The Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Tine

Author: Herman Bang

Release Date: January 11, 2004 [EBook #10686]

Language: Danish

Character set encoding: ISO Latin-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***




Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders









TINE

AF

HERMAN BANG

1889




Tine _udkom i tidsrummet 18.-24.10.1889, kostede 5 kr., i komponeret
bind 6,50 kr., og indeholder XX + 287 + 1[3]s. i lyseblaat omslag med
sort tryk._

_I_ Tine. _II blank. III_ Tine. Af Herman Bang. _Forlagsmaerke._
Kjobenhavn. Forlagt af L.H. Schubothes Boghandel. Graebes Bogtrykkeri.
1889. _IV blank. V_ Til Erindring om min Moder.

_VI blank. VII-XIX fortale. XX blank. 1-287 tekst [288] blank. [289]_
"Giv os at fatte dine Vidnesbyrd." _[290 blank, bladet kan findes
indsat foran dedikationen].

Omslagets indersider har reklamer for boger af forskellige forfattere,
bagsiden for boger af Bang.

Forlagsbindet (paa Kgl. Biblioteks eksemplar bordeauxfarvet) har
forfatternavn og titel i guldtryk, rammer i guld og sort, paa bagsiden
ramme og forlagsmaerke i guldtryk. Hojde 180 mm._




Til Erindring om min Moder.

Denne Bog tilhorer dig.

Den Gang, da du endnu var staerk og lykkelig, gik vi en Dag, som vi,
mens jeg var Dreng, saa ofte plejede, naar Skumringen faldt paa, en
"Onskevandring" ned ad Byens Gade: i Butiksruderne pegede vi ud alt,
hvad vi onskede, vi delte og vi stredes om de Herligheder, som ikke
var vore. Den Dag stansede vi ogsaa foran Boghandlerens Vindu, og du
laeste alle Bindenes Titler og sagde: Naar _du_ nu en Gang skriver en
Bog, skal du saette _mit_ Navn paa dens Blad.

Og siden, da du allerede var syg og vi saa ofte gik i "Lundens
tyndede Alle"--du traengte til Septembers sene Sol--tog du en Dag min
Haand, og du sagde med din Stemme, der var bleven saa fuld af Angst og
af Kaertegn: Naar jeg nu er dod og du, min Dreng, en Gang er bleven en
Kunstner, vil du saa se, love mig saa at se til, at de ikke--helt
glemmer mig?

Og du graed. Moder, fordi du skulde do.

Hvad du bad om, har jeg aldrig glemt.

Nu saetter jeg dit Navn paa denne Bog. Jeg ved, den er ikke din
Kaerlighed, saa lidt som dit Hjerte eller din Aand vaerdig. Men dens
Fortaelling er groet i mit Sind ved Mindet om dig og det Sted, hvor du
fodte mig. Du kaldte det til din Dod dit Hjem.

Ufredstid og fremmed Magt haergede snart den lyse Plet, hvor der var
blodt og lunt for dig, der skulde leve i Glaede og Sol. Som Fjenderne
til vort gamle Bo, kom snart ogsaa Ulykkerne til os.

Og nu, hvor du laengst er dod, saetter jeg dit Navn over denne Bog om
Nederlagstid og vort tabte Hjem.

Denne Fortaelling er naeret ved Minderne om mit forste Hjem.

Indtil for faa Aar siden troede jeg at eje kun tre klare og
uforgaengelige Erindringer fra denne min forste Tid. Det var tre
Billeder og min Moder var Midtpunktet i dem alle.

Jeg ser Moder i den store Dagligstue i Adserballig sidde sortklaedt ved
det midterste Vindu, stum og ubevaegelig og ganske bleg, med de hvide
Haender i sit Skod. Hun talte ikke og graed ikke. Men vore Haender--vi
Born var vel angst over denne uvante Sorg og trak i hende og
spurgte--strog hun bort, som smertede det hende, at de berorte blot
hendes Kjole.

Det Billed-Minde var min Barndoms forste. Jeg tror, det andet maa
skrive sig fra omtrent et Aar senere. Med min Moder gik vi--min Soster
og jeg--ilsomt, saa jeg knap kunde folge, hen ad en Vej og over en
Mark. Vi kom til en gron Banke og vi gik derop. Vi saa Kirken hjemme
og andre Kirker og mange Huse, som jeg endnu ser ligge mellem Gront.
Og Moder tog mig op, og hun pegede paa Sted efter Sted over Landet,
til hun taug igen og kun graed og graed. Mig satte hun ned paa Graesset,
mens hun blev ved at stirre ud over det gronne Land--siden syntes jeg
som Barn, at vi den Dag havde kunnet se over den _hele O_--: Mo'er,
Mo'er, blev jeg ved, hvorfor graeder du?

-Fordi vi skal rejse, svarede hun.

Naeste Dag rejste vi bort fra vort Hjem.

Det sidste Minde staar i noje Sammenhaeng med dette. Vi var i Horsens,
hvor jeg Dreng syntes, som var vi blevet fattige Stakler, fordi
Byvaerelserne var saa meget mindre og aldrig nogen kom og besogte os.

Det var Aften eller Nat og det stormede. Moder krob rystende sammen
ved Bro'r Aages Vugge--og hun maa vaere sprungen hastig ud af sin Seng,
for jeg ser hende i Natkjole med det lange Haar--med sine alsiske
Piger rundt om sig og os, der skreg.

Og Pigerne skaelvede, saa de knap kunde holde os i Armene, og alle Dore
stod aabne og klaprede og et Vindu--skont vi naesten intet havde paa.

Paa Gaden var der trampende Trin af mange, hastige Fodder og Signaler
af angstfulde Horn.

-Hvad er der--hvad er der dog, Mo'er? skreg vi.

-Det er de Danske, som flygter, sagde Mo'er med sin frysende Stemme,
og vi graed hojt op, mens de alsiske Piger jamrede som to Hunde, og vi
horte bestandig, bestandig Folk, der lob paa Gaden, og Tropperne, der
ilte, og Hornene fjern og Hornene naer--gennem Stormen.

... Jeg tror, at dette ene Billede af Flugt og Hast og Skaendsel har
vaeret nok til at gennemtraenge hele mit Liv. Jeg foler endnu dets
Minutters Angst i min Pen, naar jeg skal skildre Sammenstyrtning,
Tilintetgorelse, Dod, Ruin. Allerede i min allerforste Produktion har
Indtrykket vaeret staerkt nok til at skabe en Skildring, som "staar". Og
siden har samme Indtryk forklaedt sig Gang efter Gang i Billeder af
Ruin--indtil den Dag, hvor det helt tog Magten og helt vilde udformes
i denne Bog.

Hvorledes har det vel i det Hele forholdt sig med disse tre
Erindringer, som har grebet saa fast om min Hjerne? Har de gjort det
kun fordi de ramte ned i tre alt uddybede Lejer i mit Temperament.
Eller har _de_--uvanlige som de var--selv dannet med egenmaegtige
Haender og slaaet de uloselige Knuder i det begyndende Folelsesliv?

Vist er--som et Slags Ledemotiver genfinder jeg dem i min Produktion
lige til denne Dag. Det er min Overbevisning, at den sortklaedte
Sorgende i Adserballig Stue--som en sortklaedt Alabasterstatue saa jeg
hende siden--er den forste Moder til Nina Hoeg og Katinka Bai. Det
Indtryk har fodt deres stumme Sorg og deres Resignation.

Og hin forste Afrejse har sat lige dybe Maerker. Opbrud, Oplosning af
Hjem, Bortdragen, Tagen-Afsked melder sig smerteligt i alle
Skildringer--i denne Bog er Afskedens Bitterhed kun Indledningen.

Men fremfor alt genfinder jeg bestandig--i Emner, i Fremstilling, i
Stil--overalt, _hvor_ jeg skrev og _hvad_ jeg skrev. Lyden, Tempoet,
Skraekken i de Allarmsignaler, der kaldte Tropperne til Flugt fra
Horsens.

       *       *       *       *       *

Disse tre Minder var, som sagt, indtil for et Par Aar siden de eneste,
min Hjerne fra min allerforste Barndom syntes at have bevaret.

Men i Udlandet brod flere frem. Det var mens jeg omgikkes med
Formlaegningen af "Stuk".

Enhver Kunstner vil vide, hvor mange Fif en Kunstners Hjerne, naar han
udkaster Planen til et Vaerk eller begynder paa at forme det, hitter
paa for at afholde ham fra hans Forehavende. Det er det
ejendommeligste Dobbeltspil af Verden, dette mellem Kunstneren og hans
hykleriske Nerver, der af Skraek for alle de Anstraengelser, som venter
dem, ved tusind Kunstgreb vil forpurre hans Plan. Det er en evig
Overlisten af hinanden som to fiffige Spillere, hvoraf hver ved om den
anden, at han snyder.

Hjernen indgyder ikke alene Uger igennem Kunstneren ubetvingelig Skraek
for blot Synet af en Pensel, Modellerpinden eller Blaek.

Nej--den forvirrer ham ved at tilkalde som Hjaelpetropper Storme af
fremmede Minder og hans Plan uvedkommende Erindringer. Den belejrer
ham med andre Ideer og pludselige Udkast, hvis Fata Morgana synes
selve den fjerne Fuldendelses sikre Kyst.

Under en saadan Tvekamp mellem den Frembringendes Vilje og Hjernens
Modvilje mod at laegge sig under en kunstnerisk Plans Aag--var det
just, at alle Minderne om Hjemmet paa Als i Myldr brod frem.

Jeg saa pludselig Steder og Ansigter og Personer med Gestus og Lader
og horte Lyd og Tonefald og fornam som Luften selv. Jeg erobrede--og
det mod min Vilje, ti jeg onskede jo helt at tilhore en ganske anden
Sfaere, Luft og Plan--ligesom fra et Morke, der langsomt lettede og
veg, hele mit forste Hjem tilbage.

Dette Sted, som jeg forlod for Krigen, og som jeg ikke har genset i
fem og tyve Aar, laa tilsidst for mig med hver Sti, hvert Busket i vor
Have, hvert Rum, hvert Tapet i vort Hus. Og jeg genfandt Landsbyen med
Gaardene, som de laa, og Vejene med de levende Hegn og Kirkepladsen
med Smedjen ved det lille Kaer og Skolen, hvis Beboere jeg gensaa.

Og siden har disse Minder ikke villet forlade mig. De har hidkaldt
fler. De har vaebnet sig med selve Livets Tydelighed og Magt. Og som de
forste Gang pludselig brod frem fra Lag i Erindringen, som
Bevidstheden ikke kendte, saaledes har de ogsaa inde i Egne af mit
Sind, hvis Liv er mig dunkelt, langsomt, men alt sikrere og sikrere
samlet sig uimodstaaelig just til et Billede af det tabte og _haergede_
Hjem. Denne Bogs Melodi blev atter Allarmsignalerne og flygtende
Fodtrin.

       *       *       *       *       *

Lad mig her sige et.

En Bogs Fodselshistorie vil vaere mange saerdeles ligegyldig. Der vil
heller ikke fattes dem, som vil sige, at jeg fortaeller alt dette og
forer den ganske Snak kun for en Gang igen at kunne selvbehageligst
underholde et aeret Publikum om mit fortraeffelige Jeg. _Eller_, at jeg
forsoger ved at posere med mine Erindringers Tydelighed og
praetenderede Klarhed at give min af disse Minder groede Historie noget
Relief.

Det er dog ingenlunde _saa_.

Jeg ved saare vel, at den Tydelighed, Erindringerne har for mig, slet
ikke vedkommer Laeseren. Han dommer Kunstvaerket kun af disse samme
Minders Evne til gennem Vaerket at paavirke og overbevise ham.

Det er maaske endogsaa saare uklogt paa en Maade at pille en Bog op
for at vise, hvad der er indeni og bagved. Ethvert Stykke Kunst bor
helst staa frit og tale for sig selv.

Men Tingen er, at jeg tror, det vilde vaere interessant for Psykologen
og mere oplysende for Kunstens Vaesen end visse nylig atter fornyede
aestetiske Diskussioner--_om_ Forfatterne en og anden Gang oplyste om
deres Arbejdes Fodsel og Veje og sogte at kontrollere de Hjernens
Processer, som ledsager deres Frembringen.

Maaske vilde man saaledes faa mer end et Vink, der taendte hastige og
fjerne Lys inde i Sjaelelivets Halvmorke.

       *       *       *       *       *

Baade Kritik og Publikum klagede i "Stuk" over Fremstillingens
ulidelige Uro og den traengselslignende Skare af Personer. Jeg har i
denne Fortaelling sogt at mindske Uroen og indskraenke Personantallet.

Men hvorvidt det er lykkedes mig, ved jeg lidet om. Denne Uro og
Mangfoldighed bunder, tror jeg, i det Syn, ingen kan forandre. Jeg ser
nu en Gang saaledes. Jeg ser mine Personer kun i Billede efter Billede
og kun i Situation efter Situation horer jeg dem tale. Jeg maa ofte
bie i Timer, for de ved et Blik, en Bevaegelse, et Ord forraader mig
deres virkelige Tanker, som jeg jo kun kan gaette ligesom jeg gaetter
andre levende Menneskers--deres, som jeg omgaaes og kender.

Hvis jeg da ikke anstraenger mig for at gore den ene og korte
Situation, hvori jeg ser dem, Bevaegelsen, den lille Bevaegelse, hvori
de forraader sig, Tonen af Ordene, hvori de blotter sig, gore det
altsammen saa _levende_, lyslevende som Livet selv--hvor kan jeg da
haabe at overbevise?

At gore "levende" er da den tunge--og sikkert ofte
mislykkede--Bestraebelse.

Men det Levende er jo Bevaegelse og Mangfoldighed.

Mangfoldighed maa der blive. Husk at man kan ikke, naar man nu vil
skildre denne Skole, hvori Tine boer, rive den ud af sit Naboskab.
Naboernes Stemmer traenger ind ad dens Vinduer, gennem dens Dore. Deres
_Liv_ blander sig med Skolens Liv.

Som en Sten, der kastes i Vand, sender Skolens Skaebner Donninger frem
over Pladsen baade til Kroen og til Smedjen, og deres Begivenheder
atter Donninger tilbage, saa for at forstaa Skolens Liv maa Kroens og
Smedjens vel med.

Selv derude over Markerne, hvor Horisonten lukker sig, selv der maa vi
vide, at Livet fortsaettes og at der leves--en rullende Vogn, en Hund,
der goer, en Sang, der hores fjernt, maa fortaelle det og minde os
derom.

Vi maa, for at denne Skole kan illudere som Liv, fole Egnen, hvor den
ligger: vi maa _befolke_ Oen Als. Har Skolens Korsvej ikke
Vejfarende--korer ikke de hundrede Vogne den forbi til hundrede Hjem
og hundrede Liv?

Nu vel--vi maa fole disse Vejfarende. Deres Kommen, Gaaen, Sporgsmaal,
Hilsner, Svar--ogsaa de er Del af Skolens Tilvaerelse og maa med.

Hvor kan da i al denne Bevaegelse Uroen undgaaes? Maler ikke tvertimod
just Uroen al den evige Bevaegelighed, man vil? Og dette: at Laeseren
ikke "kan huske det ene for det andet"--hvad gor det, naar det store
Helhedsindtryk kun kunde lofte sig med store Linjer frem af den Uro,
hvoraf det er skabt.

Kun Mangfoldighed og Bevaegelse kan for mig give Billedet af Liv. De er
mine Midler, som jeg ikke kan opgive. Forhaabenlig kan jeg endnu gore
Fremskridt i disse Midlers Benyttelse. Men tusindfoldige er
Vanskelighederne ved en Kunst, som ser Livet stift i Ojnene, og hvis
store, hvis fjerne AErgerrighed er den at faeste dette levende, dette
ubegribelige og ubegrebne, dette bestandig forandrede Liv.

       *       *       *       *       *

Du bad mig, Moder, at jeg skulde se til, at de ikke helt skulde glemme
dig.

Nu er min Ungdom forbi, og alt, hvad jeg i ti Aar skrev, skrev for at
leve og skrev for at skrive, synes mig tidt at ligge for mig saa
uendelig fjernt og saa uendelig klart.

To stredes--og Striden vil vel aldrig ende ganske--i alle disse Ord:
min gamle Slaegt og du, der kom i den, ny og fremmed. Du bar dens Navn
med begejstret Hengivenhed. Du elskede den som jeg. I et Hundredaar
havde den fostret Statsmaend, Landet ikke vil glemme, beromte Laeger,
som Generation efter Generation var de storste og folkekaereste i
Norden.

Men siden blev dens Sonner Praester, fordi de besvimede ved at se Blod,
og uvirksomme Orkeslose, hvis tomme Hjerner maatte kunstig ildnes.

_Du_ fortalte mig ofte om vor Slaegts Haeder. En af dens store Laeger
efterlod mig Fortaellingen om alle dens Vildfarelser og dens Sygdomme:
Han vilde tvinde--til Belaering--sine Traade i Slaegtshistorien.

Min Slaegt i mig skrev vel i min Ungdom meget--meget.

Men ogsaa du, Mo'er, skrev _dit_.

Stella Hoeg og Nina og Froken Agnes og Fru Katinka--det er dit Blod.
Deres Skikkelser er dig og dig alene. De er Born af din Glaede og Born
af din Sorg. De har dit Ansigt og din Stemme. De elsker og lider med
dit Hjerte. De gik unge i Graven som du og af din Kummer.

Og hvis _de_ tor leve--selv kun de korte Aar--saalaenge bor _du_ ikke
glemmes.

Over denne Bog saetter jeg dit Navn som et Minde om den lyse Tid og det
Hjem, man skimter som bag en Dor, der hurtig lukkes. Som Ufredstid kom
over vort gamle Hus, kom snart Ulykkerne og Doden til os.

Herman Bang.




I.

Tine blev ved at lobe graedende frem med Vognen, mens Fru Berg raabte
de sidste Ord hojt ud i Morket og Blaesten.

-Saa reder I nok--i det blaa Kammer--iaften ... endnu iaften.

-Ja--ja, svarte Tine og kunde ikke tale for Taarer.

-Og hils--og hils! raabte Fru Berg gennem Graaden, Vinden tog hendes
Ord. Endnu en sidste Gang lob Tine til og greb efter hendes
fremstrakte Haand, men hun fik den ikke mer. Saa stansede hun; og, som
en stor Skygge, gled Vognen hastig hen i Morket. Nu hortes den ikke mer.

Tine gik hjem gennem Alleen og Gaarden, hvor Jagthundene sagte
klynkede. Hun aabnede Doren til Gangen: der var saa tomt med de ode
Knager og Herlufs Legetojskrog, hvor der nu var rommet ud. Hun gik ind
i Kokkenet, hvor Taellelyset braendte med en osende Tane mellem Resterne
fra Tebordet.

I Borgestuen sad Folkene stille med Lars for Bordenden.

-Jeg skal hilse, sagde Tine med halv Rost, og der blev stille igen.
Kun Maren, der sad med Forklaedet over Hovedet som en rokkende Byldt,
hylede op henne fra Ovnen med nogle langelige Hyl.

-Ja, sagde Lars efter en Stund betaenksomt: nu er de vaek, sagde han, og
Husmanden nikkede til Bekraeftelse.

-Saa skulde vi nok flytte det til Skovrideren, sagde Tine, lavt som
for, og gik, fulgt af Sofie Indepige, der skulde hjaelpe.

I Gangen aabnede hun Doren til Dagligstuen. Lampen braendte roligt paa
det tomme Bord, og Dorene til de andre Stuer, der stod aabne, laa som
tre stille og morke Gab ind mod det forladte Rum.

-Sybordet har hun med sig, sagde Sofie.

-Ja, sukkede Tine. Pladsen paa Forhojningen var tom.

-Og saa Billederne, sagde Sofie og pegede.

Rundt om Spejlet gloede de lyse Pletter paa Tapetet frem. Maerker af
Portraetterne, der var tagne ned.

Graaden vilde op hos Tine ogsaa, og hun vendte sig: Ja--lad os saa
ta'e i, sagde hun, og de gik med Lyset op ad Trappen ind i Sovekamret.
De to Senge stod ved Siden af hinanden, daekkede af det samme
Taeppe--det var det, Tine havde strikket sidst til Jul; ved Fodenden
stod Herlufs Tremmeseng, tomt.

Ved Synet af den tomme Seng begyndte Sofie at vande Hons igen, med
Taellelyset i Haanden, mens hun talte om, da "Drengen" var lille; hun
havde vaeret Herlufs forste Barnepige, og der var for hende i Verden
ikke anden Dreng end han.

-Han var knap fod', da jeg blev hans Barnepi', sagde hun paa sit
Kobstadjysk, en saer indeklemt Sprogart: hun syntes at have Besvaer med
rigtig at aabne Munden, og hun slugte de allerfleste af Sprogets E'er.

-Han vild' aldrig baeres af andre end af mig og saa Fruen--hun snoftede
mellem hvert Ord--nej--han vild' ikke....

-Jeg har baaret ham no'en Gang' over til Fruen, sagde hun, om
Morgningerne ... for _der_ vilde han over--hun smilte pludselig gennem
Graaden--og ha'e Varmen, den Strik, sluttede hun og graed igen.

-Ja, sagde Tine, der sad paa Sengekanten.

Hun taenkte paa Vintermorgenerne, da hun med Torklaedet om Hovedet lob
herned, naar det lysnede--i Skolen var snart det halve Dagvaerk
gjort--og hun slog sine tre Slag paa Sovekammerdoren med de flade
Haender for at vaekke Fru Berg og Herluf, der laa i deres sode Slummer.

Fru Berg kom sovnig op i Sengen. Det er Tine, det er Tine, raabte hun,
mens hun klaskede med Haenderne ned paa Dynen.

-Kaffen--Ka-ffen, skreg hun med sin glade Stemme, saa de kunde hore
det helt ned i Kokkenet, og Herluf begyndte af Fryd at springe om som
et Egern i Sengen, i sin lange Natkjole.

Mens de snakkede, fik Tine Skoene af og kom op i Fodenden af Bergs
Seng--der var Is paa Ruden, saa koldt var det--med Dynen op over sig
for at holde Varmen.

Saadan sad de saa og pludrede timevis. Herluf var "Kineser" med
strittende Fingre, og Herluf slog Saltomortaler over alle Dyner; Fru
Berg og Tine lo, saa Sengene vaklede og gyngede; og Sofie stillede
indenfor Doren med en Slat Kaffe i en Spolkumme for at faa Del i
Lystigheden.

Men tilsidst kunde Sofie blive fornaermet paa Herlufs Vegne midt som
hun stod, og hun sagde: "Barnet ska' vel ikke spring' der og spill'
Teater", sagde hun og tog ham ud af Sengen for at baere ham ned i
Dagligstuen og klaede ham paa i Varmen.

Fru Berg og Tine blev i Sengene, snakkende i Oster og Vester,--Munden
stod aldrig paa Fru Berg, naar hun var sammen med Degnens Tine--indtil
Tine pludselig rog ud af Sengen i et Saet: Gangdoren var gaaet.

-Skovrideren! raabte hun og fik naeppe Skoene paa for lutter Fart.

-Luk, luk, raabte Fru Berg: luk dog! Og Tine fik Noglen drejet om.

-Ja, ja, jeg klae'er mig paa, jeg klae'er mig paa, Henrik, raabte hun
til Berg, der bankede, og hun lod Tine rasle med Vandtojet, saa han
kunde tro, hun allerede var oppe.

... Sofie stod stadig foran Tremmesengen med Lyset og snakkede om sin
Herluf og faeldede Taarer baade over Godt og over Ondt.

-Men en arrig Trold var han, det var han, sagde hun.

-Ja, han var, gentog hun.

Tine sad endnu paa Sengekanten og smilte: Ja, hvad Fru Berg dog havde
for Indfald--saa lystige Indfald.

Hun taenkte paa den Morgen, hvor Skovrideren var kommen i Gangdoren,
just som de sad i Sengene i deres bedste Snak, og Fru Berg pludselig
havde grebet hende i begge Benene--Skovrideren var allerede paa
Trappen--og havde trukket hende ned under Skovriderens Dyne--han var
allerede ved Doren--: Stille, stille, hviskede Fru Berg--

Han var herinde allerede--Tine laa som en Mus.

Og Fru Berg fortalte og hun snakkede til Skovrideren, der horte paa og
lo og satte sig ned--midt i sin Seng.

-Du saetter dig paa _Tine_, du saetter dig paa _Tine_, skreg Fru Berg,
helt aandelos af Latter ... og Tine rog ud af Sengen, hojrod i Hovedet
og med Graaden i Halsen, og lob ud af Stuen, ned ad Trappen, ligetil
Skolen, og kom ikke i Skovridergaarden tre Dage, saa skamfuld var hun.

... Tine rejste sig, og de begyndte at tage Sengeklaederne ud af
Skovriderens Seng og samlede dem udenfor Doren.

-Tag saa Lyset, sagde Tine, hun vilde ikke se det tomte Kammer.

De bar Dynerne og Madratserne ned ad Trappen ind gennem Stuerne, hvor
alle Dore stod aabne bag dem.

-Det er saa tomt, som var vi rejst alle, sagde Sofie.

-Ja, sagde Tine, der slaebte en Madrats.

I det blaa Gaestekammer var der koldt som i en Kaelder; der havde ingen
sovet siden i Sommer. Den ene Gaesteseng skulde ud, og den anden blev
stillet op ad Vaeggen.

Mens Tine og Sofie endnu gik og tumlede med Lagener og Vaskestel, kom
de gamle Bollings for at hente Datteren.

Da Madam Bolling kom ind i Dagligstuen i Traekken fra alle de Dore,
blev hun staaende paa Lobetaeppet og saa sig om med Taarer i Ojnene:
Ja--nu er de afsted, sagde hun og foldede Haenderne.

De to Gamle satte sig stille paa deres vante Pladser, to Stole ved
Sofabordet, lidt ud paa Gulvet--de vilde aldrig sidde i Sofaen i
Skovridergaarden, der skulde Fru Berg blive--mens Tine blev ved at
gaae ud og ind og Sofie bar Pinde til den blaa Kakkelovn: hun havde
anlagt "Torklaedet" imidlertid.

Torklaedet var Tegn til, at Afrejsen havde givet hende "hendes
Ho'edpin'". Hun fik den regelmaessig de fem af Ugens syv Dage og var
saa grumme uoplagt til at udtale sig udover "Ja" og "Nej" eller til at
foretage sig nogetsomhelst ud over det nodvendigste. Efter en Storvask
hvilte Sofie ud otte Dage i sin Hovedpine og kujonerede hele Huset.

Tine kom frem i Doren til Skovriderens Stue: Vil I se, sagde hun, nu
er vi faerdige.

-Ja, lad os det, svarte gamle Bolling, og de gik ind gennem
Skovriderens Stue i det blaa Kammer, hvor den ene smalle Seng stod
forladt op ad den lyseblaa Vaeg, og der var koldt, saa de to Gamle
skuttede sig ved det.

De stod alle tre foran Sengen--Tine havde haengt Fru Bergs Billede op
ved Hovedgaerdet.

-Naa, her ligger han jo ret saa stadselig, sagde Bolling og sogte at
le lidt: alle tre var de lige ved at bukke under for deres
Sorgmodighed.

-Ja, naar der nu bliver godt varmt, sagde Madammen, naar her nu bliver
Varme.

De vendte tilbage til Dagligstuen og satte sig igen, Tine nede paa
Forhojningen paa Sybordets gamle Plads. De sagde ikke meget, kun en
enkelt Saetning nu og da, mens de sad, alle i de samme Tanker.

Madam Bolling blev ved at sidde og ryste paa Hovedet og se ud i Stuen:

-Ja--det har vaeret et dejligt Hus, ret et dejligt Hus, sagde hun.
Begge de gamle Bollings brugte saa stadig det Adverbium "ret", som de
havde saa at sige paa Haandvaerkets Vegne fra Bollings megen Omgang med
Bibelen.

Madammen sad lidt igen, til hendes Tanker tog en anden Vej: Nu var da
vel alting kommet godt med og var godt pakket? spurgte hun.--Og
Brombaerrene var godt surrede fast til Kassen?

Brombaerrene var to Krukker Syltetoj, som Madam Bolling havde syltet,
for at Fru Berg skulde have dem med til Kobenhavn:

-For det er hendes bedste Syltetoj, Tine, sagde Madammen, det er det ... og
de si'er, de har 'et ikke derovre, Brombaer.

-Skovrideren surrede dem selv fast, Moer, siger Tine.

-Ja, vi har no'en Gange--Madam Bolling bliver ved i samme stille
Tone--faaet Brombaer hernede--og saa Marmelade ... Til Tvebakkerne,
sluttede hun efter en Stilhed.

-Det har vi, sagde Tine og saa ud i Luften.

Hun taenkte paa Aftnerne, naar der kom Bud op efter dem i Skolen--mest
naar Skovrideren var ude da--og de gik herned efter Te, og
Syltekrukkerne og Tvebakkerne kom paa Bordet, og de spiste af
Underkopper, mens de snakkede og Fru Berg og hun, de lo og sang.

-En Sang, Tine, en Sang, raabte Fru Berg og slog i Sofaarmen; og de
satte i med "Hr. Peder" og "Flyv, Fugl, flyv over Furesoens Vande" og
"I Kongelunden", til det blev til en Vals, saa de svingede hen over
Gulvtaeppet, og Fru Berg forpustet forlangte Maelkepunschen, der blev
bragt ind i en Stenkrukke.

-Ja, det er dog til no'en Aftner, Tine--sagde Madam Bolling, der
stadig taenkte paa Brombaerrene--saa de derovre kan faa det som
herhjemme.

Og gamle Bolling, der sad med foldede Haender og ikke horte, hvad de
andre sagde, men plejede sine egne Tanker: nu var der tretten kaldt
ind her i Sognet, havde han talt sammen--gamle Bolling sagde:

-Ja, ja, Guds Vilje ske, sagde han og rejste sig.

De Gamle skulde hjem: Tine vilde jo dog blive og vente paa
Skovrideren. Men Tine lod dem ikke gaa, de maatte forst hjaelpe hende;
hun kunde ikke taale at se de gloende lyse Pletter rundt om Spejlet,
de _maate_ haenge noget andet op--noget, der kunde daekke. Hun tog "Kong
Frederik" og "Slaget ved Isted" og "Fredericia" inde i Havestuen, og
de to Gamle bar Billederne, mens hun loste Spejlet.

Madam Bolling stod med Heltene fra Isted, der kaempede endnu med de
hvide Bind om Panden. Hun blev ved at se paa dem, og et Par smaa
Taarer faldt ned paa Glasset--hun taenkte paa dem, der nu skulde miste
Forligheden og Livet.

-Kom, Mutter, sagde Bolling og tog Billedet, men ogsaa han beholdt det
saa laenge, at Tine maatte tage det af hans Haender.

Billederne kom op, og de Gamle, der allerede havde Overtojet paa,
satte sig igen paa de to Stole og saa op paa Heltene fra Isted og paa
"Kongen".

Tine var gaaet ud og kom ind med et fjerde Billede. Det var et Portraet
af Kong Kristian som Tronfolger i Hestgardens Uniform, der havde haengt
i et af Gaestekamrene. Hun slog et Som ind under Kong Frederiks Billede
og haengte Portraettet paa den tomme Plads.

De holdt sig alle tre stille en Stund foran de fire Billeder.

-Ja, ja, det er meget ret, Tine, sagde saa Bolling, det er dog
_Kongen_.

De Gamle kom ud i Gangen, Taellelyset i Kokkenet var ved at braende ned.
Tine satte Stagen hen i Vinduet, saa det kunde lyse en Smule ud i
Gaarden for Foraeldrene. Fra Bryggerset lod der et stort Spektakel, det
var Maren, der af lutter Sorrig tumlede og skurede midt i den morkeste
Nat, mens hun sang paa Melodien: "Hvo ved, hvor naer mig er min Ende",
saa det skingrede mod Laden:

  Kong Fred'rik hviler nu paa Baare
  og slumrer sodt i Dodens Blund;
  nu rinder Folkets Takke-Taare for
  Drotten fra hvis djaerve Mund
  det lod saa tit: min Tak modtag!
  Jeg svigter ej paa Farens Dag!

Foraeldrene var ude af Gaarden, men Tine blev staaende paa Trappen. Hun
lyttede efter Jagthundene, der knurrede fra deres Skur.

Saa smilte hun: hun vilde tage dem over--det vilde glaede Skovrideren,
naar han kom hjem. De var dog noget levende til at tage imod ham.

Og hun gik over Gaarden og aabnede Doren til Loen og til Hundenes
Skur. Ajax og Hektor sprang op ad hende under sagte Goen og lob saa
iforvejen ind ad den aabne Gangdor.

Inde i Dagligstuen satte Tine sig paa den tomme Forhojning. Hun syntes
aldrig, hun havde vaeret saa bedrovet--saa beklemt og bedrovet som nu,
mens hun stirrede ud i den ode Gaard. Lyset i Kokkenvinduet flakkede
endnu en Gang hen over Ladens Hvidt--saa var ogsaa det slukket, og hun
saa' bare Valdnoddetraeets Skygge midt i den morke Gaard.

Det var igaar Aftes, Fru Berg sad her hos hende paa Forhojningen og
saa' ud paa det bladlose Trae: Mon jeg kan komme hjem, til det igen er
sprunget ud? havde hun sagt og hun havde graedt og lagt Armen om hendes
Hals.

Ude fra Bryggerset blev Maren ved at synge, saa det lod skingert ud i
den morke Gaard:

  Og derfor graeder Mand og Kvinde,
  derfor er Glaedens Dor nu lukt;
  Taknemlighedens Hjaerter binde
  en Krans, som blomstre skal saa smukt
  Thi _Mindet_ aldrig slettes ud
  om Danmarks Fred'rik, nu hos Gud!

Tine sad med foldede Haender i sit Skod, mens Ajax og Hektor laa med
store Ojne paa Gulvtaeppet ved hendes Fodder.

       *       *       *       *       *

Hundene sprang op, og Vognen svingede frem for Trappen. Det var
Skovrideren. Han kom ind i Gangen, hvor Sofie holdt Lyset, og han
bragte Hilsener fra Herluf og fra Fruen.

-Og saa er jeg indkaldt, sagde han kort.

Han gik ind i Stuen, og Tine fulgte. Hun gik langsomt hen og slukkede,
et for et. Lysene paa Klaveret, som hun havde taendt.

-Saadan kommer alt paa en Gang, sagde Berg.

_Det_ havde vaeret Tines hele Tanke: Saadan kom det paa en Gang; og saa
taenkte og spurgte hun: Ved Fruen det?

-Ja--det var Jessen, som bragte Bud'et paa Dampskibet.

De satte sig ved Bordet, som Tine havde daekket, og de begyndte at tale
med lidt langsomme slovede Stemmer om, hvordan alt skulde blive nu med
Driften og den daglige Dont: med Arbejdskraften blev det svaert. Lars
kom maaske med og de fleste af Husmaendene skulde ogsaa afsted.

-Skovgaerningen fik vel hvile, mestendels; til den blev der ikke Haender.

-Nej, sagde Tine.

De talte om de indkaldte. Det var snart en Mand fra hvert Sted i
Sognet. De tog dem, saa brat det var, fra Hjemmene nu.

-Ja hos Anders Taekkemand var det ren Jammer. Ane havde vaeret i Skolen
idag med sine to paa Armen--saa hun graed og graed.... For nu var Anders
vaek--saa hun graed....

Ved at sige Ordet begyndte Tine selv at skaelve om Munden.

-Ja, sagde Berg, _der_ sidder jo Broderen fra den sidste Krig--med
begge Benene skudt vaek....

-Ja, sagde Tine sagtere, og efter en Stilhed: det er de Kroblinger,
som gor Folk bange.

De blev tause lidt. Hundene gik kaelende til og fra, men de agtede dem
ikke. Berg talte igen om Driften. Paa Vikar var han da vis. Den
enarmede Baron Staub kunde han altid faa, han var disponibel.

-Han _har_ jo faaet _sit_, sagde han, ved Vaadeskud.... Og naesten uden
Overgang, laenende sig tilbage mod Vaeggen og seende frem mod Lyset,
sagde han: Nu er de langt ude paa Vandet.

Tine syntes, det var, som fulgte han dem med Ojnene over Vandet, mens
han sagde det; og hun _vilde_ finde noget at sige, der kunde muntre
ham, hjaelpe paa Humoret. Det er vel derfor, du sidder her, sagde hun
til sig selv, det manglede blot, du skulde tvine selv. Men hun fandt
ingenting. Der blev jo heller aldrig vekslet saa mange Ord mellem
Skovrideren og hende; hun havde aldrig turdet snakke op med ham, som
var det en anden. Herredsfogeden eller Kapellanen hos Gotsches eller
nogen, som man ikke saadan havde "Respekten" for. Det var jo Fru Berg,
man snakkede med i Skovridergaarden. Tilsidst sagde hun i en Tone,
der skulde vaere munter:

-Og vi, som har aset med det blaa Kammer--det kunde vi snart have
spar't baade Sofie og jeg! Hun rejste sig.

-Er _det_ allerede istand? De faar da ogsaa alting gjort, Tine. Berg
tog hendes Haand og Blodet jog op i Tines Ansigt--det gjorde det for
det mindste, naar hun var i Skovridergaarden.--Skovrideren skulde vel
se det, sagde hun, og hun aabnede Doren; men paa en Gang blev hun
staaende i Studerevaerelset, og han gik ene ind i Gaestekammeret.

-Hvor der var kont og varmt, sagde Berg, da han kom tilbage.

Tine vilde til at gaa nu. Hun syntes, det var saa uvant beklemmende,
som om de to var ene i det hele Hus--det forladte Hus. Men Skovrideren
gik hen til Bordet og sagde:

-Der staar om Bisaettelsen i de nye Aviser. Skal vi ikke laese det
forst.

Det var en af Tines Fester, naar Skovrideren laeste hojt, af Aviserne,
naar de kom. Onsdag og Lordag Aften, eller af en Bog fra
Bogskabet--alle Oehlenschlaegers Tragedier.

-Tak, sagde hun. Men Sofie vilde vist gerne hore med. Og hun gik ud
for at hente Pigen, som sad og sov med emballeret Hoved ved Siden af
Skorstenen og fulgte med ind for at saette sig i Krogen ved Bogskabet,
hvor hun saa tidt havde hort til, naar de laeste.

Berg aabnede langsomt det sorgerandede Blad og lagde et Ojeblik
Haenderne ned derover. Nu er han da kommet til Hvile, sagde han bevaeget
og stille.

Han begyndte at laese halv hojt Beretningen om "Kongens sidste Faerd".
Rundt i det stille Hus hortes der ikke en Lyd--uden hans daempede
Stemme.

Tine fulgte ikke Ordene; hun horte kun Rosten, som hun kendte fra saa
mange stille Aftener, og hun saa igen Fru Berg som hun sad _der_ under
Lampen, og hun horte hende le, som hun lo ad Tines strommende
Taarer--Tine, der tog Livet saa glad, graed over Boger som en
Kalv--Taarerne, der nu brod frem igen en paa en....

... "Snart taendtes der Lygter og Fakler, som lyste paa Kongens sidste
Rejse, og Beboerne langs Vejen kappedes om at vise den Hedengangne den
sidste AEre. Klokkerne ringede fra alle Taarne, og hver Gaard og hvert
Hus--til det fattigste--havde Lys i alle Ruder. Paa mange Steder havde
i den morke Nat samlet sig Grupper af tause Tilskuere...."

Henne i Krogen gik Sofies Snoften over til hojlyd Graad, men
Skovrideren blev ved at laese:

... "Taet ved Banegaarden stansede Vognen; de otte sortbetrukne Heste
blev spaendte fra og fortes bort af Staldbetjentene, som gaaende havde
fulgt deres hoje Herre; et Sejldugsklaede spaendtes over Vognen for at
skaerme den og Kisten mod den lette Regn, der var begyndt at falde.
Husarer forrettede den sidste Nattevagt for Kong Frederik den
Syvende"....

Berg holdt inde lidt--hans Stemme begyndte at blive haes.

Tine sad og saa frem for sig: hun taenkte paa Tragedierne, de havde
laest om og om igen, den om Axel og saa den om Dronning Zoe.... I femte
Akt begyndte altid ogsaa Fru Berg at graede og, kom der noget rigtig
smukt, trykkede de hinandens Haender under Bordet.

Berg foer fort med at laese om den sidste Procession og om Talen. Hans
Stemme blev bevaeget, saa man horte den knap:

... "Han er nu bortkaldt fra sit Folk, men dets Kaerlighed ledsager ham
til Graven med et inderligt Farvel. Det lyder fra alle Borgersamfundets
Kredse, fra Krigeren, der kaempede for ham og Faedrelandet paa Valpladsen,
fra den, der i Fredens Gerning erkender, at Vindskibelighed og Velstand
under ham er stegne; fra Bondens haederlige Stand, for hvem Frederik den
Syvende har fuldendt, hvad Frederik den Sjette begyndte"....

-Ja, sagde Berg, det er sandt.

Tine for sammen, da han stansede, og da han igen begyndte, horte hun
efter Ordene: det var den sidste Aften jo, nu de laeste--for saa laenge,
for hvor laenge....

... "Atter loftedes nu Kisten fra sin Plads og henbares til Kapellet,
ved hvis Opgang Herolderne og en Del af Folget havde opstillet sig.
Med Gejstligheden i Spidsen skred Processionen gennem Kapellets
Indgang, Kisten sattes paa sin Plads. Sjaellands Biskop holdt fra en
sortbetrukken Talerstol en Bon, den sidste Begravelsesceremoni fandt
Sted, og Salutskudene udenfor Kirken forkyndte, at nu var Kong
Frederik bisat".

Sofie holdt Haenderne op for sit Ansigt, Tine blot saa paa Berg, der
laeste:

... "Under Orgeltoner forlod Folget i Taushed Kirken, og Deres
Majestaeter vendte tilbage til Kobenhavn."

Berg foldede Avisen sammen; uden at nogen talte, rejste Tine sig til
Farvel.

Saa sagde Berg, i det han laenede Hovedet mod Vaeggen og saa saa langt
ud i Stuen--som en Gang for:

-Hvor Drengen dog graed, da han kom i Baaden.

Sofie skulde folge Tine, og de fik Lygten taendt. Dens dinglende Lys
faldt ujaevnt hen over Hegn og Pil. Sofie talte om Varsler og Tegn:

Der var nok af dem--der ha'ed' ikke vaeret for rart i Skovridergaarden,
nu i Sommer--saa det huseret' ved Nattetider.

-"Vognen" ha'ed hun da hort den alene tre Gang'--saa tydelig den var
svinget' op for Trappen den sidste Gang. Og da de kom ud, var der ikke
mer Vogn end bag paa en Haand--ikke mer end bag paa min Haand, det
saa ogsaa Fruen.

-Og _det_ ved en da, sluttede Sofie og snoftede, hva' saa'en Korsel
betyder.... naar'et til fornummes tre Gang'....

Tine talte ikke, og de blev ved at gaa frem i Morket. Hunden i Per
Eriksens Gaard for op, og inde hos Jomfruerne Jessen vaagnede Moppen.

-Ja, Gud hold' sin Haand over baade Herren og Fruen, sagde Sofie i en
Tone, som kastede hun Jord paa dem begge.

Tine drog Vejret som En, der frysende vaagner.

-Hvor det bliver _koldt_ ved Dannevirke, sagde hun.

De var naaet til Drejningen ved Kroen, og Tine vidste, at Sofie var
angst for at komme _for_ naer til Kirkegaarden Nattestunder.

-Nu kan jeg gaa alene, Sofie, sagde hun: Tak nu--Sofie. Og saa passer
du nok Skovriderens Te, saa den bliver, som den plejer--ikke?

-Ja--farvel, jomfru Tine.

-Farvel.

Tine horte Hundene, der for op igen paa Sofies Vej--mens hun langsomt
gik hjem imod Skolen.

       *       *       *       *       *

Tine bankede og horte forst Dagge, der tog paa at go, og saa Moderen,
der kom af Sengen og ud:

-Det er mig, Mo'er, sagde hun.

Madam Bolling lukkede op i Nattroje og Kappe med Strimler: Skovrideren
er indkaldt, sagde Tine kun, da hun kom ind i Gangen.

-Aa Herregud, aa Herregud, klagede Madammen, og hun lod Dorene staa
helt ind til Bolling, mens hun gik; aa Herregud--aa, Herregud!

-Det var jo ventendes, sagde Bolling, der sad op i Sengen.

Tine maatte forklare det, som det var, at Jessen havde bragt Budet ved
Dampskibet. Naa, saa hun fik 'et at vide, naa, saa hun fik 'et at
vide, blev Madammen ved med de samme Ord i en Uendelighed: naa, saa
hun fik 'et at vide, Staklen....

-Ja. Gud vaere med os, sagde Bolling med foldede Haender, da der omsider
blev stille.

Tine var traet, og hun sagde Godnat. Hun tog i Doren til "Skolen" for
at prove, om den var laaset, for hun gik op ad Trappen; og henover
Loftet holdt hun Lyset varsomt for Halmens Skyld, hvor Gravenstenerne
var spredt.

Inde i Kamret stillede hun Vaekkeuhret til Slag og flyttede
Gyldenlakkerne fra Ruden ned paa Gulvet.

Nedenunder smaasnakkede Foraeldrene endnu, det lod, som var det naesten
i den samme Stue.

-Ja, Gud bevare os alle, sagde Faderen endnu en Gang dernede: nu er
det fjorten herfra Sognet.

Saa faldt de hen, lidt efter lidt, og Tine horte deres vante
Aandedrag, roligt og taktfast naesten, op gennem Huset.

Hun kunde ikke sove. Hun laa og taenkte paa en Dag i Efteraaret--den
sidste, hvor de havde vaeret i Skoven Skovriderens og hun....

De skulde ned med Mellemmaden i en Kurv, til Lilleskoven, for at mode
Skovrideren ved den forste Lysning. Forpagterens fra Ronhave modte de
i Kalechen, _de_ skulde til Bispens, og der blev en Snakken midt paa
Vejen, for de skiltes.

De gik videre. Herluf rodede efter Brombaer op ad hvert et Gaerde. Fuldt
af Nodder hang der i alle Hegn. Tine snappede dem, mens hun gik.

De vilde slaa ind over Marken, men Herluf hvinte bag dem: han sad
fangen fast i Rankerne og hylte, med sit hele Ansigt smurt sort af
Brombaer:

-Se Drengen, se Drengen, raabte Fru Berg og lod Tine faa ham los; selv
lob hun op imod Markhojen.

-Kom, kom, raabte hun oppe fra. Hvor her er dejligt.

Det var, som saa man den hele O idag i den klare Luft--Bakke og
Dal--saa gron og blod. Langt ude blev Skovene borte som i blaalige
Skyer, smilede Husene frem mellem det mangfoldige Gront. Og i Himlen
var der ikke Bund.

-Saa dejligt, dejligt her er, sagde Fru Berg.

Men Herluf gav ikke Ro; han vilde "fanges"; og de lob, lob, alle tre,
Hojen rundt.

-Ja--her er det dejligste Land, raabte Tine, der loftede den fangede
Herluf op i Armene. Og alle tre lod de sig plumpe ned i den sene Klover.

De gik igen over Marken henimod Skoven, hvor de satte sig ved
Braendestablen foran den lille Lysning; her var Sol endnu og ganske lunt.

Haekletojerne kom frem af Lommen, og de smaasnakkede:

-Det var svaert, saa de fra Ronhave korte til Bispens nu--det var anden
Gang.

-Tredje var det--i to Uger.

-Og saa hang Herredsfogeden bagpaa--som Fjerdemand til Lhombren.

De blev ved at snakke; Herluf gav gammelklog sit Besyv med i Talen. Og
godt _underrettede_ var de, for i Skolen vidste de, hvorhen Kalecherne
rullede: Vejene skar jo hinanden ligefor Doren; og _der_ blev vekslet
Nik og Goddag eller gjort Holdt, mens Bolling eller Madammen eller
Tine kom ud paa Trappen.

Saa tav Fru Berg og Tine lidt igen og arbejdede begge stille under
Traeerne:

-Hvor dog Skoven holdt sig, saa gron den stod.

-Det kom af Regnen, den megen Regn i Sommer.

-Ja. Men huskede Tine ifjor--de lod begge Haekletojet synke og saa ud
mod det brunlige Skovbryn--da den var gul i September.

De blev ved at tale om Skoven: _naar_ de havde vaeret her sidste Gang
_det_ Aar og _det_.

-Nej--ifjor var det knap man fik Nodderne bjerget.

-Men i 59 havde vi Skovtur i Oktober, sagde Fru Berg.

Herluf raabte, lidt derfra, mellem Traeerne: Tine skulde komme, Tine
maatte komme derhen. Det var en svaer og bojet Gren, der hang som en
Gynge, taet ved Jorden. Herluf vilde op, og Tine gyngede, saa han graed
og lo. Saa skulde hun selv op. Fru Berg vilde gynge hende:

-Op Tine--op.

-Den knaekker, den knaekker, raabte Tine--det _var_ en Vaegt--mens Fru
Berg svingede til Grenen, saa Tines Skorter floj om hendes Ben.

Pludselig satte Ajax og Hektor ud af Krattet og halsede op mod Tines
bomuldsbestrompede Laegge:

-Skovrideren, skreg hun og satte bums ned paa Jorden paa Hug--Fru
Berg maatte le ud med Ryggen til et Trae, for hun kunde komme hen og
faa Del i Aftensmaden, som Tine havde bredt ud paa en Serviet.

Berg, der var dukket frem af Krattet bag sine Hunde, sad allerede paa
en Traestub foran Maden og talte med Tine om Roserne hjemme: det var
snart paa Tide at tage sig af dem nu. Naetterne var _dog_ blevet kolde.

Haven var Bergs og Tines stadige Faellesvirke. Skovrideren var
Rosenelsker og krydsede ogsaa Fuchsier; og Fru Berg, der jo var fra
Horsens, fik aldrig rigtig Haandelaget i en Have. Saa var det Tine
mestendels, der hjalp med dit og dat, og gik tilhaande. Om
Forsommeraftnerne var der travlest. Fru Berg sad kun oppe paa
Havetrappen i sit Sjal og saa til og snakkede over Plaenen til de to,
som syslede og beskar og vandede. Hun saa dem tilsist kun som et Par
Skygger mellem Roserne, hvor det skumrede.

... De havde pakket ind for at gaa. Herluf og Tine legede Tagfat over
Lysningen, mens Berg og Fru Berg gik bagefter Arm i Arm.

De kom ud paa Landevejen: lys og klar laa Aftenluften over de plojede
Marker--hvor Tine, hun lo henne bag Omdrejningen!

-I saadan Luft _horer_ man Tine, sagde Berg, der standsede.
Skovrideren mente altid, Tine havde en Rost for fri Luft, saa frejdig
som Vorherre havde givet hende den.

-Kom, Tine, raabte Fru Berg, lad os synge. Fruen tog Tine om Livet, og
de gik langsomt henad Vejen, mens de sang. Da de kom lidt ind i
Verset, satte Berg en halvdaempet Bas til, saa det lod over Marken:

  Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Vove!
  nu kommer Natten saa sort:
  alt ligger Sol bag de daemrende Skove,
  Dagen den lister sig bort.
  Skynd dig nu hjem til din fjedrede Mage,
  til de gulnaebede smaa;
  men naar i Morgen du kommer tilbage,
  sig mig saa alt, hvad du saa!

Rundtom blev det Fyraften. Foran Gaarde og Huse kom Karle og Husmaend
frem; i Rad rog de sindig Piber.

-God Aften--god Aften, kom det fra Rogerne stille ud mod Vejen til dem.

-God Aften, Anders Nils.--God Aften, Lars Peters. Tine hilste dem
alle ved Navn.

Foran Lars Eriks stod hun lidt--den Gamle var saa plaget af Gigten--:
Naa, hvordan er det saa? spurgte hun op til Porten.

-Ja-a, dog altid li'som no'et bedre, svarede langsomt Svigersonnen.

-Naa, saa Gud ske Lov da.

-Ja, saa Godnat, Hans Lorents. sagde Tine og gik igen.

De andre var blevet ved at synge, og Herluf havde taget Faderen i
Haanden. Foran dem laa Kirken og Skolen. Himlen begyndte at blive rod
bag ved det gamle Taarn.

  Flyv, Fugl! flyv over Furesoens Rislen.
  Kaerlighed kalder dig hjem;
  saet dig nu kont mellem Lovbuskens Hvislen,
  syng saa din Kaerlighed frem!
  Kunde, som du, jeg i AEtheren svomme,
  ved jeg nok, hvor gik min Flugt;
  jeg kan i Lunden kun sukke og dromme,
  det er min Kaerligheds Frugt.

De tav. Det sidste Stykke Vej til Skolen gik de tavse imellem Hegnene.
Hans Husmands Sine, der gav sin Ko den sidste Graesning paa en Vejkant,
for hun drev den hjem, nejede, med Strikkeposen i Haenderne, da de kom
hende forbi.

I Skolen sad gamle Bolling paa Trappen med sin Pibe, og kom ned og
hilste. Madammen ventede dem, med Strikkestrompen, i Doren: hun havde
Butterdejgskringler, frisk bagte, idag; og Fru Berg og Herluf kom op,
til Saede paa Baenken, mens Bolling blev staaende nedenfor med Berg og
talte om Skovauktionen.

Nede ved Kaeret blev Smedien lukket, og ovre ved Kroen kom Madam
Henrichsen, bred og stormaegtig, ud paa sin Baenk mellem de to hvide
Sojler. De hilste alle over Pladsen--ogsaa til den svaere Knud Smed,
der gik hjem med sin Hund.

Det var som alle maatte trives og blive runde og sunde i dette
Nabolag, her paa "Torvet", saa velnaerede de alle var, baade hos
Bollings og i Kroen og Smedien.

Klokkerne begyndte at ringe, og de sad alle stille. Kun Berg og
Bolling talte hviskende nedenfor Trappen. Sine drev sindig sin Ko til
Vands over Pladsen. Den drak og brolte, dumt og langt, ud over Kaeret.

Klokkerne horte op. Saa skal vi vel hjem, sagde Fru Berg, og Tine
fulgte med dem. Himlen var dunkelrod over Hegn og Marker.

Hjemme i Dagligstuen sang Fru Berg lidt i Skumringen ved Klaveret--den
om "lille Grethe". Skovrideren lod Doren til sin Stue staa paa Klem.

Herluf var traet og faldt i Sovn paa sin Skammel med Hovedet op mod
Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede
ogsaa hun.

Hun vaagnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun saa med en
sovnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie--Fru Berg blev
sjaelden rigtig vaagen, for Lampen var taendt og Theen inde.

-Nej, er der daekket, sagde hun da, helt overrasket, og kom nok saa
rank op i Sofaen.

Efter The plagede hun Berg til en Whist med Blind. Tine blev som i
Badstue saa gloende for hver Rubbert, hun spillede med Skovrideren.

Eller Berg laeste, i den store halvmorke Stue, hvor der kun var lyst
rundtom Lampen. Mest var det Oehlenschlaeger, han laeste, eller ogsaa
Palludan Mueller--Tine havde Lommetorklaedet fremme i sit Skod.

Bagefter, naar Tine skulde til at gaa, lob Fru Berg og hun paa Vejen
ud i Spisekamret og fik en Syltekrukke ned i en Hast og spiste af
samme Kop:

-Ja, ja, ja, Berg, nu kommer vi, sagde Fru Berg og pustede Lyset ud,
for de havde faaet den sidste Mundfuld i sig: her er vi jo. Mand.

Berg ventede i Gangen med Lygten. Det var blevet sent, han vilde selv
folge Tine hjem. De gik henad Vejen, hvor Huse og Gaarde laa som
taettere Skygger i det stille Morke. Hundene vaagnede kun halvt og
sendte en sovnig Knurren efter dem.

Berg loftede Lygten for at finde den torreste Vej i Solet. Her, Tine,
her er godt, sagde han, og Tine gik omhyggeligt efter Lyset med Kjolen
loftet--at blive "fulgt" af Skovrideren var det aerefuldeste, hun
vidste.

-Vi ses, hilste Berg, naar de skiltes.

-Skovrideren har fulgt mig, sagde Tine uden at tage Vejret, knap Doren
var lukket op. Men Madam Bolling var gnaven. Det lignede dog ingenting
at komme hjem her den sene Nat.

Men da de Gamle nu var vaagne, maatte Tine alligevel ind til Sengen:
der var altid noget at tale eller sporge om fra Skovridergaarden.

Tine gik op, mens Foraeldrene blev ved at snakke. Det var en Vane hos
Madam Bolling, at blev hun forst vaekket om Natten og kom op i
Underskortet, saa havde hun ti Ting at gaa om, ud i Kokkenet og ind
igen, mens hun stadig talte med Bolling.

-Ja, ret nogle velsignede Mennesker, bekraeftede Bolling dernede.

-Tine, sagde Madam Bolling op gennem Loftet.

-Jo, Mo'er.

-Tine, du, husk det lille Stykke Smor imorgen Barn, jeg har lagt til
Side--det artede sig saa vel i Kaernen, saa jeg lagde det til en Side ... de
kunde dog smage det dernede.

-Ja, Mo'er sagde Tine og blundede ind med Foraeldrenes Ord i sine Oren.

-Jo, _de_ har gode Hjerter, sluttede Madam Bolling af; hun kom endelig
af Underskortet og op til Bolling.

       *       *       *       *       *

Tine kunde ikke falde i Sovn inat. Foraeldrenes rolige Aande lod
bestandig op gennem Huset. Men Tine sov ikke. Hun taenkte paa alle
disse Aar, paa Skovridergaarden, hvor alt var oprevet nu, paa Herluf
og Fru Berg, der var rejst, og paa sin egen Barndom.

Hun huskede Vintermorgnerne, naar alle "Faers Born" korn til Skole i
Morke og Moder trillede dem ud af det meget Toj--Trine og Lars Erik's
Lene--inde i Sovekamret, mens Tine saa forundret til fra Sengen. Og
saa sang de Morgensangen, mens hun fik Kaffe paa Dynen.

Om Sondagen var der Glasvaeg for Praestens Vogn, og Kordrengene sad i
Kokkenet paa Baenken ved Spandene og fik Kaffe i Husmandskonernes
Spolkummer for at varme sig, mens Praesten praedikede.

Men lidt efter lidt laengedes Dagene og Snemanden blev sort og lind. I
Syskolen hos Jomfru Jessen om Eftermiddagene saa de uden Lys.
Eftermiddagsskolen var forbi og for sidste Gang hujede "Faers" Drenge
hen over Pladsen, og hun og Kroens Katinka havde den ene--de spillede
Paradis, mens det skumrede.

Moder og Madam Henrichsen kom i strikkede Torklaeder frem i Dorene, og
Fader rog sin Pibe paa Trappen.

-Den lider, Vintren, nu, sagde han over til Smeden.

-Hun lider, svarte han, som skoede Lars Erik's Skimlede.

Staerene kom i alle Skolens Kasser og endelig Storkene, Kroens Stork
ret paa Gavlen. Drenge og Piger sang til den i Frikvarteret, i store
Kredse, mange Dage. Hver Mand, der skulde til Kros eller til Kirke,
gav sit Besyv med om Storken. Der var Tegn og Maerker og Varsler at
tage af, om den floj hojt eller om den floj lavt og naar den gik i
Mose--baade for Somren og Saeden og for Regn for Skt. Hans.--Den kom
sent. den bringer Varme, sagde Balling. Han vidste Datum for, naar
Kroens Stork var kommen siden 39, da han selv kom i Skolen. Han forte
Bog med baade Stork og Staere i sin tyske Almanak.

Foraaret kom, og Vinduerne blev lukkede op i Skolen.

Ud over Pladsen horte man det som en travl Summen af Bibel og Landkort
og Katekismus.

Saa sang de tilslut med hoje Stemmer, mens Bolling slog Takten med den
store Pegepind; Madam Henrichsen gik saamaen tit ud i sin Dor blot for
at hore til.

-Det er, som det frisker Ens Hjerte, sagde hun, de gamle Melodier.

Baade Faedrelandssang og Psalme lod der over Pladsen, til Bornene
tilsidst jublende slap fri og Bolling kom ud paa sin Trappe at svale
sig en Stund, efter Dagens Sved.

Om Aftenen, naar Ringeren gik til Kirke, tog Tine ham ved Haanden og
fulgte med. Han gik op at ringe, mens hun sad paa en Sten ved Doren,
bag Buxbomhaekkene, eftertaenksom og stille.

Alle Vogne holdt ved Skolen nu, i det milde Vejr. Landhandleren og de
fra Gammelgaard og Madam Esbensen, Jordemoderen, der fik Kaffe ud i
Fjederstolen paa sin Vogn:

-Der er altid travlt her i Sognet om Foraaret, snakkede Madam
Esbensen.... Her har vi et af de bedste Sogne i Distriktet--i Maj
Maaned.

-Det kommer af forklarede Madammen videre, at det er raske Folk, som
ved at blive faerdige med Hosten.

Madam Esbensen fik Vafler ud til Kaffen, og der blev en Slidder
Sladder halve Timer om baade Nedkomst og Barsel, foran Trappen.

-Ja, ja, det gi'er Offer, nikkede Madam Esbensen til "Farvel" og jollede af
i Fjederstolen. Tine bragte Kop og Tallerken ind; for Madam Bolling
maatte forst give Madam Henrichsen Besked--hun kom ud for at hore,
_hvor_ det var, og hvordan det stod.

-Hos Hans Lorentz'?--Ja, jeg taenkte del. Det er vel Tiden....

-Naa--_der_ gaar det da paa hvert evigste Aar, sagde Madam Henrichsen.

-Ja, svarte Madam Bolling og sukkede lidt, det er jo Guds Vilje. Og
Madammerne gik ind.

... Sommeraftner, naar Ane-Pige var kommen fra "Lodden" med

Maelken, sad Madam Bolling og Tine paa Trappen. Graveren kom med Spaden
fra Kirkegaarden og gik hjemefter.

-Naa, Niels Lars, sagde Madam Bolling, _er_ det saa gjort?

-Ja, Madam, svarte han, nu er der Plads.

-Ja, Gud ske Tak, hun maatte stride haardt--ja, Gud ske Tak ... Ja,
saa Godnat, Nils Lars, nikkede Madam Bolling.

-Godnat, Madam.

Og Graveren gik, med Spaden, nedad Gaden, bag Kroen, mens der blev
stille paa Pladsen, hvis Luft var fyldt af Buxbom, Hyld og Lind.

Naeste Morgen blev Pladsen stroet med Blade og Sand. Det var tungt for
Baererne at naa op forbi Krolaengen med Liget; de hvilte midt paa
Pladsen, med Kisten stillet paa de sorte Bukke. Saa gik de videre ind
paa Kirkegaarden. Graven var taet ved Muren og Madam Bolling og Tine horte
Talen ind i Kokkenet.

Om Aftenen gik Madam Bolling ind at se paa Kranse. Efter Eftersynet
kom hun til Saede paa Trappen med sin Strompe. Madam Henrichsen sad
ovre hos sig mellem de to hvide Sejler.

-Saa er _hun_ henne, sagde Madam Bolling; Og Gud ske Tak--hun stred
sin Strid.

-Ja, hun var et Skrog, bekraeftede Madam Henrichsen.

-Men Gud loser op til sin Tid, sluttede Madam Bolling, og de strikkede
tause.

Tine og Katinka kom op om Kroen Arm i Arm--de gik til Praesten sammen
nu--; de sang, mens de lob hen over Sand og Buxbom.

Aarene gik.

Helg og Sogn og Hostens Tid--Uge paa Uge, fra Sondag til Sondag.

I Degnegaarden skiftedes de til at gaa i Kirke nu, Moderen og Tine; en
maatte jo blive ved Huset; Pastoren skulde have sin ordentlige Kaffe
efter Tjenesten.

Idag var det saa varmt og stille, at Tine havde lukket op til begge
Sider under Kirketiden. Solen laa frem over Bordet og den Damaskes
Sofa; alle Stuer var fyldt med Lugten af Gyldenlak og Roser.

Psalmen med dens mange Roster i Diskanten lod ind gennem Haven. Det
var "Dejlig er Jorden", de sang; Tine falde i og nynnede den med, mens
hun gik.

En Kirkegangskone kom op gennem Laagen, og Kordrengene foer ud af
Vaabenhuset, hujende ned gennem Buxbomhaekkene:

-Skal I forstyrre Pastoren, raabte Tine ud. Og, lidt mere lavmaelte,
begyndte Drengene at spille Klink op ad Kirkemuren.

Selv satte Tine sig--det hvide Bord var faerdigt--paa Forhojningen
saa andaegtig, som kunde hun hore Kapellanen praeke helt herind.

Naar hun horte den unge Praest i Kirken, sad Tine gemt bag Orgelet og
graed som et sprukket Kar, saalaenge han var paa Praedikestolen. Hun
havde nu i det Hele svaert nemt tilvands i denne Sommer, og det tog
hende og kom over hende, alting, som en Bedrovelighed--saa Kroens
Katinka lo hende ud, saa det klukkede.

-En lille Hjerteve, min Pige, sagde Tinka og kladskede Tine midt paa
Barmen: hos dig arter det sig saa Skam til Bedrovelse.

Tine blev ved at sidde paa Forhojningen. Udenfor laa Pladsen solbelyst
og stille. Dovne var Kordrengene faldne hen langs Muren, og ovre paa
Krobaenken sad kun Praestens Nils i Skjorteaermer og rod Vest og spyttede
saa langstrakt ud i Solen.

Psalmesangen begyndte igen, og de forste Karle listede, varsomt og
skrattende sig, af Kirke for at faa Piben stoppet ved Porten, med
Tommelfingeren. Der kom fler, og nogle gik til Kros, hvor Kaffepunchen
kom paa Bordet og Kortene frem til et Slag, bag de aabnede Ruder.

Ude paa Pladsen bredte de unge Karle sig med taendte Piber i store
Kredse, mens Pigerne endnu holdt sig indenfor Kirkegaardsporten i en
undselig Klump.

Hos Degnens blev fire, fem Gaardkoner baenkede og sad lavmaelte og
stramme rundt om Madam Ballings Flodekumme, mens Tine bod Kaffen om
til dem og Kapellanen--det var, som fik hun det saa underligt i
Skuldrene og blev helt stivarmet, bare hun var i Stue med Kapellanen.
Og Ojnene stod stirrende helt ud af Hovedet paa hende, blot han talte
til hende, som nu.

Saa hortes en Vogn omme bag Krolaengen, og Tinka, der fniste ude paa
Pladsen med Landhandlerens Sonner fra Notmark, fordi hun saa
Kapellanen og Tine ved Vindvet, maatte til Siden for Gammelgaards
Brune, som satte op imod Skolen. Kortspillerne i Kroen vendte sig i
Saedet Naa--saa det er _ham_, der javer med Dyrene, sagde Knud Smed, og
de spillede videre.

Tykke Sten var pustende og svedig kommen af Vognen og rystede Benene
paa Skolens Trappe efter det lange Saede. Der er ellers nyt, sagde han,
efter at han var kommen ind og havde givet Haandslag rundt og havde faaet
sig sat; I har saagu' faaet Skovrider udnaevnt, Folkens--iforgaars, Berg
hedder han, sagde han og gav Kapellanen "Berlingske" til Eftersyn.

-Saa blev'et ikke ham fra Graasten, sagde Bolling.

-Og det var godt det samme, erklaerede Madammen.

Kapellanen laeste Udnaevnelsen op: H.R. Berg hed han og var
Premierlieutenant i Reserven; og der blev en Debatteren om, hvem han
kunde vaere og hvorfra han var. Det _kunde_ vaere en af de Bergs fra
Gram, mente Bolling, _der_ var en Forstraad Berg i 1829....

-Det huskede Madammen ... De var egenlig kommen oppe om fra Kolding....

-Og var ret en herlig Familie, sagde Bolling.

De to Gaardkoner paa Flojene begyndte ogsaa at tale med halvhviskende
Roster--om den _gamle_ Forstraads de havde begge to vaeret med til at
vaske den salig Forstraadinde den sidste Gang--hun laa med Hovedet paa
baade sin Bibel og sin Psalmebog.... Og de blev ved at tale om Ligstue
og "Klaedning" og Begravelse, til de blev meget rorte og torrede Ojnene
med de sammenlagte Lommetorklaeder, mens den midterste Kone stadig
dyppede Butterdejgskringler, sendraegtig men uafladelig, i Madam Bollings
Kaffe og fik dem fortaerede.

-Nej, af Slaegt er han fra Kobenhavn, fortalte Sten, der nu fik Kaffe
budt af Tine; en ung Mand, sagde Herredsfogeden....

-Men gift er han, Jomfru Bolling, sagde Sten og tog Tine i Armen. Og
Tine, der, naar Kapellanen var paa Sognets Jorder, gik om med en
Sekstendels Besked paa alting og vaagnede rent som forskraekket ved
hver Tiltale, sagde med et Ryk:

-Er han?--saa de alle lo, mens den midterste Gaardkone endelig blev
faerdig og sindig fik sin Kop sat tilbage paa Bordet.

Stens Kusk, der fik en Kaffepunsch rakt ud af Vindvet, havde bragt
Nyheden til Kros, og Kortspillerne, som pustede af Hede og Punsch, gav
deres Besyv i Laget: Saa blev'et vel endelig til no'et med Auktionen
efter Forstraadens da. Naa--stort var det nu ikke med Besaetningen.

-Men de Skimlede, de kunde dog taenkelig blive tjenlige til Traekkebrug,
mente Knud Smed.

Hos Degnens brod de op. Hun har s'gu faaet et Streifskud, Degnens
Tine, af den Praestespire, sagde Sten til sin Kusk, mens de korte hjem
ad Gammelgaard til....

... Ude paa Pladsen blev der tomt saa lidt efter lidt. Smaaklyngevis
drev de Unge hjem bag Hegnene.

Madam Bolling kaldte paa Tine gennem Huset; hun vilde gaa lidt fra
Dorene for at give Madam Henrichsen rigtig Besked. Men hun fik intet
Svar. Tine stod inde paa Kirkegaarden i Hjornet, og saa efter
Kapellanens Vogn. Nu blev den borte mellem Haekkene.

Tine vendte tilbage og gik ind i Skolestuen for at tage en Sangbog ud
af Bunken. Hun skrev saa mange Viser af i en blaa lille Bog i Sommer.
Oppe paa sit Kammer slog hun op paa "Ridder Aage", der tog "Kisten paa
sin Bag". Den skrev hun af, med Skonskriftbogstaver, Vers for Vers.

Nede paa Pladsen slog Kroens Karle Kegler, og Kortspillernes Stemmer
lod ud i Aftenen.

Madam Bolling kom fra Kirkegaarden nu, mens Klokkerne ringede. Hun
havde vaeret inde om at se til Forstraadens Grav. Det var ogsaa en Guds
Skaendsel, saa Ringerens holdt den allerede; nu havde hun da plantet en
Levkoj ved Korset i det mindste.

Kortspillerne var langsomt gaaet hjem, og Kroens Karle hviskede sagte
paa Baenken, mens begge Madammer sad i de hvide, opsatte Kapper foran
deres Dore og strikkede tause.

Tine kunde ikke mere se og satte sig ved Vinduet Aftenen var kolig og
fuld af Dug. Blomsternes Duft steg op fra Kirkegaard og Have. Hver Lyd
blev hort--hver Latter over Markerne og Buskenes Raslen fra
Paradisstien, bag Kirkegaardsmuren, hvor Parrene kaeredes.

Der kom en Vogn over Pladsen og standsede ved Skolen. Tine horte
Stemmerne: de talte om Skovriderens igen.

-Ja, vi faar dem jo til Nabo, sagde Madam Bolling sindigt.

Og Vognen korte videre, til Lyden dode.

En Flagermus skod forbi eller en Ugle. Over alle Marker og Hegn laa
Aftenen tyst; kun paa Paradisstien raslede Buskene sagte.

-Tine, kaldte Madam Bolling fra Trappen.

-Ja, Mo'er, foer Tine op og fik Lommekluden frem; hun maatte torre
sine Ojne.

-Saa Godnat, Madam Henrichsen, lod det nedefra.

-Godnat, Madam Bolling.

Og Dorene blev lukket rundt omkring....

       *       *       *       *       *

Om Efteraaret kom Skovriderens; og Herluf blev fodt og han voksede
til, og Vintre gik og Somre.

Midtsommers blev hele Huset fuldt af Gaester hos Skovriderens--de fra
Kobenhavn og alle de fra Horsens. Tine kom der mest kun et Lob om
Morgenen, med noget fra Haven eller med en Kande tyk Flode--man skulde
altid tro, der var mere Forslag i Bollings fire Koer end i
Skovriderens fjorten, og Madam Bolling lagde, saa lang Ferien var, sit
Hoved i Blod med "hvad den Stakkel vel skulde finde paa at give alle
de Mennesker at spise."

-Det er ikke let, det er ikke let, for saadan et Kobstadbarn, sagde
hun.

Naar Tine kom ned i Skovridergaarden i Morgenstunden, var
Rullegardinerne nede endnu i alle Gaestekamrene. Fru Berg lukkede sagte
Doren fra Sovekammeret op og kom ud paa Afsatsen i Natkjole:

-Er det Tine, hviskede hun.

-Ja.

Tine listede op; Fru Berg sad i Sengen: Hun havde ikke haft Blund i
sine Ojne, sagde hun, for at lytte efter Tine. Det var en Vandkringle,
som skulde laegges:

-Og De ved, Tine, at de Vandkringler altid--og Fru Berg slog hjaelpelos
i Taepperne--mislykkes for mig ... (der var mer end Vandkringler, som
"altid mislykkedes" for Fru Berg).

-Tine kunde jo snart faa lagt den Smule Kringle.

-Aa Tak, Tine, De er god, sagde Fru Berg og skuttede sig lidt i
Sengen.

-Og saa lukker De nok et Vindu op, Tine, bad hun og nikkede, mens hun
puttede sig under Taeppet.

Fru Berg elskede at faa det sidste Blund med den friske Sommerluft hen
over Sengen.

Mens Tine stod og lagde Kringlen, kom Skovrideren hjem gennem Gaarden
og stansede foran Kokkenvinduet.

-Men hvor har De vaeret gemt saa laenge, Tine, sagde han og blev
staaende lidt og saa paa Tine, der arbejdede saa rask i Dejgen med
sine runde Arme.

-Ved du, Marie, sagde han undertiden til Fru Berg: Tine kan virkelig
vaere ganske kon--om Morgnerne....

Om Eftermiddagene sad Madam Bolling og Tine ved Vinduerne i
Stadsstuen, Bolling var mest paa Lodden nu, da der ikke var Skolegang.

-Tine, Tine, raabte Madam Bolling til Datteren, der voksede Traad--:
de fra Ronhave....

Ronhaveren svingede om Krolaengen med en stor Holstenskvogn fuld af
Fremmede.

-Nu har de vist Snesen, sagde Madam Bolling. Hvor de faar Plads, du ...
hvor de laegger dem, Tine, sagde hun. Og hun regnede op, hvordan de vel
kunde "laegge dem".

Tine blot nikkede og nikkede, til Vognen var forbi.

-De tre med Hattene var der ikke i Torsdags, erklaerede Madam Bolling
saa til Slut og strikkede igen.

De fra Notmark kom forbi og Skovriderens med alle _deres_ paa en
Hostvogn. Der blev en Viften og en Vinken, mens Fru Berg raabte til
Vinduerne:

-Til Storeskoven--til Storeskoven, raabte hun, mens de Fremmede sang
hen ad Vejen.

  Det Land endnu er skont,
  thi blaa sig Soen baelter,
  og Lovet staar saa gront,
  og aedle Kvinder, skonne Moer
  og Maend og raske Svende
  bebo de danske Oer.

-Den Sorte? er det hendes Bro'er? spurgte Madam Bolling.

-Ja ... Saa' du Skovrideren, at han nikkede? sagde Tine, som lod
Sytojet ligge i sit Skod.

Saa kom Bispens--med to gamle Valle Stifts-Damer i Kaleche; Madam
Bolling hilste ved at neje til Gulvet paa Forhojningen. Og Stens korte
med deres Studenter; Hele Oen havde Fremmede nu.

Katinka, der ikke veg fra Krobaenken den lange Eftermiddag, maatte over
og udose sit Hjerte. Hun havde bevaegede Tider om Sommeren; For man
blir anskudt. Madam Bolling, af de Kobenhavnere, sagde hun.

-Aa--der var Studenterne hos Stens og ham, den sortsmudskede, hun
vidste ikke, hvad han var--fra Ronhave....

-Disse dejlige Mandfolk, sagde hun og satte Haenderne rapt i Siderne,
saa hun stod som en Hankekrukke.

Madam Bolling syntes skarn ikke, der var stort ved de Springfyre.

-Men Skovrideren er kon, sagde hun, Skovrideren er kon ... _Det_ endte
Madam Bolling altid med, _hvormange_ Mandfolk der saa var paa Tale.

Fangels korte op om Krolaengen og holdt Mellemmadskurvene op foran
Skolevinduerne; De skulde til Lille-skoven--bare et Trip.

-Saa de farter, sagde Madam Bolling, saa de farter. Ja, Gud ske Lov,
ja, Gud ske Lov. Det er jo osse ret et dejligt Land.

-Blot de nu har husket Spiseskeer til Groden, sagde Tine. Hun taenkte
stadig kun paa Skovriderens.

-Du skulde gaa et Lob derned, du skulde, sagde Moderen. Der er vist
baade et og et andet ... Det er ikke saadan, at ha' Huset fuldt af saa
mange liggende Personer.

Tine gik ned og "saa lidt efter" i Skovridergaarden, mens de var i
Storskoven.

Om Aftenen sad Tine laenge paa Baenken paa Trappen. En efter en korte
Vognene hjem med deres sovnige Gaester.

-God Aften, hilste Kusken daempet.

-God Aften, svarte Tine.

Og Gaesterne nikkede--halvt i Sovne, mens de rullede forbi.

Tilsidst gik Tine op; Foraeldrene var allerede i Seng.

Langt borte hortes en Vogn, hvor de sang; den kom naermere og rullede
forbi:

  Danmark, dejligst Vang og Vaenge,
  lukt med Bolgen blaa,
  hvor de tapre danske Drenge
  kan i Leding gaa....

-Tine, lod det nedefra, med en daempet og langt udtrukken Rost for ikke
at vaekke Bolling, der sov: Horer du?

-Ja, Mo'er.

-Det var Skovriderens.

-Ja, Mo'er.

Tine stod ved sit Vindu, mens Sangen blev svagere og svagere:

  ... mod de Tysker, Slaver, Vender,
  hvor man dem paa Tog hensender--
  en Ting mangler for den Have,
  Leddet er af Lave.

-Nu var de ved Skovridergaarden--nu drejede de ind.

Og det var kun Landhandlerens fra Notmark, der arbejdede saa tungt med
Hestene op om Krobakken--i den stille Nat.

... Naar Fru Berg kom hjem fra Sonderborg efter at have fulgt de
sidste Sommergaester, faldt hun ned i den gamle Sofa hos Degnens.
Saa--nu er _de_ afsted, sagde hun og pustede.--Og Gud ske Lov, lo hun.
Gud ske Lov for det.

Kaffen kom paa Bordet; ude i Kokkenet gik, glad, Madam Bollings Jern
til de varme Vafler.

       *       *       *       *       *

Saa kom Efteraaret og AEbleplukningen og siden den store Slagtning.

Hele Huset lugtede af Ingefaer og Timian og Peber hos Skovriderens. Fru
Berg og Tine og alle Pigerne sad de, indbundne i Veste og Sjaler, i
Bryggerset i Kreds om Spandene med Blodet og stoppede Polser. Fru Berg
fortalte Polsehistorier, og Maren skulde synge.

Hun kvaedede Visen ret ud, som kom den fra en Trompet, mens hun stak i
Rullepolsen med nogle vaeldige Sting; Fru Berg satte i med Omkvaedet,
saa det klang;

Polse, Vin og Kaerlighed, det er Livets Herlighed!

Tine rorte Indmaden til de hvide Polser, mens Sofie, der var dobbelt
saa "emballeret" som de andre og saa tilbunden om Hovedet, saa hun saa
ud som en Haardtsaaret, haandterede Mandlerne, der skulde skoldes.

-Vi Bysens Folk forstaar os ikke stort paa det Slagt'vaesen, sagde
Sofie, der jo var fra Horsens. Hun stod mest og saa til, med Haenderne
under sit Forklaede.

Krydderierne skulde i den hvide Indmad, og Fru Berg vilde have en
Kende Vanille med. Hun og Tine lob ind med et Lys for at finde den i
Sekretaeren, hvor den var pakket ned i en Skuffe mellem det fineste
Solvtoj.

Lyset stod paa den nedslaaede Sekretaerklap, mens de sogte.

Fru Berg snakkede og trak Skuffer ud og Skuffer ind--de fandt ikke
Vanillen. _Der_ var bare hendes Lommetorklaeder, og der bare Breve ...
Hun blev staaende med Brevskuffen trukken frem paa Klappen og lo:

-Det var Bergs Breve fra det _forste_ Aar, de var forlovede ... Hun
loste Pakken og bredte de store, blaa Brevpapirer ud paa Klappen og
laeste, ved Taellelyset. Hun lo og begyndte at laese hojt: det var lutter
Stjerner og Forglemmigej og Stumper af Digte--alt.

Tine lo med, mens de blev ved at staa indpakkede i deres mange Sjaler
foran Taellelyset: "Du godeste Gud--ja--det var _den_ Gang," sagde
Fru Berg og holdt pludselig op at laese.

-Og det troede man var Kaerlighed, sagde hun og slog den flade Haand
ned mod Brevpakken, mens hun lo.

De sogte videre og endelig fandt de Vanillen. I Kokkenet var
Fedtegreverne paa, og der stod en Damp over Skorstenen.

Husmandskonerne, der var komne med deres Spande, sad paa Baenken ved
Doren og ventede; det var altid, som havde hver en Husmand haft
Slagtning, naar de havde slagtet hos Skovriderens.

-Se god Aften, god Aften--ja, nu er Greverne paa, raabte Fru Berg.

-Tine, nu henter vi Peberne.

De gik ind i Spisekamret, hvor de faerdige og trinde Polser skinnede i
lange Rader, bredte ud paa Straa, og de fordelte dem i Partier til
hver.

-Lad den gaa med, lad den gaa med, sagde Fru Berg og slog en sidste
Sortepolse som en tyk Snog hen til Ane Taekkemands:

-Der er mange Munde, sagde hun; og de delte Portionerne ud til
Huskonerne, som rullede Peberne omhyggeligen ind i Bomulds
Klaeder og kyssede paa Haanden baade "Fruen" og "Jomfruen".

-Ja, ja, Ane, sagde Fru Berg, som helst trak Haanden til sig: nyd det
med Helsen ... nyd det med Helsen.

-Nu faar I Greverne i Spandene.

De oste op med den store Slov i Spand efter Spand:

-For livsalig Lugt, sagde en af Konerne, der skuttede sig saa hjemligt
som en Kat ved Ild.

-Ja--ja, det kildrer i Naeserne, sagde Fru Berg, der lo uafladelig af
Fryd og Fornojelse.

Den sidste havde faaet og langsomt kom Konerne afsted.

-Ja, ja, da, ja, ja, da, Tine fik Ende paa Anes Taksigelser--hun gik
som den sidste med Spanden og sine Polser, der var pakkede ind som en
Byldt.

Da de kom tilbage til Bryggerset, havde Sofie sat sig til Borgelade
paa Fru Bergs Stol midt under Lampen:

-Ja--jeg har hort om 'et for--sagde hun. Jeg har jo hort om 'et for
--og hun stak Hovedet helt frem over Spanden med Blodmad af
Begaerlighed efter at hore det en Gang til.

Det var den ene af Pigerne, som fortalte om den skindode Datter hos
Lars Eriksens: Hun havde rejst sig fra Baaren, paa en Gang, midt i
Ligstuen, i alt sit hugne Ligtoj.

... Da Tine skulde hjem, vilde Skovrideren folge hende. Men hun lob
alene--det var jo maaneklart og ganske lyst.

-Saa underligt det dog var herude, i den friske Luft, mens hun lob,
kom alle Stumperne af Skovriderens gamle Breve igen i hendes Tanker,
hun kunde dem jo udenad--Saetning paa Saetning.

       *       *       *       *       *

Julen blev naer. I den sidste Tid maatte Tine hjaelpe Fru Berg med
hendes Presenter. Fru Berg blev aldrig faerdig med sine Gaver og der
var altid saa rigelig med halvsyede Ting paa Julebordet.

-Aa--hva', sagde Fru Berg, man syer dem efter Nytaar.

Men Tine tog i alle Fald nogle af Gaverne hjem og syede om Natten ved
et Lys, med Kanevasgarnet spredt over Dynen. Hendes Fingre hovnede op,
saa koldt som det var.

Og Julen kom og den gik.

Det var Hellig-Tre-Kongeraften, Tine kom ned i Skovridergaarden i
Morkningen. Fru Berg havde siddet ved Vinduet med en Bog og stjaalet
det sidste Dagslys.

-Saa de dog snakker om den Kaerlighed, sagde hun og slog Bogen i. Hun
flyttede sig hyggeligt hen til Kakkelovnen til Tine....

-Ja, sagde Tine langt og saa ind paa Favnebraendet. Men hvad er den da?
spurgte hun.

Fru Berg lo hojt op; det kom saa pudsig grublende fra Tine. Men saa
holdt hun op at le og sagde, mens ogsaa hun saa ind i Ilden:

-At vaere to sammen, tror jeg--og vaere glade, sagde hun sagtere. Og de
sad begge to stille, foran Ilden, til de gik ind at taende Traeet.

Skovrideren og Fru Berg og Tine sad og snakkede, mens de sidste Lys
braendte ned; om Julegilderne og Nytaarskalasserne; nu blev det rent
galt, nu efter Nytaar. Nu stod Korehestene da ikke stille en Dag i
Stalden.

Fru Berg begyndte saa at nynne paa en Psalme, og de sang den halvhojt,
hun og Tine, Psalmen om "de tre Konger", mens de saa paa Traeet.

Herluf sad stille ved Faderens Knae og stirrede blot op paa Lysene.

-Fa'er, nu er Julen ude, foer han op; der var kun de allersidste Lys
tilbage, dem, han skulde puste ud. Men Sofie skulde ind at se det--og
alle de andre ogsaa: han lob ud og han hentede alle Folkene ind, lige
til Hans Husmand. De hilste "Godaften" og blev staaende ved Doren i en
Klump paa deres blaa Sokker.

Halvmorkt var Traeet blevet og Stuen; der braendte kun seks-otte
flakkende Lys endnu.

Berg loftede Herluf op og han pustede: Pyh--nu er Julen ude....

-Pyh--nu er Julen ude, pustede han, saa stolt, som satte han
almaegtigst Julen paa Doren for hvert Lys, han slukkede, mens de andre
saa opmaerksomt efter Lys paa Lys.

-Det _sidste_, raabte Fru Berg. Det sidste.

Nu var det sidste slukket, og der var morkt, mens Faderen stille satte
Herluf ned paa Gulvet Fru Berg tog Skovrideren under Armen og tause
gik de alle ud af Stuen.

De havde spist Syltetojet og Tvebakkerne ved Lampen og Tine skulde
hjem. Fru Berg vilde gerne gaa et Trip i det dejlige Vejr, og de
fulgtes ad, alle tre. Det var klar Frost med Sne over alle Veje.

Drengene havde lavet Glidebaner langs de store Grofter. Fru Berg og
Tine gled--Tine forrest. Fru Berg, hun lo og faldt; Tine satte afsted
saa fejende og bred som en Fregat, der saettes paa Vandet.

Saa gik de stille igen, mens Sneen knirkede under deres Fodder. Langt
borte horte de over Marken Lyden af Violin og Flojte.

-Det er hos Anders Lars' til Dansen, sagde Tine.

Paa Pladsen var der lyst--med Sne over Muren og paa alle Kirkens
Takker. I Skole og i Kro var der stille, lukket og slukket.

-Ja, sagde Berg, saa er den Jul da ude.

De var stansede alle tre og stod nu tause taet ved det islagte Kaer.

-Ja, sagde Fru Berg og hendes Stemme slog lidt over.

-Men her, Henrik, er der dog altid som en Smule Jul.

Tine nikkede: Ja, hviskede hun, her er dejligt.

Og alle tre stod de et Ojeblik bevaegede, med Ojnene ud over de hvide
Marker under den stjernehoje Himmel.

Det var sidste Jul.

       *       *       *       *       *

Tine lagde Ansigtet ned i sin Pude og begyndte at hulke. Laenge graed
hun og graed hun.

En tung Vogn kom op over Krobakken, og hun lyttede. Det var
Landhandlerens. Saa var det hen imod Morgenen.

Lidt efter lidt faldt endelig Tine helt i Blund.




II.

Der var Fremmede hos den enarmede Baron. De var kommet tidlig, lidt
efter Middag allerede--Folk holdt af at vaere sammen i de
Dannevirkedage--og havde spist i Havestuen. Nu var de ved Punschen i
Dagligstuen, hvor der stod en Rog af Piber.

Lhombrebordene var slaaet op foran Vinduerne, men der var ingen, som
havde sat sig til uden Doktor Fangel og Landmaaleren, som sad og
nikkede saa smaat i Mangel af en Tredjemand til Spillet; for de andre
kom ikke til Kortene, men gik og gik kun, op og ned, i Krogene, i
Smaaklynger og blev ved at tale, hojt, om Bustrup og Vaerkerne og
Mysunde og om den sidste Krig.

Over alle Stemmerne horte man Kapellan Graa, der stod foran Sten fra
Gammelgaard, hvem han naaede omtrent til midt paa Maven. Han talte om
Slaget ved Isted og den kaere Drot, hvormed han mente den afdode Kong
Frederik VII. Han kom til Ende med en lang Ordstrom, hvorunder meget
Spyt var flojet ud paa Stens Vest, og han sagde som et Slags Resume:

-Ja, da sejrede _Danmarks Hjertemagt_.

Kapellanen blev staaende--borte i et stort Troens Smil. Han var
Grundtvigianer og kvaekkede som en Fro.

Ovre i Hjornet ved Bogskabet havde en Kreds slaaet sig ned omkring
Postmesteren fra Augustenborg, der fortalte om Dagene ved
Frederits--_da_ havde han vaeret med: Det var Storm paa Skandser og
Brand af Vaerker og Gaaen paa med Bajonetten under glade
Trommehvirvler. Naar de blev bombarderede, lod de Regimentsmusiken
spille, og naar de stormede, sang de.

Som Hostfolk havde de klaedt sig ud og nappet Projserne i en Kornager.

Alle kom de med i Samtalen ved Bogskabet Man drog fra Frederits til
Isted, og fra Isted til Bov, de drog fra Sejr til Sejr. Sten fra
Gammelgaard havde ogsaa vaeret med, han havde kaempet under Helgesen.

-Ja, en hed Karl var han, sagde han, og sloges som en Roverkaptejn.

De blev ved at tale om Ryes Ord: "den _skal_ tages og _nu_ frem--"; om
Schleppegrel; og om de Meza, der skiftede Handsker midt under
Kugleregnen. Hver fortalte hojlydt _sit_--undtagen Kammerherren,
Provsten og den Enarmede, de stod sammen midt i Stuen og talte om
Regeringen, der kendte sit Ansvar.

Ellers var det en Vise om Lystighed og de spiddede Projsere, saa
Krigen lod som en Fanfare gennem Stuen af munter Stormen paa og saftig
Spog og glade Signaler--indtil Frederik Klint, en Student, der var her
i Besog og ikke kunde gaa med paa Grund af en manglende Finger, han
havde faaet skudt af ved Skydeovelse i en Skytteforening, greb sit
Glas og raabte, hed af Krig og Punsch:

-Ja, lad dem komme, lad dem komme--vi ta'er imod dem.

De raabte alle med, med skinnende Ojne, og paa en Gang sang de, "den
tapre Landsoldat", med hoje, larmende Roster, alle--undtagen Provsten,
der begyndte at gaa op ned paa Gulvet, urolig som paa de store
Offerdage i sit Sakristi, og Kammerherren, som kun stod med sit hvide
Skjortebryst frem og smilte.

Gamle Fangel vaagnede af sit Blund ved Sangen. Ja, i Guds Navn, sagde
han--med den Saetning plejede han at fortsaette sit Livsvaerk efter hver
Skraber--, og han begyndte at nynne med dem, der sang--hojere og
hojere (Studenten oppe paa en Stol) saettende i paa hvert et
"Tyskerne", de sang, som slog de dem ned med Naever for deres Fod.

Sofie kom ind med tilbundet Hoved med Aviser og Post, mens de sang
endnu, og de holdt alle op som med et Ryk:

-Endelig, endelig, sagde Provsten som stakaandet og greb efter
Tidenderne. De havde ventet paa Posten i Timer nu.

-At han dog kom tilsidst, sagde Baronen febrilt, og sogte sin Avis i
Bunken.

-En ka' vel ikke fly'e med Ilpost, sagde Sofie, naar Vejen' er saa
glatt', at En knap ka' kryv', naar En ikke vil stikk' i Sivsko.

-Ja, de vil snuble, de vil snuble, raabte Klint og knyttede sine ni
Fingre.

De stod alle runde om Lampen, to, tre om hver Avis, saa ingen kunde
laese: Lad Provsten laese, sagde Sten.

-Ja, vil Hojaervaerdigheden laese, bad de alle, mens de satte sig rundt
om Bordet, og Provsten fik aabnet Bladet for den tredje; Depecherne
var kun de kendte, men der var en Korrespondance fra Dannevirke i
"Bladet"--den kunde han laese;

-Ja, laes, laes, raabte de alle.

Hans Hojaervaerdighed holdt det lovemankede graa Hoved rankt, og med sin
myndige og runde Stemme, der fyldte Stuen blodt, laeste han bredt og
klart Korrespondancens Ord, som oplaeste han en Proklamation; mens de
andre sad med Blikket faestet paa hans Ansigt, taust hengivne, et Par
med foldede Haender--og han blev ved at laese.

Sofie var blevet staaende henne ved Klaveret, hvor hun graed.

Korrespondenten skrev om Vogne med "praegtigt Kod" og en Maengde Brod og
Skaale fulde af Gryn, og om de "troende" Soldaters Mod. Saa gik han
over til at tale om "Stillingen", og Hojaervaerdigheden laeste
uvilkaarlig med hojere Rost, dvaelende og endnu bredere som en Digter,
der, kaelende, oplaeser sit eget Vaerk;

"De vide ialfald, hvordan Stillingen ser ud at der er en lang Vold,
det gamle kaere Dannevirke, som vi i et Aartusind have kaempet om, og
som Ingen endnu har kunnet tage fra os. De vide ogsaa, at der langs
denne Vold er opkastet Skanser, og at Stillingen stottes ved
Oversvommelser. Og mere behove de ikke at vide: Mere er det ikke vaerdt
at fortaelle. Det er en Fryd at staa paa disse Skanser, hvoraf hver er
en stejl Faestning, fra hvis Ildsvaelg Dod og Fordaervelse ville spredes
i Fjendens Raekker,--at se derfra ud over Terraenet og at taenke sig vor
Ild bestryge Vejene, ad hvilke Fjenden rykker frem. Lad ham kun komme.
Modtagelsen vil blive varm"....

Sten havde lagt sin Naeve over i Forpagterens fra Vollerup, som
trykkede den uden at vide det. Studenten havde rejst sig igen, og Hr.
Graa sad og slog sine smaa runde Haender, knyttede, ud i den tomme
Luft.

Provsten blev ved at laese:

"Ja, jeg har frydet mit Blik ved Stillingen, mit Sind og Ore ved at
hore den Lyst og Iver, hvormed Soldaterne arbejde paa Forberedelserne
til Kampen. Vejene vare glatte, de plojede Marker, over hvilke jeg
red, vare haardt frosne, og Hesten havde ofte Besvaer ved at arbejde
sig frem mellem de Knolde, som Jorden havde dannet. Men jo
vanskeligere Vejen var, desto gladere var jeg. Ti disse Vanskeligheder
vil Fjenden faa at overvinde. Det vil ikke blive nogen let Sag for ham
at arbejde sig frem med sit Skyts og sine Troppemasser paa disse Veje,
hvor Ilden fra Skandserne vil oprive hans Geledder ved hvert Skridt.
Det vil blive besvaerligt for ham at storme los"....

-Ja, ja, mumlede Studenten gennem sammenbidte Taender.

-"Naar hans Soldater glider ud paa Isen eller snubler over
Jordklumperne, medens vore Kugler gor lyst imellem ham og hans Blod
farver de hvide Marker rode...."

Provsten holdt inde. Men der hortes ikke en Lyd; det var som de alle
med deres skinnende Ojne saa baade Marker og Blod.

"Mangen kraftig Mand"--laeste han igen--"vil laegge sine Ben her i
den fremmede Jord; mangt et omt Moderhjerte vil faa det Budskab, der
er tungest af alle. Men det maa vaere vor Trost, at Ulykken vil ramme
vor Fjende haardere og at langt flere Taarer ville fremkaldes i hans
Hjem end i vort. Gid Tilliden ikke maa blive gjort til Skamme, gid
Modet maa blive lonnet, og gid mit naeste Budskab maa lyde: Sejr. _Jeg_
haaber det, vi haabe det _alle_; men Afgorelsen ligger i Guds Haand".

Provsten holdt inde og lagde Avisen ned paa sit Knae, men Kapellanen
sagde med vidtopspilede Ojne:

-Ja, Gud vil vaage over sit Danmark.

Nu stod Provsten op; bred og stor vuggede han et Ojeblik sit
Caesarhoved frem over Bordet: Ja, brod han ud og lagde sin Haand
myndigt ned paa Dugen, de Ord, vi har laest, _spejler Nationens Haab_.
Det er vor Fortrostning og vort Haab--og han rettede sig rank, saa det
hvide Bryst stod frem som et Pantser--at Dannevirkedagen, den vil
vaekke vort gamle Land. Femten Aar har vi ventet, til vi naesten fik
ventet os i Sovn. Bojet os har vi--og Provstens Stemme sank, den havde
saa let ved at antage Fald som af vuggende Jamber--til vi blev naesten
en duknakket Flok....

-Ja, ja, raabte de, og de, som sad endnu, kom op at staa.

-Der ikke havde egen Vilje i vort eget Hus. Og sorgeligt gik
Indrommelsernes Spogelser gennem Lande. Men saa en Dag ilede Folkets
bedste Maend forud for Folkets Tvivl, og nu er Stunden naaet, den
Stund, som disse Maend har _villet_. Ja--og Praesten loftede Rosten,
mens det gav ligesom et pludseligt Saet gennem alle de Maend, der
lyttede. Skulder ved Skulder--vi har deres Ord derfor, som de "med
velberaad Hu" have villet. Ti Danmarks Hjertesag--de vidste det--den
maatte faegtes ud. Nu kunde der--forstod de--ikke krybes laenger som
Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af
ubodelig Eje og--_Selvagtelsen_ skulde glemmes i dette Land....

De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de
saa paa ham med aabnede Munde.

-Ja, raabte han og loftede Haanden halvt, mens han selv aandede svaert,
den har de villet redde ad _den lige Vej_: Danmarks Selvagtelse er
det, som vaernes i denne Stund.

Han taug.

De raabte ikke mer, stod tause lidt, mens Sten og Forpagteren fra
Vollerup pludselig loftede Armene, som svingede de et Par voldsomme
Vaegte i deres Haender. Saa lostes de i Grupper paany, og talte igen--om
"Sejren" og "Slesvig" og "Retten". Ja, horte man Graa sige over dem
alle: Gud vil skaerme Tyra Danebods Vold; medens Kammerherren, der stod
taet ved den sammensunkne Provst og skulde "sige noget" og ikke fandt
det, endelig vendte sig til Postmesteren og sagde, med en Stemme, der
var svagt snovlende:

-Min Go'e--det er saadanne Talere, som har skabt vort Land.

De blev ved at drikke og tale. Klint slog Vinduerne op: ude tog Vejret
til. Den taette Rog i Stuen loste sig i Traekken til store og viftende
Flager, som var det Skyer, der lettede over deres Hoveder.

I Gaarden begyndte Kuskene at rumstere med Hestene til Hjemturen. Men
inde i Stuen blev Herskabet ved at larme og raabe hojt, i Klynge om
Vaerten, Baronen, der vilde tale. Han vilde tale om Krigen og stod op
paa en Stol:

-Krig, mine Venner, er en Provelse, men en Provelse,--skreg han--der
styrker Selvfolelsen; Krig er en Provelse, men det er en Provelse, som
haerder Viljen: Krigen er Folkenes rensende Element--

-Ja, ja, raabte Forpagteren fra Vollerup. Og Sten, der sad midt i
Stuen og uafladelig forte sin knyttede Haand ned mod sit store Knae,
blev ved at sige:

-Ja, vi skal slaa dem ned--ja, vi skal slaa dem ned.

Kun Kammerherren og Provsten horte mer; de andre gik op og ned,
rodblissede, afbrydende, med hinanden om Halsen, talende i Munden paa
hverandre, om tusind Ting, Haeren, Generalerne, Tysken; og--pludselig
skaeldte de Kongen, Kong Kristian.

-For han har ikke Danskens Hjerte i sit Bryst.

Det var Postmesteren, der skreg det forst, og der blev et Raab.

Men Baronen blev ved, staaende op paa sin Stol, med sin Strom af Ord
ud over de forvirrede Hoveder--om Krigen og den danske Kvindes Jens,
der vilde Afgorelsen ad den rette Vej; mens det tomme AErme, som
Traekken tog, daskede svagt mod Hojaervaerdighedens Ansigt.

Der blev et Spektakel ved Vinduet, og alle strommede sammen, saa
Baronen holdt op. Det var Klint og Kapellan Graa, der rakte Punsch ud
til Husmaend og Kuske, Glas efter Glas: _de_ skulde vel ogsaa drikke
for deres Brodre ved Dannevirke.

Alle stimlede sammen og fik de sidste Vinduer op: ude i Gaarden saa de
som Skygger Husmaend og Kuske i Kreds. Ansigterne kunde de ikke skimte.
Men, paa en Gang, havde de derude loftet og tomt deres Glas, og der
lod ni lange, daempede Hurraer fast ud fra Morket gennem Stormen imod
dem--som en Ed.

Herrerne ved Vinduerne blev tause, pludselig bevaegede af deres egne
Kuskes Hurraer, og Provsten, der stod ved Siden af Kammerherren, sagde
med vibrerende Stemme, idet han pegede ud i Morket:

-Hr. Kammerherre, det er Maendene fra Isted.

Gamle Doktor Fangel, der i Stilhed vidskede et Par Taarer vaek fra
Kinden, sagde til sin Sidemand, Landmaaleren:

-Det er _dem_, som skal do, du.

De vilde alle gaa tilbage i Stuen, da Klint sprang op, i et Saet, paa
en Stol ved Vinduet; bleg, med tilbagekastet Haar, talte
han--usammenhaengende, krammende om den rogfyldte Luft med sin
lemlaestede Haand, som om han vilde gribe de Syner, han saa--og de blev
staaende og horte ham:

-Om _Forerne_ er der talt--mer raabte end talte han--ja, de, som har
fort de aeldre--men _os_, os de Unge, os, der skal kaempe nu, os har
andre fort: os har Digterne givet de nye Syn og varslet de nye
Tider ... Han, der har sunget Norden sammen til Enhed, han, der har
fort nordisk Ungdom til berommeligt Samtogt--_hans Syn har fort os til
denne Dag_....

-Ja, og sig nu ikke--og utaalmodig bevaegede han sin Haand gennem
Luften--at det er Syner, som er bristet--de kan vel blive Sandhed
endnu ... Men selv, mine Herrer, _om_ det var Illusioner, de
Illusioner har maettet os og de har vaeret vort Brod ... Og naar der
nu--han vendte sig halvt mod Gaarden, og Karlene, der intet forstod,
men horte hans unge Stemme og saa Skinnet paa hans Ansigt, loftede sig
i Haenderne helt op til Karmen, stirrede paa ham med lysende
Ojne--staar som Vagt ved Danmarks Vold en Skare, som ser med tindrende
Blik ud gennem Natten mod Danmarks Ransmaend--saa er det ham og hans,
som har naeret deres Haab og har fort dem herhen: _hans_ er Ansvaret og
AEren--leve da _han_ og _hans_.

Klint kunde ikke tale mer, de sidste Ord blev kvalt i hans Strube; men
som om Digterens ene Navn var Symbol paa alle deres Haab og Tro,
raabte de det, ude og inde, med Hurra, der slog imod Laden, ud over
Engen frem over Vaenget--igen og igen.

Karlene horte ikke og vendte sig knap for at se efter Bolling, der lob
dem forbi, uden Hat, og raabte, endnu i Gaarden:

-Hvor er Tine? hvor er Tine? og lob op ad Trappen med den samme
skingrende Raaben:

-Tine? Tine? Hvor er Tine?

Inde i Gangen faldt han ned paa Loftstrappen og kunde ikke tale, men
virrede kun maallos med sit hvidgraa Ansigt:

-Aa, Herre Jesus, hva' er der paa Faer' i Degn'gaarden, hva' er der paa
Faer' i Degn'gaarden? raabte Sofie og begyndte at lobe forvirret rundt
om sig selv med "Torklaedet" i Haanden, som hun tog af sig i
Forskraekkelsen.

-Fa'er, Fa'er--Tine kom lobende med et Lys og bojede sig ned over
ham--: Fa'er, raabte hun angst, Fa'er--er det no'et med Mo'er?

Men Bolling svarede ikke; for han med et tog hendes Hoved og forte det
ned til sin Mund og hvidskede; og Tine faldt, hvid, hun ogsaa, tilbage
mod Vaeggen og loftede sine Haender, som sank igen.

Bolling kunde endnu ikke tale og ikke staa op, men pegede kun paa
Doren--Dagligstuedoren.

Tine gik ned og fik Doren aabnet, lod den staa og faldt om paa Stolen
ved Bogskabet. Benene bar hende ikke mer.

Provsten og Klint stod midt i hele Kredsen.

-Er det Vognene, spurgte Provsten hen imod hende. Og Tine svarede--og
vidste ikke, hvordan, ti det var ikke Ord, som havde Lyd--:

-De siger, de siger, at de--er gaaet fra Dannevirke.

-Hvad si'er De? hvad si'er De? raabte Provsten. Tine saa kun ham, hans
Ansigt over sig, hvidt som et Lagen, alt andet blev borte--men hun
kunde ikke svare mer, pegede kun ud paa Faderen, der sad, lamslaaet,
paa Trappen ved det forladte Lys.

-Hvad si'er De, Mand? raabte Provsten og tog i Bollings Skuldre: Er De
gal? er De gal? og han rystede selv, saa han knap kunde staa. Hvad
si'er De, Mand--saa forklar!

Men Degnen horte ikke; han vidste kun en Saetning, som han lallede, to
Gange, som en Mand, der har faaet et Slagtilfaelde, eller som en Idiot.

-De er gaaet, de er gaaet, lallede han, mens han sogte at lofte
Haanden med et Brev, han holdt--et Telegram, som Provsten tog og laeste
og tabte ned, mens han blev staaende, ret op paa Trappen med stive
Haender, over alle de andre, som var stimlede ud.

Saa gik Provsten ned, ind i Stuen, Sten stottede ham. De vidste det
alle nu, men ingen talte--maaske et halvt Minut talte ingen. Saa lob
Forpagteren fra Vollerup, skaelvende som et Lov, hen og slog sine
knyttede Naever ind imod Vaeggen og hulkede som en Gal.

Og man horte dem paa en Gang hulke, blege og magtlose og forbitrede;
og Postmesteren fra Augustenborg lob frem og tilbage og sagde ivrigt
Men det er umuligt--det er umuligt--Haeren--Haeren, bestandig gentagende
dette ene Ord: Haeren, og demonstrerende med sine krumme Fingre.

Udenfor horte man Pigerne graede og Karlene, der gik stille tilbage til
deres Koretojer.

Sten, der sad overfor Kapellanen, slog begge sine Haender ned paa hans
Skuldre og saa den lille Gudsmand fortvivlet ind i Ansigtet: Skammen,
Mand, Skammen, sagde han og hans Hoved faldt ned imod Bordet, som om
han ikke kunde baere det mer. Men saa gik der som et pludseligt Stod
gennem Provsten, og han rejste sig midt iblandt dem:

-Inat har man _forraadt_ Danmark, sagde han, rank igen, i sin Flok.

Og som om dette Ord gav Tilflugt for alles Fortvivlelse og Skam, Aflob
for al deres raadlose Fortvivlelse, raabte de det alle i en Strom af
Ord, diskuterende, vilde, med blussende Ansigter--Ordet: Forraederi. Og
pludselig sprang Klint frem af sin Krog, og, ude af sig selv, slyngede
han med et Hvin sit Punscheglas, der suste, fort som en Kugle af hans
lemlaestede Haand, taet forbi Hojaervaerdighedens Hoved, lige mod Kong
Kristians Billede, der knustes.

Der blev taust et Sekund, mens Glasset klirrede og Billedet gled ned
fra sit Som--Dannebrogsflagene over den afdode Konge losnede sig ved
Stodet og faldt ned i Sofaen tilligemed Evighedsblomsterne--; men de
begyndte straks at raabe igen, anklagende alle, Generalerne, Scheel
Plessen, Bluhme, Blixen-Finecke, dem alle uden Forskel--mens Provsten,
der ligesom var kommen til Ro, sagde, idet han stottede sig til
Bordet med en stor Gestus:

-Men Folket vil drage dem til Ansvar, Folket vil faa sin Dag.

Ingen havde hort Doren gaa, men de vendte sig alle, nu ved Stemmen, og
de blev staaende forvirrede, som Folk, der pludselig vaekkedes:

-Aa, her er Selskab!

Det var Bispen, spinkel og lille, med sit gullige Ansigt og det hvide
Skaeg; han saa et Nu hen over Borde og Glas og de vaeltede Stole: Stort
Selskab, sagde han og saa hen ligesom gennem sin Provst, der endnu
hvilede i sin Statsmandsstilling ved Bordet.

De andre stod alle forfjamskede, midt paa Valpladsen; Kapellanen
vilde, stille, bag om Bordet, naa Majestaetens Billede--men _slap_ det:
Bispen havde set.

-Og De ogsaa, Hr. Kammerherre, sagde Bispen blot og vendte sig.

Kammerherren drejede underlig rundt paa de velskabte Ben, som han
skyldte sin Charge--"Louise vil se de Ben i stramme Bukser", havde den
afdode Folkedrot sagt ham ved Udnaevnelsen, og det joviale Kongeord
blev ofte gentaget i Jurisdiktionen--og Biskop Dahl saa et Ojeblik ned
paa disse urolige Ben.

Saa sagde han i en helt anden Tone, mildt og meget indtraengende:

-Ja, mine Herrer, nu vil der blive meget at gore og meget at gennemgaa
for os alle.

Han taug igen.

Det var iovrigt kun Baronen, han var kommen for at tale med, sagde han
saa: snart kunde man jo vente "Tropperne". Hans Stemme skaelvede
pludselig ved det Ord Tropperne, og han sagde: Men folg dog forst
Deres Gaester ud.

De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i
Stormen, i Gaarden var der intet Lys--Lygterne var blaest ud--og de
gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem
Vognene. Man horte rundt om Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen,
laenet op til sine brune Heste.

De forste var kommet i Vognene og de begyndte at kore, Skridt for
Skridt, med de snublende Dyr; de andre fulgte, op imod Stormen, ned ad
Alleen gennem Morket, besvaerligt og langsomt.

Tine sad med sin Fader i Kokkenet, ved Siden af Skorstenen, _der_
havde hun bragt ham ind.

-Naa, lille Fa'er, naa, lille Fa'er, havde hun sagt og klappet ham og
klappet ham igen--han var som livlos, gamle Bolling--indtil han brast
i Graad, laenet til Skorstenen. Saa havde de siddet der, tause sammen,
laenge.

Nu tog Tine Haenderne bort, hvormed hun havde stottet sit Hoved, og som
om den nye Stilhed vaekkede hende, sagde hun:

-Saa kommer Skovrideren hjem.

Og hun blev siddende ved Siden af sin Fader, stirrende frem for sig
med store Ojne.

Fangel var den sidste, der fik Peltsen paa, det kneb med at komme i
AErmerne. Da han kom ud paa Gaardtrappen, snublede han over noget paa
Trinene. Det var Kapellanen, der sad, sammenfalden i sin Pelts, midt
paa Trappen:

-Men, Menneske dog, sagde Doktoren, vil De fryse ihjel? Menneske--vil
De staa op! Og han ruskede i ham.

Men det var, som om den lille Kapellan ikke maerkede det. Med sit
Dvaergeansigt, der saa ud som forvaaget, helt op til Fangels, sagde han
kun:

-Men--hvad vil da Gud med sit Danmark?

Og gamle Fangel folte selv sine Ojne svide, da han efter at have
besorget Kapellanen kom i sin Vogn.

Bispen var endnu alene. Laenge stod han og saa' ud over denne haergede
Stue, hvor Gardinerne losnede sig for Vejret, med de forladte Glas og
Bollen og Piberne rundt omkring--Levningerne som af umyndige
Russtudenters Sold "Bladet" var faldet paa Gulvet og laa og klappede
op og ned i Traekken. Biskoppen tog det op og laeste et Ojeblik deri, og
mens den gamle "Reaktionaeres" Ansigt fortrak sig til Spot eller
Smerte, blev han ved med at laegge det sammen og sammen ligesom til en
lang Svobe, og han lod det falde ned igen, ned mellem de tomte Glas.

Saa vaagnede han af sine Tanker, og han gik hen ved Siden af Sofaen.
AErbodig tog han Kongens Billede op. Naensomt, mens Lampens Lys faldt
paa hans Ansigt, losnede han de splintrede Glasstykker ud, et efter
et, og haengte Kongebilledet hen.

De smaa Flag stak han op derover.

Saa loftede han Blikket og saa' paa Kong Frederiks Billede.

Laenge betragtede Biskoppen den hojsalige Majestaet--med et
besynderligt, med et respektstridigt Smil.

Vinduerne slog i Stormen, Paa Vejen horte man, langt borte. Vognenes
tunge og langsomme Rullen som af et stort, bortdragende Ligtog.




III.

Det var efter Middag, og rundt i Porte og Dore til Lader og til Stalde
laa eller sad i Skovridergaarden tause Soldater ved deres Piber. Lars
Forkarl skulde i Marken igen, og mens han sindig fik Baesterne frem og
fik lagt dem i Tojet og kom afsted, flyttede Folkene, alle, langsomt
Ojnene efter ham, hvor han gik--til han var ude og Gaarden var tom
igen. Et Par Ord var der blevet vekslet om Dyrene, ovre i Laden.

Sofie kom frem i Bryggersdoren med en Spand og skulde til Bronds. Hun
var naesten altid uden "Torklaedet" nu og havde et Par Tillob til
Alexandralokker bag Orene, udenfor Nettet:

-Ka' En maaske komm' frem, spurgte hun Soldaterne paa Trappen; hun
havde faaet en egen smidskende og koket Maner at tale paa, som om hun
altid talte med Trutmund; og Folkene fulgte rundt fra deres Pladser
"Skortet" over Gaarden.

Ogsaa ved Bronden haengte et Par Soldater, som begyndte at hjaelpe hende
med Spanden.

-For Mandfolk er der allevegn', sagde Sofie hver Time paa Dagen til
Tine, mens hun smidskede: En gaar rent og falder over Mandfolk.

Hun fik Spanden fyldt og gik tilbage over Gaarden, hvor Soldaterne,
tause, stirrede paa hendes Ryg, til hun igen var inde.

-Naa--en Gang braender det vel los, sagde i Dagligstuen en Kaptejn i
Sofaen og strakte de lange Ben utaalmodig fra sig paa Gulvet; de talte
vel for tusinde Gang om "_dem_" derovre og om Uvirksomheden.

-Ja, det gor vel saa, svarte sindig Sidemanden, der rejste sig og slog
ind i Kredsen af tre-fire andre Officerer, som midt i Stuen gik rundt
og rundt paa Gulvet med en egen Slingren som paa et vuggende Skibsdaek.

Ellers horte man kun Kortenes Fald i den evige Whist, der ovre ved
Vinduerne var begyndt efter Middag, og Tines Stemme, der kom med
Kaffen:

-Tak, Hr. Lieutenant, sagde hun, Tak. Der var altid et Par
Lieutenantsben at komme forbi i Dorene, naar man skulde ud eller ind.

Der blev en hoj Latter ude i Gaarden, og Officererne kom til
Vinduerne. Det var Wrangel, som havde tabt sit Gevaer. "Wrangel" var et
Slags Fugleskraemsel, Folkene havde lavet oppe paa Tagryggen af nogle
Stave med en Hat paa og et gammelt Taeppe; en Kost havde vaeret
Gevaeret--nu havde Blaesten revet det los og slaaet det ned.

Soldaterne derude lo af fuld Hals ligesom Officererne--til de igen
vendte tilbage til deres Pladser og Whisten, der ogsaa var afbrudt,
begyndte paany.

Tine var med Kaffen naaet til Havestuen, hvor to Kaptejner sad paa
deres Senge og stirrede dovne frem paa deres udspilede Ben eller paa
sletingenting; ude i Haven travede to Officerer rundt om Plaenen,
stadig skiftende for ikke at blive svimle, med Haenderne i Lommen--om
og om Plaenen. Nu havde de vandret _der_ en Time.

De to Kaptejner blev vaekkede op af Tine--Officererne havde altid et
Ord til hende og hun et Svar til dem. Der var jo stadig et Par med
Epauletter paa, som kom til og snakkede med hende; hvad hun saa tog
sig til, baade ude og inde--de stod hos: Man er ogsaa i Ilden, min
Pige, sagde Tinka i Kroen til Tine og slog sig for Brystet. Det var
saadan et Dusin Lieutenantsojne, der ligesom altid hang ved dem:
Hvorfor ska' man ikke la' dem? sagde Tinka og skuttede sig. Hun lod
dem ganske gavmildt kysse sig vaek bag Dorene.

-Ja, idag skal det _vaere_, Jomfru Bolling, sagde den ene Kaptejn og
fik rejst sig af Sengen.

-Ja--Klokken seks vel? sagde Tine og smilte med et, som hun stod.

Kaptejnen nikkede og strakte sig en Smule: Og godt er det, sagde han.
Det er altid en Forandring, forklarede han med en Tone, der blev
lavere; og han stod et Ojeblik, seende frem i Stuen som saa han for
sig de evige Skanser, som de nu, Uge efter Uge, var dragne ud til Og
komne hjem fra, i Storm og under Regn og under Himlens Kulde, paa
Udkigspost om Dagen, paa Lyttepost om Natten--kun ventende, uden knap
at losne et Skud.

-Men det kommer vel en Gang, sagde han og satte Koppen lidt haardt fra
sig.

Idag er det nok Lieutenant Bergs Tur at drage i Kantonnement, sagde
den anden Kaptejn.

-Ja, sagde Tine og for lidt sammen: idag kommer Skovrideren hjem--Kl.
6; og hun nikkede to Gange med Hovedet mens hun saa ud i Luften.

Tine vendte sig og gik med Bakken. Ude i Gangen, der var fuld af
Kapper og Kufferter og Bagage, ventede et Par af Officererne, siddende
paa en Kasse; de plejede at fange Tine _der_ til en lille Passiar,
naar hun gik ud og ind. Men idag lob hun dem forbi.

-Jeg skal hjem, sagde hun blot og lo, mens hun snoede sig ud af en
Arm--hun fik saa let saadan en Lieutenantsarm halvt ned om sig, hvor
hun stod.

Lidt efter kom hun over Gaarden med et Torklaede om sig, som Blaesten
tog i. Da hun naaede Enden af Alleen, sprang Lieutenant Appel over
Havegaerdet ud til hende: Maa jeg folge med Dem? spurgte han med en hoj
Stemme naesten som et Barns og begyndte at gaa ved Siden af hende.

Appel var det alleryngste Blod, og han var lige kommen til Haeren, saa
han havde ikke vaeret med ved Dannevirke og aldrig i Ilden. Blandt
Officererne talte han aldrig, men sad kun, genert eller drommende, hen
og smilte saa undertiden med et Par store Ojne, som saa han et
pludseligt Syn; eller han rejste sig og gik med et og uden Anledning
ud af Stuen ned om Dammen, hvor der var ensomt--rundt om Dammen.

_Der_ traf han Tine en Dag, da hun kom hjemmefra, over Gaerdet, og med
hende begyndte han at tale--halvfrygtsomt eller kun nolende--om _det_,
som han altid og uafladelig talte om: om Viborg derhjemme.

-Om Vejen langs "Soen"--det er saadan en dejlig So, sagde han, med et
Smil, som saa han den pludselig for sig fuld af Sol--hvor "de unge
Piger" kom, om Eftermiddagene og om Sondagen efter Kirke, to og
to--"for de gaar saadan i Viborg," sagde han....

Saa taug han lidt, bestandig smilende:

-Aa--de unge Piger er saa konne i Viborg, sluttede han saa langsomt og
taug igen.

Efter den Dag fulgte han stadig Tine; mest kom han i Morkningen; hun
sad i Skovriderens Stue--_der_ var dog _lidt_ Fred--og havde forsogt
at faa skrevet til Fru Berg; saa kom Appel og satte sig og talte, mens
Tine blev siddende med Haenderne i Skodet og stille taenkte paa Brevet
endnu, om hun ogsaa havde faaet skrevet alt: om Skovrideren og om
alting....

Appel sad og fortalte:

-Det var i Julen; de havde vaeret til Bal; om Natten var det
stjerneklart og saa var de gaaet hjem ad Gaderne--Herrer og
Damer--allesammen i en Flok--for saadan er de i Viborg--hjem til
Appels Foraeldre at drikke Vin, allesammen ... Og de blev samlet til
Morgen....

-Ja, ja, sagde Tine, naar Appel taug, _hun_ og De kommer nok overens,
Lieutenant.

Hun lo lidt, til han pludselig rejste sig og begyndte at gaa frem og
tilbage, laenger henne i Morket, med et paany greben af Tanken, han
ikke turde tale om--ikke til nogen, og som pinte ham bestandig; Tanken
om "Ilden", om "naar det kom" og hvordan det vilde blive, naar det kom:

-Naar mon det dog bryder los? sagde han og blev ved at gaa.

Han satte sig paany, men laengere fra hende og han sagde igen:

-For det maa dog bryde los! Og de taug begge, i Skumringen.

... Idag gik de tause henad Vejen--Tine saa rask, at hun naesten lob.

-Saa skal vi ud, sagde Appel med et som i et Ryk.

-Ja, svarte Tine blot: De skal jo det.

-Og de siger, "de" kan ventes, sagde Appel, der gik langsomt og saa
mod Jorden.

Tine horte vist ikke rigtig--der var altid saa mange Ting, som skulde
huskes lige i de sidste Timer for Skovrideren han kom, og Afdelingerne
drog jo altid ud og kom hjem, og der var saa laenge sagt, at nu kunde
de ventes--:

-Hvor skal De ud? spurgte hun kun.

-I Nr. 2, sagde han hastig, og en staerk Rodme slog pludselig op i hans
Ansigt. Han taug og de gik nogen Tid; saa sagde han, mens han saa ud i
Luften--to Gange:

-Saa er man der paa en Gang--saa er man der paa en Gang.

Tine lob op ad Skoletrappen og Appel vendte om og gik ned ad Krogyden.
Han vilde ikke vaere sammen med nogen--han maatte vaere alene; han var
ikke sikker paa sig selv; og han blev ved at gaa frem og tilbage paa
det samme lille Stykke Vej mellem to smaa Huse--frem og tilbage, som
skulde han skridtvis opmaale det, mens han kun taenkte en Tanke: nu er
det der, nu kommer det--Ilden, Ilden, hagende sig i det ene Ord.

Tine gik ind i Stuen, hvor Officererne sad som i Skovridergaarden.
Inde i Stadsestuen, hvortil Doren stod aaben, laa et Par Kaptejner med
opknappede Uniformer paa Sengene.

Madam Bolling var ved Opvaskningen i Kokkenet Hun saa saa inderlig
traet ud, med mange smaa Rynker om Ojnene. Hun forte en endelos Kamp
med "alt det Smuds" i sit Hus--det kom jo ind baade paa Gulve af
Stovler og paa Vaegge af Kapper og paa Borde af Piber--i alle Kroge.

-Man har ikke det Sted for sig selv, sagde hun, man har ikke det Sted
for sig selv ... Men vi skal vel ikke klage, vi skal vel ikke klage.

Hun havde sat sig, men hun rejste sig op igen. Hun kom i Tanker om
det, hun "havde" til Skovrideren:

-Idag kommer han jo hjem, sagde hun, idag kommer han jo hjem....

Det var _det_, Tine var kommen for. Madam Bolling plejede at lave lidt
Extra de Dage, Skovrideren kom hjem--nede i Skovridergaarden fik man
jo aldrig Tid, saa stor Indkvartering _der_ var.

Moderen fik hentet en Skaal. Det er saa lidt, sagde hun. Men hvordan
skal man faa det lavet, min Pige. hvordan skal man faa det lavet?

-Og Bolling, og Bolling--Madammen sagde nu _alting_ to Gange, det var
en Slags Traethed i Hjernen--ja gaa ind til ham, min Pige, gaa ind til
ham.

Gamle Bolling sad i Sovekamret, der var det eneste Rum, som de
havde for sig selv, henne ved Vinduet. Han havde slet ikke kunnet
forvinde den Nat den sjette--det var, som trak han tungt paa det hojre
Ben, og Laaget vilde ikke rigtig op fra det hojre Oje.

Tine satte sig med Skovriderens Skaal paa Skodet: Naa, hvordan gaar
det dernede? sagde han; ogsaa Maelet var blevet lidt besvaerligt.

Tine fortalte op om alting med en munter Stemme, mens hun lagde Taeppet
bedre sammen om hans Ben: Du maa ikke fryse, Fa'er, sagde hun: du maa
holde det om dig.

Og hun fortalte.

Ude i Stuerne begyndte de at bryde op og der blev Stoj i hele Huset,
oppe og nede.

-De skal jo rykke ud, Fa'er. sagde Tine ind i hans Ojne.

Men Bolling der ikke horte efter mere, sagde kun med sin svaere Tunge:
Ja--hvordan skal det ende, hvordan skal det ende? mens han stirrede
paa Tine med et Par tomme Ojne.

Tine stod og glattede hans Haar og smilte: Naa, Fa'er, det kan jo
blive godt endnu--man maa jo haabe.

Tine gik ud paa Trappen. Foran Kroen var der stuvende fuldt af
Soldater, der kobslog i sidste Nu om Tobak og fik Feltflasken fyldt.

Rundt bag Hegnene kom de i Delinger fra alle Gaarde, mens Signalerne
lod, kaldende, hojt, ud over Markerne.

Nede foran Smedens lille Lod stod der en Klynge Menige--Blaesten
bolgede den staerke gronne Rug paa Lodden, mens Karlene droftede dens
Kvalitet.

-Det er jo fin Jord, sagde En sindigt.

-Ja-a, svarte en Anden langt.

-Men saa givtig som paa Lolland er hun li'godt ikke, lagde en Tredje
til.

-N-ej, saa givtig som paa Lolland er hun ikke, gentog de andre
langsomt; og tause stod de alle lidt, seende frem over den gronne Saed,
stottede til deres Gevaerer.

-Farvel, Moer, raabte Tine, der skulde bort igen, ind fra Trappen.

-Farvel og hils ham, svarte Madam Bolling, som lob ud i Doren.

Tine gik ned over Pladsen, hun hilste og nikkede Farvel--hun kendte jo
de halve af alle Ansigterne. Langs Vejen kom Kompagni efter Kompagni
forbi hende; ind gennem Skovridergaardens Have lod Gevaerernes Raslen
og de Marscherendes Trin og Officerernes Raab.

Skovridergaarden var allerede ode. Tine gik rundt og slog Vinduer op i
de tilrogede Stuer. Der skulde ogsaa Lagener laegges paa Skovriderens
Seng. Ude fra horte hun Kommandoraab og en Afdeling, der begyndte at
synge.

Saa kom Appel lobende i Kappe, ind gennem Haven. Han kom ind, i Hast
og bleg, og lob hen, hvor hun stod:

-Ja, de kan ventes, sagde han og kunde naeppe tale, medens han tog
hende om Haandleddet, saa det smertede: Adjudanten har sagt det--de
kan ventes.

Og han stod kun et Ojeblik stirrende paa hende, forvildet med hendes
Haand krampagtig i sin, for han lob igen, ud gennem Gaarden med
flagrende Kappe--han havde blot _maattet se et Menneske og sige det_,
for han skulde derud.

Tine fulgte uvilkaarligt efter ham, ud paa Trappen og over Gaarden.
Men saa vendte hun og gik gennem Leddet. Fra Markbakken kunde man se
Regimenterne, naar de kom hjem.

Solen var ved at gaa ned og Luften var kold og klar. Saa langt som
Ojet gik over det vide Land, saa hun paa Bakker og paa Veje og bag
Hegn Kolonnernes sorte og levende Myldr, der drog ud og kom hjem. Al
Luften var fuld af Kommandoraab og Signaler, og Bataillonernes Trin
tabte sig bag Hojderne som Dron.

Der var Appel--midt paa Vejen svingede han sin Sabel.

Fremme over Bakkerne igen lyste Bajonetterne som Lyn, og langt borte
horte hun de Hjemrykkendes Sang. Saa sang ogsaa de, der drog ud--i
kortere Stod.

Tine vidste ikke, at hun selv sang med, hojt, fra Toppen af sin Banke.
Hele Luften var fyldt af Soldaternes taktfaste Trin, Vaabnenes Klirren
og Sang, mens Solen gik ned.

Saa saa hun Skovriderens Folk--_der_--paa den naeste Bakke--jo, jo, det
var _dem_. Hvor de sang!

Og Tine lob ned og hjem.

       *       *       *       *       *

Officererne var kommet tilbords om de dampende Fade, og
Tallerkenklirren og Latter og Tale lod gennem Huset, naar Sofie gik ud
og ind. I Borgestuen spiste Underofficererne Nadver, opvartede af
Maren; og ude i Gaarden lob glade Soldater hojrostet frem og tilbage.

Berg sad, med skraevende Ben, paa Huggeblokken ved Skorstenen hos Tine,
der stod og spejlede AEg. Det var naesten blevet hans bedste Plads, naar
han kom hjem--her ved Skorstenen i den dejlige Varme, hvor Tine
brasede, med blussende Ansigt. Der var jo saa mange Ting at sporge om
og faa noje at vide; og her var da saa nogenlunde Fred.

-Tine da, raabte Berg og trak hende bort med Armen; det saa ud, som
Flammen fra Veddet skulde slaa hen og tage i hendes Kjole.

Men Tine lo og blev ved at fortaelle.

I Borgestuen begyndte Sergeanterne at synge, og en voldsom Os af stegt
Flaesk med AEbler stod ud i Gangen, naar Maren gik med Doren.

-En kan ikke fylde dem, sagde Sofie, som kom fra Officererne igen, med
tomte Fade.

-_Der, der_, sagde Tine og gav hende de nye AEg paa et Fad. Berg laeste
ved Taellelyset et Brev op fra Fruen. Underneden havde Herluf skrevet
med paaholden Pen mellem to Streger et "Hils Tine" med store
Bogstaver.

De talte om Fru Berg--laenge, med halvdaempede Stemmer. De talte jo
naesten altid om hende.

-Men hun trives ikke derovre, sagde Berg.

-Nej, hun faar ikke Sol nok, sagde Tine.

-Det er Tingen, nikkede Berg og stirrede ind i Ilden: Marie skal have
saamegen Sol.

Inde i Dagligstuen var Officererne faerdige med at spise. Der blev
spillet paa Klaver og ved Kakkelovnen slog man paa Braendestykker til.
Ude i Borgestuen horte man Sergeanternes Viser. Hele Huset var fuldt
af Madlugt og munter Stoj. Ude i Gaarden lyttede et Par Soldater til.
De rog ved Leddet en sindig Pibe, for de i Laden skulde laegge sig.

Berg blev siddende paa sin Blok--Baronen var jo Vaert--, _der_ gav han
sig ilag med Madam Bollings Frikasse.

-Den Mad gor Undervaerker, sagde Sofie, som bevaegede sig gennem
Kokkenet ud i Borgestuen. Der havde hun sit Hovedkvarter. Hun begyndte
hver Samtale med Sergeanterne med et forklarende:

-Ja, jeg er nu fra Horsens; og stod, med Haenderne under Forklaedet,
trippende foran Soldaterne, ikke ulig visse Honsefugle for Parringen.

-Tak for Mad, Tine, sagde Skovrideren og tog Tines Haand. Han var
faerdig med Madammens Hone.

-Det er jo Mo'er, som har sendt det, sagde Tine. Velbekomme.

Berg laenede Hovedet tilbage og saa efter Tine, der havde Toddyvandet
paa Ilden nu og satte Glas frem:

-Ja, I er saa gode, begge to, sagde han blodt og langsomt.

Og han kunde knap bekvemme sig til at rejse sig fra sin gode Krog--der
ved Ilden.

Inde i Dagligstuen sad Officererne rundtom, i store Rogskyer fra deres
Piber, saa maette og saa inderlig varme. De talte ikke saameget mer,
sad kun og nod stille Stuen og Ilden og deres gode Plads, mens Tine
gik rundt imellem dem i sit hvide Forklaede, sund og staerk, og bod
Toddyvand om. Officererne bojede sig frem og hviskede paa hendes Vej
til hende, mens Lieutenant Lovenhjelm blev ufortroden ved at hamre "El
Ole" paa sit Klaver.

Henne ved Kakkelovnen talte to Kaptajner med en Korrespondent fra
Kobenhavn--en jodisk udseende Person, der skulde berove Berg hans gode
Seng inat for at faa Lejlighed til "at se et landligt Kvarter"--om
Faegtningen igaar: Det var attende Regiment og det havde staaet sig
godt. Men Kaptajnerne vidste ikke, om man nojere kendte Rapporten.

-Tre Dode, Hr. Kaptajn, sagde Lovenhjelm og holdt et Ojeblik op at
spille.

Den gamle Major, der talte inderlig holstensk, sad i Sofaen og
beklagede sig for Berg: hans to Dotre vilde nu ogsaa herover--til
Ambulancen.

-Ok hvat _skal_ Fruentimmer hier? Er det nogen Platz for Fruentimmer
hier? blev Majoren bekymret ved--da de pludselig gennem hele Stuen
horte Tine sige med sin hoje, glade Stemme nede ved Klaveret til
Lovenhjelm et:

-Nej Tak, Hr. Lieutenant--saa de alle lo himmelhojt, Tine ogsaa;
Majoren gik bort fra Themaet "sine Dotre" og lagde Haanden over paa
Bergs Knae, der sad ved hans Side:

-Niedelich, niedelich, sagde han og fulgte med Ojnene Tine i det
skinnende Forklaede--ligesom Berg, der ikke tog Ojnene fra hende.

Majoren brod op, og de andre fulgte. Der blev et Lob paa Trappen og en
Stoj oppe i Gaestevaerelserne. Stovler blev slaaet haardt af i hele
Huset. Lieutenanterne i Havestuen kladskede som i Ferieglaede de flade
Haender mod Vaeggene, til Signaler--det var som alle Livsaander slap los
forst nu, de kom af Klaederne igen og i de gode Senge, hvor de laa i
rene Skjorter mellem Laerredslagener. Glad Staahej var der i alle
Stuer, og i Seng krob de i hver en Krog.

-Hva', det gor godt i Lemmerne, skreg de fra Havestuen og slog i
Vaeggen. Oppefra bankede de med Sablerne i Gulvet om Ro.

Tine regerede ude i Fadeburet: det var blevet hendes Kammer. Hun tog
Madratsen op af sin Seng; den kunde Skovrideren da i det mindste faa
til Underlag paa sin Sofa.

Hun begyndte at rede op inde paa Skabsofaen under Kongerne--i Stuen
sad kun den enarmede Baron med Korrespondenten. Baronen underholdt ham
om sine Englaendere. Den Enarmedes Englaendere var to skindklaedte og
gravitetiske Gentlemen, som var paa Als for at "se paa Krigen", og som
Baronen foer om med ved Dag og ved Nat, paa Oen og i Skanserne, med
Tungen ud af Halsen--ivrig som en Foreviser.

-Ja--kaere Ven, sagde han, er det ikke rorende ... de siger: _vore_
Tropper--de taler om: _vore_ Saarede, som var det deres egne, kaere
Ven, deres egne _Landsmaend_--ja--det er rorende ... Baronen taug et
Ojeblik og Korrespondenten sagde:

-Ja, de Herrer foler for vor Sag.

-Og De kan rolig naevne dem i Deres Avis, sagde Baronen, De kan rolig
naevne dem, min Herre, de vil intet have imod det, vedblev Baronen, som
var det en kongelig Indrommelse af de Skindklaedte, at de maatte naevnes
i en Avis.

Korrespondenten noterede deres Navne, for han lagde sig i Skovriderens
Seng.

Tine var faerdig med Skovriderens Leje; rundtom var der blevet stille i
Huset. Kun inde i Havestuen snakkede og rog de endnu siddende op i
Sengene. En Lieutenant, der horte lidt Stoj i Dagligstuen og aabnede
Doren fra Fodenden af sin Seng, raabte et: Hvem _der?_ ind i
Dagligstuen.

-_Mig_, raabte Tine hojt og lob leende sin Vej; hun var saa vant til
Kantonnementslivet nu.

I Gangdoren kom Skovrideren imod hende. Han var altid saa bange for
Ild og Lys med de mange Mennesker, og han kom fra en Vandring rundt om
sine Lader.

De stod et Ojeblik sammen paa Trappen. Natten var mork, saa de kun som
Skygger saa Gaardens Laenger, og alting var stille; kun et Kreatur
skrabede i sin Baas. Saa lod der ligesom en Puslen henne ved
Bryggersets Dor.

-Hvad er det? spurgte Berg, som foer han let sammen.

-Aa, det er vel Borgestuedoren, svarte Tine og blev med et--for et
Ojeblik--forvirret. Det altid ligesom puslede, ud og ind, hen paa
Aftenen, henne i Bryggerset, hvor Maren havde sit Paulun.

De stod et Ojeblik endnu tause i det dybe Morke.

-Godnat, sagde Berg saa og rakte frem efter hendes Haand.

-Godnat.

Tine gik ind, hun sad paa sin Seng endnu, da det rorte ved hendes Dor.

-Tine, det var Skovriderens Stemme--nu har De taget Deres Madrats igen
og lagt ind til mig ...

Tine foer op: Nej, sagde hun, vist ej!

-Ja, lod Stemmen blodt, og det er alt for meget--alt for meget ...
Tak.

Hun horte hans Trin fjaerne sig, mens hun sad igen paa Sengekanten; hun
havde faaet Taarer i Ojnene. Saa klaedte hun sig af og gik i Seng,
langsomt og stille.

Det var saa godt og trygt, naar Skovrideren var hjemme. Andre Aftener,
naar han var ude, kunde hun saa tidt blive bange, saa dumt bange
mellem alle de mange Mennesker, som sov og drog Aande her oppe og
nede; det var, som om Huset selv blev levende, syntes hun, det dode
Hus.

Og Skovrideren, han var "derude", og man vidste ingenting.

Men nu var det trygt, iaften var her stille og trygt ...

Tine laa og smilte. Hun taenkte paa Brevet og paa Herlufs "Hils" og paa
Skovrideren, som han havde siddet _der_ ved Skorstenen.

Ja, at det var blevet saadan: nu var hun da slet ikke mere bange for
Skovrideren.

... Der listede En paa Sokker gennem Borgestue-gangen. Det var Maren.

Saa blev der ganske tyst i Huset.

       *       *       *       *       *

Tine foer ud af Sengen, ud paa Gulvet, ud i Kokkenet paa bare Ben, som
hun var.

Det forste Horn havde hun hort i Sovne og var faret op.

Jo--det var--det var Allarm....

Alle kom op, oppe og nede. De lob allerede i Storm over Gaarden. Tine
fandt intet Lys, fik Klaederne om sig, raabte ud i Gangen:

-Sofie, Sofie.

Skridt lod inde og ude. Stemmer allevegne. Tine raabte igen:

-Sofie, Sofie, og gik tilbage. Hun fik taendt et Lys, som Traekken
slukte.

I Gangen lob Officerer forbi i Morket. Oppasserne foer gennem Stuerne
med flagrende Lys. Midt paa Gulvet stod Lovenhjelm; bleg og raadlos
knappede han Uniformen til og knappede den op igen.

-Tine, Tine, raabte Berg, der kom fra Kokkenet: Saet Lys i Vinduerne.
Rask rask!

-Ja, ja, svarte Tine, ja....

-_Bliver det?_ spurgte hun sagte Berg, der var stanset et Nu.

-_Maaske!_ Og han gik.

Signalerne lod bag Laenget, allevegne. Hestene blev fort ud i Gaarden
nu.

Tine taendte Lys paa Lys. Officerer og Soldater lob i Gaarden blege,
forbi Skaeret. Ovenpaa horte man endnu Stemmer gennem de kladrende
Dore--i Gaarden lod Majorens Kommando, som Blaesten tog.

Og Baronen skreg paa en Vogn.

Korrespondenten lob forvirret frem og tilbage og klaedte sig paa midt i
Stuen, trippede op og ned og gned Haenderne, mens han sagde:

-Det bliver alvorligt, det bliver alvorligt.

-Tror De? spurgte Tine angst og vendte sig fra Lysene.

-Ja, alle venter, at det skal gaa los, blev Bladsjaelen ved og kom ikke
i Vesten for Trippen.

-Tine, Farvel, sagde Berg pludselig bag hendes Ryg og tog hendes
Haand, et Nu, saa fast.

Tine saa kun paa ham; saa fulgte hun ham, til han var ude.

Huset var tomt. Man horte kun deres Trin, der ilsomt drog bort ad
Alleen....

Sofie kom ind med et Lys, i Nattroje.

Hun sagde:

-At de skal lad' deres Liv--at de skal lad' deres Liv, og gik omkring
og graed fra Gangen til Stuen.

Tine horte hende ikke. Hun lob ud i Gaarden, ind i Haven. Hun havde
aldrig vaeret saa angst. Hun foer i Morket paa et Trae, ind i et Busket,
men hun blev ved med at lobe--op paa Hojen.

Kun som en stor Skygge saa hun Kolonnen, der paa Vejen drog forbi.

Hun stod laenge; hun vilde skelne _et_ Ansigt, men saa intet. Taus gik
den lange, ukendte Skygge forbi--forbi og forbi, ud i Morket, hvor
Trinene dode.

Saa gik Tine ned og ind. Lysene braendte bag Ruderne endnu; Traekken
stod ind gennem alle Dore. Foran de forladte og uredte Senge stod et
Par flakkende Praase.

Ude i Kokkenet havde Sofie sat sig paa Blokken, hvor hun nikkede; og i
Borgestuen laa Maren paa Slagbaenken, oppustet, sovende, saa lang hun
var, ved Siden af sit Lys.

Tine havde ingen Ro og kunde ikke sove. Hun slukkede Vindueslysene og
vilde forsoge at skrive--paa Brevet til Fru Berg, som hun havde
liggende.

Men hun skrev ikke; laeste kun det Skrevne, bojet under Lampen: Ja--det
var om Skovrideren alt, hver Saetning--_alt_.

Og pludselig lod hun Brevet ligge, slap det og gik ind, ind i
Havestuen i Morket. Der lagde hun Hovedet ned mod det kolde Marmorbord
og graed ...

Dagen meldte sig med sit forste Skaer. Graa listede Morgenen sig frem
over de uredte Senge og det vansirede og forladte Hus.

Dorene stode aabne endnu og klaprede oppe og nede.

Men Tine rejste sig ikke. Stille sad hun i den graa Dag.

Ude horte hun igen Horns Signaler, som Stormen sonderdelte, saa de lod
som Fugles Skrig.

Saa pludselig smilte hun: hun taenkte paa hans "Farvel".

       *       *       *       *       *

Den Dag op paa Formiddagen begyndte Kanonaden fra Broager.




IV.

Roen var brudt.

Kanonerne god deres dybe, forfaerdende Lyd hen i den bolgende Luft,
Time paa Time, mens Vejen genlod--bestandig--af Marcherendes Trin,
Ordonnantserne jog og foer paa halvdode Heste: to Gange var der blaest
Allarm i et Dogn.

Alle Laenger i Skovridergaarden sitrede nu og da--Gulv og Vaegge--som
var de febersyge Levende.

Alt det Daglige blev gjort. Mad sat ind og Mad taget ud. Tropper kom
og Tropper gik.

Det var Aften. Tine vidste vel knap, at hun uvilkaarlig blev og blev i
Stuerne, gik rundt fra Gruppe til Gruppe og _horte_ kun uden at kunne
rive sig los: hun _maatte_ blive der, hun _maatte_ hore.

Stoj var der i Stuerne. Officererne talte hojrostet, naesten glad:

-Femhundrede Granater var der faldet, raabte En.

Der var andre, som mente syv. Og paa Vaerkerne var der dog ikke gjort
Skade.

-Ikke for Krudtets Vaerdi, sagde en Adjudant.

Ved Kakkelovnen stod den storste Flok. Der var en Kaptajn med
Napoleonsskaeg og Pibe, som sagde:

-Sekondlieutenant Appel er saaret.

-Saa?--Han, den Nye?

-Ja, svarte han med Piben. Og en anden, der varmede sig paa Bagen,
lagde til:

-De ved, den tynde blonde.

Midt paa Gulvet stod en anden Flok. Det var mest helt unge
Lieutenanter, som bed i smaa Overskaeg og diskuterede Begivenhederne i
saerdeles fagmaessige Udtryk.

Tine gik dem forbi.

Ved Bogskabet talte de om et Blokhus, der var spraengt. Tredive Mand
var blevet som knust og mast af Bjaelker og Splinter.

Tine stod hos og horte laenge.

-Hvor _De_ er bleg, Jomfru Bolling, sagde muntert en Kaptajn, der
vendte sig og loste sig ud af Gruppen.

-Synes Kaptajnen? sagde Tine og blev kun ved at hore: Fyrretyve Dode,
paastod En, at der var.

Tine levede kun i en Tanke.

-Og de skyder endnu--de skyder endnu....

Tilsidst rev hun sig los og gik ud: der maatte jo Toddyvand paa, og
der skulde redes til Natten, paa alle Sofaer.

I Gangen drev en Lieutenant paa en Kuffert under Lampen, der oste. Han
talte til hende og fortalte: han havde just ligget i Fronten--ved
Blokhuset. Tine blev staaende og horte ikke en Stavelse af hvad han
sagde. Med et sagde hun kun, daempet, og saa paa ham:

-_Var det saa forfaerdeligt?_

Lieutenanten blev ved at fortaelle--i Virkeligheden havde han ligget i
Nr. 10, hvor der i Dognets Lob var faldet to Granater--:

-Hedt var'et, sagde han, men man vaenner sig jo til Ilden.

Han strakte Benene frem for sig og foer fort med Snakken, mens han,
som i Tanker, forte Tines slappe Haand ind mod sit Knae.

-_Saa_ De de Dode? spurgte Tine kun og flyttede sig ikke.

Saa kom der nogen fra Gaestevaerelset, og Lieutenanten stille bandte.

Tine gik og hun fik Vandet paa og bragte det ind og fik alle Sofaer
redt; hun blev spurgt og gav Svar.

Sofie var til ingenting. Hun sad bare, indbunden, Dagen lang rundt i
Krogene og jamrede.

Nu var hun krobet ind til Tine i Kammeret.

-En gaar jo ikke mer sikker paa Jorden, sad hun og jamrede under
Kanonernes Stoj. Det kommer over os all' ... for vi ved'et ... for vi
ved'et, gentog hun med stigende Stemme: En er ikke sikker paa Jorden.

Tine sad ved Ovnen. Det var hende som Kanonernes Dron blot voksede
gennem Natten.

Sofie blev ved at tale i en graedende, bestandig stigende og atter
synkende Tone: om Skovrideren og om "al den Elendighed" og Maren, der
"ikke vidst' hvor hun vild' slaeng' sig hen til hvert et Par Bukser".

-Nae hun ved ikke, sagde hun; og hun talte igen om Fruen:

-Saa hun ser ejegod ud; hun saa op paa Fru Bergs Portraet, der hang
over Sengen, og Tine fulgte Sofies Blik.

-_Der_ sitter hun, klynkede Pigen, og ser saa hjertensglad ud ... Og
En ved ikke (Sofies Stemme steg) hva' der ka' vaer' sket, og hvem der
ka' ha' draget sit sidste Suk.

Sofie begyndte at graede hojlydt:

-Som det ligner, blev hun ved, som det ligner--just som hun gik og
stod ... herind' om Dagene.

Tine tog Billedet og betragtede det laenge:

-Ja, det ligner, sagde hun og holdt Billedet, fast, som foldede hun
Haenderne derover. Taarerne sprang frem af hendes Ojne--for forste Gang
i disse Dogn.

Rundt i Huset brod Officererne op og gik til Ro. Tine tog Sjalet om
sig. Hun gik Skovriderens Runde nu, naar han ikke var hjemme. Det var
dog tryggere for ham, naar han vidste det, at hun passede paa.

I Gangen sad Lieutenanten og drev endnu.

Tine gik med Lygten rundt om alle Laenger. Inde var der stille
allevegne. Men i Jorden gav det smaa Ryk under Kanonernes Lyd. Ved
Leddet kom en Skikkelse imod hende. Det var Lieutenanten fra Gangen,
som iaften fandt det formaalstjenligt ogsaa at gaa "Runde".

Men han "bojede af", da han saa Tines Ansigt saa blegt og stivt, ved
Lygten.

Tine gik gennem Bryggerset. Midt paa Gulvet braendte et flakkende Lys,
som Maren nu igen var lobet fra.

Inde i Kammeret klaedte Tine sig langsomt af. Da hun laa i Sengen,
taenkte hun pludselig:

-Men Appel er jo saaret,--og havde glemt det igen.

Ruderne dirrede svagt. Ude i Stalden stod Kreaturerne vaagne. Nu og da
brolte de, dumpt, som mod Uvejr.

       *       *       *       *       *

Det var Bombardementets tredje Dag, og Bergs Regiment var ikke vendt
tilbage.

I den sene Nat var der allarmeret igen. Time paa Time var de rykkede
forbi, alle Regimenter var ude.

Baronen var faret tilvogns ved det forste Gry.

Nu var der ikke en Gang Stoj i det store, tomme Hus, og ingen Faerden
laenger. Tine holdt det ikke ud, hun gik hjem.

_Der_ tog Madam Bolling Tiden iagt og havde alle sine Gulvspande
fremme. To Husmandskoner skurede med Sand og de bare Haender. Tine tog
i med--med opbundet Skort.

-Men, hvad nytter det, min Pige. sagde Madam Bolling, der saebede Karme
med sine gamle Haender, Snavset kommer jo ind ad alle Spraekker--Smudset
kommer ind over alle Dortrin.

Madam Bolling saa ud paa Pladsens dybe AElte:

-Og det bliver kun vaerre og vaerre, sagde hun og tog fat paa
Afsaebningen igen.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine blot,--saa haardt hun tog i med Dorkarmene
--naar der blev en Pause i Moderens rigelige Snakken.

Ovre i Krodoren var Tinka kommen frem mellem Sojlerne:

-De ta'er nok det vaerste, raabte hun over Pladsen. Nej--og hun lo og
slog med Nakken; Tinka havde faaet saa mange raske Slag og Kast med
Hovedet, naar hun talte, som skulde hun paa en Gang have
travlt med at holde Medlemmer af Lieutenantsklassen i Aande paa alle
fire Verdens Kanter--vi la'er Skidtet gro!

Tinka satte i Lob ned ad Krogyden, saa Snavset det stod om hende.

Op ad Formiddagen begyndte Kanonernes Dron. Saadan havde de endnu ikke
raset for. Ruderne, Madam Bolling polerte, dirrede i hendes Haender.

-Aa--Herregud for Jammer--aa Herregud for Jammer, sagde hun, mens
Haenderne gik hen over de rystende Ruder.

Tine lod Karmene vaere, bleg og stirrende sad hun hen paa en Stol.

Ude ved Skorstenen skaendtes Husmandskonerne uforstyrrede om det
kogende Vand.

De var faerdige, og Madam Bolling vilde folge Tine. Hun vilde se,
hvordan det stod til dernede. Plads og Vej var kun det drivende AElte.
Madam Balling loftede Skorter og vidste ikke, hvor hun skulde saette
sine Ben.

-Tine, Tine, kaldte hun gennem Stojen og saa om efter Datteren, der
hele Tiden blev tilbage.

Var det da ikke, som gik Tine rent i Sovne ... og mager var hun
bleven--rigtig mager blev hun:

-Aa--ja, aa ja, en Jammer, sukkede Madam Bolling og gik videre.

Gennem Stuerne dernede drog hun paa Sokker. Vi skal vel ikke bringe
Snavset ind, sagde hun: Her er nok--her er nok.

Madam Bolling sukkede over baade Gulv og Lofter. Og Moblerne havde
faaet Skub og Vaeggene Stod og ingenting saa stod det, hvor det skulde:

-Aa--Herregud--aa Herregud--klagede Madam Bolling ved al den
Odelaeggelse. Hun talte om "det dejlige Hus", hvordan det for havde
vaeret:

Og--se nu, og se nu! Madam Bolling stansede og begyndte at graede.

-_Der_ stod hendes Sybord, sagde hun og gik igen.

Hun gik videre ind over de rystende Gulve: Skade var der sket i hver
en Krog.

-Men, Tine, du maa osse "agte" det, sagde Madam Bolling lidt heftigt.

-Ja, Moer, ja, sagde Tine.

Hun saa det jo nok, hvordan Snavset groede i alle Husets Kroge, og alt
blev slidt og forfaldt og dog gjorde hun ingenting ... Hun kunde jo
ikke overkomme det.

Madam Bolling blev ved at gaa og halvskaende:

_Noget_ kunde man gore for at holde sammen paa Tingene.

-Og du maa holde Pigerne til, sagde hun.

-Ja, Mo'er, ja.

-Men alting--og pludselig slog Tines Stemme over og det var, som
skulde hun hulke--er ogsaa ude af Gaenge.

-Ja, ja, min Pige, sagde Madam Bolling sagte, og hun begyndte selv at
graede igen, mens hun klappede Datterens Haender.

... Madam Bolling var gaaet over Gaarden til Leddet.

Traet satte Tine sig paa Blokken ved Skorstenen: De _andre_ talte og
_hun_ horte ikke, _de_ gik om hende og _hun_ sansede dem ikke, for hun
havde kun en Tanke, Naetter og Dage, blot en Tanke, der skar gennem
tusinde:

-_Naar de bringer ham blodig--saaret og blodig._

       *       *       *       *       *

Da Madam Bolling var ude af Leddet, gik hun hen ad Markvejen. Hun
vilde ud til Per Erik's--det var saa meget kleint med ham paa det
sidste; og ingen fik jo Stunder til at haege om en syg Stakkel nu.

Men oppe paa Markhojen saa hun pludselig Bolling, helt oppe paa
Kammen, ved Siden af Lars Avlskarl med Ploven.

-Men at Bolling var klavret derop,--Madammen satte naesten i Lob op
over Plojelandet--: Var det et Sted--i Vind og Vejr--for den syge
Mand, elendig som han var.

-Bolling, Bolling. raabte Madammen.

Men hun horte ikke mer--ikke sin egen Rost. For hvert Sekund, mens hun
lob op imod Bolling paa Bakken, steg Kanonernes Dron. Nu naaede hun
Toppen.

Som et uhyre Taeppe, gennemboret af Batteriernes Glimt, laa den
vaeltende Rog ud over Landet. Og foran den stod, fra Landets Bund,
maegtige Sojler af sort Os, omvundne med Flammer, som vaeldige Stotter
op imod Himlen--Huse og Byer, der braendte til Grunden.

Madam Bolling talte ikke. Forfaerdet begyndte hun at ryste og forte,
som vilde hun bede, stum og angstfuld, de foldede Haender op og ned.

Bolling havde set hende. Men han rorte sig ikke.

Han tog kun sin Stok og forte den i sin rystende Haand pegende rundt
fra Sojle til Sojle og talte med sit svaere Maele:

-Det er Ransgaarde.

-Det er Staugaarde.

-Det er Dybbol

Madam Bolling kunde ikke tale. Heller ikke graed hun--blev kun ved at
bevaege de foldede Haender hjaelpelost op og ned.

-Det er Dybbol, sagde Bolling igen.

-Du maa ikke staa her, sagde Madam Bolling saa og _rev_ ham med sig,
lobende med den Syge ned over Plojelandet, baerende ham halvt:

-Du maa ikke staa der.

Det var som Kanonernes Dron sagtnede nu. Bolling gik mimrende, med det
rokkende Hoved. Og stottende Manden, selv lammet, fandt Madammen ingen
Ord i sin forfaerdede Hjaerne og sagde kun som Tine for--to Gange:

-Ja, alting er ude af Gaenge.

Oppe paa Hojdekammen vendte Lars Avlskarl sine Dyr.

       *       *       *       *       *

Tine havde rejst sig fra Blokken. Hun gik op ad Trappen og ind i det
gamle Sovekammer--_der_ var Snavset vaerst.

Men hun fik slet ikke begyndt paa at rydde til Side; orkeslos sad hun
kun paa Fruens gamle Seng og stirrede paa de tomme Puder.

Der kom en Vogn i Gaarden. Hun kendte Baronens og Hojaervaerdighedens
Stemmer.

De gik ind.

Baronen kom fra Sonderborg. Han var i Ekstase, i ren Ekstase over sine
Englaendere.

-De lob frem. Deres Hojaervaerdighed, foran Skanserne, midt i
Kugleregnen--de ligefrem _soger_ Doden, sagde han.

Baronen var helt ude af sig selv.

Men Hojaervaerdigheden interesserede sig mindre for Englaenderne. Han
talte kun om Sonderborg, om Bombardementet. Han var oprort,
indigneret, han fortabte sig i ophidsede Ord:

-Det er en Kraenkelse af Folkeretten--en aaben By--det er en
Forhaanelse af Aarhundredet.

Tine horte hans brede og befalende Stemme, der forbitret lod op med
Kanonerne, helt op til hende i Sovekamret:

-Men vi vil ikke blive Svar skyldige. Vi vil svare--sagde han, og han
maalte Gulvet--vi er vel Herrer paa Havet. Vi vil tage Repressalier ... Vor
Regering vil handle....

Han blev ved, talende hojere og hojere, udstodende sine Trusler mod
alle Ostersoens Byer, mod hvert Handelsskib, mod alt hvad der kunde
vaere Prise--maalende Gulvet, mens Kanonerne ligesom svarede med deres
dumpe Dron.

-Og Europa vil ikke se derpaa. Maalet er fuldt. Det er Draaben--det er
Draaben--Europa vil rejse sig--vaer vis derpaa....

Og han stansede pludselig i sin Gang foran Baronen og sagde:

-Hvad si'er Deres Englaendere?

Baronen fortalte om de to Gentlemens Raseri og gentog alle de to
Skindklaedtes Eder. Og Hans Hojaervaerdighed nikkede stille, staaende
midt i Stuen, seende ud for sig, som saa han allerede for sine Ojne
alle disse Skarer, der brod frem fra alle Verdensdelens Hjorner:

-Ja, sagde han. Frihedsfolkene vil rejse sig, Liberalismen vil flokkes
om os.

Baronen talte med, om Overkommandoen og Forsvaret, faegtende med sin
ene Arm.

-Man kunde ikke holde Kritik tilbage, sagde han--der skete intet Naar
_de_ ikke turde, burde _vi_ laert dem Energi. Det var Offensiven, det
gjaldt.

-Men der er intet Initiativ, sagde Baronen. Hvad gor vi? hvad gor
vi?--og Baronen udspilede som fem Sporgsmaalstegn sine fem Fingre: Ja,
vi _staar_ der. Vi venter paa at lade os _skyde--det_ er vor
Krigsforelse--hvor det var Offensiven, det gjaldt.

Baronen havde ikke mere Vejr; han maatte tie.

-Ja, sagde Hojaervaerdigheden, det er ikke Regeringen, hvem der her
fattes Energi; _det er ikke i Kobenhavn, man mangler Mod_. Men,
tilfojede Hojaervaerdigheden skarpt, det er sandt: Regeringen har regnet
med en anden Haer....

Tine horte Gangdoren slaa op og i, og Sofie lob gennem Gangen og
raabte:

-De kommer, de kommer!

-_Hvem_? skreg Tine fra Trappen.

-Det er de Saaret', der kommer, hylte Sofie, der lob frem og tilbage.
Aa Herre Gud, aa Herre Gud--det er de Saaret', der kommer.--Sikket
Tog--sikket Tog!

-_Hvor? hvor?_ raabte Tine--hun var nede--og tog i hende.

-Aa Herre Gud, aa Herre Gud, jamrede Sofie kun: hvis Skovrideren var
saaret, hvis Skovrideren var saaret--saa var Herluf (og hun tog en hoj
Klagetone) _faderlos_....

Tine horte ikke mer. Hun lob ned ad Trappen, ud ad Vejen, bag hende
skreg Baronen i Gaarden.

Men Tine blev ved at lobe, henad Sonderborgvejen, forbi Ordonnantser,
Bispens Karet, frem ad Vejen. Men da hun horte Vognenes tunge Slaeb paa
Bakken--_de_ Vognes--blev hun staaende, ved Anders Taekkemands Hus:
herude paa Vejen kunde hun ikke se dem--her kunde hun ikke staa.

Hun vendte sig og gik ind.

-Det er de Saarede, sagde hun blot.

Ane rejste sig med sine to paa Armen. Ja, _de_ skal vel til Horup Hav,
sagde hun langsomt og fik Slagbaenken vidsket af--til Saede--med sit
Forklaede.

-Ja, nu har _de_ sat Forligheden til sagde Kroblingen, der sad ved
Ovnen bag Tine.

Tine vendte sig hastig mod Svogren og saa angst paa ham: hans Ansigt,
der var underlig fortrukket som en Dvaergs og de to Benstumper, der
hang ned fra Saedet som to Byldter.

-Aa-a, Gud, ja, stonnede hun sagte og sank ned paa Baenken.

De horte Vognene komme naermere, som svaere Fragtlaes lod det taet i
Vejen. Kroblingen satte med sine Krykker over Gulvet til Vinduet.

-Der er de, sagde Han: Se, Kuskene--de gaar.

Tine loftede Hovedet, bleg uden en Blodsdraabe: de laadne Heste trak
den forste Vogn forbi. Hun rejste sig. Vinduernes Gyldenlakker rev hun
til Side. Hun syntes kun, hun saa nogle hvide Ansigter gennem et
flimrende Rodt--hvide Ansigter ... af Fremmede, endnu af Fremmede.

Sagte Jamren lod der. Nysgerrig var Kroblingen hoppet ud til sin Sten
ved Vejen.

Tine blev ved at staa--med Gyldenlakkerne i sine Fingre: aa, den
Jamren, der lod. Og der rullede Vogn paa Vogn forbi.

Ane kom frem bag hende med de to paa Armen:

-Ja, ja--aa, ja--de faar deres Kors nu; de vil faa deres Kors nu! Ih,
nej, ih--nej, se. Herre Gud, se, saa Blodet dripper....

Tine saa dem--Vogn paa Vogn.

Ane stod bag og talte om Svogren; hun vilde jo lade ham kore med varmt
Ol nu--det var svaert saa det gav at kore med varmt Ol nu.

-Og saa saa'n Krovling, sagde Ane, han sku' vel faa Afsaetning da.

-Ih nej, ih nej--ih nej, Herregud--Ane lob hen til det andet
Vindue--_det_ er de Haardtsaaret'--de er daekket te'....

Tine var der ikke mer. Hun stodte til Kroblingen paa Vejen, hun saa
intet mer. Hun vidste vel knap, hun gik hen til den daekkede Vogn og
hun sagde til Kusken: Vi kan laegge dem bedre, lad os laegge dem
bedre--blot for at lofte Kapperne og se dem, et efter et, de graablege
Ansigter.

-Det er vel mestendels nok et og det samme, hvordan _de_ ligger, sagde
Kusken sindig.

Tine slap sit Tag i Vognen--hun fulgte Toget uden Med, mens Taarerne
lob ned ad hendes Kinder.

Hun horte de skrattende Englaendere bag sig. Og hun fo'er sammen med et
Gys, da de strog hende forbi. De lob omkring og de stansede Vognene
for at trykke de Saaredes Haender og de kiggede de sagte Stonnende ind
i Ansigtet og blev ved at sige:

-De tapre Folk, de tapre Gutter.

Som langt borte saa Tine paa Skovriderhavens Hoj Hojaervaerdigheden ved
Siden af Baronen. Her stansede Toget helt--saadan parlamenterede
Englaenderne med den Enarmede--og en lang Stonnen lod fra Vogn til Vogn
ved det pludselige Ryk; mens Hojaervaerdigheden sagde, idet han loftede
sin store Haand:

-Ja--de Tapre har givet deres Blod for Faedrelandet.

Og Vognene begyndte at gaa igen og Tine mekanisk med, da Baronen
raabte ned over Vejen:

-Jomfru Bolling, fra Lieutenant Berg er der Bud, at han er rask og hel ...
Mr. Arboun har bragt det.

Tine var stanset; hun begreb ikke strax. Saa forte hun Haanden hen
over Ojnene, langsomt, og blev staaende. Det var, som om hun pludselig
saa--saa de Saarede og de pjaltede Kuske og de vanrogtede Dyr--og hun
smilede.

Og hastigt--bestandig smilende--gik hun frem til den naermeste Vogn: en
Haardtsaaret stonnede svagt, laenet til dens Fjael; og, folgende med
Vognen, loftede hun ham op og gav ham, mildt, Stotte i sin Arm.

-Er _det_ bedre? spurgte hun.

-Ja, hviskede han og smilte.

Tine blev ved at gaa, holdende ham i sin Arm.

-Men hvor jeg torster, sagde den Syge.

-Vand er til at faa, sagde Tine--som talte hun til den gigtsyge Per
Eriks--og lagde ham varsomt ned. Hun lob langs Hegnet hen til Jens
Husmands Sted og fik Vand i en Kande og et Krus--hvor hun lob.

-Hjalp _det_? spurgte hun. Hun holdt allerede den Saarede op i Armen
igen og tog med den anden Haand det tomte Krus.

-Ja--Tak.

Den Saarede slog de matte Ojne op: Men til de andre, sagde han ganske
sagte.

-Ja, ja, sagde Tine, der fik Taarer i Ojnene. Hun lagde ham ned igen
og gik frem langs Vognene. Og mens hun smilte til Staklerne, ind i
deres Ansigter, og rettede paa deres Halm og talte til dem, skaenkede
hun og rakte dem Vand, en efter en. Hun lob helt frem forbi Vognene,
op forbi Krolaengen, og raabte hojt ind mellem Sojlerne med sin klare
Stemme:

-Vand og Glas herud, Tinka! Vand og Glas!

Tinka lob ud, og alle Kroens Piger kom i Trit. Af Spande oste de Vand
i Glas og Kopper.

Tine "rettede" og Tine hjalp. Madam Bolling kom ogsaa ned, med Saft og
Vand i et Par Skaaler.

Tinka og Pigerne maatte vende sig bort--nu og da--naar de Saarede
takkende trykkede deres Haender.

Langsomt drog saa Toget frem over Pladsen; laedskede for en Stund, sad
og laa de Saarede roligt.

Madam Bolling var igen gaaet op. Hun stod ved Siden af Bolling i det
aabne Vindu. De unge Liv--de unge Liv, sagde hun og fulgte med Ojnene
den sidste Vogn, som langsomt bojede bort.

Tine stod midt paa Pladsen ved de tomme Spande. Saa saa hun
Foraeldrene--de to Gamle--staa deroppe i det samme Vindu.

Og hurtigt slap hun alting og gik ind.

Hun vilde ikke sove i Skovridergaarden inat. Hun vilde blive herhjemme
og vaere her en Aften igen og sove paa Sofaen--det var ingen
Ulejlighed. Bolling sad med hendes Haender i sine i den gamle Krog. Han
var saa glad, som havde han faaet sin Datter hjem fra en lang Rejse.

Det begyndte at morkne, og Tine tog et Sjal om sig og satte sig ud paa
Baenken paa Trappen. Kanonernes sidste Larm var dod hen og Alt var
blevet tyst--stille som en Husvalelse. Kun fra Smedjen lod den vante
og hjemlige Hamren.

Saa horte ogsaa den op; Drengen fik lukket og staengt, og Smeden kom
hen over Pladsen med sin Hund.

-Saa holdt de da inde en Gang. sagde han og hilste op til Tine.

-Ja, svarte hun.

-Og Guds Fred over dem, der er gaaet hen, sagde Smeden langsomt.

-Godnat, Jomfru.

-Godnat, Knud Smed.

Smeden gik videre ned ad Krogyden, med sin Hund. Tine blev siddende.
Stille ragede Hegnenes Pil op i den morknende Luft.

... De havde drukket The. Bolling var kommen til Ro i sin Stol og
Madammen var ilag med at strikke Hael. Tine sad nede paa Forhojningen,
med Haenderne i sit Skod.

Madam Bolling talte om "dem derovre"--Fruen og lille Herluf.

-Ja, hvad maa hun lide--at sidde _der_ og vide ingenting--ja, hvad maa
hun lide.

-Ja, sagde Tine langt og mildt.

Hun laenede Hovedet tilbage mod den gamle Kommode mellem Vinduerne og
hun begyndte halvt at nynne, halvt at synge--Sangen om "Lille Grete":

  Ak, kaereste Hr. Guldsmed, jeg har kun Sorg og Savn,
  min Grete rejser fra mig idag til Kjobenhavn.
  Nu vil jeg gerne be'e ham, min gode Mester Wiig,
  at gore mig en Guldring og skrive indeni.

  Farvel, farvel, lille Grete!

Madam Bolling nynnede Omkvaedet med over sin Hael.

-Ja--saa hun sang den kont, sagde hun, da Sangen var forbi.

Tine sad taus; saa fast havde hun foldet Haenderne i sit Skod.

-Ja, saa skal vi vel til Ro, sagde hun saa og rejste sig og kyssede
sin Fader.

       *       *       *       *       *

Tine var hjemme paa Skolen endnu, da Tropperne kom Klokken seks. Hun
gik og blev ved at hjaelpe med _det_ og med _det_.

-Men, Tine, dernede er Huset fuldt, sagde Madam Bolling--_hun_ havde
saamaen ogsaa Huset fuldt--: Og her gaar det nok, her gaar det nok! ...
Hun vilde have Tine derned.

-Ja, Mo'er, ja, sagde Tine, som puslede om Bolling--han var snavs
igen.

-Ja, Mo'er, ja, nu gaar jeg.

-Saa farvel Fa'er, sagde hun og tog ham om Hovedet--der var noget eget
mildt og stille over Tine--: Farvel.

-Farvel da Mo'er, sagde hun i Kokkenet og lob.

Hun gik over Gaerdet og ind gennem Bryggerset dernede. Sofie modte hun
i Gangen; hun gik og bragte Mad ind:

-Aa Gud, at se Skovrideren igen--saa frisk og sund--den Glaed' at se
ham--Sofie glemte Maden af Rorelse--aa Gud, om Fruen kun' se ham, saa
frisk og sund han er.

-_Er_ han? sagde Tine blot og smilte.

Sofie gik ud og ind og serverede; i Kokkenet snoftede hun: Saa
Skovrideren er kon--det er Herlufs Ojn'--det er Herlufs Ojn', blev hun
ved. Men Lovenhjelm--og hun smilte pludselig--han har li'egodt en flot
Figur.

-At taenk' sig, de kommer der fra Dodens Mark, just direkt' fra Dodens
Mark og er i god Behold--Sofie gik ind og kom ud--:

-Jo, Lovenhjelm, han har en flot Figur, erklaerede hun igen. Sofie var
i det Hele tilbojelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom
lig' fra Dod'ens Mark".

Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede
til--til Maden, og naar Doren blev lukket op, horte hun nu og da Bergs
Stemme.

Nu sad hun i sit Kammer, hvor hun havde lagt i den lille Ovn, ved
Vinduet, da hun horte Bergs Skridt i Haven med en anden--og _saa_ ham,
saa rank og staerk.

Han kom hen til Vinduet og sagde: Hvor har _De_ gemt Dem? (og selv
havde han dog heller ikke sogt hende). Og da hun aabnede Vinduet, stod
han lidt:

-Har det ikke sunget for Deres Ore? sagde han og blev ved at se paa
hende: _Jeg har taenkt paa Dem_.

Han tog ikke Ojnene fra hende. Paa hans Sporgsmaal svarede Tine ikke.
Hun sagde kun mildt og sagte, mens hun smilte:

-At De er kommen hjem.

Berg kom ind og han satte sig ved Ovnen og talte. Men han horte knap
de Ord, han selv sagde. Han blev kun ved at se paa hende, som hun sad,
staerk og sund og ren--saadan som han saa hende altid og altid
nu--derude i Kulden og Natten og Dyndet--derude i Skansen.

-Fik De min Hilsen? spurgte han og tog ikke Blikket bort.

-Ja.

Berg vidste ikke, hvorfor han rejste sig saa hurtigt, da det rorte ved
Doren--hurtigt, som havde han siddet Tine alt for naer: Kom ind.

Det var blot Madam Bolling. Hun "havde dog faaet lagt en Vandkringle,
som hun vilde bringe herned"....

-Man maa jo liste sig til det, Skovrider, sagde hun, naar Huset er
fuldt og Bolling ... og Bolling er snavs.--Og Tine gaar osse rundt og
mister Humoret--jo, du gor Tine--hun gaar helt hjerteangst--man ser
det ud af Ojnene--naar de Kanoner broler.

-Men naar kun De er sund, sluttede Madam Bolling og saa op og ned ad
Berg med sine gode Ojne. Jeg si'er jo til Bolling: naar kun
Skovrideren er sund.

Hun blev ved at se paa ham. Berg tog hendes Haand, lidt hastigt, og
gik.

Madam Bolling og Tine gik ud i Kokkenet; _der_ stod Kringlen. Ude i
Gaarden gik Berg forbi med en Flok Officerer.

-De holder dog Modet oppe, min Pige, sagde Madam Bolling, der var ved
Vinduet og saa efter de gode, ranke Skikkelser.

Tine stod ved Vinduet; hun svarede ikke.

... Lidt efter fulgte hun Madam Bolling paa Vej.

Oppe i Kroens Gaard skreg Madam Henrichsen paa sine flygtede Piger,
mens Aftenklokkerne begyndte at ringe.




V.

Paa Pladsen rog Soldaterne deres Piber i Solen. Officererne laa i
aabnede Vinduer baade i Kroen og Skolen.

Tine fik Bolling ned ad Trappen og stottede ham, mens han orkede ned
forbi Laengen.

-Nej, Bolling er snavs, sagde Madam Bolling, der stod og saa efter dem
fra Krodoren--hun var kommen over til Madam Henrichsen lidt i det milde
Vejr.

Madammen stod og blev ved at se efter Manden og Datteren; hun syntes
ikke heller Tine "stod det rigtig ud"; hun sad mest kun hos Bolling og
puslede om ham baade tidlig og silde.

-Hun kommer jo baade Middag og Aften, sagde Madam Bolling, og kaert er
'et jo, rigtig saa kaert ... aa, hun er jo saa go'e ... at hun haeger
sin Fa'er, for ingen kan laegge Bolling en Pude til rette som Tine.

-Men "_dernede_" sagde Madam Bolling--hun horte Skovriderens Stemme
over Pladsen, han kom saa tidt og besogte Officererne i Skolen, nu, om
Eftermiddagene--; men "dernede", sagde hun bekymret, bliver alle
Lofter sorte.

Madam Henrichsen svarede ikke; hun havde _sit_ Ore efter Gaestestuen,
hvor Tinka lo og glanede.

-Og saa taler hun dog om at ta'e til Lasarettet, sagde Madam Bolling
efter en Stilhed, aa Herregud, at ta'e til Lasarettet, som om _her_
ikke ... aa Gud hjaelpe det ... var Lasaret nok alle Vegne.

Madam Bolling sad og rystede paa Hovedet som En, der ikke forstod:

-Som om hun behovede at ta'e til Augustenborg for at finde Syge at
passe, sagde hun. Men vi gaar alle om--alle om i dette her og blir
helt sanselose, sagde hun.

-Ja, sagde Madam Henrichsen, der var inde i sin Tankegang og stadig
havde Oret efter Tinka i Gaestestuen; iaar gaar der Skaar i no'en skore
Potter.

-Og jeg si'er det, sagde Madam Bolling, hvis Tanker stadig gik ud og
ind og ikke rigtig kunde hitte Rede, jeg si'er hende det: Skovrideren
kommer _her_, fordi han ikke finder nogen Hygge dernede....

-Men Tine, sluttede Madam Bolling, er jo blevet saa taus, som var der
slaaet en Laas for hendes Mund.

Begge Madammer stod tause og saa hen for sig--inde slog Tinka leende
Doren i for Naesen af et Par Lieutenanter.

Ude paa Pladsen begyndte Solen saa smaat at gaa bort. Nogle
Artillerister red deres Heste tilvands ved Kaeret i snavsede Trojer.
Madam Bolling gik hjem til sit.

Berg sad ved Vinduet naermest Trappen--_der_ kunde man se hele Laengen,
hvor Bolling, stottet af Tine, blev ved at stotre frem og tilbage i
den sidste Sol:

-Ja, _der_ kravler han, sagde Madammen, der kom op ad Trappen og
fulgte Bergs Blik--: aa, ja han faar dog slikket lidt Sol.

Berg gik ud, ned over Pladsen til Laengen. Ja, her er Lae, Skovrider,
her er Lae, sagde Bolling og tog hans Haender i sine. Og Tine stotter
mig--Tine hun har Kraefter.

De blev ved at gaa, Berg ved Siden af Bolling. Den Gamle lod ikke den
svaere Tunge stanse. Han talte og talte--om "den gamle Tid"

-Nae, nae--det husker De ikke--det var for Deres Tid--det var jo Aaret
for Forstraadinden dode--Tine var ikke storre end _saa_--det var det
Aar, den nye Krolaenge braendte, du husker, Tine--du havde de hvide
Duer, de to hvide Duer, som floj i Ilden--de spiste af Haanden, da du
ikke var storre end _saa_....

-Ja, Faer, ja, sagde Tine ligesom tyssende paa ham--hendes runde Arm
laa om hans Liv, mens de vendte tilbage over Pladsen.

Men Bolling blev ved--han kunde begynde med hvad det saa var, ved Tine
endte det alt. Berg fik Rede paa hendes ganske Liv, naar han sad hos
Bolling om Eftermiddagene nu.

-Ja, Tine har Kraefter, sagde han--hun naesten loftede ham op ad
Skoletrappen--: hun har Kraefter.

-Hun er vel ikke kon, sagde han og stansede paa Trinet og saa paa
hende, men hun er sund, Skovrider, hun er sund.

-Naa, Fa'er, sagde Tine, naa, Fa'er.

-Og _god_, sagde Bolling og tog hende om Haaret.

Ringeren gik over Pladsen, og Soldaterne samlede sig foran
Kirkegaardsporten i en stor Klynge. Langsomt begyndte Klokkerne at
lyde. Gamle Bolling var stavret ind, paa Trappen stod Berg og Tine
alene ved Siden af hinanden.

Paa Pladsen var der stille, nogle af Karlene havde foldet Haenderne
under Klokkeklangen. Kun fra Kroen horte man Tinka--hun var som i en
evig "Tagfat".

Klokkerne holdt op at ringe. I Smaaklynger begyndte Soldaterne at
drive hjem.

-Bliver De her, spurgte Berg, der gik ned ad Trinet, pludselig
hastigt.

-Nej ... jeg kommer vel ned....

Der var kommet som en hastig Rodme over begges Ansigter; det kom der
let nu, naar de talte med hinanden, ligesom sagtere, noget sky og
helst, naar Tredjemand var tilstede.

-_Tak_, sagde Berg kun kort og gik ned, over Pladsen.

Tine var indenom i Kroen for at tage Tinka med, da hun gik.

-Jeg kommer gerne, min Pige, sagde Tinka og tog Sjal paa sig.

-_Krohold_ er der jo allevegne, sagde hun: men hos Jer er der
lystigst.

-Ja, sagde Sofie, hvem Tine og Tinka traf sammen med en Sergeant i
Bryggersdoren: En gaar og ta'er 'en med Ro nu. Skytset ska'er ikke
Vaerkerne ... Sofie blev frygtelig smittet med tvivlsomme Vittigheder i
Sergeantstuen.

Tinka lo himmelhojt ad Vittigheden og slog sig ned i Tines Kammer.

-Naa, sagde hun, nu sidder da hele Familien Vagt. Der var kommet et
nyt Billede op ved Siden af Fru Bergs over Sengen: det var Herluf, der
sad paa Skovriderens Knae.

Men Tinka blev ikke laenge i Ro--hun horte, Lovenhjelm var inde hos
Tine i Spisekammeret. Den rogede Skinke skulde ned fra Loftet, og
Tinka satte op ad Trappen med Lieutenanten i Haelene.

Tine gik frem og tilbage og lavede til; ind gennem Dorene saa' hun
Skovrideren, som sad og skrev ved sin Lampe.

En Officer kaldte til Bords ved i Gangen at dundre paa en gammel
Bakke, og Tinka tumlede ned ad Trappen med Skinken og et slukket Lys.
Tinka var altid forpustet og hed, naar hun saadan havde hentet noget i
Krogene, og rystede sig som en Topand, der kommer af Vandet.

Majoren, der kom ind, kildede i Forbigaaende Tine gammelmandsmaessig
ned under Hagen, hans gamle Fingre naaede ikke laenger:

-Det er det blote Als, sagde han, det blote Als--og gik ind til
Bordet, mens Tine raabte paa Sofie, der stadig blev i Sergeantlokalet.

-Det er ikke saadan at slippe for de Krigere, sagde hun, da hun
endelig kom og gik ind med Maden.

Tinka satte sig med skraevende Ben paa Blokken og pustede:

De har 'et jo saa haardt, min Pige, sagde hun til Tine, hun havde
maaske en Fornemmelse af, at der kunde tiltraenges en Undskyldning for
hendes Tilstand.

Efter Bordet sad Tine og Tinka i Kammeret. Berg kom derind. Forst blev
han staaende i Doren, laenge laenet til Karmen og rygende; indtil Tine
sagde, med bojet Hoved:

-Men vil Skovrideren dog ikke sidde? og rejste sig op fra Stolen. Men
Berg satte sig hurtig, ligeoverfor, paa Kanten af hendes Seng. Bliv De
dog siddende, sagde han.

Det var Tinka og ham, der talte--og mest ham. Han fortalte naesten
altid om sin Ungdom nu: om da han var paa Skolen og da han blev
Lieutenant--om "de forste Aar", "de glade Dage", sagde han.

-Da man folte det raske Hjerte banke, Hr. Skovrider, sagde Tinka og
gav sig selv et antageligt Rap til venstre.

Og Berg lo og blev ved at fortaelle.

Tine taug og forte kun ved den lille Lampe stille Traaden ud og
ind--lykkelig i Bevidstheden om, at han talte til hende.

Hun rejste sig og hun bragte Maelkepunschen ind og tre Glas; og de
drak, ved det lille Bord, med det hvide filerede Taeppe--mens Tinka og
Berg blev ved at tale.

Hen gennem Huset horte man Lovenhjelms Klaver og Majorens Stemme.

-At taenke sig, der er saa kort _der_ ud, sagde Berg; der havde vaeret
en lille Stilhed:

-Hvor her er Fred, sagde han og saa rundt i det lille Kammer.

-Ja, her er _rart_, sagde Tinka og slog Haenderne mod sit Skort.

Berg rejste sig igen, men blev atter staaende laenge i Doren, for han gik.

-Nu ka' man da "fatte" ham, sagde Tinka om Berg, da han var gaaet: De
Mandfolk faar Skik paa sig, du, i Krigstid.

-Men Smuds bringer de med sig allevegne, sagde hun og slog til
Sengetaeppet, hvor Skovrideren havde siddet.

Tine tog et Brev fra Fru Berg op af Lommen. Hun laeste dem saa urolig
og flygtig nu, naar de kom, hun ligesom floj bare hen over hver anden
Linje. Hun gik saa rundt med dem i Lommen og ventede Dage, til hun
kunde laese dem "i Ro". Og saa blev det oftest, naar Tinka var der, at
hun med et tog dem op og laeste dem hojt.

Inde i Dagligstuen begyndte Lieutenant Lovenhjelm at synge. Man horte
Ordene helt herud:

  "Hej, Vaegter! Hvor skal Slaget staa?"
  "Oppe paa Hjornet af Aabenraa!"--
  "Ih Gud bevares, skal den Sorg
  ramme det praegtige Pjaltenborg!"
  Julia, Julia, Julia, Julia Hopsasa!

Brevet var mest Sporgsmaal, fulde af Angst, og Talen om "gamle" Dage
med "Husker De?" og "Husker De?" igen.

Tinka sad og vuggede i Hofterne til Lovenhjelms Sang, mens Tine blev
ved at laese det lange Brev--Side efter Side.

-Ja, du, sagde Tinka, da hun sluttede, og tog Vejret det er laenge
siden.

-Ja, sukkede Tine og slap Brevet: Laengesiden.

Nej--hun horte ikke mer Fru Bergs Stemme i Ordene og hun saa ikke
hendes Ansigt mellem Linjerne, hvor gerne hun saa vilde. Det var saa
langt borte det altsammen. Og der var som ingen Hjaelp nu hos Minderne
mer.

Inde i Dagligstuen sang Lovenhjelm og slog i Tasterne til; Tinka
kvaedede med, mens hun lo:

  Og hvem der nu i Sengen laa,
  naaede knap at faa Buxer paa,
  men hvem der stod og sov--Hurra!
  frelste sit Liv og sit Toj endda.
  Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!

Sangen holdt op.

-_Du_, sagde Tinka og slog ud med Haanden, ind mod Dagligstuen: _Han_
er dejlig.

Tine loftede Blikket fra Brevet, som endnu laa foran hende. Hun vidste
ikke, at hun laeste og laeste atter og atter de samme Ord deri:

"Hvorfor skriver Henrik saa sjaeldent, og naar han skriver, saa kort og
hastigt? Det er, Tine, som om der slet ingenting stod i hans Breve i
den sidste Tid."

-Om vi saa fik gjort ved Sengene, sagde hun og satte Punschen bort.

... Hun kom ind i Skovriderens Stue for at rydde op.

Under Lampen i den aabnede Mappe laa Brevet til Fruen endnu--det, han
skrev og skrev paa og ikke fik afsted.

-Heller ikke idag havde han faaet det sluttet og bort.

Tine stod ved Lampen, blussende--og lykkelig lukkede hun Mappen.

... Tinka skulde gaa, og Tine vilde Ude Sofie folge hende.

-Nej Tak, min Pige, vi lober Storm i Morke, raabte Tinka og lob.

Ude ved Havehojen sprang Lovenhjelm over Gaerdet for at folge.

... To Gange gik Berg--som i Tanker--rundt om sine Laenger iaften.
Natten var stille. Kun en enkelt Gang rullede fjernt et enligt Dron
tungt gennem Luften. Fjenden var vaagen.

       *       *       *       *       *

Alle Veje var fulde af Regimenter, der sang. Svaertede, blege, tyndede
vendte Tropperne hjem med Sang.

Kun om de Saaredes lange Tog forstummede Glaeden, mens det sagte
rullede frem gennem Landet.

Men Sangen tog paa igen--hojt i den foraarsfriske Luft--mens Folk og
Born lob ud fra Gaarde og Huse med bare Hoveder og med svingede Huer:

  Nu skal vi nok atter med Projseren slaas,
  han skal ikke finde os bange;
  vi har jo dog viist, vi tor byde ham Trods,
  skont vi vare Faa mod saa Mange.
  Men heller en Kamp med et aabent Visir,
  end Raenker i Lon og en Kamp paa Papir.
  Lidt Torden og Lynild gor Himlen saa klar,
  den taagede Luft kun paa Kraefterne ta'r!
  Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
  nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt.
  Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.

Tine stod paa Markhojen og vinkede med sit Sjal. Stormen paa Dybbol
var afslaaet.

Huset genlod allerede af Tummel. I Gaarden lob Baronen rundt og
trykkede hver Mand i Haanden, mens han spurgte hver Menig:

-Men hvad "folte" De? Hvad "folte" De, min Ven?--og lovede Punsch.

Sofie, der lob stundeslos hid og did og lo til alle, sagde:

-Ja, En maa gor' de Krigere en munter Aften--de har fortjent en munter
Aften.

Rundt om i Stuerne kastede Officererne sig paa deres Senge, fuldt
paaklaedte og dodtraette, mens de blev ved at tale--fra Stue til Stue,
hojt og glad Ude fra Vejen horte man Afdelingerne, der sang.

Berg var gaaet ud i Tines Kammer. _Der_ saa hun ham, da hun kom--han
sad foran den lille Ovn.

Hendes skinnende Ojne blev fulde af Taarer, og han tog begge hendes
Haender.

-Ja, sagde han og beholdt hendes rystende Haand det har vaeret en
lykkelig Dag.

Hun taug et Ojeblik, hun kunde ikke tale. Saa sagde hun mildt og
sagte:

-Hvor Fruen vil blive glad

Berg stod lidt:

-Hvor De er god, sagde han. Og han slap hendes Haender. Tine vidste
ikke, at Taarerne lob ned ad hendes Kinder.

... Baronen var i Kroen for at kobe Rom tit Punschen. Tinka og Jessens
Augusta aste selv afsted med Ankeret i to Hanke. Soldaterne, som kogte
Suppe udenfor Laengen, hilste dem med et langt Hurra, da de arriverede.

Tinka og Gusta kom, i Kokkenet, med i Arbejde: Piskejern og Slove gik
rapt i alle Fade. Gennem Doren i Bryggerset saa man Maren midt i den
taetteste Os.

Ude i Gaarden blev Soldaterne ved at synge; Baalene, som de kogte ved,
lyste i Morket nu:

  Og nu vil jeg slaas som en tapper Soldat,
  og livet jeg ringe vil agte;
  lad Tyskeren gore sig helt desperat;
  jeg skal ham dog mageligt magte.
  Og naar vi saa modes engang i et Slag,
  jeg tager i Fyren et ordentligt Tag.
  Hurra! det vil blive en ypperlig Fest
  at kaste paa Porten den ubudne Gaest.
  Kommer Tid, kommer Raad, har for ofte vi sagt;
  nej, kun Krigerens Daad knaekker Tyskerens Magt
  Vi vil slaas med Hurra! For vor Konge og vort Land.

-Rask maa det gaa, rask maa det gaa, raabte Tinka, der arbejdede med
opsmogede AErmer, saa Piskejernet i Roraegsfadet klang, mens hun satte i
med Lovenhjelms Vise:

  Og hvem der nu i Sengen laa,
  naaede knap at faa Buxer paa,
  men hvem der stod og sov--Hurra!
  Frelste sit Liv og sit Toj endda.
  Julia, Julia, Julia, Julia, Hopsasa!

Det var ret, det var ret, sagde Sofie, der gik omkring og samlede
Tallerkener og satte dem fra sig igen: En maa skaff' dem en munter
Aften.

Tine stod i Spisekamret og skar Steg ud; stille og smilende nynnede
hun uden at vide det Tinkas Vise med.

Baronen--der ogsaa ventede sine Englaendere, som vilde rejse nu og
korte omkring for at sige Farvel--begyndte at brygge Punschen, mens
Officererne spiste, og Tinka og Gusta og Sofie bragte Drikken ned i
Loen, hvor Lars Avlskarl havde haengt et Par Lygter op under Bjaelkerne.

Soldaternes lange Hurra'er slog ud i Aftenen hver Gang, de fik en ny
Forsyning.

Sofie gik rundt og opmuntrede dem med mange Nik.

-Tom bar' Baegern', sagde hun, saa En ser Bunden.

Tre, fire Soldater fik Harmonikaer frem--hver spillede i sin Takt,
mens de andre blev ved at synge. Ingen horte Orenlyd; Harmonikaerne
slog ind i en Trippedans, og Maren sang til.

Pludselig dansede alle Soldaterne med hinanden, midt i
Loen--Fodtrampen hjalp paa Takten--saa Stovet stod op i det gamle Rum
under de dinglende Lygter.

Officererne kom ned og saa til i Doren.

En havde budt Sofie op, Marens Kavalerer dansede holdende hende om
Halsen.

-En gaar fra Arm til Arm, sagde Sofie, der pustede, saa hun naeppe
kunde staa og foer villig afsted med den naeste. Harmonikaerne hylede
og Soldaterne trampede Takt.

-Det var jo en Synd at si' Nej, sagde Sofie til Gusta, hun floj afsted
igen.

Ude i Gaarden horte man gennem et aabnet Vindue Lovenhjelms Klaver.

Tine gik og tog ud i Dagligstuen, og Tinka og Gusta kom op og hjalp.
Officererne var forst nu som rigtig vaagnede; Dorene stod aabne mellem
alle Stuer; Latter og Stoj lod fra Rum til Rum.

Majoren havde Tinka inde i en Krog, hvor hun hvinede af Latter. Ovre
fra Loen horte man Folkenes Lystighed.

-Jensen, en Polka, raabte Lovenhjelm og sprang op fra Klaveret.

Lieutenant Jensen satte i paa Klaveret, og Lovenhjelm var ude over
Gulvet med Tinka. Officererne trak deres Stole tilbage og flyttede ind
imod Vaeggen for at give Plads. Gusta kom paa Gulvet--og Tine; de
dansede tre Par.

Rundtom blev Officererne ved at samtale. To Kaptajner kom med deres
Toddyglas frem i Doren til Havestuen. De talte igen om det attende
Regiment, der havde holdt sig saa bravt.

Lieutenant Jensen slog over i en Vals, Herrerne skiftede, skiftede
igen. Inde fra Bergs Stue nynnede Officererne med. Og midt i Stojen
sov inde i Havestuen en udmattet Lieutenant trygt, liggende udstrakt
paa sin Seng.

-Saa er det vel os, sagde Berg, der pludselig stod foran Tine.

Svimmel saa hun kun hans Ansigt.

-Ja, sagde hun blot, og de begyndte at danse.

Hendes Svimmelhed svandt bort og alting saa hun og horte hun om sig
som med hundrede Sanser--og saa dog kun ham, hvis Ojne hvilede paa
hendes Ansigt, mens de dansede--laenge.

Majoren fortalte Historier igen, og hun horte de to Kaptajners
Stemmer. Inde i Bergs Stue blev Officerernes Nynnen til Sang.

Og Baronen foer ud og ind. Hans Englaendere var komne i en Vogn.

Berg talte ikke; han saa kun ufravendt og fast paa hendes Ansigt, mens
de blev ved at danse og ovre fra Loen de hoje Hurraer lod igen.

Saa stansede Berg--et Nu beholdt han krampagtigt hendes Haender i sine.

Englaenderne var fra Gangen kommet frem i Doren og trykkede Alverden i
Haanden:

-Den troskyldige Glaede, den uskyldige Glaede, blev de ved at raabe.
Lovenhjelm svingede Gusta over Gulvet.

Tine gik de Fremmede forbi, stille gik hun ud i sit Kammer.

... I Loen var der stille og inde i Stuen holdt Musiken op. Tinka kom
ind og satte sig midt i Sengen; et Par Knapper i Kjolelivet fik hun op
og pustede, mens hun snakkede og spurgte.

Tine svarede med tankelose "Ja", mens Munden knap stod paa Tinka.

Saa sagde hun med et og tog ikke Ojnene fra det braendende Lys:

-Tinka--kunde du--kunde du ikke nok se til hernede?

-_Hvor_? spurgte Tinka, som var inde i en helt anden Historie, og lod
Armene falde ned paa sine Ben.

-_Her_, sagde Tine i samme stille Tone og uden at tage sine Ojne fra
Lyset. Jeg vilde ta'e til Lasarettet. Og endnu sagtere sagde hun: de
traenger til Folk derhenne.

Der blev stille lidt. Saa sagde Tinka;

-Ja--hjemmetil kunde der vel nok skaffes et Kvindfolk Hun gav sig til
at knappe sit Kjoleliv:

-Ja--saagu', min Pige, sagde hun, Lasarettet ka' kanske vaere
_sundere_....

Hun talte i en helt anden Tone, og ogsaa hun saa ind i Lyset.

-Man maa jo "redde sig", sagde hun. For de blir naergaaende. Tinka slog
Sjalet om sig med en resolut Bevaegelse, som om hun vaergede sig.

-Godnat, da, sagde hun.

Tine rejste sig, og hun fulgte hende ud gennem Alleen. Alting var
stille, og man horte kun et Par Hundes Glam og Tinkas Skridt, der gik
bort ad Vejen.

Tine vendte tilbage. Hun traadte hastig ind i Skyggen, da hun kom til
Laengen:

-Er det Dem? spurgte Berg, der gik den vante Runde.

-Ja.

Det var, som tovede de begge taet ved hinanden, uimodstaaeligt,
Hundrededelen af et Ojeblik.

-Godnat, sagde saa Berg og gik videre.

-Godnat.

Tine gik ind. I Kokkenet begyndte hun at sysle. Hun slog Smorret i
Kanderne og samlede Brodet til "Tonden" og lagde Osten i Klaede.

For oppe maatte hun blive--oppe og gaa omkring.

Saa kom hun i Tanker om Tojet, der skulde i Blod ved Daggry. Hun
maatte vaekke Sofie og give hende endnu en Besked.

Hun gik ud i Bryggersgangen gennem Borgestuen og aabnede Doren til
Pigekamret.

Den store Dobbeltseng var tom.

Tine kastede sig pludselig paa Knae ned paa Stengulvet, og, med Hovedet
boret ned i den snavsede, forkrollede, misbrugte Seng, hulkede hun
fortvivlet.

Bryggersdorene klaprede stadigen, hid og did, paa deres villige
Haengsler.

       *       *       *       *       *

Naeste Dag kom der et Par Feltlaeger til Skolen, Der maatte laegges Syge
i Skolestuen. Tine maatte indrette alt.

De Syge kom om Eftermiddagen. Det var Saarede, der hidtil havde ligget
paa Augustenborg; fra Vognene blev de bragt op ad Trappen i Baarer.
Lieutenant Appel var iblandt dem.

Tine vilde ikke have kendt ham igen. De runde Kinder var faldet ind,
og Ojnene var maelkede som hos en, der har graedt baade Dage og Naetter.
Han var truffen i Siden og Lungen var odelagt.

De seks var alle haardtsaarede, og Transporten havde givet dem Feber.
Nu og da horte man deres Stonnen gennem Huset, og Saarenes kvalme
Stank stod ud i Gangen.

Tine kom ikke et Minut ud af Skolestuen mer.

-Og alligevel snakker hun om Augustenborg, sagde Madam Bolling, der
gik ud og ind, fra Sovekammer til Kokken og talte til Bolling og til
sig selv og til Husmandens Petra--for nu var da alting af Led, nu
vidste hun ikke, hvad af Ondt der kunde komme mer.

-_Derinde_ sidder han og kan knap flytte paa Foden, sagde hun, og ovre
har vi _dem_ til at gi'e Aanden op--og Huset er fuldt, Huset er
fuldt.--Og saa vil Tine rejse. Hun stansede for hundrede Gang foran
Husmandens Petra med rystende Hoved.

_Det_ var det, hun ikke forstod, og som hun kredsede om.

-Og Blod torrer de paa min Trappe, sagde hun og begyndte at vandre
igen.

Det var Baarerne, der var fulde af gammelt Blod, som
Ambulancesoldaterne havde stillet op mod Huset og Trappen.

Selv Munden stansede tilsidst paa Madam Bolling--hun var _helt_
forknyt og sad rokkende hen ligeoverfor Bolling paa den anden Side af
Sengen.

Saa taenkte hun pludselig paa Skovrideren: til ham kunde hun gaa. Han
havde da "Magten over Tine"--ja, til ham kunde hun gaa. Og hun lod
alting staa og gik--hun vilde strax derned.

Hun tog kun et Sjal over Kappen og gik.

Hun blev ved at snakke med sig selv om Bolling og de Saarede og om
Vejen.

-Der er ikke banet Vej, sagde hun, der er ikke banet Vej. Og et
Ojeblik efter gentog hun paany:

-Og saa vil Tine rejse ... som om _det_ stod i Forbindelse med Vej og
Blod paa Trappen og alle Sporgsmaal under Solen.

Berg gik rundt i sin Stue, da Madam Bolling kom.

-Er det Dem? sagde han hurtig og stansede sin Gang.

Madam Bolling begyndte at gore saa mange Undskyldninger, mens hun
satte sig, fordi hun "altid skulde plage ham og hver havde nok i
Sit"....

-Men det er _det_, at Tine vil ta' bort, brod hun ud. Og hvad _ska'_
vi gore?

-Bort? sagde Berg; der kom en egen, besynderlig, lys Klang over det
hurtige Ord.

-Ja, til det Lasaret.

Der blev en lille Stilhed, mens Madam Bolling ventede. Men Berg sagde
kun i den samme hastige Tone og vendte sig:

-Ja--de traenger til Hjaelp derude.

Madam Bolling saa op, som om hun ikke havde forstaaet ham:

-Traenger? traenger? sagde hun. Hvem? hvem?

-Var'et de Syge? Var'et de Syge?--var Bolling da ikke syg?

Og Madam Bolling begyndte pludselig at tale i en hoj, skaendende,
fortvivlet og gennemtraengende Tone, som Berg aldrig havde hort:

-Hvem skulde hjaelpe, naar hun rejste? _hvem_? Var _her_ da intet at
hjaelpe? her--baade her og der? hvem? _Saa_ han da ikke sit eget Hus,
sit Hus, der forfaldt? Der var ingen Krog uden Smuds, ingen Vaeg uden
Plet--og Fruens, Fruens dejlige Ting blev lagt ode....

Hidsig blev hun ved at tale, pegende paa Gardinerne, der var graa, paa
Gulvtaeppet, der sledes bort, paa Bordene, som var stovede--skaeldende
foran den blege Berg, som forte de knyttede Haender op og ned foran sit
Bryst uden at kunne tale--til hun pludselig brast i Graad:

-Aa, nej, aa, nej, men ingen staar det ud, ingen staar det ud, jamrede
hun, mens hun graed.

-Men hun skal jo blive, hun maa jo blive, sagde Berg, blev han ved at
sige, forvirret, pint, uden at vide, hvad han selv sagde; for blot at
faa dette Menneske til at holde op, der graed, faa stanset den Graad,
den ulidelige Graad.

-Hun maa jo blive hos ham, sagde han; det er klart.

Han gik op og ned, op og ned.

-Og der er jo ingen Grund til at rejse, sagde han tilsidst.

Det var, som Berg selv folte en pludselig Ro, efter mange Timers
stumme Hidselse, ved sine egne Ord.

-Nej, det har jeg jo sagt, det har jeg jo sagt ... Ogsaa Madam Bolling
blev paa en Gang roligere og begyndte at torre sine Ojne; og, ligesom
undskyldende sig paany, sagde hun:

-Aa--ja--se, man gor jo meget af lidt, meget af lidt, Skovrider....
Men, hvem har sine Sanser--hvem har sine rigtige Sanser?

-I disse Tider, sagde hun.

Madam Bolling rokkede hjemad. Skovrideren havde lovet at tale med
Tine.

Han havde staaet paa Trappen da hun gik og set ud i Luften:

-Nej, _vi kan ikke undvaere hende_, havde han sagt.

-Nej, det kan vi ikke, havde Madam Bolling svaret.

Og saa var hun rokket hjemad.

Tine sad ved Appels Seng, da Berg kom--hun saa, hvor bleg han var:

-Kan De gaa med mig en Timestid? sagde han lidt hastig. De traenger til
Luft.

-Er Vejret smukt, spurgte Appel.

-Ja, svarede Berg og taenkte: Hvor hun har lidt.

-Skinner Solen?

-Ja.

-Saa gaa dog--saa gaa dog, sagde Appel. Og Tine rejste sig uden Ord.

De gik ud og de bojede bort fra Pladsen, hvor Soldaterne stojede, ned
langs Kirkegaardsmuren, hvor der var Stilhed--uden at tale.

Men pludselig stansede Berg. Og ligesom med et Ryk begyndte han at
tale--losrevet, som om han talte med sig selv. Han gav Ord til alle
Tankerne, der pinte ham, og han undskyldte sig med alle de
Undskyldninger, han havde ophobet en lang Nat. Han forklarede
den Lidenskab, han ikke naevnte; han forfulgte den med sine Ord lige
til dens Fodsel i sine Tanker--han forsvarede sig med alt, skaeldende
Naetterne, Vaerkerne, Vagterne; Krigen, som ikke var Krig, Dagen, der
ikke havde Arbejde, Naetterne, der ikke kendte Sovn.

Han gik igen hurtig, saa hun naeppe kunde folge; stille forstod hun
alt. Men ligesom tyssende paa ham, bortvejrende hele det Forsvar, han
ikke behovede, sagde hun blodt og naesten bebrejdende:

-Hvorfor vil De dog sige mig alt det?

Berg stansede--to Gange mumlede han hendes Navn.

-Hvorfor vil De da rejse? sagde han saa, hastigt som forpustet: Jeg
har talt med Deres Mo'er.

-Vi to, sagde han, behover vel ikke at vaere bange for hinanden.

-Nej, hviskede Tine og loftede Hovedet.

De talte ikke mer, men gik tause ved Siden af hinanden. Luften var
mild og Himlen mod Solnedgangen Lys, som naar der naermer sig Foraar.
Kanonerne taug. Kun et enkelt Dron bares hen i den klare Luft med en
Lyd, som var en raslende Vogn rullet tungt forbi dem.

De gik ned over Engen og steg ind over Gaerdet. De saa Dammen og
Lysthuset med de hvide Sojler, hvor Rosernes Ranker hang nogne ned--og
de taenkte det samme.

Gennem Laagen i Buxbomhaekken kom de ud til Laengen.

Fra Dagligstuen lod Klaveret med en Vise, Sofie, der fjasede i den
halvaabne Vaskehusdor, rykkede vaek fra sin Sergeant. Men Maren blev
staaende ubekymret, hojt fnisende, midt i en Kreds af Soldater, ovre
ved Leddet--de fulde Spande havde hun stillet fra sig.

-_Kom afsted med Deres Spande,_ raabte Berg som i en pludselig
Forbitrelse. Og Maren satte ind efter--uden en Lyd--saa Skorterne floj
om hendes Laegge og Maelken skvulpede; Officererne, der drev paa
Gaardstrappen, skoggerlo, da hun lob.

Berg og Tine skiltes.

Hun vendte ad Alleen hjem til Skolen. Den sodligt kvalme Luft fra de
Saaredes Stue stod ud i Gangen. I Dagligstuen spillede Officererne
Kort.

Madam Bolling var i Kokkenet--hun kogte Honsekodsuppe til "dem
derovre".

-Det er smaat--det er smaat med dem derovre, sagde hun.

-Jeg har talt med Skovrideren, sagde Tine stille.

-Aa, saa Gud ske Lov, aa, saa Gud ske Lov, sagde Madam Bolling og
satte sig af Bevaegelse.

-Og her er jo ogsaa nok at gore her, sagde Tine som for.

-Aa ja--er det ikke sandt?--Aa--saa Gud ske Lov ... Bolling, Bolling,
raabte Madammen ind hojt og glad, vi beholder hende--aa, jeg vidste
det, aa, jeg vidste det, naar _han_ lovede det.


-Naa, min Pige, naa, min Pige, sagde gamle Bolling tyssende. Tine
havde helt krampagtig slaaet Armene om hans Hals.

       *       *       *       *       *

... Tine havde bragt Suppen ind og sad ved Appels Seng.

Rundtom var de Syge ved at falde til Ro.

Kun henne ved Vinduet skrev en Sygepasser endnu, bojet ned ved et
Taellelys, for en Saaret, der dikterede Brev til sin Kaereste, siddende
halvt op i Sengen. Det gik saa langsomt baade med at taenke og med at
skrive.

Appel havde talt om Viborg og dem derhjemme. Nu laa han med lukkede
Ojne.

Henne fra Vinduet horte man den Saaredes Stemme, der udtalte alle
Bogstaverne, ligesom om han stavede.

Appel slog Blikket op:

-Aa--De ved ikke, hvor hun har konne Ojne, sagde han og saa op mod
Lampens rolige Lyskreds, mens han smilte.

Lidt efter sov han, og Tine rejste sig stille.

Hun gik hjem til Skovridergaarden. Aftenen var mild. Bag Smedens Haek
brod en af Kroens Piger frem, fulgt af en Soldat.

I Morket stod en Haandvogn midt paa Vejen. Det var Kroblingens Vogn
med Ollet--han var paa Vejen hjem. Han kendte Tine, og han begyndte at
tale til hende, siddende mellem de to Hjul foran den tomme Tonde:

-Jo, _den_ gik godt nok--om man saa'n ku' hold' 'en gaaende--Ane
forstod' et at bland' det tynde ol....

Den Kroblede blev ved at snakke.

Tine gik fra ham: Han havde vaeret til Kros.

       *       *       *       *       *

To Naetter efter blev Tine hentet hjem.

Det var Madam Bolling selv, som kom og slog paa hendes Rude.

Det var rent forskraekkeligt med Bolling. Maelet havde han ligesom faaet
helt igen, men med Hovedet var det galt. Forvirret talte han og var
ikke til at holde i Sengen.

Laegen, der kom, sagde, det var en Blodknude paa Hjernen.

Tine maatte blive derhjemme.




VI.

Paa anden Nat sad Tine hos Faderen.

Han talte uafbrudt og bad og vilde hore laese--Psalmer og Skriften.
Tine laeste og laeste.

Nu var han mod Daggry falden lidt til Ro. Men ogsaa i Sovne rokkede og
rokkede hans Hoved paa Puden som de syge Dyrs.

Tine halvblundede med Hovedet mod den kolde Vaeg. Madam Bolling havde
faaet en Dyne ud paa Kokkengulvet for at finde lidt Hvile.

-Hvor det lyder, sagde hun, hvor det lyder!

-Ja, Mo'er, ja--men sov nu, sov nu....

Som en Orkan forte Stormen Kanonernes Don hen over det rystende Hus.
Blaesten slog den stride bestandige Regn mod Ruder og Mur, saa det lod
som Gevaerernes Knitren. Og fra Vejen i Morket horte man i Larmen de
utydelige Lyd fra de Flygtendes Tog, der aste forbi fra
Sonderborg--paa fireogtyvende Time.

-Hor, det ta'er til, det ta'er til, klagede Madam Bolling i sit
Kokken.

-Ja--men sov nu. Det blir jo Dag og du har ikke sovet.

Madam Bolling blundede hen og stonnede let i Sovne. Dagen begyndte
graa at gry. Ogsaa Tine slumrede lidt, laenet mod den sitrende Mur.

Rundtom sov alle--Officerer og Soldater og Syge--den samme Sovn,
horende Kanonernes Dron dumpt gennem Blundet.

Dagen var helt brudt frem. Den Syge sov endnu, og Tine stod op fra sin
Plads.

-Jeg vil gaa derned, sagde hun; halvandet Dogn havde hun knap vaeret
udenfor Kammeret, mens Kanoner og Allarmsignaler lod.

-Ja, Barn, gaa--gaa, sagde Madam Bolling, der tog fat paa det daglige
og ikke havde mer Sans end det udasede Dyr, der kun foler Selen og
slider.

-Og det ta'er kun til--det ta'er kun til, sagde hun.

Selv Trappens Trin, hvor Tine stod, rystede under Jordens Ryk.

Vogn efter Vogn sled sig endelost op forbi Kroen. Kvinder og Born sad
paa de usikre Laes som dinglende Bylter i Regnen, sovndrukne midt under
Larmen. Gamle Koner, der knap kunde gaa, stred sig frem, uden Sans,
ved Siden af Vognen, snublende i de dyngvaade Dyner, som de slaebte.
Born, hvem Regnen blindede, lob mod Vogne og Traeer, og skreg, mens de
tumlede videre.

Ingen kendte sin Nabo, og Stemmerne horte man ikke under Kanonernes
Brol.

Tine gik Toget forbi og steg ind over Skovriderhavens Gaerde. I Huset
var alt opgivet. Natten lang havde Dorene ikke staaet. Fra alle Veje
lod Baronen de Flygtende frit trampe ind, saa ingen fik Sovn eller Ro.
Alle Stuer var fulde af Kommendes Trin og af Forbandelser.

I Gaarden holdt forladte Flyttelaes, som var uden Ejermaend, midt i
Regnen. Tre Maend laa, da Tine kom, i Gangen under et Par udbredte
Kapper, og et Par vildfarne Born var faldet i Sovn paa Loftstrappen,
indsvobte i et Sjal.

Ingen Dor var lukket, og Snavset, som var fort ind af hundrede
Vejfarne, var storknet paa alle Taerskler. I Dagligstuekakkelovnen
taendte to Fremmede Ild.

Rundtom sad Flygtningene, Koner og Bom, der ikke en Gang vidste, hvor
de var, og de sogte Hvile for det tunge og bedovede Hoved ved at laene
det mod Vaeggen, der skaelvede. Faa talte. Fra Bergs Stue horte man en
skinger Kvindestemme, der blev ved at sige--mens den Talende
uafladelig, sanselos og jamrende, slog de udbredte Haender ned mod sit
Skod--:

-Alt, hvad vi ejer og har--aa, alt, hvad vi ejer og har!

Tine gik ud. Pigerne var ikke at finde. Paa Skorstenen, som ingen
skottede, var Ilden gaaet ud, og Stormen tog i Bryggersets opslagne
Dore, som vilde den slynge dem los fra de sitrende Karme under
Kanonernes Larm.

Tine kaldte og Stojen tog hendes Stemme. Sofie fandt hun tilsidst--i
Krogen ved hendes Seng, hvor hun sad, boret ind, med det hele Hoved
viklet i et Lamasjal.

-Aa, er'et da Dommens Dag? jamrede Sofie og hun kastede sig over
Sengen: aa, den treenige Gud--aa, den treenige Gud!

Tine gik og kaldte igen:

-Maren, Maren!

Ingen svarede.

Men pludselig satte Maren frem fra Bryggerset, som et anskudt Dyr,
frem over Gaarden, som stod alle Laenger i Brand, ud, hvor Lars
Avlskarl var og Anders Husmand var. Ogsaa de var lobet bort. De stod
paa Markhojen--forfaerdede foran det braendende Land.

Orkanen slog Rogen som vaeldige Skypumper frem over Landet; Gaarde
braendte og deres Luer blev slukket, som var de elendige Lys. I Luften
saas Granaternes rode Buer, og Jorden skaelvede under Fodderne som et
Dyr, der stonner.

Rundtom paa alle Hojder stod i den strommende Regn Maend og Kvinder som
Stotter, mens de Flygtendes Tog som en stigende Flod bredte sig ud
over Vej og over Sti som en ustanselig Jammer.

-Saa er 'et da Dommens Dag, saa er 'et Dommens Dag--blev Sofie
uafladelig ved; hun fulgte i Haelene paa Tine hvor hun gik og stod,
mens hun lagde i Skorstenen og tik kogt Maelk og Brod (der var ikke
anden Mad i Huset, Natten havde plyndret alt) og gav i det mindste
Bornene at spise.

-Aa Gud for Skovrideren, blev Sofie ved, mens hun fulgte Tine: han var
inde i Deres Kammer for at sige Farvel til Fruens Billed'--Sofie
jamrede hojt--det er det bedst' af alle Billeder--det ligner bedst af
alle Billeder--_der_ var han ind' at si' Farvel--da han drog ud....

-Tag nu her, Sofie, sagde Tine, der oste Maelk op i Tallerkenerne, som
Sofie skulde baere rundt.

-Aa Gud, ja, aa Gud, ja, jamrede Sofie lidt stilfaerdigere; hun faldt i
Snak hvert Sted, hvor hun bragte en Tallerken: hun maatte hore igen om
"al den Elendighed".

-Og--det ta'er evigen til, sagde hun og rokkede med Hovedet.

Det tog til. Som Lyd af det stigende Vand ved en Springflod drev
Kanonernes Bulder hen over Huset.

En ny Strom af Flygtninge begyndte at banke paa Dorene. Baronen lod
dem alle komme ind. Selv stod han ved Dagligstuedoren, geskaeftig som
en Bedemand ved en Begravelse, og fik sin Entrebillet af hver: en
Skildring af Bombardementets Raedsler.

Der var ikke mer Plads i Stuerne, de Udmattede kunde ikke komme til
Saede.

-Men her er i det mindste Varme, sagde Baronen, der svedte midt i den
fordaervede Luft, hvor Dampen stod af de Kommendes dyngvaade Klaeder.

En Korrespondent, der var paa Flugten med en broderet Vadsaek og lob
omkring urolig for sin Bombardementsberetning, som en Hunkat, for den
barsler, bad om blot et Braedt til at laegge over sine Knae, saa han
kunde komme til at skrive. Han blev installeret i Tines Kammer, hvor
allerede to Born sov paa Sengen, og han fik tolv Blyanter frem, med
Spidserne omhyggelig omvundne med Vat, hvilke han placerede i Raekke i
Vindueskarmen.

Der kom bestandig fler; gennemblodte, overdaengede med Smuds stod de i
Gangen foran de overfyldte Stuer og slovt, uden Ord, vendte de tilbage
til Regnen og Vejen. Nogle bad om blot at maatte sidde et Ojeblik, en
halv Time--og de satte sig, med Born i deres Arme, paa Loftstrappen, i
Bryggersgangen paa det bare Gulv, og faldt i Sovn det Nu, hvor de
satte sig.

Der var ingen ubesat Plet mer og ikke en Krog at finde. En Syg blev
lagt i Pigernes Seng.

Inde i Stuerne begyndte de Forkomne at "to op" og de vaagnede til
Besindelse. De jamrede, maalende deres Tab, graedende for deres
Hjem--uden at hore paa hinanden, hver kun optagen af sit--krammende ud
med Ejendom, Pengevaerdi, Besiddelse, betroende sig til hvemsomhelst,
der intet horte, men kun talte selv, ramt af samme Skaebne, hidsig og
fortvivlet som en bedragen Jode paa en Markedsplads, taellende
Vaerdipapirerne, han har reddet--og pludselig stansende, uden at kunne
taenke, forstenet igen, foran Hjemlosheden; deres Hus, der var styrtet
sammen, deres By, der var lagt ode, deres Hjem, som var skudt ned.

Mens Modre, med Born ved deres Knae, kun blev ved at graede stille.

De traengte sig sammen, og de talte i Munden paa hinanden, fyldende
alle Kroge, traengende sig ind allevegne, som var de Folk, der var
komne sammen paa et Auktionssted, hvor et Hjem er tilfals--mens
Baronen blev ved at lobe om, purpurrod, sporgende om "nye Detailler",
udviklende sine Anskuelser; og den sortsmudskede Korrespondent fra
Kobenhavn, bleg og ophidset, blev ved at gentage sin Fortaelling, ingen
horte:

-Nej det var ikke hyggeligt, sagde han. Det var sandelig ikke
hyggeligt.

Det var en Granat, der iaftes var sprungen i det Logis, han forleden
havde forladt just paa det Sted, hvor en engelsk Kollega havde plejet
at ligge.

-Over hans Seng--lige over hans Seng, sagde han. Og han gentog midt
under alle disse Menneskers Jamren, der havde mistet alt:

-Nej, det var sandelig ikke hyggeligt.

Et Par Kobmaend talte om Assurancen--det var Held for _dem_, som havde
godt forsikret gamle Ronner: Krigsskadeserstatning maatte der i hvert
Fald gives. Og over alle Samtaler, over alle Klager horte man
uafladelig den skingre Stemme fra Bergs Stue, gentagende de samme
Ord--uafladelig, som en Sindssyg--ligesom et Refraen.

Tine vilde gaa. Her kunde hun ikke blive: dette Hus kendte hun ikke
mer; her gik hun kun rundt som en dov mellem fremmed Jammer.

Tine gik Baronen forbi, der stod taet ved Doren, og hun horte ham
raabe:

-Hvad de vil? raabte han. De vil skyde Broerne ned Det er Broerne, det
gaelder ... Jeg har sagt det, jeg har sagt det ... Pas paa Retraeten,
har jeg sagt. Det vil blive Broerne, det gaelder ... Og der falder en
Granatregn nu over Broerne....

I Gaarden stod de dodtraette Heste ludende og dog med loftede Oren
under Larmen, foran de Flygtendes kummerlige Laes. Tine gik dem forbi
og ind i Stalden--hun vilde kalde paa Lars eller Maren--: med
fremstrakte Halse brolede Kvaeget kort og angstfuldt, med store, bange
Ojne, mens Tojret raslede svagt.

En Ko slog sin Tunge ud for at slikke Tines Haand. Det var Fanny, den
Blissede, Herlufs gamle Ko.

Og overvaeldet, afmaegtig, her mellem Dyrene, der var angste som hun og
som hun kendte, graed Tine fortvivlet, mens den Blissede blev ved at
slikke hendes Haender.

Hun gik ud, mens Koerne fulgte hende med deres store Blik. I Rummet
ved Loen horte hun Hektor og Ajax tude sagte. Hun gik hen og lukkede
dem ud og med skaelvende Sider trykkede de sig ind mod hendes Legeme,
som naar de pludselig paa en natlig Jagt overfaldes af en hemmelig
Angst og trykker sig op imod Jaegeren.

I Alleen kom der atter Flygtninge imod hende--Korende og Gaaende.

-Der er ikke Plads, sagde Tine mat og slog ud med Haanden. Og uden
Modsigelse, tause, vendte de om, som drev Tine dem foran sig--en Hjord
uden Vilje.

Paa Vejen kom ingen mer frem. Soldater, der vendte hjem fra Skanserne,
gik mellem Vognene, bedovede, svaertede og blege. Officerer af Staben
red ind paa Marken for dog at komme videre.

Paa Skolens Trappe stod en Stabsofficer og en Large. Tine spurgte:

-Hvor ligger tredje Regiment?

-Tredje? Ved Brohovederne, svarede Officeren.

Tine blev staaende--de to var allerede borte. Klokkerne begyndte at
lyde, Praestens Kaleche kom, Tine stod der endnu:

-Han laa ved Broerne.

Hun horte Moderen raabe bag sig, og hun skelnede naeppe hendes Rost.

-Tine, Tine, raabte hun angstfuld igen, og Tine vendte sig.

Det var Faderen, som var rent fra det, som vilde op, som horte
Klokkerne og vilde ud af Sengen.

Tine lob ind, og hun holdt ham med Magt, med begge Haenderne, mens han
raabte:

-Bed, bed, lad os staa op at bede.

-Ja--ja, hun holdt ham i Sengen.

-Lad de Ugudelige bede....

-Ja, ja!--Tine tvang ham ned. Faderen, Moderen, Kapellanen, der tog
Praestekjole paa ved den anden Side af Sengen, de stod som bag et Slor
og hun horte dem ikke:

-_Han_ laa ved Broerne.

-Laes, laes, skreg den Syge hojt; han satte sig op og hans glasagtige
Ojne var som ispraengte med Blod. Laes, laes, og han krammede om Bibelen
paa sin Dyne.

Klokkerne lod igen gennem Kanonernes Don. Ude i Kokkenet hulkede Madam
Bolling hojt.

-_Der, der,_ skreg den Gale, hidset af Lyden af Klokkerne. Laes,
--horer du--laes ... lad os alle bede.

Tine knaelede ned. Bogstaverne voksede sig store paa Bladene foran
hendes Ojne, og hun laeste og laeste og vidste ikke, hvad hun laeste:

-"Herre vaer os naadig, vi have biet efter dig, vaer aarle vor Arm, vor
Frelse i Nodens Tid".

-Ja, ja, raabte den Syge med opspilede Ojne: bed, lad os bede. Gud er
almaegtig.

-"Og Himlens Haer skal svinde og al deres Haer skal visne. Til Dom skal
mit Svaerd fare ned over Edom og over det Folk, som jeg satte i Ban".

-Gud er almaegtig. Gud er almaegtig--

Tine laeste bestandig, mens den Syge blev ved at raabe. Selv horte hun
ikke alle Profetens Forbandelser, Bibelens Ord var i hendes Oren kun
tomme Lyd:

-_Han_ laa ved Broerne.

Faderen talte med. De sagde begge Ordene, han hojere end hun, naesten
som med Triumf--alle Esaias' Raedsler.

-"Herrens Svaerd kender Blod og det er maettet af Fedme, af Lams og
Bukkes Blod, af Vaedderes Nyrers Fedme; ti Herren har Slagtoffer i
Bezra og stor Slagtning er der i Edoms Land...."

Fra Kirken begyndte Sangen. Det var som den Syge horte efter den og
talte sagtere:

-"Det skal ikke slukkes Dag eller Nat, Rogen deraf skal opstige
evindelig. Det skal vaere ode fra Slaegt og til Slaegt, fra Evighed til
Evighed skal ingen gaa igennem det".

Langsomt blundede Bolling hen, og de febrilske Haender blev stille.

Tine laa ned over Bogen. Fra Kirken horte hun Soldaternes Sang:

  Vor egen Magt, den er kun svag,
  let kan os Fjenden faelde;
  men En antager sig vor Sag,
  omgjordet med Guds Vaelde:
  Det er den Herre Krist,
  og Sejer faar Han vist!
  Der er ej anden Gud,
  Han drager med os ud.
  Han Marken skal beholde.

Den Syge mumlede i Sovne, men Tine horte det ikke: hvor staerkt de dog
sang derinde--_de, som skulde do_.

  Og myldred Djaevle frem paa Jord
  og os opsluge vilde,
  vi frygte dog ej Fare stor,
  de deres Trusler spilde.
  Lad rase Morkets Drot
  med Logn og Mord og Spot.
  Han har dog faaet sin Dom,
  da Krist til Jorden kom:
  Et Ord ham nu kan faelde.
  _De_, som kunde do--do og faa Fred!

... Tine stod op. Faderen sov endnu, og Praesten var allerede kommen
tilbage og tog Praestekjolen af paa den anden Side Sengen.

Madam Bolling bragte ham Kaffen og Kringlerne.

-Aa, var det nodvendigt, Madam, sagde han mildt, paa en Dag som denne?

Og han nod Kaffe og Tilbehor, siddende ved Fodenden, med et rort Blik
paa den sovende Syge.

-Men det er velsignet at forkynde Ordet for disse Tilhorere, sagde han
og pegede ud mod Kirken.

-Ja, Hr. Pastor, svarede Tine, der ikke vidste, hvad han havde sagt.

Hun bragte Praestekjolen ud til den ventende Vogn, men Koretojet kunde
ikke komme frem. Det var intet Tog mer, det var blevet en kaempende
Stimmel mellem Kroen og Skolen. Vognene sank i det fodhoje Mudder og
Hestene stansede skaelvende og blindede. Familjevis kaempede Menneskene
sig frem. Born og Kvinder og Maend, bukkende sig for Storm og Regn,
der piskede deres Ansigter, foleslose--naar de blot kom frem, kun frem.

De skubbede sig forbi Kanoner og stonnende Dyr, forbi Saarede, der
jamrede i Vogne uden Halm, forbi forladte Born, der skreg ved
Vejkanten, og de saa dem ikke, fordi de ikke var _deres_.

Og selv deres Klager var dode. De bar heller ikke mer, mens de sled,
rimelige Ejendele, men de slaebte kun bevidstlose, hvad Skraekken havde
givet dem i Haenderne. Born bar Husgeraad uden Vaerd, gamle Kvinder
holdt krampagtigt som en Skat sprukne Spejle, hvor Regnen, der
strommede, udviskede Billedet af deres forfaerdede Ansigt. Modre bad om
Ly, blot for deres Born, hos Jessens, hos Smedens, i Kroen, og gik
videre fra Dor til Dor, for der var ikke Rum.

Gennem alt, Storm og Kanondron, der fik Pladsen til at skaelve, horte
man som Knive de Saaredes Skrig--naar i Stimlen de nogne Vogne
stansede, hvor Ambulancesoldater, der var dodtraette under altfor stor
Elendighed, havde kastet dem uden Medfolelse.

Smedjen var fuld. Smaapiger hvilte sig paa Kirkegaarden, paa de vaade
Gravstene. Foran Porten spaerrede en Marketender Vejen for alle og
solgte ud fra sin Vogn, geskaeftig udskrigende sine Aagerpriser, mens
hungrige Born spiste begaerligt midt i Uvejret. Frem mellem Vogne, Dyr
og Mennesker jog den Kroblede, falbydende sit Ol, mens den fyldte
Skindpung slog klingrende mod hans Krykker.

Forfaerdet stod Praesten endnu ved Siden af Tine paa Trappen, da en Vogn
satte ind fra Krogyden midt i Vrimlen. Bornene faldt og skreg og Vogne
tornede mod hinanden.

Saa kendte Folk Madam Esbensen, der sad i sin jumbende Stol. Hun
skulde i Forretning.

Og pludselig midt under deres Elendighed begyndte de at le og spoge og
raabe rundtom Madammen, der sad, bred og smilende, over alle
Hovederne, i sin Stol. Og de gjorde Plads og traengte sig sammen, mens
de blev ved at le. Pastoren kom hastig ned ad Trappen og i Vognen for
at folge i Kolvand af Madammen, der rullede afsted, frem mellem de
Flygtende.

Toget lukkede sig igen. Soldaterne tog fat om Kanonernes Hjul for at
skure dem frem og skaane de asende Heste, og op bag Kroen slaebte
Vognparkens vanrogtede Dyr nye Saarede.

Det var en Vogn med haardt Kvaestede. Der _maatte_ skaffes Plads. De
_kunde_ ikke bringes videre. De Naermeste stansede ved Skrigene, da de
Saarede bragtes op ad Skolens Trappe.

En Laege fulgte. Forvirrede lob forasede Sygepassere efter Vand og
efter Kar. De flyttede de Saaredes Senge sammen, mens de nyskomne
Kvaestede stonnede henkastede paa Gulvet. Der var ikke Laerred og der
var ikke Charpi.

Tine lob efter det, gennem Stimlen, over i Kroen. Paa alle Gulve laa
der, paa udbredt Halm, Born og Kvinder, Side om Side. Frysende Born
graed rundt om Skorstenen paa Stengulvet.

Madam Henrichsen fik Laerred og Klude frem, siddende i sit plyndrede
Spisekammer, vragende laenge, mens Tine ventede, utaalmodig, med de
Kvaestedes Stonnen i sit Ore.

Men Madammen holdt paa sine Klude, maalte og besaa--midt i Jamren lod
hun Munden lobe:

-Ikke var der spiseligt i Huset, ingenting; hvor skulde man ta'e 'et
fra? Og hvem havde vel Nytte af sine Piger?--De er ikke til at holde
ved Malkningen, om man saa bandt dem til Stripene....

Og mens hun blev ved at rode i sine Klude, skaeldte hun paany sine
Piger--den hemmelige Angst for Tinka ogede Dag for Dag hendes
Raseri--:

-Om de laa ene i Naetter som disse? Taget faldt over dem og de flod med
Mandfolk, hvor de blot fandt en Klat Ho ... Tojter, Tojter, raabte
Madam Henrichsen, mens hun skubbede Laerredet til Side.

Tine tog det. Langsomt, som om hun havde glemt, hvad hun var gaaet om,
gik hun gennem Stuerne og horte atter Pladsens Stoj. Som i Blinde gik
hun ind gennem Vrimlen, og pludselig, midt i sin stivnede Traethed,
syntes hun, hun saa--et Nu--Bergs Ansigt foran sig, mellem en Flok
Soldater, blegt og fortrukket, og greben af en fuldkommen Vished sagde
hun:

-Han er dod.

Hun gik op. Hun gav Laegen Charpi og Laerred. Han var i Arbejde: en af
de Kvaestede stonnede hojt under hans Haender.

-Aa, aa, ror mig ikke, be'er jeg--ror mig ikke, be'er jeg, be'er
jeg....

Laegens Arme var blodige indtil Albuen. Tine stod rolig hos--kun bleg
var hun--og hjalp.

-De taaler at se Blod, sagde Laegen, der gik til den naeste.

-Ja, svarte Tine blot og fulgte.

Det var en Sergeant, de kom til. Hans Ansigt var graablegt og han
rallede.

-Daek ham til, sagde Laegen og gik forbi.

Sygepasseren slog Kappen over den Doende.

... Laegens Arbejde var forbi. Angste, uden Ord, havde de Syge set til
fra deres Senge. Nu laa de nye Saarede i Baarerne, som hang mellem
opstillede Bukke. Madam Bolling var kommen ind for at hente Laegen.
Bolling var vaagen nu igen og saa urolig:

-Og naar der er en Doktor i Huset--og naar der er en Doktor i Huset,
sagde hun; hun saa hverken Kvaestede eller Syge, hun taenkte kun paa
Bolling, med hvem det var saa rent forkert.

Laegen gik ind og lod Tine blive.

Det begyndte at morknes. Tiere og tiere aabnedes Doren: de flygtende
Stakler bad om Nattely kun--forgaeves.

-Er det Dem? hviskede Appel fra sin Seng.

-Ja.

Tine satte sig paa Kanten hos ham, og Appel tog hendes Haand. Saa
faldt han tilbage i Feberen igen. I Vildelse var han hjemme, altid
hjemme, i Viborg, ved Soen--med "de unge Piger".

Ude stansede Kanonerne ikke og Stormen lod ikke af, forbi de rystende
Ruder horte man det flygtende Togs evige Vandren som et stigende Vand.

-Annie, Annie, kaldte halvhojt Appel i Feberen Tak--at du kom.

-Om lidt blir her koligt--hans Stemme lod saa mildt--saa gaar Solen
ned ... her er saa smukt, naar Solen gaar ned ... og vi er sammen....

Han smilte og trykkede Tines Haand, som han bestandig holdt:

-Hvor du var god, at du kom, sagde han og klappede Haanden--du er saa
god ... hvor du er god....

Sygepasseren vendte Hovedet:

Nej, de Fruentimmer stod 'et da heller aldrig ud. _Der_ laa nu osse
hun paa langs henad Sengen--som en Klud.

Det var Doktoren, der kom ind, og Tine rejste sig.

-Det er daarligt med Deres Fa'er, sagde han. Han vil absolut op. Men
foj ham blot; det kan dog ikke skade--desvaerre.

-Og _gaa_ saa derind.

       *       *       *       *       *

... Bolling var ude af Sengen. Han vilde ikke blive der mer.
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa
Stromperne paa ham:

-Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender.

-Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge.

-Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal _alle_ ud, blev han ved, hans Tunge
gik uafladelig.

-Ja, Fa'er, ja.

Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af
alle Kraefter.

-Jeg vil op, vi maa bort, det er Tid!--Tine famlede med ham, Klaederne
fik han forkert paa.

-Vi maa i Taarnet, vi maa i Taarnet, blev han ved, stakaandet: Alle i
Taarnet.

Han tog Tine om begge Haandled.

-For det er _Jorden, der braender_, sagde han og begyndte selv at
skaelve: Forstaar I, det er Jorden, der braender ...

-Ja, Fa'er, ja!

-De har stukket Ild paa Jorden, sagde han hastig, hviskende og
aandelos: Der er Ild i Jorden--horer I--horer I ... der er Ild i
Jorden.

Og pludselig, greben af Raedsel, rev han sig los,--mens Madam Bolling
skreg--byldtende alt omkring sig, Klaeder og Taepper, raabende,
ustanselig, skrigende paa Lygten:

-Lygten, Lygten--skal vi ikke se, hvordan Jorden braender? Og han
begyndte at le.

-Jo, Fa'er, jo.

-Aa Gud, aa Gud, aa Jesus, Gud, hulkede Madam Bolling.

-Hent Tinka, sagde Tine aandelos, folgende Faderen, der lob ud og ind,
ud og ind.

-Ja, aa ja,--Madam Bolling lob uden Sans.

-Lygten, Lygten, skreg den Syge.

-Ja, Fa'er, Ja. Tine fik den frem og taendt.

Tinka kom: Han vil op i Taarnet, sagde Tine hviskende og hurtig, hold
dig til mig, hold dig til mig og pas paa.

Den Syge lo hojt og laenge gennem Larmen.

-Vi vil se, hvordan Jorden braender ... Gud har sat Ild pa jorden,
sagde han forklarende og holdt Lygten op foran Tinka, der rystede.

Han gik ud Han vilde ikke stottes. Han loftede, staaende paa Trappen,
den svinglende Lygte hojt, saa Lyset faldt over de Flygtendes
Ansigter.

-Kom, Fa'er, kom, sagde Tine, som vilde have ham bort.

Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af
forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under
Kanonernes Larm.

Bolling gik ikke videre. Han blev ved at staa, mumlende, med den
loftede Lygte, paa det overste Trin--Hatten tog han af, som om den
strammede hans Hoved.

-Fa'er, kom.

De gik og de stodte mod de Flygtende for blot at komme forbi. Bolling
var forrest; Stormen naesten udblaeste Lyset. De foer imod Kirkegaardens
Haekker og snublede over Stene.

-Horer I, horer I, raabte den Syge. Det lod som Jordskaelvs Dron.

Tudende lob Ajax og Hektor om mellem deres Ben.

Stormen stod mod Kirketaarnets Dor og holdt den til. Men Bolling rev
den op. Der var en Luft derinde som i en Grav.

Doren slog i for de hylende Hunde.

-Mo'er, tag Lygten og gaa foran, sagde Tine.

Madam Bolling fik Lygten, Hun var bleg og stiv som i Krampe, mens hun
tog den.

Stigen stod for dem, op i Morket. Dens Trin var altfor hoje--mellem
dem laa Natten, som vilde den sluge dem.

-Gaa bagest, sagde Tine til Tinka.

De gik bagest, for at gribe Bolling, om han faldt. Men han klavrede
op, klamrende sig til Trinene, talende uafladeligt, mens Klokkerne
over dem rungede dumpt, gennem Larm og Storm. Regnen slog som Hagl mod
alle Luger.

-Tinka, pas paa, pas paa.

Bolling vaklede i Morket og de vilde gribe ham. Men saa var han oppe
og de ogsaa--paa det faste Loft.

-Lugerne maa op, Lugerne maa vi ha'e op!--Bolling rev i Lugerne, og
Tine sled dem op. Uglerne floj dem, skraemte, forbi med korte Skrig, og
Klokkernes Knebler slog, under Orkanens Ryk, mod Malmsiderne som til
Brand.

Den Syge talte ikke mer. Forfaerdede stod de alle foran de aabnede
Luger.

De saa gennem Regn og Nat kun en eneste Stribe af Rodt--som Randen af
et Hav, mens bag det, paa Hojderne, Huse braendte i Grunden med dunkel
Flamme, som vilde den rode Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den
tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af
glodende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes
Tros--Soldaterne paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres
Trin--naaede dem som den rappe Knitren af et Kaempebaal.

Under sagte Jammer, med sammenknugede Haender faldt Madam Bolling ned
mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.

-Det er Oen, der braender, hviskede hun.

Lugerne slog voldsomt ind mod Taarnets Mur; det var, som Himlen sendte
alle Vande over Jorden, mens i den rode Rand Rogens Skygger sprang som
onde Dvaerge.

Det gav Ryk paa Ryk i Taarnets Dor. Hundene foer jublende ind dernede.

Tine havde vendt sig. Lygten greb hun--hun troede, hendes Hjerte
skulde stanse.

-Den dejlige O, den dejlige O, hviskede Madam Bolling de utallige
Gange.

Tine havde loftet Lygten, hojt over Trappen--hun lyste for Berg, der
kom op:

-Det var ham, det var ham.

Hun talte ikke, rorte sig ikke heller. Hun skaelvede kun, fra Isse til
Fod, staaende paa det samme Sted, mens han tog hendes Haender.

De andre vendte sig knap.

Han stod hende ganske naer, uden at vide det, faldt hun ind imod ham,
mens hun sukkede. Og foran Lugerne, bag Foraeldrenes Ryg. _tog_ han
hende, daekkende hende med Kys.

Bolling havde rejst sig, og de var atter kommet ned. Hundene fulgte
dem med Jubel.

Doktoren var i Skolen. Han vilde give Bolling Sovemiddel.

-Men _De_ traenger til Sovn, vendte han sig til Tine, hvis Ojne var
blanke og vidtopspaerrede, som saa hun et Syn.

-_Ja, hun gaar med mig,_ sagde Berg.

De gik.

Heste og Vogne og Mennesker blev til et i Natten. Berg og Tine _lob_
gennem Uvejr og Stimmel, fulgte af de gjaldende Hunde.

Og midt mellem Ruinerne af sit Hjem, under sin Hustrus Billede,
tilfredsstillede Berg sit pinefulde, sit nagende Begaer.

       *       *       *       *       *

Dyngvaad satte Maren afsted ud af Loen over Gaarden. Sofie var gaaet
til Ro og vaagnede halvt, da Maren lagde sig ind til hende i den helt
oploste Seng.

Hun satte sig op og mumlede:

-Det er en Bespottels' af Gud.

Men Maren faldt kun ned uden at hore hende og sov som en Sten.

       *       *       *       *       *

Regnen var stanset. Luerne fra Sonderborg flammede over Landet.




VII.

Nu var det glemt--altsammen, alt, hvad hun havde lidt i disse seks
Dage siden han drog ud: nu kom han jo hjem.

Tine lob hen til Lars Husmands; _der_ vilde hun staa, naar han kom.

Rundtom drog Soldaterne ud, uden Sang, tungt i den opblodte Vej. De
vendte Hovederne og saa efter Tine, der lob dem forbi--hendes Ansigt
var saa friskt i Vinden, og hun havde en lille Slojfe faestet i sit
Haar under Sjalet.

Ved Stien ned til Huset holdt den Kroblede med sin Vogn. Han havde to
"Filialer" nu og solgte sit tynde, sukkerblandede Ol over hele Oen.

Han talte med sin kvaekkende Stemme--Tine saa op i den lyse Himmel,
Luften var saa mild og alle Fugle kvidrede--:

-Ja vist, Niels Invalid, ja vist, sagde hun med sin hoje, klare
Stemme, og hun lob ind til Ane.

Ane sad, mens de to Born kravlede paa Gulvet, foran Bordet og ordnede
mange Kobberskillinger i Kraemmerhuse.

-Naa, sagde Tine, det er Fortjenesten?

-Ja, sagde Ane, Gud ske Tak--det er Ollet.

Tine slog Haanden ned i de mange fedtede Monter.

-Det klodser da, Ane, sagde hun glad og vendte sig mod Ruden:

-Men _Luft_ maa her ind.

Hun stodte den trange Luft ud af fulde Lunger: Vinduet maatte op; men
det var spigret.

-Hvem sidder dog for spigret Rude nu? sagde hun og fik Sommene bort
med et Par rappe Haender. _Saa_!

Den friske Luft kom ind og Lugten af den unge Jord. Tine blev staaende
ved Vinduet--Signalerne lod saa grant og kaekt under den lyse Himmel.

-Idag kommer Skovrideren hjem, sagde Tine langsomt og halvsagte.

Ane horte ikke.

Hun laa med hele Kroppen fremme over Bordet for at faa Tal paa sine
Stabler. Baade Fingre og Kridtstreger havde hun til Hjaelp under
Regningen.

En af Ungerne havde fundet en tabt Skilling og vilde ikke af med den
og brolede, da Ane tog den.

-_Kom_, sagde Tine og tog Knaegten op; hun lob gennem Stuen med ham i
de loftede Arme:

  Og det var Ridder Ro
  og det var Ridder Rap
  Tip-Tap.
  Og det var Ridder Snip
  og det var Ridder Snap
  Tip-Tap.

Knaegten lo, mens hun sang og loftede ham hojt:

-Og skal du med Preusserne _slaaes_, og skal du med Preusserne
_slaaes_, raabte hun og gyngede ham op og ned i Takten.

Saa blev hun stille igen og satte sig hen ved det aabnede Vindu, med
Drengen paa sit Skod.

Ane blev ved at taelle sine Tutter.

-Hvor er Himlen dog hoj, sagde Tine, der ufravendt saa ud i den blanke
Luft.

De Bortdragendes Signaler var doet hen, og Solen var ved at gaa ned.

Tine satte Drengen bort med et Saet.

-Der er de, sagde hun og stod op.

Ane havde intet hort. Men der lod Skridt bag Bakken af en kommende
Trup.

-Nu naaer de Bakken, horer du?

-Ja, nu kommer de, sagde Ane traegt.

Tine lyttede, mens de kom naermere med tunge og traette Trin--ned ad
Bakken nu.

-_De synger ikke,_ sagde hun sagtere, og hun bojede Hovedet lidt ned
bag Blomsterne. Det var, som Skyggen af en Angst greb hende.

-Jo, det er _dem_, sagde Ane og saa op fra sine Skillinger.

De forste Raekker kom forbi--tyndede og sorgmodige. Officererne gik
ranke foran, blege under Ansigternes Sod. Raekke fulgte paa
Raekke--tunge og tause, ingen hilste det vante Kvarter.

-Saa stille de bli'er, sagde Ane.

Tine var ligesom sunken ned bag Blomsterne--nu stod hun op igen:

-_Der_ var han--_der_ saa hun ham--saa bleg og saa stille som de andre ...
nej, han drejede ikke Hovedet; han saa hende ikke, at hun var der; gik kun
saa traet som de andre--forbi som de andre.

De var alle forbi, og man horte kun den Krobledes skingrende Stemme og
et Par pludselige Kanondron over Landet, der syntes at hilse Solens
Nedgang.

-Farvel, sagde Tine, der stod ved Doren; og hun gik hen over Markerne.
Men pludselig, midt i den uforklarlige Angst, der havde grebet hende,
sagde hun:

-Hvor han har lidt! Og hun smilede under en ubeskrivelig Glaede: hun
skulde troste ham, pleje og troste ham.

Hun lob staerkere, saa hurtig hun kunde, hjem over Marken.

Hun maerkede ikke, der var ganske stille i Gaarden, skont den var fuld
af Soldater, og ikke, at Huset, hvor alle Officerer var inde, var dodt
og uden Stoj.

Hun kom forbi Sofie, der sad paa Huggeblokken og graed, sagte, uden
Ord, og hun gik ind i sit Kammer, hvor det duftede af de gronne Bukkar
og hvor de blaa Anemoner stod friskplukkede i Karmen.

Hun tog Stjernedugen frem, som hun havde gemt til Side, og hun
lagde den paa det lille Bord. Hun stillede Tallerkenerne frem og
daekkede, og hun saa til hans Livret, som hun havde lavet--iaftes
silde, da alle var til Ro; og hun satte Glassene frem, hvoraf han
skulde drikke.

Hun blev ved at gaa omkring ved det hvide Bord, puslende med
ingenting; hun taenkte ikke paa, at han tovede--lykkelig ved kun at
sysle her, hvor de skulde vaere sammen.

Saa horte hun hans Trin, og hun gik hen mod Doren.

Hun rakte Haenderne frem og smilede, men pludselig lod hun dem synke
igen--han saa dem ikke; og Ordene, hun havde laengtes efter at sige,
hun fik dem paa en Gang ikke frem; hun stod kun maallos, ventende, i
uforstaaende Angst foran hans aandsfravaerende Ojne, der ikke saa
hende, ikke kendte Kammeret igen, ikke hilste hende.

Hun gjorde kun en Bevaegelse--pludselig, maaske uden at vide det: hun
gik tilbage og hun stillede sig foran det lille Bord, saa hun skjulte
det, mens han traet satte sig ved Ovnen, stirrende frem for sig.

Tine blev staaende--gennem Mylret af Tanker og hendes Angst brod (vel
ogsaa med Glimtet af et Haab) paany det Ene: Hvor han har lidt! Og
frygtsom, mens hun naeppe berorte hans Skulder med sin Haand, sagde hun
sagte:

-Var det saa forfaerdeligt?

Det var, som om han vaagnede ved Lyden af hendes Stemme.

-Forfaerdeligt, sagde han kun.

Og ligesom om han overhovedet forst nu huskede "det", holdt han hendes
Hoved ned mod sin Skulder med en slap Haand og uden at tale, mens Tine
trykkede Ansigtet ind mod hans Kind--Taarerne brod frem af hendes
Ojne.

Saa bojede han sig--og halvt i Tanker, halvt af Medlidenhed--kyssede
han hendes stakkels Ansigt med et Par kolde Laeber.

Tine stod stille op og hun begyndte at tale som en, der
fryser--frygtsomt om Naetterne, om Skanserne der ude, om de Faldne.

Han svarede kort, i en Tone uden Liv.

Det var som hvert Svar gjorde Tine blegere og det naeste Sporgsmaal
endnu mere tonlost.

Hun taenkte kun paa et: at faa Bordet bort, om bag sin Seng.

Over dem hortes Officerernes traette Skridt; deres traege Tale var gaaet
helt i Staa, mens Berg, som om det dog var ham et Behag at fornemme
hendes Legeme ind mod sit, blev siddende og holdt hendes Hoved ind mod
sit Bryst.

Tine losnede hans Haand fra sit Hoved og stod op:

-Skal De ikke ind at spise med de andre? sagde hun med en Stemme uden
Lyd. Hun vidste ikke selv, hvorfor hun kun haengte ved denne ene Tanke.

-Jo--det er vel Tid, sagde Berg og han gik.

Tine fulgte. Hun gjorde i Kokkenet alt i Stand. Officererne kom tause
ned, i Borgestuen begyndte Sofie at opvarte Sergeanterne, der spiste,
graadigt, men uden at faa Liv i de svidende Ojne.

Tine havde sat Maden til Officererne frem, og Sofie begyndte at bringe
den ind.

"Skovriderens Ret" bar Tine selv.

Officererne satte sig stille hen til Bordet og de begyndte at spise,
mens Sofie bod om til det tause Selskab med en uafladelig Lyd som en
ganske sagte Klynken, og Tine fulgte, stiv og ubevaegelig.

En og anden talte nu og da med et Udtryk, som horte han ikke sine egne
Ord og heller ikke Svaret. Saa sad de tause igen med det besynderlig
samme Udtryk i alle Ojne som en stirrende, bestandig Grunden.

Tine bod "Retten" om og kom til Berg. Han saa op paa hende, men hun
var ganske rolig. Det var kun, som blev hun langsomt mere og mere
bleg, som om alt Blodet svandt bort af hendes Legeme.

-Aa--det har Deres Moder bragt, sagde Berg.

Der gik blot en hastig Skaelven hen over Tines Ansigt og hun forsogte
at smile som til et Ja.

Officererne rejste sig fra Bordet, og, faamaelte, satte de sig rundtom
og fulgte med Ojnene Rogen af deres Cigar. Nu og da stod en Enkelt op
og han begyndte at gaa op og ned, som havde han glemt de andre,
mekanisk, som En, der forfolger en eneste, fix Tanke--og satte sig
igen paa den Plads, som han lige havde forladt.

Tine gik ud og ind og vendte bestandig tilbage for at vente et Blik
eller maaske blot for at hore hans Stemme og vaere, hvor han dog var.

Ovre fra Laden begyndte Folkene at synge--faa Stemmer og altfor
skingert.

En af Kaptajnerne tog Cigaren ud af sin Mund:

-Der er _de Nye_, sagde han tungt til Berg.

Sangen blev ved derude--fler Stemmer tog i; saa sagde Majoren, der
stod op:

-Naa, Lieutenant, har _De_ glemt at synge? Svar Folkene med en Vise.

Lovenhjelm gik ben til Klaveret og slog det op. Han sad saa underlig
stiv--som en Automat--mens han sang:

  Har I laest den Berlingske Avis--
  eller har I hort'et,
  at en fornem Hertug i Paris
  har sin Kone mordet?
  Hun var lige gaaet i sin Seng,
  dromte om sin Manne,--
  han hed Hertug Choiseul Praslin,
  hun hed li'esaadanne.

Baronen kom ind med et Par Korrespondenter i Folge--en Englaender og
den Sortsmudskede, som kom fra Hovedkvarteret; de hilste, mens
Lovenhjelm blev ved at synge og de Yngre faldt i med mekanisk aabnede
Munde, laenede Hovedet mod Vaeggen, stirrende ud i Luften:

  ... Ind kom Kammerpigen trippendes galant,
  spurgte: "Hvad behaver?"
  Men ved nojere Eftersyn hun fandt
  Fruen rent Kadaver.
  Hertugen den Tyverad
  vaskede sig i et Fad,
  aad en Ret forgiftet Mad,
  braendte saa sin Slobrok.
  Tralala, lalala, tralala.

Sangen var holdt op, uden at nogen maerkede det--knap nok de, der sang.

Og i den pludselig stille Stue horte man Englaenderens Stemme, der
sagde:

-Ja, den Kanonade skjuler jo Himlens Sol.

Tine og Sofie redte paa Sofaerne og de begyndte at bryde op. Rundtom
horte man kun de tunge Trin af dem, der gik til Ro, og ingen talte til
hinanden.

I Dagligstuen sad kun den kobenhavnske Korrespondent, der holdt fast
paa en enlig Kaptajn og endte alle Saetninger med at sige:

-Nej--jeg forsikrer Dem, jeg vover mig ikke mere over Broerne.

-Vist saa, vist saa, sagde Kaptajnen, der intet horte--i hans Oren lod
kun bestandig Skansernes fortumlende Stoj.

-Nej, forsikrede Herren af Pressen igen, jeg gaar ikke mere over
Broerne.

Tine havde sat alt til Side, allevegne, i Spisekamret og i Kokkenet,
langsomt som en, der skal faa Tiden til at gaa.

Hun horte Bergs Skridt gennem Gangen og hun gik frem mod Doren--men
han gik kun ud paa Runden; og hun vendte tilbage til sit Kammer.

Hun taenkte ikke mer paa at afdaekke det lille Bord og ikke paa at tage
Dugen af, der skinnede ved Siden af hendes Seng--hun saa det ikke mer:
hendes _Liv_ hang kun i magtlos at vente.

Det slog et Par Dask paa Doren. Det var Tinka, der kom bralrende ind.

-Min Pige, sagde hun, jeg vilde dog se, om Huset stod endnu--jeg
kommer fra Per Eriks'.

Tine nikkede kun, hun kunde ikke have talt.

-Naa, her er de Fleste til Ro, sagde Tinka, der losnede sit Sjal.
Ja--li'saadan hos os ... Men--hvor er Skovrideren? spurgte hun.

-Vel derinde, sagde Tine uden at rore sig.

Nu saa forst Tinka paa hende--ved Lyden af den ligesom dode Stemme--og
pludselig holdt hun inde: foran Bordet med den hvide Dug, hvor ingen
havde spist, og Vaeggen med Bukkar om Spejlet og Tine selv, bleg som
var hun uden Liv og Blod.

-Tine, sagde hun angst og holdt inde paany.

Det var som Tine forst rigtig horte nu, da hendes Navn blev naevnt; men
hastig vendte hun atter Oret mod Vinduet.

-Nu gik han forbi.

Tinka var begyndt at ryste--taus gik hun hen mod Veninden og hun tog
hendes Haender, der var kolde og stive, som var de livlose. Hun fandt
ingen Ord, hun tog kun Tine om Haaret og blev ved at glatte det,
glatte og glatte det.

-Tine, Tine, sagde hun.

Tine loftede blot sit tunge Hoved og et Ojeblik saa hun paa Tinka med
Ojne som en Hinds, der doer--_uden at fatte Doden_.

Tinka lod sine Haender synke, og endnu en Gang saa hun rundt i
Kammeret, hvor Skovkransene hang om Spejlet.

-Farvel, sagde hun. Det er jo blevet silde.

Hun tog Tines Haender, der ikke gengaeldte hendes Tryk; og stille gik
hun ud.

Da hun kom frem ved Laengen, modte hun Berg.

-Er det Dem? sagde han. Hvor kommer De fra?

-Fra Tine, svarede Tinka haardt.

-Godnat.

Tinka lob ned ad Alleen--og, mens hun taenkte paa Lovenhjelm og paa ham
den anden, den Fremmede, der havde vaeret der i Kroen kun den eneste
Nat, loftede hun pludselig sine Haender som til en Trudsel eller kun i
Fortvivlelse.

Berg gik videre; i Laengerne var der stille, alt var til Ro.

Paa Gaardtrappen stod en Officer, der i sin Dodtraethed ikke en Gang
kunde sove.

-Natten vil blive haard, sagde han og pegede i Retning af Skanserne.

-Ja, haard, sagde Berg.

Kanonernes Bulder sang gennem Nattens Morke, saa det gav dumpe Genlyd
i Jorden, og Trappen sitrede under dem, hvor de stod.

-Og heller ikke Sovnen er kvaegende, sagde han langsomt.

Berg svarede ikke. Men de taenkte begge paa den tunge Dvale, der faldt
over de Dodtraette, mens Dagens Raab: "Daek Dybbol--Daek Avnbjerg--Ragebol
daek" blev ved at skraemme de lammede Sovende.

-Nej, sagde Berg, _man kan knap sove mer_.

De gik ind og de skiltes med et Haandtryk--de var blevet saa faste,
Haandtrykkene Kammerater imellem.

Berg aabnede Doren til Dagligstuen, og i Kammeret horte Tine hans
Skridt, der dode bort.

Hun bevaegede sig ikke, stille sad hun og skaelvede kun som af Kulde:

-De var endnu ikke til Ro--Huset var endnu ikke stille--han venter,
til det bliver stille.

Man horte Kanonernes stigende Dron og en enkelt Sovnlos' Fodtrin frem
og tilbage over Loftet. Ellers var Huset tyst.

Der kom Skridt fra Baronens Stue i Gavlen, og Tine horte
Korrespondenternes Stemme paa Trappen:

-Nej--ikke den tapreste Korrespondent gaar mere ind i Byen, sagde den
Sortsmudskede.

Og Baronen svarede:

-Som sagt--som sagt--nu maa man vente de store Begivenheder.

Doren blev atter lukket og ogsaa Baronens Trin dode hen over Loftet.
Kun den Sovnlose gik og gik.

Maaske haabede Tine nu slet ikke mer. Men hun rejste sig dog og hun
tog sit Sjal og lagde det om sig og satte sig igen--"for om han dog
kom".

... Hun foer sammen--det var hans Trin.

Hun kastede Sjalet og stod midt i Kammeret--hun smilede til ham, da
han kom.

Han tog hende i sine Arme og knugede hende, saa hendes Laender
smertede:

Hun smilede og sagde:

-De kom dog.

-Ja, hvem kan vel sove nu? sagde han og bojede sig over hende.

... Han blev hos hende endnu. Men alt var koldt og dodt. Ord fandt han
ikke, men kun Kaertegn, mens hun laa som frysende i hans Arm--uden Liv.

Og bestandig stirrende paa alle disse Timers Lidelse, hvis Grund hun
ikke forstod, hviskede hun sagte, som bad hun tusind Gange om
Tilgivelse--hun, der havde givet alt og hvem alt var berovet:

-_Er De vred?_ hviskede hun ganske svagt.

-Hvorfor? spurgte han og forstod ikke en Gang hendes Sporgsmaal.

Men Lyden af hendes Stemme vakte paany den Deprimeredes Begaer--mens
Kanonerne sang.

       *       *       *       *       *

Det var over Daggry.

Men Sofie var alligevel ikke kommen videre end til at sidde med halvt
loste Klaeder foran den store Seng. Der var hun falden hen og sad og
nikkede.

Maren vaekkede hende.

Sofie kom til Besindelse og fik udtalt Forargelse:

-En ved virkelig ikke, hva' du taenker--det er den lyse Morgen....

-De _tor_ jo ikke mer ligge _ene_, sagde Maren kun med halv Foragt og
smed sig i alle Klaeder, yderst paa Sengestedet.

Maren kom ikke af Tojet mer.




VIII.

Det var naeste Formiddag:

Tine gik bort fra Vinduet, da hun saa sin Moder komme gennem Gaarden.

Hun vilde gaa--bort--blot ikke se hende. Disse syv Dage havde hun ikke
vaeret hjemme.

Hun lob ind i sit Kammer, men hun horte allerede Moderens Stemme i
Kokkenet, og hun aabnede Doren.

-Her er jeg, sagde hun i en Tone, der pludselig lod utaalmodig eller
vred.

-Aa, Tine, saa laenge vi ikke har set dig, sagde Madam Bolling, der kom
ind. Og din Fader har vaeret saa syg--og din Fader har vaeret saa syg ... saa
laenge, saa laenge ... Aa--det har vaeret slemt--det har vaeret meget slemt.

Ordene kom ikke bebrejdende, kun saa bekymret. Men foran den aeldede
Moder--hvor blev hun ikke graa fra Dag til Dag--under dette Overmaal
af Lidelse, sagde Tine i den samme Tone, utaalmodigt og haardt:

-Tror du, her har vaeret bedre?

-Nej--aa, nej, sagde Madam Bolling, og, idet ogsaa hun pludselig faldt
ind i Tines Tone, skaendende eller hidsig, sagde hun:

-Men det er vel dit Hjem dog derhjemme, og man kunde vel blot se dig.

Tine svarede og de blev ved at tale--hidsigt, om et Intet, der faldt
for, hojt, saa man horte de skaendende Stemmer ud gennem Doren.

Madam Bolling brod op.

Paa Taerskelen sagde hun, at Fru Appel var kommen og at det var
forresten Lieutenanten, der gaerne vilde se hende.

Tine holdt ikke Moderen tilbage. Hun folte, da hun var gaaet, kun som
et stumpt Ubehag mer. Og lidt efter var det hende, som ogsaa det var
haendet en Fremmed, et andet Menneske eller for laenge siden....

Rundtom gik Dagen sin Gang. I Stuerne vandrede Officererne, som havde
de ikke blivende Ro noget Sted. Et Par Stabsofficerer var ridende i
Gaarden--de kom fra Stillingen bedovede og tilintetgjorte af Stojen
blot. Blege og med korte Hilsener gik de ind til Majoren.

Officererne samledes i Klynger, og paa en Gang--ingen vidste, hvorfra
Rygterne kom--hviskede alle, fra Mand til Mand, at Regimenterne, et,
to, havde vaegret sig ved at gaa over Broerne.

Kanonernes Don holdt ikke inde et Minut. Kaptajnerne blev kaldt ind,
og fra Majorens Stue hortes korte, hastige Stemmer, mens de Unge
ventede, raadvilde og tause.

Hans Hojaervaerdighed rullede ind i Gaarden. Han var ophidset og sogte
Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge,
mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne
gjorde deres Dont uden at se og uden at taenke.

Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold,
mens Sofie bar Mad ind og Mad ud. Doren til Majorens Stue gik op, og
Hojaervaerdigheden vilde styrte sig over de to Herrer af Staben. Men de
gik ham forbi med en Hilsen, der brat bred hans Ordstrom af, og de
vendte tilbage til deres Heste. De folte ikke mer Dyrene under sig og
ikke deres egne Lemmer, og deres Ojne braendte som hos en Lods, der
strider med Morket.

Kaptajnen vendte tilbage, men ingen turde sporge. Fra Majorens Stuer
horte de Hojaervaerdighedens Stemme hoj og ophidset. Han havde hort, fra
Hovedkvarteret hort, at Skanserne, at Stillingen skulde rommes.

Han vilde ikke tro det, det var ikke muligt og det turde ikke taenkes:
Folkets Tro kunde ikke sviges for anden Gang.

Provsten blev ved at tale, men Majoren svarede ham ikke. Han sad kun
med Blikket faestet paa Vinduet: i Alleen gik de stilfaerdige, ludende
Soldater og paa Vejen sled de Nysaaredes Konvoi sig langsomt frem i
Solen.

Hans Hojaervaerdighed saa intet. Han gik kun ophidset op og ned med
store Skridt som paa Offerdage i sit Sakristi og talte hojere og
hojere: Stormen var jo alles Haab og nu taltes om Tilbagetog.

-Men Regeringen vil kende sin Pligt--_den viger ikke tilbage_--den vil
ikke taale et nyt Dannevirke--_den_ vil give sine Befalinger.

-_Den har netop givet dem_, Hr. Pastor, sagde Majoren, der ikke tog
Ojnene bort fra de Doendes Tog, som fortes hjem i Solen.

Begge Herrer taug og Hans Hojaervaerdighed brod, lidt forvirret, op: han
vilde kore om ad Hovedkvarteret.

Han gik gennem Stuen forbi Grupperne af tause Officerer, ud i Gangen,
hvor han modte Berg og Baronen. Stilheden i Huset trykkede Hans
Hojaervaerdighed--det var, som ingen mer turde tale rigtig hojt naesten:
kun _hans_ Tribun-Rost lod lige fyldigt op med Kanonerne.

Doren til Kokkenet stod aaben; ved Bordet arbejdede Tine, Sofie og
Maren i samme Raekke--de vaskede de skidne Tallerkener i et Par Baljer
og slog Affaldet ud.

Hojaervaerdigheden talte til Tine og spurgte til Bolling.

Hun loftede kun sit Ansigt og saa paa ham som forstod hun ikke, med et
Blik som En, der gaar i en hemmelig Vildelse.

Og Provsten sagde til Baronen, mens han lod Ojnene glide hen over
Sofies og Marens forasede Figurer:

-Ja--ogsaa Kvinderne har taget deres Del af Byrden.

Hans Hojaervaerdighed vendte sig og gik ud til sin Vogn. Baronen korte
med: man maatte dog have Efterretninger.

-Ja, sagde Hans Hojaervaerdighed, da de bojede ud af Alleen: Om blot
Haeren stod ret paa Hojde med vor Regerings Energi.

Berg horte ikke den bortrullende Vogn--han saa kun Tines Ansigt, da
hun loftede det mod Provsten. Forgaeves gik han to Gange frem over den
lyse Gaard, hun saa ham ikke og rorte sig ikke. Han taalte ikke, han
udholdt ikke at se paa denne Stilling og dette Ansigt.

Og han slog paa Ruden:

-Kom, sagde han, vi gaar op paa Hojen.

Hun loftede kun det samme Blik mod Ruden og mekanisk, som om hun
fulgte en Befaling fra En, hun ikke kunde modstaa, slap hun Arbejdet
og tog sit Sjal.

Hun horte ikke, hvad han sagde, mens han gik paa Stien bag hende;
heller ikke hans Stemme naaede hende laenger. Hendes forvildede Tanker
taenkte kun et: han elsker ikke mer. Og Sjael og Legeme folte kun en
Smerte: Gyset fra inat.

Fuglene sang over Engen; alle Buskes klaebrige Knopper lyste--i
Udspring--i Solen.

Lidt efter lidt var Berg traet holdt op med at tale; han fik jo intet
Svar. Og mens han gik bag ved hende--hun gik saa tungt, med halvbojet
Hoved--spurgte han kun sig selv, hvordan han vel nogensinde havde
kunnet attraa dette Menneske.

De naaede Hojens Fod, og Skridt for Skridt voxede Kanonernes Don. Saa
saa de fra Toppen det haergede Land, mens de stod ved Siden af
hinanden.

De gronne Agre var nedtrampede og Flokke af herrelost Kvaeg lob hen
over Markerne. Vejene laa som morke Sumpe og de afbraendte Huses
svaertede Mure gabede op imod dem.

Bag Skoven stod Ronhaves Brandsojle op som et Sorgebaal, der naaede
Himlen.

Signalerne begyndte at lyde og de klang magtlose mod Kanonernes Brag.
Skanserne kastede Rogen tyk ind over Landet, som vilde de indhylle det
i Nat.

Berg stod taus; i pludselig komne Tanker saa han ud over den skaendede
O og sagde sagte:

-Hvor Marie dog elskede denne Plet.

Tine horte det og hun forstod saa vel. Men nogen ny Lidelse folte hun
ikke. Hun syntes kun, at Solen smertede hende og Himlens Blaa gjorde
hendes Ojne ondt.

Tropperne begyndte at samles og lidt efter lidt kom Afdelingerne frem
mellem Hegnene, der knoppedes. Alle Veje blev fyldte af Kolonnerne,
der paa den donende Jord gik tause og Skridt for Skridt, som lange
Ligtog, mens Kanonerne rungede over dem i den sollyse Luft som Lyden
af tusinde vaeldige Malmklokker.

Tine var gaaet ned ad Hojens Kam.

-Hvor gaar De hen? spurgte Berg, som om han pludselig vaagnede.

-Jeg gaar hjem, svarede Tine blot og pegede over mod Skolen.

Hun gik bort fra Hojen.

Det var som det ene Ord ramte Berg som et pludseligt dirrende Slag, og
han vilde kalde, men han kunde ikke. Under en naesten ulidelig Smerte
saa han alt, hvad han havde gjort.

Hundrede Billeder--og hvert stikkende som en borende Naal--kom op i
det Nu: Billedet af de Gamle, den lallende Mand, af Madam Bolling, af
hendes Ojne, hendes Ojne, der ikke mer kunde graede, og af hende, af
Tine, saa livlos, som var Sjaelen dod i hendes Krop.

Hele deres Liv, der var levet for ham og hans, hele deres Hus, som
tilhorte ham og hans--saa han Plet for Plet; og han saa deres
Ansigter, de gode Ansigter; og han horte deres Stemmer, de gamle
Stemmer.

-Det var ham, ham de havde elsket som en Son....

Det var, som hans _Sjael_ var saaret. Kanonernes Don lod som et fjernt
og et ligegyldigt Bulder og Kolonnerne saa ud som noget kravlende
Smaat.

-Ham havde de elsket som en Son.

En Officer stodte til hans Arm:

-Kanonaden stiger, sagde han.

Berg vendte sit forvildede Ansigt imod ham:

-Synes De? sagde han.

Og han gik bort fra Hojen.

Officeren saa efter ham--Berg naesten vaklede, mens han gik.

-Naa, ogsaa _han_, sagde Officeren til sig selv og saa efter sin
Vaabenbroder.

Berg gik ned over Marken. Han var paa Kirkegaarden. Han var paa
Paradisvejen. To Timer flakkede han rundt og vogtede paa Skolens
taendte Lys.

Saa vendte han hjem.

Og inde i sin egen Stue gav han sig til at skrive, langt, Side paa
Side, omme, braendende Ord til sin Hustru.

... Tine var gaaet frem over Engen, ind gennem Gaarden og gennem
Alleen, forbi Officerer og Soldater, som hun ikke saa.

Henne paa Vejen stansedes hun af et Vogntog.

Det var Naturalforplejningen, Kod og Mel og Brod, der transporteredes
forbi paa mange Vogne. Tines Ojne faldt paa de Heste, der gik hende
naermest. De sled sig, laadne og vanrogtede, duvende frem, med matte og
udslukte Ojne, mens de traege Kuske lod Piskene jaevnt falde ned over
deres Ryg.

Men Dyrene gik kun som for i samme traette Skridt--som om Slagene ikke
kunde smerte dem mere.

Tine blev staaende og hun fulgte med Ojnene Spand efter Spand.

Langt fremme paa Vejen horte hun endnu Kuskenes trevne Raab, naar de
lod Piskene falde slovt over Dyrenes Rygge.

Pludselig sprang Taarerne frem af hendes hede Ojne.

       *       *       *       *       *

Hun naaede Pladsen. Den var tom, og i Kroen var der stille.

Kun paa Smedens Lod, hvor der laa friske Hovlspaaner mellem den
nedtrampede Rug, arbejdede fem-seks Soldater. De slog hvide Fjael
sammen og bestrog dem med Sort.

Tine gik op ad Trappen og hun loftede Klinken til Skolen, hvor Luften
var tung og sodlig-ram. Fru Appel sad ved Sengen hos sin Son.

Timevis havde hun ikke rort sig, fra hun kom, ikke spist og ikke
drukket: hun sad kun stum og saa paa Sonnens Ansigt, der var blevet
saa lille som da han var Barn, og paa hans Haender, hans urolige
Haender.

Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe.

Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod
raadvild--med Koppen med Suppe--til hun gik igen.

Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud
af hendes Ojne, havde hun sagt:

-Han er jo saa ung.

... Tine havde sat sig--hun vidste ikke, om Fru Appel havde hort
hende, for hun havde ikke hilst og ikke rort sig. Men saa sagde hun:

-Han har spurgt efter Dem. Men nu sover han.

Og Taarerne brast frem paany, som om hvert mindste Ord, hun sagde,
maatte kalde dem frem.

Tine talte ikke; og begge sad tause, som grebne af den samme Sorg, og
stirrede paa det blege Ansigt.

Sygepasseren bragte de Saarede Mad. Aftenklokkerne begyndte at
ringe--man horte dem knap gennem Kanonernes Larm.

Saa blev der atter stille i Stuen, og Skumringen begyndte at laegge sig
over Rummet.

Fru Appel sad kun som for--foran sin slumrende Son.

Madam Bolling kom ind; hun turde naeppe hviske. Men hun sagde dog til
Tine ganske sagte, med sin forknytte Stemme:

-Du kommer dog ind? du kommer dog ind?

Og hun gik igen. Saa bleg og stiv dog Tine sad der!

-Aa--ja, aa--ja, sagde Madam Bolling, her er Elendighed nok til os
alle.

Det var naesten blevet morkt. Fra Sengen horte man de Saaredes sagte
Suk. Tine rejste sig ikke. Her syntes hun var bedst. Her var Fred,
her, hvor et Menneske dode--og Livet var forbi.

-Han vaagner, sagde Fru Appel.

Halvt i Sovne begyndte han at klage.

Tine stod sagte op og taendte stille Lampen og satte sig igen.

Den Doende slog Ojnene op, men han saa ikke mer--de store Ojne var
brustne og han jamrede svagt under sagte Rallen.

Moderen laa ned ved hans Seng:

-Ja, Max, ja--gor det saa ondt? gor det saa ondt? hviskede hun.

-Ja, Max, Ja--gor det saa ondt?

Doren gik. Det var Madam Bolling igen. Hun vilde kun se efter
Tine--saa var hun vel vred fra idag, siden hun ikke kom ind.

Hun gik ikke hen til Sengen. Hun stod kun ovre i Morket og saa paa sin
Datter, til hun stille vendte tilbage.

Den Doende rallede hojere:

-Ja, Max, ja, gor det saa ondt? gor det saa ondt?

Han blundede igen og atter vaagnede han.

Ude steg Kanonernes Lyd som et rullende Vejr. Men om Sengen var der
dog som forunderlig stille.

-Loft ham, loft ham, hviskede Moderen--selv holdt hun hans Haender.

Hvor hans Aande blev svag og hans Haender stive.

-Annie, Annie, hviskede han ganske sagte.

-Ja, Max, ja.

De lyttede begge efter Aanden, som kom saa svaert, saa tungt; Moderen
havde rejst sig--saa kastede han sig tilbage.

-Laeg ham--laeg ham.

De lagde ham ned igen. Saa var det, som vilde han lofte Hovedet og han
sogte om Ord:

-Annie--Mo'er--Annie--horer I Fuglene?

Og idet han strakte de stivnende Haender frem og smilte, sagde han:

-Ja, hvor Livet skal blive smukt.

Munden lukkede sig med et Suk--det unge Hoved faldt helt tilbage.

Saa sank Fru Appel med et Skrig ned over sin livlose Son. Tine
trykkede hans Ojne til.

Fru Appel satte sig igen, og hun begyndte at klappe hans Haender, der
var stive, og hans Ansigt, der var koldt--laenge. Time paa Time.

Tine havde rejst sig. Langsomt gik hun bort fra Sengen: _hun_ vidste
ingen Trost.

Madam Bolling var ikke gaaet til Ro. Hun sad paa Kokkenstolen bag
Doren. _Der_ kunde hun hore, naar Tine gik.

-Der var hun--nej--hun kom ikke ind.

Madammen tog efter Lyset, hastig, og gik ud i den lille Gang, hvor
Tine allerede var ved Doren.

-Skulde du ikke se din Fa'er? sagde hun.

-Mo'er, jeg maa jo hjem, svarte Tine kun.

Madam Bolling gik hen til hende.

-Aa, Tine, skal vi nu ogsaa gaa og vaere vrede paa hinanden, sagde hun,
skal vi nu ogsaa vaere vrede paa hinanden....

-Nej, Mo'er, nej--Tine rev sig los--men nu er det jo silde ... Godnat.

Hun talte i den samme utaalmodige eller forpinte Tone som om Morgenen
og Doren slog til. Hun var borte.

Madam Bolling vendte tilbage. Hun kom ikke laenger end til Stolen ved
Doren. _Der_ faldt hun hen--en stum og uvis Angst holdt det
stakkels, tunge Hoved vaagent. Rundtom hortes de Sovnloses Skridt over
Gulvene; Officererne fandt ikke Hvile mer.

Uden at vide det begyndte Madam Bolling at vandre som de--en rokkende
Skygge frem og tilbage foran det osende Lys: hun vidste ikke Rede mer,
hun vidste ikke Rede.

Kanonerne gav ikke Fred et Minut. Som skulde Taget styrte, rystede
Skolen i sin Grund.

Kun Fru Appel sad stum og rolig foran Sengen hos sin dode Son.

       *       *       *       *       *

I Skovridergaarden var der stille.

Tine horte kun nogle rastlose Skridt over Gulvene i Gavlen, mens hun
gik gennem Huset.

Hun gik rundt og hun stillede paa Plads. Saa undredes hun pludselig,
hvorfor hun gjorde alt det--og lod alting ligge uden Tanke.

Hun aabnede Doren til Dagligstuen og hastig veg hun tilbage.

Skovrideren sad ved sin Lampe og skrev.

Hun sagde til sig selv til hvem, og dog led hun ikke mere. Sagte gik
hun tilbage til sit Kammer.

Gaaende op og ned--og undertiden pludselig stansende som vilde hun
besinde sig eller blot fange en eneste Tanke--samlede hun alting
sammen, Stykke for Stykke, som En, der bryder op og skal rejse.

Kort efter Daggry gik hun hjem.

-At du kommer, at du kommer, sagde Madam Bolling, der var i Kokkenet,
og slog sine Haender om den tause Datter.

-Ja _jeg_ er just staaet op, ja, _jeg_ er just staaet op, sagde hun;
hun vilde ikke fortaelle, at hun ikke havde vaeret i Seng, det vilde jo
bare gore Tine urolig.

Tine gik ind til sin Fader.

Han havde faaet en ny Tidsfordriv. Tines gamle Skriveboger var blevet
taget frem--dem med Love-og Tigerjagterne paa Bindet.

Dem sad han og laeste i--Time efter Time.

Tine sad ved hans Fodder--hun stirrede paa de store Barnebogstaver.

"Du skal ikke have andre Guder for mig"--stod der i Linje efter Linje.

Bolling fulgte Linjerne med rystende Fingre. Tine maatte vende Bladet:

"Du skal aere din Fader og Moder"--"Du skal aere din Fader og din
Moder", laeste den Gamle Gang paa Gang, med sin svaere Stemme.

-Hun skrev godt, hun skrev godt, sagde han og saa over paa Madam
Bolling.

-Ja, Bolling, ja, du har jo laert hende det, svarte Madammen.

-Ja, hun skrev godt, gentog han. Og han laeste igen.




IX

Otte og fyrretyve Timer havde Kanonerne ikke tiet.

Nu var det over Middag. Klokken sex skulde Regimentet rykke ud.

Stimmelen blev taettere foran Kroen. Der var _dem_, som fik
Feltflaskerne fyldte for anden Gang: den forste Ration var gaaet med,
mens de fik Munderingen i Orden--det gik lidt langsomt fra Haanden--og
en Gang imellem glemte de rent Donten, mens de sad og lyttede efter
"Musiken". Den blev alt haardere, syntes nogle.

Den Kroblede jog rundt--men idag var hans Ol for tyndt: _saa_ raabte
han paa Pladsen og _saa_ raabte han i Gyden, uden Rist.

Et Par Officerer gik omkring og talte med Mandskabet. De kom helst
_der_, hvor de kunde vente en Vittighed til Svar.

Fire Lolliker raabte hojest--de spillede Kort--liggende plat paa
Maven.

Men Lystigheden kom kun som korte Vindstod og saa blev der svaert tyst
igen paa Pladsen, mens Kanonerne, de rungede saa meget staerkt.

En Officer havde talt lystigt til en Flok, der stod taet ved Smedens
Lod, hvor Kisterne stod i Rad, to og to paa hinanden; saa sagde en af
Soldaterne, fast og stille:

-Ja, Hr. Lojtnant, vi ved jo, at vi _skal_ derud.

Og der blev ganske stille i Kredsen, mens Officeren gik.

... I Skovridergaarden var Officererne som spredte for alle Vinde. I
Haven gik de eller ud og ind i Staldene. De skrev og de opgav det
igen. De var i Stuerne og ude.

For tyvende Gang spurgte Berg i Kokkenet, om Tine var kommen.

Han havde ikke anden Tanke end denne: hvor hun var, hvad der _skete_ i
Skolen.

Hun var ikke kommen.

-Nej, kommen er hun ikke, sagde Sofie, der strax begyndte at klynke:

-Saa er 'et vist slemt med Degnen. For det maa man si' om Tine, at hun
haenger ellers trofast nok ved dette Hus.

-Ja, sagde Berg.

-Hun har trofast elsket baade Herluf og Fruen fra den forste Dag,
sagde Sofie.

-Ja, sagde Berg, som slog han sig selv med hvert eneste Ja.

Kvarter efter Kvarter blev han og lod sig martre af Sofies Snak, som
led han ikke nok.

-Og det har da forresten hele Degnens Hus, graed Sofie videre.

-Indtil den sidste Dag, sluttede hun.

-Ja, sagde Berg. Det var, som sad der ham en Orm i Sjaelen.

Han rejste sig og gik ud.

Et Kvarter forlob--han spurgte igen, om der var Bud fra Skolen.

Men der var intet.

Saa gik han.

Han vilde se dem, han vilde derhen.

Men atter flakkede han rundt--han var paa Paradisvejen, i Gyden, til
han tilsidst slog Folge og gik med Laegen op ad Trappen.

Tine horte ham forst, men hun rejste sig ikke.

-Tine, Tine, raabte Madam Bolling, og hendes Stemme blev helt hoj og
lys af Glaeden, det er Skovrideren--det er Skovrideren.

-Nej--at vi ser Dem igen, nej, at vi ser Dem, blev hun ved.

-Tine, Tine, kaldte hun atter: Det er Skovrideren.

Tine kom ud. Et Ojeblik var det hende som en Lise at se hans Ansigt,
der var lidende og furet og blegt.

-Det gor ham dog ondt, taenkte hun.

Berg havde ikke talt. Nu sagde han, som faldt det ham svaert at faa
Laeberne fra hinanden:

-Bolling er jo saa syg.

-Aa ja, Bolling, aa ja, Bolling--det bliver vaerre og vaerre....

Det var, som Berg undgik at se ind i Stuen, hvor Bolling sad--hans
Blik gik kun saa hastigt hen over alting i Kokkenet.

-Men De maa da ind til ham, De maa da ind til ham, sagde Madam
Bolling, som forte den ene Haand rastlost over den anden i sin
Bevaegelse. Det var saa laenge, rigtig laenge siden, at Skovrideren havde
set her indenfor.

-Ja, jeg maa dog se til ham, sagde Berg som for.

Tine vidste ikke, hvorfor hun fulgte med, da han gik derind.

Berg saa Bolling--lille og affaeldig sad han ved Sengen; han vilde ikke
have kendt ham igen.

-Det er Skovrideren, raabte Madammen, det er Skovrideren, som vil se
til dig.

-Ja, ja, svarte den Syge blot, med tungt Maele, uden at lofte Hovedet
fra de gamle Hefter. Haanden rakte han mekanisk frem.

-Aa, Herre Gud,--aa Herre Gud, han gi'er Dem dog Haanden, sagde Madam
Bolling og blev ganske rort paany.

Berg maatte tage den kolde og ligesom svampede Haand og han maatte
holde den i sin--et Nu.

-Ja, ja, sagde den Syge kun og vendte Bladet.

Berg fik intet Ord over sine Laeber. Det var som alting hos ham led og
pintes: Ojnene, der saa det kendte Rum, Orene, der horte deres
Stemmer, hans Haand, der havde maattet tage om hans.

-Men Tine--sagde Madam Bolling, der rastlos gik ud og ind--skovrideren
skal da vel ha'e en Bid.... De skal vel ikke saadan gaa?

Hun fik Bordet slaaet op paa den anden Side af Sengen, og Tine maatte
laegge Dug paa og Berg vaegrede sig ikke. Han fandt endogsaa Svar og
vidste selv ikke hvilke; han saa kun Tine, der gik hid og did og
daekkede, bleg som en Dod og med langsomme Bevaegelser, som om hver
Muskel, smertende, naegtede sin Tjeneste.

-Herre Gud, man har knap den Plads man ka' sidde--Madam Bolling kom
ikke frem mellem Bordet og Sengen--: Og hvad _kan_ man lave? hvad har
man Tid til at lave?--Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e,
som i gamle Dage.

Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden.

-Det var dog Deres Livret--det var dog Deres Livret, sagde Madam
Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen
ved Kommoden--det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om
Herluf og Fruen.

-Men, Tine, saa find dig dog en Plads, sagde hun, saa find dig dog en
Plads.

Tine blev ved at gaa omkring som en Stotte, der bevaegede sig, mens
Berg sad--med hver Bid usvaelgelig i sin Mund--og maatte spise foran
Madam Bollings Ojne.

-Men saa byd ham, men saa byd ham Tine, sagde Moderen og rejste sig i
sin Iver.

Tine bod ham; han syntes, at hendes Haender, der bod ham, var blege; og
han tog paany.

-Hun skriver godt, hun skriver godt, sagde den Gamle igen fra den
anden Side af Sengen.

-Ja, Bolling, ja.

-Ja--Herre Gud,--aa Herre Gud, det er nu hans Glaede, forklarede Madam
Bolling. Jeg har jo gemt de gamle Boger ... Bolling har jo laert hende
det ... han har jo selv laert hende det ... og Tine _har_ altid haft
rigtig en kon Skrift ... det har hun ... Og nu sidder han jo og ser i
de gamle Boger--han er jo ikke til mere--han er ikke til mere,
Skovrider.

Madam Bolling blev ved at byde:

-Tine, du skulde selv ta' dig en Bid, sagde hun,--hun smager ikke Mad,
Skovrider, hun smager ikke Mad.

Berg vidste ikke, hvorfor han naesten tvang hende til at spise, hvorfor
han _vilde_, at hun skulde spise ligesom han. Men hun gjorde det, og
de sad ligeoverfor hinanden foran Madam Bolling.

-At man en Gang er samlet--at man er samlet, sagde hun, men pludselig
saa hun fra det ene til det andet af de to blege og stirrende Ansigter
og hun holdt inde, paa en Gang greben af den samme uforklarlige og
uvisse Angst som om Natten, og sagde i en helt anden Tone, mens hun
satte sig:

-Ja, ja, hvor Tiderne har forandret sig. Saa svaert det er blevet for
os alle....

I nogle Ojeblikke blev der ikke talt: Tine og Berg var det, som skulde
de hore op at aande.

Berg forstod ikke, hvordan han saa pludselig rev sig los og kom op og
kom ud--Madam Bolling stod paa Trappen og vinkede, og han vendte sig
endnu en Gang.

Tine var bleven siddende; hun rejste sig ikke og flyttede ikke det
opdaekkede Bord. Hun saa ikke Moderen, der var kommen tilbage, og hun
horte ikke Faderen, der laeste op af de gamle Boger.

Kanonerne lod som det maegtige Brus af en bortrullende Flod; paa
Pladsen horte man Raab og Signalerne, som kaldte til Samling.

Stojen tog til, og Tine horte Kommandoraabene gennem Larmen--hver
enkelt Stemme syntes hun, at hun kendte igen.

Og atter lod Signaler og igen Kommando og saa Skridtene ... af dem,
der drog bort.

Madam Bolling stod igen paa Trappen og gik atter ind.

-Aa Gud--aa Gud, sagde hun og sank sammen i sin Stol; _at de skal
derud og do_.

Tine horte kun Skridtene--de blev svagere, svagere.

Han var borte nu.

Og et Ojeblik var det, som al Bedovelsen veg fra hende. Hun talte til
sin Moder med hastig Stemme; hun sagde: Det er vel bedst, jeg gaar
derned. Sofie gor ingenting.

Og ilfaerdigt gik hun ud og lob ned gennem Gyden--hvor hastigt den jog,
hendes ilende Skygge--ned over Marken. Der modte hun Tinka.

-Hvor skal du hen? spurgte Tinka.

-_Derned._

Tine stansede ikke, men lob kun.

Laenge stod Tinka og saa efter hende, til hun forsvandt, over Gaerdet,
ved Dammen.

Hun lob ind gennem Haven, i Stuerne: hun maatte se dem igen. Hun vilde
vaere _der_.

-Og saa drog de da bort!--det var Sofie, som flaebende lob hende i
Haelene, varierende samme Ord uafladelig.

Tine slog sig ned paa _hans_ Plads ved Skrivebordet med Lampen.

-Nu er de derud', graed Sofie, som sad i Sofaen ligeoverfor. Aa, Jesus,
nu er de derud'....

Der laa et Brev i den opslagne Mappe. Tine laeste Datoen den 16. April.

-Og hvem ved, hvem der om en Tim' drages med Doden, sagde Sofie.

Tine vendte det forste Blad. Hun vidste vel knap, at hun blev ved at
laese: Det Brev _kendte_ hun; det var alle Ordene fra de gamle Breve
--dem, Fru Berg havde laest saa tidt. Her havde hver Saetning samme
Klang, her stod i hver Linje alle de gamle Navne--til Fruen.

Og mens Sofie blev ved at klynke, faldt Tine Bollings Hoved tungt ned
mod Skovriderens Bord.

Han havde kun _taget hende_--taget hende for et Nu.

... Skumringen sank over Stuen. Sofie var falden i Sovn i sin Krog.

Kanonerne lod med Helvedslarm som ingensinde for. Fra Staldene brolte
det skraemte Kvaeg med tudende angstfulde Brol som paa en Sommermark,
hvor Lyn slaar ned i Hjorden.

Tine laa ned paa Knae--med Hovedet mod Fruens Brev. Hun maerkede noget
varmt mod sine Haender: det var Ajax og Hektor, som havde lagt sig paa
Taeppet.

De slikkede hendes Haand.

       *       *       *       *       *

Det var Hans Hojaervaerdighed Biskoppens Vogn, som kom frem for Skolen.
Han vilde blot se til gamle Bolling.

Han kom tilbage, forbi den nejende Madam Bolling, og vilde igen staa
op i sin Kaleche, da en hojtstaaende Stabsofficer red med et Par
Ledsagere over Pladsen.

Stabsofficeren stod af Hesten, og efter at have vexlet Hilsener, gik
de ind paa Kirkegaarden--han og Bispen.

Fra Hojen over Paradisvejen saa de over mod Vest.

-Skal der rommes? spurgte Bispen.

-Nej, _vi bliver.--Man vil_, vi skal blive.

Officerens Stemme var saert tydelig og han saa frem for sig, mod
Skanserne.

Bispen taug lidt; hans Mund skaelvede en Smule. Saa sagde han;

-Ja, de Maend er sig i Sandhed deres Ansvar bevidste.

Nogen Tid stod de tause. Solen var sin Nedgang naer. Den sank i et
luende Rodt, som havde den kolde Himmel opsuget alt Jordens Blod.

Saa vendte de sig og uden flere Ord gik de hen mellem Gravene.

Biskoppen stod op i sin Vogn, men Officeren slap ikke hans Haand Saa
mumlede Bispen et "Lev vel" og korte bort.

Paa Pladsen drog en Time efter de Naeste ind. En Stund var Kroen
belejret. Soldaterne havde megen Torst Saa blev der hurtig stille.

Kun fra Kroen skingrede Madam Henrichsens Stemme ud fra Gaestestuen,
gennem Doren mellem Sojlerne. Hendes Piger kom ikke og man horte
hendes Raab ude i Gaarden.

... Kanonerne lod uforstyrrelig gennem Natten.

Det bankede paa Skolens Dor, der allerede var i Laas.

-Det er mig, sagde Tine.

Madam Bolling lukkede op. Hun saa kun sin Datter som en Skygge imod
Morket.

       *       *       *       *       *

Natten gik, og Dagen lysnede.

Det var naer ved Middag naesten, for man paa Pladsen vidste, at nu
stormedes Dybbol.




X

... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der
slaebtes forbi til Horup Hav--nu horte man hver Stonnen saa langt
gennem Stilheden.

Og saa var alt blevet tyst.

Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden
kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor.

Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun
stirrende og stumme. Nu og da rejste Madam Bolling sig og, raadlos,
gik hun frem og tilbage foran sin Stol i Krogen--som et sygt Dyr.

-Vil du ikke spise? sagde hun.

-Nej Tak.

Atter satte Madam Bolling sig. Bolling vaagnede. Ordene blev kun til
utydelig Lallen i hans Mund, og han famlede om Postillen, indtil Tine
tog den og laeste Skriftsprogene, som han ikke mer forstod og hun ikke
horte.

Faderen faldt hen. Gang paa Gang rejste Madam Bolling sig og gik
medlos rundt, i sin Krog.

-Vil du ikke gaa derned? sagde hun.

-Hvad skal jeg der, Moer? sagde Tine med samme tonlose Stemme.

Og de sad, i deres Krog, igen.

Saadan var Dagen gaaet--som vogtede de et Lig.

Nu var det snart henimod Aften.

Tine gik ud.

I Gyden, paa Pladsen, i Gaardene, paa Marken, var der intet Liv.
Fjaelene til Kisterne laa forladte paa Smedens Lod mellem den
nedtrampede Rug. Kun de herrelose Koer brolede uroligt paa de fremmede
Marker.

Tine gik frem ad Vejen. Hun havde kun en Tanke: Hun vilde _se_ ham,
der var dod. Han var ikke kommen tilbage--saa var han dod.

Alting var stille.

Selv Fuglene taug. Og den opblodte Jord, hvor ingen traadte mer, var
storknet som et dodt Taeppe.

Hundene sprang frem over Skovridergaardens Gaerde og fulgte Tine; hun
maerkede dem ikke. Hun gik forbi Huse og Gaarde og saa dem ikke. Hun
vilde kun til Ulkebol, hvor Staben var; i Staben vidste de Besked.

Men i Ulkebol var alt forladt, og Praestegaarden stod ode som et tomt
Vaertshus. Gaardhunden goede ikke, da hun kom og gik.

Foran Kirkegaardsporten brolede noget forvildet Kvaeg. I Taarnet
begyndte Klokkerne at ringe.

Tine gik ind; hun saa den store Kirkedor stod aaben. I Koret laa der
Lig ved Lig. Tine gik op ad Gangen: hver enkelt af de Dode saa hun ind
i Ansigtet og gik ham forbi.

Ved Alteret stodte hun mod en fremmed Mand, hun saa ham naeppe.

-De Tapre, sagde han paa et fremmed Sprog--hun horte det ikke.

Hun saa den naeste Raekke--en efter en; Hundene slikkede tovende Ligenes
nogne Fodder.

Hun gik ud igen; den fremmede loste bag Kirken sin Hest og saa efter
hende, saa laenge hun ojnedes.

Hun gik kun videre--ud af Byen:

-Saa maatte Staben vaere i Augustenborg--Staben vidste Besked.

Tine blev ved at gaa og Hundene fulgte. Solen var nede og mellem
Hegnene begyndte det at morknes. Men ingen hilste Godaften ved Husenes
lukkede Dore.

Saa halsede Ajax og saa Hektor. De lob frem ad Vejen. De fulgte et
Spor og lob atter tilbage--ind over Marken mod den naermeste
Gaard. De sprang tilbage op ad Tine og goede.

Hun vendte om og fulgte dem; hun vidste ikke, at hun faldt i Knae som
en Haltende to Gange, mens hun gik.

I Gaardsrummet var der ingen; stille loftede hun Dorklinken. I Stuen
blev et Barn vugget, og en Mo'erlille rejste sig ved Ovnen. Hun kendte
Tine, og hun begyndte at graede.

-Er Skovrideren her? spurgte Tine kun.

Konen graed blot og Hundene blev ved at go.

-Hvor har De lagt ham? spurgte Tine igen.

Den Gamle aabnede Mellemstuedoren og Tine fornam den kvalme Lugt af
Blod: _Der_--i Alkoven laa han.

Tine saa kun hans graablege Ansigt. Gaardkonen stodte hun bort og tog
Vaskefadet fra hende, hvori Vandet var rodt af hans Blod.

-_Har han talt_? spurgte hun.

Gaardkonen graed.

-Aa ja, aa ja, han kalder jo paa Fruen--paa Sonnen og paa Fruen--de
to, de er i hans Tanker--aa Gud, for Sorg--aa Gud, for Sorg.

Tine sad som hjemme, taet ved Sengen--ubevaegelig stirrede hun paa hans
Ansigt.

-Han vaagner, sagde hun.

Hendes Liv var kun et Haab: at han vilde kende hende igen.

Men den Doende slog blot Ojnene op og saa paa hende som paa den tomme
Vaeg.

-Marie, Marie, kaldte han svagt, Marie, tag Herluf ved Haanden--han
graeder--han graeder ...

Han blev ved at hviske. Hundene rejste sig ved Lyden af hans Stemme og
klagede sagte.

-Se de Umaelende, se de Umaelende, graed Gaardkonen.

Det var, som om den Doende maerkede sine Hunde og vilde dreje det
saarede Hoved: han smilede halvt.

Tine rorte sig ikke.

En Time sad hun. Hun ventede, han skulde naevne hendes Navn--blot i en
Forbandelse, der aabenbarede hendes Skaendsel.

Men han huskede hende ikke mer.

Saa stod hun op. Bliv her, sagde hun til Konen. Jeg vil hente Hjaelp.

Og hun gik alene. Hundene blev ved hans Seng.

Natten var mork og der var ingen Stjerner. Hun faldt over Vejens
Milesten og hun rejste sig igen.

Moderen var oppe, da hun kom hjem. Bleg og forknyt sad hun paa samme
Plet.

-Hvor laenge du blev, Barn, sagde hun.

-Jeg har ingenting hort, sagde Tine og lagde Sjalet.

Moderen skaenkede Kaffe og rakte hende den.

-Tak, svarte Tine og drak begaerligt.

-Hvor du er bleg, sagde Moderen.

Hun begyndte at tage Sengklaeder frem og laegge dem paa Sofaen--til
Seng for Tine.

-Nej, Moer, sagde Tine--bestandig i den samme Tone, der gjorde Madam
Bolling saa bange--jeg sover oppe.

Hun beredte alt til at gaa til Ro. I Tanker satte hun Stolene hen paa
Plads som i gamle Dage. Hun tog Lyset fra Hylden og taendte det; og
pludselig var det, som hun vaagnede: hun _saa_ alt om sig, og hun
vidste, at _alt var sket_.

Hun saa Stuen og de gamle kendte Mobler som for forste Gang i lange
Tider--og sin Fader og Moderen, _dem_, hun nu skulde forlade.

-Hvor du sukker, Barn, sagde Madam Bolling og tog hende mildt om
Haaret: hvor du sukker.

Tine holdt Moderens Haender saa fast over sit Haar som til et langt
Kaertegn:

-Ja, Mo'er, ja, Mo'er, hviskede hun ud i Luften.

Laenge stod hun ved Faderens Seng. Alle Bevaegelser gjorde hun lange og
dvaelende, ligesom om hun maalte dem og iagttog hun dem selv.

Hun kyssede Moderen til Godnat og hun tovede endnu et Ojeblik--saa
gik hun op. Hun bar forsigtig Lyset over Loftet--for den spredte Halms
Skyld--og hun var inde.

Hun saa paa alt, paa Gardinerne, der var blevet skidne og graa, paa
Gulvet, der var slidt af de mange Fodder, og sin Seng, hvor fremmede
Maend havde ligget.

Her havde hun levet hele sit Liv.

Hun blev siddende stille paa Kanten af sin Seng foran det braendende
Lys. Nede horte hun Moderen sysle og snakke med sig selv og komme til
Ro.

-Er du i Seng? spurgte hun hviskende op for ikke at vaekke Bolling.

-Ja! svarede Tine.

-Saa Godnat, Barn.

-Godnat, Mo'er.

Alting blev stille. Tine blev siddende paa sin Seng. Hun horte kun de
to Gamles dybe Aandedrag op gennem Huset.

       *       *       *       *       *

Det forste graa Dagsskaer faldt ind i Kamret, og Lyset var naesten
braendt ned, da Tine stod op og slukkede det. Hun gik stille ned og
aabnede varsomt Doren. Hun saa Kroen og Kirken og Smedens Hus og
vendte sig mod Skolen--en sidste Gang:

Der var Moders Plads bag Ruden og Randen af hendes Stol.

Langsomt gik hun hen ad Vejen; ved Hojen steg hun over Gaerdet ind i
Skovridergaardens Have, hvor Traeerne og Buskene og Roserne, som var
indvundne i Maatter, stod som Spogelser i Skumringen.

Tine gik op ad Havetrappen, og hun saa ind gennem Doren. Hun kendte
hver en Plet, og hver en Plet var lagt ode.

Tanker havde hun ikke--de var vel allerede dode. Hun bad heller ingen
om Tilgivelse. Hun vidste kun: nu maatte det vaere forbi.

Hun var allerede gaaet ned, men endnu en Gang vendte hun tilbage; hun
holdt Panden mod Ruden til sit eget Kammer og saa laenge ind.

Hun kom forbi Pigernes Vindu. Sofie sov med mange Torklaeder om sig,
ene, i den store Seng.

Hun horte Kvaeget blive uroligt i Stalden og Hanen galede hojlydt; og
hastigt gik hun ned imod Dammen.

I et Nu mindedes hun tusind Ting, og det var, som alle Stemmer, hun
elskede, talte til hende paa en Gang. Hun taenkte paa Herluf og paa
Aftnen, da de rejste, og paa Dagen, da Berg og hun gik her forbi over
Gaerdet; og paa Morgensangen, de sang i Skolen, da hun var ganske
lille; og paa Appel, der var dod og paa Faderen og Moderen, som nu
skulde sidde alene.

En Gru greb hende og rejste alle Nerver--her skulde hun _do--do_.

Nej, hun _kunde_ ikke, hun _maatte_ leve--kunde ikke--tusinde Udveje,
tusinde Paaskud, tusinde Udflugter drev hende hjem til Livet i et
Nu....

Men saa skod hun langsomt Skoene af sine Fodder. Angsten var dod under
hendes Hjertes traette Smerte.

Haenderne havde hun foldet. Laeberne bed hun sammen. Med Blikket mod det
lille Lysthus gled hun ned i Dyndet.

... Nu var Dammen rolig.

Dagen kom.

       *       *       *       *       *

Madam Bolling var vaagnet; Bolling havde sovet saa roligt og laa saa
godt endnu.

Hos Tine var der ogsaa stille. Madam Bolling hvilte selv et
Kvarterstid til, for hun bankede med en Stok i Loftet for at vaekke
Tine.

Men der blev ikke svaret

Madam Bolling stod op. Tine kunde nok traenge til Sovnen. Det var intet
Under, om hun sov ud en Gang. Moderen vilde lave Kaffen og bringe den
op, naar hun vaekkede hende--saa kunde hun drikke den paa Sengen.

Saa mange Gange hun havde bragt Kaffen op, Vintermorgener, naar det
var altfor koldt og Tine dog saa gerne laa lidt laenge.

Madam Bolling gik og talte med sig selv, mens hun fik alt i Orden. Men
saa vaagnede Bolling, og han maatte have sin Morgendrikke forst.

-Aa, Herregud, aa Herregud--saa snavs det er--Madam Bolling talte med
sig selv--saa snavs det er--man maa snart made ham nu--som et
Barn--naa, Bolling, naa ...

Han tog ikke mere om Koppen, han kunde ikke holde om nogenting.

Tilsidst kom Bolling dog lidt til Ro igen, og hun fik Kaffen paa
Bakken og gik op over Loftet.

Hun saa den tomme, urorte Seng, og et Ojeblik stod hun forvirret uden
at forstaa, for hendes Ben begyndte at vakle og hun lob hen over
Loftet og raabte, meningslost, ind i Gavlkammeret, ud af Lugen:

-Tine, Tine!

Saa taug hun igen. Hun taenkte: Bolling horer det.

Hun sogte at besinde sig, faa fat blot i en Tanke:

-Hun er naturligvis hos de Syge, sagde hun. Hun er hentet ned til de
Syge.

Hun gik ned, hendes Ben vilde ikke baere hende. Hun aabnede Doren, og
hun saa, hun var der ikke. Hun spurgte: Har De set min Datter? og hun
ventede ikke paa Svaret.

Hun sagde Gang paa Gang:

-Hvor det er Uret af Tine at gore mig saa forskraekket. Og greben af ny
Angst sagde hun:

-Men hvor er hun da? hvor er hun da?

Hun havde ikke sin Forstand mer, og hun begyndte at lobe gennem Huset,
som ledte hun om en bortkommen Naal. Paa en Gang forlod hun alting og
hun lob ned over Pladsen, ind gennem Krostuerne.

-Hvor er Tinka, raabte hun, hvor er Tinka?--som om Tinka vidste
Besked.

Og da Tinka kom, kunde hun ikke mere faa Ordene frem, men stod kun
hjaelpelos, med rokkende Hoved.

-Hvad er der? hvad er der? raabte Tinka.

-Tine--hvor er Tine?--Tine er der ikke ... Og pludselig begyndte Madam
Bolling at graede.

-_Hvor_ er hun ikke? sagde Tinka, der var bleg som et Lagen. _Hvor_
ikke?

-Ja--_hvor? hvor?_ gentog Madam Bolling forvirret og hun fortalte,
tonlost, gentagende samme Ord, i Saetninger uden Mening:

-At hun var der ikke--at hun var gaaet op--iaftes--og var der
ikke--hun vilde sove deroppe--iaftes--og nu var hun der ikke--nu var
hun der ikke ...

-Saa er hun i Skovridergaarden, sagde Tinka og rev Sjalet om sig; hun
rystede over hele Kroppen.

Madam Bolling stod et Nu--og gav sig saa til at le gennem
Kuldegysningerne.

-Ja, ja, ja, sagde hun halv lallende, det er hun, det er hun ... At
man ikke taenkte paa det strax.--Hun har villet ha'e Efterretning--hun
har jo villet ha'e Efterretning--om Skovrideren--om Skovrideren--

Hun begyndte at gaa, folgende efter Tinka, det lob hen ad Vejen,
gentagende de samme Ord, mens hun lob: Skovrideren, Skovrideren,
Skovrideren ...

Men med et stansede hun, og hun forte Haenderne som til Slag ind mod
det graa Hoved: Mistanken gryede i hende som en dump Angst.

Hun greb Tinka om begge Arme, og, forvildet, saa hun hende ind i
Ansigtet, som vilde hun tale, sporge: Sandheden gennemborede hende som
et pludseligt Svaerd.

-Kom, kom, bad Tinka angst.

Men Madam Bolling rev sig los--med en stille Klynken som et faeldet
Dyrs, der synker--og hun lob.

Hun havde forstaaet.

-Ja, nu forstod hun alt og alt mindedes hun. Nu var alt styrtet
sammen.

-Det var Skovrideren--det var _ham_, som havde taget hendes Barn.

Hun lob ind over Gaarden. op ad Trappen, Doren slog hun op.

_Han_ havde taget hendes Barn.

Hun _faldt_ ned i en Stol og hun sad i de ode Stuer. Hun mimrede Ord,
hun ikke vidste selv; _saa_ forbandede hun _dem_; saa jamrede hun over
_hende_; _saa_ bad hun "Fruen" om Tilgivelse--loftende de rystende
Haender.

-Aa, Gud, aa Gud, for _min_ Skyld--hun har vel ikke vidst, hvad hun
gjorde--Gud, aa Gud, for min Skyld ... hun har ikke vidst, hvad hun
gjorde.

Hun blandede "Fruen" og Gud i et og hun bad til dem begge med samme
Ord:

-Gud, o, Gud, jeg be'er, jeg be'er, jeg, som har fodt hende, jeg, som
har fodt hende--be'er--jeg be'er.

Og Ordenes evige Gentagelse loste Taarestrommene, saa hun hulkede med
Hovedet ned imod Bordet, mens hun blev ved at bede.

       *       *       *       *       *

Tinka havde kaldt paa Lars. De sogte--Husmanden ogsaa--i Huset, i
Haven. Sofie lob bagefter, jamrende, med begge Torklaeder i Haanden.

Det var hende, der fandt Tines Sko i Graesset.

Lars stagede fra Bredden med Staenger i det taette Mudder. Husmanden
hjalp til, da de fik Liget trukket op.

Tinka lagde sig hulkende ned paa det gronne Graes og glattede Haaret
bort fra det skaemmede Ansigt: Kom og loft hende, sagde hun, og de
lagde den Dode op paa et hentet Sejl. Tinka loste sit Hovedklaede og
bredte det over Venindens Ansigt.

De bar hende ind; Dynd og Vand sivede ned over Gulvene.

Sofie lob--hun turde ikke rore ved Liget. Men Tinka og Maren ordnede i
Kammeret om den Dode: hun laa med foldede Haender paa sin Seng under
Fruens Billede.

Tinka gik ind til Madam Bolling. Det var, som Madam Bolling var blevet
affaeldig paa den ene Time. Hovedet faldt hid og did, og Stemmen
kendtes ikke igen.

Hun saa kun op paa Tinka og rejste sig.

-Hvor er hun, spurgte hun.

Tinka kunde ikke svare.

Moderen saa Vandpyttene i Gangen og hun spurgte:

-Er hun i Kammeret?

-Ja, hviskede Tinka.

De gik begge derind. Madam Bolling loftede Lagenet fra sin Datters
Ansigt.

-Barn, Barn, hviskede hun ganske sagte. Smaa Taarer lob ned ad hendes
Kinder, og, som vilde hun troste hende, sagde hun, mens hun lod
Haanden glide ned over hendes Haar:

-_Det har jo vaeret ham--det har jo vaeret ham ..._

Og hun havde tilgivet alt.

Under sagte Klager, der ikke var Ord, graed hun med Hovedet ind mod sin
Datters Seng.

Saa rejste hun sig, og, mat, som om hun talte i Sovne, sagde hun:

-Nu skal hun hjem.

Hun bredte selv Lagenet over Baaren. Lars Avlskarl og Anders Husmand
bar Tine hjem, bag Husene og over de stille Marker.

       *       *       *       *       *

Det var blevet stille i Skolen. Gennem Huset horte man hvert
Hammerslag, hvormed Tinka og Gusta i Salen faestede de hvide Lagener.

Sofie listede ind i Kokkenet, hvor Husmandskonen syslede, raed for hver
Stoj.

-Hun ska' da vel i ordenlig Ligtoj? hviskede Sofie, som var hun angst
for sin egen Stemme. Det var da en Dodsens Synd, om hun ikke skulde i
ordenlig Ligtoj.

-De gaar jo og klae'er hende, hviskede Husmandskonen tilbage.

-Herregud, gaar de og klae'er hende, klynkede Sofie sagte med et eget
tilfredsstillet Tonefald midt i Bedrovelsen. Hun fik Skoene af, mens
Bollings lange Lallen lod gennem Huset. Hun sneg sig ind gennem Stuen
og aabnede Salsdoren uden Lyd.

Tinka og Gusta gik blege om i det saere Lys fra de mange Lagener.

-Maa En se hende, hviskede Sofie skraemt og sky.

Tinka og Gusta svarede ikke, men drejede kun Hovedet om mod den hvide
Baare.

Sofie graed en Tid, mens hun loftede Lagenet fra det stille Ansigt. Saa
gik hun rundt om Sengen og eftersaa laenge "Klaedningen".

-Saa ska' der Lagener over det Hele? sagde hun hviskende.

Men de svarede hende ikke.

Klokkerne begyndte at ringe til Lieutenant Appels Begravelse, og ovre
i Kroen stod Fru Appel af Vognen indhyllet i sine lange Slor.

Madam Henrichsen kom ud for at hjaelpe hende og sagde, at "Tine i
Skolen" var dod til Morgen. Fru Appel spurgte: Naar? med et Ansigt,
som horte hun ikke og uden at vente paa Svaret--som om der ikke
fandtes andre Dode end hendes Son.

Sofie vendte tilbage til Kokkenet.

-Ja--nu har de klae'et hende, sagde hun graedende og fik Skoene paa
igen: Hun ligger forresten rigtig kont--i lutter hvide Taepper.

Hun torrede sine Ojne, og pludselig sagde hun i en helt anden Tone:

-Gi'es her ikke en Kop Kaffe?--En taver rent sin Fatning under all' de
Sorgens Tildragelser.

Husmandskonen begyndte at tilberede Drikken helt inde i Dybet af
Skorstenen, for hvis Madammen skulde komme ud.

Men Madam Balling kom ikke ud. Hun sad hos Bolling og klappede og
klappede hans famlende urolige Haender. Helst havde hun begravet
sig--langt, langt borte. Hun var saa angstfuld og saa bange for alle
de Folk, der nu kom sammen, og Praesterne, der vilde komme--nu skulde
de alle "domme over hendes Tine".

Ude paa Pladsen begyndte Koner og Piger at samles. De var krobet frem
fra Husene for forste Gang efter Dybboldagen og horte nu om Ulykken.
De listede stille omkring, som om de ikke turde traede paa Fodderne, og
hviskede med sky og skraemte Stemmer foran de tre lagendaekkede Vinduer.

Sofie var kommen ud i fri Luft og gik og graed rundt fra Klynge til
Klynge. Hun gav hver Besked under en ustanselig Snoften.

-Saa ser jeg jo hendes Sko at staa _der_ paa Graesset--og saa begyndte
jeg jo strax at _skrig'_ ... Aa--Gud, for Syn--Gud, for Syn....

De tre Gaardkoner, der om Sondagen drak Kaffe i Skolen, gik tause og
stive op ad Trappen. De blev uden at sige et Ord i den forreste Stue,
til Tinka kom, og de avancerede ind omkring Liget i Gaasegang,
gravitetiske og tause. De graed ikke, men saa kun ud, som maalte de
Vaeggene, til de vendte tilbage til den forreste Stue, hvor de satte
sig i Rad. De havde ikke bevaeget en Mine.

Gusta havde blottet det stille Ansigt paa dets Pude.

Ude paa Pladsen horte man AEreskompagniet, der rykkede op, og de forste
Praesters Vogne, som holdt ved Skolen.

Tinka tog imod dem; men Madam Bolling var allerede ude i Kokkenet
--ved Lyden af de Vogne: De skulde jo ha'e Kaffe, de maatte jo ha'e
Kaffe--alle Pastorerne.

Er der mange, Tinka? spurgte hun og skjalv helt ved det. Hun var bange
for hver eneste.

Ja, ja, saa maa der ta'es den store Kande ... ja, den store Kande ...
aa, gor De det ... Og Sondagskopperne ... ja, gor De det.

Madam Bolling var saa angst for Praesterne.

-Tinka, sagde hun og tog hende til en Side, mens hun saa paa hende med
sine smaa Ojne, der snart ikke var Ojne mer:

-Hvad har de _talt_? spurgte hun saa angst og skraemt.

Praesterne havde ikke talt meget. Selvmordet i en Degnegaard generede
dem lidt og de nod Kaffen, som Tinka fik budt om, i Stilhed.

Gamle Pastor Gotsche sagde til Tinka i en Krog:

-Hun ligger vel derinde? Lad mig se hende.

Og han gik derind med Tinka. Den gamle Praest saa paa de hvide Traek.

-Aa, Herre Gud, sagde han. Jeg konfirmerede hende. Ja--ingen Spurv
falder til Jorden uden Vorherres Vilje, som er i Himlene.

Han pudsede Naesen og vendte tilbage til de andre, med foldede Haender.

Ude var Pladsen ganske fuld af Kvindfolk og Soldater, som kom i
Skarevis ovre fra Ostsiden. Sofie var paa sin Runde naaet til Kroen,
hvor hun havde endt sin Beretning og sagde efter en Stilhed:

-Ja--Gud ved, hvorfor hun har sogt til de sorte Vande.

Madam Henrichsen stod bag Klyngen i sin Dor. Hun saa ud, som havde hun
meget stor Lyst til at hugge i Sofie.

-Ja--hun var det gronne Trae, sagde hun og saa ufravendt over paa
Skolens hvide Lagener. Der skulde noget til, for Madam Henrichsen tog
sin Tilflugt til Bibelord.

Der blev en storre Bevaegelse, da Hojaervaerdighedens Vogn korte frem.
Provsten havde taenkt, der kom vel en Del Embedsbrodre sammen og var
saa ogsaa taget herhen. Ojeblikket var vigtigt og det var godt at have
Rede paa Stemningen--for at retlede efter Evne.

Paa Trappen fik han Ulykken tilhvisket af en Kapellan.

Hans Hojaervaerdighed stod et Par Sekunder konsterneret og meget uvis.
Men saa gik han ind, hvor alle Praester modtog ham i Taushed.

-Det er jo en Sorg, jeg horer om, sagde han og hilste paa den Naermeste
... Ja--_Sindsforvirring_ kan vel falde paa de Svage.--Og ogsaa for
Kvinderne har Gud haft en Provelsens Tid ... en mojsom Tid, sluttede
Provsten.

Praesterne samstemmede, ligesom lettede, og Klokkerne begyndte at ringe
igen.

Provsten og flere Praester gik ind i Salen, hvis Dor blev staaende
aaben, saa det hvide Ansigt paa sin Pude laa som stirrede det
opmaerksomt frem gennem begge Stuer.

Hans Hojaervaerdighed mumlede et Skriftsted, og Praesterne havde foldet
Haenderne.

Saa vendte Hojaervaerdigheden sig, og henne ved Vinduerne talte han,
omgiven af Embedsbrodrene, om Haerens Bevaegelser og Konferencen i
London. Han talte halv hojt, med en bekymret Stemme, mens han vuggede
sit Caesar-hoved frem og tilbage.

-Naar man nu blot var vis paa, at vore Befuldmaegtige fandt den rette
_Tone_, sagde han. Hvad det nu frem for alt gaelder, er, ikke at opgive
Nationens Vaerdighed.

Han blev ved at tale--hojere, henover det stille Hoved, der laa, som
det lyttede paa sin Pude.

-Ti endnu er vi ikke ydmygede, sagde han.--Og hver Plet af denne Jord
vil koste Blod.

Ude paa Pladsen var der naesten blevet Traengsel. Den Kroblede var
kommen og rullede, skrigende, omkring med sit Ol mellem Klyngerne.

-Men hun ligger kont, sagde Sofie, der nu var naaet tilbage i Naerheden
af Skoletrappen: Hys--der er de.

Provsten og alle Praesterne kom ud og gik ned ad Trappen. Bagefter
vandrede de tre Gaardkoner, som indtil dette Ojeblik ikke havde rort
sig fra deres Plads.

Alle gik gennem Kirkegaarden ind i Kirken. Sofie foretrak at vende
tilbage til Kokkenet: Det var snart, som En var blevet tidig til en
Kop Kaffe--nu igen.

Solen skinnede ind i Kokkenet og Sofie fik Vinduet op.

-Maaske ka' En hor' lidt af Talen, sagde hun. Provsten har forresten
saadan en opbygg'lig Tank'gang i alle Ligpraekener, lagde hun til i en
Slags Parentes.

-Og En ka' osse ha'e godt a' at sidd' lidt stille i Solen, sluttede
hun.

Hun fik Kaffen.

Madam Bolling havde fra Sovekamret hort, at nu var der blevet roligt.
Skraemt aabnede hun Doren: Nej--nu var der ingen.

Det var, som hun aandede op ... Og endelig gik hun ind til sin Datter
og lukkede.

Tinka havde sat sig i Sovekamret hos Bolling.

De begyndte at synge i Kirken. Ogsaa Tinka havde aabnet Vinduerne
--det var, som den staerke Sang vilde fylde det tause Hus.

  Hvo ved, hvor naer mig er min Ende?
  Se, Tiden meget hastig gaar,
  hvor let og snart kan det sig haende
  at jeg mit Vandrebudskab faar.
  Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
  i Afskedstimen Trost og Ro.

Gamle Bollings famlende Haender faldt lidt til Ro, og det syntes
naesten, som han lyttede.

Madam Bolling havde rejst sig; hun aabnede alle Vinduer bag Lagenerne
med hastige, rystende Haender som en Tyvs: den _fremmede_ Sang turde
hun da lukke ind over sin Datter.

  Hjaelp mig i Tide at bevare
  mit Hjerte fra Letsindighed,
  at, naar du kalder, jeg kan svare;
  Ja, Herre, se, jeg er bered.
  Giv mig, o Gud, ved Jesu Tro
  I Afskedstimen Trost og Ro.

Der rullede en Vogn hurtig frem for Skolen, og Sofie kom op og ud for
at se, hvem det var, der kom saa silde.

-Lise, Lise, raabte hun og var saa altereret, at hun maatte saette sig
strax ved Doren: det er Bispen--det er Bispen.

Lise lob ind, gennem Sovekamret, ind i Salen, helt forvirret:

-Madam, Madam, sagde hun forpustet, det er Bispen.

Madam Bolling rejste sig langsomt fra sin Datter, hun forstod slet
ikke. Saa sagde hun: "Bispen"--og begyndte at ryste.

Benene vilde naeppe baere hende ind i Sovekamret til Tinka: Hun kunde
ikke se ham--hun kunde ikke se ham ... nej....

Men hun maatte jo: Det var _Bispen_.

Og hun maatte have sin sorte Kappe paa....

De fik den frem; men Madam Bolling kunde naeppe faa den paa med sine
stakkels Haender.

-Det var Bispen, Bispen--nu var de der da _alle_ til Doms.

Endelig gik hun ind. Biskoppen stod i den forreste Stue. Hun kunde
ikke tale, og hun turde ikke se op i hans Ansigt.

-Jeg horte om Deres Sorg, og saa vilde jeg dog se herind, sagde
Biskoppen langsomt og mildt og tog begge hendes rystende Haender:
Stakkels Barn--Deres stakkels Barn.

Madam Bolling loftede Ojnene imod ham, og et ubeskriveligt Smil lagde
sig som et pludseligt Lys over hendes Ansigt.

-Aa Gud, aa Gud, mumlede hun og kyssede hans Haender.

Bispen tog dem bort og traadte hen til Tine. Laenge stod han med sine
Ojne faestede paa det stille Hoved som sunken hen i en smertelig
Andagt.

-Ja, sagde han og loftede de foldede Haender naesten op til sit Hoved:
Gud tilgive os--Gud tilgive os alle.

Madam Bolling havde bojet sit Hoved ned mod sin dode Datters Pude. Og
angst og ganske sagte som gjaldt det Frifindelsen for selve den
hojeste Dom, hviskede hun, mens hun igen forte sine Laeber hen mod hans
Haender:

-Og maa ... ogsaa Klokkerne ringe?

Bispen loftede Hovedet.

-Hvorfor skulde de ikke ringe? sagde han. Hun skal vel hore sine egne
Klokker--sidste Gang.

Madam Bolling sank ned i Graad, mens Biskoppen klappede hendes Hoved.

I Kirken sang de igen--staerkt lod de mange Stemmer. Biskoppen rorte
sig ikke:

  "Hvor er Lammet, Offerlammet?"
  spurgte Isak, syg i Sind,
  da Slagtofret var berammet
  med ham selv paa Bjerget ind.
  Bange for sit unge Liv,
  paa den blanke Offerkniv
  peged han og sagde: "Lammet,
  hvor er det, til Dod opammet?"
  Her er Lammet, Offerlammet,
  siger Jesus, ydmyg spag,
  i min Faders Raad berammet
  er den store Offerdag.
  Bange vel af Hjertens Grund
  er jeg for den morke Stund.
  Men for hele Verdens Brode
  Den Uskyldige maa blode.

Sangen var ophort, men Biskoppen stod endnu ved den stille Seng. Fra
Kirkegaarden lod AEressalverne knitrende over Graven.

Folk brod ud af Kirkegaarden, og fra Pladsen horte man mange
Stemmer--Praesterne vendte tilbage, faamaelte og overraskede. De havde
genkendt Bispens Vogn.

Men da endnu alle stod i den forreste Stue, aabnede Hans
Hojaervaerdighed Doren og kom ud. Han nikkede stille til alle, og
Praesterne bukkede tause.

Bispen rakte gamle Gotsche Haanden og sagde mildt:

-Vore stakkels Bollings--vore stakkels gode Bollings.

Og sagtere, overmandet af en pludselig Bevaegelse, sagde han, mens han
hastig og naesten krampagtig forte Haenderne op til sine Ojne:

-Ja, ja--"Se vi er kun dine Tjenere--_giv os at fatte dine
Vidnesbyrd_".

Han gik ud med et Par korte Nik og han steg op i sin Vogn.

Svaermen var borte, og Landet var atter stille. Som dod laa den
stivnede Jord.

En Vogn naesten jog ind mod Bispens, saa Biskoppen stak Hovedet ud af
Kaleschen for at se, hvem det var.

Det var Madam Esbensen, der blev saa forfaerdet ved at se Bispen, at
hun formelig gav sig til at neje foran sin gumpende Stol. Hun var
hojrod og foraset. Hun var evig i Forretning: Det gik jo alt i et--i
disse Skraekkens Tider.

Hun blev ved at neje, til hun var helt inde paa Sidevejen.

Men Biskoppen trak Hovedet tilbage uden at have kendt hende.

Foran ham korte Fru Appel. Hun sad alene paa et underligt, hojt
Koretoj, mens Vinden tog i hendes lange Slor og loftede det hojt--op
over Vejen.

Men Madam Esbensen blev ved at sidde og dreje Hovedet for at stirre
efter "den Hojaervaerdige", mens hun gyngede, i fuldeste Fart, hen over
Markvejen i sin Fjederstol--bort til sin Forretning.

... "Giv os at fatte dine Vidnesbyrd".





End of the Project Gutenberg EBook of Tine, by Herman Bang

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK TINE ***

***** This file should be named 10686.txt or 10686.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/1/0/6/8/10686/

Produced by Steen Christensen, Heidi Christensen and PG Distributed
Proofreaders


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH F3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS," WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need, is critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Each eBook is in a subdirectory of the same number as the eBook's
eBook number, often in several formats including plain vanilla ASCII,
compressed (zipped), HTML and others.

Corrected EDITIONS of our eBooks replace the old file and take over
the old filename and etext number.  The replaced older file is renamed.
VERSIONS based on separate sources are treated as new eBooks receiving
new filenames and etext numbers.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

EBooks posted prior to November 2003, with eBook numbers BELOW #10000,
are filed in directories based on their release date.  If you want to
download any of these eBooks directly, rather than using the regular
search system you may utilize the following addresses and just
download by the etext year.

     https://www.gutenberg.org/etext06

    (Or /etext 05, 04, 03, 02, 01, 00, 99,
     98, 97, 96, 95, 94, 93, 92, 92, 91 or 90)

EBooks posted since November 2003, with etext numbers OVER #10000, are
filed in a different way.  The year of a release date is no longer part
of the directory path.  The path is based on the etext number (which is
identical to the filename).  The path to the file is made up of single
digits corresponding to all but the last digit in the filename.  For
example an eBook of filename 10234 would be found at:

     https://www.gutenberg.org/1/0/2/3/10234

or filename 24689 would be found at:
     https://www.gutenberg.org/2/4/6/8/24689

An alternative method of locating eBooks:
     https://www.gutenberg.org/GUTINDEX.ALL