DE DANSKE PAA SCHELDEN

(1808-1809)

UNDER KAPITAINERNE

S. U. ROSENVINGE og H. BARON HOLSTEN.

AF

O. LÜTKEN
PREMIERLIEUTENANT I MARINEN.

KJØBENHAVN.
F. H. EIBES FORLAG.
TRYKT HOS NIELSEN & LYDICHE.
1885.

Det Materiale, der er brugt ved Udarbeidelsen af denne Episode af den danske og franske Søkrigshistorie i 1808-1809, er tilveiebragt ved Benyttelsen af officielle Aktstykker fra nedenstaaende Arkiver, hvortil jeg ved beredvillig Imødekommenhed har haft Adgang:

• Marineministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
• Udenrigsministeriets Arkiv, Kjøbenhavn.
• Archives du ministère de la marine, Paris.

Kjøbenhavn, September 1885.

O. Lütken.

Den 7de September 1807 Kl. 2 om Morgenen vare de danske og engelske Kommissairer efter en meget bevæget Forhandling blevne enige om Betingelserne for Kjøbenhavns Kapitulation, og nogle faa Timer senere blev dette Aktstykke forelagt Krigsraadet, der endnu var samlet i Hotel d’Angleterre hos Hovedstadens Kommandant, Generallieutenant Peymann. Efter at den Høistkommanderende, der var syg og sengeliggende som Følge af den Overanstrengelse og Spænding, han under Byens Beleiring og Bombardement havde været udsat for, havde forsynet Dokumentet med sin Underskrift, begav General Waltersdorff sig dermed, ledsaget af de engelske Kommissairer, til Hovedkvarteret i Hellerup, hvor de to engelske Høistkommanderende, General Cathcart og Admiral Gambier, ligeledes underskreve det. Saaledes var altsaa Kapitulationen fuldbragt 3 Uger efter at den engelske Hær var gaaet iland paa Sjælland, og ihvorvel denne Begivenhed i sin Helhed virkede nedtrykkende paa enhver dansk Mand og Kvinde, var det dog den 3die af[2] dette Aktstykkes 9 Artikler, der fyldte hele Nationen med Harme og Sorg.

Den danske Flaade med alt, hvad der hørte til dens Udrustning, samt alle Beholdningerne paa Værftet skulde ifølge denne Artikel udleveres til den britiske Regjering, og de engelske Befuldmægtigede med Kapitain Sir Home Popham i Spidsen gik saa hensynsløst som vel muligt frem under Udførelsen af deres Hverv. Ikke nok at den søgaaende Flaade blev gjort til Bytte og Magasinerne tømte; men endog det, som stod paa Stabelen under Bygning og altsaa ikke kunde tages med, skulde ødelægges.

Saaledes bleve to Linieskibe, en Fregat og nogle mindre Fartøier, der stode i Spanter, atter nedtagne, et næsten fuldendt Linieskib blev styrtet ned fra sin Beding, og et andet, Linieskibet »Dithmarsken«, der netop var i Dok, blev ødelagt.

Den øvrige Del af Flaaden var bleven ekviperet seilklar og udlagt paa Rheden, og den 21de Oktober om Morgenen lettede saa den sidste Division af den engelske Flaade med Danmarks og Norges Flaade som sit Bytte.

En tætpakket, tavs Menneskemasse stod paa Langelinie og paa Kysten længere nordenfor Kjøbenhavn og saa med Sorg paa de kjendte Skibe, der lettede deres Anker for sidste Gang fra Kjøbenhavns Yderrhed og satte Seil. Det var et storslaaet, imponerende Syn, da den samlede Styrke, 22 Linieskibe, 22 Fregatter og henved 250 Transportskibe i Løbet af Eftermiddagen stod Sundet ud, men de, der fra den danske Kyst vare Vidne hertil, tænkte i dette Øieblik kun paa, at det var Flaaden, det Værn, hvortil saa stolte og skjønne Traditioner vare knyttede, der nu drog bort for aldrig mere at komme tilbage.

[3]

Danmark var ved denne Voldshandling bleven berøvet sit uundværlige Værn, Flaaden. Hele det søgaaende Materiel, alt hvad der kunde ekviperes og gjøres seilklar, var nu fuldtlastet paa Veien over Nordsøen til England, og inde paa Holmen stode Magasiner og Beholdninger tømte for hele deres Indhold: Kanoner, Tømmer, Seil og Tougværk, — alt var borte.

Under disse fortvivlede Forhold vil det næppe undre, at Marinens Officerer, der saa sig afskaarne fra at virke til Fædrelandets Forsvar i deres eget Kald, kunde ønske at komme til at tjene under et fremmed Flag, naar blot det var i Kamp mod England, og da netop paa dette Tidspunkt Frankrigs store Keiser kjæmpede med Storbritannien, blev Frankrig ganske naturlig det forjættede Land, Maalet for manges Ønsker og Forhaabninger, navnlig iblandt Etatens yngre Kræfter.

En Del af disse henvendte sig ogsaa kort efter Byens Kapitulation til den franske Minister i Kjøbenhavn, Baron Didelot, med Begjæring om at maatte indtræde i fransk Tjeneste, men denne Plan blev af forskjellige Aarsager ikke realiseret, og nærmest fordi det danske Admiralitet, der nu ved Begyndelsen af Krigen med Verdens største Sømagt, stod med tomme Hænder uden Skibe og Kanoner, men med et dygtigt Personel til sin Raadighed, af al Kraft arbeidede paa at skabe et nyt Søværn og derved lagde Beslag paa Officerernes Kræfter.

Den Opgave, at skabe Flaaden paany, var imidlertid for stor og omfattende til, at dens Løsning kunde tilendebringes i kort Tid; mindre Skibe og Fartøier lykkedes det ganske vist hurtigt at faa færdige og ekviperede, saaledes at der snart virkelig var et lille anvendeligt[4] Søkrigs-Materiel tilstede, men Bygning af Linieskibe, Datidens egentlige Kampskibe, var et Foretagende, der ikke alene kostede Penge, men ogsaa Arbeidskraft og Tid.

Kun to af Flaadens Linieskibe havde undgaaet deres Kammeraters Skjæbne at blive udleveret til Englænderne[1]; det var »Prindsesse Lovise Augusta« og »Prinds Christian Frederik«, der begge to befandt sig i Norge ved Fjendtlighedernes Udbrud, og af disse var tilmed det første gammelt og skrøbeligt. Da der til Krigen, navnlig hvis det paatænkte Tog imod Sverrig skulde blive til Virkelighed, havdes paatrængende Brug for store Skibe, henvendte den danske Regjering sig om Bistand hos sin Allierede Rusland. Denne Anmodning blev ikke alene gunstig modtaget fra den keiserlige Regjerings Side, men det saa endogsaa ud til, at den lovede Assistance skulde blive til Virkelighed. En Eskadre, hvis Bestemmelse var de danske Farvande, udrustedes under Admiral Hanickoff’s Kommando, og fra Kjøbenhavn afreiste 3 Kommandører til Rusland med det Hverv at være de fremmede Orlogsmænd behjælpelige med Navigationen; men Skibene naaede ikke deres Bestemmelsessted, thi neppe havde Admiral Hanickoff forladt Kronstadt, førend han af en forenet engelsk og svensk Eskadre blev tvunget til at søge ind til Roggersvik, hvor han med sine Skibe holdtes blokeret. Medens saaledes den ventede Assistance fra Øst svigtede, haabede man herhjemme, at Danmarks anden Allierede, det mægtige Frankrig, nok vilde række en hjælpende[5] Haand. Man ønskede nogle Krigsskibe herop, som man vilde besætte med danske Søfolk. Dette kunde ikke ske, men Tanken førte til, at Napoleon ønskede danske Søofficerer og Matroser til Schelden. Herom henvendte den franske Regjering sig i Februar Maaned 1808 til den danske. Gjennem sin Gesandt i Kjøbenhavn, Baron Didelot, begjærede den danske Officerer og Mandskab sendte til Antwerpen og Vliessingen for at besætte 3 franske Linieskibe af den der nyskabte Flaade.

I en Depeche af 20. Februar skriver den franske Udenrigsminister Mr. de Champagny til Mr. Didelot desangaaende, idet han gjør opmærksom paa, at det i Særdeleshed er til Danmarks Fordel, da Flaaden paa Schelden er bestemt til at operere i Nordsøen og Østersøen og altsaa til Danmarks Forsvar.

Man havde herhjemme al Grund til at antage, at denne Hjælp af Søkrigsmateriel maatte staa i Forbindelse med et tidligere Løfte om Understøttelse til Lands, og at Meningen med Eskadrens forventede Afsendelse til danske Farvande maatte være den at dække den franske Armees Overgang over Store Belt og Øresund, naar Angrebet paa Sverig skulde finde Sted, men det bliver dog vist et Spørgsmaal, om man nogensinde i Frankrig for Alvor har tænkt sig det Tilfælde, at Eskadren skulde komme til at virke udenfor Scheldefloden og de nærmeste Farvande der omkring.

Samtidig med denne Henvendelse gjorde den franske Udenrigsminister Skridt i samme Anledning hos den danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer[2]. Den 18.[6] Februar modtog denne en Anmodning fra den franske Udenrigsminister om at komme til en Konference hos ham i hans Bureau. Her gjorde Mr. de Champagny den Meddelelse, at han havde Keiserens Ordre til at stille det Forslag, at Kongen af Danmark skulde sende fuldstændig Besætning af Officerer, Underofficerer og Matroser til 3 Linieskibe; den franske Regjering skulde afholde Udgifterne til deres Underhold og Gager, og Keiseren havde bestemt, at de tre Linieskibe skulde anvendes i Østersøen og til Forsvar af de danske Kyster[3]. Geheimeraad Dreyer svarede uden Betænkning, at han frygtede for, at dette Forslag vilde give Anledning til store Vanskeligheder, navnlig fordi han troede, at de danske Søfolk daarligt vilde kunne finde sig i at komme under fremmed Kommando.

Mr. de Champagny bemærkede hertil, at der ikke var noget at befrygte i den Retning, da det var Keiserens Hensigt at betro Kommandoen af de 3 Linieskibe udelukkende til danske Søofficerer; kun Overkommandoen vilde blive fransk, og de vilde komme til at tjene under fransk Flag.

Disse Indrømmelser tilfredsstillede imidlertid ikke den danske Gesandts Betænkeligheder; han bad dog Ministeren ikke betragte hans Udtalelser som noget Afslag, da han i en fortrolig Depeche skulde underrette sin Regjering om Keiserens Ønske, og vilde blot tilføie, at hvis de danske Søfolk kunde komme til at tjene under danske[7] Officerer og under dansk Flag, vilde Keiseren være sikker paa, at vore tapre og uforfærdede Matroser nok skulde gjøre sig værdige til den Tillid, der blev vist dem. Dette Modforslag mishagede imidlertid den franske Udenrigsminister i den Grad, at han afbrød Forhandlingerne med følgende skarpe Svar: »Saa kan De selv betale Deres Matroser, naar De ikke vil have, at Keiseren skal gjøre det.«

Det er ikke saa forunderligt, at Geheimeraad Dreyer efter denne lidt bratte Slutning paa Forhandlingerne i Ministerens Kabinet i sin Indberetning til Udenrigsministeriet fraraadede den danske Regjering at gaa ind paa Keiserens Forslag; man kan ikke frakjende de Betænkeligheder, han fik under Forhandlingerne med Mr. de Champagny, stor Betydning, og maa indrømme, at han har haft et ganske godt Syn paa Sagen, naar han slutter sin Depeche med følgende Udtalelse:

»At sende danske Matroser og Officerer som Besætning for 3 franske Linieskibe under fransk Overkommando og under fransk Flag, vil efter min ærbødige Formening være ensbetydende med at give Afkald paa nogensinde mere at faa disse 3 Besætninger at se i Danmark og med at overlade til Keiserens Luner at anvende dem, hvor han finder for godt.«

Skjøndt altsaa de Forhandlinger, der førtes i Paris, ikke bragte noget Resultat, havde den franske Gesandt i Kjøbenhavn, der ifølge sine Instruktioner henvendte sig saavel i Udenrigsministeriet som i Admiralitets-Kollegiet, mere Held med sig. Forslaget blev taget under omhyggelig Behandling, og Resultatet blev, at man bestemte sig til at imødekomme Keiserens Ønske saa vidt som det var muligt.[8] Den danske Regjering gav saaledes sit Samtykke, men med en vis Grad af Betænkelighed i Forudfølelsen af, at de reelle Fordele, som kunde ventes, neppe vilde staa i Forhold til de Vanskeligheder, som dette Foretagende sandsynligvis maatte give Anledning til, og det har derfor nærmest været Hensynet til den mægtige Allieredes Ønske og Villie, der førte til, at Danmark gik ind paa Keiserens Forlangende.

Denne Anskuelses Rigtighed bekræftes ogsaa ved at gjennemlæse den Fremstilling af Sagen, som den danske Udenrigsminister giver i nedenstaaende Skrivelse til Geheimeraad Dreyer i Paris[4].

Med sit geniale Blik havde Keiser Napoleon set, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunde føre et Stød imod England. En Søstyrke her med Vliessingen som en aaben Udfaldsport til den engelske Kanal vilde nødvendigvis medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre den franske Styrke i at løbe ud og operere i Kanalen. En nogenlunde stærk Flaade-Afdeling vilde under en energisk Kommando være en farlig Nabo for den engelske Kyst, og det var denne Tanke, der gav Stødet til hele den store maritime Bevægelse paa Schelden ved Antwerpen og ved Vliessingen. Naar Antwerpen omdannedes til en Vaabenplads med Værfter og Dokker, vilde Schelden fra denne By og helt ned til Fæstningen Vliessingen blive en umaadelig Krigshavn, stor nok til at rumme den mægtigste Flaade, og Beliggenheden var tilmed saadan, at selv om fjendtlig Blokade spærrede Adgangen dertil ad Søveien, vilde dog dens Existens og store Betydning være sikret derved, at Tilførsel af Skibsbygningsmaterialier og alle Slags Krigsfornødenheder kunde foregaa uhindret ad Rhin-, Maas- og Scheldefloden.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar[11] senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paa dette Tidspunkt, — Foraaret 1808 —, paabegyndt med den Kraft og Energi, som var Napoleons Regjering egen. Vel maatte Vliessingen endnu foreløbig blive Orlogsmændenes Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden. Men oppe ved Antwerpen vare allerede de ny anlagte Værfter i fuld Gang, Magasiner opførte, Bedinger reiste og Skibe under Bygning, og med saadan feberagtig Hurtighed blev der arbeidet, at 8 Linieskibe efter en urimelig kort Tids Forløb bleve satte i Vandet og paabegyndte deres Ekvipering.

Det var gjennem nedenstaaende keiserlige Dekret af 28. Februar 1808, der befalede de nybyggede Linieskibes hurtige Udrustning, at Scheldeflaaden sattes paa Krigsfod[5].

Det er en bekjendt Sag, at Bygningen af disse Linieskibe og 8 andre, som allerede stod paa de ledigblevne Stabler, blev foretaget paa en Maade, der næppe vilde kunde taale selv den skaansomste Kritik, men Opgaven, at skaffe en Flaade-Afdeling tilveie paa utrolig kort Tid, var løst, Keiserens bestemte Befaling var adlydt. Hvorledes Skibene vare byggede, og hvorlænge[13] de vilde være brugbare, var i dette Øieblik, midt under Krigen, selvfølgelig et Spørgsmaal af underordnet Betydning.

Til nærmere Belysning heraf vil det ikke være uden Interesse, at høre en Udtalelse fra en dansk Søofficer[6], der netop i Aaret 1808 havde Leilighed til at gjøre sig bekjendt med det franske Skibsbyggeri paa Regjeringens Værfter i Antwerpen.

»Skibenes Bygning«, — skriver han — »drives til en Grad af Uforsvarlighed, der bringer til at skjælve for de ulykkelige Sømænd, der med disse Skibe betroes hint farlige Element, og som endog er de Franske ukjendt. Efter Ingeniørernes Forsikring ere de ikkun byggede til 8 Aars Varighed, da det for Øieblikket kun gjælder om at tilveiebringe et stort Antal Skibe. Det grønne Træ, hvoraf Skibene ere sammensatte, som foraarsager, at endog Karduserne i Krudtmagasinerne raadne, forenet med Uforsvarligheden, vil udentvivl være Borgen for, at de ei opnaa en højere Alder. Jeg har ei vovet herved at detaillere mine Iagttagelser, af Frygt for, at samme kunde falde i uvedkommende Hænder; men, naar det Høie Kollegie befaler, skal jeg fremsende flere Beviser for Sandheden af Ovenstaaende.« ...

Skjøndt saaledes det ene Linieskib hurtigere end det andet reiste sig paa Antwerpens Bedinger og løb af Stablen for skyndsomst at blive rustet og ekviperet, stod det dog ikke i Keiserens Magt at skaffe søvante Besætninger tilveie, der kunde gaa ombord i de nybyggede Orlogsmænd, og navnlig skortede det i høi Grad paa[14] virkelige Matroser, der kunde danne Mandskabets egentlige Kjærne ved Skibenes Organisation.

Under disse Omstændigheder var den nylig trufne Overenskomst med Danmark ikke uvelkommen, og da Sagen blev ordnet saaledes, at de to nye Linieskibe »le Pultusk« og »le Dantzick«, der laa under Ekvipering i Vliessingen, skulde kommanderes af danske Søofficerer og have dansk Besætning ombord, blev denne Bestemmelse modtaget med en vis Tilfredshed paa begge Sider, i Danmark, fordi man her endnu haabede paa en effektiv Understøttelse fra fransk Side, i Frankrig, fordi man ved denne Foranstaltning gjorde Regning paa at skaffe 2 af den nydannede Flaades Linieskibe en Besætning af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Den danske og norske Koffardimatros havde dengang ligesom nu et Navn med god Klang hele Verden over, og enhver Marine kunde i fuldeste Maal være tjent med at have dem til Tjeneste under sine Vimpler, da det var Folk, der fra Barnsben havde færdedes paa Søen, og som kjendte deres Profession ud og ind. Efterat den dansk-franske Overenskomst i Principet var bleven ordnet med Hensyn til Kommandoforholdene, Lønnings-Udbetalingerne og Afholdelsen af de øvrige Udgifter, begyndte den danske Regjering tidlig paa Foraaret 1808 at træffe de nødvendige Skridt til Planens Udførelse. Vest- og Sydeuropas Havne laa netop fyldte med danske og norske Koffardiskibe, som den engelske Blokade hindrede i at komme tilsøes, Besætningerne drev omkring i Havnestæderne uden Udsigt til Beskjæftigelse for det første, og det var hele dette ledige, søvante Mandskab, der efter Regeringens Ordre ved Foranstaltninger fra de konsulare Myndigheder paa Stedet dirigeredes til Vliessingen, samtidig[15] med at de fornødne Officerer, Underofficerer og faste Folk gjorde sig klar til at afreise fra Danmark. De to Officerer, som Admiralitetet havde udset til Skibschefer for »le Pultusk« og »le Dantzick«, var Kapitainerne S. U. Rosenvinge og H. Baron Holsten[7].

Af disse var Kapitain Rosenvinge, som ovenfor meddelt, tidlig paa Foraaret afreist til Vliessingen for at tage imod det danske Mandskab efterhaanden som det ankom og paabegynde Skibenes Ekvipering. Efter sin Ankomst hertil satte han sig strax i Forbindelse med Marineministeren i Paris, Vice-Admiral Decrès[8], hvem han gjennem nedenstaaende Brev meddelte sin Ankomst til Vliessingen[9].

Paa dette Brev, der viste den bedste Villie og Redebonhed fra Chefen for det danske Kontingent af Søfolk, indløb der følgende imødekommende Svar fra den franske Marineminister[10]:

Denne Korrespondance, der indleder Forholdet imellem de franske Marineautoriteter og den høistkommanderende danske Søofficer, kunde ikke være mere lovende. Den gode Villie fra dansk Side og den imødekommende Modtagelse fra fransk Side syntes at spaa om et godt Samarbeide under den forestaaende Kampagne.

Henimod Slutningen af April Maaned modtog den anden af de to danske Linieskibschefer, Kapitain, Baron Holsten gjennem nedenstaaende Skrivelse fra Admiralitetet[11] Befaling til at afreise.

[18]

Samme Dag udgik der Reiseordre til begge de to Linieskibes øvrige Officersbesætning, der var sammensat paa følgende Maade:

»le Pultusk«.

• Kapitain S. U. Rosenvinge, Chef.
• Kapitainlieutenant Stephansen.
• Premierlieutenant A. Schifter.
• » J. C. de Falsen.
• » Thunbo.
• Sekondlieutenant Sønderup.[19]
• Sekondlieutenant Falbe.
• Kadet-Maanedslieutenant P. C. Petersen.
• » H. G. Sneedorff.
• » C. C. Zahrtmann.
• Kadet P. W. Brown.
• » O. W. Erichsen.
• » H. A. Holm.
• Overlæge Hammer.
• Forvalter Boshau.

»le Dantzick«.

• Kapitain, Baron H. Holsten, Chef.
• Kapitainlieutenant Th. Fasting.
• Premierlieutenant F. Holsten.
• » F. W. Evers.
• Sekondlieutenant J. A. Recke.
• » A. Willoch.
• » Mechlenborg.
• Kadet-Maanedslieutenant C. A. Bendz.
• » J. L. Barfred.
• » C. F. Grove.
• Kadet H. Fischer.
• » F. W. Andersen.
• » J. C. Duntzfelt.
• Overlæge Michaelsen.
• Forvalter Winding.

Gjennem det kongelige Felt-Kommissariat i Kjøbenhavn blev der for alle de ovenfor nævnte Officerer udfærdiget Reisepas lydende paa fri Befordring foreløbig til Hamburg. Underofficererne og de faste Menige skulde afgaa i 4 særskilte Hold, kommanderede af Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, Premierlieutenant[20] Schifter og Sekondlieutenant Recke, og af denne Aarsag blev der for disse Officerers Vedkommende fra Admiralitetets Side yderligere sørget for, at deres Reisepas kom til at lyde paa »saamange Kjøbstads Vogne og Heste, som enhver af dem rekvirerer hos vedkommende Magistrats-Personer, da de medbringe en Del Søfolk, hvis Tal ei forud kan bestemmes, og deres Reise ikke taaler Ophold.«[12]

Reisen fra Kjøbenhavn til Vliessingen er med Nutidens udviklede Befordringsvæsen kun en Tour af kort Varighed og tilmed en søgt Reiseroute som den hurtigste Linie til London. Over Hamburg, Osnabrück og Wesel naar man Vliessingen i Løbet af mindre end 30 Timer, hvorfra saa de store hollandske Paketter bringe den Reisende videre til Themsens Munding.

Ved Aarhundredets Begyndelse var Forholdet anderledes. Reisen var langvarig og møisommelig, og da Farvandet mellem de danske Øer spærredes af engelske Krydsere, var tilmed Veien fra Kjøbenhavn og over til Fastlandet vanskelig at passere og ikke uden Fare. Det er derfor ganske naturligt, at de 4 Afdelinger, hvis Maal var Vliessingen, og som omtrent samtidig forlod Kjøbenhavn, kun evnede at arbeide sig frem i ganske smaa Dagsmarcher, og et tydeligt Billede af de Gjenvordigheder, der navnlig paa den første Del af Veien var de Reisendes tro Ledsager, faar man ved omstændeligt at følge Kapitainlieutenant Fasting og hans Afdeling, — ialt 16 Officerer, Underofficerer og Menige, paa de første 5 Dage af deres Reise. Efter dette Tidsrums Forløb var han trods al Ihærdighed og anvendt[21] Umage kun naaet frem til — Faaborg, og i nedenstaaende Indberetning til Admiralitetet[13] skildrer han Tourens mange Hindringer og Besværligheder:

[24]

Kapitainlieutenant Fastings Kommando, der havde haft saa mange Besværligheder at kæmpe med under de første Dage af Reisen, ankom den 7de Mai om Aftenen til Altona, og inden Midten af Maaneden vare de forskjellige Afdelinger ankomne til denne By og havde atter forladt den igjen paa deres Vei til Vliessingen.

Den enslydende Ordre, der, som tidligere omtalt, af Admiralitets- og Kommissariats Kollegiet under 23de April 1808 blev udstedt til Officererne forinden deres Afreise fra Kjøbenhavn, indeholdt for hver især den Anvisning, »at han i Hamburg adresserer sig til »le commandant en place« for at erholde fri Befordring og Kreditiv paa Reiseomkostninger til Vliessingen, da denne Reise sker paa den franske Regjerings Bekostning.«[14] — Det viste sig imidlertid, at de franske militaire Autoriteter i Hamburg havde en noget afvigende Mening om dette økonomiske Spørgsmaal. Det fremgaar nemlig af forskjellige Rapporter,[15] at da de danske Officerer henvendte sig til den franske »commandant en place«, Oberst Hamelinaye, om Pas og Kreditiv, modtoge de den ubehagelige Meddelelse, at de vilde blive forsynede med et keiserligt »feuille de route«, der foruden fri Befordring gav Adgang til Logis og Fortæring underveis, naar man paa hver Station derom henvendte sig til den kommanderende Officer, men om Udbetaling af Penge eller om Kreditiv kunde der ikke være Tale, da man ingen Ordre havde herom. Denne Befordringsmaade stemmede slet ikke med Admiralitetets Ordre hjemmefra[25] og kunde vel passe sig for en Flok menige Soldater, der skal transporteres fra en Garnison til en anden, men ikke for Officerer, der med selvstændig Kommando over en mindre Afdeling, sendes til Udlandet. Det er derfor ikke saa underligt, at en saadan Behandling strax virkede lidt kjølende paa den Lyst og Iver, hvormed man var gaaet Reisen imøde i Forventning om snart at komme til at kjæmpe Side om Side med den franske Marine mod det forhadte Storbritannien. Det var imidlertid ikke nogen let Sag som Fremmede paa Stedet og ligeoverfor den franske Pladskommandants bestemte Holdning at faa denne Bestemmelse forandret, man fandt sig derfor i Forholdene og drog videre frem; men Sindet var næppe saa løftet, Forventningerne uden Tvivl noget nedstemte den Dag de danske Afdelinger forlode Altona.

At de militaire Autoriteter i Hamburg dog ikke vare ganske utilgængelige ligeoverfor en kraftig Protest mod de Befordrings-Dispositioner, som der fra fransk Side var bleven truffet, viser et lille Sammenstød, som en dansk Officer, Premierlieutenant Holsten, der passerede Hamburg paa Veien til Vliessingen, i den Anledning havde med Hamelinaye og den franske »commissaire de guerre«. Holsten, der paa Reisen fra Kjøbenhavn havde forvredet den ene Arm ved at vælte med en Vogn, og af denne Grund maatte opholde sig nogle Dage i Altona, henvendte sig ligesom sine Kammerater ved sin Afreise til Hamburgs »commandant en place«. Da det ikke lykkedes Lieutenanten at faa denne til at gaa ind paa sine Anskuelser, og han ikke vilde benytte det franske »feuille de route«, skaffede han sig ad anden Vei de fornødne Penge, hvorimod han ved sin bestemte Optræden fik udvirket en anden Redaktion af sit Pas,[26] skjøndt imidlertid denne Del af Protesten ikke var ganske korrekt og næppe kan antages at være bleven billiget af Admiralitetet i Kjøbenhavn.[16] Midt i Mai Maaned ankom endelig Linieskibet »Dantzick«s tilkommende Chef, Kapitain, Baron Holsten til Hamburg, og ledsaget af Premierlieutenant Holsten fortsatte han den 17de om[27] Eftermiddagen Reisen videre vester paa. Først efter 10 Dages Forløb indtraf de to Officerer til Byen Dortrecht i Holland, hvor Kapitainlieutenant Stephansen endnu opholdt sig med sit Kommando, medens to andre Delinger under Lieutenanterne Schifter og Recke nogle Dage tidligere havde forladt dette Sted og sat sig i March imod Reisens Endestation, Vliessingen.[17]

Her var efterhaanden de Officerer og det Mandskab indtrufne, der skulde udgjøre Besætningen paa de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«. Forsendelsen af Folkene over Land til Schelden havde imidlertid haft sine Vanskeligheder. Det hændte sig, at man i de Havne, hvor der var franske Marinestationer, nægtede de danske Konsuler Pas for de Folk, som skulde reise, og foretrak at beholde dem til Tjeneste paa de franske Krigsskibe paa Stedet.[18] Ved sin Ankomst til Byen den 1ste Juni fandt Kapitain Holsten dog Ekviperingen i fuld Gang under[28] Kapitain Rosenvinges Ledelse, og efter at denne havde forestillet den nyankomne Chef for den franske Høistkommanderende paa Schelde-Flaaden, Kontre-Admiral Grev Edouard Thomas Burgues de Missiessy,[19] gik Kapitain Holsten ombord i sit Skib, hvor han traf den tilkommende Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Fasting, der var ankommen nogle Dage tidligere og nu ledede Ekviperingen af »Dantzick«. Saavel dette Linieskib som »Pultusk« vare endnu en Del tilbage i deres Udrustning, og begge Skibe fulde af Haandværkere, da Kapitain Holsten ankom til Vliessingen, men lidt efter lidt kom Sagerne i Orden, og Kommandoen blev heist der ombord. Den Flaadeafdeling, der saaledes i Foraaret 1808 under Admiral de Missiessy’s Kommando var samlet paa Schelden, bestod af følgende Linieskibe:[20]

[29]

De Forhold, hvorunder de danske Officerer og Besætninger vare kaldede til at virke, vare alt andet end lette, og det var strax fra første Færd at forudse, at den Maade, hvorpaa hele Sagen var ordnet, nødvendigvis maatte bære Spiren i sig til gjensidig Misfornøielse og Utilfredshed.

De to Linieskibe med dansk Besætning ombord, der nu altsaa udgjorde en Del af Schelde-Flaaden, og som Følge heraf havde fransk Flag og Vimpel heist, stod vel under Admiral Missiessy’s Kommando, men samtidig hermed var ikke, hvad man med Grund kunde antage, Baandet imellem de to danske Skibschefer og Admiralitetet i Kjøbenhavn fuldstændig løst. Uanset den franske Overkommando betragtede de sig som staaende under de danske Love og Søkrigsartikler, indsendte deres Rapporter og Indberetninger til Admiralitetet, og dette Afhængighedsforhold førte til det beklagelige Resultat, at Forholdet imellem de franske Autoriteter og de danske Chefer blev mindre godt, idet disse dog betragtede Admiralitetet hjemme som deres rette Overhoved, som den højere Instans, hvortil man tyede hen med sine Besværinger og Sorger. Den Støtte, som de danske[30] Kommanderende følte ved at have Admiralitetet i Ryggen, opveiede ikke, at de netop derved bragtes ind i et skjævt Forhold til de franske Myndigheder, noget som muligvis kunde have været undgaaet, hvis de havde været stillede ganske paa lige Fod med Scheldeflaadens øvrige Chefer. Det synes næsten som om de danske Officerer, ja endog de to Skibschefer, ikke have haft det rette Blik for deres Stilling og været paa det rene med de faktiske Forhold. Som tidligere nævnt, forlod nemlig Officererne Danmark og reiste til Frankrig med store Forventninger og ubestemte Forhaabninger, og skjøndt det ikke her kan siges med Bestemthed, ligger den Antagelse dog nær, at de to Chefer ere reiste hjemmefra og have indtaget deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor.[22]

Forudsat altsaa at denne Formodning er rigtig og Admiralitetet selv paa dette Tidspunkt har haft det rette Syn paa den Rolle, som den franske Regjering havde tiltænkt det danske Kontingent af Officerer og Søfolk, maa ogsaa Ansvaret for at Befalingsmændene tiltraadte deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og hvilke Begrændsninger deres Rettigheder havde, falde tilbage paa Admiralitetet. For bedre at kunne forstaa Grunden til de smaa Fortrædeligheder og Vanskeligheder, som allerede begyndte at vise sig i Horisonten, vil det være nødvendigt nærmere at omtale Tjenestens Ordning ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«.[31] — De to Linieskibe havde som tidligere nævnt dansk Chef, Officerer og Besætning, men ved Siden heraf var der et ikke ubetydeligt fransk Element ombord i Skibene.

Som en Følge af, at de danske Officerer ikke vare inde i Regnskabsførelsen, havde Marinebestyrelsen lagt hele Regnskabsvæsenet i franske Hænder. En capitaine de frégate[23] var beordret til Tjeneste i hvert af Skibene som øverste Regnskabsfører og medbragte til Arbeidets Udførelse en Stab af franske Funktionairer. Soldatesquen, som kommanderedes af en Kapitain og to Lieutenanter, var ligeledes fransk, og endelig var der sat c. 100 udskrevne franske Matroser ombord i Linieskibet »Dantzick« under Kommando af 2 Søofficerer, idet man antog, at Opholdet i det dansk kommanderede Skib vilde være en god praktisk Skole for de unge Søfolk. Resten af Besætningen var dansk.[24] Denne Sammenblanding i et Skib af to Nationers Søfolk, der i Karakter og Levemaade vare saa forskjellige som de danske og franske, kunde ikke andet end indvirke paa Udførelsen af Tjenesten. Ordningen af Kommandoforholdene ombord, Udskillelsen af Økonomien og Regnskabsvæsenet, samt endelig den særlige Stilling, som Chefen for Soldatesquen[32] indtog i Skibet, gjorde kun Situationen mere vanskelig og fra et militairt Synspunkt mere uheldig. Foruden disse to Hovedudgangspunkter for kommende Misfornøielse, der her ere nævnte, kom der adskillige andre Ting, som bidrog til at forbitre Stemningen ombord i de to Linieskibe saavel hos Officererne som hos Besætningen.

Den samme Ilfærdighed og Uforsvarlighed, som havde været et Kjendemærke ved Scheldeflaadens Bygning, havde ogsaa under Udrustningen og Ekviperingen gjort sig gjældende i saa høi Grad, at Skibene, splinterny som de vare, som Søskibe og Kampskibe kun vare i en temmelig maadelig Forfatning. Det kan derfor ikke forundre, at de danske Chefer, der havde Kommandoen og Ansvaret, og som hjemmefra vare vante til ombord i Skibene at have Kram, som de kunde stole paa, maatte finde det pinligt under Krigsforhold at blive satte til at virke med et Materiel, der ikke alene var mangelfuldt, men tillige saa slet og skrøbeligt, at Blokke, Tallier og Touge under Arbeide og under Manøvrerne saa at sige brast imellem Folkenes Hænder.

Naar man ved, hvilken Rolle Tilliden spiller ombord i et Skib, og hvilken Betydning det har saavel i Søen som under et Sammenstød med Fjenden, at alle lige fra Chefen og ned til den menige Matros stole paa, at alt indenbords er som det bør og skal være, maa man ogsaa indrømme, at under Forhold, hvor Tilliden til Materiellets Brugelighed mangler, vil det i sørgelig Grad gaa ud over, hvad Personellet viser sig istand til at præstere.[25]

[33]

Lysten til at tage fat var derfor kun ringe iblandts Officerer og Mandskab og særlig iblandt de sidste, der i de første Maaneder af Kampagnen maatte savne to nødvendige Betingelser for at holde Humøret oppe og Sundheden vedlige: tilstrækkelig Mad og en Køie at ligge i.

Folkenes Bespisning var vel hvad Kvaliteten angaar god og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog ikke til de danske og norske Søfolks Appetit, der fra Hjemmet vare vant til en langt rigeligere og kraftigere Kost end den, den franske Intendantur leverede, og som hver Dag maatte savne deres Snaps om Morgenen, deres Grød, Smør, Ærter og Flæsk og rigelige Ølration.[26]

[34]

Hvad den anden Anke angaar — Manglen paa Køier og Tæpper, — da fandt der den mærkelige Praxis Sted, at Folkene ikke som i danske Krigsskibe fik disse Gjenstande udleverede til Brug, men selv maatte baade anskaffe sig dem og betale dem. Dette var imidlertid lettere sagt end gjort; endnu den 8de Juni havde hverken Officerer eller Mandskab faaet udbetalt Forskud af deres Lønninger, og selv om man havde haft de nødvendige Midler til Anskaffelsen, vilde dette dog ikke have afhjulpet Savnet, da Køietøi ikke var til at opdrive der paa Stedet.[27] Som en Følge heraf var Forholdet det, at medens de franske Matroser havde deres Hængekøier og Tæpper, maatte de danske i Begyndelsen tage til Takke med at ligge paa det bare Dæk uden noget over sig, et Natteleie, der selv Sommerdage ikke er forsvarligt for en Mand, der skal arbeide haardt om Dagen.

[35]

Det varede ikke længe, førend Klagerne over den utilstrækkelige Bespisning og Manglen paa Køietæpper naaede den franske Marineministers Øren. Skjøndt Besværingerne endnu ikke vare af stor Betydning, skjænkede Hertugen af Decrès dem dog saa megen Opmærksomhed, at han afsendte en Adjutant til Vliessingen for at undersøge Forholdene ombord i Skibene og senere en ministeriel Embedsmand (administrateur) med Fuldmagt til om fornødent at foretage Forandringer i Folkenes Bespisningsreglement. Resultatet heraf blev ogsaa, at der foretoges forskjellige mindre Forandringer i Bespisningen for de danske Mandskabers Vedkommende,[28] og man haabede ved disse Forholdsregler at have borttaget al Grund til videre Klage paa dette Omraade.

Det bedste Vidnesbyrd om, at man fra fransk Side ærligt bestræbte sig for at afhjælpe de Mangler, der klagedes over, og som begyndte at true med at ødelægge det gode Forhold imellem Danske og Franske, har man i Hertugen af Decrès egne Ord. I en udførlig Rapport til Keiseren berører Ministeren ogsaa Aarsagerne til den begyndende Misfornøielse og udtaler sig saaledes herom:

Da disse Indrømmelser imidlertid ikke havde det Resultat, som man havde ventet, blev der fra Marineministeriet i Paris givet Anvisning paa 2 Maaneders Udbetaling forud af de danske Mandskabers Gage, og Pengene stillede til Kapitain Rosenvinges Disposition.

Man kan i disse forskjellige Foranstaltninger fra Hertugen af Decrès’ Side ikke undgaa at lægge Mærke til, at de bære Præget af, at Ministeren allerede paa dette Tidspunkt har set Faren for hele Eskadren ved, at Misfornøielsen ulmede og voxede iblandt de fremmede Søfolk, og at det derfor har været ham af Vigtighed at dæmpe den i sin Begyndelse. Da dette imidlertid hidtil ikke var lykkedes, greb han nu til det Middel at sætte sig i personlig Forbindelse med Kapitain Rosenvinge, i den Tro, at direkte Forhandling med den ældste danske Søofficer hurtigst og sikrest vilde kunne bringe Klagerne og Misfornøielsen til at forstumme iblandt »Pultusk«s og »Dantzick«s Besætning.

[37]

I sin Indberetning til Keiseren udtaler Ministeren sig paa følgende Maade om dette Punkt:

»Paa dette Tidspunkt vare ugunstige Rygter komne mig for Øre om den Aand, der herskede iblandt de danske Søfolk, der vare ombord i Deres Majestæts Linieskibe. Jeg skrev derfor til Mr. Rosenvinge for at underrette ham personlig om de Forholdsregler, som jeg havde taget til Bedste for hans Mandskab, for at han selv kunde vaage over Udførelsen deraf og indberette til mig derom. Jeg skrev til ham om at korrespondere med mig i Sager, hvor han troede det nyttigt for den Tjeneste, der var ham betroet, uden dog iøvrigt at gjøre nogen Forandring i hans Subordinationsforhold til Admiralen.«[29]

Den Imødekommenhed, der ved denne Ordning blev vist de danske Chefer, var ikke saa ganske ringe og burde have baaret de bedste Frugter. Den Omstændighed, at en Skibschef i en Eskadre fik den Begunstigelse fremfor sine Kammerater at kunne forhandle uden Eskadrechefens Mellemkomst direkte med Ministeriet i Sager, der angik hans Mandskabs Vel og Ve, var saa stort et Særsyn og indeholdt saa gode Chancer for at faa alt, som man ønskede det, naar blot Tilladelsen blev benyttet med tilstrækkelig Moderation og Forsigtighed. Det kan imidlertid ikke skjules, at Kapitain Rosenvinge næppe har haft Øiet aabnet for dette Forhold og ikke har indset, at den begunstigede Særstilling, han i Øieblikket indtog, ikke var uden Fare, at den Tilladelse, der var givet, var som et tveægget Sværd, der ved Uforsigtighed eller naar det blev misbrugt kunde vende Æggen imod ham selv. Næppe saa han sig befriet for den hæmmende[38] Indflydelse, som det nødvendigvis maatte have, at hans Besværinger og Anmodninger om Forandringer skulde passere Eskadrechefens Hænder og veies og kritiseres ombord i Admiralskibet, for maaske aldrig at naa videre, førend han strax lagde Haand paa Værket og i en omstændelig Rapport til Marineministeren i et paa sine Steder temmelig energisk Sprog fremsatte en Række Klagepunkter, blandt hvilke dog Proviantspørgsmaalet, Klagen over den utilstrækkelige Kost var Tyngdepunktet.

I Kapitain Rosenvinges Skrivelse,[30] der er dateret Orlogsskibet »Pultusk« Oedekenkercke den 30. Juli 1808 fremsættes Klagen over Rationernes Utilstrækkelighed paa følgende Maade:

»Jeg gik ombord i »Pultusk« med en god dansk Besætning. Det varede kun kort Tid førend jeg indsaa, at der utilstrækkelige Kost ikke var den ringeste af de Hindringer, som jeg vilde faa at kjæmpe med. Deres Excellence vil kunne forstaa en Chefs Følelser i et Øieblik, hvor 2 af Mandskabet som Talsmænd for alle de andres Sag, fremstille sig for ham paa den mest ærbødige Maade, vise deres Ration og derved give det bedste Bevis paa dens Utilstrækkelighed.

»Deres Excellence vil kunne forstaa de Følelser, som har bemægtiget sig mig ved at høre følgende Ord af et lidende Mandskab:

»Vi ere komne fra Europas længst bortliggende Havne for at tjene vort Fædreland. Vi have trodset Elendigheden efter at have fortæret den sidste Skilling af[39] den Hyre, som vi møisommelig have tjent ombord i Koffardiskibene. Vi have med Taalmodighed trodset den barskeste Aarstid og de mest ufremkommelige Veie. Vi have set vore Kammerater falde om ved Siden af os udmattede af Anstrengelse; men enhver Hindring svandt bort for den glimrende Udsigt til at komme til at forsvare Fædrelandets Kyster under vort eget Flag. Men selv denne Opmuntring blev os berøvet i det Øieblik, hvor vi bleve kommanderede ombord i Skibe under et fremmed Flag, hvor det nødvendigste til Livets Ophold knap bliver os tilstaaet.«

Hertugen af Decrès var ikke i Paris, da Kapitain Rosenvinges Brev ankom til det franske Marineministerium. Brevet traf ham i Rochefort, hvor Ministeren opholdt sig paa en Inspektionsreise, og kom temmelig uventet. Han havde haft Grund til at haabe, at de forskjellige Ulemper, og i alle Tilfælde Proviantspørgsmaalet, var ifærd med at blive løst paa en tilfredsstillende Maade, og nu modtog han en Fremstilling af Sagen i saa stærke Udtryk, at man kunde forledes til at tro, at de danske Besætninger skreg af Sult. Ministeren har sikkert maattet være paa det Rene med, at den Fremstilling, han havde modtaget, i ethvert Tilfælde var noget overdreven. Med al Hensyn til den nordiske Appetit og dens Krav var det dog en Kjendsgjerning, at 6 andre Linieskibes Besætninger levede paa samme Maade paa Schelden, og da det tilmed var Midsommerdage (Juli Maaned), kunde Trangen til kraftigere Kost ikke være saa paatrængende. Endelig maatte man ogsaa antage, at Forholdene ikke kunde være saa fortvivlede, da Kapitain Rosenvinge samtidig med Indsendelsen af sin indtrængende Klage indskrænkede sig til at bemærke, »at dersom man til[40] Rationerne føiede et ganske lille Kvantum Smør, som vilde være gavnlig for de Danskes Sundhedstilstand, troede han, at Rationerne vilde være tilstrækkelige for Sommeren, men at Vinteren vilde nødvendiggjøre en Forøgelse.«

Ikke destomindre lod Ministeren ikke Klagen ligge uden at tage Hensyn dertil. Han havde maaske end yderligere Grund til nærmere at undersøge Forholdene ombord i de to dansk bemandede Linieskibe, da Kapitain Rosenvinge i samme Skrivelse forlangte, at den franske capitaine de frégate[31], der som tidligere omtalt var til Tjeneste ombord i »Pultusk«, tilligemed en anden fransk Officer skulde fjernes, da de ikke kunde komme ud af det med de danske Officerer. Skjøndt dette Forlangende var af en lidt vanskelig Natur, strakte Hertugen af Decrès sin Imødekommenhed imod de Danske videre, end man kunde vente. Admiral Missiessy blev strax gjort bekjendt med Kapitain Rosenvinges Brev og Admiralens Erklæring indhentet med Hensyn til Forflyttelsen af de to franske Officerer. Svaret gik ud paa, at Missiessy var vel kjendt med Forholdet, at Rosenvinge var uretfærdig i sin Bedømmelse af de to Officerer, men at han desuagtet skulde beordre dem forflyttede ombord i Linieskibet »Dalmate«, saasnart det var muligt[32].

Skjøndt der saaledes fra de franske Marineautoriteters Side blev taget billigt Hensyn til Klagepunkterne i Kapitain Rosenvinges Skrivelse, er det naturligt, at ikke Alt strax kunde blive ændret. Større og vigtigere Sager lagde nødvendigvis Beslag paa Ministerens Opmærksomhed,[41] og Scheldeflaadens indre Anliggender maatte derfor træde i Baggrunden.

Paa den anden Side ventede de danske Besætninger ombord i »Pultusk« og »Dantzick« med Utaalmodighed paa, at deres Ønsker skulde blive opfyldte i videste Udstrækning. De danske Chefer, og navnlig Kapitain Rosenvinge, der som den ældste havde Ansvaret paa sig, saa med Utilfredshed og Beklagelse, at det ikke gik saa hurtigt, som man kunde ønske, med at faa de Mangler rettede, som i hans Øine havde den største Betydning. Kapitain Obet var stadig endnu til Tjeneste ombord i »Pultusk«, Materiellet ombord i Skibene var stadig i den samme mindre gode Forfatning, og disse forskjellige uheldige Omstændigheder i Forbindelse med at man nu fortalte som sikkert, at Eskadren snart skulde i Søen, bestemte Kapitain Rosenvinge til atter og paa en mere energisk Maade at benytte den givne Tilladelse til direkte at henvende sig til den franske Marineminister.

Det er saare forstaaeligt, at Kapitain Rosenvinge ved Tanken om et forestaaende Efteraarstogt har anset det for sin Pligt at sørge for at have Skib og Mandskab i den bedst mulige Stand og derfor ikke er veget tilbage for endnu en Gang at foretage et direkte Skridt i den Anledning, men det havde samtidig været i høi Grad ønskeligt, om han havde haft Besindighed nok til ikke at tilspidse sine Fordringer ved denne fornyede Henvendelse og fremfor Alt havde undgaaet at fremsætte dem under saa skarp en Form, at Hertugen af Decrès kunde tage Anledning til med Rette at beklage sig derover.[33]

[42]

Den Skrivelse, som ved sit Indhold og sin Form foranledigede, at Ministeren saa sig nødsaget til at indanke Sagen for Keiserens Domstol, er dateret 6te September 1808. Det var en Gjentagelse af de samme Klager og de samme Fordringer, kun mere vidtgaaende og fremfor Alt fremsatte som et Ultimatum til den franske Marinebestyrelse[34].

.... »Deres Excellence maa tillade mig at erklære,« skriver Kapitain Rosenvinge, »at Kapitain Obet’s Opførsel i den senere Tid har været saaledes, at det er mig umuligt at tjene længere sammen med denne Officer. Jeg finder det ikke passende i dette Brev at omtale mine Klager nærmere; men dersom min blotte Forsikring ikke er Dem tilstrækkelig Garanti for, at mit Forlangende er retfærdigt, skal jeg skaffe Beviser tilveie, som vil kunne overtyde Dem om, at jeg kun har det Ønske tilbage, at enten han eller jeg forlader Skibet ...

»Som erfaren Sømand er det min Pligt at erklære lige overfor Deres Excellence, at en Del af de fremsatte Forlangender ere af saa stor Vigtighed, at Tabet af min[43] egen og den danske Marines Ære, og maaske Tabet af en Del af Frankrigs Flaade vil blive Resultatet, hvis man ikke foretager Forandringer forinden Eskadrens Afseiling. Og for de to førstnævnte Aarsagers Skyld vil jeg ikke kunne forsvare lige overfor min Konge, at jeg ikke forlanger at forlade en Kommando, som kun kan føre til et sørgeligt Resultat.....

»Enhver Dansk ombord tænker paa Skibenes Ufuldkommenhed, Misfornøielsen voxer, og paa samme Tid fordobles Længslen efter at vende hjem til et Land, som venter os med aabne Arme, hvis Ære er et med Besætningernes Ære, og som vil glæde sig over vor Hjemkomst og ved at se os befriede fra den pinlige Tilstand, hvori vi befinde os.«[35]

Kapitain Rosenvinges Skrivelse indeholdt foruden de ovennævnte forskjellige Klager og Fordringer endnu et Punkt, et Etikettespørgsmaal, og det var Fremsættelsen heraf, som bestemte Hertugen af Decrès til at samle alle de svævende Stridspunkter og forelægge hele Sagen for Keiseren i en udførlig Rapport.[36]

Da den ældste franske Linieskibschef i Scheldeflaaden, capitaine de vaisseau Soleil[37], Anciennetet var yngre end Kapitainerne Rosenvinge og Holsten[38], reistes[44] fra dansk Side officielt det Spørgsmaal, hvem der eventuelt skulde have Kommandoen i Tilfælde af, at den kommanderende Admiral enten faldt eller paa Grund af Sygdom blev sat ud af Stand til at kommandere, idet der gjordes gjældende, at de som ældre i Anciennetet ikke kunde tjene under Kapitain Soleil.

Det var sikkerligt et højst uklogt Skridt saa kort Tid efter Ankomsten og tilmed som Udlændinge at røre ved et Problem, hvis Løsning der maaske slet ikke blev nogen Anvendelse for, og om hvilket man paa Forhaand kunde sige, at hvad Berettigelse end de stillede Krav kunde have, vilde et Forsøg paa at gjøre dem gjældende kun have et bestemt Afslag tilfølge fra fransk Side.

Forespørgslen, der indgik skriftlig til den franske Marineminister, blev fremsat paa følgende Maade i en Skrivelse fra Kapitain Rosenvinge, dateret Orlogsskibet »Pultusk« den 6te September 1808,[39] og samtidig hermed henvendte de danske Chefer sig til Admiral Missiessy med det samme Spørgsmaal:

»Jeg har Grund til at antage, — hedder det i Skrivelsen, — at Linieskibskapitain Soleil betragtes som den ældste i Anciennetet her i Eskadren. Det er meget pinligt for Baron Holsten og mig, som ere ældre i Anciennetet som Kapitainer i den danske Marine, at se os berøvede den Plads, som tilkommer os og det stik imod den keiserlige Ordre, som indrømmer os de samme Rettigheder som Hs. keiserlige Majestæts Undersaatter. Som Officer maa den militaire Lov, altid at følge Ancienneteten, en Lov, som gjælder for alle Nationer, være Dem bekjendt. Deres Excellence vil af denne Grund tilgive os, naar vi erklære,[45] at vi under ingen Omstændigheder ville kunne lade os kommandere af andre end af den, som har Retten dertil gjennem sin Anciennetet.«

Der fulgte intet skriftligt Svar herpaa til de danske Officerer, men Ministeren sendte blot nedenstaaende Skrivelse, hvori Keiseren løste Spørgsmaalet paa en ligesaa klar som kategorisk Maade, til den Høistkommanderende paa Scheldeflaaden, med Paalæg om mundtlig at meddele de to danske Officerer Afslaget, saafremt det var nødvendigt.[40]

Der affeiende Maade, hvorpaa Keiseren havde behandlet Anciennetetsspørgsmaalet, overbeviste vel de to Kapitainer om, at enhver Mulighed om yderligere Forhandling var afskaaret, men da de samtidig følte sig overbeviste om, at der var begaaet Uret imod dem, og at de skyldte den Marine, de tilhørte, at værne om dens Ære, søgte de Tilflugt under det danske Admiralitets Vinger og indgik til dette med en Fællesrapport[42], hvis Hovedpunkt selvfølgelig var Anciennetetsspørgsmaalet, men som tillige indeholdt en omstændelig Klage over alle de uafhjulpne Mangler, hvorunder de danske Besætninger stadig maatte lide. Rapporten er dateret Orlogsskibet »Pulstuck«[43] den 31te (?) September[47] 1808, tilankers paa Schelden ved Vliessingen. De indstillede heri underdanigst, »om vi kan eller bør renoncere paa vores Anciennetet, saa meget mere da vi ei føre det kjære danske Flag, og altsaa ingen Aarsag er til at anse os som Auxiliaire. Vi bede meget, at Kollegiet vil antage sig denne Sag og tør haabe, at vi til det meget Ubehagelige, vi maa igjennemgaa, ei endnu skal se os tilsidesatte som danske Søofficerer, der vistnok kan maale sig med alle andre.«

»Vi behøve vistnok ikke at anmærke,« — saaledes slutter Rapporten, — »hvor tungt det er for os med den bedste Villie, at se os mangle kraftige Midler, og saaledes være Aarsag i, at den danske Marine skulde tabe den Roes, den Agtelse, den fra Arilds Tid har havt hos Venner og Fjender.«

I Kjøbenhavn var man bleven alt andet end behagelig overrasket ved Modtagelsen af Fællesrapporten, der med rene, klare Ord fortalte, hvor mislig og uholdbar Situationen paa Schelde-Flaaden i Grunden var for de Danske. Den Følelse har sikkert ikke kunnet holdes tilbage hos dem, der stod i Spidsen for Marinens Bestyrelse, at Skylden for det daarlige Forhold, der daglig forværredes, og inden ret mange Maaneder[48] skulde føre til en Katastrophe, ikke tilfulde kunde lægges dem til Last, som for Øieblikket maatte lide under Følgerne deraf, men havde sin dybeste Grund i den mangelfulde Maade, hvorpaa Forholdet fra Begyndelsen af var bleven ordnet. I Erkjendelse heraf ansaa Admiralitetet det som en Pligt at anvende sin Indflydelse paa at fremskynde Afhjælpelsen af de Mangler, hvorover der saa indtrængende var bleven klaget, medens man samtidig ønskede saavidt muligt at undgaa ethvert Skridt, der kunde støde de franske Autoriteter. Man valgte derfor den lemfældige Fremgangsmaade under 22de Oktober at sende Fællesrapporten til Departementet for udenlandske Sager[44] ledsaget af en Anmodning om, at Departementet gjennem den kongelige danske Gesandt i Paris, Geheimeraad Dreyer, vilde yde sin Bistand til at udvirke de omtalte Mangler afhjulpne.

For endvidere at vise, hvilken Anskuelse Admiralitetet selv havde om dette Spørgsmaal, og at man ikke paa alle Punkter billigede de to Officerers Optræden sendtes tillige til Gjennemlæsning den Svarskrivelse, som Admiralitetet agtede at afsende til Vliessingen, og hvis Hovedpunkter nedenfor gjengives[45]:

Hvor ubehageligt et Indtryk Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Fællesrapport end havde gjort i Kjøbenhavn, da man derigjennem saa, hvilken uheldig Vending Sagerne havde taget paa Schelden, vilde Regjeringen dog have faaet et langt klarere Billede af Situationens Uholdbarhed og Farlighed, hvis den havde kjendt Indholdet af det tidligere omtalte Aktstykke »Affaire Rosenvinge«, som Hertugen af Decrès omtrent samtidig forelagde Keiser Napoleon. Ministeren gjennemgik heri de forskjellige Anker, der vare[50] fremkomne fra dansk Side, viste, hvad man havde gjort for at afhjælpe de tilstedeværende Mangler og udtalte paa sine Steder en lige saa berettiget som skarp Kritik over de Dimensioner, Fordringerne fra dansk Side havde antaget, og navnlig over den Maade, hvorpaa de vare blevne fremsatte i den senere Tid. Med Hensyn til den sidst foreslaaede Forandring i Bespisningsreglementet,[46] fraraadede Ministeren Keiseren bestemt at strække sig videre, dels fordi der allerede efter hans Formening var gjort tilstrækkeligt, men navnlig fordi den foreslaaede Forøgelse vilde medføre en altfor stor Udgift.

Ministeren afslutter sin Indberetning til Keiseren med følgende meget for haarde Udtalelse:

Man behøver kun at kjende den ovenfor anførte Slutning af Hertugen af Decrès’ udførlige Rapport til Keiseren, for at faa et Indtryk af, i hvor høi Grad han følte sig skuffet og fornærmet over den Maade, hvorpaa de danske Chefer havde belønnet hans Bestræbelser for at mildne de Ulemper og Ubehageligheder, som Tjenesten under fremmed Flag nødvendigvis maatte medføre, og man maa kun undre sig over, at Ministeren ikke fik Sagen ført[52] igjennem og fik udvirket, at Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« bleve afløste af andre Officerer.

Eskadren havde i Sommerens Løb ligget til Ankers paa Schelden paa Rheden ved Oedekenkercke og senere, hen paa Efteraaret, ved Vliessingen. Skibene vare blevne organiserede, Besætningerne indexercerede, og nu da Ankerpladsen var bleven forlagt vester paa til Scheldens Munding, syntes Alt at tyde paa, at Eskadrens Bestemmelse var at gaa til Søs. Men snart efter hed det sig, at Aarets Kampagne var tilende, at Skibene ved Vinterens Komme skulde oplægges, og denne Antagelse viste sig ogsaa at være rigtig, idet der den 15de November indløb Ordre fra Paris til den Høistkommanderende om at indlægge i Vliessingen og desarmere.[47] Eskadrens Skibe ankom nu paa Rheden fra deres forskjellige Stationer og lagde ind paa Værftet, efterhaanden som man kunde tage imod dem. Den 30te November kom Linieskibet »Pultusk« ind, »Dantzick« nogle Dage tidligere. Chefen for det første af disse, Kapitain Rosenvinge, der den 29de November henimod Aften var kommet ned til Vliessingen med sit Skib, men ikke samme Dag naaede at komme ind paa Rheden, da Lodsen paa Grund af Mørket nægtede at tage ham ind, havde set sig nødsaget til at ankre udenfor.

Den følgende Morgen blæste det en flyvende Storm af SV. med svær Sø. Ankerpladsen var omgivet af Grunde og under disse Forhold ikke til at lide paa, skjøndt Linieskibet havde begge sine Ankere ude, og Chefen bestemte sig derfor til under alle Omstændigheder at søge[53] at slippe ind paa Rheden. Letningen lykkedes ogsaa uden Uheld. »Pultusk« stak det ene Anker fra sig, fik lettet det andet og stod nu indefter. Fra de franske Orlogsmænd paa Rheden havde man fulgt Manøvrens Gang og var nu med Forundring Vidne til den dristige Navigation. For Takkel og Toug, uden en eneste Stump Seil tilsat, skummede »Pultusk« for den svære Kuling ind paa Rheden. Det stævnede ned tæt agtenfor Linieskibet »Ville de Berlin«, men i det Øieblik, da man lagde Roret iborde for at dreie op paa Ankerpladsen, sprang Ratlinen. I dette kritiske Øjeblik, hvor Skibet havde mistet Styret, lod Kapitain Rosenvinge koldblodig sit Anker falde; — til al Lykke holdt Touget, »Pultusk« svaiede op og blev liggende paa sin Plads.[48]

Allerede forinden de to danske Chefer gjennem Admiralitetets Skrivelse vare blevne opfordrede til at vise mere Forsigtighed i deres Optræden lige overfor de franske Autoriteter, var der desværre atter kommen en Kurre paa Traaden. En ny Anmodning fra dansk Side og det derpaa følgende kategoriske Afslag havde foranlediget, at den sidste Rest af god Villie paa begge Sider blæstes bort, og Muligheden for et godt Samarbeide var derved bleven fjernere end nogensinde.

Ved Midten af Aarets sidste Maaned var nemlig Scheldeflaaden som tidligere nævnt bragt i Vinterhavn i Vliessingen. Ombord i Skibene var Flag og Vimpel strøget, men Folkene vedbleve at være under Kommando ombord, Tjenesten gik sin daglige Gang, og 2 Officerer og 2 Kadetter i hvert Skib gjorde[54] skiftevis Vagt. Dagen gik med Afleveringer og Arbeide paa Værftet; thi efter Ministeriets Ordre skulde Skibene efterhaanden fuldstændig tømmes for hele deres Udrustningsmateriel og alt afleveres til Opbevaring i Magasinerne. Det var et besværligt og navnlig for de danske Søfolk utilfredsstillende Arbeide; Veiret var raat og fugtigt og de lokale Forhold paa Værftet saa slette, at Folkene i de kolde Vinterdage led betydeligt derunder.[49]

Hertil kom endvidere, at de afriggede Skibe vare høist uhyggelige og mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet. Der fandtes ingen Kakkelovne ombord, og da Maden blev kogt iland i dertil indrettede Kogehuse, var Ilden slukket paa Kabyssen. Hele Skibet var følgelig gjennemfugtigt og koldt fra øverste til nederste Dæk, Folkene havde intet Sted, hvor de kunde tørre deres gjennemvaade Klæder, ja end ikke Lys var tilladt ombord, men kun som en uundgaaelig Nødvendighed stiltiende taalt. Disse uheldige sanitære Forhold undlod heller ikke at øve deres Virkning paa Sundhedstilstanden, der i sin Helhed ikke havde været videre god om Sommeren. »Pultusk« havde saaledes efter Indlægningen 30 Mand paa Sygelisten, »Dantzick« 40 Mand, de øvrige af Eskadrens Skibe endnu flere, og Ulemperne herved føltes i endnu højere Grad derved, at der intet Hospital fandtes iland, som kunde modtage de Syge, saa at man[55] maatte beholde dem ombord i Skibene, uden at være istand til at skaffe dem den tilstrækkelige Pleie.

Det var derfor med Modvillie og Mismod, at de Danske gik Vinteren imøde her i Vliessingen. Tanken om Krigen hjemme og Uvirksomheden under fremmed Flag under trykkende Forhold gjorde Stemningen mørk og trist for alle og ikke mindst for de Kommanderende.

Saa vidt man kunde skjønne, var der ingen Udsigt til Hjemsendelse fra fransk Tjeneste eller nogen Forandring i Sagernes Stilling; saasnart Foraaret kom, vilde Flaaden efter al Rimelighed blive udrustet paany og komme i Aktivitet forstærket med de Linieskibe, som i Aarets Løb vare blevne byggede, men hverken dette eller Udsigten til mulige Kampe med den engelske Kanalflaade kunde faa Sommerens Gjenvordigheder og Ubehageligheder til at træde i Baggrunden eller bringe de danske Chefer til at glemme de to Skibes mangelfulde Udrustning. De vare overbeviste om, at det Mandskab, de havde under deres Kommando, var saa fortrinligt, at de i Sømandsdygtighed kunde tage det op med hvilketsomhelst af de andre Skibe og give en Prøve paa, hvordan der kan manøvreres og arbeides i en Orlogsmand, der har en dygtig Besætning ombord, naar blot Reisninger, Seil, Kanoner, kort sagt, hele Materiellet er som det bør være.

Ledede af denne Overbevisning besluttede Kapitainerne Rosenvinge og Holsten endnu en Gang at gjøre et Forsøg paa ved den kommende Foraarsudrustning at faa de følelige Mangler ombord afhjulpne, som hidtil havde holdt deres Arbeidslyst bunden, og da de efter alt, hvad de havde set under deres Ophold paa Schelden,[56] uden Partiskhed kunde vidne, at den Maade, hvorpaa et dansk Linieskib blev ekviperet og rigget, i enhver Henseende var bedre, navnlig i alt, hvad der angik praktisk, forsvarlig og sømandsmæssig Installation, toge de ikke i Betænkning nogle Uger forinden Ordren indløb til Eskadrens Indlægning at rette den Anmodning til den franske Marineminister, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« ved den kommende Udrustning maatte blive »taklede efter dansk Maade«.

Det Svar, som Hertugen af Decrès gjennem Marine-Præfekten i Antwerpen, Mr. Malouet[50] gav paa den indkomne Begjæring, maatte, som man vil se, saavel ved sit Indhold som ved sin Form betage Lysten til at fremkomme med yderligere Forslag til Forandringer og Forbedringer i Scheldeflaadens Skibe:

[57]

Admiralitetets tidligere meddelte Skrivelse af 22de Oktober, der paalægger de 2 Skibes Chefer at vise mere Forsigtighed i deres Optræden ligeoverfor de franske Autoriteter, kom saaledes ikke tidsnok til at forhindre dette Skridt, der sikkerlig næppe har været vel overveiet. Det er udenfor al Tvivl, at Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Forslag kun har haft det Maal for Øie at bringe saa meget som muligt ud af det Mandskab og Materiel, som var bleven dem betroet, og derved gavne det Flag og den Marine, som de tjente, men man kan desuagtet vanskelig forklare sig, at de have kunnet tro paa den Mulighed, at deres Forslag om at ekvipere to af Schelde-Flaadens Linieskibe paa dansk Maade vilde finde Anklang i en Marine som Frankrigs, der vel kunde respektere en Flaade med en saa lang og hæderlig Historie som Danmarks, men næppe kunde ønske at blive belært fra denne Kant. Det havde været baade klogere fra deres eget Standpunkt og ønskeligt for hele Situationen, om de havde ladet sig belære af Sommerens Erfaring og betænkt, at deres Forslag let kunde betragtes fra fransk Side som en skarp Kritik, der kastede Vrag paa hele det System, hvorefter man her ekviperede og udrustede Marinens Orlogsmænd.

Aaret nærmede sig imidlertid sin Ende, men uden nogen Udsigt til Forandring i Situationen. Det ensformige Værftsarbeide og de yderst sparsomme Kilder til Fornøielse og Adspredelse, som Vliessingen raadede over, formaaede ikke at jage Tiden paa Flugt, saa Dagen gik kun trægt og langsomt.

Om Aftenen naar Arbeidet var endt samledes Officererne i Reglen paa Kafeérne og Værtshusene i Byen og fordrev Tiden ved et Parti Billard eller et Glas, men[58] de Danske manglede næsten altid ved disse kammeratlige Sammenkomster og Drikkegilder, dels fordi Sproget lagde dem Hindringer i Veien, men navnlig fordi de befandt sig bedre i deres egen Messe. Ved Eskadrens Indlægning paa Værftet havde nemlig de danske Chefer leiet et Hus i Byen, og her dannedes saa en afsluttet lille Koloni, hvor samtlige Officerer og Kadetter fra »Pultusk« og »Dantzick« holdt deres tarvelige[52] Maaltider i Fællesskab og iøvrigt forsamledes, naar Tjenesten tillod det.

Misfornøielsen i den danske Koloni havde henimod Juletid antaget store Dimensioner. Diskussionerne og Samtalerne imellem Officererne indbyrdes, naar man efter Middagen sad sammen ved Cigaren, dreiede sig i Reglen om et staaende Emne, — Beklagelse over de uheldige Forhold, hvorunder man virkede, og Utilfredshed over i Krigstid at ligge ørkesløse i en fremmed Orlogshavn, medens Kammeraterne hjemme vare i fuld Virksomhed i Kattegattet, Sundet og Belterne for at værne om Fædrelandet. Lysten til at vende hjem og atter at kunne sætte Foden paa et Dæk, hvorover Splitflaget vaiede, skjærpedes herved Dag for Dag og blev tilsidst saa mægtig, at Linieskibenes samtlige Officersbesætninger en Ugestid før Juleaften bestemte sig til i Fællesskab at foretage et Skridt i denne Anledning, og indgav in pleno nedenstaaende Ansøgninger til Admiralitetet i Kjøbenhavn, hvori de indtrængende bede[59] om blot at komme hjem, bort fra Vliessingen og Scheldeflaaden.

Samtidig hermed indgik der følgende Pro-Memoria[54] fra samtlige Officerer ombord i Linieskibet »Dantzick«:

Begge disse Aktstykker ere saa karakteristiske i deres Form og betegnende for Situationen, at man derigjennem faar et godt Begreb om Stemningen iblandt de danske Officerer, men man faar samtidig ved Gjennemlæsningen det Indtryk, at Længslen hjemefter har malet Situationen mørkere og forledet til at bruge stærkere Farver end strængt nødvendigt.

De samme Bevæggrunde, som ledede de danske Officerer til at ansøge om Hjemkaldelse fra Frankrig, bragte ogsaa Mandskaberne til at slaa et Slag for at komme hjem til Danmark, og de indsendte derfor igjennem deres Chefer en allerunderdanigst Pro Memoria herom til Admiralitetet i Kjøbenhavn,[55] hvori de klagede deres Nød.

Linieskibet »Dantzick«s Besætning skrev saaledes:

Det enstemmige Raab om Hjælp og Befrielse, der gjennem de her gjengivne Ansøgninger lød ovre fra Schelden, var saa klagende, at Admiralitetet bestemte sig til at foretage Skridt for at faa Officerer og Mandskab hjemkaldt fra fransk Tjeneste. Ansøgningerne vare strax efter deres Ankomst til Kollegiet blevne sendte til Kongen, og under 5te Januar 1809 befalede Hs. Majestæt dem tilstillede Departementet for de udenlandske Sager.

Herfra indløb der faa Dage efter følgende Skrivelse:[58]

Skjøndt der saaledes fra den danske Regjerings Side blev gjort Anstrengelser for at faa Officerer og Mandskab hjem til Danmark, hvor man nu begyndte at trænge til deres Kræfter efterhaanden som det lykkedes at stille noget Flaademateriel paa Benene, førte Forhandlingerne dog ikke til noget Resultat i denne Retning. Aaret 1809 begyndte for de Danske paa Schelden lige saa trist som det gamle Aar var sluttet uden Udsigt til Forandring; da indtraf der i Januar Maaned Ordre fra det franske Marineministerium om at Besætningerne paa Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i 2 andre, som sagdes at være bestemte til en hemmelig Expedition.[59] Ordrens Udførelse hastede saa meget, at Officerer, Mandskab og Bagage skulde transporteres over Land paa Vogne Dag og Nat for at naa Bestemmelsesstedet saa hurtigt som muligt. Denne Disposition fra Marineministeriet kom aldeles uventet og slog ned som en Bombe i den danske Koloni. Man havde saa sikkert haabet, at den eneste Ordre, man havde i Vente, var Hjemkaldelsesordren til Danmark, og nu stod man pludselig i Begreb med at[65] blive transporteret til en anden Orlogshavn uden at vide, hvad Øiemedet var med denne Expedition. De to danske Skibschefer, som i sin Tid havde modtaget Ordre til at overtage Kommandoen af de i Vliessingen liggende Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«, mente, at de ifølge denne Befaling kun kunde anvendes til Tjeneste her og antog, at en Forflyttelse fra det i Ordren nævnte Sted for deres Virksomhed kun kunde være berettiget, naar de danske Autoriteter havde givet deres Minde hertil.

Som Følge at denne Opfattelse troede de danske Chefer ikke, at de kunde tage Ansvaret paa sig for en Handling, hvorved Anvendelsen af to Linieskibes Besætning — omtrent 1300 Mand — blev en anden end den, Hs. Majestæt havde bestemt.

Endnu en Gang skulde altsaa dette ulykkelige Afhængighedsforhold til Admiralitetet i Kjøbenhavn, som hele Sommeren igjennem havde vist sig saa fordærveligt, drive sit Spil, og denne Gang med saa alvorlige Følger efter sig, at det blev den sidste.

Det er ufatteligt, at to saa dygtige Officerer som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der under deres Ophold i fransk Tjeneste havde gjort saa dyrekjøbt en Erfaring i denne Henseende, ikke have kunnet indse, at hvor loyal end deres Tænkemaade var ligeoverfor Konge og Fædreland, maatte den Fordring, at det danske Admiralitet skulde have en Haand med, hvor det blot gjaldt om en Forflyttelse af Mandskab og Materiel, kort sagt en strategisk Forholdsregel, selvfølgelig fra et militairt Standpunkt betragtes som en Umulighed. Og det er lige saa uforstaaeligt, at de ikke have kunnet se, at det Standpunkt, de indtoge i denne Sag, maatte drage de farligste Konsekvenser efter sig, og at de stode i Begreb[66] med at gjøre det mest vovelige Skridt, som en Militair kan foretage sig i Krigstid: at nægte at lystre. —

Man kan vel ikke andet end til en vis Grad respektere den yderliggaaende Følelse af Ansvar og Pligt hos de danske Skibschefer ligeoverfor Bogstaven i deres Ordre hjemmefra, men det bør dog ikke her glemmes, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten ved Siden heraf ogsaa havde et Ansvar ligeoverfor den Regjering, under hvis Flag de tjente og at de sikkert burde have betænkt den Fare, der ramte Disciplinen i hele Scheldeflaaden, naar to af dens Linieskibe nægtede at lystre Ordre.

Saasnart det blev bekjendt ombord, hvad Skrivelsen fra det franske Ministerium indeholdt, og at Afreisen var forestaaende, viste der sig bestemte Tegn paa, at Udførelsen af Ordren ogsaa vilde støde paa Modstand fra Mandskabernes Side. Det saa næsten ud, som om Folkene havde en Anelse om, at de ikke vilde staa alene, naar de vovede dette betænkelige Skridt, men maaske endogsaa finde Støtte hos deres Chefer, og paa den anden Side er det ikke urimeligt at antage, at disse i dette fredelige Mytteri have fundet en Berettigelse af deres egen Optræden.

Denne Antagelse bestyrkes ogsaa ved den frimodige Maade, paa hvilken Folkene optraadte ved denne Leilighed og underrettede deres Chefer om, at de ikke havde i Sinde at lystre den omtalte Ordre, en Beslutning, som under almindelige Forhold vilde have bragt adskillige af dem til at ende deres Liv under Fokkeraaen. I et Antal af 2-300 begav de danske Matroser sig til deres Chefer og erklærede paa det bestemteste, at de ikke vilde gaa til Brest idet de tilfølede: »at de vilde adlyde i Skibet, men[67] naar de kom i Land og ved Magt skulde forceres til Afmarch, vilde de aftrække Klæderne og lade sig nøgne ihjelskyde; den første Død var bedre end den sidste; de havde allerede lidt for meget og vilde saameget mindre forlade Vliessingen, som de gjorde sig Haab om ifølge deres indgivne Ansøgning at blive kaldte hjem og derfor vilde oppebie deres Konges Resolution.«[60]

Medens saaledes saavel Chefernes som Mandskabets Holdning efter det ovenfor anførte var givet, stode Officererne temmelig indifferente, uden endnu at indtage nogen bestemt Stilling til Spørgsmaalet. De indskrænkede sig til at faa Mandskabet bragt til Rolighed ombord i Skibene, men intet mere, idet de indsaa, at deres Myndighed over Folkene ikke spændte videre. Som Følge heraf gjordes der heller ikke fra Officerernes Side yderligere Forsøg paa at faa Besætningerne til at gjøre deres Pligt, man slog sig til Ro med det Faktum, at Folkene ikke vilde forlade Vliessingen, ja Næstkommanderende ombord i »Dantzick«, Kapitainlieutenant Fasting, udstedte endog følgende eiendommelige skriftlige Erklæring til Bekræftelse herpaa:[61]

Alle Officererne bleve herefter sammenkaldte til et Møde hos Cheferne, hvor de enstemmigen erklærede, at[68] de under disse Omstændigheder maatte have en dansk Ordre, uden hvilken Følgerne vilde være for farlige.

Som Sagerne nu stode, følger det af sig selv, at denne Erklæring fra Officerernes Side ikke har kunnet andet end bestyrke de Kommanderende i den Opfattelse, at deres Standpunkt ikke alene var korrekt, men nu tillige dikteret af Nødvendigheden lige overfor Mandskabets Vægring og Officerernes enstemmige Udtalelse.

Man maa dog ikke glemme, at den Stilling til Spørgsmaalet om Ordrens Berettigelse, som de to Skibschefer alt forinden dette Tidspunkt havde indtaget, og som indenfor saa snævre Grændser ikke kan have været de subalterne Officerer ubekjendt, nødvendigvis, om end kun indirekte maa have indvirket paa deres Votum ved den Autoritet, som 2 ældre erfarne Officerers Mening ganske naturlig have ligeoverfor de Yngre.

Sagen var imidlertid efter denne Begivenhed traadt ind i et nyt Stadium. Det var ikke længere Betænkeligheden ved muligvis at overskride den danske Konges Befaling der hindrede Udførelsen af det franske Marineministeriums Ordre; der var ved Officerernes og Mandskabets Optræden kommet et Moment til, nemlig Frygten for aabenbart Mytteri, hvis Ordrens Iværksættelse skulde forsøges drevet igjennem med Magt.

Efter alt hvad der var gaaet forud, er det vel ikke usandsynligt, at det i dette Øieblik vilde være saare vanskeligt for de danske Chefer at faa Folkene til at lystre, og at en Revolte i de to Linieskibe muligvis kunde blive Signalet til Mytteri i hele Eskadren, hvor der imellem de hvervede hamborgske og hollandske Matroser fandtes mange urolige Hoveder. Men selv om alt gik stille af,[69] uden Uorden og Excesser fra det danske Mandskabs Side, og uden Indskriden med militair Magt fra de franske Myndigheders Side, var derved ingenlunde Faren for Uroligheder i Eskadren bleven fjernet. Besætningerne ombord i de øvrige af Scheldeflaadens Skibe have nemlig næppe kunnet opfatte Begivenhederne anderledes end at der var Mytteri i »Pultusk« og »Dantzick«, kun at Modstanden ikke kom fra Mandskabet alene, men fra Cheferne, Officererne og Mandskabet i Forening. —

Da de to danske Skibschefer vare komne til den Overbevisning, at den modtagne Ordre ikke alene ikke burde adlydes, men heller ikke længere kunde adlydes, bestemte de sig til at optræde i Fællesskab og gribe til det Middel at tilskrive den kommanderende Admiral for at meddele ham, at de ikke saa sig istand til at udføre den modtagne Ordre.

Det var gjennem nedenstaaende Skrivelse, at de to danske Chefer meddelte Admiralen denne Beslutning, der skulde blive saa skjæbnesvanger for dem begge:[62]

For dog at gjøre et Forsøg paa at faa et Kompromis istand, tilbøde de danske Chefer at ville tiltakle de[71] to Linieskibe, søge at bryde den engelske Blokade og seile til Brest.

Paa denne Maade opfyldtes Marineministerens Befaling at bringe Mandskabet til denne Havn, og samtidig vilde formentlig heller ikke Kongens og Admiralitetets Ordre blive overtraadte. Admiralen afslog imidlertid deres Tilbud.

De anmodede dernæst om at der maatte blive vist dem den Gunst at de maatte sende en Skrivelse til Ministeren i Paris med den samme Kurer, som Admiralen afsendte med Rapporten om det Passerede og de danske Skibschefers Erklæring, men dette blev nægtet dem.

Til Slutning bad de endelig om Tilladelse til at maatte afsende en Officer til Danmarks Minister i Paris, for at indhente hans Raad i denne vanskelige Sag.

Dette Ønske blev tilstaaet, og Lieutenant Recke afreiste derefter til Paris. Foruden sine mundtlige Instruktioner, medbragte Lieutenanten en Fællesskrivelse dateret Vliessingen d. 15. Januar 1809 fra de to danske Skibschefer, hvori de meddele det Passerede, og paakalde hans Bistand: »Altfor langt fjernede«, — hedder det — »fra vores Konge og Fødeland til derfra at kunne vente nogen hastig Bistand, vove vi med fuldkommen Tillid at overgive vores Sag i en Mands Hænder, der stedse med saamegen Held, som Diplomatiker, virkede til Danmarks Hæder.«[64]

Af Geheimeraad Dreyer blev Lieutenant Recke forestillet for Marineministeren, der modtog den unge Officer med megen Venlighed og endogsaa erklærede at[72] Spørgsmaalet var bleven bragt ud af Verden derved, at den paatænkte Forlæggelse af Mandskabet til Brest for at besætte to andre Linieskibe allerede igjen var opgivet.[65]

Ministeren opfordrede sluttelig Lieutenant Recke til at blive nogle Dage i Paris for at se sig om, hvilket Tilbud han imidlertid ikke benyttede sig af, men hastede tilbage til Vliessingen for at bringe det glade Budskab, at Reisen til Brest nu var opgivet.

Man kan let forestille sig, hvilken Jubel denne Tidende fremkaldte ombord hos Alle lige fra Chefen og ned til den menige Mand; alle som en glædede sig over, at den uhyggelige Sag var bleven endt paa saa tilfredsstillende en Maade, at det franske Marineministerium havde givet efter for de Danskes Fordringer; al Misstemning og Uvillie var blæst bort med det samme, nu var jo snart det hele overstaaet og Hjemreisen til Danmark nær forestaaende.

Januar Maaned nærmede sig imidlertid sin Slutning og en af de sidste Dage, den 28de Januar, skulde feires som en Festdag ombord i Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Det var nemlig Hans Majestæt Kong Frederik den Sjettes Fødselsdag. Chefer og Officerer havde i denne Anledning besluttet at høitideligholde Dagen paa saa smuk og værdig en Maade, som Forholdene ombord vilde tillade. Alle Vliessingens Autoriteter vare indbudne[73] til Soirée og Bal ombord, alle Arbeiderne ved Arrangementet vare endte, — da ankom der om Formiddagen paa selve Festdagen fra Marineministeren i Paris en Kurer med Ordre til at arrestere begge de danske Skibschefer.

Det var ingen ringere end Keiser Napoleon selv, der havde taget Initiativet til denne Ordres Udstedelse. Han var den 23. Januar 1809 ankommen til Paris, og inden den danske Gesandt kunde opnaa Audiens hos ham, havde Marineministeren, Grev Decrès, fremstillet Sagen for ham. Keiseren, der var meget opbragt over den Insubordination, der var vist fra de danske Skibschefers Side, befalede deres øjeblikkelige Arrestation, og man kan se af den ministerielle Ordre til Arrestationen, som nedenfor meddeles, at der var Alvor i Tingene.

En saadan Befaling taalte selvfølgelig ingen Opsættelse og blev ogsaa strax iværksat. Klokken var 2 om[75] Eftermiddagen, da Ordren til Arrestationen blev kundgjort for de to Chefer. En Skonnert laa seilklar, parat til at modtage dem, og der indrømmedes dem kun 2 Timers Frist til Forberedelser til Reisen; Kl. 4 skulde de gaa fraborde. Afskedsøieblikket var bevæget og alvorligt. Skibet stod pudset i sin bedste Pynt smykket med Flag og Vaabendekorationer, for at modtage de fremmede Gjæster, der snart ventedes ombord. Hos alle havde Festdagen og Tanken om den forestaaende Hjemreise til Danmark borttaget alle Bekymringer og Sorger, — og nu var alt dette ved et Slag knust. Officerer og Mandskab bleve Vidne til et Syn, som maatte bringe enhver Besætning i heftig Bevægelse. Cheferne viste sig paa Dækket færdige til at forlade deres Skib som Arrestanter. Deres Kaarde havde de afleveret, Kommandoen havde de nedlagt; de henvendte blot nogle Ord til Folkene, der maalløse stirrede paa hvad der foregik omkring dem, og bad dem indstændig om at forholde sig rolige og ikke bryde Disciplinens Baand. De to Kapitainer gik nu i Fartøjet for at ro over til Skonnerten, der kort efter lettede sit Anker og satte Seil. Paa Veien imellem Vliessingen og Antwerpen ombord i Skibet fandt de Leilighed til at skrive et Brev til den danske Minister i Paris, hvori de paakaldte hans Hjælp, og strax efter Ankomsten til Antwerpen indsattes de som Fanger i Citadellet. Først i dette Øieblik synes Situationens Alvor at være gaaet op for de to Officerer. Ovenpaa den Spænding, som den sidste Tids Begivenheder havde medført, var der efter Katastrofen indtraadt en ganske naturlig Reaktion, en Slappelse og Nedstemthed, der giver sig tilkjende i følgende Brev til Geheimeraad Dreyer:[68]

[76]

Ombord i »Pultusk« og »Dantzick« var Bestyrtelsen stor efter Chefernes Afreise.[69] Ingen havde anet, at denne[77] Dag skulde have ført saa skjæbnesvangre Begivenheder med sig, men alle vare enige om, at hvad Bevæggrunde den franske Regjering end maatte have til at foretage dette Skridt, saa kunde Arrestationen ikke indtræffe mere ubeleiligt og fornærmeligt, naar man tog Hensyn til Dagens Betydning for de Danske, og hvad enten Valget af Dagen var sket med Forsæt eller det kun var tilfældig, opvakte denne hensynsløse Behandling alle Officerernes og Besætningens dybeste Harme. Udslaget af denne Forbitrelse viste sig deri, at to Officerer, en fra hvert af Linieskibene, Premierlieutenanterne F. Holsten og Falsen begave sig til den Høistkommanderende for Scheldeflaaden[78] og nedlagde Protest imod den Maade, paa hvilken deres Chefer vare blevne behandlede. De udstrakte endog deres Dristighed saa vidt, at de erklærede for Admiralen, at de som danske Officerer kun vilde adlyde hvem der af Kongen af Danmark bestemtes dem til Foresatte, og at de derfor ikke vilde forrette Tjeneste under de franske Chefer, som ventedes indsatte af Keiseren til at tage Kommandoen over de to Linieskibe efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation.

Skjøndt Admiral Missiessy sikkert maa være bleven lige saa forbauset som ilde berørt ved dette dumdristige Skridt af de to danske Officerer, modtog han dem paa saa venlig en Maade, at man skulde tro, at han var en ældre erfaren Ven og Raadgiver, til hvem de havde henvendt sig, og ikke den Mand, der umiddelbart efter at have hørt deres Erklæring kunde — man fristes til at sige burde — have ladet dem arrestere strax paa Stedet.

Han forestillede dem det ubesindige i deres Forehavende, bad dem vel betænke den Fare, de udsatte sig for, ja nægtede endog ligefrem at ville modtage deres Erklæring, som ufeilbarlig vilde koste dem Livet, da Keiseren i saadanne Sager ikke kjendte til Skaansel.

Til Trods for det mørke Billede, som ved denne Sammenkomst oprulledes for dem, og til Trods for Udsigten til at komme til at ende Livet for en fransk Kugle, stod Holsten og Falsen dog fast ved deres Beslutning, uden at lade sig rokke. Efter at Admiralen havde ladet dem vide, at han kun kunde modtage Meldinger fra dem igjennem deres Chefer, tilbød han dem til Afsked 8 Dages Betænkningstid, i hvilken han jævnlig sendte Officerer til dem, for at formaa dem til at afstaa fra deres Forehavende. Kapitain Moras, den franske Officer, der var udset til at[79] føre Kommandoen ombord i »Dantzick«, anvendte ligeledes sin Indflydelse paa at bringe dem til at afstaa fra deres Forehavende, men da det ikke lykkedes, og de forbleve urokkede ved deres Beslutning, foretog han et Skridt, der gjør hans Karakter den største Ære. Han gik nemlig til Admiral Missiessy og meldte de to Officerer syge. Til Trods for al denne Langmodighed og Hensynsfuldhed lode Lieut. Falsen og Holsten sig dog ikke bevæge, og Admiral Missiessy maatte da endelig, hvor nødig han vilde, bekvemme sig til at indsende sin Rapport til Marineministeren i Paris om hvad der var forefaldet.

Under det ovenfor omtalte Møde havde de to danske Officerer udtalt, at alle deres Kammerater ombord i »Pultusk« og »Dantzick« delte deres Anskuelse, men naar de ikke havde fulgt deres Exempel, da var Grunden den, at de af Hensyn til Mandskabet vare af den Mening, at de for at undgaa Uroligheder og Udskeielser handlede rettest i at forblive til Tjeneste ombord i Skibene.

Man maa derfor ved Bedømmelsen af hele dette Forhold lægge Mærke til, at Lieutenanterne Holsten og Falsen altsaa ikke ved denne Leilighed handlede paa deres Kammeraters Vegne men efter eget Initiativ, og Demonstrationen maa derfor ikke betragtes som en Fælles-Handling af de danske Officerer, ihvorvel de maaske tilfulde sympathiserede med de Følelser, som bragte deres to Kammerater til at træde saa ubesindigt op. Det viste sig ogsaa strax, at Misfornøielsen og Gjæringen iblandt Folkene var saa stærk, at Officerernes Nærværelse var absolut nødvendig, men samtidig var der hos Mandskabet stor Frygt for, at deres Officerer skulde lade dem i Stikken og de selv blive fordelte ombord i Eskadrens øvrige Skibe. Det[80] var denne Eventualitet, som Folkene imødesaa med Skræk, da dermed Hjemreisen til Danmark vilde blive umuliggjort, og det er udenfor al Tvivl, at hvis de danske Officerer havde ladet deres Stemning raade og gjort fælles Sag med deres to Kammerater, vilde et aabenbart Mytteri blandt Besætningen næppe være bleven undgaaet.

Da saaledes Folkene den 29. Januar om Morgenen skulde gaa til Arbeide, nægtede de at lystre, men den blotte Trusel[70]: »at enten maatte de adlyde deres Officerer, eller disse maatte forlade dem« var tilstrækkelig, uden anden Magts Anvendelse, til at faa dem til at gjøre deres Pligt.

Man kan saa godt forstaa, at Folkene under disse fortvivlede Forhold, hvor Cheferne vare arresterede, kunde bringes til det Yderste, naar Officererne ogsaa forlod dem, og det kan derfor ikke nok fremhæves, at det skyldtes Officerernes Holdning, at Uveiret drev over uden alvorlige Følger.

Dagen efter at de to danske Chefer maatte forlade Skib og Mandskab og gaa fraborde som Arrestanter, afsendte den franske Udenrigsminister en Note til Danmarks Gesandt i Paris, hvori han meddelte Begivenheden og motiverede dens Nødvendighed. Denne Depeche er af Interesse derved, at man derigjennem faar Napoleons Bedømmelse af Sagen.

Skrivelsen, der i ethvert Fald maa have været forelagt Keiseren til Approbation, er et klart Udslag af hans Misfornøielse over, at man havde vovet at være ulydig, og den keiserlige Vrede skinner igjennem hver Linie af[81] dette karakteristiske Aktstykke, der imponerer ved sin Overlegenhed:[71]

Samtidig med Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation blev Ordren fra Paris om, at Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick« indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois« til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk,« samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »Cæsar« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade. De franske Chefer mødte kun en eneste Gang ombord i Skibene. Ved denne Leilighed blev Besætningen sammenkaldt og fik at vide, hvorledes Forholdene vare. De danske Næstkommanderende vilde komme til at føre den egentlige Kommando, men skulde kun modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe. Som Følge af denne Ordning gik Tjenesten i »Pultusk« og »Dantzick« sin vanlige Gang, uden at der mærkedes noget til de fremmede Chefer; kun hver Morgen mødte de begge paa Kaien ved Linieskibenes Fortøiningsplads, hvor da den vagthavende danske Officer indfandt sig for at modtage mulige Ordrer og afgive Melding, om noget af Interesse var foregaaet.

Til Trods for disse lempelige Foranstaltninger gav Omskiftningen af Kommandoen dog Anledning til et lille[83] Sammenstød imellem »Dantzick’s« nye Chef, Kapitain Moras, og Næstkommanderende der ombord, Kapitainlieutnant Fasting. Hvad Aarsagen dertil har været, kan ikke afgjøres, da de officielle Rapporter og Indberetninger ikke indeholde nogen Oplysning derom, men rimeligt er det at antage, at et eller andet tjenstligt Spørgsmaal maa have givet Anledning til en Meningsforskjel imellem de to Officerer. Ved denne Leilighed fandt Kapitain Moras sig beføiet til at erklære, »at saalænge han saa, at Admiralens Ordrer nøiagtigt udførtes, og at for Resten Tjenesten forrettedes hensigtsmæssig, vilde han ikke videre befatte sig dermed, men i modsat Fald var det hans Pligt som Chef at paase det skete«.[72]

Kapitainlieutnant Fasting, der kun kunde opfatte disse Ytringer som en Bebreidelse, svarede herpaa: »at saalænge Tjenesten og Arbeidet kunde ske saaledes som han havde lært og det hidentil var sket, haabede han enhver Ordre skulde blive punktlig udført, paa de Ufuldkommenheder nær, som hans Ukyndighed i det franske Sprog kunde mulig foraarsage«.

Dette lille Sammenstød havde ingen videre Følger. Kapitain Moras har sikkert ikke fundet nogen Grund til at være utilfreds med den Maade, paa hvilken Tjenesten blev ledet af Linieskibet »Dantzick’s« samvittighedsfulde Næstkommanderende, hvorimod Kapitainlieutenant Fasting paa sin Side følte sig krænket og med tidligere Praxis for Øie beklagede sig til Admiralitetet i Kjøbenhavn over hvad der var hændet.

Imidlertid hensad Kapitainerne Rosenvinge og Holsten[84] i Citadellet i Antwerpen og bleve endog indtil Slutningen af Februar Maaned holdte i temmeligt strengt Fangenskab. Det var dem ikke tilladt at modtage Besøg i Fængslet eller at afsende Breve til Hjemmet; af Mad og Drikke kunde de forskaffe sig hvad de ønskede for egen Betaling, saa de i den Henseende ingen Nød led, men Friheden var saa indskrænket, at det kun var tilladt dem at spadsere i Citadellet i Sigte af Skildvagten og med Officer til Ledsagelse.

Senere indtraadte der dog forskjellige Lettelser navnlig paa Grund af Marinepræfekten Baron Malouet’s Velvillie. Han tillod nemlig flere danske og franske Officerer uindskrænket Adgang til dem, og en af disse, Premierlieutenant Schifter, besørgede en Tid deres Korrespondance. Idet hele taget vistes der fra fransk Side Deltagelse for de to arresterede Chefer, og navnlig af Officererne af Corps du génie maritime, af hvilke i Reglen flere tilbragte Aftenen sammen med dem i Fængslet.

Det er ganske karakteristisk, at samme Dag som Kapitainerne Rosenvinge og Holsten bleve berøvede deres Kommandoer i Vliessingen og arresterede, vilde Skjæbnen, at de i Kjøbenhavn skulde være Gjenstand for Udmærkelse. Kongen høitideligholdt nemlig d. 28. Januar Dannebrogsordenens første Ordensdag sammen med sin Fødseldag og imellem de Udnævnelser til Ridder, som i denne Anledning fandt Sted, var ogsaa Rosenvinges og Holstens. Man havde dengang ikke nogen Underretning om, hvad der var foregaaet i Vliessingen, og anede ikke, at de to nye Riddere sad velforvarede indenfor Antwerpens sikre Fæstningsmure. Saa snart derfor Efterretningen herom naaede til Kjøbenhavn, blev man sat i stor Forlegenhed, da det let kunde se ud, som om denne Anerkjendelse fra[85] Regjeringens Side var et Tegn paa, at man gav de to Officerer Medhold i deres Optræden lige overfor de franske Myndigheder. For at forhindre ethvert Skin af Demonstration gjorde man endog Forsøg paa at faa Forsendelsen af Dekorationerne stoppet, medens det endnu var Tid, men uden at dette dog lykkedes. Postmesteren i Hamburg, Wachs, indberettede nemlig, at Afsendelsen af Ordenerne allerede var sket, og Regjeringen maatte derfor indskrænke sig til at lade Gesandten i Paris give den franske Regjering forklarende Oplysninger om Forholdet.

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering havde stillet dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side. Herfra havde man nemlig allerede tidligere, som ovenfor meddelt, gjort Forsøg paa at faa Officerer og Folk hjem fra fransk Tjeneste, men uden Held. Ved Efterretningen om de nylig stedfundne Begivenheder syntes Leiligheden god til at forny Begjæringen. I en Note af 14. Februar 1809 fra Udenrigsministeren skete der en Henvendelse desangaaende til den franske Regjering, men Resultatet var ikke bedre end sidste Gang. Grev Bernstorff giver i sin Skrivelse ikke de danske Chefer Medhold i deres Fremgangsmaade, navnlig ikke de to subalterne Officerer, men udtaler dog i temmelig alvorlige Udtryk, at deres Adfærd har den Undskyldning, at de vidste, at deres Bestemmelse var at tjene paa den franske Schelde-Flaade, og at en Ordre som den, at de skulde afgaa til Brest laa aldeles udenfor Overenskomsten.

Man skimter gjennem Skrivelsens hele Anlæg Regjeringens Bestræbelse for at give de to arresterede Kapitainer[86] en Haandsrækning og gjøre det bedst mulige ud af Sagen, noget som Regjeringen under alle Omstændigheder var nødsaget til om man end nok saameget var utilfreds med hvad der var sket. Det vilde af forskjellige Grunde have været uklogt ganske at misbillige Kapitainerne Rosenvinge’s og Holsten’s Optræden. Thi ikke alene maatte man saavel i Frankrig som hjemme i Danmark antage, at de Mænd, som Regjeringen havde udset til at repræsentere Marinen i Udlandet, vare erfarne og prøvede Officerer, og blev der aabenlyst tilkjendegivet, at man slet ikke samstemmede med eller billigede deres Handlinger, stod Marinen med det samme Fare for at miste noget af sin Prestige; men Regjeringen har vel ogsaa samtidig haft en Følelse af, at de to Officerer havde haft en saare vanskelig Opgave at løse, og at deres Position ikke fra Regjeringens Side har været saa nøiagtigt præciseret, at de havde fuld Klarhed over Situationen.

Den 16. Februar ankom der med Kurer fra Paris følgende Ordre til Præfekten i Antwerpen om at hjemsende de to arresterede danske Chefer:

Kapitainerne Rosenvinge og Holsten afreiste d. 18de Februar 1809 som Arrestanter til Danmark, ledsagede af franske Gensdarmer fra Etappe til Etappe, og man vil af nedenstaaende Uddrag af en »Underdanigst Promemoria« for Premierlieutenant Schifter[73] se, hvor magtpaaliggende det har været den franske Regjering at faa dem sendte hjem. Lieutenant Schifter indberetter nemlig under 16de Februar 1809 til Admiralitetet:

»Jeg har haft den Ære at tale med Hr. Kapitain Rosenvinge og Hr. Baron Holsten. Stedse indesluttede i Antwerpens Kastel, er Frihed til at skrive dem ei betaget; men Nødvendigheden af at tilstille Præfekten alle deres Breve til Gjennemlæsning, har nødet dem til at anmode mig om i deres Navn at tilmelde det høie Kollegie: at det i Dag er bleven dem forkyndt, at de under Bevogtning af gens d’armes ufortøvet skulde afgaa til Altona og derfra videre til Kjøbenhavn. Man fordrede øjeblikkelig Afreise; men Hr. Kapitain Rosenvinges ved Kummer svækkede Helbred tillod ei dette; dog vovede ikke General Malouet at opsætte deres Afsendelse længere end til i Overmorgen. Dybt føle de det nedværdigende ved, af gens d’armes at føres som Arrestanter til Fødelandet, men idet de se Umuligheden[88] af at kunne forhindre dette indtil Altona, hvor de efter Befaling skal afleveres, vove de at anmode det høie Kollegie, at de i det mindste derfra paa deres Æres Ord maatte tillades at fortsætte deres Reise igjennem Fødelandet, og at de nødvendige Ordres hertil maatte blive givne«. —

De bleve i Altona afleverede til den ved det franske Hovedkvarter ansatte Major v. Haffner, der under Eskorte af Kapitain Hirschfeld sendte dem d. 6te Marts 1809 fra Altona til Rendsborg.

Paa denne Fæstning maatte de tilbringe en Maaned i Arrest, hvorefter de ifølge kongelig Ordre udløstes og bleve beordrede til Kjøbenhavn.

Det kan næppe betvivles, at kun tvingende politiske Grunde have nødsaget Regjeringen til at holde de to Officerer i Arrest efter deres Hjemkomst, og man feiler næppe ved at antage, at Hensynet til den mægtige franske Keisers Ønske her har været det bestemmende. Saavel Kongen som Admiralitetet have sikkert været af den Anskuelse, at der allerede var bødet haardt nok under Opholdet paa Schelden for de Feilgreb som vel vare store, men udelukkende dikterede af en Følelse, der kun kunde gjøre de to Mænds Karakter Ære, og lode ogsaa denne Anskuelse indirekte faa officiel Bekræftelse derved, at saavel Rosenvinge som Holsten kort Tid efter begge fik Kommando igjen, Rosenvinge paa Værftet og Holsten i den ansvarsfulde Stilling som Høistkommanderende over Søforsvaret i Hertugdømmerne.

Ligeoverfor Lieutenanterne Falsen og Holsten indtog Regjeringen selvfølgelig en anden Holdning. Da Indberetningen om deres selvstændige Optræden naaede Admiralitetet, blev det herfra tilkjendegivet dem, at man ikke[89] kunde billige deres Fremgangsmaade, og det blev derfor paalagt dem atter at vende tilbage til deres Stilling. Men da de to Officerer erklærede sig ude af Stand til at opfylde den kongelige Ordre, bleve de afløste og hjemsendte og maatte i Arresten i Citadellet bøde for deres patriotiske Iver.

De nye Chefer for »Pultusk« og »Dantzick«, Kommandørkapitainerne v. Dockum og v. Berger ankom til Vliessingen d. 29. Marts og overtog deres Kommando d. 1. April 1809. Officerernes og Mandskabets Haab om snarlig Hjemsendelse var svundet bort, og i fire lange Aar, indtil 1813, holdtes de i fransk Tjeneste paa Scheldeflaaden. Forholdene vare imidlertid væsentlig forbedrede; v. Dockum’s kloge Optræden, Tidens jevnende Indflydelse, og den Omstændighed, at Skibene lidt efter lidt bleve bedre forsynede og Folkene vante til Forpleiningen bragte efterhaanden Ro og Tilfredshed tilveie imellem de danske Besætninger. Under v. Dockum’s kraftige Kommando lykkedes det at bringe det danske Mandskab, der senere endnu forøgedes med to Linieskibsbesætninger, til saadan en Fuldkommenhed i Retning af Manøvredygtighed, Organisation og Disciplin, at intet af Flaadens øvrige Skibe kunde maale sig med dem; naar Flaaden foretog Reisningsmanøvrer eller evolerede under Seil, og Tilfredshedssignalet efter en kvik udført Manøvre vaiede fra Admiralskibet »Charlemagne’s« Top, kunde man som Regel være sikker paa at det var »Pultusk’s« eller »Dantzick’s« Nummer, der fulgte efter.

Den Periode i vor Søkrigshistorie: De Danske paa Schelden 1808-1813, hvis første og paa Vanskeligheder saa rige Aar har været Gjenstand for denne Skildring, er af Betydning for Flaaden og dens Historie; thi de[90] danske Officerer og Søfolk fik, efterat det første vanskelige Aar var tilende, Leilighed til at vise, hvad Skibsbesætninger ere istand til at præstere, naar de ere godt kommanderede og sammensatte af Søfolk i Ordets egentlige Betydning.

Og fra hvilket Synspunkt man end i Frankrig kan have betragtet de forskjellige disciplinaire Uregelmæssigheder, der fandt Sted paa Schelden, er man dog ogsaa fra fransk Side rede til at anerkjende, at de dansk bemandede Linieskibe, hvad Slagfærdighed og Manøvredygtighed angaar, vare Flaadens egentlige Kjærne og at de i denne Henseende kunde staa som Mønsterskibe for hele den øvrige Flaade paa Schelden.