*** START OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43781 ***

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne
e-bog, men forfatterens stavning er for øvrigt bevaret. _Understreg_
er brugt til at gengive kursiveret tekst.




                            CARIT ETLAR

                              BJØRNEÆT

                      NATIONALHISTORISK ROMAN

                             KØBENHAVN
                        DET NORDISKE FORLAG
                     BOGFORLAGET: ERNST BOJESEN

                                1898


Om OLE SVENDSEN BAKKE fortælles i »Carit Etlars Minder« følgende:

 En af hans (Brosbølls) tidligste Erindringer fra Hjemmet er,
 at der paa Væggen i Storstuen hang et Billede af Ole Svendsen
 Bakke, den tapre Klokker fra Id, der blev berømt som Partigænger
 i den store nordiske Krig under Karl den Tolvtes Indfald i Norge.
 Formodentlig er Ole Svendsen Bakke Farfader til Brosbølls Moder,
 den norske Præstedatter, Ursula Svendsen, og saaledes i dobbelt
 Forstand Stamfader til vor danske »Gjøngehøvding«, idet Duften af
 den tapre Klokkers Bedrifter saa at sige aflagredes i dette Hjem.

 Der fortælles at Drengen Carl plejede at krybe op i Sofaen, for
 ganske rolig paa sine Knæ at ligge og betragte Billedet. En Aften
 sagde han meget rørt, da han blev commanderet iseng:

    »Jeg lover Dig, Du Mand fra Id,
    Jeg skal Dig ligne med al min Flid.«




»S. M.«


Nordost for Frederikshald i den sydøstlige Deel af Norge bryder
Tisteelvens Tilløb sig dundrende Baner mellem Fjeldene, snart
i skummende Fossefald, snart i sindigere Løb, indtil den efter
Skonningfossens lange Vandfald, og forenet med Oplandenes rige
Vandaarer, som en ret anseelig Flod glider gjennem Staden
Frederikshald, for tilsidst gjennem de saakaldte Vasdrag at strømme
ud i sidere Egne og finde sit Udløb i Havet gjennem Svinesund lidt
Nord for Dynekilen og den svenske Skjærgaard.

Oppe i de uveibare og mørke Skove Nord for Frederikshald laa i
Vinteren 1716 to rødmalede Træhuse paa hver sin Side af en Kløft, der
sendte et altid skummende Tilløb til Tisteelven. Træhuset tilhøire
var stort og grundmuret med tilhørende rødmalede Stolpebode. I Norge
reises sædvanlig endnu i Dag disse Boder paa Stolper til Opbevaring
af Fødemidler, Flæsk, Korn, Fladbrød, Tyndbrød o. s. v., for at sikre
Forraadene mod Rotterne. Naar Fjælebroen til et saadant Stolpehuus
er optrukken, danner det en uangribelig Fæstning for de talrige og
graadige Gnavere.

Det andet Huus var mindre, Døren sad skjævt, Væggene heldede, og det
havde ingen Stolpebod.

En Morgen i December susede det høitidsfuldt gjennem Fyrretræsskoven
oppe i Fjeldødet. Taagen laa endnu som et blaaligt, uigjennemsigtigt
Slør over Dalen. En ung Pige stod paa Fjeldskrænten; hendes
gyldne Haar lyste i den opgaaende Sol omkap med de glødende
Fyrretræsstammer. Det rødlige Skjær over Egnen tog til, blev klarere
og varmere; Skov og Fjeld og Pige smeltede sammen i en rødmende
Harmoni.

»Sippedeia!« lød et jodlende Raab fra den anden Side af Kløften. Den
unge Pige foer sammen, men rørte sig ikke af Stedet.

»Dukkeneia!« lød Raabet atter med de lifligste Strubelyde og Klunk.
»Dukkeneia!« svarede Ekkoet oppe og nede. Den unge Pige blev staaende
ubevægelig og stirrede ud mod Solen; hendes Kinder bleve lidt rødere,
hendes Blik fik et spændt Udtryk. Morgenvinden susede gjennem Skoven
og rystede en Regn af frossen Riim over hendes blottede Hals og Arme.

»Sol er oppe, Olaug! Toppen din gløder omkap med Furuen!« raabte en
høivoxet, guulhaaret Dreng fra Stalddøren ovre paa det store Huus.

»Ja, Sol er oppe!« raabte Pigen og kastede kjækt Hovedet tilbage.
»Snart staaer Norges Rige i Flammer. Nede i Frederikshald fortalte de
i Gaar, at ret nu bryder Svenskekongen Carl ind over Grændsen. Agt Du
paa, at ikke din Top bliver rød af dit eget Blod, Gutten min!«

»Hurra, Sol er oppe, Guldtop;« jublede Drengen og gjorde et Hop i
Veiret med en betegnende Gebærde med begge Hænder op til sit Haar.

»Jeg vilde ønske, det var Dig, som havde det gule Haar,« raabte
Pigen, mens Taarerne banede sig Vei over hendes friske Kinder.

»Hvorfor det, vesle Olaug?«

»Jeg skulde saavist aldrig lade Dig høre ondt derfor, Halvor,«
svarede Pigen og vendte sig for at gaa.

I det samme kom en bredskuldret Mand til Syne i Stalddøren bag
Drengen. Det var den rige Bonde, Halvor Bjørnstad, en høi, sværlemmet
Kæmpe med graanende Haar og buskede Øienbryn. En skarp Fold mellem
Øinene gav ham et barsk Udtryk, som forhøiedes af hans brede, furede
Pande og bydende Holdning.

»Du passer ikke din Gjerning,« sagde Manden og rynkede Brynet.
»Tømmeret ligger i Dynger paa begge Sider af Elven; ned og bring det
i Drift igjen!«

»I Gaar trak jeg to Tylfter i Land,« sagde Drengen og skuttede sig;
»nu er det ikke Tid at slaaes med Byfolket dernede, al den Stund
Svensken samler sig ved Grændsen og bryder ind i Landet. Nu Øxen paa
Nakken og Kniven i Bæltet -- ind paa dem, Fatter! hug dem -- stik
dem! -- saa i Fossen med dem. Det er det Tømmer, vi Nordmænd nu skal
flaade ud til Skagerak.«

»Til din Gjerning, Dreng!« sagde Faderen og hævede Haanden.

Halvor skottede til Olaug, som endnu stod i Døren derovre. Hendes
slanke Skikkelse tegnede sig skarpt mod den mørke Baggrund, et
Billede paa Ungdom, Livskraft og straalende Sundhed.

»Jeg maa først ind og have noget til Davre, Fatter,« sagde Halvor;
»lidt Æg og lidt Kjødmad, det liver op, for jeg er saa sulten.«

Faderen trak paa Skulderen, Halvor smuttede ind ad Stalddøren,
hvorfra et jodlende »Sippedeia!« lød ud mod det røde, faldefærdige
Gjenbohuus.

»Hvorledes staaer det til med din Madmoder i Dag?« raabte Manden over
til Olaug, som endnu stod i Døren.

»Det er vist paa det sidste med hende,« svarede Pigen med skjælvende
Læber.

Manden hentede to Fjæle, som han lagde over Kløften, og gik med
sikre Skridt over den gyngende Bro. Pigen traadte til Side og lod
ham gaa ind i den lave Bjælkeloftsstue. Der herskede stor Armod,
men Renlighed i det lille Kammer, Knaposte stode paa en Hylde langs
Væggen, Bundter af tørrede Urter hang ned fra Bjælkerne; indenfor den
grønne Glasrude blomstrede nogle Gyldenlakplanter og sendte en stærk
Duft ned over en gammel, hentæret Kvindeskikkelse, der laa i en Seng
ved Vinduet.

»Saa langt er det nu kommet med Dig, Søster Ulle, fordi Du ikke vilde
følge mit Raad,« ytrede Manden og satte sig hos den Syge.

Et taknemmeligt Smil gled over den Døendes indfaldne Ansigt.

»Godt Du kom; jeg maatte tale med Dig, inden der bliver løst op for
mig. Har Du hørt noget fra Børnene?«

Manden rystede paa Hovedet.

»Dine Børn og altid dine Børn! De bleve din Ulykke, Søster Ulle, de
duede ikke; det kommer af den Opdragelse, de fik herhjemme. Nu har Du
slidt Dig op for dem, og hvad har Du for det? Din Datter sender Dig
sit Skjændselsbarn herhjem i Pleje, Olaug derude. Du tog mod hende og
bragte Vanæren under Tag. Dine to Sønner ere Døgenigter og flakke om
som andet Fantefolk, Jørgen med sin Fidel paa Nakken, den anden er
paa de lange Reiser; imens ligger Du herhjemme, fattig og hjælpeløs.
Hvad har Du nu for dit lange Liv i Offer og Forsagelse?«

»Tal ikke saa, Broder Halvor,« udbrød den Syge og reiste sig med
et lysende Blik fra de dybe Øienhuler; »jeg har jo min inderlige
Kjærlighed, jeg har Mindet om dem, da de vare smaa og trængte til
mig og hang ved mig, jeg har Træet herudenfor, hvor Jørgen med sin
Tollekniv ridsede mit Navn, S. M.; han troede, at jeg hed »Søde
Mo'er«, den kjære Dreng! Det staaer der endnu at læse; jeg kan see
det i Barken herfra, hvor jeg ligger. -- Olaug, som Du kalder et
Skjændselsbarn, er min Alderdoms Støtte, en brav og kjærlig Pige;
i hende finder jeg lidt igjen af alle tre Børn. -- Tro mig, gode
Halvor, den lever ikke sit Liv forgjæves, som lever det for andre.
-- -- Det var heller ikke for at tale om mig,« vedblev den Syge og
sank tilbage i Puderne, »at jeg bad Dig komme herover. Det var om Dig
selv, jeg vilde tale. Din Hustru, Mari, var herovre i Gaar.«

»Har hun beklaget sig?« spurgte Halvor barsk.

»Nei, Mari klager ikke; hun holder for meget af Dig, Halvor, paa sin
blide, stilfærdige Maade. Hun har aldrig ret forstaaet dit mørke,
ubøielige Sind. Nu, Du ligger i Krig med det hele Frederikshald
dernede, knuges hun til Jorden.«

»Jeg ligger ikke i Krig,« foer Bjørnstad op; »jeg tager mig blot selv
til Rette med de Midler, som staa til min Raadighed, siden Byens
danske Embedsmænd ikke godvillig ville gjøre deres Uret god mod mig.
Til det skeer, er min Haand imod dem alle.«

»Og deres imod Dig. -- Din Hustru ærer Dig og seer op til Dig som et
Barn efter Foraarssolen herinde i den mørke Furuskov. Men alt maa
bøie sig til Jorden i din Nærhed, Halvor. Det har været saa, siden
Du var lille; Du lærte aldrig at bøie din stive Nakke. Mari gaaer
til Grunde. -- Husk, Du har kun hende i den hele Verden at helde
dit Hoved til. Vær mild mod hende, Stakkel; hun behøver saa lidt
-- et Smil, et opmuntrende Ord, saa lyser hele Fjeldet for hende.
-- Nu rynker Du din Pande; men Døden giver mig Mod til at sige Dig
Sandheden. Tænk herpaa, naar jeg er borte -- for hendes -- for din
egen Skyld.«

Den gamle Kone gispede efter Luft og fortsatte derpaa hurtigt, som
om hun frygtede for ikke at faae Tid til at fuldende:

»Gaa hen og træk Skuffen ud derhenne i Bunden af Skabet.« Hun
fremdrog fra sin rynkede Hals et Seilgarn med en blankslidt Jernnøgle.

Broderen aabnede Skuffen.

»Tag de tre Kasser til Dig,« sagde den Syge; »i hver af dem ligger
lige mange Sparepenge til Børnene; i Ulles er der fire Sølvskilling
mindre end i Brødrenes. Hun vil ikke tage det ilde op, naar hun
hører, vi maatte bruge dem til Apothekermedicin forgangen. Giv dem
hver en Kasse med deres Moders Velsignelse; nu kan jeg ikke mere for
dem hernede.«

»Du har opsparet alle disse Penge!« udbrød Bjørnstad forundret; »Du
har nægtet Dig selv Alt, Føde, Klæder, Pleie, for blot at skrabe
sammen til de Utaknemmelige, som herhjemme bragte os Alle Skam, og
som aldrig besøgte Dig, siden de droge ud i Verden!«

»Hvad Magt laa der vel paa mig?« svarede Konen. »Hvad troer Du,
en Moder føler, naar hun sidder hjemme i den forladte Rede, i sin
lune Stue, mens Børnene tumles om derude og maaske savne Alt, mens
Fremmede see koldt og hjerteløst paa dem? Hvad troer Du saa er bedst,
at spise et Æg eller lægge det hen, til Snesen er fuld, og sælge den
og gjemme Pengene i Kassen dèr? Nei, seer Du, naar Bien fløi hjem
med Honning til Kuben derude, saa holdt jeg af den; det var jo til
mine Børn, den sankede i Huus. Naar Hønen kaglede, takkede jeg hende;
det var jo for at mætte mine Børn, den lagde sit Æg. Naar Stormen
fældede de tørre Grene i Skoven, saa hilste jeg den velkommen; det
var jo Kvas, jeg kunde bære paa min Ryg til Staden og sælge til
Smaafolk. -- Tro Du mig, Broder, de Kasser har været min bedste
Lykke, min varmende Kakkelovn, siden Børnene forlode mig. Havde jeg
blot naaet at faae dem fulde! -- Det er nu forbi -- velsign dem,
Herre Fader, -- bøi Dig, Halvor, -- Olaug -- --«

Den Syge sank sammen og udaandede. Der var een trofast Modersjæl
flere hos Gud.

Da Bjørnstad lidt efter gik ud gjennem Stegerset, stod Olaug støttet
op til Brædevæggen med tilbagelænet Hoved og stirrede taareløst frem
for sig. Hun havde hørt Alt, hvad der taltes i Stuen. Hun vidste jo
nu, at hun var et »Skjændselsbarn«, og at hendes eneste Ven var gaaet
bort.

En Uge senere sade Mo'er Ulles tre Børn samlede i samme Stue.
Kirkeklokken i Id Sogn havde ringet til Lig. Skjøndt der ikke blev
betalt mere end for almindelig Begravelse, havde Klokken kimet en
halv Time i den klare Høiluft. Det var en Hæder, som sjældent blev
andre end Storbønderne til Deel. Ringeren, Ole Svendsen Bakke fra Id,
gav den afdøde Enke denne sidste Hilsen af fuldt Hjerte, det hørtes
paa de manende Knebelslag mod den norske Malm.

Der var det ved den Kirkeklokke i Id, at den ikke ringede til Høitid
taktfast og pligtmæssigt som andre Søndagsklokker. Egnens Folk
standsede gjerne og lyttede og forstode, hvad den Klokke fortalte:
Engang imellem hamrede den sin Lyd haardt og koldt ud over Sletten:
»Javist,« sagde gamle Mo'er Mari, »det er Storbonden Aarud, som med
Pengeknoen banker paa Himmerigsport.« -- Eller Tonerne løde som en
Moders Hulken, trøstesløse dybe Suk, som en Sjæl, der græder sig
tildøde, -- saa pludselig svandt Toneklangen hen smeltende blidt, som
om den forsikrede, at nu hvilede den Lille hos Gud. -- Den Klokke
i Id Kirke havde Guds Stemme inde, for det var en gudfrygtig Mands
Hjerte, Ole Svendsen Bakkes, der slog i dens Malm.

Nu var Klokken forstummet. Der var trykkende stille i den lave Stue.
For Bordenden sad en pyntet, halvgammel Kvinde, der urolig speidede
ud gjennem det tilfrosne Vindu paa Sneen, der hobede sig op i bløde
Dynger og maaskee spærrede Veien til Frederikshald inden Aften.
Hendes spidse Træk røbede, at hun havde været smuk i yngre Dage,
en Fylde af rødligt Haar omgav efter Tidens Mode hendes Ansigt i
Bukler og Krøller, over hvilke en saakaldet Fontange kneiste, et høit
Stillads af Staaltraad, dækket af Sløifer og Voxperler og Blonder,
som her i den sørgelige Anledning bestod af sort Flor.

Denne besynderlige Mode var i Frankrig opstaaet ved, at Frøken de
Fontanges Lokker en Dag paa Jagten i Ludvig den Fjortendes Selskab
havde løsnet sig i Vinden, hvorfor hun samlede dem med et bredt
Silkebaand, hvis Sløifeender faldt ned over hendes Pande og vakte
den kongelige Herres Beundring. Dermed var Moden fastslaaet og
herskede i stedse voxende Excentricitet til Aaret 1714 imod Kongens
Ønske. Da fremtraadte paa et Hofbal en skjøn Englænderinde med lav
Frisure, og paa een Nat blev Fontangen banlyst, hvilket Kongen
forgjæves ved Magtbud og Spotterier havde søgt at opnaae.

Heroppe i den nordiske Afkrog skulde der mere til for at ryste
Fontangens skrækkelige Herskermagt.

»Hvad kan Morbroder Bjørnstad egentlig ville os?« udbrød hun
utaalmodig og hakkede i Gulvet med sine høie Hæle. »Hvor kan det
falde ham ind at stævne os sammen heroppe midt i den strenge Vinter?
Min Patron, velfornemme Kjøbmand Walck, tilgiver det aldrig, om jeg
kommer hjem med Snue.«

Henne ved Væggen sad Skipper Daniel og græd. En høilydt Snøften kom
igjen med regelmæsige Mellemrum, mens han saae op mod Loftet, hvor
Uroen, der hang i en Traad under Bjælken, var i uafbrudt Bevægelse
som Samvittighedsnaget i den fiirskaarne Sømands Indre.

»Aa ja, aa ja, lille Motter, hvorfor kunde Du ikke ogsaa holdt ud,
til jeg fik bygget mit rare Huus nede paa Tangen ved Svarte-Jansund,
saa skulde Du have faaet dine magelige Dage -- aa ja, aa ja! -- Sikke
Søskende, jeg arme Mand har faaet!« foer han pludselig op og slog i
Bordet. »Mens jeg var ude paa de lange Reiser og tænker paa ingen
Verdens Ting og slider for at komme hjem til vor lille Mo'er som
Skipper paa egen Skude, saa har I ladet hende forkomme heroppe i
Sult og Elendighed! Sikke Søskende, jeg Ulyksalige dèr har faaet! Det
forvindes aldrig.«

Den svære Mand rystede af Sindsbevægelse.

Søsteren betragtede ham med Ringeagt.

»Daniel taler som altid med om Ting, han ikke forstaaer,« sagde
hun. »Hvad vilde min velfornemme Patron sige, om jeg i Tid og Utid
føitede af min Plads som velbestaltet Huusbestyrerinde for at besøge
min fattige Slægt? Hun havde jo desuden sin rige Broder Bjørnstad
derovre, og Jørgen har ogsaa besøgt vor Mo'er ifjor. Han paastod, at
hun havde det godt nok. Nu maa han staae ved sit Ord.«

Jørgen, en høi og bredskuldret Mand omkring de tredive Aar med blaa,
aabenhjertige Øine og et guulbrunt Kindskjæg, og som hidtil havde
siddet taus paa Sengekanten og stirret paa Moderens tomme Leie, saae
op og nikkede.

»Jeg staaer ved mit Ord. Da jeg sidste Sommer besøgte vor lille
Mo'er, bad hun mig hilse Eder, at hun havde det godt; det var hendes
gladeste Tanke, naar det gik os Alle vel. Hun led heller ingen Nød,
sagde hun; alt, hvad hun bad mig om, da jeg gik, var at spille vor
Vuggevise, fra vi vare smaa, for hende paa min Fidel. Det gjorde
jeg, og jeg blev ved at spille den for hende, mens jeg steg ned ad
Bjerget. Mo'er blev staaende paa Pynten og saae efter mig; saa rakte
hun sin krogede Arm i Veiret -- -- Det var sidste Gang, jeg saae
hende.«

»Ih nei, hvad siger Du: havde vor Mo'er en kroget Arm?« spurgte hans
Søster Ulle og saae mod Døren, som om hun ventede Nogen.

»Ja, Mo'er holdt meget af at staae derude paa Pynten og see ned over
Veien; hun ventede altid, at nogen af os skulde komme. Saa skyggede
hun for Øinene med Haanden for at see des længere. En Dag i Oktober
sidstgangen stod hun nok for længe derude -- Efteraarsstormen,
forstaaer I! Da hun gik ind, kunde hun ikke rette Armen, og siden tog
Gigten den og hele Kroppen.«

Der blev stille i Stuen, underligt, uhyggeligt stille. De tre
Søskende syntes at undgaa at see hinanden i Øinene, Daniel
begyndte igjen at snøfte, Ulle gjøs af Kulde og aandede paa Rudens
Frostblomster, for at see ud, Jørgens Blik hvilede atter paa Moderens
tomme Seng. En snigende Iiskulde syntes lidt efter lidt at stivne de
tre Søskende, som her vare forsamlede for første Gang i mange Aar.
Maaskee begyndte det at gaa op for dem, hvad de havde mistet for
bestandig.

Lidt efter knirkede Sneen udenfor; Halvor Bjørnstad traadte ind uden
at banke paa Døren og trampede Sneen af sine Støvler. Bagefter ham
kom en spinkel middelhøi Kvinde, indhyllet i et uldent Shawl, mellem
hvis Folder et blegt Ansigt frygtsomt speidede. Hun nikkede med et
venligt Smil til de Tilstedeværende og saae sig om efter et Sæde.

»Moster kan saa rart sidde her hos mig,« udbrød Ulle deeltagende og
gjorde Plads paa Bænken.

»Du sætter Dig dèr, Mari,« sagde Bjørnstad og pegede med
Tommelfingeren over Skulderen mod Jørgen. Hans Hustru lod sig lydig
glide ned paa Sengekanten.

Bjørnstad stillede en grønmalet Kasse paa Bordet og aabnede den. Idet
han fremdrog de tre Æsker, som den Døende havde betroet ham, kastede
han et gjennemtrængende Blik under de buskede Bryn paa de forsamlede
Søskende. En foragtelig Trækning om Munden røbede hans Stemning, idet
hans Øine langsomt gled op over Ulles opstadsede Hovedpynt.

»Eders Moder hilser Jer,« begyndte han med dyb Røst. »Hun var
en ærlig og stræbsom Kone, som hviler med Hæder dernede i den
bjørnstadske Familiegrav. Havde hun fulgt mit Raad, var det gaaet
bedre. Jeres Moder levede sit Liv i syg Kjærlighed og døde af den
Længsel og Sorg, hendes Børn voldte hende.«

Daniel foer op.

»Det skal Morbro'er nødig sige;« raabte han hulkende; »det svier saa
svært her i min Hjertekule, -- hvor kan Morbro'er sige mig Fader- og
Moderløse saadant noget paa?«

Bjørnstad fortsatte uden at ændse denne Afbrydelse:

»Her er de Penge, hun tog fra sig selv, for at skrabe sammen til Jer,
som aldrig havde noget til hende. Een Moder kan føde ti Børn; men ti
Børn kan ikke føde een Moder; det slaaer til. Skam faae det Land,
der bærer slig Yngel! -- Dèr -- tag Jeres Blodpenge og Jer Moders
Velsignelse. Der hænger en Taare ved hver Søsling. Gaa og giv den
ud til Jert Fjas og Skjørlevnet. Der glider et Suk og et sorgfuldt
Smil mellem Jeres Fingre, naar I øde denne Skat. Maatte den kjøbe Jer
karsk Blod i Aarerne; det, I har, duer ikke!«

Bjørnstads Stemme steg for hver Sætning, han udslyngede; der lød
en Skjælven i den Torden, hvormed han syntes at ville overdøve sin
egen Bevægelse. Lyden af hans mægtige Røst gjenlød under det lave
Bjælkeloft, hvor Uroen svingede paa sin tynde Traad. Dermed vendte
Bjørnstad de Forsamlede Ryggen og gik mod Døren.

Ulle reiste sig. Hendes skarpttegnede røde Kinder havde efterhaanden
antaget en blaalig Farve, hendes Hud gustnede under den blaa Sminke,
medens de talrige Skjønhedspletter dirrede paa hendes skjælvende Træk.

»Tøv lidt, Morbro'er Bjørnstad!« udbrød hun med en skjærende Stemme,
der forstærkedes i dertil beleilige Øieblikke til et arrigt Hviin;
»tøv lidt, Du, som saa stursk sætter Dig til Høibords over Andre.
Nu skal _Du_ høre et sandt Ord i rette Tid. Jeg husker Dig nok,
Bjørnstad derovre i Storgaarden, Du med den haarde Haand og de
buskede Petersillebryn, som jog os Børn i Krogen. Vi husker grant,
naar Mo'er slog sine Arme om os alle tre, for at redde os fra din
Knortekjæp. Nu staaer Du her igjen og rynker dine graa Børstebryn
og haaner os i vor Sorg og tramper os ned under din Jernsko. Men
see, her staaer _jeg_; nu er det ikke længer tre rædde Børneunger,
Du har for Dig. -- Hvem er Du selv? En Bjergrøver kalde de Dig
nede i Staden, En, som tager sig selv til Rette og sætter sig over
Lands Lov og Ret. Du stjæler Byfolkets Tømmer heroppe af din Fos,
hugger Kommunens Mærke bort og sætter dit Øxemærke deri, og naar
de stævne Dig for Retten, møder Du ikke. Tag Dig i Agt! Forgangen
sagde min fornemme Huusbond, at nu bliver Du lyst fredløs, forstaaer
Du: fredløs? Du bliver fældet som Ulven i Skoven, -- Morbroder
Bjørnstad, hører Du? Du bringer Skjændsel over din Slægt! Vi fornægte
Dig -- jeg, velagtede Huusholderske hos høifornemme Kjøbmand Walck,
fornægter Dig, Du Barneskjænder -- Bjergrøver -- Du -- --«

Ulles Stemme var gaaet over i uartikulerede Hviin. Bjørnstads Hustru
vred uafbrudt sine Hænder. Han selv var standset midt i den lave Dør;
hans spottende Blik hvilede paa Ulle.

»Ja, vi maa sandfærdig skamme os nede i Frederikshald -- sikken
Morbroder jeg arme Mand dèr har faaet!« stønnede Daniel og knyttede
sine brede Næver.

Jørgen reiste sig fra Moderens Leie.

»Javist, Du var altid streng, Morbroder,« sagde han; »men Du var
retfærdig. Du slog haardt, men i rette Tid. Jeg var bange for Dig;
men jeg holdt af Dig. -- Hold saa Mund, I Andre, for det er alligevel
sandt: vi have været daarlige Børn mod en god Moder. -- Nu bliver jeg
herhjemme og stiver lidt af paa vor faldefærdige Stue og retter lidt
op med det samme paa mig selv. -- Lad dem kun Alle sige om Morbroder
Bjørnstad, hvad de vil, _jeg_ siger god for ham.«

Bjørnstads Blik hvilede gjennemtrængende paa Jørgen.

»Farvel herinde!« sagde han, da Jørgen tav, med en lav og særegen
Betoning, vinkede til sin Hustru at følge efter og gik tilbage mod
sit Huus over den gyngende Bro. Da han var kommen over, sparkede han
til Fjælene; de gled bragende fra Klippe til Klippe og forsvandt i
Fossen.

»Det var godt, at Hans Stormægtighed endelig fik Sandhed at
høre,« sagde Ulle og rettede Falbeladerne paa sit struttende
Fiskebeensskjørt. -- »Kan Daniel saa see, at vor Moder ikke led Nød,«
vedblev hun og veiede sin Arvepart i Haanden; »jeg vidste nok, at hun
var en fornuftig og sparsommelig Kone med Been i Næsen. -- Ja, nu har
vi vist ikke mere her at gjøre. Følg mig til Kanen, som holder nede
under Fjeldet, kjære Brødre; jeg maa hjem, inden Mørket falder.«

Daniel greb sin Pengekasse og rystede den; hans Sindsbevægelse var
mindsket betydelig.

»Det pure Sølv -- det pure Sølv! Sikken en Motter, jeg har haft! Det
er et rare Tilskud til Fartøiet, for sandt at sige har jeg fattige
Pjalt endnu ikke faaet meget paa Kistebunden -- halioho -- --!«

Han greb sig til Munden midt i Opsangen, spyttede en Skraa ud, saae
sig andægtig om i Sørgestuen og kastede et Slængkys med sin venstre,
røde Haand mod Sengen, idet han gik mod Døren.

Ulle havde aabnet Skabsdøren, fremtog Moderens graa, uldne Shawl og
svøbte sig deri; derefter aftog hun omhyggelig sin vaiende Hovedpynt
og bandt med en stor Hagesløife Moderens sorte Kirketørklæde omkring
sin tyndhaarede Isse, undersøgte tilsidst Bordskuffen, der kun
indeholdt nogle slidte Hornskeer og Knive. Hun nikkede til Jørgen og
forlod Stuen.

Udenfor paa Fjeldpynten stod Olaug.

Ulle standsede, betragtede hende med et usikkert Blik; saa tog hun en
rask Beslutning og gik hen mod hende.

»Er det Olaug?« spurgte hun og lod forbauset sit Blik glide over den
slanke Skikkelse, indtil hun standsede ved det ligblege Pigeansigt
med de store, funklende Øine, som med et umiskjendeligt Udtryk af
Uvillie mødte hendes beundrende Blik.

Olaug veg et Skridt tilbage mod Fjeldskrænten og udbrød med
skjælvende Røst:

»Ja, Moder, jeg er Olaug, vor Families Skjændselsbarn!«

Ulle foer sammen som ramt af en Piskesnert. Jørgen var fulgt med ud
i det Frie, for at see Ulle kjøre bort. Han blev et taust Vidne til
Moderens og Datterens første Gjensyn.

Ulle maalte den kjække Pige med et hvast Blik og sagde:

»Jeg seer, min gamle, svage Moder har ikke magtet at tugte Dig med
Ferle og Riis. Du skal høre nærmere fra mig om nogen Tid.«

Dermed vendte hun Olaug Ryggen og begav sig til Kanen, som kort efter
førte hende og Daniel mod Frederikshald.

Da Olaug blev alene, svigtede hendes Mod. Hun sank i Knæ og strakte
høit hulkende Armene mod Fossen.

»Bedstemoder, -- Bedstemoder!« hviskede hun i Overmaal af
Fortvivlelse og Forladthed; »tag mig til Dig -- dit Skjændselsbarn
længes hjem til Dig.«

Hun bøiede sig dybere over Afgrunden, som om hun søgte den gamle Kone
i Dybet; det var dog i Himlen, hun skulde finde hende.

I det samme følte hun en kraftig Haand paa sin Skulder, og en mild
Stemme udbrød:

»Bedstemoder sender mig til Dig, Olaug. Du bliver nu hos mig, til vi
finde noget bedre for Dig. -- Kom med ind og hjælp mig at rydde op i
vor gamle Stue. -- Vi To have meget at snakkes ved om -- om hende.«

Olaug saae op. Jørgen stod bøiet over hende med et sørgmodigt Udtryk,
Mormo'ers Udtryk, i sit mandige Ansigt.

Nede fra Fossens klippesprængte Leie lød Norges evige, storladne
Nationalhymne, mægtig og enevældig gjennem Fyrreskovens Susen, den
samme Melodi for den Sorgbundne som for den Glade, for Liv og Død.

Olaug reiste sig og gik foran Jørgen ind i Stuen. Bedstemoderen havde
svaret hende.




HÖLANDSSLAGET.


Den 8de Marts 1716 vare de øverstbefalende Officerer ved de norske
Tropper, udsendte for at forsvare det søndenfjeldske Norge mod
Carl den XIItes forventede Indfald i Landet, forsamlede i Höland
Præstegaard, der laa nogle Miil fra den svenske Grændse, omgivet
af klippefuld Skov, der gjennemfuredes af utallige Bække og
Fosser. Sneen laa dyb og haardfrossen i Fyrreskoven og dækkede
Kløfter og Indsøer. Hist og her havde Bjergvinden feiet Sneelaget
tilside, hvorved sorte, speilblanke Iispletter kom til Syne over de
stille Skovvande. Der lød en høitidelig manende Alvorsrøst ud fra
Skovtykningen over de aabne Jorde, der laa nærmest Gaarden.

Den stærke Kulde havde oversaaet Præsteboligens smaa Glasruder med
Iisblomster. -- Inde i Storstuen sade Officererne bænkede om Bordet.
Oberst Kruses korte, sværlemmede Skikkelse og barske Hoved ragede op
ved Bordenden; omkring ham sade Oberstlieutenant Bryggemann, Capitain
v. Heinen, Major Emhausen, Sorenskriver Wexelsen og flere andre. En
osende Olielampe hang ned fra Bjælkeloftet og oplyste de alvorlige
Mænd med et rødligt, usikkert Skær.

En vis Uro prægede de veirbidte Træk. Hver Gang, Døren gik op og
Pigerne indbar dampende Fade med duftende Retter, vendtes alle Blikke
mod Aabningen med et spændt Udtryk, som om vigtige Efterretninger
vare i Vente. Derefter fortsattes Samtalen i et dæmpet og afveiet
Sprog, betydningsfulde Spørgsmaal og Svar udvexledes.

Af og til lød Patrouillens taktfaste Skridt udenfor i den knirkende
Snee. Der var Farens Uhygge i Luften.

Et aabent Brev laa paa Bordet foran Brigadeer Kruse; det var dettes
Indhold, som blev drøftet og var vel egnet til at vække Eftertanke.
Capitain Sarpsborg havde nemlig fra den nærliggende Fæstning Basmo
sendt denne Skrivelse til Major Emhausen med Underretning om, at
Kongen af Sverrig skulde være opbrudt Dagen forud, den 7de Marts, fra
Holmedal med en veludrustet Armee og havde overnattet ved Kirkeby, en
halv Miil fra den norske Grændse.

Drøftelsen af denne tydelige Forklaring vakte imidlertid,
besynderligt nok, blot Usikkerhed og Meningsforskjel om Sagens
virkelige Forhold.

Oberst Kruse ytrede til Emhausen:

»Jeg bliver ved min Paastand. Svenskekongens Indfald er næppe saa nær
forestaaende, som Bønderne have rapporteret til Capitain Sarpsborg.
Disse Rygter have jo nu cirkuleret siden først i Januar. Hvor skulde
Kong Carl herinde faae Proviant til sin Armee? Guds Død, det vilde
være for dumdristigt selv af ham at gjøre Indfald i dette Klippeland
ved Vintertid.«

Major Emhausen rystede paa Hovedet.

»Disse kraftige Aarsager forhindre næppe Carl den Tolvte; mulig troer
han netop desaarsag at finde vort Land i uforberedt Forsvarstilstand.
Han veed, at vore Regimenter ere i Danmark; Hjælp derfra kan næppe
forventes paa Grund af ustadig Vind og besværlig Transport.«

»Javist,« udbrød Kruse med hævet Røst og støttede sin knyttede Haand
mod Bordet; »javist, Messieurs, Kong Carl, den Vovehals, brænder
efter hos os at gjenvinde de Laurbær, han nys tabte i Pommern. Vi
bør ikke være for sikre. Men hidtil ere alle Efterretninger, vi have
modtaget af Egnens Folk, saare upaalidelige; i Gaar brændte alle
Varder rundtom paa Urskougs Høider, og alligevel laa Svensken endnu
i Aftes rolig om Holmedal.«

»Efter min Formening er der større Sandsynlighed for, at han drager
ad Skaane til end drister sig til at overfalde os,« ytrede Bryggemann
og strakte Benene fra sig. »Jeg kom hertil for første Gang i Gaar,
siden det er blevet mig anbetroet at forsvare denne Egn. Jeg
forefinder ufremkommelige Veie, gyngende Broer og snevre Kløfter.
Her vil Forsvar blive mig en let Sag. Nei, Svensken vover sig ikke
herind. I Nat kunne vi idetmindste sove trygt nok; jeg trænger
haardelig til at hvile ud i Præstekonens Dyner.«

Brigadeer Kruse tilkastede den Talende et irettesættende Blik og
gjentog: »Ikke for sikre, Messieurs!«

I det samme traadte en Gefreider ind i Stuen og meldte, at et ungt
Kvindfolk begjærede at tale med den Øverstbefalende; hun bragte
vigtigt Nyt.

»Flere Røverhistorier fra Egnens Folk!« udbrød Kruse utaalmodigt.
»Lad hende træde ind. I disse Tider bør man høre alt Snak og selv
skjelne mellem Sandt og Usandt.«

»Ja, lad hende komme ind,« gjentog Bryggemann, strakte sine Been i
høie Kravestøvler ud paa Gulvet og slog et Smæk med Tungen. »Ungt
Kvindfolk bringer altid godt Nyt.«

Gefreideren lod Døren staa; en slank Pigeskikkelse kom til Syne i
Aabningen. Skarsneen tindrede endnu i hendes Pelstrøie og i de tætte
Krøller, der stak frem under Nationaldragtens Hue og indrammede
hendes friske Ansigt, der i Øieblikkets Spænding var blegt, medens
hendes Blik fløi hen over de forsamlede Officerer.

»Træd nærmere og fremsiig uden Frygt dit Ærinde,« sagde Kruse.

Olaug -- det var hende -- nærmede sig med opreist Hoved og skjælvende
Læber.

»Fjenden er over os i denne Nat!« udbrød hun stakaandet; »ret nu
staaer han paa Vandet Rømen, tre Mile herfra, saa tæt som Græs.«

»Seer vi det!« udbrød Kruse. »Har hun selv seet Svensken?«

»Ja, jeg saae et herligt Syn,« udbrød Pigen og løftede sit lysende
Blik; »Heltekongen Carl knælede midt paa Marken imellem sine Mænd --
det saae høitideligt ud. Saa steg Bønnen fra Alles Læber i den stille
Aften, høiere og høiere -- det lød tilsidst som et Skrig efter Seier
op mod Vorherre. Saa sprang Kongen op, og Fanerne vaiede under den
graa Himmel, og Hornene blæste, mens han steg til Hest og red forud
for alle Andre herind i Landet med en lille Trop Ryttere.«

Officererne saae til hverandre; nogle rystede vantro paa Hovederne,
andre smaalo over Pigens Forklaring.

»Hvorledes har Du kunnet observere alt dette saa nøie?« spurgte Kruse.

»Jeg var i et Ærinde for Klokker Bakke oppe i Fjeldene over Holmedal
hos gamle Kari Ranetry; paa Veien did kom jeg Svenskehæren nær og
fløi saa hid for at vare vore Folk i Tide.«

Kruse gjorde et utaalmodigt Tegn til sin Adjutant, som indførte det
her meddelte i sin Journal. Bryggemann fløitede og klirrede med sine
Sporer.

»Hvilken Vei kom Du hid?« spurgte Obersten.

»Den nærmeste, gjennem Naddem Passet. Svenskerne drage over Eid.«

»Hvad er Eid?« spurgte Bryggemann. »Det kunde være ganske rart, om
man havde sat mig lidt ind i Egnens Terrainforhold, siden man betroer
mig at forsvare den.«

»Eid er det Pas, som fører til Skoven ind ad Sverrig til.«

»Død og salte Plage, vi maa naturligviis snarest besætte de Passer
mandsstærkt, Major Emhausen,« udbrød Bryggemann. »Hvorfor har Ingen
tænkt herpaa? Jeg staaer jo her som fremmed og ukyndig Mand.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede den Tiltalte; »det omtalte Pas ligger
flere Miil herfra.«

»Flere Miil?« gjentog Bryggemann beroliget. »Saa kan der umuligt
blive noget af at besætte det i Nat. I Morgen tidlig bemande vi
Passerne og lade de øvrige Folk trække sammen her paa Pladsen fra
deres spredte Nattekvarterer. Forstaaer han?«

»Javel, Hr. Oberst!« Adjutanten slog de sporeklirrende Hæle sammen.

Olaug traadte dristig frem til Bordet.

»I tage det ikke ilde op, Hr. Høvidsmand,« udbrød hun med blussende
Kinder; »men de Passer maa besættes strax. Fjenden er ellers over os,
før Dagen gryer.«

Kruse gik heftig frem og tilbage, som om han var Bytte for vexlende
Betragtninger.

»Dit Navn?« spurgte Bryggemann.

»Olaug.«

»Dit Slægtsnavn?«

»Olaug,« gjentog Pigen med tydelig Usikkerhed.

Kruse bemærkede hendes Forlegenhed. Den bestyrkede hans Mistillid til
hendes Udsagn.

»Det har sin Rigtighed, Olaug hedder hun,« sagde Fogden og reiste sig
halvt i Sædet; »hun hedder blot Olaug -- af visse Grunde.«

»Giv Pigen en halv Daler og lad hende gaa,« sagde Brigaderen til
Adjutanten.

Olaug skjød Haanden med Pengestykket tilbage og gik mod Døren.

»Vil Du ikke have Pengen, min Glut?« spurgte Bryggemann og strøg sin
Knebelsbart. »Hvad har Du ellers gjort Dig al den Uleilighed for?«

Olaug vendte sig i Døren. En flammende Rødme havde afløst hendes
Bleghed. Hun kastede Hovedet tilbage, mens Taarer tindrede i hendes
Øine.

»Jeg har varet Jer, fordi jeg er en norsk Pige, som kun hedder --
Olaug!« brød det frem over hendes dirrende Læber; dermed ilede hun ud.

Et jodlende »Sippedeia!« lød efter hende i Mørket, da hun forsvandt
i Skoven.

Officererne saae raadvilde paa hverandre.

»Dette her lader til at blive Alvor, Hr. Brigadeer,« ytrede Major
Emhausen henvendt til Kruse. »Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse vedblev at gaa heftigt op og ned ad Gulvet uden at svare.

»Jeg mener, vi bør snarest samle vor Bataillon her paa Pladsen,«
sagde Bryggemann. »Hvad ligner det, naar vi kan blive overfaldne her
i mit Hovedkvarteer, at have vore Folk spredte i Nattekvarteer i en
halv Miils Omkreds? Hvordan skal jeg kunne holde Stand paa denne
Maneer?«

»Igaar tændte Befolkningen Signalbaalene fra Fjeld til Fjeld -- det
hed sig, Fjenden var brudt ind i Landet,« ytrede Kruse og standsede
ved Bordenden. »Vore Tropper maatte patrouillere den hele Nat til
ingen Nytte -- ere overanstrengte. Pigen farer vel igjen med
overspændt Snak, har naturligviis taget feil af Svenskens udsendte
Spioner og mener, at det er et fjendtligt Indfald. Hvad maa de tænke
i Christiania, om vi nu atter i Nat gjør blind Allarm og tænder
Farebaalene?«

Kruse talte i korte Udbrud, der røbede hans egen Usikkerhed.

»Lad min Slæde kjøre frem.«

Major Emhausen traadte frem for Brigaderen og gjentog sit Spørgsmaal:
»Hvad befaler Hr. Brigaderen?«

Kruse standsede, idet han gik mod Døren, betragtede ham med et
gjennemtrængende Blik og sagde:

»I har mine Ordrer, I saavelsom alle I Andre, Messieurs. Hver især
maa nu handle efter Conduite, som det sømmer sig dygtige Officerer.
Feltraabet er »frisk«. Ved den mindste Fare affyres et Signalskud for
at samle Mandskabet. Hermed Gud befalet.«

Kruse forlod Stuen og steg i Slæden.

Himlen var overtrukken; mellem forrevne Skyer kastede Maanen sit
blege Lys over Snemarken og den susende Skov. Enkelte Soldatergrupper
stode i Gaarden og talte lavmælt sammen. De rettede sig og gjorde
Honneur. Et Piskesmæld lød skarpt som et Pistolskud, og Kruses Slæde
foer af Sted ind mod Skoven over den knirkende Snee for at bringe
Brigaderen til hans Kvarteer, Lehnsmandsgaarden i Østby.

Den modige Kriger anede næppe, at han nogle Timer senere vilde faae
Leilighed til at udfolde alt sit Heltemod og gjensee Præstegaarden
i meget forandrede Omgivelser.

»Det var en rar Besked til at faae Forstand af,« sagde Bryggemann
spottende, da Døren lukkedes efter Kruse. »Her lader han mig sidde
midt i den vildfremmede Egn og paalægger mig at handle efter
Conduite, mens jeg skal forsvare det Hele! Heldigviis har jeg valgt
mit Standkvarteer med en utrolig Snedighed: jeg ligger midt i Linien
-- hvorfor skulde Svensken netop falde paa at angribe dette Sted,
hvis han i det Hele vover sig ind i Landet? -- God Nat, mine Herrer!
Begiver Eder nu hver til Eders Kvarteer og sov ud, som jeg agter at
gjøre. Vorherre alene veed, naar vi næste Gang faaer Nattero. Jeg er
fuldstændig udslidt efter alle disse Strabadser.«

Medens Bryggemann tændte et Tællelys, hikkede han gjentagne Gange,
standsede midt paa Gulvet og skyggede for den viftende Flamme med sin
fede Haand. Lysskjæret kastede dybe Skygger omkring hans fremstaaende
Kinder.

»Handle efter Conduite -- har man hørt Mage! Her har jeg Pengekassen
med Corpsets Lønninger for 3 Maaneder at forvare! -- Hei, Lieutenant,
sæt en Vagtpost udenfor min Dør og en anden midt i Gaarden, saasom
Kongeveien gaaer her igjennem. Han skal snappe alle Fremmede op, som
passere, og bringe dem ind til mig, om jeg saa ligger i den dybeste
Søvn, paa det jeg kan blive informeret om Fjendens Desseins og
forehavende Bevægelser. Vor Fane kan Lieutenant Dillerud ligge med
ovre paa Riser og lad ham flittig patrouillere mellem Gaardene, saa
veed jeg da, at Fjenden ikke kan komme pludselig og uformodet over
mig, den Rævepels. See, det kalder jeg at handle efter Conduite. Gjør
I nu ligesaa, Major Emhausen. Og saa til Køis!«

Midt i Sovekammerdøren vendte Bryggemann sig endnu en Gang og raabte:
»Feltraabet er »frisk«, sagde han. Sikken et Feltraab! Naar man ikke
kan see ud af Øinene efter de sidste Dages Elendighed! Jeg sover
ellers altid i fuld Mundering med Hænderne om Sværdknappen, naar jeg
er i Felten, og drømmer om lynende Batailler. Man kan tilsidst blive
kjed af al den Snak om Overfald. -- God Nat, I Herrer!«

Bryggemann stængede omhyggelig Døren efter sig. De øvrige Officerer
toge Afsked og begave sig til deres respektive Kvarterer, uden at
nærmere Bestemmelser endnu vare trufne om at modtage Fjenden.

Bryggemann traadte ind i Gjæstestuen. Et mægtigt fiirkantet Sengested
med ophobede Dyner bag blomstrede Forhæng indtog Hovedpladsen i
Kammeret, en stram Duft af Lavendel slog den Indtrædende i Møde, og
midt paa Bordet laa en opslagen Huuspostil.

Det maa ogsaa fortælles, at to Grene vare sammenheftede som et Kors
paa Væggen over Bilæggerovnen med tre forgyldte Hjerter mellem
Grannaalene.

Bryggemann stillede sit Lys paa Bordet og holdt sig for Næsen.

»Føi, hvor Luften kan være befængt i saadant et gammelt Rottehul!«
sagde han og slængte sig i Halmstolen foran Sengen, medens han med
Støvlerne hamrede i Gulvet, det Tegn, hvormed han kaldte sin Oppasser
til Hjælp.

Døren gik op, og Halvor stak sit Hørhoved ind i Stuen.

»Adolph er endnu ikke kommen tilbage fra Riser, strenge Hr.
Høvidsmand,« sagde han. »Men han bad mig være Jer til Tjeneste i alle
Maader.«

»Kom og træk Støvlerne af mig!« raabte Bryggemann.

Halvor traadte ind og drog med et polisk Smil en Flaske gammel Sect
frem fra Trøiens Indre.

»Den har jeg reddet til Officerens Lædskedrank i Nat,« udbrød han
triumferende.

»Du lader til at være en opvakt Gut,« sagde Bryggemann. »Hører Du til
her i Huset?«

»Nei, jeg har blot faaet Forlov til at gaae til Haande i
Præstegaarden, saa længe I ligger her; jeg holder saa umaneerlig af
Krigsfolk,« svarede Halvor og sled efter bedste Formue i Oberstens
Kravestøvler.

»Jeg kunde nok have Lyst til at forhøre det Kvindfolk lidt nærmere,
som besøgte os for lidt siden,« ytrede Bryggemann og kneb Halvor i
Øret.

Halvor saae leende op.

»Hun er for længe siden over Fjeldet,« sagde han; »men selv om hun
var her, saa hentede jeg hende ikke.«

»Død og Helvede, sætter Du Dig op mod kongelig Maiestæts Officeer,
naar det gjælder vort Liv og Landets Sikkerhed?«

Halvors Smil blev endnu bredere.

»Hvis det gjaldt Liv og Sikkerhed, gik kongelig Officeer ikke i
Seng,« svarede han. »Og Pigen skal være min Fæstemø, naar jeg
kommer til Skjelsaar og Alder. Men hun maa ikke vide, at Storbonden
Bjørnstads eenbaarne Søn vil gifte sig med hende. Hun er strix nok
paa det i Forveien, derfor driller jeg hende flittigt.«

»Hent mig det Skriin, som staaer ved Hovedgjærdet,« befalede
Oberstlieutenanten.

Halvor bragte en lille, tung Læderkasse og stillede den paa Bordet
foran Officeren. Denne fremtog en Nøgle, aabnede Skrinet og lod dets
Indhold af nypræget Sølvmønt funkle i Tællelysets Skin.

»Det pure Sølv -- det pure Kongesølv!« udbrød Halvor og slog Hænderne
sammen. »Herre Jemini, hvad vil kongelig Officeer med alle de Penge
heroppe mellem Svenskerne?«

Bryggemann tog en Daler, holdt den hen mod Halvor og sagde:

»Bringer Du Pigebarnet til Stede inden Daggry, faaer Du denne. Ret
betænkt kan jeg ikke forsvare, at vi ikke fik hende grundig forhørt.
-- Skal vi gjøre den Handel?«

Halvor drog sig tilbage mod Døren og rystede paa Hovedet.

»Er der mere, jeg kan gjøre Officeren til Behag?« spurgte han.

»Kald Vagten ind.«

En Soldat traadte ind.

»Du holder Dig i Gaarden, Daniel Haavi, og bliver afløst Klokken
tolv. Ingen Kissemisseri i Stegerset! Du arresterer hver Kjæft, som
kommer her igjennem, og fører ham ind til mig. For Resten sørger Du
for, at Alt er stille, mens jeg tager et Blund.«

»Javel, Hr. Oberst,« svarede Daniel, hilste og gik til sin Post midt
i Præstegaarden.

Bryggemann kastede brummende sine Klæder over Halmstolen.

»Feltraabet er »frisk« -- sikken et Feltraab! -- Handle efter
Conduite -- sikken en Menneskeæder, som ikke under en Kammerat en
lille Nattesøvn! -- -- Sikke Øine den Glut havde! -- -- -- den
forbandede, tykhovedede Hvalp!«

Oberstlieutenanten krøb ind i den brede Dyneseng; et langtrukkent
Aandedræt forkyndte kort efter, at han var falden i Søvn.

»Sikke djævleblændte Øine!« mumlede han endnu en Gang, mens Tanen,
rød og osende som en bred Fane, sænkede sig over Lysets Tælle.
Flammen slukkedes. Alt blev stille.

Udenfor i Præstegaarden stod den unge Musketeer Haavi støttet til
sit Gevær og speidede agtpaagivende mod Øst og Vest. Svage Raab løde
af og til ovre fra de fjerntliggende Nabogaarde. Pludselig saae
Soldaten en sort Skygge glide frem langs Huusmuren. Han spændte
Hanen og raabte: »Hvem dèr?«

»Tys!« hviskede Halvors Stemme. »Hurtig -- fly mig et Gevær, saa skal
jeg gjøre det for Jer, som jer Oberst har forsømt.«

»Hvad mener Du?«

»Der maa øieblikkelig stilles en Post ud ved Broen her ovenover; jeg
hørte nys en besynderlig Susen, da jeg luskede om paa Udkig, og da
jeg lagde Øret til Jorden, fornam jeg tydelig Hestetrampen. -- Giv
mig en ladt Muskedonner, saa skal jeg give Jer Alle Signal i Tide,
saa snart jeg seer Fjenden.«

»Det har jeg ingen Ordre til. -- Væk med Dig, Dreng!« svarede
Skildvagten.

»Saa vaer Dig selv!« raabte Halvor krænket. »Naar Du om lidt hører
et Ugleskrig oppe fra Broen, saa er Fjenden over Hovedet paa Dig, og
gjør han Dig kold, saa tager jeg dit Gevær.«

Haavi slog ud efter Drengen. Halvor forsvandt med et Spring gjennem
Porten.

En halv Time senere hørte Skildvagten virkelig et Ugleskrig oppe fra
Fjeldet. Han lyttede; men da Alt forblev stille, formodede han, at
Drengen gjorde Løier med ham, og fortsatte sin Vandring med Geværet
paa Skulderen. Lidt efter blev Ugleskriget gjentaget, denne Gang
skarpt og gjennemtrængende bag den gamle Birk, der hældede ud over
den østre Lade. I det samme gled en Sky fra Maanen, og Skildvagten
bemærkede et Hoved, som tittede frem bag Muren ved Kornladen. Et
Secund blev en Rytterskikkelse synlig, som hævet i Stigbøilerne
kiggede ind i Gaarden og atter forsvandt.

»Holdt -- hvem dèr?« raabte Haavi.

»Freund,« lød Svaret udenfor Porten.

»Hvad for Freund?« spurgte Skildvagten.

»God Freund,« svarede Stemmen.

»Hvad for Compagni?« spurgte Haavi.

Da han intet Svar fik, sprang han hen til Vagtstuen, hvis hele
Mandskab bestod af sex Soldater.

»Kom ud -- kom ud!« raabte Haavi. »Nu er Fjenden her nok for Alvor.
-- Ind og væk Oberstlieutnanten!«

Gefreideren, som holdt Vagt foran Oberstens Dør, sad og tog et
velgjørende Blund. Halvor foer som en Stormvind gjennem den aabne
Gaarddør, slog den Sovende over Benene med sin Kjæp og brød uden
videre ind til Bryggemann. Der var bælgmørkt i Stuen; en dyb og
regelmæssig Snorken forkyndte, at den tapre Officeer efter bedste
Evne skyndte sig med at samle Kræfter til Fædrelandets Forsvar.

»Vaagn op i Herrens Navn -- vaagn op, Officeer!« raabte Drengen og
ruskede den Sovendes Arm.

»Hvem dèr?« brølede Obersten og satte sig overende i Sengen. »I
Djævlens Skind og Been, troer I, man kan holde saadant et Hundeliv ud
i Længden -- Dag og Nat?«

»Det er mig -- Halvor, som skulde hente Pigen til Jer.«

»Det kunde Du jo have sagt strax,« hviskede Bryggemann med en lav
Stemme, hvis Skratten han søgte at dæmpe. »Jeg laa just og ærgrede
mig over den Bummert af Brigaderen, at han ikke fik hende forhørt.
-- Hent Redekammen, -- hurtig, den sidder i Speilrammen. -- Har Du
Glutten med?«

»Nei, jeg har Svensken med, Høvidsmand; Svenskekongen selv holder
herudenfor. Gaarden er omringet.«

»I Djævlens forbandede Navn, mine Støvler -- tænd Lys!« brølede
Bryggemann med en Røst, som Sindsbevægelsen gjorde hoppende.

Halvor meente at burde forstærke Øieblikkets Stemning. Han udstødte
en sagte Jamren.

»Ret nu myrde de vor Fa'er; de har hængt ham op ovre i Stegerset med
en Krog i Maven. De myrde det ufødte Barn i Kari Sæterpiges Liv. --
Skynd Jer, skynd Jer!«

»Hvor er min Hat, min Kjole?«

Det lød i Mørket, som om Bryggemann tumlede om i Vildelse og kastede
alt overende.

»Her er hans Værge!« raabte Halvor. -- »Der har vi Fjenden -- Herre
Jemini, han stikker Ild i Kornladen!«

Drengen foer ud af Døren med et Skrig, der vækkede Husets Beboere.

Obersten opgav at finde sine Klæder. Han fulgte ud i det Frie efter
Halvor, iført ulden Nattrøie og Tøfler med dragen Kaarde i Haanden.
Udenfor Porten traf han sine sex Mænd.

»Følg mig Alle!« kommanderede han med høi Røst; »her er intet Øieblik
at spilde.«

Den lille Skare ilede nogle Skridt ud over Marken, men standsede ved
at see den bedækket af fjendtlige Ryttere.

»Skyd ikke!« raabte en svensk Officeer, der syntes at være Anfører
for Troppen, »saa skal I faae godt Kvarteer.«

»Vi give os ikke levende!« skreg Bryggemann og drog sig skyndsomst
tilbage til Præstegaarden. Her gav han sin Tjener Adolph Befaling til
at hente hans Støvler, Kjole og Hat; men inden han havde faaet disse
Beklædningsstykker, brød Svensken ind ad den østre Port, anført af
Carl den Tolvte i egen Person samt af Prindsen af Hessen.

Bryggemann flygtede hovedkulds, ledsaget af sin Tjener, ud gjennem
et Vindu og ilede over mod den nærmeste Gaard, Riser, hvor hans
Fanevagt laa indkvarteret. Oberstlieutenanten var ifølge Øienvidners
Udsagn paa denne Flugt iført nedtraadte Tøfler, rød Nathue og ulden
Vest. Medens han ilede hen over Sneen, tabte han jævnlig Tøflerne,
bandede, stønnede, arbeidede sig videre, alt mens han udstødte hæse
Kommandoraab, som ingen efterkom i den almindelige Rædsel.

Medens dette tildrog sig udenfor Præstegaarden, sneg Halvor sig ind
i det forladte Gjæstekammer, famlede sig frem til Hovedgjærdet, greb
Pengeskrinet, itusparkede den halvtømte Viinflaske, som stod paa
Gulvet ved Sengen, og forsvandt gjennem Vinduet i samme Øieblik, som
Kong Carl, ledsaget af sine Officerer, traadte ind i Præstegaardens
Storstue.

Da de Flygtende havde tilbagelagt Halvdelen af Veien til Riser, hørte
Bryggemann pludselig en høilydt Jamren bag sig.

»Aa nei, Hr. Oberst, see ikke tilbage -- det er altfor gyseligt!«
græd Halvor. »De har lige spiddet vor Mo'er paa deres Bajonetter og
sat hende fast paa Portlaagen. De spurgte efter Officeren -- og nu
kommer en Skare Ryttere herned efter os.«

Halvor foer i lange Hop forbi Obersten, der forgjæves anstrengte sig
for at følge ham.

Et Øieblik efter vendte Halvor tilbage.

»Og de mange blanke Sølvdalere, som Svensken dèr fik fat i, det er
det allerværste!« skreg han og sled sig i Haaret.

»Guds Død!« stønnede Bryggemann. »Kronens Lønninger og mine egne
Tærepenge! -- Tilbage, Dreng! Tre Daler til Dig, om Du redder
Skrinet.«

»Ikke for Alverdens Guld! Svensken truede mig nys med at hælde Krudt
i Halsen paa mig og sprænge mig i Luften.«

Bryggemann arbeidede sig stønnende videre; Skarsneen brast under ham
og besværliggjorde Flugten.

»Giv mig Værgen,« raabte Halvor, »saa skal jeg bære den for
Høvidsmanden.«

»Ingen skal sige, at Oberst Bryggemann lod sin Kaarde i Stikken!«
raabte Obersten heltemodigt og svang sit Vaaben over Hovedet, idet
han foer ind gjennem Risers Port, hvor Fanelieutenant Dillerud stod
opstillet med Fanen og sine sexten Mand.

En Sky gled fra Maanen og viste Bryggemanns halvt paaklædte Skikkelse
under det vaiende Banner. Han lagde sin Haand paa Fanestangen,
løftede sin Kaarde og udbrød med bevæget Røst: »Gud være lovet med
Fanen og mit Værge er Æren reddet.«

Tjeneren Adolph traadte ærbødigt nærmere med sin Herres Kjole,
Støvler og trekantede Hat.

»Behager det nu Hr. Obersten at klæde sig paa?« spurgte han.

»Lapperi!« svarede Bryggemann, medens Adolph iførte ham Uniformen.
»Hvem tænker paa sligt, naar Fædrelandet er i Fare? Først Æren i
Behold -- saa Klæderne! -- Lad nu Trommen røre for at samle vor
Compagni her paa Pletten.«

Denne Ordre viste sig ved et senere optaget Krigsforhør at være et
nyt og utilgiveligt Feilgreb af den Øverstbefalende, idet denne
Trommehvirvel veiledede den endnu usikre og frygtsomme Fjende og gav
ham Anviisning paa, hvor de i Mørket skulde søge de norske Soldater.

Idet Trommeslageren udenfor Gaarden begyndte at lade en Hvirvel rulle
hen over den lille Høislette, følte han en Haand klemme sig fast om
hans Arm, og fra et lyshaaret Hoved stirrede ham to opspilede Øine i
Møde.

»Ikke en Lyd!« hviskede Halvor. »Jer Oberst maa jo være galen;
Fjenden er endnu paa Vildspor -- jeg viste ham Vest paa, da han
spurgte, hvilken Vei Norsken flygtede. Hører han Trommen, har vi ham
her om et Øieblik.«

»Af Veien, Dreng!« raabte Trommeslageren og søgte at frigjøre sin Arm.

»Giv mig et Gevær,« raabte Halvor med ubændig Energi, »saa skal jeg
skyde Allarm oppe fra Fjeldet. Det samler ogsaa vore Folk og leder
Fjenden til Fjelds.«

Trommeslageren sled sig løs. En skarp Hvirvel gjenlød fra Klipper
og Skov; endnu en Hvirvel, vild og farevarslende. Dette Signal
opnaaede tilfulde Hensigten at kalde Folk til Stede -- det var blot
ikke norske Tropper, men svensk Cavalleri, der som en Stormvind kom
brusende ned over Sletten.

Halvor udstødte et rasende Skrig.

»Sikke umælende Tossefæhoveder!« udbrød han. »I staa ikke til at
redde.«

Han forsvandt i Skoven.

I næste Nu var Gaarden omringet, og inde i den, Fanevagtens lille
Skare, der i det korte Mellemrum ved tililende Mandskab var voxet til
70 Mand.

Idet Fjenden red ind i Gaarden, anført af en Rytter, der var indsvøbt
i en vid Kappe, kastede Bryggemann Fanen til Dillerud.

»Lad den forstikke i Sneen, mens vi drage os tilbage mod Broen,«
befalede han.

Fanen vikledes sammen og forsvandt, medens Obersten og hans Folk i
god Orden drog sig ud af Gaarden ned mod den omtalte Bro.

»Overgiv Jer -- I ere een mod tyve!« lød en befalende Røst foran
Svenskerne.

»Der talte Du dit sidste Ord, og det var en Løgn, Kong Carl!« udbrød
Bryggemann, rev et Gevær fra den nærmeste Soldat og sigtede paa den
kappeklædte Rytter, som holdt ubevægelig foran sine Folk i det klare
Maanelys. Geværet klikkede med en smældende Lyd; en Haanlatter lød
fra Rytteren, som ikke var Kong Carl, efter hvad der senere blev
oplyst, men Arveprindsen af Hessen.

Efter denne mislykkede Heltebedrift slængte Oberst Bryggemann Geværet
fra sig og overgav sig, uden at der blev vexlet et Skud eller et
Sværdslag. Enkelte af hans Folk undslap ved at søge til Fjelds, de
øvrige bleve afvæbnede og som Fanger førte til Præstegaarden.

Det er i nærværende Fortælling ikke Hensigten at give en udførlig
Skildring af de følgende krigeriske Tildragelser under Svenskernes
Indfald i Norge uden forsaavidt, at Fortællingens Hovedpersoner tage
Deel deri. Her maa det være nok at minde om Brigadeer Kruses tapre
Kamp ved Höland Præstegaard, hvortil han indtraf nogle Timer senere,
underrettet om Bryggemanns Nederlag af hans flygtende Folk.

Uden at afvente Forstærkning indlod Kruse sig ved nævnte Bro med en
langt overlegen Fjende, drev Carl den Tolvte to Gange tilbage til
Skovene, men maatte omsider trække sig tilbage over den smalle Bro,
hvor han mistede flere Folk. Kruse skal i denne ulige Kamp med egen
Haand have fældet sytten Fjender og skudt Prindsen af Hessen; Kuglen
trængte ind gjennem hans Gehæng og maatte siden skjæres ud af Hoften.
Prindsen blev ufortøvet ført tilbage over Grændsen til Sverig.

Ligeledes huggede Kruse Kong Carl over Armen. Da Brigaderen haardt
saaret tilligemed sine Folk som Fanger blev ført ind i Præstegaarden,
lod Carl den Tolvte ham forbinde af sin egen Feltskjær,
komplimenterede ham og spurgte, om »Jutan Frederik« havde mange
saadanne Krigere, for saa skulde Fanden slaaes med ham, hvortil Kruse
svarede, at han var kun en af de ringeste Soldater, hvilket Kong Carl
skulde komme til at sande, dersom han trængte længere ind i Landet.

Da Kongen saae Bryggemann og hørte om dennes Uheld, sagde han
spøgefuld: »De burde ikke hedde Bryggemann, men Tryggemand.«

Denne Hentydning syntes ikke at berøre den fangne Officeer pinligt.
Han opslog en skraldende Latter, lagde Haanden paa Brystet og
forsikrede, at det var en overmaade stor Vittighed af Majestæten.

Da han gjensaae Oberst Kruse som Fange i den samme Stue, hvori de
nogle Timer tidligere skiltes, maalte han den tapre, saarede Helt med
et haanligt Blik.

»Jeg vasker mine Hænder,« udbrød han med overlegen Foragt, »efter
den Ordre, vi fik at holde os til. Det kan man kalde en liderlig
Conduite!«

Ved den senere Krigsretsdom, der faldt efter vidtløftige Forhør,
fratog den danske Konge Bryggemann hans Officeersbestalling, hvorimod
Oberst Kruse det følgende Aar blev forfremmet til General.

Saaledes udspilledes dette korte Drama, der blev af skjæbnesvanger
Betydning for Frederikshald, idet de Øverstbefalendes Mangel paa
krigersk Overblik begunstigede Fjendens Angreb, som paa dette
Tidspunkt med Lethed kunde være afslaaet af den samlede norske
Troppestyrke, der fandtes spredt i Egnen, og Landet saaledes
dennesinde for videre Invasion have været forskaanet.




EN NORGES SØN.


Samme Aften, som Kong Carl den Tolvte udførte dette vellykkede
Overfald paa Höland Præstegaard, vandrede Bjørnstad frem og tilbage
i Storstuen hjemme paa Fossegaarden, som ved Stedets naturlige
Beliggenhed dannede en afsondret Fæstning paa en fremspringende
Klippepynt. Henne ved Bordet sad hans Hustru Mari. Det døsige
Lampelys kastede sit gullige Skjær over hendes indfaldne Træk, der
vare prægede af stor Blidhed og megen Forsagelse. Hendes klare Øine,
der endnu besad Ungdommens Glands i deres rynkede Indfatning, fordi
hendes Sjæl havde bevaret Ungdommens Styrke i Hengivenhed, hang ved
Mandens mægtige Skikkelse, der syntes at fylde det store halvmørke
Rum, som han fyldte hendes Hjerte. De foldede Hænder fore af og til
rykkende i Veiret, som om hun beherskedes af en dyb Sindsbevægelse.
Det gjorde hun ogsaa: det var et mangeaarigt Opgjørelsesøieblik
mellem de aldrende Ægtefolk.

Bjørnstad havde nylig talt; hans malmfulde Røst dvælede endnu
i Luften. Hans buskede Bryn vare sammendragne, hans Skridt
smaatmaalende, medens hans Sjæl tog de store Lidenskabers
vidtflyvende Sving i Udbrudets Øieblik.

»Troer Du, jeg er seende blind og hørende døv, sløv og følelsesløs?
-- Javist, Hustru!« udbrød Bjørnstad og standsede med tilbagekastet
Hoved og Tommelfingeren i Ærmegabet. »Jeg var din unge Kjærlighed,
Jeg mindes vel den Sommerdag da lille Anne Mari brød ind i vor Have,
for at smage vor Frugt, og jeg fangede dig for bestandig i mine Arme,
-- Du blev min Manddoms trofaste Ledsagerinde i Modgangens Dage, --
jeg saae det nok, -- Du kæmpede din Kamp, for at mildne mit Sind mod
mine Landsherrers Usseldom, Du vilde lære mig at bøies under deres
Overmagt. Du kæmper derfor endnu, i Dag, hver Time, Du lever. Hør det
nu: de bøie aldrig min Nakke, Byherrerne dernede. Jeg sætter min Fod
paa deres, til de have gjort deres Uret god imod mig.«

»Siig hellere: de sætte deres paa vor, Halvor,« sagde Mari. »Hvad
fører al denne Modstand til?«

»Er det da saa meget, jeg forlanger? blot en Erklæring, blot nogle
gode Ord for al den Uret, de voldte os.«

»Javist, Byen skyldte Dig at udbedre din Gaard dernede ved
Skarivandet. Du fæstede den af Kollegiet i faldefærdig Stand
og troede dem paa deres Ord, da de lovede at udbedre Huset og
istandsætte Digerne. De bleve vore strenge Herrer, holdt ikke deres
Løfter, men inddrev alligevel de høie Skatter, og da Du klagede til
Byraadet, holdt det med Kollegieherrerne og dømte Dig i Bøder. De
toge vort Kvæg, vor Høst, til Du maatte drage af Gaarde; de gjorde
Dig svarlig Uret. Men Herren har jo været os god siden; nu ere vi vel
bjergede. Dog fortsætter Du Krigen. I Gaar kom Stævningsmændene for
sidste Gang herop, -- Du bliver lyst fredløs, sagde de, dersom Du
ikke forliger Dig med de mange Klagere. Husk, det er alle de store
Kjøbmænd dernede i Frederikshald, Du har imod Dig.«

»Fossen heroppe er min,« svarede Bjørnstad; »den Kjendsgjerning faae
de lade staae ved Magt. Denne Gang ere _mine_ Papirer i Orden. Jeg
kjøbte begge Sider af Fjeldet her med velberaad Hu; det var min Hævn.
Fossen er Landeveien, som tilfører de gode Kjøbmænd og Raadsherrer
deres Rigdomskilde, Tømmeret fra Nordskovene. Hvad kan jeg for, at
Naturen her har dannet en Vig, hvor Tømmeret bliver slaaet op paa
min Jord? Nu maa de betale Skat til mig for hver Tømmerstok, jeg
lader gaae videre; de gjør det ikke med det Gode, nuvel, saa tager
jeg mig selv til Rette; nu maa Raadsherrerne betale Afgift til mig,
-- en Stok af Snesen, det er Øie for Øie og Tand for Tand. -- Jeg
møder ikke for deres Stævning? Hvad kom der ud af, at jeg mødte for
Skranken i Forfjor? De dømte igjen efter deres Kogebog, Bøder og
atter Bøder. -- Jeg har mit Fjeld -- lad dem komme!«

»Halvor, Halvor, de tage dit Liv, naar de faae Dig lyst fredløs,«
udbrød Konen, medens hendes Stemme skar frem som et Angestskrig.

»Lad dem tage det!«

Bjørnstad haanlo. Hans Uldskjorte var gledet tilbage og blottede hans
brede, haarrige Bringe.

»Jeg veed det nok: for hvert Skridt, jeg trodser min Retfærdighedssag
frem, gaaer mit eget Velfærd maaskee to tilbage; men jeg trodser den
frem endda, for saaledes som _jeg_ er faren, saaledes er hele vort
ulykkelige Norgesland faren; det veed det blot ikke. Hver Nordmand,
som vil norsk Retfærdighed fuldt ud med hævet Pande uden Buk eller
Svandsen, han bliver knust som Malmen i vore Bjerge. Og saaledes vil
det blive ved, saalænge vi skal hente vor Ret herop heelt nede fra
Danmark, fra det fremmede Land, styres af de Embedsmænd, der kjøbe
deres Bestalling af fremmede Herrers Gunst, der ikke er _vort_ Blod.
Forstaaer Du? Det er vor forargelige Ulykke.«

Som Bjørnstad stod dèr i blodfuld Kraft, mens Lyn skjød frem under
hans buskede Bryn, syntes han en Legemliggjørelse af al norsk,
selvstændig Folkeaand, ubøielig overfor fremmed Magt, utøilelig som
Fossen nedenfor hans Fjeldskrænt.

Mari sukkede og saae frem for sig med Taarer i Øinene.

»Saa maa vi redde Dig imod din Villie, Halvor,« udbrød hun
fortvivlet. »De maa ikke lyse Dig fredløs, ikke skyde Dig ned som
Bjørnen derude i Lien. Du er min Huusbond, Du -- _min_, hører Du?«

Hun reiste sig, stemmede Knoerne i Bordpladen og stirrede ham i
Møde, halv rædselsslagen over eget Mod, meest dog for at miste sin
Huusbond.

Bjørnstad betragtede hende forskende.

»Redde mig for mig selv --? Aha, jeg kjender de Talemaader, det er
din kjære Broder, Klokkeren Ole Svendsen Bakke fra Id, som sætter
dette i Dig,« udbrød han med dirrende Læber. »Vogt Jer! Gjør Du
Ledtog med Andre mod mig, maa Du dele Skjæbne med mine Fjender.«

»Ole Svendsen er ikke din Fjende, han er din bedste Ven, og vil vort
rette Vel,« udbrød Mari og traadte frem fra Bordet.

»Ole Svendsen Bakke er et Stykke af en Præst,« ytrede Bjørnstad
haanligt; »den halve Deel af Dagen ligger han paa Knæ i Bøn, den
anden halve Deel styrter han sig i Kampe, hvor han ikke har noget at
skaffe. Lad ham passe sin Klokkeknebel. Forlokker han Dig, skuffer
Du mig, Du, den Eneste jeg endnu troer paa, saa er det forbi med os
begge.«

Der gled et forklaret Smil over Konens forgræmmede Ansigt.

»Jeg skuffer Dig aldrig, Halvor!« udbrød hun og traadte tæt hen
til Manden; »men her maa Du reddes fra dine Fjender, som lyse Dig
fredløs. Veed Du, hvad det vil sige? For nitten Aar siden blev Hans
Brecke fra min Bygd lyst fredløs, fordi han ligesom Du tog sig selv
til Rette. I Aaringer trodsede han sine Forfølgere, levede udenfor
Loven. Han fik ei Huusfred, ei Thingsfred; han maatte hvile under
Busken i stor Livsfare; de efterlyste ham Dag og Nat med Lygte og
Lys, med Vaaben og Værge. Man opslog hans Døre, haanede hans Børn og
Tyende med stor Overmagt. Hans veemodige, høilydte Klage blev ikke
agtet eller hørt af Landsdommeren; de kaldte ham Landsfjenden, -- Det
kalde De nu ogsaa Dig. -- En Eftermiddag fandt de ham med en Kugle i
Brystet bag Sønnens Smedie -- De grove ham ned, hvor han laa --«

Maris Stemme brast.

»Nuvel, saa fik Manden jo Fred,« sagde Bjørnstad.

»Fred? -- Kirkeklokken ringede ikke over hans Grav.«

Mari drog Hovedtørklædet tættere om sit taarevædede Ansigt, gik hen
til Arnestedet og kastede nyt Ved paa Ilden; det ulmede rødt, hver
Gang Frostvinden pibende foer ned gjennem Skorstenen og lettede de
hvide Flager af Birketræesasken.

Der blev stille i Stuen. Bjørnstads sammendragne Bryn glattedes,
medens han skottede hen til Hustruens bøiede Skikkelse. Han traadte
hen til hende og greb hendes Haand.

»Stakkels Mari, vi To ere blevne gamle i vore Kampe. Da vi vare
unge, troede ogsaa jeg paa det Gode og Retfærdige. Den Sag var
min; den viede jeg mit Liv. Siden har jeg blot lært, at Smaafolk
lefle for Magten, -- og hvad værre er -- at de Mægtige lefle for
deres Modstandere og sparke til deres egne, de stakkels Faar, der
ærbødig krumme Ryg og stirre sig blinde paa Overmagten. Kom i Morgen
Dannekongen herop og bød mig min Ret, nu tog jeg den ikke længer.
Lad dem blive for sig dernede og lad mig beholde mit Fjeld; her
er jeg forskaanet for det forhadte Syn at see Taaberne dandse for
Raadsherrernes Piskesmæld. Her er _jeg_ Herre.«

»Hvor længe? Du er snart fredløs paa dit Fjeld,« gjentog Mari og vred
sine Hænder. »Nu gaaer den haarde Spaadom i Opfyldelse, som Kvinden
en Gang spaaede Dig, at Du vilde volde Død og først seire i Døden.«

»Jeg vælger Døden og Seier for Livet i Nederlag.«

»Tænker Du da slet aldrig paa mig og vor Søn?«

Bjørnstad vandrede frem og tilbage med Stormskridt.

»Javist, jeg er Landsfjenden, Lovbryderen, Voldsmanden, og dog er jeg
mit Lands Elsker. Aldrig har nogen Mand knælet for sin Tilbedte med
større Andagt end jeg for vort klippebrudne, furuklædte Norge, aldrig
har en Kvinde bøiet sig mod sin Huusbond, aldrig en Moder knælet for
sit Barns Vugge med større Selvopofrelsesbegjær end jeg for dette
steenhaarde underkuede Land, der slænger min Kjærlighed fra sig med
Voldsherrens Haan, og som truer sin Søn med Undlivelse i Vanære. --
Seer Du, det er din Halvor, Kvinde, din haarde barske Halvor, som
Du skjælver for og dog vogter med disse trofaste Hundeøine, der nu
skinne mig i Møde dobbelt kjære gjennem Sorgens Rynker. -- Tro blot
paa mig, lille Mari, tro blindt paa mig endnu en kort Stund. Maaskee
Alt endnu kan bedre sig for os To, snarere, end Du i Aften troer.«

Han slyngede Armen om sin Hustrus Skulder, knugede hende heftigt mod
sit Bryst og forlod Stuen.

Mari blev siddende og stirrede mod Døren med et forklaret Smil, saa
mildt og hengivent, at Gjenskinnet deraf maatte dvæle paa hendes
Læber, naar hun engang stedtes til den evige Hvile. Det var for
hendes tause og indesluttede Liv et af disse Øieblikke, der aldrig
viskes ud, der blive Hovedsummen af vort Livs Indhold, et Facit,
skrevet uudsletteligt paa vort Regnebrædt.

Dette blide og taalmodige Sind havde aldrig ret fattet Huusbondens
uforsonlige Karakteer. Hun begreb ikke, at han kun levede for sin
Kjærlighed til sit Fødeland og for sit Had til dets og sine egne
Undertrykkere, for Gjengjældelse af lidt Uret, der gjennem Aarene
for hans Bevidsthed var blevet eensbetydende med den Uret, han
fandt, at hele Norge led under ved fremmed Herredømme. Hun forstod
ikke denne altfortærende Lidenskab, som i Aarenes Løb heroppe i
Fjeldødet var voxet til Fanatisme, der nærede sin egen Flamme med sit
eget Jeg, og som lidt efter lidt bragte ham til at kaste Stykke for
Stykke, alle Eiendele, sit eget Væsen paa Baalet. Lyster, Længsler,
Tilbøieligheder, Alt gik op i denne Lidenskab, medens han alvorsfuldt
fordybede sig i Skovenes Eensomhed.

Hun saae blot, at en Personlighed voxede frem af dette Baal som
Fuglen Phønix af Asken, en frygtelig, ubøielig Karakteer, mægtig i
sin Villiestyrke, haard som den Granitbund, paa hvilken den avledes,
en alt beseirende Villie, der magtstjal hendes egen.

    Disse Jordens Mægtige
    sig af Blod og Taarer nære;
    hvad de _ville_, det maa skee,
    Alt maa briste eller bære.
    Over Kvindens Liv og Fred
    som en Uveirssky de drage,
    og hvor deres Lyn slaaer ned,
    bliver Aske kun tilbage.

Maaskee. Eller maaskee netop Jordens Mægtige reise sig herskedygtige
af denne Aske.

De blomstrede Calicos Forhæng skiltes for Alkoven i Stuens mørke
Baggrund, og en Mand traadte frem i det usikre Lampelys, en af Norges
Sagnhelte, om hvem i Dag næppe Sagnet længer taler i Folkets Hjerte,
medens hans Navn burde staa i straalende Glands for enhver Nordmand:
den fra Svenskekrigen bekjendte tapre Klokker, Ole Svendsen Bakke fra
Id.

Mari vendte langsomt sit Hoved mod ham, deres Blikke mødtes,
alvorsfulde, tillidsfuldt forstaaende.

»Her maa hjælpes,« sagde Ole Svendsen.

»Ja, han maa hjælpes, Broder,« sagde hun.

»Stakkels Søster! stakkels Bjørnstad!« ytrede Ole Svendsen Bakke.
»Her maa hjælpes af al Formue. Jeg kjendte ham ikke ret før i Dag.
Du har Ret, Mari, han er en brav, norsk Mand. Mit Hjerte glædes i
denne Stund. Det er kun hans Dømmekraft, som er bleven forrykket og i
sygelig Overdrivelse fortegner den Uret han har lidt, til den antager
unaturlige Dimensioner.«

»Gud signe Dig, Ole,« sagde Konen, medens hendes Mundvige droges
nedad. »Saaledes er min stakkels Halvor. -- Blev Du vred, da han
talte saa ondt om Dig?«

»Nei, Søster, i Aften glædes jeg ret; først nu forstaaer jeg Eder
begge. Han skal blive reddet for sig selv, der er hans værste Fjende,
det lover jeg ved Jesu dyre Blod. Vi skulle seire.«

De to Søskende rakte hinanden Haanden. De skiltes med et Nik.

Idet Ole Svendsen gik mod Døren, lød springende Fodtrin udenfor i
Sneen, Forstuedøren blev aabnet, Fødder stampede mod Steenbroen, og
Stuedøren blev revet op.

Drengen Halvor sprang frem paa Gulvet, slængte sin Hue paa Bordet,
saae sig om med en overmodig, straalende Seiersmine og raabte:

»Hvor er Far min -- Far, som siger, at ung Halvor ikke duer, Halvor
dovner, Halvor Fantungen --? -- Her er han! -- Hvor er Far?«

Hans Stemme forstærkedes til et udfordrende Jubelbrøl. Bjørnstad
traadte frem i Døren.

»Her er din Far! -- Er Du fuld, Dreng? Har Du igjen været ude at
føite om i Stedet for at sove i din Seng?«

»Sove? -- Troer mine kjære Forældre, at deres mandhaftige Søn er en
saadan Tryne, der sover, mens Svensken er brudt ind i vort Land?«

»Svensken?« spurgte Bjørnstad.

»Ja, netop Svensken. Og jeg har slaaedes med ham det bedste jeg
orkede. Höland Præstegaard er overrumplet, fordi vore Folk ikke
lystrede mig. Riser og vor dyre Fane er i Kong Carls Magt. Ret strax
kunne de være her, og imens sidder mine kjærlige Forældre og Morbror
Ole i Kakkelovnskrogen.«

»Han er fuld,« sagde Bjørnstad til sin Hustru. »Det er dit Kjæleri,
som har ødelagt Hvalpen, fra han var lille. Hvad sagde jeg, naar Du
frelste ham fra Ferlen?«

Halvor gik hen til Ilden, satte sig paa Hjørnebænken, trak de frosne
Støvler af, skrævede ud med Benene og gned sine valne Fingre, medens
han med en ubeskrivelig overlegen Mine saae tilbage paa de Forsamlede.

Bjørnstad traadte hen til Sønnen.

»Op fra min Plads, og staa rank!« befalede han.

Halvor saae nølende op; Faderens mørke og truende Aasyn indgjød
ikke Lyst til Løier. For at vise sin Freidighed stak han Tungen ud
under Kinden, saa at den dannede en Bule, idet han adlød Befalingen.
Bjørnstad hævede sin Haand, som for at lade den falde med et tungt
Slag paa Sønnens Kind. Drengen sprang tilbage, men rettede sig strax,
rank og kneisende.

»Skam faae den, der slaaer en norsk Mand paa Øret!« raabte han. »Fra
i Nat er jeg ikke Dreng mere; jeg har været med blandt Mænd, der
værne deres Land. See her.« Han drog Bryggemanns Skriin frem fra sin
Kofte og stillede det paa Bordet. »Det er fuldt af Danskekongens
Sølvmønt.«

»Hvor har Du faaet det Skriin fra?« spurgte Faderen barsk.

»Fra Krigen, begribeligt,« svarede Halvor; »det er ærligt Krigsbytte.
Nu behøver jeg ikke længer at hale Tømmer paa Land i vor Fos og lade
mig skjælde for Røversøn af Drengene i Frederikshald. Nu kjøber jeg
mig et Gevær og melder mig til Peder Colbjørnsens Mænd. De siger,
at han hverver tapre Folk dernede til at forsvare Landet. Og sit
Fædreland skylder man det Bedste, man har, lærte Du mig jo.«

»Lad det nu være nok med den Snak,« afbrød Bjørnstad sin ophidsede
Søn. »Er det svenske Penge, Du har der i Skrinet?«

Halvor betænkte sig.

»Oberst Bryggemann glemte dem, da han rendte fra Fjenden,« svarede
han tøvende.

»Og nu har Du Lyst til at beholde hans Pengeskriin?«

»Det er da bedre, jeg har det end Svensken,« svarede Halvor
forundret; »det er jo mit eget surt erhvervede Bytte.«

Bjørnstad vendte sig atter mod Hustruen.

»Der seer Du Følgen af din Opdragelse: vor Søn er en Tyv.«

»En Tyv, Far!« Drengen traadte frem til Faderen og saae ham
vredeglødende op i Ansigtet. »Det Navn skulde Du nødig nævne.«

»For Guds Skyld!« udbrød Moderen og kastede sig mellem Fader og Søn,
hvis Blikke mødtes som skarpe Klinger.

»Er jeg en Tyv?« gjentog Halvor og slyngede pludselig Armene om
Moderens Hals. »Motter, Motter, hvad har jeg ikke oplevet i denne
Nat! Jeg sad oppe i det høieste Fyrretræ og saae Kong Carls Folk
bugte sig frem over Sneen. Jeg peb som en Ugle -- hele Flokken bragte
jeg til at standse; det var et herligt Øieblik. Jeg har været en
brav, norsk Soldat. -- Saa reddede jeg Skrinet fra Svensken.«

Mari klappede beroligende sin Drengs Hoved.

Halvor sled sig løs.

»Nei, vil I vide, hvem her skal passes paa, saa er det Olaug
derovre!« raabte han. »Hun var i Nat inde i Officerernes Værelse, og
de bød mig Guld for at hente hende ind til dem igjen. En Pige maa
ikke i disse Krigstider springe om mellem os Soldater; det ender med
en Gebræk.«

»Æblet falder ikke langt fra Stammen,« -- sagde Bjørnstad.

»Olaug er en brav Pige; men hun maa holdes stramt,« sagde Drengen.
»Hun er ikke noget Skjændselsbarn, og jeg er ingen Tyv.«

Ole Svendsen Bakke, som fra Stuens mørke Baggrund hidtil havde været
et taust Vidne til dette Familieoptrin, traadte nu frem og sagde:

»Du har Ret, Bjørnstad, din Søn skjelner ikke her mellem Ret og Uret;
men han bærer ikke Tyvemærke i sit Ansigt. Hvad jeg nu maa sige,
bliver Du vred over, men det maa siges. Det er ikke din Hustru, der
har lært ham at tage sig til Rette i fremmed Gods; det er Dig selv,
som lærte ham op i din Bedrift ved Fossen i Stedet for at lade ham
drage op til et dygtigt Haandværk.«

»Trænger Du Dig nu mellem Fader og Søn, som Du har trængt Dig mellem
Mand og Hustru, Klokker Bakke?« spurgte Bjørnstad, der forgjæves
søgte at stramme de skjælvende Læber til et haanligt Smiil.

»Morbror Bakke har Ret: Du bør snarest lade mig lære Krigshaandværket
grundigt,« sagde Drengen og saae Faderen freidig ind i Ansigtet. »Nu
kan Du slaa en Gang til, fordi jeg er frimodig.«

Bjørnstad tav og betragtede Sønnen.

»Bryggemanns Penge skulle afleveres i rette Vedkommendes Værge,«
sagde han. »I Morgen gaa vi til Frederikshalds Øvrighed med Kassen.
-- Pak hans Tøi,« vedblev han henvendt til Hustruen, »hvis din
strenge Hr. Broder tillader det. Jeg seer, det er paa Tide, at
Drengen sættes under Mandstugt. Bjørnstads Søn maa ikke vanarte.«

Han dreiede sig paa Hælen og forlod Stuen.

Halvor gjorde et Hop i Veiret, slog i livsalig Glæde ud med begge
Arme og raabte: »Herre Jesus -- Hurra! I Morgen skal jeg sættes
i Krigslære i Halden og lære at blive General! -- Men pas imens
paa Olaug herhjemme, Morbror Ole; hun deiser ud, siger jeg, hun
deiser, Herren evig, ud, naar jeg ikke længer kan jumpe om efter
hende heroppe i Skovene, og hun ret længe skal bo under Tag med
den Fidelspiller derovre. Har I hørt, hvor han sidder og lirer for
hende om Kvælden? Det lyder ynkeligt, jammerligt!« Halvor stampede i
Gulvet. »Og en Gang imellem saa stort og kjønt som nede i Kirken.
Det er ikke til at holde ud. Pas paa hende, mens jeg er borte, siger
jeg. Hun maa holdes i fasten Lænke, lille Mor, for hun er det bedste,
det deiligste, jeg veed, paa hele Jorden!«




FØR STORMEN.


Rygterne om Svenskekongens Indfald i Landet havde holdt sig i
Frederikshald siden Januar samme Aar, hvorfor Borgerne dersteds
tilsidst kun fæstede ringe Lid hertil og fornøiede sig efter bedste
Formue. Strax Budskabet indkom og som en Løbeild spredtes i Staden,
at Kong Carl endelig havde gjort Alvor af Sagen og overrumplet Armeen
ved Höland Præstegaard, blev der den 9de Marts skudt Allarm fra
Fæstningen og hængt Brandkugler ud paa den Side af Udenværkerne, der
vendte mod Staden for at underrette Indbyggerne og Oplandet om, at
nu var Faren overhængende. Sorg og Harme over Nederlaget bredte sig
overalt, og Borgerne besluttede selv at varetage deres Stads Forsvar.
De stode i Gevær den hele Nat, medens Andre paa egen Bekostning
opførte Batterier og Brystværn i Gaderne, saasom ved Kirkeporten,
paa Kirkegaarden, ved Byskandsen, og slæbte Kanoner til de anviste
Pladser. Man frygtede, at Fjenden vilde forfølge sin Seier og angribe
Staden samme Nat, hvilket med Lethed kunde være iværksat, dersom de
Svenske ikke endnu havde følt sig usikkre og vaklende i Beslutning.

Samtidig strømmede Omegnens Folk til, for at søge Beskyttelse under
Fæstningens Kanoner, medførende Gods og Kreaturer. Borgerne paatoge
sig med Fæstningens Kommandant, Hans Jacob Bruns, Samtykke, Vagten
ved Byporten og andetsteds.

Fæstningen forsynede sig for længere Tid ved Indkjøb hos Bønderne af
det inddrevne Kvæg; Soldaterne slagtede og saltede, Borgerskabets
Kvinder bryggede og bagede, enhver søgte at bidrage sit til Byens
Frelse.

Alle disse kraftige Forholdsregler kunde dog ikke berolige Sindene.
Overalt saaes Klynger af ophidsede Kvinder og Mænd med mørke, spændte
Ansigtstræk; overalt hørtes ildnende Tale om Forfædrenes berømmelige
Forsvar af Staden under den tapre Peder Olsen Nordmands Ledelse.
Nævnte Hædersmands Eiendom, nuværende Gaard Nr. 226 og 230 paa
Hjørnet af Borgerskandsegaden, og som i 1716 var Peder Colbjørnsens
Bolig, blev illumineret fra Kjælder til Loft, for at opflamme
Borgerne ved Mindet om Fortids Stordaad.

Udenfor Kirken, Christi Herberg, som afbrændtes samme Aar den 4.
Juli, havde Stadens Ungdom samlet sig. Med blottede Hoveder sang
de Norges gamle Nationalmelodi; den lød i eenstemmig Fylde gjennem
den mørke Nat som en begeistret Kærlighedserklæring til deres Land,
udfordrende, seierssikre bølgede Tonerne ned gjennem Gaden, Borgerne
stemmede i. En mægtig, alvorsfuld Seiersfortrøstning lød op over
Byens spidse Tage, medens mørke Skikkelser i Faklernes rødlige og
osende Skin færdedes gjennem de smalle Gyder i travl Virksomhed.
Hammerslag, bragende Tømmer, Opraab krydsede hinanden og røbede, at
der var stort paa Færde i den gamle Stad: -- de store Følelser fløi
vaagne omkring og manede til Idræt.

Længere nede i Borgerskandsegaden laa det priviligerede og velkjendte
Gjæstgiveri, »Den forgyldte Nøgle«, der styredes med stor Sindighed
og kyndig Haand af Værten, Joan Jonassen. Det var en Kro af den
rigtige, gamle Slags, hvor Gjæsterne bleve Værtens Selskabsbrødre og
Bordfæller, og hvor Værten trods al sin Myndighed overfor Krotyendet
aldrig havde nogen egen Mening overfor Gæsterne, men altid et
godmodigt Smil og et luunt Humor, der i rette Tid forstod at bilægge
enhver opstaaende Trætte til Alles Tilfredshed, kort sagt: Jonassen
var en gemytlig, tykmavet Mand, rimelig i sine Regninger og for
Resten bekjendt for at eie en udmærket og gammellagret Viin- og
Mostkjælder, som var gaaet i Arv i flere Slægtled i »Den forgyldte
Nøgle«. Saa stort Ry gik der af denne Kjælder, at ingen Reisende
kunde sige at have gjæstet alle Frederikshalds Seeværdigheder, naar
han ikke havde tømt et Bæger med den berømte Vært. Hele Staden var
stolt af »Den forgyldte Nøgle«.

Denne Nat stod det imidlertid ikke i nogen gemytlig Værts Magt at
brede Hygge i »Den forgyldte«s Krostue. Borgerne strømmede uafladelig
ind, tømte et varmende Bæger ved Disken, som stod prydet med to
velsmagende Pressesylter, tæt spækket med Nelliker; saa ilede de
atter ud i de mørke Gyder eller samledes i Klynger i den rummelige,
tilrøgede Gjæstestue. Sneen dannede hvide Hjørner og Linier langs
Sprosserne i de smaa, frosne Glasruder; lidt af Maaneskinnet søgte
forgjæves at bane sig Vei gjennem de tindrende Iisblomster.

En græsgrøn Papegøie sad og gyngede i sin Ring paa et Stillads foran
Vinduesposten, hvorfra den holdt et skarpt og mistænksomt Øie med de
idelig skiftende Gjæster, medens den af og til opslog en Haanlatter
og raabte:

»Pas paa: han snyder, Patron, han snyder!«

En Forsikring, der til daglig vækkede ustandselig Munterhed, men
som denne Nat gik upaaagtet hen til stor Fortrydelse for Papegøien.
Den skreg høiere og stampede til yderligere Eftertryk med Kloen mod
Ringen. Pludselig tav den lidt, vendte saa Sætningen om og skreg
endnu skarpere og mere arrigt:

»Pas paa: Patron snyder -- Patron snyderrr!«

Da ikke heller denne Paastand tildrog sig Opmærksomhed, opslog den en
skingrende Skoggerlatter, hvorefter den tav og stirrede uforstaaende
paa det Hele.

En mørk Alvorsvrede laa over de Forsamlede. Her lød ingen store
Taler, ingen Fraseflom, ingen overmodig Selvtillid i det halvdunkle
Rum, intet uden »Fjenden er i Landet« og »Vi ere her for at forsvare,
hvad vort er.« En eenfoldig Tro paa deres retfærdige Sag lød i
Hvermands Tale.

Henne rundt Bordskiven sade enkelte af Husets gamle Stamgjæster med
deres lange Piber og talte med andægtige Miner mangt et fornuftigt
og dybsindigt Ord, medens Værten lod Kjælderdrengen bringe Kruus
efter Kruus af den liflige Most og Brunsviger Momme Omgangen rundt
til de betalende Borgere og for denne Aften ogsaa til de mindre sikre
Krogjæster. Fædrelandet, det gamle Norge, var i Fare; det maatte
»værges med Mandsmod og Vederhæftighed,« som Jonassen udtrykte sig,
og for Resten med godt, norsk Staal, »for vi er skabt for os selv, og
vi skal være for os selv.«

Øverst ved Bordenden sad Kjøbmændene, Raadmændene Walck og Wærn, den
sidste en førladen, bredskuldret Mand, Fader til Jacob Wærn, der
senere gjorde sig hæderlig bekjendt i dette Krigstogt.

»En god Porthund gjøer, naar der er Fare paa Færde,« sagde Wærn og
blæste en Tobakssky fra sig i smaa Stød. »Har I lagt Mærke til vore
Hunde i denne Tid? de gjøe som sultne Ulve. Slaa dem løs, siger jeg,
og I skal see, de gribe Fjenden i Struben; de veed, hvad norsk Blod
er, og hvad der lugter af svensk.«

»Forgangen Nat triner min Huusholderske, Mari Halvorsen, ind i mit
Sovekammer,« sagde Walck med lav Stemme, »og melder, at der vil times
os noget Ondt, for vor Gaardhund Ulle, slog i at tude paa urimelig
Viis. Dagen efter brød Svensken ind.«

»Saa længe vi have veiløse Vover, faae vi Krig med Svensken,« sagde
Mester Niels Aarud, Oldermand for Smedelauget, og saae ned for sig.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges, hverken til Lands eller
Vands.«

»Hvad mener Niels Aarud med det Ord?« spurgte vor gamle Bekjendt,
Skipper Daniel Halvorsen forbauset og overlegen. »Paa Landjorden
staaer jert Udsagn til Troendes; men jeg er en Sømand, der har faret
paa det store Iishav langs de iislandske, norske, danske og svenske
Kyster og været længst mod Nord af nogen optænkelig dødelig Sjæl; jeg
veed Alt, hvad daglig Erfarenhed lærer En paa Søen. Saa spørger jeg
Niels Aarud, hvad han mener med det Ord »til Vands«?«

»Jeg mener, det er halsløs Gerning, Svensken her bedriver,« svarede
Oldermanden med stor Dybsindighed og tømte sit Kruus, der maalte sex
Jernbaand. »Nei, Norsken og Svensken kan ikke forliges hverken til
Lands eller til Vands. -- See til Silden, siger jeg; naar den gaaer
til hos dem, er den ikke hos os, og naar den staaer i tykke Stimer
ovre paa svenske Vigside, saa har vi ikke Skyggen af en ægte norsk
Graabeinsild i vore Farvande, hvor meget vi end lokker og koster paa
Fiskeriet. See bare til den umælende Sild, siger jeg!«

»Kan Skipper Daniel, der er en saa forfaren Mand, maaskee klare os
den Sag,« sagde Skolelærer Ramus spydigt, »saa beviser han Landet en
Miskundhed, som bør staae antegnet i Aarbøgerne til evig Ihukommelse.«

»Ja, hvorfor kan vor ærlige, store Hvalsild ikke forliges med den
forgiftige, svenske Sommersild,« gjentog Oldermand Niels Aarud og
saae uhyre fiffig ud, idet han betragtede Daniel med et lurende og
smørret Smil.

»Ja, svar paa det, Daniel,« raabte en mager Borger, »al den Stund
Spørgsmaalet er af uhyre Vigtighed, fordi svensk Sild gjør os stor
Afbræk i vor naturlige Handel, idet de sælge den i svære Mængder
udenværts og tvinge vore Priser ned til Norskesildens halve Værdi i
gangbar Mønt.«

»Om mine fornemme Herrer høigunstigt tillade, saa vil jeg paatage mig
at videnskabelig begrunde det, jeg føler saa dybt i min Sjæl,« sagde
Skolelærer Ramus og reiste sig med Værdighed, »og det kan jeg bevise
for Ret og Øvrighed, at Svenskens egen Sild er rød uden om Øinene og
har slanten Bug uden Rogn eller Ister. Og den Sild duer plat ikke
til at saltes; den skal ædes fersk, eller den lægges i Kjælderen og
bliver frossen, eller den maa vindtørres, og den er forgiftig for
Folk og Kreaturer. Vore Folk aad den af Sparsommelighed forgangen
Vinter langs Grændsen, og vi ere blevne skrøbelige i Maven siden.«

Lærer Ramus rømmede sig og vedblev med hævet, salvelsesfuld Røst, da
han saae, at han havde fanget Opmærksomheden ved Tidens brændende
Spørgsmaal, Sildefiskeriet.

»Ja, med mine høigunstige Herrers Tilladelse skal Deres beredvillige
Tjener bevise, at det, Skipper Daniel nys sagde, hverken har med
Sildens Mangfoldighed eller dens Misvæxt at gjøre; den retter
sig gemeenlig efter Aaringernes større eller mindre Frugtbarhed
paa Landjorden. Fisken har altid i følge Forsynets høieste
Bestyrelse været saa fidele at gaae meest til her, naar vi har
været meest plaget af Uaar, som igjen staaer i nøie Forbindelse med
Grønlandsisen.«

Skipper Daniel slog en Latter op, der skingrende gjentoges af
Papegøien.

»Paa det Lav, Skolemester! Nei, det kjender _jeg_ bedre til. Hvalen
og Silden, men især Torsken holder sig tæt op til den Slags Driviis
og vender bestandig den ene Side til, saa de blive blinde paa det
Øie. -- Nei, jeg holder med vor Oldermand; Svensken og Norsken kan
ikke forliges hverken til Lands eller til Vands, og vores gode
Hvalsild har baade Rogn og Flomme og Mælk med paa ærlig norsk Viis,
mens dens Unger bliver til Vissensild i den svenske Skjærgaard, for
deres Vand er forgiftig for norske Gjæller.«

Et bifaldende Raab lød til den sidste Taler, der nød sin Triumf og
saae sig om med et bevidst Nik, medens han bankede i Bordet med sit
Knivskaft efter et nyt Kruus Most.

»Jeg har selv været med til, at de forgangen Aar styrtede hele min
Skibsladning af svensk Sild i Rakkerkulen i Danzig, fordi de Snydere
ikke vilde troe, den var norsk, hvormeget jeg end svoer mig fordærvet
derpaa. Hvad siger I! herunter med hele Stadsen? Skal dette vare ved,
bringer svensk Sild, Herren evig, vor norske Graabein i Miskredit.«

En tyk Borger benyttede Øieblikket og sagde:

»Vi maae dog som retsindige og velbetænksomme Borgere give fornøden
Oplysning til Anklagedes Uskyldigheds Forestillelse i Sagens rette
og egentlige Omstændighed og Beskaffenhed, idet Svensken nok
veed at give sin Sild Fordeel fremfor vor ved at nedsalte den i
Egetræestønder, mens vi stole paa vor norske Hvalsilds Retfærdighed
og kun salter ham i Fyrretræer.«

»Nei, vi kan ikke med Svensken,« sagde Oldermanden atter og slog
i Bordet. »Silden hørte, Gud forbande mig, os til fra Tingenes
Begyndelse deroppe Nord paa, og utallige gjæve Kjøbmænd ere gaaede
fallit, fordi de i god Tro slog sig ned paa vore Kyster; saa blev
Silden af Svensken andetsteds bestemt og henledt. Vi _kan_ ikke med
Svensken.«

»Ja, jeg bliver ved mit, som allenfals er mit eget!« raabte Daniel.
»Svensken og Norsken kan ikke forliges hverken til Lands eller til
Vands. Det samme siger ogsaa vor gode norske Søhelt, Peder Wessel fra
Bergen. Han kan trasakke dem, han!«

»Den Mands Skaal bør drikkes i min bedste Kanarisekt,« sagde Værten
Jonassen rørt; »den tømme vi med høit løftede Albuer, kjære Venner.«

»Den forgyldte Nøgle«s Stamgjæster reiste sig og tømte Krusene
for Peder Wessels Velgaaende med korte Leveraab, og saa blev
der pludselig dødsstille i Krostuen, medens Papegøien, der ved
Raabene vækkedes af Søvnen, foer op, baskede med Vingerne og skreg
gjennemtrængende og med overbevisende Kraft:

»Pas paa: -- Patron snyder -- de snyderrr! hi, hi, ha, ha!«




FRA BJØRNEHIEN.


En statelig Mand med et tungsindigt Alvor over sine udtryksfulde
Træk var under Stamgjæsternes langtrukne Samtale, der her gjengaves
i dens Heelhed, fordi den berører en af Borgernes Rigdomskilder:
Sildefiskeriet, ubemærket traadt ind i Stuen og stillede sig
ved Bordets øverste Ende, medens hans Blik prøvende fløi over
Forsamlingen. Salen var ved den Tid overfyldt af en tætpakket
Menneskemasse; Hoved saaes ved Hoved, indtil de bageste udviskedes af
Tobakstaage og Mørke. Alles Øine stirrede paa den Sidstkomne, som om
der ventedes noget overordentligt af denne Mand i dette Øieblik.

Manden var Peder Colbjørnsen, Ætling af den berømmelige
Colbjørnsenske Stamme, og som tillige var opkaldt efter
Fædrelandshelten Peder Nordmand, hvis Gaard han som tidligere omtalt
beboede.

Han var saaledes baade ved Navn og Ahner kaldet blandt Stadens
ypperste Mænd, der i disse Trængselens Dage foregik alle Andre med et
glimrende Exempel paa Mandsmod og Kløgt.

Her vil maaskee være Stedet at fremhæve den hæderlige Colbjørnsenske
Slægt, idet dens fremragende Mænd yde et væsentligt Bidrag til deres
Lands Kultur og Krigshistorie. Familiens Medlemmer indtoge allerede
en fremragende Plads i Landet under Frederik den Andens Regjering,
ikke alene som store Jorddrotter, men tillige som oplyste Mænd, der
stode fuldt paa Høide med deres Tids meest udviklede Aandsliv. En af
Slægtens Forfædre skal saaledes i Midten af det sextende Aarhundrede
have besiddet saa meget Jordegods, at han fra sin Fædrenegaard
Arneberg i Hof Sogn kunde ride til Oslo paa egen Grund. Et yngre
Medlem af Familien var en lang Tid constitueret Stiftamtmand i
Christiania og døde samme Sted som Conferentsraad i sit 67de Aar.
Endnu findes en Descendent af Slægten i lige nedstigende Linie paa
Gaarden Stensrud i Give Sogn, Soløer, en i sin Ælde eiendommelig
Hovedbygning af Træ, der foruden øvrige Værelser bestaaer af en
usædvanlig rummelig, fiirkantet Storstue, hvis Loft, et Spærtag,
bæres af et mægtigt Mastetræ, hvorpaa der forhen fandtes en
Indskrift, som meddeelte, at Bygningen var opført i Aaret 1324. Paa
Væggen i denne Storstue hænger en Tavle med Inscription fra 1779 af
Sorenskriveren Schiermann, en Danskfødt, hvilken Omstændighed maa
tilskrives, at han nævner en dansk Konge, skjøndt Norge paa nævnte
Tid havde sin egen Drot, Magnus den 5te Eriksøn.

    »Da Menveds Broder bød i Nord den sjette Sommer,
    nedlagdes første Steen til dette Klippehuus.
    Gid sidste Barnebarn, som af Colbjørnsen kommer,
    bo her, til »stjernet Bjørn, nedslingres næsegruus!«

Slægtens senere Led vedbleve paa fremragende Viis at bære Navnet
berømmeligt til Efterkommerne. Saaledes indtoge de to Brødre Jacob
Edvard og Christian Colbjørnsen høie Pladser i vor Kulturhistorie
som Justitiarii i dansk Høiesteret. Efter vor berømte Lovkyndige
Anders Ørsteds Vidnesbyrd har Jacob saaledes stor Fortjeneste af den
videnskabelige Lovkyndighed. Hans Afhandling til Doctorgraden om den
danske Selveierbonde vakte megen Opsigt. Han døde som Conferentsraad
1799.

Broderen, Christian Colbjørnsen, var ligeledes Justitiarius i
Høiesteret og døde som Geheimekonferentsraad og Storkorsridder i
sit 65de Aar. Han skal have været i Besiddelse af en overordentlig
Veltalenhed. Rahbek siger saaledes, at han var lige Mester i
Epigrammet som i Panegyriken, lige øvet i at svinge Lynstraaler og
Blomsterkrandse. Foruden at have foreviget sit Navn ved forskjellige,
udmærkede Lovgivningsarbeider, virkede han som Secretair i
Landbrugskommissionen, og Stavnsbaandets Løsning skyldes for en stor
Deel hans Varme og Iver for Bondefrihedens Sag. Om disse Brødre
findes ogsaa et Epigram:

    Brødre af Fødsel ei blot, men Brødre af Aand og af Kløgt
    Fædreland Troskab de svoer, tjente som dygtige Mænd
    Forfædres Navn og Rang de hævded' ved fædrelandsk Idræt,
    og som de hædrede Nor, hædred' hans Ros dem igjen.

Da Kong Frederik den Sjette vilde ophøie Christian Colbjørnsen i
Adelstanden, frabad han sig denne Naade og svarede Kongen, at »han
ligesom sine Forfædre intet andet Adelskab ønskede end Bevidstheden
om at have virket til Kongens og Statens Gavn.«

Endvidere blev en Datter af den bekjendte krigerske Magister Kjeld
Stub gift med en Colbjørnsen. Stub tog efter endte Studier ved
Kjøbenhavns Universitet Tjeneste som Soldat i Nederlandene, hvor
han hurtig svang sig op til Ingenieurofficeer. Efter Hjemkomsten
blev han ansat som Præst i Christiania, og her berettes, at en
gammel Krigskammerat gjenkjendte ham midt under Prædikenen og udbrød
høilydt: »Kilian, wer Teufel hat Dich auf der Cantzel geführt?«

Denne berømte Præst, der som Landoberst deeltog i Krigen med Sverrig
1643 og udmærkede sig ved sin Nidkjærhed og militair Indsigt, blev
Bedstefader til de for deres Tapperhed og Høisind velkjendte Søskende
Hans, Peder og Anna Colbjørnsen, som hovedsagelig udgjøre vort
Bekjendtskab til Slægten, og hvis modige Bedrifter vi lære at kjende
i vor Fædrelandshistorie. Det var saaledes saavel paa Fædrene- som
Mødreneside et tappert og ædelt Blod, som bragte disse Søskendes
Hjerte til at banke for deres Land i Farens Dage.

Den danske Professor Jens Møller skriver derfor med Rette:

    Stoltere Brødrepar vist ingensteds findes paa Jord;
    høiere lued' end ei i Miltiades' Dage
    Fædrelandskjærlighed, Mod, Borgeraand, Snildhed i Pagt.

At fremhæve denne Slægts enkelte Medlemmer er som sagt at belyse
deres Lands Kultur og Krigshistorie; vi have derfor i Korthed
fremhævet disse Personligheder, af hvilke Peder Colbjørnsen
forekommer i denne Fortælling.

Peder Colbjørnsen stod nu her i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue og
saae sig om, mens Forsamlingen ventede i Taushed.

»Kjære Medborgere og Venner,« sagde han, og slog op med Haanden,
»jeg har i Fædrelandets Navn sat Eder Stævne her i Aften. -- Vi ere
Alle i dette Øieblik opfyldte af stor Kjærlighed til vort Land, en
Følelse, der ofte er kommen til Ytring i vor gamle Stad under vore
berømmelige Forfædre. Kjærlighed og Mod er i Dag hos os Alle steget
til en altopofrende Høide. -- Har jeg Ret eller Uret?«

»Ret!« snurrede det tordnende gjennem Rummet.

»Vi ere enige, og vi ville nu, om Herren beskikker os den Lykke,
gaa med til Mandsgjerninger, der skal indskrive Norges Folk blandt
Europas tapreste Nationer.«

»Vi ere med!« raabte Borgerne.

Dødsstilhed indtraadte øieblikkelig atter.

»Godt. Herved hverver jeg Eder til Frederikshalds frie Corps, og vi
sværge at ville gjøre Fjenden alt muligt Afbræk i hans Forehavender
og hverken agte Liv eller Gods, men heller afbrænde vor gode Stad og
Hjem end taale ham i vor Rede!«

»Vi sværge!« lød det som et rullende Tordenbrag, medens Arme fra
Gamle og Unge fore i Veiret med oprakte Fingre, et høitideligt
Øieblik, der indeholdt Forjættelse om ubrødelig Troskab mod deres
hellige Sag; Liv i Selvstændighed eller Død.

Da de Andre atter sænkede Armene, beholdt Skipper Daniel sin i Veiret
med tre vidt udspilede Fingre og gjentog med Gravrøst:

»Vi Sømænd sværge ogsaa at ofre Skude og Ladning til Fædrelandets
Frelse! -- Jeg kan allerede melde, at der er noget galt paa Færde ude
paa Søen.«

Colbjørnsen betragtede ham og spurgte:

»Hvad mener Du?«

»Svenske Fartøier ere gaaede til Ankers foran vort Havneløb -- jeg
har siddet paa Udkig lige siden i Morges. De landsætter bestandig
Folk mellem Skjærene; deres Pramme komme hvert Øieblik ind med flere.«

»Det veed jeg,« sagde Colbjørnsen. »Har Du mere at sige?«

»Ja saa -- De veed det? Det kunde De jo have sagt strax, for saa veed
De vel mere, end jeg veed,« ytrede Daniel stødt og lod sig dumpe ned
paa Bænkesædet.

»Jeg modtager Eders Ed i Norges Navn,« sagde Peder Colbjørnsen
henvendt til Forsamlingen. Dermed var Pagten sluttet og
Frederikshalds Frikorps oprettet.

»Amen,« sagde Værten Jonasson, der sad i sin høie Halmstol
henne foran Disken paa den Side, hvor Pressesylten stod, med
Hænderne foldede om Skaftet paa sin store Forskjærerkniv. »Heida,
Kjældersvend, den Skaal maa drikkes i gammel norsk Mjød fra salig
Farfars egen Tønde. Bring en Omgang af Fadet med de fire Kryds.«

Papegøiens Skoggerlatter lød pludselig gjennem Stilheden ved Lyden af
Værtens kjendte Stemme.

Henne ved Væggen sade to Mænd som tause Tilhørere. Da Colbjørnsen
havde talt, reiste de sig, traadte frem og stillede sig ved den
modsatte Bordende. Den Ældres brede og mægtige Skikkelse med den
høie, furede Pande og det gjennemtrængende Blik under det buskede
Bryn tiltrak sig de Omkringstaaendes Opmærksomhed. Bagved ham kom
en yngre, slank Skikkelse til Syne med gult, krøllet Haar og to
spillende blaa Øine. Han syntes et nøiagtigt Miniaturaftryk af den
store Mand, hvis Stilling og Holdning han søgte at efterligne paa
bedste Maade.

»Jeg hører her megen god og ærlig, norsk Tale,« raabte Bjørnstad --
det var ham og hans Søn. -- »Svensken er brudt ind i vort Land, og
vi skal nu til at værge os, ja vel! Men hvad gjør vi saa ved Dansken
bagefter? Er han ikke lige saa vel brudt ind i vort Land og har
opkastet sig til vor Hersker? Vil I bag efter være med til at jage
ham ud, naar vi ere færdige med Svensken? Hvorfor vil Colbjørnsen
derhenne værge os mod den ene Fremmedherre og adlyde den anden? Det
gad jeg nok vide. -- Hvem svarer?«

»Ja, det gad vi nok vide,« sagde en Stemme bag Bjørnstad; ung
Halvor lo og viste sine hvide Tænder. Han kastede Hovedet tilbage,
som Faderen gjorde, stak Haanden ind paa Brystet og saae sig om
med en freidig og efter hans Mening uhyre overlegen Mine, som han
yderligere forhøiede ved at skræve ud med Benene og vugge Overkroppen
frem og tilbage.

»Ja, I seer paa hverandre; men mærk Jer mine Ord: vi have nøiagtig
samme Ret til vor Selvstændighed som Dansken til sin og Svenskerne
til deres,« vedblev Bjørnstad med en Stemme, der steg i Kraft for
hver Sætning, han udslyngede.

»Manden er ikke langt fra at have Ret,« sagde en Borger og satte sit
Kruus haardt i Bordet.

»Jeg skal sige Jer, hvad det er, vi nu have for,« vedblev
Bjørnstad. »Dette er en jammerlig Broderkrig; vi æde jo hinanden
op som forsultne Rotter. Alle vi tre nordiske Smaalande ere usselt
Fattigfolk hver for sig; bleve vi enige, vare vi en Kæmpe, der kunde
tale med i Stormagtslaget. Ja vist, bort med Svensken, som vil
mesterere os, og bort med Dansken, som regjerer os! Vi er Norge,
hverken svensk eller dansk eller nogen anden udenlandsk Provinds;
vi er blot -- Norge. Nu er Krigen her; vi har ikke fornærmet eller
udæsket; men Krigen er her alligevel, ubuden, uretfærdig. Vi ere her
ogsaa, mandsenige, villiestærke for at møde den. Men bagefter, hvad
saa? Hvem jager saa Dansken ud og gjør os til et enigt Norden, til
den kloge, mægtige Frue, Dronning Margrethes Norden? Er det dette,
Colbjørnsen vil os, saa melder jeg mig til hans Frikorps og giver ham
mit Liv.«

»Og jeg giver mit,« sagde ung Halvor med et kraftigt Nik.

Kjøbmand Walck havde lagt sin Pibe fra sig paa Bordet, da han
saae Bjørnstad træde frem ved Bordenden. Medens han talte, vinkede
Kjøbmanden til sin Svend, der sad ved et andet Bord, og hviskede ham
nogle Ord i Øret. Svenden forsvandt gjennem Døren.

»Hvem er den Mand, som fører saa store og stærke Ord?« spurgte en
anden Borger med runde Øienbryn. »Det var besynderligt, at han holdt
op med at snakke, før han blev heelt færdig. Han skulde vist lige til
at erklære Dansken Krig og udnævne os en ny Konge.«

»Jeg skal sige Jer, hvem Manden er,« sagde Raadmand Walck og reiste
sig. »Det er Bjørnstad fra Fossegaarden, og han har ingen Ret til at
tale med her blandt Frederikshalds hæderlige Borgere.«

»Bjørnstad! -- Fossemanden!« lød det rundt om.

»Det er mig,« svarede Bjørnstad og bøjede sin Kæmpeskikkelse fremover
i Tranlampens osende, usikre Skjær, som for at vise Alle sit
furede, veirslagne Ansigt. »See kun ret paa mig: saadan seer Halvor
Brönnelsen Bjørnstad ud!«

»Han er en Voldsmand, som staaer udenfor Loven, ligesom han i dette
Øieblik opfordrer os til Opsætsighed mod vor lovlige og milde, danske
Regjering,« sagde Walck, som nød stor Anseelse i Byen, og hvis Ord
altid bleve hørte og fulgte. »Han tager vort Tømmer af Fossen og
stabler det op paa sin Grund deroppe i Fjeldet. Han er i Aar og Dag
stævnet for Lov og Ret uden at give Møde. Han er en fuglefri Mand; vi
ville ikke have med ham at skaffe; Norge har nok af hæderlige Sønner
til at forsvare sig. -- Bort med ham dèr!«

Aarerne stode spændte i Kjøbmandens fyldige Pande, medens han pegede
mod Døren.

»Ja, bort med ham!« lød det fra flere Sider.

»Saa Du er Bjørnstad?« spurgte Colbjørnsen fra den øverste Bordende.

»Jeg lyder Navnet,« svarede den Tiltalte.

»Saa have vi ingen Brug for Dig for Øieblikket,« ytrede Colbjørnsen
og betragtede ham med et koldt Blik.

Bjørnstad foer op; de to Nordmænds Blikke mødtes, og medens de
forskende betragtede hinanden, glattedes de rynkede Bryn.

»Naar Krigen er endt, skal jeg søge Dig, om jeg da lever; vi To
skulle saa i Fred og Mindelighed prøve paa at klare et og andet,
som for Byens Øine maa tage sig mærkeligt ud,« sagde Colbjørnsen og
vinkede med Haanden.

Bjørnstad syntes ikke at høre disse velmeente Ord. Hans Blikke søgte
tilbage til Forsamlingen, overalt mødte han spottende og haanlige
Øine, man lo ad ham og talte høit om ham. Han støttede sine knyttede
Hænder mod Bordpladen; de rystede under ham og røbede, at hans rolige
Mine skuffede.

»Saaledes ere I, gode Borgerfolk, i Dag som i Gaar, som I blive ved
at være,« sagde han med et haanligt og spottende Smil. »I Dag trænger
Norge til alle sine Sønner; men I viser en af dets kraftige Mænd
bort, fordi han ikke passer i Jeres Kram.«

»I viser to bort,« sagde Sønnen høitideligt.

»Uretfærdighed og Selviskhed, det er Jert Løsen i Dag som for fem og
tyve Aar siden, da I joge mig fra Gaard og Hjem,« vedblev Bjørnstad.

Medens han talte, traadte Raadmand Walcks Svend hen til sin Herre og
stak ham en Papirrulle i Haanden. Kjøbmanden reiste sig og aabnede
Papiret med stor Værdighed.

»Halvor Brönnelsen Bjørnstad, bosiddende Gaardeier paa Fossegaarden i
Id Sogn, har i Aar og Dag trodset sin Landsøvrighed, har ladet haant
om alle Rettens Stævninger og vedbliver paa ulovlig Viis at tage sig
selv til Rette i vort, Frederikshalds Borgeres, Indkomme og Eiendom,
vort Tømmer, der passerer Fossen, som fra Arilds Tid var Alfarvei.
Bemeldte Bjørnstad tilsiges herved at give Møde i Frederikshald Stad
den 1ste Marts for at udsone den ham idømte Straf af tre Maaneders
Fængsel i vor Raadhuuskjælder samt tilpligtes at udrede en Bøde af
200 Daler til Stadens Fattigkasse for ovennævnte Lovovertrædelse.
Dersom bemeldte Bjørnstad ei er at antræffe i sin Bolig, ei heller
adlyder ovennævnte Befaling, vil han fra 1ste April dette Aar at
regne blive lyst fredløs, og enhver god, norsk Borger opfordres at
hjælpe Øvrigheden med at tage ham til Fange, død eller levende, og
bringe ham til vor Stad Frederikshald, for at nærmere over ham kan
besluttes.«

Kjøbmand Walck oplæste dette Dokument med høi og gjennemtrængende
Stemme. Da Læsningen var endt, sænkede han Papiret og tilføjede:

»Med denne ærede Forsamling af velfornemme Kjøbmænd og Borgere som
Vidner, har Bjørnstad nu paa lovlig Viis modtaget Stævning, hvorefter
han sig haver at rette.«

Bjørnstad havde ligbleg, med opreist Pande hørt Stævningen tilende.
»I sammenrottede Partifæller og Tallerkenslikkere, I som krybe
for Jeres Herrers Hundepisk, svinge den skamløst over jeres egne
Landsmænd, der endnu ikke have lært at bøie Nakken under Aaget!«
raabte han med Tordenrøst og trykkede Hatten fast paa Hovedet, bøiet
frem over Bordet. »See, dette er jer Samfundsret! Jeg væmmes ved jert
hele Mummespil. I undsige mig? Nu vel, værer saa Alle mod mig, som
jeg er mod Eder Alle. Første Gang jog I mig fra min Gaard, i Aften
jage I mig af min Fædrenestad. Vogt Jer! Vi sees vel igjen oppe i
Skovene -- eller deroppe, hvor Retfærdigheden boer. Maatte I da Alle,
som jeg, have gjort Jer Pligt mod Fædrelandet!«

Bjørnstad blev et Øieblik overlegen og udfordrende staaende overfor
den sydende og bølgende Menneskemængde, med oprakt knyttet Haand,
medens hans Øine skøde Lyn under de sammendragne Bryn. Saa vendte han
Forsamlingen Ryggen og skred mod Døren. Sønnen, som var traadt frem
til Bordenden ved Faderens Side, fremtog Oberst Bryggemanns Skriin af
et rødtærnet Tørklæde og skjød det midt ind paa Bordet.

»Der har I vort første Krigsbytte, som vi alene toge fra Svensken!«
raabte han; »det reddede Bjørnstads Søn, mens I laa i jeres lumre
Dyner. Farvel herinde i Stanken; nu gaaer Far og jeg.«

»Er Du den unge Bjørnstad, saa kan Du blive hos mig,« sagde
Colbjørnsen. »Jeg giver Dig Plads i vort Frikorps.«

»Jeg bliver hos min Far og ikke hos Jer,« raabte Drengen, medens han
baglænds drog sig tilbage mod Døren. »Troer I, jeg vil traske om og
lade mig snøfle af Jer i jeres trange Gyder, hvor I har forpagtet al
Ret og alt Solskin fra os, mens saadan en tyk Hvalsildsluger som ham
dèr« -- han nikkede over mod Kjøbmændene -- »sidder hernede og snyder
sig fra at betale os vore ærlige Bropenge fra Fossen.«

Ung Halvor stod nu henne hos Faderen i den aabne Dør, hvorudenfor
skimtedes brændende Fakler i Gaden og mørke Skikkelser, der færdedes
frem og tilbage i det flakkende Skin. Hans lysende Øine saae
udfordrende ud over Forsamlingen, ikke ulig Michel Angelos David,
hvis Haand famler efter Slyngen, mens han søger Fjenden med sit
glødende Vredesblik.

I det Døren lukkede sig efter den gamle og unge Bjørnstad, lød atter
Papegøiens skjærende Skrig gjennem den ophidsede Brummen, som blev
tilbage i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue.

Da Fader og Søn vare komne udenfor og gik gjennem den smalle Gyde mod
Broporten, hvor klaprende Trin gjenløde i Mørket, hørte de en Stemme
gjentagende raabe deres Navn, og en Mand kom i Løb ned efter dem.

»Stop lidt, Morbror Halvor!« lød Skipper Daniels Stemme.

Drengen standsede, og Skipperen indhentede ham stønnende.

»Her er et Brev til Bror Jørgen deroppe i Mors Hytte fra Søster
Ulle,« sagde han og drog et stort Papir frem af Koftelommen. »Jeg
lovede forgangen at bringe ham det i Hænde. Hun har forskaffet Olaug
en god Plads -- det Pigebarn ligger hende svart paa Sinde. -- Vil Du
fly Jørgen det snarest?«

»Det skal blive besørget,« svarede Halvor. »Men siig mig, hvorfor gav
Du os det ikke derinde? Du stod jo lige ved Siden af mig i Krostuen.«

»Jeg turde begribeligviis ikke tale til Jer derinde i Gjæsternes
Paasyn,« svarede Daniel og spyttede en Skraa henad Gaden; »jeg kunde
jo komme til at vanære mig selv og mit gode Navn og Rygte, naar de
Gavtyve fik Rede paa, at vi ere saa nær i Familieskab sammen. Det
gjælder at holde sin Skude flot, naar man er i Braad og Brænding, min
Gut!«

Ung Halvor vendte ham Ryggen og indhentede Faderen ved Broen, der om
kort Tid skulde blive Skueplads for Krigens blodige Rædsler. Han gik
hen ved hans Side og sagde:

»Nu veed jeg, hvad Du er, Far.«

»Hvad mener Du?« spurgte Bjørnstad barsk.

»Du er af Bjørneslægt!« svarede Halvor med ubeskrivelig Stolthed.
»Veed Du ogsaa, hvem _jeg_ er?«

Bjørnstad standsede og maalte ham med et strengt Blik.

»Jeg er din Søn!« sagde Drengen og saae ham ind i Øiet.

Faderen rakte ham Haanden. Sønnen beholdt den i sin, og de skrede
tause videre opad mod Fjeldet.

Oppe i Hjemmets Dør stod en Kvinde, bøiet og stum og lyttede
ud i Natten. Vilde de strenge Herrer dernede i Staden tage det
Sonoffer, som hendes kjække Dreng havde vundet, og Faderen nu bragte
Byens Øvrighed? Vilde de modtage den Haand, han i Dag rakte dem,
fredsommelig i Hu? Ja, vilde Freden nu endelig komme efter de lange,
bitre Kampens Aar?




BRÆNDETYVEN.


Nogle Dage efter at denne Begivenhed fandt Sted i Frederikshald
Gjæstgivergaard, den 25de Marts, som var en Onsdag og Fruedag i
Fasten, drog Mads Wærn, Lieutenant i Colbjørnsens Frikorps, op i
Tistedalen, for at exercere med det nye og uøvede Compagni, samt
tegne flere Frivillige blandt Dalfolket. Colbjørnsen betalte af egen
Kasse hver vaabendygtig Mand tolv Skilling daglig, naar han var
i Tjeneste, og otte Skilling til Underhold, naar han ikke gjorde
Tjeneste, eftersom Tistedølernes daglige Næring ved Savbrugene var
ophævet i denne besværlige Krigstid. Somme Folk turde dog ikke i
Begyndelsen modtage disse Penge af Frygt for derved at blive hvervede
som regulaire Soldater, uagtet det var deres Agt at forsvare Konge
og Land, saalænge der »var varmt Blod i dem«. Charakteristisk for
Folkets fædrelandskjærlige, men antimilitaire Sindelag er følgende
Træk:

Fjenden sendte nogle Dage senere Colbjørnsens Fricorps den Hilsen,
at dersom han fik fat paa nogen Partigjænger, vilde han flux hænge
ham op eller gjøre ved ham det, som værre var, fordi en Deel af
Corpset under Truel Wigs Anførsel havde skudt atten af hans Folk og
gjort saadan Allarm, at den svenske General Aschenberg ved Herrebroen
havde maattet lade sine Folk sidde til Hest den hele Nat. Corpset
nægtede alligevel at efterkomme Fæstningskommandant Bruns Opfordring
at stille for ham og aflægge Krigsed, for saaledes at faae Ret til
at dømmes som Krigsfolk og ikke som løse Partigjængere. Alle som
een svarede, at de vare frivillige Mænd, der kun paatoge sig Byens
Forsvar af Kjærlighed til Land og Hjem; de havde svoret indbyrdes
aldrig at give sig som Fanger, men gjøre Modstand til sidste Mand;
det var den eneste Ed, de brød sig om at sværge, altsaa frygtede de
ikke at blive tagne levende til Fange.

Det bragede og drønede oppe i Vinterskoven i de trange Bjergpas. Var
det Fjeldkaststormen, denne strenge Vintervind, der sammentrænges
oppe i Fjeldenes snævre Dale, hvor den tvinges og knibes sammen, til
den pludselig med Magt brister ud gjennem en Aabning og i sin fulde
Vælde farer ned over Fjordene til Skræk for Sømanden, der ikke i
Tide har mindsket sine Seil? Hør, hvor den søger at bøie de gamle,
rødstrimede Fyrretræer med deres mørke, bredpandede Kroner, der
endnu med Stammen halvt begravet i Snee syntes at staae og drømme om
Sommerens rosenrøde Solskin, medens Solgangsvinde blæse i Luur for
dem, denne blide Vind, der hører Norge til, og som har faaet sit
Navn, fordi den med det opgaaende Dagslys blæser fra Øst og trofast
følger Solen, til den om Aftenen sender sin Brise fra Vest.

Denne Morgen var det imidlertid tunge og taktfaste Øxehug, der
gjenløde i det snævre Skovpas, mens nu og da et Brag forkyndte, at en
af Skovkæmperne sank om, opfangedes af Fosterbrødres stærke Arme, der
varlig sænkede den Faldne mod Klippegrunden.

»Det var, min Tro, en Kraftgubbe, den!« raabte ung Halvor, tørrede
Panden med sit Trøieærme og satte Foden paa den harpixduftende
Kæmpestub, om hvilken lyse Splinter dækkede Sneen i flere Alens
Omkreds.

Den ældre Bjørnstad lagde Øxen til Roden af det næste Træ.

»Veed Du hvad, Fader?« vedblev Sønnen. »Jeg læste i Aftes i Norges
Kongekrønike om den svenske Bonde Thorgny, ham med det lange, hvide
Skjæg, der reiste sig paa Thinge og sagde til svenske Kong Oluf:
»Den Konge vi nu har, han vil ikke taale, at nogen Mand, som snakker
ei ham efter Munden, mæler et Ord, og i den Heltegjerning sætter
han sin hele Ære. Norge derimod, hvorefter ingen af de fremfarne
svenske Konger lod sig lyste, det er han grisk efter og volder dermed
til ingen Nytte mangen Mands Fortræd.« Og saa sagde Thorgny videre
til Svenskekongen: »Men see nu, Kong Oluf, har vi svenske Bønder
besluttet, at Du skal gjøre Fred med Kong Olav den Digre af Norge og
give ham Prindsesse Ingegerd tilægte.« Og saa gav Prindsessen norske
Kongen en Pelskaabe, rigt baldyret med Guld, og sit eget Hjerte, --
saadan skal det være, vort eget norske Kongepar, -- sippedeja!«

»Det var vel sagt,« sagde Bjørnstad og hvilede mod Øxen. »Det er en
god Læsning. Bliv ved, til den Bog er slut, og læs den saa om igjen.
Skal vort Land blive, hvad det fik Evne til, stateligere end noget
andet viden om, da maa vort eget Herskerhuus være stateligere end
noget andet heromkring, lad os saa selv om Resten, da gro vi Nordmænd
iveiret, saa der skal undres og spørges Nyt over Landene.«

»Nei,« raabte Halvor, »vi vælge den stærkeste Mand i vort Land, og
det er Du, Fader.«

»Snak,« sagde Bjørnstad, »det er der ingen Samlingskraft i, og uden
den kan ingenting bestaa. Stridene ville strides. Kampene maa kæmpes,
men vor Konge, der bærer vort Folks egen Krone, rager høit derover.
Derfor vælge vi vor Hersker af det stouteste Kongehuus i Norden. Lad
ham kun være svensk Kongesøn, der ruller jo Helteblod i det Folks
Aarer, -- lad vor Dronning kun være dansk Kongedatter, der flyder jo
reent og fromt Blod i de Kvinders Hjerter, Blomsten af begge Huse,
de bleve snart norske i Sind og i Tanke, dem kaare vi og bære op til
vort Folks egen Trone, saa først bliver Norge vort Norge, først saa
svulmer Tryghedsfølelsen frem, først da kan en Nordmand trøstig gaa
frem til Tronen, først da bøie Knæ og lægge sin Sag og sig selv i sin
Konges Haand og sige: »Konge, jeg er din Søn, jeg har feilet, og de
andre har feilet, døm os nu imellem efter vor egen Lov, og den Dom
skal være hellig.««

Bjørnstad havde ladet Øxen falde, han strakte Hænderne ud for sig og
saae vidt omkring, som om han talte til et heelt Folk.

»Den Kongstanke er den eneste, som der er noget ved,« raabte Halvor
og svang Øxen. -- »Hvad sidder Morbror Svendsen dèr og tænker paa,
mens vi Andre arbeide?«

Bjørnstads Svoger, Klokker Ole Svendsen Bakke, sad paa en Stub med
Bøssen over Skulderen og saae til. Han var iført Faareskindskofte
med to Pistoler fastgjordte i Læderbæltet; paa Hovedet bar han en
Pelshue, under hvilken et tæt, mørkt Haar strittede frem. Han var
middelhøi og undersætsig; hans milde, blaa Øine lyste frem under en
tænksom Pande.

»De Tanker kommer mig i denne Tid ofte i Sinde,« svarede Klokkeren
fra Id, »at ogsaa jeg, skjøndt jeg er Kirkens Mand, maa gjøre noget
til Landets Nytte. Jeg gik derfor i Gaar ned til Peder Colbjørnsen.«

»Jog han ogsaa Dig bort?« ytrede Bjørnstad haanlig. »Norge har jo
Sønner nok til at værge sig, mener han.«

»Han gav mig Ærinde til de Svenske for at ansee deres Leilighed,
al den Stund Byfolket ikke veed Besked om, hvor Fjenden egentlig
befinder sig.«

»Det veed jeg!« raabte Halvor ivrig og kastede Øxen. »Jeg kan føre
Morbror midt ind i Kong Carls Kvarteer, uden at en Hund skal gjøe ad
os. -- Aa, tag mig med, kjære Morbror, saa skal jeg tjene Jer tro og
villig alle mine Levedage!«

»Tag kun Drengen med Dig, Klokker,« henkastede Bjørnstad. »Som Du vel
har hørt, kommer jeg ikke selv til at deeltage i dette Felttog; men
det giver Minder, som enhver ung Nordmand har godt af at eie.«

»Du er en mærkelig Mand, Bjørnstad,« sagde Klokkeren; »Du ofrer
heller dit Liv og dines Velfærd i denne frugtesløse Kamp mod Landets
Øvrighed, den, Du kalder vor Voldsherre, end giver en Tomme efter, og
saa banker dit Hjerte dog saa varmt for alt godt og stort.«

»Du mener maaskee, at jeg skulde gjøre Bod som en gammel Kjærling og
sidde udenfor Kirkedøren og male Haandkværn eller lade mig forvise
til en eller anden Landsby oppe nordenfjelds?« spurgte Bjørnstad
spottende.

»Den Plads, jeg bød Dig i Gaar som Opsynsmand ved Hollen Malmgruber
i Telemarken, kan ikke kaldes Landsforviisning. Tro mig, Du _maa_
herfra, Bjørnstad; Du staaer som den Forlisende paa Vraget og seer
den nære Strand, men vil ikke redde Dig over ved et Spring.«

»Det Spring skiller mig ved mig selv, derfor springer jeg ikke,«
svarede Bjørnstad. »Skuden, jeg styrer, er min egen. Heroppe paa
Fjeldet er norsk Frihed, og den skylder jeg alene mig selv. Her er
mit Land.«

»Dit Land --,« gjentog Klokkeren tøvende med et sørgmodigt Smil. »Men
hvor ere dine Landsmænd?«

»Ja, hvor er Landets andre Sønner? De er dernede i de trange Gyder;
de krybe og svandse for fremmede Embedsmænd. _Jeg_ er en Søn, der
ikke har svigtet mit Land, og først gjennem saadanne Sønner faaer et
Land Aande og Stenen Røst. Heroppe er nu min Kirke, her er jeg bleven
eet med vor store, mægtige Natur, her er Fossen, som aldrig tørrer
ud, her er _jeg_!« Bjørnstad greb i sit Bryst og blottede det, bredt
og haarrigt. Vinden legede med hans graasprængte Haar, hans skjæggede
Læber blottede to Rækker stærke Tænder; den hele Mand syntes et
Udtryk for det, han sagde: en Jætte, sprungen ud af Fjeldet,
Fossemanden, dukket frem af Fossen, Bjergaanden fra de Skakter, hvor
Malmen hugges.

»Det staaer sørgeligt til for Dig, Bjørnstad,« sagde Klokkeren og
rystede paa Hovedet. »Du alene paa denne Side Fossen, hjertebred,
kneisende -- javel. De staae blot Alle derovre. I drage begge i den
samme Lænke; slipper Du ikke Taget, styrter Du i Fossen, gaaer til
Bunds og Mari med Dig.«

»Faaer at være,« svarede Bjørnstad mørk. »Forstaaer Du, Svoger
Klokker: den Kvinde hører mig til, hun følger mig, til Døden, om jeg
byder. Den Tanke gjør mig stærk; hun svigter ikke, derfor staaer jeg
saa støt her paa Fjeldet.«

»Mari har forandret sig meget i den sidste Tid,« bemærkede Klokkeren
sørgmodigt. »Maatte hendes Kræfter række til i din Strid! -- Den er
en Steen, Du sigter mod Andre, den rammer hende og Dig selv. Hvis
nu Byfolket dernede gjør Alvor af Truselen og fælder Dig som fredløs
Mand, hvad saa?«

»Hvad saa?« svarede Bjørnstad haanligt; »saa blev _de_ mig værst, som
jeg vilde bedst, -- saa er der en Nordmand mindre.«

»Og to Martyrer mere,« sagde Klokkeren og reiste sig. »Med Guds Hjælp
skal det ikke komme saa vidt; Mari og jeg ville redde Dig med eller
mod din Villie.«

»Mari?« spurgte Bjørnstad og studsede. »Tag Dig i Agt, Klokker!
Lokker Du hende over, svigter hun, saa vogt Jer Alle!«

Ved en Omdreining af Veien, som bugtede sig ind mellem Klipperne og
dannede et naturligt befæstet Pas mod Øst, kom pludselig en broget
Skare Mænd til Syne; nogle bare Vaabenfrakker, andre trekantede Hatte
og brede Læderbælter med Pistolhylstre; atter andre vare iførte
gammeldags Rustningsstykker; men Alle havde de Bøsser over Skulderen.
Anføreren, som bar Officeersuniform, traadte frem foran de andre og
nærmede sig forsigtig til Brændehuggerne.

»God Dag og Gud hjælp! Har I seet noget til Svensken i Dag?« spurgte
han og saae paa de fældede Træer.

»Javist, Svensken er allevegne,« svarede Halvor og skrævede
udfordrende ud med Benene. »Det maa jeg sige ham paa, at han seer
stateligere ud som Soldat end I brogede Bykarle. -- Sikke Handsker
Svensken har med Kraver af gult Læder og med Gedeskinds Hænder, og
sikken rød Halskrave paa de blaa Klædesfrakker med Messingknapper
baade paa Bryst og Ærmer, ikke at tale om deres Skydevaaben og
Dyrendaler i Skindskede. Og sikken han dèr seer ud!« -- Halvor
pegede paa en svær Borger med et skægget, rødt Ansigt og klædt i en
langskjødet Bluse. -- »Han har jo en Fork paa Nakken og sin Oldefars
Brystpantser paa. Vi maa jo skamme os, naar I nu om lidt møder
Svensken heromme ved Broen.«

»Staaer han saa nær herved?« spurgte en velnæret Borger med usikker
Stemme.

»Han halshuggede for en Time siden tre Tistedøler og en Kalv og lod
deres Blod Løbe ud i Fossen,« svarede Halvor fripostig. »De bad
gudsjammerlig for deres Liv. Det var et grufuldt Syn; Fossen saae ud
som det røde Skum længe efter.«

Lieutenant Wærn pegede paa de fældede Stammer.

»Hvad er det for Hærværk I bedriver her i Frederikshalds Skove?«
spurgte han barsk, henvendt til Bjørnstad. »Mens vi Andre ere ude at
værge Landet, har I Tanke for at bjerge Tømmer.«

»Om kort Tid er den ganske Egn her svensk, nu er den dansk,« sagde
Bjørnstad haanlig og hvilte paa Øxen; »hvem vil saa tage en norsk
Mand ilde op, om han bjerger det Par norske Træer i Tide til fælles
Bedste.«

»Brændetyveri er det, han har for,« sagde Kjøbmand Truelsen heftig.
»Men af ham kan man ikke vente bedre Sindelag.«

Bjørnstad maalte den Talende med et spottende Blik og gav sig i Færd
med et nyt Træ uden mere at ændse Byens Folk.

»Brændetyveri?« raabte Halvor. »I Diskespringere, der snyder hinanden
en Søsling fra, om I seer jert Snit dertil!«

»Pas dit Arbeide, Dreng,« sagde Bjørnstad.

Halvor adlød, spyttede i Hænderne og lod sine Øxehug regne over
Træstammen, saa Splinterne føg viden om. Da Fricorpset var kommet et
Stykke henad Veien, slog han en høi Latter op.

»Aa Fatter, hold paa mig -- see, nu trasker de Krambodkarle mod Kong
Karl, -- og see, hvor de holde paa deres Dyrendaler, som om de skulde
til at snyde paa Maalet med deres Alenstok --! -- Jeg holder det ikke
ud, jeg holder det, Herren evig, ikke ud -- for jeg vil saa gjerne
med dem i Krigen!«

Han sukkede og saae længe efter Colbjørnsens Folk, lyttede ogsaa
efter deres hendøende Skridt i Naaleskoven.

Nogle Timer senere, da Mørket faldt, hørtes en heftig Geværild i den
Retning, hvor Mændene vare forsvundne. Lyden drog sig nærmere ned mod
Passet; kort efter saaes de samme Folk, der om Formiddagen droge mod
Svensken, skyndsomt springe fra Træ til Træ, idet de søgte Dækning
for at affyre Bøsserne og ile videre. En Trop af Kong Carls Ryttere
kom til Syne i Huulveien; deres Karabiner lyste i Maaneskinnet, der
sitrende gled ned mellem Træernes Stammer. Pludselig gjorde den
fjendtlige Trop Holdt. Midt i det snævre Pas skimtedes i Tusmørket
en mørk Masse. Øverst paa denne stod Klokkerens og Bjørnstads brede
Skikkelser med Bøssen i Haanden. -- Det var en saakaldet Hærbraade,
en Forskandsning, bestaaende af fældede Træstammer, hvis afhugne,
tilspidsede Grene bleve lagte mod Fjenden og saaledes frembød en
Hindring, vanskelig at overvinde, naar de norske, sikre Skytter laa
paa Vagt bag Stammerne og sendte de Fremtrængende en dræbende Ild i
Møde.

Bjørnstad og hans Folk havde reist denne Forhugning i Passet, hvor
Veien var smallest, og hvor Fjenden paa Grund af Klippevæggen og den
høie Snee langs Siderne blot kunde ride to Mand ved hinandens Side.
Det var til denne Forhugning, at Bjørnstad og hans Folk om Morgenen
fældede Træer, vel vidende, at Svensken tidligere eller senere maatte
frem gjennem Passet.

Da Haldenserne naaede herned og tvivlraadige standsede udenfor
Forhugningen, hørtes Bjørnstads dybe Røst:

»Hurtig -- ind tilhøire, dèr er Gjennemgangen. Lad saa Bøsserne;
men I fyrer blot een ad Gangen. Naar I hører mig skyde, saa tager
Hvermand sin.«

Da Byfolkene vare komne om bag Forhugningen, stængede Bjørnstad
og hans Karle efter dem med Træstammer. I det samme bevægede den
fjendtlige Trop sig frem gjennem Huulveien. Maanelyset strømmede ned
over Anførerens sølvtressede Hat. Hesten steilede. I det samme faldt
Svendsen Bakkes Skud, den svenske Officeer tabte sin Sabel og gled
ned af Hesten. Da Colbjørnsens uøvede Folk saae Fjenderne samle sig
til Angreb, glemte de imidlertid Bjørnstads Formaning og fyrede alle
paa een Gang med den Virkning, at de to forreste af Fjendens Flok
segnede af Hestene. De Andre droge sig tilbage bag et Klippeforspring
og raadsloge.

»Lad Bøsserne paany,« lød Bjørnstads Røst gjennem Stilheden.

I Stedet for at adlyde denne Befaling forlode de uvante, norske
Krigsfolk skyndsomst Forhugningen, for at benytte det Forspring,
som Fjendens Tøven gav dem, til at sprede sig mellem Fjeldene og ad
Omveie at naae hjem til Staden.

»Vil I see, I blive!« raabte Halvor rasende og søgte at stille sig
i Veien for de Flygtende, mens han pegede op mod Faderen, der stod
øverst paa Forhugningen synlig for Alle i Maanelyset. »See, deroppe
staaer han, som I skjældte for Brændetyv, og værger Jer Alle, mens I
smøre Haser -- Der har vi Svensken!«

Dette Udraab spredte Partigjængerne som Avner for Vinden. Klokkeren,
Bjørnstad, Lieutenant Wærn og Halvor stode alene tilbage i Skandsen,
medens Fjenden rykkede frem paany.

»Giv Agt, Manne -- de bageste Geleder holde sig færdige!«
kommanderede Lieutenanten med høi Røst.

De forreste Ryttere reve Tømmerne til sig og vendte om, skuffede af
denne List.

»Tilbage, Gossar -- Skoven er fuld af Jyder!« raabte den svenske
Anfører.

Rytterne gave sig blot Tid til at tage deres Døde op paa Hestene og
satte af Sted tilbage gjennem Huulveien. Skoven laa atter stille og
forladt i det blege Maanelys.




HJEMMETS FUGL.


Moder Ulles Hytte laa tilsyneladende uforandret siden denne
Fortællings Begyndelse. Olaug gik Aftenen efter at det foregaaende
Optrin fandt Sted i Skoven, frem og tilbage i den lave Stue, hvor
Uroen bestandig svingede paa sin Krog under Bjælkeloftet. Den unge
Pige standsede af og til og lyttede ved Døren, eller aandede en klar
Plet paa de hvide, frosne Blomsterruder, for at see ud i Mørket, med
Strikketøiet i Hænderne, medens hun bestandig gik fra og til Gryden,
der kogte over Ildstedet. Stormen foer med lange og klagende Hyl ned
gjennem Fjeldkløften, Fossens eensformige Buldren lød op fra Dybet.
Tranlampens Flamme viftede hid og did ved de hyppige Vindpust, som
trængte ned i Stuen gjennem den aabne Skorsteen.

Henne paa Stoleryggen ved Bordet sad en aarvaagen Høne og plirede med
et søvnigt Øie, medens den agtpaagivende fulgte Olaugs Bevægelser.
Pludselig brusede den op i Fjerene og saae mod Døren. Den blev revet
op, Jørgen sprang ind og stængte omhyggeligt efter sig.

»Fjenden er efter mig,« sagde han og hængte sin Bøsse op bag
Skorstenen. »De vrimle i Skoven herudenfor i Nat. Klokker Bakke og
jeg laa i Baghold oppe i Fjeldet og skjød en Officeer væk for dem. Vi
spørge vel snart Nyt derude fra.«

»Skjul Dig!« raabte Olaug og flyttede en Bænk hen under Loftslugen.

Jørgen svang sig op derigjennem. Olaug stillede Bænken tilbage og
speidede uroligt lyttende mod Døren. Lidt efter gik den atter op, og
en svensk Vagtmester, fulgt af tre Soldater, traadte ind i Stuen.

Vagtmesteren saae sig om. Olaug stod ved Bordenden og strikkede paa
Uldstrømpen; hendes rolige Mine røbede hverken Frygt eller Uro.

»Hvor har Du skjult ham?« spurgte Underofficeren barsk. »Det nytter
ikke, Du nægter: Fyren sprang over Kløften og forsvandt her.«

Olaug betragtede ham forundret.

»Her var Ingen siden i Morges,« svarede hun. »Søg selv; Leiligheden
er ikke stor; her findes intet Skjul uden Loftet dèr. Stigen ligger
udenfor Huset.«

Vagtmesteren saae sig om. Det lave Rum frembød intet Skjulested. Han
jog Kaarden gjennem Sengens Dyner, medens hans Folk hentede Stigen
og satte den til Loftslugen. Vagtmesteren steg halvt op og holdt
Tranlampen i Veiret, medens han speidende undersøgte det tomme Rum.
Jørgens Hoved forsvandt i det samme i Skyggen af Hanebjælken, langs
hvilken han laa udstrakt.

Da Vagtmesteren havde overbeviist sig om, at der Ingen var skjult paa
det Loft, steg han gravitetisk ned og nærmede sig Olaug.

»Du er, ta'e mig tusan, det vakreste Fruentimmer, jeg har seet, siden
vi kom ind i dette forbandede Vinterlandskab. Giv os et Kys; det
driver Frost og Kolden saa rart ud af Kroppen.«

Olaug blev staaende rank, der hun stod, og betragtede den svenske
Vagtmester uforfærdet.

»Jer Commandant vil i Morgen sige Jer ringe Tak, fordi I lader
Bjørnstad springe til Fjelds, mens I gantes med et værgeløst
Fruentimmer.«

»Bjørnstad!« raabte Vagtmesteren, »den Helvedeshund, som igaar
Eftermiddags skjød fire af vore Folk heromme i Skoven fra
Forhugningen?«

»Det var ham, som nys sprang her forbi Stuen og nu er høit til
Fjelds, al den Stund han har erfaret, at jer General har sat en Priis
for den, som bringer ham død eller levende.«

»Død og Sakrament, Galgen er ham vis, den Poltron!« raabte
Vagtmesteren og skred mod Døren. »Men vi sees igjen, skjøn Jomfru,
saa skal vi erfare, hvad der holder bedst ud: Kvindeknibskhed eller
svensk Mandemod.«

Han sendte Olaug et Slængkys med fem Fingre, som han borede ind
mellem sine skjægløse Læber, og bukkede sig ud gjennem den lave Dør.

Maanelyset faldt hen over Veien, Rimen gnistrede inde i Sneens
blaalige Slagskygger, Soldaternes Skridt tabte sig knirkende i det
Fjerne.

Jørgen steg ned fra Stænget. Olaug satte taus en Skaal dampende Suppe
frem for ham og tog en Hornskee fra Bordskuffen. Derefter gav hun sig
til at skaffe andetsteds i Stuen.

Medens Jørgen spiste, skottede han jævnlig efter Olaugs ranke
Skikkelse.

»Var Du altid saa faamælt, da stakkels Mormor levede?« spurgte han.

»Mormor!« gjentog Olaug med en Stemme, der rummede en Verden af
Inderlighed. »Med Mormor var det en heel anden Sag; hun trængte til
mig.«

»Hvad gjør _jeg_ da?« foer Jørgen op.

»Vi to!« sagde Olaug og knugede Hænderne om Strømpen. »Du er nu Herre
i Huset og jeg -- Skjændselsbarnet, som Du tog op! Det husker jeg
aarle og silde; det glemmes aldrig.«

Hun saae op; da hun mødte hans alvorlige Blik, sænkede hun igjen
hurtigt Øinene og lod sin Haand glide gjennem Hønens Fjer.

»Du holder meget af Guru dèr?« sagde han lidt efter.

»Ja, jeg solgte den ikke for mange hundrede Daler,« svarede Olaug med
inderlig Overbeviisning og holdt Hønens Hoved op til sin brændende
Kind. »Lille Guru, hvad skulde jeg gjøre uden Dig?«

Jørgen saae grublende frem for sig og nikkede gjentaget.

»Ja, det er ogsaa sandt,« sagde han. »Det duer ikke at leve, dersom
En ikke har Nogen at leve for.«

»Naar jeg kommer hjem, og Guru har været lukket inde, saa flyver hun
mig i Møde og kagler og støier af Glæde. Det er saa velsignet, naar
Nogen længes efter En.«

»Ja, det er ogsaa sandt,« gjentog Jørgen.

»Og veed Du, hvad hun gjorde i Gaar Aftes, da jeg kom hjem og havde
været borte hele Dagen?«

»Nei da? -- Et Æg?« spurgte Jørgen med stor Interesse.

»Guru pleier altid at tage et Korn eller et Halmstraa og lægge ned
foran mig; det betyder, at hun vil glæde mig. Men i Gaar var der ikke
noget Korn, saa rev hun en Fjer af sit eget Bryst og bragte mig den
i Næbet. -- Kan Du saa forstaae, at jeg holder af Guru?«

Olaug skjulte Ansigtet i Hønens brusende Fjer og satte den derefter
varsomt op paa en Pind i Nærheden af hendes Sengested.

»Det er jo ogsaa den, de kalde Hjemmets Fugl,« sagde Jørgen og saae
tankefuldt paa Olaug.

Lidt efter stak Guru Hovedet under Vingen og sov.

»Siig mig, --« spurgte Jørgen pludselig; han sad og snittede i et
Træstykke, som han dannede til et kunstfærdigt udskaaret Naalehuus;
»hvor kan det være, at Du endnu ikke har bedet om Penge til vor
Huusholdning?«

Olaug blev blussende rød.

»Jeg bad heller ikke Mormor, som er i Himlen, om Penge,« svarede hun,
»saadant noget stelte jeg selv om.«

»Hvad vil det sige?« spurgte Jørgen; »hvor tager Du Penge fra til vor
daglige Føde og Forpleining?«

»Mormor lærte mig, at vi ikke behøvede meget; hun gav mig Formaning
om, hvad jeg havde at gjøre, og den følger jeg nu. -- Seer Du,«
vedblev hun ivrigt med et freidigt Smil og et Kast med Hovedet,
der røbede den stærke Ungdoms Higen efter at tage Kampen op med
Tilværelsen. »Brændsel giver Skoven mere, end vi behøve; i Sommer
samlede jeg rigeligt Vinterforraad, som nu staaer i Stak her bagom
Huset, og da Mormor kun tænkte aarle og silde paa at sulte sig
selv for at spare Penge sammen til Jer Børn, saa fik jeg af Moster
Bjørnstad Lov at bage Fladbrød med hendes Jern og lægge det op
i deres Stolpebod derovre; det holder frisk i mange Aar. Og saa
slagtede vi Gusle.«

»Hvem var Gusle?« spurgte Jørgen og prøvede Skruegangen paa
Naalehuuslaaget.

»Gusle var vort Lam, saa tamt, at det altid gik med sin vaade Snude
i min Haand; saa i Høst maatte Halvor slagte det til Nedsaltning.
Geden giver Mælk, og Guru lægger Æg; det er Alt, hvad vi behøve. Og
saa gaaer jeg Ole Svendsen Bakkes tilhaande i Stegerset, dèr falder
ogsaa noget af -- saa jeg behøver ingen Penge at tage af Dig.«

»Troer Du, at en ærlig Mand vil lade sig brødføde af en Pige?«
spurgte Jørgen.

»Det er jo Mormor, som i sin Grav er lykkelig over at huse sin
kjæreste Søn,« hviskede Olaug. »Husk, vi skylde hende endnu mere, end
vi kunne gjengjælde.«

Jørgen tav og snittede ivrig videre. Her fandtes intet Stueuhr, hvis
eensformige Dikken afbrød Stilheden. Olaug læste alligevel Timer
og Minuter af Dagslyset med et Naturbarns sikre Færdighed. Nattens
Timer hørte Hvilen og Søvnen til; den lille, stundesløse Minutviser
udstykkede ikke heroppe Tiden i de mange Brøkdele, hvoraf hver enkelt
i Civilisationens Brug kan sønderlemme Livet.

Lidt efter skjød Jørgen sit Arbeide fra sig og stirrede med et Suk
op mod den svingende Uro under Loftet. Hans milde og fredsommelige
Ansigt havde et sørgmodigt Præg. Han hentede Violinen, der hang paa
Væggen ved Siden af Skorstenen og stemte Strengene.

Olaug saae efter ham med et forskræmt Blik.

»Aa nei, ikke i Aften!« bad hun og strøg sit krusede Haar tilbage fra
Panden.

»Er det Svensken, Du er bange for?« spurgte han. »Fjenden er nu langt
over Fjeldet.«

»Det er ikke Svensken, jeg frygter,« svarede hun og lagde sin Haand
over Violinen. »Du gjør Synd i at spille, som Du gjør, Jørgen; Du
maner Aander med dit Spil. Den Døde skal have Fred i Graven; hun fik
ikke meget af den, mens hun levede.«

»Hvad mener Du, Olaug?« spurgte Jørgen heftigt.

»Jeg saae i Nat Mormor herinde, lyslevende, som jeg seer Dig,
derhenne ved Væggen. Maanen skinnede som i Aften gjennem Glarruden;
jeg laa og saae paa din Fidel. Pludselig gled noget hvidt frem fra
Maanelyset hen mellem mig og Væggen; lidt efter saae jeg grant, det
var hende, mens hun bøiede sig over din Buestreng og kyssede den,
nøiagtig som hun gjorde den Dag, Du sidst besøgte hende i Fjor. Da
holdt hun din Bue til sine Læber, hviskede længe og velsignede den.
Det var, som om hun aandede sin store Kjærlighed ind i din Fidel. Og
saa da Du siden bød os Farvel -- --«

»Saa bad hun mig spille vor Vuggevise,« sagde Jørgen, »og det gjorde
jeg.«

»Til Du blev borte bag Fjeldet, og Mormor stod og strakte Armene ud
efter Dig, til Musiken ogsaa blev borte -- Men nu skal hun have Fred,
Jørgen; hun trængte saa haardelig dertil.«

»Hun trængte mere til vor Kjærlighed,« mumlede Jørgen og hængte
Violinen tilbage paa dens Plads.

I det samme lød tre Slag mod Stuedøren. Jørgen aabnede den øverste
Lem; Halvors lokkede Hoved kom til Syne i Aabningen. Hans Blik fløi
mistænksomt fra Jørgen til Olaug, idet han traadte ind.

»God Kvæld herinde,« sagde han. »Jeg bringer godt Nyt til Olaug fra
Staden.«

»Til Olaug?« spurgte Jørgen og rynkede sine Bryn.

»Ja, for Dig er det vist ikke godt Nyt,« svarede Halvor og maalte
ham fjendtlig, »al den Stund jeg bringer Brev og Budskab fra Faster
Ulle, at hun har fundet et godt og kristeligt Hjem for Olaug i
Frederikshald. -- Her er det.«

Han fremtog et Papir, som han rakte den unge Pige.

»Læs det høit,« sagde Jørgen.

Olaug bøiede sig mod Tranlampen og læste:

 »Velfornemme Jomfru Ulle Halvorsen.

 Herved bifalder og konfirmerer jeg Jomfruens ædle Hensigt at
 forskaffe bemeldte Ungpige et kristeligt Hjem, hvor Dyden sidder
 til Høibords. Jeg vil ydermere bevise min Beredvillighed at tjene
 Guds Villie ved at tage Pigen udi mit Huus, vel vidende om hendes
 Samlevnet med den omvandrende Fidelspiller, samt hendes Ulydighed
 og Opsætsighed, for Guds Vrede og Fortørnelse at forekomme over
 hende, om derved hendes Salighed kunde erlanges.«

Olaug lod Brevet synke. Jørgen reiste sig heftigt.

»Er det Olaug, som her tales om?« spurgte han barsk, henvendt til
Halvor.

»Er Du sat til at være hendes Værge?« spurgte Halvor med lynende
Øine. »Hun hørte os til her paa Fjeldet, længe før Du kom. Brevet
dèr er heller ikke bestemt for Olaug, men til Morbror Svendsen, for
at han kunde tage Bestemmelse i Sagen; jeg stjal det ærligt og
redeligt, for at Olaug kan vide, hvad hun gaaer ind til. Kun hun selv
skal bestemme her.«

»Har Klokker Svendsen Bakke læst Skrivelsen?« spurgte Olaug.

»Ja. Og han finder, at Du bør reise til Frederikshald, al den Stund
her ikke er Sted for en Pige at færdes mellem Krigsfolk.«

»Olaug er jo i sit gamle Hjem,« indvendte Jørgen. »Jeg er snart en
ældre Mand og har ingen Kvinde til at sysle om mit Huus jeg skal nok
værge for hende.«

»Jeg troer, Halvor har Ret,« udbrød Olaug med nedslagne Øine, medens
hendes Bryst bevægedes som i indre Kamp. »Jeg bør ikke blive længer
hjemme. -- Lad mig høre Slut paa det Brev.«

Jørgen glattede Papiret ud og stavede sig igjennem Indholdet.

»Jeg skal anvende al min Flid paa at omvende Pigen til Tugt og
Herrens Formaning. Hun stiger op i aarle Morgen, al den Stund
Djævelen kryber om i de varme Dyner efter ungt Kvindfolk, og har hun
da at malke tyve Køer inden sex Morgen; saa skaffer hun Davre til
Folkene, inden Klokken er slagen otte; saa steller hun om Husets
Reengjøring og Madlavning og Opvaskning til Klokken to; saa følger
Køernes Malkning, og vi gaa i Herrens Huus til Aftensang; saa sye og
spinde vi til gudelige Sange, og jeg agter nøie, at hun ikke sidder
og blavrer og kommer i Familiaritet med Husets Mandfolk. Jeg vil
intet arrestere mig ved at referere mig selv til Roes, at vor sidste
Ungpige for Herrens Aasyn fik Riis paa hendes bare Krop til Advarsel
og Exempel, fordi hun var gestændig at have glanet ud ad Vindverne
efter Mester Harpyts kjønne Svend, naar han i Stadsdragten gik til
Laugs. Bemeldte Pige døde af Svindsot i dette Foraar udi Herrens
Naade med en Salmebog under Hagen og fire Halmstraa overkors, for
ikke at gaae igjen til Alles Fortrydelse, hvorved jeg skiltes fra en
stor Hjertesorg.

    Jeg forbliver efter min kristelige Pligt
              velbyrdige Jomfrues
                            beredvilligste Tjenerinde
                                    Anea Boyer
                               bosiddende Bagerenke
                                  i
                                            Frederikshald.«

»Det var jo en rar Besked!« ytrede Jørgen efter endt Læsning.

»Det kommer ikke Dig ved,« sagde Halvor skarpt. »Er Pladsen streng,
kan hun vel finde en blidere siden hen. -- Hvad mener Olaug?«

»Jeg mener, Halvor har Ret,« sagde hun og mødte rolig Jørgens
forskende Blik.

»Tænker Du slet ikke paa Guru dèr -- og paa mig? Hvad skal der blive
af os, naar Du er borte?« spurgte han med lav Røst.

Olaug var meget bleg; en synlig Kamp bragte hendes Beslutning til at
vakle.

»Guru!« gjentog hun klangløst og saae op mod Hønen, der var vaagnet
og gav sit Mishag tilkjende ved en dæmpet Kaglen.

»Guru skal faae sine magelige Dage ovre hos Motter,« forsikrede
Halvor med et Smil, der blottede hans hvide Tænder, »og jeg skal
aldrig ærgre Dig mere; jeg skal -- Herre Jesus, jeg er saa lyksalig!
Nu Mod og Mandshjerte i Livet og alt Fremmed paa Døren, Fod under
eget Bord -- Hvad siger Du til det, Olaug?«

Hun stirrede frem for sig og nikkede uden at synes at forstaae ham.
Jørgens Blik fløi forskende frem og tilbage mellem disse to unge,
ranke Mennesker, begge i Begreb med at bryde ud af Reden og prøve
egne Vinger, livsmodige, som skabte for hinanden. Jørgen forstod alt
dette pludselig. Derfor altsaa lød Olaug Barndomsvennens Raad; han og
Hjemmet var glemt. Jørgen vendte sig fra dem og afstod fra al videre
Overtalelse.

Hvad Ret havde han vel til at beklage sig? Han havde flakket om i
Solskin og i Slud med Violinen paa sin Ryg, med Arven i Blodet, halvt
Faderens, den vandrende Musikant, halvt den altopofrende Moders, som
havde taalt Alt, tilgivet Alt og takket for aldrig saa ringe en Plads
i de Børns Hjerter, hvem hun ofrede sit Liv. Denne Mand var nu kommen
hjem i Ordets fulde Betydning; Hytten paa Fjeldskrænten bød siden
Moderens Død Maal for de jagende Længsler, Havn for hans utæmmelige
Frihedsbegjær. Her havde pludselig hans Violin fundet de Strengelyde,
han forgjæves søgte i fjerne Dale med Rusen i Hoved og Hjerte,
medens stærke Drømmesyner bestandig drev ham videre, videre mod det
Ubekjendte. Siden han kom hjem, var enhver Vandrelyst bortveiret;
han sad med Fidelen under Kind i Tusmørket og spillede sine egne
Sange, mens Maanens Lys sitrede mellem Fyrretræerne, og Olaug stod
et eller andet Sted og lyttede. Livets Poesi laa sammentrængt i
disse Inspirationens hellige Øieblikke; han følte blot, at nu var
han hjemme. Han vidste ikke, at hendes Puls bankede, at hendes Øine
fyldtes med Taarer, at ubegrebne Længsler skjælvede i hendes Aarer.
Han spillede blot, Toner, hidtil uanede, senere hen ukjendte, Toner,
fødte for en ung Kvinde og opfangede af hende, utrykte, ubesudlede,
ukritiserede, blot følte, Kunstens Kunst fra Naturens Hjerte.

Nu havde Olaug nikket til Halvor; andre Toner vældede frem, mørke,
vilde; de skulde senere finde deres Udtryk. Buestrengen, som Moderen
aandede sin Velsignelse over, mægtede alle Tonearter. Nu svarede han
rolig:

»Ja, Halvor har Ret, Olaug bør reise til Staden. Jeg hørte jo selv
for lidt siden, at den svenske Vagtmester herinde lovede at komme
tilbage til hende i Morgen.«

Olaugs og Jørgens Blikke mødtes, forskende efter Livets største
Gaade. Fandt disse To Svar paa deres Spørgsmaal? De vidste det ikke.

Et Skrig lød pludselig ovre fra den anden Side af Kløften. Jørgen
sprang til Vinduet. Guru udstødte en opskræmmet Kaglen og baskede med
Vingerne.




STORE TORSKEN!


Ovre omkring Bjørnstads Huus, der laa stærkt belyst i Maaneskinnet,
saaes svenske Soldater vrimle frem fra Klippehuulveien. Gaarden var
omringet. Husets Svalegang, udskaarne Trægavl og de mørke Fyrretræer
kastede dybe Slagskygger i det blaalige Lys. Soldaternes Raab lød
udfordrende gjennem Nattens Stilhed, medens deres Anfører med
Geværkolben bankede paa den lukkede Trædør.

Et af de smaarudede Vinduer i første Stokværk blev revet op, og
Bjørnstads mægtige Skikkelse kom til Syne i Maaneskinnet.

»Hvad er der paa Færde, Godtfolk?« raabte han med en dyb og rolig
Røst, der overdøvede Larmen.

»Giv Dig i vort Kvarteer!« svarede den svenske Vagtmester, der
anførte den fjendtlige Trop. »Du har igaar dræbt kongelige svenske
Soldater og bærer ikke Danskekongens Uniform. Vi ere skikkede ud for
at gribe Dig død eller levende. Overgiv Dig, eller Rebet er Dig vis.«

»Rebet?« tordnede Bjørnstad. »Ikke er det Reb tvundet, som Svensken
lægger om norsk Mands Hals. Komme I her som Broderfolk og fredelige
Naboer og beder om Natteherberge og en Bimpel Mjød, saa kan det
bekommes; men komme I med jeres Krig og Vold, saa vanker her braadne
Pander som igaar. -- Gaa hjem og lad os i Fred.«

Bjørnstad smækkede Vinduet i og forsvandt. Soldaterne skokkede sig
sammen ved Porten og syntes at raadslaa.

Jørgen drog Olaug og Halvor tilbage i Stuen paa den modsatte Side af
Kløften og slukkede Lyset.

»Af Sted gjennem Bagdøren!« hviskede han. »Du, Olaug, farer paa
Ski ned til Morbror Ole Svendsen Bakke i Id og beder ham samle
Landsbyfolkene. Du, Halvor, skynder Dig opefter til Aalefosgaarden,
Espevold og de andre Udflytterhuse, hvor Colbjørnsens Folk ligge i
Nat, og fører dem skyndsomst hid. Imens skal jeg søge at fornøie
Svensken paa bedste Maade.«

Olaug og Halvor forsvandt i Skoven. Jørgen kastede Bøssen over
Skulderen, aflaasede omhyggelig Døren og gled lydløst som en Skygge
ned i Kløften, der adskilte de to Huse. Et Øieblik senere klavrede
han op ad den modsatte Skrænt, der laa skjult for Fjenden ovenover,
i Bjergets Slagskygge, besteg en Fyr, der skjød op over Afgrundens
Rand, og hvis mørke Krone ludede over Bjørnstads Huus. Herfra svang
han sig over paa det flade Trætag, hvor han krybende paa alle fire
forsvandt gjennem en Loftsluge samtidig med, at flere Skud løsnedes
efter ham.

Inde i Huset herskede stor Forvirring. Bjørnstad selv var i Storstuen
i Færd med at stænge Vinduet med det omvæltede Egetræesbord; bag ham
stod hans Hustru, Mari, og søgte med skjælvende Hænder at hjælpe til.
Gulvet var overstrøet med hakket Enebærriis, der udsendte en skarp
Duft. Husets to Karle befandt sig nede i Forstuen med ladte Bøsser
og kastede urolige Blikke gjennem Hullerne i Vinduesskodderne paa
Soldaterne udenfor.

»God Aften, Morbror,« sagde Jørgen med dyb og rolig Stemme.

Bjørnstad vendte sig mod ham. De to Mænd gjensaae hinanden for første
Gang efter Scenen ved Skiftemødet.

»Hvad vil Du her, Fidelspiller?« spurgte Bjørnstad barsk.

»Jeg kommer for at tilbyde min Tjeneste. Det lader til, her skal
spilles op til Bjørnedands,« sagde Jørgen og viste sine hvide Tænder
under et freidigt Smil.

»Naa, er Du af den Slags Folk?« sagde Bjørnstad kort med en
Stridsmands skarpe Opmærksomhed, der ordner sine Vaaben før Kampens
Begyndelse. »Paa Plads her ved Skydeskaaret; men Du giver først Ild,
naar jeg har skudt min Mand.«

»Hvis Morbror ikke tager det fortrydeligt op, gjør vi nok rettest
i alle Mand at entre op i 2det Stokværk og bryde Trappen af efter
os. Dèr fra Loftslugen kan vi holde Stand lige til Julehelligdage,
mens vi nok saa vindskibelig oppefra piller Svensken væk i al
Fredsommelighed.«

Bjørnstad maalte ham haanligt fra Hoved til Fod.

»Du kryber nok helst i Skjul og fælder Fjenden bagfra, Du!« sagde
han. »Jeg har for Resten tænkt paa den selvsamme Fremgangsmaade, naar
vi ere færdige hernede. Mærk Dig blot: her er der ingen, som befaler
uden _jeg_; jeg er Herre i mit eget Huus.«

»Her staar vi Alle i Fædrelandets Tjeneste,« bemærkede Jørgen og tav.

Udenfor begyndte det at blive livligt. De svenske Vaaben lyste
omkap med Maanens Straaler, saaledes som jo Carl den Tolvtes Vaaben
ret betænkt oftest straalede i Maanens golde Ligskjær. Soldaterne
stode med Geværet ved Fod og lyttede til Vagtmesteren, som syntes
at udstede Ordrer; derefter spredte nogle sig omkring Husets tre
Sider; den fjerde begrændsedes af Afgrunden og Fossen, som buldrede i
Dybet. Hovedstyrken styrtede løs mod Huusdøren og søgte at sprænge de
svære Planker med Kolbeslag. Da dette ikke lykkedes, toge de fat paa
en afhugget Træstamme og løb Storm med den mod Porten, idet de med
samlet Kraft stødte Stammens brede Ende mod Dørlaasen. Ved det fjerde
Stød splintredes Karmen, og Fjenden trængte med et Jubelskrig ind i
Huset.

Der faldt fire Skud. Da Krudtrøgen trak ud i det Frie, laa tre Liig
paa Forstuegulvet. Fjenden trængte frem over de Faldne mod den
snørklede Trappe, fra hvis første Afsats to nye Skud atter strakte
to af de Indtrængende til Jorden. Med et vildt Hævnskrig banede
Fjenden sig Vei op i Storstuen; den var forladt. De sønderbrøde Stole
og Borde og kastede Stumperne ud gjennem Vinduet. Med rasende Skrig
styrtede Soldaterne frem og tilbage og søgte forgjæves et Middel for
at naae til de Beleirede, der havde trukket Stigen op bag Loftslugen.

Pludselig lød Bjørnstads vældige Røst ned gjennem Larmen.

»Send en Tanke til jeres stakkels Moder derhjemme; ret nu bliver hun
barnløs.«

To skarpe Knald -- en hvid Røg foer med et Lynglimt frem gjennem
Loftssprækken; en ung Fændrik sprang i Veiret og sank, dødelig ramt,
om i Kammeraternes Arme.

Svensken drog sig raadvild tilbage til første Trappeafsats; en heftig
Ordvexel lød op til de Indespærrede, der ladede deres Bøsser paany.
Medens Ladestokkene hurtigt stødtes i Bøsseløbene, hørtes en svag og
rystende Kvindestemme bede en Herrens Bøn oppe paa Loftet, inderligt
og indtrængende, saaledes som der kun bedes, naar al Menneskehjælp
glipper.

       *       *       *       *       *

Medens dette foregik i Bjørnstads Gaard, foer Olaug paa sine Skier
gjennem Skoven ned mod Id. Skarsneen føg om hendes brændende Kinder;
de sammenbidte Tænder og tindrende Øine røbede Heltindeblodet i
hendes Aarer. I dette Øieblik huskede hun ikke, at det var Bjørnstad,
hendes Barndoms Skræk, den Mand, der nylig, da hun stod ene og
hjælpeløs, skaanselsløst havde udslynget Skjændselsnavnet mod hende,
som hun var ude for at bringe Redning. Hendes Hjerte bankede blot af
Frygt for at komme for silde til at yde Hjælp. Med agtpaagivende Blik
fløi hun uden om Klippeblokke, bugtede sig langs mørke Skovstier,
satte med lette Spring over Træstammer og susede som en Vind mod den
stille, maanebelyste Landsby ind i Ole Svendsen Bakkes Gaard. En
eensom Hund begyndte at gjøe for lidt efter at slaae over i Tuden.

Hun aabnede Yderlaagen og standsede et Øieblik udenfor den indre Dør,
der stod paa Klem, knugede Haanden mod Brystet og trak dybt efter
Veiret. Lydelige Stemmer inde i den oplyste, sirlige Stue syntes at
vexle alvorsfulde, afmaalte Ord af dem, der til daglig ikke bruges
mange af i de trange, indestængte Fjelddale, men som bevares længe
i grublende Sind, for tilsidst at bryde frem i Handling og afgjøre
Livsskjæbner.

Ole Svendsen sad ved Bordet midt i Stuen. Skjæret fra det viftende
Tællelys faldt hen over et villiefast Hoved med tæt, kruset Haar, en
aaben, ærlig Pande, og i hans mørkeblaa Øine lyste en godmodig, men
bestemt Personlighed. Hans Hustru stod ved hans Side med det yngste
af deres fire Børn paa Armen, medens den ældste Dreng lyttende saae
fra Moder til Fader og nikkede, som om han søgte at gjøre Ret og
Skjel til begge Sider.

»Men saa siig mig i Herrens velsignede Navn, hvad har Du Guds Mand
med Krig og Blodsudgydelse at skaffe?« gjentog Konen og knugede til
Eftertryk sin Haand mod Mandens Skulder. »Lad dem om at værne Landet,
som bære Værge. Du er sat til at bære Guds hellige Blod op til vor
Præst i Kirken ved Altergang og synge »Fader vor« med din deilige
Stemme, saa vi Alle maa folde Hænderne, og Du skal ringe med den
store Klokke for de Døde, som de Andre myrde i Krigen. Nei, Du hører
ikke til blandt Krigsfolket. See paa mig, Bakke, bliv herhjemme hos
os.«

»Fædrelandet kalder,« svarede Ole Svendsen, »og det bæres mig for,
at jeg som en tro og indfødt Nordmand skylder mit Land det bedste,
jeg eier, i Farens Stund. Igaar lod Colbjørnsen mig kalde og bad mig
bringe dem Kynding i Staden om, hvad Fjenden tog sig for. Han gav mig
disse Tobaksruller her at sælge til Svensken, for at jeg uhindret
kunde komme ind i deres Leir. Ved Daggry maa jeg af Sted.«

»Fædrelandet har Mænd nok til at vaage over sig; jeg har kun Dig
alene, Ole Svendsen!« udbrød Hustruen og strakte ham Barnet i Møde.

Bakke reiste sig heftigt og sagde det ene Ord: »Ane!« Hun sænkede
sine Øine for hans flammende Blik; hendes skjælvende Læber tav.

I det samme aabnede Olaug Døren og traadte ind. Norges unge Genius,
høibrystet, kraftig, hvid som den Snee, der tindrede i hendes Pels,
rosenfrisk. Hendes Hænder foldede sig uvilkaarligt, idet hun viste
sig. Øinene bad, idet hun udbrød:

»Klokker fra Id, Faren er over Morbror Bjørnstad; kom og hjælp os.
Hans Huus er omringet af Svensken, og han er ene mod dem alle.«

Konen sprang frem og greb Olaugs Arm.

»Kommer ogsaa _Du_ for at drage min Huusbond fra mig?« spurgte hun og
knugede Barnet ind til sig. »Nu skal Du høre, Ole Svendsen, hvorfor
jeg er ræd. I Nat saae jeg en Skare vaabenklædte Mænd drage her
forbi; Sørgemusiken gik foran, langsomt, Skridt for Skridt; Trommen
lød tung og dump. Jeg foer til Vinduet. -- Ak, Ole, ved dit Hjerte
har jeg hvilet, drømt Livets bedste Drøm. -- De Soldater standsede
herudenfor; Du laa dèr paa deres korslagte Geværer, hører Du: _Du_
laa der, hvid og bleg. -- Bliv hos dine Børn, ellers bliver Du deres
derude -- Soldaternes, Dødens --! Forlad os ikke!«

Hun sank i Knæ. Den rødmussede Glut i hendes Arme lo høit og bed
i sine buttede Knoer med Smilehuller i, udstødte et Klunk af
Tilfredshed og dunkede sin Pande i Faderens Skjød. Han saae det, saae
Alt, hvad der kan binde en Mand til Liv og Hjem. Hans Øine duggedes;
men det maa have været Manddommens stærke Taare. Han kyssede sin
Hustru paa Munden og sagde kort:

»Javist, Ane, om det saa var mig, Du saae, mit Liig, de bar, hvad
saa? _Du_ lever jo, vore Drenge lever, og Norge seirer.«

Hustruen vendte sig til Olaug.

»Ulykkesbarn, nu drager Du min Huusbond i Døden!«

Olaug saae forfærdet fra Klokkeren til hans Kone. Hun kjendte blot
Ane som den blide, besindige Huusmoder, der bar Alt, havde Raad og
Hjælp for Alle; nu skinnede Tigerindens Mod i hendes Øine, Løvindens,
Kvindens Kjærlighed straalede hende i Møde.

»Gaa Du kun, Far, jeg bliver jo hos Mor,« sagde Ole Svendsens ældste
Dreng og rakte Faderen Haanden.

Klokkeren fra Id smilede og saae ned paa sin Søn, og han saae, hvad
han ønskede at see: en stærktbygget Knægt med gullokket Haar og
alvorlige, trofaste Øine.

»Gaa kun, Far,« gjentog Drengen og strakte sin lille Næve op mod
Faderen. »Du kan stole paa, jeg bliver hos Mor.«

Ole Svendsen greb Drengens Haand og lagde den i Hustruens. Idet
Sønnen saae op, røbede hans Blik, at han fattede, at i dette Øieblik
lagde Huusbonden sine Pligter, sin Værdighed over i Sønnens. Drengen
knugede begge Hænder om Faderens -- det var det Hele.

»Farvel Ane!« sagde Ole Svendsen Bakke og gik mod Døren.

Hustruen greb Sønnen i sine Arme, men Blikket fulgte Manden.

Svendsen tog Bøssen ned fra en Træknage ved Skorstenen, kastede den
over Skulderen og gik.

Olaug havde været et stumt Vidne til dette Familieoptrin; hun glemte
det aldrig siden; Svendsen Bakkes Børn bleve hendes egne i den Time.

Da de kom udenfor, og Stjernerne blinkede i Nattekulden paa den
sorte Himmel, trak Svendsen dybt efter Veiret og saae tilbage mod de
oplyste Vinduer. Han sagde barsk:

»Skynd Dig nu til Anders Haugens Gaard og til alle Gaardene Sønder
paa; vore Mænd ere i Nat ude ved Colbjørnsens Corps. Imens samler
jeg, hvem jeg kan, i den nordre Byende; vi mødes snarest ved Broen.«

En halv Time senere stode otte behjertede Mænd ved det angivne
Mødested og begave sig iilsomt opefter mod Bjørnstads Gaard.

Medens disse Forberedelser bleve trufne nede paa Sletten, var Halvor
ilet op over Fjeldet til Aalefosvang og Espevold. Det knagede i den
mørke Fyrreskov, de hvide Maaneskinspletter, som banede sig Vei
mellem Stammerne, skar i Øinene og gjorde Mørket dobbelt sort. Halvor
kjendte Veien og sprang kort efter midt ind i Bondens Stue; hans
Ansigtstræk vare stivnede af Ophidselse og Kulde.

»Svensken holder til paa den nordre Side af Kløften i Nat, Faders
Gaard er omringet, de bryde løs paa Døren -- endnu holder vi dem
Stangen!« raabte han. »Skynd Jer og kom til Hjælp!«

»Saa sagte, saa sagte, min Gut!« svarede den sværlemmede Bonde, som
sad ved Bordenden og slog Ild til sin Pibe efter endt Aftensmaaltid.
Ved det nedre Bord sad hans fem Karle og sugede endnu paa Saltsilden,
hvis afpillede Been de efterhaanden kastede hen i en Leerskaal midt
paa Bordet. »Jeg kan ikke lade mig hænge for saa lidt. Din Fader er
jo nutildags en fredløs Mand, og den, som hjælper ham, lægger sig ud
med det mægtige Byfolk dernede i Halden. Din Fader har desuden alle
Dage været en brøsig og krakilsk Natur. Det gaaer Pinedød ikke at
kneise med Nakken og agere hele Norges Land med Kjølen og Dovrefjeld
til Rygrallik alene for sig selv. Vi Andre maa ogsaa til, skal jeg
sige Dig, og saa lidt Gudsfrygt og Kongerespekt.«

»Svensken er over os!« gjentog Halvor og greb i Bordskiven. »Svensken
er Allemands Fjende. Han har omringet vort Huus. I kan tage dem Alle
tilhobe, spillevende, naar I blot kommer bag paa dem, nu, strax!«

»Paa det Lav!« sagde Haugstad og blæste en vældig Tobakssky fra sig,
der lugtede svedent af Kirsebærblade. »Paa det Lav! det kan jeg som
sagt ikke lade mig hænge for. Veed Du, hvad det er at være fredløs?
Han har ikke blivende Sted i Lands Lov og Ret, ikke Huus' eller Hjems
Fred paa Norges Grund. Han er som det vilde Dyr i Skoven, Bytte for
alle Mænd, som har Samvittighed nok til at fælde ham. -- Nei, lad Du
kun Svensken jævne hans Huus med Fjeldet, saa flytter han vel fra
Egnen og sparer sine Landsmænd for at udgyde kristelig, norsk Blod,
for vi har da Lov og Ret i Landet. -- See, det er min Mening og ingen
andens.« -- Haugstad klappede Pibelaaget fast i. -- »Desuden, i Fjor
ved Kyndelmisse, bød jeg din Fader for rimelig Betaling at sælge mig
et Par Tylfter Tømmerstokke af Fossen; men han var stursk paa det --
ellers havde vi maaske forhandlet sammen i Aften, og han kunde gjøre
sig Forhaabning om Hjælp. Lad ham nu hjælpe sig selv, som han kan
bedst!«

»I bød jo knap Tømmerstokkenes halve Værdi!« raabte Halvor; »en
gammel Ko, som hostede sig selv i Knæ.«

»Javist hostede Koen,« svarede Haugstad eftertænksomt; »men kanskee
havde hun stanget bedre fra sig i Aften end jeres Par Høforke
derhjemme, lille Halvor. Min Farfar sa'e altid, at den ene Løgn
tøer den anden op; jeg siger nu i kristelig Formaning og Herrens
Forpleining, at den ene Haand vasker den anden reen. -- Hils din Far
saa flittig, hvis det ellers sømmer sig for en ærlig, norsk Bonde at
mænge sig med en fuglefri Mand.«

Halvor tumlede ud i det Frie og rystede sine knyttede Næver mod
Huset, mens Bonden stængede Porten efter ham.

Han sprang til den næste Gaard, der laa i Udkanten af
Præstegaardsjorden. Idet Stuedøren gik op, slog en lummer og
indestængt Luft den Indtrædende i Møde. En Række Køier beklædte
Værelsets Baggrund; Halmen hang ud af de mørke Gab over det rødbrune
Tømmerværk. Et gammelt Mandshoved tittede frem fra det underste; hans
graa Haar strittede ud under en strikket, rød Uldhue. Midt paa Gulvet
stod en rank, ung Bonde og eftersaae Laasen paa sin Bøsse i Skjæret
fra Tranlampen.

»Guds Fred og god Kvæld!« sagde Halvor og traadte hen til Bordet. Da
han havde fremført sit Ærinde, rystede Bonden paa Hovedet.

»Det er dog Skade, at saa klog og dygtig en Mand som din Far har
løbet Panden mod alle Vægge og faaet Øvrighed og By paa Nakken. Var
Bjørnstad endda i Slægt med mig; men som Sagerne nu staaer, maa han
rede for sig selv.«

»Jeg skal have varm Mælk med Kavring i!« skreg den gamle Mand. »Bring
mig min varme Mælk.«

»Det er jo ikke Far, I skal hjælpe, men Svensken, I skal slaa,
Thorsten,« sagde Halvor bønligt. »Jeg veed, at Du har ti af
Colbjørnsens Folk i Laden i Nat. Lad mig tale med dem selv.«

»De har patrouilleret hele Dagen,« svarede Bonden. »Gaaer de mod
Svensken, følger jeg med, skjøndt din Fader gjorde rettest i snarest
at drage af Landet.«

»Giv mig min varme Mælk, varme Mælk med Sirup i, inden Du gaaer
i Krigen,« skreg Oldingen og stirrede med glassede Øine ud i
Rummet. Han bøiede sig forover, famlede med to knoglede Hænder paa
Sengekanten og raabte med rystende Stemme, der bestandig blev mere
ynkelig og pibende: »Og jeg vil have en lille Flæsk til, Thorsten. --
Giv mig en lille Flæsk!«

Halvor stod allerede ved Laden, hvor Colbjørnsens Tistedøler vare
krøbne ned i Høet og sov, mens en Skildvagt gik frem og tilbage i
Gaarden. Da Folkene hørte, hvorom der var Tale, rystede de Halmen af
sig, grebe Bøsserne og stormede af Sted under Anførsel af Lieutenant
Jacob Wærn. Bonden og hans to Karle sluttede Troppen.

Hjemme i Køien laa den gamle Mand og rørte med Pegefingeren rundt
i den varme Mælk, trak Sirupen op i lange Traade, slikkede den af
Fingrene, suttede paa Flæskesværen og gottede sig nok saa livsalig i
den lune Halm.

»Hi, hi! -- Krig eller Fred -- lige godt altsammen, hvad Vorherre
sender -- Sirup dog allerbedst!«

Saa sank han med et tilfreds Suk tilbage paa Leiet, drog Huen af sin
skaldede Isse, foldede Hænderne, skelede andægtig op til Køiebræderne
ovenover og sagde:

»Tak for Mad, gode Vorherre, og for alt Godt!«

Lidt efter aabnede han Øinene paany og fnisede:

»Bjørnstad, han -- store Torsken -- i Krig -- Hi, hi!«




VISEN.


Efter den sidste Salve, som Bjørnstad og Jørgen affyrede fra
Loftslugen, droge Svenskerne sig tilbage fra Storstuen for at
raadslaae.

»Djævels til Indretning med det Ovenværk, de Partigjængere har lavet
dèr!« tordnede Vagtmesteren, vor gamle Bekjendt fra Olaugs Stue. »Den
Rottefælde maae vi see at faae forpurret. Galgen er de Stratenrøvere
vis. -- Nu ned og fourageer i Kjælder og Stolpebod, Manne, og lad
os see, hvad Huset har paa Tallerkenen. Bagefter hitter jeg vel paa
Raad.«

Soldaterne forsvandt, efter at der var stillet dobbelte Vagter
udenfor Døren til Loftslugen og udenfor Huset. Kort efter gjenlød
Rummene af drukne Soldaters Drikkeviser. Kjælderens Most og Mjød
skummede i Krusene, Stolpebodens Forraad blev plyndret, hver Soldat
greb, hvad han kunde faae fat i; røgede og tørrede Skinker, Lammelaar
og Flæskesider hængte i Pakker over Ryg og Bryst. Den vittige
Trompeter Månsson mødte med et Knippe Klipfisk paa Maven, han gik
og bladede deri og klaprede op med det, alt mens han puttede salte
Stumper Fisk i Munden paa sig selv og Kammeraterne, for at kunne
drikke saa meget mere af Hjertens Begjær.

»Jeg veed, hvor der ligger en Pigelil og venter paa mig,« raabte
Vagtmesteren, der sad for Bordenden og tømte det fjerde Kruus i
den samme Stue, hvor Mand og Hustru nylig havde udvexlet deres
Livs Indhold. »Brystet hendes er høit, og Midien er slank som en
Dalkulles, Tænderne -- hu, hei! -- hvide og skarpe, som om de lystede
at bide i svensk Kjød! Spring nogle af Jer over i Gjenbohuset paa
Skrænten hist og træk hende af Dynerne. Du dèr, Sven Månsson, og
to Mand til bære hende herover, men vogt Jer -- Vagtmester har
Førsteretten, forstaaer I?«

Et Bifaldsraab besvarede denne Tiltale. De tre Soldater begave sig
ud for at finde Vei over til Ulles Huus paa den modsatte Side af
Kløften. Lidt efter vendte de tilbage. De havde fundet Hytten tom;
men de medbragte en Stige.

De sidste Dages Strabadser, som de svenske Soldater havde maattet
udstaa i Sneeskovene under aaben Himmel, gjorde Mosten uimodstaaelig;
dens Virkninger udeblev ikke. Vagtmesterens Kinder glødede, da han
reiste sig fra Bordenden, og hans Øjne havde en dyrisk Glands, idet
han udbrød:

»Nu til vor Gjerning, svenske Soldater. Vel har Kongen forbudt os
at brænde og slaa ihjel; men vore Kammeraters Liig heroppe raabe om
Hævn. Vi drage ikke herfra, før Bondens og hans Folks Hoveder ligge
her paa Tinfadet.«

»Maae jeg ikke nok faae Lov til at pille lidt ved dem først?« spurgte
Månsson med et sagtmodigt Smil. »De siger, jeg har saadan et grumme
Talent til at trække Tænder ud paa Folk og brække Kjæberne.«

Soldaterne eftersaae deres Geværer. Månsson viste sig kort efter i
den aabne Dør med en Stabel Mælkebøtter støttet mod Brystet.

»See, her er vore Hjelme!« raabte han triumferende. »Hver Mand faaer
en Bøtte paa Hovedet mod Kugleregnen.«

»Meget vel,« sagde Vagtmesteren bifaldende.

Soldaterne hvælvede leende Bøtterne over deres trekantede Hatte.

»Nu tage fire Mand fat i Bordbenene og løfter Bordet i Veiret, to
Mand stiller sig under det med Stigen, I marschere ind, stiller
Stigen til Loftslugen og entrer op under Bordtaget. Forstaaer I?
Sikkert Sigte -- løs paa dem -- for Gud og Kong Carl!«

»Leve Kongen!« raabte Soldaterne og udførte Ordren.

Månsson, som for Øieblikket ikke havde noget at tage sig til, slog
Bohave og Vinduer i Stykker i det underste Stokværk, derefter stak
han det tunge Tinfad under Armen, kastede Skinkerne paa Ildstedet,
greb en Forskjærerkniv og fulgte efter de Andre, alt medens han
hvæssede Bordkniven mod sin Sabeleg.

»Skynd Jer nu lidt!« sagde han til de bageste Soldater, »for at jeg
kan faae ham rettet an med et Æble mellem Tænderne; det er den eneste
rigtige Maade at servere norske Vildsvinehoveder paa, at sige, naar
vi har røget det bravt først i hans egen Skorsteen. Saadan serverer
vi ved Hoffet.«

Soldaterne lo. Idetsamme lød to Skud og et Smæld over deres Hoveder;
Loftslugen blev lukket. De Nedenforstaaende hørte Kasser blive
skubbet for.

Svenskerne rustede sig til nyt Angreb.

Medens dette foregik i den underste Deel af Huset, spildte Bjørnstad
og Jørgen ikke Tiden oppe paa Loftet. Stigen blev sat til en Lem, der
førte ud til det flade Tag mod Afgrundssiden. Kasser og Kister bleve
stablede sammen omkring Loftslugen til at skydes hen over Lemmen,
naar denne lukkedes.

Bjørnstad var ukjendelig. Hans Pande lyste, hans Øine lyste, hans
Bryst syntes at udvide sig, medens han af og til nikkede til Jørgen
og til den sammensunkne Kvindeskikkelse, der sad paa et Kistelaag og
stirrede frem for sig med opspilede Øine og slapt nedhængende Hænder.

»Ha -- det er stort, det er herligt! det er reent ud livsaligt, det
her!« udbrød Bjørnstad, som stod med Armene støttet til sin ladte
Bøsse.

»Javist, Morbror har altid holdt af at slaaes,« ytrede Jørgen
koldsindigt, »af Kamp og Strid. Det er noget for Jer.«

»Hvad snakker Du om?« spurgte Bjørnstad. »Kan man ikke faae Fred med
det Gode, saa maa En kriges, til En faaer den.«

»Javist, Morbror vil Krig for at faae Fred, det er saa begribeligt,«
svarede Jørgen og smaalo.

»Nei, seer Du,« udbrød Bjørnstad mere meddeelsom, end han pleiede;
»det, der gjør dette saa livsaligt, det er, at her findes der endelig
en lyslevende Fjende at slaa løs paa, én, der er til at see og
føle. Det er noget andet end denne usynlige, sammenfiltrede Kjæde
af Magtherrer dernede, denne tusindhovedede Drage, som faaer ti nye
Hoveder for hvert ét, man slaaer ned. Dette her er Landets Fjende.«

»Og saa trænger Morbror til at lufte sig en lille Smule, det er saa
ligefremt,« meente Jørgen.

Bjørnstad lyttede foroverbøiet. En klirrende Lyd som af ituslaaede
Ruder naaede op til ham. Han skottede hen til Hustruen, der sad
følesløs for alt omkring sig, grebet af en stor Rædsel, og traadte
nærmere til Jørgen.

»Dersom Noget skulde hændes mig, som nok er muligt i den anstundende
Krig, eftersom jeg er tilsinds at vove Livet, hvor Fare byder sig
til, saa tag Dig af Mari dèr -- jeg har dyb Agtelse for hende. --
Hører Du, Mari?« udbrød Bjørnstad med blød Røst. »Kom lidt herhen. --
Jeg har den dybeste Agtelse for Dig -- lad det være mit sidste Ord
til Dig her paa Jorden -- og høiere kan en Kvinde ikke bringe det
til.«

Bjørnstad slyngede Armen om Hustruen, der lydig og villieløs nærmede
sig.

Hun foer sammen, forvildet, men med et Smil, der bad om Undskyldning
for den Rædsel, der bragte hende til at sitre.

»Tak!« hviskede hun. »Men de mange Døde, de mange Døde dernede i
Storstuen? -- Hvad skal der nu blive af os og af Halvor?«

»Der seer Du vor Himmelstige,« sagde Bjørnstad og pegede leende paa
Stigen op til Taget. »Om lidt gaaer det opad, Du.«

Jørgen saae sig om. Han aabnede Laaget paa en stor Kiste, satte den
overende, saa den dannede et Skab, førte den skjælvende Mari derind
og skjød Døren til paa Klem.

Bjørnstad nikkede bifaldende.

Idetsamme lød Raab fra Stuen nedenunder; de Beleirede saae
Svenskerne, skjærmede under Bordtaget med Mælkebøtter paa Hovedet,
myldre frem mod Loftslugen. De affyrede deres Bøsser uden synderlig
Virkning. En Stige blev sat til, og dækkede af Bordet steg Svenskerne
i Veiret. Bjørnstad lod Loftslemmen falde, Jørgen skjød Kister og
Kasser hen over den; derefter entrede begge op paa Taget og drog
Stigen efter sig, lukkede Lugen og vare foreløbig i Sikkerhed.

Et mærkeligt Syn mødte de to Mænd oppe i fri Luft. Himlen syntes at
staae i Flammer, blaalige og røde Luer slikkede op bag Skovbrynet,
uden dog at farve Træernes mørke Skyggerids. Et pragtfuldt Nordlys
luede denne Nat over Horizonten; lydløst og ilsomt gled Farveskjær
og Mørke over i hinanden, steg og sank, som om en heftig Kamp
førtes, ublodig og dog som blødende Lysstrømme, heftig som jordiske
Lidenskaber og dog ophøiet som overjordiske Magters Stævne.

Eftersom Nordlys og Nordpol ere et af vore Dages brændende
Spørgsmaal, kan det maaskee interessere at høre, hvad høilærde
Magister Jonas Ramus, Sognepræst til Norderhougs Menighed og gift med
den fra Svenskekrigen saa bekjendte Anna Colbjørnsen, i hine Dage
tænkte om dette Emne.

»Samme Nordlys«, skriver han, »strækker sig vidt ud i Norden og
stiger undertiden saa høyt op, at det kan sees Søndenfjelds i
Norrige, og Aar 1707 blev det og seet i Kjøbenhavn. Det haver en
bleegagtig lys Farve, naar det staaer stille; men undertiden viser
det adskillige Farver, ligesom Regnbuefarver, naar de stige høyt i
Veiret, og beveger sig hastig op og ned i mange Greene, ligesom mange
Orgel-Piber kunde staae hos hinanden, hvilket skeer med utroelig
Hastighed, ligesom mange Pustere kunde puste dem op i Veyret,
hvorefter de hastigen stiger ned igjen og blive gandske borte og
igjen paa et andet Sted optendes. Samme Nordlys forsvinder saa snart
det begynder at dages.

Hvorfra dette Lys kommer synes meget underligt, efterdi det kand
ikke være nogen Reflex af Solens eller Maanens Lys; man kand ikke
heller vide om under Nordpolen skulle findes saa store Ild-Bjerge, at
Flammen deraf kunde lyse mod Iisbjergene og derfra give en Reflex i
Luften og Skyerne.

Det synes ikke urimeligt, at en Jernmaterie, formedelst flammende
Ild-Bjerge har sin Aabning under Nordpolen og saa rigelig imprægnerer
Luften, at Magneten finder deraf sin Føde og Vederkvægelse.

Dog, lad det nu være, at under Polen findes brændende Ild-Bjerge,
saa kunde man endnu tvivle, om Nordlyset deraf kunde foraarsages,
uden man vilde sige, at der kand være dybe Dale mellem Iis-Bjergene,
mellem hvilke Luften trænges tilsammen og deraf, som en Puster af
et Hul, puster de illuminerede Skyer langt op i Veiret eller og, at
Reflexen af de opstigende Flammer og deres hastige Bevægelser sig i
Skyerne præsenterer ligesom i et Speil, i hvilket man seer ikke alene
de reflekterede Lys og Straaler, men og deres Bevægelser.

Af disse Conjecturer og Gisninger kand enhver tage saa meget af, som
hannem lyster, efterdi man derom ikke haver eller kand have nogen vis
Erfarenhed.«

-- Bjørnstad og Jørgen laa tause udstrakte paa Trætaget, der vendte
mod Afgrunden, og vare saaledes endnu skjærmede mod Fjendens Kugler.
Nu ventede de paa, hvad som komme skulde. En høitidelig, blød
Stemning syntes at beherske Bjørnstad. Han havde foldet Hænderne
under Nakken og saae opad mod de blinkende Stjerner.

»Lille Jørgen,« sagde han omsider; »hav Tak, Kjære. I dette Øieblik
er jeg vist nærmere Gud end nogensinde. Nu skal jeg skrifte for Dig.
Tak, Du lille Dreng, der saae op paa mig med dine blaa, troskyldige
Øine, frygtsom og bedende, naar jeg tugtede Dig for Retfærds Sag.
Husker Du: en Gang drog Du Huen af og bukkede efter Afstraffelsen?
Jeg slog Dig aldrig siden. Jeg kjender Dig nu og er glad derover
denne Nat, da der maaskee bliver løst op for mig og min Elende. Gud
signe Norge! Gud holde sin Haand over Mari og Drengen og Dig! --
Troer Du ikke, jeg veed, at Du som et Egern i dette Nu kan redde
Dig,« vedblev han lidt efter, »over paa Fyrren dèr, som luder over
mit Tag, og som jeg lod staae for din Skyld? Jeg saae Dig som Dreng
mangen Gang svinge Dig herover, naar Mari dernede lokkede Dig med
Sødsager og anden Slikvornhed. Men Du bliver denne Nat hos mig, min
Gut, Du flygter ikke; det er min Stolthed: een god Nordmand bliver
hos mig.«

Jørgen laa paa Albuen og saae ind i Bjørnstads Ansigt.

»Tak for Bankene, Morbror, allermeest Tak for Bankene!« hviskede han
og listede famlende sin Haand ind i Bjørnstads.

»Dette her er stort, det er reent ud livsaligt!« udbrød den eensomme
Mand, slap Bøssen og aabnede Armene, som om han favnede Himlen. »Jeg
takker Dig ogsaa, algode Gud, for Bankene, jeg fik -- de lærte mig at
søge mod Dig, det har jeg aldrig kunnet takke for før.«

Han tav.

»Seer Du Aftenstjernen deroppe?« vedblev han lidt efter. »Den lyste
over min Sorg og min Glæde mangen en Kvæld, meest dog i Sorg. Aldrig
synes jeg, Solens Straaler har skinnet klarere over de menneskelige
Loves nøgne Grusomhed end Stjernen deroppe i Aften i Evighedens
Glands, Loven, forgrenet ud i dens mindste Smaalighed lige fra
Herskermagten af Guds Naade, Vilkaarligheden, Standsrettigheder,
Herren og Trællen, Dommer og Raad i skjøn Forening, hele denne
uopløselige Urede af Voldtægt; jeg seer det hele i al dets
Gyselighed. Alle mine Dages Lys var blegt; men dette i Aften er
rødt indeni mig. Jeg græd Blod; nu føler jeg Solblodet i mig. --
Lille Jørgen, siig dem alle og Mari, at den Dag, jeg seer mit sidste
Blod flyde, faaer jeg Fred; norsk Blod flyder da for Norges Frihed.
Velsignet den Kugle, som fælder mig. -- Det er, som om jeg havde
Festklæderne paa i Aften, -- norske Nationaldragten!«

Han tav. Der glindsede noget vaadt i hans Øienkroge; men det var
sikkerlig ingen Taare. Jørgen laa foroverbøiet og saae ind i
Bjørnstads Ansigt.

»Du taler sært, Morbror,« hviskede han; »det er, som om jeg hører min
Violin skrige inde i fremmede Skove og ingen andre Steder. -- Jeg
holder saa meget af Dig; jeg synes, jeg er din egen Søn.«

»Norges Søn,« svarede Bjørnstad. -- »Nu nok med den Tale. -- Stakkels
Mari dernede! Hjertet skjælver i hende for mig; men Svensken gjør
ikke hende noget; der er Ridderlighed i det Folkefærd. -- Jeg
beundrer Krigerhelten Carl; det er et Mandfolk, han!«

Jørgen reiste sig halvt, slog Armen om Morbroderens Skulder og drog
ham til sig.

»Lad os nu bede en Bøn,« sagde han sagte. »Hvem veed, hvad dette her
kan blive til.«

De to Mænd toge Huerne i Hænderne; deres Læber bevægede sig.

Lidt efter hørte de Larm nedenunder. Svenskerne vare trængte op paa
Loftet og undersøgte samme. Bjørnstad kom nyt Fængkrudt paa sin
Bøsse. Jørgen sad ovenpaa Loftslugen for at give den større Vægt.
Nordlyset steg og sank og gav Billedet et forøget vildt og romantisk
Skjær.

»Giv Jer med det Gode!« lød pludselig en Stemme i Nærheden af de
Beleirede; en Skoggerlatter ledsagede Ordene.

Jørgen vendte sig. Over Husets brede Skorsteen ragede to svenske
Soldater i Veiret; deres Musketløb blinkede i Maanens Lys.

»For Guds Skyld, Morbror,« hviskede Jørgen; »lad mig raade. De
Mandfolk har Ret; de maa tages med det Gode.«

Bjørnstads Finger hvilede paa Aftrækkeren, beredt til at give Ild.

»Sikke noget Snyderi!« vedblev Jørgen henvendt til Svenskerne. »Vel
har jeg hørt, at Kong Carls gossar gik i Støv og Røg; men jeg har
aldrig hørt, at de sværtede sig i sodede Skorstene for at komme bag
paa ærlige Fjender.«

»Kast Vaabnene!« befalede Vagtmester Erikson.

»Endnu er I da kun to!« meente Jørgen.

»Her er et Par til!« lød et Brøl fra Tagmønningen. Et Brag ledsagede
Ordene; Træflagerne, som dannede Taget, splittedes; svenske Soldater
og Musketløb kom til Syne i Aabningen.

»Kast Vaabnene!« gjentog Vagtmesteren. »Een -- to --!«

»Tøv lidt, strenge Hr. Vagtmester!« sagde Jørgen sagtmodig og lod
langelig sit Blik glide over mod den mørke Skov paa den modsatte Side
af Kløften. »Jeg seer nok, I ere vore Overmænd; men hvad agter I at
gjøre med os, naar I nu fanger os spillevende?«

»Rebet!« tordnede Vagtmesteren; -- »hvis det ellers er Umage værd at
gjøre saa megen Ophævelse af Stratenrøvere som Jer. -- Læg an, Manne!«

En sagte Klirren lød, mens Soldaterne skiftede Haandgreb om
Bøssekolberne. En uhyggelig Stilhed indtraadte. Bjørnstad stod
opreist i Maanens Skjær; hans brede Pande dannede en skinnende
Lysflade, hans mægtige Bryst strakte sig mod Fjendens Bøsser,
roligt og værdigt, som var her blot Tale om at modtage en fyrstelig
Udmærkelse for tro Tjeneste.

»Een -- to --!« lød atter Vagtmesterens Kommando.

»Tøv lidt!« raabte Jørgen og sprang frem foran Morbroderen. »Er I
christent Folk og sender to Mænd i Døden, uden at unde dem Tid til en
Bøn?«

»Bed, men kort!« svarede Vagtmesteren utaalmodig.

»Siden de har haft saa travlt med at komme herop paa Taget, synes mig
Vagtmesteren bør lette dem Nedstigningen,« ytrede Erik Månsson, der
var krøbet hen til Underofficeren bag Tagmønningen, ledsaget af tre
Mand.

»Hvad mener Du?« spurgte Erikson barsk.

»Eia, Huset her er jo en Ørnerede, som hænger over Afgrunden; lad os
tvinge de Mandfolk ud fra Taget med vore Sabler, saa spare vi Krudtet
og har nok saa megen Fornøielse af at pirke lidt ved dem, inden de
vil til at hoppe.«

»Ikke saa ilde,« sagde Vagtmesteren. »Det er to slemme Misdædere,
vore Kammeraters Blod raaber om mandhaftig Hævn.«

Under bedøvende Jubel sloge Soldaterne Kreds om Fangerne.

Jørgen stod rolig ved Bjørnstads Side; han syntes at lytte med spændt
Opmærksomhed ud mod Skoven.

»Nuvel!« sagde han til Vagtmesteren. »Ligesaa gjerne springe i Døden
som krybe i den. Blot maa I, strenge Hr. Officeer, tilstede en Døende
hans sidste Bøn. I formene mig ikke endnu en Gang at spille den Vise,
som jeg spillede for Kong Carl efter Slaget ved Pultava?«

»Inte det skulde være en lille Løgn for at knibe Livet?« spurgte
Vagtmesteren haanlig.

»_Han_ spillet for Kong Carl ved Pultava?« raabte Trompeter Månsson
og stillede sig frem for Jørgen, idet han rev Trompeten fra Siden.
»Denne her spillede jeg for vor Konge, da han kjørte fra Slaget, og
aldrig saae Du herligere Helte end Svenskerne i Nederlaget!«

Han satte Instrumentet til Munden og blæste de første Strofer af den
svenske Fanemarsch. Tonerne løde haarde og skingrende gjennem Natten.

Jørgen trak foragtelig paa Skuldrene.

»Gav Kong Carl Dig ogsaa sit Billede at bære for den Musik?« spurgte
han, drog en Medaillon frem fra Brystet og holdt den høit i Veiret.
»Du spiller jo falsk og trakterer dit Instrument som en Slagter.«

»Falsk, Slagter!« skreg Trompeteren og sprang ind paa Jørgen.

»Ræk ham dit Horn og lad os see, om han kan blæse sin egen Liigsang
bedre,« sagde Vagtmesteren.

»Det Tudehorn duer ikke til Musik,« svarede Jørgen. »Der hænger en
Fidel hernede paa Væggen i Storstuen; hent den, saa skal jeg spille
den Vise for Jer, som bragte Taarer i Heltekong Carls Øine, da han
laa saaret og forpint paa Leiet. Dermed er det Hele forbi.«

Vagtmesteren gjorde et Tegn. Månsson forsvandt gjennem Taget.

Et eget Smil foer over Jørgens Ansigt, medens han saae over mod
Skoven og slog sine Hænder sammen, som for at varme Fingrene.

Lidt efter modtog han ung Halvors Violin.

»Lir Du nu din Vise af i en Fart!« sagde Månsson og lo; »bagefter
skal jeg plante denne her som en ægte Slagter i dit Hjerte!«

Han svingede Sablen over Fangens Hoved.

Jørgen greb Violinen og lagde den til Kinden. En bred og skærende
Tone brød løs under et Buestrøg, som aldrig syntes at skulle faae
Ende; derefter gled Vuggevisen frem, blid og skjælvende. Det lød
som et Barns Bøn om Hjælp, en Maning, et Angstraab om Dødsfare.
Jørgen holdt inde, lyttede, som om han ventede et Svar. Da foer
pludselig det samme gaadefulde Smil over hans Ansigt; han kastede
Hovedet tilbage, saae op mod Stjernerne og spillede Värmelandsvisen.
Blide, inderlige Toner stege frem i Tusmørket; de kom som et Savn,
som en Hilsen fra Hjemlandet, som et vemodigt Minde, Skyggerigets
hemmelighedsfulde Røst til de Levende; rigere og mægtigere banede
Tonerne sig Vei under de stigende Buestrøg, Livets Længsel, Seirens
Fryd lød tilsidst i den gamle, gribende Folkevise.

»Han kan ikke gjøre for, at det lyder saa kjønt,« hviskede Månsson;
»det er Dødsdeliriet, som kriller i Fingrene paa ham.«

Jørgen stod omgivet af drukne, lyttende Soldater. Nogle følte
Beruselsens let vakte Høitidelighed med Bøsserne beredte til
Executionen, andre stode tause, grebne af Øieblikkets storladne
Romantik og drak i dette korte Øieblik ubevidst af rene Vandaarer, af
Poesiens, af Barnesindets evig sprudlende Strømme. Fædrelandet, dette
halvtbegrebne Ord, dirrede i disse halvtfuldbaarne Sjæle. Der blev
ganske stille. Det store Moderland, Menneskehedens, svensk, norsk
eller udenlandsk var over dem alle.

Jørgen havde sænket Buen. Vagtmesteren traadte hen til ham.

»Frem med det Billede, Du siger, vores Konge gav Dig!« sagde han.
»Der kan være noget i det.«

Jørgen aabnede Medaillonen. »See og gjenkjend det Alle,« udbrød han
med lav Røst. Carl den Tolvtes Ansigt med de smalle Kinder og den
mandige, urokkelige Ro viste sig i det hendøende Nordlys.

»Det har sin Rigtighed,« sagde Vagtmesteren og holdt Haanden
hilsende til Huen, medens han betragtede Billedet. »Her mangler blot
Hugværgen, vor Konge altid slæber henad Jorden. -- Træd an, Manne!«

Soldaterne sluttede Geled.

»Præsenteer Gevær for denne Mand!«

Soldaternes Hilsen klirrede taktfast i den lette Frostluft.

»Den Mand bærer vor Konges Billede om sin Hals; derfor sende vi ham
i Døden med Officeershonneur.«

Soldaterne adløde ivrigt og beredvilligt.

I Vest rødmede Himlen af den nedgaaende Maane, der hang som en
glødende Ildkugle over de sorte Skove. To Fyrretræesfakler, der
vare tændte for Executionen, kastede et grelt Lys over de arrede
Krigeransigter.

»Nu ind paa dem med Sablerne og i Afgrunden med dem!« kommanderede
Vagtmesteren.

»Nu blot en Bøn, svenske Mand!« sagde Jørgen; »blot en ganske lille
een for Jeres egne syndige Sjæle!« raabte han med hævet Røst, slog
Armen om Bjørnstads Skulder, medens Soldaternes Kreds trængte dem
Skridt for Skridt nærmere mod Afgrunden.

Der lød et Glenteskrig ovre fra Skoven.

»I Knæ, Morbror!« hviskede Jørgen. »Stræk Dig fladt hen ad Taget. Ret
nu skyder Klokker Bakke og hans Folk derovre.«

Bjørnstads Kæmpeskikkelse vaklede under Jørgens Tryk. Han sank i
Knæ. I det samme kastede Jørgen sig over ham, knugede ham mod Jorden
og raabte med sine Lungers fulde Kraft:

»Skyd, norske Mænd -- i Jesu Navn, skyd!«

Lynglimt, ledsaget af skarpe Knald, brød frem fra Skovens Stammer;
fem svenske Soldater straktes henad Husets Tag.

»Forræderi!« raabte Vagtmesteren og krøb med de tiloversblevne
Soldater ilsomt ned gjennem Hullet i Taget. Et Jubelskrig hilste
de Flygtende; Klokkeren fra Id, Halvor og deres Mænd bleve synlige
mellem Træerne paa den modsatte Side af Kløften.

Men længst tilbage stod en slank Pigeskikkelse. Hun havde i Dødsangst
bævende lyttet til Violinens Toner, -- havde længst forstaaet, at han
derovre spillede den store Lidenskabs Fest og Frelse ind i hendes
Sjæl.

Bjørnstad reiste sig med et Suk.

»Saa vende vi tilbage til den graa Aldaglighed,« sagde han. »Men
tilstaa, Fidelspiller: da Du spillede din Moders Vuggevise, saa
troede ogsaa Du, at det stundede mod den store Hvile?«

»Lee ikke, spot ikke, Morbror,« jublede Jørgen og pegede opad med
Buen. »Da jeg spillede den Vise, troede jeg saa fast, vi vilde blive
hjulpne. Der er helligt Trylleri ved den. Hver Gang jeg spiller den
Sang i Nød og Betryk, saa lyser det op, og jeg bliver hjulpet, -- for
saa er Mor med, skal jeg sige Dig.«

Det var paa den Tid, da Lys og Mørke brødes. Morgentaagen bølgede
mellem de riimfrosne Grene. Da den lettede, og Solen seierrigt brød
igjennem, laa ifølge et Øienvidnes trykte Beretning fem svenske
Soldater paa Bjørnstads Tag, »og de glemte at gaa ned siden«.




SPIONEN.


Næste Morgen laa Svendsen Bakke oppe i en muret Fordybning paa
Udsigtsbjerget ovenfor hans Gaard, Bakke. Herfra kunde han holde Øie
med den svenske Grændse og tillige see Hjemmet nede ved Bakkesund,
som paa dette Sted er ca. 300 Meter bredt. Stedet bærer endnu Navnet
»Klokkersengen« og fremvises som en af Egnens Seeværdigheder. I vore
Dage tilhører denne Gaard en dannet og belæst Bonde, Mathis Bakke,
hvis Slægt har eiet Stedet siden Klokkerens Død. Eftersom Gaarden
ligger nær ved Grændsen, blev den i alle Svenskekrige besøgt af
Fjenden.

Svendsen Bakke sad denne Morgen med Bøssen ved Fod og saae frem
for sig i Taagerne, der joge hinanden i Dalen. Her ventede han
nu i offerglad Kjærlighed til sit Land. Han havde gjort sit Livs
Regnestykke op og var i Fred med sig selv. I Dag sad han her i fuld
Livskraft, beredt til i Morgen at træde ind i Evigheden. Hjemme i
Stuen groede hans Sønner i Veiret, det unge Norge, omgivet af en
kløgtig Moders Røgt -- hvad Magt laa der nu paa _hans_ Liv, dersom
han kunde gavne sit Land? Han var det gamle Træ, der havde saaet sin
Sæd, rede til at falde for Øxen.

Bakke var igjen i Dag iført en islandsk Trøie, et Læderbælte om
Livet, i hvilket stak en Pistol og en lang Tollekniv i udskaaret
Træskede.

Nede i Dalkløften lød endnu Ulvenes Tuden. I hine Dage strakte
uigjennemtrængelige Skove sig over de skjønne Bakkedrag. Her levede
endnu Vildtet i frodige Flokke og gjorde Vinterveiene usikre ved
høilys Dag, naar Frost og Snee gjorde Føden knap. Solen steg op
over Idsletten, Hundreder af bredkronede Fyrretræer og Graner, som
i tidligere Aarhundreder havde været Vidne til Svenskernes hyppige
Indfald i Landet, strakte deres rødbarkede Grene ud over Jorden;
den stigende Sol mægtede næppe at trænge igjennem deres Fletværk.
Andre Steder stode Træerne længere fra hverandre og dannede luftige
Perspektiver udad mod de blaa Taager, der fanger Fantasien og leder
den ind til endnu vildsommere Egne i Skovenes Dyb.

Der lød knirkende Skridt over Fjeldstien, og Halvor kom til Syne.
Han bar en vægtig Kiste i Remme over Ryggen, i Bæltet stak en
mægtig Rytterpistol, et Krigsbytte fra den sidste blodige Nat; dens
skinnende Skaft og Løb røbede, at den nylig havde været Gjenstand
for en kjærlig Oppudsning. Desforuden bar han et Horn i en Snor over
Skulderen.

»Godt, at Du kommer inden berammet Mødetid,« sagde Klokkeren og
reiste sig.

»Jeg er saa bedrøvet, Morbror,« sagde Halvor og rystede Byrden af
sig. »Jeg troede ikke, der i Verden var saa tung en Sorg at bære.«

»Er der noget iveien hjemme?« spurgte Svendsen Bakke.

»Aa nei,« svarede Halvor; »Far og Mor ere flyttede over i Moster
Ulles Hytte, desformedelst Svenskerne har skamferet hele vort Huus,
Ruderne ere knasede, Møblerne masede, og ingen af Byesfolket eller
Naboerne vil hjælpe os at sætte det sammen igjen, for nu er Far jo
fredløs.«

»Hvordan er det med din Mor?« spurgte Klokkeren.

»Mor ligger syg i Moster Ulles Seng; Mor er jo kun en Kvinde og saa
svag og god. Du troer det ikke, men hun græd ogsaa over de faldne
Svenskere, der blev baaret ud af vort Huus i Morges!«

»Naar vi i Nat komme hjem fra Colbjørnsens Ærinde i Svenskeleiren,
saa flytte vi dine Forældre ned til mig paa Bakke,« sagde Klokkeren;
»i mit Huus ere de fredlyste.«

»Mor flytter ikke fra Far, og Far bliver paa Fjeldet,« sagde Halvor
bestemt. »Olaug er borte,« tilføiede han sagte.

»Olaug?« spurgte Bakke.

»Jeg bad hende saa mindelig om at blive hos Mor; men hun rystede paa
Hovedet og sagde, at et Skjændselsbarn ikke havde blivende Sted under
Bjørnstads Tag. Saa tog hun sine fattige Klæder og gik til din Kirke
i Id. Jeg fulgte hende og blev udenfor Døren. -- Ak, Morbror, der er
vist ikke mange Mennesker i Verden, der har baaret saa tung en Sorg
som jeg i denne Morgenstund. -- Hun slæbte sig op langs Stoleryggene
som en syg og træt, gammel En, og hun blev ved at vrikke med Hovedet
og hviske: »Mit gamle Hjem -- mit gamle Hjem!« -- Hvor Vinden skar,
og Taaren frøs paa hendes Kind, dèr hun laa paa Mormors Grav og græd,
og hun kyssede Træværket om Graven og sagde med høi Røst: »Herre
Fader, Du, som kan bøie alle Hjerter, mag det saa, at jeg maa komme
hjem igjen!« -- Nu er hun gaaet til Halden og sin nye Plads, og det
er min Skyld det Hele, derfor er jeg saa bedrøvet og hjertesyg.«

Bakke hørte til, mens han ordnede nogle Smaapakker i Kramkisten, som
Halvor bragte, og fordeelte dens Indhold, Uldsager og Tobak, i to
Byldter.

»Vi ere i Dag Alle som Olaug hjemløse i Fjendehaand,« sagde han. »Lad
os nu først søge at redde vort Land; siden hente vi Olaug hjem, din
Mor og os Alle.«

Han gav Halvor den ene Pakke, tog selv den anden, og de begave sig
af Sted for ifølge Peder Colbjørnsens Ønske at udspeide Fjenden og
bringe sikker Underretning om hans Styrke og Stilling og Planer til
Frederikshald.

»Du har Ret, Morbror!« udbrød Halvor. »Nu maa vi slaaes som Mænd;
bagefter kommer alt det andet vel af sig selv. -- At dette netop
skulde hænde mig den lykkeligste Krigsdag i mit Liv!«

Lidt senere mødte Vandringsmændene to Bønder, Niels Nordby og Jens
Aas.

»Hvor skal I hen, Klokker Bakke?« spurgte Jens Aas.

»Vi skal hen til Svensken og sælge ham lidt Skraatobak og andet
Pilleri,« svarede Bakke og smilede. »Med det samme er han maaskee saa
freundlig at fortælle os lidt om, hvad han har for.«

»I komme til at vælge en anden Vei, Klokker,« sagde Niels Nordby;
»der kommer nogle svenske Ryttere her nedover, og de er heelt
mordlystne at see til; ret strax dreie de om Pynten.«

»Hvor mange ere de?« spurgte Klokkeren.

»De er fire og tyve Mand og har en Oberstlieutenant med sig.«

»Saa maa vi vel gaa af Veien for dem,« sagde Bakke sagtmodig og skred
ind i Skovtykningen.

Her lagde han og Mændene sig i Baghold. Da de havde ligget en Stund,
kom et fjendtligt Rytterparti i fuld Fart til Syne paa den smalle
Skovvei. En samtidig Vaabenfælle beretter ordret følgende om denne
Morgens Hændelse:

»Klokkeren samt de andre Bønder skjøde til Fjenden og traf saa vel,
at Oberstlieutenanten ved Navn Baltzer faldt strax død ned paa
Jorden og Hesten ligesaa. Over disse uformodentlige Skud blev al
hans underhavende Følge forfærdet og gave Hestene af Sporerne og
rede bort. Da de nu i denne Angst havde rendt en Fjerdingvei derfra,
mødte de en Bondepige, som de hævnede deres Harm paa og lod see deres
store Mandhaftighed, idet de hug hende i Axelen, fordi hun ei vilde
bekjende, hvem der laa i Skoven, som var umuligt, eftersom hun det
ei vidste. Da de nu ei fik nogen Underretning derom, syntes dem det
dog ei være anstaaeligt, saaledes at forlade deres Oberstlieutenant
og ikke at see, om der var flere end de tvende, som de hørte
skyde, hvorfor de vendte tilbage med et skjælvende Mod og fandt
Oberstlieutenanten for sig dødskudt ind ad Panden og ud ad Nakken.
De begyndte da at skrige og formane Klokkeren med Bønderne, at om de
havde Mod, de da nu vilde komme til sig; dog stode de et godt Stykke
fra Pladsen, hvor de havde taget Liget fra. Men den gode Klokker Ole
Svendsen Bakke samt de andre Bønder forstode sig meget vel paa det
Gjæstebud, de bleve indbudne til, og laa derfor stille i den Tanke at
skjænke disse gode, svenske Mænd et Par hver sin Kugle og siden gaa
sin Vei. Da nu Fjenden Ingen fornam i Klippen, toge de bort med det,
de fik, stoppede Liget i en Sæk og førte det med sig.« --

Den Klippe, hvor Oberstlieutenanten blev skudt, kaldes endnu i
Dag »Baltzerklippen« eller »Generalkloven«,[1] fordi Tradition og
Folkesnak senere har forfremmet den faldne Officeer til General, af
hvilke der skal have været Overflod i Carl den Tolvtes Armee.

 [1] En Klove er en liden Sænkning mellem to Bjerge.

»Gud være hans Sjæl naadig!« sagde Klokkeren alvorsfuld og traadte
frem fra sit Skjul. »Han var vor Fjende; nu er han min Anklager hos
Gud.«

»Nei, Morbror, Vorherre siger: saadan En, der lister ind i norsk Land
i Mulm og Mørke og bedriver Hærværk og voldeligt Overfald!« udbrød
Halvor, der syntes at have rystet Morgensorgen af sig, stolt og
lyksalig over denne mandige Bedrift. »Saae Du, hvor Generalen slog
Armene i Veiret, da han faldt ned over Klippen som en fyldt Sandsæk?
Han sagde vist Farvel til os. Hurra! det er noget andet end at skyde
Ulve og Egern. -- Der ligger han nu i Sækken, svenske Generalen!«

»Stille, Dreng!« sagde Klokkeren barsk. »Den Døde haaner man ikke;
han faldt i sin Konges Ærinde som en ærlig Soldat.«

»Det gjorde han; men han faldt for en ærlig, norsk Kugle, der værnede
sit Land, og Du er den tapreste Degn, Norge har haft, Morbror Bakke;
jeg holder meget mere af Knaldet af din Bøsse end af Knebelen i din
Klokke -- Sippedeia -- en svensk General!«

De gik nu tause videre og undgik Hovedveien. Jens Aas og Niels
Nordby bøde Farvel lidt længere henne. Bakke og Halvor kjendte hver
Sti og Kløft og Klippeskjul i flere Miles Omkreds. Efter en Times
Forløb, hvori de havde banet sig Vei ad bugtede Fjeldstier, udstødte
Klokkeren et Skrig, som naar Urfuglen skogrer. Det blev besvaret
høiere oppe i Fjeldet, og en Bonde kom springende nedover mellem
Klippeblokkene.

»Du lader vente paa Dig, Haavi,« sagde Bakke.

»Vor Ko er ilde syg,« svarede Bonden; »hun staaer og skronner og æder
hverken Hø eller Skraa. I, som er saa forfaren en Mand i Lægekunst og
Bøger, kjender vist Raad derfor?«

»Har Du seet noget til Svensken, som jeg sendte Dig ud at spore?«
spurgte Klokkeren barsk.

»Javel; der ligger et Parti paa henved femten hundrede Mand Ryttere
og Fodfolk heromme Nord paa bag Kulhytten.«

»Det er godt,« sagde Klokkeren. »Giv Koen i Aften et frisk Opkog af
Timian og Krusemynte og andre stærke Urter -- skjøndt Du fortjente at
miste din Ko, siden Du tænker først paa, at den er i Fare, og siden
paa, at dit Land er i Nød.«

Bakke og Halvor fortsatte deres Vei i den Retning, Bonden angav, at
Svenskerne laa.

Solen var gaaet bag Skyer, og den korte Vinterdag heldede, da de
naaede en Fjeldskrænt, der om Sommeren bærer mange Mosarters rige
Farver fra den varmeste Terrasienna til det lyseste Guld. Nu laa
Klippen hen i Sort og Hvidt, Tid, Regn og Vinterens Kulde havde
furet den med Fortids Runer; graa og blaalige Afstandstaager fyldte
Kløfterne, tunge Skyer hang fast i Trætoppene over de granbevoxede
Skrænter.

»Jeg seer dem, Morbror,« hviskede Halvor, der sneg sig nogle Skridt
foran Bakke; »de have tændt Vagtblus dernede og koge Mad -- de myldre
som Maddiker i en fremmed Mands Meelsæk.«

»Ær din Fjende, Knægt!« sagde Klokkeren. »_Han_ lyder sin Konges Bud,
_Du_ dit Lands; enhver kan være god for sig.«

»Ja, Svensken kan være god for sig, naar han vil lade Norge være
i Fred for sig,« svarede Halvor heftig. »Hvad troer Du, han vilde
sige, om vi saadan væltede os ind i hans Land og slog Ruder og Døre
ind i hans Rige? -- See, hvor Luen flammer under Røgskyerne dernede,
og see, Morbror! -- der blinker Vaaben gjennem Røgen. Det er som et
herligt Eventyr af Sagabogen! -- Var det ikke svenske Fjender, saa
vilde jeg være med blandt dem dernede.«

Klokkeren fortsatte sin Vandring uden at svare; hans Tanker kredsede
om hans Formaal; han saae og hørte, han speidede og lyttede og gik
rolig videre.

Som efter en uhørlig Befaling begyndte pludselig Trommer og Horn at
lyde rundt omkring dem. Soldaterne sprang op fra Baalene, strømmede
ud fra Sæterhytter og Granrishuler, for at samles omkring Fanen; en
Psalme lød gjennem Tusmørket, dumpt og pligtsmæssigt sunget af hæse,
sprukne, ogsaa af rene Mandfolkestruber. Nogle sang med Følelse,
andre af Vane; det lød høitideligt i Skovstilheden.

Hver Morgen Klokken syv og hver Aften Klokken fire lod Kong Carl sine
Soldater holde Bøn. Naar Timen slog, og Trompeten kaldte, standsede
Mandskabet selv under Fremrykning; hver Soldat faldt paa Knæ paa det
Sted, han stod, ligesaa Kongen, hvor opblødt eller sumpet Vei og
Mark end var. Kong Carls dybe Gudsfrygt stemmede nøie overeens med
hans rene og nøisomme Sæder, hans Uegennytte og Gavmildhed, men stod
i paafaldende Strid med hans Uforsonlighed, Krigs- og Hærgelyst.
Selv bar Carl den Tolvte altid Gustav Adolphs Bønnebog i sin Lomme
og læste deri hver Morgen, tillige Søndag Eftermiddag, og nedskrev
i Begyndelsen hver Gang, han havde gjennemlæst Bogen. Da han var
begyndt Læsningen forfra fjerde Gang, rev han dog Anmærkningen ud af
sin Noteerbog, for at Ingen skulde tro, at han pralede hermed.

Klokkeren var standset; han foldede sine Hænder og sænkede Hovedet.
For ham var Andagtstimen følt og sand mellem Fjender som i hans egen
Kirke. Halvor gjorde, ligesom han saae Morbroderen gjøre; men hans
Blik fløi uroligt og nysgjerrigt frem og tilbage over de fjendtlige
Grupper, og han kom til at sige: »helliget vorde mit Navn« i Stedet
for »dit Navn«, mens han fremsagde Fadervor.

Lidt senere traadte Bakke og Bjørnstads Søn ind i Svenskernes
Leirkreds. Der var rundt om reist Telte og Hytter af Grangrene;
udenom Leiren stode Rustvogne, Feltskyts, Rytteriets Heste; hist
og her laa henslængt paa Sneen Gryder, Øxer, kort sagt, det Virvar
herskede, som var eiendommeligt for hine Tiders fremrykkende Armeer.
En dæmpet Summen fyldte Luften under Fyrretræerne, hvis Kroner denne
Aften tav. Klokkeren skred uforsagt fremad; de udstillede Forposter
ved Veien havde ikke bemærket de to Mænd, der traadte frem fra
Skovtykningen.

»Hvem dèr?« raabte nogle Soldater og sprang op fra Varmebaalet.

»En ringe Kjøbmand, som agter at slaa en Handel om Et og Andet i Kong
Carls Leir,« svarede Klokkeren og standsede.

»Grib og undersøg dem!« befalede Underofficeren.

Et Par Soldater udførte Befalingen, men fandt intet mistænkeligt.

»Jeg har et Par forsvarlige Kravestøvler; vil I ikke ogsaa see dem
efter?« spurgte Halvor eenfoldig.

I næste Nu var Klokkeren og Drengen omringet af veirbidte, forfrosne,
svenske Krigere; de opstrøgne Knebelsbarter, de arrede Ansigter og
opsvulmede Hænder bød Velkommen. Underofficeren kommanderede barsk,
idet han pegede paa Bissekræmmernes Byldter:

»Saa op med Lædiken!«

Svendsen Bakke udbredte omhyggeligt sine Varer paa et Dækken; Halvor
saae sig om med spillende Øine.

»Uldne Trøier og Vanter!« sagde Vagtmesteren foragtelig; »den Slags
bruger hverken Kong Carl eller hans Mænd -- Skraatobak -- det lader
jeg gaa -- -- Brændeviin -- det liver Herren evig op i jeres
fordømte Isfjelde! -- Hid med Brændevinen!«

Klokkeren og Halvor skjænkede beredvilligt af deres Dunk for de
kjøbelystne Soldater.

»Hvad har Du dèr?« spurgte den mistroiske Underofficeer og pegede paa
en Pakke, som Svendsen forsigtig, men temmelig iøinefaldende lagde
til Side.

»Det er Stads til svenske Generalen,« sagde Klokkeren.

»Det er Forgift,« sagde Halvor og stillede sig foran Pakken.

»Svenske Generalen!« ytrede Vagtmesteren; »det er i Nat selve Kong
Carl.«

»Selveste Krigsmaiestæten!« udbrød Halvor og trak Huen af. »Ak, om
jeg kunde faae ham at see i Ansigtet, blot een Gang, saa skjænker
jeg i Grams hele min dyre Byldt til Jer Alle. Kong Carl, Soldaternes
mægtigste Soldat -- Herre Jemini, Morbror, bed dem dog, om vi maa
faae ham at see, blot et eneste Minut. Jeg vil saa gjerne see ham.«

Drengens uforbeholdne Begeistring tiltalte den svenske Befalingsmand
og kom Svendsen Bakke vel tilpas.

»Om I kunde tilstaa os en saa formastelig Bøn,« sagde han, »hvis Kong
Carl virkelig findes her i Leiren, for nede i Frederikshald sagde de
i Morges, at han var draget med Hæren ad Christiania til.«

»Kong Carl er allevegne og ingen Steder,« svarede Befalingsmanden.
»I Aftes kom han hertil; en Hest styrtede under ham underveis.«

»Styrtede?« udbrød Halvor.

»Kongen elsker sine Krigere, skal jeg sige Jer, og mener, at vort
Haandværk er det ypperste paa Jorden,« vedblev Underofficeren med
Selvfølelse. »I Gaar inspicerede han Rytteriet ved Enningdalbroen.«

»Kors, har I Rytteri ogsaa dèr?« udbrød Klokkeren beundrende.
»Monstro de kunde have Brug for lidt Bissekram?«

»Ja, Hestfolk har vi nok af, blot jeres forbandede Klipper havde lidt
mere Foder. Over hundrede Heste maa vi slaa løse deroppe om Natten,
for at de kan faae noget at bide.«

»See, see! over hundrede Heste!« sagde Bakke. »Men det var Kong Carl,
I fortalte saa kjønt om.«

»Carl kæmper ved vor Side som en trofast Kammerat, og for at forbinde
vore Saar river han sin Skjorte itu.«

»Sin kongelige Skjorte!« gjentog Halvor.

»Men han fordrer, at vi skulle sulte og fryse ihjel uden at kny,«
vedblev Vagtmesteren og tømte det Tinbæger, som Bakke holdt hen
for ham. »Den af os, som beder Fjenden om Kvarteer -- pføi! -- han
er brændemærket. Og vor Konge kan rolig see os bløde og falde i
tusindeviis; han rider seiersstolt over sine Svenskeres Lig.«

»Det maa der ikke klages over,« sagde en graahaaret Soldat; »han
sulter omkap med os; vi hører hans Hjerte banke for os midt i
Kanontordenen. Leve vor Kammerat, Kong Carl!«

Et Leveraab lød dumpt og gjenklangløst over Sneepuderne i den
stivfrosne Egn.

»Jeres Konge lader til at være en brav Mand,« sagde Klokkeren.

»_Jeres_ Konge bliver ogsaa en brav Mand, for snart er Kong Carl
Jeres Konge.«

»Og de Asieres og Tyrkeres med,« sagde Halvor og bukkede. -- »Kan vi
saa faae ham at see?«

Svendsen Bakke uddeelte under denne Samtale sin Skraatobak uden
saa nøie at see paa Betalingen, og det gik altsammen overmaade
fredsommeligt. Vagtbaalet bragte de mørke Fyrrestammer til at rødme,
Træerne kastede deres mørke Skygger over Soldaterne, der lo og sang,
mens Elven laa stivfrossen og taus.

»Ja, saadan er vor Konge,« sagde en arret Soldat og skuldrede den
afbarkede Green, hvormed han som et Roer rørte rundt i Grødgryden.
»Nu ligger han paa et Knippe Grangrene derovre i Sæterhytten og
holder Dom over General Aschenberg, der nyssens reiste af Landet
med sit Regiment, fordi Jeres Præst i Schieberg fortalte ham
Røverhistorier om, at I havde et overmægtigt Overfald for.«

»Ja, Aschenberg rendte nok Klokken 1 om Natten fra Øllet, som stod og
gik i Karrene, og fra Deigen, som de samme Aften havde sat til hele
Regimentets Underholdning!« lo Halvor, »og aldrig saa snart skikkede
jeres General Breve af Sted fra Præstegaarden, saa var jo Præsten
færdig at give vores Folk Kundskab og snappe Postdragerne[2] bort.«

 [2] Præsten, Hr. Peder Rumohr, der havde tjent som Cornet under
 Hertugen af Würtemberg mod Jacob Stuart, gjorde sig velfortjent
 under Kong Carls Indfald i Norge, idet han listelig forledede
 General Aschenberg ved falske Rygter til at trække sig tilbage over
 Grændsen og saaledes væsentlig bidrog til, at Nordmændene sloge det
 svenske Parti paa Mors, hvor bl. a. Kong Carls Krigskasse fandtes,
 og hvor Fjenden mistede 300 Mand. Da Kong Carl med uforrettet Sag
 drog sig tilbage fra Christiania, lod han Præsten overrumple og
 slæbe med i Fangenskab til Sverig, hvor han efter to Aars Lidelser
 døde af Skjørbug og Vattersot, »saasom han meest spiste Drøvelsens
 Brød.« Efter sit Ønske fik han til Begravelsestext Job 3. v. 18:
 »Der have Fangerne Frihed tillige; de høre ikke Trængerens Røst.«

»Jeg vil saa gjerne hen og see Kong Carl,« gjentog Halvor og kastede
hele Indholdet af sin Pakke i Grams til Soldaterne. »Blot et eneste
livsaligt Blink udenfor Vinduet, det kan jo ikke skade ham. Siig ja
-- aa hvad, strenge Hr. Oberst?«

Vagtmesteren stod lidt og betænkte sig, derefter vinkede han til
Svendsen Bakke og Halvor, at de kunde følge ham, og gik over mod et
lille sneedækt Træhuus, støttet mod Klippevæggen.

Et rødt Vagtbaal lyste gjennem den aabne Dør ud over Sneen. En
Skildvagt gik frem og tilbage med dragen Sabel foran Hytten.
Vagtmesteren vexlede nogle Ord med ham, saa blev det de to Fremmede
betydet, at de under Bevogtning af Vagtmesteren maatte see ind
gjennem den lille Rude.

Halvor traadte frem til Vinduet foran Morbroderen; men han foer strax
tilbage og hviskede:

»See -- see selv!«

Svendsen Bakke saae en bredskuldret Mand, der stod tæt indenfor
Glarruden overfor en siddende svensk Officeer. Manden syntes at
forklare noget, mens Officeren skrev. Derefter strakte Manden Haanden
ud og tog nogle Sølvdalere, som Officeren kastede paa det lille Bord.
Han skrabede ud med Benet og forlod Hytten.

Da han traadte frem i Maanelyset, blev Skipper Daniels Træk synlige
under hans laadne Hue. Han gjenkjendte Klokkeren og Halvor og syntes
at blive ubehagelig berørt ved dette Møde, fattede sig imidlertid
hurtigt og hviskede med et bredt Grin:

»Svenske eller norske Penge fylde lige godt i Bøssen -- hva' beha'er,
Morbror? -- Sikken en luun Bedemand, jeg dèr har til Onkel! Gaaer han
ikke her og snyder sit eget Fædreland op i dets aabne Øine!«

Klokkeren betragtede ham med et flammende Vredesblik, der bragte
Daniel til at sænke sit.

»Stakkels hjemløse Mand!« sagde Ole Bakke med lav Røst.

»Jeg er jo netop ude og butler sammen til et lille net og hyggeligt
Hjem,« svarede Daniel.

»Du bliver ved at være en hjemløs Stakkel alle Dage, for Du har ikke
noget Fædreland,« sagde Bakke og vendte sig fra ham.

»Fædreland mig her og Fædreland mig der!« udbrød Daniel fortrædelig.
»Det har mange til at passe paa sig; _jeg_ har kun mig, der tager
vare paa mit. -- Sikken en nederdrægtig luun Morbror, jeg dèr har
faaet! Gaaer han ikke her og sælger af sin Kramkiste til vor argeste
Landsfjende, og saa sætter han sig paa den høie Hest, naar en anden
En ogsaa søger at holde Handelsforbindelsen vedlige mellem to
hæderlige Nationer!«

»Du har jo ingen Kramkiste,« udbrød Halvor og traadte nærmere til
Daniel; »og alligevel fik Du Sølvmønt for noget, Du solgte derinde,
mens vi --«

Klokkeren greb Halvors Arm. Det kunde blive skjæbnesvangert i dette
Øieblik at røbe deres Reises sande Ærinde for Skipperen, der nylig
havde solgt sit Lands Hemmelighed til Fjenden.

Vagtmesteren saae mistroisk fra den ene til den anden uden at kunne
opfatte den hurtigt førte, hviskende Samtale.

»Faaer det snart Ende, dette her?« spurgte han barsk og traadte ind
imellem dem.

Halvor sprang hen til det oplyste Vindu. Hans røde Kinder bleve
blege, hans Øine spiledes op, medens de stirrede gjennem den
lille, tilsneede Rude, som om han var under Paavirkning af noget
Overnaturligt. Hans Fingre krummede sig om Pistolkolben, medens han
saae det Syn, der for bestandig brændte sig ind i hans Sjæl. Bakke
bøiede sig frem og saae over hans Skulder.




ET FALSK SIGNAL.


Midt paa Leergulvet ved Siden af den flammende Arneild laa Carl
den Tolvte henslængt over et bredt Knippe Grangrene, et Leie, han
oftest lod indrette saa rigeligt, at han i Felten kunde dele det
med udvalgte Krigsfæller. Paa dette Leie sov han »sødt som paa en
Blomsterseng«.

Heltekongen laa indsvøbt i en fodsid Rytterkappe, under hvilken hans
lange Sabel stak frem. Hans skaldede Hoved alene lyste forunderligt
fængslende majestætisk over den mørke Skikkelse, hvis Omrids svømmede
udi det usikre Skjær fra Baalet og det døsigt brændende Tællelys ved
Hovedenden.

Carl den Tolvte forsmaaede Tidens Allongeparyk. Da hans Veninde
Ulrikke Eleonore en Gang sendte ham en kunstfærdig lavet Paryk, fordi
hun erfarede, at han led af Gigtsmerter i Hovedet, anlagde Kongen den
pligtskyldigst; men da en Tilstedeværende henrykt udbrød: »Ak, hvor
Maiestæten seer prægtig ud som en Frier!« sled Kongen den utaalmodig
af og forsikrede, at han ikke længere kunde vænne sig til at have
noget varmt om Ørene.

Her laa nu Carl den Tolvte, nær sin Skjæbnes Maal, rolig og
ubekymret. Hans maiestætiske Legeme, skulderbredt, smidigt, af
Middelhøide[3], hvilede paa det Friluftsleie, som hans Krigersind
foretrak for den yppigste Seng i bløde Kvindearme. De efterlevende
Caroliners[4] Konge, hærdet ved utrolige Savn, ved Sjælslidelser og
Sjælsløftelser, hævet over Livets dagligdags Behov, saae tankefuld
frem for sig i den norske Skovhytte. Hans Blik omfattede maaskee
denne Nat hans Livs Oplevelser: Seiersdaad fra Narva, Düna, Klissow,
Holofsin, ogsaa Nederlagene fra Ukraine, Sibirien, Bender, drømte dog
vist meest om nye Erobringer her mellem Norges Klipper; det fortalte
i glandsfuld Ro om sagnstore Kampeventyr -- det største af dem alle
laa dog der paa Granleiet, hvilende med Smil om de fyldige Læber, med
en Drik Tyndtøl ved Hovedgjærdet, ventende paa det graa Morgengry
under den fremmede Vinterhimmel, for at kaste sig paa Hesteryggen
og lade Trommen mane til nye Bedrifter. Kongen, hvis Navn aldrig
senere blev nævnet af hans Krigsfæller uden med Taarer, Henrykkelse
og Længsel, og hvis Minde knyttede en usynlig Venskabslænke mellem
hans Soldater, saaledes at Standsforskjel, enhver Hindring svandt,
og den Menige bænkedes som Ven og Kammerat ved Høvedsmandens Side,
medens Krigsheltens Aand svævede over dem Alle, -- Carl den Tolvte,
Blodkongen, Soldaternes Afgud, det var ham, som laa her. Han og
Jorden havde opgjort Regnskab: Krig paa Sablen; Himlens og hans
Regnskab var uopgjort; han krydsede endnu sin lynende Klinge mod
Stjernerne og raabte: »Frisk, busser! gån på uti Herrens namn!«

 [3] Carl den Tolvte kunde endnu, hærdet ved Legemsøvelser og Faste,
 iført Rytterstøvler, lægge sin Fod bag Øret, paa Hesteryg.

 [4] Carolinere kaldtes de faa graanede og hærdede Krigere, der havde
 overlevet Carl den Tolvte og hans Krigstogt.

Det kongelige Blik rugede nu her med Ørnero over det Svundne og
Kommende. Det ramte den norske Dreng. Rygter og Sagn om Heltens
Bedrifter foer som en Gysen gjennem Halvor, mens hans Fingre
krampagtigt famlede om Pistolskjæftet, og en hæftig Susen lød i hans
Øren. Han følte pludselig Bakkes Haand i et Jerngreb om sin Arm, og
Morbroderens Stemme hviskede:

»Vil Du lægge din Faders og din Moders Huus øde, Dreng?«

»Norge leve!« svarede Halvor med mat Røst.

Bakke drog ham hastig bort fra Vinduet. Halvor lod sig lede som en
villieløs Beruset ned over Fjeldstien mellem syngende og larmende
Soldatergrupper omkring Baalene.

»Hei, I Nordmænd!« raabte en Soldat dem i Møde. Hans trekantede
Hat og sorte Halsbind var det eneste synlige, der ragede op over
en Kasse, fyldt med Halm, et genialt udspekuleret Natteleie, som
blev ham misundt af hundreder af Krigskammerater, der hvilede paa
Fyrretræernes gyngende Kroner, det vil sige, i afhugget Tilstand. --
»Hei, Du dèr med Pelsjakken, er Du ogsaa livsalig dinglende? Det er
_jeg_; men Ingen kan see det, for jeg sidder fast her i min Halmbøtte
og svinger rundt om Jorden -- singdulian -- hopsasa! -- Hils dem
dernede i Frederikshald!« brølte han efter Klokkeren og Halvor. »I
Morgen vælger jeg min Kjæreste i Jeres rigeste Kjøbmandsgaard --
Gebe, gebe Gott, dasz es immer so wäre!«

Omkvædet istemmedes af de Omkringliggende, der havde klumpet sig
sammen i Dynger og under Latter og Eder skiftedes til at ligge øverst.

Ved den sidste Vagtild knugede Halvor Klokkerens Haand og hviskede:

»Jeg var lige ved det, Morbror; men jeg kunde ikke gjøre for det; min
Haand blev ligesom lam, da jeg vilde til at spænde Pistolen.«

»Kongemordere har ikke blivende Sted paa Jorden,« sagde Bakke.

»Men i Himmelen! -- De vilde synge mit Navn i alle Dale, over alle
Fjelde lige til Iishavet, om jeg havde reddet mit Land og skudt ham,«
klagede Halvor. »Jeg kunde ikke, Morbroder, jeg kunde, skamfile mig,
ikke! Der var noget, som krammede Kraften af mine egne Fingre -- Nu
kunde jeg have været den største Helt i hele Norges Land.«

Halvor rev Huen af og stampede paa den i afmægtig Sorg.

»Hør, Morbror, hvorfor kunde jeg ikke, hvad var det, som slog min
høire Tommeltot i det livsalige Øieblik?«

»Du var vel feig,« svarede Bakke.

»Feig -- jeg?« raabte Drengen og foer i Veiret, en levende Protest
mod Morbroderens Ytring.

»Naa ja, saa var det vel Guds Haand,« gjenmælte Klokkeren. »Dersom Du
havde dræbt Kong Carl, hængte de Dig nu i den høieste Gran, og jeg
maatte gaa hjem og melde din Død til dine Forældre, som betroede mig
deres eneste Søn og dyreste Eie.«

»Lige meget!« sagde Halvor og reiste sit lyskrøllede Hoved i
Nattevinden. »Lige meget, Morbror! Saa havde jeg nu været en af
Norges bedste Sønner, og Olaug! -- Ak, jeg vil fortryde alle mine
Dage, at jeg ikke skjød.«

Idet de kom forbi den sidste Leirpost, saae Bakke Daniel staa og
tale med Vagtmester Erikson; han slog ud med Armene og pegede op mod
Kongens Hytte, der endnu lyste oppe i Fjeldet. Klokkeren fremskyndede
uvilkaarlig sine Skridt og drog Halvor efter sig.

»Vi have endnu en Gjerning at forrette, inden vi forlade Svenskerne,«
sagde Ole Bakke og gik bort fra Hovedveien ind i Skovtykningen. De
nærmede sig ad Omveie atter Leirens Yderkreds, hvor Vognparken og
Hestene fandtes, bevogtet af enkelte Skildvagter. Klokkeren gjorde et
Tegn til Halvor, krøb forsigtig fra Træernes Slagskygge om bag den
bageste Vogn og sneg sig ind mod Vognparkens Midte, hvor Rustvogne
stode ladede med Korn, Hø og Proviant. Halvor fulgte Morbroderen som
en Skygge uden at spørge, først da han saae Svendsen Bakke krybe ind
mellem Hjulene paa den største Vogn, sagte slaa Ild af sit Fyrstaal
og holde den brændende Lunte op i Høet, begreb han Hensigten, i næste
Nu gjorde han ligesaa og stak Ild paa de nærmeste Vognladninger. En
kvalmende Røg steg iveiret, et Allarmskrig lød, et Skud knaldede,
uden at forstyrre Svendsen, der koldblodig nærmede sig den yderste
Vogn med den brændende Lunte. Først da Høet fængede, forsvandt han
og Halvor imellem Træerne og ilede tilbage mod Hovedveien, hvor de
roligt fortsatte deres Vandring med Kramkisterne paa Nakken, som om
intet var forefaldet.

Idet de forlode Skovtykningen, bredte en viid Slette sig foran dem;
den alfare Vei bugtede sig derigjennem. Om Sommeren var denne Hede
dækket af Lyng og Gyvel og Krat. Hedelærken sang eensomme Triller
herude, sine egne Sange i betaget Henrykkelse over den varmende
Sol, over Naturen og Livet, uhørt og uforstaaet af Mennesker. Nu
havde Tellen skudt i de foregaaende Dages Tøveir og frembragt
»Tellegrep«, det vil sige, den tilfrosne Jord løsnes, saa at Heste og
Vandringsmænd pludselig synke i dybe Huller af løs Jord og blød Leer;
denne Tilstand varer ved indtil Sommer. De foregaaende Dages Frost
havde ikke været tilstrækkelig til at danne en bærende Skorpe; den
gav efter under Fødderne.

Klokkeren standsede og lyttede. Alt forblev stille bagved. Han
besluttede derfor at fortsætte Vandringen til Frederikshald ad
Alfarvei, eftersom han ikke længer behøvede at befrygte at blive
standset paa Hjemveien af udstillede svenske Vagtposter.

De vare dog næppe vandrede frem i ti Minuter, før de hørte
Ryttergalop og høie Raab bagved. Klokkeren saae et Parti svensk
Hestfolk sprænge frem fra Skoven. Den hvide Snee frembød intet Skjul
i den nærmeste Omkreds; den frelsende Skov var endnu nogle Bøsseskud
fjernet for Bissekræmmerne. Midt imellem Rytterne troede Klokkeren at
bemærke Daniels brede Sømandsskikkelse til Hest og forstod pludselig
den Fare, som han og Halvor svævede i. For at sikre sig selv mod at
blive angivet som Forræder nede i Frederikshald By, havde Daniel
rimeligviis angivet Klokkeren og Halvor som Spioner. Med disse blev
der som allerede omtalt gjort kort Proces i Kong Carls Leir; det
nærmeste Træ blev deres Galge.

»Af Sted!« raabte Bakke, kastede sin Byldt og flygtede bort fra Veien
over mod den nærmeste Skovlinie. Halvor gjorde som Morbroderen;
han var bestandig nogle Skridt forud for den tungere og mere
ubehjælpsomme Klokker, hvis høie og stive Støvler hindrede hans
Bevægelser.

Halvor standsede, saae sig om og sendte Klokkeren smaa opmuntrende
Tilraab, saasom: »Endnu et Par Hop, Morbror, saa er vi i Skoven. --
Spar paa Veiret til Finalen! -- Hvad siger I til en varm Øl i Aften
hjemme paa Bakke? Jeg er saa forsulten.«

Ole Svendsen stønnede, standsede tilsidst og saae tilbage mod de
fremstormende Ryttere, der havde Møie med at finde sikker Vei i det
moradsige Terrain.

»Vi kan ligesaa godt lade os hugge til Plukfisk strax,« sagde han
mismodig.

»Vist ikke nei!« raabte Halvor og sprang hen til Morbroderen, for at
hjælpe ham fremad.

»Red Dig selv, af Sted, af Sted,« sagde Klokkeren.

»Hvad gjør de saa ved Jer?« spurgte Halvor og stirrede raadvild mod
Rytterne, der stadig kom nærmere.

Bakke trak paa Skulderen og saae opad mod den graa Himmel. De to
norske Mænds Skikkelser tegnedes tydeligt mod den lyse Snee.

»Jeg faaer vel Vesperkost deroppe i Aften sammen med andre gamle
Nordmænd,« svarede han og satte sig paa en Klippeblok, der sammen med
nogle andre dannede en Dysse midt paa Heden. »Støvlerne lænke mig;
jeg kan ikke mere. -- Af Sted!«

»Saa af med Støvlerne og videre paa Uldsokkerne!« brølede Halvor.
»Endnu kan vi naae Skoven. See, hvor deres Heste steile i Veiret,
mens de synke i med Bagkroppen!«

Han sled fortvivlet i Klokkerens Støvler, mens Forfølgernes Jubel
stadig lød nærmere. Det lykkedes ham at faae Svendsens Fødder fri.

»Nu af Sted, Morbror! hvert Secund er kostbart,« hviskede han. »Imens
skal jeg holde Svenskens Heste op med Snak; de lystre bestemt bedre
end Mandskabet. -- I Jesu Navn, af Sted!«

Klokkeren reiste sig og saae Halvor løbe nogle Skridt mod de
fremsprængende Ryttere; derefter gjorde Drengen Holdt bag Stenene,
satte trodsig Hornet for Munden og blæste Svenskernes Retraitesignal,
der skingrende gjenlød over Heden, et Signal, han møisommelig havde
indstuderet, mens han laa paa Luur efter Fjenden oppe i Skovene.

»Hvad er det for et falsk Sluddersignal, han dèr trutter!« brølte
Sergeant Erikson, der red et Par Hestelængder foran de Andre. »Saadan
er der ingen Ting, der hedder i Kong Carls Armée.«

Hans Hest havde næsten naaet Halvor; den parerede kort ved Lyden
af det kjendte Signal, vrinskede urolig og vilde gjøre omkring, et
Syn, der ikke er ualmindeligt paa Exerceerpladsen, hvor gamle øvede
Rytterheste ofte kjende Signalerne bedre end det uøvede Mandskab.
Den efterfølgende Hest fulgte dens Exempel, medens Halvor med al sin
Kraft gjentog Signalet.

»Nu faaer Svensken sit eget Baglænds. Hurra!« raabte han.

Klokkeren glemte ikke senere dette Drengeansigts Udtryk: Ophidselse,
Triumf, medens han bønfaldende pegede mod Skoven; saa holdt han paany
Hornet for Munden.

Det tredie Signal afbrødes imidlertid, idet Erikson blev Herre over
sin Hest og drev den fremad mod Halvor.

»Ingen Pardon!« raabte han til den nærmeste Rytter, som nu ogsaa
sprængte frem med løftet Vaaben. »Hug de Hunde ned! Jeg kjender dem
begge igjen fra Træfningen i Nat oppe ved Bjørnstads Huus.«

I samme Nu stod Klokkeren ved Halvors Side og gav Drengen et saa
eftertrykkeligt Skub, at han tumlede ned bag Steendyssen, medens
Sabelhugget susede over hans Hoved. Et Pistolskud lød; Rytteren
vaklede og gled af Hesten.

»Fremad!« raabte Bakke, hvem Livsfaren gav fornyet Kraft, medens
han paa Uldsokker i lange Spring løb mod Skoven, bugtende sig fra
Klippeblok til Klippeblok, forfulgt af Rytterne. Halvor blev liggende
i Sneen; han gravede sig dybere ind mellem Stenene, der dannede en
Kløft, som Hyrdedrengene om Sommeren benyttede til Arnested. Et
straalende Smil gled over hans Ansigt, da han fra sit Skjul, omgivet
af bladløse Buske blev Vidne til, at Klokkeren fortsatte sit Løb,
efter at Hestfolket havde affyret deres Pistoler. For at aflede
Rytternes Opmærksomhed fra den Flygtende steg Halvor atter frem paa
Veien og blæste i overstrømmende Krigermod det norske Angrebssignal.
Nogle af Rytterne standsede og vendte tilbage mod Drengen. Halvor
dukkede sig og forsvandt atter i Klippefordybningen. Idet Rytterne
naaede Stedet, saae de et Par tynde Been skyndsomt glide ind mellem
Stenene.

Trompeter Månsson sprang af Hesten og nærmede sig forsigtig til
Aabningen.

»Kom frem, i Djævels Skind og Been!« befalede han, »at vi kan faae
Dig hængt op paa en Jernkrog og svedet over Baalet.«

Da Ingen svarede, steg ogsaa den anden Rytter af Hesten. De stillede
sig hver paa sin Side af den smalle Aabning og joge deres Landser ind
under Stenen i forskjellig Retning. Et hæst og gjennemtrængende Skrig
lød indefra.

»Der ramte jeg nok i Braden,« bemærkede den ene Rytter koldsindigt og
sendte endnu et eftertrykkeligt Dobbeltstød i samme Retning.

Skriget inde fra Hulen gik over til en langtrukken Hylen, som
forstærkedes under Landsestødet, indtil det pludselig døde hen i en
smertefuld Rallen.

»Nu tuder han nok sin egen Retraite,« ytrede Månsson. »Ærlighed byder
at tilstaa, at de Nordmænd har et mærkeligt Geni for Musik.«

Han skjød til Afsked sin Pistol af ind i Hulen i Retning af
Klageskriget, der pludselig forstummede, steg igjen til Hest med sin
Kammerat og saae ud over Sletten.

De andre Ryttere vendte tilbage fra Skovbrynet med uforrettet Sag.
Klokkeren var, begunstiget af Tusmørket, Klippeblokke og uveisomme
Stier, sluppet ind i Skoven, hvor enhver Forfølgelse tilhest vilde
være frugtesløs. Med Eder og dybtfølte Forsikringer om, at Norge
var det meest gjenstridige og rebelske Land, de havde kriget i, red
Troppen tilbage til Leiren.

Inde i Klippeaabningen var Dødsskriget forstummet. En dyb Stilhed
sænkede sig atter over Egnen.

Lidt senere kom en mørk Skikkelse til Syne, der forsigtigt bevægede
sig frem fra Skjul til Skjul og standsede foran Steendyssen. Manden
bukkede sig ned foran Aabningen og kaldte med sagte Stemme: »Halvor!«

Intet Svar lød. Klokkeren -- det var ham -- sank i Knæ og støttede
Hovedet mod Stenen.

»Gud tilgive mig min Synd, at jeg forlod Drengen,« hviskede han
sønderknust. »Mari, stakkels, lille Mari, som stolede paa mig!«

Et uredt og krøllet Hoved kom til Syne i Klippespalten; et freidigt
Smil spillede om dets Læber. Halvor krøb frem, lyslevende og
velbeholden og satte sit Instrument for Munden, som for at udsende en
jublende Fanfare over Steenørkenen.

Klokkeren havde reist sig og stirrede paa ham med et Blik, der
kæmpede mellem Tvivl og Henrykkelse.

»Du lever!« udbrød han og greb Hornet.

»Herre Jemini!« udbrød Halvor; »hele tre Flænger! See, hvor det
Skarnstøi har prikket i Kræmmervarerne!«

Han holdt sin Byldt i Veiret og gjorde et Par Himmelspræt fra
Hallingdandsen i livsalig Glæde over den underfulde Redning, kastede
Byldten i Veiret og fangede den igjen.

Klokkeren stod taus med foldede Hænder; hans Læber bevægede sig i
stille Bøn.

Halvor saae Liget af Rytteren, som Bakke havde skudt af Hesten. Et
Udtryk af Skadefryd gled over Drengens Ansigt, medens han nærmede sig
den Døde.

Manden laa paa Ryggen; Ansigstrækkene vare fordreiede, Munden stod
aaben.

»Du gaber efter vores Jord, Svensker!« udbrød han. »Gab kun. Ulvene
ville mætte sig i Nat ved dit Liig. Du kommer ikke til at hvile under
norsk Jord.«

Klokkeren nærmede sig, slog Korsets Tegn over den Faldne og stak hans
Landse i Jorden som Mærke for hans Kammerater. Derefter bredte han
sine Arme ud mod Halvor, mens Taarerne løb ned over hans Kinder.

»Kom til mit Bryst, min flinke Redningsmand! Lad mig føle paa Dig.
Jeg saae dem jo stikke Landserne herind og hørte Skuddet.«

Halvor styrtede sig i Morbroderens Arme.

»Tre Gange, Morbror, tre Gange!« Han fremviste sin Byldt som Trofæ og
strøg kjærtegnende Haanden over de dybe Flænger. »Er jeg saa feig,
Morbror?« spurgte han skjælmsk og lagde Hovedet tilbage.

Klokkeren knugede Halvor fastere til sit Bryst og hviskede:

»Min norske Gut, -- vor tapre, norske Gut!«

Lidt efter rev Halvor sig løs og raabte:

»Vi snød dem alligevel! -- Faaer jeg saa i Aften den varme Mjød med
Honning og brav mange Æg i, som I lovede mig den Gang, vi hoppede af
Sted for Svensken derhenne?«

»Du bliver bestemt General og blæser vore Fjender baglænds over hele
Linien,« sagde Klokkeren.

»Ja, Fanden i Vold ned i deres eget Rige og et godt Stykke til,
det gjør vi,« forsikrede Halvor, medens Klokkeren og han iilsomt
fortsatte deres Vei nedad mod Frederikshald.




KLOKKEREN FRA ID.


Ids Kirkeklokke lød hen over Sletten. Herrens Time var inde.
Malmtonerne talte over Menneskekjævl; Kirkeklokken, der i
Aarhundreder taalmodig ved een Haand har manet til Fred og Andagt,
klemtede ogsaa i Dag, da Krigsaanden luede og Voldsherren truede;
den stævnede ogsaa i Dag til Gilde i Guds Huus; thi denne Krigs Sag
var Helligaands Sag, det fredede Hjems Sag. Det levende Værn, som nu
maatte til at slutte Hegnet, adlød et helligt Kald; det Staal, der
nu maatte til, var hærdet i Fædrelandsild. Voldsherredømmet stod for
Døren med Krigens Rædsler. Folkeaanden vaagnede med Styrke.

Der kom de strømmende i tætte Skarer, Tistedøler, Saugbrugsmænd og
Bjergfolk; een Aand forenede i Dag Alle. De nikkede til hverandre,
gave hverandre trofaste Haandtryk, talte ikke meget med Munden, men
saa meget mere sagde Øinene fra Hjertens Grund. Landereisningen var
almindelig, Folket stod i Vaaben, Hjemmets Aand drev Valenhedens
Taage af Jorden og afhyllede et straalende Forbillede for kommende
Tider af Selvopofrelse, Hengivelse, uforligneligt Mod. En stor og
løftende Lidenskab er i sin høieste Potens hellig; naar et heelt Folk
gribes deraf i Trængselens Tid, er den Gudstjeneste.

Alle Kirkegjængerne bare Bøsser, som de stillede fra sig mod
Kirkemuren, før de traadte ind i Guds Huus. Under Armen medbragte
de Fleste udskaarne Tiner (Trææsker), i hvilke de opbevarede
Levnetsmidler, der som oftest efter endt Kirkegang nødes udenfor
mellem Gravene.

Dette Samlingssted frembød i Dag et eiendommeligt Syn. Kvinderne, der
sædvanlig fyldte Kirken, stode i Kreds udenfor Gravstederne; vilde,
bredskuldrede Skikkelser med busket Skjæg og lodden Haarvæxt fyldte
Kirkestolene. En stram Lugt som fra et Bjørnehi slog den Indtrædende
i Møde.

Klokkeren fra Id var til almindelig Forundring ikke i Dag oppe
ved Alteret. Søn- og Helligdage vare hans Festdage. Længe før
Gudstjenesten skulde begynde, gik han frem og tilbage i Kirken og
syslede med de smaa Ting, som maaskee intet menneskeligt Øie lagde
Mærke til, men som for Klokkeren var af dyb og stor Betydning. Dèr
laa lidt Halm, som Vinden havde feiet ind over Steengulvet, hist
var lidt Støv paa en Bedepult, -- skinnede ogsaa Alterstagerne
som Sølv? At vaage over disse smaa Ting var for ham ikke alene
vigtige Embedspligter, men en hellig Kjærlighedsgjerning, og naar
Kirkegjængerne kom, mødte de altid Klokkerens alvorsfulde, milde
Blik, der ligesom hilste dem Velkommen til Huse, medens han førte
Enhver til hans Stol. Ogsaa stod Klokkerens Hjem og Bord hver Søndag
gjæstfrit aabent for dem, der kom langveis fra.

»See, der ligger vor Klokker paa Knæ omme bag Døbefonden og tigger
Vorherre om Fred,« brummede en sværlemmet Bonde med blodskudte Øine.
»Ja, hvis Bønner kunde hjælpe her, saa var han Manden til at frelse
Landet.«

Ingen skulde i den bøiede Mandsskikkelse, der laa knælende i dyb
Andagt paa Steengulvet med Ansigtet skjult i Hænderne, medens han
opsendte brændende Bønner foran Alteret, ane den frygtløse Kriger og
Fædrelandshelt. I sin Kirke var han i Dag den Ydmygste for Gud, i
Kampen næste Dag den modigste. Fra Bønnen stod han op for at styrte
sig i Kampen; hans Kjærlighed til Land og Hjem var en Deel af hans
Religion.

Henne fra Kirkestolen bag den store Muurpille hvilede Hustruens Blik
paa den knælende Mand med stor Hengivenhed og usigelig Bedrøvelse.
Hvad hun saae, fyldte hende med Uro og trøstesløs Længsel; en
stærkere Magt end Kjærlighed til hende og Børn drev nu Huusbonden fra
hendes Side. I hendes Bryst lød blot en Tone, blød og vibrerende;
Livet, Lykken, hans Følelse paakaldte denne ene Tone tusinde Gange
stærkere nu i Skilsmissens Time, end da hun gik sorgløs derhjemme i
de lyse Dage.

Javist, man kan gaa ved hinandens Side og dog være skilt ved Bjerge
og Dale, og Hav og Land kan være os imellem, og vi gaa alligevel Side
om Side.

Kirkedøren blev pludselig revet op; en Fylde af Lys og Blæst strøg
ind over de Forsamlede.

Bjørnstad blev synlig i Døraabningen mørk og bred, ved hans
Side Halvor, rank som et Granspir, rødmusset, kjæk og svulmende
af foregaaende Dages Bedrifter. Efter Bjørnstad fulgte hans
Skovhugstmænd, seks sværlemmede Karle, alle med kortskaftede,
bredbladede, blankslebne Øxer i Bæltet, iført Faareskindskofter og
laadne Huer.

Bjørnstad gik op ad Kirkegulvet uden at see til nogen af Siderne
eller tilsyneladende at bemærke, at Mændene i Kirkestolene rykkede
nærmere og spærrende mod Stoldørene. Et Sted strakte en Arm sig ud
og skjød med et Smæld Slaaen for en Dør, en bred Ryg lænede sig
afvisende mod en anden, medens Bjørnstad rolig og værdig gik op mod
Alteret og blev staaende nogle Skridt foran den øverste Stol lige
overfor Prædikestolen.

Saa begyndte Kirkeklokken at lyde over de Forsamledes Hoveder,
langsomt og høitideligt. Ekkoet svarede ude fra Skoven. Klokkeren fra
Id svang sin kjære Malmknebel, høiere og høiere steg Klangen; det
var, som om en Forudanelse om nær forestaaende Dødsstilhed laante ham
dybere og mere levende Toner.

Kapellanen, velærværdige Hr. Niels Stabel, besteg Prædikestolen.
Han talte over Texten: »Hvo, som ihjelslaaer, skal og ved Sværd
omkomme.« Kapellanen fandt dog i Dag en ny og til Leiligheden
passende Fortolkning af Skriftstedet: snart vilde Fjenden ved Sværdet
omkomme og derude ligge og sove under Græstørven; thi han havde ikke
her, men andet Steds hjemme, og skulde nogen af vore egne gaa heden i
den tilstundende Kamp, da kunde det skee i fuld Fortrøstning om, at
deres Sag var Guds og Kirkens og Hjemmets Sag.

Det matte Vinterlys faldt gjennem den lille Rude ved Alteret skraa
henover Klokkerens Hoved. Hans Blik lyste og straalede, hans i
Bønnen sammensunkne Skikkelse rettede sig; han lyttede foroverbøiet,
opmærksomt. Klokkeren fra Id var i Dag til sin sidste Gudstjeneste i
den hjemlige Kirke.

Da Prædikenen var endt, hævede han sin Stemme og sang for, Salmen

    »Saa vil vi nu sige hverandre Farvel
    Og ønske: Guds Fred over Eder,«

først sunget af en eenlig Stemme; lidt efter faldt et dybt og rustent
Mandskor ind, forstærket af høie, klagende Kvindestemmer udenfor
mellem Gravene. Men inde i Kirken svang pludselig en ung og reen
Tenor sig høit over alle andre Stemmer; Halvor stod foran Alteret
med Ryggen til Menigheden, saae sin Morbroder fra Id ind i Øinene
og sang, som kun Troen og Følelsen synger i Taksigelsens løftede
Øieblik. I dette Nu foregik noget usædvanligt mellem disse To; den
Unge gav sin Sjæl hen i Sollys, Jubel og Tak, den ældre modtog
denne Kjærlighedshilsen med et kort Nik; saa smeltede deres Stemmer
harmonisk sammen. Mandskoret omkring dem forstummede som for at lytte
til; det sidste Vers sang de to Mænd oppe ved Alteret alene. Halvors
Øine stode fulde af Taarer; Klokkeren saae opad, medens han lukkede
Salmebogen, foldede Hænderne og sagde: »Amen -- i Jesu Navn, Amen!«

Det blev deres Afskedshilsen.

Dermed var Ole Svendsens Gudstjeneste forbi. Alterlysene skinnede
ikke mere for ham.

Fjeldvinden strøg kold og skarp ned over Kirkegaarden, da Menigheden
atter begav sig ud i det Frie. Kvinderne blandede sig mellem Mændene,
enhver søgte sin Hjemstavn og havde noget at sige, noget, som det
ikke faldt nogen ind at sige derhjemme, men som her maatte siges.
Og det viste sig her, som det oftest viser sig i Trængselens Dage:
Folkets Sjæl er et Lys, der brænder opad. Stormen fløj lutrende og
befrugtende over Jorden.

Efter Prædikenen var Altergang, og de Fleste deeltoge deri, ogsaa
Halvor og Bjørnstads Mænd; det var ham selv formeent som Fredløs at
gaae til Herrens Bord. Mari holdt sin Huusbonds Haand fast, som om
hun ikke vilde slippe den, og hun slap den heller ikke. Klokkerens
Hustru stod nu fattet og indesluttet ved deres Side og saae ud over
Sletten.

En Mængde Mennesker nærmede sig fra Frederikshald. Det var
Stadskapitain Peder Colbjørnsen og hans Frivillige tilligemed
Lieutenant Even Kraft med 40 vesterlandske Soldater af
Fæstningskorpset. Et Hornsignal meldte deres Komme. Altergjængerne
strømmede ud af Kirken og stillede sig op i to Rækker for at modtage
de Kommende. Colbjørnsen gik hilsende forrest og standsede foran
Klokkeren fra Id, som stod i Kirkedøren. Peder Colbjørnsen var iført
Uniform, trekantet Hat, Sabel ved Siden og to Pistoler i Bæltet;
Klokkeren bar sort Vadmelsdragt uden Plet med blændende hvidt
Kalvekryds. Soldaterne stode med Geværet ved Foden.

»I Gaar har Du atter været ude at lege med Fjenden, Du, Kirkesanger;
de synge om Dig nede i Gaderne. Jeg er stolt over Dig, Ole Svendsen
Bakke,« sagde Colbjørnsen med høi Røst og lagde sin Haand paa
Klokkerens Skulder. »I denne ulystige Tid ere Mænd som Du de klare
Morgenstjerner, vi Andre see efter. Vor Krig er ikke den store Krig,
hvor Hærmasser mødes; vor Krig er Hjemmets og Selvforsvarets. Hver
Mand som _Du_ er en Fæstning, og vor Frelse beroer paa hver enkelt
Mand. -- Gud har velsignet Dig; vi Andre takke Dig.«

Klokkerens Øine lyste med en fugtig Glands. Det var ret en livsalig
Høitidsdag, en af dem, Livet ikke bringer mange og ikke bør bringe
mange af. Klokkerens Haand gav Høvidsmandens endnu et sidste dvælende
Tryk, og da deres Hænder skiltes, vare deres Blikke endnu sammen.

Colbjørnsen vedblev henvendt til Mængden: »Vort Maal i Dag er at
befri Enningdalbroen, som er besat af to fjendtlige Compagnier til
Fods og et til Hest og at bringe deres Heste i Bytte til Staden.
Det vil være en herlig Fangst for vore uberedne Folk, hvormed vi
kunne gjøre Fjenden stor Skade. Til dette Værk at fuldføre har jeg
tilkjendegivet Ole Svendsen Bakke at samle hundrede Mand i Vaaben her
paa Id.«

»Alt er i Orden, Hr. Stadskapitain,« meldte Klokkeren. »Hundrede Mand
i Vaaben vente her for at slutte sig til Jer.«

»Jeg modtager dem i Norges Navn,« sagde Colbjørnsen og vendte sig mod
Forsamlingen.

Skjæggede Kraftmænd stode i Muur. Der var ingen Smil, kun alvorlige
Øine med Vilddyrblik, mens Mændene tause bøde sig til Kamp mod
Fjenden: Bryst mod Bryst, Geværsalver bag Hegnene eller Skud fra
Klippeblokke, hvad det nu kunde blive til.

»Vær hilset, I gode Mænd og Brødre!« sagde Colbjørnsen med en
hjertelig Haandbevægelse.

En kort, men velvillig Brummen lød fra de Forsamlede.

Bjørnstad stod henne hos sine Mænd, støttet til Bøssen, og betragtede
dette Møde med et overlegent, spottende Smil. Colbjørnsen vidste hele
Tiden, at Bjørnstad stod der. Han vendte sig pludselig mod ham og
sagde:

»Hvad ønsker Du, lovløse Mand?«

»Intet, og I opnaa ingenting med al Jert Mod,« svarede Bjørnstad. »Du
vil jo nu ud at knuse vor Fjende; men hvor er han, Colbjørnsen? Er
det ham derude, eller ham herinde? Ham derude kan vi jage bort; han
herinde maa ryddes ud.«

Colbjørnsen betragtede ham med et strengt Blik.

»Her er ikke Tid eller Sted at strides om Sligt, mens Fjenden staaer
for vor Dør.«

»Hvor to eller tre Nordmænd ere til Stede, bør ogsaa norsk Tale have
Ret til at lyde -- dèr er min Kirke!« svarede Bjørnstad og strakte
Haanden ud. »Jeg siger, at Fjenden er ogsaa indenfor. Stæng for Jer,
I gode Haldensere, luk jeres Havn, værn Jer med al den Manddom, I
eier, Fjenden, I værger Jer for, sidder til Høibords i jeres Hjem;
Fremmedherredømmet er den Kræftskade, som fortærer vor Lever; Krigen
mod Svensken er en lille Fare. Hellere Voldsherren Kong Carl derude
i Øst, end nogen anden, han er da idetmindste et Mandfolk.«

Et Vredesskrig hilste disse Ord.

»Bjørnstad er udenfor Loven -- bort med ham!« raabte flere Stemmer.

»Jeg er ikke dømt efter vor norske Lov og er derfor skeet Uret,«
sagde Bjørnstad. »Jeg staaer over jeres Lov dernede i Halden, hvor I
kun dømme efter dansk Lovbog.«

»Du fører store og stærke Ord,« sagde Colbjørnsen med rynket Pande.

»Ikke større eller stærkere end jeg selv er,« svarede Bjørnstad og
rettede sig, som om han løftede et Fjeld med det samme. »Jeg giver
mit Liv i Pant for mine Ord, og mine Gjerninger svare til Ordene.«

»Javist, Du gaaer til Grunde, det kjende vi Alle til.«

»Lige meget -- Lys, Ret og Frihed over Landet!« -- Bjørnstad vendte
sig pludselig mod Forsamlingen og strakte Haanden ud mod den. --
»Hører nu Alle mine Ord; enhver, som her er til Stede, kan tage dem
til sig. Gud hører, at det er Sandhed, og hans Aand maa vist være til
Stede her et eller andet Sted over os Alle. -- Vi have Trællesind
her i Landet, skal jeg sige Jer; hvor det er til Huse, er der Hænder
nok til at svinge Hundepisken, og I fortjene ikke bedre Lod end at
fugtles af den, saalænge I taale Fremmedherredømme.«

Noget, der lignede et Ryk, foer gjennem Forsamlingen, et Brøl som
Rovdyrs lød henover Pladsen, knyttede og truende Hænder straktes op
over Mængden.

Bjørnstad blev rolig staaende. Halvor, som holdt sig bagved Faderen,
kastede med et lille Nik freidige Blikke over Bønderne, som om han
vilde sige: »Der fik I det, I kan have godt af længe!«

»Bjørnstad tager for stort Maal af sig selv og spiller altid op paa
Storfiolen,« sagde Eilif Bonde.

Den rige Selveier fra Espegaarden traadte tæt hen for Bjørnstad med
et haanligt Smil.

»I Dag er Du nok ogsaa ude mod vor lovlige Regjering og Lands Ret,
lille Bjørnstad,« sagde han og vuggede Overkroppen paa sine skrævende
Been. »Men nu skal jeg, Espevoldsmanden, sige Dig et Ord, saa godt
som ti af dine: Naar vi nu ere færdige med Svensken, saa skal vi
til at ryge Dig ud, og det skal regnes os for hæderlig Gjerning at
forrette, for Du er en fredløs Mand, der ikke kan værge din egen Tue.«

Bjørnstad syntes ikke at høre, hvad der blev sagt. Hans Skikkelse
tegnede sig skarpt mod Baggrundens graa Taagehimmel, bred og mægtig,
Vinden bevægede hans buskede, graasprængte Haar, medens hans Blik
saae vidt ud over de Forsamlede; en Foregangsmand, en Sandsiger
maatte see ud som han. Han tilhørte maaskee kommende Tider, maaskee
var han en af disse store Aander, der fødes for tidligt, gaa forud
for Skarerne og lide Martyrernes Skjæbne.

Lige overfor ham stod Colbjørnsen, den pligtopfyldende, regjeringstro
Samfundsborger, en Grundpille for det Bestaaende, et forædlet
Udslag af Forfædrenes Overlevering. Hans Øine hvilede ufravendt og
tankefulde paa Bjørnstad, medens denne talte. Hvad tænkte han?

Ole Svendsen saaes ved Colbjørnsens Side; ogsaa hans Blik hvilede
sorgfuldt paa Svogerens furede Ansigt. -- Her stod nu disse tre
fædrelandssindede Mænd, saa ulige i Sind og Anskuelser, der hver især
søgte at tjene sit Land med saa vidt forskjellige Midler. Klokkerens
dybe Tro paa Bønnens Magt gjød Fred i hans Sjæl og Kraft i hans Arm;
han fandt alene Lykkens Tilfredsstillelse i at give sig hen for
Hjemmets Sag uden at overveie; han forstod ikke Svogerens fordrende
Retsfølelse eller den Udsæd, han søgte at kaste i Fremtidens Skjød.

Han rystede sørgmodigt paa Hovedet og hviskede frem for sig:

»Nu briste de sidste Baand! -- Stakkels Mari -- de knyttes vist
aldrig mere sammen.«

Hvem af disse Fædrelandsvenner havde Ret? De to, der støttede og
foregik deres Folk med et lysende Forbillede til at fremme og
opretholde det Bestaaende, eller han, der gik forud for sin Tid og
rykkede op med Rode for at rydde Pladsen for det nye?

Klokkeren gik hen til Bjørnstad.

»Hvad vilde Du her i Dag?« spurgte han bebreidende; »Du vidste jo, at
Du ikke kan høre os til.«

»Høre Jer til?« udbrød Bjørnstad. »Nei, jeg har for længe siden sagt
mig fri fra Jer Alle; jeg vil ikke have mere med Jer at bestille. I
ere Tusinder, I der, med de krummede Rygge! jeg kan ikke magte Jer
Alle. I have erklæret mig Krig paa hvert Fjeld og hver Sti, vi mødes,
derfor maa vi nu drage hver sin Vei; men min Søn dèr skal ikke følge
mig, han faaer høre Jer til; derfor kom jeg hid i Dag. -- Tag ham,
Colbjørnsen, ham og mine Mænd! brug ham vel og lær ham op i jeres
Svandselære, at det maa gaa ham godt, og han maa længe leve paa
Jorden.«

Bjørnstad kastede Hovedet tilbage med den brede, furede Pande over
det trodsige Blik; han rakte sine Hænder i Veiret, halvt knyttede,
halvt udstrakte, som til Velsignelse over Sønnen. Blødt og Haardt
brødes synligt i denne stærke Fjeldskikkelse. Mandens Bryst hævedes
og sænkedes som under Paavirkning af en heftig indre Kamp.

»Jeg tager mod din Søn,« sagde Colbjørnsen og gik frem mod Halvor.
-- »Jeg kjender Dig allerede af Omtale og Bedrift. Du er fra i Dag
optaget som Frivillig i mit Corps. Bliv ved, som Du har begyndt, og
det vil snart blive til mere.«

Saa bragte de en Fane, og Halvor tilligemed andre Frivillige aflagde
Troskabseden.

»Der skal snart spørges Nyt fra Bjørnstads Søn og hans Mænd!« raabte
Halvor, mens hans Haand endnu hvilede paa Fanen. »Men naar Krigen er
endt, saa vender jeg hjem til min fredløse Far. Vor Hæder er hans.«

Da de saae sig om efter Bjørnstad, var han forsvunden. Mængden havde
stiltiende gjort Plads for ham; Ingen hilste ham, Ingen saae efter
ham, da Massen atter lukkede sig bag ham.

»Nu af Sted!« raabte Colbjørnsen. »Gud være med Eder Alle!«

Folkene samledes under deres forskjellige Befalingsmænd. Klokkeren
udvalgte nogle Mænd, deriblandt den rige Gaardejer Joen Brønnelsen
Bjørnstad, der var langt ude beslægtet med Halvor, og gav ham det
Hverv at naae op til Enningdalbroen ved en omgaaende Bevægelse,
for at afskjære Fjenden Tilbagetoget, naar han og hans Mænd angreb
Rytteriet forfra. Halvor og hans Folk skulde følge med dette Parti.
Idet Mændene traadte under Vaaben og forlode Kirkegaarden, kaldte
Ole Svendsen Jørgen og nogle andre Bønder hen til sig.

»Pas mig lidt paa den Dreng,« sagde han; »han er for ung og
fremfusende. Hænder der ham noget, saa rammer Døden hans Moder. --
Du, Jørgen,« føiede han hviskende til og saae hen til sin Hustru;
»det bæres mig for i sære Drømme, at min Dagsgjerning hermed er til
Ende, og at Klokken deroppe snart ringer mig herfra. Bliv da mine
derhjemme en trofast Støtte -- ogsaa Mari. Saae Du hende, da hun
fulgte Manden og forlod Sønnen? Bjørnstad og hun kunne vel trænge til
Hjælp.«

Jørgen trykkede Ole Svendsens Haand. Dermed var den Klokkers
Testamente gjort.

Idet Ole Svendsen gik hen mod Udgangen, traadte hans Hustru frem fra
deres lille Søns Gravsted og sagde med bævende Stemme:

»Dit Liv hører mange til, Ole Svendsen, din Grav deler jeg med Dig
alene.«

Mand og Hustru sank et Øieblik til hinandens Bryst. Saa skiltes de.




OLE SVENDSENS DØD.


Et Øienvidne og Deeltager i hiin Dags Begivenhed, Jonas Rist, en af
de første Frivillige ved Colbjørnsens Corps, theologisk Candidat med
bedste Karakteer ved Kjøbenhavns Universitet, og uden hvem vi vilde
savne det meste af den Kundskab, vi eie om hine Tiders Bedrifter,
»indridsede paa Krønikens evige Tavler,« fortæller herom i en
detailleret Beretning, hvoraf vi gjengive Forfatterens Ord, der med
troværdig Simpelhed malende fremstiller dette for Svendsen Bakke saa
skjæbnesvangre Togt.

»Derpaa gik vi af Byen henimod Klokken tolv og toge Veien over Idde,
hvor Klokkeren havde samlet en Deel Bønder, og gik vi saa videre,
henved to hundrede Mand, opad Enningdalen, som ligger to Miil fra
Halden. Imidlertid var det slemt at fremkomme for det meget Vand,
som stod i Veiene af det Tøeveir, som havde været, og for den megen
Snee, der paa Siderne af Veien laa, endskjøndt man meest maatte gaa
gjennem Skov og Stier. Dog havde _de_ den værste samt længste Vei,
som skulde gribe Fjenden an, mod dem at regne, som skulde skjære
Fjenden Passet af til at undkomme hjem nordover Broen, hvilket Parti
blev anført af Joen Brønnelsen Bjørnstad.«

-- Ole Svendsen Bakke skred taus fremad ved Fogden Peder Smedts Side.
Der var et eget Alvor udbredt over ham, som paavirkede den kraftige
og ellers lunerige Foged.

»Ja, al Ting i Livet er ikke Spøg,« sagde Smedt. »See, Fyrretræet
derhenne med den store Allongeparyk, det burde være vort Forbillede;
dèr staaer den, rød og kneisende, og leer ad det Hele.«

»I Morgen seiler det maaskee som Mastetræ derude paa de fremmede
Have,« svarede Klokkeren betydningsfuldt. »Ingen veed, hvad næste
Time bringer, lad os derfor bruge denne efter bedste Formue.«

»Ja, aa ja!« sagde Fogden dybsindig; »i Dag mig, i Morgen Dig og i
Overmorgen sig.«

»I Nat stod Døden ved min Hovedpude,« vedblev Klokkeren. »Lad være,
det er en sygelig Indbildning; dèr stod den, og dens Haand groede og
groede; tilsidst laa den over mig, men dens Fingerender krummede sig
ned i min Hustrus Bryst. Derfor knælede jeg i Dag ved Døbefonden, som
indviede vore Sønner til Liv i Vorherre, og bad, om denne Kalk maatte
blive taget fra hende og Børnene. Dog veed jeg trøstig, at dersom
mit Liv skal gives hen for vor gode Sag, da groer der nyt Liv og ny
Kjærlighed op om hende.«

»Ret sagt, Klokker,« sagde den bedagede Foged og sendte ham et
skarpt Blik under de kraftige Bryn. »Skulde der times Dig noget
dødeligt, hvad der for Resten ogsaa kan hænde mig, ja, saa kan Du
vente af mig, hvad jeg venter af Dig: vore Børn blive Brødre og
Søstre og skulle dele lige Kaar i vore Hjerter.«

Fogden talte med den Myndighed, der uden Tvivl skrev sig fra den
betydelige Rolle, hans Stilling gav ham, Klokkeren med den sagtmodige
Ydmyghed, som Udøvelse af kirkelig Værdighed indgyder.

»Gud er mit Vidne,« vedblev Klokkeren, »jordiske Baand ere stærke,
saa stærke, at en Mands Bryst kan sønderslides ved at rive sig løs,
og dog er der en stærkere Magt, de retfærdige Stridsmænds Sag. Jeg
har ofte seet dem ligge udhugne i Steen paa deres Gravsteder paa vore
gamle norske Kirkegaarde, og jeg har valfartet til deres Grave og
bedet: Kjære Kammerater i mine Kampe og lønlige Haab, tag mig for god
og lad en ydmyg Broder hvile hos Eder, naar en Gang Kampen er ført
til Ende.«

»Ja, aa ja!« sagde Fogden og nikkede alvorsfuldt. »Naar jeg har
ønsket saadant noget, saa har der dog altid været noget galt i Veien
med Marven i mine Knogler; men en brav salt Flæskesuppe med et
lifligt Glas Kanariesect bringer let det hele System i Lave. I skal
see, naar I i Morgen har faaet jer Livkost, saa kommer I paa bedre
Tanker.«

»Imorgen bliver sikkerlig Festdag her eller hisset,« svarede
Klokkeren.

Fogden, der var en belæst Mand, nynnede hen for sig af et gammelt
Skuespil:

    »Hver søger Skinnet --
    Præsten forsmaaer det ei;
    den tapre Kriger smykker tidt sin Daad.
    Hver søger Skinnet;
    thi den, der være vil sig selv,
    faaer ringe Kaar i Kirken, Leiren, Staten, --
    Saadan er Verdens Gang.«

Klokkeren var pludselig standset ved at høre Støien af en Møllekværn
i Nærheden. Mørket var begyndt at falde. Han udvalgte ti Mænd og
begav sig ad en Sidesti efter Lyden. Det forekom ham mistænkeligt, at
en Møller i denne afsides og fattige Egn havde saa meget at bestille,
at han maatte arbeide ved Lys.

Møllebygningen laa ved en Elv inde i Skoven, noget borte fra
Alfarvei. Idet Ole Svendsen og hans Mænd traadte ind i Gaarden, bleve
de Mølleren og to hvidkoftede Karle vaer i Færd med fra en fuldtladet
Rustvogn at bære Kornsække op til Kværnen; men Karlene havde høie
Kravestøvler med Sporer paa og sorte Halsbind over Møllerkoften.

Mølleren blev raadvild staaende med sin Sæk paa Nakken, mens de
svenske Soldater søgte at komme op i Huset med deres.

»Stands -- eller vi skyde!« befalede Ole Svendsen med tordnende Røst.

Soldaterne lode Sækkene falde, saaledes, at de stode i Dækning bag
dem. Den for et Øieblik siden saa sagtmodige Klokker var i dette
Øieblik frygtelig i sin Vrede. Han maalte Mølleren med et Blik, der
luede af Foragt, og udbrød med lav Røst, som hørtes af Alle:

»Den, der i Dag gaaer Svensken til Haande, er en Landsforræder og
fortjener at hænges paa Dørstolpen udenfor sin Huusdør. Du maler
Svenskens Korn, Møller Hans Aaby. Kirkegaarden burde ikke have Grave
for slige som Du.«

»Enhver klarer for sit som bedst,« svarede Mølleren og slog Øinene
ned. »Maler jeg ikke Svenskens Korn, saa gjør han det selv og
skamferer mig min nye Kværn.«

»Bedre, at Du selv havde revet din Kværn ned end laant den til
Fjendebrød. -- Bind de to Fanger og sæt dem op paa Rustvognen!«
befalede Klokkeren sine Mænd og pegede paa de svenske Soldater.
»Gjøre de Modstand, saa skyd dem ned. I Andre kaster Kværnstenene
i Vandet, slaaer Renderne i Stykker og graver Dammen ud, saa vidt
muligt er. Saa vende I tilbage til Frederikshald med Kornet og
Fangerne.«

Ole Svendsens Mænd skrede ufortøvet til Værket.

»Frænde er nok her Frænde værst, mærker jeg,« sagde Mølleren mørk og
forknyt.

»Siig heller: Fjende er her Fjende næst,« svarede Ole Svendsen og
vendte Manden Ryggen.

Mølleren fulgte efter Bakke og standsede ham udenfor paa Stien.

»I dømme mig ikke for strengt, Ole Svendsen,« udbrød han bønligt;
»Kone og Børn, forstaaer I, sultne Munde, Brød --!«

Klokkeren gik videre, medens Øxehuggene løde ud i Mørket fra Møllen.

»Mens I gjør det værste, som kunde hænde mig fattige Mand, vil jeg
vise Jer en Tjeneste,« vedblev Mølleren og spærrede Stien for Bakke.
»Tre hundrede Mand fjendtligt Rytteri og Fodfolk fare i denne Stund
om i Skoven her ovenfor østerud for at tage Jer og Jeres Folk.
Skipper Daniel var her i Møllen for en Time siden; jeg kjendte hans
lumske Fjæs, alligevel han havde trykket Hatten i Panden.«

»Skipper Daniel?« spurgte Klokkeren med rynkede Bryn.

»Jeg lurede ved Døren og hørte ham fortælle den svenske Vagtmester om
jeres Møde paa Kirkegaarden i Morges, og at I nu ere paa Vei op mod
Enningdalen. De ligge i Baghold efter Jer, saa I komme til at vælge
den vestre Bjergvei.«

Svendsen Bakke betænkte sig et Øieblik og vilde ile videre. Mølleren
strakte Haanden ud.

»Siig et venligt Ord, høilærde Klokker, inden I gaaer,« sagde han
bedende; »her er saa trangt og eensomt i Skoven den lange Vintertid.«

»Gaa hjem i Fred, om Du kan det, norske Mand,« svarede Klokkeren.

»Kan det ikke blive til mere?« spurgte Mølleren.

Svendsen Bakke standsede og betragtede ham sørgmodigt.

»Den, der gjør sin Pligt vel, behøver ingen Ord, og den, som ikke
gjør sin Pligt, ham hjælper ikke Alverdens Ord,« svarede han. »Om
Du kunde give dine Børn Sække af Sølv og ikke kunde skjænke dem et
ubesmittet Navn, og dit Fædreland, saa vare I dog Alle hjemløse
Stakler tilhobe. Jeg har ikke mere at sige Dig.«

Mølleren greb hans Haand og knugede den heftigt med et bestemt og
talende Blik.

»Tak!« sagde han og gik tilbage til sit Huus.

Da Svendsen Bakke igjen traadte hen i Spidsen for Hovedskaren, sagde
han til Fogden Smedt:

»Naar denne Krig er vel endt, beder jeg Eder at hjælpe Møller Aaby
til Rette for den Kværn, vi i Dag have lagt øde for ham.«

Oppe ved Korsveien stod Skipper Daniel og ventede de Frivillige. Han
var iført en viid Sømandspjækkert og rødt Halsklæde, og da Skaren
nærmede sig, svingede han sin Hue over Hovedet. Svendsen Bakke gik
forud for de Andre og traadte hen til Skipperen. Uden at give ham Tid
til at tale, sagde han:

»Jeg kjender dine Rævestreger; men din Broder Jørgen er en fuldgod
Mand; for hans og din Moders Skyld skaaner jeg Dig i Dag. Nu følger
Du rolig ved min Side; hvis ikke skyder jeg Dig ned og takker min Gud
for den gode Gjerning, han saaledes forundte mig at udøve.«

»Hvem har dog bagtalt mig saa formastelig, Morbror Bakke?« udbrød
Daniel fornærmet.

»Der kommer Fogden. Enten lystrer Du blindt og viger ikke fra min
Side, eller vi klynge Dig op som Landsforræder i det nærmeste Træ.«

»Men bedste Morbror!« udbrød Daniel klynkende; »her staaer jeg i Slud
og Mørke og Frost, med vaade Been til midt paa Maven, for at vare
Jer mod at drage øster paa, siden Svensken myldrer som Djævle og har
besat alle Pas op til Enningdalen. Der maa være en tyvebrændt Skurk,
som har røbet jeres Planer, og nu lønner I mig som en Hedning. --
Hei, Foged Smedt!« raabte han Fogden i Møde; »skynd Jer vester paa
det bedste, I aarker; Svensken er ude efter Jer strax øst herfor!«

»Gjentag dine Ord!« befalede Ole Svendsen.

»Svensken ligger 600 Mand stærk nogle Bøsseskud herfra østerpaa!«
brølede Daniel.

Fogden, Lieutenant Kraft og Klokkeren holdt en kort Raadslagning, og
de bleve enige om at følge den besværlige vestre Sti, der ad en Omvei
førte til Enningdalen.

Klokkeren lod Folkene drage forbi og blev alene tilbage med Daniel.
Da Skaren var forsvundet i Skoven, traadte han tæt ind mod Skipperen
og befalede: »Dine Vaaben!«

Daniel smilede spottende og trak sin Kniv halvt ud af Skeden.

»See, her er Tulifas. Naar den Kammerat spadserer ud af sit Huus,
plejer Folk at gjøre deres Testamente, og her har jeg en Kammerat til
Kniven.« -- Daniel slog Koften til Side og viste en Rytterpistol,
som stak i Bæltet. -- »Den er ikke ilde paa Afstand.«

»Usling!« sagde Klokkeren. »Dine Vaaben!«

Daniel spændte Pistolen.

»Du troer nok, Du staaer og skal til at klemte til Pintsefest her
midt paa bare Fjeldet, lille Bakke,« sagde han haanlig.

Aftenen var bleven tung og taaget, efterhaanden som Mørket skred
frem. Nede fra Møllen i Skovhulveien lyste det op til Korsstien, hvor
de to Mænd stode i Blæsten. En Hund gjøede nede i Dalen. Larmen af de
Bortdragendes Skridt tabte sig inde i Skoven.

Klokkeren forblev tavs, til den sidste Lyd var hendøet.

»Nu os To!« sagde han og spændte sin Pistol. »Skyder Du, vende vore
Folk tilbage, og Du er Dødsens. Betænk Dig; Du er i min Haand. Din
Sjæl mægter jeg ikke at redde; dit Liv vil jeg skaane for din Slægts
Skyld.«

»Og I vil ikke gjøre mig Fortræd med det, I har luret Jer til om
mig?« spurgte Daniel usikker.

»Hæderlige Folk pleie at stole paa mit Ord. -- Hurtig -- dine Vaaben!«

Daniel rakte dem modvillig fra sig.

»Hvad har I nu for med Jert eget næstkjødelige Søskendebarn?« spurgte
han klynkende.

»Du skal i Nat sove i Møllen dernede og kan drikke saa mange Kander
Mjød, Du lyster, for de Penge, den svenske Vagtmester nys gav Dig
for at forraade vor Plan.«

»Veed I nu ogsaa det?« udbrød Skipperen og spærrede Øinene op. »Det
var som Djævels!«

Bakke bød ham gaa foran ned ad Stien til Møllerens Huus.

»Jeg bringer Dig en Fange,« sagde Klokkeren og traadte ind i
Kjøkkenet, hvor Mand og Kone og Børn sade nedslaaede og lyttede til
Øxehuggene, der sønderslog deres nye Kværn. »Jeg stoler paa Dig, Hans
Aaby.«

Mølleren lukkede Døren op til Storstuen og skjød Daniel derind efter
først forsvarlig at have surret hans Been og Arme sammen.

»Dersom han slipper fri, røber han vort Togt til Fjenden,« sagde
Klokkeren. »Vort Liv er i din Haand.«

»Vel!« svarede Aaby med et straalende Blik. »Kværnstenen, I smed i
Elven, ligger ikke fastere derude end han derinde.«

Bakke saae hen til Kvinden, der sad nederst ved Bordet, omgivet af
en Flok Børn. Han gik hen, lagde sin Haand paa det yngstes Hoved og
sagde:

»Gud velsigne din Fjeldsti og lægge Sollys over Klipperne omkring
Dig!«

»Klokker,« sagde Aaby, »I er min Mand, I forstaaer en Faders Hjerte.«

»Du seer mig snart igjen,« sagde Bakke, idet han gik.

Han holdt sit Ord næste Dag i Døden.

Om denne Nat skriver Øienvidnet Jonas Rist følgende:

»Klokken omtrent imod fire om Morgenen den 8. April kom vi saa
nær, at vi kunde see Gaarden, hvor det svenske Hovedkvarteer var,
da Lieutenant Kraft stelte alle i Orden, som han syntes bedst,
Soldaterne først med Bajonetterne paa Flinterne, saasom det var
Cavalleri, vi skulde angribe; dernæst formanede han alle til Mod
og Tapperhed, hvilket Alle forsikrede ham om. Allermeest havde
Lieutenanten og de Andre med Klokkeren at bestille; thi han syntes,
at man aldrig kom saa fort, som han vilde, samt sagde disse Ord
derhos:

»At om han skulde gaae ti Mile, naar han havde saadant at forrette,
skulde han ikke blive træt eller kjed deraf.«

Saaledes opmuntrede Klokkeren Folkene den ganske Nat, saa og viste
dem Gjenstier, hvorigjennem de snart kunde komme frem.

Da dette nu var saaledes sat i Stand, gik hver Officeer til sine, og
havde vi ei gaaet 200 Skridt, før en svensk Skildvagt raabte tvende
Gange; men som han ei fik Svar og saae sig allevegne omringet, gav
han sig jammerlig og vilde sprunget til Hovedkvarteret, paa Gaarden
Kirkbøen, vor Ankomst dèr at give tilkjende. Som vore det fornam, saa
vare de alle lige snare til Fods med ham, og blev derfor ei givet
Varsel, førend den Vagt, som stod i Gaarden, skjød, og vi hilsede dem
Godmorgen med et 50 Skud paa de 24 Mand, som holdt Vagt udenfor,
saa de Fleste maatte sove hen. Men én af den samme Vagt havde krøbet
under Ladebroen og laa der i Skjul og skjød Klokkeren, Ole Svendsen
Bakke, gjennem Brystet, saa han døde; strax faldt og en Volonteur
af Capitain Colbjørnsens Compagnie, som var en fattig Kvindes Søn i
Tistedalen.

Da Klokkeren nu faldt ned af Skuddet, tog en af hans Sognefolk fat
paa ham og vilde reist ham op, men fik dette til Svar: »Lad mig ligge
i Jesu Navn -- Hils min Kone og umyndige Børn. Jeg er vel fornøiet;
gjører I Eders Bedste.«

Og i det døde han.

Da nu Bønderne fik den Svenske at see, som stjal Livet af disse
tvende Mænd, da gjorde de saadant Skrig og Anfald paa ham af
Forbitrelse, at han inden et Øieblik fik over ti Kugler i sig, og
vare snart færdig at rive ham i Stykker; siden holdt de stedse ved at
skyde, for nu vare Bønderne blevne vrede for deres Klokker, saa det
var umuligt at stille dem tilfreds.

Fangerne vare henimod 50 og Ritmester Lehmann. Døde af de Svenske
vare henimod 28, som laa paa Pladsen, da vi forlode dem, saasom
der laa 1500 svenske Bønder nedenfor, som ventedes did op efter.
Klokkeren og forommeldte Volonteur bleve begge førte nedover, hver
paa sin Hest.«

-- En halv Time senere standsede Toget. En stærk Drønen og Blistren
af Hestetrav lød inde fra Skoven og indjog Folkene den Tanke, at
de bleve forfulgte af svenske Ryttere. De satte sig derfor i
Forsvarsstilling og ventede.

Maanen var nu brudt igjennem og sendte sine klare Straaler lodret
over Skovveien. Ved en Omdreining kom en broget Skare til Syne.
En Flok opsadlede Heste uden Ryttere, men med fuld Oppakning af
Karabiner, Sabler, Kapper og Pistoler fore frem i stærkt Trav, ledede
af Soldater i hvide Kjoler. Det var Bjørnstads Folk.

Foran Toget fløi en graa Skimmel, der bar en ung Rytter. Hans
lyse Haar flagrede i Vinden; Huen var faldet af underveis. Han
fremskyndede Hesten med høie Jubelraab, da han saae de norske
Mænd; den foer i Fiirspring op foran Fronten. Ung Halvor saae sig
seiersstolt omkring.

»Morbror Bakke!« raabte han med høi Røst; »her er vi med kongeligt
Bytte: tre lyslevende Krigsfanger, sex og tredive Officeersheste og
Mundering til alle os Frivillige. -- Morbror Bakke, hvor er Du?«

Soldaterne droge sig stiltiende til Side og lode en Plads aaben hen
til Hesten, som bar Klokkerens Liig. Halvor red et Par Skridt fremad.
Maanens Lys faldt blaaligt og blændende over Ole Svendsens mørke,
karakteristiske Hoved med de i Døden stivnede Træk, hvis blege Farve
fremhævedes mod Hestens sorte Manke. Faklernes Skjær, der omgav de to
Døde, fremhævede det sørgelige Billede.

»Morbror Bakke!« lød det som et Klageskrig fra Halvor. Han sprang
ned paa Jorden og ilede hen til den Døde.

»Morbror!« gentog han blødt og hviskende; en Verden af ung
Hengivenhed lød i hans trøstesløse Klage. Han lænede sit Hoved mod
Klokkerens; en dyb Fortvivlelse banede sig Vei i et Skrig: »Morbror
død! -- De Hunde, de Slyngler -- dræbt ham!«

»Fremad!« kommanderede Lieutenant Kraft.

Toget satte sig atter i Bevægelse. Halvor greb Klokkerens Hest i
Bidselet og førte den tavs videre. Hans Kinder vare blege, hans
Øine brændte, medens han forsigtig ledte Hesten henad Veien gjennem
Vandhuller og Iis, som om han frygtede, at dens ublide Bevægelse
kunde skade den Døde. Det lyse Hoved paa de unge Skuldre, hans faste,
spændstige Gang og det sørgmodige Blik mindede om en fangen, nordisk
Viking, lænket foran en hjemvendende Seiersvinders Triumftog. Kun een
Gang kastede han et sky Blik tilbage paa Liget. Hans Bryst var fyldt
af andre levende Syner, der stege frem rundt om ham af Morgenens
Rimtaager; for ham havde Morbroderens kraftfulde Livsbillede intet
tilfælles med Død og Tilintetgjørelse.

See, det var derovre bag Fjeldskrænten, at Morbroderen, Jørgen og
han for nogle Dage siden havde haft den kostelige Spas med en Trop
fjendtlige Ryttere, som sprængte frem mod deres Baghold.

»Blæs, lille Halvor, og lad dem fornemme, at vi er her,« havde Bakke
sagt. Og Halvor var sprungen frem paa Pynten med Hornet for Munden
og blæste til Angreb, saa Rytterne gjorde omkring og vare som blæste
af Veien med det samme. -- Det voxende Dagslys lagde et rosenrødt
Skjær over Klippens Top, mens Toget drog forbi.

Og Dagslyset steg frem, Nattens sidste Ulvehyl døde hen i Skoven,
Morgentaagen bølgede bort mellem Granerne, det blaalige Dække gled
til Side over Egnen, den blaa Himmel, de hvide Skyer, alt hilste
det vaagnende Liv velkommen. De enkelte Veifarendes glade Tilraab
forstummede og bleve til Klager, da de fik Øie paa deres Klokkers
afsjælede Legeme.

Halvor gik fremad uden at see eller høre. Dernede bag Fjeldet
tilvenstre havde det blusset lystigt forgangen Nat -- hu hei! --
Fjendens Korn- og Høforraad, som de om Dagen havde tvunget Bønderne
til at kjøre sammen, gik op i Luer, og Bakke stod midt i Røgen og
antændte den sidste Rustvogn, mens Skuddene knaldede, og Trommen
kaldte til Vaaben.

Og forrige Nat! Var Morbroderens Liv kun reddet, da de vare ude
som Bissekræmmere, for ynkelig at omkomme her? En vild, ubændig
Hulken brød frem fra Halvors Bryst. -- Og saa derhenne i Id Kirke,
Psalmen, Klokkerens dybe, bløde Stemme havde sunget som et Farvel til
Jorden, og det sidste Vers, der lød til ham alene med Morbroderens
alvorsfulde Blik dybt i hans:

    »O, hjælp os, Gud Fader, o, hjælp os, Gud Søn,
    saa glade vort Løb vi fuldende;
    Gud Helligaand, himmelske Trøster i Løn,
    lad Kjærlighedsluerne brænde,
    at vi kan med Lyst
    og Mod udi Bryst,
    saa kæmpe, at Kronen vi vinde.«

Nu havde Klokkeren vundet.

Efterhaanden, som Toget nærmede sig Frederikshald, sluttede flere
og flere sig dertil. Da det naaede Riishaven udenfor Staden, fulgte
flere hundrede af Egnens Folk. Der var ingen Glæde over Seiren; nu
saaes, hvor æret og elsket Ole Svendsen havde været; stærke Mænd
sørgede, Kvinderne klagede som over en nær og afholdt Slægtning.

Peder Colbjørnsen stod ved Indgangen til Riishaven og modtog Toget.
Han traadte hen til Liget, alvorsfuld og tavs og saae sørgmodigt
ind i Ole Bakkes halvaabne Øine, der syntes at besvare hans Blik.
Saa greb Colbjørnsen Corpsets Fane og sænkede den over den Døde.
Morgensolen gjød sit Lys som en Glorie over Baaren; Mængdens Hjerte
strømmede over; det lød som et Folks Hulken over Pladsen.

Den tredie Paaskedags Morgen hørtes den dæmpede Lyd af floromvundne
Trommer over Idsletten. Efter Trommeslagerne fulgte Sørgemusiken, saa
kom Colbjørnsens frivillige Corps i fuldt Gevær. Peder Colbjørnsen
gik nærmest Kisten med dragen Kaarde; efter ham fulgte den Dødes
nærmeste Slægt og Venner.

Saaledes gik Ole Bakkes Hustrus Drøm i Opfyldelse. Mandens Liig blev
baaret forbi deres Hjem; Vinduerne vare tilhyllede, Døren lukket.

Da Følget kom ind i Kirken, blev der sat Vagt ud overalt, de yderste
til Hest, samt ti Mand paa Kirkegaarden og to foran Indgangsdøren,
fordi den svenske Grændse var nær og Idfjord tilfrossen. Hver Mand
tog sin Flint med i Kirken, medens Kapellanen, Hr. Stabel, holdt
Ligprædiken og beviste, hvor vel den døer, som døer for sit Fædreland.

Der var stille i den gamle Kirke. I det Øieblik, Ligbærerne nærmede
sig for at løfte Kisten, traadte en sørgeklædt Kvinde hen for
Hovedenden. Et ligblegt Ansigt kom til Syne indenfor det sorte
Uldklæde. Hun stirrede paa Laaget, som om hendes Blik saae tværs
igjennem Træet, løftede saa begge Arme mod Himlen og udbrød med en
Stemme, der skjælvede og bævede, men forstodes af Alle:

»Det høre Du, dyrebare Huusbond i din Himmel: havde jeg ti Sønner,
skulde jeg gladelig see dem drage ud og falde for vort Fædreland, som
Du gav dit Blod!« De andre greb den segnende Kvinde i deres Arme, da
Kisten sænkedes ude i Graven, og to Geværsalver løde hen derover i
den stille Paaskemorgen.

En af Norges gode Sønner var stedet til Hvile. Mindet om Ole Svendsen
Bakke lever endnu; om ham siges i Folkemunde:

    I Landet var han født,
    i Kirken var han Degn,
    i Marken General
    for Folket af sin Egn.

De have reist Klokkeren fra Id en Steenstøtte i hans Sogn. Paa
Norges Historiebrædt ridsede han selv med sit Blod en trofast Søns
Kjærlighedstilstaaelse:

                               S. M.




COLBJØRNSENS »BROGEDE KARLE«.


De krigerske Begivenheder i de følgende Maaneder efter Klokkeren
fra Ids Død udmærkede sig kun ved større eller mindre Skjærmydsler
mellem Frederikshalds Borgere og de Svenske. Kong Carl var draget
med Hovedstyrken af sin Armee mod Christiania i det Haab at indtage
Norges Hovedstad. Den 29. April maatte han imidlertid med uforrettet
Sag skyndsomst drage sine Tropper tilbage, da Aggershuus Fæstning
skjød Victoria for Wismars Indtagelse, og Kong Carl antog, at den
heftige Kanontorden, der ledsagedes af 3000 Mands Musketild, var et
Signal for de norske samtlige Tropper at angribe hans Armee fra alle
Kanter; saavel Officerer som Menige spaaede hverandre, at ingen af
dem vilde komme levende ud af Norge igjen. Næste Morgen fandtes ikke
en Svensk i Christiania By, der var udplyndret og ilde medtaget.

I Mai Maaned samme Aar vendte de svenske Tropper tilbage over
Grændsen, og i Juni og Juli lod Kong Carl Frederikshald indeslutte og
beleire.

I denne Trængselstid udfoldede de to Brødre Colbjørnsen og deres
Frikorps stor Virksomhed; i flere Miles Omkreds udenfor Staden
indbragte de Underretning om Fjendens Krigsplaner, brændte hans
Fourage- og Proviantbeholdninger, opsnappede hans Budskaber og
foruroligede hans Nattekvarterer. Overalt i Skovene, paa Bjergstier,
ja midt i selve Fjendens Leir fandtes faldne Svenske, skudte eller
dræbte ved Sabelhug; Colbjørnsen og hans »brogede Karle«, som Fjenden
spottende benævnte hans Mænd paa Grund af deres uensartede Klæder,
havde atter været paa Spil og bleve det stadige Samtaleemne omkring
Svenskens Varmebaal. Naar Fjenden udstillede sine Forposter, lød den
stadige Formaning: »Hold Øine og Øren oppe; de brogede Karle er i
Nærheden.«

Rygtet fortalte, at naar Kong Carls Mænd fik fat i nogle af de
Frivillige, bleve de klyngede op i det nærmeste Træ, hvis ikke
Vreden over lidte Tab og Hadet først lod Fangerne gjennemgaa større
Mishandlinger. Saaledes fandtes Søfrin Hagens Liig hængende i et
Lindetræ udenfor et Saugskjæreri ved Tisteelven. Hans Overkrop var
blottet, og hans Legeme bar blodunderløbne Strimer over Ryg og
Lænder, som om han havde løbet Spidsrod mellem Soldaterne inden
Executionen. De Frivillige svore at tage blodig Hævn og holdt Ord:
den følgende Nat hang tre svenske Soldater i samme Lind; de havde
trekantet Hat og Rytterstøvler med store Sporer paa Benene; iøvrigt
vare de lige saa nøgne, som da de saae Dagens Lys af Moders Liv.

Der faldt mange Skud de mørke, sludfulde Nætter rundt i Skovene, og
mangt et Blodspor førte næste Morgen til en fældet Fjende, der havde
slæbt sig et Stykke længere hen, for at dø som et vildt Dyr, bag en
Klippe, under en Busk.

»Colbjørnsens Blodhunde!« raabte de svenske Krigsmænd i mægtigt
Raseri. »Steile og Hjul skal de klæde, naar vi om nogle Dage have
indtaget Frederikshald.«

»Det gaaer saa let, som om vi havde den Snerpe i en Sæk!« raabte
Trompeter Månsson. »Jeg digter paa en ny Slagsang til Jer, Manne; men
den synger vi først derinde i Staden med en Jomfrulil paa Skjødet.«

Enhver Vei eller brugelig Marchroute mellem Kong Carls Armee og
Frederikshald var besat af Colbjørnsen med mindre Poster, og ingen
Sinde forsømte de halvvilde Tistedøler og Bjergbønder deres Pligt,
saa at Byen, sikret betimelig Underretning, trygt kunde afvente
Begivenhedernes Gang. Man vilde i vore Dage ansee det for umuligt,
at Mennesker kunde udholde, hvad disse tapre Folk maatte gjennemgaa
Dag og Nat, naar de snart gjorde Marcher paa ti til tolv Miil i de
af Fjenden besatte Egne, snart stode som Kosakpost paa Bjergkamme
i Slud og Blæst, og hvor man i de faa Timer, som kunde stjæles til
Søvnen, laa paa den nøgne Jord, saa at man takkede Gud for lidt Læ
bag en Klippekant; eller milevidt bleve forfulgte og kun ved snilde
og dumdristige Foretagender frelste sig fra Forfølgerne.

Saaledes skjød Jørgen Halvorsen som ensom Forpost midt ind i en
fjendtlig Trop i Nærheden af Femvandet, derefter strøg han ned
til Bødkeren ved Bakkens Fod, tog Mesters Skjødskind, fyrede op i
Skorstenen og høvlede nok saa fredelig paa Pibestaver, da Fjenden
undersøgte Hytten.

Dydsmønstre vare disse vilde og trodsige Karle egentlig ikke; men de
erstattede ved personlig Hengivenhed og Hundetroskab mod Colbjørnsen,
hvad de manglede i Blidhed og Føielighed.

Der var heller Ingen, der forstod at tage Folkene med sig som Peder
Colbjørnsen. Da en Deel af hans Mandskab nylig gjorde Optøier ved en
Bro og stoppede Færdselen, for at tvinge enhver Veifarende til at
betale Skat, lod Colbjørnsen de brogede Karle stille udenfor sin Dør,
befalede dem at nedlægge Vaabnene og gaa hver til sit.

»Jeg kan ikke bære Ansvaret for saadanne Vildbasser som Jer,« sagde
han.

De skjæggede Bjergfolk krøbe angergivne sammen og bad Capitain Peder
saa mindelig om at blive ved at være deres Chef og prøve dem blot
nogle Dage endnu.

»Saa maa I forpligte Jer til blindt at lystre og underkaste Jer
enhver Straf, jeg finder nødvendig,« sagde Colbjørnsen.

»Det har sin Rigtighed; vi maa holdes skrapt,« sagde Mændene og
nikkede til hverandre, som om det var en given Sag.

»Jeg dømmer Jer da Alle til i Aften at tømme et Kruus for min
Regning i »den forgyldte Nøgle«!« kommanderede Colbjørnsen og fik et
tordnende Hurra.

En determineret Næstkommanderende vilde følge med Folkene.

»Hør, Tomasen, Du bør ikke gaa til Mandskabet i Aften,« sagde
Colbjørnsen.

Men Sergeanten gik alligevel og fandt Anføreren fra Broen, Niels
Anker, siddende i en Lænestol, fuld og pralende.

»Gaa hjem, Fyldebøtte! Du sidder jo her og blamerer vort hele Corps,«
befalede Underofficeren.

Den gamle Ulk med de blodskudte og veirbidte Træk var bjørnestærk;
han sprang op, gjorde Tegn til Kammeraterne; de trængte sig sammen
mod Døren og fik Befalingsmanden skubbet udenfor uden at løfte en
Haand.

Næste Morgen maatte de igjen stille for Colbjørnsens Huus. Niels
Anker traadte frem med Haanden til Huen.

»Vi lystrede Ordre, saa godt vi kunde, Hr. Capitain, og slog en bedre
Basseralle. Sergeant Tomasen dèr vilde forlede os til Ulydighed mod
Chefens høie Ordre, derfor lod vi ham gaa udenfor.«

»Saa dømmer jeg Jer Alle til en ny Basseralle efter den første Seir,«
kommanderede Colbjørnsen. »Men Niels Anker skal i Dagsarrest.«

»Til Tjeneste!« svarede den Gamle og grinte.

Peder Colbjørnsen holdt strengt paa sit Corps' militaire Ære og
paa dets Uafhængighed af Fæstningscommandant Brun, som ved flere
Leiligheder havde lagt sin Misfornøielse for Dagen over, at Borgerne
ved at oprette dette Fricorps blandede sig i hans Rettigheder at
forsvare Staden. Det var kommen til flere beklagelige Sammenstød
mellem ham og Fricorpset, og Commandanten skal have udtalt disse
mindeværdige Ord, da hans Assistance blev søgt til i Forening med
Colbjørnsens Mænd at drage ud mod en fjendtlig Styrke i Byens Nærhed:

»Lad Borgerne passe deres Stad; _jeg_ forsvarer Fæstningen.«

Colbjørnsen sendte derfor ikke sit Corps' Straffefanger til det
militaire Fængsel, men som Soldater tillod han heller ikke, at de
indsattes i Byens Arrest. Da saaledes intet Fængselslokale var ved
Haanden, lod han Niels Anker sætte i et Brædeskuur uden Slaa i hans
egen Gaard og en Skildvagt for Hullet.

»Væk med Skildvagten!« brummede Niels. »Jeg skal nok passe paa mig
selv.«

Op ad Dagen kom nogle fine og fornemme Kjøbmandsdøtre for at faae
nogle af de meget omtalte brogede Karle at see. Colbjørnsen havde
ingen anden hjemme end Niels og gik ned med Damerne i Gaarden. De
saae sig forbauset omkring.

»Hei, Niels -- herfrem med Sig!« kommanderede Colbjørnsen.

Saa stak Niels sit skjæggede, uredte Hoved frem af Hullet og
stirrede livsalig paa de unge, smukke Damer.

»Hvorfor løber Du ikke din Vei?« spurgte Frøken Jonassen og rakte ham
et Pengestykke.

»Gud velsigne hendes kjønne Ansigt!« svarede Skjælmen. »Saa havde jeg
jo ikke faaet Dem at see.«

Det Pengestykke blev det bedst udgivne i den unge Dames Liv,
hvad Niels Anker senere fik Leilighed til at bevise. -- Ja vist,
undertiden kan Musen hjælpe Løven, det er afgjort.

Som sagt, et mærkeligt Forhold og Kammeratskab knyttede de fleste
af disse halvvilde Folk til Colbjørnsen i Liv og Død med en
selvopofrende Hengivenhed, der skulde søge sin Lige, ikke alene i
Krigsaarene, men for hele Livet. Hvornaar og hvorledes denne Pagt
blev sluttet, det Spørgsmaal faldt det Ingen ind at opkaste. Hvad
var det, der gjorde alle disse Anstrengelser, Savn og Lidelser saa
lette at bære, der gjorde mugne, steenhaarde Beskøiter og harsk
Flæsk til velsmagende Maaltider og daglange Marcher, efter hvilke
Skindet hang ved Støvlerne, til lystige Eventyr, der bragte disse
halvbevidste, men heelt følende Mænd til at gaa i Døden, freidige
og skjemtende, uden Rædsel, med en Følelse af løftende Alvor? Det
var ikke alene det interessant Spændende og rigt Afvexlende, som
farefulde Hændelser afgive, og som syntes at tiltale disse stærke,
friske Naturmennesker, nei, det var Hjemmets Aand, som atter her
besjælede Alle, Følelsen af, hvad Fædrelandet har Ret til at fordre
som Gjengjæld for, hvad det skjænker hver Enkelt: Alt, hvad der
giver Livet Værd, og som omslutter alt det, hvortil vort Hjerte er
knyttet. Det var denne Følelse, som gjorde Frederikshalds Borgere og
»de brogede Karle« til Brødre og Kammerater gjennem skiftende Aar,
og der blomstrede Velsignelse af det Fælleskab, det bar freidigt og
broderligt gjennem de store Sorger og lod senere finde Glæder og
Nydelser dèr, hvor vore Dages venneløse Mennesker kun see den stenede
Vei. Denne Broderfølelse gjorde Hjertet stort og Armen stærk og de
mægtige Bedrifter lette som den ligefremmeste Sag af Verden. Aanden
fra de store Minder laa over Staden, værnende og samlende; Splid og
Tvedragt, Mistillid og Tvivl gik op i de vidt lysende Luer fra Byens
lave Træhuse.

En Aften vendte Peder Colbjørnsen hjem fra et af sine sædvanlige
Recognosceringstogt ind i det af Fjenden besatte Terrain for at
opdage, hvad han foretog sig, og for paa Hjemveien at inspicere sine
Patrouilleposter, udstillede i Kreds udenom Staden.

Øst for Frederikshald paa Bjørnstads Hede kom han til et fattigt
Træhuus, hvor et Stykke skjævt Glas i Væggen erstattede Ruden, og
hvor Alt røbede den dybeste Nød og Armod. Colbjørnsen standsede sin
Hest og bankede med Skaftet af sin Ridepidsk paa Dørlaagen.

En Mand kom tilsyne i Aabningen, og ude af sig selv af Glæde ved
at see Colbjørnsen i den hvidkoftede, danske Uniform i Stedet for
Svenskens gule og blaa, sprang han ud midt paa Veien og greb Hestens
Bidsel.

»I Herrens Navn, kom indenfor, I er jo vaad, og Hesten stønner, saa
træt er den; træd ind i min ringe Hytte og gjør den stor!« bad Manden.

Colbjørnsen trak Tømmen til sig.

»Jeg har i Nat vigtige Ting at varetage og ønsker blot at høre, hvad
I har seet til Svensken i Aftes.«

»Svensken var her og tog vor Ged, da Solen gik ned, men betalte den.
Han talede vakkert for sig og lovede os et nyt Huus, naar han først
var kommen til Regimentet. Vi lod ham snakke og tav dertil. -- Giv
mig i det mindste Lov til at snige mig gjennem hans Forposter, mens
I hviler ud i Hytten. Jeg er her igjen om en Time med fuld Besked.«

Colbjørnsen rystede paa Hovedet.

»Saa lad mig løbe foran Jer Hest for at være Jer til Nytte
underveis,« bad Manden.

Mens han talte, kom hans Kone ud, og Colbjørnsen bemærkede, at begge
kjærtegnede hans Hest, klappede den paa Mulen og gav den gode Navne,
alt mens de løste Milerne og ivrigt stoppede det ene Stykke Brød
efter det andet ind mellem dens Tænder.

Colbjørnsen bekjendte senere, at han, skjøndt haardfør Soldat, havde
ondt ved at beherske en pludselig overvældende Følelse af Lykke og
Bevægelse ved at see disse fattige Folk, der næppe selv havde det
tørre Brød i deres faldefærdige Rønne, liste sig til at stoppe deres
Føde i Munden paa hans forkomne Hest, siden de ikke paa anden Maade
kunde være ham til Nytte.

Lidt længere fremme paa samme Ridt forbausedes Colbjørnsen ved i
Morgendæmringen at see en Bonde ligge udstrakt paa Mosegrunden ved
Siden af Veien med Øret trykket lyttende imod Jorden.

Colbjørnsen standsede og spurgte, hvad Manden bestilte.

Han svarede: »Det er forfærdeligt at høre de svenske Ryttere
galoppere omkring paa alle vore norske Veie.«

Colbjørnsen sprang af Hesten og hørte sagte, fjerne Drøn, som Bonden
bedre forstod, efter at han saalænge havde benyttet denne Telefon.

Paa hvert Bjerg og hver Bakkekam stode alle Nætter Mænd og Kvinder,
stirrende og lyttende, angstfulde og bævende, og alle erkjendte
de senere, at det var skjønne og lykkelige Timer, skjønne, fordi
saa meget af det ædleste og bedste i Mennesket kom til saa fyldigt
et Udtryk, lykkelige, fordi de skjænkede Livet et saa rigt og
bevæget Indhold, at Timerne bleve mere vægtige end senere lange
Aar, tilbragte i daglig Dont, hvor Dagene svinde uden at bringe
andet Udbytte end en navnløs Grav, en Virkelighedstilværelse uden
Eftermæle, der ofte hverken i Liv eller Død skjænkede Følelsen af at
have levet.

Nedenfor Skonningfossen paa den Vei, der fører til Frederikshald,
standsede Colbjørnsen og saae sig om. En Mand reiste sig af Grøften;
det var Hans Brecke, en af Colbjørnsens Frivillige, som havde denne
betroede Post og varetog den med en Glubskhed, der var lige saa
farlig for Landets Egne som for Fjenden. Hans Brecke var en forsoren
Smugler, om hvem Sagnet endnu veed meget at fortælle i hans Fjeldegn.
Han kjendte Vadesteder, Stier og Veie bedre end nogen anden. En
undersætsig, fiirskaaren Skikkelse med et veirslagent Ansigt, brunt
som en Taters og med et langt, graasprængt Skjæg, der var flættet ind
i Blykugler. Udtrykket i Ansigtet, navnlig i Øiet, fik undertiden et
Præg af saa ubøielig Vildhed, at Folk vare ængstelige for at være
alene sammen med ham.

Colbjørnsen vilde ride fremad, men standsedes pludselig af et
tordnende: »Holdt -- hvem dèr?« og af en Bøsses uheldsvarslende
Klikken.

»Du holder god Vagt, Hans Brecke,« sagde Colbjørnsen og rakte
Smugleren sin Feltflaske.

»Hvordan Fanden skal jeg i Mørke kjende Ven fra Svensken, forinden
jeg har dem paa Halsen?« brummede Hans og rakte Colbjørnsen den tømte
Flaske tilbage.

»Du tilraaber dem »Holdt! -- hvem dèr?« og naar de svare paa Svensk
eller slet ikke svare, saa brænder Du dem paa Pelsen for at vare dine
Kammerater. Fortsætter Svensken sin Fremrykning, maa Du naturligviis
i Mørket see at knibe ud langs Klipper og Grøfter for hurtigst muligt
at bringe mig Melding.«

»Skal skee!« svarede Hans med et tilfreds Griin. »Saa melder jeg
Capitainen, at en Trop svensk Cavalleri for en halv Time siden
kom hernedover mod Fæstningen. Jeg raabte dem an, og da de ikke
lystrede, spændte jeg Hanen og trykkede løs. Min gamle Flint klikkede
fire Gange, og hele Troppen gjorde omkring og steilede Øst paa,
Fanden i Vold.«

Colbjørnsen tog for første Gang Hans Brecke i Øiesyn ved Skjæret fra
sin Blændlygte.

»Det var Dig, som i Morges kom ind til Byen med et Læs Geværer?«
spurgte han.

»Ja, det var mig,« svarede Hans.

»Du afleverede din Vognladning til Fæstningskommandantens Folk,
skjøndt min Ordre lød paa, at Du skulde kjøre Vaabnene op til min
Gaard?«

»Officeren truede mig til at lystre hans Befaling, og Brovagten jog
Sabelen i Bringen paa min Hest, da jeg vilde tvinge mig Vei.«

Colbjørnsen tildeelte Manden en alvorlig Irettesættelse. Brecke holdt
fast paa Hestens Bidsel og brummede, da Colbjørnsen vilde ride videre:

»Siig et godt Ord, Capitain!«

»Slip Hesten.«

Hans Brecke lystrede, men gjentog:

»Jeg vil ligegodt have et godt Ord, Capitain Peder!«

»I Morgen tidlig skaffer Du Heste og Vogn og kjører Gods og en
Drift Kvæg ind til Frederikshald for Saugbrugsfolket ovenfor
Skonningfossen,« sagde Colbjørnsen og talte 3 Mark op til ham.

»Jeg kan just ikke sige, jeg er slikken efter den Forretning, for
det gaaer ikke,« brummede Smugleren. »Men naar Capitainen befaler,
maa jeg jo lystre.«

»Jeg betroer Dig det Hverv, fordi jeg stoler paa Dig, Hans Brecke,«
sagde Colbjørnsen.

»Godt, Capitain!« lød det som et hæst Brøl efter ham i
Morgengraaningen.

Et Par Dage gik. Colbjørnsen saae intet til Brecke, og han opgav
Tanken om at gjensee ham, idet alt det betroede Gods ikke var en
daarlig Fangst for den gamle Smugler at smutte østpaa med over
Grændsen.

Medens Colbjørnsen den følgende Dag stod paa Torvet og exercerede med
sine Folk, følte han pludselig et Jerngreb om sin Arm. Ved at vende
sig stod han Ansigt til Ansigt med Brecke, hvis vilde Øine gave nogle
sære Glimt, idet han hviskende udbrød:

»Jeg har det Altsammen!«

Han førte Colbjørnsen ned til Broen og pegede paa en Vognrække,
belæsset med Gods fra Egnens Folk og omgivet af brægende Geder
og Køer. Længst tilbage holdt en Vogn, som Brecke syntes meget
omhyggelig om.

»Hvad bringer Du dèr?« spurgte Colbjørnsen.

»Jeg fik jo paa Hovedet af Capitainen,« brummede Brecke, »fordi jeg
lod Kommandant Brun tage det Læs Geværer fra mig; saa tænkte jeg, at
det var bedst at faae et andet Læs Flintebøsser ned til Dem for at
blive gode Venner med Dem igjen.«

»Hvor i Alverden har Du faaet de Geværer fra?« spurgte Colbjørnsen
forundret.

»Jo, det var nu ikke saa vanskeligt, Hr. Capitain. Svensken har netop
bekjendtgjort, at Beboerne skal aflevere deres Bøsser, og Enhver,
der ikke efterkommer Befalingen, skal føres over Grændsen. Saa fik
jeg mig en Vogn og kjørte fra Gaard til Gaard nok saa magelig og
sagde til vore Bønder, at hvis de vilde have deres Vaaben afsendt til
Capitain Colbjørnsen, saa kunde de lægge dem i min Vogn; men vilde
de af med dem til de Svenske, saa skulde de blot vente et Øieblik,
saa kom de strax efter dem. Jeg troer ikke, at Fjenden finder noget
Vaaben i de Gaarde, som jeg har besøgt,« tilføiede Brecke med et
bredt Grin og trak en gammel Læderpung frem, hvoraf han lagde to Mark
og nogle Skilling paa et Kjældertrappetag. »Værs'god -- dèr er hans
Penge.«

Colbjørnsen saae forbauset paa Manden; det Hele blev mere og mere
gaadefuldt.

Brecke forekom hans Spørgsmaal, med den Forklaring, at
han naturligviis ikke vilde spilde Capitainens Penge til
Transportudgifter, al den Stund Svensken afgav Befordringen.

»Svensken?« udbrød Colbjørnsen.

»Ja, det er ganske ligefremt: Svensken havde udkommanderet Vogn til
at befordre Vaaben og Fødevarer til deres Leir; men det Hele var i
et saadant Roderi, at jeg rolig spændte mit Forspand for deres Vogn
og ordnede det Hele paa bedste Maade, og for god Betaling viste jeg
dem Vei, saa gik det Hele af sig selv. Jeg blev ved med at kjøre
foran, lige til det blev mørkt, saa stak jeg ind paa den Vei, der
gaaer lige ud i Mosen med en smal Overkjørsel, som Svensken vist
havde vanskeligt ved at hitte, for jeg syntes de skreg fælt, mens
de druknede i Sumpen. Og saa havde jeg kun et lille Stykke Vei til
Frederikshald.«

Brecke havde udført sin dristige Plan med en Snildhed og Sikkerhed,
hvori hans Kjendskab til Fjendens Sprog og Karakteer kom ham til
Hiælp. »Saa gik det,« som han udtrykte sig, »som den ligefremmeste
Sag af Verden.«

»Saa skal jeg melde Capitainen,« tilføiede Brecke som sidste
Beretning om Dagens Bedrifter med Haanden til Skindhuen og spillende
Blink i de graa Ulveøine, »at der ligger en Slump Artilleriheste ovre
paa Vigsiden; det vil være en reen Svir at nappe dem og føre dem til
Frederikshald.«

»Hvor mange Heste?« spurgte Colbjørnsen.

»To hundrede Stykker med fuld Oppakning og en tyve til tredive Mand
Oppassere.«

»Hvor er nærmeste Landingssted?«

»Ved Lunelands Kirke, skraaes for Æskevigen. Men Svensken sidder og
holder Udkig paa Knivsø; vi maa derfor gaa bag om Bratø.«

»Vel,« sagde Colbjørnsen. »Fra i Morgen overtager Du Commandoen over
tolv Mand til Hest. Jeg er fornøiet med Dig, Hans Brecke. Naar Krigen
er endt, skal jeg sørge for, at Du bliver Toldrytter.«

Et straalende Smil gled over det barkede Smugleransigt. Han greb
Colbjørnsens Haand og knugede den med et vildt Henrykkelsesudbrud,
traadte tilbage, skuldrede sin Flint og brølte:

»Jer Toldrytter i Liv og Død, Capitain Peder! Og det er ikke
dumt at betro mig den Bestilling, der gives ikke min Overmand
paa Smugleromraadet, og det kan ikke nytte at sætte skinbarlige
Helgener til at snuse efter ufortoldede Varer, jeg siger bare, Jer
Toldrytter i Liv og Død, Hr. Capitain!« Han blev staaende med Flinten
præsenteret længe efter, at Colbjørnsen var forsvunden. Brecke blev
en af Capitain Colbjørnsens meest betroede Mænd.

Det vilde imidlertid blive for vidtløftigt at give en udtømmende
Fremstilling af dette Corps' Virksomhed, hvorfor vi ville nøies
med at fremdrage disse Træk, der maaskee kunne give et Billede af
Tjenesten og de optrædende Personer, som færdedes udenfor og indenfor
Stadens Mure, og som bugtede sig ud og ind allevegne, hvor Musketild
og Kanontorden ledsagede deres Færd, denne »de brogede Karle«s
Seierssangs og Liigsangs Melodi. Kugler og Granater syntes at kalde
dem til Live -- dræbte dem for Resten ogsaa.

Colbjørnsens og Hans Breckes Udflugt til Vigsiden den følgende Dag
efter Svenskens Heste skulde blive af Betydning for nogle af denne
Fortællings Hovedpersoner.




STORMUGLEN.


Ovre paa Vigsiden sønden for Frederikshald ved Lunelands Kirke,
der, hvor svenske og norske Vande mødes i den stride Fjordstrøm,
som om de ville dæmme Grændse op mellem de to Lande, derude paa den
svenske Strand, nogle Bøsseskud fra Frederikshald mellem Idfjord og
Svinesund laa en faldefærdig Hytte. Dens lille Have var indhegnet af
Strandtjørn; en flad Eng og en Kartoffelmark syntes at være dens hele
Tilliggende.

Den 30te Juni sad Husets Eier paa sit Dige og saae over mod Staden.
Hans graa Haar hang i Totter frem under en bredskygget Hat, der
skjulte hans indfaldne Træk. Øinene havde et barsk Udtryk, og hans
Hud var gjennempløjet af Furer og Folder, som skaarne med en Kniv.
Han var Fisker, seilede hver Aften ud med sin Baad og solgte, hvad
han fangede, ovre i Frederikshald. Forøvrigt kjendte Ingen ham
nøiere, og der var et fjendtligt Udtryk over hans Adfærd, der holdt
Andre paa Afstand.

Solen var gaaet ned ovre bag de norske Fjelde. Det var Havblik. En
Maage sad og sov oppe i en Kløft med Næbet skjult under Rygfjerene;
en Steenfyr eller et Enebærspiir hævede sig hist og her over de
rundslebne Steen; det bruungrønne Tang laa i Dynger rundt om paa
Stranden eller hang paa Klipperne, som hvide Trævler, og længere inde
i Landet steg en tynd og hvidlig Røg i Veiret.

Den Gamle sad og skyggede med Haanden for Øinene og stirrede over mod
Staden, som om han ventede Nogen; et bittert Smil spillede om hans
Læber. En spættet Ged stod med Forbenene skjulte i Hækken og gnavede
Skud efter Skud af den buskede Tjørn; en Gang imellem gned den sig
op ad den Gamles Skulder, som om den vilde minde ham om, at Sengetid
længst var inde. Dens Eier sad hensunken i sine egne, sørgmodige
Tanker. Hans Læber bevægedes af og til, sagte, klagende Ord, som om
han talte til en Syg, lød uafbrudt og uforstaaeligt.

Eensomheden og Ødet paa den tause Strand syntes ikke at have bragt
denne Mand Fredens Hvile. Han vidste, at Stilheden herude rugede paa
onde Planer, han kjendte af Erfaring, at Naturens Oprør bragte alt
Levende Tilintetgjørelse, at Havet graadig sluger, hvem der giver
sig hen til det, at det kun smiler for at bedrage, for at klæde sig
i Skum og i Fraade og tilsidst efter endeløse Kampe at kaste et
splintret Vrag eller et lemlæstet Liig ind mellem Stenene. Den gamle
Fisker hadede Havet og bød det Trods. Kun naar Stormen foer over
Fjorden, truende og hvinende, og det lød som Kanontorden ude fra
Skjærene, levede Eneboeren i Strandhytten op; hans Baad blev skubbet
ned i Havstokken; han stagede sig ud, greb Aarerne og styrtede sig
i Kamp mod de fraadende Bølger. Utalte vare de Menneskeliv, han
i de sidste femten Aar havde bragt frelst i Land, og Brovagten i
Frederikshald havde mangen en Nat seet hans krumbøiede Skikkelse
stige op over Bolværket med en Skibbrudden i Armene, lægge ham
varsomt paa Bryggen og forsvinde igjen i det sydende Hav. Derfor
kaldte Haldenserne ham »Stormuglen«; de nærede en overtroisk Frygt
for den eensomme Gamle.

Dagen efter en saadan Stormnat lagde man blot Mærke til, at Flaget
hang paa Halvstang, det vil sige paa den Stump Mastetræ, der var
reist som Sømærke yderst paa Pynten, hvor Hytten laa. Enkelte
Veifarende vidste da at fortælle, at der var strøet Buxbom udenfor
Husets Dør, medens den tomme Stue indenfor var pyntet som til
Liigfest med brændende Voxlys, og en rusten og skjælvende Stemme sang
Salmer dertil.

»Stormuglen tuder til Liig,« sagde de og skyndte sig bort.

Der lød dæmpede Aareslag, og en fuldt lastet Baad gled i Skumringen
om Pynten. Lidt efter skurede den ind over Strandens Steenbund,
og Skipper Daniel sprang i Land, fortøiede Jollen og begyndte
Udlosningen. Hans Last bestod af Huusgeraad og Fødevarer af al Slags,
Klæder og Pelsværk, Viinfoustager og Sølvtøi.

Fiskeren gik ned til Baaden.

»Guds Fred og god Kvæld!« bød Daniel. »I kan tro, det kneb at komme
heelskindet i Land; Svensken sidder derovre paa Knivsø og holder
skarpt Udkig. Har I ellers fornummet noget til ham i Dag?«

»Nei, kun til Frederikshaldfolket; de var herovre i Gaar og tog min
Ko og alt det Kvæg, de kunde overkomme, Geden lod de mig dog beholde;
den giver mig Mælk nok.«

»Sikke noget Rak!« raabte Daniel og spyttede en Skraa ud. »Det skal
vel være Gjengjæld for, at Svensken i Forgaars red lige ind til
Byporten og drev af med alle Byens Malkekøer lige for Næsen af vores
tapre Folk. I kan takke Gud for en saadan Søstersøn, I dèr har faaet,
som bringer alle disse delikate Sager til Huse.«

»Hvis er alt det Gods, Du fører herover igjen i Aften?« spurgte
Fiskeren barsk.

»Det er den rige danske og tyske Kjøbmands begribeligt. De har
laaset alle deres Victualier og Mobilier ned i den dybe, hvælvede
Kjælder, og saa gav de Søster Ulle, velbestaltet Huusbestyrerinde
hos Patron Walck, Nøglen for at passe det Hele, mens de stak af fra
Frederikshald med Kone og Rollinger, ligesom vores Byfoged Niels
Riiber iforgaars, fordi Kong Carl nok nu gjør Alvor af at tage Staden
med Storm.«

»Det bliver et kjønt Regnskab, naar Herskabet kommer hjem og finder
Kjælderen tom.«

»Døren er ærlig og redelig splintret; det kan være Naboen, der har
brudt den op, den Tyveknægt, det kan ogsaa være Fjenden; jeg troer
nu, det er Gjenboen, for Skomager Mikkel har et tyvebrændt Rævefjæs,«
sagde Daniel og kneb Øinene sammen.

»Uærligt Gods kommer ikke under mit Tag!« udbrød den Gamle heftigt.

»Gud bevares, Tyvekoster mener I!« raabte Daniel dybt krænket. »Det
vilde da være en uforsvarlig Synd at lade alle disse rare Sager gaa
op i Røg? De gudsforgaaende Borgere have jo besluttet, alle som een,
at svide hele Staden af, saa snart Svensken bryder ind. Gud bevares,
de er jo tapre Fædrelandshelte! Og hvad faae saa de rare Fyre for
det? De risikerer at blive Krøblinger for Resten af deres Dage,
forstaaer I, sultne og tiggefærdige. Saa træder den brave Daniel
frem og siger høimodigt: »See: alle de Skatte har jeg reddet ved min
Manddom og Conduite.« Eierne lægge deres Hænder signende sammen og
betaler saa rundeligt i Findeløn, at vi Stakler ikke behøve at slide
mere i Nød og Usselhed. -- Naada -- kalder I det for Tyvekoster?«

Under denne Forklaring bar Daniel Godset op mod Hytten og stuvede det
sammen i Gedens Brædeskuur.

»Saasnart Colbjørnsens Kundskabsmænd bringer tilforladelig
Underretning om Svenskestormen, saa flytter Søster Ulle ogsaa det
bedste af sin Patrons Eiendele herover,« vedblev Daniel. »Det er
jo en Himmerigs Tilskikkelse, at vi har en saa nær Slægtning her
i Sikkerhed paa den svenske Kyst; vi tænkte først paa at flytte
Sagerne op i Motters Hytte; men dèr er jo Morbror Bjørnstad, som kun
gjør os Skam og Ulykker.«

»Bjørnstad!« hviskede Fiskeren med skjælvende Læber. »Bjørnstad!«
gjentog han hæst og løftede sine knyttede Hænder. »Hans og min
Regnskabsdag vil komme -- den kommer -- Øie for Øie, Tand for
Tand i hans blødende Hjerte! Jeg skal see Dig styrtet i Støvet,
knæle og trygle, som min Søn tryglede for din Fod, uden at finde
Barmhjertighed!«

»Javist, I kan jo tale med om Bjørnstads Krakilskhed,« vedblev
Daniel ligegyldig, medens han skrev ned i sin Regnskabsbog.
»Syv Kobberkjedler, to delikate Sølvlysestager, 5 enebærrøgede
Skinker -- de kunde være haardere røget, lille Madam Terkel --, 3
Pelsfrakker -- vil man see til de Snydere; der er gaaet Møl i dem!
-- Javist, Bjørnstad drev Jer jo i Landflygtighed, saa Ingen aner,
I lever herovre som Fisker. Det var nok Jeres yngste Søn Halvor,
den Gavstrik, der begik Kassesvig i Frederikshald; saa gik han
til Morbror Bjørnstad om Hjælp for ikke at bringe Skjændsel over
Jeres graa Haar; men der kom han til den Rette. Morbror skjældte
ham Hæder og Ære fra, og saa gik Jeres Dreng hen og undlivede sig
selv i Tisteelven med Skam og Vanære; og Jeres ældste Søn var nok
druknet herudenfor Skjæret i Forveien. -- Tre Pakker Klipfisk, en
Tønde salte Graabeinsild, prima Vare -- Ja, I kan have Grund til at
strø Buxbom herinde. Men sikken en Søn, I nu har faaet til at bjerge
Føden til Jer, en rigtig brave Søn, der arver Hytten, naar I en
Gang gaaer heden -- Og glem ikke i Tide at sige mig, hvor I gjemmer
Spareskillingerne, for de sige, at I har butlet retskaffens sammen i
mange Aar. -- Sikken en steenrig, gammel Stormugle -- dikkedik!«

Daniel stak Fiskeren spøgefuldt i Siden med sin Tommelfinger og
smilede kjærligt.

»Min Ældste døde i sit Kald -- den Yngste har bødet for sit Fald --
derude hos dem vil jeg søge hjem,« sagde Fiskeren og pegede ud mod
det mørknende Hav. »Mine egne ere borte, jeg har ingen Familie.«

Der var en egen forstenet Ro over hans rynkede Skikkelse, medens han
stod paa Pynten og stirrede ud mod den griske Fjende, der endnu i
Søvne manende sendte brummende Døninger mod Land.

Et guulhaaret Hoved og nogle vilde, skjæggede Ansigter vare under
denne Samtale komne til Syne bag Tjørnehækken, for ligesaa hurtigt at
forsvinde igjen.

»Tøv lidt!« raabte Daniel efter den Gamle, som vendte sig, for at gaa
ind i den tomme Stue. »Blev der saa lyst anden Gang for Bager Hans
Høyer og Olaug sidste Søndag?«

»Der blev lyst for dem,« sagde Fiskeren. »Herren holde sin Haand over
hende!«

»Naada, sikken en Lykke det fattige Pigebarn uden Navn eller Stand
gaaer ind til med den rige Bagersøn!« udbrød Daniel.

Halvor traadte frem i en Aabning i Hækken. Maanen stod høit paa
Himlen og kastede et blaaligt Luftskær over hans kraftige Skikkelse,
medens han gik hen mod Husets Eier.

»Hvem taler her om Lysning for Olaug, min Fæstemø?« spurgte han og
saae truende fra den ene til den anden.

Fiskeren vendte sig. Ingen havde bemærket Halvors Baad, roet af Hans
Brecke og Niels Anker, der ubemærket lagde til Land lidt længere nede
paa Stranden. Der foregik i dette Øieblik en mærkelig Forandring hos
den Gamle; han veg tilbage, som om han saae en Aabenbaring, hans
Øine udvidedes, hans Hænder strakte sig skjælvende frem ligesom
afværgende, et Smil, der vexlede mellem Rædsel og den blideste
Hengivenhed, dirrede paa hans forvitrede Træk.

»Halvor, min Halvor!« aandede han frem. Det lød som et Hjerteskrig i
den brudte Røst.

»Han troer at see sin døde Søn Halvor,« hviskede Daniel forklarende.

»Jeg er Halvor, Bjørnstads Søn,« sagde den Unge. »Og Du ligner Far
min, som den visne Furu ligner den store levende. Hvem er Du?«

Fiskerens Træk antog atter sit haarde Udtryk. En glødende Rødme skjød
op i hans furede Pande.

»Bjørnstads Søn -- Øie for Øie, Tand for Tand! -- Almægtige Gud, hør
min Bøn!« hviskede han, men Stemmen skjælvede.

Halvor vendte sig mod Daniel, der i Følelse af sin nys erhvervede
Rigdom stod med et velvilligt Smil og betragtede dette Møde, hvor
Blodets Røst hævede sig mod gammelt Nag og lidt Uret.

»Hvem er den Mand?« spurgte Halvor.

»I Sandhedens Navn skylder jeg at tilstaae, at det er din kjødelige
Faster Ellen, Du stædes for,« erklærede Daniel, greben af det
usædvanlige i Situationen.

»Faster Ellen!« udbrød Halvor og sprang hen mod Fiskeren med et
straalende, kjærligt Smil; »Faster i Mandsklæder, Faster Ellen, som
Mor har sørget saa ofte over, og som Far en Gang græd over!«

Fiskeren svarede ikke, han vedblev blot at stirre paa Halvor.
Pludselig vaklede han; den Unge sprang frem og greb ham i sine
udbredte Arme. Halvor følte en underlig kraftløs Byrde mod sit Bryst;
da han saae ned i Fiskerens Ansigt, omgivet af et graat, brusende
Haar, der forøgede Ligheden med hans Fader, opdagede han, at den
Gamle laa bevidstløs i hans Arme. Han løb ned til Havet og hentede i
sin Hat koldt Vand, hvormed han badede Fasterens Ansigt. Da hun igjen
slog Øinene op under de buskede Bryn, saae hun spørgende paa Halvor
og sagde usikkert:

»Græd Far din over Faster Ellen?«

»Jeg saae kun Far græde to Gange,« svarede Halvor hurtig og saae ned
for sig. »Første Gang var, da Mor sad og klagede over Faster Ellen og
hendes stakkels Dreng; Far gik og skjændte og smældte op og ned ad
Gulvet; saa kastede han sig paa én Gang hen over Bordet og hulkede
og vaandede sig haardelig. »Lille Søster Ellen og hendes stakkels,
vildledte Barn!« stønnede han.«

»Sagde han »Stakkels vildledte Barn«?« spurgte den Gamle og holdt
fast paa Halvors Arm. »Husk Dig vel om. I Jesu Christi Navn, sagde
han »Stakkels, vildledte Barn«?«

»Stakkels Faster Ellen!« svarede Halvor og knugede Fasterens barkede
Haand med et aabent og freidigt Blik. »Hvor jeg kan see, at Du har
sørget. Du ligner ogsaa Faster Ulle, som døde.«

Den Gamle nikkede. Det lød, som om en haardt spændt Streng i hendes
Indre pludselig sprang; et forklaret Udtryk, en usigelig Fred bredte
sig over de stivnede Træk.

»Hvornaar græd din Far anden Gang?« spurgte Faster Ellen med en
Stemme, der endnu ikke ret kunde finde den blide Klang, den søgte.

»Anden Gang var --« Halvor brød kort af.

»Var --?« spurgte Ellen.

»Da han kom hjem den Aften, Byens Folk lyste ham fredløs.«

»Er din Far lyst fredløs?« spurgte Ellen og reiste sig heftigt.

»De lyste ham fredløs den Aften, han kom til dem og vilde have gjort
Alt godt,« svarede Halvor.

Det brød frem, pludselig som en tilbagetrængt Strøm, Klage over lidte
Ydmygelser, Vrede, Skildring af Faderens og Moderens trøstesløse Liv
derhjemme paa Fossegaarden. Dette Skriftemaal, som ingen Pine skulde
have fravristet ung Halvors Stolthed, aflagde han ukaldet, uspurgt
til Faster Ellen, hvem han her saae for første Gang, mens Taarerne
var ved at bryde igjennem.

»Forbandelse ramme dem, der lyste din Fader fredløs!« raabte Fiskeren
heftig og strakte Armene mod Himlen. Den bredskyggede Hat laa paa
Jorden, et Ansigt, skjønt i dets furede Lidelse, belystes af Maanens
bløde Lys, der ikke mægtede at oplyse de skarpe Rynker. »Braad og
Brænding forude -- de store Storme allevegne! -- Broder, jeg vil
hjælpe -- jeg kommer, almægtige Gud, forbarm Dig over os Alle!«

Faster Ellen og Halvor sank til hinandens Bryst. For første Gang
fandt tilbagetrængte, uforstaaede Følelser, Sorg og Lidelse, her sit
Udløb; dermed var Pagten sluttet. Aarelang Græmmelse i Eensomhed og
Grublen svandt hen i den lyse Sommernats Taager.

»Uh, dette her er saa overmaade rørende, som naar En har Barn i Kirke
ovre i den store Katharal paa Vestindien!« snøftede Daniel og gned
sine tørre Øine med Bagen af Haanden.

»Jeg sagde nys i min blinde Uforstand, at alle mine Egne vare borte,«
hviskede Ellen og stirrede paa Halvor med Glød i de hule Øine.

»Jeg mener forvist, Du har en Søn endnu,« sagde Halvor.

»Faster Ellen har to Sønner!« udbrød en dyb og alvorlig Røst.

Den Gamle vendte sig og saae i Maanelyset en høi og bredskuldret
Skikkelse, som ubemærket havde været Vidne til dette Optrin. Jørgen
Halvorsen traadte frem og greb Fasterens Haand.

»Jeg er din Søster Ulles Søn,« sagde han.

Der hvilede en sørgmodig Alvor over hans smukke og mandige Træk,
medens han ufravendt og søgende saae ind i den Gamles dirrende Træk.

»Faster har Pinedød tre Sønneker!« forsikrede Daniel og trængte sin
brede Sømandsskikkelse frem mellem de Andre. »Sikken en Familie, Du
her har faaet -- naada!«

Der lød et skarpt Maageskrig oppe fra Land. Idetsamme blussede en
Straaild i Veiret nede paa Stranden. Signalet gjentoges. Halvor
sprang i Veiret og saae ud over den glindsende Havflade.

»Derude kommer Colbjørnsens brogede Karle!« raabte han og pegede over
mod Bratø.

Et mærkeligt Syn viste sig ude paa Fjorden. En sexten Alen bred
Bygning, der nærmest lignede et Huus med et fladt Tag, kom glidende
frem af Skyggen under Øen og nærmede sig Vigsiden. Smaa, sorte
Pletter i glindsende Bølgestriber laa strøede omkring denne Bygning,
og da den kom nærmere, bemærkedes taktfaste Aareslag fra mange mindre
Fartøier, der varpede Kæmpen i Land.

Det var den historiske Skydepram, som Frederikshalds Borgere for egen
Bekostning havde bygget til Selvforsvar, og som nogle Dage senere kom
deres Stad til uvurdeerlig Nytte under Svenskernes Indfald. Denne
Pram var bygget over et gammelt Skib, »Saltsækken« kaldet, hvilket
de saaledes indrettede, at de toge tvende Parter af den Bro, som
af Løvendal var bygget til Overgang fra Svinesund til Vigsiden Aar
1711. Disse Brodele bleve lagte sammen og derover paatværs gjordes en
anden Flaade af Bjælker, hvorpaa de fastnaglede en stor Deel Planker,
»indtil de tænkte, at den kunde flyde paa Vandet med den Tyngde af
Stykker og Folk«, skriver Jonas Rist, »saaledes at Folket vel uden
vaade Fødder kunde gaae paa den«. Saa bebyggede de den med Vægge og
Halvtag. Siderne vare omtrent en Alen tykke i Stykhullerne og uden
og inden forhudede af Planker; Rummene mellem disse opfyldte med Mos
eller gamle Haar, som de fik hos Feldberederne. Taget var af dobbelte
Planker. Paa hver af de tvende Sider vare to Stykhuller og i Taget
mange Skydeskaar, hvorigjennem kunde sigtes med Bøsser.

Den 2den Juni, som var tredie Pintsedag, blev Prammen færdig og
forsynet med to atten-pundiger, to tolv-pundiger og to otte-pundiger,
og det danske Flag blev heist.

Denne Bygning var gjort for at forvirre Fjendens Brobygning i
Svinesund. Men den Dag, Prammen skød dansk Signal til Efterretning
for de danske og norske Fartøier, som laa udenfor Svinesund, og som
skulde hjælpe i den Forretning, viste sig at være en uheldig Dag.
Fregatten »den kronede Rose« havde for tidligt indladt sig i Kamp med
de Svenske; Skibet blev entret og gjort til Entreprise. Da Prammen
omsider naaede frem mod Svinesund, saae den sin Kampfælle ligge som
Blokering i Indløbet, besat af svenske Soldater, hvorfor Haldenserne
klogelig varpede Prammen tilbage til Halden.

Maanen, der synes at være hver romantisk Stordaads Forbundsfælle,
lyste altsaa denne Nat ned over Prammen, som i Skyggen af Bratøen
blev varpet ind under den svenske Kyst. Om denne Nats Bedrift, som
strengt taget ikke hører til denne Histories Udvikling, staaer der
fortalt hos Jonas Rist:

»Samme Aften, som var den 30te Juni, lod Colbjørnsen samle sit
Compagni paa Torvet samt og berede en stor Deel Pramme og Eger
med mindre smaa Baade. Da Folkene stode færdige med deres Geværer
tilligemed Fæstningens Soldater, bleve de i Mørke i Fartøierne
indtagne, paa det at Fjendens Folk, som sad ved Knifsø i Bjergene at
see, hvad de, som vare beleirede i Byen, foretog at gjøre, ei saadant
skulde formærke. Derpaa fore de over til Vigen og bleve satte i Land
lige overfor Æskevigens Eiendele, for at nedhente de svenske Heste,
som gik løse paa Græs derovre, og lode de over 30 Mand blive ved
Fartøierne, som skulde lægge fra Landet med dem, om noget fjendtligt
Parti skulde have kommet. Thi de havde Kundskab om, at et sachsisk
Regiment til Fods stod ei langt derfra. Klokken henved 12 skiltes de,
som gik efter Hestene, fra os Andre, som vartede deres Tilbagekomst
og skulde ligge færdige at tage dem ind, enten de kom dèr paa Stedet
eller nedenfor, i Fald de bleve forfulgte.

Alle Svenske næst omboende, baade Mænd og Kvindfolk, bleve tagne
i Arrest og satte paa en Pram, saaledes ogsaa den gamle Fisker og
Skipper Daniel.

Da Klokken var tre, og Solen begyndte at rinde op, var endnu intet
hørt af Skud eller Vagter oppe i Landet. Da Klokken gik til fire,
og intet blev fornummet om vores Indkomst med Krigsbyttet, begyndte
Alle at frygte, at det ilde skulde være faldet. Men idetsamme
hørte vi en stærk Drønen af Heste, og saa fornam vi, at vore bleve
Seiervindere og havde foruden 111 Heste 26 Mand til Fanger, som
passede paa Hestene, og gik dette Værk saa stille for, at ei et Gevær
blev afskudt. Thi da de vare komne Fjenden saa nær, at de kunde
see fuldkommelig og tilvisse, hvormange Hytter han havde gjort, og
hvormange Varmer, hvoraf de kunde slutte, hvormange Folk omtrent der
kunde være, omringede de dem saaledes, at ingen af de Svenske, som
de mestendeels tog sovende, kom tilbage at give Efterretning. Den
eneste Fjende, der blev dræbt, var en svensk Lieutenant, som Halvor
Bjørnstad skød ned, fordi han satte sig til Modværge.

Da Hestene nu til Fartøierne ankom, lagde vi Prammen strax til
Bjerget og indtoge Hestene og lode de svenske Folk gaae, som vi
havde i Arrest, og satte lige over til Æskevig, hvorfra vi førte dem
over Land til Frederikshald, did vi ankom Klokken halvgaaen fem om
Morgenen.« --

»Aldrig har jeg været med til at smugle stoltere Ladning over
Grændsen!« raabte Brecke, da Hestetoget dundrende foer frem over
Bybroen og svingede ind paa Torvet, hvor det modtoges af en jublende
Folkeskare, der i Øieblikkets Seiersmod syntes at glemme, at deres
ulykkelige Stad var priisgivet til Undergang, et sikkert Bytte for
Rov og Plyndring.

Hytten ovre paa Skjæret stod fra denne Dag forladt. Den gamle Fisker
var forsvundet. Stormuglens spinkle Fartøi havde atter søgt ud til
Redningsarbeide i Livets høie Bølgegang.




SKJÆNDSELSBARNET.


I over to Maaneder, der syntes tvende Aar, havde Frederikshald nu
udholdt Svenskekongens Beleiring. Al Handel var standset, alle
Næringsveie og Indkomstkilder vare revne fra Byens Indbyggere.
Borgerne, unge og gamle, stode under Vaaben, og Øxer, Stænger og
Dolke kom i Brug. Ved Kirkepladsen saaes Oldinge daglig øve sig i
Vaabenbrug, og der fortælles om to smaa Drenge paa sex og otte Aar,
som tæt udenfor Staden fik Besøg af en svensk Rytter, der rolig lagde
sig til at sove i deres Hytte, da han ikke fandt andre hjemme end
Børnene. Saasnart Rytteren faldt i Søvn, listede den største Dreng
sig hen og knuste hans Hoved med et Øxehug.

Fjenden ventede endnu bestandig sit grove Skyts og vilde have paaført
Byen langt større Ulykker, dersom han havde været i Besiddelse
af Mørsere, Stykker Kartover, og hvad nu hiin Tids Krigsvaaben
benævnedes. Fæstningen, der var skjænket Borgerne af Frederik den
Tredie, efter at de i tvende Beleiringer tilstrækkelig havde lagt
for Dagen, at de fortjente denne Omhu, og som ene og alene blev
anlagt for at være denne saa høit fortjente By til Skjærm og Forsvar
mod nye fjendtlige Angreb, denne Fæstning fortjener med stor Ret sit
Ry som Bjergfæstning. Saavel dens høie, steile Beliggenhed, ca. 360
Fod over Havet, og de udenfor Portene beliggende Bjerghøider ere
saa steilbratte og blottede for Jord, at Fjenden vanskelig kunde
betjene sig deraf. Hertil kommer et uudtømmeligt Morads, en næsten
bundløs Myr (Mose) ved Overbjerget, den hundrede Alen brede Tisteelv
og et Stykke af Idfjorden, der omgav Fæstningen. Som en af dennes
væsentligste Fordele maa endnu nævnes den sjældne Tilfældighed, at
ikke mindre end tre Vandkilder i en Høide af 330 Fod over Havet
rigelig forsyner tre store Vandbeholdere og Fæstningen med Vand.

Selve Staden derimod ved Bjergets Fod, laa saa godt som aaben
for Fjenden, skjøndt Borgerne havde gjort deres Bedste for at
sætte Staden i Forsvarsstand. Palissader bleve anbragte overalt,
»spanske Ryttere« og Pæle nedrammedes i Elvens Vadesteder, Muren om
Borgerskandsen var udbedret, og Broen mellem Nord- og Sydsiden blev
afkastet saaledes, at der var en Aabning paa 12 Alen, hvor kun to
Længdestokke laa tilbage. De fleste af Borgerne havde stuvet deres
Gods sammen i de dybe Kjældere eller lod det bringe op i Fæstningen.

Skjøndt Staden var afbrændt i Aarene 1667, 1676 og 1703, bestod den
endnu kun af Træhuse. Magister Johannes Schrøder, Rector scolae,
lader i sin rimede Beskrivelse Frederikshald By sige:

    »Men ach, jeg skjælver, naar jeg ikkun Ilden nævner
    og Under derved ei, I, mine Bjerge revner;
    thi jeg fortællet har, hvorledes jeg er brændt
    og ofte jammerlig ved Ildens Lue skjænd't.
    Nu maa jeg atter til om Ildebrand at tale
    og ny Elendighed om Ilden at afmale.
    Ach! Vand at slukke med! hvert Øie græde maa,
    naar de min Modgangs Last vil ickun tænke paa.
    Dog trøstig jeg har Vand af Naadens Ledske Kilde,
    om end Ulykken mig har altid villet ilde.
    Saa haver Dig, min Gud og mildeste Regent,
    min Modgang og min Sorg til Trøst og Glæde vendt.«

Man skulde tro, at Byens Borgere vare blevne klogere af disse mange
Ildebrande og havde opbygget den nye Stad af Steen, i Særdeleshed
da der fandtes Teglbrænderi ved Staden, hvis Steen bleve benyttede
til Fæstningen; Steen vilde ogsaa med Lethed kunne bringes tilveie
andet Steds fra. Der reiste sig imidlertid for store Vanskeligheder,
til at denne fornuftige Plan kunde gjennemføres. For det Første var
det blot de Rige, der kunde gjenopreise deres Huse af Steen; de
Fattige eiede efter Brandene kun deres tomme Hænder; en Levealder
vilde hengaa, inden de bleve istand til at reise sig et lille Huus,
dersom det skulde være af Steen, hvorimod Bekostningen var ringe
ved at slaa en lille Hytte op af Træ, hvilket ogsaa hurtig skete.
De enkelte Rigmænds grundmurede Bindingsværkshuse vilde saaledes
alligevel mellem Træhuse være priisgivne til Ilden, dersom en ny
Ildebrand opstod. Byens Borgere bleve derfor snart enige om, at det
var dog bedre at sove i egne Træhuse end at campere paa aaben Mark i
Forventning om Fremtidssteenhuse, ikke at tale om den Gjæld, Enhver
vilde paadrage sig.

Dertil kom, at den kolde, lange Vintertid ikke egnede sig til
Murerarbejde; een Nattefrost kunde fordærve Dagens Arbeide. Kort
sagt: Frederikshald By blev ved at voxe frem af Træ.

Under Svenskekongens Storm skulde det vise sig, at de Steenhuse vare
blevne tryggere Hjem for Svenske end for Nordmænd. Træhytterne bleve
Fjendens Liigkister, og Fyrretræesplankerne blev flammende Fakler om
hans Dødsbaare.

Paa Hjørnet af Kirke- og Borgerskandsegade laa den rige og
velfornemme Kjøbmand Walks Huus lige over for Peder Colbjørnsens
Gaard, hvor senere det Ankerske Arbeidshuus blev bygget. Det var
kjendeligt fra Omgivelserne ved sine vel vedligeholdte malede Figurer
paa Façaden, den nyrestaurerede Svalegang og de høie spidse Gavle,
der ragede tilbørligt op over Gjenboers og Naboers Huse.

I det Hele taget skjelnedes de smalle Gaders Bygninger ogsaa i
Frederikshald fra vore Dages ved deres ueensartede Karakteristik.
En Vandring gjennem de trangeste Gyder gav ikke alene Stof
til Betragtning, men tillige et Indblik i hver særskilt Eiers
Personlighed. Alle disse forunderlige smaa Udbygninger og
Enkeltheder af uregelmæssig Form vare levende Vidnesbyrd om en nu til
Dags ukjendt Kjærlighed til Hjemmet og tegnede lyslevende Tidens og
Borgernes Originalitet.

Natten til den 4de Juli, som var Løverdag før 4de Søndag efter
Trinitatis, brændte to Spædelys indenfor Glarruden i øverste Stokværk
i nævnte Træpalads og udsendte et for Tiden stærkt skinnende Lys i
Sommernatten. Indenfor i den lave Bjælkeloftsstue, hvis Luft var
stærkt krydret af Lavendelrøgelse, og hvor Myggene summede, stod
Jomfru Ulle Halvorsen og »tog sig ud«, som hun teknisk betegnende
kaldte sine Prøvetimer for Toiletspeilet. Dynger af fremdragne,
brogede Klædningsstykker, farvede Blomster, udfaldne Fjer bugnede ud
af Skuffer og Skabe, og Kasser stode halvt pakkede paa Gulvet, som om
her holdtes Flyttedag.

Eierinden af alle disse Herligheder stod for Øieblikket i
tilbagelænet Stilling fortabt i Beskuelse af sig selv i en liden
Speilstump over Kommoden. En skarp Rynke i den magre Pandehud
tilkjendegav, at Mønstringen ikke faldt ud til hendes Tilfredshed,
hvilket gjorde Jomfruens Dømmekraft Ære; thi her maa tilføies, at
Ulle Halvorsen var en mager Person med Skarpe Smil, og at Rynkerne i
hendes indtørrede Ansigtskjød paa ingen Maade dækkedes af Kalkstøvet
og det Zinnoberrøde paa de fremstaaende Kindbeen, ei heller
formaaede de talrige Favoritkrøller over Kindhulerne at skjule, at
Giftermaalstiden var stærkt inde.

Det bankede paa Døren.

»Kom ind!« raabte Jomfru Ulle med skjærende, dog honningsød Stemme.

Døren gik op, og en sværlemmet Kvinde med røde Kinder i en
hjemmevævet Kattunskjole traadte ind og neiede.

Ulle gjengjældte denne Hilsen ligesaa siirligt og udbrød:

»Enkemadam Anea Høyer, alene! Kommer ikke Olaug og Jeres Søn Caspar
efter Aftale?«

»Olaug venter dernede i Forstuen; min Søn indfinder sig Klokken
elleve. Jeg har selv noget paa Hjerte, som forvist maa forhandles,
hvis Jomfruens Tid ellers tillader det,« tilføiede hun med et skarpt
Blik paa det høirøde Shawl, hvori Ulle netop havde indsvøbt sin Figur.

»Ja, jeg har lettet lidt paa Sorgen efter min salig Mor,« svarede
Ulle med et undskyldende Smil. »Men naar det gjælder Stadens Velfærd,
saa væk med Familiehensyn!«

»Stadens Velfærd?« spurgte Anea tvivlende.

»Ja nok, Landets Velfærd,« gjentog Ulle og kastede et dvælende
Blik i Speilet. »Kan Svenskekongen ikke bryde herind i vor Stad,
hvad Time det skal være? Er det ikke min Pligt som velbestalter
Huusbestyrerinde i en af Byens Førstemænds Huse at tage sømmeligt
imod ham? Hvad troer I, at de gudeskjønne, svenske Officerer maa
tro og tænke om os norske Kvinder, dersom vi Alle tage imod dem med
glatkæmmet Haar og Kattunsklæder? Hvor har man nogen Sinde hørt
Tale om et Borgerskab som vort, der til største Skade for sig selv
vil til at ruinere vor gode By ved at tænde Baal herinde for ikke at
efterlade Svensken det, han kan staa og ligge paa?«

Ulle hævede Armene i det røde Shawl mod Loftet og vedblev i stigende
Bevægelse:

»Vilde det ikke være os Alle til største Fordeel, om disse vrede,
svenske Helte fik os i deres Gewalt? Vi kunde da leve i Gammen og
Rolighed og give ham Plads ved vort Bord, ved vor varme Arne. Herre
Gud, de Stakler, som nu i Maaneder har ligget derude paa den bare
Mark i Slud og Regn, hvor de vilde takke for at faae en blød Seng
at udhvile deres stærke Lemmer i, ja, de vilde unde os at fortsætte
vor Handel og daglige Leveviis i Stedet for, at nu alle vore surt
erhvervede Skatte« -- Ulle slog ud med Haanden mod sine Dragter --
»skal blive Ildens graadige Blus, saa vi herefter finde slet intet
Huusly. Ikke for ingen Ting har Byen en Vildmand med en Steenøxe til
Vaaben; Vildmænd og Bjørne ere de Alle.«

»Ja, de snakke saa hjertensgjerne, de gode Raadmænd,« sagde Anea og
gjorde Plads til sig paa en Stol. »Saadan har de jo nu rumsteret i to
Maaneder; hver Nat gjør de til Dag med deres Lichtkugler der oppe paa
Fæstningsmurene og slaa Allarm -- Folk kiler til Skandsen, og saa er
der ikke Skyggen af en Svensker alligevel.«

»Ak, de sige jo, at Svensken agter at overrumple os i vor søde Søvn!«
udbrød Ulle med et skjelmsk Sideblik mod et rummeligt Sengested,
skjult bag blomstrede Forhæng. »I to Uger har jeg nu i den Anledning
holdt rene Lagener og broderet Hovedvaar og to Gange skiftet friske,
røde Hagebaand i min fixeste Natkappe.«

Anea spidsede sine kjødrige Læber til et forstaaende Smil, men sagde
hurtigt:

»Herrens Veie ere ikke altid Jorderigs Veie; det gjælder at vide, til
hvilket Parti man hører, Jomfru Halvorsen.«

»Det veed Himmerigs evige Gud, jeg hører til vores!« udbrød Ulle.
»Men nede i Storstuen sidder den rare Commandeur Bruun og alle vore
Raadsherrer og raadslaa med hverandre om at stikke vor By i blussende
Brand. Er det at høre til vores Parti? Er det at have Hjerte i
Brystet at ville stege sine Medskabninger spillevende, blot fordi de
ere svenske? Derfor har jeg pakket min Huusbonds og mine Sager, som
han troer vel bjerget i den hvælvede Kjælder, og bragt det Hele i
Forvaring over paa Vigsiden. See, det kalder jeg at være paa vores
Parti.«

»Og mit Bageri?« spurgte Anea forbitret.

»Blusser af som en Furuspaan!« forsikrede Ulle. »Alle Oldermændene
sidde dernede i vor Storstue og tale alle i Munden paa hverandre; men
høiest taler Peder Colbjørnsen, den tapre Helt, og ham følge de Alle.
Vi maatte lægge en høvlet Fjæl over to Fjerdinger for at bænke de
mange Raadsherrer, og vore Læredrenge gaae rundt i nye Lærredsbluser
med store Mostkander og byde Pryssing og stoppe Kridtpiberne. Jeg tør
sige, at bedre bestyret Huus end vort findes ikke i denne Stad.«

Ulle vendte sig atter mod Speilet og slyngede sit røde Tørklæde
fastere om Kroppen.

»Først nu i denne silde Aftentime har jeg Stunder til at tænke paa
Svenskekongens og hans Officerers Modtagelse og Olaugs Bryllup. --
Har I saa faaet Bugt med hendes Stivsind?«

»Olaug er Jert Sødskendebarn, efter hvad I siger; I giver hende
femhundrede blanke Sølvdalere i Medgift. Hun seer statelig ud i
Bagerboden; aldrig har jeg haft bedre Handel, end siden jeg tog hende
i min Tjeneste, heller aldrig haft paalideligere Pige. Men tage min
Casper med det gode, det gjør hun ikke.«

»Vi faae at see, saa maa hun tvinges med det onde,« sagde Ulle og lo
tørt. »Har I ellers forsøgt, hvad den kloge Kone raadede Jer til?«

»Javel, Casper laa troværdig med Æblet i Armhulen den ganske hellige
Himmelfartsnat, og næste Morgen bød han Olaug at spise det paa
fastende Hjerte; men saa staaer vor store Griis i Gaarden, og da
Pigen skubber til Æblet, triller det lige i Gabet paa Dyret. Men nu
kommer det mærkelige ved Historien, siden den Dag, Grisen aad Caspers
Æble, kan han ikke gaa i Fred for den; hun render efter ham, blot han
viser sig.«

»Herre Jemini!« udbrød Ulle og slog Hænderne sammen. »Skulde et
Kjærlighedsæble virke saa kraftigt? -- Jeg maa see at faae stukket et
til Kong Carl for Stadens Velfærds Skyld.«

»Ja, Herrens Veie ere mange,« sukkede Anea. »Min Casper kurrer og
sukker, og lige langt kommer han.«

Et rødligt Hoved med tykke Læber og vandblaa Øine kom til Syne i
Døraabningen, og Casper traadte ind iført en blaa Kjole med blanke
Knapper.

»Der er skeet en græsselig Ulykke i Familien!« udbrød han med stive
Øine; »den kræver Hævn!«

»Hvad er der i Veien, min eneste Putte?« udbrød Anea Bagerenke og
reiste sig forfærdet.

»Han har smurt mig igjennem, Jørgen Fidelspiller, Olaugs hemmelige
Kjæreste nede ved Elven. Hun stod gjemt under en Hyldebusk;
Blomsterne hang ned om hendes blege Kinder, og Floden boblede om
hendes smaa Fødder. Jeg laa og lurede. Saa gled han frem i sin Baad
og spillede og dirrelirede, og jeg saae Taarerne strømme ned over
hendes Ansigt. Jeg sprang frem og vilde kysse hende lige paa Truten;
men den stridige Tingest hvinede, og saa kom han i Land og bankede
mig læsterligt igjennem. -- Motter, der er skeet en græsselig Ulykke
i Familien.«

»Kald Olaug herop!« udbrød Ulle og trommede med Fingrene i Bordpladen.

Lidt efter traadte Olaug ind i Stuen. Hun var blegere og syntes
høiere siden hiin Vinteraften oppe i Fjeldhytten. De store, blaa
Øine saae alvorlige fra den ene til den anden, mens hun stille og
rank blev staaende indenfor Døren.

»Hvad maa jeg høre om Dig!« udbrød Ulle hidsig og traadte imod den
unge Pige. »Din retfærdige Kjæreste for Gud og Mennesker lader Du
din Boler haane, letfærdige Tingest. Du holder Stævnemøder og lader
Grisen æde Caspers Æble! -- Endnu denne Nat falder Du til Føie og
staaer ikke din egen Lykke i Veien.«

»Lykke!« sagde Olaug og saae Moderen alvorligt i Øinene. »Lykken,
det er Blomsten, som brister frem af Foraarsjorden, det er Gurus
Kyllinger, som kløve Ægget, det er Vinden derhjemme i Furuskoven,
Elven, der risler som Musik, -- Lykken er derhjemme, -- min eneste
Lykke!« Olaug knugede Hænderne mod Brystet.

»Motter, Motter -- din eenbaarne Søn faaer en Sprække!« hylede
Casper. »Den Tyveknægt har forgjort min Fæstemø med et Liggeæble
og sit Fidelspil. -- Uh, see, hvor rund hendes Barm strutter, og
hvor hendes Læber ere røde! Jeg holder det ikke ud! Hun er jo min
trolovede Brud for Gud og Mennesker, ikke sandt? De har jo lyst
tredie Gang for os i Lunelands Kirke?«

»Saagodtsom din ærbare, ægteviede Viv, mit Dæggelam,« forsikrede Anea
og klappede Sønnen beroligende paa de brændende Kinder.

»Kom saa!« sagde Ulle og vinkede til sin agtbare Veninde. »Hvad de to
Ægtefolk nu har videre at snakkes ved om, bør vi ikke overvære. Saa
meget er vist: Casper maa være en stor Tosse, om han nu ikke hævner
den Tort og Svie, han i hele to Maaneder har maattet døie af hendes
Stivsind, og han er ikke noget Mandfolk, om hun i Morgen slipper af
Buret, inden hun paa sine Knæ maa takke ham, om han vil række hende
Haanden for Alteret paa Søndag, siden vel Ingen tager hans Frille til
Ægte senere.«

Med et spottende Smil og et Blik, som Sindsbevægelsen gjorde
stikkende, nikkede Ulle til Olaug og forlod Stuen med Anea. Idet Ulle
laasede Døren til de Unges Stue, tilføiede hun med et katteagtigt
Smil:

»Der er en ganske charmant Kjærlighedssofa derinde i min lille
Duerede.«

Bagerenke Anea sukkede og løftede Øinene mod Loftet. Dermed forlode
de værdige Aandsfrænder det øverste ubeboede Stokværk og aflaasede
til yderligere Sikkerhed ogsaa den svære Egetræsdør, der adskilte
Ulles Leilighed fra det øvrige Huus.

»Herren velsigne de Unges Pagt!« udbrød Anea, idet hun tog Afsked;
»den sluttes i Ærbarhed, af Pligt og en Moders ømme Opofrelse og
Selvfornægtelse og Gudsfrygt.«

Anea fremramsede salvelsesfuldt denne Lektie, som om hun falbød
til daglig disse skjønne Egenskaber tilligemed det varme Brød i
Bagerboden.

Da de Unge blev alene, traadte Casper, hvis røde Ansigt skinnede
og blussede, hen til Olaug. Han drog den blaa Kofte med de blanke
Knapper af og tørrede sin dampende Pande med Skjorteærmet. Saa
fremtog han en Lugtebøsse af sin Buxelomme og stak den hen til den
unge Pige.

»Du skal komme til at klæde Dig i Fløils Mantel og burgundisk Klæde,
i den allerdyreste Stads, mit rare, lille Lam!« forsikrede han, »naar
Du nu vil gjøre mig til Villie og blive min Hustru -- Du veed da nok,
hvorfor vore kjærlige Forældre har lukket os inde sammen her? -- Kom
nu, lille Olaug, og giv mig et Trykkys og see ikke saa vrippen ud,
saa skal jeg bilde Motter ind, at Du har givet Dig.«

Casper lagde kjælent Hovedet paa Siden og plirede med Øinene.

Olaug veg tilbage mod Vinduet. Hun var ligbleg; hendes Øine flammede,
idet hun stødte Glarruden op og sagde med lav Røst:

»Hør nu mit sidste Ord, Casper Høyer: før springer jeg ud af Vinduet
her end bøier mig for Eders Villie. Jeg hører andet Steds hjemme
og kvæles i jeres Bylarm. Jeg elsker en Anden; hans er hver vaagen
Tanke, hver Længsel, hvert Haab, jeg eier; ham tilhører jeg. Bød han
mig følge sig gjennem Ild, i Døden, jeg fulgte ham alene -- hører I?
-- ham fulgte jeg uden Lysning, Eder aldrig, om de saa lader lyse for
os To alle Aar til Ende.«

Caspers Øine fik en uhyggelig Glands; Blodet bankede i hans
Tindinger. Han bed Tænderne sammen og stampede i Gulvet.

Olaug sænkede sit Hoved og vedblev med blødere Røst.

»Vær mild og naadig, Casper Høyer; I kan være det, I, som er saa stor
og rig og mægtig, lad mig ringe Pige gaa i Fred. Stadens fornemme
og smukke Damer kappes jo om at tækkes Eder; hvorfor vil I være saa
streng mod mig?«

»Jo, saa min Sjæl og Salighed, vil jeg være streng mod Dig, Du
Rotteunge!« raabte Casper og rullede med Øinene. »Uh, de andre
Skabedukker! Det er netop Dig, jeg vil lægge Grime paa og tøile, dit
Troldtøi! Alle de Andre gider jeg ikke seet paa. -- Husker Du den
Aften, Du kom ned fra Bjerget, bleg og forkommen, med dine fattige
Pjalter i en Byldt, og jeg stak Dig Tommelfingeren durk ind i
Hjertekulningen? Du skreg høit og gav Dig til at tudskraale. Saadant
noget, det er noget for mig, det gjør mig edderspændt krakilsk. Og da
jeg forgangen lagde min Haand paa dit Bryst nede i Bagerboden, saa
smækkede Du mig over Fingrene -- Hele Boden staaer jo fuld af vore
unge Kavalerer, der vil æde varme Boller hos Dig, de Skarnsknægte! De
rulle med Gluggerne og gjør sig lækre; Du skal aldrig saa meget som
kigge fordulgt til dem. -- Og Apothekeren, den stinkende Balsambøsse,
som lagde Blomsterkost paa Disken til Dig! Jeg grinte af ham, saa jeg
var lige ved at sprække; Du feiede hele Blomsterstadsen i Kurven.
-- Saadan vil jeg have Pigebørnene med Tugt og Ærbarhed. -- Du er
saagodt som min ægteviede Kone for Gud og Mennesker. Lad os nu gjøre
vore kjærlige Forældre til Villie og holde Bryllup i Nat; det er jo
derfor, jeg er kommen, min eneste, søde Rosenblomme! -- saa bliver Du
nødt til at sige Ja for Alteret paa Søndag, og saa er den Sag klappet
og klar.«

Olaug klyngede sig til Vinduesposten.

»Et Skridt endnu, Casper Høyer, og I driver mig i Døden!« udbrød hun
med lysende Øine og bøiede sig ud over Gaden.

Casper sprang lynsnart ind paa den unge Pige og slyngede Armene
om hende. Han var en Kæmpe; med et Ryk rev han hende til sig og
knugede hende fast mod sit Bryst. Olaugs Kræfter svigtede; hun følte
hans hede Aande paa sin Hals. Et vildt, dyrisk Udtryk lyste i hans
vandblaa Øine.

»Djævelunge!« hviskede han. »I to Maaneder har Du drillet og trodset
-- nu er Du min! Hvad der maa skee, skal skee.«

Olaug udstødte et høit og klagende Skrig. Det lød ud i Sommernatten
over de spidse Huustage, et haabløst Klageskrig, en Bøn om Hjælp, der
pludselig gjentoges som af hundrede Struber nede fra Torvet.

Først enkelte springende, klaprende Trin henover Steenbroen, saa
mange; først enkelte aandeløst fremstødte Raab: »Svenskerne --
Svenskerne!« saa mange. Skrigene tiltog, fordeelte sig ind i alle
Smøger, Afkroge: »Svensken er over os!« -- saa et lydløst Øieblik,
Døre reves op, Vinduer, natklædte Mennesker sprang frem, raabte, fik
Svar, forsvandt. Et Minut senere strømmede det ned ad Gaden, derud,
hvor Geværskud begyndte at lyde. Ingen bort fra Faren, Alle frem
imod den, -- Øieblikket, det frygtede, det, hvorpaa man i Maaneder
havde ventet og forberedt sig, var nu inde: Svensken brød ned over
Frederikshald.

»Svensken!« skreg Casper og slap Olaug. »De Mordbrændere! Vort dyre
Bageri er i Livsfare -- Gud Fader fri os!«

Skræk og Forfærdelse afløste hans erotiske Fornemmelser. Med et
Spring var han henne ved Døren og ruskede af al Kraft i den. --
Larmen tog til nede paa Gaden, en Bølge, der steg under Stormens
Aande, en eensartet, mægtigt voxende Brusen, der optog alle Lyde.
»Svensken, Svensken!« lød det i Luften, fra Husenes Kvist til
Kjælderen.

Casper vedblev at slide i Dørkrampen og udstødte hæse Raab om at
blive lukket ud. Ulle, der havde stillet sig paa Luur udenfor Døren,
aabnede den med rystende Hænder. Casper foer ud, men havde Besindelse
nok til at hjælpe Jomfru Halvorsen med at skubbe Olaug tilbage og
stænge Døren omhyggelig efter sig.

»Pas vel paa min unge Brud, at ikke min Honneur lider en Gebræk, mens
Svensken er herinde!« raabte han, idet han foer ned ad Trapperne.
»Hun er min, og jeg er sin.«

Ulle hørte med et ulykkespaaende Smil Olaugs Bønner om at blive
lukket ud. Hun bøiede sig mod Nøglehullet og hviskede:

»Husker Du, at Du kaldte Dig vor Families Skjændselsbarn, lille
Olaug? Derfor holder jeg Dig nu fangen, til Du har taget Casper Høyer
til Ægte. Sætter Svensken Ild paa vor Stad, seer jeg Dig tusind Gange
heller omkomme i Luerne, end jeg giver mit Minde til, at Du ægter
Skurken Bjørnstads Søn, som gaaer rundt i Byen og kalder Dig sin
Fæstemø!«

Ulle aflaasede til yderligere Sikkerhed atter den dobbelte
Egetræsdør, som afspærrede Trappen til øverste Stokværk, hængte
Nøglen ved sit Bælte og begav sig med sammenknebne Læber ned i Huset,
hvor Larm og Forvirring herskede. Hun standsede foran et blankpoleret
Staalspeil paa det mørke Egetræspaneel i Forstuen, svøbte sig fastere
i det røde Shawl, rettede paa sin høie Hovedpynt og var med et stift
Smil efter sin egen Mening beredt til i Fædrelandets Interesse at
modtage Svenskekongens Indfald i Staden.




ILDSKRIFTEN LÆSES ENDNU PAA KRØNIKENS EVIGE TAVLER:

                                            »Hvo, som vil frelse sit
                                            Land, han skal ei skaane
                                            sit Gods.«


Hvor gives der et mere gribende og ophøiet Skuespil, end naar det
fredelige, værgeløse Hjem, som huser Menneskets dyreste Eie, angribes
i dets hellige Rettigheder, krænkes voldeligt af raa Overmagt,
Havesyge, uden egen Skyld, uden Skygge af Forseelse mod Voldsherren?
Hvor gives der et mere beaandende, opløftende Syn, end naar et heelt
krænket Folk pludselig reiser sig fra Fredens Sysler, oprørt i sit
Inderste af ædel Harme og gaaer fra Disken, Sylen, Tommestokken,
for at blive Helte, Alle som Een og Een som Alle besjælede af een
Følelse: deres Sags Hellighed, opflammet af Broderskabets Solidaritet
-- givende sig hen uden Forbehold med Liv og Blod?

Det var dette Helteskuespil, som nu skulde udspilles i Frederikshald
Stad. Alle Akter vare lagte tilrette af en Mesteraand, al stor
Kunsts Skaber, den dybe Følelse, og det skulde spilles af Verdens
bedste Skuespillere, den sande Følelses Mænd, i et Sceneri, hvis
maleriske Dekorationer i vexlende Belysning tilsidst gave Plads for
et Slutningsbillede af en saa alt med sig rivende Virkning, af en
saa dæmonisk og ophøiet Natur, at Verdensskuepladsen vel næppe har
opviist noget lignende, og hvis Luepragt endnu lyser over Stad og
Land.

Den tolvte Carl og hans Mænd stode Natten til den 4de Juli Klokken
halvto udenfor Byen. Borgerne laa i Søvn; kun de Vagthavende paa
Skandserne og Colbjørnsens Forposter vaagede. Kong Carl vadede i egen
Person med tre tusinde Mand i al Stilhed og uden at lade Trommen røre
over Tisteelven nedenfor Skoningfossen i den Hensigt at overrumple
Fæstningens Soldater nede i Staden og afskjære dem Tilbagetoget til
Frederikssteen, der saaledes af Mangel paa Mandskab snart vilde blive
tvungen til at overgive sig.

Jørgen Halvorsen og Niels Fosby, som vare blandt Colbjørnsens
udstillede Poster, ilede hver fra sin Kant skyndsomt til den yderste
Vagt ved Præstehaugen udenfor Borgerskandsen og bade Gefreideren at
melde den vagthavende Officeer Fjendens Komme, hvorefter de begave
sig tilbage til deres Poster.

Da imidlertid alt forblev stille i Staden, og Fjenden uhindret blev
ved at rykke frem, løb Jørgen atter til Skandsen og frem gjennem de
stille Gader.

»Fjenden er over os -- ret nu staaer han ved Brystværket!« raabte han
til den Øverstbefalende.

»Vi har hørt saa megen Snak af Colbjørnsens Folk om Overrumpling,«
svarede denne. »Rimeligviis er det igjen blot en Kommando af vore
egne Folk, som I tage feil af.«

»Svensken, Svensken!« raabte Jørgen og skjød sin Flint af som
Allarmsignal, løb videre til Hovedvagten og til Kirkegaarden, hvor
Borgerne havde Skandse og Kanoner. Strax derefter gik Allarmtrommen
over hele Staden.

Fæstningskommandant Brun, som var til Raadslagning nede i Byen og
til Gilde hos Svend Olsen, troede endnu ikke Colbjørnsens gjentagne
Sendebud og Allarmsignaler, som i de sidste Nætter saa ofte havde
lydt. Han lod Peder Colbjørnsen svare, at han kunde passe sig selv,
og at han selv havde sikrere Efterretninger. Desuden havde Kong Carl
udspredt det Rygte, at han agtede at angribe den nære Frederiksstad,
hvorfor Garnisonen dersteds stod i fuldt Gevær samme Nat. Brun havde
derfor befalet sine Soldater at gaa til Ro saavel i Fæstningen som i
Barakkerne. Colbjørnsen og hans »brogede Karle« reddede saaledes ved
deres Aarvaagenhed sandsynligviis Stad og Fæstning fra en fuldstændig
Overrumpling.

Svensken mødte altsaa ingen væsentlig Modstand før ved
Borgerskandsen, som kun var bygget af Steen paa de tre Sider og paa
den fjerde bestod af Palissader, og hvis Port var en spansk Rytter.
Fjenden var her den retirerende Vagt saa nær i Hælene, at de stak
med Bajonetterne efter Folkene indenfor Palissadeværket. Skandsen
blev stormet Gang efter Gang, Kanonerne affyredes, Borgerne strømmede
til i bar Skjorte og kæmpede som Løver. Skandsen holdt Stand. Tre
hundrede af Fjendens Døde laa paa Jorden, Majorerne Slippenbach og
Silfversparre iblandt dem. Fæstningen var reddet for denne Gang.

Hermed var Kong Carls Hovedplan foreløbig mislykket, og han drog sig
atter tilbage til Staden, hvor Kanonernes Buldren, Trommehvirvler
og Raab forkyndte, at nu var det Tid at forrette det Arbeide, som
Borgerne fulde af Kampiver den hele Vinter og Sommer havde ventet
paa, een mod to, mod ti, mod den europæisk berømte Krigerhelt, der,
indhyllet i sin Kappe, taus og indesluttet gik foran sine Soldater
som sin egen uafvendelige Skjæbne, frem mod Nederlag som Seierherre,
og som forlod Valpladsen med et skjødesløst Smil, optaget af nye,
store Fremtidsseire.

Rumlen af Vogne, Kommandoord og Spørgsmaal løde overalt; Enkeltheder,
hvoraf hver enkelt var værdig at opbevares i Fædrelandshistoriens
evige Liv, vexlede som afrevne Illustrationer af et Pragtværk,
flagrede hen i Vinden, forsvandt i Glemselen, i Luerne maaskee ogsaa.

Her sprang den spinkle Skolelærer Ramus gjennem Gyden i korte Spring
med et løftet Sværd og tindrende Øine.

»Jeg skal kløve Svenskens Hoved i tvende ulige Brøkdele, at ingen
Reguladetri kan lægge det sammen igjen!« raabte han til Fader Jonas,
som stod udenfor Døren til »Den forgyldte Nøgle« og ikke vidste
noget bedre Middel til at deeltage i Stadens Forsvar end ved at
række fyldte Kruus ud til Krigerne.

Her slæbte Kvinderne deres Bohave sammen i Gyderne og dannede
Barrikader eller laa med Bøssen paa Luur bag Vinduesskoddet efter
de fremmede, sultne Ørne, der flagrede om deres Rede. Luften blev
lysere. Krudtrøgen foer frem gjennem Tværgaden fra de aabne Pladser,
hvor Kampen rasede.

De kom farende, disse Svenske, som en Stormvind, allesammen magre,
brune, arrede Ansigter, nogle forsorne Kroppe, der sloges som Djævle,
faldt med en Vittighed, legede Livets Krigerkamp som en guddommelig
Spøg, der ikke kunde være lystigere, og som midt i deres store
Erobringskampe ikke drømte om at vinde mere end sex Fod Jord til eget
Huusbehov.

Nu stormede Svenskerne Frederikshald.

Overalt fore skarpe Lynglimt frem fra de mørke Træhuse og ramte den,
Kuglen søgte; hver Bygning, hvert Vindu var en Fæstning, som sendte
et velmeent Goddag og et dybtfølt Farvel til de Fremstormende, der
kom i Spring som til Festdands -- det gik i en Fart, for der var
ingen Tid til Snak og heller ikke til at tælle Fjendens Overmagt før
senere, da Liigene i Dynger dreve ned over Elven og fiskedes op langs
Stranden eller jordedes ukjendte i store Fællesgrave.

»Hurra!« raabte Bødker Ingolfsen og viste sig i Portaabningen, idet
en svensk Officeer faldt for hans Skud. »Bliv ikke arrige, fordi jeg
kun gjør Honneur i Nattrøie. Jeg er vist heller ikke rigtig reen i
Fjæset; men det er Du heller ikke, din Griis!«

Han skjød uden at dække sig den nærmeste Svensker, hvis Ansigt
var sværtet af Krudtslam, og faldt i samme Nu gjennemboret af ti
Karabinkugler.

Den tapre og mandhaftige Oberstlieutenant Steen Blix gjorde med sine
Soldater Fjenden al mulig Afbræk fra det Øieblik, han brød ind over
Brystværket, ligesaa Archelimester Peder Hvid, hvis Folk næsten
alle laa døde eller kvæstede paa Kirkegaardens Batteri, som Fjenden
flittigt bestræbte sig paa at indtage, for derved at blive Herre over
nogle Kanoner, som de selv endnu manglede. Kugle ved Kugle sad i
Huusvæggene bag Borgerne. Henne paa Torvet kæmpede samtidig Capitain
Knudsen; af hans halvtredsindstyve Mand forlode kun tyve Stedet.

Saaledes sloges Byfolk og Soldater til Klokken fire om Morgenen.
Fjenden vedblev at myldre ind i den aabne Stad ved Pipperbjerget, i
den Gade nedenfor Borgerskandsen, fra Porten og mellem Jens Frosts
og Peter Wærns Gaarde. Kvinder og Børn flygtede ud til Bjergene;
ligeledes søgte en Deel bevæbnede Borgere til Fjelds, for med deres
Flinter at skyde Fjenden ned i de smalle Tværgader. Paa denne Tid var
Tvekampen almindelig i alle Gader, og hvor tre eller fire mødtes,
sloge de uden Betænkning hverandre ihjel.

Capitain Blix blev omsider fortrængt fra Torvets Kanoner ned mod
det mindre Batteri ved Kongens Brygge, hvorfra den store Skydepram,
som Borgerne havde bemandet, med Lethed kunde beskydes. Kampen om
dette vigtige Punkt var vild og haardnakket. Byens fornemste Borgere
vare ombord paa Prammen, hvorfra de bestrøg Broen med deres Skyts og
gjorde Fjenden ubodelig Skade.

Hist og her brændte Byens Huse; men Kong Carl lod Branden skyndsomst
slukke.

»Her tillader jeg ingen Varmebaal,« sagde han spøgefuld.

En graabrun Røg, som stedse blev tættere og mere kvalmende,
indhyllede den kæmpende Stad i et uigjennemsigtigt Slør. Fjenden
begyndte nu at indfalde i Husene og at iværksætte Plyndring. Skrig og
Bønner fra de tilbageblevne Kvinder lød ud fra de ituslagne Ruder;
stor Jammer og Elendighed overalt.

Fjenden spillede nu Herre i selve Staden. Borgerne kastede hist og
her deres Vaaben, stode med uskyldige Miner, som om de mindst af alt
vilde Svensken ondt, og satte selv frem af Mad og Drikke det bedste,
de havde, ja rullede deres bekjendte, udsøgte Mostankere frem fra
Kjælderne, for at gjøre Fjenden tryg og beruset, hvilket var meest
tjenligt for det, som nu komme skulde. Der var noget langt mere
truende i denne pludselige Imødekommen end i Svenskernes vilde Skrig.
Men der var ogsaa dem -- og det var de Fleste -- som ikke nedlagde
deres Vaaben, men huggede fra sig, til de bleve slaaede ihjel.

En ung Pige kom flygtende ned mod Broen, forfulgt af en Skare
svenske Soldater. Det var Olaug, som vi forlode i Ulle Halvorsens
Kviststue i Walcks Gaard. Da Moderen stængede Døren trods hendes
Bønner, blev hun længe staaende ved Vinduet, forstenet og ubevægelig
som en Støtte og stirrede frem mod de østlige blaanende Fjelde, der
utydeligt hævede sig i den lyse Sommernats Taager. Det nys stedfundne
Optrin sløvede hendes Modtagelighed for det fjendtlige Indfald i
Staden. Lynsnare Tanker fore igjennem hendes Hoved og fremstillede
for hende de sidste lange Maaneders kvalfulde Liv i denne Stad,
der for hende var en Kæmpeby med snæver Synskreds og ufattelige
Interesser. Længselen, denne mægtige Svaghedsfølelse, saa stærk i sin
Afmagt, og som bærer ud saavel fra Paladset som fra Hytten, fyldte
pludselig utæmmelig hendes Bryst. -- Bort, bort herfra til Hytten
paa Fjeldskrænten, dette lille, tommestore Rum, hvor Bjælkeloftet
høinedes mod det Uendelige over alle hendes Skatte, -- Lykken i
Hjemmet. Foran hende en gabende Afgrund, hvis Dybde hun aldrig ret
havde fattet før denne Nat, og op over hvilken ragede Husenes spidse
Tage, steg Lyden af Skud, Tummel, Døendes Skrig om Hjælp, Kanonernes
Drøn, Brandrøg og Krudtlugt som fra Fortvivlelsens Svælg.

Olaug bøiede sig ud af Vinduet og speidede efter Mulighed til Flugt.

Let som et Egern svang hun sig ned paa et fremspringende Tag og
derfra videre, til hun gjennem en Loftsluge fandt Vei til Gaden.
Hjemløs og fremmed som hun var, søgte hun Skjul i en Gaard, eftersom
hun ikke længer turde vende tilbage til Bagerenken. Da Fjenden kort
efter brød ind i Gaarden, flygtede hun ned mod Broen. Midt for denne,
udenfor Wærns Gaard, blev hun standset af en Skare Soldater, ivrig i
Færd med at istandsætte Broen, af hvilken Haldenserne havde afkastet
12 Alen. Alle Mand af Wærns Gaard bleve tvungne til at bære Planker
for deraf at gjøre Strø paa Broen til at passere over, et livsfarligt
Arbeide, eftersom Borgernes Pram, som laa udenfor Blokhuset, kunde
bestryge Broen med sit Skyts og saaledes jævnlig nedskjød alle Mand
i Elven med samt Planker og tilintetgjorde det halvfærdige Arbeide.

Idet Olaug veg ind i en Sidegyde, blev hun indhentet af sine
Forfølgere, blandt hvilke vare Vagtmester Erikson og Månsson.

»Ta' mig tusan -- Jenten fra Bergaasen!« raabte Erikson og løftede
hende i sine Arme. »Vel mødt, skjøn Jomfru! Saa sees vi igjen, som
jeg lovede, for jeg er en ordholden Mand.«

I det samme sprang et Par Mænd ud fra den nærmeste Døraabning; to
skarpe Ildglimt strakte de forreste Svenske til Jorden. Erikson holdt
Olaug frem for sig som et Skjold. Halvor og Jørgen fore ind paa ham.
Halvor greb Olaug; Jørgen lod sin Bøssekolbe falde med et Brag paa
Eriksons Hoved. Han slap sit Bytte og greb med begge Hænder om sin
Pande.

»Det var den værste Habadudask, jeg har faaet i mine Levedage!«
udbrød han og sank om paa Jorden. »Månsson -- herhid! Nu bærer det
lukt ind i Helvede til Kammeraterne!«

Trompeteren kastede sig ned over Vennen og løftede hans Hoved.

»Erikson -- Fargubbe!« hviskede han; »I drog mig op og var god mod
mig -- De siger, en lille Bøn gjør godt -- aa hvad, en lille en til
Jesus?«

»Sludder, Hvalp!« stønnede Erikson. »Himlen er for Præsterne og
de gamle Svæklinge og Dydspatronesser og Lumperne, som krybe om
paa deres Knæ. Helvede, det er for os prægtige Krigskarle og de
hvidbrystede Tyrkinder -- Husker Du hende med de røde Læber, som vi
slagtede dernede? -- Til Helvede gaaer ogsaa Kong Carl; med ham vil
jeg gaa. -- Nu op med Trompeten, Månsson! Lad dem høre dernede, hvem
der kommer.«

Erikson sank sammen.

»Spring ind med Olaug i Peter Wærns Have; Laagen staaer aaben. Imens
holder jeg Svensken Stangen,« sagde Jørgen, idet han foer ind mod
Fjenden, svingede Bøssekolben over sit Hoved som et snurrende Hjul og
opnaaede saaledes et Øieblik at spærre den trange Gyde.

Halvor satte med et Spring ind gjennem Porten med den unge Pige i
Favnen og stængede forsvarligt efter sig. Da Jørgen saae Laagen
lukkes efter de Unge, gjorde han omkring og foer op ad Gaden,
forfulgt af Svenskerne. Olaug støttede sig mod Plankeværket og fulgte
med Spænding dette Optrin udenfor Muren.

»Hvad gjør Du her paa Gaden, Olaug, mellem Krigsfolket?« spurgte
Halvor barsk og heftigt.

Hun skjælvede og brast i Graad, da hun saae Jørgen flygte; for
første Gang i alle disse Maaneder brød en bitter, trøstesløs Graad
igjennem overfor Barndomsvennen, der i Aften ikke stod for hende som
den drilvorne Knøs fra Legeaarene, men som en Yngling med Ild i Øiet
og Værdighed over sit Væsen. Hun fortalte ham hurtigt og afbrudt
Aftenens Hændelse, Tvangsægteskabet, Lysningen i Luneland. Han blev
pludselig blød og tog hendes Haand.

»Hør, hvor de skyde og tromme derude, Olaug!« udbrød han. »Det kalder
til Manddom og Bedrift. Du vil faae at see, at Du og Fader blive
stolte over mig. -- Aldrig saae jeg Urter blomstre eller hørte Fuglen
synge, siden Du drog af Fjeldet; aldrig er Du af min Hu; hver tapper
Gjerning, jeg bedriver, er med Dig i Tanke, Olaug,« vedblev han
hurtig og fremstødt som om en længe hæmmet Kilde endelig fandt sit
Udløb, »hvem veed, hvad denne blodige Nat kan bringe os Alle? Du, min
Fæstemø og Fædrelandet er i Fare -- det er, som om jeg kunde løfte
Fjelde. Kys mig, saa bliver jeg stærk. -- Herre Jesus, nu er det værd
at leve! Alt teer sig saa godt. Hør, hvor de skyde i Nat!«

Han sluttede Olaug i sine Arme. Hun stred ikke imod; de nys
overstaaede Rædsler, den overhængende Fare, Tumlen og Skrigene
udenfor Muren om denne lille, fredelige Haveplet under de tunge
Frugtgrenes Skygge lod hende føle sig i Havn hos Barndomsvennen. Men
da han bøiede sit glødende Ansigt nærmere mod hendes og vilde kysse
hendes Mund, rev hun sig løs og drog sig ned mod Elven.

»Ogsaa Du, Halvor!« sagde hun bedrøvet.

»Du har Ret: først Seiren, saa Lønnen!« jublede han og strakte
Hænderne mod hende. »Om jeg nu havde ti Liv, saa vare de dine
alle, jeg kan ikke slaa et eneste af. -- Bliv her. Maaskee Du
fra Hængebirken derhenne om lidt skal see mig kæmpe, for det er
Bryggebatteriet herudenfor og Prammen dèr og Broen, nu hele Krigen
staaer om. -- Farvel, Olaug. Min Kjærlighed til Dig sidder plantet i
mit Hjerte -- Nu veed Du det Hele.«

Halvor sprang mod Porten. Livsmodet gryede i ham som Østens
Morgenrøde over Æblehaven; hans fagreste Blomst var nu derinde.

Han vendte endnu en Gang tilbage og sagde:

»Olaug, Du passer saa godt til mig. Min Lykke er den stolteste paa
alle vore Fjelde. Om Gud vil, saa finder jeg Dig her igjen, Du søde
Veninde.«

Han ilede ud og stængede Porten. Olaug stod alene tilbage; Mødet med
Halvor gjengav hende Mod og Kraft. Skydningen tog til tæt nedenfor
Muren; de lysende Kugler fløi som osende Stjerneskud over hendes
Hoved. Kong Carl ledede i egen Person Arbeidet ved Istandsættelsen af
Broen. Generalmajor Delwig meldte ham, at Prammens Kanoner nedmeiede
de svenske Soldater under Arbeidet.

»Saa flere Folk ud og tag fat, hvor de andre falde,« svarede Kongen.

»Maiestæt, Folkene ere dødstrætte, og Plankerne slippe op.«

»Saa maa Soldaternes Liig gjøre Strø. Broen skal være færdig inden
Solopgang,« befalede Kong Carl og kommanderede en ny Afdeling
Soldater frem til Storm af Bryggebatteriet, for med dets erobrede
Kanoner at bringe Prammen til Taushed.

Olaug blev med bankende Hjerte fra sit Skjul Vidne til denne Storm.
Hun saae de gule og blaa Soldater i Spring styrte frem, saae
Ildsvælgenes Flammer slynge dem til Jorden, medens nye Masser væltede
ind. Tilsidst saae hun Oberst Blix med sine faa tiloversblevne Mænd
forlade Batteriet, efter forgæves Forsøg paa at fornagle Kanonerne,
medens de uafbrudt gjorde omkring og fyrede, idet de droge sig ned
mod et Fartøi ved Bryggen for ad Søveien at undkomme til Fæstningen.
Svenskerne forfulgte med Seiersbrøl den lille, tapre Skare.

I dette skjæbnesvangre Nu fløi en heltemodig Indskydelse gjennem
den unge Pige, der rigtig havde opfattet Batterikanonernes store
Betydning for Skydeprammen udenfor i Fjorden. Hun svang sig over
Muren, gled som en Skygge, halv skjult af den tætte Krudttaage frem
mod Kanonerne og greb den bortkastede Hammer og Søm.

Om denne behjertede Gjerning skriver Jonas Rist:

»Da Olaug formærkede, at Fjenden blev Mester af Torvet, rendte hun
i Hast ned til de tvende af vore Stykker, som stode nedenfor Kongens
Brygge paa et Batteri, hvorfra Fjenden lettelig kunde have fordærvet
Prammen tilligemed Borgerskabet, som var derpaa, og tog en Hammer med
nogle store Søm; dem drev hun i Stykkernes Fænghuller og dem saaledes
fornaglede; siden kastede hun alle Kugler, som laa paa Batteriet i
Vandet, og saa kunde Fjenden ei betjene sig af de Stykker, ei heller
med dem beskyde Prammen.«

Da Svenskerne vendte tilbage med uforrettet Sag, siden den tapre
Oberst, skjøndt saaret, undkom i Stormuglens Baad, og de opdagede den
unge Piges raske Daad, medens hun endnu stod mellem Kanonerne med
Hammeren i Haanden, omringede de hende med vrede Skrig og Trusler.
Olaug blev uforfærdet staaende og maalte Fjenden med flammende Øine.
-- Pludselig skiltes Skaren, og Carl den Tolvte traadte frem mod
hende.

»Tilbage!« sagde Kongen til Soldaterne med lav Røst.

Han blev øieblikkelig adlydt.

»Er I svenske Mænd og vil slaa en Kvinde? Hun har kun gjort sin
Pligt.«

Idet han betragtede Olaug, vedblev Kongen:

»Ræk mig din Haand, norske Pige.«

Olaug hævede Hovedet og saae ind i den svenske Konges mandige,
alvorlige Ansigt med det luende Herskerblik. Kong Carl, der aldrig
kastede sit Øie paa nogen Kvinde, og hvem de kaldte Kvindehader, stod
med Smil paa de fyldige, skjægløse Læber og rakte med nedladende
Velvillie og kongelig Maiestæt sin Haand mod Olaug. Hun gav ham
modstræbende sin: men den var knyttet.

»Ret saa, Du nordiske Jeanne d'Arc!« sagde Kongen med en kort Latter.
»Har dit Land mange Heltinder som Du?«

»Jeg er kun en af Norges ringeste Døtre,« hviskede Olaug.

»To Mand frem og føer Pigen i Sikkerhed, hvorhen hun ønsker sig!«
befalede Kongen. Hans Blik fløi atter ud mod Prammen, hvis Kugler
regnede ned omkring Batteriet og Broen.

»Vi maa bringe det Fartøi til Taushed, det koste hvad det vil,« sagde
Carl den Tolvte. »Slæb andre Kanoner herned i de ubrugeliges Sted.
Muntert, Børn!«

Befalingen blev adlydt. Det første Stykke, Svenskerne trak herned
fra Torvet, blev gjort ubrugelig af Prammens velrettede Skud. Foran
den anden Kanon var forspændt 30 Svenske; Prammen bød dem saaledes
Velkommen, at ikke 4 Mand kom levende derfra. Dermed opgav Fjenden at
slæbe mere Skyts til forommeldte Sted.

Det blev saaledes Olaug beskikket at udøve en stor Gjerning
til Fædrelandets Gavn. En ringe Pige havde ved sit Mod og sin
Aandsnærværelse reddet Frederikshalds meest ansete Borgere og mangen
hæderlig Arbeider ombord fra den visse Død.




DET BRÆNDER, HAN RENDER -- RITSCH!


Klokken sex om Morgenen var Fjenden omsider Herre over Frederikshald;
men det blev ham ingen hyggelig Besiddelse. Fæstningen begyndte nu
efter Peder Colbjørnsens og Borgernes Ønske at spy Ild over Byen,
for om muligt at faae den i Brand, »efterdi de slet ikke kunde
finde sig i at herbergere disse voldsomme og trodsige Gjæster, der
paa en saa lurende Maade havde indtrængt sig«. Over fiirsindstyve
tohundredepundige Bomber sprang i Huse og Gader, dog uden at
Staden fængede Ild; thi Fjenden slukkede overalt. Desuden blev der
fra Fæstningen skudt med Kanoner gjennem de lange Gader, og fra
de omliggende Bjerge fyrede Borgerne med deres Flinter ned i de
Tværgyder, som laa i Læ for Fæstningsskytset.

Svensken støiede og jublede i høien Sky; men deres Bryllupsnat i
Frederikshald huede ikke ret de gamle, erfarne Krigere; de rystede
paa Hovedet og hviskede indbyrdes, at dette kongelige Indfald var
Galmandsværk. Nu begyndte de rige, krydrede Drikkevarer, som overalt
fandtes i Mængde fremsat i de forladte Huse, at øve deres Virkning
paa de haardføre Svenske, der i Maaneder havde sovet under aaben
Himmel. Fjenden indkvarteredes overalt, selv Christi Herberg Kirke
blev taget i Brug til Sovekvarteer; de fyldte den med Halm, fra
Kirkestole og Sakristi stak Krigernes forsorne Hoveder frem med den
opstrøgne Knebelsbart og den solbrændte Hud. Nogle sov, andre drak og
slængte sig dødstrætte henover Halmleiet med Tværsækken under Nakken.
Middagssolen fandt dem saaledes, da dens Straaler faldt ned gjennem
de farvede Ruder over det bevægelige Halmdække paa Kirkegulvet,
hvorover snart viste sig et arret Ansigt, snart en hævet Arm med en
Bimpel, der endnu i Søvne hørte med til Lyksaligheden.

En grum Himmelhund løb rundt og søgte efter et lille Borgmesterliig
i Gravkapellerne, for at stille det op til Maalskydning i
Prædikestolen; han maatte nøie sig med en gammel Raadmandsfrue, hvis
balsamerede Liig han til almindelig Fornøielse bar rundt som et
Svøbelsebarn. Der var ikke Ende paa de allerplumpeste Vittigheder.

Nede i »Den forgyldte Nøgle«s Krostue havde Billedet denne Morgen
vexlet fra hiin Aften, da Colbjørnsen her tog de Frivillige i
Eed. Endnu sad Jonassen bag Disken og rakte fyldte Kruus frem med
faderlige Smil.

»Herregud, Svensken er jo ogsaa en Slags Mennesker!« forsikrede han
deeltagende.

Midt paa Gjæstebordet sad Månsson i sin Yndlingsstilling med et fyldt
Kruus i hver Haand, hvormed han slog Takt i Bordpladen til den nye
Krigssang, han havde digtet i Dagens festlige Anledning med Melodi
til, og som gjorde umaadelig Lykke. Han skraalte den ud af fuld Hals
og hjalp paa Takten med Jernsporerne i Bordskiven:

    »Med Brand og med Baal
    vi skrive vor Lov;
    vi tømme vor Skaal,
    vi tage vort Rov --
    Det brænder, det brænder -- ritschch!

    Vor Fjende er tam,
    han lader sig slaae
    from som det Bælam,
    vi slagte og flaae --
    Et Bælam, Bælam -- bæ, bæ -- æ!

    Vi drikke hans Skaal,
    vi skrive hans Lov,
    vi tænde hans Baal,
    vi dele hans Rov --
    Han render, det brænder -- ritschch!«

Sangens Omkvæd blev sunget under stormende Bifald og Brægen. Det var
saaledes, at Månsson høitideligholdt sin Pleiefader Eriksons Gravøl.

Ovenover Soldaterne mellem Bjælkeloftets Røgskyer flagrede den
opskræmte Papegøie. Pludselig lød dens skingrende Latter: »Svensken
skyderr -- snyderr!«, dens nye Visdom, indprentet det lærenemme
Dyr af Husets gamle Stamgjæster i de sidste Maaneders spændende
Forventningstid.

Kong Carl havde virkelig taget Ophold i Raadmand Walks anseelige
Kjøbmandsgaard. Idet han traadte ind i Forstuen, neiede Ulle
Halvorsen mod Jorden, endnu indsvøbt i sit røde Shawl, med Armene
korslagte over Brystet og med sit blideste Velkomstsmil.

Carl den Tolvte tilkastede hende et forundret og forskende Blik, idet
han hilste med Haanden. Hans lange Sabel slæbte imod Trinene, idet
han steg op ad Trappen og af sine to Pager lystes ind i Storstuen.

»Herre Jesus, jeg fik et Blik!« raabte Jomfru Ulle daanende. »Først
i dette Øieblik føler jeg, at jeg er Kvinde. Han kommer jo som selve
Guds Søn fra Himmerig ned til os i dette Fattighul!«

»Ogsaa jeg saae det kongelige Øie,« forsikrede Anea Høyer, som havde
søgt Beskyttelse i Raadmandsgaarden.

»I, svære Bagerenke?« sagde Ulle medlidende. »Nei, det var mit sorte
Haar, min slanke Figur og min nye Brosche, som Helten bemærkede.« --

Inde i den høie Bjælkeloftsstue med blomstrede Hynder paa Bænkene
langs Væggenes udskaarede Træværk med sindrige Indskrifter over
Døre og Paneelfelter stod Kong Carl bøiet over et Kort, som han
med Dolken havde fæstet i Bordpladen, for at ikke Trækvinden fra
de sprængte Ruder skulde feie det bort. Hans Pegefinger beskrev en
Linie over Kortet; men den berørte hverken Frederikshald eller Norge;
den foer frem over Europas Lande, som om han i Tankerne forfulgte
et Seierstogt og de store Omvæltningsplaner i den europæiske
Statsverden, med hvilke hans Yndlingsminister Gørtz gik svanger.

Her i den brunpanelede Stue mellem to brændende Voxkjærter
bemærkedes, at den mandige tolvte Carl var bleven en ældre Mand. Hans
blankskallede Isse lyste som det samlende Midtpunkt i den halvmørke
Stue; den tynde Krands af Haar i Nakken og om Ørene var stærkt
graanet, det alvorlige Ansigt bar dybe Furer; Krigeren kjendtes paa
den brune Farve og den tarvelige Dragt. Kongen var her som altid
iført guul Vest og Beenklæder, mørkeblaa Kjole med forgyldte Knapper
og opkrammet Skjøde; hans trekantede Hat og Hjortelæders Handsker
med de stive Kraver laa paa en Stol, Halsen var omviklet med et
Stykke sort Flor, og omkring Livet bar han et bredt ustukket Bælte
af Bøffellæder; paa Fødderne tykke Rytterstøvler med høie Hæle og
Jernsporer, Kraven naaede op over hans Knæ. Han benyttede aldrig
Harnisk mod Kugler eller Pelsværk mod Kulde.

Der fortaltes, at Kongen sjælden skiftede Linned, og at hans Dragt
jævnlig var stiv af Pletter og Smuds paa Grund af, at han sov i
Klæderne. En Præstefrue i Sverige listede saaledes, da hun bemærkede
denne Mangel i Maiestætens Paaklædning, en Pakke reent Linned ned i
Slæden, der skulde kjøre ham videre; men Kongen opdagede i Tide denne
moderlige Omsorg og kastede leende Pakken tilbage mod Præstegaarden.

Nu stod Carl den Tolvte her og lod sin Pegefinger med et tankefuldt
Herskerblik glide hen over Europakortet, medens Kanontorden, Bomber
og Kamptummel omgav ham med hans Yndlingsmusik. Døren blev aabnet, en
Adjutant traadte ind og slog Hælene sammen.

»Deres Maiestæt, jeg melder, at det brænder paa Nordsiden.«

»Brænder, hvor?« spurgte Kongen og strøg med Haanden over Panden,
som om han hentede Tanken hjem langveis fra. »Ilden skal slukkes.
Dirigeer mere Mandskab til Slukningsarbeidet -- Energi, anvend mere
Energi!«

Et Øieblik senere blev Døren igjen revet op. Generalmajor Delvig
traadte ind.

»Stillingen her bliver uholdbar, Deres Maiestæt!« udbrød han heftig.
»Ilden har fænget to Steder paa Sydsiden; det blusser som i en tør
Fyrsvamp. Vore Folk sukke, at de maa vel komme ud igjen; de vente et
haardt Tryk, naar de skulle tilbage over Broen, som endnu er ufarbar,
ei heller er der Rolighed for dem i Byen at finde. Vi blive fanget
levende i denne Rottefælde og stegte som tyrkiske Kastanier. -- Hvad
befaler Deres Maiestæt?«

»Sluk Ilden!« udbrød Kongen utaalmodig; »bring Fæstningens Kanoner
til Taushed!«

»Javel, men hvordan?«

»Send tre Capitainer med Trommeslager og hvidt Flag derop, en
halv Time mellem hver, dersom den første faaer Afslag, og begjær
Stilstand til at begrave vore Døde. Imens gjøre vi Broen brugbar. Til
Natten trække vi vore Regimenter fra Idde herind under Overbjerget,
saa tager jeg Fæstningen.«

Delvig gik for at sende Parlamentairerne. Peder Colbjørnsen i
Fæstningen lod den første svare, at saadan Stilstand var ei at
forlange, saasom Fjenden ubuden var kommen herind, saa maatte de
gjøre deres Bedste for at hjælpe ham ud jo før jo bedre.

De følgende Parlamentairer bleve modtagne med skarpe Skud, der
forfulgte dem tilbage i Gaderne.

En Time efter, at Kong Carl havde indkvarteret sig i Walcks Gaard,
gik Spisesalsdørene op til Maiestætens Kammer, og et straalende
Syn viste sig for den forundrede Konge: et Bord, bugnende under
Sølvservice, oplyst, skjøndt Klokken var eet om Middagen, af
Voxkjærter i festlige, opadstræbende Søiler. Jomfru Halvorsen havde
af Sikkerheds- og Skjønhedshensyn ladet Skodderne stænge ud mod
Gaden; Vildt, Bagværk, støvede Viinflasker i Iiskjølere og midt i
Døren den neiende Ulle Huusbestyrerinde, der under sit Herskabs
Fraværelse meente at burde repræsentere Huset i en stærkt nedringet
Dragt af lyseblaa Taft, rigt besat med Kniplinger fra en tidligere
Huusfrues Garderobe. Paa Hovedet bar hun vaiende Fjer af samme Farve
og lange, ru Handsker op over de spidse Albuer.

Ulle gjorde endnu et siirligt Skridt ind i Kongens Stue, løftede
Kjolen høit fortil og neiede endnu dybere.

»Behager det stormægtigste Maiestæt med patience at beære vort
tarvelige Bord?« sagde hun med sit blideste Smil om de skarpe Læber,
der blottede sørgelige Rester af spidse Tandstumper. »Der er serveret
ved Deres beredvilligste Tjenerinde i dybeste Underdanighed.«

Kongen rynkede Panden og saae forlegen efter sin gamle Kammertjener
Hultmann. Carl den Tolvtes daglige Levemaade var jævnt tarvelig;
hans Frokost bestod som oftest af Smør og Brød og Ølsuppe, Middagen
af stærk, fed Mad, Flæskepandekage o. desl., lidt Frugt til Dessert;
det var Hovedmaaltidet, hvilket Kongen oftest indtog paa staaende
Fod, som han kom og gik fra Hesteryggen, støvet eller tilsølet. Han
saae ned i Tallerkenen, tav, til Maden efter et Kvarteers Forløb
var fortæret. Der var dem, som paastod, at Kongen i Hast spiste med
Fingrene, ja, endog smurte Smør paa Brødet med Pegefingeren. Naar
Kongen reiste sig, gik hans Drabanter til Bords og spiste Levningerne.

Carl den Tolvte traadte nu ind i Spisesalen, bøiede Hovedet til Bøn
og spiste hurtigt uden at vælge af de Retter, der stode ham nærmest.

»Behager det ikke Kongen underdanigst at smage denne zarte
Æbletærte?« spurgte Ulle med Hovedet skjælmsk paa Siden og gyngende
paa Fodspidsen. »Ak, Deres Maiestæt, ak, døm os ikke Alle for strengt
efter Byens fjendtlige Modtagelse; lad Naade gaa for Ret, nu vi have
overgivet os paa Naade og Unaade. Mine Landsmænd vide ikke bedre,
Vildmænd ere de jo Alle. O, skaan vores ringe Liv!«

I det samme exploderede en Bombe udenfor Vinduerne med et Brag, der
lod Huset ryste i sine Grundvolde. Ulle udstødte et skarpt Hviin og
sank i Knæ.

»Uh, det Rak!« stønnede hun og krummede Fingrene paa de oprakte
Hænder. »Det ender med, at de Elendige gjøre en Ulykke paa os Alle.«

Kongen bukkede med sin sædvanlige udsøgte Høflighed mod Kvindekjønnet
og gik nogle Skridt baglænds mod Døren; han ansaae det som bekjendt
for stødende og uhøfligt at vende en Kvinde Ryggen.

Ulle ilede mod Bordet, greb den Gaffel, hvormed Kongen havde spiist,
og gjemte den ved sin nøgne runkne Barm.

Carl den Tolvte traadte hen til det aabne Vindu. Lige overfor i
Colbjørnsens Huus stod en ung, blond Kvinde. Det var Capitain Peders
Søster Marie, som bestyrede hans Huus, en modig og kløgtig Pige og
værdig Medbeilerinde til Søsterens, Anna Colbjørnsens Ry som tapper
Kvinde. Da Marie blev Kong Carl vaer, tog hun sig den Dristighed at
hilse og over Gaden at bede ham om, at hun ingen Molest skulde skee,
siden hun var alene med en liden Dreng i Gaarden. Kongen befalede
strax en Underofficeer med fire Mand at være hos hende til Vagt,
hvilke gjorde sig saa tilgode i Viinkjælderen, at de faldt i Søvn og
siden brændte med Huset under Byens Brand. Kongen spurgte derefter:

»Buldrer Eders Kommandant deroppe altid saaledes med Kanonerne?«

Marie svarede: »Ikke oftere, end naar Fremmede er i Byen.«

Tilsidst bad hun Kongen om Tilladelse til at sende en Pakke Klæder
til sin Broder paa Fæstningen, da han under den hastige Retraite ikke
havde faaet det Fornødne med sig.

Denne Bøn blev bevilget, og hun sendte Pakken afsted. Peder
Colbjørnsen, som kjendte sin kloge Søster, sluttede strax, at det ei
var Klæderne meent, lod dem sprætte op og fandt en Seddel fra hende,
hvori Marie underrettede ham om, i hvilket Huus og Værelse Carl den
Tolvte opholdt sig. Peder Colbjørnsen meldte øieblikkelig denne
kjærkomne Efterretning til Artillericapitainen. Herom senere.

Kongens Opmærksomhed blev pludselig henledet paa to statelige
Borgere, som uforsagt nærmede sig Huset i Kugleregnen. Foran dem gik
en Mand, som blæste i Trompet gjennem Gaden.

»To Borgere begjære Foretræde for Deres Maiestæt,« lød Yndlingspagens
bløde Røst bag Carl den Tolvte.

I de senere Aar af sit Liv holdt Helten af at have svenske Ynglinge
i sin Nærhed, og med rørende Omhu tog han ofte sin egen Kappe og
dækkede den sovende Dreng paa Vinterfeltleiet, medens han selv sov
utilhyllet.

»Lad dem komme,« befalede Kongen og rettede sin mandige Skikkelse.

Hans Colbjørnsen og Jens Munk traadte ind med værdig Holdning og
hilste høfligt. Kongen modtog dem med rynkede Bryn og hørte deres
Begjæring, at Kvinder og Børn, som vare flygtede til Æskevigen og
Sauøen, ikke maatte blive insulterede og til den Ende faae Fribrev.

»Hvem er I, gode Mænd?« spurgte Kongen.

»Hans Colbjørnsen.«

»Jens Munk.«

»Colbjørnsen, denne Stratenrøver, som uden at være Soldat myrder
og hærger i min kongelige Hær!« udbrød Maiestæten og betragtede
Colbjørnsen stift. »I ere begge mine Fanger.«

Kongen gik frem og tilbage, trak sin store Værge med det forgyldte
Messinghaandtag halvt ud og stødte den haardt i Skeden igjen, kneb
Læberne sammen og drog dem gjentagne Gange op under Næsen, et sikkert
Kjendetegn paa, at han var vred.

»Galgen fortjene I for den Medfart, I har givet mine gode Mænd,«
udbrød han og vendte sig pludselig mod de to Borgere. »Jeg beholder
Jer som Gidsler. Vee Eder, I skulle undgjælde for, hvad Ondt jeres
Byfolk bedrive mod os.«

Hans Colbjørnsen slog ud med sin trekantede Hat.

»Naar Fjenden er i vor Rede, er hver Mand Soldat. Vi have kun gjort
vor Pligt, og jeg fortryder ikke, hvad der paafølger.«

Idet Hans Colbjørnsen sagde disse Ord med sit modige Blik fast i Kong
Carls, lød et øredøvende Brag over deres Hoveder. Med et skingrende
Hviin rev Ulle Halvorsen Døren op til det kongelige Gemak og segnede
om for Kongens Fødder. En Bombe, dirigeret af Peder Colbjørnsen efter
Søsterens Anviisning, slog ned gjennem Taget over det Værelse, hvor
Kongen befandt sig, og blev liggende paa Loftet.

»Kast Jer ned, alle Mand!« befalede han rolig.

Da Alt forblev stille, reiste Kongen sig kort efter og sagde:

»Den er kreveret.«

Men idetsamme gjorde Bomben sin Skyldighed og slog tre Bjælker i
Stykker, saa Splinterne føge de Tilstedeværende om Ørene, Taget fløi
op, Vinduerne ud, og Gulvet sprængtes op mod Loftet. Carl den Tolvte
slap med nogle Saar i Ansigtet, saa Blodet flød.

»Er Nogen kommen til Skade?« spurgte han og lo. Da han saae, at Alle
vare uskadte undtagen Jens Munk, som havde et Hul i Hovedet, smilede
han fornøiet:

»Jeg falder for ingen anden Kugle end den, som dertil er blevet
bestemt,« sagde han til Nordmændene. »Naar den kommer, saa hjælper
mig ingen Forsigtighed og mine Fjender intet Anslag. Jeg rider sikker
gjennem fjendtlige Skarer, jeg gaaer ogsaa trygt gjennem Ilden, for
Herren siger: »Luerne skulle ikke angribe Dig; jeg er din Gud og din
Frelser.« -- Seer I, norske Mænd, denne Tro har jeg modtaget gjennem
utallige underbare Redninger fra større Livsfare end denne. Derfor
seirer jeg over Eder Alle og skal blive Eder en naadig Herre og
Hersker.«

Hans Colbjørnsen trak paa Skuldrene.

»Staden brænder i Nord og Syd, Deres Maiestæt!« lød pludselig en
malmfuld Røst i Værelsets Baggrund, og General Delvigs martialske
Skikkelse stod paa Tærskelen til -- Evigheden.

Stuen var ved denne Tid fyldt af høitstaaende svenske Officerer,
der alle med mørke Blikke betragtede det tiltagende Ildskjær paa
Himlen. Kongen nikkede, som om han var yderst tilfreds med Generalens
Erklæring; han slog ud med Haanden og gik ned ad Trappen. Men da han
nede i Porten hørte Luernes Knitren over de spidse Huustage, bed han
sig heftigt i Fingrene, som han altid gjorde i stærk Sindsbevægelse.

Kongen gik nu over i Kirkegaden til Garnisonens Feltskjær, Erik
Raufn, der forbandt de svenske Saarede. General Delvig gik nogle
Skridt foran Carl den Tolvte. Pludselig saae Kongen sin fuldtro
Øverstbefalende og mangeaarige Krigskammerat springe i Veiret.

»Leve Kongen! Leve Sverige!« raabte Generalen og faldt, skudt gjennem
Hovedet.

Carl den Tolvte standsede et Øieblik, slog Hænderne sammen og udbrød:
»Au!« Gik saa efter denne karakteristiske Ytring ned ad Gaden. Der
gaves efter Kong Carls Mening ingen skjønnere Død end Soldatens.

Medens dette foregik i Staden, sad Olaug endnu sammenkrøben i Wærns
Have, hvor Halvor havde forladt hende. Hun lyttede til Larmen ude
i den ulykkelige Stad. Det summede og hvislede som i en Hvepserede,
nei, det klagede høit oppe i Luften som over et Ørnebo, hvis
værgeløse Yngel bliver overfaldet af den forvovne Jæger, medens
Kongeørnen fra Høiden speidende udstøder gjennemtrængende Hævnskrig.
Det sydede og brusede som undertrykte Strømme, der forgjæves søge at
sprænge deres Diger, og dog syntes Stadens tilbageblevne Indbyggere
tause og fattede.

Dette rædselsfulde, begivenhedsrige Døgn i den unge Piges
hidtidige stille Liv skulde i de nærmeste Timer endnu bringe hende
betydningsfulde Tildragelser. Det var, som om hendes Skjæbne, der
længe havde ligget i Dvale deroppe i Skovbunden, medens Dagene glede
hen saa lige i Indhold, nu pludselig rulledes op, taarnede hendes
Livs Hovedbegivenheder i Veiret, medens det store Folkedrama, der
udspilledes rundt hende, indvævede hendes enkle Livstraad i sine
store Optrin, saa at de kommende Aar bestandig bevarede Gløden deraf,
et rigere bevæget Sjæleliv, oppe i hendes Fjeldegns Eensomhed.

»Det er mig, Olaug,« lød pludselig Halvors dæmpede Stemme nede fra
Bryggen. Hans Hoved kom til Syne over Muren, blussende af Ophidselse
og Begeistring.

»Jeg er Peder Colbjørnsens Udsending, ogsaa hans Broders,« vedblev
han aandeløst. »Jeg skal stikke Ild paa Staden, forstaaer Du? Vi skal
nu for Alvor til at ryge Svensken ud, brænde ham op spillevende,
lukke alle Gader for ham med sviende Baal. Jeg har lagt en Himmerigs
Plan, og Du skal hjælpe mig, Olaug. Hvad siger Du? Vi To skal redde
Fædrelandet!«

Halvor var i Skjorteærmer for at bortlede Fjendens Mistanke; inde
paa sit blottede Bryst bar han nogle Beegkrandse. Han fremdrog to og
rakte Olaug dem.

»Hurtig -- Du kan nok liste Dig hen til Høhuset derhenne og stikke
det i Brand? Jeg kaster imens en anden Krands ind i Hans og
Peder Colbjørnsens Gaarde, der staaer to fyldte Tjæretønder med
Haandgranater rundt om. De ville endelig Begge, at vi først stikke
Ild paa deres Gaarde, for at Ingen skal sige dem paa, at de vilde
spare deres eget. Derefter lister Du gjennem Haverne hen til Walks
Gaard og stikker ogsaa den i lys Lue. Saa gaaer Du, som ingen Ting
er skeet, her tilbage under Hængepilen, til jeg kommer. -- De have
plyndret vore Kjældere; hele Byen futter nu af over deres Hoveder --
sippedeia!«

Halvor styrtede sig med Liv og Lyst ind i denne Bedrift; det var
Hævn, det var Tilintetgjørelse af den forhadte Fjende. Olaug blev
staaende ligbleg med lysende Øine. For hende var ethvert Hjem en
Helligdom; at tilintetgjøre det, selv efter Eierens Ønske, forekom
hende en Helligbrøde, der fyldte hende med Skræk og Andagt. Hun sank
i Knæ, bad en brændende Bøn; saa gik hun til den fædrelandshistoriske
Gjerning med fuld Forstaaelse af det Storslaaede og Gribende i dette
ophøiede Øieblik: en heel Stads Indvaanere, Fattige og Rige, ofrede
af egen Drift alt, hvad de eiede, for at værne deres Selvstændighed
mod fremmed Aag.

Olaug ilede over mod et stort Høhuus, der strakte sig ud bag den
Wærnske Gaard. Hun slog Ild bag en Brændestabel. I næste Nu fængede
Beegkrandsen, og Høstænget slog ud i røde Luer mod Broen. Derefter
løb hun med en brændende Fyrrespaan under Træerne over til Walks
Bygning, stak Ild i Beegkrandsen og slængte den ind gjennem et
ituslaaet Vindu; det tørre Tømmer fængede, og Luerne slikkede med
Lynets Fart op langs Brædevæggen.

Saaledes tændtes Frederikshalds Hædersfakkel for aldrig senere at
slukkes.

Ved et underligt Skjæbnetræf blev Olaug saaledes kaldet til at
afbrænde det Huus, hvori Moderen nogle Timer tidligere havde
indespærret hende, for at berøve hende Fremtid, Ære og Lykke. Ved
et andet besynderligt Tilfælde, der kunde henregnes til en hævnende
Retfærdigheds Værk, blev det samme Kvistværelse, som Moderen nylig
bestemte til Datterens Lykkes Grav, nu hendes egen. Sidste Gang,
Nogen saae Ulle Halvorsen, var, da hun ilede op i sin Leilighed,
endnu iført den blaa Taftes Dragt, for at redde en eller anden
værdifuld Gjenstand. Luerne spærrede hende Tilbagegangen. Gjenboerne
saae hende vove det samme Spring ud paa det brændende Tag som nylig
Olaug for at gjenvinde Friheden. Moderen forsvandt i en Loftsluge og
blev aldrig seet senere.

Da Klokken var syv, stod Frederikshald i lys Lue. Fjenden opgav
ethvert Slukningsarbeide. Trommehvirvler, Hornsignaler, Kommandoraab
kaldte Soldaterne sammen til Afmarch. I næste Nu bredte Paniken sig
i de uordnede Masser; Gyderne bleve Ildsvælg, Husene Brandfakler;
Luerne reiste sig i taarnhøie Flammesøiler, det bragede og gnistrede,
og ned over det glødende Ildgab spyede Fæstningen Granater og
Skraasække ind i de tæt sammenpakkede Soldaterklynger. Det var ikke
længere en Kamp, det var et Myrderi uden Naade og Frelse.

Midt i denne Trængsel saaes dog endnu menneskelige og ophøiede Træk.
Den stærke Skomager Kjeld kom ud af sin brændende Hytte med en svensk
Saaret, der var betroet til hans Omsorg. Nordmanden bar den Syge,
der havde slynget Armen om hans Nakke, med en Ømhed som en Moder sit
Barn. Han talte beroligende og trøstende Ord, medens Sveden sprang
frem af hans egen Pande, og hans Øine flakkede rundt for at speide
efter en Udvei af Ildhavet, indtil Baalet slog sammen over dem begge.

Mamsel Jonassen vendte tilbage for at redde Papegøien af »Den
forgyldte Nøgle«s brændende Krostue, fandt sig pludselig indesluttet
mellem brændende Vægge. Hendes Angstskrig blev hørt. Niels Ankers
skjæggede Vildmandsansigt kom fornøiet til Syne midt i Røgskyerne.

»Tak for Skjænken forgangen. Nu giver jeg Mamsellen en anden igjen.«

Dermed løftede han hende i sine Arme og bar hende i Sikkerhed ned til
Elven.

Som en fredelig Idyl midt i al denne menneskelige Elendighed virkede
et lille Stillelivsbillede i en Hytte udenfor Byen under Fæstningen.
Her stod Skipper Daniel foran en Speilstump; en nyslagtet Høne laa
paa Bordet. Han indsmurte sit Ansigt i dens varme Blod og skar imens
nogle ynkelige Grimacer; derefter indviklede han sit Hoved i et
rødtærnet Tørklæde og sin venstre Arm i en bloddryppende Bandage,
haltede rundt paa Gulvet og ytrede medlidende:

»Sikken dog de Asener har rakket lille Daniels kjønne Ansigt til! Det
maa han have sig en ægte Tokayer for fra Brasiliens varme Lande.«

Han hentede en gammel Viinflaske og satte sig saa til at skrive en
Ansøgning til det danske Krigsministerium om Statsunderstøttelse »for
det kjære Brød paa nogen Maade at forhverve efter al den Svie og
svære Blessure, han havde hentet ude paa Prammen ved at gjøre Fjenden
Modstand og Afbræk paa alle optænkelige Maader, forladt af sine
Medborgere, Peder Colbjørnsen og de andre, der alle løb fra Borde og
lode ham, ringe Capitain Daniel, tilbage som Øverstbefalende i den
haarde Kamp som en redelig Undersaat efter sin allerunderdanigst Eed,
uanseet af, at han vel kunde haft Aarsag ogsaa at forlade Prammen, da
hans fattige Enkesøster, der sidder med mange smaa Børn var bleven
skudt udi hendes Axel. Altsaa ydmygst begjæres Invalidepension,
høiædle og velbaarne Hr. Statsraad!«

Daniel plantede sin knyttede Næve med et vældigt Dask midt i
Skrivelsen og saae sig om i den tomme Stue med vidtopspilede Øine og
et triumferende Smil. »Jeg gad see den, som kan sutte en delicatere
Lobescowes sammen,« udbrød han og reiste sig. »Der er et Par Løgne i
den, det er det eneste, der kan siges med Sandhed om den Ting. Det
skal lille Daniel have sig en ægte dansk Kornsnaps for, fra Kongens
Kjøbenhavn.« Udenfor farvedes Himlen blodigrød af det flammende Baal
nede i Staden. Daniel traadte hen til Vinduet med Snapsglasset,
rystede misbilligende paa Hovedet og udbrød: »Naada, hvor de gale
Mennesker rutter med Mutters Pindebrænde!«

Denne Ansøgning blev virkelig senere afsendt, underskrevet af to
afskedigede Underofficerer, der laa i Strid med Borgerne.

Mange af de tilbageblevne Borgere brændte inde; Dagen efter fandtes
deres forkullede Been i de rygende Tomter.

Nu stod Fjendens hele Haab til at naae den 150 Alen lange Bro, der
endnu var ufarbar. Broen blev et Haigab, som de Flygtende maatte
styrte sig ind i, medens Kuglerne fra Prammen og fra Omegnen bestrøge
de gyngende Planker, og medens de Bageste trængte de Forreste; det
var Toppunktet af Rædsel, medens de Fremstormende under Fæstningens
Lynglimt, der lød som Tordenbrag, hovedkulds styrtedes i Elven
eller trampedes ned. Der stavredes hen over Stakler, der skrege af
Smerte, over Døende, der bede sig fast i de Flygtendes Fødder, over
Saarede, hvis knuste Lemmer vrede sig i Pine; hæse Kommandoord, som
Ingen adlød, Forbandelser, Rallen og ovenover det Hele Fæstningens
uafladelige Torden, -- underneden Elvens Strøm farvet rød af Blod.

Det var et Mandefald.

Tre tusinde svenske Krigskarle brøde ind i Staden, næppe tusind
slap levende derfra. Blandt de Døde vare flere Øverstbefalende,
fjorten Capitainer og otte og tyve Lieutenanter. Rundt i Gaderne
fandtes deres forbrændte Liig, der af Nordmændene bleve begravede paa
Kirkegaarden.

Tilsidst, som det sømmede sig en saadan Helt, kom Carl den Tolvte,
omgivet af en lille Skare trofaste Mænd, der villig gik i Døden for
deres Konge. Han selv gik freidig, med spændstige Skridt midt i denne
Kreds og saae sig om.

»I Morgen vender jeg tilbage og slaaer min Leir paa Brandtomten, Far
min!« udbrød han og nikkede til sin Fange, Hans Colbjørnsen, der
tilligemed Jens Munk gik i hans Nærhed.

»Vi faae at see, Deres Maiestæt,« svarede Colbjørnsen. »Nu skal jeg
gaa hjem og underrette mine Landsmænd om Eders Besøg.«

Med disse Ord sprang han over Bolværket og naaede Land, skjøndt han
under Svømningen blev ramt af en Kugle.

En graahaaret Kæmpe brød pludselig frem af Sværmen, ledsaget af
Jørgen Halvorsen og nogle skindklædte Mænd, hvis bredbladede
Øxer gjorde lyst omkring dem. Med ustandselig Magt trængte den
graanede Bersærk frem gjennem de Rækker, der omgave Kong Carl; hans
kortskaftede Øxe hævedes og sank, og hver Gang styrtede en Mand til
Jorden.

»Vel mødt igjen, Kong Carl!« raabte Bjørnstad med en Røst, der
overdøvede Tordenbraget rundt om.

Carl den Tolvte vendte sig sorgløs og gjenkjendte Kæmpen, der to
Gange i Dagens Løb havde truet hans Liv, første Gang da han stormede
Borgerskandsen, og Bjørnstad i Haandgemænget afbrændte sin Pistol mod
hans Bryst, anden Gang da Kongen efter Bønnen traadte ud af Christi
Herberg Kirke og to af hans Drabanter med Tabet af deres Liv havde
kastet sig mellem ham og den frygtelige Kæmpe.

Et Bøsseskud oplyste i dette Øieblik Bjørnstads furede Ansigt, hvis
Aarer stode spændte, idet han med ubændig Villiekraft uden Dækning
hævede begge Arme for at give sig hen i det dræbende Hug.

»En herlig Kraftgubbe!« raabte Carl den Tolvte, henrevet til
Begeistring ved Synet af denne kæmpemæssige Thorfigur. »Prægtige
Karle, disse Nordmænd! De skulle blive mine.«

»Min skal Du blive, naar vi To næste Gang mødes, Carl af Sverige!«
raabte Bjørnstad med en Steentorrøst fra fulde Fjeldlunger, medens
Kongens Mænd reve deres Afgud bort, og Bjørnstads Øxe kløvede Hovedet
paa den Officeer, der sprang frem og skilte ham fra Kongen. Nye
Sværme brøde igjennem og trængte Bjørnstad tilbage mod Bolværket. Det
var Colbjørnsens brogede Karle i vildt Haandgemæng med Dalkarlene.

Oven over Broporten saaes pludselig en ungdommelig Skikkelse
ombølget af Krudtrøg, med lyst, lokket Haar om det seiersstraalende
Ansigt. Han havde en Fane i sin høire Haand, Colbjørnsens Fane, der
endnu opbevares hos Borgervæbningens Stadshauptmand. Han svingede
den jublende og søgte at plante den ved Siden af Vaabenskjoldet med
Vildmanden over de Kæmpendes Hoved, idet han af al Kraft raabte:

»Hurra, Fatter! vi slaaes nu under vort norske Flag i vor egen Stad!«

Bjørnstad slap Øxen og strakte Haanden afværgende i Veiret.

»Kom ned, kom ned, Ulykkesbarn! vil Du lægge mit Huus øde?« raabte
han opefter.

»Leve gamle Norge!« raabte Halvor. Det gav et Sæt i ham. Han sank i
Knæ, slyngede Armen om Fanestangen og sank ned i Faderens udbredte
Arme.

»Her, de ramte mig bare her,« hviskede han.

Nogle Bloddraaber piblede frem under hans venstre Bryst. Bjørnstad
løftede sin døende Dreng og bar ham ud af Kamptummelen ned mod Wærns
Have, hvor Hængepilen hang ud over Vandet. Bjørnstads af Lidenskaber
furede Ansigt stirrede ind i Sønnens: han saae at Døden var der med
sin Stævning.

»Øie for Øie, Tand for Tand! Her paa dette Sted faldt ogsaa min
ulykkelige Søn -- Almægtige, uransagelige Gud, hvorfor bønhørte Du
en taabelig Moder, der i sin Uforstand bad om Hævn over sit Barn?«
udbrød en Stemme ved Siden af Fader og Søn.

Bjørnstad saae op.

»Søster Ellen!« udbrød han med usikker Røst og stirrede paa
den forvitrede Skikkelse, hvis graa tottede Haar hang ned over
Pjækkerten, medens »Stormuglen« knugede sin Hat mellem de rynkede
Hænder, og Taarerne strømmede over de indfaldne Kinder.

»Faster Ellen!« udbrød Halvor og smilede; »nu bliver Du hjemme
hos Far, ikke sandt? -- Olaug?« udbrød han med et Sæt, reiste sig
pludselig halvt i Veiret og slyngede Armene om den unge Pige, der
traadte frem fra Hængepilens Skygge og støttede Barndomsvennens Hoved
i sit Skjød. »Olaug, først Seiren, saa Lønnen, var det ikke saa? --
Kys mig nu.«

Olaug bøiede medlidende sit Hoved og kyssede Halvors Pande og Læber.
En Skjælven gjennemfoer ham, han udaandede i Seiersjubel og i sin
unge Kjærligheds Morgenrøde.

Da Olaug reiste sig, stod Jørgen taus og sørgmodig ved hendes Side.

»Jørgen!« udbrød hun med et Skrig som en Druknende, der pludselig
seer Frelse. »Nu, Jørgen, hjem -- hjem til Dig!«

Hun kastede sig til hans Bryst og var hjemme.

Ude over Heden flygtede en Konge paa Veien til sit eget Rige, mens
Ildskjæret brændte hans Nederlag ind i Norges Steengrund med ægte
Farver, der aldrig blegne.

Borgernes Jubel over Seiren var isprængt med Sorg over de rygende
Brandtomter og de forkullede Kammeraters Liig, tillige med Frygt for,
at Svensken skulde vende tilbage. Da lød den 8. Juli om Morgenen
en heftig Skyden, som hørtes mere og mere jo længere det led ud paa
Dagen. Man lyttede med Frygt og Bæven; thi Ingen vidste, hvem det
var, eller paa hvis Side Seiren faldt.

Om Aftenen stormede Colbjørnsens Kundskabsmand, Hans Brecke, op mod
Fæstningen og meldte, at Fjenden var i fuldt Arbeide med at pakke
sine Sager og trække over Grændsen. Kort efter kom Niels Anker og
Halvorsen styrtende med det Seiersbudskab, at Peder Tordenskjold, den
berømmelige Helt, havde i Dynekil slaaet hele den svenske Flotille,
der var ladet med alt det Skyts, som Carl den Tolvte utaalmodig
ventede for at kunne indtage Frederikshald.

»Og Svenskerne vare visselig blevne længere i Norgesland, om Gud ei
havde omstødt hans Anslag i dette Søeslag ved Admiral Tordenskjold,
den, han brugte som et fuldkomment Middel at hjælpe ved.«




MARI BJØRNSTAD.


Det saae sørgeligt ud, da den svenske Hær atter var draget hjem
over Grændsen. Ikke en Sædkjærne var lagt i Jorden i Miles Omkreds
udenfor Frederikshald, hvor de svenske og norske Soldater havde
ligget. Dansken var vel Mester paa Søen, og et nyt Felttog i Norge
vilde fordre anseelige Udrustninger, hvorfor Kong Carl besluttede for
denne Gang at lade det beroe ved, hvad der var skeet; men enhver,
der kjendte Krigerkongens Karakteer, vidste, at han vilde vende
frygtelig tilbage, og at han allerede gjorde Forberedelser til et
nyt Indfald i Landet. Saasnart Kong Carl havde faaet sine fangne
Officerer udvexlede, besluttede han at lade en Deel af Hæren forblive
ved den norske Grændse for at holde Øie med Nordmændene og svække
deres Modstandskraft ved saaledes at tvinge dem til at tære paa deres
Grændsemagasiner.

Frederikshalds Borgere havde, efter deres heltemodige Opofrelse, af
Regjeringen modtaget betydelig Lettelse i Skattebyrder, Privilegier
osv. for atter at kunne opbygge deres Stad; ligesaa lod Kong
Frederik udskrive en Skat i alle danske og norske Stæder og Kommuner
til Erstatning for den lidte Brandskade; men disse Penge bleve først
inddrevne i Aarenes Løb, og Borgerne maatte saaledes foreløbig hjælpe
sig selv med at reise Brædehytter paa Brandtomten og i Fællesskab
søge at komme til Kræfter igjen.

Det var atter Vinter. Bjørnstad levede endnu oppe paa Fjeldet.
Stadens Kjøbmænd havde andet at tænke paa end at fuldbyrde Dommen
over Eieren af Fossegaarden; men Husets Beboere vidste, at der var
kun givet dem en stakket Frist, og at det dragne Sværd vilde falde,
naar Orden og Ro igjen herskede i Staden.

Taagen laa tæt og tung ude over Fjeldkløften; inde i Huset var der
blevet taust og øde siden ung Halvors Død; alene Duren fra Fossen lød
op gjennem Stilheden i den knagende Fyrreskov.

Iøvrigt gik alt sin vante Gang i Bjørnstads Hjem og i hans Bedrift.
Nu i de korte Dage naaede Solen ikke did; Ilden knitrede i de brede
Arner. Vinteren heroppe er mørk og streng med ondt, ustadigt Veir;
den tager allerede sin Begyndelse den 14de Oktober, som er Calixti
Dag, og varer ved indtil Tiburti, den 14de April, som er første
Sommerdag. Efter gammel norsk Skik deeltes Aaret kun i tvende Parter,
Sommer og Vinter, hvorefter Primstaven, som er den gamle norske
Kalender, har været indrettet med Vinter paa den ene Side og Sommer
paa den anden.

Mari Bjørnstad gik endnu stilfærdig om og syslede i det kolde Huus.

Hvem af os er ikke saa lykkelig idetmindste een Gang at have mødt en
af disse graanede Hjemmets Heltinder, hvis Hverv alene er at værne
om alle gode, svage Spirer, som søge at bringe Trøst og Velsignelse
til Andre, mens de oftest selv komme ud fra Livet med sønderrevet
Klædning og blodigt Hjerte, hvis klare Øine altid søgte det Mindste,
mens de fandt det Store -- for hvem Livets Kunst bestaaer i at
dele sig selv ud i saa mange smaa Skillemønter som muligt i stadig
Angst for, at de dog ikke række til at hele det Søndrede, at læge
det Saarede -- skjælve for ikke at eie nok at dele ud i disse
upaaagtede Velgjerninger, der belønnes i de tusinde Led, og som
mildner Straffen for Fædrenes Misgjerninger i det tyvende Led. Hvem
har ikke idetmindste een Gang lært at velsigne En af disse Stille,
hvis Løsen ikke er skarpttænkte Lære- og Leveregler om Selvvurdering
og Personlighedsfølelse, men dybtfølte Grundsætninger, medens de i
ubevidst Ophøiethed ydmygt hente det ædle Metal frem fra Hjertets
ukjendte Dybder. -- Lad saa kun alle Lærde og Skarpsindige kaste sig
derover og analysere med Mikroskopet, efterspore Nervens Function
under »Livslegen«, sortere paa Hylder, destillere i Flasker,
concentrere, indforklare, bortraisonnere og udrede bevidst og
ubevidst Psychologi, flytte Grændsepæle indefter -- saalænge vi
beholde selve Naturens ædleste Digterværk, den sande Kvinde, --
uforfalsket og ubevidst. Ja, hvem af os er saa ulykkelig ikke at
kjende en af disse graanede Velgjørerinder, for hvem Gud ikke er
den befriende, forløsende, men ham, der gjør Byrden endnu tungere,
endnu mere dyrebar, endnu mere velsignet uafrystelig, og som segnende
derunder endnu i Døden søger at fastholde, forløfte sig, Heltinder i
det Skjulte, der ubemærkede, som de levede, liste sig ud af Livets
Dør paaklem, for at finde Himlens Port slaaet op paa vid Gab,
Heltinder, der efterlade det dybe Savn, den gnistrende Morild, der
sees paa Verdenshavet i Kjølvandsstriben længe efter, at Seileren,
der frembragte den, er forsvunden; Kvinder, der mægte alt, fordi de
give alt, som tro blindt og ville fuldtud gjennem deres faste Tro,
uovervindelige i deres svage Styrke, uerstattelige siden hen. Fred
over deres store Gjerning.

Jeg sender denne beundrende Hilsen i Sind og i Tanke til den første
af de ædle Kvinder, hvem denne Bog er tilegnet.[5]

 [5] Forfatterens Svigermoder var en høitbegavet Dame, Søster til
 den bekjendte norske Maler, August Cappelen, hvis Malerier findes i
 Christiania Nationalgalleri.

Mari Bjørnstad var en af disse velsignede. Hun havde lidt det
tungeste Slag, der kunde ramme hende, gjennem Sønnens Død.
Mærkelig nok syntes det, som om hendes bløde Sind, nu da de første
Sørgemaaneder vare forbi, havde vundet større Fasthed, som om hendes
bøiede Ryg rettede sig, som om hun traadte med større Sikkerhed paa
den Jord, der nu gjemte hendes Skat og ikke længer var i Stand til
at saare hans Fod. Tidligere var det, som om hun bad Luften om
Forladelse, fordi hun aandede den, søgte at mildne dens Storme ved
Bønner og Taarer. Nu lod hun Stormen fare hen og løsne Sneeskredet
i Vinterfjeldene; nu lod hun Regnen strømme og Menneskene tale; det
var jo blot hende, alt Ondt kunde ramme; det lyse, krøllede Hoved laa
derude paa Kirkegaarden med Seierssmil om Læben. Selv Maris Frygt
for Bjørnstad syntes mindre; hans Barskhed overfor Drengen var nu
forstummet; han deelte hendes Sorg. Fredløslysningen, der svævede
over Mandens Hoved, havde ogsaa mistet noget af sin Rædsel for hende,
nu da Sønnen ikke længer kunde lide derunder.

Naar denne Sag blev berørt, viste Bjørnstad sig ligesaa ubøielig som
tidligere. »Jeg vil leve og dø som fri Mand i min Rede,« lød hans
Svar.

I den sidste Tid ind under Juul kom der en underlig Uro over Mari.
Hun vandrede rastløs om i Huset. Hendes spinkle Skikkelse svandt ind;
to røde Pletter paa Kinderne røbede den Feber, som fortærede hende;
alene Øinene bleve større og mere glandsfulde; noget usædvanligt
syntes at være i Gjære. Hun stod af og til, naar hun troede sig
ubemærket, henne ved Ruden og stirrede længselsfuldt op mod den Stump
mørke Himmel, der viste sig over Fjeldskrænten, eller hun søgte
over den gyngende Bro til Mor Ulles Hytte, hvor nu et nyt Par havde
hjemme, hvis Lykke ingen Historie har: Jørgen og hans Hustru Olaug.

Saa var det en Aften i December, at Bjørnstad uventet kom tidlig
hjem fra sit Saugbrug nede ved Fossen. Han fandt sit Huus tomt, og
da han traadte ind i Sovekammeret, stode Kasser pakkede og lukkede
som til en forestaaende Reise. Han kaldte paa sin Hustru, men fik
intet Svar. Saa stillede han sig bag de blomstrede Forhæng ved Ruden
og stirrede med et mørkt Blik over mod de Unges Huus, hvor frem- og
tilbageilende Skygger foran Lyset i Stuen røbede, at Noget var paa
Færde. Lidt efter gik Hyttedøren op, og tre Mænd, fulgte af Mari,
begave sig over mod hans Huus. Mari lukkede Mændene ind i Forstuen.
Bjørnstad hørte Jørgen sige til de Andre:

»I To blive nu staaende her i Mørket. Saasnart Bjørnstad aabner Døren
udefra, kaste I Jer over ham, jeg svøber Tæppet om hans Hoved og af
Sted til Slæden! Saa bærer det Vest paa, alt hvad Remmer og Kjælke
kan holde. I Morgen støder Mari og jeg til Jer. -- Nu henter jeg
Tøiet ned.«

Idet Jørgen, ledsaget af Mari, traadte ind i Sovekammeret med et Lys
i Haanden, udstødte hun et Skrig og støttede sig segnende til Jørgens
Arm. Bjørnstad stod midt paa Gulvet med korslagte Arme og betragtede
hende med et haanligt og spottende Blik.

»Du gjør altsaa Ledtog med mine Fjender bag min Ryg, Mari Bjørnstad?«
spurgte han.

»Du maa frelses, Halvor!« hviskede hun skjælvende. »I Nat kommer
Fogden med Bykarlene for at hente Dig til Fængsel og Dom. Sætter
Du Dig til Modværge -- og det gjør Du -- saa dræbe de Dig som en
fuglefri Mand.«

»Mari har Ret: Byfolkene ere hidsede op mod Dig af Daniel og de
andre Ulivsmænd, Du har dernede; de sige, at mens de kæmpe for
Livet i Halden, beriger Du Dig heroppe med deres Tømmer ved Fossen.
Hvad nytter det, at vi vide, Du er uskyldig; Du vil blive fængslet
og dømt. Derfor maa Du bort endnu i Nat med eller mod din Villie,
Morbror!« sagde Jørgen bønligt. »Vi ere komne for at frelse Dig.«

Bjørnstad syntes ikke at høre. Hans glødende Øine vedblev at være
fæstede paa Mari, der vred sig under dette Blik, som rummede en
Verden af Foragt og Vrede.

Hun strakte afværgende Haanden op imod ham.

»Du slog ikke til, lille Mari!« sagde han med Eftertryk, medens hans
Bryn skjælvende droges op og ned. »I Nat, her, skilles vore Veie.«

Mari søgte at gribe hans Haand; han stødte hende heftigt fra sig. Hun
vaklede og faldt over mod Bordet. Jørgen sprang frem og løftede hende
op.

»Lad mig ligge,« hviskede hun og stirrede med bristende Blik mod
Bjørnstad, som om hun ikke ret kunde see ham. »Jeg tilhører min
Huusbond. Har jeg forsyndet mig mod ham, saa vil jeg lide den Straf,
han paalægger mig.«

En lydelig Banken paa Forstuedøren afbrød den Stilhed, som nu
paafulgte; trampende Skridt og høie Stemmer løde op til Sovekammeret.

»Luk op i Lovens Navn!« sagde en Stemme.

»Forsilde, forgjæves -- Flygt, Bjørnstad!« bad Mari og klyngede sig
til Mandens Knæ. »Dernede Fængslet, heroppe Døden!«

»Og Troløshed,« sagde Bjørnstad haanligt.

»Giv mig et andet Ord med paa den lange Reise!« hviskede hun og
reiste sig med Besvær.

Forstuedøren blev revet op, der lød allerede Trin paa Trappen
udenfor. Mari stak med en sidste Anstrengelse sin Arm ind i
Dørkrampen og stængede saaledes Døren.

»Flygt!« bad hun. »Et heelt Liv gav jeg Dig i Kjærlighed, min
Bjørnstad! Nu kalder Halvor. Giv mig blot dette ene: frels Dig! -- og
vær velsignet!«

Hun sank sammen.

Bjørnstad saae forfærdet Dødens Skygge brede sig over Hustruens
indfaldne Træk. De sidste Dages Spænding, den sidste Times Kamp var
for meget for hendes svage Kræfter. Udefra ruskede Byens Mænd i
Døren; hun følte ikke længer Smerten i den lemlæstede Arm; hendes
livløse Legeme hvilede ved Bjørnstads Bryst; hendes Sjæl fløi mod Gud.

»Luk op, i Lovens Navn!« lød Foged Wexelsens bydende Stemme udenfor.

»Bødler i Helvedes Navn, hold inde!« tordnede Bjørnstads mægtige
Stemme indefra.

Et Øieblik efter blev Sovekammervinduet lukket op med et Brag, og en
sort Skikkelse, iført Bjørnstads mørke Vadmelskofte, gled lynsnart
ned langs Muren ud over Kløften og forsvandt i Dybet, medens Jørgen
Halvorsen bøiede sig ud af det aabne Vindu og kaldte Lovens Folk til
Stedet.

»Kors og Pine!« udbrød Byskriveren og sprang hen til Afgrundens Rand,
ledsaget af Stokkemændene. »Manden har paa det Skjændigste undlivet
sig selv for at undgaa Lovens retfærdige Straf.«

Samtidig gik Husets Bagdør op, og en Skikkelse gled ubemærket ned mod
Krattet og forsvandt i Skovtykningen.

Bjørnstad var fra denne Dag forsvundet fra Egnen.




I LØBEGRAVEN.


Den 9de November 1718 kom Kundskab til Frederikshald, at Carl den
Tolvte paany var brudt ind i Landet, denne Gang med en Hær, der
bestod af 16,000 Mand Infanteri og 13,000 Mand Rytteri, medens
General Arnfeldt samtidig trængte ind i det trondhjemske Lehn i
Spidsen for henved 10,000 Mand. Kong Carl havde tilbragt det meste
af sin Tid siden 1716 ved Landets Grændse med idelige Forberedelser
til et nyt Indfald i Norge. Hans Plan var lagt til Rette i dens
mindste Enkeltheder. Norges Erobring var kun det første Led i et
Kæmpekrigstogt, der bagefter skulde omvælte den bestaaende Orden i
Europa.

Den svenske Konge deelte sin Hær i tre Afdelinger, hvilke alle
skulde forene sig ved Frederikshald; det var hans Hensigt at tage
Frederikssteen, før han gik videre.

Byens Borgere modtoge denne Efterretning med Sorg, Harme og Skræk;
deres Ofre og Tapperhed syntes saaledes at have været forgjæves og
deres By hjemfalden til Arvefjenden.

Samme Nat laa Kongen paa en Bondegaard, Præstebakken kaldet, en halv
Mil fra Frederikshald. Fjenden vedblev sin Fremrykning, langsomt,
men sikkert. Kong Carl havde af Erfaring lært, at Stad og Fæstning
hverken lode sig overrumple eller tage ved Storm; denne Gang skulde
en sindrig lagt Krigsplan følges og intet forspildes ved Overilelse.

Klokken tre den 15de November bleve de første Allarmskud løsnede
fra Fæstningen, og Normændene sænkede deres Fartøier i Indløbet.
Af Byens Indvaanere vare nogle dragne andet Steds hen, da endnu
kun faa Huse vare gjenopbyggede. Kongen lod Borgerne sige, at han
snart skulde have Fæstningen i sin Magt, saaledes ogsaa Byen. Den
24de November gjorde han om Natten atter Forsøg paa at overrumple
Staden og stod allerede ved Kirkegaarden; men mod hans Forventning
var Borgerskandsens Besætning ogsaa denne Gang aarvaagen og drev
Svensken tilbage med Musketild. Nat og Dag var Fjenden beskjæftiget
med at gjøre Skandsekurve og Faskiner og grave Løbegrave ind imod
Fæstningen, samt fremslæbe Kanoner og Mørsere m. m.

Taagen laa i alle disse faresvangre Dage uigjennemsigtig over Landet.
I det stille Veir kunde Byens Borgere ved Nattetid høre Fjenden
hugge, raabe og være i idelig Bevægelse.

Fæstningens Garnison bestod af ca. 1200 Mand. Ingen tvivlede om
Udfaldet: Frederikssteens og Stadens Indtagelse af Carl den Tolvte.

Den 6te December Kl. et var Fjenden trængt saa vidt frem, at han
inden Aften havde skudt Breche i Gyldenløves Bastion; den 8de om
Eftermiddagen blev denne vigtige Stilling taget ved Storm; Kong
Carl satte selv en af Stigerne mod Muren. Dermed syntes Fæstningens
Skjæbne at være afgjort. Samme Nat fortsatte Svensken at grave
Løbegrave, som han havde paabegyndt sex Dage tidligere, ind
mellem Gyldenløves og Frederikssteens Contreskarpe under heftigt
Bombardement og Kanontorden fra Fæstningen. De lange, mørke Nætter og
Taagen kom Fjenden til Hjælp.

Trods den tilsyneladende Seiersvished, hvormed den svenske Hær
saaledes denne Gang rykkede frem mod sit Maal: Norges Underkastelse,
herskede der en mørk og trykket Stemning i den fjendtlige Leir.
Utrolige Savn, Lidelser, Sult og Kulde havde allerede bortrevet
henved 4000 Mand af Carls Armee; langs Veie og Grøfter, i Skove
og mellem Klipperne fandtes ihjelfrosne Mennesker og Heste.
Enhver forudsaae sin egen Skjæbne i døende Kammeraters, medens
disse forgjæves paakaldte Hjælp. Og hvorfor skulde disse Lidelser
gjennemgaaes? spurgte Soldaterne indbyrdes. Svaret lød sagte og
hviskende, men uimodsigeligt: for at tilfredsstille en urolig
Krigersjæls Trang til Kamp. Derfor bortødsledes Blomsten af Sveriges
unge Mænd, og derfor ødedes Landets Midler, saa at Hungersnød stod
for Døren derhjemme.

Kong Carl selv ledede sit Togt, mørk i Hu. Alt gik ham for langsomt.
Kongen udtalte ofte sin Misfornøielse for Ingenieuren Maigret, der
ledede Ingenieurarbeidet.

»Vær rolig, Deres Maiestæt!« svarede Officeren. »Inden 8 Dage
overgiver jeg Dem Fæstningen eller mit Hoved.«

For at være nær ved Arbeiderne lod Kongen opslaa en lille Brædehytte
mod Fjeldvæggen, og saaledes gik alt, til den mærkelige Dag indtraf,
der i et Øieblik gjorde den berømte Konge livløs, efter at han i
nittenaarige Krige havde overlevet utallige Farer.

Det var den 11te December, 1ste Søndag i Advent. Alt Arbeide
stod stille efter Kongens Befaling. Han selv indfandt sig i sit
Hovedkvarteer i Tistedalen for at bivaane Gudstjenesten baade For- og
Eftermiddag. Efter Aftensangen samledes hele Generalitetet og modtog
Ordrer; derefter drog Kongen sig tilbage og opbrændte, mærkeligt nok,
en Deel Papirer.

Underlige Rygter løbe omkring i Hæren; Forudsigelser om Kongens
nærforestaaende Død syntes at have vundet Tiltro; Stemningen var
mere end almindelig trykket mellem Soldaterne; Mørket laa vaadt og
uigjennemsigtigt over det fremmede Land. Alene Fæstningen lyste som
et unaaeligt Feepalads ud i den sorte Vinternat. Kommandanten havde
imod Angrebssiden oplyst Murene med Beegkrandse, som skinnede over
hele Egnen. Idelig fløi Lyskugler ud gjennem Luften ned i Fjendens
Approcher for at oplyse hans Foretagender, og Musketilden knaldede
denne Aften i livlige Kjædesalver.

Det Mandskab, som samme Nat var kommanderet til Arbeide i
Løbegravene, laa endnu under Bedækning af en Klippe og ventede paa
Ordre til at rykke frem mod det Sted, hvor Arbeidet med de nye Linier
skulde begynde.

Soldaternes udhungrede og barske Ansigter fik et endnu mørkere Udtryk
i det flammende Skjær fra Baalet, hvorom de vare leirede. De talte
ikke meget; nogle laa og tyggede paa Birkebark og Granskud.

Måns Eriksson Trompeter var endnu blandt de Levende; men han hverken
sang eller digtede denne Aften, og hans sidste Udødelighedsværk
bestod i en Gravsang over sig selv, som vi dog her ville forskaane
Læseren for.

En høi, sværlemmet Mand laa nærmest ved Baalet. Han var iført svensk
Rytterkappe og laaden Hue; hans buskede Bryn og graa Haar hang frem
derunder som en Allongeparyk. Han havde sluttet sig til de Svenske
fra Krigens Begyndelse, talte kun sjældent, syntes at høre til
Grændsebefolkningen, hvis Sprog er en Blanding af svensk og norsk.
Manden gjorde hidtil god Nytte som Veiviser og Minegraver.

Soldaterne skyede ham paa Grund af hans ordknappe og barske Væsen; de
døbte ham Bjørnen; under det Navn gik han imellem dem.

Der lød en Trommehvirvel: Carl den Tolvte vendte tilbage fra
Hovedkvarteret og begav sig ned til Løbegravene.

Den Graahaarede med Pelshuen reiste sig og stirrede paa Kongen, der
efter Sædvane gik frit omkring blandt Soldaterne og talte med hvem,
han traf paa. Kongens sorteblaa Øine havde et Øieblik hvilet ligesom
speidende og gjenkjendende paa den høie Graahaarede; derefter vendte
Maiestæten sig bort fra ham og gik videre.

»Omtrent paa dette Sted fik Tolvte Karls Bedstefader, Carl den
Tiende, sit Banesaar af en norsk Kugle,« sagde »Bjørnen« og strøg med
Haanden over sin Pande. »Hvem veed, naar denne kongelige Sjæl i Storm
og Flammer, der trodser alle Lande, al Vedtægt og Lov og Ret, ved en
anden norsk Kugle faaer Ende paa al Strid og Sorg og sorte Minder!«

»Sludder og Vaas og norsk indbildsk Vrøvl!« raabte Eriksson og
sprang op. »Den norske Kugle blev aldrig støbt, der dræber svenske
Konger. Carl den Tiende døde den 24de December 1660 ærlig og redelig
i Gøteborg af en lumsk Feber, som han hentede her i dette usunde
Land, og Carl den Tolvte gaaer nu sin store Tid i Møde. -- Kom,
gossar!« vedblev Månsson. »I skal nu høre hans Faders, Carl den
Ellevtes Spøgelsesyn paa Stockholms Slot; min Mormor, som er kongelig
Gangkone, har fortalt mig det grangiveligt. Naar I har hørt det,
saa veed I, at vi snart faaer Ende paa Lidelserne i disse fordømte
Sneeskove, og at vor Carl fører os lukt ind i de store Riger, hvor
Guldet groer, og Vinen flømmer.«

De forkomne Soldater og Arbeidere flokkedes om Månsson, der mangen en
Nat havde holdt deres Mod oppe ved lystige Indfald og frie Historier.

Månsson fortalte nu uden Afvigelser det bekjendte Syn, som allerede
den Gang levede i Folkemunde, og som skal være beediget og egenhændig
nedskrevet af Carl den Ellevte Natten mellem den 16de og 17de
December 1675, tillige underskrevet af Øienvidnerne Carl Bjelke,
Rigsdrost, W. Bjelke, Rigsraad, Oxenstjerne, Rigsraad, og Peter
Granslen, Vagtmester, hvorefter Papiret blev nedlagt i Arkivet i en
tung Kiste med mange Laase. Afskriften af dette mærkelige Dokument
cirkulerede allerede i Aarene 1740 og 1760, og troværdige Folk
kjendte da Sagnet fra deres Barndom.

Erik Månsson fortalte nu følgende, der begjærligt blev opfanget af de
Lyttende, og som nøie passede ind i Timens Stemning og forhøiede den
overtroiske Frygt, der beherskede den svenske Hær:

»Seer I, gossar, Carl den Ellevte vaagnede Klokken 12½ i sit
Sovekammer, syg og ussel som han var bleven, og kastede hændelsesviis
sine Øine paa Vinduet, hvor han blev vaer en stærk Lysning i
Riddersalen. Han sagde til sin elskelige Rigsdrost Bjelke, som var
hos ham i Kammeret: »Hvad er det for en Lysning i Riddersalen? Jeg
troer, der er Ildløs.«

Rigsdrosten svarede: »O nei, Deres Maiestæt, det er Maanens Skin.«
Og Kongen lod sig nøie med den Snak og vendte sig mod Væggen, men
var usigelig angst til Mode og kiggede igjen over paa Lysningen.
Saa sagde han en Gang til: »Her kan det aldrig gaa rigtig til.« I
samme Øieblik var det, ligesom han blev vaer, at Mennesker havde
i Riddersalen at bestille. Da reiste Kongen sig, iførte sig sin
Natkjole og gik til Vinduet, hvor han saae, at Salen var fuld af Lys.
Saa lod han Vagtmesteren komme med Nøglerne og gik med sit Følge
til den lukkede Løndør, og da Ingen vovede at aabne Døren, gjorde
Kongen det selv, hvorpaa han fandt Værelset og endog Gulvet betrukket
med sort Klæde, og de overfaldtes alle af en stærk Gysen. Saa gik
de over Gulvet til Rigssalens Dør. Kongens Følge bade Alle om den
Naade ikke at lukke op. Kongen aabnede atter selv, men trak hurtig
Foden til sig af Bestyrtelse. De saae Alle et stort Bord, omgivet af
sexten ærværdige Mænd; samtlige havde store Bøger for sig. Iblandt
dem var en ung Konge paa 16-17 Aar med Krone paa Hovedet og Scepter
i Haanden, og det var besynderligt, at den unge Konge flere Gange
rystede med Hovedet, da alle disse ærværdige Mænd med den ene Haand
slog haardt paa Bøgerne.

Den gamle Konge bemærkede nu den ene Henrettelsesblok efter den
anden samt Bødler, alle med optrukne Skjorteærmer, og de afhuggede
et Hoved efter det andet, saa at Blodet strømmede henad Gulvet. Den
gamle Konge blev nu mere end bange og saae paa sine Tøfler, om der
maaskee var noget Blod derpaa; men det var der ikke. Og en Trone
stod længere borte og vaklede.

Kongen og hele hans Følge skjalv og trak sig tilbage mod Døren, og
dermed forsvandt Synet; kun den syge Konge stod der med Lyset og hans
gjæve Folk og gik lige ind og skrev det Hele op. -- Seer I, gossar,
det Syn betyder, at vor Kong Carl skal styrte alle vaklende Troner
og hugge Hovederne af alle vore Fjender, Tyskere og Russere. Han vil
løfte Sveriges Ry til Himlen og føre os lukt ind i Guldlandet. Vi
følge ham blindt. -- Leve vor herlige Kong Carl!«

En dæmpet Piben kaldte Mandskabet til Arbeidet. Soldaterne sprang op
og grebe Hakke og Spade.

Den store Graahaarede eftersaae Laasen paa sin Pistol og fulgte efter
de Andre. De stærke, buskede Bryn vare sammendragne og Blikket fast
og glødende, som om han bar paa en urokkelig Beslutning. Saaledes
seer den Mand ud, der har sat sig det store Maal og hjemfører Seier
eller Død.

Kongen gik urolig frem og tilbage i de færdige Løbegrave og
fremskyndede Arbeidet. Carl den Tolvte, hvis gode Hjerte ofte gav
sig Udtryk i store og kongelige Gaver, havde samme Eftermiddag
forfremmet sin trofaste, gamle Tjener, Hultmann, der fulgte ham i
alle hans Krige, blev hos ham i Tyrkiet og ledsagede ham overalt, til
øverste Kogemester. Kong Carl var denne Aften i en sær alvorlig og
bevæget Stemning. Da saaledes en Officeer, der ledsagede Maiestæten
ned gjennem den gamle Linie, henkastede nogle nedsættende Ord om
en Kammerat, der stod dukket under Brystværnet, vare Ordene næppe
udtalte, før Kongen havde den Talende ved Haanden og udbrød mildt og
indtrængende:

»Ikke saa, min Kjære. Jeg mærker nok, hvad I vil sige, men lær det
af mig aldrig at tale ondt om noget Menneske, naar I taler med Eders
Konge.«

Officeren lagde Haanden paa Hjertet og bukkede dybt bevæget og grebet
af det skjønne Blik og den bløde Røst, der udtalte disse kongelige,
ophøiede og uforgjængelige Ord.

Om denne skjæbnesvangre Nats Begivenhed skriver et Øienvidne,
Lieutenant Carlberg:

»Endelig kom Mandskabet anmarcherende ind i den allerede færdige
Løbegrav, som nu skulde føres videre frem. Saasnart Mandskabet
var blevet inddeelt, traadte den franske Oberst Maigret, der var
Direkteur af Attaquen, frem foran Arbeiderne og udstak den nye Linie
paa den Maade, at efter ham defilerede Soldaterne med Faskiner,
Spader og Hakker. Eftersom nu Direkteuren gik Linien frem, lagdes
Faskinerne i en ret Linie, og Soldaterne bleve liggende ved dem.
Saasnart den nye Linie var afsat, defilerede paany flere Soldater
frem og lagde sig ligeledes ved Faskinerne med det fornødne Værktøi.
Derefter hidbragtes de alt færdige Skandsekurve. Jeg fik Ordre til
at gaae ind i den nye Linie og lade den fylde. Nu begyndte Arbeidet
efter et sagte givet Tegn, idet jeg opmuntrede Mandskabet til at
arbeide flittigt og grave sig ned, for at de snart kunde faae
Skandsekurvene fyldt til deres egen Dækning. Fra den nye Linie til
Fæstningens Udenværker kunde Afstanden være omtrent 200 Alen og
saaledes under Musketskud.« --

Carlberg gik nu frem og tilbage i den nye Linie og opmuntrede
Arbeiderne, der saa meget hellere adløde ham, som de saae mange af
deres Kammerater falde, inden de kunde komme dybt nok ned og faae
Skandsekurvene fyldte. Denne nye Linie skjød ud i en spids Vinkel
fra den gamle, færdige, hvor man ved Brystværnet var dækket mod
Kugleregnen. Efter 1½ Times Forløb begav Carlberg sig tilbage til
den gamle, fuldførte Løbegrav, hvor Kong Carl denne Nat opholdt
sig, fordi Fæstningen for første Gang oplyste Egnen med udhængte
Lyskugler paa Murene og udslyngede dem tillige i rigelig Mængde over
Marken, hvilket forekom Kong Carl sælsomt og gav ham den Mistanke,
at Kommandanten mulig vilde gjøre et Udfald. Kong Carl var derfor,
sorgløs og uforfærdet som altid, steget op og stod med Overkroppen
ovenfor Brystværnet for bedre at iagttage, hvad Fjenden havde for.
Ved hans Fødder stode 8 à 10 Officerer.

Medens Kong Carl stod her, kom flere Gange i den nye, modsatte
Løbegrav et graahaaret, speidende Hoved til Syne mellem
Skandsekurvene, ligblegt med funklende Øine og et forstenet Udtryk af
Alvor og Ro. Hver Gang Kongen vendte sig i samme Retning, forsvandt
Hovedet for atter ubemærket at komme til Syne.

Oberst Maigret traadte nærmere til Carl den Tolvte og sagde med
indtrængende Røst:

»Her er ikke Deres Plads, Sire. Det regner med Kardætsker og
Kanonkugler, som ikke have mere Respekt for Kongen end for den
ringeste Soldat.«

»Vær ikke bange!« svarede Kongen.

»Jeg er ikke bange for mig selv,« ytrede Ingenieuren; »jeg er dækket
af Brystværnet. Jeg frygter for Deres Maiestæt, som benytter det
ganske mod dets Bestemmelse.«

»Gaa hen og see til Deres Arbeidere,« sagde Carl den Tolvte
utaalmodig, for at blive fri for ham. Og til de andre Officerer sagde
han: »Paa Eders Poster, mine Herrer! Jeg stiger strax ned.«

Officererne kjendte Kongen bedre end den fremmede Ingenieur og
vidste, at en Opfordring til at gaae af Veien for Fare, var det samme
som at opfordre Kongen til at blive, for at trodse den. De trak sig
derfor Alle tilbage og hviskede til Maigret:

»Lad Kongen staa. De gjør kun ondt værre ved at overtale ham.«

Nogle Minuter senere, da Kongen ikke steg ned, medens Kugleregnen tog
til i Heftighed, blev Maigret atter urolig, mens de andre Officerer
holdt Raad om at lokke Kongen bort fra Stedet ved List, enten ved at
forlange en Befaling af ham, eller ved at bede ham tage et Arbeide i
Øiesyn og opmuntre Folkene ved sin Nærværelse.

Maigret paatog sig med sin sædvanlige Ligefremhed at fremføre dette
Hverv og gik atter hen mod Kongen. Idetsamme hørte han en Lyd, som
naar en Steen bliver slynget i Dynd og saae Kongens Haand famlende
gribe om Kaardeheftet. Men da Carl den Tolvte blev staaende i samme
Stilling uden at røre sig, og Mørket paa dette Sted var tæt, saa
forstod Obersten endnu ikke, at Kongen var død.

»Da jeg,« siger Carlberg videre, »var kommen ind i den gamle
Approche, saae jeg Hans Maiestæt ligge paa Tranchéens indre
Dossering, hvor Hans Maiestæt havde draget sig op og laa paa den
venstre Side med Kappen om sig. Han holdt den venstre Haand under
Kindbenet og Hovedet opret over Kronen af Brystværnet. I en saadan
Stilling hvilede Hans Maiestæt med Ansigtet vendt mod Fæstningen og
den nye Linie tæt udenfor, hvor nogle Arbeidere gik. Denne nye Linie,
som dannede en spids Vinkel med den gamle, løb ikke synderligt ud fra
den gamle, hvor Hans Maiestæt laa, _saa at idetmindste de Nærmeste
af Arbeiderne kunde have seet hans Hoved over den gamle Linies
Brystværn, om de ellers havde givet Agt derpaa. Denne Omstændighed
anseer jeg for betydelig nok til at anmærke her_.« --

Andre tvivlede ikke paa, at Kongen var kommen af Dage ved planlagt
Mord.

»Natten var ualmindelig mørk,« fortæller en Grev Lieven. »Jeg havde
den Ære den Nat, Kongen faldt, at opvarte ham som Page. Jeg tvivler
ikke paa, at han er kommen af Dage ved Snigmord. Det var næsten
umuligt, at en Kugle fra Fæstningen kunde ramme hans Hoved i en
saadan Afstand og paa den Plet, hvor han stod. Jeg saae Kongens
Liig og er overbeviist om, at Saaret i Tindingen var af en Pistol.
Hvo, der har bibragt ham det, er uvist. De, der have Erfaring i
Krigsvæsenet, kjende Knaldet af en Kanonkugle; men Knaldet af dette
Skud var nærmere ved og ganske anderledes. Hele Armeen troede, at
Kongen var dræbt af en ubekjendt Haand.«[6]

 [6] Dr. C. Palludan-Müller er i sine udmærkede, skarpsindige,
 kritisk-historiske Undersøgelser kommen til det Resultat, at Kong
 Carl efter al Sandsynlighed maa være faldet for et Projectil fra
 Fæstningen.

Carlberg befandt sig ogsaa ved Kongens Fødder, da udefra et Skud traf
ind gjennem Hans Maiestæts Hoved, hvorved ikke den mindste Bevægelse
mærkedes undtagen, at Haanden faldt ned fra det venstre Kindbeen, og
Hovedet bøiede sig sagte ned i Kappen, uden at det allerringeste Ryk
sporedes i Legemet. Da Officererne stode saa lavt, kunde Ingen med
Vished bemærke hvor Skudet kom fra.

Den første, som nævnte Kongen død, var Generaladjutant Kaulbars. Da
han saae Kongens Hoved synke ned i Kappen, raabte han: »Herre Jesus
-- Hans Maiestæt er skudt! Opsøg General Schwerin og meld ham det.«

Carlberg løb strax nedad den gamle Approche og mødte Generalen, der
næsten aldrig veg fra Kongens Side. Da han modtog det sørgelige
Budskab, greb han Carlbergs Arm og udbrød hviskende: »Herre Jesus!«
Han ilede til Stedet, hvor Kongen endnu laa urørt og befalede
Carlberg og Capitain Posse at hente en Baare. De ilede over Bjerget
til Kongens Brædehytte. Her var Forraad af færdige Baarer, som
brugtes til at bortbære dem, der om Natten bleve skudte under
Arbeidet. Carlberg og Posse bare selv Baaren frem foran Kongens
Fødder. General Schwerin havde stillet Vagt i Løbegraven, for at
hindre Kommunikation forbi Kongens Liig. Officerernes Antal var
betydelig forøget; de stode alle tause og blege i Faklens Skin.
Generalen steg op paa Brystværnet ved Kongens Side og løftede hans
Hoved lidt i Veiret, hvorpaa han gjorde et bedrøveligt Tegn med
Haanden til de Omkringstaaende uden at sige Noget. Kuglen var gaaet
tværs igjennem Hovedet og havde draget det ene Øie indad, medens det
andet hang ud over Kinden. Liget blev forsigtig løftet paa Baaren og
tildækket med Soldaterkapper.

Adjutant Siquier traadte frem fra Mørket, som laa over Hjørnet ved
Vinkelspidsen, tog Hatten af Kongen og satte i dens Sted sin hvide
Paryk og gallonerede Hat paa Carl den Tolvtes Hoved og sørgede for,
at noget af Hat og Paryk kom til Syne under Kappen, hvilket skete for
at gjøre Kongen ukjendelig, da man frygtede for den Virkning, som det
bratte Budskab om hans Død vilde have paa Soldaterne.

Da dette var varetaget, vendte Siquier sig til Officersklyngen og
sagde med et Skuldertræk: »Historien er ude. Allons souper!«[7]

 [7] Det er et karakteristisk Kjendetegn for det stærke Indtryk, som
 denne tragiske Begivenhed gjorde paa Øienvidnerne, at flere af disse
 og blandt dem Siquier i Vildelse senere hen beskyldte sig selv for
 at have myrdet Kongen, hvilke Tilstaaelser dog klart er beviist
 kun skyldes Hallucinationer. De senere militaire og sagkyndige
 Undersøgelser, der fandt Sted paa selve Gjerningsstedet saavelsom
 paa Liget, have tilstrækkelig klargjort, at ikke Skygge af Mistanke
 om en slig Niddingsdaad, som dette Kongemord vilde være, klæber ved
 den tapre og hæderlige svenske Nation.

General Schwerin overlod det kongelige Liigs Transport til Lieutenant
Carlberg, der fik ti Mand hertil, hvilke han gav den Besked, at
det var en tapper Officeer, som de maatte bære forsigtigt paa den
ujævne Vei. Da Toget var kommen et Stykke frem, opdagede Folkene,
at de vare gaaede vild og befandt sig paa Toppen af en steil Bakke.
Byen var nær, hvorover de bleve bestyrtede, da man vidste, at
norske Patrouiller her holdt Vagt og saaledes gjorde det voveligt
og usikkert at trænge frem. Baaren blev sat paa Jorden og Veien
langs Elven undersøgt. Efter en kort Raadslagning besluttede man at
gaa videre ned over Bakken. Soldaterne formanedes til Forsigtighed;
Carlberg med to Mand holdt igjen paa Baaren under den steile Heldning.

Ved Uforsigtighed skete det dog, at Kongen væltede ud over Baaren ned
i Carlbergs Arme, dog saaledes, at Legemet ikke faldt heelt ned paa
Jorden; thi i samme Nu sprang en graahaaret Mand, der gik ved Siden
af Baaren og ufravendt betragtede den, frem og understøttede Carlberg
i at løfte Liget tilbage paa Leiet. Ved den heftige Bevægelse gled
Hatten og Parykken af Kongens Hoved. Maanen, som ved denne Tid var
kommen høit over Fjeldet, kastede sit klare Lys lodret over de
kjendte og elskede Træk. Soldaterne stirrede bestyrtede og udstødte
et Klageskrig.

»Kongen -- Kongen!« hviskede de. »Hvad skal der nu blive af os Alle?«

Den Graahaarede stod foroverbøiet og betragtede som fasttryllet med
et forskende Blik det gabende Saar i Ligets venstre Tinding.

»Det Hul har ingen Pistolkugle frembragt!« udbrød han heftig og greb
Carlbergs Arm. »Det er en Flænge efter en Granatstump. -- See -- see
selv!«

»Hvad mener Du?« sagde Lieutenanten dæmpet og rev sig løs fra Mandens
Jerngreb. »Ligemeget, hvor den dræbende Kugle kom fra. Kongen er død,
Krigen endt -- Norge er tabt for Sverige.«

»Norge er frelst,« hviskede Manden og traadte tilbage i Geledet.

Norske, høirøstede Stemmer løde i Nærheden. Carlberg lyttede
og befalede barsk Soldaterne at forholde sig stille. De bleve
øieblikkelig tause, medens de med rørende Omhu tildækkede Liget og
fra dette Øieblik bare det videre med en øm Forsigtighed, som om de
meente, at deres Afgud endnu kunde føle Stødene fra den ujævne Vei.
Sørgetoget naaede uden videre Uheld til den ældre Tranché, Baaren
løftedes op over Brystværnet og ankom kort efter til Hovedkvarteret
i Tistedalen, hvor Kong Carl samme Aften havde bivaanet sin sidste
Gudstjeneste. I hans Lommer fandtes intet undtagen Gustav Adolphs
Portrait og Bønnebog.

Klokken eet om Natten blev Carl den Tolvtes Liig ført ind i den
Hytte, hvor han pleiede at udhvile sig. Idet Baaren naaede Huusdøren,
traadte den samme graahaarede Kæmpe hen til den, blottede sit Hoved
og stirrede i det klare Maanelys endnu en Gang paa de kongelige,
stivnede Træk, som om han forgjæves søgte Svar paa et Spørgsmaal, en
uløselig Gaade, som Fremtiden aldrig skulde opklare.

Bjørnstad -- det var ham -- huuløiet, hentæret og eensom, bøiede et
Knæ mod Jorden, idet Liget blev baaret forbi ham.

»Ikke bleve vi dine Nordmænd; men Du blev vor, Carl af Sverige!«
udbrød han med høi Røst. »Du store Døde! nu først hilser jeg Dig
velkommen til vort eget, frie Norge!«

Da Baaren forsvandt i Hytten mellem tændte Fakler og sørgende
Soldater, strakte den eensomme Mand Hænderne mod Himlen med et Udtryk
saa seiersstolt og jublende som i Bevidsthed om en veludført Gjerning
-- som om han i dette Nu gjennem sin høire Haand følte sit hele Lands
Befrielse fra fremmed Aag og Fare.

Samme Nat en Time senere lød en Steentorstemme hen over Stortorvet i
Frederikshald:

»Norge er frelst -- Kong Carl er død!«

Raabet blev hørt af Mange, uden at Nogen vidste, hvorfra det kom;
det blev troet, uden at Nogen kjendte den vældige Røst, der slyngede
Glædesbudskabet over Staden. Det fløi som en Løbeild gjennem Gaderne.
Der lød et Jubelskrig, heftigt, aandeløst. Kirkeklokken, der endnu
hang i en Galge over den Kjælder hvor Gudstjenesten maatte holdes
siden Kirkens Brand, klemtede som til Helligfest -- et Befrielsens
Skrig efter det aarelange Rædselens Mareridt lød fra det ængstede,
forpinte Folkebryst: »_Carl den Tolvte er død!_«

I samme Time den svenske Konge faldt, standsedes alle Arbeider i
Løbegravene. Den følgende Dag holdtes Krigsraad. Det blev besluttet
at hæve Beleiringen, og at Hæren ufortøvet skulde drage tilbage
til Sverige. Den 20. December havde alle Svenske forladt Norge. Af
General Armfeldts nordenfjeldske Hærafdeling naaede næppe 500 Mand
tilbage over Fjeldene. Henved 9000 Mand bukkede underveis under for
Vinterkulde, Sneestorme og Hunger.




DEN STORE FRED.


Der gik flere Aar. Meget forandredes i Frederikshald og Omegn. Staden
reiste sig af Asken, Handelen blomstrede, Skibsfarten tog til, et
freidigt, stærkt og selvfølende Folkeliv udviklede sig hurtigt i
den unge Stad, der var skudt frem af Storbedrifter, omgivet af en
velvillig Samtid, Gjenstand for Udlandets Beundring, Tidens Kjælebarn.

Det gik nu her, som det oftest gaaer, dèr hvor de store Storme
rensende fore frem: et sundt og rankt aandeligt Liv blev Særmærket
for Frederikshalds Borgere. De fordrede Retfærdighed og gave
Retfærdighed, Lys og Skygge fordeeltes af den almindelige
Retsbevidsthed. Og den var klarøiet i det stærke Lys, som nu laa i
Luften.

Saaledes gik det til, at der blev ryddet op i meget gammelt og
forgroet. Megen Overvurdering og tidligere Vrangvillie kom paa
Retfærdighedens Vægtskaal, saaledes ogsaa Dommen over Bjørnstad fra
Fossegaarden. Først begyndte Rygtet at fortælle om hans frivillige
Kamp i Frederikshald under Svenskernes Indfald, skjøndt Borgerne
haanlig havde tilbageviist ham fra deres Række; dernæst blev hans
eneste Søns Fald under Forsvaret omgivet af et smukt og romantiskt
Skjær; om Hustruens Ulykke og Død vidste man ogsaa meget rørende at
fortælle, og endelig var det mærkelige indtruffet: efter at Bjørnstad
havde forladt sin Hjemstavn og var forsvundet fra Egnen, blev Byens
Tømmer borte i Elvedragene ovenfor Staden i endnu større Maalestok
end i Bjørnstads Tid. Han havde saaledes baaret Skylden for Andres
Ugjerninger.

Man havde nu erfaret, at Bjørnstad levede oppe i en øde Klippeegn
ovenfor Sarpfossen. Han havde tilligemed sin gamle Søster Ellen
opslaaet en Bolig mellem de eensomme Fjelde og boede der i en afsides
Hytte. Det gamle Søskendepar var her bleven et Forsyn for Fattige og
Syge, der kom langveis fra til Eneboerne, for at forlade dem trøstede
og glade.

Det var dog endnu ikke disse forskjellige Kjendsgjerninger, der
bevirkede Omslaget i Folkestemningen overfor Bjørnstad og gjorde hans
Navn kjendt og omtalt. Der var endnu et Rygte i Omløb, et ubestemt
Sagn, som satte ham i Forbindelse med Kong Carls Fald, der bragte
alle Hjerter i Frederikshald til at banke stærkere, en Beskyldning,
der i sig selv for Staden rummede det Høieste, en Forbrydelse, der
lyste som en Fædrelandsbedrift af største Betydning, et Rygte, der
ikke havde nogen bestemt Hjemmelsmand, og som dog blev ved at leve,
at svulme, til det antog Karakteren af Forherligelse og Tilbedelse af
sin Gjenstand.

Hvad der sagdes var slet og ret, at Bjørnstad havde fældet Carl den
Tolvte.

Man vidste med Bestemthed, at Bjørnstad hiin Nat befandt sig blandt
Arbeiderne i Løbegravens Sidelinie, da Kongen faldt; man vidste, at
han allerede under Indfaldet 1716 havde sat sig det store Maal at
fælde Kongen i aaben Kamp for at befrie sit Land, og man vidste nu
fra Jørgen Halvorsen, at Bjørnstad var en syg og nedbrudt Mand, der
ofte i Febersyner anklagede sig selv for at have fuldbragt den store,
tragiske Bedrift.

Tilsidst var det Øieblik kommen, da den offentlige Mening slaaer over
i sin Modsætning, taler høit og høiere, bliver Folkets Røst, Guds
Røst, og det blev besluttet i en Forsamling af Byens Borgere, at der
skulde gjøres noget for Bjørnstad, at han skulde hædres, udnævnes
til Æresmedlem i det Colbjørnsenske Fricorps, hvilket han en Gang
forgjæves tilbød sin Tjeneste, kort sagt: Bjørnstad skulde udmærkes
med et eller andet, hvad det nu kunde blive til. Han var dog en Mand
fra Frederikshald, deres egen, det maatte fremhæves nu.

Medens dette Omslag fandt Sted nede i Staden, levede Gjenstanden for
al denne Velvillie sit eget Liv i en vild og skovrig Fjeldegn norden
for Sarpfossen, tre Mil fra Frederikshald. Denne Fos er hverken saa
høi eller bred som flere andre af Landets Fosse; men den ansees
med Rette for et af Norges skjønneste og mægtigste Vandfald. Især
udmærker den sig ved den overordentlige Vandmasse og forfærdelige
Kraft, hvormed den skyder sig frem, beriget ved utallige Vandaarer
fra det vilde og skovrige Terrain.

Bjørnstad og hans Søster Ellen levede heroppe i Ødet i uforstyrret
Fred og uddeelte nu med rund Haand Udbyttet af deres Livs Indkomst
til Livets trætte Arbeidere, som langveis fra tyede herop om Hjælp og
Raad. Vinter og Sommer var Stien op til Hytten banet og traadt, og
der gik aldrig Nogen forgjæves.

Faster Ellens forvitrede Skikkelse havde rettet sig i de forløbne
Aar. Øinene lyste med bjørnstadsk Ild; en bruunrød Sundhedslød over
det magre Ansigt røbede, at Livskraftens Kilde atter sprang i hendes
Bryst.

Der var nok at skaffe om i Fjeldhytten. Køernes Mælk stode i lange
Bøtterækker paa Sæterhylderne, Osten laa i Lager, tørrede Urteknipper
hang under Loftsbjælkerne. Faster Ellen besad det skarpe Blik og den
lykkelige Gjætte- og Slutteevne, der gjør forfaren i Lægekunst. Om
Vinteren snurrede Rokkehjulet, Ulden kartedes, varme Sokker og Trøier
og alskens andre varme Sager laa beredte for de Trængende.

Midt i al denne Travlhed fløi Faster Ellens Blik jævnlig forskende
over til Bjørnstads høie og vaklende Skikkelse, naar han uddeelte
milde Gaver med et Blik, der røbede, at det ikke alene var Haanden,
som gav, men Hjertet, der glædede sig over at kunne give.

»Nu op med Panden, Broder!« lød det ofte barsk og opmuntrende; »Han
forstod den bedste Kunst, han, som levede for en anden, levede ei sit
Liv omsonst.«

Faster Ellens Tale faldt ofte i Riim, uden at hun egentlig selv
vidste derom.

»Bølgeskvalpet gaaer i Takt, som Stormen det vil,« sagde hun en Gang,
da Jørgen Halvorsen gjorde hende opmærksom herpaa.

»Kom nu og hjælp med, Broder,« sagde hun til andre Tider i de første
Aar af deres Eneboerliv, naar Bjørnstad i Timer lukkede sig inde
i sin Stue og sad og stirrede frem for sig med en knyttet Haand
paa hvert Knæ, mens Tanker gravede og gravede i hans Indre og kun
naaede at undergrave hans egen Kraft. Saa reiste han sig brummende,
greb Karterne eller Strikketøiet og bandt Hoser, mens Vinterstormen
ruskede i Hytten, og Sneeskredenes Drøn lød rundt om udenfor. Der
sad de to gamle Skibbrudne, kastede op paa dette Fjeld fra Livets
Brænding, graanede i Sjælens Bedrifter, medens de nu med det sløvede
Høgeblik anstrengte sig for at indhente en løssluppen Uldgarnsmaske i
det flakkende Lampelys, medens Mindernes Skred drønede gjennem deres
Indre. Saa hændte det, at Bjørnstad utaalmodig slængte Strikketøiet
over til Søsteren og forlod Hytten for at gaae ud i Vinternattens
store Syner. Eller han vandrede langt over Fjeldet til de Hjem, hvor
han vidste, der trængtes.

Aarene havde ogsaa i hans Sind bragt Forandring: Den store Fred var
seen om at komme til ham, og den kom ikke pludselig, ikke uden
Kampe. Lidt efter lidt var dog Kjærlighedens store »Du og jeg«, »Du
fremfor mig« gaaet op for ham i sin Vælde, og i dette klare Lys fra
oven stod hans Ungdoms Stræben og hans Manddoms Kamp for ham grelt
og skjærende i den hele Selviskhed og Egenkjærlighed, »Jeg imod
Dig«, »Jeg over Dig, over Eder Alle«. Hvornaar dette Lys begyndte at
skinne, vidste han ikke selv. Maaskee var det Eensomheden, som maa
til, for at det Store kan trives, og Læsning; thi Bjørnstad læste
meget, og hans lille Bogsamling indeholdt det Bedste af udenlandske
og indenlandske Værker.

Tilsidst forstod han alle disse Jordelivskampe med de store Ideer som
Banner og et lille »jeg selv« som Bannerfører. En dyb Medlidenhed
greb ham for de Mange, der endnu stred og led i Uklarhed dernede.
Det maatte saa være; han forstod, at det hele Myretuearbeide maatte
forrettes, noget for og noget imod, noget skarpt, andet blidt, noget
beskt og noget sødt, for at skaffe sundt Blod til det Hele og alt,
hvad der ellers maatte til, for at det kunde holde sammen. -- Af og
til gik han ud til det nære Fossefald og stirrede ned i de skummende
Hvirvler; oftere gik han ud paa Pynten med den vide Udsigt nedover.
Her blev han staaende i Timer, et sælsomt Monument, forvitret af
Tiden, endnu kæmpemæssigt at skue. Saa kunde han en Gang imellem
strække Haandfladen ud, vugge den sagte op og ned, som om han
stedte noget til Hvile, og vendte hjem støttet til sin Stav med den
skaldede Isse hævet og det hvide Skjæg og Haar bølgende i Vinden.
Lidenskabernes Tid var omme; det afgjærede Stof laa klaret i hans
Tanke. Det, de kaldte Stort dernede, Fremskridt, Magt, Mit og Dit,
selve Landegrændsen mod det »Udenlandske«, Fædrelandets Begrændsning
til en bestemt Plet Jord, altsammen blev heroppe, omgivet af den
utilhugne Granit i det Eviges Lys, saa smaat, at det ikke var til at
øine.

Ogsaa Sorgen over Maris Død, der havde knuget Bjørnstad til
Fortvivlelse i de første Aar, var mildnet; han vidste, at nu var hun
dèr, hvor hun hørte til, og forenet med sit Kjæreste. Sønnens Død
var ham hovedsagelig en Kilde til Glæde. Drengen havde aldrig i Live
været ham saa dyrebar som nu; det var, som om han havde ofret sit
Land det Bedste, han havde, en reen, ung Kraft, en Blomst i Udspring,
der aldrig vilde tørres hen i Storme.

Alene hans Livs store Gjerning, den, i hvilken hans hele Væsen
higede efter at hvile ud, kunde han ikke komme til Ro med, den
Hovedgjerning, der er enhver fuldbaaren Personligheds Hensigt, det
store, beroligende »Derfor« paa Livets »Hvorfor« gled fra ham, hver
Gang han vilde gribe den og gjøre den til sin.

Kong Carls Død var hans stadige Tanke. Javist, han var i Løbegraven
hiin Nat og fast besluttet paa at dræbe sit Lands Fjende. Javist
havde han hævet sin Pistol og skudt og seet Carl den Tolvte synke
sammen og følt sit Land befriet i samme Nu.

Snigmorder, han? Bjørnstad? -- Javist, han havde i Mulm og Mørke
hævet sit Vaaben mod Kongen af Sverige; men han havde med Glæde
aabenlyst bødet med sit Liv for den Bedrift. Snigmorder? -- Nei,
han havde gjentagne Gange søgt Heltekongen i aaben Kamp med blottet
Bryst -- forgjæves. For Bjørnstads Fædreland var denne Helt et
farligt Kryb, der ved Nattetid gravede sig ned i dets Jord, for som
en Slange Tomme for Tomme at bugte sig fastere om Fæstning og Stad.
Et fjendtligt Kryb knuser man under sin Hæl, naar man seer det løfter
Braaden mod Ens Kjæreste, naar og hvor man kan. Snigmorder? Nei, nei!
-- Bjørnstad hævede sit Hoved. Han havde i et kongeligt Nu følt sit
Lands Frelse gjennem sin høire Haand; da var det, som om Fjeldene
rundt ham klædte sig i straalende Farver, som om Luften, han aandede,
blev stærkere og mere balsamisk.

Men i en anden Time kom andre Tanker, en Tvivl, der sjeldent lod ham
i Ro, og han havde en Følelse af, at han selv gled ud i meningsløs
Taage, at Klippegrunden forsvandt under hans Fødder, at han drev
nedover uudforskelige Strømme, for at forsvinde, og der lød intet
Svar over til ham, naar han i Nattens Time kastede sig paa Leiet og
spurgte og spurgte, mens de nagende Tvivl steg.

Ja, var det ham, der havde fældet Kong Carl? -- Det forekom ham,
at han havde seet Kongens Hoved allerede synke ned i Kappen i det
Øieblik, han hævede sin skudsikre Pistol og trykkede af. Saaret, som
han nøie havde undersøgt i Ligets Tinding, kunde ingen Pistolkugle
have frembragt, Kardæskregnen var forfærdelig -- og dog -- og dog!
Han sendte Raab paa Raab efter Sandhed ud i sin Eensomhed; men der
kom aldrig Svar. Tilsidst tog denne Grublen sygelig Overhaand og
medførte Hallucinationer; vaagne Febersyner forfulgte ham og drev ham
rastløs fra Sted til Sted.

Faster Ellens vagtsomme Øie hvilede ofte spørgende paa ham. Han
undgik enhver Fortrolighed i denne Sag. De to Søskende talte
overhovedet ikke meget sammen; det behøvedes ikke for at forstaa
hinanden. Deres Fortid eiede ikke Ord, deres Fremtid behøvede ingen.
Deres Indre var sammennittet ved det samme Livsindhold; de gave
hinanden trofast Haandsrækning, og saa gik det, som naar et Heiseværk
er i Gang: hvor den ene slap det seige Tag, greb den anden fat,
medens Minderne lagde Opsangen til.

En Dag sad Bjørnstad sammensunken udenfor Hyttens Dør. Ellen saae
gjennem den lille Rude, at han hævede Hovedet fra Brystet og stirrede
over mod Klippevæggen. Hans Øine udvidedes, hans Haand strakte sig
afværgende frem, medens han reiste sig. Ellen gik ud til ham og lagde
Haanden paa Broderens Skulder.

»Du bærer paa en svar Hemmelighed, Bjørnstad,« sagde hun. »Betro Dig
til mig. Naar tvende Venner blot enes ret, gjør fire Hænder det Tunge
let.«

Bjørnstad syntes ikke at høre hende. Han vedblev at stirre mod
Klippevæggen med stive, skjælvende Træk.

»Seer Du Hovedet derovre paa Klippeblokken?« hviskede han. »Hans,
Kongens? Seer Du hans Øine, de klare, kongelige? De følge mig
overalt, Dag og Nat. -- Seer Du?« vedblev han og knugede Søsterens
Arm. »Seer Du? Nu synker det ene Øie tilbage dybt i Hulingen, og det
andet skyder sig frem, nedover Kinden, og stirrer herover og lyser
som Ild -- Vent!«

En glødende Rødme gled over Bjørnstads Pande. Han strakte Haanden om
bag Døren, rev Bøssen ned fra Knagen, sigtede omhyggelig, mens de
hvide Haar klæbede sig om hans Tinding. En Krudtsky bølgede over mod
Klippestykket, og Bjørnstad sank sammen; store Sveddraaber perlede
over hans Pande.

»Havde Du tusinde Liv, Carl af Sverige, jeg tog dem alle!« udbrød han
med brudt Røst. »Hvad vilde Du her hos os?«

Ellen stod fasttryllet til Stedet. Nu forstod hun disse Skud uden
synligt Maal; Kuglerne havde allerede mærket Klippen derovre, altid
paa samme Sted. Hun rystede paa Hovedet; for dette Onde hjalp ingen
af hendes Urter, og hun sendte Bud efter Jørgen Halvorsen.

Han kom, og de to Mænd sade ofte længe sammen, mens Bjørnstad hørte
til, og Jørgen talte aabent og eenfoldigt om Tingene. Eller han tog
sin Fidel og spillede af de gamle Folkesange, meest dog Moderens
Vuggevise, der ogsaa havde lydt for Bjørnstad i hans Barndom.
Bævende og blide Toner løde i den stille Fyrreskov. Saa hændte
det, at den gamle Mands Øine sank sammen, og Jørgen sad i Timer og
ventede. Men saae han Bjørnstad aabne Øinene, lod han paany nogle
Takter glide frem, og Morbroderen smilede og faldt atter i Søvn.

En Aften sov Bjørnstad længe. Myggene summede om ham; Jørgen sad og
viftede dem bort og betragtede sørgmodig det gamle, karakteristiske
Hoved, der allerede syntes at sove den evige Søvn. Da Bjørnstad
vaagnede, saae han paa Jørgen uden Overraskelse, uden Sindsbevægelse,
vendte saa Blikket opad.

»Aftenstjernen er nok høit paa Himlen, ja, saamænd er den det. Saa
er min Tid kommen; nu staaer min Sol op, og de komme til mig, alle
dem, som ere borte, henne -- Drengen er ikke død og hun ikke gammel,
naar de møde mig mellem Træerne, og de blive længe hos mig. -- Bøi
Dig, bøi Dig, Broder! sagde Søster Ulle. Javist bøier jeg mig for
Eder Alle, I Stærke og Store i Følelsen, mens jeg var saa lille i
min indbildte Manddom. -- Hører Du Kilden, som siver bort derhenne
gjennem Mosset?« vedblev han lidt efter. »Den risler med Liv, Liv,
der aldrig rinder ud ligesom mit eget og -- Kongens -- --«

»Hvorfor bryder Du dit Hoved med al den Tvivl og Uro, Morbroder?«
spurgte Jørgen. »Jeg veed, at den Konge hviler Dig svart paa Sinde;
men hvad Magt ligger der vel paa, om det er Dig eller mig eller
en anden Nordmand, der skjød ham? Det var et Stykke fædrelandsk
Arbeide, der maatte forrettes, for at vi kunde faae Fred -- og
saa fik vi Fred, og Norge blev frelst, og det var _det_, som det
kom an paa. Der er jo ikke en levende Sjæl, som spørger efter
Gjerningsmanden. Jeg siger som de Andre: det var et Stykke godt norsk
Arbeide, der maatte forrettes af en Nordmand, og det blev forsvarligt
besørget. Derfor synes nu mig, at Du som en gjæv norsk Mand ikke har
mere Grund til at være stolt eller bedrøvet over, hvad der skete den
Nat, end alle vi Andre Nordmænd, for jeg skal sige Dig: _den Bedrift
hører nu os Alle til; den er Fædrelandets_.«

Bjørnstad lyttede til denne eenfoldige Tale, medens et forklaret
Udtryk bredte sig over hans Træk, og han nikkede gjentagne Gange.

»Javist, den Bedrift hører nu Fædrelandet til,« hviskede han. »Større
Maal findes ikke for nogen Mands Bedrift, og hjulpne bleve vi Alle,
hvem der end fuldførte den.«

Der faldt som et Bind fra Bjørnstads Øine; det store Broderskabs,
Alkjærlighedens Lys gled atter hen over dette sidste Mørke i hans
Sjæl. Han reiste sig og blev seende fra samme Stund. Atter her havde
det saaledes været Selviskhedens, det stærke »Jeg selv«, »Jeg«
i Modsætning til »Dig«, »Jeg over Eder Alle«, der havde villet
tvinge ham frem til at eie denne Storbedrift for sig selv alene;
derfor havde han ikke kunnet finde Rist eller Ro; thi Anger over
sin veloverlagte Handling følte den villiefaste Mand ikke; hans
nagende Uro havde blot været Mistvivl om ikke at kunne tilstaa sig
selv, Bjørnstad fra Fossegaarden, Stormagtsbrynden: ikke at have
levet forgjæves, Følelsen af ikke at glide ud i det tomme Rum som
en unyttig Ting -- den selvforherligende Ret til at kunne slaa sig
paa sin Personligheds Bringe, han, Bjørnstad, Martyren, og svare sig
selv dette falske »Derfor« paa Evighedslivets »Hvorfor«. Som om det
i det Hele taget var denne Slags Storhedssvar, det kom an paa, naar
en Gang Herren kalder sin Tjener til Regnskab for, hvorledes han har
forvaltet de tyve, de ti -- det ene betroede Pund?

Veien til den store Fred var endelig funden for Bjørnstad, og han
forlod den ikke tiere. Lyset blev ved at vælde frem. Han grublede
ikke længer, han gravede ikke længer efter Gaadens Løsning i sit eget
uredige Skyggerige, hvor de halvfærdige Drømme, Drifter og Haab havde
koglet og kogt alle Slags dæmrende Muligheder. Det ene Menneske var
jo det andets hjælpsomme Broder. Der var nu ikke noget Skyggerige
længer; thi dèr, hvor dette Lys lukkes ind, dræbes al lyssky Svamp og
fremmes til Fuldbaarenhed hver Spire, der fødtes til det Evige.

Mens dette Omslag fandt Sted hos Bjørnstad, og hans storttilhugne
Aand i Ro og Klarhed stærkere og stærkere higede imod som en
upersonlig Velgjerning at glide over i sit Folk, at gaa op i dets
Velfærd, gik det jævnt ned ad Bakke med hans Kræfter. Den fordum saa
mægtige Skikkelse laa nu oftest i Høstsolens skraa Straaler udenfor
Huusdøren, hvorfra han kunde see Stien forsvinde i Dalen. Bjørnstad
saae ofte nedover med milde Øine; oftere saae han dog langeligt opad;
han begyndte nu at længes andet Steds hen.

Den slanke Birk stod allerede bladløs ude paa Skrænten; den havde
givet Efteraarsvinden sin sidste Guldskilling, men svang lige let
sine tynde Grene for _det_. Det gulnede Løv var til Høstmaneuvre;
Vinden drev det rundt om Bjørnstad i stedse snevrere Svingninger:
høire om -- venstre om -- og det kunde Exercitsen. Efteraaret og
Hvilen var for Døren. Enebærbuskens mørke Spids hævede sig over
Lyngen som et sørgende memento mori; tillige som et forjættende
Fingerpeg mod Himlen.

Bjørnstad skyggede med Haanden for Øinene. En lille Skare Mænd kom
frem paa Stien nede fra Dalen; de arbeidede sig møisommeligt op ad
den stenede Vei. Nogle nysgjerrige Geder sprang fra Klippeblok til
Klippeblok; Køernes dybtstemte Klokker løde gjennem den harpixsvangre
Høiluft.

Det var Peder Colbjørnsen, Foged Wexelsen, Kjøbmand Wærn og flere
andre af Byens ansete Mænd, som denne Høstdag havde besluttet at
besøge Bjørnstad og bringe ham Stadens Tak og Udmærkelse.

Da Mændene naaede op til Hytten, havde Bjørnstad reist sig og stod
støttet mod Trævæggen. Hans hvide, blottede Hoved med de furede
Træk indgjød de Kommende den Ærefrygt, som omgiver Eneboeren. Da de
Fremmede naaede op, traadte først Raadmand Wærn frem for Skaren,
lod sit blomstrede Silketørklæde løbe rundt indeni Hatten, aftørrede
Issen, rømmede sig og sagde:

»Vi Borgere fra vor gode Stad Frederikshald hilse Dig, Bjørnstad.
Din store og modige Gjerning er rygtedes iblandt os, og vi mene at
skylde Dig vor Tak, mens Du i Stilhed og Beskedenhed har trukket
Dig tilbage fra din velfortjente Belønning. Derfor have Kvinderne
i Frederikshald besluttet at sende Dig dette Udmærkelsestegn, en
Orden, de ere traadte sammen for at stifte og uddele til udvalgte
Mænd, der i Særdeleshed som Du have gjort sig fortjent af Kvinden og
Hjemmet[8]. Alene for din Skyld have vi vandret den lange Vei herop
i Ødemarken.«

 [8] Denne Orden har existeret i Frederikshald, traadte dog først ud
 i Livet 1ste Januar 1750. Ordenstegnet var da en Triangel, hvilken
 var forfærdiget af Guld, som det ædleste og reneste af Metallerne,
 for at tjene dem, som dermed beæredes, til en bestandig Paamindelse
 »altid at kultivere de ædle og uforfalskede Dyder, hvormed den er
 erhvervet«. Paa den ene Side er graveret disse Ord: »l'ordre de
 la constance, institué par les dames à Frederikshald le 9me Decbr
 1749.« Paa den anden Side staaer disse Ord: »Dedié au vrai mérite
 en dépit des franc Maçons.« Den bæres udi et blaat, vatret Baand
 Couleur d'azur og bindes med en dobbelt Sløife i det tredie Knaphul
 af Vesten. Den første Mand, der udmærkedes med denne Orden, var
 Rudolph de Romeling, Kgl. Mayst. bestalte Major.

Bjørnstad modtog det fremrakte Udmærkelsestegn, et skinnende Kors.
Han saae længe og taus derpaa.

Faster Ellen var traadt hen ved hans Side. Hun rystede paa Hovedet.

»Er det for den Gjerning i Løbegraven, at de sende Dig et Kors?«
spurgte hun barsk.

Bjørnstad nikkede sørgmodig. Ellen tog sagte Korset af Broderens
Haand, kyssede det ærbødigt og holdt det over sit Hoved.

»Vor Frelsers Storkors, det skal straale klart og reent fra Himlen,
det maa ei lue naglet til en Fjendes Bryst i Stimlen!« udbrød hun med
skjælvende Træk og dæmpet Røst.

»Fjende, Søster?« sagde Bjørnstad bebreidende og værdigt. »Nei, ikke
Fjende, kun Synder, en stor, men omvendt Synder.«

»Du dyrebare Broder!« hviskede Ellen og støttede sig til hans
Skulder. »Gjør altid Ret, bliv ikke træt, sagde vor Moder. Heroppe
ingen Løgne -- ikke Frelserens dyre Kors for Mørkets geniale
Gjerning.«

Peder Colbjørnsen, der havde opnaaet megen Anseelse og Berømmelse i
sin Fædrenestad og langt udenfor, traadte nu frem med blottet Hoved.

»Saa sees vi da igjen, Bjørnstad!« udbrød han venligt og rakte
Eneboeren sin Haand. »Denne Gang kommer jeg som Udsending fra vor
Stad. Hilsen og Tak for dine heltemodige Kampe 1716, da din tapre Søn
faldt, og for din store og uegennyttige Fædrelandskjærlighed, der i
Mulm og Mørke drev Dig ud for at fælde vor Fjende og redde vort Land.
Vi kalde Dig en af vore bedste Mænd. Derfor have Borgerne i deres
Raad besluttet at overrække Dig dette Diplom som Æresborger i vor
Stad.«

Bjørnstad hørte paa denne Tale, værdig og ubevægelig. Da Colbjørnsen
tav, og han modtog Diplomet med Byens store Vildmandssegl, gled et
Smil over hans Ansigt.

»Tak, I gode Mænd fra Halden,« sagde han med mild Røst. »Hav Tak, at
I kom herop til mig, mens det dog er mig, som i Tanken mangen Gang
kom ned til Eder. Jeg skylder Jer jo Alle Afbigt for saa meget fra
mine syge Aar -- den Gang, jeg var saa stærk.«

Der gled en glødende Rødme op over Bjørnstads Ansigt, mens han
traadte frem; hans krogede Skikkelse syntes at voxe i Kraft og
Sikkerhed. Han kastede Hovedet tilbage og strakte Borgerne begge
Hænder i Møde.

»Ja, ret af Hjertet Tak, I gode Brødre, at I kom til mig, nu, det
lider mod den lange Reise. Min Sjæl glædes festligt ved dette Møde.
-- Er denne Stund mit Livs store Opgjør, da er den velkommen.
Saa hører Alle, hvad jeg nu maa vidne: Al min Kamp imod Eder var
Selviskhed, alle mine Veklager over mit Lands og mit Samfunds
Usseldom var et umodent Sinds utøilede Selvgodhed, saaret i sin
Forfængelighed, ude af Stand til at underordne sig Eders Love,
de urgamle, evigunge, der rummer Alt og Alle, og som giver Plads
for Alt og Alle. Jeg gjærede og bruste over af egen Retfærd og
Livskraft, troede jeg. Ak, det var blot indbildsk Overmod, min egen
Storhedsfølelse, som skar mig bort fra Eder Alle, mens jeg af bare
Manddom fortærede min egen og Mines Lykke. Nu ligger det Hele hen
i Klarhed. Jeg kunde ydmyg knæle paa Stortorvet og udraabe min
Vildfarelse for den hele Stad; men I vilde ikke forstaae mig. I leve
dernede i de trange Gyder. Det er heroppe i Naturen og Eensomheden,
at der bliver slig Vennefest i Sjælen.«

Bjørnstad holdt inde og strøg sig med Haanden over Panden. Han var
atter det gamle Urmenneske; Røsten steg, selvtænkte Tanker søgte
frem, klædte i Skum og Fraade, i egne Ord.

»I see saa vist paa mig, I Kjære? Ja, saaledes er det blevet inden
i mig. Den Bjørnstad, I ere ude efter, han er ikke mere. Jeg siger
Jer: ham, I søge, han er ikke mere. -- Men hvem er I selv? Jeg seer
iblandt Eder de Raadsherrer, som en Gang vare mig haardest. I er det
Hele dernede, maaskee det bedste af det Hele; men hvad er saa det
Hele? En Stump af det store Verdensrige. Jeg saae det igjen nys, da
jert Tog bugtede sig herop ad den stenede Vei. Verdens Samfund er som
Kæmpeslangen, Midgaardsormen, der omslynger Alt og Alle. Er en af
os saa stærk, at han kan gribe Kolossen ved Struben, ryste Uhyret,
holde det ud fra sig i stiv Arm en halv Menneskealder -- et Secund
af Evigheden, -- hvad saa? -- Længer holder vel ingen af os ud, mens
Dragen pruster os over med sin Fraade af det tusindtungede Gab,
blinder vort Syn, hidser vort Blod, kvæler vort Aandedræt, suger os
til sig, Tomme for Tomme, velbehagelig. Det er af os, de Stærke, han
lever sig mægtig, det er os, de Modstandskraftige, der gaaer over i
hans Væsen, bliver hans nye Nakkehvirvler, blot paa en heel anden
Maade, end vi i vor Ungdomsruus og Overmod drømte om, og tilsidst,
naar vort Blod er drukket, og vor Sjæl er flydt ud i Handling, naar
vort Livs Hovedgjerning som Sommerfuglen er flagret bort fra det
fortærede Hylster for at blive Andres Eie, naar vi selv, vort Legeme,
ligger hen som det knækkede Rør, naar vi endelig begribe, at netop
saaledes, som det gik, maatte det gaae, kun saaledes skeer os fuld
Ret, idet vi leve op i vor Bedrift, bliver en sund Bloddraabe mere
i det Heles Aarer, medens Midgaardsormen voxer sig ung ved altid
yngre Nakkehvirvler, aldrig bliver gammel, mens den ruller sine Ringe
videre, bredere, pisker alt om sig i Skum og Fraade, roder unge
Modstandslystne frem, suger ny Kraft af det sidste Nye, slænger det
ældste fra sig som overlevede, visne Haleled -- ja, mens det Hele
ringler fremad, fremad mod Tidernes Evighed med de nyeste Stridsmænd
mellem Kløerne, saa lyster det Kæmpeslangen stundom, naar halve
Sekler ere svundne, at rode et eller andet Skelet frem af Glemselen;
saa er dens Fagter anderledes, saa basker den med Halen, kaster sig
i Støvet, pryder vort indfaldne Bryst med Udmærkelser, sætter os
til allersidst i brede Steenkister og hugger vore Billeder udenpaa
-- for at vi selv kunne ligge Steenlig som vore store Sorger derude
i det Svundnes blide Maanelys. -- Ja vist, I komme til os, naar
vi ikke længer have Brug for Jer. Hvor var I henne, I dèr, da jeg
trængte saa haardelig til Jer Medfølelse, da jeg var ung og blød og
tillidsfuld og higede ind til mit Folks Hjerte? -- Hvem spyttes der
nu paa dernede? Hvis Sjæl pisker Verden nu blodig? Hvem seigpines nu
under Uforstand, vaander sig under Haanens Svøbe? Siig, hvem tømmer
nu Livets bitreste Skaal? -- En Landsmand, tænker jeg, en Broder,
en Helt, der stinges ihjel, en Kraft, større end min. Jeg blotter
Hovedet for ham og hilser ham velkommen heroppe i min Eensomhed.«

Bjørnstad stod opreist; mægtig og ærefrygtindgydende. Han slyngede
disse sidste Sætninger ud med stigende Kraft. Hans Stemme rullede
endnu en Gang som en Torden mod Fjeldvæggen; den sidste Rest af
aarelang, opsamlet Bitterhed svandt maaskee bort i dette Sjælens
Smerteraab. Han strakte Haanden ud som en Seer; hans Blik luede atter
med Bjørnstadsk Kraft, medens Borgerne stode tause, lyttede, saae paa
hinanden, nikkede og lyttede igjen.

Foged Wexelsen alene gjorde et hemmeligt Tegn mod sin Pande og
rystede deeltagende paa Hovedet, medens Bjørnstad vedblev:

»Javist, jeg seer det derude i den store Verdens Fremtidstaage.
Ormen bugter sig endnu dernede, almægtig, suger og veirer og
finder og fortærer, groer i Kræfter, i Viisdom og Herlighed. Opad,
opad, bugtes det Hele i Egenkjærlighed, Adskillelse, Fjendskab og
Viisdom. -- Ha, var jeg ung en Gang til, saa fik den Midgaardsorm
mig at fortære endnu en Gang, ti Gange. -- Javist, jeg seer det
derude i Fremtidstaagen. Det er ikke længere os, de Enkelte, der
fortæres. Da ordnes de store Modstandsmasser af Fremskridtsaanden,
af Oprørsgeniet, for Uhyrets Gab, og Masserne knuses, forsvinde,
fordøies, blive de nyeste Nakkehvirvler. Alt, alt maa med, intet
udenfor. Mægtigere og mægtigere løfter den sin Nakke mod Himlen,
løfter tilsidst hele Jorden, hurtigere og hurtigere, fremad, opad,
til Alt er gaaet op i dens mægtige Kæmpelegeme, til den sidste
Modstand er suget ud, til det Hele selv gaaer i Steenkisten. Da,
først da groer maaske det store Vennemenneske frem i Freden, større
i Broderskab, mere fuldkomment, end vi nu til Dags ere. -- Ja, jeg
synes, det er saa grumme galt fat med Jer Alle dernede i Soden og i
Asken. Hør det, lær det, forstaa det, og det skal være den eneste
Bedrift, jeg gider tage med herfra. Kunde jeg med fulde Fjeldlunger
raabe det ud, saa det rungede over hele Verden: Luk jeres Døre og
Vinduer op for Broderskab og Venskab, bøi Jer selv i Strenghed, bøi
Eder i Ydmyghed for hinanden, bøj Jer i Kjærlighed ind til hinanden,
først da skyde de tusinde Glæder op om Jer og blive store under den
blaa Himmel, som fremkaldte dem, først da lærer Du at føle saa reent,
saa stort og sandt, at vi blive de lykkeligste af alle Lykkelige,
saa lykkelige, som Ingen veed det. Bøi Dig, bøi Dig mod Jorden, saa
drages din Sjæl opad, for saa komme de store Syner til os med Livets
Fest, den store Fred, -- Guds Fred.«

Bjørnstads Hoved laa tilbagelænet; hans Arme vare udstrakte og
bevægedes som en Musikanfører, der afdæmper for stærke Strengelyde
i sit stormende Orkester i Lidenskabernes altomfattende mægtige
Finale. De sidste Ord aandede han frem og dog hørligt af Alle.
Endnu en Gang havde hans Stemme eiet Stormens Tone; nu vaklede
han pludselig frem og tilbage om sin Stav. Han var synlig træt.
Bjergvinden kløftede hans hvide Skjæg og Bryn, medens hans Øine
flakkede, som om hans Kraft blev knuust af et Kølleslag fra oven.

Borgerne bleve tause staaende. Denne Tale kom ogsaa til dem saa
underligt fraoven nedad; de norske, ranke Mænd fra den unge Stad
stode nu og saae paa de Udmærkelser, de medbragte, og følte, at de
ligesom vare af Papir. Manden var voxet fra dem.

Eneboeren vendte sig mod Colbjørnsen, hvis mandige, sørgmodige Træk
vare prægede af hans ulykkelige Hjemliv[9]. Han havde opmærksomt
lyttet til denne eensomme Sjæls Skriftemaal, der snart rullede som
en bred, frigjort Strøm, snart fremstødtes som overhugget af Sindets
Bevægelse.

 [9] Colbjørnsens Hustru var drikfældig og letfærdig.

»Uhrværket er ved at gaa istaa, Kvalhalmen venter mig nu derinde,«
sagde Bjørnstad. »Tilgiv en gammel Mand, -- det vilde siges. Træd
indenfor. Alt, hvad jeg eier, er Eders.«

I dette Øieblik banede en besynderlig Skikkelse sig Vei mellem
Borgerne. Han var iført en lang Frakke med store Metalknapper og et
høirødt Tørklæde flagrende over et struttende Kalvekryds, medens han
svingede sin side Hat og raabte:

»Hil være Morbror Bjørnstad, Du gamle Balte! Ja, din Storhed er
gaaet over i Rygralliken paa os Allesammen. Din egen Søstersøn
Daniel, Selveier af Frederikshalds Liimkogeri og gift Ægtemand med
Liimkogerenke Reimer respekterer Dig. Jeg er stolt af Dig, Morbror
Bamse! Alle mine Sønner skal kaldes op efter Dig. Nu flytter Du ned
til mig og skal blive tilseet med Reenlighed og Proprietet; saa
kommer Bymusiken og spiller op udenfor vores Dør -- hva' -- sa! Hip
-- hip -- hurra!«

Det var Skipper Daniel, der nylig var traadt i Land fra den lille
Færge bag ved Huset. Han havde ad en Gjenvei skyndt sig herop fra
Frederikshald for at være Vidne til Familiefesten.

Ingen lagde Mærke til Liimkogeren. Alles Øine søgte Bjørnstad, hvis
graanede Skikkelse skarpt aftegnedes mod Aftenhimlen. Hans mægtige
Pande med de dybe Øine, hvorover Panden sprang frem som en Klippe,
ragede ensomt op over Menneskene, Tiden. Dette lille Udvalg af
Stadens Mænd vare i dette Øieblik et Udtryk for Folkestemningen. Her
var intet bølgende Hovedhav, ingen høilydt Jubel med hundreder af
fremstrakte Hænder, intet lokkende Fyrværkeri, Fakkeltog, her var
blot et gammelt Menneskehoved og den store Eensomhed omkring det.
Uden at Nogen vidste, hvem der begyndte, lød pludselig den norske
Nationalsang fra den lille Klynge, høitidelig og fuldtonende i den
dybe Stilhed, den eneste Hyldest, de vidste at bringe. Bjørnstad
rettede sig ved sin Krykke, det svulmede i hans Bryst, og Taarer
forsvandt i hans hvide Skjæg. Der stod den gamle Løve endnu en
Gang Ansigt til Ansigt med sit Folk, mægtig og rank som et gammelt
Fyrretræ, himmelstor for den Enkelte. Borgerne syntes siden hen i
Dagslivet, at de havde seet Folkeaanden, nei, selve den oprindelige,
herlige, lutrede og uforgjængelige Menneskeaand. De glemte ikke det
Billede siden.

Den Nat sov de Alle i fredelig Forening paa friske Høleier i Hyttens
Stue. Bjørnstad vilde hvile mellem sine Bysbørn; han laa stille hen
med Hænderne foldede over Brystet og et mildt og forklaret Udtryk.
Først henad Morgenstunden faldt han i Søvn.

Næste Dag begave Mændene fra Halden sig atter nedefter. Bagved Huset
fandtes som omtalt en primitiv Færge, der over en Sidearm af den
store Elv frembragte en Gjenvei ned i Dalen. Bjørnstad paastod at
ville ledsage sine Gjæster over Vandet til den modsatte Bred, og man
lod ham have sin Villie. Colbjørnsen og Jørgen Halvorsen ledte ham
om Bord. Da Borgerne vare satte i Land, og Colbjørnsen endnu en Gang
havde omfavnet Bjørnstad, blottede den Gamle sit Bryst, medens Færgen
skjød fra Land, og fremviste Æresborgerdiplomet; det laa ved hans
Hjerte og forlod ham ikke mere.

»Gud velsigne Jer Allesammen,« sagde Bjørnstad.

Fartøiet naaede Landgangen ved Hytten, og Jørgen sprang op paa Stenen
for at fastgjøre Prammen, hvorved den gled nogle Alen fra Land
tilbage i Strømmen. Ingen anede endnu nogen Fare; Bjørnstad vilde med
Lethed have kunnet stage sig i Land, som han saa ofte havde gjort.
Først da han lod Baadshagen falde overbord og foldede Armene over
Brystet, begyndte Jørgen at ane Uraad.

»Vær god mod Faster Ellen!« lød Bjørnstads rolige Stemme indover;
»hun er at stole paa. -- Hils Olaug, mit Hjertes stolte Barn.«

Jørgen udstødte et Raab og søgte forgjæves at indhente de gyngende
Planker, der allerede førtes med den dybe, stride Strøm, som,
svulmende efter de sidste Ugers Skybrud, ilede ud mod Sarpfossen.
Hurtigere og hurtigere gled Færgen af Sted. Bjørnstad syntes ikke at
see eller høre noget mere omkring sig. Borgerne fulgte bekymrede og
grebne Fartøiet paa den modsatte, mennesketomme Bred; de forstode, at
de vare til Stede ved Bjørnstads Ligfærd.

Allerede drønede Fossefaldet i Nærheden og sendte rygende
Skumhvirvler i Veiret ved Elvmundingen. Bjørnstads hvide Haar
flagrede i Vinden; han stirrede opad. En Gang lød et Skrig fra
Klyngen paa Land; det saae ud, som om Færgen vilde skyde ind mellem
Klipperne. Den gled forbi. Maaske vilde Bjørnstad nu kun lande paa
Evighedens Kyst. I næste Nu forsvandt han i Skum og Fraade.

Oppe paa en fremspringende Pynt stod Faster Ellen. Hun strakte Armene
mod Himlen og udbrød:

»Store, almægtige Gud, nu forstaaer ogsaa jeg det Hele: gjennem Braad
og Brænding hjem til Dig!«

       *       *       *       *       *

Det var atter Foraar. Bjørnstads gamle Huus, Fossegaarden, laa
nystrøget, rødmalet i den opgaaende Morgensol, skinnende under de
rødmende Fyrrestammer. Inde fra Mormors Hytte lød en kvidrende Jubel.

»-- Derfor er jeg saa glad, saa glad!« -- det brød frem som et
ustandseligt Væld af unævnelig Livsfryd -- »derfor er jeg saa glad,
saa glad!« -- kun den ene Strofe, intet andet: »saa glad, saa glad!«

Døren blev revet op, og en slank, ung Kvindeskikkelse ilede ud, heelt
ud, yderst paa Pynten, med et nøgent, buttet, solbrændt Drengebarn
paa Armen. Hun løftede ham høit over sit Hoved, som om hun vilde
vise ham al Jordens Deilighed -- nei, hun vilde vist vise Himlen sin
deilige Skat, den lille Bjørn Halvorsen.

Jørgen stod lykkestraalende ved hendes Side, en Menneskegruppe, der
i sig selv rummede det høieste og udtrykte alt.

»Hvornaar flytte vi over i det store Huus, min Olaug?« spurgte Jørgen.

»Ikke nu, ikke endnu!« bad hans Hustru og knugede Glutten fastere mod
sin høie Barm. »Her i den gamle Hytte fødtes vor Lykke. -- Kys Mormor
igjen!« udbrød hun pludselig og holdt den Lille henimod Træstammen,
hvor det store S M endnu blødte under Fyrrebarken, fordi Sønnen
bestandig holdt Saaret frisk.

Drengen slog Armene om Træet og trykkede leende Kinden derimod.

»See, Jørgen, hvor underligt!« hviskede Olaug. »Den klare Harpix
drypper endnu af de Bogstaver. Det er som levende Taarer.«

Inde i Hytten i Halvmørket skimtedes Faster Ellens karakteristiske
Ansigt. Hun støttede Hænderne om Rokkehovedet og saae sørgmodigt paa
de Unge. I Døren stod Hønen Guru og kaglede, og søgte, rev en Fjer
af sit Bryst og holdt den i Næbet op mod Huusmoderen, da hun atter
traadte over Tærskelen.

»Derfor er jeg saa glad, saa glad!« jublede Olaug og kastede sit
Drengebarn ned i Faster Ellens Skjød.

»Bøi Dig i Ydmyghed -- bøi Dig i Kjærlighed!« hviskede den Gamle og
bøiede sig selv over Drengen.

Men den lille Bjørn strakte sine smaa knyttede Hænder opad og lo
himmelhøit mod Himlen.

Mangen en stille Aften lød Vuggevisens Toner oppe fra Fjeldpynten
ud over Dalen, bævende og manende, en Takkehilsen til det store
og Svundne, tillige en forjættende Forsikring om, at dets rige
Følelsesvæld brusende brød sig i Fossefald gjennem Nuet, for
velsignelsesrigt at strømme over i Fremtidens Skjød.

De Toner lyde endnu, ville altid lyde.

                               Ende.




INDHOLDSFORTEGNELSE.


                                                        Side

»S. M.«                                                    1

Hölandsslaget                                             21

En Norges Søn                                             47

Før Stormen                                               65

Fra Bjørnehien                                            77

Brændetyven                                               95

Hjemmets Fugl                                            111

Store Torsken!                                           127

Visen                                                    143

Spionen                                                  163

Et falsk Signal                                          183

Klokkeren fra Id                                         199

Ole Svendsens Død                                        215

Colbjørnsens »brogede Karle«                             235

Stormuglen                                               253

Skjændselsbarnet                                         271

Ildskriften læses endnu paa Krønikens evige Tavle        291

Det brænder, han render -- Ritsch!                       309

Mari Bjørnstad                                           335

I Løbegraven                                             347

Den store Fred                                           369





End of the Project Gutenberg EBook of Bjørneæt, by Carit Etlar

*** END OF THE PROJECT GUTENBERG EBOOK 43781 ***