The Project Gutenberg EBook of Markens grøde, by Knut Hamsun

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Markens grøde
       Anden del

Author: Knut Hamsun

Release Date: September 14, 2013 [EBook #43725]

Language: Norwegian

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MARKENS GRØDE ***




Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen, Robinzoon
and the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net





[Denne e-teksten finnes i to versjoner: Unicode (UTF-8) og Latin-1.
Bruk den som fungerer best for din tekstleser.

  -- Dersom enkelte anførselstegn i e-teksten har den gammeldagse
  «lav-høy» formen så har du UTF-8 versjonen, som stemmer best
  overens med den trykte boken. Dersom apostrofer, anførselstegn
  eller æ, ø, å i denne teksten ikke vises korrekt, kontroller at
  programmet du bruker for å lese teksten har tegnoppsett eller
  tegnkoding («character set» eller «file encoding») innstilt på
  Unicode (UTF-8). Det kan også hende du trenger å bytte skrifttype
  («font»).
  -- Dersom anførselstegn i e-teksten har den nyere «guillemet»-formen,
  så har du Latin-1 versjonen.

Trykkfeil vises på slutten av teksten.

Første del: Project Gutenberg e-tekst 43724.]




  MARKENS GRØDE

  ANDEN DEL




  _14. TUSINDE_




  Knut Hamsun

  MARKENS GRØDE

  Anden Del


  Gyldendalske Boghandel
  Kristiania Og København
  MDCCCCXVII




  _Copyright 1917
  by Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag._

  _Oversættelsesretten for Rusland forbeholdes._


  København -- Forlagstrykkeriet




I


Sellanraa er ikke længer et øde Sted, her er syv Mennesker med smaat og
stort. Men i den korte Tid Slaatten stod paa kom det ogsaa en og anden
Fremmed, Folk som skulde se Slaamaskinen, Brede naturligvis som
Førstemand, men ogsaa Aksel Strøm kom og Naboerne nedenfor helt ned til
Bygden. Og fra andre Siden av Fjældet kom Oline. Hun var uforgjængelig.

Oline kom heller ikke denne Gang uten Nyheter fra sin Bygd, hun møtte
aldrig tom op: nu var Regnskapet hans Gammel-Sivert gjennemgaat og det
fandtes ingen Formue efter ham! Intet!

Her knep Oline Munden sammen og saa fra den ene til den andre: Naa, gik
det ikke et Suk gjennem Stuen? faldt ikke Taket ned? Eleseus var den
første som smilte: Hvorledes er det, heter ikke du efter han Sivert
Morbror? spør han dæmpet. -- Lille-Sivert svarer like saa dæmpet: Jo.
Men jeg forærte dig alt som faldt efter ham. -- Hvormeget var det? --
Mellem fem og ti Tusen. -- Daler? ropte Eleseus pludselig og hærmet
efter Sivert.

Oline syntes vel ikke at Stunden var til at spøke i, aa hun selv var
blit saa snytt og endog ved Gammel-Sivert sin Kiste hadde hun opbydd al
sin seige Kraft og graatt Taarer. Eleseus visste jo selv bedst hvad han
hadde skrevet: saa og saa meget til Oline, en Støttestav i hendes
Alderdom -- hvor var Staven blit av? Lagt over et Knæ og brutt.

Stakkars Oline, hun kunde gjærne ha arvet litt, det vilde ha blit det
eneste gyldne Glimt i hendes Liv! Hun var ikke forvænnet. Øvet i Ondt,
javel, vant til at stride sig frem med Knep og Smaabedragerier fra Dag
til Dag, stærk alene ved at sprede Sladder, ved at gjøre sin Tunge
frygtet, javel. Men intet vilde nu ha kunnet gjøre hende værre, en Arv
mindst av alt. Hun hadde i hele sit Liv arbeidet, hadde født Børn og
lært dem sine egne faa Haandgrep, tigget til dem, kanske ogsaa stjaalet
til dem, men berget dem -- en Mor i de smaa Forhold. Hendes Ævner var
ikke ringere end andre Politikeres Ævner, hun virket for sig og sine,
talte for Stunden og reddet sig, tjente hjem en Ost paa det, en
Haandfuld Uld paa det, ogsaa hun kunde leve og dø i banal og uoprigtig
Slagfærdighet. Oline -- kanske Gammel-Sivert et Øieblik hadde husket
hende som ung, som pen og rød, men nu er hun gammel og vanskapt, et
Portræt av Ødelæggelsen, hun skulde været død. Hvor skal hun jordes? Hun
har ikke sit eget Familjegravsted, hun blir sandelig sænket ned i en
Kirkegaard til lutter fremmede og ukjendte Benrester, der havner hun.
Oline, født og død. Hun var ung engang. En Arv til hende nu paa
Faldrepet? Javel, et eneste gyldent Glimt, og en Trælkvindes Hænder
vilde ha foldet sig et Øieblik. Retfærdigheten vilde ha indhentet hende
med sin sene Løn fordi hun tagg til sine Børn, kanske ogsaa stjal til
dem, men ialfald berget dem. Et Øieblik -- og Mørket vilde atter herske
i hende, Øinene skule, Fingrene lete: Hvormeget er det? vilde hun si,
ikke mere? vilde hun si. Hun vilde atter ha Ret. Hun var mange Ganger
Mor og realiserte Livet, det var stor Løn værd.

Alt slog feil. Gammel-Sivert sine Regnskaper var nu efter Eleseus'
Gjennemsyn blit nogenlunde greie, men Gaarden og Kua, Naustet og Noten
kunde snaut nok dække Underbalancen i Kassen. Og at det i det hele tat
gik saapas godt som det gik skyldtes for en Del Oline, hun var saa opsat
paa at det skulde bli en Rest til hende selv at hun fremdrog glemte
Poster som hun som gammel Sladderkjærring visste om, eller Poster som
Revisionen vilde overse med Vilje for ikke at gjøre agtværdige
Sambygdinger Mén. Den Pokkers Oline! Og hun lastet heller ikke nu
Gammel-Sivert selv, han hadde saavisst testamenteret av et godt Hjærte
og der vilde ha blit rundelig efter ham, men de to Mænd av Herredsstyret
som greidde med Saken hadde snytt hende. Men engang skal alt komme for
den Alvidendes Ører! sa Oline truende.

Forunderlig, hun saa intet latterlig i at hun var blit nævnt i
Testamentet, det var trods alt en Ære, ingen av hendes Gelikere var
nævnt der!

Folkene paa Sellanraa tok Ulykken med Taal, de var nu heller ikke helt
uforberedte. Inger kunde rigtignok ikke forstaa det: han Sivert Bror som
al sin Dag var saa rik! sa hun. -- Han kunde ha staat en rank og rik
Mand indfor Lammet og Tronen, men de har røvet han! sa Oline. -- Isak
stod færdig til at gaa nedover Marken og Oline sa: Det var Skrôt du
skulde bort, Isak, saa faar jeg ikke se Slaamaskinen. Du har jo faat
Slaamaskine, er det ikke saa? -- Jo. -- Ja det snakker de paa. Og at hun
slaar fortere end som Hundrede Ljaaer. Og hvad ikke du faar, Isak, for
din Middel og dit Guld! Presten hos os har faat en ny Plog med to Skaft
paa, men hvad er Presten imot dig, det skulde jeg si opi hans aapne
Ansigt. -- Han Sivert vil slaa med Maskinen til dig, han er nu meget
bedre end som jeg, sa Isak og gik.

Isak gik. Det er Auktion paa Breidablik just ved Nontid og han skal dit,
det blir bare saavidt han rækker frem. Ikke saa at Isak tænker paa at
kjøpe Nybygget mere, men Auktionen er nu den første Auktion i Marken,
det er saa sin Sak at utebli fra den.

Da han kommer saa langt ned som til Maaneland og ser Barbro vil han bare
hilse og gaa forbi, men Barbro taler til ham og spør om han skal
nedover. -- Ja, svarer han og vil atter gaa. Det er hendes Barndomshjem
som skal sælges, derfor svarer han saa kort. -- Skal du paa Auktionen?
spør hun. -- Paa Auktionen? Naa, jeg gaar nu bare nedover. Hvor du har
han Aksel? -- Han Aksel, nei han vet ikke jeg av. Han er gaat paa
Auktionen. Han skal vel snike sig til Godkjøp paa et eller andet han
ogsaa.

Hvor tyk Barbro var, og hvor bisk hun var, rasende!

Auktionen er begyndt, han hører Lensmandens Oprop og ser mange Folk. Da
han kommer nærmere kjender han ikke alle, det er somme utenbygds, men
Brede vimser om i sin bedste Stas og er livlig og pratsom: Goddag, Isak!
Naa, du vil vise mig den Agt og Ære at du vil møte paa Auktionen min?
Det skal du ha Tak for. Vi har været Naboer og gode Venner i mange Aar
og aldrig har det været et ondt Ord mellem os! Brede blir rørt: Det er
jo underlig at tænke paa at forlate et Sted som jeg har levet paa og
strævet paa og faat kjært; men hvad Raad er det med det naar at det er
saa beskikket. -- Det kan bli meget bedre for dig herefter, trøster
Isak. -- Ja, vet du, svarer Brede og griper til, det tror jeg ogsaa. Jeg
angrer ikke paa det, aldrig det Slag. Jeg har ikke spundet Silke her i
Marken, det maa vel bli bedre herefter, Børnene blir større og flagrer
ut av Reiret -- jaja, Konen lager sig til med en til, men allikevel! Og
pludselig sier Brede kort og godt: Jeg har sagt ifra mig Telegrafen. --
Hvad? spør Isak. -- Jeg har sagt ifra mig Telegrafen. -- Har du sagt
ifra dig Telegrafen? -- Fra Nytaar. Hvad skulde jeg med han! Og dersom
at jeg var paa Fortjeneste og var med Lensmanden eller Doktoren i Skyss
saa skulde Telegrafen gaa først og fremst? Nei det skal ikke
eksisterest! Det kan den gjøre som har god Tid: at han rænder efter
Telegraflinjen over Berg og Dal for liten eller ingen Betaling, det blir
ikke han Brede! Og saa forresten saa blev jeg uklar med Bestyrelsen som
er over mig igjen.

Lensmanden vedblir at nævne Budene paa Nybygget, det er nu kommet op i
de faa Hundrede Kroner som det menes værdt, derfor bydes det bare fem og
ti Kroner ad Gangen. -- Jeg mener det er han Aksel som byr! sier Brede
pludselig og iler nysgjærrig over til ham: Skal du ha Gaarden min? Har
ikke du stor nok Gaard? -- Jeg byr for en anden Mand, svarer Aksel litt
vikende. -- Naa, jaja det er ikke mig imot, det er ikke saa at forstaa.
-- Lensmanden hæver Hammeren, et nyt Bud falder, et Hundrede Kroner med
en Gang, ingen gaar høiere, Lensmanden nævner Budet nogen Ganger, venter
en Stund med Hammeren iveiret og slaar.

Hvem bydde?

Aksel Strøm. For en anden Mand.

Lensmanden fører ind i Protokollen: Aksel Strøm pr. Kommission.

Hvem er det du kjøper for? spør Brede. Ja ikke saa at det skjeller mig,
men.

Men nu stikker nogen Herrer Hoderne sammen ved Lensmandens Bord, der
sitter en Repræsentant for Banken, Handelsmanden er møtt ved sin
Betjent, noget er kommet paa, Kreditorerne er ikke dækket. Brede blir
kaldt til, og Brede, let og sorgløs, nikker bare at javel han er enig,
men hvem kunde ha trodd at det ikke blev mere for Gaarden! sier han. Og
pludselig forkynder han høit til alle: Efterdi at vi nu har Auktion
korsom er og at jeg har brydd Lensmanden hit saa vil jeg sælge det jeg
har her: Kjærren, Dyrene mine, en Greip, Slipestenen, jeg faar ikke Bruk
for det mere, jeg sælger Rub og Stub!

Smaa Bud. Bredes Kone, let og sorgløs hun ogsaa, skjønt med en uhyre
Mave, er imens begyndt at sælge Kaffe ved et Bord, hun finder det
trøisomt at være Handelsmand, hun smiler, og da Brede selv kommer og
faar Kaffe forlanger hun for Spøk Betaling av ham ogsaa. Brede tar
virkelig op sin slunkne Pung og betaler. Se bare paa Kona! sier han til
Forsamlingen, hun er om sig! sier han.

Kjærren er ikke stort værdt, den har staat formeget ute under aapen
Himmel, men Aksel lægger paa hele fem Kroner tilslut og faar Kjærren
ogsaa. Saa kjøper ikke Aksel mere; men alle forundrer sig over at den
forsigtige Mand kjøpte saa meget.

Nu var det Dyrene. De stod inde idag for at være forhaanden. Hvad skulde
Brede med Dyr naar han ikke længer hadde Mark til dem! Han hadde ikke
Kjyr. Han hadde begyndt sit Jordbruk med to Gjeiter, nu stod han paa
fire. Saa hadde han desuten seks Sauer. Han hadde ikke Hest.

Isak kjøpte en viss Sau med flate Ører. Da Børnene til Brede kom
leiendes ut med denne Sau fra Fjøset begyndte han straks at by paa den,
det vakte Opmærksomhet, Isak paa Sellanraa var jo en rik og agtet Mand
og heller ikke trængte han mere Sau end han alt hadde. Bredes Kone
holder et Øieblik inde med sit Kaffesalg og sier: Ja den Sauen kan du
gjærne kjøpe, Isak, hun er gammel, men hun har to og tre Lam hvert
eneste Aar. -- Ja jeg vet det, svarte Isak og saa paa hende, jeg kjender
Sauen.

Han blir sammen med Aksel Strøm paa Hjemveien og leier sin Sau i Baand.
Aksel er faamælt og synes naget av noget, hvad det nu kunde være. Han
har ikke nogen ytre Aarsak til at være nedslaat, tænker vel Isak,
Avlingen hans staar pent, han har faat ind det meste av Fodret alt og
han er begyndt at lafte paa Stuehuset. Det gaar som det skal gaa hos
Aksel Strøm, litt sent, men sikkert. Nu har han faat Hest.

Du blev Kjøper av Stedet hans Brede, sa Isak, skal du bruke det? -- Nei
jeg skal ikke bruke det. Jeg kjøpte det for en anden. -- Naa. -- Hvad du
synes, gav jeg formeget? -- Aanei. Der er gode Myrer naar at de blir
opdyrket. -- Jeg kjøpte det til en Bror jeg har paa Helgeland. -- Naa.
-- Men saa tænkte jeg saa halvveis at jeg kanske kunde bytte med han. --
Bytte med han, vil du det? -- Om at ho Barbro heller skulde ville være
dernede. -- Minders saa, sa Isak.

De gaar et godt Stykke i Taushet. Aksel sier: De er saa efter mig om at
ta Telegrafen. -- Telegrafen? Naa. Ja jeg hørte han Brede har sagt han
ifra sig. -- Naa, svarer Aksel og smiler, det er nu ikke net akkurat
saa, men det er han Brede som er blit opsagt. -- Jaja, sier Isak og
undskylder Brede litt, det kan kastes megen Tid bort paa Telegrafen. --
De sa han op til Nytaar, om han skulde ville forbedre sig. -- Naa. -- Du
synes ikke jeg skal overta den Posten? -- Isak tænkte længe og svarte:
Jaja, det er nu de Pengene, men. -- De vil lægge paa til mig. --
Hvormeget? -- Det dobbelte. -- Det dobbelte? Ja da mener jeg du maa
tænke saa smaat paa det. -- Men de har gjort Strækningen noget længer.
Nei jeg vet ikke hvad jeg skal gjøre; men her er nu mindre at sælge av
Skogen end som det var hos dig og jeg maa kjøpe mere Redskap end den
lille jeg har. Penger og Kontanter trænges til enhver Tid og jeg har
ikke faat Budraatten saa stor at jeg kan sælge av han. Jeg mener jeg maa
prøve et Aar med Telegrafen for som først .... Det faldt ingen av dem
ind at Brede kunde forbedre sig og beholde Posten.

Da de kommer til Maaneland er ogsaa Oline kommet dit paa sin Nedtur, ja
Oline er mærkelig, hun kryper fet og rund som en Makk og er over de
sytti Aar, men hun kommer frem. Hun sitter og drikker Kaffe i Gammen,
men da hun blir Mændene var maa alt vike og hun stiger ut: Goddag,
Aksel, og velkommen fra Auktionen! Du fortryter vel ikke paa at jeg ser
indom dig og ho Barbro? Og du baler og bygger Storstue og blir mere og
mere mægtig! Har du kjøpt dig Sau, Isak? -- Ja, svarer Isak, kjender du
hende? -- Om jeg kjender hende? Nei. -- Hun har disse flate Ørene som du
ser. -- Flate Ører, hvorledes? Ja end saa? Hvad det var jeg skulde sagt:
hvem fik Gaarden hans Brede? Jeg sa netop til ho Barbro at hvem skal nu
bli Naboen din dernede? sa jeg. Ho Barbro stakkar sitter bare og
graater, som ventende er; men den Almægtige har beskikket hende et andet
Hjem her paa Maaneland! Flate Ører -- jeg har set mangen Sau i mine
Dager med flate Ører. Og det var sandt, Isak, at den Maskinen din det
var næsten mere end som at mine gamle Øine kunde fatte. Og hvad hun
koster det vil jeg ikke engang spørre om, for jeg kan ikke tælle det.
Har du set hende, Aksel, saa skjønner du hvad jeg mener, det var som jeg
saa Elias sin Ildvogn, forlate min Synd .. ..

Da Høiet var i Hus begyndte Eleseus at ruste sig til sin Atterfærd til
Byen. Han hadde skrevet til Ingeniøren at nu kom han, men faat det
mærkelige Svar at Tiderne var blit daarlige, de krævet Indskrænkninger,
Ingeniøren maatte ophæve hans Post og fra nu av skrive alt selv.

Det var som Pokker! Men hvad skulde i Grunden en Distriktsingeniør med
Kontorhjælp? Dengang han tok Smaagutten Eleseus hjemmefra vilde han vel
bare vise sig som stor Mand i Marken, og om han fødde og klædde ham til
over Konfirmationen saa hadde han meget rigtig litt Skrivehjælp igjen
for det. Nu var Gutten blit voksen, det hadde ændret alt.

Men, skrev Ingeniøren, kommer du tilbake saa vil jeg gjøre alt for at
faa dig ind paa et andet Kontor, skjønt det kanske vil falde vanskelig,
her er saa overflødig mange Unge som gaar den Vei. Venlig Hilsen.

Visst vilde Eleseus tilbake til Byen, var det at tvile paa? Skulde han
kaste sig bort? Han vilde jo frem i Verden! Og Eleseus sa ikke noget til
dem derhjemme om den forandrede Situation, det var til intet, og
forresten saa var han litt slap, altsaa tidde han. Livet paa Sellanraa
virket paa ham igjen, det var et uberømt og dagligdags Liv, men det var
rolig og sløvende, det virket til Drøm, han hadde ingen at skape sig til
for, han behøvet ikke at speile sig. Hans Byophold hadde spaltet ham og
gjort ham finere end de andre, gjort ham svakere, han begyndte i Grunden
at føle sig hjemløs alle Steder. At han tok paa at like Lugten av
Reinfant igjen -- lat gaa! Men det var ikke nogen Mening i for en
Bondegut at staa og høre paa at Morn og Pikerne mælket Dyrene om Kvælden
og saa falde i følgende Tanker: de mælker, hør nu vel efter, det er
næsten omentrent forunderlig at høre paa, et Slags Sang i bare eneste
Striper, forskjellig fra Hornmusiken i Byen og Frelsesarmeen og
Dampskibsfløiten. Striper ned i en Spand ....

De hadde det ikke meget med at vise sine Følelser paa Sellanraa og
Eleseus kvidde sig for det Øieblik da han skulde ta Avsked. Nu var han
godt utrustet, han skulde atter faa en ny Væv til Undertøi med sig og
Farn hadde overdraget til Mellemmand at levere Eleseus nogen Penger idet
han gik ut av Døren. Penger -- kunde Isak virkelig avse Penger? Det
skulde ikke anderledes gaa, Inger ymtet jo at det vel skedde for siste
Gang, Eleseus skulde med det første begynde at stige og komme frem selv.
-- Naa, sa Isak. -- Stemningen blev høitidelig, Hjemmet blev stille, de
hadde allesammen faat et kokt Æg hver til siste Maaltid og Sivert stod
alt utenfor færdig til at være med nedover Marken og bære. Eleseus kunde
begynde.

Han begyndte med Leopoldine. Ja hun sa Farvel tilbake og greidde det
godt. Likeens Tausen Jensine som sat og kardet Uld, hun svarte Farvel;
men de glodde forbandet paa ham begge Pikerne bare fordi han kanske var
litt rødrandet om Øinene. Han rakte Haanden til sin Mor, og hun graat
naturligvis bent ut og brydde sig Fan om at han var en Motstander av
Graat. Du maa leve saa vel! hikstet hun. Farn blev det værst med,
absolut, aa av alle Grunder: han var saa slitt og uendelig trofast,
hadde baaret Børnene paa Armen, fortalt dem om Maaser og andre Fugler og
Dyr og Markens Undere, det var ikke længe siden, nogen Aar .... Farn
staar ved Glasvinduet, saa snur han sig pludselig rundt, griper Sønnens
Haand og sier fort og ærgerlig: Jaja Farvel! Jeg ser Nyhesten har slitt
sig dernede! Og ut svinger han og rænder avsted. Aa men han hadde jo
selv luret sig til at løse Nyhesten for litt siden, og det skjønte
Skøieren Sivert meget godt der han stod utenfor og saa efter Farn og
smilte. Og forresten saa gik jo Hesten paa Haaen.

Saa var Eleseus færdig.

Saa kom Morn efter ham ut paa Dørhellen og hikstet mere og sa at Gud
være med dig! og leverte ham noget -- dette her -- og du skal ikke takke
han, det vil han ikke. Glem nu ikke at skrive flittig. --

To Hundrede Kroner.

Eleseus saa nedover: Farn strævet uhyre med at faa banket en Tjorpaal
ned i Jorden, det syntes ikke at ville lykkes ham endda det var paa
bløte Engen.

Brødrene gik ind i Marken, de kom til Maaneland og Barbro stod paa
Dørhellen og bad dem til sig: Skal du reise igjen nu, Eleseus? Nei saa
maa du komme ind og faa en Kop Kaffe om ikke andet! De gaar ind i Gammen
og Eleseus er ikke mere saa tilredt av Kjærlighed og vil springe ut av
Vinduet og ta Gift, nei han lægger sin lyse Vaarfrak over sine Knæ og
sørger for at Sølvskiltet vender op, derpaa stryker han sit Haar med
Lommetørklædet og derpaa sier han aldeles fint: Et klassisk Veir vi har!

Barbro er heller ikke borte, hun spiller med Sølvring paa en Haand og
Guldring paa en anden -- jo der hadde hun sandelig faat Guldringen ogsaa
-- og hun har et Forklæde paa som rækker fra Halsen til Føtterne, saa
det er likesom ikke hun som er tyk, hvem det nu ellers er. Og da hun
faar Kaffen færdig og Gjæsterne drikker syr hun først litt paa en hvit
Duk og hækler derpaa litt paa en Krave og driver flere jomfruelige
Sysler. Barbro er ikke brydd av Besøket og det er godt, Tonen blir
naturlig derved, Eleseus kan være paa Overflaten igjen ung og fjasende.

Hvor du har gjort av han Aksel? spør Sivert. -- Enkvar Stædn, et eller
andet Sted, svarer hun og retter sig. Ja nu kommer du vel aldrig mere
hjem til Marken? spør hun Eleseus. -- Det er vel høist usandsynlig,
svarer han. -- For her er ikke Sted for den som er vant til Byen. Jeg
var tilfreds jeg kunde slaa Lag med dig. -- Naa, det mener du nu ikke?
-- Mener jeg det ikke? Jeg har smakt hvorledes at det er at være i By og
hvorledes at det er at være i Bygd, for jeg har været i større By end
som du; saa skulde jeg ikke vantrives her? -- Jo det mente jeg ikke, du
som har været i selve Bergen! skyndte han sig at si, det var da svært
hvor utaalsom hun var! -- Det vet jeg visst at hadde jeg ikke Avisen at
læse i saa fôr jeg min Vei straks, sa hun. -- End han Aksel da og siden
altsammen, det var det jeg mente? -- Ja han Aksel det blev nu ikke min
Sak. End du selv, har du kanske ikke nogen som venter paa dig i Byen? --
Nu kunde ikke Eleseus late være at skape sig noget til og lukke Øinene
og smælte det paa Tungen at han muligens aldeles rigtig hadde nogen som
ventet paa ham i Byen. Aa men han kunde ha utnyttet dette helt
anderledes hvis ikke Sivert hadde sittet der, nu maatte han bare svare:
Du tøver! -- Naa, sa hun støtt, og det var da i det hele tat skammelig
saa grætten hun var: Tøver, sa hun. Ja du kan ikke vente mere av Folk
her paa Maaneland, vi er ikke saa storveies. --

Eleseus gav hende forresten Pokker, hun var blit godt grimet i Ansigtet
og hendes Tilstand var endelig gaat op ogsaa for hans Barneøine. -- Kan
du ikke spille litt paa Gitaren? sa han. -- Nei, svarte hun kort. Hvad
det var jeg skulde sagt, Sivert: kan du ikke komme og hjælpe han Aksel
med at lafte paa Nystuen i nogen Dager? End om at du begyndte imorgen
naar at du kommer tilbake fra Bygden? -- Sivert tænkte paa det: Ja. Men
jeg har ikke Klær til det. -- Jeg skal rænde hjem efter Hverdagsklærne
dine i Kvæld saa du har dem her naar du kommer. -- Ja, sa Sivert,
minders saa. -- Barbro blev overflødig ivrig: Du maatte ha villet det!
Det er nu saa at Sommeren gaar og Stuen skulde været oppe og tækket før
Høstvæten. Han Aksel har villet bedt dig mange Ganger, men han kommer
sig ikke til. Nei du maatte ha villet gjort os den Velgjærningen! -- Den
Hjælpen jeg kan gjøre skal jeg gjøre, sa Sivert.

Det var avgjort.

Men nu er det sandelig Eleseus sin Tur at bli støtt. Han skjønner nok
det er dygtig gjort av Barbro at være om sig paa sine egne og Aksels
Vegne og skaffe Hjælp til Byggingen og berge til Hus, men det er litt
for aapenlyst, hun er ikke Kone paa Gaarden endda og det er ingen
Evighet siden han selv hadde kysset hende, dette Menneske. Fandtes det
ikke Skam i hende! -- Jo, sier han derfor pludselig, jeg skal komme
igjen og være Fadder hos dig. -- Hun gav ham et Blik og svarte forarget:
Fadder? Du snakker om at tøve! Og saaforresten saa skal jeg sende Bud
paa dig naar at jeg blir opraadd for Fadder. -- Hvad kunde Eleseus andet
gjøre end le skamfuld og ønske sig ut av Gammen! -- Tak for Kaffen! sa
Sivert. -- Ja Tak for Kaffen! sa Eleseus ogsaa, men han reiste sig ikke
og ikke bukket han heller, det skulde Pokker, og hun var et Nøste av
Sinne, et Eiter.

Lat mig se! sa Barbro. Ja de Kontoristerne som jeg var hos de hadde
ogsaa Sølvplater i Frakkerne sine, meget større Sølvplater, sa hun. Jaja
saa kommer du indom og ligger her i Nat, Sivert? Jeg skal hente Klærne
dine.

Det var Avskeden.

Brødrene gik igjen, Eleseus gav hende altsaa Pokker og hadde endda to
digre Pengesedler i Brystlommen! Brødrene agtet sig vel for at komme ind
paa nogen Slags sørgmodige Æmner, paa Farns rare Farvel og Morns Graat,
de gjorde en Omvei forbi Breidablik for at slippe at bli hæftet og
spøkte muntert med dette Snyteri. Men da de kom saa langt ned at de
kunde se Bygden og Sivert skulde snu blev de litt umandige begge to.
Sivert kom til at si: Det er nu ikke frit for at det kanske blir
langsomt efter dig! -- Da begyndte Eleseus at plystre og at undersøke
sine Sko og faa en Flis i Fingeren og lete efter noget i Lommerne, nogen
Papirer, sa han, set paa Maken! Aa men det hadde nok allikevel gaat ilde
hvis ikke Sivert hadde reddet dem: Sisten! ropte han og gav Brorn et
Rapp og sprang væk. Det hjalp, de sendte hverandre nogen Farvelord mere
langveis fra og tok hver sin Vei.

Skjæbne eller Slump. Eleseus vendte paa Trods av alt tilbake til Byen
til en Post som han ikke længer hadde, men ved samme særlige Høve fik
Aksel Strøm en Mand i Arbeide. De begyndte at lægge Stuen op den 21de
August og ti Dager senere var den under Tak. Aa det var ikke større
Stuen og bare nogen faa Omfar i Høiden, bare saavidt det var Træhus og
ikke Gamme, men saavidt at Dyrene vilde faa et herlig Fjøs til Vinteren
i det som hittil hadde været Menneskenes Hus.




II


Den 3die September blev Barbro borte. Helt borte var hun nu ikke, men
hun var ikke ved Husene.

Aksel stod og snedkret det bedste han kunde, han strævet med at faa et
Glasvindu og en Dør sat ind i Nystuen, saa han var meget optat; men da
det lidde over Høgstdags og han endda ikke hadde faat Matbud gik han ind
i Gammen. Ingen der. Han fandt sig selv noget Mat og saa sig om mens han
spiste, alle Barbros Klær hang der, hun var bare ute et eller andet
Sted. Han gik tilbake til sit Arbeide i Nystuen og drev paa en Stund
til, saa kikket han ind i Gammen igjen -- nei ingen der. Hun maatte være
blit liggende et Sted. Han gaar ut og leter.

Barbro! kalder han. Nei. Han leter omkring Husene, gaar over til nogen
Busker i Kanten av Jordet, leter længe, kanske en Time, kalder -- nei.
Han finder hende godt avsides, hun ligger paa Jorden skjult av Busker,
Bækken løper forbi hendes Føtter, hun er barhodet og barbent, dertil
dyvaat helt op i Ryggen.

Ligger du her? sier han. Hvorfor svarte du ikke? -- Jeg kunde ikke,
hvisket hun og var næsten maalløst hæs. -- Hvad -- har du været i
Vandet? -- Ja. Jeg glidde. Aa! -- Er du ussel? -- Ja. Det er over. -- Er
det over? sier han. -- Ja. Nu maa du hjælpe mig hjem. -- Hvor er --? --
Hvad? -- Var det ikke Barn? -- Nei. Det var dødt. -- Var det dødt? --
Ja.

Aksel er sen og uten Fremfærd, han staar der. -- Hvor det er? spør han.

Det gjør du ikke at vite, svarer hun. Hjælp mig hjem. Det var dødt. Jeg
kan gaa selv naar at du letter mig ørlite under Armen.

Aksel bærer hende hjem og sætter hende paa en Stol. Vandet randt av
hende. -- Var det dødt? spør han. -- Det hører du vel, svarer hun. --
Hvor du har det? -- Skal du lugte paa det? Har du fundet dig Mat mens
jeg var borte? -- Men hvad du skulde atmed Bækken? -- Hvad jeg skulde
atmed Bækken? Jeg skulde finde Ener. -- Ener? -- Til Kjørlerne. -- Det
er ingen Ener der, sier han. -- Du skal bare gaa og arbeide! advarer hun
hæst og utaalmodig. Hvad jeg skulde atmed Bækken? Jeg skulde finde mig
Soplimeris. Har du spist, spør jeg? -- Spist? gjentar han. Er du meget
ussel? -- Aanei. -- Jeg mener jeg maa faa Doktoren til dig. -- Du kan
bare prøve! svarer hun og reiser sig og begynder at finde sig tørre Klær
til Skifte. Har du ikke andet at kaste Penger bort til!

Aksel gaar tilbake til sit Arbeide og han faar ikke stort utrettet, men
han dunker litt og høvler litt saa hun skal høre ham; tilslut kiler han
Vinduet og dytter det med Mose.

Om Kvælden er ikke Barbro videre paa Maten, men hun gaar og pusler og er
i Fjøset og mælker og stiger bare litt forsigtigere end ellers over
Dørstokkerne. Hun gik tilsengs i Høihuset som hun pleiet og de to
Gangene Aksel saa til hende om Natten sov hun fast. Hun hadde en god
Nat.

Morgningen efter var hun næsten som ellers, bare hæs indtil Stumhet og
med en lang Strømpe reivet om Halsen. De kunde ikke tale med hverandre.
Dagene gik og Episoden blev gammel, andre Ting traadte i Forgrunden.
Nystuen skulde egentlig staa og sige i Lafterne og bli tæt og trækfri,
men det var det ikke Tid til, den maatte gjøres brukbar straks og det
nye Fjøs indredes. Da det var gjort og Flytningen over tok de op Poteten
og da den var oppe skar de Kornet. Livet var det almindelige.

Men av mange smaa og større Ting skjønte Aksel at Stillingen var blit
løsere, Barbro fandt sig ikke mere hjemme paa Maaneland end en anden
Taus vilde ha gjort, heller ikke mere bundet, hans Tak i hende hadde
raknet da Barnet døde. Han hadde tænkt saa stort at bare vent til Barnet
kommer! Men Barnet kom og gik. Tilsist strøk Barbro endog av sig
Fingerringene og brukte ingen av dem. -- Hvad det skal bety? spurte han.
-- Hvad det skal bety? svarte hun og kastet med Nakken. --

Men det kunde ikke godt bety andet end Træskhet og Svik fra hendes Side.

Nu hadde han fundet det lille Lik ved Bækken. Ikke saa at han hadde lett
videre efter det, han visste jo næsten paa en Prik hvor det maatte være,
men han lod det sløvt bero. Tilfældet vilde da at han ikke skulde glemme
det helt bort: det begyndte at staa Fugl over Stedet, skrikende Skjur og
Kraake, men en Tid efter ogsaa et Ørnepar i svimlende Høide. Det var som
oprindelig bare en enkelt Skjur hadde set noget bli henlagt der og saa
ikke hadde kunnet tie med det som et Menneske, men var begyndt at
skravle. Saa vaknet jo ogsaa Aksel av sin Likegyldighet og ventet paa en
høvelig Stund til at snike sig ditbort. Han fandt det under Mose og
Kvist og et Par Stenheller, i en Klut, en stor Fille. Med Nyfikenhet og
Gru aapnet han litt paa Klædet -- Øinene lukte, mørkt Haar, Gut, Benene
overkors, mere saa han ikke. Kluten hadde været vaat, men var begyndt at
tørkes, det hele saa ut som en halvt opvridd Bundel efter Vask.

Aksel kunde ikke late det ligge slik i Dagen, inderst inde var han vel
ogsaa rædd for sig selv og sit Sted, han løp hjem efter Spade og gjorde
Graven dyp, men da det var saa nær Bækken at det kom Vand sigende ind
maatte han flytte Graven høiere op i Bakken. Under dette svandt hans
Frygt for at Barbro skulde komme paa ham og finde ham her, han blev
oprigtig morsk og trodsig, hun kunde gjærne komme, saa skulde hun faa
værsaagod svøpe Liket pent og ordentlig ind efter sig, enten det nu
hadde været dødfødt eller ei! Han skjønte godt hvad han hadde tapt ved
dette Barns Død, at han hadde Utsigt til at bli hjælpeløs paa sit Nybygg
igjen, og det nu da Buskapen var blit mere end tredobbelt saa stor.
Værsaagod, det var ikke formeget om hun kom! Men Barbro -- det kan
gjærne være at hun hadde opdaget hvad han var i Lag med, hun kom ialfald
ikke, han maatte selv svøpe Liket paa bedste Maate og flytte det til den
nye Grav. Øverst la han Græstorven paa igjen som før og skjulte alt, det
var nu intet andet synlig efter ham end en liten grøn Haug blandt
Buskene.

Han møtte Barbro paa Tunet da han kom hjem. -- Hvor du har været? spurte
hun. -- Bitterheten var vel gaat av ham, han svarte bare: Ingen Steder.
Hvor har du selv været? -- Aa men Barbro tok kanske et Varsel av
Uttrykket i hans Ansigt, hun gik ind uten at si mere.

Han gik efter.

Hvorledes er det, sa han og spurte bent frem, hvad skal det bety at du
ikke længer bruker Fingerringene dine? -- Kanske fandt hun det
raadeligst at gi litt efter, hun lo og svarte: Du er saa morsk at jeg
maa le! Men naar du vil at jeg skal slite paa Ringene til Hverdags saa
skal jeg gjøre det! Dermed fandt hun dem frem og satte dem paa.

Men nu saa hun vel at hans Ansigt blev dumt og tilfredsstillet, hun
spurte dristig: Er det mere du har imot mig for? -- Jeg har ikke imot
dig, svarte han. Og du skal bare være som du var før, hele Tiden før, da
du kom hit. Det er det jeg mener. -- Det er nu ikke saa let at være
likeens jamt og samt. -- Han vedblev: Da jeg kjøpte Stedet efter Far din
saa var det om at du heller vilde være dernede, saa kunde vi flytte dit.
Hvad du tror om det? -- Ho, der hadde han tapt, aa nu var han rædd for
at miste sin Kvindfolkhjælp og bli opraadd med Dyrene og Husstellet
igjen, det skjønte hun godt: Ja det har du sagt før, svarte hun
avvisende. -- Ja. Men jeg har ikke faat noget Svar. -- Svar? sa hun. Jeg
taaler ikke at høre det mere!

Aksel syntes vel han hadde strakt sig langt: han hadde latt Familjen
Brede bli boende paa Breidablik, og endda han hadde kjøpt den vesle
Avlingen da han kjøpte Stedet hadde han bare kjørt nogen faa Lass Høi i
Hus dernede og overlatt Poteten til Familjen. Det var en stor
Urimelighet av Barbro at slaa sig vrang nu, men hun aget sig ikke, hun
spurte som dypt krænket: Skulde vi flytte til Breidablik og gjøre alle
mine Folk husvilde! --

Hørte han ret? Han sat først med aapen Mund, saa begyndte han at smatte
som om han laget sig til et større Svar, det blev til ingenting, han
spurte: Skal de ikke til Bygden? -- Det vet jeg ikke, svarte hun. Har du
kanske leiet til dem i Bygden? --

Aksel vilde fremdeles ikke gaa i Rette med hende, men han kunde ikke tie
med at hun forundret ham noget, forundret ham ubetydelig: Du blir mere
og mere forhærdet og tværsfor, sa han, men du mener ikke noget med det,
sa han. -- Jeg mener alt jeg sier, svarte hun. Og hvorfor kunde ikke
heller Folket mit ha faat komme hit, kan du fortælle mig det? Saa kunde
jeg hat nogen Hjælp av ho Mor. Men du tror ikke jeg har saa meget at
gjøre at jeg trænger Hjælp. --

I dette var naturligvis noget ret, men ogsaa meget urimelig: Familjen
Brede hadde da maattet bo i Gammen og Aksel vilde ha blit like opraadd
med Dyrene. Hvor vilde hun hen, og eiet hun ikke Vet og Forstand! -- Jeg
skal si dig ett, sa han, du skal heller faa Taus til Hjælp! -- Imot
Vinteren naar at det er mindre at gjøre? Nei. Jeg kunde ha faat Taus da
jeg trængte hende. --

Hun hadde atter Ret i noget: da hun gik her og var tyk og syk kunde
Tausen ha kommet! Men saa var det jo at Barbro aldeles ikke blev
liggende tilbake i sit Arbeide, hun var i Grunden like rap og dygtig,
hun gjorde det som skulde gjøres og ordet aldrig om en Taus. Men hun
skulde hat en. -- Ja saa forstaar jeg det ikke, sa han motløs.

Taushet.

Barbro spurte: Hvad det er jeg hører, skal du ha Telegrafen efter han
Far? -- Hvorledes? Hvem som har sagt det? -- De snakker paa det. -- Ja,
sa Aksel, det er ikke umulig. -- Naa. -- Ja hvad du spør for? -- Jeg
spør for det, svarte Barbro, at du har tat Hus og Hjem ifra han Far og
nu tar du Levebrødet.

Taushet.

Aa men nu vilde vel ikke Aksel strække sig længer: Jeg skal si dig
akkurat en Ting, ropte han, at du er ikke værd alt jeg gjør for dig og
dine!

Naa, sa Barbro.

Nei! sa han og slog Næven i Bordet. Dermed reiste han sig.

Du skal ikke tro at du skræmmer mig! pep hun med ynkelig Maal og flyttet
sig nærmere Væggen.

Skræmme dig! hærmet han og blaaste foragtelig. Men nu er det Alvor og
jeg vil vite hvorledes at det er med Barnet. Har du kjøvd det?

Kjøvd det?

Ja. Det har været i Vand.

Naa, sa hun, du har set det? Du har været og -- lugtet paa det, vilde
hun ha sagt, men torde det ikke, han var kanske ikke til at spøke med
just nu. Du har været og set?

Jeg saa at det har været i Vand.

Ja, sa hun, det kunde du gjærne se. Det blev født i Vand, jeg kom mig
ikke op igjen, jeg glidde.

Naa, du glidde.

Ja. Og i det samme kom Barnet.

Naa, sa han. Men du tok med dig en Klut hjemmefra, var det paa Vonen om
at du skulde komme til at gli?

Klut? gjentok hun.

En stor hvit Fille, en av mine Skjorter som du hadde klippet tværs av.

Ja, sa Barbro, den Fillen tok jeg med til at bære Eneren i.

Eneren?

Ja Eneren. Har jeg ikke fortalt dig at jeg gik efter Ener?

Jo. Eller efter Soplimeris.

Jaja det blir det samme hvad det var ....

Men endog efter et saavidt stærkt Sammenstøt blev det godt igjen mellem
dem, det vil si nei ikke godt, men taalelig, Barbro viste sig klok og
mere føielig, hun veiret Fare. Men under slike Forhold blev jo Livet paa
Maaneland endda mere tvungent og ulevelig, uten Tillit, uten Glæde,
altid paa Vakt. Det gik bare en Dag isenn, men saalænge det i det hele
tat gik maatte Aksel være tilfreds. Han hadde nu engang faat denne Pike
til sig og trængte hende og hadde været Kjærest med hende og bundet sit
Liv til hende, det var ikke nogen let Sak at omgjøre sig selv og Livet.
Barbro visste alt som vedkom Nybygget: hvor Kopper og Kar stod; naar
Kjyr og Gjeiter skulde bære; om Vinterfodret blev snaut eller rikelig;
at den Mælk var til Ystings og den Mælk til Mat, -- en Fremmed vilde
ikke ha Greie paa noget, og en Fremmed var kanske ikke til at opdrive.

Aa men mangen Gang hadde Aksel Strøm hat den Tanke at skifte ut Barbro
for en anden Taus, hun var stundom et Troll var hun og han var næsten
rædd hende. Selv i den Tid han hadde det Uheld at ha Held med sig hos
hende kunde han iblandt vike tilbake for hendes mærkelige Grumhet og
uhøviske Adfærd, men hun var pen og hadde søte Stunder ogsaa og begrov
ham godt i sin Favn. Det var dengang, nu var det ophørt. Nei Tak, hun
skulde ikke ha op igjen den Elendigheten! Men det er ikke let at omgjøre
sig selv og Livet: Saa lat os gifte os straks! sa Aksel og trængte paa.
-- Straks? svarte hun. Nei jeg faar nu først til Byen med Tænderne mine,
de er snart bortværket alle ihop.

Saa maatte det bare vedbli at gaa som før, og Barbro fik ikke egentlig
Løn mere, men hun fik langt over Lønnen, og hver Gang hun var Penger og
Skillinger begjærendes og fik dem takket hun ogsaa som om det var Gaver.
Men forresten forstod ikke Aksel hvad hun brukte Pengene til, hvad
skulde hun med Penger i Marken? Sparte hun sammen? Men hvad i Alverden
sparte hun sammen til og sparte og sparte hele Aaret igjennem?

Det var saa meget Aksel ikke forstod: hadde hun ikke faat Fæstering, ja
hadde hun ikke faat Guldring? Det var jo ogsaa blit godt mellem dem en
lang Stund efter denne siste store Gave, men i al Evighet virket den
ikke, langtifra, og han kunde ikke vedbli at kjøpe Ringer til hende.
Kort og godt: vilde ikke Barbro ha ham? Kvindfolk var jo rare! Stod en
Mand med Buskap og et godt Nybygg færdig til hende et andet Sted? Aksel
kunde gjærne gaa til den Yterlighet at slaa i Bordet over Kvindfolks
Dumhet og Luner.

Det var saa mærkelig, intet andet syntes at staa Barbro i Hodet end
Bylivet og Bergen. Godt. Men hvorfor hadde hun da foretat Reisen
nordover igjen, Gud velsigne hende? Et Telegram fra Farn vilde ikke i og
for sig ha flyttet hende en Fot, hun maatte ha hat en anden Grund. Her
gik hun nu utilfredsstillet fra Morgen til Kvæld i Aar efter Aar. Alle
disse Kjørler av Træ og ikke av Blik og Jærn; Gryter istedet for
Kasseroller; den evige Mælking istedet for en Spasertur til Meieriet;
Bondestøvler, Gulsaape, Høisæk under Hodet; aldrig Hornmusik, aldrig
Mennesker. Her gik hun ....

De trættet mangen Gang efter det store Sammenstøt, ho, mangen god Gang.
Skal vi tie om det, skal vi tale om det! sa Barbro, og du mindes ikke
meget hvad du har gjort imot han Far, sa hun. -- Aksel spurte: Naa, hvad
har jeg gjort? -- Det vet du vel selv, svarte hun. Men saaforresten saa
blir nu vel ikke du Inspektør allikevel. -- Naa. -- Nei det tror jeg
ikke før jeg ser det. -- Du mener jeg har ikke Hode til det? -- Det er
godt for dig dersom at du har et Hode, men ikke læser du og ikke skriver
du og du tar aldrig din Haand i Avisen. -- Jeg kan nu baade læse og
skrive til mit Bruk, sa han, men du er bare et stort Kjæfthul! -- Der
har du den for som først! sa hun og drev Sølvringen paa Bordet. -- Naa,
end den andre? spurte han efter en Stund. -- Ja dersom at du vil ta
igjen Ringene dine saa skal du faa dem, sa hun og strævet med at faa
Guldringen av. -- Jeg estimerer ikke Sinnet dit! erklærte han og gik ut.

Og naturligvis brukte hun snart begge Ringene igjen.

Det stagget hende heller ikke i Længden at han ymtet Mistanke til hende
for Barnets Død. Tværtimot, hun blaaste og var kaut. Ikke saa at hun
tilstod noget, men hun sa: Jaja, end om jeg hadde kjøvd det ogsaa! Du
bor nu her i Marken og vet ikke om nogen Ting andre Steder! -- Da de
engang drøftet dette Spørsmaal syntes hun at ville faa ham til at
forstaa hvor altfor alvorlig han tok det, selv tilskrev hun ikke et
Barnemord mere Vigtighet end det fortjente. Hun visste om to Piker i
Bergen som hadde dræpt Barnet sit, men den ene hadde faat nogen
Maaneders Straf fordi hun hadde været dum og ikke dræpt det, men lagt
det ut til Ihjælfrysing, og den andre Piken var blit frikjendt. Nei
Loven han er ikke saa umenneskelig stræng nu som før, sa Barbro. Og
desforuten saa kommer det ikke altid op, sa hun. En av Pikerne som
tjente paa Bergens Hotel hadde dræpt to Børn, hun var fra Kristiania og
gik baade med Hat og Fjær. For det siste Barnet blev hun sat fast i tre
Maaneder, men det første Barnet kom ingenting op om, fortalte Barbro.

Aksel hørte paa og blev mere og mere rædd hende. Han prøvet at forstaa,
at skjelne litt i dette Mørke, men i Grunden hadde hun Ret: han tok det
paa sin Maate for alvorlig. Hun var med al sin banale Fordærvelse ikke
værdt en grundig Tanke. Et Barnemord var jo for hende uten Ide, uten
Overordentlighet, det var bare al den moralske Skittenfærdighet og
Løshet som kunde ventes av en Tjenestepike. Det viste sig ogsaa i Dagene
som fulgte: ikke en Times Eftertanke, hun var jævnt og naturlig den
samme som før, uforanderlig fuld av likegyldig Fjas, fuld av
Tjenestepike. Jeg maa bort med Tænderne mine, sa hun, og saa skulde jeg
hat mig en Vampe, sa hun. En Vampe var et Slags kort Kaape som rak bare
saavidt nedenfor Livet, den hadde været Mote i nogen Aar, Barbro vilde
ha en Vampe.

Naar hun tok det hele saa likefrem hvad andet hadde da Aksel at gjøre
end slaa sig til Ro? Han hadde heller ikke altid videre fast Mistanke
til hende og selv tilstod hun jo intet, tværtimot, hun hadde Gang paa
Gang nægtet al Skyld uten Harme, uten Haardnakkethet, men Pokkers
selvfølgelig -- som en Tjenestepike nægter at ha slaat et Fat istykker
selv om hun har gjort det. Det gik et Par Uker, saa blev det allikevel
Aksel formeget, han stanset sig selv en Dag midt i Stuen og hadde en
Aapenbaring: Men du store Gud, alle hadde jo set hendes Tilstand, at hun
var tyk, at hun rugget, men nu var hun tynd igjen, og hvor var Barnet?
End om alle Mennesker kom og lette? De vilde en Dag forlange Forklaring.
Naar det altsaa ikke var noget galt fat saa hadde det været langt
rettere at faa Liket begravet paa Kirkegaarden. Saa var det borte fra
Buskene, borte fra Maaneland --

Nei. Jeg vilde bare ha kommet i Omstændighet, sa Barbro. De vilde ha
aapnet Barnet og det vilde ha blit Forhør. Det kjæret jeg ikke om.

Bare det ikke blir værre siden, sa han.

Barbro spurte vel tilmote: Hvad du gaar og grunder over? La det ligge i
Buskene! Ja hun smilte og spurte: Tror du det kommer efter dig? Du skal
bare ti stille og ikke gaa og tøve med det.

Naa, jaja.

Har jeg kjøvd Barnet kanske? Det kjøvde sig selv i Vandet da jeg faldt.
Er det ikke makeløst hvad du kan finde paa! Og desforuten saa kommer det
ikke op, sa hun.

Det kom nu op med ho Inger paa Sellanraa, har jeg hørt, indvendte Aksel.

Barbro tænkte paa det: Jeg er like sæl! sa hun. Loven han er forandret
nu, dersom at du læste Avisen saa fik du se. Det er saa mange som faar
Barn og tyner det og ingen gjør dem noget videre for det! -- Barbro
likefrem forklarer ham det og ser stort paa Tingen, hun hadde ikke for
intet været ute i Verden og hørt og set og lært meget, nu sat hun her og
var flinkere end han. Hun hadde tre Hovedargumenter som hun idelig
fremholdt: for det første hadde hun ikke gjort det. For det andet var
det ikke saa farlig om hun hadde gjort det. Men for det tredje vilde det
ikke komme op.

Jeg synes alle Ting kommer op, indvendte han.

Hnei, langtifra! svarte hun. Og om det nu var for at forbløffe ham eller
indgyde ham Mot, eller om det endog var av Forfængelighet, av Skryt --
hun lot i dette Øieblik en Bombe springe: Jeg har selv gjort noget som
ikke er kommet op.

Du? sa han vantro. Hvad du har gjort?

Hvad jeg har gjort? Jeg har dræpt!

Kanske hadde hun ikke ment at gaa saa vidt, nu maatte hun videre, han
sat jo der og stirret paa hende. Aa det var ikke stor og ubøielig
Frækhet engang, det var Øretuteri, Bravade, hun vilde være overlegen og
vinde i Pratet: Tror du mig ikke? ropte hun. Kan du huske det Barneliket
paa Stadthavet? Det hadde jeg kastet der!

Hvad? sa han.

Barneliket dengang. Du husker ingenting. Vi læste om det i Bladet.

Efter en Stund utbrøt han: Du er et galent Spektakels!

Men hans Forvirring gav hende vel Blod paa Tand, et Slags kunstig Kraft,
saa hun kunde fortælle Detaljer: Jeg hadde det med i Kisten min -- ja
det var dødt, det gjorde jeg med det samme det fødtes. Og da vi var
kommet paa Stadthavet saa kastet jeg det ut.

Han sat mørk og taus, men hun talte endda: det var nu længe siden, flere
Aar, det var da hun kom reisende til Maaneland. Saa han kunde se at ikke
alt kom op, langtifra. Hvad trodde han vel hvis alt kom op som gjordes
av alle Folk! End alt det som gifte Folk i Byerne gjorde? De dræpte
Børnene før de fødtes, det var Doktorer til det. De vilde ikke ha mere
end som ett Barn eller i Høiden to Børn, og saa aapnet Doktoren ørlite
paa Morslivet. Saa Aksel kunde tro at dette var ikke nogen stor Sak ute
i Verden.

Aksel spurte: Naa, saa har du vel gjort det av med det siste Barnet
ogsaa?

Hnei! svarte hun yterst likegyldig. For det slap jeg, sa hun. Men hun
kom endda engang tilbake til at det vilde ikke ha været saa farlig. Hun
syntes vant til at gaa Spørsmaalet under Øinene, derfor var hun blit saa
likegyldig. Første Gang var det kanske allikevel litt nifst, bitte litt
fremmed for hende at dræpe et Barn; men anden Gang? Hun kunde tænke paa
Daaden med et Slags historisk Følelse: det var gjort og det gjøres.

Aksel kom ut av Stuen med tungt Hode. Det sysselsatte ham ikke saa
stærkt at Barbro hadde dræpt sit første Barn, det hadde han intet med.
Og at hun i det hele tat hadde hat dette Barn var det ikke saa meget at
si paa, nogen Uskyldighet var hun ikke og hadde hun ikke utgit sig for,
tværtimot, hun hadde ikke skjult sin Kyndighet, men lært ham op i mangen
mørk Lek. Godt. Men det siste Barn vilde han ikke ha mistet, en liten
Gut, en hvit Skapning tullet ind i en Fille. Var hun Skyld i dette Barns
Død saa hadde hun forurettet ham, forurettet Aksel, slitt et Baand som
var værdifuldt for ham og som han ikke længer fik Maken til. Men det
kunde jo være at han gjorde hende Uret: at hun hadde glidd i Bækken og
ikke kommet sig op igjen. Skjønt Kluten var jo der, den halve Skjorte
som hun hadde tat med sig --

Men Timerne gik nu ogsaa, det blev Nôn og det blev Kvæld. Og da Aksel
var gaat tilsengs og hadde stirret længe nok ind i Mørket sovnet han og
sov til om Morgningen. Saa kom en ny Dag, og efter den Dag kom andre
Dager.

Barbro vedblev at være den samme. Hun visste saa meget fra Verden og
behandlet med Likegyldighet slike Smaatterier som var Farer og Rædsler i
Marken. Det var paa en Maate trøstefuldt, hun var flink for dem begge,
sorgløs for dem begge. Forresten gik hun heller ikke omkring som et
farlig Menneske. Barbro et Uhyre? Ikke Spor. Hun var derimot en pen
Pike, blaaøiet, litt opnæset, lethændt i Arbeidet. Hun gik og var idelig
lei og kjei av Nybygget og av Trækjørlerne, som trængte saa megen
Skuring, og kanske lei av hele Aksel og den Pokkers bortgjæmte
Tilværelse hun førte, men hun avlivet ingen av Dyrene og stod aldrig med
hævet Kniv over ham selv om Natten.

Bare en Gang til faldt det saa at de kom til at tale om Barneliket i
Skogen. Han mente atter at det burde ha været begravet paa Kirkegaarden
og kastet Jord paa, men hun hævdet da som før at hendes Fremgangsmaate
var god nok. Hvorpaa hun sa noget som viste at ogsaa hun ræsonnerte, ho,
var gløgg, tænkte utenfor Bindingstikkerne, tænkte med en liten ynkelig
Negerhjærne: Og dersom det kommer op saa skal jeg snakke med Lensmanden,
jeg har tjent hos ham, ho Fru Heyerdahl vil hjælpe mig. Det er ikke alle
som har det saapas og endda blir de frikjendt. Og desforuten saa staar
han Far sig vel med de Store og er Stævnevidne og altihop.

Aksel rystet bare paa Hodet.

Det tviler du paa?

Hvad du mener Far din kan udrette?

Det vet ikke du! ropte hun forarget. Minders du har faat han ødelagt da
du tok Gaarden og Levebrødet ifra han.

Hun hadde visst et Slags Forestilling om at Farns Anseelse var blit
nedsat i det siste og at dette kunde bli til Skade for hende selv. Hvad
skulde Aksel svare hertil? Tie. Han var en Fredens Mand og en
Arbeidsmand.




III


Da det lidde til Vinters var Aksel Strøm atter alene Menneske paa
Maaneland, Barbro var reist. Jo det blev Enden.

Hendes Byfærd skulde ikke ta lang Tiden, mente hun, og det var ingen
Bergensreise, men hun vilde ikke gaa her og miste den ene Tanden efter
den andre og bli seendes ut som en Kalv i Munden. -- Hvad det vil koste?
spurte Aksel. -- Kan jeg vite det! svarte hun. Men det skal ialfald ikke
koste dig noget, jeg skal tjene det op. --

Hun hadde forklaret hvorfor det var bedst at hun gjorde Turen just nu:
det var bare to Kjyr at mælke, til Vaaren vilde de to andre bære og
endda alle Gjeiterne kide, Onnen vilde komme, det vilde atter bli
Arbeide paa Spræng til ut i Juni. -- Gjør som du vil, sa Aksel.

Det skulde ikke koste ham noget, slet ikke. Men hun maatte faa nogen
Penger, ubetydelig med Penger, hun trængte baade til Reisen og til
Tandlægen, desuten trængte hun til en Vampe og forskjellige andre Ting,
men det fik være hvis han ikke syntes saa. -- Du har faat bra med Penger
før, sa han. -- Naa, svarte hun. Men de er ialfald gaaen. -- Har du ikke
sparet ihop? -- Sparet ihop? Du kan jo komme og lete i Kisten min. Jeg
sparte ikke ihop i Bergen da jeg hadde meget større Løn. -- Jeg har ikke
Penger til dig, sa han. --

Han hadde ikke stor Tro paa at hun i det hele tat kom tilbake fra denne
Reise og hun hadde trættet ham saa længe ved sin Vranghet i alle Maater
at han begyndte at bli like sæl med hende. Noget nævneværdig med Penger
fik hun heller ikke fravristet ham nu, men han saa gjennem Fingre med at
hun laget sig til en uhyre Niste og han kjørte baade hende og Kisten
hendes ned i Bygden til Postbaaten.

Saa var det gjort.

Det kunde ha gaat at være alene paa Nybygget igjen, han var vant til det
fra før; men han blev meget bunden for Dyrenes Skyld og naar han maatte
være hjemmefra stod de og blev vanrøgtet. Handelsmanden hadde raadet ham
til at faa Oline for Vinteren, hun hadde engang været paa Sellanraa i
flere Aar, hun var gammel nu, men rørig og arbeidsom. Ja Oline blev
budsendt, men hun var ikke kommet og han hadde intet hørt fra hende.

Mens Aksel venter arbeider han i Vedskogen og træsker sin lille Kornlo
og steller Dyrene. Det var ensomt og stille. Nu og da kjørte Sivert paa
Sellanraa forbi til eller fra Bygden, han hadde Lass nedover med Ved
eller Skind eller Budraat, men hjem igjen kom han næsten altid
tomreipet, det var saa faa Varer Gaarden Sellanraa trængte at kjøpe.

Nu og da støvet ogsaa Brede Olsen forbi Maaneland og i det siste oftere
end før -- hvad han nu monne støve saa flittig for. Det var som om han
agtet at gjøre sig umistelig paa Telegraflinjen i de siste Ukerne og
kanske faa beholde Posten. Siden Barbro reiste kom han aldrig mere indom
hos Aksel, men gik bent forbi, og dette var nu en litt for dryg
Stormodighet av ham eftersom han fremdeles holdt til paa Breidablik og
var ikke flyttet ut. En Dag han vilde gaa forbi uten endog at hilse
stanset Aksel ham og spurte naar han hadde tænkt at gjøre Stedet ledig.
-- Hvorledes skiltes du fra ho Barbro? spurte Brede tilbake. -- Det ene
Ord tok det andre: Du sendte hende fra dig uten den mindste Middel, hun
holdt paa ikke at komme sig til Bergen paa nogen Maate. -- Naa, hun er i
Bergen? -- Ja endelig saa kom hun dit, skriver hun, men det har hun ikke
dig at takke for. -- Jeg skal ta og sætte dig ut av Breidablik straks,
sa Aksel. -- Ja dersom at du har villet være saa godagtig! svarte den
anden spottende. Men efter Nytaar saa skal vi sætte os selv ut, sa han
og gik sin Vei.

Naa, Barbro var reist til Bergen, det hadde altsaa gaat som Aksel
tænkte. Han sørget ikke over det -- sørget? langtfra, hun var ikke andet
end et Troll; men like til nu hadde han ikke opgit alt Haap om at hun
kanske kom tilbake. Pokker forstod det, han var vel allikevel blit
hængende litt for fast ved dette Menneske, dette Umenneske, hun hadde
søte Stunder, uforglemmelige Stunder, og det var netop for at hindre
hende i at rømme helt til Bergen han hadde været saa knipen med Penger
til hende ved Avskeden. Nu var hun allikevel rømt. Her hang endda igjen
nogen faa Klæsplagg efter hende og en Halmhat med Fuglevinge laa igjen i
et Papir paa Loftet; men hun kom ikke efter det. Aaja, kanske sørget han
litt. Som en stor Spot og Haan vedblev nu Bladet hendes at komme til ham
og det vilde vel ikke stanse før til Nytaar.

Men korsom var, han hadde andet at tænke paa, Aksel fik være en Mand.

Til Vaaren skulde han sætte op en Skjaa i Nordvæggen av Nystuen, han
maatte fælde Tømmeret i Vinter og faa saget Bord. Aksel hadde ingen
samlet Tømmerskog, men enkeltvis stod det digre Furuer flere Steder i
hans Utmark, han valgte at ta dem paa Veien op mot Sellanraa saa ikke
Kjøringen til Sagen skulde bli for lang.

En Morgen fodrer han da Dyrene særlig godt saa de kan holde ut
tilkvælds, lukker Dørene efter sig og gaar i Skogen; omfremt Øks og
Matskræppe bærer han Ræke med til Sneskuflingen. Det er mildt i Veiret,
igaar var det en svær Storm med Nedbør, men idag er det Ophold. Han
følger Telegraflinjen hele Veien til han kommer frem til Stedet, saa
vrænger han Trøien av og begynder at hugge. Efterhvert som han fælder
Trærne kvister han dem og gjør dem til Stokker, saa lægger han Skat og
Kvist i Haug.

Brede Olsen gaar forbi opover, saa er det vel Uorden paa Linjen siden
Stormen igaar. Kanske gik Brede uten Ærend, han var blit saa ivrig i
Tjenesten, ho, han hadde forbedret sig saa. Mændene talte ikke til
hverandre og hilste ikke.

Aksel mærker godt at Veiret er begyndt at slaa om, det blaaser mere og
mere op, men han driver bare paa. Det er langt over Middag og han har
ikke spist. Saa er det han fælder en svær Furu som i sit Fald kaster ham
til Jorden. Hvorledes det gik til? Ulykken var ute. En Tømmerfuru staar
og svaier paa Roten, Mennesket vil ha den en Vei, Stormen en anden,
Mennesket taper. Det kunde endda ha gaat an, men Sneen dækket det uføre
Lænde, Aksel traadte galt, traadte ut til Siden, og kom med Benet ned i
en Bergklype, han var tilskrævs i Berg, med et Tømmertræ over sig.

Javel. Det kunde endda ha gaat an, men han var blit liggende saa utsøkt
vrængt, saavidt han kjendte med hele Lemmer, men forvridd og uten at
kunne arbeide sig frem av den store Vægt. Efter en Stund har han faat
den ene Haand fri, den andre ligger han paa, han kan ikke række Øksen.
Han ser sig omkring og tænker, som ethvert andet fanget Dyr vilde ha
gjort, ser sig omkring og tænker og arbeider under Træet. Brede maa vel
komme nedover igjen om en Tid, tænker han og puster paa.

I Begyndelsen tar han det let og er bare ærgerlig over at bli borthæftet
ved dette Tilfælde, dette elendige Træf, han er ikke det Spor rædd for
Helsen end si for Livet. Rigtignok kjender han at den Haanden han ligger
paa dør bort under ham og at Benet i Bergklypen blir koldt og visner det
ogsaa, men det faar endda gaa an. Brede kommer vel snart.

Brede kom ikke.

Stormen øket, Aksel hadde Snefokket like i Ansigtet. Se, nu begynder det
paa Kar! tænker han vel og er endda noksaa sorgløs, ja det er som om han
blinker til sig selv gjennem Sneen at nu maa han være opmærksom, nu
begynder det nemlig paa Kar! Efter en lang Stund støter han ut et enkelt
Rop. Det høres vel ikke langt i Stormen, men det gaar opover Linjen, til
Brede. Aksel ligger der med aldeles faanyttige Tanker: hadde han bare
kunnet række Øksen og kanske faat hugget sig fri! Hadde han endda faat
Haanden sin op, den laa imot noget skarpt, en Sten, og Stenen aat sig
sagte og høflig ind i Haandbaken. Hadde ialfald den Satans Stenen været
borte, men ingen har endnu kunnet fortælle et rørende Træk av en Sten.

Det lakker og lider, Sneen fyker haardt, Aksel fyker ned, han er saa
hjælpeløs, Sneen lægger sig uskyldig og uvidende over hans Ansigt, den
smælter en Stund, saa blir Ansigtet koldt og Sneen smælter ikke mere.
Det er nu det begynder paa Kar!

Saa roper han to store Rop og lytter.

Nu driver Øksen hans ned, han ser bare litt i Skaftet. Dèrborte hænger
Matskræppen hans i et Træ, hadde han nu bare naadd den skulde han
sandelig ha tat en Bete, nogen ypperlig store Mundfulde. Og med det
samme han er saa dristig i sine Krav til Livet kunde han ogsaa ønske sig
Trøien sin paa, det blir koldt. Han roper et overhændig Rop igjen --

Der staar Brede. Han er stanset, han ser bortover til den ropende Mand,
staar bare et Sekund og kaster Øinene dit som for at finde ut hvad som
er paafærde. -- Kan du komme og række mig Øksen! roper Aksel litt
ynkelig. -- Brede tar sine Øine til sig, han skjønner hvad som er
paafærde, og nu ser han tilveirs, op til Telegraftraaden, og synes at
ville begynde at plystre. Var han gal! -- Kom og gi mig Øksen, gjentar
Aksel høiere, jeg ligger under et Træ! -- Brede er saa forbedret og
ivrig i Tjenesten, han ser paa Telegraftraaden og vil idelig plystre. Og
læg vel Mærke til at han kanske vil plystre muntert og hævngjærrig. --
Naa, du vil tyne mig og ikke engang gi mig Øksen! roper Aksel. -- Da er
det som om Brede maa gaa litt længer nedover Linjen og se paa
Telegraftraaden. Han blir borte i Snedrevet.

Naa, jaja. Men nu skulde det være en god Himmelstrek av Aksel om han
selv kom sig saapas løs at han rak Øksen! Han spænder Maven og Brystet
op for at lette den uhyre Vægt som holder ham nede, han rører Træet,
ryster det, men han opnaar bare at faa endel mere Sne over sig. Efter
nogen forgjæves Tak holder han inde.

Det begynder at mørkne. Brede er gaat, men hvor langt kan han være
kommet? Ikke videre langt, Aksel roper igjen og taler med det samme fra
Leveren: Later du mig snoft ligge her, din Manddraper? roper han, har du
ikke Sjæl og Salighet kjærere? Du vet du kunde faa en Ku for at gi mig
en eneste Haands Hjælp, men du er en Hund, Brede, og du vil tyne mig.
Men saa skal jeg ogsaa mælde dig saasandt som jeg ligger her, husk paa
det! Og kan du ikke komme og gi mig Øksen?

Stille. Aksel arbeider igjen under Træet, letter det litt med Maven og
faar det til at dynge ham endda mere ned med Sne. Saa gir han sig over
og sukker, slitt og søvnig blir han ogsaa. Dyrene, nu staar de i Gammen
og rauter, de har ikke faat vaatt eller tørt siden imorges, Barbro gir
dem ikke mere, hun rømte, rømte med begge Fingerringene ogsaa. Det
mørkner, javel, det blir Kvæld og Nat, men det kunde endda gaa an, men
det er koldt, nu iser Skjægget, Øinene vil ogsaa ise igjen paa ham,
Trøien dèrborte paa Træet kunde ha været god at ha, og er det mulig,
hans ene Ben kjendes dødt til Hoften? Alt staar i Guds Faderhaand! sier
han, og det er jo formelig som om han kan tale gudelig naar han vil. Det
mørkner, javel, han kan dø uten tændt Lampe! Han blir saa bløt og god,
og for at være ydmyg smiler han venlig og taapelig til Uveiret, det er
Guds Sne, uskyldig Sne! Ja han kan endog late være at mælde Brede --

Han stilner og blir mere og mere søvnig, ja som lam av Forgift, han ser
saa meget hvitt for Øinene, Skoger og Sletter, store Vinger, hvite Flor,
hvite Seil, hvitt, hvitt -- hvad kan det være? Sludder, han vet godt at
det er Sne, han ligger i Marken, det er ikke noget Opspind at han er
begravet under et Træ.

Saa roper han paa maafaa igjen, bæljer, der nede i Sneen ligger hans
vældige og haarede Bryst og bæljer, det maatte kunne høres helt til
Gammen, til Dyrene, bæljer Gang paa Gang. Og er du ikke et Svin og et
Udyr, roper han efter Brede, har du betænkt hvad du gjør og later mig
forgaa? Times du ikke at gi mig Øksen, spør jeg, og er du et skammelig
Kreatur eller et Menneske? Men Lykke paa Reisen dersom at det er din Agt
og Mening at gaa ifra mig --

Han maa ha sovet, han er saa stiv og livløs, men Øinene er aapne,
gjengrodde med Is, men aapne, han kan ikke blinke med dem; har han sovet
med aapne Øine? Kanske han har bare blundet et Minut eller en Time, Gud
vet det, men nu staar Oline her. Han hører at hun spør: Er du ilive i
Kristi Blods Navn? Og videre spør hun om at han ligger her, om at han er
gal? Oline staar her ialfald.

Ja det er noget veirende ved Oline, noget sjakalagtig, hun toner frem
naar det er Uhygge paafærde, hun lugter saa skarpt. Hvorledes skulde
Oline ha kommet frem i Livet hvis hun ikke hadde været om sig og lugtet
skarpt? Nu hadde hun altsaa faat Aksels Bud og var kommet med sine sytti
Aar over Fjældet for at være hos ham. Laa veirfast paa Sellanraa igaar
under Stormen, kom til Maaneland idag, fandt ingen hjemme, fodret
Dyrene, var smaat ute paa Dørhellen og lydde, mælket Dyrene tilkvælds,
lydde igjen, hun forstod det ikke --

Saa hører hun Rop og Oline nikker: enten er det han Aksel eller de
Underjordiske, i begge Tilfælder er det værdt at snuse litt, at finde
den Almægtiges evige Visdom i saa megen Uro i Skogen -- og mig gjør han
ingenting, for jeg er ikke mægtig at løse hans Skotvinge --

Her staar hun.

Øksen? Oline graver og graver i Sneen og finder ikke Øksen. Hun vilde
klare sig uten Øks og prøver at lette paa Træet som det ligger der, men
hun er som et lite Barn og faar bare rystet de yterste Kvister. Hun
leter efter Øksen igjen, det er mørkt, men hun graver med Hænder og
Føtter; Aksel kan ikke peke, han kan bare si hvor Øksen engang laa, men
der er den ikke mere. Dersom at det ikke hadde været saa langt til
Sellanraa! sier Aksel. Men nu begynder Oline at lete efter sit eget Hode
og Aksel roper til hende at nei der er den ikke. -- Neinei, sier Oline,
jeg vil nu bare se alle Steder! Og hvad er dette? sier hun. -- Jeg mener
du fandt hende? spør Aksel. -- Ja med den Almægtiges Bistand! svarer
Oline høitravende. Men Aksel er ikke meget høi, han indrømmer at han
kanske ikke er aldeles forstandig, han er gaat næsten klar. Og hvad
skulde Aksel med Øksen? Han kunde ikke røre sig, Oline maatte jo hugge
ham løs. Aa Oline hadde hugget med Øks før, hadde hugget mere end en
Kvældsved i sit Liv.

Aksel kan ikke gaa, hans ene Ben er dødt til Hoften, Ryggen er avlage,
nogen stærke Sting faar ham til at hyle aparte, i det hele tat kjender
han sig bare som en Levning, noget av ham ligger igjen under Træet. Det
er saa rart, sier han, og jeg forstaar det ikke! Oline forstaar det og
forklarer det hele med underfulde Ord, ja for hun har reddet et Menneske
fra Døden og hun vet det: Den Almægtige har brukt hende til et ringe
Redskap og ikke villet sende nogen Hærskare. Saa ikke Aksel hans vise
Raad og Beslutning? Og om han hadde villet sende en Orm i Jorden saa
hadde han kunnet gjøre det. -- Ja det vet jeg nok, sier Aksel, men det
er saa konstig med mig! -- Konstig? Han skulde vente ørpitterlite, røre
sig, bøie og rette sig, saa ja, litt ad Gangen, hans Leddemot var visnet
og døde, han skulde faa Trøien paa og bli varm. Men aldrig kom hun til
at glemme den Herrens Engel som kaldte hende ut paa Dørhellen den siste
Gangen, og da hørte hun Rop fra Skogen. Det var som i Paradisets Dager
da de blaaste med Basuner paa Jerikos Mure --

Underfuldt. Men under denne Tale faar Aksel Tid paa sig, han øver sine
Lemmer igjen og lærer at gaa.

De kommer sig saa smaat hjemover, Oline er fremdeles Redningsmand og
støtter ham. Det gaar det og. Et Stykke nede møter de Brede. -- Hvad det
er? sier Brede, er du ussel? skal jeg hjælpe dig? sier han. -- Aksel
tier avvisende. Han har lovet Gud ikke at hævne sig paa Brede og mælde
ham, men videre er han ikke gaat. Og hvad skulde Brede paa Optur nu
igjen? Hadde han set at Oline var kommet til Maaneland og forstaat at
hun vilde høre Nødropene? -- Naa, det er du, Oline? sier Brede pratsom.
Hvor du fandt han? Under et Træ? Ja er det ikke forunderlig med os
Mennesker! utbryter han, jeg var paa Telegrafopsyn og saa hørte jeg Rop.
Den som snudde straks paa Timen var Brede, jeg vilde være til Hjælp hvis
det trængtes. Og just saa var det du, Aksel! Laa du under et Træ? -- Ja
det baade saa og hørte du da du gik nedover, svarer Aksel, men du gik
mig forbi. -- Gud vær mig Synder naadig! roper Oline over saa megen
Sorthet. -- Brede forklarer sig: Ja saa dig? Jeg saa dig godt. Men du
kunde ha ropt, hvorfor ropte du ikke? Jeg saa dig saa utmærket vel, men
jeg trodde du laa og hvilte litt. -- Du skal bare tie! advarer Aksel, du
vilde at jeg skulde bli liggende! --

Nu forstaar Oline at Brede ikke maa gripe ind, det vil forringe hendes
egen Uundværlighet og gjøre hendes Redning mindre absolut, hun hindrer
Brede i at hjælpe til, han faar ikke engang bære Matskræppen eller
Øksen. Aa for Øieblikket er Oline saa helt paa Aksels Side; naar hun
kommer til Brede engang siden og sitter med en Kop Kaffe vil hun være
paa hans. -- Kan du ikke late mig bære Øksen og Ræken ialfald? sier
Brede. -- Nei, svarer Oline i Aksels Sted, han vil bære den selv. --
Brede vedblir: Du kunde ha ropt paa mig, vi er vel ikke saa Uvenner at
du ikke kan faa Maal for dig. Ropte du? Naa. Saa skulde du ha ropt høit,
du skal gi dig Vet paa at det var Snestorm. Og desforuten saa kunde du
ha vinket med Haanden. -- Jeg hadde ingen Haand at vinke med, svarer
Aksel, du saa jeg laa som om jeg var laaset ned med Laas. -- Nei det saa
jeg ikke. Jeg har aldrig hørt saa galt! Lat mig nu bære Børen din, hører
du! -- Oline sier: Du skal late han Aksel være i Fred. Han er ussel. --

Men nu er vel ogsaa Aksels Hjærne kommet i Gang igjen. Han har hørt om
gamle Oline før, han skjønner at hun blir baade dyr og plagsom for al
Fremtid hvis hun skal være absolut alene om at ha reddet hans Liv, han
vil fordele Triumfen litt, Brede faar virkelig Skræppen og Redskaperne
at bære, ja Aksel later et Ord falde om at det lettet ham, det gjorde
godt. Men Oline vil ikke finde sig i det, hun river i Skræppen og
erklærer at hun og ingen anden skal bære det som bæres skal. Det lure
Enfold er i Strid fra alle Sider, Aksel staar et Øieblik uten Støtte og
Brede maa sandelig slippe Skræppen og fange ham op skjønt han ikke
vakler mere.

Men saa gaar de videre slik, Brede støtter den svake Mand og Oline bærer
Børen. Hun bærer og bærer, hun er fuld av Ondskap og Gnister: hun har
faat tilvristet sig den ringeste og groveste Part av Redningen hjem.
Hvad Djævelen skulde Brede her! -- Du Brede, sier hun, hvad det er jeg
hører, har de bent tat og solgt Gaarden din? -- Hvem du spør for? svarer
Brede kjækt. -- Spør for? Jeg visste ikke at du vilde ha det hemmelig.
-- Det var Skrôt, Oline, du skulde ha møtt op og bydd paa Gaarden. --
Jeg? Du aper med en Stakkar! -- Naa, er du ikke blit rik? De sier du har
arvet Skrinet hans Gammel-Sivert, hehehe. -- Det gjorde ikke Oline
blidere at bli mindet om den feilslagne Arv: Ja han Gammel-Sivert han
undte mig alt godt, det er ikke at si andet. Men da han var død gjorde
de han ren for jordisk Gods. Du vet selv hvorledes det er at bli snoft
ren, Brede, og være under Andenmands Tak; men han Gammel-Sivert han har
nu store Saler og Pauluner, og du og jeg, Brede, vi gaar igjen paa
Jorden for Hvermands Fot. -- Jeg estimerer dig ikke, sier Brede, og han
henvender sig derpaa til Aksel: Jeg er glad for at jeg kom saa jeg kunde
hjælpe dig hjem. Gaar jeg for fort med dig? -- Nei. --

Men strides med Oline, mundhugges med Oline? Umulig. Aldrig gav hun sig
og ingen kunde naa hende i at blande Himmel og Jord sammen til et eneste
Rot av Venlighet og Ondskap, Vaas og Gift. Nu hører hun at det egentlig
er Brede som hjælper Aksel hjem! -- Hvad det var jeg skulde sagt,
begynder hun: de store Herrerne som var paa Sellanraa den Gangen -- fik
du vist dem Stensækkene dine? -- Dersom at du vil, Aksel, saa skal jeg
akkurat ta dig paa Ryggen og bære dig, sier Brede. -- Nei, svarer Aksel.
Men du skal saavisst ha Tak! --

De gaar og gaar og det er ikke langt igjen, Oline skjønner at hun maa
nytte Tiden skal hun faa utrettet noget: Det hadde nu været det bedste
om du hadde berget han Aksel ifra Døden, sier hun. Og hvorledes var det,
Brede, saa du hans Fordærvelse og hørte hans Nødsens Rop og gik bent
forbi? -- Du skal bare holde Munden din, Oline! svarer Brede.

Det vilde nu ogsaa ha været det makeligste for hende, hun brøitte i Sne
og bar tungt, hun pustet; men hun tidde ingenlunde. Hun syntes at ha
gjæmt en Godbit til Slutten, aa et farlig Æmne, og skulde hun vaage sig
ind paa det? -- Ho Barbro, sier hun -- ja hun er da ikke strøken av, vet
jeg? -- Jo, svarer Brede letsindig. Og saa fik du Vinterarbeide for det
samme. -- Men her blev det godt Tak for Oline igjen, hun kunde late
forstaa hvor hun var en søkt Oline, en attraaet Oline rundt omkring i
sin Bygd: kunde hun ikke ha været paa to Steder, ja for den Saks Skyld
paa tre Steder? I Prestegaarden vilde de ha hat hende ogsaa. Og hun lot
med det samme forstaa en Ting til som endog Aksel gjærne kunde høre, det
skadet ikke: hun var bydd saa og saa meget for Vinteren, desuten nye
Sko, ja endda et Saufôr atpaa. Men saa visste hun at her paa Maaneland
kom hun til en ekstra bra Mand som vilde lønne hende overflødig, og saa
vilde hun heller hit. Nei det skulde ikke han Brede vør at sørge for,
hittil hadde hendes himmelske Fader aapnet Dør efter Dør for hende og
bedt hende ind. Og det saa jo næsten ut for at Gud hadde hat en Mening
med at sende hende hit til Maaneland, hun hadde frelst et Liv ikvæld. --

Men nu begynder Aksel at bli saa utmattet og hans Ben saa uansvarlige
under ham. Det er forunderlig, han er hittil blit dygtigere til at gaa
efterhvert som Varme og Liv kom tilbake i hans Lemmer, nu trænger han
høilig Brede for at holde sig oppe! Det syntes at begynde da Oline talte
om sin Løn, og siden da hun atter reddet hans Liv blev det rent galt.
Vilde han endda engang minke paa hendes Triumf? Gud vet det, men hans
Hjærne var vel kommet i god Gang. Da de var nær Husene stanser han og
sier: Nei det ser ikke ut til at jeg skal komme mig hjem! -- Brede tar
ham uten videre paa Ryggen. Saa gaar de slik, Oline fuld av Eiter, Aksel
saa lang han er paa Bredes Ryg. -- Men hvorledes var det, spør Oline,
skulde ikke ho Barbro ha Barn? -- Barn? stønner Brede under sin Vægt.
Det er et yterst rart Optog, men Aksel later sig bære helt til han blir
sat ned paa Dørhellen.

Brede puster umaatelig. -- Ja eller hadde hun ikke Barn? spør Oline. --
Aksel bryter fort ind med følgende Ord til Brede: Jeg skjønner ikke
hvorledes jeg skulde ha frelst mig hjem i Kvæld dersom ikke du hadde
været! Og han glemmer heller ikke Oline: Tak skal du ha, Oline, du var
den første som fandt mig! Og Tak skal dokker nu ha begge to! --

Dette var den Kvæld Aksel blev reddet ....

I de følgende Dager vil Oline nødig tale om andet end den store
Tildragelse, Aksel har nok at gjøre med at holde igjen. Oline kan
paavise det Sted hun stod paa i Stuen da en Herrens Engel kaldte hende
ut paa Dørhellen for at høre efter Nødrop, Aksel har atter andet at
tænke paa og maa være en Mand. Han begynder sit Arbeide i Skogen igjen,
og naar han er færdig med at fælde tar han paa at kjøre Stok til Sagen
paa Sellanraa.

Et jævnt og høvelig Vinterarbeide saalænge det varer: Stok opover,
skaarne Bord nedover. Men det gjælder at drive paa og bli færdig før
Nytaar, naar den store Frost sætter ind og iser Sagen ned. Det gaar
rigtig godt, alting gaar: naar det hænder at Sivert paa Sellanraa just
kommer tomreipet fra Bygden tar ogsaa han en Stok paa Slæden opover og
hjælper sin Nabo. De to faar sig da en ordentlig Prat og er til Hygge
for hverandre.

Hvad du freget i Bygden? spør Aksel. -- Nei ingenting, svarer Sivert.
Her skal komme en ny Mand i Marken.

En ny Mand -- aa det var ikke ingenting, det var bare Siverts Form. De
nye Mænd kom med Aars Mellemrum opover Marken og slog sig ned, det var
nu fem Nybygg nedenfor Breidablik, ovenfor gik det langsommere at
kolonisere skjønt Jorden hele Veien sørover blev mere Muld og mindre
Myr. Den Nybygger som hadde vaaget sig høiest op i Almenningen var Isak
da han grundla Sellanraa, han var den dristigste og klokeste. Senere kom
Aksel Strøm efter ham; nu hadde altsaa en ny Mand kjøpt. Den nye Mand
skulde ha en stor Teig Dyrkningsmyr og Skog nedenfor Maaneland -- det
var nok at ta av.

Har du hørt hvad Slags Mand han er? spør Aksel. -- Nei, svarer Sivert.
Han kommer med færdige Huser som han kjører hit og lægger op paa ingen
Tid. -- Naa. Saa har han Middel? -- Han maa vel saa ha. Han kommer med
Familjen, det er Kone og tre Børn. Og han har Hest og Dyr med. -- Ja saa
har han Middel, sier Aksel. Hørte du ikke mere? -- Nei. Han er tre og
tredive Aar. -- Hvad han heter? -- Aron, sa de. Stedet sit har han kaldt
Storborg. -- Naa, Storborg. Jaja det var nu ikke lite. -- Han er ifra
Sjøkanten. De sa han har drevet Fiske. -- Saa kommer det an paa om han
er nogen Jordbruker, sier Aksel. Hørte du ikke det Slag mere om han? --
Nei. Han betalte kontant da han fik Skjøte. Andet hørte jeg ikke. Han
monne ha tjent grovelig paa Fiske, sa de. Nu skal han sætte sig ned her
og drive Handel. -- Naa, han skal drive Handel? -- Ja det snakket de
paa. -- Naa, han skal drive Handel!

Det var det allervigtigste, og de to Naboer talte det over paa alle
mulige Maater mens de kjørte Milen frem. Det var en stor Nyhet, kanske
den største i hele Markens Historie, det var nok at drøfte: Hvem vilde
den nye Mand handle med? De otte Nybygg i Almenningen? Eller ventet han
ogsaa Kunder fra Bygden? I alle Tilfælder vilde Handelsstedet bli av
Betydning, kanske kom det ogsaa til at øke Koloniseringen, Eiendommene
vilde muligens stige i Værd, ingen visste det.

Hvor de drøftet det og aldrig blev trætte! Disse to Mænd hadde sine
Interesser og sine Maal like saa vigtige som andres, Marken var deres
Verden, Arbeide, Aarstider og Avling de Æventyr de oplevet. Var det ikke
Spænding i det? Ho, Spænding nok! Mangen Gang maatte de sove let, mangen
Gang arbeide over Mattiderne, de taalte det, de hadde Helse til det, syv
Timer under et Tømmertræ skadet dem ikke for Livet hvis Lemmerne var
hele. En Verden uten Vidde, uten Utsyn? Saa! Men hvilken Verden av et
Utsyn dette Storborg med Handel midt i Marken!

Menneskene drøftet det til Jul ....

Aksel hadde faat et Brev, et stort Brev med Løve paa, det var fra
Staten: at han skulde hente Telegraftraad og Telegraf, Redskap og
Værktøi hos Brede Olsen og overta Opsynet med Linjen fra Nytaarsdag.




IV


De kjører med mange Hester opover Myrene, de kjører Husene til den nye
Mand i Marken, Lass efter Lass, i dagevis. De læsser av paa et Sted som
skal bli hetende Storborg, det blir nok stort engang, fire Mand ligger
nu borti Bergene og tar ut Sten til en Mur og to Kjældere.

Saa kjører de og kjører. Hver Stok er laftet paa Forhaand, det er bare
at lægge den op naar Vaaren kommer, det er fint utregnet, Stokkene har
Løpenumer og her mangler ikke en Dør, ikke et Vindu, ikke en farvet
Glasrute til Verandaen. Og den ene Kjører kommer en Dag med et høit Lass
Spiler. Hvad er det? En av Nybyggerne nedenfor Breidablik vet det, han
er sørfra og har set slikt før: Det er Havestakittet, sier han. -- Den
nye Mand vil altsaa anlægge Have i Marken, stor Have.

Det tegnet godt, det hadde aldrig før været slik Færdsel op efter Myrene
og mange Hesteeiere tjente Skillinger paa Kjøring. De drøftet ogsaa
denne Sak: her var Utsigt til Fortjeneste i Fremtiden, Handelsmanden
vilde faa sine Varer fra Indland og Utland, han maatte ha dem opkjørt
fra Sjøen med mange Hester.

Det saa ut for at stort skulde altsammen være her. Det var kommet en ung
Formand eller Fuldmægtig som ordnet med Kjøringen, han var en Spræt og
syntes ikke han fik Hester nok endda det slet ikke var saa mange Lass
igjen at kjøre. -- Det er jo ikke saa svært mange Lass igjen av Husene?
sa de til ham. -- Ja men alle Varene! svarte han. -- Sivert paa
Sellanraa kom ruslende hjemover, som sædvanlig tomreipet, og
Fuldmægtigen ropte til ham: Kommer du tomreipet nedenfra? Hvorfor tok du
ikke Lass hit til Storborg? -- Det kunde jeg ha gjort, men jeg visste
ikke om det, svarte Sivert. -- Han er fra Sellanraa, de har to Hester!
var det en som hvisket. -- Har dokker to Hester? spurte Fuldmægtigen.
Tak dem hit begge to og kjør for os, her er Penger at tjene! -- Ja,
svarte Sivert, det var ikke saa galt. Men just nu er det saa ondt om Tid
for os. -- Har du ikke Tid til at tjene Penger! sa Fuldmægtigen.

Nei de hadde ikke altid Tiden for sig paa Sellanraa, det var saa meget
at gjøre hjemme. Nu hadde de endog for første Gang leiet Karhjælp paa
Gaarden, to svenske Murere som sprængte Sten til et Fjøs.

Dette Fjøs hadde i mange Aar været Isaks store Tanke, Gammen til Dyrene
blev baade for liten og for daarlig, et Stenfjøs av dobbelt Mur og med
ordentlig Gjødselkjælder forestod. Men det var saa meget som forestod,
det ene drog det andre efter sig hele Tiden, det blev ialfald aldrig
Slut med Byggingen. Han hadde Sag og Kværn og Sommerfjøs, skulde han
ikke ha Smie? Bare en liten Smie, til Hjælp, til Nødhjælp, det var saa
langt til Bygden naar Slæggen kruset sig eller et Par Hestesko skulde
kvæsses. Altsaa bare saavidt han kunde berge sig: en Avl og et Smiested,
skulde han ikke ha det? I det hele tat blir der saa mange smaa og store
Huser paa Sellanraa.

Gaarden blir større og større, mægtig, det er saaledes ikke Raad til at
hjælpe sig uten Taus mere, og Jensine maa vedbli at være her. Hendes Far
Smeden spør iblandt efter hende og om hun ikke snart kommer hjem igjen,
men han trænger ikke haardere paa, han er meget eftergivende og har vel
en Mening dermed. Sellanraa ligger da øverst opi Almeningen og bare
vokser, vokser i Huser og i Jorde, Menneskene er de samme. Lapperne
kommer ikke længer forbi og gjør sig til Herrer paa Nybygget, det er for
længe siden ophørt. Lapperne de kommer ikke ofte forbi, de gjør helst en
stor Bue utenom Gaarden, men de kommer ialfald ikke ind i Stuen mere, de
stanser ute, hvis de i det hele tat stanser. Lapperne de vanker i
Utkanterne, i det Skumle, sæt Lys og Luft paa dem, og de vantrives som
Utøi og Makk. Nu og da blir en Kalv eller et Lam tvært borte i
Sellanraas Utmark, langt borti en Utkant. Det er intet at gjøre ved.
Naturligvis kan Sellanraa taale det. Og om Sivert kunde skyte saa hadde
han ikke Børse, men han kan ikke skyte, han er ukrigersk og munter, en
stor Skøier: Desuten saa er vel Lapperne fredet! sier han.

Sellanraa kan taale smaa Tap i Buskapen fordi det er stort og stærkt,
men det er ikke uten Sorger, aanei. Inger er ikke hele Aaret rundt like
tilfreds med sig selv og Livet, nei hun har engang gjort en stor Reise
og da fik hun vel et Slags ful Utidighet over sig. Den kan gaa bort, men
den kommer igjen. Hun er flittig og flink som i sine bedste Dager og hun
er en pen og sund Kone for sin Mand, for Kværnkallen; men har hun ikke
Minder fra Trondhjem? drømmer hun aldrig? Jo især om Vinteren. Det er
Pokker til Liv og Lyst i hende stundom, og da hun ikke kan danse alene
blir det intet Bal. Tunge Tanker og Andaktsbok? Aaja, jo. Men det andre
er ogsaa litt herlig og makeløst, som Gud skal vite. Hun har lært at bli
nøisom, de svenske Murere er ialfald fremmede Mennesker og ukjendte
Røster paa Gaarden, men det er ældre og stille Karer, de leker ikke, de
arbeider. Men de er bedre end intet, de liver op, den ene synger deilig
paa Stenen og Inger staar iblandt og lytter. Han heter Hjalmar.

Men dermed er ikke alt godt og vel paa Sellanraa. Der er nu den store
Skuffelse med Eleseus. Det var kommet Brev fra ham at hans Post hos
Ingeniøren var inddraget, men han skulde faa en anden Post, han maatte
bare vente. Saa kom det Brev om at i denne Tid da han ventet paa en høi
Kontorpost kunde han ikke leve av ingenting, og da han fik en
Hundredekroneseddel sendt hjemmefra skrev han tilbake at det var just
nok til at betale litt Skyld med. -- Naa, sa Isak. Men nu har vi Murere
og mange Utlæg, spør nu han Eleseus om han ikke heller vil komme hjem og
hjælpe os! -- Inger skrev, men Eleseus vilde ikke hjem igjen, nei nu
vilde han ikke atter gjøre denne Reise til ingen Nytte, før vilde han
sulte.

Se, det var vel ingen høi Kontorpost ledig i hele Byen og Eleseus var
kanske heller ingen Rakekniv til at rydde sig Vei. Gud vet, kanske var
han heller ingen større Dygtighet. Snil og arbeidsom til at skrive var
han nok, men Aanden og Lyset hadde han det? Og hvis ikke, hvorledes
skulde det saa gaa ham!

Da han kom hjemmefra med to Hundrede Kroner møtte Byen op med sine gamle
Regninger, og da han hadde betalt dem maatte han ha sig en Stok og ikke
et Paraplyskaft. Forskjellige andre Ting laa det ogsaa nær at skaffe si:
en Skindlue til Vinters som alle hans Kamerater hadde, et Par Skøiter
til Løp paa Byisen, en Tandstikker av Sølv som var til at stikke
Tænderne med og peke elegant med naar man sat og talte sammen ved et
Glas. Og saa længe han var rik trakterte han efter Ævne, ved selve sit
Gjenkomstgilde lot han trække op et halvt Dusin Øl med den største
Sparsomhet. -- Hvad, gir du tyve Øre til Jomfruen? spurte de ham; vi gir
ti. -- Man skal ikke være smaalig! sa Eleseus.

Han var ikke smaalig nei, det stod ikke paa for ham, han var fra den
store Gaard, ja fra et Gods, hans Far Markgreven eiet endeløse
Tømmerskoger og fire Hester, tredive Kjyr og tre Slaamaskiner. Eleseus
var ingen Løgnhals og det var ikke han som utspredte Æventyret om Godset
Sellanraa, det hadde Distriktsingeniøren i sin Tid gjort og brisket sig
i Byen. Men det var ikke Eleseus imot at Æventyret halvt om halvt blev
trodd. Da han selv intet var kunde han være Søn av noget, han fik Kredit
paa det og kunde redde sig. Men i Længden gik det ikke, han skulde en
Dag betale og da sat han fast. En av hans Kamerater fik ham da ind i sin
Fars Forretning, en Bondehandel med alskens Varer, det var bedre end
intet. Det passet daarlig for en saa gammel Gut at komme paa Begynderløn
i en Krambod naar han skulde utdannes til Lensmand, men det var
Livsophold, en foreløpig Utvei, aa det var i Grunden ikke saa galt.
Eleseus var snil og bra her ogsaa og blev godt likt av Folk, saa skrev
han hjem om at han var gaat over til Handelen.

Det var dette som var Morns store Skuffelse. Naar Eleseus stod i Krambod
saa var han jo ikke det Slag mere end som Betjenten hos Handelsmanden
nede i Bygden; før hadde han været mere uten Like; ingen uten han var
reist ut fra Bygden og blit Kontorist. Hadde han tapt sit store Maal av
Sigte? Inger var ikke saa dum, hun visste at det fandtes en Avstand
mellem det almindelige og det ualmindelige, men hun skjelnet den kanske
ikke altid saa nøie. Isak var enfoldigere og enklere, han regnet nu
mindre og mindre med Eleseus naar han regnet, hans ældste Søn glidde
utenfor hans Omraade, han ophørte at tænke sig Sellanraa delt mellem
sine Sønner naar han engang selv faldt fra.

Ut paa Vaaren kom Ingeniører og Arbeidere fra Sverige, de skulde bygge
Veier, opføre Barakker, planere, skyte, aapne Forbindelser med
Matleverandører, med Hesteeiere, med Grundeiere ved Sjøen -- hvad -- men
hvorfor alt dette? Er vi ikke i Marken hvor alt er dødt? Jo nu skulde de
begynde Prøvedrift i Kobberfjældet.

Saa blev det allikevel Affære av, Geissler hadde ikke bare vimset.

Det var ikke de samme store Herrer fra forrige Gang, nei Landshøvdingen
var borte, Brukspatronen var borte, men det var den gamle Bergkyndige og
den gamle Ingeniør. De kjøpte av Isak alle de sagede Bord han kunde
avse, de kjøpte Mat og Drikke og betalte godt, saa pratet de og var
venlige og syntes om Sellanraa. Taugbane! sa de, Luftbane fra Toppen av
Fjældet til Sjøen! sa de. -- Nedover alle Myrene her? spurte Isak, for
han tænkte saa daarlig. -- Nei saa maatte de le: Paa andre Siden, sa de,
ikke her paa denne Siden, det vilde bli Miler nedover, nei paa andre
Siden av Fjældet, like tilhavs, der er stærkt Fald og ingen Længde. Vi
rænder Malmen ned gjennem Luften i Jærntanker, du skal se det blir
storartet; men til at begynde med kjører vi Malmen ned, bygger en Vei og
kjører den ned med Hester -- aa femti Hester, storartet det ogsaa. Og vi
er ikke bare denne Styrken som du her ser; hvad er vi? ingenting! Det
kommer flere op fra andre Siden, et Tog av Arbeidere og færdigbyggede
Barakker og Proviant og Materiel og Redskaper av alle Slag, sa de, vi
møtes paa Toppen. Det skal bli Sving i Tingene, Millioner, og Kisen skal
til Sydamerika. -- Er ikke Landshøvdingen med? spurte Isak. -- Hvad for
en Landshøvding? Naa han, nei han har solgt. -- Og Brukspatronen? -- Han
har ogsaa solgt. Saa du husker dem? Nei de har solgt. Og de som kjøpte
av dem har atter solgt. Nu er det et stort Selskap som eier
Kobberfjældet, uhyre rike Folk. -- Hvor mon Geissler er? spurte Isak. --
Geissler? Kjender ham ikke. -- Lensmand Geissler, han som solgte Dokker
Fjældet dengang? -- Naa han! Var det Geissler han hette? Gud vet hvor
han er! Husker du ham og?

Saa skjøt de og arbeidet i Fjældet med mange Mand utover Sommeren, det
blev stor Virksomhet, Inger drev utstrakt Handel med Mælk og Budraat og
det var trøisomt at handle og vandle, at se mange Folk som kom og gik.
Isak trampet sin dundrende Gang og dyrket sin Jord, intet forstyrret
ham; de to Murere og Sivert reiste Stenfjøset. Det blev en vid Bygning,
men det gik sent at faa den op, de var for faa Mand paa Muren og Sivert
var desuten ofte ifra for at hjælpe til paa Jordet. Nu var det godt at
ha Slaamaskine og godt at ha tre rappe Kvindfolk paa Rakemarken.

Det var godt altsammen, Ødemarken var blit Liv, det blomstret med
Penger.

Se nu Handelsstedet Storborg, var det ikke blit Forretning i stor Stil?
Den Aron maatte være en Pokker og en Brand, han hadde faat Nys om det
forestaaende Gruvearbeide og møtte øieblikkelig op med sin Krambod, han
handlet, aa han handlet som en Regjering, ja som en Konge. Først og
fremst solgte han nu alle Slags Husholdningsvarer og Arbeidsklær; men
Gruvearbeidere med Penger de er ikke saa nøie paa Skillingen at de bare
kjøper det nødvendige, nei de kjøper alt. Især om Lørdagskvældene
vrimlet Handelsstedet Storborg av Folk og Aron maaket Penger ind, han
hadde baade Fuldmægtigen og sin Kone til Hjælp indenfor Disken og solgte
selv alt han vann, men Stedet var ikke øde og forlatt før langt paa Nat.
De fik Ret Hesteeierne i Bygden, det blev en vældig Kjøring av Varer op
til Storborg, Veien maatte flere Steder omlægges og gjøres ordentlig
istand, det blev noget andet end Isaks første smale Sti opover Marken.
Aron blev en ren Markens Velgjører med sin Handel og sin Vei. Han hette
forresten ikke Aron, det var bare hans Døpenavn, han hette Aronsen, det
kaldte han sig selv og det kaldte hans Kone ham; Familjen var stor paa
det og hadde to Tjenestepiker og en Dreng.

Jorden paa Storborg maatte foreløpig ligge urørt, det var ikke Tid til
Jordbruk, hvem vilde grave i Myren! Men Aronsen hadde Have med Stakit og
Rips og Asters og Rognbusker og andre plantede Trær, en fin Have. Det
var en bred Vei i den hvor Aronsen kunde gaa om Søndagene og røke lang
Pipe; i Bakgrunden laa Husets Veranda med røde og gule og blaa Ruter.
Storborg. Tre Børn sprang smaa og pene omkring, Piken skulde lære at bli
Datter paa et Handelssted, Gutterne skulde lære Handel selv, aa tre Børn
med Fremtid!

Hadde ikke Aronsen tænkt paa Fremtiden saa var han i det hele tat ikke
kommet hit. Han kunde ha vedblit at fiske Fisk og kanske være heldig og
tjene godt da ogsaa, men det var ikke som Handel, det var ikke fint, det
var uten Estime, Hattene fløi ikke av for det. Aronsen hadde rodd med
Aarer, for Fremtiden vilde han seile. Han hadde et Ord: bom konstant.
Hans Børn skulde faa det mere bom konstant end han selv hadde hat det,
sa han, dermed mente han at han vilde berede dem et Liv i mindre Slit.

Og se, det tegnet godt, Folk hilste til ham, til Konen, ja til Børnene.
Det var ikke det mindste at Folk hilste til Børnene. Gruvearbeiderne kom
ned fra Fjældet og hadde ikke set Børn paa længe, de blev møtt ute paa
Gaarden av Aronsens Børn og talte straks venlig med dem som om de hadde
møtt tre Puddelhunder. De vilde ha git Børnene Skillinger, men da det
var selve Handelsmandens Børn blaaste de i Stedet paa Mundspil for dem.
Gustaf kom, den unge Vildstyring med Hatten ned paa Øret og de mange
muntre Ord paa Munden, ja han var det som kom og var morsom til dem en
lang Stund. Børnene kjendte ham igjen hver Gang og sprang ham imøte, han
fik dem op paa Ryggen alle tre og danset med dem. Ho! sa Gustaf og
danset. Saa tok han op Mundspillet og blaaste Slaatter og Viser, det var
saa at de to Tjenestepiker kom ut og saa paa Gustaf og hørte paa Spillet
med duggede Øine. Gustaf visste nok hvad han gjorde, Galningen!

Om en Stund gik han ind i Kramboden og rauset med Penger og kjøpte
Rygsækken fuld av Saker, og naar han gik hjemover igjen til Fjældet bar
han paa en hel liten Krambod som han aapnet paa Sellanraa og viste frem.
Der var Brevpapir med Blomst paa og en ny Snadde og ny Skjorte og et
Halstørklæde med Frynser; der var Gotter som han delte ut til
Kvindfolkene; der var blanke Ting, Klokkekjæde med Kompas, Pennekniv; ja
der var en Mængde Ting, der var Raketter som han hadde kjøpt til Søndags
og vilde more sig selv og andre med. Han fik Mælk at drikke av Inger og
han spøkte med Leopoldine og husket lille Rebekka hø-it i Veiret. --
Naa, fik de snart Fjøset op? spurte han sine Landsmænd Murerne og var
Venner med dem ogsaa. -- De hadde ikke Hjælp nok, svarte Murerne. -- Saa
skulde de faa ham, sa Gustaf for Spøk. -- Det maatte ha været saa vel!
sa Inger, for Fjøset skulde være færdig til Høsten naar Dyrene sattes
ind.

Nu brændte Gustaf av en Raket, og da han hadde brændt av en til kunde
like saa godt alle seks springe, og Kvindfolk og Børn holdt Pusten av
Forundring over Trollskapen og Trollmanden og Inger hadde aldrig set en
Raket før, men disse gale Lyn mindte hende om den store Verden. Hvad var
en Symaskine nu! Og da Gustaf tilsist spilte Mundspil kunde Inger gjærne
ha fulgt ham paa Vei bare av stærk Rørelse ....

Gruvedriften gaar sin Gang og Malmen kjøres med Hester til Sjøen, et
Dampskib har lastet og seilet væk til Sydamerika og et nyt er kommet i
Stedet. Stor Trafik. Alle Mennesker i Marken som kan gaa har været paa
Fjældet og set Underne, og Brede Olsen har været der med sine Stenprøver
og er blit avvist fordi den Bergkyndige er reist hjem igjen til Sverige.
Om Søndagene har det været stor Vandring opover helt fra Bygden, ja
endog Aksel Strøm som ikke har Tid at avse har lagt sin Vei om Gruverne
det Par Ganger han har været paa Linjeopsyn. Nu er det snart ingen som
ikke har set Underne. Da tar sandelig ogsaa Inger Sellanraa paa sig pene
Klær og Guldring og gaar tilfjælds.

Hvad vil hun der?

Hun vil ingenting, hun er ikke engang nysgjærrig paa at se hvorledes de
aapner Fjældet, hun vil bare vise sig frem. Da Inger saa at andre
Kvindfolk drog tilfjælds kjendte hun at hun vilde efter. Hun har et
skjæmmende Ar paa Overmunden og hun har voksne Børn, men hun vilde
efter. Det græmmer hende at de andre er unge, men hun vil prøve at hamle
op med dem, hun er endnu ikke begyndt at bli fet, hun er høi og pen og
kan ta sig ut. Naturligvis er hun ikke rød og hvit og hendes gyldne
Ferskenhud er for længe siden avslitt, men de skulde bare faa se, de
skulde komme til at nikke og si: Hun er god nok!

De møter hende med den største Venlighet, Arbeiderne har faat mangen
Mælkekum av Inger og kjender hende, de viser hende omkring i Gruverne,
i Barakkerne, Staldene, Kjøkkenet, Kjælderen, Matboden, de dristige
kommer hende nær og tar hende smaat i Armen, det gjør ikke Inger noget,
det gjør hende godt. Naar hun skal stige op eller ned paa Stentrinnene
løfter hun Kjolen høit og gjør sine Lægger synlige, men hun er rolig med
det og det er som om hun ingenting har gjort. Hun er god nok! tænker vel
Arbeiderne.

Det gamle Menneske, hun er allikevel rørende: det kunde ses at et
Øiekast fra en eller anden av disse varme Mandfolk kom hende uventet,
hun blev taknemmelig for det og gjengjældte det, aa det kitlet hende at
være i Vinden, hun var Kvindfolk som andre Kvindfolk. Hun hadde vel
været ærbar av Mangel paa Fristelser.

Det gamle Menneske.

Gustaf kom. Han overlot to Piker fra Bygden til en Kamerat bare for at
komme. Gustaf visste nok hvad han gjorde, han tok Inger overflødig godt
og varmt i Haanden og takket for sist, men trængte sig ikke paa. -- Naa,
Gustaf, skal du ikke komme og hjælpe os med Stenfjøset? sier Inger og
blir sprutrød. -- Gustaf svarer at Jo nu kommer han snart. -- Hans
Kamerater hører det og sier at de kommer vel snart allesammen. -- Naa,
spør Inger, skal dokker ikke være her paa Fjældet i Vinter? --
Arbeiderne svarer forbeholdent at Nei det saa ikke ut for det. -- Gustaf
er dristigere, han sier leende at de hadde vel snart skrapet ut den
Kobberen som er. -- Du sier ikke det? spør Inger. -- Nei, svarte de
andre Arbeidere til, det maatte Gustaf agte sig for at si!

Men Gustaf agtet sig ikke, han sa leende endda mere, og hvad Inger
angaar da var han mærkelig til at vinde hende for sig selv alene skjønt
han ikke trængte sig paa. En anden Gut spilte Trækspil, men det var ikke
som naar Gustaf spilte Mundspil; en tredje Gut, en Støver han ogsaa,
prøvet at vække Opmærksomhet ved at synge utenad en Vise til
Trækspillet, men det var ikke noget det heller endda han hadde en
rullende Røst. Om litt stod Gustaf der og hadde sandelig faat Ingers
Guldring paa sin Lillefinger. Og hvorledes det var gaat til da han ikke
trængte sig paa? Aa han trængte sig godt nok paa, men han fôr stille med
det som hun, de talte ikke om det, hun lot som ingenting da han puslet
med hendes Haand. Da hun senere sat inde i Barakkekjøkkenet og drak
Kaffe hørte hun litt Sjau og Uvenskap utenfor og hun forstod at det saa
at si var til Ære for hende. Det kitlet hende, den gamle Orhøne sat og
lydde paa et søtt Bulder.

Hvorledes hun kom hjem fra Fjældet den Søndagskvæld? Ho, utmærket, like
saa dydig som da hun gik, ikke mere og ikke mindre. Det fulgte hende
mange Mand nedover, de mange Mand vilde ikke snu om saalænge Gustaf var
med, de gav sig ikke, de agtet ikke at gi sig! Inger hadde ikke engang
ute i den store Verden hat det saa trøisomt. -- Om ikke Inger hadde
mistet noget? sa de tilsist. -- Mistet? Nei. -- Guldringen! sa de. --
Saa maatte Gustaf frem med den, han hadde en Hær imot sig. -- Det var
godt du fandt han! sa Inger og skyndte sig at ta Farvel med Følget.

Hun nærmet sig Sellanraa og saa de mange Hustak, dernede var hendes
Hjem. Hun vaknet op igjen til den dygtige Kone hun var og vil gaa en
Benvei bortom Sommerfjøset for at se til Dyrene, paa Veien dit kommer
hun forbi et Sted hun kjender godt: her laa engang et lite Barn
nedgravet, hun hadde klappet Jorden med Hænderne, sat et lite Kors paa.
Aa det var saa længe siden. Undres derimot paa om Pikerne har mælket og
gjort ifra sig ....

Gruvearbeidet gaar sin Gang ja, men det ymtes om at Fjældet ikke holder
hvad det lovet. Den Bergkyndige som var hjemreist kommer igjen og han
har med sig en Bergkyndig til, de borer og skyter og undersøker grundig.
Hvad er egentlig i Veien? Kobberen er fin nok, det mankerer ikke, men
det er tyndt av den og den er uten Dybde, den tiltar i Tykkelse sørover,
den begynder at bli dyp og herlig just der hvor Selskapets Grænselinje
gaar, men saa er det Almenning igjen. Se, de første Kjøpere hadde vel
ikke ment saa svært meget med sin Handel, det var et Familjeraad, nogen
Slægtninger som kjøpte paa Spekulation, de sikret sig ikke hele Fjældet,
den lange Mil over til næste Dalføre, nei de kjøpte en Klat av Isak
Sellanraa og Geissler og solgte den igjen.

Og hvad var nu at gjøre? Chefer og Formænd og Bergkyndige skjønner det
godt, de maa øieblikkelig handle videre med Staten. Saa sender de Stafet
hjem til Sverige med Brevskaper og Karter og rider derpaa selv nedover
Marken til Lensmanden for at lægge Beslag paa hele Fjældet paa Sørsiden
av Vandet. Men nu begynder nogen Vanskeligheter: Loven er kommet i
Veien, de er Utlændinger, de kan ikke kjøpe direkte. Det visste de og
det har de ordnet. Men Sørsiden av Fjældet er alt solgt, det visste de
ikke. -- Solgt? sier Herrerne. -- For længe siden, for flere Aar siden.
-- Hvem har kjøpt? -- Geissler. -- Hvad for en Geissler? Naa, han! --
Tinglæst Skjøte, sier Lensmanden. Det var snaut Fjæld, han fik det for
næsten ingenting. -- Hvad Fan er dette for en Geissler som vi hører om
nu og da? Hvor er han? -- Gud vet hvor han er! --

Herrerne maatte sende ny Stafet til Sverige. Og de skulde jo ogsaa komme
til at faa vite hvem Geissler var. Foreløpig kunde de ikke arbeide med
fuldt Mandskap mere.

Saa kom Gustaf ned til Sellanraa og bar alt sit jordiske Gods paa
Ryggen, og nu kom han! sa han. Javel, Gustaf hadde forlatt Selskapet,
det vil si, han hadde nu siste Søndag uttalt sig litt for flaakjæftet om
Kobberfjældet, hans Ord blev baaret til Formanden og til Ingeniøren og
Gustaf hadde faat sin Avsked. Lykke paa Reisen, og forresten saa var det
kanske just hvad han vilde: nu vakte det ingen Mistanke at han kom til
Sellanraa. Han fik straks Arbeide paa Stenfjøset.

De murer og murer, og da det kort efter kom en Mand til fra Fjældet fik
ogsaa han Plass paa Muren, og nu blev det to Lag og Arbeidet gik fort
fra Haanden. Det skulde nok bli Fjøs til Høsten.

Men den ene Arbeider efter den andre kom ned fra Fjældet og var blit
opsagt og tok Veien hjem til Sverige; Prøvedriften skulde stanse. Det
gik som et Suk gjennem alle Mennesker i Bygden nedenfor, se, de var saa
taapelige, de skjønte ikke at Prøvedrift var Drift paa Prøve, men det
var det. Mismot og onde Anelser grep Menneskene i Bygden, Pengene blev
sjældnere, Lønningerne var blit nedsat, Handelsstedet Storborg blev
stille. Hvad skulde det altsammen betyde? Nu var det hele saa godt i
Gang, Aronsen hadde faat Flagstang og Flag, han hadde faat en
Isbjørnfæld til Kjøreslæden sin til Vinters og han hadde utstyret
Familjen med storartede Klær. Dette var jo bare Smaating, men større
Ting var ogsaa hændt: der hadde nu to nye Mænd kjøpt sig Rydningsland i
Marken, det var høit oppe, mellem Maaneland og Sellanraa, det var
ingenlunde betydningsløst for hele den lille avsides Verden. De to
Nybyggere hadde sat sine Gammer op og hadde ryddet Jord og grøftet Myr,
det var flittige Folk, de var kommet langt paa kort Tid. I hele Sommer
hadde de kjøpt sine Matvarer nede paa Storborg, men da de kom nu siste
Gang var det næsten intet at faa. Varer -- hvad skulde Aronsen med Varer
naar Gruvedriften stanset? Nu hadde han næsten ikke Varer, han hadde
bare Penger. Av alle Mennesker i Marken var kanske Aronsen den mest
mismotige, hans Overslag hadde været saa feilagtige. Da nogen raadet ham
til at dyrke sin Jord op og leve av den til bedre Tider svarte Aronsen:
Grave i Jorden? Det er ikke det jeg og mine er kommet hit for!

Tilsist holdt Aronsen det ikke længer ut, han vilde selv op til Gruverne
og se paa Saken. Det var en Søndag. Da han kom til Sellanraa vilde han
ha Isak med sig opover, men Isak hadde endnu aldrig sat sin Fot paa
Fjældet siden Driften begyndte, han trivedes bedst nede i Lien. Inger
maatte træde til: Kan du ikke gaa med han Aronsen naar han ber dig! sa
hun. Se, Inger hadde vel intet imot at Isak blev borte en Stund, det var
Søndag, hun kunde ville være ham kvit et Par Timer. Saa blev Isak med.

De saa meget rart paa Fjældet, Isak kjendte sig ikke igjen i denne By av
Barakker og Kjøredoninger og gapende Gruver. Selve Ingeniøren viste dem
om. Kanske var han ikke saa svært let tilsinds for Tiden, den gode
Ingeniør, men han hadde prøvet at motarbeide den tunge Stemning som
hvilte over Markens og Bygdens Folk, her var nu et rigtig godt Høve,
selve Markgreven paa Sellanraa og Handelsmanden paa Storborg var
tilstede.

Han forklarte Stensorten: Kis, Kobberkis, den indeholdt Kobber, Jærn og
Svovl. Aa de visste paa en Prik hvad Berget indeholdt, ja det indeholdt
endog litt Sølv og Guld. Man drev ikke Bergværksdrift uten at kunne sine
Ting! -- Men skal det stanse nu? spør Aronsen. -- Stanse? gjentar
Ingeniøren forbauset. Det vilde nok ikke Sydamerika være tjent med. De
skulde stanse for en kort Tid Prøvedriften ja, de hadde nu set hvad her
var, saa skulde de bygge Luftbane og gaa løs paa hele Fjældet sørover.
Isak visste vel ikke hvor denne Geissler var henne i Verden? -- Nei. --
Naa, han blev nok fundet. Saa bar det løs for Alvor. Nei stanse!

Isak er faldt i Forundring og Bevægelse over en liten Maskine som er til
at træde med Foten, han ser straks hvad det er, og det er jo en liten
Smie til at kjøre paa en Kjærre og flytte og sætte ned hvorsomhelst. --
Hvad koster en slik Maskine? spør Isak. -- Den? Feltessen? Den kostet
ikke stort. De hadde flere Stykker av dem, men de hadde ganske andre
Maskiner og Indretninger, nede ved Sjøen uhyre Maskiner. Isak maatte vel
forstaa at slike dype Daler og Avgrunder i et Fjæld det gjorde man ikke
med Neglene, hahaha.

De gaar og driver, herunder fortæller Ingeniøren at han agter sig til
Sverige en av Dagene. -- Men Dokker kommer igjen? spør Aronsen. --
Naturligvis. Han visste ikke noget som Regjering eller Politi derhjemme
kunde sætte ham fast for! -- Isak laget det saa at de kom til at staa
foran den lille Smie engang til: Men hvormeget kan en slik Avl koste?
spør han. -- Koste? Det husket sandelig ikke Ingeniøren. Den kostet vel
nogen Penger, men i et stort Gruvebudget kostet den jo ingenting! Den
pragtfulde Ingeniør, kanske var han langtfra lys tilsinds for Tiden nei,
men han bevaret Skinnet og var stor og flot til det siste: Trængte Isak
en Feltesse? Tak den der! Hans Selskap var mægtig, det forærte ham
Feltessen!

En Times Tid senere vandrer Aronsen og Isak hjemover igjen. Aronsen er
blit roligere og har faat litt Haap, Isak rugger nedover Fjældet med den
dyrebare Feltavl paa Ryggen. Den gamle Pram var vant til at bære Last!
Ingeniøren bydde sig til at late nogen Mand komme hjem til Sellanraa med
Klenodiet imorgen, men Isak takket at det skulde de ikke vør. Han tænkte
paa dem derhjemme at de skulde bli bra forundret naar han kom gaaende
med en Smie paa Ryggen.

Det var Isak som blev forundret.

Det kom netop en Hest med et høist aparte Kjærrelass ind paa Tunet.
Kjøreren var en Mand fra Bygden, men ved Siden av ham gik en Herremand
som Isak stirret forundret paa: det var Geissler.




V


Isak kunde vel ogsaa hat Grund til at forundres over et og andet ellers,
men han var ingen herlig Hund til at tænke paa mange Ting ad Gangen.
Hvor er Inger? sa han bare da han gik forbi Kjøkkendøren. Han tænkte paa
at Geissler maatte bli ordentlig mottat.

Inger? Hun var i Bærmarken, hadde været i Bærmarken helt siden Isak gik
tilfjælds, hun og Gustaf, Svensken. Det gamle Menneske, hun var blit saa
tullet og forelsket, det lidde til Høst og Vinter, men hun kjendte Varme
i sig igjen, Blomster i sig igjen. Kom og vis mig hvor det er Multer, sa
Gustaf, Hjortron! sa han. Hvem kunde staa for slikt! Hun løp ind i
Kammerset og var baade alvorlig og religiøs i flere Minutter, men der
stod han utenfor og ventet, Verden var hende like i Hælene, det blev til
at hun ordnet Haaret og speilet sig omhyggelig og gik ut igjen. Hvad
saa, hvem vilde ikke ha gjort det samme? Kvindfolk kjender ikke det ene
Mandfolk fra det andre, ikke altid, ikke ofte.

De gaar i Bærmarken og plukker Bær, plukker Multer paa Myrene, de stiger
fra Tuve til Tuve, hun løfter op og har sine gode Lægger. Det er stille
allevegne, Rypen har alt store Unger og hvæser ikke mere, det er lune
Steder med Busker paa Myrene. Det er ikke gaat en Time og de hviler alt.
Inger sier: Er du slik! Aa hun er saa svak til ham, hun smiler
forkommen, for hun er saa forelsket, aa hvor det er søtt og ondt at være
forelsket, begge Deler! Skik og Bruk byder vel at forsvare sig? Ja for
at overgi sig. Inger er saa forelsket, dødelig og uten Naade, hun vil
ham vel og er bare dyp og kostelig til ham.

Det gamle Menneske.

Naar Fjøset er færdig saa reiser du, sier hun saa. -- Nei han reiste
ikke. Jo naturligvis maatte han vel reise engang, men ikke paa en Ukes
Tid. -- Skal vi ikke gaa hjemover? spør hun. -- Nei. --

De plukker Bær, og om en Stund finder de sig atter nogen lune Busker og
Inger sier: Du er gal, Gustaf! Timer gaar, nu er de nok sovnet i
Buskene. Er de sovnet? Det er makeløst, midt i Ødemarken, i Eden. Da
sier Inger og sitter ret op og lytter: Jeg synes jeg hører nogen kjøre
langt bortpaa Veien? -- Solen synker, Lynghaugene mørkner litt av Skygge
da de gaar hjemover. De kommer forbi mange lune Steder og Gustaf ser dem
og Inger ser dem nok ogsaa, men hun synes hele Tiden at nogen kjører
foran dem. Aa men gaa og forsvare sig mot en gal og pen Gut paa hele
Hjemveien? Inger er saa svak, hun smiler bare og sier: Nei jeg har ikke
set slik som du er!

Hun kommer alene hjem tilgaards. Det var godt at hun kom nu, storartet,
et Minut senere hadde ikke været bra. Isak er netop steget ind paa
Gaarden med sin Smie og med Aronsen; en Hest med Kjærre er stanset.

Goddag! sier Geissler og hilser paa Inger ogsaa.

Der staar Menneskene og ser paa hverandre. Intet kunde høve bedre ...

Geissler er kommet igjen. Han har været borte i nogen Aar nu, men her er
han igjen, ældet og graanet, men kvik som altid, og nu er han fin,
i hvit Vest og Guldkjæde. Pokker forstaar den Mand!

Var det saa at han hadde faat Kundskap om at nu foregik noget i
Kobberfjældet og vilde undersøke Saken? Godt, her var han. Han ser
yterst vaken ut, han mønstrer Stedet og Jordet ved at snu Hodet sagte og
bruke Øinene, han ser store Forandringer, Markgreven har utvidet sit
Herredømme. Geissler nikker.

Hvad er det du bærer? spør han Isak. Et helt Hestelass! sier han. -- En
Smieavl forklarer Isak. Han skal bli god at ha for mig mangen Gang her
paa Nybygget, sier han og kalder Sellanraa et Nybygg endda! -- Hvor har
du faat den? -- Paa Fjældet, Ingeniøren tok og forærte mig han. -- Er
det en Ingeniør paa Fjældet? spør Geissler som om han ikke visste det.

Og skulde Geissler staa tilbake for en Ingeniør paa Fjældet! Jeg har
hørt om at du har Slaamaskine, nu har jeg med en Rakemaskine til dig,
sier han og viser til Kjærrelasset. Der stod den, rød og blaa, en
umaatelig Kam, en Høirive til at kjøre med Hest. De løftet den av
Kjærren og saa den over, Isak spændte sig for og prøvet den paa Jordet.
Det var ikke saa rart at hans Mund stod aapen, Under paa Under blev nu
samlet paa Sellanraa!

De talte om Kobberfjældet, om Bergværket: De spurte saa efter Dokker, sa
Isak. -- Hvem spurte? -- Ingeniøren og alle Herrerne. At de endelig
maatte finde Dokker, sa de. -- Aa der gjorde visst Isak formeget av det,
Geissler taalte det kanske ikke, han blev brat i Nakken og sa: Jeg er
her hvis de vil mig noget!

Dagen efter kom de to Stafetter tilbake fra Sverige og med dem fulgte et
Par av Eierne i Minen, de var tilhest og var fornemme og tykke Herrer,
efter Utseendet at dømme grundrike. De stanset næsten ikke paa
Sellanraa, men spurte fra Hesteryggen et Par Spørsmaal om Veien og ridde
videre opover Fjældet. Geissler lot de som de ikke saa skjønt han stod
nær nok. Stafetterne med de lastede Pakhester hvilte en Time, talte med
Murerne paa Fjøset, fik vite at den gamle Herre i hvit Vest og Guldkjæde
var Geissler og drog saa videre de ogsaa. Men den ene Stafetten kom ned
til Gaarden igjen samme Kvæld med mundtlig Bud at Geissler maatte komme
op til Herrerne paa Fjældet. Jeg er her hvis de vil mig noget! lot
Geissler svare.

Han var vel blit saa stor, han tænkte kanske at han sat inde med
Alverdens Magt, og fandt han et mundtlig Budskap litt for nonchalant?
Men hvorledes gik det til at han kom til Sellanraa just da han trængtes?
Saa var han vel en Mester til at være alvitende og vite om mangt og
meget. Naa, men da Herrerne paa Fjældet fik Geisslers Svar maatte de jo
umake sig ned til Sellanraa. Ingeniøren og de to Bergkyndige fulgte dem.

Se, det var altsaa mange Kroker og Sving endog før Møtet kom istand. Det
lovet ikke godt, nei Geissler var uhyre stor paa det.

Herrerne var høflige nu, de bad undskylde at de hadde sendt Bud paa ham
igaar, de var saa trætte efter Færden. Geissler var høflig tilbake og
svarte at ogsaa han var træt efter sin egen Færd, ellers vilde han ha
kommet. -- Naa, men nu til Saken: Vilde han sælge Fjældet paa Sørsiden
av Vandet? -- Er Herrerne Kjøper? spurte Geissler, eller taler jeg med
Mellemmænd? -- Dette kunde ikke være noget andet end Vrangskap fra
Geisslers Side, han maatte vel se paa dem at de fornemme og tykke Herrer
ikke var Mellemmænd. Saa gik de videre: Prisen? sa de. -- Ja Prisen! sa
Geissler ogsaa og tænkte paa det. Et Par Millioner, sa han. -- Jasaa, sa
Herrerne og smilte. -- Geissler smilte ikke.

Ingeniøren og de Bergkyndige hadde saa løselig undersøkt Fjældet
bortover, hadde boret nogen Huller og skutt, og her var nu Opgaverne:
Forekomsten skyldtes Eruption, den var ujævn, var efter den foreløpige
Undersøkelse dypest omkring Skjellet mellem Selskapets og Geisslers
Eiendom, siden tok den av. Den siste Halvmilen var det ingen drivværdig
Kis at finde.

Geissler hørte paa denne Beretning med den største Likegyldighet. Han
tok op av Lommen nogen Dokumenter som han saa opmærksomt i, men det var
ikke Karter og Gud vet om det da i hele tat var Dokumenter som vedkom
Kobberfjældet. -- De har ikke boret dypt nok! sa han som om han saa det
av Papirerne. -- Nei det indrømmet Herrerne straks; men Ingeniøren
spurte: Ja hvorledes kan Geissler vite det? De har jo slet ikke boret?
-- Da smilte Geissler som om han nok hadde boret et Par Hundrede Meter
ned gjennem Jordkloden, men derpaa skjult Hullerne.

De holdt paa til Middag og talte frem og tilbake, de begyndte at se paa
Klokkerne sine. Nu hadde de faat Geissler ned paa en Kvart Million, men
ikke en Haarsbred længer ned. Nei de maatte ha støtt ham litt alvorlig,
de gik ut fra at han var glad ved at sælge, nødt til at sælge, men det
var han ikke, ho, saa de ikke at han sat her næsten like saa fin og stor
som de! -- En femten, tyve Tusen skulde vel ogsaa være en bra Skilling,
sa Herrerne. -- Det nægtet Geissler ikke, naar man netop trængte denne
Skilling, men to Hundrede og femti Tusen var mere. -- Da sa en av
Herrerne, og han sa det vel for at holde Geissler nede ved Jorden: Jeg
husker med det samme, vi kan hilse fra Fru Geisslers Folk i Sverige. --
Tak! svarte Geissler. -- Apropos, sa den andre Herren da ingenting
nyttet: En Kvart Million! Det er da ikke Guld, det er Kis. -- Geissler
nikket: Det er Kis. --

Da blev Herrerne utaalmodige allesammen og fem Klokkekapsler sprang op
og smaldt igjen og nu var det ikke Tid til Spøkefuldheter mere, nu var
det Middag. Herrerne begjærte ikke Mat paa Sellanraa, men ridde tilbake
til Gruverne igjen for at spise sin egen Mat.

Slik løp Møtet av.

Geissler blev alene.

Hvad monne det nu være for Funderinger som sysselsatte ham? Kanske
ingen, kanske var han likeglad og tankeløs? Ingenlunde, han tænkte, men
han viste ingen Uro. Efter Middagen sa han til Isak: Jeg skulde ha været
en lang Tur over i Fjældet mit og jeg skulde hat Sivert med likesom
forrige Gang. -- Ja, sa Isak øieblikkelig. -- Nei. Han har andet at
gjøre. -- Han skal gaa med Dokker paa Timen! sa Isak og ropte Sivert ned
fra Muren. -- Geissler holdt Haanden i Veiret og sa kort Nei.

Han drev omkring paa hele Gaarden og kom flere Ganger tilbake til
Murerne og talte livlig med dem. At han kunde overkomme det, en stor Sak
hadde jo nys optat ham! Geissler, kanske hadde han saa længe levet i
usikre Forhold at intet egentlig syntes at staa paa Spil for ham mere,
noget svimlende Fald vilde i ethvert Tilfælde ikke ske med ham.

Han stod der han stod paa ren Slump. Da han hadde solgt den lille
Gruveteig til sin Kones Slægtninger gik han straks hen og kjøpte hele
Fjældet bortenfor, hvorfor gjorde han det? Vilde han ærgre Eierne ved at
bli nærmeste Grande? Oprindelig hadde han vel bare hat den Tanke at slaa
under sig en Remse paa Sørsiden av Vandet, der hvor Gruvebyen maatte
lægges hvis det nogensinde blev Drift av; hele Fjældet derimot blev han
Eier av fordi det næsten intet kostet og fordi han ikke vilde ha Bry med
en vidløftig Skjelsforretning. Han blev Bergkonge av Likegyldighet, en
liten Bytomt til Barakker og Maskiner blev til et Rike like til Havet.

I Sverige gik den lille første Gruveteig fra Haand til Haand og Geissler
holdt sig vel underrettet om dens Skjæbne. Naturligvis hadde de første
Eiere kjøpt galt, svinegalt, Familjeraadet var ikke Bergfolk, det hadde
ikke sikret sig Fjæld nok, men hadde bare villet betale en viss Geissler
bort fra sin Nærhet. Men de nye Eiere var ikke mindre komiske, det var
vel mægtige Folk, de kunde tillate sig en Spøk og kjøpe for Moro, kjøpe
under et Kalas, Gud vet. Men da det blev Prøvedrift og Alvor i Tingen
stod man pludselig foran en Mur: Geissler.

De er Børn! tænkte kanske Geissler fra sin store Høide, han hadde faat
saa meget Mot og var blit saare brat i Nakken. Rigtignok hadde Herrerne
prøvet at kjøle ham godt av, de trodde de stod foran en Trængende og
ymtet noget om en femten, tyve Tusen, -- de var Børn, de kjendte ikke
Geissler. Her stod han.

Herrerne kom ikke mere ned fra Fjældet den Dag, de mente vel at handle
klokt ved ikke at vise sig for hippen. Den næste Morgen kom de og hadde
sine Pakhester med og var paa Hjemfærd. Men da var Geissler gaat bort.

Var Geissler gaat bort?

Herrerne kunde saa ikke avgjøre noget fra Hesteryggen, de maatte stige
av og vente. Hvor var Geissler gaat hen? Ingen visste det, han gik
allevegne, han hadde Interesse for Sellanraa Gaard, sist var han set ved
Sagen. Stafetterne blev sendt ut for at lete, men Geissler var kanske
gaat langt bort, for han svarte ikke naar det blev ropt. Herrerne saa
paa sine Klokker og til at begynde med var de noksaa ærgerlige og sa: Vi
gaar ikke her som nogen Narrer og venter. Vil Geissler sælge saa faar
han være tilstede! Aa men Herrernes store Ærgrelse la sig, de ventet, ja
de begyndte endog at more sig, det blev jo desperat, de blev liggende
ute paa Grænsefjældet til Natten. Det gaar brillant! sa de, vore
Familjer vil engang finde vore Ben!

Tilslut kom Geissler. Han hadde været og set sig om, sist kom han fra
Sommerfjøset. -- Det ser ut til at bli forlite for dig Sommerfjøset
ogsaa, sa han til Isak. Hvormange Dyr har du ialt deroppe? -- Slikt
kunde han si skjønt Herrerne stod der med Klokken i Haand. Geissler
hadde en mærkelig Rødme i Ansigtet som om han hadde nytt Stærkt. Puh,
jeg blev varm av Turen! sa han.

Vi ventet halvveis at De vilde ha været tilstede, sa en av Herrerne. --
Det har ikke Herrerne bedt mig om, svarte Geissler, ellers vilde jeg ha
været paa Pletten. -- Naa, end Handelen? Vilde Geissler idag ta imot et
rimelig Tilbud? Det var vel ikke Tale om en femten, tyve Tusen Kroner
hver Dag for ham heller, eller hvorledes? -- Denne nye Hentydning støtte
Geissler stærkt. Var det ogsaa en Maate! Se, Herrerne hadde vel ikke
talt slik hvis de ikke hadde været ærgerlige, og Geissler hadde vel ikke
øieblikkelig blit blek i Ansigtet hvis han ikke først hadde været paa et
ensomt Sted og blit rød. Nu bleknet han og svarte koldt: Jeg vil ikke
antyde hvad som muligens er overkommelig for Herrerne at betale, men
derimot vet jeg hvad jeg vil motta. Jeg vil ikke høre paa mere Barneprat
om Fjældet. Min Pris er den samme som igaar. -- En Kvart Million Kroner?
-- Ja. --

Herrerne steg tilhest.

Nu skal jeg si Geissler ett, sa den ene: Vi skal gaa til fem og tyve
Tusen! -- De er fremdeles spøkefuld, svarte Geissler. Jeg skal derimot
foreslaa Dem noget for fuldt Alvor: Vil De sælge det lille Gruvefeltet
Deres? -- Ja, sa Herrerne litt overrumplet, det kunde tænkes. -- Saa
skal jeg kjøpe det, sa Geissler.

Aa den Geissler! Nu stod jo hele Gaarden fuld og hørte ham, alle
Sellanraas Folk og Murerne og Herrerne og Stafetterne, han kunde kanske
ikke skaffe det mindste av Pengene til en slik Handel, men Gud vet om
han ikke kunde det forresten, Pokker forstod ham! I alle Fald
revolutionerte han litt blandt Herrerne ved sine faa Ord. Var det Knep?
Mente han at gjøre sit Fjæld betydningsfuldere ved den Manøvre?

Herrerne tænkte paa det, Herrerne begyndte sandelig at tale sagte sammen
om det, de steg av Hestene igjen. Da blandet Ingeniøren sig i det, se,
dette syntes vel efter hans Skjøn at bli for jammerlig, og han syntes at
ha Magt, kanske ogsaa Myndighet. Nu stod jo hele Gaarden fuld av Folk og
hørte paa. -- Vi sælger ikke! sa han. -- Ikke det? spurte Herrerne. --
Nei. --

De hvisket litt til, saa steg de tilhest for Alvor. -- Fem og tyve
Tusen! ropte en av Herrerne. -- Geissler svarte ikke, han vendte sig og
gik bort til Murerne igjen.

Og slik løp da siste Møte av.

Geissler syntes likegyldig for Følgerne, han gik fra og til og talte om
det ene og det andre, for Øieblikket var han optat av at Murerne la ned
nogen vældige Loftsbjelker tværsover det hele Fjøs. De vilde bli færdige
denne Uke med Fjøset, Taket skulde være bare et midlertidig Tak, senere
skulde et nyt Foderhus bygges ovenpaa Fjøset.

Isak holdt Sivert nede fra Muren nu og lot ham drive, det gjorde han for
at Geissler til enhver Tid skulde finde Gutten ledig for den Tur i
Fjældet. En faanyttig Omsorg, Geissler hadde opgit Turen eller kanske
glemt den. Da han hadde faat litt Niste med av Inger gik han derimot
Veien nedover Marken og blev borte tilkvælds.

Han passerte de to nye Rydninger som var blit til nedenfor Sellanraa og
talte med Mændene, han kom helt ned til Maaneland og vilde se hvad Aksel
Strøm hadde utrettet i disse Aar. Det hadde ikke gaat saa svært fort med
ham, men han hadde gjort godt Arbeide paa Jorden. Geissler interesserte
sig ogsaa for dette Nybygg og sa til ham: Har du Hest? -- Ja. -- Jeg har
staaende en Slaamaskine og en Nybrotsharv sørpaa, nye Saker, jeg skal
sende dig dem. -- Hvad? spurte Aksel og skjønte ikke en slik
Storartethet, han tænkte sig noget med Avbetaling. -- Jeg skal forære
dig de Redskaperne, sa Geissler. -- Det er da ikke mulig? -- Men du skal
hjælpe de to Naboerne dine her ovenfor og harve noget Nyland for dem. --
Ja det skal ikke mankere! erklærte Aksel og kunde endda ikke skjønne
hele Geissler: Naa, saa har Dokker Eiendom og Maskiner sørpaa? --
Geissler svarte: Jeg har saa meget at staa i. -- Se, det hadde kanske
Geissler ikke, meget at staa i; men han lot ofte saa. Denne Slaamaskine
og Harv kunde han jo bare kjøpe i en av Byerne og sende nordover.

Han kom til at tale længe med Aksel Strøm, om de andre Nybyggere i
Marken, om Handelsstedet Storborg, om Aksels Bror, en nygift Mand som nu
var kommet til Breidablik og hadde begyndt at aapne Myrene og faa Vandet
ut av dem. Aksel klaget over at det ikke var Kvindfolkhjælp at faa, han
hadde bare en gammel Kone som hette Oline, hun vann ikke stort, men han
fik endda være glad saalænge han beholdt hende. Aksel hadde en Stund
maattet arbeide Nat og Dag i Sommer. Han kunde kanske ha faat et
Kvindfolk fra sit Hjemsted, fra Helgeland, men saa hadde han maattet
betale Reisepenger omfremt Lønnen. Det var Utgifter paa alle Kanter.
Aksel fortalte videre at han hadde overtat Opsynet over Telegraflinjen,
men det angret han litt paa. -- Slikt noget det er for Folk som Brede,
sa Geissler. -- Det er saa sandt som det er sagt! indrømmet Aksel. Men
det var de Skillingerne. -- Hvormange Kjyr har du? -- Fire. Og en Fors
Okse. Det var saa langt til Sellanraa til Oksen. --

Men en meget vigtigere Sak laa det Aksel Strøm paa Hjærte at faa tale
med Geissler om: nu var det sat Undersøkelse i Gang mot Barbro. Jo
naturligvis var det kommet op: Barbro hadde gaat her med Barn, men hun
var reist fri og frank og uten Barn herfra, hvorledes hang det sammen?
Da Geissler hørte hvad det galdt sa han kort og godt: Kom her! Han tok
Aksel med sig bort fra Husene, Geissler gjorde sig dygtig til og var som
en Øvrighet. De satte sig i Skogkanten og Geissler sa: Lat mig nu høre!

Naturligvis var det kommet op ja, hvorledes kunde det undgaaes! Det var
ikke længer frit for Mennesker i Marken og desuten var Oline kommet dit.
Hvad hadde Oline med den Sak? Ho! Og atpaa alt saa hadde Brede Olsen
gjort sig Uvenner med hende. Nu var ikke Oline længer til at komme
forbi, hun bodde paa Aastedet og kunde fritte Aksel selv ut i smaa
Skift, det var jo mistænkelige Saker hun levet for, tildels levet av, se
her var nu atter noget med den rette Lugt! I Grunden var Oline nu blit
for gammel og svak til at stelle Hus og Dyr paa Maaneland, hun burde
opgi det; men kunde hun det? Kunde hun rolig forlate et Sted hvor en saa
diger Gaate laa uopklaret? Hun greidde Vinterens Arbeide; ja hun slet
sig ogsaa igjennem i Sommer, og det var svært til Styrke hun hentet sig
bare ved Utsigten til at kunne avsløre en Datter av Brede. Sneen gik
ikke før av Marken i Vaar før Oline gav sig til at snuse omkring, hun
fandt den lille grønne Haug ved Bækken og saa straks at Torven var lagt
paa i Ruter; hun hadde ogsaa været saa lykkelig at komme over Aksel en
Dag han stod og trødde paa den lille Grav og jævnet den ned. Aksel
visste altsaa om det hele. Oline nikket med sit graa Hode at nu var det
hendes Tur!

Ikke for det, han Aksel var ikke en uvennes Mand at være hos, men han
var dygtig paaholdende og talte Ostene sine og hadde god Rede paa hver
Ulddott; Oline hadde langtfra frie Hænder. Og nu Redningen hans ifjor,
hadde Aksel vist sig som en Herremand og forskyldt hende for den?
Tværtimot, han holdt stadig fast paa sin Deling av Triumfen: Javel, sa
han, dersom at ikke Oline var kommet saa hadde han maattet ligge ute og
fryse den Natten; men han Brede hadde nu ogsaa været til god Hjælp paa
Hjemveien! Det var Takken. Oline syntes det var saa at den Almægtige
maatte fortørnes over Menneskene! Kunde ikke han Aksel ha tat en Ku paa
Baasen og leidd hende frem og sagt: Det er din Ku, Oline! Men nei.

Nu kom det sig an paa om det ikke vilde koste ham mere end som en Ku!

Sommeren utover passet Oline op hvert Menneske som gik forbi og hvisket
med dem og nikket og betrodde sig til dem. Men ikke mine Ord igjen! sa
hun. Oline var ogsaa et Par Ganger nede i Bygden. Nu begyndte det at
drive med Rygter i Marken, ja det drev som Taake, det la sig paa
Ansigterne og trængte ind i Ørene, selv Børnene som gik paa Skole paa
Breidablik begyndte at nikke med Hemmeligheter. Tilsist maatte
Lensmanden røre paa sig, maatte indberette det og faa sin Ordre. Saa kom
han med Følgesvend og Protokol til Maaneland en Dag og efterforsket og
skrev op og reiste igjen. Men tre Uker efter kom han tilbake og
efterforsket og skrev op mere, og denne Gang aapnet han en liten grøn
Haug ved Bækken og tok ut et Barnelik av den; Oline var ham en
uundværlig Hjælp, til Vederlag maatte han svare paa hendes mange
Spørsmaal og han svarte da blandt andet at Ja det kunde nok bli Tale om
at arrestere Aksel. Da slog Oline Hænderne sammen over al den
Fordærvelse hun var kommet op i her paa Stedet og ønsket sig bort, langt
bort. Men end ho Barbro? hvisket hun. -- Piken Barbro, sa Lensmanden,
hun sitter arresteret i Bergen; Retfærdigheten maa ha sin Gang, sa han.
-- Saa tok han Liket med og reiste igjen ....

Det var da ikke rart at Aksel Strøm gik i Spænding. Han hadde forklaret
sig for Lensmanden og intet nægtet: det han hadde Del i var selve Barnet
og desuten hadde han paa egen Haand gravet en Grav til det. Nu spurte
han Geissler hvorledes han videre skulde fare ad. Han maatte vel til
Byen paa meget værre Forhør og Pinsel?

Geissler var ikke længer slik Kar, nei den omstændelige Fortælling hadde
trættet ham, han dovnet av -- hvad nu Grunden kunde være, om han kanske
ikke længer hadde Aanden fra om Morgningen over sig. Han saa paa
Klokken, reiste sig fra Marken og sa: Det der maa overveies grundig, jeg
skal tænke paa det. Du skal faa mit Svar før jeg reiser!

Dermed gik Geissler.

Han kom tilbake til Sellanraa om Kvælden, spiste litt og gik tilsengs.
Han sov til langt paa Dag, sov, hvilte ut, han var vel slap efter Møtet
med de svenske Gruveeiere. Først to Dager efter laget han sig til at
reise sin Vei. Han var atter stor og overlegen, betalte rundelig og gav
lille Rebekka en blank Krone.

Isak holdt han en Tale for og sa: Det er det samme om det ikke blev
Handel nu, det kommer nok engang; foreløpig stanser jeg denne Driften
opi Fjældet. Det var nogen Børn var det, de mente at lære mig! Hørte du
at de bydde mig fem og tyve Tusen? -- Ja, sa Isak. -- Naa, vedblev
Geissler og vinket bort alle Slags Skambud og Støvgrand med Hodet, det
skader ikke Distriktet her opover at jeg stanser Driften, tværtimot, det
vil tukte Folk til at dyrke sin Jord. Men det vil mærkes i Bygden
dernede. Det kom jo adskillig med Penger ind i Sommer, det blev fine
Klær og Grynmelsgrøt til nogen hver; nu er det Slut. Se, Bygden kunde
gjærne ha været Venner med mig, saa vilde det kanske ha gaat anderledes.
Nu er det jeg som raader!

Han saa nu ikke ut til at raade over meget allikevel da han gik, han bar
litt Niste i Haanden og hadde en Vest som ikke længer var rent hvit. Nu
hadde kanske hans gode Kone utstyret ham til denne Tur for Resten av de
firti Tusen hun engang fik, Gud vet om det ikke var saa. Men nu kommer
han snau hjem!

Han glemte ikke at gaa indom Aksel Strøm paa Nedturen og gi ham Besked:
Jeg har tænkt over det, sa han, Saken er altsaa løpende, du kan
ingenting gjøre nu. Du blir indkaldt til Forhør og maa forklare dig ....
Bare almindelig Prat, Geissler hadde kanske ikke tænkt det Spor paa
Saken. Og Aksel sa motfalden Ja til alt. Tilslut blusset Geissler op til
en mægtig Mand igjen, han rynket Brynene og sa grublende: Det skulde da
være om jeg kunde møte op i Byen og være tilstede? -- Ja dersom at
Dokker kunde det! utbrøt Aksel. -- Geissler avgjorde det i næste
Øieblik: Jeg skal se om jeg faar Tid, men jeg har saa meget at ivareta
sørpaa. Men jeg skal se om jeg faar Tid. Farvel for idag. Jeg skal sende
dig de Redskaperne!

Geissler gik.

Var det nu hans siste Tur i Marken?




VI


Resten av Arbeiderne kommer ned fra Fjældet, Driften er stanset. Nu
ligger Fjældet dødt igjen.

Nu er ogsaa Stenfjøset paa Sellanraa færdig. Det har faat det foreløpige
Torvtak paa for Vinteren, det store Hus inddeles i Rum, lyse Rum, en
vældig Salon i Midten og store Kabinetter paa hver av Enderne, ja det er
som for Mennesker. Isak bodde engang her paa Stedet i en Torvgamme
sammen med nogen Gjeiter: nu er det ingen Torvgamme mere paa Sellanraa.

De indreder med Spiltaug, Baaser og Binger. For at faa det fort færdig
er de to Murere fremdeles med, men Gustaf kan ikke med Træarbeide, sier
han, og skal derfor reise. Gustaf har været en herlig Gut paa Muren og
har løftet som en Bjørn; om Kvældene har han været til Glæde og
Opmuntring for alle og spillet Mundspil og han har desuten hjulpet
Kvindfolkene med at bære tunge Hølker til og fra Elven; men nu skal han
reise. Nei han kan ikke med Træarbeide, sier han. Det er som han absolut
vil avsted.

Du kunde vel være til imorgen, sier Inger. -- Nei han har ikke mere
Arbeide her og nu faar han desuten Følge over Grænsefjældet med de siste
Gruvearbeidere. -- Hvem skal nu hjælpe mig med Hølkerne? sier hun og
smiler vemodig. -- Det har den raske Gustaf straks Raad for: han nævner
Hjalmar. Og Hjalmar det var den yngste av de to Murere, men ingen av dem
var ung som Gustaf og ingen slik som han. -- Nei han Hjalmar! svarer
Inger foragtelig. Men pludselig tar hun sig i det og vil hidse Gustaf og
sier: Jaja, han Hjalmar er ikke værst. Og han synger saa pent paa
Stenen. -- En Støver! erklærer Gustaf uten at hidses. -- Men han kunde
vel være Natten over? -- Nei. Saa vilde Følget gaa ifra ham.

Aa nu var vel Gustaf begyndt at bli træt av det. Det var brillant at
nappe hende midt for Næsen paa alle Kameraterne og ha hende det Par Uker
han var paa Stedet; men nu skulde han herfra, til andre Arbeider, kanske
til en Kjærest derhjemme, det var nye Utsigter. Kunde han gaa her og
drive for Ingers Skyld? Han hadde saa god Grund til at avbryte at hun
selv maatte forstaa det; men hun var blit saa dristig, saa ansvarsløs,
hun brydde sig om ingenting. Det hadde ikke varet saa længe mellem dem
nei, men det hadde varet Murarbeidet ut.

Inger gaar sandelig og er trist, ja hun er saa vildfarende trofast at
hun sørger. Det er ikke saa godt for hende, hun er uten Skaperi og uten
Forlorenhet forelsket. Nei hun skammer sig ikke over det, hun er et
kraftig Kvindfolk fuld av Svakhet, nu følger hun Naturen omkring sig,
hun har Høstglød. Mens hun staar og lager istand Niste til Gustaf bølger
hendes Bryst av Følelser. Hun tænker ikke over om hun har Ret til det
eller om det er Fare ved det, hun gir bare efter, hun er blit morsk
efter at smake, efter at nyte. Isak kunde løfte hende i Taket og stampe
hende ned i Gulvet engang til, -- javel, men hun barer sig ikke.

Hun gaar ut med Nisten og leverer den.

Nu hadde hun sat en Hølke tilrette ved Trappen, om Gustaf skulde ville
bære med hende til Elven for siste Gang. Hun vil kanske si ham noget,
kanske stikke til ham et eller andet, Guldringen, Gud vet, hun var
troendes til alt. Men det maatte vel ha en Ende, Gustaf takker for
Nisten, sier Farvel og gaar. Og gaar.

Der staar hun.

Hjalmar! roper hun høit, aa saa unødig høit. Det er som om hun jubler
paa Trods -- ja eller er i Nød.

Gustaf gaar ....

Høsten utover foregaar nu det sædvanlige Arbeide i hele Marken, like ned
til Bygden, Poteten takes op, Kornet berges ind, Storfæet blir sluppet
paa Jordet. Det er otte Nybygg og alle Steder har de det travlt, men paa
Handelsstedet Storborg har de ikke Dyr og ikke grønt Jorde, de har bare
Have, og ellers saa har de heller ingen Handel mere, og ingen har det
travlt der.

Paa Sellanraa har de en ny Rotfrugt som heter Turnips, den staar grøn og
kolossal paa sin Myrteig og duver med Bladene, men det er ikke Raad at
holde Kjyrene borte fra den, de bryter ned alle Gjærder og stormer
bæljende ind. Nei saa maa Leopoldine og lille Rebekka de maa gjæte for
Turnipsmyren, og lille Rebekka hun gaar med en stor Vie i Haanden og er
svær til at jage Kjyr. Farn arbeider i Nærheten og nu og da kommer han
og kjender paa Hænderne hendes og paa Føtterne hendes og spør om hun
fryser. Leopoldine som er stor og voksen snart hun gaar og binder Hoser
og Votter til Vinters mens hun gjæter. Hun er født i Trondhjem og kom
til Sellanraa fem Aar gammel, Erindringen om en stor By med mange
Mennesker og en lang Reise med Dampskib glider nu mere og mere ut i det
Fjærne for hende, hun er et Markens Barn og kjender ikke mere nogen
anden stor Verden end Bygden dernede hvor hun har været til Kirken nogen
Ganger og hvor hun blev konfirmeret ifjor.....

Og nu er det de tilfældige Gjøremaal som mælder sig, saaledes Veien
nedover som er lite fremkommelig paa et Par Steder. Da Jorden endnu er
tien gaar Isak og Sivert en Dag og begynder at grøfte Veien. Det er to
Myrstykker som skal tørlægges.

Aksel Strøm har lovet at være med paa dette Arbeide fordi ogsaa han har
Hest og har Bruk for Veien; men nu fik Aksel saa nødvendig Ærend til
Byen -- hvad i Alverden han skulde der, men det var et aldeles nødvendig
Ærend, sa han. Men han har faat sin Bror paa Breidablik til at møte i
sit Sted paa Veiarbeidet. Han heter Fredrik.

Denne Mand er ung og nygift, en letlivet Kar som kan si en Spøk og være
like god for det; Sivert og han ligner hverandre. Nu var Fredrik indom
sin nærmeste Grande Aronsen paa Storborg da han kom opover imorges og er
derfor optat av alt det Handelsmanden hadde sagt. Det begyndte slik at
Fredrik vilde ha en Tobaksrul. Jeg skal forære dig en Tobaksrul naar jeg
faar han, sa Aronsen. Naa, saa har Dokker ikke Tobak? Nei, og ikke vil
jeg ha han, det er ingen til at kjøpe han. Hvad du tror jeg tjener paa
en Tobaksrul? Aronsen hadde nok været i et farlig Lune, han fandt sig
likefrem narret av det svenske Gruveselskap: nu hadde han nedsat sig her
i Marken for at handle og saa stanset Driften!

Fredrik smiler lunt av Aronsen og har ham tilbedste: Nei han har da ikke
gjort det Slag med Jorden sin! sier han, og han har ikke engang Foder
til Dyrene sine, han kjøper det! Han var paa mig om at faa kjøpe Høi.
Nei jeg hadde ikke Høi at sælge. Naa, du trænger ikke Penger! sa han
Aronsen. Han tror det er ett og alt at ha Penger, han drev en
Hundredekroneseddel paa Disken og sa: Penger! Ja Penger er godt! sa jeg.
Det er bom konstant! sa han. Han er akkurat som han viser sig ørlite
naragtig medkvart, og Konen hans hun gaar med Lommeur paa sig til
Hverdags -- hvad det nu kan være for indstændige Klokkeslæt hun skal
huske paa.

Sivert spør: Snakket ikke han Aronsen om en som hette Geissler? -- Jo.
Det var en som ikke vilde sælge Fjældet sit, sa han. Han Aronsen var
rasende: en avsat Lensmand, sa han, kanske eier han ikke en Femkrone i
Boka, han skulde været skutt! Dokker skal nu bie ørlite, sa jeg, saa
sælger han vel senere. Nei, sa han Aronsen, det skal du ikke vør at tro.
For det skjønner vel jeg som er Handelsmand at naar den ene Parten
sætter paa to Hundrede og femti Tusen og den andre Parten byr fem og
tyve Tusen saa er det formeget som staar dem imellem, det blir ingen
Handel. Men Lykke paa Reisen! sa han Aronsen, jeg var bare tilfreds jeg
aldrig hadde sat min Fot i dette Hullet med mig og mine! Ja Dokker
tænker nu vel ikke paa at sælge? spurte jeg. Jo, svarte han, det er net
hvad jeg tænker paa. Denne Myrmarken, sa han, dette Hullet og denne
Ørken! Jeg tar ikke ind en Krone paa hele Dagen mere, sa han.

De lo av Aronsen og hadde ingen Medynk med ham. -- Tror du han sælger?
spurte Isak. -- Ja det lét han om. Og nu har han alt skilt sig med
Drengen. Ja det er en artig og konstig Mand han Aronsen, det er visst!
Han skiller sig med Drengen som kunde arbeide med Vinterveden og kjøre
hjem Høi med hans egen Hest, men han beholder Fuldmægtigen! Det er nok
sandt, han sælger ikke for en Krone om Dag mere, for han eier ikke Varer
i Bua; men hvad skal han saa med Fuldmægtigen? Minders det er av
Stormægtighet og Overmagt: at han maa ha en Mand til at staa ved Pulten
og skrive i store Protokoller. Hahaha, ja det er net som han skulde være
ørpitterlite galen han Aronsen!

De tre Mænd arbeider til Middags, spiser av sine Matskræpper og prater
en kort Stund. De har sine Ting at drøfte, Markens og Nybyggenes Ve og
Vel, det er ikke Smaatterier, men de behandler dem med Sindighet, de er
rolige, deres Nerver er uslitte og gjør ikke det de ikke skal. Nu
begynder Høsten, det tier overalt i Skogen omkring, Fjældene staar der,
Solen staar der, i Kvæld vil Maane og Stjærner komme, alt er faste
Forhold, det er fuldt av Venlighet, en Favn. Her har Menneskene Tid til
at hvile i Lyngen, med en Arm til Hodepute.

Fredrik taler om Breidablik, at han har ikke faat gjort stort dernede
endda. -- Jo, sier Isak, du har gjort meget alt, det saa jeg da jeg var
nedover. -- Denne Ros fra den ældste i Marken, Kjæmpen selv, glædet vel
Fredrik, han spør ærlig: Synes Dokker det? Nei det skal bli bedre
senere. Jeg blev saa borthæftet iaar, Stuen skulde flies, hun var læk og
holdt paa at fare ilde; Høihuset maatte jeg rive og sætte op igjen;
Fjøsgammen var forliten, jeg har nu baade Ku og Kvige som at ikke han
Brede hadde i sin Tid, sier Fredrik stolt. -- Trives du her? spør Isak.
-- Ja jeg trives og Konen min hun trives, hvorfor skulde vi ikke det?
Det er vidt omkring hos os, vi kan se opover og nedover Veien. Den lille
Lunden ved Husene er pen, synes vi, der er Bjørk og Selje, jeg skal nu
plante mere paa andre Siden av Tunet naar at jeg faar Tid. Det er
storveies saa Myren har tørket bare siden i Vaar da jeg grøftet, det
kommer nu an paa tilaars hvad som monne vokse paa hende! Jo trives? Naar
at Konen og jeg har Hus og Hjem og Jord? -- Naa, skal det være bare
dokker to? spør Sivert underfundig. -- Nei, vet du, det kan hænde at vi
blir flere, svarer Fredrik muntert. Og naar vi snakker om at trives saa
har jeg aldrig set Konen min saa trivelig som nu.

De arbeider tilkvælds; nu og da retter de Ryggen og snakker med
hverandre: Naa, saa fik du ikke Tobak? spør Sivert. -- Nei, og det er
jeg like sæl med, svarer Fredrik. Jeg bruker ikke Tobak. -- Bruker du
ikke Tobak? -- Nei. Men jeg vilde bare gaa indom han Aronsen og høre
hvad han sa. -- Da lo begge Skøierne og hadde Moro.

Paa Hjemveien er Far og Søn faamælte som sædvanlig, men Isak maa ha
tænkt ut noget, han sier: Du, Sivert? -- Ja? svarer Sivert. -- Nei det
var ikke noget. -- De gaar en lang Stund, saa taler Farn igjen:
Hvorledes kan han Aronsen handle naar han ikke eier Varer? -- Nei,
svarer Sivert. Men her er nu ikke saa mange Mennesker i Marken at ha
Varer til. -- Naa, mener du det? Neinei, det er vel saa! -- Sivert
forundrer sig litt over disse Ord. -- Farn fortsætter: Her er bare otte
Nybygg, men det kan nu bli flere og flere. Nei jeg vet ikke. -- Sivert
forundrer sig endda mere; hvad tænker Farn paa? Ingenting? Far og Søn
gaar en lang Stund igjen og er næsten hjemme. -- Hm. Hvad du tror han
Aronsen vil sætte paa for Stedet sit? spør den Gamle. -- Det var nu det!
svarer Sivert. Vil du kjøpe det? sier han for Spøk. Men med ett gaar det
op for ham hvor Farn vil hen: det er Eleseus den Gamle tænker paa. Aa
han har vel aldrig glemt ham, men tænkt like saa trutt paa ham som Morn,
bare paa sin egen Maate, nærmere Jorden, ogsaa nærmere Sellanraa. --
Prisen er vel overkommelig, sier Sivert da. -- Og naar Sivert sier saa
meget da skjønner Farn paa sin Side at han er blit forstaat, og som om
han er rædd for at ha været for tydelig gaar han straks over til at si
et Par Ord om Veiarbeidet, at det var godt de hadde det ifra sig.

I et Par Dager stak Sivert og hans Mor sine Hoder sammen og raadslog og
hadde meget at hviske om og skrev endog et Brev; da Lørdagen kom fik
Sivert Lyst til at gaa til Bygden. -- Hvad du skal nedi Bygden nu igjen
og rænde Støvlerne i Filler? spurte Farn dygtig forarget -- aa mere
morsk i Ansigtet end naturlig var, han skjønte nok at Sivert skulde paa
Posthuset. -- Jeg skal til Kirken, svarte Sivert. -- Det fandtes ikke
bedre Grund. Farn sa: Ja hvad det kunde være!

Men naar Sivert skulde til Kirken saa kunde han spænde for og ta lille
Rebekka med. Lille Rebekka hun kunde sandelig faa denne Fornøielsen for
første Gang i Livet, hun hadde været saa dygtig til at gjæte for
Turnipsen og var i det hele tat Perlen og Knoppen av alle paa Gaarden,
det var hun. Det blev spændt for, og Rebekka fik Tausen Jensine med til
Følge -- hvilket Sivert ikke motsatte sig.

Mens de er borte hænder det at Fuldmægtigen paa Storborg kommer opover
Marken. Hvad nu? Nei ingen stor Ting, bare at en Fuldmægtig, en
Andresen, kom gaaende, han skal op paa Fjældet en Tur, hans Chef har
sendt ham. Mere er det ikke. Og det gaar intet større Ryk gjennem
Menneskene paa Sellanraa ved denne Hændelse, det er ikke som i gamle
Dager da en Fremmed var et sjældent Syn paa Nybygget og Inger blev mere
eller mindre altereret. Nei Inger hun er gaat i sig selv igjen og er
stille.

En aparte Ting den Andaktsboken, en Veileder, ja en Arm omkring Halsen!
Naar Inger hadde været slipphændt med sig selv og gaat sig vild i
Bærmarken fandt hun hjem igjen ved Mindet om Kammerset og Andaktsboken,
for Tiden var hun atter nedsænket og gudfrygtig. Hun husker de Aar for
længe siden da hun sydde og stak sig paa en Naal og sa: Fan! Det lærte
hun av sine Medsøstre ved det store Skrædderbord. Nu stikker hun sig paa
en Naal og blør og suger Blodet av i Taushet. Det skal ikke liten
Overvindelse til at omvende sig saa. Og Inger gik endda videre. Da alle
Arbeiderne var forsvundne og Stenfjøset var færdig og hele Sellanraa
igjen laa forlatt da hadde Inger en Krise og graat meget og slet ondt.
Hun lastet ingen anden end sig selv for sin Fortvilelse og hun var dypt
ydmyg. Bare hun kunde tale med Isak og lette sit Sind, men det gjorde
ingen paa Sellanraa, at de talte om sine Følelser og bekjendte noget.
Saa bad hun Manden svært omhyggelig ind til Maaltiderne og gik like bort
til ham og bad ham istedet for at rope fra Dørhellen, og om Kvældene saa
hun over Klærne hans og satte i Knapper. Men Inger gik endda videre, en
Nat reiste hun sig paa Albuen og sa til Manden: Du Isak? -- Hvad det er?
spør Isak. -- Naa, er du vaken? -- Ja? -- Nei det var ikke noget, sier
Inger. Men jeg har ikke været som jeg skulde. -- Hvad? spør Isak. Det
undslap ham og han kom sig paa Albuen han ogsaa. De laa og talte videre;
hun er nu allikevel et makeløst Kvindfolk og har et fuldt Hjærte: Jeg
har ikke været som jeg skulde imot dig, sier hun. Det gjør mig saa ondt!
-- Disse enkle Ord rører ham, rører Kværnkallen, han vil sandelig trøste
Inger, han forstaar ikke selve Saken, men han forstaar bare at det er
ingen som hun: Det skal du ikke vør at graate for, sier Isak, for det er
ingen som er som vi skal! -- Naa. Neinei, svarer hun taknemmelig. Aa
Isak han hadde slikt sundt Skjøn paa Tingene, han rettet dem op naar de
hældet. Hvem er som vi skulde være? Han hadde Ret, selve Hjærtets Gud,
han som endda er Gud, er jo ute paa Æventyr, og vi kan se det paa ham,
Vildstyringen: den ene Dag duver han i en Rosendynge og slikker sig om
Munden og husker sig, den næste Dag har han traadt en Torn i Foten og
drager den ut igjen med et desperat Ansigt. Dør han av det? Ikke Spor,
han er like god. Det skulde se vakkert ut om han døde.

Det rettet sig med Inger ogsaa, hun kommer over det, men hun vedblir med
sine Andaktsstunder og finder tryg Barmhjærtighet i dem. Inger er
flittig og taalmodig og god hver Dag, hun kjender Isak fra alle andre
Mandfolk og ønsker sig intet andet end han. Naturligvis er han ingen
Støver og Sanger til det Ytre, men han er bra nok, ho, det skulde hun
mene! Og det sandes igjen at Gudsfrygt med Nøisomhet er en stor Vinding.

Nu kom denne lille Fuldmægtig fra Storborg, denne Andresen, han kom til
Sellanraa om Søndagen, og Inger blev ikke altereret, det var langt ifra,
hun gad ikke engang selv gaa ind med en Mælkekum til ham, men da ikke
Tausen var hjemme sendte hun Leopoldine med den. Og Leopoldine bar jo en
Mælkekum godt nok og sa Værsaagod og blev rød i Ansigtet, endda hun
hadde Søndagsklær paa og intet hadde at undse sig for. -- Tak, det er
altfor meget! sa Andresen. Er Far din hjemme? sa han. -- Ja han er vel
ute enkvar Stædn. -- Andresen drak og tørket sig med Lommetørklædet og
saa paa Klokken. Er det langt op til Gruverne? sa han. -- Nei. Det er en
Times Gang og ikke det. -- Jeg skal op og se dem over for han Aronsen
som jeg er Fuldmægtig hos. -- Naa. -- Ja du kjender vel mig? Jeg er
Fuldmægtig hos han Aronsen. Du har været hos os og handlet. -- Ja. --
Jeg husker dig godt, sa Andresen, du har været to Ganger og handlet. --
Det er mere end som ventendes at Dokker kan huske mig, svarte
Leopoldine, men da var det noksaa forbi med hendes Kræfter, hun stod og
holdt sig i en Stol. -- Andresen hadde Kræfter tilbake, han fremturet og
sa: Skulde jeg ikke huske dig! Og han sa videre: Kan du ikke gaa med mig
op paa Fjældet?

Litt efter litt blev det rødt og rart for Leopoldines Øine og Gulvet
blev borte under hende og Fuldmægtig Andresen talte fra det Fjærne: Har
du ikke Tid? -- Nei, svarte hun. -- Gud vet hvorledes hun kom sig ut i
Kjøkkenet. Morn saa paa hende og spurte: Hvad det er som feiler dig? --
Ingenting. --

Ingenting, neivel. Men se, nu var det Leopoldines Tur at bli altereret,
at begynde Kredsløpet. Hun var vel skikket til det, opløpen og pen og
nykonfirmeret, hun vilde nok bli et bra Offer. Det dirrer en Fugl i
hendes unge Bryst, hendes lange Hænder er som Morns fulde av Ømhet,
fulde av Kjøn. Kunde hun ikke danse? Joda. Det var et Under hvor de
lærte det, men de lærte at danse paa Sellanraa ogsaa, Sivert kunde det,
Leopoldine kunde det, en Dans skapt i Marken, en stedegen Svingom med
mange Kræfter, Skotsk, Masurka, Reinlænder og Vals. Og kunde ikke
Leopoldine pynte sig og bli forelsket og drømme lysvaken? Akkurat som
andre! Da hun stod paa Kirkegulvet fik hun laane Morns Guldring, det
fandtes ikke Synd i det, det var bare pent, og Dagen efter da hun skulde
til Alters fik hun forresten ikke Ringen paa før alt var overstaat. Hun
kunde gjærne staa med Guldring paa Kirkegulvet, hun var Datter av en
mægtig Mand, Markgreven.

Da Fuldmægtig Andresen kom ned igjen fra Fjældet traf han Isak og blev
bedt ind. Han fik Middag og Kaffe. Alle Husets Folk var nu i Stuen og
deltok i Samtalen. Fuldmægtigen forklarte at Aronsen hadde sendt ham
opover for at undersøke hvorledes det var fat med Gruverne, om det var
Tegn til at Drift og Virksomhet kunde begynde igjen. Gud vet,
Fuldmægtigen sat kanske og storløi at han var sendt, han kunde like saa
gjærne ha fundet Turen paa for egen Regning, og ialfald saa kunde han
ikke ha været helt oppe ved Gruverne paa den korte Tid han var borte. --
Det er nu ikke saa godt at se utenpaa om at Selskapet vil begynde igjen,
sa Isak. -- Nei det indrømmet Fuldmægtigen, men han Aronsen hadde nu
sendt ham og det var nu ogsaa saa at fire Øine ser mere end som to.

Men nu kunde vel ikke Inger bare sig længer, hun spør: Er det som de
sier at han Aronsen vil sælge igjen? -- Fuldmægtigen svarer: Han snakker
paa det. Og en Mand som han kan nu gjøre hvad han vil, for han har
Middel til alt. -- Naa, han har mange Penger? -- Ja, svarer Fuldmægtigen
og nikker, det mankerer visst ikke! -- Inger kan atter ikke tie, men
spør: Hvad mon han forlanger for Stedet sit? -- Isak griper ind, han er
kanske endda mere nyfiken end Inger; men denne Ide om Kjøpet av Storborg
skal aldeles ikke ha opstaat hos ham, han gjør sig fremmed for den og
sier: Hvad du spør for, Inger? -- Nei jeg spør nu bare, svarer hun. --
De ser begge paa Fuldmægtig Andresen og venter. Da svarer han.

Han svarer noksaa forbeholdent at Prisen vet han ikke, men han vet hvad
Aronsen selv har sagt at Storborg koster ham. -- Hvormeget er det? spør
Inger og eier ikke Magt til at tie og holde sin Mund. -- Det er seksten
Hundrede Kroner, svarer Fuldmægtigen. -- Naa, Inger slaar øieblikkelig
Hænderne sammen, for er det noget Kvindfolk ikke har saa er det just
dette at Vet og Forstand paa Gaardpriser det har de ikke. Men forresten
saa er nu seksten Hundrede Kroner det er ingen Smaasum i Marken, og
Inger er bare rædd for en Ting: at Isak skal skræmmes ifra. Men Isak han
er akkurat Maken til et Fjæld og sier bare: Det er de store Husene! --
Ja, sier Fuldmægtig Andresen ogsaa, det er de overhændige Husene! --

Nys før Fuldmægtigen gaar er Leopoldine kommet sig paa Dør. Det er saa
rart, det synes vel umulig for hende at ta ham i Haanden. Men hun har
fundet sig en god Plass og staar i Stenfjøset og ser ut av et av
Vinduerne. Hun har et blaat Silkebaand om Halsen, det hadde hun ikke
før, og det mærkelige er at hun har faat Tid til at ta det paa. Der gaar
han forbi, han er litt liten og rund, spræk i Læggene, lyslet Helskjæg,
otte, ti Aar ældre end hun. Han er ikke uvennes, skulde hun mene! ....

Og saa kom Kirkefolket hjem langt ut paa Natten til Mandag. Alt var gaat
bra, lille Rebekka hadde nu sovet de siste Timer opover og hun blev
ogsaa løftet sovende av Kjærren og baaret ind. Sivert har hørt meget
Nyt, men da Morn spør: Hvad du freget? svarer han bare: Nei ikke noget
videre. Han Aksel har faat Slaamaskine og Brotharv. -- Hvad du sier?
spør Farn interesseret. Saa du det? -- Jeg saa det. Det stod paa
Bryggen. -- Naa, saa var det Ærendet hans til Byen! sier Farn. Og Sivert
sitter tyk av bedre Viden, men mæler ikke et Ord mere.

Farn kunde gjærne tro at Aksel Strøms nødvendige Ærend til Byen var at
kjøpe Slaamaskine og Brotharv; Morn kunde ogsaa gjærne tro det. Aa men
det var ingen av Forældrene som trodde det, de hadde nok hørt ymte om at
det hang sammen med et nyt Barnemord i Marken. -- Ja nu maa du gaa og
lægge dig! sier Farn tilslut.

Sivert gaar og lægger sig, han er tyk av Viden. Aksel er kaldt til
Forhør, det var en stor Sak, Lensmanden er reist med ham. Det var saa
stor en Sak at Lensmandsfruen, som sandelig atter hadde faat en Liten,
hadde forlatt Barnet og var reist med til Byen. Hun hadde lovet paa at
hun vilde tale et Ord med Juryen.

Nu drev det med Sladder og Rygter i Bygden og Sivert mærket godt at et
visst ældre Barnemord blev husket paany. Utenfor Kirken stanset Samtalen
naar han nærmet sig, og hadde han ikke været den han var vilde kanske
Folk ha vendt sig fra ham. Det var godt at være Sivert, først fra en
stor Gaard, en rik Mands Søn, dernæst selv en dygtig Kar, en Arbeider,
han stod foran andre og hadde Respekt. Han hadde ogsaa hele Tiden hat
Folkeyndest. Bare nu ikke Jensine kom til at faa høre formeget før de
reiste hjem! Sivert hadde ogsaa sit at ottest for, ogsaa Markens Folk
kan rødme og blekne. Han saa da Jensine gik fra Kirken med lille
Rebekka, hun hadde ogsaa set ham, men var bare gaat forbi. Saa venter
han en Stund og kjører saa over til Smedens Stue for at hente de to.

De sitter og spiser, hele Huset spiser Middag. Sivert blir ogsaa bydd
Mat, men han har spist, Tak! De visste at han skulde komme, de kunde ha
ventet den lille Stunden, det vilde de ha gjort paa Sellanraa, det
gjorde de ikke her. -- Aanei det er vel ikke slik Mat som du vinn paa,
sier Smedkonen. -- Hvad du freget med Kirken? spør selve Smeden, skjønt
han hadde været ved Kirken han og.

Da Jensine og lille Rebekka sitter paa Kjærren sier Smedkonen til sin
Datter: Jaja, Jensine, nu maa det ikke vare for længe før du kommer hjem
igjen! -- Dette kan forstaaes paa to Maater, tænkte vel Sivert, for han
blandet sig ikke i det. Men en litt tydeligere Tale, og han vilde kanske
ha svaret! Han rynker Brynene og venter, -- nei, intet mere.

De kjører hjemover og lille Rebekka er den eneste som har noget at si,
hun er fuld av Æventyret i Kirken, av Presten i den sølvkorsede Kjole,
av Lyskronen, Orglet. Efter en lang Stund sier Jensine: Det var
skammelig dette med ho Barbro! -- Hvad det var Mor di mente med at du
skulde komme hjem igjen snart? spør Sivert. -- Hvad hun mente? -- Vil du
reise ifra os? -- Jeg maa vel hjem igjen engang, svarer hun. -- Ptro!
sier Sivert og stanser Hesten. Vil du at jeg skal snu med dig nu? --
Jensine ser paa ham, han er blek som en Dødning. -- Nei, svarer hun.
Kort efter begyndte hun at graate. Rebekka ser forundret fra den ene til
den andre. Aa lille Rebekka var svært nyttig at ha med paa en slik Tur,
hun tok Parti for Jensine og klappet hende og fik hende til at smile
igjen. Og da lille Rebekka truet sin Bror med at hun vilde hoppe av
Kjærren og finde en god Vie til ham maatte ogsaa Sivert smile. -- Men nu
maa jeg spørre hvad du mente? sa Jensine. -- Sivert svarte uten
Betænkning: Jeg mente at hvis du vil reise ifra os saa maa vi prøve at
greie os dig foruten. -- Længe efter sier Jensine: Jaja ho Leopoldine er
nu voksen og kan gjøre mit Arbeide.

Det blev en vemodig Hjemfærd.




VII


Det gaar en Mand opover Marken. Det suser og regner, Høstvæten er
begyndt, men det bryr ikke Manden sig om, han ser glad ut og er det
ogsaa, det er Aksel Strøm, han kommer fra Forhøret og er frikjendt. Og
han er glad: først saa staar nu en Slaamaskine og en Nybrotharv til ham
nede paa Bryggen og dernæst er han frikjendt. Han har ikke været med at
myrde et Barn. Slik kan det gaa!

Men for nogen Stunder han har oplevet! Da han stod og vidnet hadde denne
daglige Sliter det tyngste Arbeide i sit Liv. Han hadde ingen Fordel av
at øke Barbros Skyld, derfor tok han sig vel i Agt for at si formeget,
han aapenbaret ikke engang alt han visste, hvert Ord blev spurt ut av
ham og han svarte oftest med Ja og Nei. Var ikke det nok? Skulde Saken
gjøres endda større? Aa det saa mangen Gang ut til at bli Alvor, den
høie Øvrighet var saa sortklædt og farlig, den kunde med nogen faa Ord
ha vendt alt til det værste og kanske faat ham dømt. Men det var snille
Folk, de vilde ikke hans Undergang. Og det traf sig desuten saa at det
var mægtige Kræfter i Virksomhet for at redde Barbro, dette skulde ogsaa
han komme til at nyte godt av.

Hvad i Alverden stod saa paa for ham?

Barbro selv kunde vel ikke gi sig til at forklare sig til Misfordel for
sin forrige Husbond og Kjæreste, han sat inde med en frygtelig Viden om
baade denne og en ældre Barnesak, hun var vel ikke dum. Nei Barbro var
klok nok, hun roste Aksel og sa at han slet intet visste om hendes
Nedkomst før efter at den var over. Han var smaat egen av sig og de
stemte ikke overens, men han var en stille Kar og en aldeles utmærket
Kar. Nei at han hadde gravet en ny Grav og skjult Liket i den, det var
længe bakefter, det kom sig av at han syntes ikke den første Graven var
tør nok, men det var den nu forresten, det var bare at han Aksel var saa
egen.

Hvad stod saa paa for Aksel naar Barbro tok hele Børen? Og for Barbro
var det saare mægtige Kræfter i Bevægelse. Fru Lensmand Heyerdahl var i
Bevægelse.

Hun gik til høi og lav Person og sparte sig ikke, hun forlangte sig
avhørt som Vidne og holdt Tale i Retten. Da hendes Tur kom stod hun der
ved Skranken og var meget til Dame, hun optok Spørsmaalet om Barnemord i
hele sin Bredde og gav Retten et Numer, det var som hun hadde utvirket
Tillatelse hertil paa Forhaand. Man kunde ha hvad for Mening man vilde
om Lensmandsfruen, men tale kunde hun og lærd i Politik og
Samfundsspørsmaal det var hun. Det var et Under hvor hun fik Ordene
ifra. Nu og da syntes Lagmanden at ville føre hende litt tilbake til
Saken, men han hadde vel ikke Hjærte til at forstyrre hende, han lot
hende holde paa. Og i Slutten kom hun baade med et Par brukbare
Oplysninger og gjorde Retten et opsigtsvækkende Tilbud.

Alt foregik -- bortset fra retstekniske Vidtløftigheder -- saaledes:

Vi Kvinder, sa Lensmandsfruen, vi er en ulykkelig og underkuet Halvdel
av Menneskeheten. Det er Mænd som gjør Lovene, vi Kvinder har ingen
Indflytelse paa dette. Men kan nu en Mand sætte sig ind i hvad det vil
si for en Kvinde at faa Barn? Har han følt Angsten, har han følt den
forfærdelige Smærte og Ve og utstøtt Skrikene?

I dette Tilfælde er det en Tjenestepike som har faat Barnet. Hun er
ugift, hun skal altsaa hele Tiden gaa med Barn i sig og prøve at skjule
det. Hvorfor skal hun skjule det? For Samfundets Skyld. Samfundet
foragter den ugifte Kvinde som skal ha Barn. Det ikke alene ikke
beskytter hende, men det forfølger hende med Foragt og Skam. Er det ikke
haarreisende? Det er saa at ethvert Menneske med Hjærte i Livet maa
oprøres! Piken skal ikke bare føde Barn til Verden, som kunde synes evig
haardt nok, men hun skal behandles som en Forbryter herfor. Jeg vil si
det var et Held for denne Pike som her sitter paa Anklagebænken at
hendes Barn ved et Ulykkestilfælde blev født i Bækken og kvalt. Det var
en Lykke baade for hende selv og for Barnet. Saalænge Samfundet er som
det nu er bør en ugift Mor være straffri for endog at dræpe sit Barn.

Det høres et svakt Murr fra Lagmanden.

Eller ialfald straffes bare ubetydelig, sa Lensmandsfruen. Selvfølgelig
er vi alle enige i at Børnenes Liv bør bevares, sa hun, men skal absolut
ingen av Humanitetens Love gjælde overfor den ulykkelige Mor? sa hun.
Sæt Dem ind i hvad hun har gjennemgaat under Svangerskapet, hvad for
Kvaler hun har oplevet med at skjule sin Tilstand og ikke vite sin arme
Raad med sig selv og det Barn som skal komme. Det kan ikke nogen Mand
sætte sig ind i, sa hun. Barnet faar ialfald en velment Død. Morn vil
ikke sig selv og det kjære Barn saa ondt at det skal leve, Skammen er
for tung for hende at bære, under dette modnes Planen i hende om at
avlive Barnet. Saa føder hun i Dølgsmaal og hun er i fire og tyve Timer
saa fuld av Vildelse at hun er utilregnelig under selve Drapet. Hun har
saa at si næsten ikke utøvet det, for hun er saa i Vildelse. Med hver
Knokkel i sig endda værkende efter Nedkomsten skal hun nu ombringe
Barnet og skaffe Liket avveien, -- tænk Dem den Viljeanstrængelse som
utfordres til dette Arbeide! Men naturligvis ønsker vi alle at Børn skal
leve og det er bare beklagelig at nogen av dem utryddes. Men det er
Samfundets egen Skyld, dette haapløse, ubarmhjærtige, sladresyke,
forfølgelsessyke, ondsindede Samfund som staar paa Vakt for at kværke
den ugifte Mor med alle Midler!

Men selv efter en slik Medfart av Samfundet kan de mishandlede Mødre
reise sig igjen. Det er ofte saa at disse Piker efter sit sociale
Feiltrin netop da begynder at utfolde sine bedste og ædleste Egenskaper.
Lagretten kunde spørre Bestyrerinderne paa de Asyler som optar Mor og
Barn om ikke dette er sandt. Og det er erfaringsmæssig godtgjort at
netop de Piker som har -- ja som Samfundet saaledes har tvunget til at
dræpe sit Barn, de blir saa utmærkede Barnepiker. Det skulde vel gi Stof
til Eftertanke for nogen hver.

En anden Side av Saken er denne: Hvorfor skal Manden gaa fri? Morn som
begaar Barnemord hun kastes i Fængsel og pines, men Barnefarn, selve
Forføreren, han røres ikke. Men aldenstund han er Barnets Ophav har han
Del i Mordet og den største Del i det, uten ham vilde Ulykken ikke været
ute. Hvorfor gaar saa han frank og fri? Fordi Lovene forfattes av
Mandfolk. Der har De Svaret. Det er saa at man maa anrope Himlen om Værn
mot disse Mandfolklove! Og det blir aldrig godt før vi Kvinder blir med
og faar et Ord at si ved Valgene og paa Tinget.

Men, sa Lensmandsfruen, naar nu denne grusomme Skjæbne rammer den
skyldige -- eller mere skyldige -- ugifte Mor som begaar Barnemord, hvad
skal vi saa mene om den uskyldige som bare mistænkes for Mordet og ikke
har utøvet det? Hvad for Opreisning gir Samfundet dette Offer? Ingen
Opreisning! Jeg vidner at jeg kjender den anklagede Pike som sitter der,
jeg har kjendt hende fra Barn, hun har været i min Tjeneste, hendes Far
er min Mands Stævnevidne. Vi Kvinder tillater os at tænke og føle stik
imot Mændenes Anklager og Forfølgelser, vi tillater os at ha en Mening
om Tingene. Piken der er arresteret og berøvet Friheten mistænkt for
først at ha født i Dølgsmaal, dernæst for at ha ombragt sit Barn. Hun
har -- det tviler ikke jeg paa -- ingen av Delene gjort; Lagretten vil
selv komme til denne soleklare Slutning. Dølgsmaal? Hun føder midt paa
lyse Dagen. Vel er hun alene, men hvem skulde være hos hende? Det er
langt op i en Ødemark, det eneste Menneske paa Stedet foruten hende selv
er en Mand, skulde hun ha tilkaldt ham i et slikt Øieblik? Vi Kvinder
oprøres ved en slik Tanke, vi slaar Øinene ned ved en slik Tanke. -- Saa
skal hun ha dræpt Barnet? Hun fødte det i en Bæk, hun ligger der i
iskoldt Vand og føder. Hvorledes er hun kommet til Bækken? Hun er
Tjenestepike, altsaa Slave, hun har sine daglige Gjøremaal, nu skal hun
tilskogs efter Ener til Trækjørlerne; idet hun skal over Bækken glider
hun og falder nedi. Der blir hun liggende, Barnet fødes og kvæles i
Vandet.

Lensmandsfruen stanser. Hun kunde se paa Retten og Tilhørerne at hun
hadde talt forunderlig godt, det var saa stille i Rummet, bare Barbro
sat nu og da og tørket Øinene av Rørelse. Fruen endte med disse Ord: Vi
Kvinder har et Hjærte. Jeg har forlatt mine Børn i fremmede Hænder for
at komme reisende og vidne for den ulykkelige Pike som sitter der.
Mændenes Love kan ikke forbyde Kvinden at tænke: jeg tænker at Piken der
er straffet nok for ikke at ha gjort nogetsomhelst galt. Frikjend hende
da, saa skal jeg ta hende til mig. Hun vil bli den mest utmærkede
Barnepike jeg har hat.

Fruen slutter.

Lagmanden bemærket: Ja men det var jo Barnemorderskerne som efter Fruens
Uttalelser blev saa utmærkede Barnepiker? Aa, men Lagmanden var ikke
uenig med Fru Lensmand Heyerdahl, langtfra, han var saa human han ogsaa,
saa presteagtig mild. Ved det Par Spørsmaal som Statsadvokaten fik
rettet til Fruen efterpaa sat Lagmanden for det meste og noterte paa
nogen Papirer.

Det var en Formiddags Forhandling, ikke stort mere, Vidnerne var saa faa
og Saken sandelig saa grei. Aksel Strøm sat og haapet det bedste, saa
syntes pludselig baade Lensmandsfruen og Statsadvokaten at forene sig om
at skaffe ham Ubehageligheter fordi han hadde begravet Barneliket
istedet for at mælde Dødsfaldet. Han blev utspurt med nogen Strænghet og
han vilde kanske ikke ha klaret sig altfor godt paa dette Punkt hvis han
ikke et Stykke borti Salen hadde faat Øie paa Geissler. Aldeles rigtig:
Geissler sat der. Dette gav Aksel et Slags Støtte, han følte sig ikke
længer alene mot en Øvrighet som vilde ham tillivs. Geissler nikket til
ham.

Jo Geissler var møtt op i Byen. Han kom ikke til at mælde sig som Vidne,
men han var tilstede. Han hadde ogsaa brukt et Par Dager før Forhøret
til at sætte sig ind i Saken og notere ned det han husket av Aksels egen
Fortælling paa Maaneland. De fleste av Dokumenterne var i Geisslers Øine
noget Skrap, denne Lensmand Heyerdahl var et meget indskrænket Menneske,
han hadde i sin Efterforskning lagt an paa at gjøre Aksel til Medvider i
Barnemordet. Den Tosk, den Idiot, han hadde intet Kjendskap til Livet i
Marken, han forstod ikke at Barnet netop var det Baand som skulde binde
Kvindfolkhjælpen til Aksels Gaard!

Geissler talte med Statsadvokaten, men han fik det Indtryk at han ikke
hadde behøvet det: han vilde hjælpe Aksel hjem igjen til Gaarden og
Marken, men Aksel trængte ingen Hjælp. Nei for det saa jo velsignet lyst
ut for Piken Barbro selv, og blev hun frikjendt vilde Aksels Medskyld
falde bort. Det kom jo an paa Vidneutsagnene.

Da de faa Vidner var avhørt -- Oline var ikke indkaldt, men Lensmanden,
Aksel, Sakkyndigheten, et Par Piker fra Bygden, da de var avhørt var det
Middagshvile og Geissler gik til Statsadvokaten igjen. Nei
Statsadvokaten hadde den Opfatning at det fremdeles saa lyst ut for
Piken Barbro, som godt var. Fru Lensmand Heyerdahls Vidneprov hadde
været av megen Vægt. Det kom jo an paa Lagretten.

Interesserer De Dem særlig for denne Piken? spurte Statsadvokaten. --
Forsaavidt, svarte Geissler. Eller kanske særlig for Manden. -- Har hun
tjent hos Dem ogsaa? -- Nei han har ikke tjent hos mig. -- Naa, Manden.
Men Piken? Det er hun som samler Rettens Medfølelse. -- Nei hun har ikke
tjent hos mig. -- Manden han er mere fordægtig, sa Statsadvokaten. Han
gaar hen aldeles alene og begraver Barneliket i Skogen. Det er
mistænkelig. -- Han vilde vel i det hele tat begrave det, sa Geissler,
det var ikke gjort første Gang. -- Naa, hun var en Kvinde og hadde ikke
en Mands Kræfter til at grave. Og i den Tilstand hun var orket hun ikke
mere. I det hele og store, sa Statsadvokaten, saa har vi arbeidet os
frem til et mere menneskelig Syn paa disse Barnemordsaker. Jeg vilde som
Lagrette ikke vaage at dømme denne Piken, og efter det som foreligger
tør jeg ikke kræve hendes Domfældelse. -- Det er meget glædelig! sa
Geissler og bukket. -- Statsadvokaten vedblev: Som Menneske og
Privatmand vil jeg gaa endda videre: jeg vilde ikke dømme til Straf en
eneste ugift Mor som dræpte sit Barn. -- Det er interessant, sa
Geissler, at Hr. Statsadvokaten og Fruen som vidnet idag er saa enige.
-- Naa, hun! Men hun talte forresten godt. Nei, men hvad skal alle disse
Domfældelser være til? Ugifte Mødre har lidt saa uhørte Kvaler paa
Forhaand og er drevet saa langt ned under alle menneskelige Forhold ved
Verdens Haardhet og Brutalitet at det er Straf nok. -- Geissler reiste
sig og sa tilslut: Men saa er det Børnene? -- Ja, svarte Statsadvokaten,
det er sørgelig nok med Børnene. Men naar alt kommer til alt saa er det
jo Guds Velsignelse med Børn igjen. Og specielt slike uægte Børn,
hvorledes gaar det dem? Hvad blir det av dem? -- Geissler vilde kanske
ærte litt det runde Menneske, eller kanske vilde han bare gjøre sig
mystisk og dyp, han sa: Erasmus var Løsbarn. -- Erasmus? -- Erasmus av
Rotterdam. -- Naa. -- Leonardo var Løsbarn. -- Leonardo da Vinci? Saa.
Ja det gives naturligvis Undtagelser, ellers var ikke Regelen der. Men i
det store og hele! -- Vi freder Fugl og Dyr, sa Geissler, det synes litt
rart ikke at frede Spædbørn. -- Statsadvokaten grep langsomt og værdig
efter nogen Papirer paa Bordet til Tegn paa at han maatte avbryte: Ja,
sa han fraværende, ja, aaja. -- Geissler takket for den overordentlig
instruktive Samtale han hadde opnaadd og gik.

Han satte sig i Retssalen igjen for at være ute i Tide. Det kitlet ham
vel at han sat der saapas mægtig: han hadde Kundskap om en viss
avklippet Skjorte til at bære -- Soplimeris i, om et Barnelik som drev
engang paa Stadthavet, han kunde sætte Retten fast, et Ord av ham nu
vilde være godt som Tusen Sværd. Men Geissler agtet visst ikke at uttale
dette Ord nu hvis det ikke blev nødvendig. Det tegnet jo herlig, selve
den offentlige Anklager var paa Anklagedes Side.

Saa fyldes Lokalet og Retten sættes igjen.

Det blev en interessant Komedie i Smaabyen, Statsadvokatens manende
Alvor, Forsvarerens bevægede Veltaleri. Lagretten sat og hørte efter
hvad den skulde mene om Piken Barbro og hendes Barns Død.

Ikke for det: saa rent liketil var det nu ikke at finde dette ut.
Statsadvokaten var en pen Mand at se paa og han var sikkert ogsaa et
godt Menneske, men noget maatte ha ærgret ham nylig, eller han var
kommet i Tanke om at han hadde en Plass at forsvare i norsk Retspleie,
Gud vet. Det var uforstaaelig, men han var ikke saa medgjørlig som i
Formiddag, han paatalte Udaaden hvis den var gjort, sandelig, sa han,
det var et mørkt Blad hvis det med Bestemthet kunde sies at være saa
mørkt som Vidneforklaringerne tillot at tro og tænke. Det maatte saa
Lagretten avgjøre. Han vilde fæste Opmærksomheten paa tre Punkter: det
første Punkt var om her forelaa Barnefødsel i Dølgsmaal, om dette
Spørsmaal stod klart for Dommerne. Han gjorde nogen personlige
Bemærkninger. Det andet Punkt var Klædet, denne halve Skjorten, hvorfor
hadde Anklagede tat med sig den? Var det paa Vonen om at hun skulde faa
Bruk for den? Han utviklet dette videre. Det tredje Punkt var den
skyndsomme og fordægtige Begravelse uten at mælde Dødsfaldet til Prest
og Lensmand. Her var Manden paa Stedet Hovedpersonen, og det var av den
største Vigtighet for Lagretten at opgjøre sig den rette Mening her. For
det var jo indlysende at var Manden Medvider, og det var derfor han
foretok Begravelsen paa egen Haand, saa maatte hans Tjenestepike ha
begaat en Ugjærning som han var blit Medvider i.

Hm! sa det i Salen.

Aksel Strøm sat atter og skjønte at han var i Fare, han saa op og traf
ikke et eneste Blik, alle fulgte Taleren med Øinene. Men langt borti
Lokalet sat Geissler nu igjen, han saa yterst overlegen ut, som
sprækkefærdig av Hovmod, med Underlæben fremskutt og med Ansigtet vendt
mot Loftet. Denne uhyre Likegyldighet for Rettens Alvor og dette Hm!
høit mot Sky kom til at virke opkvikkende paa Aksel, han følte sig atter
ikke alene mot hele Verden.

Og nu rettet det sig, denne Statsadvokat syntes endelig at det kunde
være nok, han hadde faat utspredt saa megen Mistanke og Ondskap mot ham
som det var mulig, nu holdt han op. Ja han snudde paa en Maate helt
rundt gjorde Statsadvokaten, han forlangte ikke Domfældelse. Han sa
tilslut bent ut at efter de foreliggende Vidneprov torde ikke han for
sin Del paastaa Anklagede dømt.

Det var jo rigtig godt! tænkte vel Aksel, nu blir det en Ende paa det!

Saa tok Forsvareren fat, en ung Mand som hadde lært at bli Jurist og som
nu hadde faat Forsvaret i denne prægtige Sak. Det blev ogsaa en Laat der
efter, aldrig hadde en Mand været mere viss paa at forsvare en
Uskyldighet end han. I Grunden hadde denne Fru Lensmand Heyerdahl kommet
ham i Forkjøpet og knepet adskillige Argumenter fra ham i Formiddag, han
var misnøid med at hun hadde utnyttet Samfundet -- aa han hadde selv saa
meget at si Samfundet! Han var ærgerlig paa Lagmanden som ikke hadde
stoppet hende i Talen, det var jo et Indlæg hun leverte, oplagt
Procedure, hvad var nu tilbake til ham?

Han begyndte med Begyndelsen av Piken Barbro Bredesens Levnetsløp, hun
var fra et Smaakaarshjem, forresten med strævsomme og agtværdige
Forældre, hun kom tidlig ut at tjene, hun kom først til Lensmandens. Vi
har idag hørt den Mening som hendes Matmor, Fru Heyerdahl, hadde om
hende, den kunde ikke være mere straalende. Barbro kom til Bergen.
Forsvareren fæstet sig ved det dypt følte Skudsmaal fra to Kontorister
som hun hadde indtat en betrodd Stilling hos i Bergen. Barbro kom hjem
igjen for at styre Hus hos en Ungkar i Utmarken. Her begyndte hendes
Ulykke.

Hun skulde ha Barn med denne Ungkar. Den ærede Statsadvokat hadde --
forøvrig paa den allerskjønsomste og skaansomste Maate -- antydet
Barnefødsel i Dølgsmaal. Hadde Barbro dulgt sin Tilstand, hadde hun
fornægtet den? De to Vidner, Pikerne fra hendes Hjembygd, hadde ment at
forstaa at hun var frugtsommelig, men da de spurte hende hadde hun
aldeles intet nægtet, hun hadde bare slaat det hen. Slik gjør unge Piker
det med den Ting, de slaar det hen. Ingen andre hadde spurt Barbro. Var
hun gaat til sin Matmor og hadde bekjendt? Hun hadde ingen Matmor. Hun
var selv Matmor. Hun hadde en Husbond, men en ung Pike gaar ikke til en
Mand med den Slags Hemmeligheter, hun bærer Korset selv, hun synger
ikke, hun hvisker ikke, hun er Trappist. Hun dølger sig ikke, men hun
gaar i Enrum.

Barnet fødes, det er en fuldbaaren og velskapt Gut, han har levet og
aandet efter Fødselen, men han er kvalt. Lagretten kjender
Omstændigheterne ved denne Fødsel, den foregik i Vand, Morn faldt i
Bækken og fødte, hun er ute av Stand til at redde Barnet, hun blir
liggende og kan ikke engang redde sig selv paa Land før efterpaa. Nuvel,
det kan ikke opdages Spor efter Vold paa Barnet, det har ingen Mærker,
ingen har villet dets Død, det er kvalt av Vandet. Det er ikke mulig at
finde en naturligere Forklaring.

Den ærede Statsadvokat hentydet til et Klæde: det var et dunkelt Punkt
at hun hadde tat med sig denne halve Skjorte paa sin Tur. Intet var
klarere end denne Dunkelhet: hun hadde tat med sig Klædet for at rispe
Ener i det. Hun kunde ha tat -- lat os si et Putevar, men hun tok et
Klæde til det. Noget maatte hun ha, hun kunde ikke bære rispet Ener med
sig i Hænderne. Nei her kunde Lagretten være tryg!

Men det var et andet Punkt som ikke var fuldt saa klart: hadde Anklagede
den Støtte og Omsorg som hendes Tilstand krævet i de Tider? Viste hendes
Husbond hende Skaansomhet? Godt, hvis han gjorde det! Piken har her
under Forhøret omtalt sin Husbond med Anerkjendelse, det skulde tyde paa
et godt og ædelt Sindelag hos hende. Manden selv, Aksel Strøm, har jo
heller ikke i sine Forklaringer lagt Sten til Børen for Anklagede og
lastet hende, -- det har han sandelig ogsaa gjort ret i, for ikke at si
klokt i: det er hun som skal frelse ham. Det at kaste mest mulig Skyld
over paa hende vilde jo nemlig, hvis det førte til hendes Fald, ogsaa
rive ham med.

Det er umulig at dukke ned i Akterne i foreliggende Sak uten at føle den
dypeste Medlidenhet med denne unge Pike i hendes Forlatthet. Og endda
trænger hun ikke at anrope Barmhjærtigheten, men bare Retten og
Forstaaelsen. Hun og hendes Husbond er paa en Maate forlovet med
hverandre, men Uforlikelighet og dyp Forskjel i Interesser utelukker
Ægteskap. Hos denne Mand kan denne Pike ikke finde sin Fremtid. Det er
ikke behagelig at maatte gjøre det, men for at vende tilbake til
Momentet med det medbragte Klæde: naar alt skal frem saa var det ikke en
av sine egne Særker Piken hadde tat med, men en av sin Husbonds
Skjorter. Vi spurte os selv i Begyndelsen: Var denne Skjorte stillet til
Raadighet? Her, mente vi, _kunde_ være en Mulighet for at Manden, at
Aksel, hadde hat en Finger med i Spillet.

Hm! sa det borti Salen. Det var saa haardt og høit at det stanset
Taleren, alle lette med Øinene efter Ophavsmanden til denne Avbrytelse,
Lagmanden sendte et skarpt Blik.

Men -- fortsatte Forsvareren efter at ha fundet sig selv igjen -- ogsaa
paa dette Punkt kan vi være rolige, takket være Anklagede selv. Skjønt
det skulde ligge i hendes Interesse at halvere Skylden her saa har hun
ikke gjort det. Hun har paa det bestemteste fritat Aksel Strøm for at ha
kjendt til at hun tok hans Skjorte istedet for sin egen Særk med til
Bækken -- jeg mener med til Skogen efter Ener. Det er ingensomhelst
Grund til at tvile paa Anklagedes Ord, de har hele Veien holdt Stik, de
gjør det ogsaa her: hadde hun mottat Skjorten av Mandens Haand vilde
dette ha forutsat hele Barnemordet, og Anklagede vil ikke med sin
Sandhetskjærlighet bidrage til at fælde selv denne Mand for en
Forbrytelse som ikke er til. I det hele tat forklarer hun sig pent og
aapenhjærtig og har ikke villet kaste nogen Skyld over paa andre. Dette
Træk at fare pent frem gaar igjen overalt hos hende, saaledes har hun
svøpt ind det lille Barnelik paa bedste Maate og gjort sig Flid med det.
Slik fandt Lensmanden det i Graven.

Lagmanden vil -- for en Ordens Skyld -- gjøre opmærksom paa at det var
Grav Numer 2 Lensmanden fandt, og der hadde jo Aksel begravet Barnet.

Javel, det er saa, og jeg takker Hr. Lagmanden! sier Forsvareren med al
den Ærbødighet man skylder Justitsen. Jo det var saa. Men nu hadde Aksel
selv forklaret at han bare løftet Liket over til den nye Grav og la det
nedi. Og det er utvilsomt ogsaa saa at en Kvinde kan bedre svøpe et Barn
end en Mand kan, og hvem kan allerbedst svøpe det? Jo, en Mor med de
ømme Hænder!

Lagmanden nikker.

Men forresten: Kunde ikke denne Pike -- hvis hun hadde været av det
Slaget -- ha gravet Barnet ned nakent? Jeg vil gaa saa vidt som at si at
hun kunde ha lagt det i en Søppelkasse. Hun kunde ha efterlatt det under
et Træ ovenpaa Jorden for at fryse det ihjæl -- det vil si hvis det ikke
hadde været dødt. Hun kunde ha stukket det i Ovnen i en ensom Stund og
brændt det op. Hun kunde ha tat det med sig til Sellanraaelven og slængt
det nedi den. Intet av dette gjorde denne Mor, hun svøpte det døde Barn
og begrov det. Og var det pent svøpt da det blev fundet saa var det en
Kvinde og ikke en Mand som hadde gjort det.

Nu, sa Forsvareren, skulde Lagretten avgjøre hvad som blev tilbake av
Skyld hos Piken Barbro. Det blev i Sandhet lite tilbake, det blev efter
Forsvarerens bedste Skjøn intet tilbake. Det skulde da være at Lagretten
vilde fælde hende for at ha undlatt Anmældelse av Dødsfaldet. Men nu var
jo Barnet engang dødt, det var langt opi Ødemarken, mange Mil til Prest
og Lensmand, det fik sove sin evige Søvn i en god Grav i Skogen. Var det
en Forbrytelse at begrave det her saa delte Anklagede den med Barnefarn;
men den Forbrytelse maatte i alle Tilfælder kunne tilgives. Man er mere
og mere kommet bort fra at straffe Forbrytelser, man forbedrer
Forbryterne. Det var i gamle Dage man skulde straffe for alt mulig, det
var nemlig Hævnlæren fra Det gamle Testamente: Øie for Øie, Tand for
Tand! Nei dette er ikke Aanden i Lovgivningen mere. Den moderne
Retspleie er human, den søker at avpasse sig efter det mere eller mindre
forbryterske _Sindelag_ som vedkommende kan ha utvist.

Døm da ikke denne Piken! sa Forsvareren. Det gjælder ikke om at faa en
Forbryter mere, det gjælder at tilbakegi til Samfundet et godt og nyttig
Medlem. Forsvareren pekte paa at Anklagede nu vilde faa det
omhyggeligste Tilsyn i en ny Plass som var hende tilbydd: Fru Lensmand
Heyerdahl hadde ut fra sit langvarige Kjendskap til Barbro og efter sin
rike Erfaring som Mor slaat sit Hjem op paa vid Væg for hende; Lagretten
vilde da under Vægten av sit Ansvar dømme eller frikjende hende. Tilslut
vilde Forsvareren takke Hr. Statsadvokaten fordi han ikke nedla Paastand
paa Domfældelse. Der saa man den dype og humane Forstaaelse.

Forsvareren satte sig.

Resten av Forhandlingerne tok ikke lang Tid, Retsbelæringen var det
samme op igjen, set fra to Kanter: et kort Sammendrag av hele
Skuespillets Indhold, tørt, kjedelig og værdig. Det var gaat saa koselig
til, baade Statsadvokaten og Forsvareren hadde jo været inde paa
Lagmandens Omraade, de hadde gjort ham Hvervet let.

Det blev tændt Lys, et Par Lamper skinnet ned fra Loftet, et elendig Lys
som Lagmanden ikke syntes at se sine Notater ved. Han paatalte noksaa
skarpt at ikke det lille Barns Dødsfald var blit mældt til
Autoriteterne; men -- sa han -- det maatte under de forhaandenværende
Omstændigheter nærmest ha blit Barnefarns Sak og ikke Morns, eftersom
hun var for svak til det. Saa var det da at Lagretten skulde avgjøre om
her forelaa Barnefødsel i Dølgsmaal og Barnemord. Det blev atter engang
forklaret fra Ende til anden. Derpaa fulgte det sædvanlige Paalæg om at
være sig Ansvaret bevisst, hvad Lagretten var blit indprentet før, og
endelig det ikke ukjendte Raad at i Tvilstilfælde skulde Avgjørelsen
komme Anklagede tilgode.

Nu var det hele klart.

Saa gik Dommerne ut av Salen og ind i et Kammers. De skulde raadslaa
over et Papir med Spørsmaal som en av dem hadde faat med sig. De var
borte i fem Minutter og kom tilbake med Nei til alle Spørsmaalene.

Nei Piken Barbro hadde ikke dræpt Barnet sit.

Saa talte Lagmanden et Par Ord igjen og sa at Piken Barbro var fri.

Folk forlot Salen. Komedien var slut ....

Nogen tar Aksel Strøm i Armen, det er Geissler. Han sa: Saa, nu er du
kvit Saken! -- Ja, sa Aksel. -- Men de har jo hæftet dig bort til ingen
Nytte. -- Ja, svarte Aksel igjen. Men nu var han kommet sig litt og la
til: Men jeg faar nu være glad at jeg slap unda. -- Det skulde ogsaa
bare ha manglet! sa Geissler og la Vægt paa hvert Ord. -- Herav fik
Aksel det Indtryk at Geissler maatte ha hat noget at gjøre med Saken, at
han hadde grepet ind. Gud vet om det ikke i Grunden var Geissler som
hadde ledet hele Retten og fremskaffet det Resultat han vilde. Dunkelt
var det.

Men saa meget skjønte Aksel at Geissler hadde staat paa hans Side i hele
Dag. -- Ja Dokker skal nu ha saa megen Tak! sa han og vilde takke i
Haanden. -- Hvad for? spurte Geissler. -- For -- ja for altsammen! --
Geissler avviste ham kort: Jeg har intet gjort. Jeg brydde mig ikke om
at gjøre noget, det var ikke værdt! Men Geissler hadde kanske allikevel
intet imot denne Tak, det var som han hadde ventet paa den og nu hadde
faat den: Jeg har ikke Tid til at tale mere med dig netop nu, sa han.
Reiser du hjem igjen imorgen? Det er godt. Lev vel saalænge! -- Geissler
drev nedover Gaten ....

Paa Dampskibet hjem traf Aksel Lensmanden og Fruen, Barbro og de to
Piker som hadde vidnet. -- Naa, sa Lensmandsfruen, er du ikke glad for
Utfaldet? -- Aksel svarte at Jo, han maatte vel være glad for at det
blev Endskap paa det. -- Lensmanden selv talte og sa: Dette er nu den
andre Barnesaken jeg har hat i Marken, den første galdt Inger paa
Sellanraa, nu har jeg faat den andre ifra mig. Nei det nytter ikke at
komme væk fra slikt, Retfærdigheten maa ske sin Fyldest!

Men Lensmandsfruen forstod vel at Aksel ikke var videre blid for hendes
Vidnemaal igaar, nu vilde hun jævne paa det, gjøre det godt igjen: Ja du
skjønte vel hvorfor jeg talte som jeg gjorde imot dig? -- Ja. Jo, svarte
Aksel. -- For det skjønte du vel. Tror du jeg vilde dig tillivs? Dig har
jeg altid holdt for en prægtig Mand, det vil jeg bare si dig. -- Naa, sa
Aksel bare, men han blev baade rørt og glad. -- Ja det har jeg, sa
Lensmandsfruen. Men jeg var nødt til at lægge litt Skyld paa dig, ellers
var Barbro blit dømt og du med hende. Det var gjort i den bedste Mening
fra min Side. -- Jaja Tak skal Dokker nu ha! -- Det var jeg og ingen
anden som gik til Herodes og Pilatus i Byen og virket for dere. Og du
hørte vel at alle vi som holdt Tale maatte skylde litt paa dig for at
faa dere begge fri. -- Ja, sa Aksel. -- Nei du trodde nu vel ikke et
Øieblik at jeg vilde være ond imot dig, vet jeg? Dig som jeg holder for
en utmærket Mand!

Det gjorde godt efter al Fornedrelsen! Aksel var ialfald nu saa rørt at
han sandelig vilde gi Lensmandsfruen noget, hvad det kunde bli, men vise
sin Taknemmelighet og gi hende et eller andet, kanske et Slagt nu i
Høst. Han hadde en Fors Okse.

Fru Lensmand Heyerdahl holdt Ord: hun hadde tat Barbro til sig. Ogsaa
ombord i Skibet tok hun sig av hende og tillot hende hverken at fryse
eller sulte, hun tillot hende heller ikke at fjase med den bergenske
Styrmand. Den første Gang dette hændte sa ikke Fruen noget, hun bare
ropte Barbro til sig. Men se, nu stod Barbro igjen og fjaset med
Styrmanden og la Hodet paasnei og talte Bergensmaal og smilte. Da ropte
Fruen paa hende og sa: Jeg synes ikke du skal staa og holde Passiar med
Mandfolk nu, Barbro. Husk paa hvad du har været oppe i og hvad du kommer
ifra. -- Jeg hørte bare han var ifra Bergen og saa snakket jeg til han,
svarte Barbro.

Aksel talte ikke med hende. Han la Mærke til at hun var fin og blek i
Huden og at hun hadde faat pene Tænder. Hun hadde ingen av hans Ringer
....

Og nu stamper Aksel opover Marken. Det blaaser og regner, men han er
sjæleglad, han har set Slaamaskinen og Nybrotharven nede paa Bryggen.
Den Geissler! Ikke et Ord hadde han nævnt nu i Byen om den store
Sending. Han var en forunderlig Herre.




VIII


Aksel fik ikke lang Hvilen hjemme, med Høststormene begyndte en privat
Møie og Fortræd som han hadde paadraget sig: Telegrafen paa hans Væg
mældte at Linjen var i Uorden.

Aa han hadde vel været for grisk efter Skillingerne da han overtok denne
Post. Det hadde været ubehagelig helt fra Begyndelsen, Brede Olsen hadde
likefrem truet ham da han kom og hentet Telegrafens Saker og Værktøi,
han hadde sagt: Du husker ikke meget paa at jeg reddet Livet dit i
Vinter. -- Det var Oline som reddet Livet mit, svarte Aksel. -- Naa, bar
jeg dig ikke hjem paa min egen stakkars Ryg? Og korsom var saa passet du
paa at kjøpe Gaarden min i Sommers Tide og gjøre mig husvild til
Vinters! Brede var høilig krænket, han sa: Men du skal bare ta
Telegrafen med dig og hele Skrapet med dig. Jeg og Familjen vi skal fare
til Bygden og begynde med noget, men hvad det blir vet ikke du, men det
skal være med et Hotel og et Sted hvor at Folk kan faa kjøpt Kaffe. Tror
du ikke vi skal klare os! Konen min hun kan sælge Fortæringer av alle
Slag og jeg selv kan fare paa Forretninger og tjene meget mere end som
du. Men det vil jeg si dig, Aksel, at jeg kunde gjøre dig mangt et Puss,
jeg som er saa kjendt med hele Telegrafen, og jeg kunde baade vælte
Stolper og bryte av Traaden. Saa maatte du ut midt i Onnen. Det vil jeg
bare si dig og du kan lægge det paa Minde ...

Nu skulde Aksel ha hentet op Maskinerne fra Bryggen -- aa de var saa
forgyldte og kulørte som et Skilderi hver, han kunde ha hat og set paa
dem idag og sat sig nøie ind i Bruken av dem, -- nu maatte de staa. Det
var ikke bra at maatte forsømme nødvendig Arbeide og fare Telegraflinjen
over. Men det var de Pengene.

Paa Toppen av Fjældet træffer han Aronsen. Handelsmand Aronsen staar her
og ser og skuer midt i Stormen, han var selv som et Syn. Hvad vilde han
her? Han har vel ikke faat levende Fred længer, men er draget tilfjælds
for selv at undersøke Minerne. Se, det gjorde Handelsmand Aronsen av
lutter Omtanke for sig og sines Fremtid. Nu staar han overfor den bare
Elendighet og Ødelæggelse paa det forlatte Fjæld: Maskiner som laa og
rustet, Materiel, Kjøredoninger, meget av det under aapen Himmel, alt
var trøstesløst. Hist og her paa Barakkevæggene var opslaat haandskrevne
Plakater som forbydde at bortta eller skade Selskapets Redskaper, Vogner
eller Bygninger.

Aksel faar sig en liten Prat med den gale Kræmmer og spør: Er Dokker ute
paa Skytteri? -- Ja jeg maatte saasandt ha naadd han! svarer Aronsen. --
Hvem vilde Dokker ha naadd? -- Hvem? Han som lægger øde baade mig og
alle andre her omkring. Han som ikke vilde sælge Fjældet sit og late det
bli Rørelse og Handel og Penger iblandt Folk. -- Dokker mener han
Geissler? -- Ja jeg mener just den Karn. Han skulde været skutt! --
Aksel ler og sier: Han Geissler var i Byen nu for nogen Dager siden, der
kunde Dokker ha truffet han. Men efter mit ringe Skjøn saa tror jeg ikke
at Dokker skal vør den Manden. -- Hvorfor ikke det? spør Aronsen sindt.
-- Jeg frygter for han vilde bli ørlite for dunkel og navnkundig for
Dokker. -- De kjæklet en Stund om dette og Aronsen blev mere og mere
hæftig. Tilslut spurte Aksel paa Skøi: Ja Dokker vil nu vel ikke snoft
gjøre os opraadd her i Marken og fare ifra os? -- Tror du jeg vil gaa
her og rote i Myrene dokkers og ikke tjene til Kardusen i Pipen min?
ropte Aronsen forarget. Vil du skaffe mig Kjøper saa skal jeg sælge! --
Kjøper? sa Aksel. Det er almindelig god Jord dersom at Dokker dyrker
hende; med den Vidden Dokker har kan hun føde sin Mand. -- Naar du hører
at jeg ikke vil rote i hende! ropte Aronsen igjen i Stormen. Jeg kan
gjøre det som bedre er! -- Aksel mente saa at han nok kunde faa en
Kjøper, men Aronsen haanet lystig en slik Tanke: Her er ikke en eneste i
Marken som kan kjøpe mig ut. -- Nei netop her i Marken. Men det kan være
andre. -- Her er bare Skitt og Armod, vedblev Aronsen rasende. -- Hvad
det kan være. Men han Isak paa Sellanraa kunde nu kjøpe Dokker ut hvad
Dag som helst, sa Aksel støtt. -- Det tror jeg ikke, sa Aronsen. -- Jeg
kjærer ikke om hvad Dokker tror, svarte Aksel og vilde gaa. -- Aronsen
ropte efter ham: Bi ørlite! Naa, kunde han Isak skille mig av med
Storborg, tror du? -- Ja, svarte Aksel, om det saa var fem slike
Storborg, hvad som Penger og Middel angaar!

Aronsen var gaat utenom Sellanraa Gaard paa Opturen, han vilde ikke vise
sig; paa Hjemveien gik han indom og hadde en Samtale med Isak. Nei,
hadde Isak sagt og bare rystet paa Hodet, det er noget som jeg ikke har
tænkt paa og heller ikke skjønner. --

Men da Eleseus kom hjem til Sellanraa til Jul var ikke Isak længer saa
avvisende. Han hadde rigtignok aldrig hørt saa galt som at kjøpe
Storborg, den Flyvegrillen var ialfald ikke kommet fra ham; men mente
han Eleseus at Handelsstedet var noget for ham saa fik de tænke paa det.

Eleseus selv var saa midt imellem, slet ikke opsat, men heller ikke
likegyldig. Slog han sig til herhjemme saa var han paa en Maate forbi,
Marken det var ikke Byen. I Høst da det var stort Forhør over Markens
Folk i Byen undgik han at vise sig, han brydde sig ikke om at træffe
disse Sambygdinger, de tilhørte en anden Verden. Skulde han nu selv
vende tilbake til den Verden?

Mor hans vilde at de skulde kjøpe, Sivert vilde ogsaa at de skulde
kjøpe, de slog sig sammen om Eleseus og en Dag kjørte de alle tre ned
til Storborg for at se paa Herligheten.

Men ved Utsigten til at bli av med Stedet blev Aronsen nu en anden Mand:
han hadde ikke fornøden at sælge! Om han reiste bort saa kunde Gaarden
staa igjen her, det var en bom konstant Gaard og en splendo Gaard, han
fik den nok solgt. Dokker vil ikke gi det jeg vil ha for han, sa
Aronsen. -- De var inde i Rummene, var i Fjøset, i Pakboden, de saa over
Resterne av de stakkars Varer: nogen Mundspil, Klokkekjæder, Æsker med
roset Papir, Hængelamper med Prismer, altsammen usælgelige Saker blandt
Nybyggerne. Og saa forresten var det litt Bomuldstøi og nogen Kasser med
Spiker.

Eleseus gjorde sig til og saa faglært paa alt. Den Slags Varer har ikke
jeg Bruk for, sa han. -- Nei Dokker kan late dem være, svarte Aronsen.
-- Men jeg skal by Dokker femten Hundrede Kroner for Gaarden som den
staar med Varer og Dyr og altsammen, sa Eleseus. Aa han var saa
likeglad, hans Bud var bare et Slags Flokseri, han vilde vise sig.

De kjørte hjem igjen. Nei det blev ingen Handel, Eleseus hadde skambydd
Aronsen og fornærmet ham: Jeg estimerer ikke at høre paa dig! sa Aronsen
og duttet ham, duttet denne bylærte Spirrevip som vilde lære Handelsmand
Aronsen om Varer. -- Saavidt jeg vet har jeg ikke drukket Dus med dig,
sa Eleseus like saa fornærmet. Det maatte bli til Fiendskap for Livet.

Men hvorfor Aronsen alt fra første Øieblik var saa kaut og saa lite nødd
om at sælge? Det hadde sin Grund, Aronsen gik nemlig med et Slags Haap
igjen.

Der var holdt et Møte nede i Bygden for at drøfte den Tilstand som var
opstaat ved at Geissler ikke vilde sælge sit Fjæld. Det var ikke bare
Marken som led herunder, hele Distriktet laa og droges med Døden.
Hvorfor ikke Menneskene kunde leve like saa godt eller like saa daarlig
nu som før Prøvedriften i Kobberfjældet? Det kunde ikke Menneskene! De
var blit vænnet paa hvit Grøt og hvitt Brød, Krambodtøi til Klær, høie
Lønninger, Flothet, de var blit vant til mange Penger, var Menneskene.
Og nu var Pengene igjen borte, ja som en Sildstim var de glidd tilhavs,
Gud Fader for en Nød, og hvad kunde saa gjøres?

Det var ingen Tvil om at den forhenværende Lensmand Geissler vilde hævne
sig paa Bygden fordi den hadde hjulpet Amtmanden med at avsætte ham, det
var heller ingen Tvil om at Bygden hadde undervurderet denne Mand. Han
var ikke borte. Ved det enkleste Middel, bare ved at forlange en ublu
Kvart Million for et Fjæld, gik han hen og stanset Bygdens Utvikling.
Hadde han ikke Magt? Han Aksel Strøm paa Maaneland kunde tale med her,
han hadde truffet Geissler sist. Barbro hans Brede hadde hat en Sak i
Byen og hun kom frikjendt hjem, men han Geissler hadde været tilstede
under hele Forhøret. Og den som mente at han Geissler var nedfor som en
anden Stakkar han kunde jo bare se paa de kostbare Maskinerne som han
hadde sendt Aksel til Skjænk.

Denne Mand holdt altsaa Distriktets Skjæbne i sin Haand, man fik avfinde
sig med ham. Hvormeget vilde Geissler til Nød sælge sit Fjæld for? Det
maatte skaffes paa det rene. Svenskerne hadde bydd ham fem og tyve
Tusen, det hadde Geissler avslaat. Men om nu Bygden, om Komunen, skjøt
til Resten bare for at faa Handel istand? Hvis det ikke var en for
urimelig Sum vilde det lønne sig. Baade Handelsmanden nede ved Sjøen og
Handelsmand Aronsen paa Storborg vilde bidrage privat og hemmelig, et
Utlæg nu vilde de ha igjen i det lange Løp.

Det endte med at to Mænd blev betrodd at reise til Geissler og tale med
ham. Og nu ventet man dem snart tilbake.

Se, derfor gik Aronsen atter med et lite Haap i Hjærtet og mente han
kunde være kaut til dem som vilde kjøpe Storborg. Han skulde ikke være
kaut saa længe.

En Ukes Tid efter kom de betrodde Mænd hjem igjen med det blankeste
Avslag. Aa det gale var allerede fra Begyndelsen at den ene av de to
Utsendinger simpelthen var Brede Olsen, ja for han hadde saa god Tid.
Mændene hadde aldeles rigtig fundet Geissler, men han hadde bare rystet
paa Hodet og ledd. Reis hjem igjen! hadde han sagt. Men Geissler hadde
betalt Hjemreisen deres.

Og saa skulde altsaa Distriktet forgaa!

Da Aronsen hadde raset i nogen Tid og var blit mere og mere raadløs gik
han bent op til Sellanraa en Dag og avsluttet Handelen. Det gjorde
Aronsen. Eleseus fik det som han vilde, Gaard med Huser og Dyr og Varer
for femten Hundrede Kroner. Rigtignok viste det sig ved Overtagelsen at
Aronsens Kone hadde tusket til sig det meste av Bomuldstøierne; men
slike Smaatterier brydde ikke en Mand som Eleseus sig om. Vi skal ikke
være smaalige, sa han.

Men i det hele tat var Eleseus ingenlunde henrykt: nu var hans Livsløp
beseglet, Marken skulde begrave ham! Han maatte slaa av paa de store
Planer: Kontorist var han ikke længer, Lensmand blev han ikke, nei han
blev ikke engang Bymand. Overfor Farn og dem derhjemme var han litt
stolt over at ha faat Storborg for netop den Pris han hadde sagt, der
kunde de se, han skjønte sig paa det! Men denne lille Triumf monet ikke
stort. Han hadde ogsaa den Tilfredsstillelse at kunne overta Fuldmægtig
Andresen, som saaledes paa en Maate gik med i Handelen, Aronsen hadde
ikke Bruk for sin Fuldmægtig mere før han fik et nyt Handelssted. Det
kitlet Eleseus paa en egen Maate da Andresen kom og bad om at faa bli
værende, her var nu Eleseus for første Gang Herre og Chef. Du kan være!
sa han. Jeg trænger korsom er en Fuldmægtig her paa Stedet naar jeg skal
gjøre mine Forretningsreiser og aapne Forbindelser i Trondhjem og
Bergen, sa han.

Og Andresen var ingen daarlig Fuldmægtig, det viste han straks, han
gjorde meget Arbeide og holdt godt Opsyn mens Chefen Eleseus var
fraværende. Det var bare i Begyndelsen her i Marken at Fuldmægtig
Andresen hadde slaat noget stort og fint paa, det var hans Herre
Aronsens Skyld. Nu var det blit anderledes. Om Vaaren da Myrene saavidt
var tinet litt i Dybden kom Sivert paa Sellanraa ned til Storborg og
begyndte at grøfte hos sin Bror, og da gik sandelig ogsaa Fuldmægtig
Andresen ut i Myren og grøftet -- hvad han nu gjorde det for, da han
ikke var nødt til det; men den Slags Mand var han ialfald. Det var saa
lite tinet at de kom langtfra dypt nok ned, men de gjorde indtil videre
halvt Arbeide og allerede det var meget. Det var gamle Isaks Ide at
tørke ut Myrene paa Storborg og drive Jordbruk; den lille Krambodhandel
den maatte bare være noget ved Siden av, saa Markens Folk slap at fare
helt ned i Bygden om de trængte en Traadsnelle.

Saa stod Sivert og Andresen og grøftet og stundom pustet de paa og hadde
en munter Prat. Andresen hadde ogsaa paa en eller anden Maate faat fat i
en Guld Tyvekrone, og denne blanke Penge hadde Sivert god Lyst paa, men
Andresen vilde ikke skille sig med den, han gjæmte den i Silkepapir i
sin Kiste. Sivert foreslog at de skulde dragest om Guldpengen, ta Rygtak
om den, men det torde ikke Andresen gaa ind paa; Sivert tilbydde sig at
gi tyve Kroner i Sedler og desuten grøfte op hele Myren alene dersom han
fik Pengen; men da blev Fuldmægtig Andresen støtt og sa: Naa, saa du fik
det at fortælle hjemme hos dokker at jeg kan ikke arbeide i Myren!
Tilsist blev de enige om fem og tyve Kroner i Papir for Guldpengen, og
Sivert løp hjem til Sellanraa om Natten og fik Sedlerne av Farn.

Ungdoms Paahit, den vakre Livets Ungdom! En vaken Nat, en Mil bort og en
Mil tilbake, Dagen efter Arbeide igjen -- det var ingenting for den unge
Mand med Kræfterne, og det var en pen Guldpenge. Det var ikke frit for
at Andresen vilde gjøre sig litt lystig over ham for denne rare Handel,
men det hadde Sivert god Raad med, han kunde bare ymte et Ord om
Leopoldine, at Ja det var sandt: ho Leopoldine bad mig hilse dig! saa
stanset Andresen med ett og blev rød.

Det var trøisomme Dager for dem begge mens de stod i Myren og kjæklet
for Spøk og arbeidet og kjæklet igjen. Stundom kom Eleseus ut til dem og
hjalp dem, men han blev snart træt og var ikke stærk av sig hverken til
Krop eller Vilje, men han var det snilleste Menneske. -- Der kommer ho
Oline, kunde Skøieren Sivert si, nu maa du gaa ind og sælge hende en
Mark Kaffe igjen! -- Og det gjorde Eleseus gjærne. At han gik ind og
solgte Oline en eller anden Smaating. Saa slap han at vælte Myrlomp
saalænge.

Og stakkars Oline, hun trængte nogen Kaffekorn iblandt, enten hun nu en
sjælden Gang fik Skillingerne til dem av Aksel eller hun tusket sig til
dem for en liten Gjeitost. Oline var ikke længer saa uforandret som før,
Tjenesten paa Maaneland var i Grunden for tung for den gamle Kone og
hadde tat paa hende. Men ikke saa at hun vedkjendte sig nogen Alder
eller Avfældighet, ho, hun vilde ha kommet i et visst Humør dersom hun
var blit opsagt. Hun var seig og ukuelig, gjorde sit Arbeide og saa sig
Tid til at vandre over til Naboerne og faa sig en liten ustyrtelig god
Prat som hun maatte savne hjemme. Aksel var ingen Taler.

Hun var utilfreds med Saken, skuffet over Saken. Frikjendelse over hele
Linjen! At Barbro hans Brede slap unda naar Inger paa Sellanraa fik otte
Aar kunde ikke Oline skjønne, hun følte en meget ukristelig Forargelse
over at man «hadde været god mot en anden». Men den Almægtige har ikke
sagt sin Mening endda! nikket Oline og vilde vel dermed spaa om en mulig
himmelsk Domfældelse siden. Naturligvis var ikke Oline istand til at tie
med sin Misfornøielse over Saken, især naar hun blev usams med sin
Husbond om et eller andet tok hun paa sin melede Maate Ordet og var
utsøkt spydig: Jaja jeg vet nu ikke hvorledes at Loven han er blit
angaaende Sodomas Synder, men jeg gaar frem efter Guds egne Ord, saa
enfoldig er jeg!

Aa Aksel var lei og kjei av hele sin Husholderske og ønsket hende langt
væk! Og nu kom Vaaren igjen, han maatte gjøre Onnen mo alene; saa kom
Høiingen og han blev rent opraadd. Det var Utsigterne. Hans Brorkone paa
Breidablik hadde skrevet hjem til Helgeland for ham og prøvet at opdrive
en ordentlig Kvindfolkhjælp til ham, men det var ikke lyktes hende
endda. Og i ethvert Tilfælde maatte han da betale Reisepenger.

Nei det var et ondt og skarvagtig Værk av Barbro at det lille Barnet kom
væk og at hun selv strøk av! I to Vintrer og en Sommer hadde han nu
været nødt til at hjælpe sig med Oline, og det saa ut til at vare
længer. Tok Barbro sig nær av det, Skarnet? Han hadde talt nogen Ord med
hende nede i Bygden en Dag i Vinter, men ikke en Taare hadde banet sig
langsomt Vei ned fra hendes Øine og frosset fast paa hendes Kind. --
Hvor du har gjort av Ringene som jeg gav dig? spurte han. -- Ringene? sa
hun. -- Ja Ringene? -- Dem har jeg ikke længer. -- Naa, du har dem ikke
længer. -- Det blev jo forbi mellem os, sa hun, saa kunde jeg ikke gaa
med Ringene mere. Det bruker ingen at gjøre naar at det blir forbi
mellem dem. -- Jeg har bare Mot at vite hvor du har gjort av dem? --
Vilde du ha tat dem igjen? spurte hun. Jeg mente ikke jeg skulde gjøre
dig saa simpel. -- Aksel betænkte sig litt og sa: Jeg kunde ha forskyldt
dig for dem. Du skulde ikke ha gjort det for ingenting!

Men neida, Barbro hadde skilt sig med Ringene og gav ham ikke engang
Høve til at faa en Guldring og en Sølvring for en rimelig Utgift.

Men forresten saa var ikke Barbro raa og ulikelig allikevel, det var hun
ikke. Hun hadde et langt Forklæde med Sæler og Krus, og det stod op en
hvit Strimmel om Halsen hendes, det var pent. Folk snakket paa at hun
alt hadde faat sig en Gut nede i Bygden til at være Kjærest med, men det
var kanske bare Sladder, Lensmandsfruen holdt hende ialfald godt i Age
og slap hende ikke det Spor ut paa Juledansen iaar.

Ja den Lensmandsfruen passet i Sandhet godt paa: mens Aksel stod der paa
Veien og talte med sin fordums Taus om to Ringer kom Fruen pludselig
midt iblandt dem og sa: Skulde ikke du paa Kramboden for mig, Barbro? --
Barbro avsted. Fruen vendte sig til Aksel og sa: Du har vel ikke et
eller andet Slagt at sælge mig? -- Hm! svarte Aksel bare og hilste.

Det var jo netop Lensmandsfruen som hadde skrytt ham op i Høst engang,
at han var en utmærket Kar og en av de mest utmærkede Karer, det kunde
vel fortjene en Villighet igjen. Aksel kjendte den folkelige
Fremgangsmaate fra før i Tiden med de Store, med Øvrigheten, det hadde
da ogsaa straks foresvævet ham noget om et Slagt, en Fors Okse som han
kunde ofre. Men saa gik Dagene og Høsten gik og Maaned efter Maaned, og
han sparte Oksen. Det syntes ikke at skulle ske noget galt om han
beholdt den heller, han vilde ialfald være saa meget fattigere hvis han
gav den bort, og det var en Rugg av en Okse.

Hm. Goddag! Nei, sa Aksel og rystet paa Hodet at Slagt hadde han ikke.
-- Det var som Fruen stod der og gjættet hans inderste Tanker, hun sa:
Jeg har hørt at du har en Okse? -- Ja det har jeg, svarte Aksel. -- Skal
du ha den? -- Ja jeg skal ha han. -- Naa, sa Lensmandsfruen, og du har
ikke en Væder? -- Nei ikke nu. Det er nu saa at jeg har ikke sat paa
flere Dyr end jeg skal føde frem. -- Jaja saa var det ikke mere, nikket
Fruen og gik.

Aksel kjørte videre hjemover, men han kom til at tænke nærmere over
denne Samtale og frygtet for at han kanske hadde baaret sig galt ad.
Lensmandsfruen hadde været et vigtig Vidne engang, med ham og imot ham,
men et vigtig Vidne. Det var gaat endel ut over ham, men han var ialfald
blit utfriet av en tung og uhyggelig Affære med et Barnelik i Skogen
sin. Han fik kanske allikevel ofre en Væder.

Mærkelig forresten, denne Tanke hadde en fjærn Sammenhæng med Barbro:
naar han kom med en Væder til hendes Matmor maatte vel Barbro faa et
visst Indtryk av ham.

Men Dagene gik igjen og det skedde intet galt fordi Dagene gik. Da han
atter kjørte ned i Bygden tok han ingen Væder med, det gjorde han ikke;
men i siste Øieblik tok han med et Lam. Det var forresten et stort Lam,
saa det var intet usselt Dyr, og da han kom med det sa han: Nei Vædrene
de er saa seige i Kjøtet, jeg vilde heller gi Dokker noget som godt var!
-- Men Lensmandsfruen vilde ikke høre Tale om nogen Gave: Si hvad du
skal ha for Marken, sa hun. Den greie Dame, nei Tak hun mottok ikke
Gaver av Folk! Det endte sandelig med at Aksel fik Lammet godt betalt.

Barbro traf han ikke. Nei Lensmandsfruen hadde vel set ham komme og
hadde faat hende avveien. Og Lykke paa Reisen, Barbro hadde snytt ham
for Kvindfolkhjælpen i halvandet Aar!




IX


Det skedde noget meget uventet og meget betydningsfuldt om Vaaren:
Driften skulde atter aapnes i Kobbergruverne, Geissler hadde solgt sit
Fjæld. Var det utrolige hændt? Aa Geissler var nu en uutgrundelig Herre,
han kunde handle eller late være, ryste paa Hodet til Nei eller nikke
til Ja. Han kunde faa en Bygd til at smile igjen.

Saa hadde vel Samvittigheten slaat ham, han vilde ikke længer straffe
sit gamle Lensmandsdistrikt med hjemmeavlet Grøtmel og Pengemangel?
Eller hadde han faat sin Kvart Million? Men kanske var det saa at
Geissler selv begyndte at trænge Penger og maatte late Fjældet gaa for
det han kunde faa? Fem og tyve eller femti Tusen er jo ogsaa Skillinger.
Det rygtedes forresten at det var hans ældste Søn som hadde sluttet
Handelen paa Farns Vegne.

Men Driften blev ialfald gjenoptat, den samme Ingeniør kom igjen med
adskillig Mandskap og det samme Arbeide begyndte. Det samme Arbeide ja,
men paa en helt anden Maate end før, en bakvendt Maate.

Alt skulde synes saa greit: Svenskerne kom med Folk og Dynamit og
Penger, hvad var saa iveien? Og endog Aronsen kom igjen, Handelsmand
Aronsen, som absolut vilde kjøpe Storborg tilbake. -- Nei, sa Eleseus,
jeg sælger ikke. -- Dokker sælger vel hvis at Dokker faar Penger nok? --
Nei. --

Nei det vilde ikke Eleseus, sælge Storborg. Saken var at Stillingen som
Handelsmand i Marken ikke længer forekom ham saa elendig, han hadde en
fin Veranda med kulørte Glasruter, han hadde en Fuldmægtig til at gjøre
Arbeidet for sig, selv kunde han ligge paa Reiser. Aa at reise, paa
første Plass, med fine Folk! Om han engang kunde komme sig helt til
Amerika, det hadde han ofte tænkt paa. Bare disse Forretningsturer til
Byerne sørpaa for at aapne Forbindelser var noget han kunde leve længe
paa hver Gang. Ikke saa at han slog sig løs og reiste med eget Dampskib
og tullet med Orgier. Han og Orgier! Han var i Grunden mærkelig, aldrig
brydde han sig om Piker mere, han hadde forlatt dem, tapt Interessen for
dem. Nei men naturligvis var han Markgrevens Søn og reiste paa første
Plass og kjøpte mange Varer. Selv kom han jo hjem fra sine Utflugter
litt finere og større for hver Gang, sist kom han hjem med Galoscher paa
Føtterne. Gaar du med to Par Sko? sa de til ham. Ja jeg har Fotfrost, sa
Eleseus. Og da hadde de Medynk med hans Fotfrost.

Lykkelige Dager, Herreliv og Lediggang! Nei han vilde ikke sælge
Storborg. Skulde han tilbake til den lille By igjen og staa i den lille
Bondehandel igjen og ikke ha en Fuldmægtig under sig! Forresten saa
agtet han fra nu av at drive en uhyre Virksomhet paa Storborg,
Svenskerne var atter kommet tilbake og vilde oversvømme Marken med
Penger, han vilde være en Tull om han solgte. Aronsen maatte hver Gang
gaa sin Vei med Avslag, mere og mere forfærdet over sin Dumhet at han
hadde forlatt Marken.

Aa men Aronsen kunde ha holdt Maate med sin Selvplage og likeens kunde
Eleseus ha modereret sine store Forventninger; men fremfor alt skulde
Marken og Bygden ha hat mindre Haap og ikke gaat og smilet og gnidd sig
i Hænderne som Englene gjør fordi de er salige, det skulde Marken og
Bygden saa langtfra ha gjort, for nu blev Skuffelsen voldsom. Skulde man
tro det: Gruvearbeidet begyndte rigtig nok, men paa den motsatte Ende av
Fjældet, to Mil borte, paa Sørenden av Geisslers Fjæld, langt ind i et
andet Bygdelag, et uvedkommende Bygdelag. Derfra skulde saa Arbeidet
langsomt æte sig nordover til det første Kobberfjæld, til Isaks
Kobberfjæld, og bli til Velsignelse for Marken og Bygden. Det vilde vel
i bedste Tilfælde ta mange Aar, ta Menneskealdre.

Det kom som den værste Dynamitsprængning, med Sanseløshet og Dott i
Ørene. Bygdens Folk sank ned i Sorg. Nogen skyldte paa Geissler, at
denne Satans Geissler atter hadde gjort dem et Puss, andre krøp sammen
til et Møte og sendte en ny Deputation av betrodde Mænd ut, denne Gang
til Gruveselskapet, til Ingeniøren. Det førte til intet, Ingeniøren
forklarte at han maatte begynde Arbeidet paa Sørsiden fordi det var like
ved Havet, det trængtes ikke Luftbane, det blev næsten ingen Transport.
Nei Arbeidet maatte begynde paa Sørsiden. Færdig med det.

Da reiste Aronsen øieblikkelig over til det nye Arbeidsfelt, den nye
Guldmark. Han vilde endog ta Fuldmægtig Andresen med sig: Hvad skal du
gaa her i Ødemarken for? sa han. Det er langt likere for dig at bli med
mig! -- Men Fuldmægtig Andresen vilde ikke forlate Marken, det var
uforstaaelig, men det var som noget bandt ham til Marken, han syntes at
trives her, han var grodd fast her. Det maatte være Andresen som hadde
forandret sig, Marken var det ikke. Her var Folk og Forhold akkurat som
før: Bergværksdriften var bøiet bort fra disse Trakter, men ingen Markbo
hadde mistet Hodet for det, de hadde Jordbruket, de hadde sin Avling og
sine Dyr. Det var ikke saa meget med Penger nei, men det var med alle
Livets Nødvendigheter, med absolut alle. Det gjorde ikke engang Eleseus
fortvilet at Pengeflommen gik ham forbi, det værste var jo at han i sin
første Rus hadde kjøpt ind en Mængde usælgelige Varer, men de fik
foreløpig ligge der, de staset op og tjente til Honnør for Kramboden.

Markboen tapte ikke Hodet. Han fandt ikke Luften usund for sig, han
hadde Publikum nok til sine nye Klær, han savnet ikke Diamanter, Vin
kjendte han fra Bryllupet i Kana. Markboen gjorde sig ikke ondt av de
Herligheter han ikke fik: Kunst, Aviser, Luksus, Politik var værd
nøiagtig det som Menneskene vilde betale for det, ikke mere; Markens
Grøde derimot den maatte skaffes til hvilkensomhelst Pris, den var
Altings Ophav, den eneste Kilde. Markboens Liv øde og sørgelig? Ho,
mindst av alt! Han hadde sine høiere Magter, sine Drømme, sine
Forelskelser, sin rike Overtro. Sivert gaar en Kvæld op efter Elven og
stanser med ett: nede paa Vandet ligger to Græsænder, Han og Hun. De har
opdaget ham, de har set Mennesket og blir ængstelige, den ene av dem
sier noget, en kort Lyd, en Melodi i tre Toner, den anden svarer
likelydende. I samme Nu letter de, spinder som to Smaahjul et Stenkast
opad Elven og slaar sig atter ned. Da sier den ene noget igjen og den
anden svarer, det er det samme Sprog som første Gang, men saa frelst at
det er en liten Salighet: _det er stemt to Oktaver høiere_! Sivert staar
og ser paa Fuglene, ser forbi dem og langt ind i Drømmen. En Lyd hadde
seilet igjennem ham, en Sødme, han stod tilbake med en tynd og fin
Erindring om noget vildt og deilig, noget tidligere oplevet, men
utslettet. Han gaar hjem i Stilhet, taler ikke om det, skvaldrer ikke om
det, det var ulikt jordiske Ord. Det var Sivert paa Sellanraa, han gik
ung og almindelig ut en Kvæld og oplevet dette.

Det var ikke hans eneste Æventyr, han hadde andre. Men han hadde ogsaa
det Æventyr at Jensine forlot Sellanraa. Det skapte megen Ugreie i
Siverts Sindsliv.

Jo det blev til det at hun reiste, hun vilde det selv. Aa Jensine var
ikke den første den bedste, det skulde ingen si! Sivert hadde engang
bydd til at ville kjøre hende hjem igjen, ved den Leilighet hadde hun
desværre graatt, senere angret hun sin Graat og viste at hun angret den,
hun sa op Tjenesten. Javel, grei Adfærd.

Og intet kunde komme Inger paa Sellanraa mere tilpas end at hun reiste,
Inger var begyndt at bli utilfreds med sin Taus. Mærkelig var det, hun
hadde intet at utsætte paa hende, men hun syntes at se hende med
Overvindelse, at bare saavidt taale hende paa Gaarden. Det hang vel
sammen med Ingers Sindstilstand: hun hadde været tung og religiøs i hele
Vinter og kom ikke over det. Vil du reise? Jaja, sa Inger. -- Det var en
Velsignelse, en Opfyldelse av natlige Bønner. De var nu to voksne
Kvindfolk allikevel paa Gaarden, hvad skulde saa denne smældfriske og
giftefærdige Jensine her? Inger saa med Uvilje paa denne Giftefærdighet
og tænkte vel som saa: Akkurat som jeg selv var engang!

Hendes store Religiøsitet fortok sig ikke. Hun var saa lite lastefuld av
sig, hun hadde smakt, javel nippet, hun agtet ikke at drive paa med
dette ut gjennem Alderdommen, ikke Tale om, Inger avviste denne Tanke
med Rædsel. Gruvedriften og alle Arbeiderne blev borte -- aa Gud, intet
var bedre! Dyden var ikke bare utholdelig, den var nødvendig, et
nødvendig Gode, en Naade.

Men Verden var gal. Se, nu gik Leopoldine her, lille Leopoldine, et Frø,
et lite Barn, hun gik her dørgende fuld av Sundhet og Synd; fik hun en
Arm om Livet saa vilde hun segne ned, fy! Hun var begyndt at faa Finner
i Ansigtet, det tydet allerede paa Vildskap i Blodet, aa Morn husket
det, at da begyndte Vildskapen i Blodet. Morn fordømte ikke sin Datter
for disse Finner i Ansigtet, men hun vilde ha en Ende paa dem,
Leopoldine skulde holde op med dem. Hvad kom ogsaa denne Fuldmægtig
Andresen op til Sellanraa for om Søndagene og sat og pratet om Jordbruk
med Isak? Indbildte de to Mandfolk sig at lille Leopoldine ingenting
forstod? Aa Ungdommen var gal før i Tiden, for tredive, firti Aar siden,
men nu var den værre.

Hvad det nu kan være med det, sa Isak da de talte herom; men nu er
Vaaren her og Jensine hun er reist og hvem skal vi ha i Sommerarbeidet?
-- Ho Leopoldine og jeg skal rake, sa Inger. Ja jeg skal heller rake Nat
og Dag! sa hun ophidset og graatfærdig. -- Isak forstod ikke dette
hæftige Utbrudd, men han hadde sine egne Meninger, saa gik han bort i
Skogkanten med Hakke og Spet og begyndte at arbeide med en Sten. Nei
sandelig, Isak forstod ikke at Tausen Jensine reiste bort, hun var en
dygtig Pike. Han forstod i det hele tat bare det mest likefremme,
Arbeidet, lovlige og naturlige Gjærninger. Han var rund og mægtig i
Overkroppen, ingen var mindre astral, han aat som en Kar og hadde godt
av det, derfor kom han meget sjælden ut av Likevægt.

Det var nu denne Stenen. Det var mange flere Stener, men her var nu en
til at begynde med. Isak forutser den Dag da han maa bygge en liten Stue
her, et lite Hjem for sig og Inger, han vil passe paa at rydde litt paa
Tomten mens Sivert er nede paa Storborg, ellers maa han bare gi Sønnen
Forklaring og det vil han undgaa. Naturligvis kommer den Dag da Sivert
trænger alle Husene paa Gaarden for sig selv, saa maa Forældrene ha en
Stue. I Grunden saa blev det jo aldrig Slut med Byggingen paa Sellanraa,
det store Foderhus ovenpaa Stenfjøset var heller ikke reist endnu. Men
Stokker og Bord laa færdige.

Nu var det denne Stenen. Den saa ikke videre stor ut ovenpaa Jorden, men
den rørte sig ikke for Slag, saa det maatte vel allikevel være en Rugg.
Isak grôv omkring den og prøvet med Spetet, den rørte sig ikke. Han grôv
mere og prøvet igjen -- nei. Saa maatte Isak hjem efter Spade for at faa
Fylden væk, han grôv igjen og prøvet -- nei. Det var da svært til Kar!
tænkte vel Isak i sin Taalsomhet om Stenen. Han grôv nu en god Stund,
Stenen blev bare videre og videre nede i Jorden og han fik ikke
ordentlig Tak paa den. Det skulde nu være ærgerlig hvis han blev nødt
til at skyte den. Saa vilde Slagene paa Boret høres og tilkalde alle
Husets Folk. Han grôv. Han maatte avsted efter en Vogstang og prøvet den
-- nei. Han grôv igjen. Isak begyndte nok at bli litt ærtet av Stenen,
han rynket Brynene og saa paa den som om han just var kommet for at ha
en Smule Opsigt med Stenene her, og specielt denne Stenen var meget dum.
Han kritiserte den, den var saa rund og idiotisk, den var ikke til at
faa Tak paa, ja det var ikke frit for at han syntes den var galt skapt.
Skyte den? Ikke Tale om at koste Krudt paa den. Og skulde han opgi den,
skulde han vise nogen Slags Frygt for at Stenen vilde faa Overtaket?

Han grôv. Han møiddest dygtig, det gjorde han, men hvor var Frygten?
Endelig fik han Snuten av Vogstangen ned og prøvet den -- Stenen rørte
sig ikke. Faglig var det intet at utsætte paa hans Tak, men det virket
ikke. Hvad var dette, hadde han ikke brutt op Stener før? Var han blit
gammel? Pussig, hehe. Latterlig. Han hadde rigtignok nylig mærket Tegn
til avtakende Styrke, det vil si han hadde ikke mærket det og hadde ikke
brydd sig om det, det var Indbildning. Og nu gaar han paa Stenen igjen
fuldkommen villig til at ta den.

Aa det var ingenlunde Smaatterier naar Isak la sig paa en Vogstang og
gjorde sig tung. Nu ligger han der og heiser og heiser, kyklopisk og
overordentlig, med en Overkrop som syntes at gaa til Knærne. Det var en
viss Pomp og Pragt over ham, hans Ækvator var utrolig.

Men Stenen rørte sig ikke.

Det var ingen Raad med det, han fik grave mere. Skyte Stenen? Ti stille.
Nei men han fik grave mere. Han blev meget ivrig, Stenen skulde op! Det
kunde ikke sies at være noget perverst i dette fra Isaks Side, det var
gammel Jordbryterkjærlighet, men aldeles uten Ømhet. Det saa naragtig
ut, først saa stimlet han likesom sammen om Stenen fra alle Kanter før
han slog ned paa den, saa grôv han omkring dens Sider og famlet paa den
og øste Jorden op med de bare Hænder, det gjorde han. Men intet av dette
var Kjærtegn. Han var varm, men varm av Idighet.

Om han nu prøvet Vogstangen igjen? Han stak den ned der hvor han hadde
mest Von -- nei. Det var da en aparte Trods og Paastaaelighet hos en
Sten! Men det syntes at gaa, Isak prøvet igjen og har Haap, Jordbryteren
hadde paa Følelsen at Stenen ikke længer var uovervindelig. Saa glap
Vogstangen og kastet Isak til Jorden. Fan! sa han. Det undslap ham. Hans
Lue hadde i det samme faat et Skubb og var blit hængende paa Siden, han
saa røverisk ut, spansk ut. Saa spyttet han.

Der kommer Inger. -- Nei nu maa du komme og faa dig Mat, Isak! sier hun
aldeles god og snil. -- Ja, svarer han, men han vil ikke ha hende
nærmere og vil ikke ha nogen Prat. Aa den Inger, hun skjønte ingen Ting,
hun kom: Hvad du har tænkt ut nu? spør hun for at gjøre ham blid med at
han næsten daglig tænkte ut noget storartet. -- Men Isak er saa morsk,
frygtelig morsk, han svarer: Nei det vet jeg ikke! -- Og Inger paa sin
Side saa taapelig, uf, hun spør og snakker mere til ham og gaar ikke. --
Efterdi du har set det, sier han, saa vil jeg ha op denne Stenen! --
Naa, vil du ha han op? -- Ja. -- Jeg kan vel ikke hjælpe dig? spør hun.
-- Isak ryster paa Hodet. Men det var ialfald et pent Træk av Inger at
ville hjælpe ham og han kunde ikke længer bite hende fra sig: Dersom at
du kan bie ørlite! sa han og løp hjem efter Slægge og Sæt.

Kunde han faa gjort Stenen litt ru ved at slaa av den en Flis paa det
rette Sted vilde Vogstangen faa bedre Tak. Inger holder Sæthammeren og
Isak slaar. Slaar, slaar. Jo det lykkes, en Flis brister av. -- Ja nu
skal du ha Tak for Hjælpen, sier Isak. Og du skal ikke vør mig med Maten
for som først, jeg vil ha op denne Stenen!

Men Inger gaar ikke. Og i Grunden liker Isak godt at hun staar og ser
paa ham under Arbeidet, det er noget han har likt helt fra unge Dager.
Og se, han faar et velsignet Fæste for Vogstangen og veier op -- Stenen
rører sig! -- Han rører sig! sier Inger. -- Du aper vel ikke? spør Isak.
-- Aper jeg! Han rører sig!

Saa langt var han kommet, den lettet sig saavidt, for Pokker, han hadde
vundet Stenen for Saken, det blev Samarbeide mellem dem. Isak heiser og
husker paa Stangen og Stenen rører sig, men heller ikke mere. Han driver
paa en Stund til, det blir til ingenting. Han forstaar med ett at det
ikke bare er et Spørsmaal om Kropstyngde fra hans Side, han har ikke
længer Kræfterne fra fordum, det er Tingen, han har mistet den seige
Svai i Legemet. Kropstyngde? Det var ingen Sak at lægge sig paa og bryte
den svære Stang. Han var blit vekere var han, slik saa det ut. Dette
fylder den taalsomme Mand med Bitterhet; hadde endda ikke Inger staat og
set paa det!

Pludselig opgir han Vogstangen og griper Slæggen. Det var Sinnet som tok
ham, han er i Stemning til at gaa voldsomt tilværks. Se, han har
fremdeles Luen paa ene Øret og er røverisk, nu vandrer han vældig og
truende rundt Stenen for likesom at sætte sig selv i det rette Lys til
den, ho, han synes at ville efterlate denne Sten som en Ruin imot før.
Hvorfor skulde han ikke gjøre det? En Sten man hater til Døden er det
bare en Formalitet at knuse. Og om Stenen gjorde Motstand, om den ikke
lot sig knuse? Den skulde faa se hvem som blev den Overlevende av dem!

Men saa sier Inger aldeles litt frygtsomt igjen, for hun skjønner vel
hvad som gjærer i Manden; hun sier: End om vi begge to lægger os paa
Tømmerstokken? og med Tømmerstokken mente hun Vogstangen. -- Nei! roper
Isak rasende. Men efter et Øiebliks Omtanke sier han: Jaja -- eftersom
at du er her endda, men jeg forstaar ikke hvorfor du ikke gaar hjem. Lat
os prøve!

Og saa faar de Stenen paa Kant. Det lykkes. Puh! sier Isak.

Men nu aapenbarer sig for deres Øine noget uventet: Undersiden av Stenen
er en Flate, umaatelig vid, vakkert skaaret, jævn, slet som et Gulv.
Stenen er bare den ene Halvdel av en Sten, den anden Halvdel er nok et
Sted i Nærheten. Isak kjendte godt til at to Halvdeler av samme Sten
kunde ha forskjellig Leie i Jorden, det var vel Tælen som gjennem lange
Tidsrum har fjærnet dem fra hverandre; men hele Fundet forundrer og
glæder ham, det er en Gagnsten av bedste Slag, en Dørhelle. En større
Pengesum vilde langtfra ha fyldt Markboens Hjærte med saa megen
Tilfredshet. En fin Dørhelle! sier han stolt. -- Inger utbryter i god
Tro: Jeg forstaar ikke hvorledes du kunde vite det! -- Hm! sa Isak,
trodde du jeg grôv her i Jorden for ingenting!

De gaar hjem sammen, Isak snyter sig til en ufortjent Beundring, den
smaker ikke meget forskjellig fra den fortjente. Han lægger ut om at han
har været paa Jagt efter en ordentlig Dørhelle i al den Tid, nu hadde
han fundet den. Fra nu av var det heller intet mistænkelig ved hans
Arbeide paa Tomten, han kunde rote saa meget han vilde der under Paaskud
av at lete efter den anden Halvpart av Dørhellen. Da Sivert kom hjem fik
han endog ham til at hjælpe sig.

Men naar det var slik fat at han ikke længer kunde gaa ut alene og bryte
en Sten op av Jorden saa hadde meget forandret sig, det saa farlig ut,
det hastet med Tomten. Alderen hadde indhentet Isak, han begyndte at
modnes for Kaarstuen. Den Triumf han hadde tilvendt sig da han fandt
Dørhellen smuldret for ham i Dagenes Løp, den var uægte og uvarig. Isak
kom til at lute naar han gik.

Var det ikke saa at han engang i sit Liv kunde bli opmærksom og
spilvaken naar nogen sa Sten til ham og sa Grøft til ham? Det var ingen
Tid siden, bare nogen Aar. Og da maatte jo den som saa skjevt til en
tørlagt Myr helst agte sig for ham. Nu begyndte han saa smaat at ta alt
slikt med mere Ro, aaja Herregud! Intet var som før, hele Marken var
forandret, denne brede Telegrafvei gjennem Skogen var ikke før, Bergene
oppe ved Vandet var ikke skutt sønder og sammen før. Og Menneskene? Sa
de Freden! naar de kom og Bliv i Freden! naar de gik? De nikket bare, og
ikke engang nikket.

Men saa var det jo heller intet Sellanraa før, det var bare en
Torvgamme; men hvad var det nu? Og saa var det heller ingen Markgreve
før.

Ja men hvad var Markgreven nu! Bare en sørgelig og visnet Menneskemand.
Hvad nyttet det at æte og ha gode Tarmer naar det ikke længer blev
Kræfter av det? Det var Sivert som hadde Kræfterne nu, og Gudskelov for
at Sivert hadde dem; men tænk, om ogsaa Isak selv hadde hat dem! Hvad
skulde det være godt for at hans Hjul begyndte at sagtne? Han hadde
virket som en Kar, hans Ryg hadde utholdt Lastdyrets Bører, herefter
skulde han vise Utholdenhet i at hvile den paa en Krak.

Isak er misfornøid, Isak er tungsindt.

Her ligger nu en gammel Sydvest og rotner paa Bakken. Det er Stormen som
har ført den hit i Skogkanten, eller kanske det er Smaagutterne engang
da de var smaa. Den ligger her Aar efter Aar og rotner mere og mere, men
det var engang en ny Sydvest og var gul over det hele. Isak husker da
han kom hjem med den fra Handelsmanden og Inger sa det var en pen
Sydvest. Et Par Aar efter gik han til Maleren nede i Bygden og fik
sværtet Sydvesten blank og sort og fik malet grøn Skjærm paa den. Da han
kom hjem nu syntes Inger det var en penere Sydvest end nogen Gang. Inger
syntes altid det var bra altsammen, aa det var en god Tid, han hugget
Favnved og Inger saa paa, det var hans bedste Tid. Og naar Mars og April
kom saa blev han og Inger gale efter hverandre, akkurat som Fugler og
Dyr i Skogen, og naar Mai kom saa saadde han Kornet og satte Poteten og
trivedes Døgnet rundt. Det var Arbeide og Søvn, Kjærlighet og Drømmeri,
han var som den første Storoksen, og den var et Vidunder, stor og blank
som en Konge naar den kom. Men det er ikke en slik Mai mere nu om
Aarene. Findes ikke.

I nogen Dager var Isak meget nedtrykt. Det var mørke Dager. Han kjendte
hverken Lyst eller Kræfter i sig til at ta fat paa Foderhuset, det fik
bli Siverts Sak engang; det som det nu galdt om var Kaarstuen. I Længden
kunde han ikke skjule for Sivert at det var en Tomt han ryddet her i
Skogkanten, og en Dag saa aapenbaret han det: Der er en god Sten dersom
at vi skulde mure noget, sa han. Og der er en god Sten til, sa han. --
Sivert forandret ikke en Mine, men svarte: Rene Syllstener! -- Nei hvad
du mener om det, sier Farn: saa længe har vi nu rotet omkring efter den
andre Dørhellen at det kunde bli en skarve Tomt her? Men jeg vet ikke.
-- Det skulde vel ikke være uvennes til Tomt her! svarer Sivert og
kaster Øinene utover Plassen. -- Naa, mener du det. For det kunde nu
gjærne staa en liten Stue her som vi kunde hyse Folk i om her kom nogen.
-- Ja. -- Det maatte vel være Stue og Kammers? Du saa hvorledes at det
var da de svenske Herrerne kom hit sist, og nu har vi ingen Nybygning
til dem. Men hvad du tror: det maatte vel være et lite Kjøkken ogsaa om
de skulde ville koke? -- De kan jo ikke være snoft fri for et lite
Kjøkken og gjøre os til Spot, vet jeg, sa Sivert. -- Naa, mener du
det. --

Farn tidde. Men den Sivert var en forunderlig Gut til at skjønne og faa
fort ind i Hodet hvad som trængtes til en Stue for svenske Herrer,
aldrig saa spurte han et Spørsmaal engang, men han sa: Var du som jeg
saa satte du en liten Skjaa i Nordvæggen. Det er godt for dem at ha en
Skjaa om de skulde ville hænge op vaate Klær. -- Farn griper straks til:
Du sier noget! --

De tier begge og arbeider med Stener. Om en Stund sier Farn: Ja han
Eleseus var ikke hjemkommen, nei? -- Sivert svarer undvikende: Han
kommer nu snart. --

Det var nu dette med Eleseus, han var saa opsat paa at ligge borte,
ligge paa Reise. Kunde han ikke skrive efter Varer istedet for at staa
paa Stedet og kjøpe dem? Han fik dem saa meget billigere, javel; men
hvormeget kostet Reiserne? Han var saa sælsom i Tankegangen. Og hvad
skulde han med mere Bomuldstøi og forskjellige Silkebaand til Daapsluer
og sorte og hvite Halmhatter og lange Tobakspiper? Ingen Markbo kjøpte
slikt og Kunderne fra Bygden de kom bare op til Storborg hver Gang de
var fri for Penger. Eleseus var dygtig nok paa sin Vis, aa man skulde se
ham skrive paa Papir eller notere op et Regnestykke med Kridt! Jeg
maatte ha hat dit Hode! sa Menneskene til ham da. Alt dette var rigtig
nok, men han satte formeget ut. Disse Bygdefolk betalte jo aldrig sin
Skyld og endog slike Stakkarer som Brede Olsen var kommet til Storborg i
Vinter og hadde faat Bomuldstøi og Kaffe og Sirup og Parafin paa Kredit.

Isak har jo alt nu lagt ut store Penger for Eleseus og hans Handel og
hans Reiser, han har ikke saa overlag meget igjen av Rikdommen for
Kobberfjældet, og hvad siden? -- Hvorledes tror du det gaar med han
Eleseus? spør Isak pludselig. -- Gaar? spør Sivert tilbake for at vinde
Tid. -- Det ser ikke ut for at gaa. -- Han har god Tro paa det selv. --
Naa, har du snakket med ham om det? -- Nei. Han Andresen sa det. -- Farn
tænker paa det og ryster paa Hodet: Nei det gaar nok ikke! sier han. Men
det er Synd i han Eleseus!

Og mere og mere mørk blir Farn, han var ikke for lys til Sinds før.

Da skinner Sivert frem med en Nyhet: Her kommer nu flere Folk i Marken.
-- Hvorledes? -- To Nybyggere til. De har kjøpt opimot os. -- Isak blir
staaende med Spetet i Haanden, det var en stor Nyhet og en god Nyhet, en
av de bedste: Saa blir vi ti i Marken, sier han. Isak faar nærmere Rede
paa hvor de nye Mænd har kjøpt, han har hele Markens Geografi i Hodet og
nikker: Ja det har de gjort Ret i, der er godt med Vedskog, der er ogsaa
en og anden Tømmerfuru. Jorden hælder mot Sydøst.

Men saa fik jo ingenting Bugt med Nybyggerne, her kom nye Folk.
Bergværksdriften ophørte, men det blev bare til Gagn for Jordbruket, det
var ikke sandt at Marken laa og døde, tværtimot, den begyndte at yre av
Liv, to nye Mænd til, fire Hænder til, Aker, Eng og Hjem. Aa de grønne
Smaavidder inde i en Skog, Hytten og Kilden, Børn og Dyr! Det duver Korn
paa Myrene hvor før stod Kjærringrok, det nikker Blaaklokker paa
Rabbene, det flammer Solgule i Tiriltungen bortenfor Husene. Og der gaar
Menneskene og snakker og tænker og er sammen med Himmel og Jord.

Her staar nu første Mand i Marken. Han kom gaaende tilknæs i Myrer og
Lyng, han fandt en Li og bosatte sig der. Andre kom efter ham, de
trampet en Sti i den øde Almenning, atter andre kom, Stien blev Vei, nu
kjørte de med Kjærre paa den. Isak maa føle sig tilfreds, et Ryk maa gaa
gjennem ham av Stolthet: han var Grundlæggeren av denne Bygd, han er
Markgreven.

Jaja, vi kan ikke gaa og rote paa denne Tomten hele Tiden dersom at vi
skal faa op Foderhuset iaar, sa han.

Det sa han vel i pludselig lyst Lune, i nyt Mot paa Livet.




X


Det gaar et Kvindfolk opover Marken. Det falder en jævn Sommerregn, hun
blir vaat, men det bryr hun sig ikke om, hun har andet at tænke paa, hun
er spændt -- det er Barbro og ingen anden, Barbro hans Brede. Javist er
hun spændt: hun vet ikke hvorledes Æventyret vil ende, men hun er kommet
bort fra Lensmandens og har forlatt Bygden. Slik er det.

Hun gaar utenom alle Nybygg opover Marken fordi hun vil undgaa
Mennesker; enhver vilde jo forstaa hvor hun agter sig hen da hun bærer
en Bør med Klær paa Ryggen. Javel hun agter sig til Maaneland og vil
være der igjen.

Nu har hun tjent i ti Maaneder hos Lensmandens, og det er ingen kort Tid
utregnet i Dager og Nætter, men det er en Evighet utregnet i Tvang og
Længsler. I Begyndelsen gik det rigtig godt, Fru Heyerdahl var saa
omhyggelig for hende og gav hende Forklær og staset hende op, det var en
Lyst at bli sendt Ærend til Kramboden med saa pene Klær paa. Barbro
hadde jo engang været Barn her i Bygden, hun kjendte alle Folk fra hun
lekte her, gik paa Skolen her, kysset Gutterne her og spillet
forskjellige Spil med Stener og Skjæl. Det gik godt et Par Maaneder. Men
saa blev Fru Heyerdahl endda mere omhyggelig og da Julemoroerne begyndte
blev Fru Heyerdahl stræng. Hvad skulde nu det være til uten for at
ødelægge det gode Forhold! Barbro vilde ikke ha holdt det ut dersom ikke
visse Nattetimer hadde været hendes egne: fra Klokken to til seks om
Morgningen kunde hun være nogenlunde tryg, og hun fik sig mangen
stjaalen Fornøielse i de Timer. Hvad Slags Pike var saa Kokka som ikke
mældte hende? En almindelig Pike av denne Verden: Kokka var selv uloves
ute. De skiftet paa til Vaktholdet.

Det tok ogsaa lang Tid før det blev opdaget. Barbro var ingenlunde saa
letsindig at det stod skrevet utenpaa hende, nogen Slags Fordærvelse var
det umulig at tillægge dette Menneske. Fordærvelse? Hun gjorde den
Motstand hun skulde. Naar Gutterne bad hende til Juledans sa hun Nei en
Gang, to Ganger, men den tredje Gang svarte hun: Jeg skal prøve at komme
fra to til seks! Se, slik svarer et skikkelig Kvindfolk og gjør sig ikke
værre end hun er og staser ikke med Frækhet. Hun var en Tjenestepike,
hun tjente Tiden lang og visste ikke om anden Moro end Flokseriet. Det
var ogsaa alt hun begjærte. Lensmandsfruen kom og gav hende Foredrag og
laante hende Bøker -- den Narrehætte! Barbro som hadde levet i Bergen og
læst Aviser og været i Teatret! Hun var intet Gudsord fra Ødemarken.

Men Lensmandsfruen maatte ha faat Mistanke, hun staar en Morgen Klokken
tre foran Pikernes Dør og kalder: Barbro! -- Ja, svarer Kokka. -- Nei er
ikke Barbro der? Luk op! -- Kokka aapner Døren og gir den Forklaring hun
skal: at Barbro, nei hun maatte nødvendig rænde hjem som snarest. --
Hjem, som snarest? Klokken er tre om Natten, sier Fruen og utvikler
dette nærmere. Om Morgningen blev det stort Forhør, Brede blev tilkaldt
og Fruen spurte: Var Barbro hjemme hos dere Klokken tre i Nat? -- Brede
er uforberedt, men svarer Ja. Jo Klokken tre? I Nat? Vi blev endda
sittende saa længe fordi det var noget vi skulde snakke om, svarer
Barbros Far. -- Lensmandsfruen kundgjør høitidelig: Barbro gaar ikke
mere ut om Nætterne! -- Neinei, svarer Brede. -- Ikke saa længe hun er
her i Huset. -- Nei. Ja der hører du, Barbro, jeg sa det til dig! sier
Farn. -- Du kan gaa til dine Forældre om Formiddagen nu og da! bestemmer
Fruen.

Men den aarvake Lensmandsfruen var vel allikevel ikke blit helt kvit sin
Mistanke, hun ventet en Ukes Tid og tok Stikprøve igjen ved Firetiden en
Morgen: Barbro! kaldte hun. -- Aa men dennegang var Kokka ute og Barbro
hjemme, Pikerummet var altsaa fuldt av Uskyldighet. Fruen maatte
skyndsomt finde paa noget: Tok du ind Vasken igaaraftes? -- Ja. -- Det
var godt, for det begynder at blaase saa ute. Godnat!

Det var forresten brydsomt for Lensmandsfruen at faa Lensmanden til at
vække sig om Nætterne og saa selv labbe over til Pikerne og høre om de
var hjemme. Det fik gaa som det vilde, hun gjorde det ikke mere.

Og hvis nu Lykken ikke hadde svigtet kunde Barbro nok ha holdt Aaret ut
med sin Matmor paa denne Maate. Men saa for nogen Dager siden skred det
ut med dem.

Det var en tidlig Morgen i Kjøkkenet. Barbro hadde først været litt
usams med Kokka, ja ikke saa ubetydelig usams heller, de talte høiere og
høiere og glemte at Fruen kunde komme. Kokka hadde baaret sig usselt ad
og snytt sig ut i Nat utenfor Tur fordi det var Søndagsnat. Og hvad
undskyldte hun sig med? Maatte hun ut og ta Avsked med en kjær Søster
som skulde reise til Amerika? Ikke Spor, Kokka undskyldte sig slet ikke,
hun hævdet at hun hadde hat denne Søndagsnat tilgode. -- At du ikke har
Sandhet og Ære i Livet, dit Kreatur! sa Barbro.

Fruen stod i Døren.

Hun hadde kanske oprindelig tænkt at be om Forklaring paa denne
Høirøstethet, men hun svarte paa Pikernes Godmorgen og gav sig pludselig
til at se visst paa Barbro, paa Brystsmekken til Barbro, at lute sig
frem og se endda vissere paa den. Det begyndte at bli uhyggelig. Og
pludselig sætter Fruen i et Skrik og viker til Døren. Hvad i Alverden er
det? tænker vel Barbro og ser sig i Brystet. Naa Herregud, en Lus!
Barbro maa smile litt, og da hun ikke er uvant med at handle under
overordentlige Omstændigheter knipser hun Lusen av sig. -- Paa Gulvet?
skriker Fruen. Er du gal? Ta Dyret op! -- Ja Barbro begynder at lete og
handler atter flinkt: hun later som hun finder Lusen og kaster den
herlig ind i Kokeovnen.

Hvor har du faat den fra? spør Fruen ophidset. -- Hvor jeg har faat den?
svarer Barbro. -- Ja jeg vil vite hvor du har været og hentet den paa
dig. Svar! -- Nu gjorde Barbro den skammelige Feil at hun ikke sa: Paa
Kramboden! Det vilde ha været fuldgodt. Nei hun visste ikke hvor hun
kunde ha faat Lusen, men hun luret paa om hun ikke hadde faat den av
Kokka. -- Kokka øieblikkelig høit iveiret: Av mig? Du er god nok selv
til at drage paa dig Lus! -- Men det var du som var ute i Nat. --

Feil igjen, hun skulde aldrig ha nævnt det. Kokka hadde ikke længer
nogen Grund til at tie, og nu kom altsammen for en Dag om de ulykkelige
Utenætter. Lensmandsfruen er i høieste Ophidselse, Kokka har hun intet
med, det er Barbro det gjælder, Piken som hun er gaat god for. Og endda
kunde kanske ogsaa alt ha blit reddet dersom Barbro hadde bøiet Hodet
som et Siv og sunket i Jorden og git nogen forunderlig stærke Løfter for
Fremtiden, men nei. Fruen maatte tilsist minde sin Barnepike om alt hun
har gjort for hende, og da begyndte sandelig Barbro at svare, at sætte
op, hun var saa dum. Ja eller hun var kanske saa klok at hun nu vilde
sætte Saken paa Spidsen og komme sig herfra? Fruen sa: Jeg har revet dig
ut av Lovens Klør. -- Hvad det angaar, svarte Barbro, saa var jeg like
sæl om Dokker ikke hadde gjort det. -- Det er Takken jeg har! sa Fruen.
-- Skal vi tie om det, skal vi tale om det, sa Barbro. Jeg kunde da blit
dømt, det hadde nu allikevel ikke blit mere end som nogen Maaneder, og
saa var jeg kvit med det! -- Fruen blir maalløs et Øieblik, jo en liten
Stund staar hun bare og aapner Munden og lukker den igjen. Det første
Ord hun faar frem er Avskeden. -- Barbro svarte bare: Jaja, net som
Dokker vil!

De Dager som er gaat siden har Barbro opholdt sig hjemme hos Forældrene.
Men der kunde hun ikke vedbli at være. Ikke for det, Morn drev med
Kaffehandel nu og det kom noksaa mange Folk til Huset, men Barbro kunde
ikke leve av det, hun kunde jo ogsaa ha andre gode Grunder til at komme
i en fast Stilling. Saa idag tok hun en Sæk med Klær paa Ryggen og
begyndte en Vandring opover Marken. Nu kom det an paa om Aksel Strøm
vilde motta hende! Men hun hadde faat Lysning forrige Søndag.

Det regner, det er et griset Føre, men Barbro gaar. Det kvældes, men da
det endda ikke er Olsok Tide blir det ikke mørkt. Stakkars Barbro, hun
sparer sig ikke, men gaar sit Ærend hun og, hun skal et Sted hen og
begynde paa næste Strid. Hun har i Grunden aldrig sparet sig, aldrig
været lat, derfor er hun ogsaa pen og fin av Skapning. Barbro har let
Nemme og bruker det ofte til eget Fordærv, hvad andet var at vente? Hun
har lært at redde sig fra Nød til Nød, men hun har berget med sig
forskjellige gode Egenskaper, et Barns Død er ingenting for hende, men
et levende Barn kan hun gi Gotter. Saa har hun et utmærket Musikøre, hun
klunker bløtt og rigtig paa Gitaren og synger til med hæst Mæle, det er
behagelig og litt sørgelig at høre paa. Nei sparet sig selv? Ho, saa
lite at hun har kastet hele sig selv bort og mærker intet Tap ved det.
Nu og da graater hun og faar sit Hjærte til at briste over et og andet i
sit Liv, det hører til, det kommer av de Viser hun synger, det er
Poesien og søta Vennen i hende, hun har narret sig selv og mange andre
med det. Hadde hun kunnet ta Gitaren med idag vilde hun ha klunket litt
for Aksel i denne Kvæld.

Hun lager det saa at hun kommer sent frem og alt er stille paa Maaneland
da hun stiger ind paa Tunet. Se, Aksel har alt begyndt Slaatten omkring
Husene og har faat litt Tørhøi ind! Saa regner hun ut at Oline som er
gammel ligger inde i Kammerset, Aksel ligger da her ute i Høihuset hvor
hun selv engang laa. Hun gaar til den kjendte Dør og er spændt som en
Tyv, saa kalder hun sagte: Aksel! -- Hvad det er? svarer Aksel med en
Gang. -- Nei det er bare mig, sier Barbro og stiger ind. Men du kan vel
ikke hyse mig i Nat? sier hun.

Aksel ser paa hende og er litt sen av sig og sitter der i Underklærne og
ser paa hende: Naa, det er du, sier han. Hvor du skal hen? -- Ja det
kommer nu an paa for som først om at du trænger Sommerhjælp, svarer hun.
-- Aksel tænker paa det og spør: Skal du ikke være længer der du var? --
Nei jeg har sluttet hos Lensmanden. -- Jeg kunde sagtens trænge
Sommerhjælp, sier Aksel. Men hvad skal dette bety: finder du paa at
komme igjen? -- Nei du skal bare ikke vør mig, avværger Barbro. Jeg skal
gaa videre imorgen, jeg gaar til Sellanraa og over Fjældet, der har jeg
Plass. -- Naa, har de tinget dig? -- Ja. -- Jeg kunde sagtens trænge
Sommerhjælp, gjentar Aksel.

Hun er saa vaat, hun har Klær med i Sækken og maa skifte. Ja du skal
ikke vør om at jeg er her, sier Aksel og viker bare litt mot Døren.
Barbro tar de vaate Klær av og imens taler de sammen, Aksel vender ofte
Hodet mot hende. -- Nei nu maa du gaa ut ørlite! sier Barbro. -- Ut?
svarer han. Og det var nu heller ikke Veir til at gaa ut i. Han staar og
ser paa at hun blir mere og mere naken, det er ikke til at faa Øinene
ifra, og saa tankeløs Barbro er, hun kunde godt ha tat tørre Plagg paa
efterhvert som hun skiftet de vaate av, men det gjorde hun ikke. Særken
er saa tynd og klæber til, hun knapper op paa den ene Aksel og snur sig
bort, hun er saa øvet. Han tier i dette Øieblik bom stille og ser at hun
bruker bare et Strøk eller to og vasker Særken nedover sig. Det var
makeløst gjort, syntes han. Og der staar hun saa aldeles tankeløs.

Senere blev de liggende og prate sammen. Jo han trængte Sommerhjælp, det
feilet ikke. -- Ja det snakker de paa, sier Barbro. -- Han hadde begyndt
Slaatten og Høiingen paany et Aar alene, Barbro kunde vel selv skjønne
hvor opraadd han var. -- Jo Barbro skjønte alt. -- Paa den anden Side
var det netop Barbro som hadde rømt dengang og sat ham fast for
Kvindfolkhjælp, han kunde ikke glemme det, og hun hadde tat Ringene med.
Atpaa al Forsmædelsen saa vedblev jo ogsaa Bladet hendes at komme, denne
Bergensavisen som han holdt paa ikke at bli kvit nogensinde, han hadde
maattet betale for et helt Aar efterpaa. -- Det var da et skammelig
Blad! sa Barbro og holdt med ham hele Tiden. -- Men ved saa stor
Føielighet kunde heller ikke Aksel være et Umenneske, han medgav at
Barbro kunde ha Grund til at ærgre sig over ham tilbake fordi han hadde
tat Telegrafopsynet fra hendes Far. Men forresten saa kan nu Far din faa
Telegrafen sin igjen, sa han, jeg gir ikke om han, det er bare Tidhæft.
-- Ja, sa Barbro. -- Aksel tænkte en Stund, saa spurte han bent ut: Ja
hvorledes er det nu, skal du være bare for Sommeren? -- Nei, svarte
Barbro, det skal bli som du vil. -- Naa, er det din Agt og Mening? --
Ja. Net som du vil saa vil jeg ogsaa. Du gjør ikke at tvile paa mig
mere. -- Naa. -- Nei. Og jeg har faat lyst for os. --

Naa. Det var ingenlunde ilde. Aksel blev liggende længe og tænkte over
det. Hvis det dennegang var Alvor og ikke atter en skammelig Svik saa
hadde han sjøleiendes Kvindfolk og var hjulpen for al Tid. -- Jeg kunde
faa et Kvindfolk hjemmefra, sa han, og hun har skrevet at hun vilde ha
mig. Men saa maatte jeg koste hende hjem fra Amerika. -- Barbro spør:
Naa, er hun i Amerika? -- Ja. Hun reiste ifjor; men hun trives ikke. --
Nei du skal ikke vør hende! erklærer Barbro. Hvad skulde det saa bli av
mig? spør hun og begynder at røres. -- Nei derfor saa har jeg heller
ikke gjort det visst med hende. --

Nu vilde vel Barbro ikke staa tilbake hun heller, hun bekjendte at hun
kunde ha faat en Gut i Bergen og han var Kjører for et overhændig stort
Bryggeri, saa han var meget betrodd. Og han gaar visst endda og sørger
paa mig, sier Barbro hikstende. Men du vet at naar to Folk har hat saa
meget tilsammens som du og jeg, Aksel, saa kan ikke jeg glemme han. Saa
faar du glemme mig saa meget du vil! -- Hvem, jeg? svarer Aksel. Nei for
den Saks Skyld saa skal du ikke ligge og graate, for jeg har aldrig
glemt dig. -- Naa. --

Denne Tilstaaelse hjælper godt paa Barbro og hun sier: Og korsom er: at
koste hende hjem like fra Amerika naar at du kan slippe! -- Hun
fraraader ham hele Foretagendet, det vilde bli for dyrt og han var ikke
nødd om det. Barbro syntes at ha sat sig i Hodet at ville grunde hans
Lykke selv.

De blev enige i Nattens Løp. De var jo ikke fremmede for hverandre, men
hadde saa ofte drøftet hver Ting før. Endog den nødvendige Vielse skulde
foregaa før Olsok og Slaatten, de behøvet ikke at forstille sig og
Barbro var nu selv den ivrigste til at skynde paa. Det støtte ikke Aksel
at Barbro var ivrig og vakte ingen Mistanke hos ham, tværtimot, hendes
Hast smigret ham og ophidset ham. Javel, han var en Markens Mand, en
Hardhaus, han var lite nøie paa det, Pokkers lite smældfin, han var nødt
til et og andet, han saa paa Nytten. Dertil kom at Barbro var saa ny og
pen for ham igjen, næsten litt nydeligere end før. Hun var som et Æble,
og han bet i det. Det var jo alt lyst for dem.

Om Barneliket og Forhøret tidde begge.

De talte derimot om Oline, at hvorledes skulde de bli kvit hende? Ja hun
maa ut! sa Barbro. Vi har ikke at takke hende for nogen Ting. Hun er
bare Sladder og Ondskap. -- Men det viste sig vanskelig at faa Oline
væk.

Allerede den første Morgen da Barbro kom tilsyne ante vel gamle Oline
sin Skjæbne. Hun blev øieblikkelig ilde ved, men skjulte det og nikket,
satte Stol frem. Det hadde gaat en Dag isenn paa Maaneland, Aksel hadde
jo baaret Vand og Ved og gjort det allertyngste Arbeide for hende og
Oline hadde greid Resten. Hun var i Tidens Løp blit enig med sig selv om
at være paa Nybygget sit Liv ut, men nu kom Barbro og gjorde dette til
intet.

Dersom at her hadde været et Kaffekorn i Huset saa skulde du ha faat
det, sa hun til Barbro. Skal du længer opover Marken? -- Nei, svarte
Barbro. -- Naa, du skal ikke længer opover? -- Nei. -- Jaja det er ikke
noget som skjeller mig, sa Oline. Skal du nedover igjen? -- Nei ikke det
heller. Jeg blir nu her for som først. -- Naa, skal du være her? -- Ja
det blir vel til det. --

Oline venter en Stund, hun bruker sit gamle Hode, det er alt fuldt av
Politik: Ja, sier hun, saa slipper vel jeg. Og glad skal jeg være! --
Naa, sier Barbro for Spøk, har han Aksel været saa skarvagtig imot dig?
-- Skarvagtig? Han? Du skal ikke vør at ape med et gammelt Menneske som
bare gaar og bier paa Forløsningen! Han Aksel han har været som en Far
og en høi Utsending for mig hver en Dag og Time, jeg skal ikke si andet.
Men det er nu saa at jeg har ingen av mine her i Marken, jeg gaar øde og
forlatt paa andre Folk sin Jord og har alt mit Folk paa andre Siden av
Fjældet. --

Men Oline blev værende. De kunde ikke skille sig med hende før efter
Vielsen, og Oline drog svært paa det, men sa tilsist Ja at hun vilde
gjøre dem den Tjenesten at passe Huset og Dyrene naar de skulde vies.
Det tok to Dager. Men da de Nygifte kom hjem gik ikke Oline endda. Hun
forhalet Tiden, den ene Dagen var hun ussel, sa hun, den andre Dagen saa
det ut til Regn. Hun godsnakket med Barbro at nu var det blit anden
Forskjel i Maten paa Maaneland, i Kostholdet, og det var blit en anden
Forskjel med Kaffe i Huset! Aa Oline skydde intet, hun spurte Barbro
tilraads om Ting som hun visste bedre selv: Hvad du mener, skal jeg
mælke Kjyrene eftersom at de staar i Baasene eller skal jeg ta ho
Bordelin først? -- Det kan du gjøre som du vil med. -- Ja er det ikke
det jeg sier! utbryter Oline. Du har nu været ute i Verden og været
iblandt høie og fornemme Folk og lært alt. Det er ikke saa med en anden
Stakkar!

Nei Oline skydde intet, men drev Politik Døgnet rundt. Sat hun ikke
ogsaa og fortalte Barbro hvor gode Venner og vel forlikt hun var med
hendes Far, med Brede Olsen! Ho, hun hadde hat mangen trøisom Stund med
ham, han var slik en godlidendes og grom Mand, han Brede, og aldrig at
høre et morskt Ord i hans Mund!

Men dette gik ikke i Længden, hverken Aksel eller Barbro vilde ha Oline
længer og Barbro tok alt Arbeidet fra hende. Oline klaget ikke, men hun
saa med farlige Glimt efter sin Matmor og skiftet saa smaat Tone: Ja
dokker er nu meget til Folk! sa hun. Han Aksel var en Tur i Byen ifjor
Høst, du traf ham vel ikke? Nei du var i Bergen. Men han reiste ens
Ærend og kjøpte Slaamaskine og Harvemaskine. Hvad er de paa Sellanraa
imot dokker nu? Ikke det Slag!

Hun utstraalet smaa Naalestik, men heller ikke det hjalp, Herskapet
frygtet hende ikke, Aksel sa bent ut til hende en Dag at nu maatte hun
gaa. -- Gaa? spurte Oline. Hvorledesen? Skal jeg krype? Nei hun nægtet
at gaa under Paaskud av at hun var ussel og vann ikke at røre Benene. Og
saa galt skulde jo hænde: da Arbeidet blev tat fra hende og hun sattes
ut av al Virksomhet faldt hun sammen og blev virkelig syk. Hun gik og
drog sig en Ukes Tid endda, Aksel saa rasende til hende, men Oline blev
værende av Ondskap, tilsist maatte hun tilsengs.

Og nu laa hun aldeles ikke og biet paa Forløsningen, men talte tværtimot
Timerne til at hun skulde komme op igjen. Hun forlangte Doktor, en
Storagtighet som var ukjendt i Marken. -- Doktor? spurte Aksel, er du
ifra dig? -- Hvorledes? spurte Oline mildt tilbake og forstod ingen
Ting. Ja hun var saa mild og melet, saa lykkelig over at hun ikke faldt
andre til Byrde, hun kunde betale Doktoren selv. -- Naa, kan du det?
spurte Aksel. -- Naa, kan jeg ikke det? sa Oline. Og desforuten saa skal
jeg vel ikke ligge her og dø som et Dyr for Frelserens Aasyn. -- Nu
blandet Barbro sig i det og spurte uforsigtig: Hvad som mankerer? Faar
du ikke Maalene dine som at jeg bærer ind til dig? Men Kaffe det har jeg
nægtet dig i en god Mening. -- Er det du, Barbro? sier Oline og snur
bare Øinene efter hende, hun er meget daarlig og ser uhyggelig ut med de
vrængte Øine: Det maa vel være som du sier, Barbro, at jeg vilde bli
værre av en ørliten Draape Kaffe, av et Skeblad med Kaffe. -- Var du som
jeg saa hadde du nu andet at tænke paa end som Kaffe, sa Barbro. -- Er
det ikke som jeg sier! svarte Oline. Du var aldrig av dem som vilde et
Menneskes Død, men at han skulde omvende sig og leve. Hvad -- jeg ligger
og ser -- er du paa Barnveien, Barbro? -- Jeg? roper Barbro og lægger
rasende til: du var værd at jeg tok og kastet dig paa Dungen for Munden
din!

Her tier den Syke et tankefuldt Øieblik, men hendes Mund dirrer som om
den absolut vil smile og ikke maa. -- Jeg hørte i Nat noget som ropte,
sier hun. -- Hun er ifra sig! hvisker Aksel. -- Nei jeg er ikke ifra
mig. At det likesom ropte. Det kom ifra Skogen eller ifra Bækken. Det
var forunderlig, akkurat som et lite Barn som skrek. Gik ho Barbro? --
Ja, sa Aksel, hun vil ikke høre længer paa Tullet dit. -- Jeg tuller
ikke, jeg er ikke saa ifra mig som dokker tror, sier Oline. Nei det er
ikke den Almægtiges Vilje og Behag at jeg skal gaa ind for Tronen og
Lammet endda med alt det jeg vet om Maaneland. Jeg kommer mig nok igjen;
men du skal hente Doktoren til mig, Aksel, saa gaar det snarere. Hvad
det nu er for en Ku du vil gi mig? -- Hvad for en Ku? -- Kua som du
lovet mig. Er det ho Bordelin? -- Du bare snakker over dig, sier Aksel.
-- Du vet du lovet mig en Ku da jeg reddet Livet dit. -- Nei det vet jeg
ikke. --

Da løfter Oline Hodet op og ser paa ham. Hun er saa skaldet og graa,
Hodet staar op fra en lang Fuglehals, hun er æventyrlig og frygtelig,
det gaar et Ryk gjennem Aksel og han famler bak sin Ryg efter
Dørklinken. -- Naa, sier Oline, du er av det Slaget! Saa snakker vi ikke
mere om det for som først. Jeg kan leve Kua foruten ifra denne Dag og
skal ikke ta hende paa Tungen. Men det var godt at du viste dig akkurat
som den Mand du er, Aksel, saa vet jeg det til en anden Gang!

Men om Natten døde Oline, engang om Natten, hun var ialfald kold om
Morgningen da de kom ind til hende.

Gamle Oline -- født og død ....

Det var hverken Aksel eller Barbro imot at kunne begrave hende for
altid, det blev nu mindre at være paa Vakt for, de kunde være glade.
Barbro klager over Tandpine igjen, ellers er alt godt. Men dette evige
Uldtørklæde om Munden som hun maa holde væk hver Gang hun skal si et Ord
er ingen liten Plage, og Aksel skjønner ikke saa megen Tandpine. Han har
nok lagt Mærke til hendes forsigtige Tyggemaate hele Tiden, men hun
manglet jo ikke en Tand i Munden. -- Har du ikke faat dig nye Tænder?
spør han. -- Jo. -- Ja værker de ogsaa? -- Du aper og aper! svarer
Barbro forarget, skjønt han hadde spurt i god Tro. Og i sin Bitterhet
kommer hun til at gi bedre Besked: Du skjønner godt hvorledes at det er
med mig.

Hvorledes det var med hende? Aksel ser litt nøiere til og synes hun alt
har faat Mave. -- Ja men du er da vel ikke paa Barnveien? spør han. --
Jo det vet du vel, svarer hun. -- Han stirrer litt aandssvakt paa hende.
I sin Senhet blir han sittende og tælle en Stund: en Uke, to Uker, paa
tredje Uken. -- Vet jeg det? sier han. -- Barbro irriteres til det
yterste av denne Debat og smælder i at graate høit, graate forurettet:
Nei du skal bare søkke mig ned i Jorden ogsaa, saa er du skilt med mig!
sier hun.

Mærkelig hvad et Kvindfolk kunde finde paa at graate for!

Nei Aksel vilde aldeles ikke søkke hende ned i Jorden, han er en
Hardhaus til at se paa Nytten, noget Blomsterflor har han ingen Trang
til at vade i. -- Saa kan du ikke rake i Sommer? spør han. -- Kan jeg
ikke rake? svarer hun forfærdet. Og Gud, hvad et Kvindfolk ogsaa
pludselig kan smile til! Da Aksel tok det paa den Maaten saa ilet jo en
hysterisk Lykke gjennem Barbro og hun utbrøt: Jeg skal rake for to! Du
skal bare faa se, Aksel, at jeg skal gjøre alt du sætter mig til og
meget mere. Jeg skal slite mig ut og være glad atpaa, dersom bare du vil
være tilfreds!

Det blev mere Taarer og Smil og Ømhet. Det var bare de to i Ødemarken,
ingen at frygte for, aapne Dører, Sommervarme, Fluesurr. Hun var saa
føielig og hengiven, alle Ting vilde hun som han vilde.

Efter Solnedgang staar han og spænder for Slaamaskinen, han vil lægge
ned en liten Teig til Morgendagen. Barbro kommer hastig ut som om hun
har et Ærend og sier: Du Aksel, hvorledes kunde du tænke at ta nogen
hjem fra Amerika? Saa vilde hun jo ikke komme før til Vinters, og hvad
skulde du med hende da? -- Se det hadde vel Barbro fundet ut og kom nu
løpende med det som om det var nødvendig.

Men det var ingenlunde nødvendig, Aksel hadde fra første Stund indset at
naar han tok Barbro saa vandt han ind hele Sommerhjælpen for et Aar. Den
Mand gynger ikke og han tænker sig ikke hos Stjærnerne. Nu han har faat
sjøleiendes Kvindfolk til at være hjemme kan han ogsaa beholde
Telegrafen en Tid til. Det er mange Penger om Aaret og kommer vel med
saalænge han ikke kan sælge noget større fra Gaarden. Det rusler og gaar
altsammen, han er midt i Virkeligheten. Og fra Brede som nu er hans
Værfar venter han intet Overfald paa Telegraflinjen mere.

Heldet begynder at følge Aksel storveies.




XI


Og Tiden gaar, Vinteren gaar, det blir Vaar igjen.

Naturligvis maatte Isak til Bygden en Dag. De spurte ham hvad han skulde
der. Nei, det vet jeg ikke, svarte han. Men han kostet Kjærren rigtig
ren, la Sætet paa den og kjørte avsted. Og naturligvis hadde han med sig
forskjellige Matvarer som skulde til Eleseus paa Storborg. Det gik jo
aldrig Hest ut fra Sellanraa uten en eller anden Sending til Eleseus.

Naar Isak kom kjørende nedover Marken saa var ikke det en ubetydelig
Hændelse, han kom saa sjælden, Sivert pleiet at komme i hans Sted. Ved
de to første Nybygg staar de i Gammedøren og sier til hverandre: Det er
han Isak selv, skal tro hvad han kjører efter idag! Da han kom saa langt
ned som til Maaneland staar Barbro i Glasvinduet med et Barn paa Armen
og ser ham og tænker: Det er han Isak selv!

Han kommer til Storborg og stanser: Ptro! Er han Eleseus hjemme? --
Eleseus kommer ut. Jo han er hjemme, han er ikke reist endda, men han
skal reise, han skal gjøre sin Vaarutflugt til Byerne sørpaa. -- Her er
noget som Mor din skikket med mig, sier Farn. Jeg vet ikke hvad det er,
men det er vel ikke noget videre. -- Eleseus tar imot Kjørlerne, takker
og spør: Ja du har ikke noget Brev eller slikt? -- Jo, svarer Farn og
begynder at lete i Lommerne, og det er nok ifra ho lille Rebekka. --
Eleseus faar Brevet, det er det han har ventet paa, han kjender at det
er godt og tykt og sier til Farn: Nei det var Skrôt at du kom saa
tidlig, to Dager fortidlig. Men kanske dersom du bier ørlite saa kjører
du Kufferten min.

Isak stiger av og binder Hesten. Han tar en Sving bortover Jordet. Lille
Fuldmægtig Andresen er ingen daarlig Jordbruker paa Eleseus sine Vegne,
naturligvis har han hat Sivert ned fra Sellanraa med Hestehjælp, men han
har ogsaa paa egen Haand tørket ut adskillig med Myr og leiet med sig en
Mand til at stensætte Grøfterne. De kom ikke til at maatte kjøpe Foder
paa Storborg iaar og næste Aar kunde Eleseus kanske holde sjøleiende
Hest. Det hadde han Andresens Interesse for Jordbruk at takke for.

Langt om længe roper Eleseus at han har pakket Kufferten og er færdig.
Selv staar han ogsaa der og vil følge med, han er i fine blaa Klær og
med hvit Krave om Halsen, Galoscher paa Føtterne, Spaserstok. Rigtignok
kommer han nu over to Dager for tidlig til Postbaaten, men det gjør ikke
noget, han kan vente nede i Bygden saalænge, det er det samme hvor han
er.

Saa kjører Far og Søn. Fuldmægtig Andresen staar i Kramboddøren og sier:
Lyksom Reise!

Farn er omhyggelig for Gutten sin og vil gi ham Sætet alene, men Eleseus
avslaar det øieblikkelig og sætter sig ved Siden av. De kommer forbi
Breidablik og Eleseus husker pludselig at han har glemt noget. -- Ptro!
Hvad det er? spør Farn. -- Aa det er Paraplyen, Eleseus sin Paraply, som
er glemt, men det kan han ikke forklare og sier bare: Det faar ikke
hjælpe. Kjør væk! -- Skal vi ikke snu? -- Nei, kjør væk! -- Men det var
ialfald Pokker at han skulde være saa glemsom! Det var i Skyndingen,
fordi Farn gik der paa Jordet og ventet. Nu fik Eleseus heller kjøpe en
ny Paraply at gaa med i Trondhjem naar han kom dit. Det gjorde jo
hverken fra eller til om han eiet to Paraplyer. Imidlertid er han saapas
ærgerlig paa sig selv at han hopper av og gaar bakefter Kjærren.

De faar ikke sagt stort til hverandre paa den Maaten fordi Farn hver
Gang maa snu sig om og tale bakover. Farn spør: Hvorlænge blir du borte?
og Eleseus svarer: Aa circa en og tyve Dager eller høist en Maaned. --
Farn undrer sig over at ikke Folk gaar sig bort i de store Byerne og
kommer paa Vildstraa. Men Eleseus svarer at hvad som ham angik saa var
han vant til Byer, han gik sig ikke bort, det hadde aldrig hændt. --
Farn synes det er en Skam for sig at sitte alene paa og sier: Nei nu maa
du kjøre en Stund, jeg blir lei av det! Men Eleseus vil ikke paa nogen
Maate jage Farn ned av Sætet og sætter sig heller selv op han ogsaa. Men
først saa holder de Maaltid paa Farns gode Niste. Saa kjører de igjen.

De kommer til de to nederste Nybygg og det er let at se at de nu nærmer
sig Bygden, her er sandelig paa begge Steder hvitt Gardin for det lille
Stuevindu som vender mot Veien, og i Røstet av Høihuset er sat op en
liten Stang til Syttende Mai Flaget. -- Det er han Isak selv! sier
Folkene i de to Nybygg da de ser de Reisende.

Endelig faar Eleseus vendt Tankerne saa meget bort fra sin egen Person
og sine egne Saker at han spør: Hvad du kjører efter idag? -- Hm! svarer
Farn, det er nu ikke efter noget videre! -- Men nu var det jo saa at
Eleseus skulde reise bort, det skedde da intet galt om han fik vite det:
Det er ho Jensine hos Smeden jeg kjører efter, forklarer Farn, tilstaar
Farn. -- Skulde du bry dig selv nedover for det, kunde ikke han Sivert
ha kjørt? spør Eleseus. Se, Eleseus han skjønte ikke bedre, han trodde
altsaa at Sivert vilde kjøre efter Jensine hos Smeden efter at hun
engang hadde gjort sig saa stor at flytte fra Sellanraa!

Nei det gik ikke med Høiingen derhjemme ifjor. Inger hadde meget rigtig
hængt godt i som hun hadde lovet, Leopoldine gjorde ogsaa sit Arbeide og
desuten hadde de jo Rive som gik med Hest. Men Høiet var tildels svær
Timotei og Rakemarken vid. Sellanraa var nu en stor Gaard, Kvindfolkene
hadde jo ogsaa andet at gjøre end rake Høi, alle Kreaturerne var der,
Maten til Maaltiderne skulde være færdig i ret Tid, det var Ysting og
Kjærning, Klædevask og Baking, Mor og Datter slet sig ut. Isak vilde
ikke opleve en slik Sommer engang til, han bestemte kort og godt at
Jensine skulde komme tilbake hvis hun var at faa. Inger hadde nu heller
ikke længer noget imot det, hun hadde faat Forstanden igjen og svarte:
Du gjør som du vil for mig! Aa Inger var blit rimeligere nu, Forstand er
ingen ringe Ting at faa tilbake naar den er tapt. Inger hadde ikke
længer Glød at tuske væk, ingen privat Vildskap at holde Styr paa,
Vinteren hadde kjølet hende av, hun stod tilbake med Glød til Husbehov,
nu var hun begyndt at bli lidt fyldig, at bli pen, statelig. Det var et
mærkelig Kvindfolk til ikke at falme, til ikke at avdø stykkevis, kanske
kom det av at hun var begyndt saa sent med at blomstre. Gud vet hvad
alle Ting kommer av, intet har en eneste Aarsak, alt har en
Aarsags_række_. Hadde ikke Inger det bedste Ord paa sig hos Smedkonen?
Hvad kunde Smedkoner dømme hende for? Med sit vansirede Ansigt blev hun
snytt for sin Vaar, senere blev hun sat i kunstig Luft og blev fravendt
seks Aar av sin Sommer; da hun endda hadde Liv i sig maatte hendes Høst
komme til at fremvise Vildskud. Inger var bedre end Smedkoner er, litt
skadet, litt forvrængt, men god av Naturen, dygtig av Naturen ....

Far og Søn kjører, de kjører til Brede Olsens Logihus og sætter Hesten i
Skuret. Nu er det Kvæld. De gaar selv ind.

Brede Olsen har faat leie dette Hus, det er oprindelig et Uthus som
tilhører Handelsmanden, nu er det indredet med to Stuer og to Kammers,
det er ikke værst og det ligger godt til, Huset har Søkning av
Kaffedrikkere og ellers av Folk fra Bygden omkring som skal reise med
Postbaaten.

Brede synes for en Gangs Skyld at ha været heldig, han er kommet paa sin
rette Plass, og det kan han takke sin Kone for. Bredes Kone fik sandelig
Ideen til dette Kaffehus og Logihus da hun stod og solgte Kaffe under
Auktionen paa Breidablik, det var saa trøisomt at handle, at kjende
Skillinger mellem Fingrene, Kontanter. Siden hun kom herned er det gaat
rigtig bra, Konen sælger nu Kaffe for Alvor og hyser mangt et Menneske
som ikke har Tak over Hodet. Hun blir velsignet av de Reisende.
Naturligvis har hun god Hjælp av Katrine, Datteren, som nu er en stor
Pike og er flink til at varte op; naturligvis er det ogsaa et
Tidsspørsmaal naar lille Katrine ikke længer burde være i sine Forældres
Hus og varte op. Men indtil videre gaar det taalelig med Omsætningen, og
det er Hovedsaken. Begyndelsen var saa avgjort god og kunde ha været
endda bedre dersom ikke Handelsmanden hadde røket op for Kringler og
Spekulasi til Kaffen; der sat nu alle Syttende Mai Folk og ropte
forgjæves paa Brød til Kaffen, Kaffebrød! Det lærte Handelsmanden at
være forsynet med Bakervarer til Bygdens Festligheter.

Familjen og Brede selv lever som de kan av Bedriften. Det blir Kaffe og
overligget Kaffebrød til svært mange Maaltider, men det opholder Livet
og Børnene faar et fint, ja saa at si forfinet Utseende av det. Det er
ikke alle som har Brød til Kaffen! sier Folk fra Bygden. Familjen Brede
synes at bale godt, den holder endog en Hund som gaar omkring blandt
Gjæsterne og sniker og faar Smakebeter og blir fet. Svært saa en slik
fet Hund kan reklamere for Levemaaten i et Logihus!

Brede Olsen selv indtar altsaa Stillingen som Manden i dette Hjem og har
ogsaa ved Siden derav arbeidet sig op. Der var han nu atter blit
Lensmandens Følgesvend og Stævnevidne og bruktes en Tid noksaa flittig;
men siste Høst blev hans Datter Barbro usams med Lensmandsfruen om en
Bagatel, om rent ut sagt en Lus, og siden den Tid er ikke Brede vellikt
av dette Herskap mere. Men Brede har ikke tapt stort paa det, han har
andre Herskaper som nu søker ham netop for at berede Lensmandsfruen en
Ærgrelse, saaledes er han en søkt Mand i Doktorskyss, og Prestefruen hun
eier virkelig ikke saa mange Griser som hun vilde sende Bud paa Brede
for at faa slagtet, -- dette er hans egne Ord.

Men javisst kan det ogsaa være smaat for Familjen Brede mangen Gang, de
er ikke alle Mand saa fete som Hunden. Men Gudskelov, Brede har et let
Sind: Børnene blir nu større og større! sier han, skjønt det ogsaa
stadig kommer nye Smaa. De som er store og er reist ut sørger da for sig
selv og sender ogsaa nu og da litt hjem: Barbro er gift paa Maaneland og
Helge er paa Sildnot, de avser litt Varer eller Penger til Forældrene
naar de kan, ja selv Katrine som varter op hjemme kunde underlig nok
stikke til Farn en Femkrone engang i Vinter da det saa mørkest ut. Det
var Pike! sa Brede, og han spurte ikke hvem hun hadde faat Sedlen av
eller hvad hun hadde faat den for. Slik skulde det være, Børn skulde ha
Hjærte for Forældrene og hjælpe dem!

Brede er ikke helt tilfreds med Sønnen Helge i saa Maate, han staar
undertiden i Kramboden og har Tilhørere og utvikler sit Syn paa Børnenes
Pligter mot Forældrene: Se nu for Eksempel han Helge, Sønnen min, om han
bruker ørlite Tobak og om han tar sig en Dram det er ikke mig imot, vi
har alle været Gutter. Men han skal ikke sende os det ene Brevet efter
det andre bare med Hilsninger. Han skal ikke faa Mor sin til at graate.
Det er Vanart. I gamle Dager da var det anderledes, Børnene var ikke
store før de tok sig Tjeneste og begyndte at sende Forældrene Smaahjælp.
Skulde det ikke være saaledes? Er det ikke Far og Mor som først har
baaret dem under sit Hjærte og svettet Blod for at holde Liv i dem i
hele Opvæksten? Saa skulde de glemme det!

Det var som Helge hadde hørt sin Fars Tale, for nu kom det Brev fra ham
med en Seddel i, en hel Femtikrone. Og nu fik Familjen Brede en stor Tid
og kjøpte i sin Raaflothed baade Kjøt og Fisk til Kokemat og en
Hængelampe med Prismer til den likeste Stuen i Logihuset.

Det gik en Dag isenn, og hvad mere er at staa efter? Familjen Brede
levet den og, levet fra Haanden til Munden, men uten stor Otte. Hvad
mere er at staa efter! ....

Slikt Fremmedfolk! sa Brede og viste Isak og Eleseus ind i Stuen med
Prismelampen. Nei hvad jeg ser! Ja du, Isak, skal vel ikke fare bort? --
Nei jeg skal bare til Smeden et Ærend. -- Naa, saa er det han Eleseus
som skal sørover til Byerne igjen?

Eleseus er vant til Hoteller, han gjør sig hjemme, hænger sin Frak og
Stok paa Væggen og forlanger Kaffe; Mat har Farn selv med i Skræppen.
Katrine kommer med Kaffen. -- Nei dokker skal ikke betale! sier Brede.
Jeg har saa ofte været paa Sellanraa og faat Traktering, og hos han
Eleseus staar jeg i Bøkerne; du skal ikke ta en Øre, Katrine! -- Men
Eleseus betaler, tar op Pengepungen og betaler, og gir tyve Øre atpaa.
Ikke noget Tøv.

Isak gaar til Smedens og Eleseus blir sittende igjen.

Han sier det nødvendigste ogsaa til Katrine, men ikke mere end det
nødvendigste, han taler heller med hendes Far. Nei Eleseus bryr sig ikke
om Piker, han er likesom blit borttufset av dem engang og har siden tapt
Interessen. Kanske har han aldrig eiet nogen Kjærlighetsdrift at tale
om, siden han nu gaar og er bent til ingenting. En rar Mand i Marken, en
Herre med tynde Skriverhænder og et Kvindfolks Sans for Stas og Paraply
og Stok og Galoscher. Borttufset, forbyttet, en uforstaaelig Ungkar. Det
vil ikke vokse et videre brutalt Skjæg ut paa hans Overmund heller. Men
kanske var det saa at denne Gut hadde godt at slægte paa og var
ordentlig utstyret engang, men kom ind i kunstige Forhold og blev
omgjort til Bytting? Blev han saa flittig paa et Kontor og i en Krambod
at al hans Oprindelighet gik tapt? Kanske var det saa. Ialfald gaar han
nu her snil og lidenskapsløs, litt svak, litt likeglad og vandrer videre
og videre paa sin Avvei. Han kunde misunde hver Mand i Marken, men ikke
engang det magter han.

Katrine er vant til at spøke med Gjæsterne og hun ærter ham nu med at
han skal vel sørover til Kjæresten sin igjen? -- Jeg har andet at ha i
Hodet, svarer Eleseus, jeg skal gjøre Forretning, aapne Forbindelser. --
Du skal ikke være saa fremfusendes imot Folk av bedre Stand, Katrine!
irettesætter hendes Far. Aa Brede Olsen han er saa høflig mot Eleseus,
saa respektfuld at det er rent svært. Han kan ogsaa gjærne være det, det
er klokt, han skylder Penger paa Storborg, han staar overfor sin
Kreditor nu. Og Eleseus? Ho, han liker godt hans Høflighet og er god og
naadig tilbake: Deres Høistærede! kalder han Brede for lutter Spøk og
skaper sig til. Han omtaler at han har glemt igjen sin Paraply: Vi var
just kommet forbi Breidablik og midt i dette Øieblik husket jeg paa
Paraplyen! -- Brede spør: Ja Dokker skal vel over til vores lille
Handelsmand hernede til Toddy i Kvæld? -- Eleseus svarer: Ja dersom jeg
hadde været alene. Men jeg har han Far med. -- Brede er behagelig og
passiarer videre: I Overmorgen kommer her en Kar som skal tilbake til
Amerika. -- Har han været hjemme en Tur? -- Ja. Han er ifra Øvrebygden.
Han har været borte i aldrig saa mange Aar, men nu har han været hjemme
i Vinter. Kufferten hans er alt kommet hit med en Kjører, det er saa
meget til Kuffert! -- Jeg har selv tænkt paa Amerika iblandt, sier
Eleseus oprigtig. -- Dokker? roper Brede. Saa skulde Dokker ha det
fornøden! -- Jeg kom kanske ikke til at være der for Tid og Evighet, det
vet jeg ikke. Men jeg har været ute paa saa mangen Reise, jeg kunde ha
gjort den Reisen og. -- Minders saa. Og det maa nu være grovt til Penger
og Middel de tjener i det Amerika. Ta den Karn jeg snakket om: han har
kostet den ene Julemoroen efter den andre i Øvrebygden i Vinter, og naar
han kommer hit til mig, saa sier han: Lat mig faa en Kjel Kaffe, og lat
mig faa alt det Kaffebrød du har! sier han. Vil Dokker se Kufferten
hans?

De gik ut i Gangen og saa paa Kufferten. Et Under paa Jorden, flammet
paa alle Kanter av Metaller og Beslag, med tre Smæk paa, omfremt Laaset.
-- Dirkfri! sa Brede som om han hadde prøvet det.

De gik ind i Stuen igjen, men Eleseus var blit stille. Denne Amerikaner
fra Øvrebygden gjorde ham til intet, han reiste sine Reiser som den
største Amtmand, det var klart at Brede var optat av denne Person.
Eleseus forlangte mere Kaffe og prøvet at være rik han ogsaa, han
forlangte Brød til Kaffen og lot Hunden faa det, aa men han følte sig
ringe og nedslaat. Hans egen Kuffert hvad var den imot Underet! Der stod
den, sort Voksduk, Hjørnene slitte og hvite, en Haandkuffert -- ved Gud,
han skulde kjøpe sig en pragtfuld Kuffert naar han kom sørover, læg
Mærke til det! -- Dokker skal ikke vør at gi Hunden noget, sa Brede. --
Og Eleseus var atter blit litt til Menneske og skapte sig til: Det er da
en kolossal Hund til at være fet, sa han.

Den ene Tanke tok den anden hos ham, han avbrøt Passiaren med Brede og
gik ut, gik i Skuret til Hesten. Her aapnet han Brevet som han gik med i
Lommen. Han hadde bare stukket det paa sig og ikke set efter hvad for
Penger det indeholdt, han hadde faat disse Brever hjemmefra før og det
hadde altid været adskillige Sedler i dem, en Hjælp til Reisen. Hvad var
det nu? Et stort Graapapir malet og malet igjen av lille Rebekka til
Eleseus Bror, derpaa et lite Brev fra Morn. Hvad mere? Ikke mere. Ingen
Penger.

Morn skrev at hun hadde ikke kunnet be Far hans om Penger nu mere, for
retnu var det ikke stort igjen av Rikdommen som de hadde faat for
Kobberfjældet engang, det var gaat med til Kjøpet av Storborg og siden
alle Varerne og alle Eleseus sine Reiser. Nu maatte han prøve at hjælpe
sig selv til Reisen dennegang, for de Penger som nu var igjen maatte
Søskenerne hans faa, saa de ikke blev snoft fri de heller. Lyksom Reise
og kjærlig hilset.

Ingen Penger.

Selv hadde ikke Eleseus Penger nok til Reisen sørover, han hadde skrapet
Kassen i sin Krambod og ikke fundet stort. Aa han hadde været bra dum da
han nu nylig sendte sin Kjøpmand i Bergen et Pengebrev og betalte nogen
Regninger. Det kunde ha ventet. Naturligvis hadde han ogsaa været altfor
sorgløs da han gav sig paa Vei uten at aapne Brevet først, han kunde ha
spart sig Kjøreturen til Bygden med sin elendige Kuffert. Nu stod han
her ....

Farn kommer tilbake fra Smedens Hus efter vel utført Ærend: han skulde
faa med sig Jensine imorgen. Se, Jensine hadde aldeles ikke været tvær
av sig og ond at be, hun hadde med en Gang skjønt at de paa Sellanraa
trængte Sommerhjælp og hun hadde ikke noget imot at komme. Grei Adfærd
igjen.

Mens Farn taler sitter Eleseus og tænker paa sit. Han viser sin Far
Amerikanerens Kuffert og sier: Jeg var tilfreds jeg stod der hvor denne
Kufferten er kommet ifra! Farn svarer: Ja det var nok ikke det værste!
....

Om Morgningen ruster Farn sig til Hjemfærden, spiser, spænder Hesten for
og kjører bortom Smedens efter Jensine og hendes Kiste. Eleseus staar og
ser efter dem hele Tiden mens de kjører, og da de blir borte i
Skogkanten betaler han i Logihuset igjen og gir Drikkepenger: Lat
Kufferten min staa her til jeg kommer tilbake! sier han til Katrine og
gaar bort.

Eleseus -- hvor gaar han hen? Han har bare et Sted at gaa: han snur om,
han maa falde tilbake paa Hjemmet. Han tar Veien opover Marken igjen han
og, her passer han paa at være Farn og Jensine saa nær i Hælene som han
kan uten at bli set. Saa gaar han og gaar. Han begynder nu at misunde
hver Markbo.

Det er Synd i Eleseus, han er blit saa borttusket.

Driver han ikke Handel paa Storborg? Men det er jo intet at være
Herremand paa, han gjør formange morsomme Reiser for at aapne
Forbindelser, de koster formeget, han reiser ikke billig. Vi skal ikke
være smaalige, sier Eleseus og gir tyve Øre naar han kunde slippe med
ti. Handelen kan jo ikke bære denne flotte Mand, han maa ha Tilskud
hjemmefra. Nu avler Storborg Gaard Potet, Korn og Høi til Husholdningen,
men Suvlet maa komme fra Sellanraa. Er det alt? Sivert maa kjøre Eleseus
sine Varer gratis op fra Sjøen. Er det saa alt? Morn maa skaffe ham
Penger av Farn til hans Reiser. Men er det saa alt?

Det værste er igjen.

Eleseus handler som en gal Mand. Han blir saa smigret over at Folk fra
Bygden kommer og handler paa Storborg at han gir dem villig Kredit, da
dette rygtes kommer flere og flere og handler paa Kredit, det gaar
Pokker ivold, Eleseus er snil og sætter ut, Kramboden tømmes og
Kramboden fyldes igjen. Alt dette koster Penger. Hvem betaler? Farn.

I Begyndelsen var Morn hans troende Talsmand: Eleseus var Familjens lyse
Hode, han maatte sættes ordentlig i Vei; husk paa hvor billig han fik
Storborg og hvorledes han sa paa en Prik hvad han vilde gi for det! Naar
Farn syntes det begyndte at bli bare Tull med Handelen hans svarte Morn:
Hvad du staar og sier! Ja hun paatalte saa grove Uttryk, det var som om
den gode Isak var litt for familiær imot han Eleseus.

Se, Morn hun hadde selv været ute og reist, hun kunde forstaa at Eleseus
i Grunden vantrivedes i Marken, han var blit finere vant, hadde faat
stor social Bevægelighet og manglet Jævnbyrdige. Han satte formeget ut
paa daarlig Folk, men det gjorde ikke Eleseus av Ondskap og for at
ruinere Forældrene, han gjorde det av lutter fin og god Natur, han
maatte hjælpe Folk som stod under ham. Kjære, han var den eneste Mand i
Marken med hvitt Lommetørklæde som idelig maatte vaskes. Naar Folk
trøstig henvendte sig til ham om Kredit og han svarte Nei kunde det
misforstaaes, at han var ikke en saa bra Kar som almindelig trodd. Han
hadde desuten Pligter som Markens Bymand og Geni.

Alt dette tok Morn Hensyn til.

Men Farn som ikke skjønte en Stavelse av det aapnet en Dag hendes Øine
og Ører og sa: Se her, dette er nu Resten av Pengene for Kobberfjældet!
-- Naa, sa hun, end det andre? -- Det har han Eleseus faat. -- Hun slog
Hænderne sammen og utbrøt: Nei saa skal han bruke Vet!

Stakkars Eleseus, han er saa bortklattet, saa endevendt. Han skulde vel
ha været Markbo hele Tiden, nu er han en Mand som har lært at skrive
Bokstaver, han er uten Tiltak, uten Dybde. Men nogen kulsort og djævelsk
Mand er han ikke, han er ikke forelsket og ikke ærgjærrig, han er næsten
ingenting, ikke engang en større Uting.

Det er noget ulykkelig og fordømt over den unge Mand, det er som utbredt
en Skade i ham. Den gode Distriktsingeniør fra Byen skulde kanske ikke
ha opdaget ham i hans Barndom og tat ham til sig og gjort ham til noget,
Barnet fik vel Røtterne avslitt og fôr ilde. Alt han nu foretar sig
viser tilbake til noget defekt i ham, noget mørkt paa lys Bund.....

Han gaar og gaar. De to Kjørende passerer Storborg, Eleseus gjør en Bue
utenom og passerer ogsaa Storborg; hvad skulde han gjøre hjemme paa sit
Handelssted? De to Kjørende kommer frem til Sellanraa om Natten, Eleseus
er dem like i Hælene. Han ser at Sivert kommer ut paa Tunet og blir
forundret over Jensine, de to haandhilses og ler litt, saa tar Sivert
Hesten og gaar med den i Stalden.

Nu vaager Eleseus sig frem, Familjens Stolthet nu vaager han sig frem.
Han gaar ikke, han lister, han træffer Sivert i Stalden. -- Det er bare
mig, sier han. -- Du ogsaa! sier Sivert og er forundret igjen.

De to Brødre begynder en tyst Samtale: det er om at Sivert vil faa Morn
til at skaffe frem nogen Penger, en Redning, Reisepenger. Det gaar ikke
som det nu gaar, Eleseus er træt av det, han har tænkt paa det længe,
det maa ske nu i Nat, en lang Reise, Amerika, nu i Nat. -- Amerika? sier
Sivert høit. -- Hys! Jeg har tænkt paa det længe, nu maa du faa ho Mor
til det, det gaar ikke som det gaar og jeg har tænkt paa det længe. --
Men Amerika? sier Sivert. Nei det skal du ikke gjøre! -- Absolut. Jeg
gaar tilbake med det samme og rækker Postbaaten. -- Du skal vel faa dig
Mat? -- Jeg er ikke sulten. -- Skal du ikke sove ørlite? -- Nei. --

Sivert vil sin Bror vel og holder ham tilbake, men Eleseus er
standhaftig, for en Gangs Skyld standhaftig. Sivert er saa forvildet,
først saa blev han vel litt rar ved Synet av Jensine, og nu vil Eleseus
snoft forlate Marken, saa at si denne Verden. -- Hvad skal du gjøre med
Storborg? spør han. -- Han Andresen kan faa det, svarer Eleseus. -- Kan
han Andresen faa det, hvorledes? -- Skal han ikke ha ho Leopoldine? --
Det vet jeg ikke. Jo det skal han vel. --

De taler tyst og taler. Sivert mener det blir bedst at Farn kommer ut
saa Eleseus faar tale med ham selv, men Nei, nei! hvisker Eleseus
tilbake, det greier han ikke, han har aldrig været nogen Mand til at
staa Ansigt til Ansigt med Farer av det Slag, han har altid maattet ha
Mellemmand. -- Sivert sier: Ho Mor, du vet hvorledes at hun er. Saa
kommer du ikke nogen Vei for Graat og Tilstand. Hun maa ikke vite det.
-- Nei, sier Eleseus ogsaa, hun maa ikke vite det. --

Sivert gaar, er borte en Evighet og kommer tilbake med Penger, mange
Penger: Se her, det er alt han har, tror du det blir nok? Tæl dem; han
talte dem ikke. -- Hvad han Far sa? -- Nei han sa ikke stort. Nu maa du
bie en liten Stund saa skal jeg faa paa mig nogen flere Klær og følge
dig. -- Det skal du ikke vør, du skal lægge dig. -- Naa, er du mørkrædd
her i Stalden kanske? spør Sivert med et lite Forsøk paa at være munter.

Han er borte et Øieblik og kommer klædt igjen, han har ogsaa Farns
Nisteskræppe over Akslen. Idet de stiger ut staar Farn utenfor: Jeg
hører du vil fare saa langt? sier han. -- Ja, svarer Eleseus, men jeg
kommer igjen. -- Nei jeg staar og hæfter dig bort, mumler den Gamle og
snur om. Lyksom Reise! bræker han saa rart tilbake og gaar hastig sin
Vei.

Brødrene vandrer nedover Marken, et Stykke nede sætter de sig og spiser
og Eleseus er sulten, Eleseus kan næsten ikke bli mæt. Det er den
fineste Vaarnat, det er Orrespil i Aaserne paa flere Steder og denne
hjemlige Lyd gjør Utvandreren et Øieblik forsagt: Det er pent Veir, sier
han. Nei nu skal du snu, Sivert! -- Naa, sier Sivert og følger. -- De
gaar forbi Storborg, forbi Breidablik, Orren spiller hele Veien i en
eller anden Aas, det er ikke Hornmusik som i Byerne, nei men det er
Røster, Tillysning, Vaaren er kommet. Pludselig høres den første
Smaafugl fra en Trætop, den vækker andre, det spør og svarer alle Vegne,
det er mere end Sang, det er Lovsang. Utvandreren kjender vel en liten
Hjemve i sig, noget hjælpeløst, han skal til Amerika og ingen er nu mere
moden til det end han. -- Nei nu skal du snu, Sivert! sier han. -- Jaja,
svarer Brorn, eftersom du vil det. --

De sætter sig i Skogkanten og ser Bygden like foran sig, Handelsstedet,
Bryggen, Bredes Logihus; nogen Mænd rusler omkring nede ved Postbaaten
og gjør sig istand.

Nei jeg har vel ikke Tid at sitte her, sier Eleseus og reiser sig igjen.
-- Det var Skrôt du skulde reise saa langt, sier Sivert. -- Eleseus
svarer: Men jeg skal komme igjen. Og da skal jeg ikke bare ha en
Voksdukskuffert at reise med! --

Da de byr Farvel stikker Sivert til Brorn en liten Tingest, noget i
Papir. -- Hvad det er? spør Eleseus. -- Sivert svarer: Nu maa du skrive
flittig! -- Saa gaar han.

Eleseus aapner Papiret og kikker: det er Guldpengen, den Tyvekronen i
Guld. -- Nei det skal du ikke gjøre! roper han. -- Sivert gaar.

Han gaar en Stund, saa vender han om og sætter sig igjen i Skogkanten.
Det blir mere og mere Rørelse nede ved Postbaaten, han ser Folk stige
ombord, Brorn stiger ombord, Baaten sætter fra og ror bort. Saa reiser
Eleseus til Amerika.

Han kom aldrig igjen.




XII


Det kommer et mærkelig Tog op til Sellanraa, kanske litt løierlig som
Tog, men ikke bare løierlig: det er tre Mænd med uhyre Bører, med Sækker
som hænger dem foran paa Brystet og nedover Ryggen. De gaar Gaasegang og
roper spøkefulde Ord til hverandre, men de bærer tungt. Lille Fuldmægtig
Andresen er Førstemand i Toget og det er forresten ogsaa hans Tog: han
har rustet ut sig selv, Sivert paa Sellanraa og en tredje, Fredrik Strøm
paa Breidablik, til denne Ekspedition. Pokker til liten Knækt den
Fuldmægtig Andresen, hans Aksel tynges skraat mot Jorden og Trøien hans
er vrængt ned fra Halsen, slik gaar han, men han bærer og bærer sin Bør.

Han har ikke bentfrem kjøpt Storborg og Handelen efter Eleseus, det har
han ikke Raad til; han har bedre Raad til at vente en Tid og kanske faa
det hele for intet. Andresen er ingen udygtig Mand, han har foreløpig
bygslet Gaarden og bestyrer Handelen.

Han har gjennemgaat Varebeholdningen og fundet en Mængde usælgelige
Saker i Eleseus sin Krambod, like til Tandbørster, like til utsydde
Bordløpere, ja like til smaa Fugler som stod paa Staaltraad og som sa
Pip naar de blev klemt paa rette Sted.

Alle disse Varer er det nu han er draget ut paa Vandring med, han vil
sælge dem til Gruvearbeiderne bak Fjældet. Han har Erfaring for fra
Aronsens Dager at Gruvearbeidere med Penger kjøper alt i Verden. Nu
ærgrer det ham bare at han har maattet sætte igjen seks Gyngehester som
Eleseus kjøpte hjem paa siste Bergenstur.

Karavanen kommer ind paa Tunet paa Sellanraa og lægger Børene av. De
hviler ikke længe, da de har faat Mælk at drikke og for Spøk falbydd
sine Varer til alle Gaardens Folk tar de Børene paa Akslen igjen og
drager videre. Det er ikke bare Spøk de farer med. De rugger bort
gjennem Skogen i sydlig Retning.

De gaar til Middag, holder Maaltid og gaar tilkvælds. Saa gjør de Nying
op og leirer sig, saa sover de en Stund. Sivert sitter og sover paa en
Sten som han kalder Putestol. Aa Sivert er klok nok i Marken, Solen har
jo glødet op Stenen idag og gjort den god at sitte og sove paa, hans
Kamerater er ikke saa kyndige og vil ikke motta Raad, de lægger sig i
Lyngen og vakner med Frysning og Snue. Saa holder de Frokost og gaar
igjen.

Nu gaar de og lytter saa smaat efter Skudd, de haaper at møte Folk og
Gruver ut paa Dagen, Arbeidet maa vel nu være skridd langt op fra Sjøen
og i Retning av Sellanraa. De hører ingen Skudd. De gaar til Middag og
møter ingen Folk, men de passerer nu og da store Huller i Jorden som
Mennesker har gravet op paa Prøve. Hvorledes kan alt dette være? Det maa
vel være saaledes at Malmen er overhændig rik i denne Enden av Fjældet,
de arbeider i den pure tunge Kobber og kommer næsten ikke op fra Sjøen.

Over Middag støter de paa flere Gruver, men ingen Folk, de gaar
tilkvælds og ser alt Sjøen nedenunder sig, de vandrer gjennem en Ødemark
av forlatte Gruver og hører ingen Skudd. Det er saa altfor mærkelig, men
de maa gjøre op Nying og leire sig for en ny Nat. De raadslaar: er
Arbeidet slut? Skal de snu om med Børene? Ikke Tale om! sier Fuldmægtig
Andresen.

Om Morgningen kommer en Mand gaaende op til deres Leir, en blek og
forgræmmet Mand som rynker Brynene og ser paa dem, gjennemgaar dem: Er
det du, Andresen? sier Manden. Det er Aronsen, Handelsmand Aronsen. Han
har intet imot at faa varm Kaffe og Mat hos Karavanen og slaar sig ned:
Jeg saa Røken dokkers og vilde finde ut hvad det var, forklarer han. Jeg
tænkte: nu skal du se de tar til Vet og begynder Arbeidet igjen. Og just
saa er det bare dokker! Hvor dokker skal hen? -- Vi skal hit. -- Hvad
dokker bærer? -- Varer. -- Varer? skriker Aronsen. Kommer dokker og skal
sælge Varer? Hvem til? Her er ikke Folk. De reiste om Lørdagen. -- Hvem
som reiste? -- Alle. Her er frit. Og korsom var saa har vel jeg Varer
nok. Jeg har Kramboden fuld. Dokker kan faa kjøpe Varer.

Aa nu er det galt fat med Handelsmand Aronsen igjen, Gruvedriften er
slut.

De faar ham litt roligere med mere Kaffe, og spør ham ut.

Aronsen ryster knust paa Hodet: Det er ikke til at nævne, det er
uforstaaelig! sier han. Altsammen gik saa godt og han solgte Varer og
samlet Penger ind, Bygden omkring florerte og fik Raad til hvit Grøt og
nye Skolehus og Prismelamper og Bystøvler. Saa finder Herrerne paa at
det ikke lønner sig længer, de slutter. Lønner det sig ikke? Det har jo
lønnet sig før? Ligger ikke Blaakobberen i blanke Dagen for hvert Skudd
de skyter? Det er bare Bedrageri. Og de tænker ikke paa at de sætter en
Mand som mig i den største Omstændighet. Men det maa vel være som de
sier at det er han Geissler som er Skyld i det igjen. Han var ikke før
kommet før Arbeidet stanset, det var net som han lugtet det.

Er han Geissler her?

Ja er han ikke her! Han skulde været skutt. Han kom en Dag med
Postbaaten og sa til Ingeniøren: Hvorledes gaar det? -- Det gaar godt
efter mit Skjøn, svarte Ingeniøren. -- Men han Geissler som stod der han
bare spurte op igjen: Naa, det gaar godt? -- Ja. Ikke rettere end jeg
vet, svarte Ingeniøren. -- Men Tak, da Posten blev aapnet saa laa det
baade Brev og Telegram til Ingeniøren om at det lønnet sig ikke mere,
han skulde slutte!

Karavanens Medlemmer ser paa hverandre, men Førstemanden, den Knækt
Andresen, synes ikke at ha tapt Motet. -- Dokker skal bare snu hjem
igjen! raader Aronsen. -- Det gjør vi ikke, svarer Andresen og pakker
Kaffekjelen ind. -- Aronsen stirrer paa alle tre efter Tur: Dokker er
gale! sier han.

Se, Fuldmægtig Andresen bryr sig ikke meget om sin forrige Chef, nu er
han Chef selv, det er han som har rustet ut denne Ekspedition til fjærne
Egne, det vil bety Prestigetap for ham at vende om her paa Fjældet. --
Ja men hvor vil dokker hen? spør Aronsen forbitret. -- Det vet jeg ikke,
svarer Andresen. Men han har nok sin Mening, han tænker vel paa de
Indfødte: at her kom han tre Mand stærk med Glasperler og Fingerringer.
-- Kom, lat os gaa! sier han til sine Kamerater.

Nu hadde vel Aronsen egentlig ætlet sig længer op i Marken denne Morgen
siden han var paa Vei, han vilde kanske se om alle Gruver var øde, om
det var sandt at hver eneste Mand var borte; men da disse Sækhandlere er
saa stride paa at ville videre blir han i Grunden hindret i sit
Forehavende, han maa atter og atter raade dem fra at fremture. Aronsen
er rasende, han gaar foran Karavanen nedover og snur sig alt i ett og
skriker til den, gjøir imot den, han værger sit Omraade. Saaledes kommer
de ned til Barakkebyen.

Den er tom og trøstesløs. De vigtigste Redskaper og Maskiner er sat i
Hus, men Stokker, Bord, brukne Kjøredoninger, Kasser og Tønder ligger
alle Vegne og driver; paa et og andet Hus er slaat op Plakater som
forbyr Adgang.

Der ser dokker! roper Aronsen. Ikke en Kjæft! Hvor dokker vil hen? Og
han truer Karavanen med store Ulykker og Lensmand; selv vil han følge
den Skridt for Skridt og se om den sælger ulovlige Varer. Saa er det
Tugthus og Slaveri, bom konstant.

Pludselig er det nogen som kalder paa Sivert. Byen er ikke helt forlatt,
ikke stendød, en Mand staar og vinker fra en Husnov. Sivert rugger imot
ham med sin Bør og ser straks hvem det er: det er Geissler.

Et mærkelig Træf! sier Geissler. Han er rød i Ansigtet, blomstrende, men
hans Øine er vel blit saare av Vaarlyset, han bruker graa Næseklemmer.
Hans Tale er livlig som før: Et brillant Træf! sier han, det sparer mig
Reisen til Sellanraa, jeg har saa meget at staa i. Hvormange Nybygg er
det i Almenningen nu? -- Ti. -- Ti Nybygg? Det nikker jeg til, jeg er
tilfreds! Det skal være 32 Tusen slike Karer i Landet som din Far! sier
jeg og nikker igjen, jeg har regnet det ut.

Kommer du, Sivert? roper Karavanen. -- Geissler lytter og svarer rapt:
Nei! -- Jeg skal komme efter, roper Sivert og løfter Børen av sig.

De to sætter sig og taler sammen, Geissler har Aanden over sig og tier
bare hver Gang Sivert gir et kort Svar, saa gaar han løs igjen: Et
enestaaende Træf, jeg kan ikke glemme det! Alt har gaat saa utmærket paa
min Reise, og nu dette at jeg træffer dig her og sparer mig Omveien over
Sellanraa! Det staar vel til hjemme? -- Ja Dokker skal ha Tak som spør!
-- Har dere faat op Foderhuset ovenpaa Stenfjøset? -- Ja. -- Forresten
er jeg saa optat, det vokser mig vel snart over Hodet. Ser du for
Eksempel hvor vi sitter nu, Sivertmand? Paa en Byruin. Dette her har nu
Menneskene reist op stik imot sig selv. I Grunden er det mig som er
Skyld i altsammen, det vil si: jeg er en av Mellemmændene i et lite
Skjæbnespil. Det begyndte med at din Far fandt nogen Smaastener i
Fjældet og lot dig leke med dem da du var Barn. Det begyndte det med.
Jeg visste godt at disse Stener bare hadde den Pris som Menneskene vilde
gi for dem, godt, jeg satte en Pris paa dem og kjøpte dem. Siden gik
Stenene fra Haand til Haand og avstedkom sin Ravage. Tiden gik. Nu møtte
jeg op her for nogen Dager siden, og vet du hvad jeg vilde her? Kjøpe
Stenene tilbake!

Geissler tier og ser paa Sivert. Saa faar han ogsaa Øie paa Sækken og
spør pludselig: Hvad er det du bærer? -- Varer, svarer Sivert, vi skal
ned i Bygden med dem. --

Geissler har vel ingen Interesse for Svaret og har kanske ikke hørt det,
han vedblir: Kjøpe Stenene tilbake altsaa. Siste Gang lot jeg min Søn
sælge, det er en ung Mand paa din Alder og ellers intet. Han er Lynet i
Familjen, jeg er Taaken. Jeg er av dem som vet det rette, men gjør det
ikke. Men han er Lynet, for Tiden har han stillet sig i Industriens
Tjeneste. Han var den som solgte for mig sist. Jeg er noget, det er ikke
han, han er bare Lynet, det snare Nutidsmenneske. Men Lynet som Lyn er
goldt. Ta dere Sellanraafolk: dere ser hver Dag paa nogen blaa Fjæld,
det er ikke opfundne Tingester, det er gamle Fjæld, de staar dypt
nedsunkne i Fortid; men dere har dem til Kamerater. Dere gaar der sammen
med Himlen og Jorden og er ett med dem, er ett med dette vide og
rotfæstede. Dere behøver ikke Sværd i Haanden, dere gaar Livet barhændt
og barhodet midt i en stor Venlighet. Se, der ligger Naturen, den er din
og dines! Mennesket og Naturen bombarderer ikke hverandre, de gir
hverandre Ret, de konkurrerer ikke, kapløper ikke efter noget, de følges
ad. Midt i dette gaar dere Sellanraafolk og er til. Fjældene, Skogen,
Myrene, Engene, Himlen og Stjærnene -- aa det er ikke fattig og
tilmaalt, det er uten Maate. Hør paa mig, Sivert: Vær tilfreds! Dere har
alt at leve av, alt at leve for, alt at tro paa, dere fødes og
frembringer, dere er de nødvendige paa Jorden. Det er ikke alle som er
det, men dere er det: nødvendige paa Jorden. Dere opholder Livet. Fra
Slægt til Slægt er dere til i lutter Avl, og naar dere dør tar den nye
Avl fat. Det er dette som menes med det evige Liv. Hvad har dere igjen
for det? En Tilværelse i Ret og Magt, en Tilværelse i troskyldig og
rigtig Stilling til alt. Hvad dere har igjen for det? Intet horser og
regjerer dere Sellanraafolk, dere har Ro og Autoritet dere er omsluttet
av den store Venlighet. Det har dere igjen for det. Dere ligger ved en
Barm og leker med en varm Morshaand og patter. Jeg tænker paa din Far,
han er en av de 32 Tusen. Hvad er mangen anden? Jeg er noget, jeg er
Taaken, jeg er her og der, jeg svømmer, stundom er jeg Regn paa et tørt
Sted. Men de andre? Min Søn er Lynet som intet er, han er det golde
Blink, han kan handle. Min Søn han er vor Tids Type, han tror oprigtig
paa det Tiden har lært ham, paa det Jøden og Yankee'en har lært ham; jeg
ryster paa Hodet til det. Men jeg er ikke noget mystisk, det er bare i
min Familje jeg er Taaken. Der sitter jeg og ryster paa Hodet. Saken er:
jeg mangler Ævnen til den angerløse Adfærd. Hadde jeg den Ævne saa kunde
jeg være Lyn selv. Nu er jeg Taaken.

Pludselig kommer Geissler likesom tilbake til sig selv igjen og spør:
Har dere faat op det Høihuset ovenpaa Stenfjøset? -- Ja. Og saa har han
Far sat op en Stue til. -- En Stue til? -- Paa Vonen om at nogen kommer,
sier han, paa Vonen om at han Geissler kommer, sier han. -- Geissler
tænker paa det og bestemmer sig: Saa maa jeg visst komme. Jo saa kommer
jeg, si din Far det! Men jeg har saa mange Affærer. Nu møtte jeg op her
og sa til Ingeniøren: Hils Herrerne i Sverige med at jeg er Kjøper! Saa
faar vi se hvad det blir til. Det er mig det samme, jeg jager ikke. Du
skulde ha set Ingeniøren: han har drevet paa her og holdt det gaaende
med Folk og Hester og Penger og Maskiner og Ravage, han visste ikke
bedre end at han gjorde det rette. Jo mere Sten han kan omdanne til
Penger des bedre er det, han mener han gjør noget fortjenstfuldt dermed,
han skaffer Bygden Penger, Landet Penger, det raser nærmere og nærmere
Undergangen med ham og han skjønner ikke Stillingen: det er ikke Penger
Landet trænger, Landet har Penger mer end nok; det er slike Karer som
din Far det ikke er nok av. Tænke sig at gjøre Midlet til Maal og være
stolt av det! De er syke og gale, de arbeider ikke, de kjender ikke
Plogen, de kjender bare Tærningen. Er de ikke fortjenstfulde, øder de
sig ikke op med sin Galskap? Se paa dem, de sætter jo alt ind? Det er
bare Feilen at Spil er ikke Overmot, det er ikke engang Mot, det er
Rædsel. Vet du hvad Spil er? Det er Angsten med svett Pande, det er det.
Feilen er at de vil ikke gaa i Takt med Livet, de vil gaa fortere end
det, de jager, de sprænger sig som Kiler ind i Livet. Men saa siger jo
Flankerne paa dem -- stop der, det knaker, find en Raadbot, hold inde,
Flankerne! Saa knuser Livet dem høflig, men bestemt. Og saa begynder
Klagemaalene over Livet, Raseriet mot Livet! Hver sin Lyst, nogen har
vel Grund til Klage, andre ikke, men ingen skulde rase mot Livet. De
skulde ikke være strænge og retfærdige og haarde mot Livet, de skulde
være barmhjærtige mot det og ta det i Forsvar: husk paa hvad for
Spillere Livet har at trækkes med!

Geissler kommer igjen til sig selv og sier: Lat det være som det vil med
det! Han er øiensynlig træt, han begynder at gjæspe. Skal du nedover?
spør han. -- Ja. -- Det haster ikke. Du skylder mig en lang Tur i
Fjældet, Sivertmand, husker du det? Jeg husker alt. Jeg husker fra jeg
var halvandet Aar: jeg stod og svaiet paa Laavebroen paa Oppigard Garmo
i Lom og kjendte en bestemt Lugt. Jeg kjender den Lugt endda. Lat det
være som det vil med det ogsaa; men vi kunde ha gjort Turen i Fjældet nu
hvis du ikke hadde den Sækken. Hvad har du i Sækken? -- Varer. Det er
han Andresen, han vil sælge dem. -- Jeg er altsaa en Mand som vet det
rette, men gjør det ikke, sier Geissler. Det skal forstaaes bokstavelig.
Jeg er Taaken. Nu kjøper jeg kanske Fjældet tilbake en av Dagene, det er
ikke umulig; men i det Tilfælde gaar jeg ikke og ser tilveirs og sier:
Luftbane! Sydamerika! Det er for Spillerne. Folk her mener at jeg maa
være selve Djævelen siden jeg visste at her blev Krak. Men det er intet
mystisk ved mig, det hele er saa simpelt: de nye Kobberleierne i
Montana. Yankee'erne er lurere Spillere end vi, de konkurrerer os ihjæl
i Sydamerika; vor Kis er for fattig. Min Søn er Lynet, han fik en
Underretning, saa svømmet jeg hit. Saa simpelt er det. Jeg var nogen
Timer forut for Herrerne i Sverige, det er alt.

Geissler gjæsper igjen, reiser sig og sier: Skal du nedover saa lat os
gaa! --

De følges nedover, Geissler dingler bakefter og er slap. Karavanen er
stanset ved Bryggen, den muntre Frederik Strøm er i fuld Gang med at
ærte Aronsen: Jeg er saa fri for Tobak, har Dokker Tobak? -- Jeg skal gi
dig Tobak! svarer Aronsen. -- Fredrik ler og trøster ham: Nei Dokker
skal ikke ta det saa tungt og indstændig, Aronsen! Vi skal nu bare sælge
disse Varerne midt for Øinene Dokkers, saa farer vi hjem igjen. -- Gaa
og vask Munden din! roper Aronsen ophidset. -- Hahaha, nei Dokker skal
ikke hoppe saa stygt, Dokker skal være som et Landskap! --

Geissler er saa træt, saa træt, det hjælper ikke engang med graa
Næseklemme, Øinene vil lukke sig i Vaarlyset: Farvel, Sivertmand! sier
han pludselig. Nei jeg kan allikevel ikke komme til Sellanraa dennegang,
si din Far det; jeg har saa meget at staa i. Men at jeg kommer senere,
si! --

Aronsen spytter efter ham og gjentar: Han skulde været skutt! ....

I tre Dager sælger Karavanen Sækkerne tomme og faar gode Priser. Det
blev en brillant Forretning. Bygdens Folk hadde endda velsignet med
Penger efter Kraket og var i den bedste Øvelse med at bruke dem, de
trængte disse Fugler paa Staaltraad, de satte dem paa Kommoden i Stuen,
og de kjøpte ogsaa pene Papirkniver til at skjære op Almanaken med.
Aronsen raset: Net som ikke jeg skulde ha fuldkommen saa pene Ting i
Kramboden min!

Handelsmand Aronsen var i stor Pine, han skulde jo følge med og vogte
paa disse Sækhandlere, men de skilte Lag og gik hver sin Vei ind i
Bygden og det sønderrev ham at rænde i Hælene paa alle tre. Saa opgav
han først Fredrik Strøm som var den ubehageligste i Munden, derpaa
Sivert fordi han aldrig svarte et Ord, men bare solgte; Aronsen valgte
at følge sin gamle Fuldmægtig og motarbeide ham i Stuerne. Aa men
Fuldmægtig Andresen han kjendte jo sin gamle Herre og hans Uvidenhet om
Handel og forbudte Varer. -- Naa, saa er ikke engelsk Snelletraad
forbydd? spurte Aronsen og lot kyndig. -- Jo, svarte Andresen. Men jeg
gaar ikke og bærer paa Traadsneller her, det kan jeg sælge i Marken. Jeg
har ikke en eneste Snelle Traad med, se selv! -- Hvad det kan være. Men
du ser jeg vet hvad som er forbydd, det lærer du mig ikke. --

Aronsen holdt ut en Dag, saa opgav han ogsaa Andresen og gik hjem.
Sækhandlerne hadde intet Opsyn mere.

Og nu var det at det gik saa utmærket. Det var i de Dager da
Kvindfolkene brukte Løsflette i Haaret, og Fuldmægtig Andresen var en
Mester til at sælge Løsfletter, ja han kunde i en Knipe sælge lyse
Fletter til mørke Piker og maatte bare beklage at det ikke var endda
lysere Fletter, graa Fletter, for det var de kostbareste. Hver Kvæld
møttes saa Gutterne paa avtalt Sted og rapporterte og laante utsolgte
Artikler av hverandre, saa satte Andresen sig gjærne til med en Fil og
utslettet et tysk Fabrikmærke paa en Jagtfløite eller fjærnet Faber fra
Pennalerne. Andresen var og blev en Knop.

Sivert blev derimot en Skuffelse. Ikke saa at han var lat og ikke
avhændet Varer, ho, han avhændet mest; men han fik forlite Penger for
dem. -- Du snakker ikke nok, sa Andresen.

Nei Sivert snakket ikke i lange Remser, han var Markbo, han var ordviss
og rolig. Hvad var det at snakke om? Desuten vilde Sivert gjøre sig
færdig til Helgen og komme hjem igjen, det var Onn i Marken. -- Det er
ho Jensine som roper paa han! mente Fredrik Strøm. -- Samme Fredrik
hadde forresten selv Vaaronn at gjøre og liten Tid at kaste bort, men
maatte han ikke allikevel gaa indom Aronsen den siste Dag og kjækle en
Stund! Jeg vil sælge han Tomsækkene, sa han.

Andresen og Sivert gik igjen ute og biet mens dette stod paa. De hørte
det herligste Mundhuggeri fra Kramboden og nu og da Fredriks Latter; saa
slog Aronsen op Kramboddøren og viste Gjæsten ut. Aa men Fredrik kom
ikke, nei han gav sig god Tid og talte væk, det siste de hørte utenfor
var at han prøvet at sælge Aronsen Gyngehestene.

Saa gik Karavanen hjemover -- tre Karer fulde av Ungdom og Helse. De
sang og gik, sov nogen Timer paa Fjældet og gik igjen. Da de kom frem
til Sellanraa om Mandagen hadde Isak begyndt at saa. Det var Veir til
det: fugtig Luft, nu og da sprak Solen frem, en uhyre Regnbue spændte
tværsover Himlen.

Karavanen opløses. Farvel, Farvel ....

Der gaar Isak og saar, intet andet end en Kværnkall av Skikkelse, en
Kubbe. Han gaar i hjemmevirkede Klær, Ulden er av hans egne Sauer,
Støvlerne av hans egne Kalver og Kjyr. Han gaar religiøst barhodet mens
han saar, øverst opi Hodet er han snau, men ellers skammelig haarrik,
det staar et Hjul av Haar og Skjæg om hans Hode. Det er Isak,
Markgreven.

Han visste sjælden en nøiagtig Dato, hvad Bruk hadde han for den! Han
hadde intet Papir at indfrie; Kryssene i Almanaken var naar hver Ku
skulde bære. Men han visste Olsok om Høsten, at da hadde han alt tat
Tørhøi ind, og han visste Korsmesse om Vaaren og at tre Uker efter
Korsmesse gik Bjørnen av Hi: da skulde al Sæd være i Jorden. Han visste
det som trængtes.

Han er Markbo i Sind og Skind og Jordbruker uten Naade. En Gjenopstanden
fra Fortiden som peker Fremtiden ut, en Mand fra det første Jordbruk,
Landnamsmand, ni Hundrede Aar gammel og igjen Dagens Mand.

Nei han hadde intet igjen av Pengene for Kobberfjældet, de var blaast
bort. Og hvem hadde noget igjen av dem da Fjældet atter laa forlatt? Men
Almenningen den ligger med ti Nybygg og vinker paa andre Hundrede.

Vokser her intet? Her vokser alt, Mennesker, Dyr og Grøde. Isak saar.
Kvældsolen skinner paa Kornet, det stritter ut fra hans Haand i Bue og
synker som en Gulddryft i Jorden. Der kommer Sivert og skal harve, siden
skal han rulle, saa harver han igjen. Skogen og Fjældene staar og ser
paa, alt er Høihet og Vælde, her er Sammenhæng og Maal.

Klingeling! sier Bjældene langt opi Lien, det kommer nærmere og nærmere,
Dyrene søker hjem tilkvælds. Det er femten Kjyr og fem og firti Smaafæ,
Dyrene er tre Snes fulde. Der gaar Kvindfolkene til Sommerfjøset med
sine mange Mælkebøtter, de bærer dem i Børtræ paa Akslerne, det er
Leopoldine, Jensine og lille Rebekka. De er alle tre barbente.
Markgrevinden er ikke med, Inger selv, hun er inde, hun skal lage Maten.
Hun skrider høi og statelig om i sit Hus, en Vestalinde som gjør op Ild
i en Kokeovn. Lat gaa, Inger har seilet paa den store Sjø og været i
Byen, nu er hun hjemme igjen; Verden er vid, den yrer av Prikker, Inger
har yret med. Hun var næsten ingen blandt Menneskene, bare en.

Saa kommer Kvælden.

       *       *       *       *       *
           *       *       *       *
       *       *       *       *       *

Trykkfeil:

  jeg saa Elias sin Ildvogn, forlate min Synd .. ..  [_uendret_]
  husket lille Rebekka hø-it i Veiret.  [_uendret_]
  Herrerne kunde saa ikke avgjøre noget fra Hesteryggen
    [Heste-/steryggen]
  Vil De sælge det lille Gruvefeltet Deres?  [- i «De-/res» usynlig]
  Det fandtes ikke bedre Grund. Farn sa:  [Grund,]
  Det skal ikke liten Overvindelse til at omvende sig saa.  [atomvende]
  saa tror jeg ikke at Dokker skal vør den Manden.  [. mangler]
  Si hvad du skal ha for Marken, sa hun.  [_uendret_ feil for Lammet?]
  hun hadde intet at utsætte paa hende, men hun syntes at  [synets]
  han kunde ikke glemme det  [kan kunde]
  Hun utstraalet smaa Naalestik, men heller ikke det hjalp  [Naalektik]
  forklarer Farn, tilstaar Farn.  [_uendret_]
  en Kar som skal tilbake til Amerika.  [Amerika,]
  Saa kommer du ikke nogen Vei for Graat og Tilstand.  [Tilstand,]
  den muntre Fredrik Strøm er i fuld Gang  [Frederik]





End of the Project Gutenberg EBook of Markens grøde, by Knut Hamsun

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK MARKENS GRØDE ***

***** This file should be named 43725-8.txt or 43725-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/3/7/2/43725/

Produced by Louise Hope, Tor Martin Kristiansen, Robinzoon
and the Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.