Title: Pløjeren
Author: Karen Blixen
Release date: June 27, 2021 [eBook #65711]
Language: Danish
Credits: Jens Sadowski and the Online Distributed Proofreading Team at https://www.pgdp.net. This file was produced from images generously made available by The Internet Archive.
Af Osceola.
I Skovene er der ikke sikkert om Natten, de gamle Skove gaar igen. Skønt faldne og døde for saamange tusend Aar siden, og glemte om Dagen, vaagner de ved Nattetid igen, stiger op, ligesom de Faldne af deres Grave paa Valpladsen, og forvandler Verden. Ak Skov, du faldne Storhed, hvor er din Rædsel, hvor er din dybe Hemmelighed. Der var Tider, da menneskelig Tanke veg tilbage fra din hellige Grund, du var det ukendtes Bolig, Tempel for Hemmelighed, du var det uudgrundeliges Symbol. Nu er det forbi, Mørket er veget, Trolddommen er brudt, Skoven, der er kendt og gennemkrydset af hundrede Veie, er om Dagen aabent Land og tilhører Menneskene. Men den forandres om Aftenen, naar Mørket falder paa, begynder den at skifte Ansigt, og om Natten gaar de gamle Skove igen.
Natten i Skoven er det tusendaarige ubrudte Mørke i deres Dybder, det er de gamle Træer, der synger og suser, og deres vældige Skygger, der breder sig over Veiene. De uendelige Bregnekrat og uendelige Sumpstrækninger og uendelige Skovdybder breder sig uden Grændse; ukendte og forfærdelige Ting, som der aldrig har været Ord for, lurer til alle Sider, og her og der, i Maaneskinnet, der falder gennem en Lysning, staar de ældgamle Træers umaadelige, rynkede Stammer og sælsomme, krogede og mægtige Grene, og underlige Planter, Slyngplanter og Paddehatte og kæmpemæssige Planter uden Navn staa lyslevende igen i Mørket, og der høres Drøn i Skoven af de store gamle Elefanters tunge Trin, og i de mægtige Kroners Susen er en anden Klang, det er Skovens Nattesang, det er de gamle Sanges Genfærd, som blev sunget, da Jorden var ny.
O, det er de gamle Skoves Stemmer og deres Sang om den vældige fri Jord. Det er de store Floder og Søer og de store Sletter, de store Omvæltningers Sang, de store Kampes, Ensomhedens, Frihedens, Mørkets, de store Sange om de gamle Tider, om Jordens Ungdom, da den var vild og fri, og Skovene, Sumpene, de store Søer og Sletter var dens Tanker. Menneskene var ikke født og intet havde Navn, ingen menneskelige Tanker havde faaet Skikkelse, ingen Veie, ingen Marker, ingen Diger og Gærder, men det var den unge Jords Tanker, som stod op som endeløse Bregneskove og mægtige Stepper og tog Skikkelse som de store Floder. Det er de gamle Skoves Sang om Frihed, som intet Menneske har hørt.
Det er Sangen om de gamle ukendte Dyr, om deres Skrig i Skovene og deres Kampe, det er Sangen om Tausheden, om Mørket. Det er Sangen om en Vælde, som nu er glemt, en sunken og bortveiret Storheds Vingeslag. Der er ingen Tid, alt er nu vaagnet, ligesom af Skabelsens Ekstase, beruset af sin egen mægtige Styrke – ak, det er de gamle Skove, som gaar igen, og Ekkoet af deres Sange, Genfærdet af deres Vælde, Skyggen af deres bundløse Hemmelighed, og Skovenes Herrer, Menneskene, viger tilbage for den ved Nattetid, de gamle Skoves Aand forfærder dem.
Mørket var ved at falde paa og Aftenen var taaget. Det var mildt og dog var Efteraaret i Luften, dets klamme Fugtighed, som kommer i Oktober og ikke gaar bort før i Marts. Maanen var ved at komme op, de Stammer, dens Skær faldt paa, begyndte at lyse ganske svagt, Føret var fugtigt, de visne Blades ramme Duft var i Luften.
En halv Fjerdingvei inde i Skoven svingede Veien og løb et langt Stykke op ad Bakke, og her slap Skoven op et Stykke, de store Træer var faldet, der voksede kun lavt Bøgekrat og Udsigten var vid til alle Sider. Der var kun Skov og Skov igen at se, i Sænkningerne laa Taagen og bagved stod de fjernere Dele af Skoven helt blaa, de store Træer var bladløse, men de lave Bøge opover Bakken havde endnu deres kobberfarvede Blade, og ind imellem dem stod de smaa Birke med det spinkle, lette, gyldne Løv og Lærketræernes spidse, fine, rødgule Naale. Veien var furet af Hjulspor af tunge Vogne, det bløde Græs groede paa Siderne, og her og der hang Brombærrankerne helt ud over den, det var Kongeveien fra Helsingør, et Stykke ind i Gribskov.
Nogle enkelte høie Træer, som Stormen havde sparet, stod hist og her med forpjuskede Kroner over den lave Skov, høiere oppe, paa Bakkens flade Top, hvor Veien løb lige ud, var der ingen, kun Buske og lavt Krat til den høie Skov lukkede sig over Veien igen.
Paa den Tid stod der endnu en Galge der med et muret Fodstykke, den spredte et Tryk af Uhygge langt omkring, den sidste halve Fjerdingvei inden denne aabne Plads stod den i Kuskenes og de enkelte Fodgængeres Tanker ligesom de Spøgelser, der springer paa Vognene om Natten og følger et Stykke med dem, der kommer forbi deres Grav.
En Vogn kom langsomt op ad Bakken, en ung Pige kørte den, og hun havde en stor Kurv og en Sæk liggende bag Sædet i Vognen; hun kom fra Helsingør. Hun var vred, mens hun kørte op ad den lange Bakke Fod for Fod, hun havde ventet saa længe i Reisestalden paa sin Kusk, at hun kom altfor sent hjem, og saa var han dog ikke kommet, og det oprørte hende i højeste Grad, baade fordi hun var meget streng mod andres Pligtforsømmelser, og fordi hun syntes det var under hendes Værdighed at køre Hesten selv, og desuden var hun bange, man hørte bestandig om Overfald i Skoven, og nu vilde hun have givet meget til, at hun ikke skulde have været forbi Galgen. Hun var overbevist om, at hvad Ulykker der kunde ramme hende, vilde komme i dens Nærhed, og det eneste, hun vidste at gøre imod det, var at se stift paa den og ikke tage Øinene fra den, fra den først kom tilsyne over Bakkens Kam, for at ikke den Rædsel, den kunde have i Behold skulde kunne dukke pludselig frem.
Men det var saa mørkt, at dette Middel var unyttigt, i dette Tusmørke kom Tingene ikke frem, før man var lige paa dem. Hun var ikke 10 Skridt fra Galgen, da hun saa en Mand ligge ved Foden af den, han laa paa Knæ med Armene paa den lave Stenkant og Hovedet paa sine Arme, ganske ubevægelig. Hun og hendes Hest saa ham paa samme Tid, det gav et voldsomt Sæt i hende, og hendes Hjerte slog i Slag saa haardt, at det næsten var til at høre, hendes Hest, der ellers ikke var sky, sprang til Side, kastede sig brat til Side, og derved sprængte den Skaglen, i det samme løftede han Hovedet, og den standsede helt ovre paa den anden Side af Veien, den stod urolig og rystede, men den løb ikke. Hun kunde ikke komme til at sætte Skaglen istand, uden hun stod af Vognen, da hun saa, at det var nødvendigt, gjorde hun det strax. Hun havde været angst for Spøgelser, men saasnart hun saa ham, var hun klar over, at han var intet Spøgelse, og hun var ligesaa vred som hun var angst. Hun havde en stor, tung Pidsk med sig i Vognen, hun tog den i Haanden som et Vaaben, idet hun sprang af. Han reiste sig, blev staaende et Øjeblik og kom saa henimod hende. „Hvad har du der i Vognen“ sagde han, „giv mig noget af det.“ „Hvis du ikke strax gaar bort“ sagde hun, „slaar jeg. Hvis du kommer et eneste Skridt nærmere, saa, hvis jeg nogenlunde kan, slaar jeg dig ihjel.“ Hun stod lige op og ned, parat til Kamp. „Det kan du ikke“ sagde han. „Jovist“ sagde hun. „Nei du kan ikke“ sagde han. „Du kan ikke slaa mig, om ogsaa du vil“; han kom rolig helt hen til hende. I det samme sprang Hesten frem, med Vognen raslende efter sig satte den i Galop frem over Veien. I et Øieblik var hun berøvet enhver Udvei til Flugt, efterladt i hans Magt; men det var sletintet, kun en ringe Del af den Rædsel, der greb hende, hun mærkede det knap. For han havde Ret, hun kunde ikke slaa. Hun stod med Pidsken i Haanden, med al sin Kraft samlet, men Afmagten ramte hende som en tung Vægt paa hendes Skuldre, hun var ved at synke paa Knæ paa Landeveien, det svimlede for hende. „Nei“, sagde han, „ikke du, ikke noget Menneske kan gøre mig nogensomhelst Skade.“ – „Denne Forbandelse er blevet lagt paa mig“, sagde han, „af min Moder, som var en Hex. Halvparten af mit Blod er hendes Blod, og hendes Trolddom er over mig, ingen af jer kan løfte en Finger imod mig. Jeg har dræbt Mænd paa Gaden, omringet af Folk, og jeg er gaaet bort uden at de standsede mig. Hvad jeg ønsker, opnaar jeg, ikke en af jer standser mig eller er imod mig, fra jer kan intet ondt ramme mig. Hvem kunde have gjort, hvad jeg har gjort og dog være i Live. Intet Menneske kan nægte mig et Ønske.“ Hun rystede fra Hoved til Fod i den høieste Ophidselse. Der var en voldsom Kamp imellem dem, og hun kæmpede som et rasende, fangent Dyr i en Fælde for at bryde hans Magt. „Ja, du ser godt nok ud til det,“ sagde hun med Haan og Foragt og pegede paa ham. Hans Tøj var usselt og gennemtrukket af Fugtighed, hans Sko var dækkede af Jord og hang i Laser, Taagen hang i hans lange Haar. „Jeg har været klædt i Silke,“ sagde han, „jeg har haft Ringe med Juveler paa Fingrene. Jeg kunde faa dem igen, naar jeg vilde, men jeg kaster det Støv fra mig.“ I Modsætning til hende var han ganske rolig. „Og du standsede mig for at faa Mel af min Sæk“ sagde hun. „Og du søger Ly under Galger.“ – „I Forbandede,“ sagde han, „jeg har eders Blod i mig. Ja, jeg søger Ly under Galger, for eders Blod i mig raaber paa eders Retfærdighed. Jeg søger Ly under Fængselsmure, jeg har kysset Bødlens Sværd, jeg har sovet paa Rettersteder. Alle Galger raaber paa mig, og udenfor Kirkegaardsmurene kalder de øde Grave paa mig. Jeg har fulgt de dømte Forbrydere til Skafottet og bedt dem om Tilgivelse. I Paris gik jeg en stjerneklar Nat til Galgen og faldt ned paa mine Knæ for de elendige og ukendelige Tyve og Mordere, der hang i den, og kyssede deres Fødder og sagde til dem: „Brødre, I rensede og retfærdige, tilgiv mig. Tænk paa mig, naar I er i Paradiset.“ Jeg tog alle mine Penge og Kostbarheder og gravede dem ned under Galgen, jeg ofrede det til dem, forat de ikke skulde tænke ondt om mig. De svaiede frem og tilbage i Nattevinden, og en Ravn fløj op og skreg, – naar jeg drømmer nu, kan jeg mærke Vinden vugge mig saaledes og føle Luften under mine Fødder, og Fuglene i Skoven ser paa mine Øine som deres Part. I Forbandede, jeg ønsker alt ondt over jer. Hvis jeg kunde slaa eder alle ihjel i et Slag vilde jeg gøre det, og hvis jeg holdt Pesten her i min Haand, vilde jeg slippe den løs paa jer. Det er eders Død, jeg hungrer efter. Og det er dog ikke nok. Naar jeg gik over en øde Jord var det ikke nok, for her i Skovene kunde være Fred, men jeg har eders Blod i mig, det strides med mit og binder selv mine Hænder og Fødder og overgiver mig til Dommeren. Jeg foragter eders Retfærdighed, jeg er fri, den er ikke for mig, men mit eget Hjerte raaber paa den. (Hvilken Skam, det er en forfærdelig Skam.) Skal jeg, som har holdt min Skæbne i min Haand som ingen anden, nu ligge her og bede dem om naadig Straf.“ – Han faldt igen ned over Galgens Murstenskant og lod sit Hoved ligge paa sine Hænder, saaledes som han havde ligget da hun kom. – Hun havde ingensomhelst Følelse for ham, hun tænkte paa sig selv. Fra det Øieblik, hun havde følt, at hun ikke kunde slaa, at hun blev holdt tilbage imod sin Villie, var hun vild af Angst, hendes Ben svigtede hende, saa hun maatte sætte sig paa Galgen ligeoverfor ham. Hun, der aldrig vilde tro, at der kunde ske noget ualmindeligt eller komme Forhold, som man ikke kunde beherske, sad nu her ligesom en fangen Fugl og stønnede saa voldsomt som under en legemlig Anstrengelse. Hun var høi og stærk, hun vilde ikke have været bange for en virkelig Kamp med ham, men dette forfærdelige, overnaturlige og ufattelige lammede hende.
Alligevel vilde hun paa ingen Maade give sig, hun slap ham ikke et Øieblik med Øinene og var rede til at kæmpe. I de Øieblikke, der gik, til han talte igen, blev hendes Aandedrag næsten roligt. – „I den ny Verden, jeg vilde skabe“ sagde han „naar jeg havde omstødt den gamle og gjort jer tause for bestandig, skulde ingen kræve en anden til Regnskab. Jeg er de fri Vindes Barn, hvem kræver Vindene til Regnskab eller Vandløbene. Naar Sneen smelter, stiger Floderne, nogle af dem gaar over deres Bredder, det er saaledes Had eller Ønsket om Hævn eller Magt stiger i menneskelige Hjerter. Men det bliver ikke mig, der kommer til at grundlægge den Verden, jeg er af min Faders Blod og han var et Menneske. Af mit oprigtige Hjerte siger jeg jer, at jeg foragter jer. I er ikke værd at leve paa Jorden, eders Synder begaar I af Dovenskab og dem, I ikke begaar, forsager I af Dovenskab. I er Slaver af eders fri Vilje. Men der maa være Magter, der har taget jer under deres Beskyttelse, for jeg ved ikke, hvordan I har faaet den Kraft, I har, den Magt, I har. I er ikke værd at gaa paa Jorden, vi foragter jer, Skovens vilde Dyr foragter jer, Ulvene foragter jer, I tamme Hunde, men I har fældet Skovene og dyrket Markerne og lavet Veie, og spændt Vandløbene for eders Møllehjul, I har givet Tingene Navn og skrevet Lovene, og bygget Galgerne. Alt det har I kun kunnet gøre, fordi I staar under en Magts Beskyttelse, som jeg ikke forstaar, og den har givet jer en stor Kraft. Den usleste mellem jer har den Kraft og er mægtig ved den. I Slaver er stærkere end vi fri Mænd, eders Blod i mig er saa stærkt, at det har overvundet mig, jeg bryder mig ikke om eders Love, eders Galger er en Skam, men nu har det ført mig til dem.“
„Det er sandelig ingen Skam“ sagde hun „for en Feil maa Straffen tages. Det er en større Skam ikke at tage den.“ „Jeg har tænkt“ sagde han, „at det var af Angst, I gjorde det, men det er ikke det.“ „Nei, det er ikke af Angst“, sagde hun, „der er slet ikke andet at gøre. Det er sikkert, for al Uret, du har begaaet, eller vil begaa, vil du faa din Straf, det er ligegyldig, hvordan du bærer dig ad. Det nytter ikke Folk, der prøver at flygte for den, for ingen kan undgaa den.“ Han reiste sig op og kom henimod hende, men nu var hun ikke længere bange, hun blev siddende ganske rolig og kneiste og saa ham stift ind i Øinene.
„Hør“ sagde han og standsede og satte sig ned lidt fra hende, „du dømmer saa hurtig, du taler ganske som et Menneske. Kom lad os tale sammen da. Hør mig saa, hør mig tilende. – Jeg har ikke talt i 3 Uger,“ sagde han, „hør mig nu.“ Fra han begyndte at tale til hende, fra hun fik Øie paa ham ved Galgens Fod, havde han holdt hende fængslet som i en Skruestik. Heller ikke nu tog hun sit Blik fra ham, men han sad ganske rolig og saa ned og talte uden at bevæge sin Stemme.
„Jeg hedder Anders Østrel“, sagde han. „Jeg er rig, min Fader var en rig Købmand i Aalborg, han havde altid Lykken med sig, ingenting slog feil. Det var fordi han giftede sig med en Hex, hun var min Moder, den eneste i hele Verden, som jeg elskede. Ved du ikke, at i Maaneskinsnætter kan Folk faa Held til at se Høifolket pudse deres Skatte. Saadan gik det min Fader, han kom ridende langs Limfjorden en Sommeraften, han var dengang en ganske ung Mand. Han kom fra Jagt, han havde sin Bøsse liggende foran sig over Sadlen, og naar man saa kan skyde over dem, maa de lade alle deres Skatte i Stikken, det vidste han, og saa skød han, men til Straf derfor tvang de ham min Moder paa, eller nogen siger, at de blændede hans Øine, saa hun saa ud som en deilig ung Pige for ham, til det var for sent. Det ved jeg ikke, jeg har kun hørt Historien af andre Folk. Da han kom tilbage med hende, var de gift og da vilde han ikke se til hende, han sad paa Værtshusene med sine Venner og lod hende passe Handelen, han talte hende til, han behandlede hende som en Tjenestepige, og hun sagde aldrig et Ord. Han brød sig ikke mere om det, da jeg, hans Søn blev født, end om der var blevet født en Hundehvalp i hans Hus. Det hændte da en Dag, at han stod ude i Varehuset med en Svend og saa paa noget Jærn, der var blevet sendt ham fra Norge, og hans Kone kom til og sagde: Det er ikke godt Jærn. – Vil du forstaa dig paa alt, sagde han, da tog hun et Stykke i sine Hænder og brød det over uden at sætte det mod Knæet. Hans Svend svor høit af Forbauselse, men Manden sagde ikke et Ord, da sagde hun: Ja havde du haft mine Hænder eller jeg haft dit Sind, da vilde det være gaaet endnu værre end nu. Da kom han hen til hende og sagde: Jeg ser nok nu, at du har været langt bedre mod mig end jeg mod dig, men saaledes skal det ikke blive ved at være. – Siden den Tid var han god imod hende, men dog sjældent hjemme, han var bestandig paa Reise, og nogle Aar efter døde han, jeg kan ikke huske ham. Men Moder styrede nu alt hjemme, og der slog aldrig noget feil for hende, alle havde Respekt for hende derfor, men der kom ingen andre Koner til hende, hun kom heller ikke til nogen og ikke i Kirken. Hun og jeg var alene i Huset. Det er et stort mørkt Hus, Oplagspladsen ligger bagved det. Jeg holdt altid med min Moder, jeg var ingens Lige og ingen var min Ligemand; alle Husets Folk havde stor Respekt for hende. For 7 Aar siden, da jeg var 18 Aar, var jeg forelsket i en Pige, som hed Anna Lise Skiødt, hun var ogsaa en Købmandsdatter, og vi var ofte sammen, men engang, paa den Aften jeg havde bestemt at fri til hende, trak hun sig tilbage fra mig. Da jeg gik fra Dansen, var der to andre unge Mænd, som gik med mig og sagde til mig: Du kan nok vide, at Anna Lise ikke vil have een, der har en Hex til Moder. For de Ords Skyld vilde jeg slaa dem ihjel, men andre Folk, som kom fra Gildet, kom til og holdt mig, saa at de kunde løbe. Derfor gik jeg næste Morgen tidlig til Anna Lises Hus og traf hende hjemme. Jeg saa, hvor forfærdet hun blev, da hun saa mig. Jeg friede til hende og saa svarede hun nei. Jeg spurgte hende om det var fordi min Moder var en Hex, og nu husker jeg, at først vilde hun ikke svare, men jeg tvang hende til det, og saa sagde hun ja. Jeg gik strax bort, men da jeg kom hjem, var jeg syg og kunde ikke staa og alt i Huset var mig modbydeligt, jeg kunde ikke holde ud at se det.
Min Moder kom og gav mig en Drik, som skulde hjælpe mig. Dengang var jeg et Menneske, og saa nu, hvordan hun virkelig saa ud, og ligesom min Fader følte, dengang hun var hans Kone og hans Barns Moder, kunde jeg ikke holde ud, at hun kom mig nær, ligesaalidt som om hun havde været en Rotte eller Snog. Hun kom hen til mig og gav mig Kruset, og jeg rev mig løs fra hende, og talte til hende og forbandede den Time, jeg var blevet født, som havde en Hex til Moder. Da sagde hun det til mig, da lagde hun denne Forbandelse paa mig. Det er nu syv Aar siden. Hun sagde mig, at ingen Modgang skulde kunne ramme mig fra noget Menneske. Du, der forbander din Fødsel for et uopfyldt Ønskes Skyld, sagde hun, Du skal faa dine Ønsker opfyldt, hun sagde mig, at intet Menneske skulde være imod mig. Hvem Du vil skal Du vinde, sagde hun, de skulle elske dine Fejl som dine gode Handlinger. Hun sagde: Du skal faa andre Ting at ønske Dig ufødt for. Jeg rejste samme Aften, jeg rejste med et af vore egne Skibe. Nu er hun vist død, en Mand fortalte mig det i København. Saaledes som jeg stod dengang, har intet Menneske staaet. Ja det var en Forbandelse, men dog var det ikke udefra, min Magt kom, men min Styrke var i mig. Hvem har følt sin Styrke saaledes i sig og standset. Hvem har prøvet at være almægtig mellem Mennesker og standset. Hvorfor skulde jeg standse den Gang, før jeg havde prøvet alt. Jeg har været langt omkring, det var allevegne det samme. De bøjede sig for mig, de bar mig, det var som at faa Vinger, nej det var som naar unge Fugle lærer at flyve; Vingerne var mine egne, men nu følte jeg, at de bar mig og Luften under dem, og i den Luft var der ligesom i Himmelrummet ingen Grændser. Hvilke Rigdomme jeg ønskede, var mine. Mænd talte hellere med mig end med nogen anden, de bøjede sig for mine Ord som for Love, alt hvad jeg rørte lykkedes, ogsaa Kvinderne fulgte mig.
Det var som Musik, som Lys omkring mig, indtil jeg begyndte at længes efter Mørket. Ogsaa efter Taushed kan man længes. Min Moders Spaadom blev opfyldt, jeg skulde faa andre Ting at ønske mig ufødt for. Hvorfor skulde jeg ikke prøve alt. Nu har jeg prøvet alt. Overmod, Magt, Lykke uden Grændser, Rigdom, Almagt, at herske, at hyldes som Hersker, Fortvivlelse, Bitterhed og Haan, Hjemløshed, Tiggerliv, Nætterne i Skovene, Regnen, Kulde og Sult, Taarer, Kval uden Maal. Nu er det forbi. – Men hør nu: – jeg har ikke haft nogen Lov uden min egen Lyst. Jeg saaede Ulykke ud, mine Spor var Ulykke. De, der stolede paa mig, styrtede alle, alle i Ulykke. Floden kan en Sang til mig om Ben, den skyller over, som har lært den mit Navn. De smaa Hytter, hvis Skorstene ryger langs Landevejene, kan ogsaa en om Stuer, hvori mine Fodtrin bragte Uro og min Tale slukkede Ilden paa Arnestedet. Der var Børn, som græd og blev ved at græde, og unge Piger og Mødre, som græd for min Skyld. Jeg taalte ikke nogen Vilje mod min, men at se dem bøje sig, det var min Fryd. Jeg bøjede den stoltestes Stolthed, jeg knækkede deres Trods, de faldt ned for mine Fødder. Ja dræbt Folk har jeg og set dem dø foran mig, mine Hænder her har været purpurrøde af deres Blod. Min Lyst var at bringe Forstyrrelse, Stormene var mine Følgesvende. De, der holdt mig tilbage, der prøvede at sætte deres Vilje mod min kom til at angre det alle, der kom en Tid, hvor de maatte græde derover. De, der troede om sig selv, at de stod saa højt, lærte jeg at følge mig, deres Hovmod varede kort. Min Ven dadlede mig, han sagde: det er ikke ret, at forlade dem, der stoler paa Een. Senere kom han til mig og sagde: hun, som jeg elsker, kan Du vinde hvis Du vil, men endnu er der Tid, og Du er min Ven, gaa bort. Det vil jeg gøre, sagde jeg til ham, hvis Du selv vil forlade hende. Om et Aar skal Du forlade hende uden et Ord. Ham har jeg truffet igen, siden, han kom hen til mig og sagde: husker Du mig endnu. Jeg glemmer ikke dig. – For en Hævns Skyld satte jeg Ild paa Kirken en Juleaften, den stod mod Himlen, meget smuk og stolt, men den næste Dag stod kun Murene. Der er ingen, der har været elsket som jeg, jeg tømte deres Hyldest som et stort Bæger, og lod den bære mig som en Bølge, ingen havde min Styrke, men jeg satte mine Fødder paa dem, og der var kun Blod og Brandtomter, hvor jeg havde gaaet. Der var en Mand, der fornærmede mig, og jeg sagde ham, at jeg vilde hævne det. Han havde en Søn, nogle Aar yngre end jeg, min Ven. Et Aar efter bragte jeg hans Fader hans Lig tilbage, og lagde ham foran hans Hjems Ild. Da vendte han sig imod mig og sagde: gaa nu. Saaledes skiltes de alle fra mig, uden Forbandelser, men naar jeg vendte mig, saa jeg dem sidde saaledes. Jeg brød mig ikke om det, min Vej var længere. Jeg lod dem beholde deres Sorg, den var ikke min. De er borte, jeg forlod dem og her er jeg alene under Galgen. Nu Du, som er et Menneske, Du kan dømme mig efter menneskelig Retfærdighed. Saa sig mig det da, lad mig høre det engang. Efter menneskelig Retfærdighed, hvad er da min Dom. Lad mig høre det engang og jeg gaar.“ Han talte endnu roligt, men i hans Stemme, hans Bevægelser samlede sig nu en Kraft, hvis Vælde hun følte, ligesom om en mægtig Bølge havde rejst sig mod hende. Nu saa han lige paa hende og da rejste hun sig voldsomt, hun skælvede fra Hoved til Fod, alt Blodet steg til hendes Hoved og sank igen til Hjertet, hun syntes Grunden gyngede under hendes Fødder. „Nej, nej, nej, nej,“ brød hun ud saa voldsomt, som vilde hun mane onde Aander fra sig med disse Ord. Hun stod et Øjeblik taus og vaklende, saa vendte hun sig imod ham, hvor han endnu sad paa Galgen og saa paa hende. „Nej,“ sagde hun, „nej, hvad vil Du mig. Det er Din egen Sag. Jeg kender Dig ikke. Jeg siger Dig ingenting. Lad mig gaa.“ Der var en lang Stilhed. Saa rejste han sig, kom hen til hende og faldt ned paa Knæ. „Sig mig det,“ sagde han, „for at jeg kan have hørt det. Jeg sværger Dig til, at jeg skal lyde Dig. Du er et Menneske, Du kender eders Retfærdighed, sig Døden, jeg siger Dig, jeg gaar.“ – Men idet hun saa ham saaledes ved sine Fødder, brast hun i Graad, hun syntes Ulykken brød sammen over hende, i en ukendt Verden sank hendes gamle kendte og urokkelige Verden og gik tilbunds i et uhyre Mørke. Hun snappede efter Vejret og kæmpede mod den Ydmygelse at skulle tale til ham med denne graadkvalte Stemme. „Hvad er det, Du vil. Har Du ikke gjort Mennesker nok ulykkelige. Er det ikke nok at have slaaet ihjel, vil Du ogsaa lade andre være Mordere. Lad mig nu gaa.“ „Der er ingen Hjælp, der er ingen Hjælp at finde. Jeg er udstødt, intet Hjem nogetsteds, ingen Hjælp. Hvorfor viser Du mig nu bort.“ „Nej, jeg hjælper Dig ikke. Nej, lad mig gaa.“ Han stod op og blev staaende og saa paa hende. „Ja gaa. Ja, jeg lader Dig gaa,“ sagde han, „nu har jeg søgt jer og I har vist mig bort. Jeg lader Dig gaa.“ Idetsamme vrinskede hendes Hest, som var standset ved Foden af Bakken, og ved Lyden af dens Vrinsken rejste den gamle Verden, skønt utydelig endnu, sig af Jorden for hende. Som forfulgt af onde Aander gik hun bort. Da hun var paa Vognen igen, vendte hun sig om, men Mørket var tæt og intet var at se.
Hun vendte hjem fortvivlet, intet forfærdeligere kunde have ramt hende. Hun hastede hjem, som mod en Havn, da hun stod af Vognen kunde hun knap staa paa Benene. Hendes Fader var borte, det var kun hendes smaa Sødskende, som var hjemme, den ældste Søster havde lige tændt Lys, de ventede paa hende, og var angst for at hun ikke skulde komme.
Hun havde troet, at i den varme oplyste Stue var Redning, og nu hændte det hende, som en ny Rædsel den Aften, idet de talte til hende, idet hun kom ind og følte den hjemlige Luft i Stuen, at noget i hende rejste sig og forvandledes, det var som om denne hjemlige Verden voldsomt og afgørende vendte sig fra hende, og som om hun vendte sig fra den. Imod hendes Vilje, imod hvad hun havde troet muligt, greb denne Følelse hende, hun kunde ikke holde det ud, hun troede, at hvis hun blev staaende et Øjeblik, vilde hun dø. Hvor var der Fred at finde, var den ikke herhjemme, saa var den ingensteds. Hun gik ikke op paa sit Værelse, fordi de vilde søge hende der. Hun løb op paa Loftet, og i Mørket og Ensomheden deroppe kastede hun sig ned over en stor sammenskudt Seng, der var skudt tilside i en Krog, borede Hovedet ned i Dynerne og græd og rokkede frem og tilbage. Hun troede hendes Kval skulde vare evig, eller at hun vilde dø, men efter en Stunds Forløb begyndte hun at faa andre Følelser, hun følte Taarerne svide paa sit Ansigt i Kulden heroppe, hun saa sig om, det var forfærdeligt at være paa disse kendte Steder, i hendes Hjem, Verdens Grundvold og saa saaledes forstødt, forskudt.
Hun gik ned og spiste til Aften med sine Sødskende, og de var saa bange for hende, at de ikke turde spørge hende, hvad hun fejlede, men kun veksle Blikke indbyrdes, de kunde se, at der var noget i Vejen.
Ikke en Time sov hun hele Natten. Hun gik iseng, hun kæmpede en haardnakket Kamp for at tvinge Verden til at være, som den plejede, men hun saa nok snart, at der var ingen Søvn at finde, der var ingen Udvej her, hun var drevet ud paa det store Hav, alle Diger var nede, alle Ankere brudt, hun sad op i sin Seng hele Natten igennem og kæmpede fortvivlet med den ny Verden.
Intet værre kunde være sket hende. Verden var rokket, alt omkring hende, som havde syntes saa fast, vaklede, intet Steds Sikkerhed. Naar Verden var saaledes, var det uudholdeligt at leve. Hun prøvede at samle sine Tanker, kun et var hun klar over, der var overgaaet hende noget forfærdeligt, uopretteligt, alt var forandret, skønt det var utroligt, vilde det aldrig mere blive, som det havde været før.
Hun var ikke i Tvivl om, at hun havde været i Berøring med overnaturlige Magter, dette var forfærdeligt, men ved Siden af det andet, svandt det ind til ingenting, selv om hun ikke havde troet, det skulde være hende, der fik med den at gøre, havde hun jo nok troet paa Trolddom før.
Det forfærdelige var, først at hun overhovedet skulde være nødt til at tænke over sine Følelser. Det havde hun altid dømt som den fuldstændigste Tidsspilde og Vejen til meget ondt, og nu var hun nødt til at kæmpe for sit Liv for at faa Klarhed, det ansaa hun for en meget stor Ulykke, hun syntes, at aldrig havde noget Menneske været overvældet af Ulykke som hun. – Og det andet var, at Verden var saaledes forvandlet, kunde saaledes forvandles. Til denne Dag havde den staaet og dens Grændser været sikre. Hvad hun havde fordømt, havde hun fordømt og skyet. Men hun havde talt med en Morder nu, en Mand havde bekendt sine Forbrydelser for hende, en tung Byrde, og hun følte Medlidenhed med ham, ja en Medlidenhed uden Grændser. Den var i sig selv pinefuld nok, men den virkelige Ulykke var at den var til, og hun kunde ikke omstøde det. Den graa Dagning brød frem, som en ny Ulykke kom over hende Bevidstheden om at have tilbragt en saadan søvnløs Nat, som ellers var forbeholdt Forbrydere og Folk med ond Samvittighed, hun saa nok, at hendes Plads var forandret, hun stod imellem dem, nu, som hun før havde staaet saa langt fra. Men hendes Følelser kom over hende som ukendte og uberegnelige Magter nu. Mens Dagen brød frem og hun hørte den vaagne omkring sig allevegne, hendes Hane galede, en Ko brølede og Morgenvinden begyndte at synge, kom der Ro i hendes Sind og Ligevægt, der gik vel Dønninger endnu, men de brødes ikke som før, hun fandt Fodfæste i denne ny Stilling, imod alle den gamle Verdens Love og imod, hvad der havde været muligt i den, tog hun sin Stilling op og erklærede sig tilfreds med den. Og strax vidste hun, at der var een Ting, hun vilde og eet, som skulde gøres, han maatte hjælpes.
Denne Beslutning var en stor Befrielse for hende, den blev aldeles urokkelig, mens hun stod op og klædte sig paa og hendes gamle Sikkerhed vendte tilbage med den, den gamle urokkelige Sikkerhed for, at hvad hun gjorde, var rigtigt, som hun havde turdet gaa mod hele Verden med, og dog forandret, hun vidste, hun var heltigennem forandret. – Han havde sagt, at han havde Mænds Blod i sig, som havde søgt Retfærdighed, men saaledes havde hun i sig lange Rækker af Kvinders Blod, som havde været meget barmhjertige. Stammemødre af hendes Slægt havde ligget saaledes vaagne om Natten af Bekymring og Fortvivlelse over deres Mænds Lidenskaber og var staaet saaledes op om Morgenen, for at hjælpe dem. Forvaaget, bleg og rødøjet var hun fuld af Kraft endnu og samlet, rede til at sætte al sin Kraft ind i Handling, og hendes Sind rejste sig, flammende af Kampaand, men hun var uerfaren endnu, uøvet i Kamp og grublede over, hvad Midler hun skulde bruge.
Mens hun klædte sig paa, kom hendes Søster, som var femten Aar, ind og fortalte hende, at Karlen paa Gaarden ikke var kommet tilbage endnu og hun sagde: „Det er en Skam, for vi lovede Fader at Vænget skulde være pløjet, naar han kom tilbage og nu kan det ikke blive det.“ Lea lod hende gaa, men lidt efter kaldte hun paa hende og sagde: „Hør Henriette, vi skulde faa det Vænge pløjet alligevel, synes jeg. Du maa gaa op i Skoven til den aabne Plads, Du træffer nok en Mand der. Han hedder Anders Østrel, sig til ham, at Du kommer fra din Søster, som talte med ham igaar, og at han maa komme og pløje for os, at vi vil have det Vænge pløjet.“ „Ja men han er der naturligvis ikke,“ sagde Henriette. „Ja hvis han ikke er der, saa er der ikke noget at gøre,“ sagde Lea, „men det kan vi jo ikke vide, før Du har set ad.“ Hendes lille Søster havde saa stor Respekt for hende, at hun gik.
Hvorfor hun gjorde det, vidste hun ikke selv.
Der var noget i hende, hvis Navn hun ikke kendte, som lod hende gøre det. En af hendes Stammemødre havde maaske gaaet saaledes i Uro og Angst for sin Mand og ikke været rolig, før hun vidste ham saaledes gaaende bag Ploven, op og ned ad den lange Mark, trampende i blød tung Jord, som faldt glinsende tilbage for Plovjærnet ligesom en Bølgekam, mens Hestene foran sled og pustede og dampede. Den samme Ro kom over hende, da Henriette kom tilbage og sagde, at han var der, den lille Dreng paa Gaarden havde sat ham i Arbejde, og det var ikke Ro alene, det var en Slags Triumph, en Anelse om Sejr, som steg og svulmede i hende. Hele den Dag mens hun gik om i Huset, var hun fyldt deraf, hun var ganske rolig, hun sad længe ganske rolig og syede, men aldrig havde hun oplevet en Dag som denne.
Hun sendte nogen ud med Middagsmad til ham, men da Aftnen faldt paa, lod hun to af sine smaa Sødskende løbe op paa Bakken bag Huset, hvorfra de kunde se det Vænge, han pløjede: „Han gaar der endnu,“ sagde de, da de kom tilbage. Lea stod lidt og tænkte sig om, saa tog hun selv noget Tøj paa og gik. Det var ikke fireogtyve Timer siden han havde standset hende i Skoven, men Lea blev ikke forbavset over, at det nu var at tænke paa som et helt Aar, hvilke Forandringer havde de ikke bragt.
Han gik der endnu, først tegnede hans Skikkelse, Hesten og Ploven sig skarpt fra Bakkens Kam mod den lyse Himmel og derefter, mens han langsomt kom over Marken ned imod hende, i Tusmørket kun som en utydelig fremadskridende mørkere Masse mod Markens mørke, bølgende Grund, og hun blev staaende og ventede paa ham, indtil han kom helt hen til hende og standsede Ploven. Hun vilde tale til ham, men kunde ikke faa sin Stemme til at lystre. „Det er jo sent nu. Du er færdig. Du er færdig nu.“ Hun troede, han skulde falde, han vaklede frem og tilbage, idet han slap Ploven, men han vandt Ligevægt igen, stod et Øjeblik taus og brast i Graad. Han bøjede sig ned, løftede hendes Kjolesøm op og kyssede den. „Du velsignede,“ sagde han, „det er forbi“. Ikke et Ord kunde hun sige: „Helbredelsen er i Jorden,“ sagde han, „Velsignelsen er i Jorden. Det er et Under. Jeg er helbredet. Det er forbi. Alt er forbi.“ Han stod længe, voldsomt bevæget, stum. Han sagde. „Jorden har talt til mig, det er et Under, jeg har hørt dens Stemme. Det er forbi, mine Sorger tog den, mine Forbrydelser, mit Vanvid, og gav mig Fred. Hvor stærk den er, hvor uendelig barmhjertig, jeg lagde min Sorg paa den og den tog imod den, den bærer den, jeg gravede min Sorg ned i den og den gav mig Fred. Jeg er dens Barn. O det er forbi, det er forbi. Jeg er frelst.“ Igen stod han en Tid taus og aandede tungt. „Jeg har nu set hele mit Liv,“ sagde han, „hvordan jeg er løbet efter Lygtemænd, men nu har jeg set en Storhed, som jeg ikke troede der var, Jorden har talt til mig. Ikke en Dag er spildt, Smerte, Modgang, Fejltagelser og tunge Aar, det er ingen Ulykke.“ „Og gaar Du nu?“ sagde hun. Han bøjede sig ned og spændte Hestene fra Ploven. „Ja,“ sagde han, „jeg rejser hjem. Mit Hus venter paa mig der. Nu er det andet forbi. Jeg har hørt min Moders Stemme idag, det er forbi, en god Tid venter paa mig. Retsindige Mennesker skal være tilfredse i mit Hus og hvor jeg er, min Haand skal være over de Svage og Forurettede. Kulde, Vrede, Bitterhed, Had og Overmod skal være fjernt fra mig.“ Han talte langsomt og tav igen. „Og dermed,“ sagde han, og vendte sig imod hende igen, vendte sig imod hende med hele sit Væsen, ligesom da han talte til hende i Skoven og bøjede sig for hende. „Vil Du hjælpe mig. Nu, da Du har frelst mig, vil Du ikke forlade mig.“ Hun vendte sig fra ham og tav. „For Du er min,“ sagde han, „ligesaameget som mine Hænder er mine. Nu vender Du Dig fra mig, fordi Du er stolt, ak Du er meget stolt.“
Idet han sagde dette, smilede han og hun havde aldrig set ham smile før og det var som om ved dette Smil Forholdet imellem dem forandredes, det var for hende som endte Usikkerheden med det, Kampen med det, men det sank ikke derved, det var tværtimod, som om det løftedes op over det sidste Rev. „Hvad er det, Du hedder,“ sagde han. „Jeg hedder Lea,“ sagde hun. „Jeg elsker Dig Lea,“ sagde han, tog hende og kyssede hende. Saaledes favner Havet Floden, som rinder ud i det og Vestenvinden Løvet, skønt hun følte sig baaret, svimlede hun.
Hestene var utaalmodige for at komme hjem. De fulgtes ad til Gaarden, da de kom til Porten, slap han Tømmerne og lod Hestene gaa ind og standsede. Igen bøjede han sig og kyssede hendes Hænder. „Vent nu paa mig Lea,“ sagde han. „Ja vist vil jeg vente paa Dig,“ sagde hun.
„Lea hør nu,“ sagde han, „det var til Moder, jeg skulde sige det, men hør Du mig nu. Ikke forbandet være den Time, jeg blev født, velsignet være den. Tilgiv mig, at jeg forbandede den, jeg velsigner den nu. Det var godt, jeg blev født og godt, jeg voksede op, og godt jeg levede alle disse Aar til nu.“ „Ja,“ sagde Lea. „Og saa Farvel Lea,“ sagde han og forlod hende. Hun stod tilbage i Mørket, efter at han var gaaet bort, som baaret af stærke vældige Bølger og dog saa rolig.
Afskriverens bemærkninger
Kilde: Gads danske Magasin, København, Oktober 1907, s. 50-59.
Bogomslaget blev oprettet af avskriveren og doneret til det public domain.
Afskriverens rettelser: