HENRIK IBSEN

————

SAMLEDE VÆRKER

MINDEUDGAVE

———

FØRSTE BIND

KRISTIANIA OG KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDEL
NORDISK FORLAG
——
CENTRALTRYKKERIET
KRISTIANIA
1908

Forord.

Første Akt.

Anden Akt.

Tredje Akt.

KÆRLIGHEDENS KOMEDIE
(1862)

Nærværende digt er skrevet i sommeren 1862 og første udgave udkom samme års vinter.

Men jeg begik den fejl at udgive bogen i Norge. Både tid og sted var uheldigt valgt. Digtet vakte en storm af uvilje, voldsommere og mere udbredt end de fleste bøger skal kunne rose sig af i et samfund, hvis overvejende flerhed ellers betragter literære anliggender som sig så temmelig uvedkommende.

Modtagelsen overraskede mig for øvrigt ikke. "Den sunde realisme", som vi Nordmænd, ialfald for realismens om end ikke for sundhedens vedkommende med føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt til i det bestående at se det berettigede, i opgavens løsning at se dens idé. Denne betragtningsmåde skaber et inderligt velbefindende, men just ikke så megen klarhed.

Da jeg nu i min komedie efter bedste evne svang pisken over kærligheden og ægteskaberne, var det i sin orden, at de mange skreg på kærlighedens og ægteskabets vegne. Den tankens tugt og dressur, som kræves for at begribe vildfarelsen, har flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende almenhed kun ufuldstændigt gennemgået. Det er imidlertid ikke min sag at give noget kursus. Et forord er ingen abc.

Til Danmark kom der i sin tid neppe synderlig flere eksemplarer af digtet, end de, der tilstilledes de københavnske blade til anmeldelse.

For den kritik, som dersteds blev min bog tildel, har jeg overhovedet al grund til at være taknemmelig. Mangen bemærkning derfra har været vækkende for mig, og når jeg desuagtet, med undtagelse af nogle sproglige rettelser, lader denne nye udgave udkomme i uforandret skikkelse, så sker det, fordi jeg ved den mellemliggende tid og udvikling er kommen for langt bort fra digtet, til at jeg skulde kunne håbe ved ændringer hist og her at kunne tilveiebringe nogen organisk forbedring af det, som nu engang er og må være kernen i det hele.

 ———

   Rom, i januar 1867.

FRU HALM, en embedsmands enke.

GULDSTAD, grosserer.

STYVER, kopist.

FRØKEN SKÆRE, hans forlovede.

STRÅMAND, prest fra landet.

FRU STRÅMAND, hans kone.

STUDENTER, GÆSTER, FAMILJER og FORLOVEDE PAR.

PRESTEFOLKENES OTTE PIGEBØRN.

FIRE TANTER, EN HUSJOMFRU, EN OPPASSER, TJENESTEPIGER.

(Handlingen foregår på fru Halms løkke ved Drammensveien.)

Se, det var visen, som De bad mig om;—

bær over med den; jeg er tanketom.

Å, hvad gør det, når bare visen klinger?

Men Svanhild, som så ivrig var især—?

Da Falk begyndte, fik med ét hun vinger;

nu er hun borte.

Det barn! Gud véd, når jeg får skik på hende!

Men sig, herr Falk, mig syntes visens ende

var mindre rig på—sådan—poesi,

som ellers findes hist og her deri.

Ja, og det var dog ganske visst så let,

at få lidt mer mod slutningen placeret.

Man kliner ind, lig kit i revnet bræt,

til den blir fed nok, spækket, marmoreret.

Ja, det går glat; jeg husker det så godt

ifra mig selv.

Min kæreste? Gud ja!

Han er romantisk af sig.

Nu ikke mere; det er lang tid siden.

Fernis og romantik går af med tiden.

Men forhen altså—?

den tid, jeg var forelsket.

jeg trode ej din elskovsrus udsovet!

Nu er jeg jo officielt forlovet;

det er jo mere end forelsket, véd jeg!

Ret så, min gamle ven, jeg holder med dig!

Du avanceret har, beståt det sværeste:

forfremmelsen fra elsker og til kæreste.

Det er dog sært! Jeg skulde fast forsvoret

mit mindes faktiskhed i dette nu.

For syv år siden,—vil du tro det, du?

Jeg gjorde vers i stilhed på kontoret.

Du gjorde vers—ved pulten?

Silentium, nu har kopisten ordet!

Især om aftningen, når jeg var fri,

jeg konciperte remser poesi,

så lange, som—ja to-tre brukne ark.

Det gik!

så traved hun—

papir, se det var hende lige godt.

Så poesien flommed lige flot?

Men hør, hvorledes brød du ind i templet?

Ved hjælp af kærlighedens brækjern, ven!

Med andre ord, så var det frøken Skære,

min kæreste, som hun blev senere hen,

for dengang var hun—

Det var en selsom tid; min jus jeg glemte;

min pen jeg spidsed ej, nej, jeg den stemte,

og når den i konceptpapiret rev,

det klang som melodi til hvad jeg skrev;—

omsider expederte jeg et brev

til hende—hun—

Tænk, samme dato indløb hendes svar;

andragendet bevilget,—sagen klar!

Og du, du følte dig ved pulten større;

du havde bragt din elskov på det tørre!

Naturligvis.

Nej, jeg har aldrig siden mærket trang;

det var med ét, som om mig åren svigted;

og når jeg prøver nu en enkelt gang

at sætte sammen blot et nytårsvers,

så kommer rim og versemål på tvers,

og,—jeg forstår ej, hvad det stikker i,—

men det blir jus og ikke poesi.

Og derfor er, min sjæl, De lige god!

De tror nu færgen over lykkens flod

er bare til, for Dem at sætte over;

men se Dem for, ifald De farten vover.

Hvad Deres vise angår, véd jeg ej

om den poetisk er i alle ender;

men hvordan end De visen snor og vender,

den har en slet moral, det siger jeg.

Hvad skal man kalde slig økonomi:

at lade alskens fugle æde karten

før den får tid til moden frugt at bli;

at lade kør og får få græsse fri

herinde sådan udpå sommerparten?

Jo, her blev vakkert næste vår, fru Halm!

Å, næste, næste! Tanken er mig kvalm,

som i det slappe ord "det næste" ligger,

det gør hver glædens rigmand til en tigger!

Hvis jeg som sprogets sultan måtte råde

en time kun, det silkesnoren fik,

og skulde ud af verden uden nåde,

som b og g af Knudsens grammatik.

Hvad har du da imod det håbets ord?

At det formørker os Guds fagre jord.

"Vor næste kærlighed", "vor næste viv",

"vort næste måltid" og "vort næste liv",—

se, den forsynlighed, som heri ligger,

den er det, som gør glædens søn til tigger.

Så langt du ser, forstygger den vor tid,

den dræber nydelsen af øjeblikket;

du har ej ro, før du får båden vrikket

imod den "næste" strand med slæb og slid;

men er du fremme,—mon du da tør hvile?

Nej, du må atter mod et "næste" ile.

Og sådan går det—fort væk—udaf livet,—

Gud véd, om bag et stoppested er givet.

Men fy, herr Falk, hvor kan De tale så!

O, det han siger, kan jeg godt forstå;

der må dog noget sandt på bunden være.

Sligt må min kæreste ej høre på,

han er ekscentrisk nok.—Å hør, min kære;

kom hid et øieblik!

Ja, ét er mig dog i det mindste klart:

at De bør holde noget mer i ære

forsynligheden; tænk Dem blot, ifald

De skrev et digt idag og satte al

den dyre restbeholdning ind deri,

som De på lager har af poesi,

og fandt, De intet havde mer tilbedste,

når De imorgen digtede det næste;—

da fik kritiken Dem nok i kalotten.

Jeg tviler på, den mærked bankerotten;

da slentred arm i arm kritik og jeg

gemytligt frem jo på den samme vej.

Men sig mig, Lind, hvad går der dog af dig?

Du sidder her den hele tid så sturen;

studerer du måske arkitekturen?

Jeg? Hvorfor falder du på det?

du har ej øjet fra altanen hist.

Er det verandastilens brede buer,

som du med slig dybsindighed beskuer?

Hvad heller dørens kunstigt skårne hængsler,

og vindus-lugerne med ditto stængsler?

For noget er det, som din tanke fængsler.

Nej, du tar fejl; jeg sidder her og lever.

Berust i nuet intet mer jeg kræver.

Jeg har en følelse, som om jeg stod

med verdens rigdom drysset for min fod!

Tak for din sang om glædens liv i våren;

den var som af mit eget indre skåren!

En skål for blomsten, der den dufter smukt,

foruden tanke på at vorde frugt!

Vil mine damer høre; det var nyt!

Her har jeg letvindt gjort en proselyt.

Igår han gik med salmebog i lommen,

idag han kækt trakterer digtertrommen.—

Man påstår vel, at vi poeter fødes;

men stundom kan en prosaist dog gødes

så ubarmhjertigt, som en strasburgsk gås,

med rimet sludder og med metrisk vås,

så alt hans indre, lever, sjæl og krås,

når ud det krænges, findes ganske fuldt

af lyrisk ister og retorisk smult.

Men tak for resten for din gode mening;

herefter slår vi harpen i forening.

Ja De, herr Falk, De er vel flittig nu?

I landlig ro,—her mellem blomstergrene,

hvor De kan færdes for Dem selv alene—

Nej, han er doven, så det er en gru.

Jeg havde tænkt, De, som fru Halms logerende,

var bleven rigtig stærkt poetiserende.

Det lille havehus, bag løvet gemt,

det ligger for en digter så bekvemt;

der synes mig, De måtte blive stemt—

Dæk mine øjnes spejl med blindheds skimmel,

så skal jeg digte om den lyse himmel.

Skaf mig, om blot en månedstid på borg,

en kval, en knusende, en kæmpesorg,

så skal jeg synge livets jubel ud.

Og helst, min frøken, skaf mig blot en brud,

som er mig alt, mit lys, min sol, min Gud.

Jeg har om den ting supplicert Vorherre,

men han har hidtil vist sig døv, desværre.

Fy, det er jo frivolt!

Å, De må ikke tro det var min agt

at gå med hende under arm på "Kurland";

nej, midt i lykkens vilde jubeljagt

hun måtte gå til evighedens urland.

Jeg trænger til lidt åndig gymnastik,

som jeg på den vis måske grundigst fik.

Godt, jeg skal be for Dem om slig en skæbne;

men når den kommer,—bær den som en mand.

Å, frøken Svanhild!—Jo, jeg skal mig væbne.

Men tror De også, at jeg stole kan

på Deres bøn, som noget rigtigt virkende?

Med himlen, ser De, må man omgås lirkende.

Jeg véd jo nok, De vilje har for to

til mig at skille ved min sjælero;

men om De også har behørig tro,

se, det er sagen.

og gulner livets lyse, grønne sommer,—

vent til den nager vågen og i drømme,

så kan om styrken af min tro De dømme.

Men vil I to da aldrig holde fred?

Nu har du gjort herr Falk for alvor vred.

Der lyste visshed ud af hendes blikke.

Mon jeg skal tro, som hun det tror så trygt,

at himlen vil—

Den var da, med respekt, og brav forrykt,

om den effektuerte slige ordres.

Nej, ser De, gode hode,—hvad der fordres,

det er motion for arme, ben og krop.

Lig ikke her og glo i løvet op

den lange dag; hugg ved om ikke andet.

Det måtte også være rent forbandet,

om ikke inden fjorten dage De

for Deres gale nykker da var fri.

Jeg står som æslet, snørt i valgets bånd;

til venstre har jeg kød, til højre ånd;

hvad var vel visest her at vælge først.

Først et glas punsch, det slukker harm og tørst.

Men den er otte snart; nu tror jeg næsten

det er på tiden vi kan vente presten.

Hvad? Skal her komme prester?

Det var jo det, som jeg fortalte sidst—

Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede.

Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist;

tro mig, af det besøg De høster glæde.

Men sig, hvem er han da, den glædens såmand?

Å Herregud, det er jo presten Stråmand.

Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn,

og læst, at han skal ind og gøre gavn,

som stortingsmand, på politikens marker.

Ja, han er taler.

Nu kommer han med frue—

At more dem i forvejen lidt, de hulde,—

for siden får han begge hænder fulde

med svenske spørsmål og med statsrådsgarvinger;

jo, jeg forstår.

Ja, i sin ungdom var han nu en skalk.

Nå så, herr Guldstad! Alt fra jeg var liden

har jeg hørt tale dog med stor respekt,—

og det af folk, hvis ord har megen vægt,—

om presten Stråmand og hans livs roman.

Roman?

som ej af hverdagsfolk vurderes kan.

De spænder min nysgerrighed gigantisk.

Men Gudbevars, der gives altid visse,

som af det rørende sig lader hidse

til railleri! Det er jo velbekendt,

at her var en, som bare var student,

der var så fræk, så ryggesløs, så usel,

at kritisere selve "William Russell".

Men sig, er oplandspresten da et digt,

et kristent drama eller noget sligt?

Nej Falk,—et menneske, på hjerte rigt.

Men når en så at sige livløs ting

kan forårsage slige ondskabssting

og vække fæle lidenskabers mængde

af slig en dybde—

Så vil, med Deres skarpe blik, De snart

begribe at—

Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,

det er romanens indhold og dens art.

Jeg kan nok ane, det er noget nydeligt;

men hvis det lod sig sige i en fart—

Jeg skal af sagens fakta ekstrahere

det vigtigste.

jeg kan fortælle—

Å nej, fru Halm, nu er jeg alt på vej.

Ser De, herr Falk,—han gjaldt, som kandidat,

for et af hovedstadens bedste hoder,

forstod sig på kritik og nye moder—

Og spillede komedie privat.

Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte,—

Og husk, hvor pent historier han fortalte.

Ja giv dog tid; jeg kan det på en prik.

Han skrev og komponerte selv musik

til noget, som en—forelægger fik;

det kaldtes "Syv sonetter til min Maren".

Å Gud, hvor sødt han sang dem til guitaren!

Ja, det er visst, at han var genial!

Hm, somme mente nu, at han var gal.

En gammel praktikus, som ikke henter

sin visdom blot af mugne pergamenter,

har sagt, at kærligheden gør Petrarker

så let, som fæ og ladhed patriarker.

Men hvem var Maren?

hans elskede, som snart De lærer kende.

Hun var en datter af et kompagni—

Et trælasthus.

For det var hollandsk last de gjorde i.

Sligt hører til den trivielle side.

Et kompagni?

De kan vel tænke, hvor der kur blev gjort;

der meldtes friere af første sort.—

Og mellem dem sågar en kammerjunker.

Men Maren værged kækt om kvindens ret.

Hun havde Stråmand mødt i "Dramatiken":

at se og elske ham, det var nu ét—

Og bejlerskaren måtte stå i stikken?

Og læg så til en gammel grusom far,

som bare gik omkring og skilte hjerter;

jeg tror der også en formynder var,

for endnu mer at øge deres smerter.

Men hun blev ham og han blev hende tro;

de drømte sammen om et stråtækt bo,

et snehvidt får, som kunde nære to.—

Ja i det højeste en liden ko,—

Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte,

en bæk, en hytte og hinandens hjerte.

Ak ja! Og så—?

Hun brød—?

Og flytted til sin Stråmand op på kvisten.

Hun flytted op! Foruden—sådan—vielse?

Å fy!

står blandt forloverne—!

af faktum er det, som forvolder tvisten.

I referater har det megen vægt

at ordne kronologisk og korrekt.

Men jeg kan aldrig få det i mit hode,

hvor de kom af det—

at får og ko ej med på kvisten bode.

Å, du skal vel betænke ét, min gode:

Man trænger ej, hvor kærligheden troner;

to ømme hjerter klarer sig med lidt.

Han elsked hende til guitarens toner,

og hun gav på klaver informationer—

Og så, forstår sig, tog de på kredit—

Et år, til handelshuset gik fallit.

Men så fik Stråmand kald et steds der nordpå.

Og i et brev, jeg siden så, han spor på,

han leved blot for pligten og for hende.

Og dermed var hans livs roman til ende.

Ja nu jeg tror vi går i haven ned;

vi må jo se, om vi dem har i vente.

Det er alt svalt.

mit uldne sjal.

Min ven!

Jeg er så glad;—jeg tror mit bryst må sprænges,

ifald jeg ikke får fortalt—

du skal forhøres først, så dømmes, hænges.

Hvad er nu det for adfærd? Lægge skjul

for mig, din ven, på skatten, du har fundet;—

for tilstå kun, formodningen er grundet:

Du trukket har et lod i lykkens hjul!

Ja, jeg har fanget lykkens fagre fugl!

Så? Levende,—og ej i snaren kvalt?

Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.

Jeg er forlovet! Tænk—!

idag,—Gud véd, hvor jeg tog modet fra!

Jeg sagde,—å, sligt lar sig ikke sige;

men tænk dig,—hun, den unge, smukke pige,

blev ganske blussende,—slet ikke vred!

Nej, kan du skønne, Falk, hvad jeg har vovet!

Hun hørte på mig,—og jeg tror hun græd;

det er jo gode tegn?

Og, ikke sandt,—da er vi jo forlovet?

Jeg må formode det; men for at være

aldeles tryg, så rådspørg frøken Skære.

O nej, jeg véd, jeg føler det så trygt!

Jeg er så klar, så sikker, uden frygt.

Hør, jeg fik lov at holde hendes hånd,

da hun tog kaffetøjet bort fra bordet!

Nå, vårens blomster da i eders bånd!

Og det skal være højt og helligt svoret,

at jeg vil elske hende til min død,

så varmt som nu:—ja, for hun er så sød!

Forlovet! Derfor var det da, du slang

på hylden både loven og profeterne.

Og du, som trode, at det var din sang—!

Min ven, så stærk en tro har tidt poeterne.

Tro ellers ikke, Falk, at teologen

er fra min lykkes time dreven ud.

Der er den forskel kun, at ikke bogen

forslår som jakobsstige til min Gud.

Nu må jeg ud og søge ham i livet;

jeg føler mig i hjertet mere god,

jeg elsker strået, krybet for min fod;

det er jo også del i lykken givet.

Men sig mig nu—

min rige gåde, som vi tre vil dele.

Ja, men jeg mener, har du tænkt lidt fremad?

Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne stund

jeg lever i det vårlige sekund.

Jeg vender øjet mod min lykke hjemad;

der holder skæbnens tømmer jeg og hun.

Ej du, ej Guldstad,—ja, ej selv fru Halm

tør sige til min friske livsblomst: "Falm!"

Thi jeg har vilje, hun har varme øjne,

og derfor må den, skal den opad højne!

Ret så, min broder, dig har lykken brug for!

Mit livsmod brænder lig en vilter sang;

jeg kender mig så stærk; lå der et slug for

min fod,—hvor gabende,—jeg over sprang!

Det sige vil i simpelt prosasprog:

Din kærlighed har gjort dig til et rensdyr.

Nå,—farer jeg med renens vilde tog,

jeg véd, til hvem min længselsfugl imens flyr!

Så får den alt imorgen til at flyve;

du følger med kvartetten jo tilfjelds.

Jeg lover for, du trænger ingen pels—

Kvartetten! Pyt,—lad den alene klyve!

For mig er højfjeldsluft i dalens bund;

her har jeg blomsterne og fjordens vidder,

her har jeg løvsalsang og fuglekvidder,

og lykkens huldre,—ja for her er hun!

Ak, lykkens huldre her i Akersdalen

er sjelden, som en elg; hold fast i halen.

Hys,—Svanhild—

hvad der er mellem dig og mig og hende.

Tak for du tog min hemlighed! Begrav den

i hjertet,—dybt og varmt, som jeg dig gav den.

De ser så visst på mig—?

i øjets sjø det skygger over bunden,

det leger skjul med spottens alf om munden,

det er der.

De heder Svanhild?

Men véd De, frøken, at det navn er latterligt?

Gør mig til vilje; kast det bort ikveld!

Fy,—det var egenmægtigt, lidet datterligt—

Hm, "Svanhild"—"Svanhild"—

memento mori alt fra De var liden?

Er det da stygt?

men altfor stort og stærkt og strengt for tiden.

Hvor kan en nutidsfrøken fylde ud

den tanke, navnet "Svanhild" i sig fatter?

Nej, kast det bort, som et forældet skrud.

De tænker nok på sagakongens datter—

Som skyldfri knustes under hestens hov.

Men sligt er jo forbudt i vor tids lov.

Nej, højt i sadlen! I min stille tanke

jeg drømte tidt mig båren på dens ryg,

jog ud i verden vidt, jog kæk og tryg,

mens vinden slog som frihedsflag dens manke!

Ja det er gammelt. I den "stille tanke",

der ænser ingen af os grind og skranke,

der ræddes ingen for at bruge sporen;—

i gerning holder vi os smukt til jorden;

thi livet er i grunden hvermand kært,

og der er ingen, som et dødsspring vover!

Jo, peg på målet, og jeg sætter over!

Men da må målet være springet værd.

Et Kalifornien bag ørkensandet,—

hvis ikke, blir man, hvor man er, i landet.

Nå, jeg forstår Dem; det er tidens fejl.

Ja netop tidens! Hvorfor sætte sejl,

når ingen luftning stryger over fjorden?

Ja hvorfor slide pisken eller sporen,

når ingen gylden indsats står som skænk

til den, der river sig fra bord og bænk

og jager fremad, båren højt i sadlen?

Slig færd for færdens skyld tilhører adlen,

og adelsfærd i vor tid kaldes tant;

så var nok meningen?

se pæretræet, som ved gærdet står,—

hvor det er goldt og blomsterløst iår.

Ifjor De skulde set, hvor det stod kækt

med kronen krøget under frugtens vægt.

Det vil jeg tro; men hvad er deraf læren?

Å, iblandt andet, at det fast er frækt,

når vor tids Sakarias kræver pæren.

Har træet overblomstret sig ifjor,

så må iår ej fordres samme flor.

Jeg vidste nok, De fandt det rette spor igen

i romantiken—bagud i historien.

Ja—vor tids dyd er af en anden slags.

Hvem ruster sig for sandhed nutildags?

Hvem er personens indsats vel tillags?

Hvor findes helten?

Og hvor er valkyrien?

Valkyrien bruges ej i dette land!

Da troen truedes ifjor i Syrien,

gik De da did som korsets svorne mand?

Nej, på papiret var De varm som taler,—

og sendte "kirketidenden" en daler.

Falk, er De vred?

se, det er alt.

to uforligte—

Men grunden!

at gå omkring med frækt udringet sjæl,

lig godtfolks kærlighed i alle gader,—

at gå omkring med blottet hjertevarme,

som unge kvinder går med nøgne arme!

De var den eneste,—De, Svanhild, De—

så tænkte jeg,—nå, den ting er forbi—

De lytter—?

hys! Hører De! hver kveld, når solen daler,

da kommer flyvende en liden fugl,—

se der,—der kom den frem af løvets skjul—

véd De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,

som her på jord blev nægtet sangens gave,

hun fik af Gud en liden fugl til ven—

for én kun skabt og for den enes have.

Da gælder det, at fugl og ejer mødes,

skal ej dens sang i fremmed have ødes.

Ja det er sandt; men jeg har fundet min.

Jeg fik ej ordets magt, ej sangerstemme;

men kvidrer fuglen i sit grønne gemme,

det er som digte daled i mit sind—

nu ja—de dvæler ej—de flyver bort—

o Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!

O det var syndigt, syndigt!

for øje, Svanhild,—ikkun tand for tand!

Nu får De ingen hilsen fra det høje,

og ingen gave mer fra sangens land.

Se, det er hevnen over Deres værk!

Mit værk?

slog i mit bryst en sangfugl kæk og stærk.

Se—nu kan klokken over begge kime,—

De har den dræbt!

min unge, glade sejrstro til jorden—

da De forloved Dem!

Å ja, den ting er sagtens i sin orden;

han tar eksamen, får sig straks en stilling,—

han går jo til Amerika som prest—

Og arver nok en ganske vakker skilling;—

ja, for det er vel Lind De mener?

må De vel vide—

bør jeg jo—

hin lykkens overflod? Ak nej desværre!

Det er ej Dem! O, priset være Gud!

O, han er god og kærlig dog, Vorherre!

Jeg får ej se Dem som en andens brud;—

det var kun smertens lys han vilde tænde—

O hør mig, Svanhild—hør mig—

Nu har vi prestens lige på minuttet.

Hvor blev du af?

Lidt ondt i hodet; det går over snart.

Og endda går du her med håret bart?

Hold theen færdig; ryd så op i stuen;

Pent må her være, for jeg kender fruen.

Véd du besked om prestens politik?

Jeg tror ej han for dyrtidstillæg stemmer.

Men dersom nu et lidet vink han fik

om versene, som jeg i pulten gemmer?

Det mulig hjalp.

det kniber for os nu, vi bo skal sætte.

De elskovssorger, de er ikke lette.

Tilpas; hvad vilde du på den galej!

Er elskov en galej?

med lænker, trælleliv og frihedstabet.

Du kender ej den kapital, som bor

i kvindens tanker og i kvindens ord.

Tror du grossereren vil endossere?

Jeg véd ej visst endnu; jeg skal probere.

Jeg kan ej dy mig længer; i en fart

jeg forestille må—

og ingen uvedkommende indvie

i det, som eders er—

for dig, min medlogerende i huset,

jeg skulde holdt min unge lykke skjult!

Nej, nu, mit hode har fåt håret gult,—

Nu vil du gøre dig dit hode kruset?

Ja, kære bedste ven, hvis det er meningen,

så skynd dig blot og deklarer foreningen!

Det har jeg også tænkt af flere grunde,

og deriblandt er én især af vægt;

sæt for eksempel, at her findes kunde

en kurtisør, som lusked om fordækt;

sæt at hans hensigt trådte frem påtageligt,

som frieri; det var dog ubehageligt.

Ja, det er sandt; jeg havde ganske glemt,

du var til noget højere bestemt.

Som elskovs friprest står du midlertidigt;

sent eller tidlig skal der avanceres;

men det er selv mod skik og vedtægt stridigt,

om allerede nu du ordineres.

Ja dersom ej grossereren—

Å, det er noget, Lind kun ind sig bilder.

Sig ikke det; det aner mig han skiller

mig ved min lykke, når og hvor han kan.

Den fyr er jo en daglig gæst herude,

er rig og ugift, fører jer omkring;

kort sagt, min elskte, der er tusend ting,

som ej kan andet os end ondt bebude.

O det var synd; her var så godt idag.

Ja slip ej lykken for en rodløs grille;

vent i det længste før du toner flag.

Gud! Frøken Skære ser på os; ti stille!

Der går han til sin ungdoms nederlag.

Nå, står man her og grunder på et digt?

Nej, på et drama.

jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.

Nej, dette her er også af en anden,

en ven af mig, ja af os beggeto;—

en fejende forfatter kan De tro.

Tænk Dem, fra middagstider og til kveld

han digtet har en hel idyl til ende.

Og slutningen er god!

at teppet falder først—med ham og hende.

Men det er blot en del af trilogien;

bagefter kommer nok forfattersvien,

når nummer to, forlovelsens komedie,

skal digtes gennem lange akter fem,

og stoffets tråd skal spindes ud af dem

til ægteskabets drama, som det tredje.

Man skulde tro forfatterlyst var smitsom.

Så? Hvorfor det?

jeg også går og grunder på en digtning,—

en faktisk en,—foruden alskens svigtning.

Og hvem er helten, om man spørge tør?

Det siger jeg imorgen, ikke før.

Det er Dem selv!

En bedre helt var sikkert ikke mulig.

Men nu heltinden? Hun skal sikkert hentes

fra landets friluft, ej fra byens kvalm?

Hys,—det er knuden og med den må ventes!—

Sig mig, hvad synes De om frøken Halm?

Å, hende kender De visst meget bedre;

min dom kan hverken skæmme eller hædre.—

Men vogt Dem bare, at det ej går galt

med dette "digt", hvorom De har fortalt.

Sæt at jeg kunde Deres tillid svige

og omkalfatre udfald og intrige.

Nå ja, så vilde jeg mit Amen sige.

Det er et ord?

det var jo dumt, om Deres hjælp blev vraget

af en, der regnes må til fuskerlaget.

Du havde ret; grossereren går om

med morderplaner mod din unge lykke.

Der kan du se, at ej min frygt var tom;

vi må på timen ud med sproget rykke.

Et dejligt vejr ikveld.

når man er oplagt—

med Deres kærlighed?

Men med forlovelsen?

Hurra; du er da ikke blank og bar

for poesiens småmynt, kan jeg høre!

Jeg skønner ej, hvad poesien har

med mig og min forlovelse at gøre.

Du skal ej skønne det; hvis elskov grunder

sit eget væsen ud, da går den under.

Men er det noget, som kan rettes på,

så ud med det.

funderet på at foredrage sagen,

men kan ej frem til konklusionen nå.

Jeg hjælper dig og skal mig fatte kort:

Alt fra du op til kæreste var rykket,

så har du følt dig, så at sige, trykket—

Ja det til sine tider endog hårdt.

Har følt dig svært betynget af forpligtelser,

som du gav fanden, hvis det blot gik an;

se det er tingen.

Jeg har fornyet som en punktlig mand;

men mere kommer til i næste måned;

når man sig gifter, får man jo en kone—

Nu er påny din ungdomshimmel blånet,

det var en genklang af din sangtids tone!

Så skal det være; jeg forstod det straks;

du trængte blot til vinger og en saks!

En saks?

hvert bånd itu, så bort du kunde slippe,

og flyve ud—

At sigte mig for brudd på statens lov!

Jeg skulde tænke på at absentere mig?

Sligt er jo attentat på at blamere mig,—

verbalinjurier!

Hvad er din mening da? Så tal dog—tal!

Ja, selv De kommer til at klare tanken!

hvad handles om?

Et lån!

for hundred daler eller så omtrent.

Å nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!

Hvad er der nu!

Hurra; trompetens lyd forkynder sødt,

at dig en broder er i Amor født!

Tænk, Lind og Anna,—tænk Dem, han har fåt hende!

Nu er de kærester!

som går forsørget ud fra dette hus;

syv søsterdøtre,—alle med logerende—

Nå, her vil komme nok af gratulerende!

Min ven, jeg går som i en salig rus!

Hys;—som forlovet mand du medlem er

af salighedens mådeholdsforening;

lyd laugets love;—ingen orgier her!

Nå, herr grosserer!

spår dette lykke for dem begge to.

De bær jo sorgen med prisværdig ro.

Det glæder mig.

Jeg mener blot, at eftersom De nærede

forhåbning for Dem selv—

Ja, i det mindste var De nær på vej;

De nævnte frøken Halm; her stod De jo

og spurgte—

Det er—den anden, søsteren, De mener!

Ja, søsteren, den anden,—netop hende.

Lær denne søster nærmere at kende,

og døm så selv, om ikke hun fortjener

at lægges mærke til en smule mer,

end her i huset nu for tiden sker.

Hun har visst alle gode egenskaber.

Just ikke alle; selskabstonen har

hun ej det rette greb på; der hun taber—

Ja det er slemt.

en vinter til det, vædder jeg hun viger

for ingen anden.

Ja, det er mærkeligt med unge piger!

De er som vinterrugens sæd at se;

de spirer uformærkt i frost og sne.

Fra jul er balsalonen deres hjem—

Der gødsles med skandaler og med blamer—

Og når så forårsvarmen bryder frem—

Så skyder op småbitte grønne damer!

Hvor klogt jeg gjorde; over al forstand—

jeg føler mig så lykkelig og sikker!

Se der er kæresten; fortæl hvordan

man sig som nyforlovet elsker skikker!

Sligt drøftes nødigt med en tredjemand.

I slet humør! Jeg skal til Anna klage.

Hvor kan man sligt et menneske fordrage!

Du tog for resten fejl af ham,—

Det var ej Anna, som han tænkte på.

Hvad! Var det Svanhild?

Tilgiv mig, martyr for en fremmed sag!

Hvad mener du?

avisen?

der står om en, som fik, på skæbnens bud,

sin gode friske kindtand trukket ud,

fordi en fætter af ham led af tandværk.

Der kommer presten!

Fem, seks, syv, otte børn—

Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt!

Velkommen, hjerteligt velkommen!

Her er visst gæstebud—

For gør vi bryderi—

De kommer så tilpas, som tænkes kunde;

min datter Anna blev forlovet just.

Så lad mig vidne;—elskov,—kærligheden,—

det er en skat, som ikke møl og rust

fortære kan,—hvis der er noget ved den.

Men hvor det dog var smukt, De tog de små

herind til byen med Dem.

vi har foruden disse her.

Tre af dem er for små til allerede

at fatte tabet af en kærlig fader

i stortingstiden.

Å, hvorfor vil De alt så tidlig gå?

Jeg må til byen og fortelle nyheden;

hos Jensens véd jeg man går sent til ro;

jo, tanterne blir glade, kan De tro.

Min søde Anna, skil dig nu ved blyheden;—

imorgen er det søndag; gratulanter

vil strømme over dig fra alle kanter!

Godaften da!

en dråbe the? Fru Stråmand, vær så god!

Nu vil vi sværme! Styver, ser du hist,

hvor Luna sidder svømmende på tronen!

Nej, men du ser jo ikke!

jeg tænkte bare på obligationen.

Alt er som afbrændt, dødt;—en trøstløs jammer—!

Slig går man gennem verden, to og to;

tilhobe står de, som de sorte stammer,

en skogbrand levned på den øde mo;—

så langt, som synet rækker, er kun tørke,—

o, bringer ingen livets friske grønt!

Jo én—jo én—!

Og er ej ræd? Nej, mørket er just skønt.

Men sig mig, ræddes ikke De derinde,

hvor lampen lyser på de gustne lig—

O fy!

han stred med verden om en elsket kvinde;

som vedtægts kirkestormer manden gjaldt,

hans kærlighed slog ud i glade sange—!

Se på ham nu! I kisteklæder lange,—

et tobensdrama om, hvor dybt han faldt!

Og fruentimret med det slunkne skørt,

med skæve sko, som klasker under hælene,

hun er den vingemø, som skulde ført

ham ind til samfundsliv med skønhedssjælene.

Hvad er igen af flammen? Næppe røgen!

Sic transit gloria amoris, frøken!

Ja, det er uselt, uselt dog, det hele:

jeg véd ej nogens lod, jeg vilde dele.

Nu vel, vi to gør oprør mod en orden,

som ej naturens er, men kunstigt skabt!

Da, tro De mig, vort forbunds sag var tabt,

så visst, som det, vi træder på, er jorden.

Nej, der er sejr, hvor to går frem i enighed.

Vi vil ej sogne mer til platheds kirke,

som led af trivialitetens menighed!

Se, målet for personlighedens virke

er dog at stå selvstændig, sand og fri.

Det svigter ikke jeg og ikke De.

Et sjæleliv i Deres årer banker,

De ejer varme ord for stærke tanker.

De vil ej tåle formens snørliv lagt

om Deres hjerte, frit må det pulsere;

De fik ej stemme til at sekundere

i fælleskoret efter vedtægts takt.

Og tror De ikke smerten mangen gang

mit syn har mørknet og gjort barmen trang?

Jeg vilde bryde mine egne veje—

Ja, i den stille tanke?

Men så kom tanterne med gode råd,—

de skulde sagen drøfte, granske, veje—

den stille tanke, siger De; nej kækt et

forsøg jeg vovede—som malerinde.

Og så?

men frihedstrangen lod sig ikke binde;

bag stafeliet søgte den teatret—

Den plan blev sagtens også omkalfatret?

Ja efter forslag af den ældste tante;

hun foretrak en plads som gouvernante—

Men dette her har ingen før mig sagt!

Naturligvis, de tog sig vel i agt.

De frygted nok, "min fremtid" skulde lide,

hvis unge herrer fik den sag at vide.

Jeg ante længst, at Deres lod blev slig.—

Jeg mindes grant, da første gang jeg så Dem,

hvor lidt De tyktes mig de andre lig,

og hvor fast ingen evned at forstå Dem.

Om bordet sad det pyntelige lag,

hvor theen dufted,—passiaren surred,

mens frøkner rødmed og mens herrer kurred,

lig tamme duer på en lummer dag.

Religionens og moralens sag

blev talt af modne møer og matroner,

og husligheden prist af unge koner,

mens De stod ensom, lig en fugl på tag.

Og da så sladderen til slut var steget

til thevandsbakkanal og prosasvir,—

da skinned De som sølvet, vægtigt præget,

imellem stemplet kobber og papir.

De var en mynt ifra et fremmed rige,

blev her beregnet efter anden kurs,

var neppe gangbar i en kvik diskurs

om vers og smør og kunst og mer deslige.

Da—just som frøken Skære havde ordet—

Mens kæresten stod bag, som ridder bold,

og bar sin hat på armen lig et skjold—

Da nikked Deres moder over bordet:

"Drik, Svanhild, førend theen bliver kold".

Og De drak theen ud, den lunkne, vamle,

som den blev nydt af unge og af gamle.

Men navnet tog mig i det samme nu;

den vilde Vølsungsaga med sin gru,

med sine faldne ætters lange række,

mig tyktes ind i vor tid sig at strække;

jeg så i Dem en Svanhild nummer to,

i andre former, efter tiden lempet.

Bag reglens løgnflag er for længe kæmpet,

nu fordrer fylkingen forlig og ro;

men hånes loven i en samtids brøde,

da må for slægtens synd en skyldfri bløde.

Jeg tænkte mindst, at slige fantasier,

så blodige, fik liv i thevandsdunst;

men det er sagtens Deres mindste kunst

at høre ånders røst, hvor ånden tier.

Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres spot

der glitrer tårer,—o, jeg ser det godt.

Og jeg ser mer; er De i støvet trådt,

og æltet til et ler, hvis form ej huskes,

da skal af hver en tusendkunstner fuskes

med modellerkniv plumpt og dumt og råt.

Vorherres gerning verden plagierer,

den skaber Dem påny—i eget billed;

den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.

Og er De slig på postamentet stillet,

da jubler den: Se nu er hun normal!

Se hvilken plastisk ro; som marmor sval!

Bestrålt af lys fra lampen og fra kronen

hun passer dejligt til dekorationen!

Men skal De åndigt dø, da lev forinden!

Vær min i Herrens vårlige natur;

De kommer tidsnok i det gyldne bur.

Der trives damen, men der sygner kvinden,

og ene hende elsker jeg i Dem.

Lad andre få Dem i det nye hjem;

men her, her sprang min første livsvår ud,—

her skød mit sangertræ de første skud;

her fik jeg vingers flugt;—hvis De ej svigter,

jeg véd det, Svanhild,—her, her blir jeg digter!

O, hvorfor siger De mig dette nu?

Det var så smukt, når vi i frihed mødtes.

De skulde tiet; skal da lykken støttes

af løftets ord, for ej at gå itu!

Nu har De talt, og nu er alt forbi.

Nej, jeg har pegt på målet, sæt nu over,

min stolte Svanhild,—hvis De springet vover.

Vær kæk; vis, De har mod at være fri!

At være fri?

at gøre heltud fyldest i sit kald;

og De, det véd jeg, blev af himlen viet

til værn for mig mod skønheds syndefald.

Jeg må, som fuglen jeg blev opkaldt efter,

mod vinden stige, skal jeg højden nå;

De er den luftning, jeg kan vugges på;

ved Dem får først min vinge bærekræfter.

Vær min, vær min, til De blir verdens eje,—

når løvet falder, skilles vore veje.

Syng Deres sjælerigdom i mig ind,

og jeg skal give digt for digt tilbage;

så kan De ældes under lampeskin,

som træet gulner, uden kval og klage.

Jeg kan ej takke for den gode vilje,

skønt klart den viser Deres hjertelag.

De ser på mig, som barnet på en silje,

der skæres kan til fløjte for en dag.

Ja, det er bedre end i sumpen stå,

til høsten kvæler den med tåger grå.

De må! De skal! Ja, det er Deres pligt

at skænke mig, hvad Gud Dem gav så rigt.

Hvad De kun drømmer, gror i mig til digt!

Se fuglen der,—uvittigt jeg den slog;

den var for Dem, som sangens bøgers bog.

O, svigt mig ikke; syng for mig som den,—

mit liv skal give digt for sang igen!

Og når De kan mig, og når jeg er tom

og sunget har min sidste sang fra grenen,—

hvad så?

O ja, jeg husker De kan bruge stenen.

Det er den frihedssjæl De pralte med,—

den, som gad vove, når kun målet var der!

Jeg har Dem målet vist; giv nu et svar, der

for evigt strækker til.

På Deres veje kan jeg aldrig nå Dem.

Så nok om den ting; lad så verden få Dem.

De finder visst, at det er meget latterligt,

hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?

Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;

De kan kun føle søsterligt og datterligt;—

herefter taler jeg med hansker på,

slig vil vi to hinanden bedst forstå.—

Nu vil jeg sige Dem et alvorsord

til tak for frelsens hånd, De vilde rakt mig.

De brugte før et billed, som har vakt mig

til klar forstand på Deres "flugt fra jord".

De ligned Dem med falken, der må stævne

mod vinden, dersom den skal højden nå;

jeg var det vift, der bar Dem mod det blå,—

foruden mig var magtløs Deres evne.—

Hvor jammerligt! Hvor småt i et og alt,—

ja latterligt, som selv til slut De aned!

I frugtbar jordbund lignelsen dog faldt;

thi for mit syn en anden frem den maned,

der ej, som Deres, hinker lam og halt.

Jeg så Dem, ej som falken, men som dragen,

som digterdrage, dannet af papir,

hvis eget jeg en biting er og blir,

mens sejlgarnssnoren udgør hovedsagen.

Den brede brystning var som skreven fuld

af fremtidsveksler på poetisk guld;

hver vinge var en bundt af epigrammer,

som slår i vejr og vind, men ingen rammer;

den lange hale var et tidens digt,

der skulde synes slægtens fejl at piske,

men som kun drev det til så småt at hviske

om et og andet, der har brudt sin pligt.

Slig lå De magtesløs for mig og bad:

"Å, sæt mig op i vester eller øster!

Å, lad tilvejrs mig gå med mine kvad,

selv om det koster skænd af mor og søster!"

Ved Gud i himmelen—!

til slig en børneleg er jeg for stor;

men De, som fødtes til en åndens dåd,—

De nøjes med en flugt mod skyens kyster

og hænger Deres digtliv i en tråd,

som jeg kan slippe når og hvor jeg lyster!

Hvad skriver vi idag?

lad denne dag en mærkedag Dem være;

lad farten gå for egne vingers flugt,

så får det enten briste eller bære.

Papirets digtning hører pulten til,

og kun den levende er livets eje;

kun den har færdselsret på højdens veje;

men vælg nu mellem begge den De vil.

Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:

jeg sunget har min sidste sang fra grenen;

det var min eneste; nu er jeg tom;

hvis nu De lyster, kan De kaste stenen!

Hvad? sang? Nå ja—det er nok Linds kvartet,

den øver jublen ind; se det er ret!

Nå, herr grosserer,—lister man sig væk?

Ja. Lad mig bare først få på mig frakken;

vi upoeter tåler ikke træk,

hos os slår aftenluften sig på nakken.

Godnat!

Peg på en gerning for mig, men en stor—!

På livet løs—!

så skal De se, det går på livet løs.

Der er i kort begreb programmet givet.

Nu er jeg vågnet af den tomme døs,

nu har jeg kastet livets store terning,

og De skal se,—ja fanden ta mig—

band ikke; sligt gør ej en flue sky.

Nej, ikke ord, men gerning, bare gerning!

Vorherres arbejdsplan jeg vender om—

seks ugedage spildtes med at gabe;

min verdensbygning ligger endnu tom;—

imorgen, søndag—hej, da vil jeg skabe!

Ja, lad mig se, at De med kraft tar fat;

men gå nu ind og læg Dem først, godnat!

Nej, nu til dåd; for længe har jeg sovet.

Godnat! Godnat! Drøm sødt i denne nat;

imorgen, Svanhild, er vi to forlovet.

Nej, at jeg ikke skulde vidst det, Lind;

jeg skulde drillet Dem!

Han skrev vel, Anna?

Anna, hvor længe har det været hemmeligt?

Imorgen må du ud og købe ring.

Vi skal ta mål af ham!

det skal hun selv.

En halv kop kaffe til?

Hvor heldigt, at du får din nye kåbe

til næste uge, når I skal omkring.

Når går vi så i udstyrsmagasinet?

Hvad er vel prisen nu på postelinet?

Læg mærke til herr Lind med Annas hanske.

Ved Gud, han kyssed den!

Å hvilken snak!

Nej, man må ikke faktum så forvanske;

jeg attesterer, vidnerne tar fejl.

Kom, Anna; stil dig foran dette speil!

De også, Lind!

Kom, lad os se, hvor meget han er højere.

Der slagter de en elskovs poesi.—

Hin fusker, som stak koen ubehændigt,

så den i døden pintes unødvendigt,

han fik sit vand og brød i dage ti;

men disse—disse der—, de slipper fri.

Jeg kunde fristes til—; hys, tomt er ordet;

kun handling fra idag, det har jeg svoret.

Nå, Gud ske lov, nu taler de om smagen;

nu kan jeg slippe—

på lykken; ønskesværmen, tæt, som myg,

har surret op og ned her hele dagen.

De mener det så vel, den hele flok;

skønt noget mindre kunde være nok.

Den andel, som de tar, er næsten trættende;

at slippe bort en stund vil være lettende.

Hvor går du?

Bank på, ifald du finder døren stængt.

Men skal jeg ikke hente Anna ud til dig?

Nej,—vil hun noget, sender hun nok bud til mig.

Vi taltes ved igår til langt på nat;

da fik jeg hende sagt omtrent det vigtigste;

desuden synes jeg, det er det rigtigste,

at omgås sparsomt med sin lykkes skat.

Ja, du har ret; man bør for dybt ej gribe

til dagligbrug—

Nu skal jeg få mig en fornuftig pibe;

jeg har ej røgt tre hele døgn i træk.

Mit blod har været i en slig bevægelse;

jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig—

Ja, du kan trænge til lidt vederkvægelse.

Og du kan tro, at knasteren skal smage mig.

Det var visst ham, der gik?

At løbe fra os!

Han er lidt sky endnu, men blir nok tam,

når han en ugestid har båret skiltet.

Hvor sidder han?

i havehuset, i vor fælles rede;

men De må ikke drive ham dernede;

å lad ham puste ud!

blir ikke lang.

så kan De forfra jo begynde legen.

Nu er han inde i en engelsk præken—

En engelsk—?

For ramme alvor. Han er fast bestemt på

at modta kald etsteds blandt emigranterne,

og derfor—

det gale indfald?

Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm!

Ja, sligt må hindres!

Der er de; Gud ske lov;

er fast bestemt på i sit stille sind?

At gå som prest derover—

Og du har lovet ham—!

Så har han snakket for dig!

Men husk den indre trang hos ham—!

den følger man, når man er løs og ledig;

men en forlovet følger blot sin brud.—

Nej, søde Anna, tænk dig om i tide;

du er i hovedstaden barnefødt—?

At lide for ideen er dog sødt!

Skal man for kærestens ideer lide?

Til sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt!

Kom allesammen!

lad så ham vide, hvad han har at gøre.

Herr pastor, hjælp den unge troens kæmpe,

før de får frøken Anna stemt imod ham.

Ja kvinden bør sig efter manden lempe;—

Men dersom jeg i middags ret forstod ham,

så hviler kaldet på en uviss grund,

og offeret, som bringes, er nok tvilsomt—

Å nej, herr pastor, døm dog ej for ilsomt.

Jeg tør forsikre Dem med hånd og mund,

hans kald er meget stort og ubestrideligt—

Ja,—er han sikret noget visst pålideligt

for året,—da er det en anden sag.

De stiller foran, hvad jeg sætter bag;

jeg mener kaldet,—trangen,—ikke gagen!

Foruden den kan ingen vidne i

Amerika, Europa eller Asien,—

kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,

min kære unge ven,—hvis han var enlig,

var løs og ledig,—nå, da gik det an;

men Lind, som er i fuld forlovet stand,—

for ham er slig bestilling ikke tjenlig.

Tænk efter selv; han er en kraftig mand,

med tiden må han stifte lidt familje;—

jeg forudsætter han har bedste vilje;—

men midlerne, min ven—? "Byg ej på sand",

så siger skriften. Tingen var en anden,

hvis offeret—

det véd jeg nok.

Når offeret man villig er at bringe,

og rigeligt—

Han? Hvordan skal jeg Deres ord forstå?

I standens medfør skal han offer tage,

men ikke bringe—

Hurra for offeret;—ja det, som blir

til højtids bragt—i struttende papir!

For går man året rundt i tørn og trinse,

så har man det igen til jul og pinse.

Og "kaldet" lydes—når det er tilstrækkeligt,—

selv om man hører til familjeskafferne!

Forstår sig; er man sikret noget klækkeligt,

så bør man vidne selv blandt Zulukafferne.

Nu skal jeg tage hende med det gode.

Min lille Mette, hent mig ud mit hode.

Klodshodet mener jeg, mit barn, forstå mig—

nej, vent et øjeblik;—jeg har det på mig.

De spiller nok en smule slange her

i elskovsparadiset, kan jeg skønne!

Å, kundskabstræets karter er så grønne;

de frister ingen.

Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud

på værelset; der ligger lampen knækket,

gardinet revet ned, vor stålpen brækket,

og over kakkelovnspladen flyder blækket—

Det hærværk bær min livsvårs første bud.

For længe har jeg siddet bag gardiner

og digtet skriftlig under lampen tændt;

nu er min døde stuedigtning endt;—

med Herrens solskin jeg i dagen triner;—

min vår er kommen og min sjæls forvandling;

herefter digter jeg i dåd og handling.

Ja, digt for mig i hvad du vil; men vent

ej derfor, at min svigermor er tjent

med tabet af de malede gardiner.

Hvad! Hun, som ofrer alt på de logerende,

selv søsterbørn og døtre,—skulde hun

ta slig en småting op med sure miner!

Det er usømmeligt i bund og grund,

ja for os begge to kompromitterende!

Dog hun og du om det; men lampen var

min eiendom med både glas og kuppel—

Å pyt,—den volder mig da ingen skruppel;

du hår Vorherres sommer lys og klar,—

hvad skal så lampen til?

du glemmer rent, at sommeren er kort.

Jeg tænker nok, skal jeg til jul bli færdig,

det gælder, ej at sløse tiden bort.

Du tænker fremad?

jeg skulde tro, eksamen er en vigtig nok—

Men husk iaftes! Husk: Du går og lever;

beruset i nuet intet mer du kræver,—

selv ej et middelmådigt haud til jul;—

du har jo fanget lykkens fagre fugl;

du har en følelse, som om du stod

med verdens rigdom drysset for din fod!

Det har jeg sagt; men sligt er at forstå,

naturligvis, cum grano salis—

Om formiddagen vil jeg nyde lykken,

det er jeg fast bestemt på.

Jeg må jo hilse på min nye slægt

så tiden går alligevel tilspilde;

men nogen yderligere forrykken

af timeplanen lønned sig nok ilde.

Og endda vilde du i forrige uge

gå i den vide verden ud med sang.

Ja, men jeg skønte turen blev for lang;

de fjorten dage kan jeg bedre bruge.

Nej, du blev hjemme af en anden grund;

du snakked noget om at dalens bund

for dig har højfjeldsluft og fuglekvidder.

Ja visstnok,—luften her er meget sund;

men den kan nydes, om man også sidder

i regelmæssigt arbejd med sin bog.

Men bogen var det jo, der ej forslog,

som himmelstige—

sligt siger man, når man er løs og ledig—

Du ogsaa, Brutus!

at jeg har andre pligter, jeg, end du.

Jeg har min kæreste. Se alle andre

forlovede, selv folk med lang erfaring,

som du forhåbentlig dog ej vil klandre,—

de påstår alle, dersom to skal vandre

igennem livet, så—

Hvem gav dig den?

og det er dog en mand, som ikke lyver.

Og frøken Skære, som er så erfaren,

hun siger—

Ja, det er mærkeligt med disse to;

der hviler over dem en sindets ro—

tænk dig, hun kan ej huske sin forlovelse,

har ganske glemt, hvad den ting er, at elske.

Ja, det er følgen af enhver forsovelse,—

erindringsfuglene blir rent rebelske.

Du, kære Lind, du sov visst sødt inat?

Til langt på dag; jeg gik tilsengs så mat,

og dog på samme tid i slig en rørelse;

jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.

Å ja, du led jo af et slags forgørelse.

Men Gud ske lov, så vågned jeg normal.

Herr Lind!

Kom, lad os gå.

Lad os i hast få ende på uenigheden,

Som De og Deres kæreste er kommen i.

Er vi uenige?

hint tårerige blik. Det gælder menigheden

der over i Amerika.

hun var jo villig—

Nej, kære, De vil anderledes dømme,

når vi får drøftet sagen mer i ro.

Men denne strid for troen, den er jo

min fremtids bedste drøm!

i vor civiliserte tid på drømme?

Se, Styver drømte nu forleden nat,

der kom et brev, som var så selsomt kantet—

At drømme sligt er forbud for en skat.

Ja,—næste dag han blev for byskat pantet.

Af disse grunde, kære unge barn,

af disse grunde, hentet fra fornuften,

ja fra moralen og tildels fra skriften,

De indser nu, at slig en meningsskiften

må kaldes ganske greben ud af luften.

Ja, Gud,—jeg er endnu så uerfaren—

Og det er så naturligt, at man har en

utidig frygt for faren og for snaren;

men lad ej tvilen få Dem i sit garn,—

vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!

Ja, jeg har hørt idag af Deres moder,

at jeg var ligeså forknyt, som De,

da vi fik kaldet—

hun skulde bort fra hovedstadens goder;

men da vi havde samlet nogle skillinger,

og da vi havde fåt de første tvillinger,

så gik det over.

som taler!

Skal mennesket forsage? Falk fortæller,

at kaldet ikke er så ringe heller;—

så var det jo?

Så noget visst kan deraf gøres ud.

Og er det så, hvi skal vi da forsage?

sku om Dem i de længst fremfarne dage!

Se Adam, Eva, dyrene i arken—

se liljerne i luften—fuglene på marken—

de fugle små—de fugle små—de fiske—

Hurra! Der kommer kernetropper friske;

den hele gamle garde i gevær!

Nå, det er godt vi finder hende her.

Vi har ham, Falk!—nu til veninden der.

Hun trænger ingen verdslig overtalelse;

ej gøres der, hvor ånden har gjort sit,

behov at verden—

så fik jeg kraft—!

forsoning da!

Ja, gives vel et sind, så døvt og lukt,

at ej det finder sligt et optrin gribende?

det er så skærpende, det er så slibende,

det er så vækkende, at se et ungt

umyndigt barn, som bringer ofret, tungt,

men villigt dog på pligtens alter.

men hendes slægt har også været virksom.

Ja, jeg og tanterne,—det véd jeg da!

De, Lind, De ejer hendes hjertes nøgle;

men vi, veninderne, vi har en dirk, som

kan lukke op, hvor nøglen ej forslår;—

og hvis det trænges i de senere år,

så kom til os,—vort venskab kan ej gøgle.

Ja, vi er om jer, hvor I står og går—

Og skærmer jer mod tvedragts fæle øgle.

O, denne klynge! Kærlighed og venskab!

en stund, så glad, og dog så vemoddryssende!

Men, unge mand, lad tingen få en endskab!

Tag hen din brud,—din brud tag hen—og kys hende!

Jeg rejser ej!

Men, Gud, så skilles vi jo lige fuldt!

Ja, hvad er det?

en misforståelse—

at rejse med!

De begge føjed sig; hvad fattes da?

Nej, de forviklinger er mig for stive!

Men Herregud, hvem kommer striden fra?

Her er uenighed på alle kanter.

Nu får vi thevand.

for venskab, thevand, kærlighed og tanter!

Men dersom sagen hænger sådan sammen,

så kan den endes let til alles gammen.

Processen hviler på en paragraf,

som siger: konen skal sin husbond følge.

Dens ord er klare, det kan ingen dølge—

Ja så; men hvor blir da forliget af?

Hun lyde må en lov, som kom fra oven—

Men så kan Lind jo eludere loven;—

Hal rejsen ud, og rør Dem ej af pletten.

Ja det går an!

Så trak det lille uvejr da forbi.

Slig sommerregn gør godt, når den er over;

da skinner solen dobbelt smukt, og lover

en eftermiddagsstund for skyer fri.

Ja, kærlighedens blomst behøver større

og mindre regnskyl for at holdes frisk.

Den dør, så snart den bringes på det tørre;

for så vidt har den lighed med en fisk—

Nej, kærligheden lever jo af luften—

Og den må fisken dø i—

Der kan De se, vi Deres tunge bandt!

Den the er god, det kender man på duften.

Nå, lad det blive da ved blomsterlignelsen.

Den er en blomst; thi nægtes den velsignelsen

af himlens regn, så hartad den går fløjten—

Hvad da?

Men lignelsen har digterne nu brugt,

og godtfolk gennem snese slægter slugt,—

og endda er den for de fleste tåget;

thi blomstervrimmelen er stor og broget.

Sig, hvilken særlig blomst er kærligheden?

Nævn den, som har den største lighed med den.

Den er en rose; Gud, det véd enhver;—

den låner livet jo et rosenskær.

Den er en hvidvejs, vokser under sneen;

først når den springer ud får verden se'en.

Den er en løvetand, som trives bedst,

når den blir knust af mandshæl eller hest,

ja skyder skud, når nedtrådt den er blevet,

som digter Pedersen så smukt har skrevet.

Vårklokken er den; i dit unge sind

den ringer livets pinsehøjtid ind.

Nej, den er eviggrønt, som ej står brun i

december selv, så lidt som midt i juni.

Nej, den er islandsk mos i godvejr høstet:

den læger frøkener med ondt for brystet.

Den er en vild kastanje,—meget priselig

som kakkelovnsved, men frugten er uspiselig.

Nej, en kamelia; som før konvallerne,

den er jo damers hovedpynt på ballerne.

Nej, den er lig en blomst, som var så net;—

bi lidt—den var nok grå—nej, violet;—

hvad hed den nu—? Lad se—den ligned dem, som—;

nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.

Hvert blomsterbilled går på halte ben.

Den ligner snarere en blomsterpotte;

ad gangen har den ikkun plads for én,

men efterhånden kan den rumme otte.

Nej, kærligheden er et pæretræ;

om våren pære-blomster-hvid, som sne;

lidt udpå året blomsterne sig arter

til fler og flere store grønne karter;

af faderstammens safter de sig nærer;—

med guds hjælp blir de allesammen pærer.

Så mange hoveder, så mange sind!

Nej, alle famler de på gale veje.

Hver lignelse er skæv; men hør nu min;—

den kan på hver en vis De sno og dreje.

Der gror en plante i det fjerne øst;

dens odelhjem er solens fætters have—

Å, det er theen!

som Stråmand, når han—

Den har sit hjem i fabellandets dale,

vel tusend mile bagom ørkner golde;—

fyld koppen, Lind! Så tak. Nu skal jeg holde

om the og kærlighed en thevandstale.

Den har sit hjem i eventyrets land;

ak, der har også kærligheden hjemme.

Kun solens sønner, véd vi, fik forstand

på urtens dyrkning, på dens røgt og fremme.

Med kærligheden er det ligeså.

En dråbe solblod må i åren slå,

hvis kærlighed skal skyde rod derinde,

skal grønnes, gro, og frem til blomstring vinde.

Men Kina er et meget gammelt land,

så theens ælde deraf sluttes kan—

Den var visst til før Tyrus og Jerusalem.

Ja den var kendt, da salig herr Metusalem

i billedbogen bladed på sin skammel—

Og kærlighedens væsen er jo ungt!

at finde lighed her, vil falde tungt.

Nej, kærligheden er og meget gammel;

den læresætning underskriver vi jo

så troende, som folk i Kap og Rio;—

ja, fra Neapel og til nord for Brevig

der gives dem, der påstår den er evig;—

nå, deri er vel nogen overdrivelse,—

men gammel er den over al beskrivelse.

Men kærlighed og kærlighed er ét;

af the der gives både god og slet.

Ja, man har the i mange kvaliteter.

De grønne forårsspirer aller først—

Den slags er kun for solens døtres tørst.

Man skildrer den berusende som æter—

Som lotos duftende, og sød som mandelen.

Den forekommer aldrig her i handelen.

Ak, mine damer, hver i sin natur

har og et særligt lidet "himmelsk rige".

Der knopped sig af spirer tusend slige

bag blyheds faldende kinesermur.

Men fantasiens små kineserdukker,

som sidder i kioskens ly og sukker,

som drømmer vidt—så vidt—, med slør om lænderne,

med gyldne tulipaners flor i hænderne,—

til dem I førstegrødens knopper sanked;

jer var det ét, hvad høst der siden vanked.

Se, derfor når til os, med grus og stilke,—

en efterslæt, mod hin, som hamp mod silke,—

en høst, som fås af træet ved at sparke det—

Det er den sorte the.

Så taler Holberg om en thé de boeuf—

Den er visst ubekendt for nutidsganer.

Der gives og en kærlighed de boeuf;

den slår sin mand for panden—i romaner,

og skal nok spores fra og til i tøf-

felhæren under ægteskabets faner.

Kort, der er lighed, hvor De mindst det tror.

Således siger jo et gammelt ord,

at theen lider, mister noget af et

aroma, som i plantens indre bor,

ifald til os den føres over havet.

Igennem ørknen må den, over bakkerne,—

må svare told til Russen og Kosakkerne;

de stempler den, så får den vidre fare,

så gælder den blandt os for ægte vare.

Men går ej kærligheden samme vej?

Igennem livets ørk? Hvad blev vel følgerne,

hvad skrig, hvad verdens dom, hvis De, hvis jeg

bar kækt vor elskov over frihedsbølgerne!

"Gud, den har tabt moralens krydderi!"

"Legalitetens duft er rent forbi!"

Ja, Gud ske lov—i sedelige lande

er slige varer endnu kontrabande!

Ja, skal den hertillands passere frit,

så må den gennem reglernes Siberien,

hvor ingen havluft skade kan materien;—

så må den vise segl og sort på hvidt

fra kirkeværge, organist og klokker,

fra slægt og venner, kendinger og pokker,

og mange andre brave mænd, foruden

det fripas, som den fik af selve guden.—

Og så det sidste store lighedspunkt;

se, hvor kulturens hånd har lagt sig tungt

på "himmelriget" i det fjerne østen;

dets mur forfalder, og dets magt er sprængt,

den sidste ægte mandarin er hængt,

profane hænder alt besørger høsten.

Snart "himlens rige" er en saga blot,

et eventyr, som ingen længer tror på;

den hele verden er et gråt i gråt;—

vidunderlandet har vi kastet jord på.

Men har vi det,—hvor er da kærligheden?

Ak, da er også den jo vandret heden!

Nå, lad forgå, hvad tiden ej kan bære;—

en thevandsskål til salig Amors ære!

Det var en meget selsom brug af ordet!

At kærligheden skulde være død—!

Her sidder den jo sund og rund og rød

i alskens skikkelser om thevandsbordet.

Her har vi enken i sin sorte dragt—

Et trofast ægtepar—

kan lægge mangt et håndfast pant irette.

Derefter kommer kærlighedens lette

kavaleri,—de mange slags forlovede.

Først veteranerne, hvis forbund vovede

at trodse tidens tand—

i første klasse,—parret fra igår—

Kort, her er sommer, vinter, høst og vår;

den sandhed kan De tage på med næverne,

med øjne se, og høre den med øren—

Nu ja?

De har nok højlig misforståt mig, frøken.

Når har jeg nægtet disse ting var til?

Men De må komme vel ihug, at røgen

er ikke altid just bevis på ild.

Jeg véd så såre vel, man tar tilægte,

familje stiftes, og deslige ting;

De skal visst aldrig høre mig benægte,

at der i verden findes kurv og ring,

at rosenrøde små billetter skrives

og lukkes med et duepar, som—kives,

at der går kærester i hver en gade,

at gratulanterne får chokolade,

at skik og brug har formet et reskript

med egne regler for enhver "forliebt";—

men Herregud, vi har jo og majorer,

et arsenal med stort materiel,

her findes trommer, huggerter og sporer,—

men hvad beviser så det hele vel?

Blot at vi ejer folk med sværd ved belte,

men ingenlunde at vi ejer helte.

Ja, selv om hele lejren fuld af telte stod,—

var det da derfor sagt der gaves heltemod?

Nå, billighed i alt; oprigtigt talt

det er ej altid just i sandheds tjeneste,

når unge folks forelskelse blir malt

så stærk og så,—ja, som det var den eneste,

På den er ej til hver en tid at bygge;

nej, først i ægteskabets huslig-hygge

står kærligheden grundet på en klippe,

som aldrig svigter og som ej kan glippe.

Da er jeg af en ganske anden mening.

Jeg skulde tro to hjerters fri forening,

som løses kan idag, men årvis varer,

dog kærlighedens ægthed bedst forsvarer.

O, nej,—et forhold, som er friskt og ungt,

er dog på kerne mere rigt og tungt.

Hvem véd om ej det dufter af ideen,

som frøknens hvidvejs, ikkun under sneen.

Du faldne Adam! Det var hjemve-tanken,

som søgte Eden bagom gærdeplanken!

Hvad snak!

at vække tvist, hvor vi har stiftet fred;

frygt ej for Deres ven og for hans lykke—

Nej, den er viss!

Vel har hun ej lært kogebog i skolen,

men det skal læres endnu denne høst.

Til bryllupet hun selv broderer kjolen.

Og blir fornuftig så det er en lyst.

O, du fornuft-karrikatur, som dræber

med galskabs hallingdans på vennelæber!

Var det fornuftighed, han vilde finde?

Var det en kogebogs professorinde?

Han kom herind som vårens glade svend,

han kåred havens unge vilde rose.

I drog den op for ham;—han kom igen;—

hvad bar så busken? Hyben!

En nyttig frugt til husbrug,—ja, ved Gud!

Men hybnen var dog ej hans vårdags brud.

Ja, hvis herr Lind har søgt en balheltinde,

så er det slemt; hun er ej her at finde.

O ja,—jeg véd, der drives jo et døgn-

koketteri med huslighedens tanke;

det er et rodskud af den store løgn,

der gror i højden, lig en humleranke.

Jeg tar ærbødig hatten af, min frue,

for "balheltinden"; hun er skønhedsbarn,—

og idealet spænder gyldne garn

i ballets sal, men knapt i ammens stue.

Herr Falk, slig adfærd har en nem forklaring.

Forlovet mand er tabt for venners lag;

det er nok kernen i den hele sag;

jeg har i det kapitel god erfaring.

Naturligvis;—syv søsterdøtre gifte—

Og gifte lykkeligt!

Hvad nu!

uenighed!

Du, som er lægmand, en profan i faget!

Ja, lad det gå; jeg hejser endda flaget!

Ja, krig jeg vil med hænder og med fødder,

en krig mod løgnen med de stærke rødder,

mod løgnen, som I røgtet har og vandet,

så frækt den knejser og ser ud som sandhed!

Jeg protesterer mod alt ubevist,

og forbeholder mig regres—

Så det er kærlighedens friske kilde,

som hvisker om, hvad enken har forlist,—

hin kærlighed, som sletted "savn" og "klage"

af sproget ud i lykkens lyse dage!

Så det er kærlighedens sejersflod,

som ruller gennem ægteparrets årer,—

hin kærlighed, som kækt på skansen stod,

og trådte skik og vedtægt under fod,

og lo af alle verdens kloge dårer!

Så det er kærlighedens skønhedsflamme,

som holder en forlovelse i gang

i lange år! Ja så! Det er den samme,

som ildned selv kontorets søn til sang!

Så det er kærlighedens unge lykke,

som frygter farten over havets hvælv,

som kræver offer, skønt i fagrest smykke

den skulde stråle—ofrende sig selv!—

O nej, i løgnens dagligdagsprofeter,

kald tingen en gang med sit rette navn;

kald enkestandens rørelser for savn,

og ægtestandens vane, som de heder!

Nej, unge mand, slig frækhed er for stor!

Der er bespottelse i hvert et ord!

Nu aksler jeg mit gamle skind til striden

for arvet tro imod den nye viden!

Jeg går til kampens højtid som til fest.

Godt! De skal se mig trodse kugleregnen!—

Et viet par er helligt, som en prest—

Og et forlovet—

Se disse børn;—De ser den—denne klynge?

Den kan på forhånd mig Viktoria synge!

Hvor var det muligt at—hvor var det gørligt—;

nej, sandheds ord er mægtigt, ubønhørligt;—

at stoppe øret til, kan kun en tåbe.

Se,—disse børn er elskovsbørn tilhobe—!

Ja det vil sige—nej, naturligvis—!

Det er en meget uforståelig tale.

Se der leverer De jo selv bevis;

et af de ægte, gode, nationale.

De skelner mellem ægteskabets panter,

og elskovs ditto;—deri gør De klogt;

der forskel er, som mellem råt og kogt,

som mellem markens blomst og potteplanter.

Hos os er kærligheden snart en videnskab;

forlængst den hørte op at være lidenskab.

Hos os er kærligheden som et fag;

den har sit faste laug, sit eget flag;

den er en stand af kærester og ægtemænd,—

de passer tjenesten og kan nok mægte den;

thi der er samhold, som i havets tangforgrening.

Alt, hvad etaten mangler, er en sangforening—

Og en avis!

Det var en god idé; vi har jo blade

for børn og damer, troende og skytter.

Jeg håber ingen spørger efter prisen.

Der skal I få at se, som på parade,

hvert bånd, som Per og Paul i byen knytter;

der rykkes ind hvert rosenfarvet brev,

som Vilhelm til sin ømme Laura skrev;

der trykkes blandt ulykkelige hændelser,—

som ellers mord og krinolinforbrændelser,—

hvert opslag, som fandt sted i ugens løb;

der averteres under salg og køb

hvor brugte ringe billigst kan bekommes;

der annonceres tvillingen og trillingen,—

og er der vielse, så sammentrommes

det hele laug at se på forestillingen;—

og vanker der en kurv, så prentes den

i bladet mellem andre nyhedsstoffer;

det lyde skal omtrent som så: "Igen

har elskovsdjævlen krævet her et offer!"

Jo, I skal se, det går; thi når det lider

imod den tid, da abonnenten bider,

da bruger jeg en madding, som ej dræber den;—

da slagter jeg, på storbladsvis, en pebersvend.

Jo, I skal se mig kækt til laugets nytte stridende;

som tiger, ja, som redaktør mit bytte bidende—

Og bladets titel?

Det er dog ej dit alvor vel? Du vil

ej sætte slig dit gode navn på spil!

Mit ramme alvor. Tidt nok påstod man,

at ingen kan af kærligheden leve;

jeg vise skal, den påstand er ej sand;

thi jeg skal leve af den som en greve,

især hvis frøken Skære, som jeg håber,

levere vil herr Stråmands "livsroman"

til skænkning ud, som feuilleton, i dråber.

Gud stå mig bi! Hvad er nu det for plan?

Mit livs roman? Når var mit liv romantisk?

Det har jeg aldrig sagt!

Jeg skulde gjort mig skyldig i forgåelse

mod skik og brug! Der lyver De gigantisk!

Nu godt.

Jeg åbner bladet med kopistens digte.

Men er du gal! Nej, må jeg be om ordet!—

Du tør beskylde mig for vers—

Det rygte går dog ud ifra kontoret.

Fra vort kontor går aldrig noget ud!

Ja, svigt mig også du; jeg har endda

en trofast bror, som ikke falder fra.

"Et hjertes saga" venter jeg fra Lind,

hvis elskov er for fin for havets vind,

som ofrer landsmænds sjæle for sin kærlighed,—

sligt viser følelsen i al dens herlighed!

Herr Falk, nu er mit tålmods rest til ende.

Vi kan ej leve under samme tag;—

jeg håber, at De flytter end idag—

Det var jeg forberedt på vilde hænde.

Imellem os er krig på død og liv;

De har fornærmet mig med samt min viv,

ja mine børn, fra Trine ned til Ane;—

gal kun, herr Falk,—gal, som ideens hane—

Og skrid De fremad på apostlens bane

med Deres kærlighed, som De har mægtet

at få, før tredje hanegal, fornægtet!

Følg med mig, Styver! hjælp mig at få hægtet

korsettet op;—kom, skynd dig,—denne vej.

Jeg siger op vort venskab!

Du også, Lind!

Det hjælper ej; hun ønsker det, min kæreste.

Se så; nu har jeg plads på alle kanter,—

nu har jeg ryddet om mig!

Den vej, min frøken;—der gik Deres mor

med alle venner og med alle tanter.

Ja, lad dem gå; min vej er ikke deres;

ved mig skal ikke flokkens tal forfleres.

De går ej?

jeg står, som væbner, tro ved Deres side.

De, Svanhild; De, som—

O, var De selv da, Falk, igår den samme?

De bød mig, som en lykke, siljens kår—

Og siljen fløjted, fløjted mig til skamme!

Nej De har ret; da var det børneværk;

men De har vakt mig til et bedre virke;—

midt indi stimlen står den store kirke,

hvor sandheds røst skal runge ren og stærk.

Det gælder ej at skue, som Asynjen,

fra højden over al den vilde dyst;—

nej, bære skønhedsmærket i sit bryst,

som Hellig-Olaf bar sit kors på brynjen,—

at se med langsyn over slagets vidder,

skønt hildet han i kampens virvar sidder,—

et skimt af sol bag tågen at bevare,

det er det livsenskrav, en mand skal klare!

Og De vil klare det, når De står fri,

og står alene.

Og det er kravet. Nej, den er forbi,

hin isolerthedspagt med mig og himlen.

Endt er min digtning indfor stuevæg;

mit digt skal leves under gran og hæg,

min krig skal føres midt i døgnets rige;—

jeg eller løgnen—en af os skal vige!

Så gå da signet frem fra digt til dåd!

Jeg har Dem miskendt; De har hjertevarme;

tilgiv,—og lad os skilles uden harme—

Nej, den har plads for to, min fremtids båd!

Vi skilles ikke. Svanhild, har De mod,

så følges vi i kampen fod for fod!

Vi følges?

har ingen ven, har krig med hver bekendt,

mod mig er hadets hvasse spydsod vendt;—

sig, har De mod, med mig at stå og falde?

min fremtidsvej går gennem skik og brug,

hvor tusend hensyns lænker foden tvinger;—

der breder jeg, som alle andre, dug,

og sætter ringen på min elsktes finger!

Det vil De?

at kærligheden har en evig magt,

som bær den uskadt og i al sin pragt

igennem døgnets dynd på hverdagsfærden.

Igår jeg pegte mod ideens bål,

der brandt, som baun på bergets bratte tinde;—

da blev De ræd, De skalv, thi De var kvinde;

nu peger jeg mod kvindens sande mål!

En sjæl, som Deres, holder, hvad den lover;

se sluget for Dem,—Svanhild, sæt nu over!

Og hvis vi faldt—!

i Deres øje, som vor sejr forkynder!

Så tag mig hel og holden, som jeg er!

Nu springer løvet ud; min vår begynder!

Det er jo resten?

det fattes andet, end en liden skræppe

og sommerfrakken.

på ryggen, når jeg går. Kom så afsted;—

se her er mappen.

Ja, der er lås for, Sivert.

du straks vil brænde.

med alle veksler på poetisk guld.

Og bøgerne,—dem kan du selv beholde.

Å nej da; skal jeg slig bekostning volde?

Men når herr Falk kan bøger bortforære,

så er han færdig da med al sin lære?

Alt, hvad af bøger læres, har jeg lært—

og endda mere.

Ja, skynd dig; bærerne står udfor døren;—

nu får du hjælpe dem at læsse børen.

Vi har en time, Svanhild, for os selv,

i lys af Gud og sommernattens stjerner.

Se, hvor de glitrer gennem løvets hvælv,

lig frugt på gren, de verdenstræets kerner.

Nu har jeg brudt det sidste trældomsbånd,

nu har for sidste gang mig svøben rammet;

som Jacobs æt, med vandringsstav i hånd

og rejseklædt, jeg står for påskelammet.

Du sløve slægt, hvis syn er stængt og lukt

for løftets land bag ørkensandets flugt,

du travle ridderslagne træl af tiden,

mur du kun kongegrav i pyramiden,—

jeg går til frihed gennem døgnets ørk,

for mig er fremkomst selv i havets fjære;

men fiendens fylking, løgnens fule lære,

skal finde der sin gravtomt, dyb og mørk!

Du er så stille, Svanhild!

O, lad mig drømme, lad mig stille drømme.

Tal da for mig; frem går da, som på rad,

min tankes knopper, sprungne ud til kvad,

lig modne liljer over tjernets strømme.

Nej, sig det engang til med sandheds rene

usvigelige røst, at du er min!

O, sig det, Svanhild, sig—

Du sangfugl, sendt af Gud til mig alene!

Jeg var en hjemløs i min moders hus,

jeg var en ensom i mit eget indre,

en ubedt gæst i glædens glans og sus,—

gjaldt intet der—ja stundom endnu mindre.

Se da kom du! For første gang på jord

jeg fandt min tanke bag en andens ord;

hvad spredt jeg drømte, vidste du at samle!

du ungdomskække mellem livets gamle!

Halvt stødte du mig bort med hvas forstand,

halvt vidste du med solblink mig at drage,

som havet drages af en løvklædt strand,

og skæret skyver sjøerne tilbage.

Nu har jeg set til bunden af din sjæl,

nu har du mig udelelig og hel;

du løvtræ over bølgeleg, du kære,

mit hjertes flugt har flod, men aldrig fjære!

Og takket være Gud, at han har døbt

min kærlighed i smertens bad. Jeg vidste

knapt selv hvad trang mig drog, før dyrekøbt

jeg så i dig den skat, jeg skulde miste.

Ja priset han, som i min livsensbog

med sorgens indsegl har min elskov adlet,

som gav os fribrev på vort sejerstog,

og bød os jage hjemad gennem skog,

som adelspar, på vingehesten sadlet!

Derinde er der fest i alle sale,

der lyser lamper for de unge to,

der lyder glade venners sang og tale.

Fra alfarvejen skulde hvermand tro,

at der er lykken—blandt de glade røster.

Du verdens lykkebarn,—du stakkels søster!

Du siger stakkels?

sit sjæleguld med ham og alle frænder,

sat ud sin kapital på hundred hænder,

så ingen skylder hende summen helt?

Hos ingen af dem har hun alt at kræve,

for ingen af dem har hun helt at leve.

O, jeg er tifold rigere end hun;

jeg har en eneste i verden kun.

Tomt var mit hjerte, da med sejersfaner,

med tusendfoldig sang du drog derind;

du råder der på alle tankens baner;

lig vårens vellugt fylder du mit sind.

Ja, jeg må takke Gud i denne time,

at jeg var ensom indtil dig jeg fandt,—

at jeg var død og hørte klokken kime,

som kaldte mig til lys fra livets tant.

Ja vi, de venneløse to i verden,

vi er de rige; vi har lykkens skat,

vi, som står udenfor og ser på færden

igennem ruden i den stille nat;

lad lamper lyse og lad toner klinge,

lad dem derinde sig i dansen svinge;—

se opad, Svanhild,—opad i det blå;—

der lyser også tusend lamper små—

Lyt, stilt, du elskte,—i den svale kveld

går gennem lindens løv et tonevæld—

Det er for os de tindrer højt i salen—

Det er for os det synger gennem dalen!

Jeg føler mig som Guds forlorne barn;

jeg svigted ham og gik i verdens garn.

Da vinked han mig hjem med milde hænder;

og nu, jeg kommer, nu han lampen tænder,

bereder højtid for den fundne søn,

og skænker mig sit bedste værk i løn.

Fra denne stund jeg sværger, ej at svigte,—

men stå som væbnet vagt i lysets lejr.

Vi holder sammen, og vort liv skal digte

en højsang stærk om kærlighedens sejr!

Og se, hvor let det er for to at vinde,

når han er mand—

det var ugørligt at to slige faldt!

Så op til kamp mod savnet og mod sorgen;

i denne stund fortæller jeg dem alt!

Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!

Ikveld vi plukker lykkens roser røde;

at gå til dagværk nu, var helligbrøde.

Din moder kommer! Skjul dig! Som min brud

skal intet øje dig iaften møde!

Han flytter virkelig!

Han flytter, frue!

vi véd det nok!

Han holder ord; jeg kender hans ubændighed.

Han sætter os i bladet allesammen;

min kæreste blir trykt i flere oplag,

imellem kurve, tvillinger og opslag.

Hør, véd De hvad: hvis ej det var for skammen,

jeg foreslog forlig, en våbenstilstand—

Det tror De han går ind på!

Der er indicier, der er visse spor,

som viser, at da nys det store ord

han førte, var han i beskænket tilstand.

Ja, der er et prov, som, om just ikke fældende,

dog taler meget stærkt imod angældende;

det er ham overført, at efter bordet

han indfandt sig i Linds og egen bolig,

og viste der en adfærd højst urolig,

slog sønder—

Et øjeblik, fru Halm! Falk flytter ikke,

og gør han det, da gør han det som ven.

Så? Tror De også—?

Ej længer, frue, end det kan sig skikke;

jeg klarer sagen til gensidigt held.

Blot et minut på tomandshånd—

De herrer digtere er hævns- og hads-mænd;

men vi regeringsfolk er fine statsmænd;

jeg vil arbejde for mig selv—

Han flytter virkelig!

gå ind et lidet øjeblik i stuen

og hold min kone—

Med selskab, mener jeg. Vi og de små,

vi er så vante til at være sammen,

og aldrig—

Hvor er du, Stråmand?

kan fængsle dem,—en ting, som er lidt morsom!

Har fruen læst departementets bønskrift?

Det er et mønster på stilistisk skønskrift;—

nu skal jeg in extenso referere—

Nu?

medgørlig nu, end da vi skiltes?

jeg går min ufravigelige vej—

Selv om De træder næstens lykke ned?

Jeg planter sandheds urt i lykkens sted.

For resten tænker De nok på avisen

for elskende?

Ja, trøst Dem med, det værk går op i røg;

i gerning, ej på prent, jeg bryder isen.

Og om de sparer mig, så véd jeg visst en

person, som ikke slipper mig så let;

han nytter overtaget, han, kopisten,—

og det er Deres skyld, og det er slet,

De rørte op i gamle sværmerier,

og De kan bande på, han ikke tier

med dem, ifald jeg mukker blot et ord

mod kravet, som de skråler på i kor.

Regeringsfolket har en svare magt

i pressen nuomstunder, er mig sagt.

En styverfængeropsats kan mig fælde,

hvis den blir prentet i det store blad,

som slår med Samsons håndgevær og vælde,

og går ivej med både håv og vad,

besynderlig mod slutten af kvartalerne—

Ja—hørte Deres saga til skandalerne—

Alligevel. Det blad har mange spalter;

pas på: der ofres jeg på hævnens alter.

På straffens, mener De,—og vel fortjent.

Der går en Nemesis igennem livet;

den rammer sikkert, skønt den rammer sent,—

at rømme væk fra den, er ingen givet.

Har en forsyndet sig imod ideen,

så kommer pressen, dens årvågne vagt,

og man får finde sig i efterveen.

Men Herregud, når slutted jeg kontrakt

med den "idé", som føres her i munden!

Jeg er jo ægtemand, familjefar,—

husk på, at tolv umyndige jeg har;—

jeg er jo af min dagliggerning bunden,

jeg har annekser og en vidtstrakt gård,

en talrig stamhjord, åndelige får,—

se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;

der tærskes skal og i komposten klores;

man spør om mig i stalden og i kveen;—

når får jeg tid at leve for ideen?

Ja, så rejs hjem igen jo før jo heller;

kryb ind, før vinter, under torvetaget.

Se, i det unge Norge er det daget;

den kække fylking tusend stridsmænd tæller,

og morgenvindens strømning fylder flaget.

Og, unge mand, ifald jeg rejste hjem

med alle mine, ja med alle dem,

som var igår mit lille kongerige,—

har ikke mangt idag da vendt sig om?

Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom—

Nej vent, og hør på, hvad jeg har at sige.

Der var en tid, da jeg var ung, som De,

og ikke mindre kæk og uforfærdet.

Jeg sled for brød og der gik år forbi;

se, sligt gør ånden ej, som hånden, hærdet.

Jeg kom der nord; mit hjem lå stilt bag fjeldet,

og verdens ring for mig blev prestegældet.—

Mit hjem—herr Falk! Ja, véd De hvad et hjem er?

Det har jeg aldrig vidst.

Et hjem er der, hvor dejligt rum for fem er,

skønt der blandt fiender tykkes trangt for to.

Et hjem er der, hvor alle dine tanker

kan lege frit, som børn på faders fang,

hvor ej din røst på hjertedøren banker,

før svaret lyder i beslægtet sang.

Et hjem er der, hvor dine hår kan gråne,

og ingen mærker, at du ældes dog,

hvor kære minder dæmrer for at blåne,

som åsens rygning blåner bagom skog.

De blir jo varm—

Så uligt har Vorherre os to skabt.

Mig fattes det, som De fik desto mer af;

men jeg har vundet der, hvor De har tabt.

Fra skyen skimtet, ser ud som en skrøne

mangt sandhedskorn ved landevejens kant;

De vil tilvejrs, jeg knapt til tagets møne,—

én fugl blev skabt til ørn—

Ja, le De kun, og lad det være sandt.

Jeg er en høne;—godt; men under vingen

jeg har en kyllingflok, og De har ingen!

Og jeg har hønens mod og hjerterum,

og jeg slår fra mig, når det mine gælder.

Jeg véd jo nok, De mener jeg er dum,

ja muligt, at en værre dom De fælder,

og holder mig for grisk på verdens gods;—

godt, ingen strid om sligt imellem os!

Ja, jeg er grisk og dum og sløv tillige;

men jeg er grisk for dem, som Gud mig gav,

og jeg fordummedes i trængselskrige,

og jeg blev sløv på ensomhedens hav.

Dog, alt som ungdomssnekken, sejl for sejl,

gik under bag den endeløse dønning,

da stak en anden op på havets spejl,

og bar for landvind ind med livets lønning.

For hver en drøm, som gik i strævet under,

for hver en svingfjær, som på flugten knak,

jeg fik til skænk et lidet Guds vidunder,

og Herrens skænk jeg tog med pris og tak.

For dem jeg stred, for dem jeg bar i dynge,

for dem jeg tyded selv den hellige skrift;—

det var min blomstergård, min børneklynge;—

nu har De plettet dem med spottens gift!

De har bevist, æstetisk og forfatterligt,

at al min lykke var en dåres tro,

at det, jeg tog for alvor, det var latterligt;—

nu kræver jeg, giv mig igen min ro,

men giv mig den foruden bræk og mén—

De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte?—

Ja, De har kastet på min vej en sten,

en tvilens sten, som ikkun De kan løfte.

Tag væk det stængsel mellem mig og mine,

som De har bygt, tag grimen af min hals—

De tror, at jeg har løgnens lim tilfals,

for lykkens sprukne kar med det at kline?

Jeg tror, at troen, som De rev omkuld

med ord, den kan med ord igen De rejse;

jeg tror, De kan den brukne lænke svejse;—

døm om igen,—tal sandhed hel og fuld,

bevis pånyt,—så jeg kan flaget hejse—

Jeg stempler lykkens messing ej som guld.

Så kom ihug, her nys blev sagt et ord

af en, som vejrer sandhedsharens spor:

Der går en Nemesis igennem livet;

at rømme væk fra den, er ingen givet!

Herr pastor, De må være som en vind!

De unge græder—

Den dame har ej sans for argumenter.

Falk!

Og hvorfor?

du indser sagtens, det er uforsvarligt

at gøre brug af konfidentielle

meddelelser;—dem må man ej fortælle.

Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.

Ja død og pine!

Det farligt er for alle slags kontorfolk.

Du kan vel tænke dig, hvor det forminsker

hver udsigt for mig, dersom chefen tror,

jeg har en pegasus som går og vrinsker

i arbejdstiden i et sligt kontor.

Du véd, fra "revisionen" og til "kirken"

man ynder ikke vingehestens virken.

Men værst det blir, ifald det kommer ud,

at jeg har brudt kontorets første bud,

og åbenbaret skjulte ting af vigtighed.

Så den er strafbar, slig en uforsigtighed?

Den tvinge kan en offentlig person

til at begære straks sin demission.

Det er et lovbud for os, statens mandfolk,

at gå med lås for munden selv blandt grandfolk.

Men det er jo tyrannisk af en hersker

at binde mund på den—kopist, som tærsker.

Det er legalt; må lydes uden knur.

Desuden, i et tidspunkt, som nærværende,

da gagerevisionen står for tur,

det er ej klogt at ytre sig belærende

om arbejdstidens brug og dens natur.

Se, derfor er det, at jeg ber dig: ti dog;

et ord kan skille mig ved—

Officielt benævnes det "kopibog".

Den protokol er egentlig som søljen,

der lukker linet for kontorets barm;

at gætte gåder der, forvolder harm.

Og dog det var dig selv, som bad mig tale,

og kaste ud et vink om pultens skat.

Ja, vidste jeg, at presten kunde dale

så dybt i dynd, han, som har lykken fat,

som er i embed, som har kone, børn,

og penge til at trodse livets tørn?

Men kan han falde ned til slig filister,

hvad skal man sige da om os kopister,

om mig, som er i uforfremmet stand

og har en kæreste, og snart skal giftes,

og passe på, at der familje stiftes,

etcetera!

jeg skulde spænde panseret om hærden

og slå i bordet til den hele verden.

Og var jeg enligt mandfolk, jeg, som du,

da kan du tro, at gennem prosa-sneen

jeg skulde bryde bane for ideen!

Så berg dig, mand!

Agt ikke verdens uglekloge dommerfugl:

husk, frihed gør en kålorm selv til sommerfugl!

Du mener, at jeg skulde bryde—?

er perlen væk, hvad gælder skallet da?

Sligt forslag kunde stilles til en rus,

ej til en mand med karakter i jus!

Jeg regner ej, hvad Kristian den femte

i sin tid om trolovelser bestemte,—

thi det slags forhold findes ej berørt i

"lov om forbrydelser" af to-og-fyrti;

for så vidt var ej sagen kriminel,

det var jo intet brudd på det legale—

Der kan du se!

om slig en eksception blir aldrig tale.

I trange tider holdt vi trofast sammen;

hun fordrer ikke stort af livets gammen,

og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,

at jeg blev skabt for hjemmet og kontoret.

Lad andre følge svaneflokkens flugt;

liv i det små kan også være smukt.

Hvad siger ej etsteds geheimeråd Goethe

om melkevejen, skinnende og hvid?

Af den kan ingen skumme lykkens fløde,

og endnu mindre hente smørret hid—

Nå, var end målet lykkesmørrets kerning,

må ånden råde dog i al din slid;—

en mand skal være borger af sin tid,

men adle tidens borgerlige gerning.

Ja visstnok er der skønhed i det små;

men kunsten er at skue og forstå.

Ej hver, som ynder at håndtere sølen,

må derfor tro sig ligemand med "Dølen".

Så lad os gå med fred vor jævne vej;

vi stænger ikke stierne for dig,

vi følger gaden, du i højden svæver.

Hm, der fór også hun og jeg engang;

men dagens krav er arbejd, ikke sang,—

den dør man fra, alt efter som man lever.

Se, ungdomslivet er en stor proces

og den unødigste af alle trætter;—

gå på akkord, og tænk ej på regres;

thi sagen taber du for alle retter.

Nej, er den end for sidste domstol kommen,—

jeg véd, der er benådning bagom dommen!

Jeg véd, et liv kan leves ud af to,

med frelst begejstring og med reddet tro;

men du forkynder tidens usle lære:

at idealet er det sekundære!

Nej, det primære; thi dets hverv er ude,

som blomstens hverv—når frugten sætter knude.

Hun kalder på mig med den samme sang,

som talte, da vi mødtes første gang.

Så tidt hun den til liv i længsel henter,

går ud ifra min kærestes tangenter

bekræftet genpart af det første ja.

Og når vor kærlighed til slut har endskab,

og afdør, til opstandelse som venskab,

skal sangen binde mellem før og da.

Og krøges end min ryg i flugt med pulten,

og blir mit dagværk kun en krig mod sulten,

så går jeg glad dog vejen til mit hjem,

hvor det forsvundne står i toner frem.

Er der en stakket kveldstund helt vor egen,—

da er jeg sluppen skadesløs fra legen!

O, Svanhild, lad os holde trofast ud!

Du friske friluftsblomst på kirkegården,—

der ser du, hvad de kalder liv i våren!

Der lugter lig af brudgom og af brud;

der lugter lig, hvor to går dig forbi

på gadehjørnet, smilende med læben,

med løgnens klumre kalkgrav indeni,

med dødens slaphed over hver en stræben.

Sligt kalder de at leve! Himlens magter,

er slig en lod da værd de tusend fagter?

At drætte børnehjorder op til sligt,

at fede dem med retsind og med pligt,

at gøde dem med tro en stakket sommer,—

til brug, når sjæleslagtningstiden kommer!

Falk, lad os rejse!

Er ikke verden overalt den samme,

og findes ej på hvermands væg igen

den samme løgn i sandheds glas og ramme?

Nej, vil vi blive, nydende spektaklet,

tragikomedien, harlekinsmiraklet,—

et folk, som tror—hvad hele folket lyver!

Se presten og hans kone, Lind og Styver,

som kærlighedens julebukke taklet,

med løgn i hjertet og med tro i munden,—

og endda respektable folk i grunden!

De lyver for sig selv og for hverandre;

men løgnens indhold, det tør ingen klandre;—

hver regner sig, skønt havsnødsmand på kølen,

for lykkens Krøsus, salig som en gud;

selv drev de sig af paradiset ud,

og bums til ørerne i svovelpølen;

men ingen af dem skønner, hvor han sidder,

og hvermand tror sig paradisets ridder,

og hvermand smiler under ak og uf;

og kommer Belsebub med brøl og gluf,

med horn og bukkeben og noget værre,—

da muntrer man sin nabo med et puf:

tag hatten af dig; se, der går Vorherre!

Hvor underfuld en kærlig hånd har pegt

på vejen for mig til vort vårdagsstævne.

Det liv, jeg har i spredte drømme legt,

skal jeg fra denne stund mit dagværk nævne.

O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde;—

da bød du lys,—da lod du ham mig finde!

Hvad kraft er dog i dig, du stærke træ,

som står i vindfaldsskogen rank og frodig,

som står alene, og som dog har læ

for mig—?

De kom som onde fristere, de to,

hver talsmand for sin halve del af slægten.

En spurgte: hvor kan ungdomselskov gro,

når sjælen luder under velstandsvægten?

Den anden spurgte: hvor har elskov liv,

når kravet er en evig armodskiv?

Forfærdeligt—at præke denne lære

som sandheds ord, og endda livet bære!

Og hvis det nu gjaldt os?

Kan ydre vilkår gøre til og fra?

Jeg har alt sagt dig det; hvis du vil stride,

da vil jeg stå og falde ved din side.

O, intet er så let som biblens bud,

at lægge hjemmet bag sig, juble, lide,

og følge den, man elsker, frem til Gud.

Så kom da, vintervejr, med vold og vælde!

Vi står i stormen; os kan ingen fælde!

Se, frue!

Det var mærkværdigt!

at han så stilt har ruget over værket.

Hvem skulde tænkt, at Svanhild var så slu?

Men, nej, jeg kan ej tro—

Nu straks på stedet?

Gud være med Dem!

Hvad udfald sagen får, blir barnet lykkeligt.

Det er vel knapt med tiden?

så går jeg.

Farvel!

Imellem os må alting være klaret;—

vi tre får tale ud af hjertet sammen.

Vi tre?

Til tjeneste.

et halvt års tid vi har hinanden kendt;

vi kævled—

vi gav hinanden tidt det glatte lag;

De stod som høvding for en stortænkt sag,

jeg var kun en af døgnbedriftens menige.

Og endda var det som en streng, der bandt

imellem os, som tusend glemte sager

ifra min egen ungdoms tankelager,

De støved op og frem for dagen fandt.

Ja ja, De ser på mig; men gråsprængt hår

har også flommet frit og brunt en vår,

og panden, som ens daglig-gerning dynker

med trældoms-sved, bar ikke altid rynker.

Dog nok om det! jeg er forretningsmand—

De er den sunde praktiske forstand.

Og De er håbets unge glade sanger.

Se derfor, Falk og Svanhild, står jeg her.

Nu må vi tale; thi den stund er nær,

som bær i skjoldet lykke eller anger.

Så tal!

på et slags digtning—

O hvis man spør, hvor De tar stoffet fra—?

Det er et fælles stof vi to har fundet.

Nu må jeg gå.

En anden kvinde bad jeg ej om sligt;

Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kende;

til snerperi er Deres sind for rigt.

Jeg så Dem vokse, så Dem foldes ud;

De ejed alt, hvad jeg hos kvinden skatter;—

men længe så jeg kun i Dem en datter;—

nu spør jeg—vil De være mig en brud?

Tal ikke mere!

Spørg også De,—så kan hun vælge frit.

Jeg—siger De?

tre liv for lykken,—ej alene mit.

Forstil Dem ej, det nytter Dem kun lidt;

thi skønt min gerning ligger i det lave,

så fik jeg endda et slags klarsyns-gave.

Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg så

den unge kærlighed i blomst at stå;

men denne kærlighed, den stærke, kække,

den er det, som kan hendes lykke knække.

Det tør De sige!

Hvis nu De hende vandt—

hun turde alt på denne grundvold bygge,

og vove alt på dette ene kort,—

og livets storm så fejed grunden bort;

og blomsten falmed under tidens skygge?

Ugørligt!

da jeg var ung, som De. I gamle dage

jeg brandt for en; da delte sig vor vej.

Igår vi mødtes;—intet er tilbage.

Igår?

Hvad? Det var hende, som—

For hende sørged jeg i mange år,

og i dem alle stod hun for mit minde,

som den hun var, hin unge fagre kvinde,

dengang vi mødtes i den friske vår.

Nu tænder I den samme dårskabsild,

nu frister I det samme vovespil,—

se, derfor er det, at jeg siger: Varlig!

Stans lidt, og tænk jer om;—jer leg er farlig!

Nej, jeg har sagt det hele thevandslag

min stærke tro, som ingen tvil kan fælde—

At kærligheden efter frit behag

kan trodse vane, nød og sorg og ælde.

Nå, lad så være; mulig er det sandt;

men se nu sagen fra en anden kant.

Hvad elskov er, véd ingen at forklare;

hvori den stikker, denne glade tro,

at én blev skabt til saligt liv i to—

se, det kan ingen mand på jord besvare.

men ægteskabet, det er noget praktisk,

og ligeså forlovelse, min ven;

og let det lar sig eftervise faktisk,

at en er skikket just for den og den.

Men kærligheden kårer jo iblinde,

den vælger ej en hustru, men en kvinde;

og hvis nu denne kvinde ej er skabt

til viv for Dem—?

En lykkelig forlovelse betinges

ej blot af elskov, men af meget mer,

familjelemmer, som man gerne ser,

af sind, som under samme hat kan bringes.

Og ægteskabet? Ja, det er et hav

af lutter fordringer og lutter krav,

som lidet har med elskov at bestille.

Her kræves huslighed og dyder milde,

her kræves køkkensans og andet sligt,

forsagelse og agt for bud og pligt,—

og meget som i frøkenens nærværelse

ej gøres kan til genstand for belærelse.

Og derfor—?

Brug lidt erfaring; hør Dem om i livet,

hvor hvert par elskende tar munden fuld,

som hele millionen dem var givet.

For alteret skal de sporenstregs, de to;

de får et hjem og er i lykkens kridthus;

så går en tid i sejersrus og tro;

så kommer der en opgørsdag;—jo, jo!

Da er det hele bo et stort fallithus!

Fallit er ungdoms blomst på konens kind,

fallit er tankens flor i hendes indre;

fallit er sejrens mod i mandens sind,

fallit hver glød, som fordum sås at tindre;

fallit, fallit er hele boets masse;

og slige to gik dog i livet ind

som elskovs handelshus af første klasse!

Det er en løgn!

var det dog sandhed. Det var Deres ord,

da her De stod, som han i brabantstriden,

og sloges med det ganske thevandsbord.

Da lød benægtelsen fra alle kanter,

som nu fra Dem; nå ja, det fattes nemt;

vi finder alle jo, det klinger slemt

at høre døden nævne, når vi skranter.

Se presten, han, som komponerte, malte,

i frierdagene med ånd og smag;—

hvor kan De undres på, at manden dalte,

da han og hun kom under fælles tag?

Hun var jo skabt for ham til elskerinde,—

til viv for ham hun skabtes ingensinde.

Og så kopisten, som skrev gode vers?

Da fyren var i Herrens navn forlovet,

kom hele rimeriet straks på tvers,

og siden den tid har hans muse sovet

ved rokkeduren af en evig jus.

Der ser I—

Og når det aldrig ender med et plus,

men kun med minus,—hvorfor vil De stikke

den kapital, De råder over, i

sligt lidet fordelagtigt lotteri?

Det lader næsten, som De har den tro,

at De blev særlig skabt for bankerotten?

Min kække unge Falk,—gem lidt på spotten.—

På to slags vis et par kan sætte bo.

Det grundes kan ved illusionskrediten,

ved langsigtsveksler på en evig rus,

på permanents af aldren atten-nitten,

og på umulighed af gigt og snus;—

det grundes kan på rosenrøde kinder,

på klare øjne og på lange hår,

på tryghed for, at aldrig sligt forsvinder,

og at parykkens time aldrig slår.

Det grundes kan på stemningsfulde tanker,

på blomsterflor i ørkenstøvet tørt,

på hjerter, der, et livsløb gennem, banker,

som da det første ja blev sagt og hørt.

Hvad kaldes slig trafik? De navnet kender;—

det kaldes humbug,—humbug, kære venner!

Nu skønner jeg, De er en farlig frister,—

De, velstandsmanden, kanske millionær,

mens alt, hvad mit i denne verden er,

blev båret bort af to artillerister.

Hvad mener De med det?

thi den solide grundvold, kan jeg tænke,

er sagtens mynt,—mirakelmidlet mynt,

som låner mangen middelaldersk enke

Sankt Gertruds gyldenglorie til pynt.

Å nej, den er dog noget, som er bedre.

Den er den stille, hjertevarme strøm

af venlig agt, der kan sin genstand hædre,

så fuldt, som jublen i en ørskedrøm.

Den er en følelse af pligtens lykke,

af omsorgs velbehag, af hjemmets fred,

af viljers bøjning mod hinanden ned,

af vågen for at ingen sten skal trykke

den kårnes fod, hvor hun i livet skred.

Den er en mildhedshånd, som læger sårene,

den mandekraft, som bær med villig ryg,

den ligevægt, som rækker gennem årene,

den arm, som støtter tro og løfter tryg.—

Det er det indskud, Svanhild, jeg kan byde

til Deres lykkes bygning; svar mig nu.

Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!

Vælg mellem os med klar og sindig hu.

Og hvoraf véd De—

Det har jeg læst på Deres øjnes bund.

Sig også hende det i denne stund.

Nu går jeg ind. Lad legen få en ende.

Og tør De love mig med hånd og mund,

at være hende slig en ven i livet,

slig stav på vejen, slig en trøst i nød,

som jeg kan være det,—

udsletningsmærke over det, jeg bød.

Da har jeg sejret, sejret i det stille;

De vinder lykken; det var det, jeg vilde.

Og, det er sandt,—De talte før om mynt;

tro mig, den er lidt mer, end flitterpynt.

Jeg står alene, kender ingen kære;

alt det, som mit er, det skal Deres være;

De blir som søn for mig, og hun min datter.

De véd, ved grænsen ejer jeg et brug;

did flytter jeg, De sætter disk og dug,

og er så året omme, ses vi atter.—

Nu kender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,

glem ej, at farten nedad livets elv

er ingen leg, er ej at nyde, svælge;—

og så, i Herrens navn,—så får I vælge!

Du er så bleg.

Han var os værst.

Hvor hårdt han slog.

Det var, som alt gik under i det samme.

Hvor vi var rige, rige i hinanden,

da hele verden havde os forladt,

da vore tanker steg, som slag mod stranden

af bølgebrydning i den stille nat.

Da var der sejersmod i vore sjæle,

og lid på evig elskov mellem to;—

han kom med verdens gaver, tog vor tro,

og planted tvil,—og så forgik det hele!

Riv det af mindet ud! Alt, hvad han sagde,

var sandt for andre, men en løgn for os!

Det kornaks, som et tvilens haglslag lagde,

kan aldrig svaje mer i livsenstrods.

Jo, vi to, Svanhild—!

Ifald du løgnen sår, du høster tårer.

De andre, siger du? Og tror du ej,

at hver og én har tænkt som du og jeg,

at han var den, som turde trodse lynet,—

hvem ingen storm til jorden kunde slå,

hvem tågebanken fjernt i himmelsynet

på uvejrsvinger aldrig kunde nå?

De andre delte sig mod spredte mål;

jeg vil din elskov kun, og den alene.

Se, de forskriger sig i livets skrål,

jeg stilt skal støtte dig med stærke grene.

Men dersom den alligevel gik under,

den kærlighed, som skulde bære alt,—

har du da det, som endda lykken grunder?

Nej, med min kærlighed det hele faldt.

Og tør du helligt love mig for Gud,

at aldrig den, lig visnet blomst, skal hænge,

men dufte, som idag, og holde ud

for hele livet?

Den vil holde længe.

O, "længe", "længe";—usle armodsord!

Hvad gælder "længe" vel for kærligheden?

Det er dens dødsdom, meldugg over sæden.

"På evigt liv for kærlighed jeg tror"—

den sang skal altså tie, og isteden

det lyde skal: Jeg elsked dig ifjor!

Nej; så skal ej vor lykkes dag gå under,

ej dø med solgråd bag en sky i vest;—

vor sol skal slukkes, lig et luftvidunder,

i middagsstunden, der den glitrer bedst!

Hvad vil du, Svanhild?

bag den skal ikke komme nogen høst,

da sangerfuglen tier i dit bryst

og aldrig længes did, hvor den er båren.

Bag den skal aldrig noget vinterdække

slå linet over alle drømmes lig;—

vor kærlighed, den glade, sejerskække,

skal sot ej tære på, ej ælde svække,—

dø skal den, som den leved, ung og rig!

Og langt fra dig,—hvad blev mig der vel livet!

Hvad blev det nær mig—uden kærlighed?

Et hjem!

Til viv for dig blev evnen ej mig givet,

det ser jeg nu, det føler jeg og véd!

Jeg kunde elskovs glade leg dig lære,

men tør din sjæl ej gennem alvor bære.

Nu har vi jublet i en vårdags rus;

nu ingen søvnig døs på slapheds puder!

Giv alfen vinger, lad for sangens sus

ham gå på flugt i flok med unge guder!

Og er den kantret end, vor fremtids båd,—

et bræt er oven vande,—jeg véd råd;

den kække svømmer rækker paradiset!

Lad lykken synke, gå i graven våd;

vor kærlighed skal dog, Gud være priset,

nå sejersfrelst iland ifra forliset!

O, jeg forstår dig! Men at skilles så!

Just nu, den fagre verden står os åben,—

her, midt i våren, under himmel blå,

den samme dag vor unge pagt fik dåben!

Just derfor må vi. Efter denne stund

vort jubeltog går nedad bakke kun!

Og ve, når engang regnskabsdagen kommer,

og når vi stædes for den store dommer,

og når han kræver, som retfærdig Gud,

den skat han lånte os i livsenshaven—

da, Falk, et svar, som sletted nåden ud:

"Den har vi mistet undervejs til graven!"

Kast ringen!

Ja, det er kun på denne vej, jeg når dig!

Som grav er vej til livets morgenskær,

så er og elskov først til livet viet,

når løst fra længsler og fra vildt begær

den flyr til mindets åndehjem befriet!

Kast ringen, Svanhild!

Nu har jeg fyldt din sjæl med lys og digt!

Flyv frit! Nu har du dig til sejer svunget,—

nu har din Svanhild svanesangen sunget!

Til verdens fald imellem havets siv

duk ned, min drøm,—dig ofrer jeg isteden!

Nu har jeg mistet dig for dette liv,—

men jeg har vundet dig for evigheden!

Og nu til dagens gerning hver for sig!

På jorden krydses aldrig mer vor vej.

Hver går til sit, hver strider uden klage.

Vi smittet var af tidens feberdamp;

vi vilde sejrens løn foruden kamp,

sabbatens fred foruden virkedage,

skønt kravet er at kæmpe og forsage.

Men ikke sygt.

Os truer ingen flom af straffens flod;

det minde, vi to har for livet arvet,

skal stråle smukt fra mørke skyer ud,

og stå som fagrest regnbue, syvfold farvet,—

som pagtens tegn imellem os og Gud.

I skær af det du går til stille pligter—

Og du går opad mod dit mål som digter!

Som digter; ja, thi det er hver den mand,

i skolestue, tingsal eller kirke,

hver den, i højheds som i ringheds stand,

der øjner idealet bag sit virke.

Ja, opad går jeg; flugtens hest er sadlet;

jeg véd, min gerning er for livet adlet!

Og nu, farvel!

Nu kan jeg glad for dette liv dig miste!

Om alle lys i verden slukkes ud,—

lystanken lever dog; thi den er Gud.

Farvel!

Guds fagre kærlighed på jord, hurra!

Til dans i haven!

En vårdags blomsterdans med friske kranse!

Ja, danse, danse!

Ja, du og jeg er venner fra idag.

Og jeg og du vil slå for fælles sag.

Når begge statens magter slår sig sammen—

Blir resultatet alles—

Hvad? Sig mig, om jeg drømmer eller våger!

Jeg får vel hilse på min nye svoger.

Hvad er der hændt med dig? Du har, som Janus,

to ansigter!

Jorden er flak, Messieurs;—mig skuffed øjet;

flak, som et fladbrød;—er I nu fornøjet!

En kurv!

Tænk dig, en kurv!

En kurv! En kurv! En kurv!

Ja, tænk dig, du! Han lo af os, ha, ha,—

Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!

Hurra, nu er du min i alle dele!

Her er nok noget brustet i en sjæl;

men det, som endnu lever, vil jeg hele.

Nu kan du trøstig blive ved at være

forlovet med din elskte frøken Skære!

Og du kan skue gladelig din slægt

forøget årligårs med unge Stråmænd!

Det var tilpas for ham, den frække knægt;—

så skal de ha det, disse kloge spåmænd!

Og intet binder dig?

Nu godt; så kender du en datters pligt—

Råd over mig.

parti, og når der intet er til hinder—

Jo, ét forlanger jeg ved denne pagt:

at flytte bort—

Og frist—

Å, ikke længe; blot til løvet falder.

Ét, kære venner, har vi lært idag:

om tvilsmål tidt os hårdelig belejrer,

så vinder over slangen sandheds sag,

og kærligheden sejrer.

Hvad er nu det?

som går tilfjelds;—og jeg, som rent har glemt

at sende afbud—

Så det er Lind, De søger?

han er forlovet nu—

han intet har at gøre i det grønne.

Forlovet!

Der ligger altså sangerskuden bak.

Hvad gør vi nu? Vi mangler vor tenor.

Den synger jeg i Norges ungdoms kor!

Du, Falk! Hurra!

som bien jager fra sit vinterbur!

Jeg har en dobbelt sangbund i mit bryst,

en langelek med underspundne strenge,

med tvefold klang, en høj for livets lyst,

Og en, som dirrer under, dybt og længe.

Du har paletten?—Du papir til noder?

Godt; sværm da, biflok, i det grønne løv,

hjem bær vi engang hjemmets blomsterstøv

til kubens dronning, til vor store moder!

Tilgiv mig alt, det større, som det mindre,

jeg intet huske vil;

Pyt, nu er lykkepotten atter hel!

Min kone har et håb, et sødt, forjættende—

Nys hun betrode mig, den kære sjæl—

Hvis alt går godt ... til mikkelsdag ... det trettende!

Jeg får de hundred daler, sætter bo—

Ved juletider kaster jeg min pigekjole.

Min Lind blir her, lad troen være tro—

og søger plads som lærer på en pigeskole.

Jeg øver Anna op i alskens dueligheder—

Jeg går til arbejds med et bramfrit digt—

om en, som lever for en hellig pligt.

Og jeg går opad—til en fremtids muligheder!

Farvel!

hvor langt jeg går, skal dog min gerning nå dig!

Nu er jeg færdig med mit friluftsliv;

nu falder løvet;—lad nu verden få mig.

Hurra!