg véd. Han blev straks stedet for fru Inger, og hun—
Nu? Hvad hun? Han er dog vel ikke allerede borte igen?
Nej; men hun holder ham nok skjult inde i en af sine egne stuer, for—
Det er godt.
Altså først og fremst vagt for porten; så har vi ham sikker.
Hm!
Hør, sig mig,—gives der her på gården nogen anden udgang, end gennem porten? Se ikke så dumt på mig! Jeg mener,—kan nogen slippe usét bort fra Østråt, når borgeporten holdes lukket?
Ja, det véd jeg ikke. Der tales rigtignok om løngange nedenunder i kælderne; men der er nok ingen, som kender dem, uden fru Inger selv; ja—og så kanske jomfru Eline.
Så, for djævelen!
Det er godt. Du kan gå.
Vel. Skulde I senere ville mig noget, så behøver I bare at lukke på den anden dør til højre derinde i riddersalen; jeg skal da straks være ved hånden.
Godt.
Hør,—véd I hvad, kære ven og bror,—dette her bliver nok et lumpigt felttog for os beggeto.
Å,—ikke for mig, håber jeg.
Så? For det første er der nu liden ære i at gøre jagt på slig en opløben pojk, som denne Nils Sture. Skal jeg tro han er klog eller galen, efter den vis han har faret frem på? Først sætte ondt blod i bønderne; love dem bistand og guld og grønne skoge;— og så, når det kommer til stykket, løbe sin vej og krybe i skjul bag et kvindeskørt!
Forresten angrer det mig, rent ud sagt, at jeg fulgte eders råd og ikke gik frem efter mit eget hoved.
Den anger kommer vel silde, min bror!
For, ser I, at ligge og rode efter grævlinger, det har nu aldrig været min lyst. Jeg havde ventet mig noget helt andet. Nu har jeg trukket afsted lige fra Jæmteland med mine ryttere; har fået den trondhjemske befalingsmands brev for, at jeg kan søge efter urostifteren overalt, hvor jeg lyster. Alle spor tyder på, at han ætlede sig til Østråt—
Han er her! Han er her, siger jeg!
Ja, men hvad havde så været rimeligere end at vi havde fundet porten både stængt og under forsvarlig vagt? Gid vi havde; så kunde jeg da fåt brug for mine krigsknægte—
Men i det sted åbner man porten nokså høfligt for os. Pas på;— svarer fru Inger Gyldenløve til sit rygte, så lar hun det ikke skorte sine gæster hverken på mad eller drikke.
For at snakke sig ifra mit ærend, ja!—Hvor kunde I nu også få det indfald, at jeg skulde lade mine ryttere blive tilbage en hel fjerdingvej fra gården. Var vi kommen hid med krigsmandskab, så—
Hun havde modtaget os som lige kærkomne gæster for det. Men læg mærke til, at i så fald havde besøget gjort opsigt. Bønderne heromkring vilde holdt det for en voldshandling imod fru Inger; hun var da atter stegen i almuens gunst, og, ser I, det er ikke rådeligt.
Kan vel være. Men hvad gør jeg nu? Grev Sture er på Østråt, siger I. Ja, hvad hjælper det mig? Fru Inger Gyldenløve har sagtens, ligesom ræven, mange gemsler og flere end én udgang. Her kan vi to enslige karle gå omkring og snuse så længe vi vil. Gid djævlen havde hele sagen!
Nu vel, kære herre,—hvis I ikke synes om den vending, eders sendelse har taget, så overlad slagmarken til mig.
Til jer? Hvad vil I da gøre?
Kløgt og list turde måske her kunne udrette, hvad vi ikke med våbenmagt kan sætte igennem. —Nu, ærligt talt, herr Jens Bjelke,—jeg har allerede havt noget sligt i tankerne lige fra vi mødtes i Trondhjem igår.
Var det derfor I overtalte mig til at skille mig ved krigsknægtene?
Både eders og mit ærend på Østråt kunde jo fremmes bedst uden< dem; og så—
Fanden besætte jer,—havde jeg nær sagt! Og mig selv med! For jeg burde da vidst, at I stændig går med en ræv bag øret.
Ja, men ser I, her kommer ræven vel tilpas, hvis våbnene skal være lige på begge sider. Og jeg må sige eder, at det er mig af højeste vigtighed, at jeg skiller mig vel og i al stilhed fra min sendelse. I skal vide, at min herre, kongen, var mig lidet nådig, da jeg rejste. Han formente at have sine grunde dertil, skønt jeg tror, at jeg har tjent ham så nyttelig som nogen i mere end ét vanskeligt hverv.
Det skudsmål tør I frit give jer. Gud og hvermand véd, at I er den slugeste djævel i alle de tre riger.
Å, jeg takker! Det vil nu ikke sige så stort. Men det, jeg her går tilmødes, det regner jeg rigtignok for en mesterprøve; thi her gælder det at besnære en kvinde—
Ha-ha-ha! I det håndværk har I nok for længe siden gjort mesterprøve, kære bror! Mener I ikke, vi kender visen i Sverig også?:
Ak, den vise gælder kvinder i tyveårs-alderen og deromkring. Men fru Inger Gyldenløve er henimod de femti og derhos snu som ingen anden. Det vil holde hårdt at vinde bugt med hende. Men det må ske,—for enhver pris! Lykkes det mig at forskaffe kongen visse fordele over hende, dem han længe har eftertragtet, så kan jeg gøre regning på at betroes sendelsen til Frankrig næste vår. I véd vel, at jeg har tilbragt fulde tre år ved højskolen i Paris? Hele min hug står did ned igen, besynderligen hvis jeg kunde få fremtræde i så højst ansélig egenskab som en konges sendebud. —Nu,—ikke sandt,—I overlader fru Inger til mig? Husk på,—dengang I sidst gæsted hoffet i København, veg jeg pladsen for eder hos mere end én ungmø—
Å, véd I hvad,—det ædelmod var nu ikke så stort endda. I havde jo hals og hånd over dem allesammen. Men lige meget; siden jeg nu engang har faret galt afsted, så ser jeg helst, at I tar sagen på jer. Dog, det er et ord,—findes den unge grev Sture på Østråt, så skaffer I ham frem død eller levende!
Lyslevende skal I have ham. Jeg agter ialfald ikke at slå ham ihjel. Men nu må I altså ride tilbage til eders folk. Hold landevejen besat. Skulde jeg mærke noget mistænkeligt, så skal i uopholdelig få kundskab derom.
Godt, godt. Men hvorledes slipper jeg ud—?
Karlen, som var her, hjælper jer nok tilrette. Men i al stilhed—
Forstår sig. Nå,—god lykke!
Lykken har aldrig svigtet mig i dyst med kvinder. Skynd jer nu!
Så står jeg da omsider på Østråt. På dette gamle herresæde, som et barn for to år siden fortalte mig så meget om.
Lucia. Ja, for to år siden var hun endnu et barn. Og nu,—nu er hun død
Østråt. Det er, som om jeg havde set det altsammen før; som om jeg var tilhuse her. —Derinde er riddersalen. Og nedenunder er— gravkælderen. Der ligger nok Lucia også.
Dersom jeg var en ræd mand, så kunde jeg bilde mig ind, at da jeg satte foden indenfor Østråts port, så vendte hun sig i kisten. Da jeg gik over borggården, løfted hun på låget. Og da jeg nys nævnte hendes navn, var det som en røst maned hende op af ligkælderen. —Måske famler hun sig nu opad trappen. Svededugen er hende ivejen; men hun famler sig frem alligevel.
Hun er helt oppe i riddersalen! Hun står og ser på mig bag dørstolpen!
Kom nærmere, Lucia! Snak lidt med mig! Din moder lar mig vente. Det er kedeligt at vente;—og du har hjulpet mig at fordrive så mangen kedelig stund—
Se så!—Rigtig; der er det dybe vindu med forhænget. Der er det jo Inger Gyldenløve plejer stå og stirre udover landevejen, som om hun vented på en, der aldrig kommer. —Derinde—
der indenfor etsteds ligger søster Elines stue. Eline? Ja, det er Eline hun heder.
Kan jeg rigtig tro på, at hun er så mærkværdig,—så kløgtig og så djærv, som Lucia sagde? Fager skal hun også være. Men til ægtehustru—? Så ligetil burde jeg ikke have skrevet.—
Hvorledes vil fru Inger modtage mig?—Hun vil ikke svide gården af over os. Hun vil ikke lokke mig ud på en falddør. Sådant med knive bagfra vil hun heller ikke—
Aha!
Jeg byder eder min hilsen, herr rigsråd,—
Ah,—Østråts frue!
—og min tak fordi I forud har ladet mig vide eders komme.
Ikke mere end min skyldighed. Jeg havde grunde til at formode, at
mit komme vilde overraske eder—
I sandhed, herr rigsråd, deri har I ikke taget fejl. Jeg havde visselig mindst af alle ventet at se Nils Lykke som gæst på Østråt.
Og endnu mindre havde I vel ventet, at han skulde komme som ven?
Som ven? I føjer spot til al den smerte og skændsel, I har dynget over mit hus? Efter at have lagt et barn i graven for mig, vover I endnu—
Tillad, fru Inger Gyldenløve,—i det stykke kommer vi neppe til enighed; thi I tager ikke med i beregningen, hvad jeg ved samme ulykkelige lejlighed tabte. Mine hensigter var ærlige. Jeg var træt af mit ubundne liv;—over de tredive år var jeg jo også allerede dengang; jeg længtes efter at finde mig en god og from hustru. Læg så dertil udsigten til det held at vorde eders svigersøn—
Tag eder vel i vare, herr rigsråd! Hvad der er vederfaret mit barn, har jeg efter bedste evne dysset ned. Men tro ikke, at det er glemt, om det end er gemt. Der turde snart komme en lejlighed—
I truer mig, fru Inger? Jeg har rakt eder min hånd til forlig. I vægrer eder ved at modtage den. Der er da altså frå nu af åben ufred imellem os?
Jeg vidste ikke, at det fordum havde været anderledes.
Fra eders side, kan hænde. Jeg har aldrig været eders avindsmand,—skønt jeg vel, som kongen af Danmarks undersåt, havde skellig grund dertil.
Jeg forstår eder. Jeg har ikke været bøjelig nok. Det er ikke gået så glat, som man ønskede, med at drage mig over i eders lejr. —Mig synes dog, I intet har at klage på. Min datter Meretes husbond er eders landsmand. Videre kan jeg ikke gå. Min stilling er vanskelig, Nils Lykke!
Det fatter jeg tilfulde. Både herremændene og almuen her i Norge mener jo at have et gammelt krav på eder,—et krav, som man siger, at I kun halvvejs har gjort fyldest.
Tillad, herr rigsråd,—for min færd står jeg ingen til regnskab uden Gud og mig selv. Hvis det derfor behager eder, så lader I mig vide, hvad der fører eder hid.
Straks, fru Inger! Hensigten med min sendelse her til landet kan vel ikke være eder ubekendt—?
Jeg kender det hverv, man almindeligvis tillægger eder. Det er vor konge af vigtighed at vide, hvorledes han står sig med den norske adel.
Ganske visst.
Det er altså derfor I gæster Østråt?
For en del derfor. Dog kommer jeg ingenlunde for at kræve nogen mundtlig forsikring af eder—
Nu vel?
Hør mig, fru Inger! I sagde selv for nylig, at eders stilling er vanskelig. I står midt imellem to modsatte lejre, som begge kun halvvejs vover åt forlade sig på eder. Eders egen fordel må nødvendigvis knytte jer til os. Til de misfornøjede er I derimod bunden ved landsmandskabet, og,—hvem véd,—måske også ved et eller andet hemmeligt bånd.
Hemmeligt bånd! Krist, skulde han—?
I indser visst selv, at denne stilling i længden ikke er til at udholde. —Sæt nu, det stod i min magt at udfri eder af disse forholde, som—
I eders magt, siger I?
Først og fremst, fru Inger, må jeg bede eder ikke at lægge nogen vægt på de letfærdige ord, hvormed jeg før kan have omtalt det, der er os imellem. Tro ikke, at jeg nogen stund har tabt af tankerne den skyld, jeg står i til eder. Sæt, at det længe havde været min agt, så vidt muligt, at gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt. Sæt, at det var derfor jeg havde skaffet mig denne sendelse herop.
Forklar eder nøjere, herr rigsråd;—nu forstår jeg eder ikke.
Jeg tåger maske ikke fejl, når jeg formoder, at I, ligeså godt som jeg, kender til de uroligheder, der truer med at bryde løs i Sverig. I véd, eller I aner ialfald, at disse uroligheder har et større mål, end det, man almindeligvis tillægger dem, og vil derfor begribe, at vor konge ikke roligt kan se begivenhederne gå deres egen gang. Ikke sandt?
Bliv ved!
Der gives ét tænkeligt tilfælde, som kunde sætte Gustav Vasas trone i fare—
Hvor vil han hen?
—det tilfælde nemlig, at der i Sverig skulde findes en mand, som på grund af sin byrd havde krav på at kåres til folkets styrer.
Sverigs adel er lemlæstet ligeså blodigt som vor, herr rigsråd! Hvor skulde I vel ville søge—?
Søge? Manden er allerede funden—
Ah! Er han funden?
—og han står jer for nær, min frue, til at eders tanke ikke skulde falde på ham.
Den afdøde grev Sture har efterladt sig en søn—
Hellige frelser, hvoraf véd I—?
Fat eder, min frue, og lad mig tale til ende. —Denne unge mand har hidtil levet stille hos sin moder, Sten Stures enke.
Hos—? Ah ja;—ja visst!
Nu derimod er han trådt åbenlyst frem. I Dalarne har han vist sig som bøndernes leder. Deres antal vokser med hver dag; og—som I måske véd, finder de venner blandt almuen på denne side af grænsefjeldene.
Herr rigsråd,—I nævner alle disse begivenheder med fuld forvissning om, at jeg kender dem. Hvad grund har jeg givet eder til at formode sligt? Jeg véd intet, og ønsker ikke at vide noget. Det er min agt at leve roligt indenfor mine egne enemærker; jeg rækker ikke ufredsstifterne min bistand; men regn heller ikke på mig, dersom det er eders agt at underkue dem.
Vilde I også forholde eder uvirksom, ifald det var min agt at stå dem bi?
Hvorledes skal jeg forstå eder?
I har altså ikke fattet, hvad jeg den hele tid har sigtet til?— Nu vel; ærligt og ligefrem vil jeg da sige eder alt. Vid da, at kongen og hans råd tilfulde har indset, hvorledes der i længden intet sikkert fodfæste findes for os i Norge, dersom adel og almue, således som nu, vedbliver at tro sig forurettet og undertrykt. Vi har fuldelig begrebet, at villige forbundsfæller er bedre end tvungne undersåtter; og vi ønsker derfor intet hjerteligere, end at kunne løsne de bånd, der i grunden snører os ligeså stramt som eder. Men I vil visst også erkende, at Normændenes sindelag imod os gør et sådant skridt altfor betænkeligt,—så længe vi ikke har en pålidelig støtte i ryggen.
Og denne støtte—?
Denne støtte er nærmest at søge i Sverig. Men, vel at mærke, ej så længe Gustav Vasa sidder ved roret; thi hans regnskab med Danmark er endnu ikke opgjort, og vil vel heller aldrig blive det. En ny svensk konge derimod, som havde folket på sin side, og som skyldte Danmarks bistand sin krone—. Nu; I begynder at forstå mig? Da kunde vi med tryghed sige til eder Norske: "tag eders gamle arvede rettigheder tilbage; vælg eder en styrer efter eget tykke; vær vore venner i nøden, ligesom vi vil være eders!"—Læg ellers vel mærke til, fru Inger, at dette højmod i grunden ikke er så stort, som det kanske synes; thi I vil selv indse, at vi, langtfra at svækkes, snarere vil styrkes derved.
Og da jeg nu har talt åbenhjertigt med eder, så lad også I enhver mistro fare. Altså—
den riddersmand frå Sverig, som kom hid en timestid før jeg—
I véd det da allerede?
Tilfulde. Det er ham jeg søger.
Forunderligt. Altså dog som Olaf Skaktavl sagde.
Jeg beder eder vente her, herr rigsråd! Nu går jeg for at føre ham til eder.
Hun henter ham! Ja, virkelig,—hun henter ham! Dysten er halvvejs vunden. Så let havde jeg ikke tænkt, det skulde gå.—
Hun sidder dybt i det med urostifterne. Fór sammen af skræk, da jeg nævnte Sten Stures søn.—
Og så? Hm! Er fru Inger troskyldig løbet i fælden, så vil ikke Nils Sture gøre mange vanskeligheder. Et ungt blod, uden al sindighed og omtanke—. Med mit løfte om bistand drager han afsted. Uheldigvis snapper Jens Bjelke ham op på vejen,—og det hele forehavende er kvalt.
Og så? Så et skridt videre, til fromme for os selv. Det spredes ud, at den unge grev Sture har været på Østråt,—at en dansk udsending har havt en sammenkomst med fru Inger,—at, som følge deraf, junker Nils blev snappet op af kong Gustavs krigsknægte en fjerdingvej frå gården. —Inger Gyldenløves anseelse hos almuen være så stor den vil,—imod sligt et stød skal den have svært for at stå sig.
Alle djævle—! Om fru Inger skulde have anet uråd! Kanske han i dette øjeblik smutter os af hænderne—
Ah, det har ingen nød. Der kommer de.
Her bringer jeg den I venter.
For helvede,—hvad skal det sige?
Jeg har sagt denne riddersmand eders navn, og hvad I har meddelt mig—
Så? Ja så? Nu, ja—
—og jeg vil ikke dølge for eder, at han ej fæster den stærkeste lid til eders bistand.
Ikke det?
Kan det undre jer? I kender dog vel både hans sindelag og hans tunge skæbne—
Denne mands—? Nå—ja, ja vel—
Men eftersom det er Peder Kanzler selv, der har stævnet os til at mødes her—
Peder Kanzler—?
Ja, rigtig,—jeg har en sendelse fra Peder Kanzler—
Og han må jo bedst vide, hvem han tør bygge på. Jeg gider derfor ikke bryde mit hoved med at gruble over, hvorledes—
Nej, det er ret, kære herre; lad os for alting ikke det.
Heller lige løs på sagen—
Lige løs, uden omsvøb;—således er altid min vane.
Og vil I så sige mig, hvad ærend I bringer?
Mit ærend tænker jeg vel I så omtrent kan gætte—
Peder Kanzler nævnte noget om papirer, som—
Papirer? Nå ja, papirerne!
I har dem vel hos jer?
Naturligvis; vel forvarede; næsten altfor vel til i en hast—
Hvem djævelen er han? Hvad griber jeg til? Her tør være store opdagelser at gøre—
Ah, jeg ser, fru Inger lader aftensmåltidet anrette. Ved bordet
kunde vi kanske bedre tale om vore anliggender.
Godt; som I synes.
Frist vunden,—dyst vunden!
Og imidlertid kunde vi få at vide, hvad andel fru Inger Gyldenløve agter at tage i vort forehavende?
Jeg?—Ingen.
Ingen?
Kan det undre eder, mine ædle herrer, at jeg ikke vover mig ind i en leg, hvori alt sættes på spil? Så meget mere, da ingen af mine forbundsfæller vover at forlade sig trygt på mig.
Denne bebrejdelse rammer ikke mig. Jeg tror eder blindt; derom beder jeg eder være forsikret.
Hvem skulde turde bygge på eder, når det ikke var eders landsmænd?
Sandelig,—denne tiltro glæder mig.
Fordømt, om hun skulde trække sig ud af snaren!
Og siden så er, så byder jeg eder i et bæger velkommen til Østråt. Drik, mine ædle riddere! Drik tilbunds!
Men nu må I vide,—det ene bæger indeholdt en velkomsthilsen for min forbundsfælle, det andet—døden for min uven!
Ah, jeg er forgiftet!
Død og helvede, har I myrdet mig!
Dette er de Danskes lid til Inger Gyldenløve—
—og mine landsmænds tro på mig, ligervis!
Og dog skulde jeg give mig eder i vold? Så sagte, mine ædle herrer,—så sagte! Fruen på Østråt har endnu sin fulde samling.
Stor larm og støj—. Hvad er påfærde?
Min datter Eline.
Eline! Således havde jeg ikke tænkt mig hende.
Mit barn,—denne ridder er—
Behøves ikke! Jeg ser, hvad han heder. Det er Nils Lykke.
Hvorledes? Kender hun mig? Skulde Lucia—? Skulde hun vide—?
Stille! Hun véd intet.
Jeg vidste det;—således måtte Nils Lykke se ud.
Nu vel, Eline Gyldenløve,—I har gættet rigtigt. Og da jeg således på en måde er eder bekendt,—og da jeg derhos er eders moders gæst,—så vil I ikke nægte mig den blomsterkost, I bærer ved eders bryst. Så længe den er frisk og duftende, ejer jeg i den et billed af eder selv.
Forlad mig, herr ridder,—den er plukket i mit eget kammer, og der vokser ingen blomst for eder.
Ah; men så vil I dog ikke forsmå denne ringe gave. En høvisk frue rakte mig den til afsked, da jeg imorges fór fra Trondhjem. —Læg vel mærke til, min ædle jomfru,—skulde jeg byde eder en skænk, der var eder fuldkommen værdig, så måtte det være en fyrstekrone.
Og var det end Danmarks kongekrone, I rakte mig,—før jeg delte den med eder, før krysted jeg den sønder mellem mine hænder og slængte stumperne for eders fod!
Kæk,—som Inger Ottisdatter ved Knut Alfsøns båre!
Ulven kan tæmmes. Det gælder at smede lænken færdig.
Guds hellige blod, hvor hun er stolt og fager!
—og så samlede han stumperne af Danmarks kongekrone—; blomsterne var det;—og
Havde han hvisket disse ord i den lønligste krog, milevidt fra Østråt,—jeg havde hørt dem alligevel!
Hvor jeg hader ham! Hvor jeg altid har hadet ham,—denne Nils Lykke!—Ingen anden mand er som han, siges der. Med kvinder leger han,—og træder dem under sin fod.
Og det er til ham, min moder tænkte at byde mig frem!— Hvor jeg hader ham!
De siger, at Nils Lykke er anderledes end andre mænd. Det er ikke sandt! Der er intet selsomt ved ham. Der findes mange, mange, som han! Når Bjørn fortalte mig eventyr, da så alle prinser ud som Nils Lykke. Når jeg sad ensom her i salen og drømte krøniker, og mine riddere kom og gik,—allesammen så de ud som Nils Lykke.
Hvor det er forunderligt og hvor det er godt at hade. Aldrig har jeg vidst, hvor sødt det var—før ikveld. Nej,—ikke for tusend års liv vilde jeg sælge de øjeblikke, jeg har levet siden jeg så ham!—
"Sov vel på Østråt, herr ridder," sagde Inger Gyldenløve, da hun gik. Sov vel? Ja, det er snart nok sagt, men—; der udenfor, himmel og hav i oprør; nedenunder i gravkælderen det unge blod på båren; to rigers skæbne i min hånd;—og på mit bryst en vissen blomsterkost, som en kvinde har slængt for mine fødder. Sandelig, jeg frygter stærkt for, at søvnen vil melde sig noget sent.
Der er hun. Det stolte øje lader tankefuldt. —Ah, hvis jeg turde vove—
Jomfru Eline!
Hvad vil I? Hvi forfølger I mig?
I fejler; jeg forfølger eder ikke. Jeg er selv forfulgt.
Er I?
Af mangehånde tanker. Derfor går det med søvnen, som med eder;—den flyr mig.
Gå til vinduet, så vil I finde tidekort;—et hav i storm—
Et hav i storm? Det kan jeg også finde hos eder.
Hos mig?
Vort første møde har forvisset mig derom.
Og I besværer eder derover?
Nej, ingenlunde, men jeg ønskede dog at se eder mildere stemt.
Tror I, det vil lykkes eder?
Jeg er viss derpå; thi jeg bringer eder et kærkomment budskab.
Og hvilket?
Mit farvel.
Eders farvel? I forlader Østråt—så snart?
Endnu inat.
Så tag min hilsen, herr ridder!
Eline Gyldenløve,—jeg har ingen ret til at holde eder tilbage, men det er uædelt, dersom I nægter at høre, hvad jeg har at sige eder.
Jeg hører eder, herr ridder!
Jeg véd, I hader mig.
Eders klarsyn er usvækket, som jeg mærker.
Men jeg véd også, at jeg tilfulde har fortjent dette had. Usømmelige og krænkende var de ord, hvormed jeg tydede på eder i min skrivelse til fru Inger.
Nok muligt, jeg har ikke læst dem.
Men indholdet er eder i det mindste ikke ubekendt; jeg véd, eders moder har ikke ladet eder i uvidenhed derom; hun har ialfald sagt eder, at jeg priste den mand heldig, som—; ja, I véd, hvad håb jeg nærede—
Herr ridder,—hvis det er derom I agter at tale, så—
Jeg agter at tale derom, alene for at undskylde min færd. Ikke af andre grunde;—det sværger jeg eder. Hvis mit rygte,—hvad jeg desværre har årsag til at formode,—er nået til eder, forinden jeg selv fremstillede mig på Østråt, så må I også kende mit liv tilstrækkeligt til ikke at forundre eder over, at jeg i deslige sager går noget dristigt tilværks. Jeg har truffet mange kvinder, Eline Gyldenløve! Ubøjelige har jeg aldrig fundet dem. Under slige omstændigheder, ser I, blir man noget magelig. Man kommer ud af vanen med at betjene sig af omveje—
Nok muligt. Jeg véd ikke, hvad malm hine kvinder har været af. I fejler for øvrigt, når I mener, at det er brevet til min moder, der har vakt mit hjertes had og bitterhed imod eder. Jeg havde ældre grunde.
Ældre grunde? Hvad vil I sige med det?
Det er som I formoded;—eders rygte er gået forud for eder selv, til Østråt, som over det hele land. Nævnes Nils Lykkes navn, så nævnes det altid sammen med en kvinde, som han har besnæret og forstødt. Nogle nævner det med harme, andre med latter og kåd spot over hine svagsindede skabninger. Men gennem harmen og latteren og spotten klinger visen om eder, overdøvende og eggende, lig en fiendes sejers-sang.
Dette er det alt tilhobe, som har avlet mit had til eder. Idelig stod I for mine tanker; og det drog mig tilmødes som en længsel, at stilles ansigt til ansigt med eder, forat I kunde erfare, at der gives kvinder, hos hvem eders smidige tale er spildt—dersom I agter at bruge den.
I dømmer mig uretfærdigt, dersom I dømmer efter, hvad rygtet har sagt eder. Muligt, at der er sandhed i alt, hvad I har hørt;—men årsagerne dertil kender I ikke. —Som syttenårig junker begyndte jeg min lystige færd. Jeg har levet fulde femten år siden den tid. Lette kvinder skænked mig, hvad jeg ønsked—endnu før ønsket var blevet til bøn; og hvad jeg bød dem, det greb de med glade hænder. I er den første kvinde, som foragtelig har slængt min gave tilbage for min egen fod.
Tro ikke, at jeg beklager mig. Nej, tvertimod,—jeg ærer eder derfor, således, som jeg endnu aldrig har æret nogen kvinde. Men hvad jeg klager over, og hvad der nager mig som en stor sjælevé, det er, at skæbnen ikke tidligere har ført mig eder imøde.—
Eline Gyldenløve! Eders moder har fortalt mig om eder. Medens livet gik sin urolige gang fjernt herfra, da vandred I på det ensomme Østråt, stille, med eders digten og eders drømme. Se, derfor vil I forstå, hvad jeg har at sige eder. —Vid da, at også jeg engang har levet et liv, som I her. Jeg tænkte mig, at når jeg trådte ud i den store vide verden, da vilde der komme mig imøde en ædel og herlig kvinde, som skulde vinke ad mig og vise mig vejen til et berømmeligt mål. —Jeg bedrog mig, Eline Gyldenløve! Kvinder kom mig imøde; men hun var ikke iblandt dem. Endnu før jeg fuldt var bleven mand, havde jeg lært at foragte dem alle tilhobe.
Er det da min skyld? Hvorfor var ikke de andre ligesom I?—Jeg véd, eders fædrelands skæbne hviler eder tungt på sinde. I kender den andel, jeg har i forholdene—. Det siges om mig, at jeg skal være falsk som havskummet. Nok muligt; men er jeg det, da har kvinderne lært mig at være det. Havde jeg tidligere fundet, hvad jeg søgte,—havde jeg truffet en kvinde, stolt, ædel og højsindet som I, da var visselig min vej blevet en hel anden. Kan hænde, at jeg da i dette øjeblik, havde stået ved eders side som talsmand for alle de forurettede i Norges rige. Thi det tror jeg: en kvinde er det mægtigste i verden, og i hendes hånd står det at bøje en mand didhen, hvor Gud Herren vil have ham.
Skulde det være, som han siger? Nej, nej; der er løgn i hans øje og svig på hans læber. Og dog—; ingen sang er så liflig som hans ord.
Hvor ofte har I vel ikke siddet her på Østråt, ensom, med eders vekslende tanker. Da er det blevet eder trangt om brystet; loft og vægge har ligesom skrumpet sig sammen og knuget eders sind. Da har I længtes udad; da har det lystet eder at flyve langt herfra, uden at I selv vidste hvorhen. —Hvor ofte har I ikke vandret ensom ved fjorden; et smykket skib, med riddere og damer ombord, med sang og strengeleg, har sejlet forbi, langt derude;—et dunkelt rygte om store begivenheder er nået til eder;—da har I følt en higen i eders bryst, en ubetvingelig længsel efter at vide, hvad der var hinsides havet. Men I har ikke forstået, hvad der fattedes eder. I har stundom ment, det var eders fædrelands lod, der fyldte eder med alle de urolige tanker. I bedrog eder selv;—en jomfru i eders unge år har andet at gruble over. —Eline Gyldenløve! Har I aldrig tænkt eder hemmelige kræfter,—en stærk og løndomsfuld magt, som knytter menneskenes skæbner til hinanden? Når I drømte om det brogede liv derude i den vide verden,—når I drømte om ridderspil og lystige fester,—så I da aldrig i eders drømme en ridder, der stod med smil på læben og med græmmelse i hjertet midt i den larmende færd,—en ridder, der engang havde drømt fagert som I, om en kvinde, ædel og herlig, og som han forgæves søgte blandt alle dem, der omgav ham.
Hvo er I, der mægter at klæde mine lønligste tanker i ord? Hvorledes kan I sige mig, hvad jeg har båret inderst i mit bryst— uden selv at vide det? Hvoraf véd I—?
Hvad jeg har sagt eder, har jeg læst i eders øjne.
Aldrig har nogen mand talt til mig som I. Jeg har kun dunkelt forstået eder; og dog—alt, alt synes mig forandret siden—
Nu begriber jeg, hvorfor de sagde, at Nils Lykke er anderledes end alle andre.
Der gives én ting i verden, som kunde forstyrre et menneskes tanker, når vi grubler derover; og det er tanken om, hvad der kunde sket, hvis alt havde føjet sig så eller så. Havde jeg mødt eder på min vej, medens mit livstræ endnu var grønt og frodigt, så havde I måske i denne stund siddet som—
Men tilgiv mig, min ædle jomfru! Disse få øjeblikkes samtale har bragt mig til at glemme vor gensidige stilling. Det var som om en lønlig røst frå først af havde sagt mig, at med eder kunde jeg tale åbent, uden smiger og uden forstillelse.
Det kan I.
Nu vel;—og denne åbenhjertighed har måske allerede så halvt om halvt forsonet os med hinanden. Ja,—jeg er endnu dristigere i mit håb. Kanhænde den tid endnu kan komme, da I vil mindes den fremmede ridder uden had og uden harme i sjælen. Nå, nå,— misforstå mig ikke! Jeg mener ikke nu straks,—men engang, senere hen i tiden. Og for at gøre eder dette mindre svært,—og da jeg nu engang er begyndt at tale åbenhjertigt og ligefrem med eder, så lad mig sige jer—
Herr ridder—!
Ah, jeg mærker, at mit brev endnu sætter eder i skræk. Men vær I fuldkommen rolig. Jeg kunde give tusender til, dersom det var uskrevet; thi—ja, da jeg véd, at det just ikke vil gøre eder synderlig ondt at høre, så kan jeg jo ligeså godt sige det rent ud,—jeg elsker eder ikke, og vil aldrig til at elske eder. Vær I derfor, som sagt, fullkommen tryg; jeg skal ingensinde gøre forsøg på at—
Men hvad fattes eder—?
Mig? Intet; intet. —Sig mig kun ét: Hvorfor går I endnu med disse blomster? Hvad vil I med dem?
Disse? Er det ikke en stridshanske, som I på alle kvinders vegne har tilkastet den onde Nils Lykke? Skulde jeg så ikke tage den op?
Hvad jeg vil med dem, spurgte I?
Når jeg atter står mellem de fagre fruer i Danmark,—når strengelegen tier og der er stilhed i salen,—da vil jeg tage disse blomster frem og fortælle et eventyr om en ung kvinde, der sidder ensom i en mørk bjelkehal, fjernt oppe i Norge—
Men jeg frygter, at jeg altfor længe opholder husets ædle datter. Vi sés ikke mere; thi endnu før daggry er jeg afsted. Jeg byder eder altså mit farvel.
Og jeg skænker eder mit, herr ridder!
I er atter så tankefuld, Eline Gyldenløve! Er det atter eders fædrelands skæbne, der nager eder?
Mit fædreland?—Jeg tænker ikke på mit fædreland.
Så er det tiden med al dens kamp og nød, der ængster eder.
Tiden? Den glemmer jeg nu. —I går til Danmark? Var det ikke så I sagde?
Jeg går til Danmark.
Kan jeg se mod Danmark her fra salen?
Ja, fra dette vindu. Hist, mod syd, ligger Danmark.
Og er det langt herfra? Mere end hundrede mile?
Meget mere. Havet ligger mellem Danmark og eder.
Havet? Tanken har mågevinger. Havet stanser den ikke.
Hvis jeg kunde afse to dage til det—eller blot én—så skulde hun være i min vold ligeså godt som alle de andre.
Der er ellers et sjeldent stof i denne unge kvinde. Hun er stolt. Skulde jeg virkelig beslutte mig til—? Nej; heller ydmyge hende.—
Sandelig, tror jeg ikke, hun har sat mit blod i brand. Hvem skulde tænkt sligt muligt herefterdags?—Væk med dette! Jeg må ud af al den vilderede, jeg her har rodet mig ind i.
Hvorledes skal jeg forklare mig det? Både Olaf Skaktavl og Inger Gyldenløve synes blinde for den mistro, de udsætter sig for, når det rygtes, at jeg er med i forbundet. —Eller skulde fru Inger virkelig have fattet min hensigt? Skulde hun skønne, at alle løfter kun var beregnede på at lokke Nils Sture frem af sit smuthul?
Fordømt! Er jeg virkelig selv bleven narret? Det er højst rimeligt, at grev Sture slet ikke findes på Østråt. Kan hænde at rygtet om hans flugt kun har været en krigslist. Han sidder kanske i denne stund velbeholden hos sine venner i Sverig, medens jeg—
At jeg også skulde være så sikker i min sag! Om jeg nu intet udretter! Om fru Inger kommer efter mine hensigter,—og ikke lægger dølgsmål på min færd—. At stå til spot og spe både her og i Danmark! Ville lokke fru Inger i fælden,—og så gavne hendes sag på det bedste,—styrke hendes gunst hos almuen—! —Ah, jeg kunde fristes til at give mig den onde selv i vold, om han skaffed mig fingre i grev Sture—
Hvad nu?
Nå; endelig er jeg her da!
Hvad skal dette sige?
Guds fred, herre!
Tak, herre! Det er ellers en særegen indgang, I der har valgt jer.
Ja, hvad djævelen skulde jeg gøre? Porten var jo lukket. Her på gården må nok folk have en søvn som bjørnen ved juletider.
Takker Gud! En god samvittighed er den bedste hovedpude, véd I vel.
Ja, det må så være; for alt hvad jeg hamred og dundred, så—
—så slap I dog ikke ind?
Truffet på et hår. Jeg sagde altså til mig selv: da du nu må ind på Østråt ikveld, om du så skal gå gennem ild og vand, så kan du jo sagtens også krybe gennem vinduet.
Ah, om det skulde være—!
Så det var eder da så magtpåliggende at komme til Østråt just iaften?
Om det var? Ja, det skulde jeg mene. Jeg lar nødig vente på mig, skal jeg sige eder.
Aha,—fru Inger Gyldenløve venter eder altså?
Fru Inger Gyldenløve? Ja, det skal jeg ikke så bestemt kunne svare på;
men her turde være en anden—
Nå, så her turde være en anden—?
Sig mig,—hører I til huset?
Jeg? Ja, for så vidt som jeg fra iaftes er fru Ingers gæst.
Så?—Jeg tror vi iaften har tredje kvelden efter Mortens-messe?
Tredje kvelden efter—? Ja, det er ret nok. —Ønsker I kanske at stedes for husets frue straks? Såvidt jeg véd, er hun ikke gået tilsengs endnu. Men kunde I ikke sætte eder ned og hvile eder ud sålænge, kære unge herre? Se, her er endnu en kande vin tilovers. Lidt at spise finder I vel også. Nu; tag for eder; I kan trænge til at styrke jer.
I har ret, herre; det vilde ikke være så ilde.
Både steg og sød kage! Det er jo et herremandsliv I fører her! Når man, som jeg, har sovet på den bare jord og levet af brød og vand i fire-fem dage—
Ja, det må falde tungt for en, der er vant til at sidde til højbords i grevelige sale.
Grevelige sale—?
Men nu kan I jo hvile eder ud her på Østråt, så længe, som I lyster.
Så? Kan jeg virkelig det? Jeg skal da ikke så snart afsted igen?
Ja, jeg véd ikke. Det må I vel selv bedst kunne svare på.
Au, for fanden!
Ja, ser I,—den ting er endnu ikke så ganske afgjort. Jeg, for min del, skulde ikke have noget imod at slå mig ned her for det første; men—
—men I er ikke i et og alt eders egen herre? Der gives andre hverv og andre anliggender—?
Ja, det er netop knuden. Stod det til mig, så hvilte jeg mig ialfald ud vinteren over her på Østråt; jeg har nu levet min meste tid på feltfod, og så—
Eders skål, herre!
På feltfod? Hm!
Nej, det var det jeg vilde sige: jeg har længe higet efter at se fru Inger Gyldenløve, som der går så stort et ry af. Det må være en herlig kvinde. Ikke sandt?—Det eneste, jeg ikke kan finde mig i, er, at hun så forbandet nødig vil slå løs.
Slå løs?
Nu ja, I forstår mig nok; jeg mener, at hun så nødig vil tage hånd i med, for at drive de fremmede herremænd ud af landet.
Ja, det har I ret i. Men nu får I gøre, hvad I kan, så går det nok.
Jeg? Ja, Gud bedre så sandt; det skulde stort hjælpe, om jeg—
Da er det dog selsomt, at I gæster hende, når I ikke har bedre håb.
Hvad mener I med det?—Hør, kender I fru Inger?
Forstår sig; siden jeg er hendes gæst, så—
Ja, derfor er det jo slet ikke sagt, at I kender hende. Jeg er også hendes gæst og har dog aldrig set så meget som hendes skygge engang.
Men I véd dog at fortælle—
—hvad hvermand snakker om? Ja, det er rimeligt. Desuden har jeg tidt nok hørt af Peder Kanzler—
I vilde sagt noget mere.
Jeg? Å nej, det kan være det samme.
Hvoraf ler I, herre?
Af ingenting, herre!
Det er en liflig vin, I har her på gården.
Hør,—skulde det nu ikke være på tide at kaste masken?
Masken? Ja, det får I gøre som I selv synes.
Så lad al forstillelse fare. I er kendt, grev Sture!
Grev Sture? Tror I også, at jeg er grev Sture?
I fejler, herre! Jeg er ikke grev Sture.
Virkelig ikke? Hvem er I da?
Mit navn er Nils Stenssøn.
Hm! Nils Stenssøn? Men I er ikke Sten Stures søn Nils. Navnet slår ialfald til.
Ganske sandt; men Gud må vide, med hvilken ret jeg bærer det. Min fader har jeg aldrig kendt; min moder var en fattig bondehustru, som blev plyndret og slåt ihjel i en af de forrige fejder. Peder Kanzler var just dengang ved hånden; han tog sig af mig, fostred mig op og lærte mig våbenhåndværket. Som i véd, har han i mange år været forfulgt af kong Gustav, og jeg har trolig ledsaget ham, hvor han færdedes.
Peder Kanzler har nok lært jer mere end våbenhåndværket, lader det til. —Nu godt; I er altså ikke Nils Sture. Men I kommer dog fra Sverig. Peder Kanzler har skikket eder hid for at finde en fremmed, som—
—som alt er funden.
Og som I ikke kender?
Ligesålidt, som I kender mig; thi jeg sværger eder ved Gud Fader selv: jeg er ikke grev Sture!
Alvorligt, herre?
Så sandt som jeg lever! Hvorfor skulde jeg nægte det, hvis så var?
Men hvor er da grev Sture?
Ja, det er just hemmeligheden.
Som er eder bekendt? Ikke så?
Og som jeg har at meddele eder.
Mig? Nu da,—hvor er han?
Deroppe? Fru Inger holder ham skjult på loftet?
Nej, visst ikke; I misforstår mig.
Nils Sture er himlet.
Død! Hvor?
På sin moders slot,—for tre uger siden.
Ah, I bedrager mig! For fem, sex dage siden drog han over grænsen ind i Norge.
Å, det har været mig.
Men kort tid tilforn havde greven vist sig i Dalarne. Almuen som allerede var urolig, gjorde åbent oprør og vilde kåre ham til konge.
Ha-ha-ha; det var jo mig!
Eder?
Nu skal I høre, hvorledes det gik til. En dag kaldte Peder Kanzler mig for sig og lod sig forlyde med, at store begivenheder var i gære. Han bød mig drage ind i Norge til Østråt, hvor jeg måtte være tilstede på en bestemt tid—
Tredje aften efter Mortens-messe.
Der skulde jeg møde en fremmed—
Rigtig; det er mig.
Af ham vilde jeg få at vide, hvad jeg senere havde at gøre. Jeg skulde derhos melde ham, at greven pludselig var død, men at det endnu ikke var vitterligt for nogen anden end for hans moder grevinden, samt for Peder Kanzler og nogle gamle husfolk hos Sturerne.
Jeg forstår. Greven var hovedet for bønderne. Hvis hans død rygtedes, så vilde de gå fra hverandre,—og der blev da intet af det hele.
Kan nok hænde; jeg er ikke så inde i de ting.
Men hvorledes kunde det falde eder ind at give eder ud for
greven?
Hvorledes det kunde falde mig ind? Ja, hvad véd jeg det? Der er falden mig så mangen galskab ind i mine dage. Det var for resten ikke mit påfund; thi hvorsomhelst jeg kom frem i Dalarne, der stimled almuen sammen og hilste mig som grev Sture. Det hjalp ikke, alt hvad jeg sagde dem imod. Greven havde været der for to år siden, fortalte de,—og det mindste barn kendte mig igen. Nå, lad gå, tænkte jeg; du blir aldrig greve mere i dette liv; du kan jo sagtens engang forsøge, hvordan det er.
Nu,—og hvad tog I jer så videre for?
Jeg? Jeg spiste og drak og levede godt. Det var bare skade, at jeg måtte så snart afsted igen. Men da jeg fór over grænsen—ha-ha-ha—så loved jeg dem, at jeg snart skulde komme tilbage med tre-fire tusend mand—eller hvor mange det nu var,—og så skulde det rigtig gå løs.
Og det faldt eder ikke ind, at I handlede ubesindigt?
Jo, det faldt mig ind bagefter; men da var det rigtignok for
sent.
Det gør mig ondt for eder, min unge ven; men I vil snart komme til at spore følgerne af eders dårskab. Jeg kan fortælle jer, at I er forfulgt. En deling svenske ryttere har sat efter jer.
Efter mig? Ha-ha-ha! Nej, det er prægtigt! Og når de så kommer, og mener, at de har fåt klørne i grev Sture—ha-ha-ha!
—så er det ude med eders liv.
Mit—? Jeg er jo ikke grev Sture.
Men I har kaldt almuen til våben. I har gjort oprørske løfter og vækket ufred i landet.
Ej, det var jo kun for spøg!
Kong Gustav vil se sagen på en anden måde.
Ja, sandelig, der er noget i, hvad I der siger. At jeg også kunde være så galen—. Nå, det kommer vi vel ud af! I vil jo nok tage jer af mig; og desuden,—rytterne er vel ikke i hælene på mig endnu.
Men hvad har I så videre at sige mig?
Jeg? Ingenting. Når jeg nu bare får givet eder pakken—
Pakken?
Ja visst; I véd jo—
Ah, ja rigtig; papirerne fra Peder Kanzler—
Se, her har I dem allesammen.
Breve og pergamenter til herr Olaf Skaktavl.
Pakken er åben, ser jeg. Så kender I vel indholdet?
Nej, herre, jeg læser ikke gerne skrift; det har så sine årsager.
Forstår; I har mest lagt vind på våbenhåndværket.
Aha! Oplysninger, mere end tilstrækkelige for at komme efter, hvad der er i gære.
Dette lille brev med silkesnoren om—
Også til herr Olaf Skaktavl.
Fra Peder Kanzler. Det kunde jeg tænke.
"Jeg er hårdt i betryk; thi—"; ja, ganske rigtigt; her står det; —"den unge junker Sture er gangen til sine fædre just i det samme urolighederne skulde bryde løs"— "—men endnu kan der rådes bod på alting—" Hvad nu?
"I må da vide, herr Olaf Skaktavl, at den unge mand, der bringer eder dette brev, er en søn af—" —Himmel og jord,—står det så?—Ja, ved Kristi blod, det står der!
Han skulde være—? Ah, hvis det var således!
"Jeg har fostret ham, fra han var årsgammel; men til denne dag har jeg stadig vægret mig ved at give ham tilbake, fordi jeg tænkte, at jeg i ham skulde have et sikkert gidsel for Inger Gyldenløves troskab imod os og mod vore venner. Dog har han til dette øjemed kun lidet bådet os. I tør vel undres over, at jeg ikke betrode eder denne hemmelighed, dengang I nys var hos mig her; og jeg vil derfor ærligt tilstå, at jeg frygtede for, I skulde beholde ham i samme øjemed som jeg. Nu derimod, da I er stedet til møde med fru Inger, og venteligen har forvisset eder om, hvor uvillig hun er til at tage sig af vore anliggender, vil I skønne, at det er klogest, så snart ske kan, at give hende tilbage, hvad hendes er. Vel turde det da være muligt, at glæden, trygheden og taknemmeligheden—" — "—dette er nu vort sidste håb".
Aha,—hvilket brev! Det er guld værd!
Jeg har nok bragt eder vigtige budskaber, kan jeg skønne. Ja, ja,—Peder Kanzler har mange jern i ilden, siges der.
Hvad gør jeg med alt dette? Her er tusend veje at slå ind på. —Ifald jeg—? Nej, det var for usikkert. Men dersom—? Ah, dersom jeg—? Det skal voves!
Et ord, min unge ven!
Nå,—det lader på jer, som om spillet går godt.
Ja, det skulde jeg mene. I har givet mig lutter herrekort på hånden,—damer og knægter og—
Men jeg, som har bragt jer alle disse gode tidender, har jeg nu ikke mere at bestille?
I? Jo, det skulde jeg mene. I hører med til spillet. I er konge— og trumf ovenikøbet.
Er jeg? Å ja, nu forstår jeg jer; I tænker vel på ophøjelsen—
Ophøjelsen?
Ja; dersom kong Gustavs folk fik fingre i mig, spåde I, så—
Sandt nok;—men lad ikke det anfægte jer længer. Det står nu til eder selv, om I inden en måned skal bære hampesnoren eller en gylden kæde om halsen.
En gylden kæde? Og det står til mig selv?
Ja, så måtte fanden betænke sig længe! Men sig mig bare, hvordan jeg skal bære mig ad.
Det skal jeg. Dog først sværger I mig en dyr ed på, at intet levende menneske i den vide verden får erfare, hvad jeg betror jer.
Ikke andet? I skal få ti eder, om I vil.
Alvor, herre! Jeg spøger ikke med jer.
Nå ja, ja; jeg er alvorlig.
I Dalarne kaldte I eder grevesøn;—ikke så?
Ej,—begynder I nu med det igen? Jeg har jo ærligt skriftet for eder—
I forstår mig ikke. Hvad I dengang sagde, var sandhed.
Sandhed? Hvor vil I nu hen? Men så sig mig da—!
Først eden! Den helligste, den ubrydeligste, I kender.
Den skal I få. Hist på væggen hænger jomfru Marias billede—
Jomfru Maria er bleven affældig på den sidste tid. Har I ikke
hørt, hvad munken i Wittenberg påstår?
Fy; hvor vil I agte på munken i Wittenberg? Det er jo en kætter, siger Peder Kanzler.
Ja, lad os ikke strides derom. Men her skal jeg vise eder en fuldgod helgen at gøre løfte til.
Kom hid,—og sværg mig taushed indtil jeg selv løser eders tunge,—taushed, såsandt I håber himlens salighed for eder selv og for ham, som her hænger afbildet.
Det sværger jeg,—hjælpe mig så sandt Guds hellige ord!
Men, Krist, min frelser—!
Hvad nu?
Billedet der—! Det er jo mig selv!
Det er den gamle Sten Sture, således, som han i sine yngre år gik og stod her i livet.
Sten Sture!—Og ligheden—? Og—jeg talte sandhed, da jeg kaldte mig grevesøn, sagde I? Var det ikke så?
Så var det.
Ah, jeg har det; jeg har det! Jeg er—
I er Sten Stures søn, herre!
Jeg Sten Stures søn!
Også på mødrene-side er I adelsbåren. Peder Kanzler har talt usandt, hvis han har sagt, at en fattig bondehustru var eders moder.
Selsomt; vidunderligt!—Men kan jeg da også tro—?
Alt, hvad jeg siger eder, kan I tro. Men kom vel ihug, at det er altsammen til eders eget fordærv, dersom I glemmer, hvad I tilsvor mig ved eders faders salighed.
Glemme det? O nej, det kan I være sikker på, jeg ikke skal. —Men I, som jeg har givet mit ord,—sig mig—hvem er I?
Mit navn er Nils Lykke.
Nils Lykke? Dog vel ikke den danske rigsråd?
Jo netop.
Og I skulde—? Det var selsomt. Hvordan kommer I—?
—til at modtage budsendelser frå Peder Kanzler? Det undrer eder nok?
Ja, jeg skal ikke nægte det. Han har altid nævnt eder som vor bitreste avindsmand—
Og derfor mistror I mig?
Nej, det just ikke; men—. Nå; fanden måtte gruble!
Det har I ret i. Følger I eders eget hoved, så er bastesnoren eder ligeså viss, som grevenavnet og den gyldne kæde, dersom I forlader eder på mig.
I et og alt! Se, her er min hånd, kære herre! Hjælp I mig med gode råd, så længe det er fornødent. Når det gælder at hugge løs, skal jeg nok berge mig selv.
Det er godt. Følg mig nu did ind i kammeret, så skal jeg sige jer, hvordan alt dette hænger sammen, og hvad I videre har at gøre.
Jeg Sten Stures søn! O, vidunderligt, som en drøm—!
Og du er viss på, at min datter har talt med ridderen her i salen?
Ganske viss. Jeg mødte hende just i det samme hun trådte ud på gangen.
Og da lod hun til at være oprørt i sindet? Var det ikke så?
Hun så ganske bleg og forstyrret ud. Jeg spurgte, om hun var syg; men i stedet for at svare på mit spørgsmål sagde hun: "gå ind til min moder og sig hende, at ridderen drager herfra endnu før dagbrækningen; hvis hun har brev eller budskab til ham, så bed hende, at hun ikke forvolder ham unødigt ophold". Og så føjed hun noget til, som jeg ikke rigtigt kunde høre.
Hørte du det slet ikke?
Det lød for mig, som om hun sagde: "næsten tror jeg, han alt har været for længe på Østråt".
Og ridderen? Hvor er han?
Jeg tænker, han er inde på sit kammer i portfløjen.
Det er godt. Jeg har færdigt, hvad jeg agter at give ham med. Gå ind til ham og sig, at jeg venter ham her i salen.
Véd I hvad, fru Inger,—rigtignok er jeg i slige ting så blind som en muldvarp; men det bæres mig dog for, som om—hm!
Nu?
—som om Nils Lykke var eders datter god.
Da er I nok ikke så blind endda; thi jeg måtte storligen tage fejl, dersom I ikke havde ret. Lagde I ikke mærke til, hvor begærligt han ved natverdsbordet lytted efter det mindste ord, jeg fortalte om Eline?
Han glemte både mad og drikke.
Og vore hemmelige anliggender med.
Ja, og det som mere er,—papirerne fra Peder Kanzler.
Og af alt dette slutter I vel—?
Af alt dette slutter jeg først og fremst, at da I kender Nils Lykke og véd, hvad ry der går af ham, fornemmelig i kvindevejen, så—
—så bør det være mig kært at vide ham udenfor porten?
Ja; og det jo før jo heller.
Nej,—lige det modsatte, Olaf Skaktavl!
Hvordan mener I?
Hvis det forholder sig, som vi begge tror, så må Nils Lykke ikke for nogen pris forlade Østråt for det første.
Er I nu atter inde på krogveje, fru Inger? Hvad er det for anslag I pønser på? Er det noget, som kan øge eders magt til skade for os og—?
Ah, denne kortsynethed, som gør alle så ubillige imod mig! Jeg kan se på jer, I tror det er min agt at kåre Nils Lykke til svigersøn. Hvis sligt lå i min tanke, hvorfor skulde jeg da vægret mig ved at tage del i de ting, som nu forberedes i Sverig, og som Nils Lykke og hele det danske tilhæng synes villig til at understøtte?
Men når det ikke er eders ønske at vinde og binde ham,—hvad har I så i sinde med ham?
Det skal jeg med få ord forklare jer. I et brev til mig har Nils Lykke nævnt det som et held at kunne komme ind i vor slægt; og jeg vil være så ærlig at tilstå, at jeg virkelig et øjeblik gav mig til at tænke over sagen.
Nu, ser I vel!
At knytte Nils Lykke til min æt, var jo et mægtigt middel til at forlige mange uenige her i landet.
Eders datter Meretes giftermål med Vinzents Lunge, synes mig, måtte vise eder, hvad slige midler virker. Aldrig så såre fik herr Lunge fast fod hos os, før han rev til sig både gods og rettigheder—
Ak, jeg véd det, Olaf Skaktavl! Men stundom går der så mangehånde tanker gennem mit sind. Jeg kan ikke betro mig fuldt ud, hverken til eder eller til nogen. Tidt véd jeg ikke, hvad der var rettest for mig. Og alligevel—; anden gang at kåre en dansk herre til svigersøn,—det er en udvej, som jeg kun i den yderste nød gad gribe til; og, himlen være lovet,—så vidt er det endnu ikke kommet!
Jeg er lige klog,fru Inger;—hvorfor agter I at holde Nils Lykke tilbage på Østråt.
Fordi jeg bærer et inderligt nag til ham. Nils Lykke har krænket mig blodigere end nogen anden. Jeg kan ikke sige jer, hvad det ligger i. Men ro får jeg ikke, før jeg har taget hævn over ham. Forstår I mig ikke? Sæt, at Nils Lykke blev min datter god. Jeg synes, at det vel var tænkeligt. Jeg vil formå ham til at blive her. Han skal lære Eline nøjere at kende. Hun er både fager og kløgtig. —Ah, om han engang med hed elskov i hjertet trådte frem for mig og bad om hende! Da—at jage ham væk som en hund; jage ham væk med spot, med hån, med foragt; gøre det kundbart over hele landet, at Nils Lykke forgæves havde prøvet at bejle sig ind på Østråt—! Jeg siger eder,—jeg kunde give ti år af mit liv for at få opleve en slig stund.
Hånden på hjertet, Inger Gyldenløve,—det er altså eders hensigt med ham?
Det og intet andet, så sandt Gud lever! I må tro mig, Olaf Skaktavl, jeg mener det ærligt med mine landsmænd. Men jeg er så lidet min egen herre. Der gives visse ting, som må holdes dulgt, hvis jeg ikke skal rammes til døden. Dog, er jeg først sikker fra den kant, da skal I erfare, om jeg har glemt, hvad jeg svor ved Knut Alfsøns lig.
Tak for hvad I der siger mig! Jeg vilde så nødig tro ilde om eder. —Men hvad forehavendet med ridderen angår, så tykkes det mig, at I frister et voveligt spil. Dersom I nu forregned eder? Dersom eders datter—? Thi der siges jo, at ingen kvinde mægter stå sig imod denne snigende djævel.
Min datter? Tror I, at hun—? Nej, vær kun tryg; jeg kender Eline bedre. Alt, hvad hun har hørt til hans pris, har gjort hende hadsk imod ham. I har jo selv med egne øjne fornummet—
Ja-ja,—kvindesind er en utryg grund at bygge på. Se jer for skulde I dog.
Det vil jeg også; jeg vil holde vagtsomt øje med dem. Men skulde det endog lykkes ham at fange hende i sit garn, da behøver jeg blot at hviske hende to ord i øret, og så—
Hvad så?
—så vil hun sky ham, som om han var en udsending fra den lede frister selv.
Stille, Olaf Skaktavl! Der kommer han. Vær nu besindig.
Min ædle frue har ladet mig kalde.
Gennem min datter er det mig sagt, at I tænker på at forlade os endnu inat.
Desværre;—mit hverv på Østråt er jo til ende.
Ikke før jeg har fået mine papirer.
Ganske sandt. Næsten havde jeg glemt det vigtigste af mit ærende. Men det er også vor høje værtindes skyld. Ved bordet forstod hun så kløgtigt og så lifligt at sysselsætte sine gæster—
At I ej længer kom ihug, hvad der førte eder hid? Det glæder mig; thi så var just min agt. Jeg tænkte, at skulde min gæst, Nils Lykke, finde sig vel tilmode på Østråt, så måtte han—
Hvilket, frue?
—først og fremst glemme sit ærende—og alt, hvad der for resten er gået forud for hans komme.
Papirerne fra Peder Kanzler. I vil der finde fuldstændige oplysninger om vore tilhængere i Sverig.
Det er godt.
Og nu, fru Inger Gyldenløve,—nu véd jeg ikke her er mere for mig at gøre.
Såfremt det blot og bart er statssager, der har ført os sammen, da har I måske ret. Men det vilde jeg dog nødig tro.
I mener—?
Jeg mener, det er ikke alene som dansk rigsråd eller som Peder Kanzlers forbundsfælle, at Nils Lykke tog sig for at gæste mig. —Skulde jeg fejle, hvis jeg bildte mig ind, at I nede i Danmark kunde have hørt et eller andet, som gjorde eder nyfigen efter nærmere at kende fruen på Østråt.
Det være langt fra mig at nægte—
Besynderligt. Slet intet brev.
—fru Inger Gyldenløves ry er jo altfor vidt udbredt, til at jeg ikke længe skulde have higet efter at se hende ansigt til ansigt.
Så tænkte jeg vel. Men hvad forslår da det at skemte bort en times tid ved natverdsbordet? Hvad der før har været imellem os, vil vi forsøge at slå en streg over. Vel turde det føje sig så, at den Nils Lykke, jeg kender, lagde en skygge over naget til ham, som jeg ikke har kendt. Forlæng nu eders ophold her i nogle dage, herr rigsråd! Olaf Skaktavl tør jeg ikke overtale. Han har jo sine lønlige hverv i Sverig. Hvad derimod eder angår, da har I visstnok i forvejen indledet sagerne så snildt, at eders nærværelse neppe gøres fornøden. Tro mig, I skal ikke komme til at finde tiden lang hos os; i det mindste vil både jeg og min datter opbyde alle kræfter for at være eder ret hjertelig til behag.
Jeg tviler hverken om eders eller eders datters gode sindelag imod mig. Derom har jeg jo fået fuldgode vidnesbyrd. Men I vil visstnok erkende, at min nærværelse andetsteds er uomgængelig fornøden, når jeg desuagtet må erklære det for umuligt at forlænge mit ophold på Østråt.
Nå således!—Véd I hvad, herr rigsråd,—dersom jeg var ondskabsfuld, så kunde jeg falde på at tro, at I var kommen til Østråt for at prøve en dyst med mig. Denne dyst synes I nu I har tabt, og derfor er det eder ukært at dvæle længere på slagmarken mellem vidnerne til eders nederlag.
Der kunde være skellig grund til en slig tydning; men visst er det, at jeg endnu ikke holder slaget for tabt.
Det være nu som det vil; dersom I dvæler nogle dage hos os, så kan det ialfald vindes tilbage. Ja, I ser selv, hvor tvilrådig jeg står og vipper på skillevejen,—overtaler min farlige angriber til ikke at rømme marken. —Nu, rent ud sagt, tingen er denne: eders forbund med de misfornøjede i Sverig forekommer mig endnu noget—ja, hvad skal jeg kalde det?—noget vidunderligt, herr rigsråd! Jeg siger eder dette uden omsvøb, kære herre! Den tanke, som har ledet kongens råd til dette lønlige skridt, tykkes mig såre klog; men den stikker stærkt af mod visse af eders landsmænds fremfærd i de forløbne år. Det må derfor ikke krænke jer, om min lid til eders gode løfter trænger til at støttes lidt bedre, forinden jeg lægger velfærd og gods i eders hænder.
For dette øjemed vilde et længere ophold på Østråt neppe være til nogen nytte; thi jeg agter intet yderligere forsøg at gøre på at rokke eders beslutning.
Da ynker jeg eder af et oprigtigt hjerte. Ja, herr rigsråd,—vel står jeg her som en rådløs enke; men I kan tro mig på mit ord, og jeg spår jer, at der vil komme til at vokse torne for jer af eders rejse til Østråt.
Spår I det, fru Inger?
Tilvisse! Hvad skal man vel sige, kære herre? Menneskene er så klaffersyge nuomstunder. Mere end én spottefugl vil digte smædeviser om eder. Inden et halvt år vil I være i folkemunde; man vil stanse og se efter eder på alfar vej; man vil sige: se; se, der rider herr Nils Lykke, som drog op til Østråt for at fange Inger Gyldenløve, men som blev hængende i sin egen snare. —Nå, nå, ikke så utålmodig, herr ridder! Det er jo ikke min mening; men så vil alle slemme og ondskabsfulde mennesker dømme. Og dem gives der, desværre, nok af!—Ja, det er ilde; men det er sandt og visst,—spot vil blive eders løn,—spot over, at en kvinde var snildere end I. "Listig som en ræv sneg han sig ind på Østråt", vil man sige,—"skamfuld som en hund lusked han igen afgårde". —Og endnu ét: mener I ej, at Peder Kanzler og hans venner vil bede sig fri for eders bistand, når det rygtes, at jeg ikke trøster mig til at stride under eders mærke?
I taler viseligen, frue! Og for ej at udsætte mig for spot,— endvidere, for ej at bryde samvirket med alle de kære venner i Sverig, så nødes jeg til—
—at forlænge eders ophold på Østråt?
Nu går han i fælden!
Nej, min ædle frue;—jeg nødes til at komme overens med eder endnu i denne time.
Men ifald det nu ikke skulde lykkes?
Det vil lykkes.
I er sikker i eders sag, som det lader.
Hvad vædder vi, at I går med på mine og Peder Kanzlers anslag?
Østråt gård mod eders knæspænder!
Olaf Skaktavl,—her ser I herren på Østråt!
Herr rigsråd!—
Hvad nu?
Væddemålet modtager jeg ikke; thi om et øjeblik skænker I mig gerne Østråt gård og mere til, for at fri eder ud af snaren, hvori ikke jeg men I selv er hildet.
Eders skemt begynder at blive noget lystig, herre!
Den bliver lystigere endnu,—i det mindste for mig. I pukker på at have overlistet mig. I truer med at dynge på mig alle menneskers hån og spot. Ah, I skulde vel vogte jer for at egge min hævnlyst; thi jeg kan med to ord bøje eder i knæ for mine fødder.
Ha-ha—!
Og disse to ord, Nils Lykke? Disse to ord—?
—er hemmeligheden om eders og Sten Stures søn.
O, Jesus Krist—!
Inger Gyldenløves søn! Hvad siger I?
Nåde! O, vær barmhjertig—!
Kom til eder selv, og lad os tale besindigt sammen.
Hørte I det, Olaf Skaktavl? Eller var det kun en drøm? Hørte I, hvad han sagde?
Det var ingen drøm, fru Inger!
Og I véd det! I,—I! —Men hvor har I ham da? Hvor har I ham? Hvad vil I gøre med ham?
Dræb ham ikke, Nils Lykke! Giv mig ham igen! Dræb ham ikke for mig!
Ah. jeg begynder at begribe—
Og denne angst—; denne kvælende rædsel—. Jeg har båret på det i mangfoldige år,—og så skulde det briste alt tilhobe, og jeg får friste slig nød og kvide!—Herre min Gud, er dette ret af dig? Var det derfor, du gav mig ham?
Nils Lykke,—sig mig én ting. Hvor har I ham? Hvor er han?
Hos sin fosterfader.
Endnu hos sin fosterfader. O, denne ubønhørlige mand—! Altid har han nægtet mig—. Men det må ikke længer blive således ved! Hjælp mig, Olaf Skaktavl!
Jeg?
Det vil ej være fornødent, såfremt I kun—
Hør mig, herr rigsråd! Hvad I véd, det skal I vide tilbunds. Og I også, gamle trofaste ven!—
Nu vel da! I minded mig før om hin usalige dag, da Knut Alfsøn blev slagen ved Oslo. I minded mig om det løfte, jeg gjorde, da jeg stod ved liget mellem Norges gæveste mænd. Jeg var knapt fuldvoksen dengang; men jeg kendte Guds kraft i mig, og jeg mente, hvad mange har ment sidenefter, at Herren selv havde sat sit mærke på mig og kåret mig til at stride forrest for land og rige.
Var det hovmod? Eller var det en åbenbarelse ovenfra? Jeg er aldrig kommen tilbunds i det. Men ve hver den, som har fået en stor gerning at bære på.
I syv år tør jeg sige, at jeg trolig holdt, hvad jeg havde lovet. Jeg stod sammen med mine landsmænd i trængsler og nød. Alle mine legesøstre sad som hustruer og mødre trindt om i landet. Jeg alene turde ikke høre på nogen bejler. Ikke på nogen. I véd det bedst, Olaf Skaktavl!
Da så jeg første gang Sten Sture. Fagrere mand havde jeg aldrig set tilforn.
Ah, det går op for mig! Sten Sture var den tid i Norge i et hemmeligt ærende. Vi Danske turde ikke vide, at han var velsindet mod eders venner.
Forklædt som en ringe svend leved han en vinter under tag med mig.
Den vinter tænkte jeg mindre og mindre på rigets velfærd. —Så fager en mand havde jeg aldrig set. Og jeg var bleven henimod de fem og tyve år—
Næste høst kom Sten Sture igen. Og da han atter drog bort, tog han med sig i al løndom et spædt barn. Det var ikke menneskenes onde tunger, som jeg frygted, men det vilde have skadet vor sag, ifald det havde rygtedes, at Sten Sture stod mig så nær.
Barnet blev sat til opfostring hos Peder Kanzler. Jeg vented på bedre tider, som snart skulde komme. Aldrig kom de. Sten Sture gifted sig to år efter i Sverig, og da han døde, efterlod han sig enke—
—og med hende en lovlig arving til sit navn og sine rettigheder.
Gang efter gang skrev jeg til Peder Kanzler og bønfaldt ham om at give mig mit barn tilbage. Men han vægred sig stadigen. "Slut eder fast og ubrydelig til os", svared han, "så sender jeg eders søn til Norge; før ikke". Hvor skulde jeg vove det? Vi misfornøjede var dengang ilde set af mange frygtagtige her i landet. Dersom disse fik nys i sagen—o, jeg véd det! for at stække moderen, skulde de gerne have beredt barnet den samme skæbne, som kong Kristjern skulde fristet, om ikke flugten havde frelst ham.
Men foruden det, var også Danskerne virksomme. De forsømte hverken trusler eller løfter for at drive mig over på sin side.
Begribeligt. Alles øjne vogted på eder, som på den vindfløj, de skulde sejle efter.
Nu kom Herluf Hydefads oprør. Mindes I hin tid, Olaf Skaktavl? Var det ikke, som om en solfuld vår gik over hele landet! Stærke røster maned mig at komme udenfor;—men jeg turde det ikke. Jeg sad tvilrådig—langt fra striden—på min ensomme gård. Stundom var det, som om Gud Herren selv råbte på mig; men da kom denne dræbende angst igen og lamslog al vilje. "Hvem vil sejre?" se, det var spørgsmålet, som idelig ringed for mine øren.
Det var en kortvarig vår, som dengang brød frem over Norge. Herluf Hydefad, og mangfoldige med ham, lagdes på stejle og hjul i de måneder, som fulgte på. Mig kunde ingen kræve til regnskab. Og dog mangled det ikke på forblommede trusler fra Danmark. Hvad, om de kendte hemmeligheden? Til slut vidste jeg ikke at tyde det anderledes, end at de kendte den.
I slig en kvidefuld tid var det, at rigshovmester Gyldenløve kom herop og forlangte mig tilægte. Lad en ængstet moder tænke sig i mit sted—! En måned efter var jeg rigshovmesterens hustru,—og hjemløs i mine landsmænds hjerter.
Så kom de stille år. Ingen rejste sig mere. Herrerne kunde trykke os ned så dybt og så tungt de lysted. Der var stunder, da jeg væmmedes over mig selv. Thi hvad havde jeg at gøre? Intet, uden at ængstes, forhånes og føde døtre til verden. Mine døtre! Gud må forlade mig det, ifald jeg ikke har en moders hjerte for dem. Mine pligter som hustru var mig et hoveriarbejde. Hvor kunde jeg så elske mine døtre? O, med min søn var det anderledes! Han var min sjæls eget barn. Han var den eneste, som minded mig om den tid, da jeg var kvinde og intet andet end kvinde. —Og ham havde de taget fra mig! Han vokste op mellem fremmede, som måske såde fordærvelsens sæd i ham! Olaf Skaktavl,— havde jeg, som I, vandret jaget og forladt på højfjeldet, i vinter og uvejr,—hvis jeg havde havt mit barn i mine arme,—tro mig, jeg skulde ikke have sørget og grædt så sårt, som jeg har sørget og grædt for ham fra hans fødsel og til denne time!
Der er min hånd. Jeg har dømt eder for hårdt, fru Inger! Byd og råd over mig som før. Jeg skal lystre. —Ja, ved alle hellige,— jeg véd, hvad det vil sige at sørge for sit barn.
Voldsmænd slog eders. Men hvad er døden mod en hvileløs angst gennem alle de lange år?
Nu vel; det står i eders magt at ende denne angst. Forson de stridende parter, så tænker ingen af dem på at tilegne sig eders barn som borgen for eders troskab.
Dette er himlens hævn—
Sig kort og godt, hvad I fordrer.
Først fordrer jeg, at I skal kalde den nordenfjeldske almue under våben for at støtte de misfornøjede i Sverig.
Og dernæst—?
—at I virker for, at den unge grev Sture kan blive indsat i sin slægts rettigheder som Sverigs styrer.
Han? I fordrer, at jeg—?
Det er mange Svenskers ønske. Også vi vilde være vel tjent dermed.
I betænker eder, min frue? I skælver for eders søns sikkerhed. Hvor kan I da ønske noget bedre, end at se hans halvbroder på tronen?
Vel sandt;—vel sandt—
Medmindre der skulde være andre anslag i gære—
Hvad mener I?
At Inger Gyldenløve pønsed på at blive—kongemoder.
Nej, nej! Giv mig mit barn tilbage, så kan I give kronerne til hvem I vil.
Men véd I da også, om grev Sture er villig—?
Derom kan han selv forvisse eder.
Han selv? Og når?
I denne time.
Hvordan?
Hvad siger I?
Med ét ord, at grev Sture befinder sig på Østråt.
Her?
Det blev eder måske berettet, at jeg red selv anden gennem porten? Greven var min følgesvend.
Jeg er i hans vold. Her er intet valg længer.
Godt, herr rigsråd,—I skal få min forsikring om bistand.
Skriftlig?
Som I begærer.
Endelig sejrer jeg da!
Olaf Skaktavl,—nu ved jeg det med visshed,—Nils Lykke er en forræder!
Hvordan? I tror—?
Han pønser på svig.
Og dog vil I skrive en slig forsikring, som kan volde eders undergang?
Stille; lad mig råde. Nej, vent, og hør først—
Ah, rådslå kun, så meget I lyster! Nu er al fare forbi. Med hendes skrevne tilsagn i lommen kan jeg forklage hende, hvad time det skal være. Endnu i denne nat et hemmeligt bud til Jens Bjelke—. Jeg har mit ord i behold, når jeg forsikrer ham, at den unge grev Sture ikke er på Østråt. Og så imorgen, når vejen er fri,—til Trondhjem med junkeren. Derfra tilskibs med ham som fange til København. Sidder han først i tårnet dernede, kan vi foreskrive fru Inger, hvad kår os lyster. Og jeg—? Efter dette tænker jeg ikke, kongen lægger sendelsen til Frankrig i andre hænder end mine.
Nu, I har altså forstået mig?
Tilfulde. Lad det voves, som I vil.
Herr ridder,—herr ridder!
Uforsigtige! Hvad vil I her? Har jeg ikke sagt, I skulde vente derinde, til jeg kaldte på jer?
Hvor kunde jeg det? Nu, da I har betroet mig, at Inger Gyldenløve er min moder, nu tørster jeg mere end nogensinde efter at se hende ansigt til ansigt—
O, det er hende! Hvor stolt og høj! Således har jeg altid tænkt mig hende. Vær ikke ræd, kære herre;—jeg skal ikke forgå mig. Siden jeg fik denne hemmelighed at vide, kender jeg mig ligesom ældre og sindigere. Jeg vil ikke længer være vild og forfløjen. Jeg vil være som de andre adelige junkere. —Hør, sig mig,—véd hun, at jeg er her? I har vel forberedt hende?
Ja, visst nok har jeg det, men—
Nu?
—hun vil ikke kendes ved jer som søn.
Vil hun ikke kendes ved mig? Men hun er jo min moder. —O, når der ikke er andet ivejen—
—så vis hende denne ring. Jeg har båret den fra mine tidligste år. Den må hun vel vide besked om.
Gem ringen, menneske! Gem den, siger jeg!
I forstår mig ikke. Fru Inger tviler ingenlunde om, at I er hendes barn; men,—ja, se eder om; se al denne rigdom; se alle disse mægtige forfædre og frænder, hvis billeder prunker både højt og lavt på alle vægge; og endelig hun selv, denne stolte kvinde, der er vant til at byde som den første adelsfrue i riget. Tror I, det kan være hende kært at vise frem en fattig, uvidende svend for menneskenes øjne og sige: se her, denne er min søn!
Ja, I har visseligen ret. Jeg er fattig og uvidende. Jeg har intet at byde hende i vederlag for hvad jeg fordrer. O, aldrig har jeg følt mig tynget af min armod før i denne stund! Men sig mig,—hvad tror I, jeg skal gøre for at vinde hendes godhed? Sig mig det, kære herre; I må dog vide det!
I skal vinde land og rige. Men indtil det kan ske, må I vel vogte eder for at såre hendes øren ved at ymte om slægtskab eller sligt. Hun vil te sig, som om hun holdt eder for at være den virkelige grev Sture, så længe til I selv gør eder værdig at kaldes hendes søn.
O, men så sig mig da—!
Stille; stille!
Herr ridder,—her har I mit tilsagn.
Jeg takker eder.
Ah,—denne unge mand er—?
Ja, fru Inger, det er grev Sture.
Træk for træk;—ja, ved Gud,—det er Sten Stures søn!
Vær hilset under mit tag, herr greve! Det hviler i eders hånd, hvorvidt vi inden et år skal velsigne dette møde eller ej.
I min hånd? O, byd mig, hvad jeg skal gøre! Tro mig, jeg har både mod og vilje—
Hvad er det for larm og støj, fru Inger? Det er nogen, som vil her ind. Hvad skal dette sige?
Det er ånderne, som vågner!
Hil være fru Inger Gyldenløve!
Har I sagt dem, hvad der er i gære?
Alt, hvad de behøver at vide, har jeg sagt dem.
Ja nu, mine trofaste husfolk og bønder, nu må I væbne eder, som I bedst véd og kan. Hvad jeg tidligere iaftes satte mig imod, det være eder nu i fuldeste måde tilstedet. Og her stiller jeg frem for eder den unge grev Sture, Sverigs vordende styrer,—og Norges med, hvis Gud så vil det.
Hil ham! Hil grev Sture!
Ånderne vågner, sagde hun? På skrømt har jeg manet oprørsdjævelen frem. Fordømt, om han skulde vokse mig over hovedet!
Af mig modtager I her den første håndsrækning,—treti ridende bønder, som skal følge og beskytte eder. Tro mig,—inden I når grænsen, har mange hundrede stillet sig under mit og eders mærke. Og rejs så med Gud!
Tak,—Inger Gyldenløve! Tak,—og vær sikker på, I skal aldrig komme til at skamme eder over—over grev Sture! Hvis I ser mig igen, da har jeg vundet land og rige!
Ja, hvis hun ser dig igen.
Hestene venter, I gode bønder! Er I så rede—?
Ja, ja, ja!
Hvordan? Det er da vel ikke eders agt allerede nu inat—?
I dette øjeblik, herr ridder!
Nej, nej, umuligt!
Som jeg siger.
Lyd hende ikke!
Hvor kan jeg andet! Jeg vil; jeg må!
Men det er eders sikre fordærv—
Lige godt! Hun har al rådighed over mig—
Og jeg?
Mit ord holder jeg; lid på det. Hemmeligheden skal ikke komme over min mund, før I selv løser mig. Men hun er min moder!
Og Jens Bjelke, som lurer på vejen! Forbandet! Han snapper mig byttet af hænderne—
Vent til imorgen!
Grev Sture,—vil I lyde mig, eller ej?
Tilhest!
Den ulykkelige! Han véd ikke, hvad han gør.
Nu, siden det skal så være,—lev vel!
Nej, stans! Ikke så, herr ridder,—ikke så!
Hvad mener I?
Nils Lykke,—I er en forræder! Stille! Lad ingen mærke, at der er uro i høvedsmændenes lejr. Peder Kanzlers tillid har I vundet ved en djævelsk list, som jeg ikke mægter gennemskue. I har tvunget mig til at øve oprørsfærd,—ikke for at støtte vor sag, men for at fremme eders egne anslag hvilke de end monne være. Jeg kan ikke længer træde tilbage. Men tro ikke derfor, at I har sejret! Jeg skal vide at gøre eder uskadelig—.
Fru Inger!
Vær rolig, herr rigsråd! Det gælder ikke livet. Men udenfor Østråts porte kommer I ikke, før sejren er vor.
Død og ulykke!
Al modstand er unyttig. I slipper ikke herfra. Forhold eder derfor stille; det er det klogeste, I kan gøre.
Ah,—jeg er overlistet. Hun har været snedigere end jeg.
Men om jeg endda—?
Følg grev Stures trop lige til grænsen. Drag så uopholdelig til Peder Kanzler og bring mig mit barn. Nu har han ikke længer nogen grund til at forholde mig, hvad mit er.
Vent; et kendemærke—. Den, der bærer Sten Stures ring, det er den rette.
Ved alle hellige, I skal få ham!
Tak,—tak, min trofaste ven!
Altså,—se at liste dig ud. Lad ingen se dig. En fjerdingvej herfra ligger Svenskerne i baghold. Fortæl befalingsmanden, at grev Sture er død. Den unge mand der må ikke antastes. Sig befalingsmanden det. Sig ham, at junkerens liv er mig tusender værd.
Det skal ske.
Og rejs nu alle med Gud!
Denne ædle ridder der kan ikke bekvemme sig til så hastig at forlade sine venner på Østråt. Han vil vente her hos mig til sejersbudskabet kommer.
Djævel!
Tro mig,—I skal ikke komme til at vente længe!
Det er godt; det er godt!
Alt kan endnu vindes. Hvis bare mit bud kommer betids til Jens
Bjelke—
Og han der hensættes under sikker bevogtning i borgekælderen.
Jeg?
Finn!
Der brast mit sidste anker.
I borgekælderen!
Afsted! Tilhest,—tilhest! Hil være Inger Gyldenløve!
Hvem sejrer?
Hvem? Ja, ve dig;—sejren blir dyrekøbt. Jeg vasker mine hænder. Det er ikke mig, som myrder ham.
Men mit bytte undslipper mig lige fuldt. Og oprøret vokser og breder sig!—Ah, det er et dumdristigt, et afsindigt spil, jeg her har indladt mig i!
Der rider de raslende ud igennem porten. —Nu stænges der efter dem;—og her står jeg igen som fange.
Ikke nogen mulighed for at slippe bort! Inden en halv time falder Svenskerne over ham. Han har treti vel væbnede ryttere med sig. Det vil gå på livet løst.
Men hvis de nu alligevel fangede ham levende?—Var jeg blot fri, så kunde jeg indhente Svenskerne, inden de nåde grænsen, og få ham udleveret.
Hvad er det? Sang og strengeleg. Det kommer ligesom over fra jomfru Elines kammer. Ja, det er hende, som synger. Altså oppe endnu—
Eline! Ah, hvis det gik an! Hvis det lod sig gøre, at—. Og hvorfor skulde det ikke lade sig gøre? Er jeg ikke endnu mig selv? I visen heder det:
Og hun—? —Eline Gyldenløve skal frelse mig!
Den kløgtigste i landet kalder de mig. Jeg tror, jeg er det også. Den kløgtigste—. Der er ingen, som véd, hvorfor jeg er den kløgtigste. I mere end tyve år har jeg stridt for mit barns frelse. Det er nøglen til gåden. Det gir vid i panden, det!
Vid? Hvor er min kløgt bleven af inat? Hvor har jeg min omtanke henne? Det ringer og suser for mine øren. Jeg ser skikkelser for mig, så livagtigt, at jeg kunde gribe i dem.
Herre min Jesus,—hvad er dette? Er jeg ikke længer rådig over min forstand? Skulde det komme dertil, at jeg—?
O, det er intet. Det går over. Det har ingen nød;—det går over.
Hvor her er fredsælt i salen inat. Hverken fædre eller frænder ser truende på mig. Det trænges ikke at hænge dem indad imod væggen.
Ja, vel var det, at jeg endelig tog mod til mig. Vi vil sejre;— og så står jeg ved målet. Jeg får mit barn igen.
Ved målet? Ved målet? At få ham tilbage? Kun det,—og så intet videre?
Dette flygtige ord, som Nils Lykke således kasted hen i vind og vejr—. Hvorledes kunde han se min ufødte tanke?
Kongemoder. —Kongemoder, sagde han. —Og hvorfor ikke? Har ikke min slægt før mig rådet som konger, om de end ikke bar kongenavnet? Har ikke min søn den samme adkomst til Sture- slægtens rettigheder, som den anden? I Guds øjne har han det,—så sandt der ellers er retfærd i himlen.
Og disse rettigheder har jeg i angstens stund fraskrevet ham. Jeg har med ødsel hånd bortskænket dem, som løsepenge for hans frihed.
Om de nu kunde vindes tilbage?—Vilde det fortørne himlen, om jeg—? Skal jeg tro, det kunde kalde nye trængsler ned over mig, ifald jeg—? —Hvem véd;—hvem véd! Det tør være sikrest at forsage.
Jeg får jo mit barn igen. Det må være nok. Jeg vil søge hvile. Alle de forvovne tanker,—dem vil jeg sove fra mig.
Kongemoder!
Alt er stille. Jeg må afsted.
O, så lad mig endnu en eneste gang se dig ind i øjnene, førend du forlader mig.
Eline!
Kommer du aldrig mere til Østråt?
Hvor kan du tvile på det? Er du ikke fra nu af min trolovede?— Men vil du også være mig tro, Eline? Vil du ikke forglemme mig, inden vi atter mødes?
Om jeg vil være dig tro? Har jeg da længer nogen vilje? Mægted jeg vel at være dig utro, selv om jeg vilde det?—Du kom ved nattetid; du banked på min dør;—og jeg lukked dig ind. Du talte til mig. Hvad var det du talte? Du stirred mig ind i øjet. Hvad var det for en gådefuld magt, der dåred mig og kogled mig ind som i et trolddoms-net?
O, se ikke på mig, Nils Lykke! Du må ikke se på mig efter dette—. Tro, siger du? Du har mig jo. Jeg er jo din;— må være det—i al evighed.
Nu, ved min ridder-ære, så skal du også, inden året er omme, sidde som frue i min fædreneborg!
Ingen løfter, Nils Lykke! Sværg mig intet til.
Hvad fattes dig? Hvorfor ryster du så sørgmodigt med hovedet?
Fordi jeg véd, at de bløde ord, som dåred mit sind, dem har du tilhvisket mangfoldige før mig. Nej, nej, vredes ikke, du elskede! Jeg bebrejder dig intet, således som jeg gjorde, da jeg endnu ikke kendte dig. Nu skønner jeg jo, hvor højt du sigter over alle andre. Hvor kan elskov være dig andet end en leg og kvinden et legetøj?
Eline,—hør mig!
Jeg er vokset op under lyden af dit navn. Jeg hadede dette navn, fordi mig tykkedes, at alle kvinder krænkedes ved din færd. Og dog,—hvor forunderligt,—når jeg i drømme bygged op mit eget vordende liv, da var altid du min helt, uden at jeg selv vidste det. Nu skønner jeg det hele. Had var det ikke jeg følte. Det var en anende, gådefuld længsel efter dig, du eneste,—efter dig, som engang skulde komme for at forklare mig al livets herlighed.
Hvorledes er det fat med mig? Denne svimle, hendragende magt—. Er det således at føle kærlighed, da har jeg aldrig vidst det før i denne stund. —Skulde det ikke endnu være tid—? Ah, dette forfærdelige med Lucia!
Hvad er det? Så tungt et suk—
O, intet,—intet!
Eline,—nu vil jeg skrifte ærligt for dig. Jeg har bedraget både med ord og med øjne, og til mangfoldige har jeg sagt, hvad jeg i denne nat har tilhvisket dig. Men tro mig—
Stille! Ikke mere derom. Min kærlighed er jo intet vederlag for den, du skænker mig. O nej; jeg elsker dig, fordi ethvert af dine øjekast er et kongebud, som byder det.
O, lad mig endnu engang præge dette kongebud dybt i mit sind, skønt jeg vel véd, at herinde står det prentet for tid og for evighed.
Du gode Gud,—hvor jeg har været blind for mig selv! Endnu iaftes sagde jeg til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min stolthed". Hvad er da min stolthed? Er det at vide mine landsmænd fri, eller min slægt hædret over lande og riger? O, nej; nej! Min kærlighed er min stolthed. Den lille hund er stolt, når den tør sidde ved sin herres fødder og snappe brødsmuler af hans hånd. Således er også jeg stolt, så længe jeg tør sidde ved dine fødder, medens dine ord og dine øjne nærer mig med livsens brød. Se; derfor siger jeg til dig, hvad jeg nys sagde til min moder: "for at kunne leve må jeg bevare min kærlighed"; thi i den ligger min stolthed nu og alle dage.
Nej, nej,—ikke for mine fødder, men ved min side er din plads,— og det, hvor højt skæbnen end kunde falde på at stille mig. Ja, Eline,—du har ført mig ind på en bedre vej; og vorder det mig engang forundt ved en berømmelig dåd at sone, hvad jeg i min vilde ungdom har øvet, da skal hæderen være din og min tilhobe.
O, du taler, som om jeg endnu var den Eline, der iaftes slængte blomsterkosten for din fod.
I mine bøger har jeg læst om det brogede liv i fjerne lande. Under hornets klang stævner ridderen ud i den grønne lund med falken på sin hånd. Således stævner også du gennem livet;—dit navn klinger foran dig, hvor du drager hen. —Alt, hvad jeg begærer af denne herlighed, er at få hvile som falken ved din arm. Som den var også jeg blind for lyset og for livet, indtil du løste bindet fra mine øjne og lod mig svinge mig op over løvtoppene. —Men, tro mig,—hvor dristigt jeg end spiler mine vinger, så vender jeg dog altid tilbage til mit bur.
Så byder jeg også forgangenheden trods! Se her;—tag denne ring, og vær min for Gud og mennesker,—min—selv om de døde skulde få urolige drømme derover.
Du gør mig ilde tilmode. Hvad er det, som—?
Det er intet. Kom nu; lad mig sætte ringen på din finger. —Se så;—nu har jeg fæstet dig!
Jeg Nils Lykkes brud! Det tykkes mig som en drøm, alt, hvad her er hændt i denne nat. O, men det er en fager drøm! Jeg er så let om brystet. Der er ikke længer bitterhed og had i min hu. Jeg vil gøre al min uret god igen. Jeg har været ukærlig mod min moder. Imorgen går jeg ind til hende; hun må forlade mig, hvad jeg har fejlet.
Og give sit minde til vor pakt.
Det vil hun. O, jeg tror det visst. Min moder er god; alle mennesker er gode;—jeg bærer ikke længere nag til nogen,— undtagen én.
Undtagen én?
Ak, det er en sørgelig fortelling. Jeg havde en søster—
Lucia?
Kendte du Lucia?
Nej, nej; jeg har kun hørt hende nævne.
Også hun gav sit hjerte til en ridder. Han bedrog hende;—nu er hun i himlen.
Og du—?
Jeg hader ham.
Had ham ikke! Er der barmhjertighed i dit sind, så tilgiv ham, hvad han har syndet. Tro mig, han bærer straffen i sit eget bryst.
Ham tilgiver jeg aldrig! Jeg kan ikke, selv om jeg vilde det; thi så dyrt har jeg svoret—
Hys! Kan du høre—?
Hvilket? Hvor?
Udenfor; langt borte. Der rider mange mænd på landevejen.
Ah, det er dem! Og jeg, som glemmer—! Hidover kommer de. Så er der stor fare! Jeg må afsted!
Men hvorhen? O, Nils Lykke, hvad dølger du—?
Imorgen, Eline—; thi, ved Gud, da kommer jeg igen. —Nu hurtig,—hvor er løngangen, som du nævnte?
Gennem gravkælderen. Se,—her er lemmen—
Gravkælderen!
Lige godt; reddes må han!
Rytterne er lige udenfor—
Nu velan—
Gå frem gennem gangen indtil kisten med dødningehovedet og det sorte kors; det er Lucias—
Lucias! Fy—!
Hvad siger du?
O, intet. Det var liglugten, som gjorde mig svimmel.
Hør; nu hamrer de på porten!
Ah, det er for sent—!
Hvad er det, Bjørn? Hvad er det?
Overfald! Grev Sture—
Grev Sture? Hvad han?
Har de dræbt ham?
Hvor er eders moder?
Fru Inger! Fru Inger!
Jeg véd alting. Ned i borggården med jer! Hold porten åben for vore venner, men lukket for alle andre.
Det var altså snaren, herr rigsråd!
Inger Gyldenløve, tro mig—!
Et baghold som skulde fange ham op, så snart I havde fået hint tilsagn, der kan fælde mig!
Her er eders tilsagn. Jeg beholder intet, som kan vidne imod eder.
Hvad gør I?
Jeg beskærmer eder fra denne stund. Har jeg forsyndet mig imod eder,—nu, ved himlen, så vil jeg også prøve på at oprette min brøde. Men ud må jeg nu, om jeg så skal hugge mig igennem porten! —Eline,—sig din moder alt! —Og I, fru Inger, lad vort regnskab være glemt! Vær højmodig—og taus! Tro mig, I skal komme til at vide mig stor tak, før dagen gryr.
Ret så! Jeg forstår ham!
Nils Lykke—? Nu—?
Han har banket på min dør og sat denne ring på min finger.
Og han har dig kær af hjertet?
Det har han sagt, og jeg tror ham.
Snildt handlet, Eline! Ha-ha, min herr ridder, nu begynder jeg!
Min moder,—I er så besynderlig. O, ja, jeg véd nok,—det er min ukærlige færd, som har fortørnet eder.
Visst ikke, kære Eline! Du er en lydig datter. Du har lukket ham ind; du har hørt på hans fagre ord. Jeg fatter tilfulde, hvad det har kostet dig; thi jeg kender jo dit had—
Men, min moder—!
Stille! Vi har mødt hinanden i vore anslag. Hvorledes bar du dig ad, mit kløgtige barn? Jeg så elskoven lyse ud af ham. Hold ham nu fast! Drag ham tættere og tættere ind i garnet; og så—. Ah, Eline, om vi kunde slide hans ménsvorne hjerte sønder i brystet på ham!
Ve mig;—hvad er det I siger?
Lad ikke modet svigte dig. Hør på mig. Jeg véd ordet, som skal holde dig oppe. Så vid da—
Nu kæmper de udenfor porten. Besindighed! Snart gælder det—
Vid da, Nils Lykke var den, der lagde din søster i graven.
Lucia!
Det var ham, så sandt der er en hævner over os!
Da stå mig himlen bi!
Eline—?!
Jeg er hans trolovede for Gud.
Ulykkelige barn,—hvad har du gjort?
Forbrudt mit hjertes fred. —God nat, min moder!
Ha-ha-ha—! Det bærer nedad bakke med Inger Gyldenløves slægt. Det var den sidste af mine døtre.
Hvorfor kunde jeg ikke tiet? Havde hun intet vidst, så var hun kanske bleven lykkelig—på en måde.
Det skulde så være. Det står skrevet hist oppe i stjernerne, at jeg skal bryde den ene grønne gren efter den anden, indtil stammen står bladløs tilbage.
Lad gå; lad gå! Nu får jeg min søn igen. På de andre, på mine døtre vil jeg ikke tænke.
Regnskab? Gøre regnskab?—Ah, det er først på den store uvejrsdag—. Det varer længe, førend den kommer.
Hej,—slå porten i!
Grev Stures røst—!
Vel mødt igen, Inger Gyldenløve!
Hvad har I tabt?
Mit rige og mit liv!
Og bønderne? Mine svende;—hvor har i dem?
Ådslerne vil I finde langs landevejen. Hvem der har taget resten, skal jeg ikke kunne sige jer.
Grev Sture! Hvor er I?
Her; her!
Ak, Olaf Skaktavl, også I—!
Det var ugørligt at slippe igennem.
I er såret, ser jeg!
Å, jeg har en finger mindre; det er det hele.
Hvor er Svenskerne?
I hælene på os. De bryder porten op—
O, Jesus! Men nej, nej! Jeg kan ikke,—jeg vil ikke dø!
Et smuthul, fru Inger! Er her ingen krog, hvor vi kan dølge ham?
Men dersom de gennemsøger gården—?
Ja, ja; så vil de finde mig! Og at slæbes bort til fangenskab, eller at klynges op—! O nej, Inger Gyldenløve,—det véd jeg forvisst,—det vil I aldrig tåle!
Nu brast låsen.
Der stormer mange mennesker ind i portrummet.
Og nu at lade mit liv! Nu, da det først ret skulde begynde! Nu, da jeg så nylig har fået vide, at jeg har noget at leve for. Nej, nej, nej!—Tro ikke, at jeg er fejg, Inger Gyldenløve! Hvis der bare måtte forundes mig så mange levedage, at jeg—
Jeg hører dem alt nedenunder i borgestuen.
Han må reddes—hvad det end skal koste.
O, det vidste jeg nok;—I er ædel og god!
Men hvordan? Når vi ikke kan skjule ham—
Ah, jeg har det; jeg har det! Hemmeligheden—!
Hemmeligheden?
Ja visst; eders og min!
Krist i himlen,—kender I den?
Frå først til sidst. Og nu, da livet står på spil—. Hvor er herr Nils Lykke?
Flygtet.
Flygtet? Da stå Gud mig bi; thi kun ridderen kan løse min tunge. —Men livet er mere end et løfte værd! Når den svenske høvedsmand kommer—
Hvad så? Hvad vil I gøre?
Købe liv og frihed;—åbenbare ham alt.
O nej, nej;—vær barmhjertig!
Der er jo ingen anden redning. Når jeg har fortalt ham, hvad jeg nu véd—
Så er I frelst?
Ja, ja! Nils Lykke vil tale min sag. I ser, det er det yderste middel.
Det yderste middel? I har ret;—det yderste middel tør hvermand friste.
Se, derinde kan I skjule eder så længe.
Tro mig,—aldrig skal I komme til at angre eders færd.
Det give Gud, I sagde sandhed!
Forstod I, hvad han mente?
Den niding! Han forråder eders hemmelighed. Han vil ofre eders søn for at frelse sig selv.
Når det gælder livet, sagde han, så må det yderste middel forsøges. —Godt og vel, Olaf Skaktavl,—det ske, som han sagde!
Hvad mener I?
Liv mod liv! Én af dem må gå under.
Ah,—I vil—?
Hvis ikke han derinde gøres stum, forinden han får den svenske høvedsmand i tale, så er min søn tabt for mig. Ryddes han derimod tilside, så vil jeg med tiden gøre fordring på alle hans adkomster til fromme for mit eget barn. Da skal I se, at der endnu er malm i Inger Ottisdatter. Lid på det,—længe skal I ikke komme til at bie på den hævn, som I nu i tyve år har tørstet efter. —Hører I? Der kommer de opover trapperne! Olaf Skaktavl,— det hviler på eder, om jeg imorgen skal være som en barnløs kvinde eller—
Det ske! Jeg har endnu en rørig næve i behold.
Inger Gyldenløve,—ved mig skal ikke eders navn dø ud.
Tør jeg også vove—?
Nej, nej,—det må ikke ske!
Nu er det forbi. Alting er stille derinde. —Du så det, Gud,—jeg betænkte mig! Men Olaf Skaktavl var for rap på hånden.
Er det gjort?
For ham kan I være tryg;—han forråder ingen.
Han er altså stum?
Seks tommer stål i brystet. Jeg fældte ham med min venstre hånd.
Ja, ja,—den højre var også for god til sligt.
Det må I om;—tanken var eders. —Og nu til Sverig! Fred med jer så længe! Når vi næste gang træffes på Østråt, kommer jeg selv anden.
Blod på mine hænder. Dertil skulde det altså komme!—Han begynder at blive mig dyrekøbt nu.
Tilgiv, hvis I er husets frue—
Er det grev Sture, I leder efter?
Det er så.
I er i så fald ikke på vildspor. Greven har søgt tilflugt hos
mig.
Tilflugt? Forlad, min højædle frue,—men den mægter I ej at give ham; thi—
Hvad I der siger, har nok greven selv begrebet; og derfor har han,—ja, se selv efter—, derfor har han aflivet sig.
Aflivet sig?
Se selv efter, som jeg sagde. Der inde vil I finde liget. Og da han nu allerede er stedet for en anden dommer, så er det min bøn, at han føres herfra med al den ære, som det sømmer sig hans adelige byrd. —Bjørn, du véd, i lønkamret har min egen kiste stået rede i mange år.
I den beder jeg, at I vil føre grev Stures lig til Sverig.
Det skal ske, som I byder.
Løb du med dette budskab til herr Jens Bjelke. Han holder med resten af rytterne borte på landevejen. Vi andre får gå her ind og—
Dersom ikke grev Sture sådan i en skynding havde sagt verden farvel, så var han inden en måned klynget op i galgen eller sat i bur for sin levetid. Havde han været bedre tjent med en slig lod?
Eller også havde han købt sig fri ved at spille mit barn i mine fienders vold. Er det så mig, der har dræbt ham? Værner ikke ulven selv om sin yngel? Hvo tør da fælde dommen over mig, fordi jeg hug en klo i den, der vilde røve mit kød og blod?—Det er noget, som måtte så være. Enhver moder havde gjort som jeg.
Men det er ikke tid til ørkesløse tanker nu. Virke må jeg.
Jeg vil skrive til alle venner rundt om i landet. Alle må de nu rejse sig og støtte den store sag. En ny konge—; rigsstyrer først, og så konge—
Hvem vil de vælge i den dødes sted? —Kongemoder—? Det er et vakkert ord. Der er kun én hage ved det;—denne hæslige lighed med et andet ord. —Kongemoder og— kongemorder. —Kongemorder,— det er den, der tager en konges liv. Kongemoder,— det er den, der skænker en konge livet.
Nu vel; jeg vil give vederlag for, hvad jeg har taget. —Min søn skal vorde konge!
Det er altid noget uhyggeligt, så længe en ligger lig i et hus. Det er derfor jeg kender mig så selsomt tilmode.
Ikke det? Hvoraf skulde det ellers komme?
Er der da så stor en forskel på at fælde en fiende og at slå en ihjel? Knut Alfsøn havde med sit sværd kløvet mangen pande; og dog var hans egen så rolig som et barns. Hvorfor ser jeg da altid dette—
—dette stød imod hjertet—og så den røde blodflom bagefter?
Herefter vil jeg ikke vide noget af slige stygge syner. Jeg vil være virksom både dag og nat. Og om en måned—om en måned kommer min søn til mig—
Var det eder, som ringede, min frue?
Du skal hente flere lys. Herefterdags vil jeg have mange lys i stuen.
Nej, nej, nej;—jeg kan ikke føre pennen inat! Det brænder og værker i mit hoved—
Hvad er det? Å, de skruer låget til på kisten derinde.
Dengang jeg var barn, fortalte de mig eventyret om ridder Åge, som kom med kisten på sin bag. —Dersom nu han derinde en nat fik det indfald at komme med kisten på sin bag og takke for lån?
Hm,—vi voksne har ikke noget med vor børnetro at skaffe.
Men slige eventyr duger alligevel ikke! De volder urolige drømme. Når min søn vorder konge, skal de forbydes.
Hvor længe plejer det gemenligen vare, forinden et lig begynder at rådne? Alle stuer skal luftes ud. Så længe ikke det er gjort, er det usundt at leve her.
Det er ret. Lad mig se du kommer ihug, hvad jeg sagde dig. Mange lys på bordet! —Hvad tager de sig nu for derinde?
De holder endnu på at skrue kistelåget fast.
Skruer de det godt fast?
Så godt, som det behøves.
Ja, ja,—du kan ikke vide, hvor godt det behøves. Se efter, at det gøres forsvarligt.
Bjørn, du er en gammel mand; men jeg vil lægge dig én ting på hjerte. Vær på din post mod alle mennesker,—både mod dem, som er døde og mod dem, som skal dø. —Gå nu ind—gå ind og se efter, at de skruer kistelåget godt fast.
Jeg kan ikke blive klog på hende.
Dersom jeg var fejg, så havde jeg aldrig i evighed gjort dette her! Dersom jeg var fejg, så havde jeg skreget til mig selv: hold inde, mens du endnu har en slump salighed i behold for din sjæl!
Der ler han livagtigt ned til mig! Fy!
Hvorfor lo du? Var det, fordi jeg handled ilde med din søn? Men den anden,—er ikke også han din søn? Og han er min tillige; mærk dig det!
Så vilde, som inat, har jeg aldrig set dem før. De har øjnene med mig, hvor jeg står og går.
Men jeg vil ikke vide af det! Jeg vil have fred i mit hus!
Ja, om det så var den hellige jomfru Maria selv—. Synes du det nu er på tide—? Hvorfor hørte du aldrig mine bønner, når jeg så brændende bad om at få mit barn tilbage? Hvorfor? Fordi munken i Wittenberg har ret: Der er ingen mellem Gud og menneskene!
Det er såre godt, at jeg véd besked om de ting. Der er ingen, som har set, hvad der gik for sig derinde. Der er ingen, som kan vidne imod mig.
Min søn! Mit elskede barn! Kom til mig! Her er jeg!—Hys! Jeg vil sige dig noget. Jeg er forhadt deroppe—hinsides stjernerne— fordi jeg fødte dig til verden. Det var meningen med mig, at jeg skulde bære Gud Herrens mærke over riget. Men jeg gik min egen vej. Det er derfor, jeg har måttet lide så meget og så længe.
Frue, jeg har at melde—. Krist fri mig,—hvad er dette?
Stille; stille! Jeg er kongemoder. De har kåret min søn til konge. Det holdt hårdt, forinden det kom så vidt;—thi det var med den vældige selv, jeg havde at stride.
Han er frelst! Jeg har Jens Bjelkes løfte. Fru Inger,—vid at—
Stille, siger jeg! Se, hvor det vrimler af mennesker.
Nu kommer kroningstoget. Hvilken stimmel! Alle nejer de sig for kongemoderen. Ja, ja; hun har også stridt for sin søn—så længe til hun fik røde hænder deraf. —Hvor er mine døtre? Jeg ser dem ikke.
Guds blod,—hvad er her sket?
Mine døtre;—mine fagre døtre! Jeg har ingen mere. Jeg havde én igen, og hende misted jeg, da hun skulde stige i brudesengen.
Lucia lå lig i den. Der var ikke plads for to.
Ah,—dertil er det altså kommet! Herrens hævn har rammet mig.
Kan I se ham? Se, se! Det er kongen. Det er Inger Gyldenløves søn! Jeg kender ham på kronen og på Sten Stures ring, som han bærer om halsen. —Hør, hvor lystigt det klinger. Han nærmer sig! Jeg har ham snart i min favn! Ha, ha,—hvem sejrer, Gud eller jeg?
Liget!—
Fy; det er en hæslig drøm.
Død! Altså dog—
Selv har han—
Han selv—?
Hys!
Ja, rigtig;—nu kommer jeg det altsammen ihug.
Sæt liget ned. Det er ikke grev Sture.
Tilgiv, herr ridder;—men denne ring, som han bar om sin hals—
Ti; ti!
Ringen? Ringen!
Sten Stures ring!
O, Jesus Krist,—min søn!
Hendes søn?
Inger Gyldenløves søn?
Så er det.
Men hvorfor sagde I mig ikke—?
Hjælp; hjælp! Min frue,—hvad fattes eder?
Hvad der fattes—? Én kiste til. En grav hos mit barn—
End of the Project Gutenberg EBook of Fru inger til Østråt, by Henrik Ibsen
*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU INGER TIL ØSTRÅT ***
***** This file should be named 15669-h.htm or 15669-h.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
https://www.gutenberg.org/1/5/6/6/15669/
Produced by David Starner, Louise Hope and the Online Distributed
Proofreading Team.
Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.
Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties. Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark. Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission. If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy. You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research. They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks. Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.
*** START: FULL LICENSE ***
THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK
To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).
Section 1. General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works
1.A. By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement. If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.
1.B. "Project Gutenberg" is a registered trademark. It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement. There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement. See
paragraph 1.C below. There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works. See paragraph 1.E below.
1.C. The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works. Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States. If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed. Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work. You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.
1.D. The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work. Copyright laws in most countries are in
a constant state of change. If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work. The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.
1.E. Unless you have removed all references to Project Gutenberg:
1.E.1. The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:
This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever. You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org
1.E.2. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges. If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.
1.E.3. If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder. Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.
1.E.4. Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.
1.E.5. Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.
1.E.6. You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form. However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form. Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.
1.E.7. Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.
1.E.8. You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that
- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
you already use to calculate your applicable taxes. The fee is
owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
has agreed to donate royalties under this paragraph to the
Project Gutenberg Literary Archive Foundation. Royalty payments
must be paid within 60 days following each date on which you
prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
returns. Royalty payments should be clearly marked as such and
sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
address specified in Section 4, "Information about donations to
the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."
- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
License. You must require such a user to return or
destroy all copies of the works possessed in a physical medium
and discontinue all use of and all access to other copies of
Project Gutenberg-tm works.
- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
electronic work is discovered and reported to you within 90 days
of receipt of the work.
- You comply with all other terms of this agreement for free
distribution of Project Gutenberg-tm works.
1.E.9. If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark. Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.
1.F.
1.F.1. Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection. Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.
1.F.2. LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees. YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3. YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.
1.F.3. LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from. If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation. The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund. If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund. If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.
1.F.4. Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.
1.F.5. Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law. The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.
1.F.6. INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.
Section 2. Information about the Mission of Project Gutenberg-tm
Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers. It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.
Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come. In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.
Section 3. Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation
The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service. The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541. Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising. Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.
The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations. Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org. Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org
For additional contact information:
Dr. Gregory B. Newby
Chief Executive and Director
gbnewby@pglaf.org
Section 4. Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation
Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment. Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.
The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States. Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements. We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance. To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org
While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.
International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States. U.S. laws alone swamp our small staff.
Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses. Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations. To donate, please visit: https://pglaf.org/donate
Section 5. General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.
Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone. For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.
Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included. Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.
Most people start at our Web site which has the main PG search facility:
https://www.gutenberg.org
This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.