The Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Fru Marie Grubbe
       Interieurer fra det syttende Aarhundrede

Author: Jens Peter Jacobsen

Release Date: November 24, 2013 [EBook #44275]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





Afskriverens bemrkninger: benlyse trykfejl er rettet i
denne e-bog, men forfatterens stavning er for vrigt
bevaret. S p a t i e r e t tekst i originalen er gengivet
med _understreg_.




 FRU MARIE GRUBBE.

 INTERIEURER FRA DET SYTTENDE
 AARHUNDREDE.

 AF

 J. P. JACOBSEN.

 ANDET OPLAG.

 KJBENHAVN.
 GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN).
 GRBES BOGTRYKKERI.
 1877.




I.


Den Luft, der laa under Lindetrernes Kroner, havde vugget sig frem
over den brune Hede og de trstige Marker; den var bleven baget
af Solen og stvet af Vejene, men nu var den renset af det ttte
Lvhang, svalet af de kjlige Lindeblade, og Duften af Lindens gule
Bloster havde gjort den fugtig og givet den Fylde. Nu laa den og
blinkede stille og saligt op i det lysegrnne Hvalv, kjrtegnet af
sagte dirrende Blade og af hvidgule Sommerfugles flimrende Vingeslag.

De Menneskelber, som aandede denne Luft, vare svulmende og friske,
den Barm, den hjnede, var ung og spd. Barmen var spd og Foden var
spd, Midjen smal, Vksten slank, og der var en vis mager Styrke i
den hele Skikkelse. Frodigt var kun det strke, dunkeltgyldne Haar,
der halvt var bundet og halvt hang lst; for den lille, mrkeblaa
Fljelshue var gleden af og hang om Halsen i sine knyttede Hagebaand
ned paa Ryggen som en lille Munkehtte. Ellers var der intet
Klosterligt ved Dragten; en bred og ligeskaaren Lrredskrave slog ned
over en lavendelblaa Hvergarnskjole med korte og vide, opskaarne
rmer; ud af dem brusede et Par store Posermer af fint, hollandsk
Lin. En hjrd Sljfe sad paa Brystet og hjrde Sljfer paa Skoene.

Hun gik med Hnderne paa Ryggen og med foroverbjet Hoved. Med
legende, sirlige Skridt gik hun langsomt op ad Gangen; men ikke
ligefrem; hun gik i Bugter; snart var hun ved at stde imod et Tr
paa den ene Side, snart var hun ved at komme ud mellem Trerne
paa den anden Side. En Gang imellem standsede hun, rystede Haaret
fra Kinderne og saae op mod Lyset. Det dmpede Skjr gav hendes
barnehvide Ansigt en matgylden Ld, der gjorde de blaaladne Skygger
under jnene mindre synlige; de rde Lber blev purpurbrune og de
store, blaa jne blev nsten sorte. Hun var nydelig var hun: lige
Pande, svagt kroget Nse, kort, skarpskaaren Underlbe og strk,
rund Hage og fint rundet Kind og ganske smaa ren og rent og skarpt
tegnede Bryn ... Hun gik og smilte, let og tankelst, tnkte paa
Ingenting og smilte i Harmoni med Alt omkring hende. Hun kom til Ende
med Gangen, standsede og gav sig til at svinge rundt paa Hlen, halvt
til hjre og halvt til venstre, stadigt med Hnderne paa Ryggen, med
Hovedet lige, Blikket opad, og hun nynnede monotont og afbrudt i Takt
med sin Svingen.

Der laa to Graastensfliser og var Trappetrin ned til Haven, til Haven
og det skarpe, hvide Sollys. Den skyfri, blaahvidste Himmel saae
lige ned i den, og den Smule Skygge, der var, holdt sig tt ind til
Foden af de klippede Buksbomhkke. Det skar i jnene, selv Hkken
stod og gnistrede Lyset fra sine blanke Blade i skarpe, hvide Blink.
Ambraen slbte sig i hvide Snirkler ud og ind, frem og tilbage, om
trstige Balsaminer, Boboreller, Gyldenlakker og Nelliker, der stod
og stak Hovederne sammen ligesom Faar paa aaben Mark. rterne og
Bnnerne henne ved Lavendelrkken vare ved at falde fra Stngerne af
Varme, Morgenfruerne havde opgivet det Hele og stod og saae Solen
lige op i Ansigtet, men Valmuerne havde kastet deres store, rde
Blomsterblade og stod i de bare Stilke.

Barnet i Lindealleen sprang ned over Trinene, lb gjennem den solhede
Have, med bjet Hoved, som man lber over en Gaard i Regnvejr.
Hun styrede hen imod en Trekant af dunkle Takstrer, smuttede om
bagved dem og gik saa ind i den store Lvstue, der var en Levning
fra de Belowers Tid. En vid Rundkreds af lmetrer havde de flettet
sammen foroven, saavidt Grenene kunde naa, og det runde Hul i Midten
havde de gitret til med Lgter og Rafter. Slyngende Roser og valske
Kaprifolier groede strkt op i lmelvet og tttede godt, men til
den ene Side var de slaaet fejl, og Humlen, der var plantet efter
med, havde forknyttet lmekvistene og magtede ikke selv at lukke for
Hullet.

For Indgangen til Stuen laa der to hvidmalede Havheste; derinde
stod der en lang Trbnk og et Bord; Pladen til Bordet var af Sten:
stor og oval havde den vret, men det Meste af den laa paa Jorden
i tre Stykker, kun et lille fjerde laa lst over det ene Hjrne af
Bordrammen. Ved det satte Barnet sig, tog Benene op paa Bnken,
lnede sig tilbage og lagde Armene over Kors. Hun lukkede sine jne
og sad ganske stille; der kom et Par smaa Rynker i Panden, en Gang
imellem bevgede hun jenbrynene og smilte let:

I Stuen med de rde Purpurtpper og den forgyldte Alkove ligger
Griseldis for Margrevens Fdder, men han stder hende bort; nys har
han revet hende op fra det lune Leje, nu aabner han den smalle,
rundbuede Dr, og den kolde Luft strmmer ind paa den stakkels
Griseldis, der ligger paa Gulvet og grder, og der er intet Andet
mellem det kolde Nattepust og hendes varme, hvide Legeme end det
tynde, tynde Lin. Men han jager hende ud og laaser Dren efter hende.
Og hun trykker den ngne Skulder op til den kolde, glatte Dr og
hulker og hrer ham gaa bldt inde paa Gulvets Tpper, og gjennem
Nglehullet kommer Lyset fra den duftende Kjrte og stter sig som
en lille, rund Sol paa hendes blottede Bryst. Og hun lister sig bort
og gaar ned ad den mrke Marmeltrappe og der er ganske stille, hun
hrer ikke andet end den blde, klappende Lyd af sine ngne Fdder
paa de isnende Stentrin. Saa kommer hun udenfor. Sneen ... nej,
det regner, det skylregner, og det tunge, kolde Vand plasker ned
paa hendes Skuldre; Linet klber fast til hendes Legeme, og Vandet
driver ned ad hendes bare Ben, og hun trder med de skre Fdder i
det blde, kolde Dynd, der glider glat ud til Siden under Fodbladet.
Og Vinden ... Buskene river hende og flnger hendes Kjole, nej, hun
har jo ingen Kjole paa ... som det flngede mit brune Skjrt! -- der
maa vist allerede vre Ndder i Fastruplund, alle de Ndder, der var
paa Viborg Marked ... Gud veed, om Ane har faaet Ro i sine Tnder ...
Nej! Bruhnhylde! -- den vilde Hest sprnger afsted ... Bruhnhylde og
Grimmild -- Dronning Grimmild vinker ad Mndene, vender sig og gaar
bort. Og de slber Dronning Bruhnhylde frem, og en lav, sort Karl med
svre, lange Arme, En som Bertel i Bomhuset, tager i hendes Blte og
rykker det over, og han smger hendes Kittel og hendes Underkjortel
af hende, og med sine sorte Nver stryger han Guldringene af de
hvide, myge Arme, og en stor, halvngen, brun og laadden Karl lgger
sin haarede Arm om hendes Liv, og med sine plumpe, brede Fdder
trder han Sandalerne af hende, og Bertel vikler hendes lange, sorte
Lokker om sin Haand og trkker bort med hende, og hun flger ham med
foroverbjet Krop, og den Store lgger sine svedige Haandflader paa
hendes ngne Ryg og skubber hende fremad, fremad hen til den sorte,
fnysende Hingst, og de slnger hende ned i det graa Stv paa Vejen
og de knytter Hestens lange Hale om hendes Ankler ...

Saa kom Rynkerne igjen og blev der lnge, hun rystede paa Hovedet og
saae mere og mere fortrdelig ud, endelig slog hun jnene op, rejste
sig halvt og saae sig trt og misfornjet omkring.

Myggene dansede henne for Aabningen mellem Humlerankerne, og det
drev paa derude fra Haven stdvis med Duft af Mynte og Hjrtensfryd
og imellem med Duft af Dild og Anniskaal. En lille, tummelumsk,
gul Edderkop lb kildrende hen over hendes Haand og fik hende til
at springe op fra Bnken. Hun gik hen mod Indgangen og rakte efter
en Rose, der sad oppe i Lvet, men hun kunde ikke naa den. Saa gik
hun udenfor og plukkede af Slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo
ivrigere blev hun, og snart havde hun Skjrtet fuldt. Hun bar dem ind
i Lvstuen og satte sig ved Bordet. Een for een tog hun dem op af
Skjdet og lagde dem paa Stenpladen tt op til hinanden, og snart var
Stenen skjult under et blegrdt, duftende Svr.

Den sidste Rose var tagen, hun glattede Skjrtets Folder og de lse
Blomsterblade og de grnne Blade, der havde sat sig fast i Kjolens
Luv, strg hun af, og blev saa siddende med Hnderne i Skjdet og
saae paa Rosenfloret.

Denne Blomsterld, der krusede sig i Skjr og Skygger, fra Hvidt,
der rdmer, til Rdt, der blaaner, fra fugtig Rosa, der nsten er
tung, til et Lilla saa let, at det kommer og gaar som om det drev i
Luften --. Hvert enkelt, rundet Blomsterblad, yndigt hvlvet, bldt i
Skyggen, men i Lyset med tusinde neppe synlige Gnister og Blink; med
alt sit favre Rosenblod samlet i Aarer og spredt i Huden ... og saa
den tunge, sde Duft, den drivende Em af _den_ rde Nektar, som koger
i Blomsterets Bund.

Hurtigt strg hun sine rmer op og lagde de ngne Arme ned i Rosernes
milde, fugtige Kjlighed. Hun vred dem rundt i Roserne, der med
lste Blade flagrede mod Jorden, saa sprang hun op og fejede med
eet Strg Alt det bort, der var paa Bordet, og gik ud i Haven,
rettende paa sine rmer. Med blussende Kinder og hastige Skridt gik
hun ned gjennem Gangene og ud, og fulgte saa langsomt Havediget op
mod Kjrevejen. Paa den var der kort fr Indkjrslen til Gaarden
et Ls H vltet; flere Ls holdt bagved og kunde ikke komme frem.
Ladefogden pryglede Kusken med en brun Stok, hvis Politur glimtede i
Solen.

Lyden af Slagene gjorde et uhyggeligt Indtryk paa Barnet, hun holdt
sig for rerne og gik hastigt op mod Gaarden. Kjlderdren ned til
Bryggerset stod aaben; hun smuttede derned og slog Dren i efter sig.

Det var den fjortenaarige Marie Grubbe, Datter af Hr. Erik Grubbe til
Tjele Hovedgaard.

               *       *       *

Skumringens blaa Skjr laa over Tjele. Duggen var falden og havde
gjort Ende paa Hkjrslen. Gaardens Piger var i Stalden og malkede;
Karlene rumsterede omkring i Agerum og Selekammer; Hovbnderne stode
i Flok uden Porten og ventede paa at blive ringet til Nadvre.

I det aabne Vindue stod Erik Grubbe og saae ud over Gaardspladsen:
langsomt og een for een kom Hestene helt fri for Seler og Grime
udad Stalddren og gik hen til Vandingstruget; midt i Gaarden stod
en Dreng med rd Hue ved en af Bindestenene og satte nye Tnder i
sin Rive, og henne i et Hjrne legede to unge Mynder Tagfat mellem
Trhesten og den store Slibesten.

Som Tiden led kom Karlene tiere og tiere frem i Stalddrene, saae
sig om og trak sig fljtende eller trallende tilbage; en Pige med
fyldt Malkespand kom i hurtig, smaatrinet Trampen over Gaarden, og
Hovbnderne begyndte at trkke sig inden Porten som for at skynde paa
Nadverklokken. Nede i Kjkkenet blev der strkere Tumlen og Raslen
med Spande, Fade og Brikker, saa blev der taget et Par strke Tag i
Klokken, og den rystede to Hold rustne Toner af sig, der snart dde
hen i Trskoklampren og Lyden af Dre, der skurede mod Fldingen. Saa
var Gaarden tom, kun de to Hunde stod og gjede om Kap ud ad Porten.

Erik Grubbe trak Vinduet til og satte sig betnksomt ned. Det var i
Vinterstuen han sad. De brugte den baade Vinter og Sommer, baade til
Dagligstue og Spisestue, de opholdt sig nsten aldrig i andre Stuer
end den. Det var et rummeligt tofags Vrelse med hjt Brystpanel
af mrkt Egetr, Vggene vare bekldte med et Tavl af hollandske
Stentjsfliser, de vare glasserede, hvide i Bunden og malede med
store, blaa Roser. Kaminen var sat med brndte Mursten, en Dragkiste
var stillet foran Aabningen, ellers vilde det trkke naar der blev
gaaet med Drene. Et poleret Egetrsbord med to store, halvrunde
Klapper, der nsten hang ned til Jorden, nogle hjryggede Stole med
Sder af haardt, blankslidt Lder og et lille, grnmalet Skab, der
hang hjt oppe paa Vggen, andet var der ikke derinde.

Som Erik Grubbe nu sidder der i Mrkningen, kommer hans Husholderske,
Ane Jensdatter, ind med et Lys i den ene Haand og en Stob pattevarm
Mlk i den anden. Stoben stter hun for ham, selv stter hun sig ved
Bordet og Lyset foran sig, dog giver hun ikke Slip paa Stagen, men
sidder og drejer den rundt med sin store, rde Haand, der glimter af
mange Ringe og store Stene.

Aaja saamnd ja! sagde hun som hun satte sig.

Hvad er det? spurgte Erik Grubbe og saae hen paa hende.

Aa, En kan da nok give sig, naar En har stjet om til En hverken
aarker eller sanser!

Ja! -- travle Tider! -- Folk faar de Sommerdage rende den Varme op,
de om Vinteren skal sidde i.

Ja! -- I snakker! -- der er Maade med Alting, men Hyvl i Grob og
Hamler i Gras det er en lied Kongkyren[1]. Jenne er En om Alting; de
indenoms Piger er Trallier tilhobe, Kjrrestsladder og Byssens Nyt,
det kan de nok kom' igjennem; gjr de Nj, saa gj' di ed skidt, aa
gyres skal ed aa det te Gavns; men hvem der kommer te ed, de  misl
A. Wulborg  syg aa Stine aa Buel, de Malosier[2], de staar og bdler
te di sveder ve ed, men li vidt kommer de. En ku' da osse ha' nj
Hjlp a' Mari naar I vild' tal' henne te', men hun fo' da hverken Lov
te' aa rr' s te' de' jen heller de aant.

 [1] Hyvl i Grob o. s. v. = Det er en daarlig Kongekjrsel at kjre
 Hjulene i Grften og Vognhamlerne itu.

 [2] Malosie = stort, klodset Fruentimmer.

Naa, naa! du snakker dig jo baade fra Vejr og Aande og fra Landsens
Maal tillige. Klag ikke mig Noget paa, forklag dig selv; havde du
havt Taalmod med Marie i Vinter og lrt hende lempelig op og viist
hende ret Haandelag paa Alting, saa havde du nu havt Gavn af hende;
men du havde intet Taalmod, du var hidsig og hun blev trodsig, I var
jo ved at splitte hinanden levende ad. Det er saamnd mere end Tak
vrd, at det blev forbi.

Ja vist saa! vrg I kuns Mari, I er saa nrmest til det; men vrger
I Jeres, saa vrger A min, og enten I tager det til Fortrydelse eller
hvad I gjr, saa faar I vide, at der er mere Sind i Mari end hun kan
komme gjennem Verden med. Men det fik nu vre den Fejler det er,
men hun er ond -- ja! I siger nej, men hun er ond; aldrig kan hun
lade bitte Ane gaa i Fred, aldrig! hun ligger over hende med Pluk
og Nap og lede Ord saa lang Dagen er; det slle Barn maatte nske
det aldrig var bleven til og det maatte A og, og A nsker det, saa
travrig som det er. Aa! Gud inderlig se i Naade til os! I er ikke
ens Fader for de to Brn; men det forstaar sig, det er som ret er,
Fdrenes Synder skulle hjemsges paa Brnene i tredje, ja i fjerde
Led, og Moderens Synd ligesaadan, og bitte Ane er kuns en Horeunge,
-- jo! jeg siger det rent ud, hun er en Horeunge, en Horeunge baade
for Gud og Mennesker! -- men I! I, hendes Fader! I maatte skamme Jer,
maatte I, -- ja, det siger A om I saa lgger Haand paa mig for det,
som den Mikkelsdagsaften for to Aar siden, I maatte skamme Jer,  tvi
maatte I saa; for at lade Jert eget Barn mrke, at det er undfangen
udi Synd, og I lader hende formrke det, baade I og Mari lader hende
og mig mrke det, ja, om I saa slaar mig lader I hende det mrke ...

Erik Grubbe sprang op og trampede haardt i Gulvet.

Stejler og Hjul! siger jeg, er du da spitalstosset Kvind? -- du er
drukken er du, ind og lg dig paa din Seng og sov dig Rusen og Galden
vk! du fortjente jeg slog dig under dine ren, galsindede Kvind! --
nej, ikke et Ord til! -- Marie skal bort, hun skal herfra den Dag
imorgen, -- Fred vil jeg have i Fredsens Tid.

Ane hulkede hjt.

Aa Gud, aa Gud! at det skulde times! -- en Verdens Skam! -- lgge
mig ud for Drik! -- har jeg nogentid den Tid vi har kjendt til
hinanden og al den Tid der forved gaaet i Stegers med en ruset Pande?
har I hrt mig snakke over mig? hvor er den Plet, I har seet mig
ligge mendrukken? Det er den Tak, En faar! Sove min Rus vk! -- ja,
give til Gud A maatte sove hen, give til Gud A maatte synke dd ned
for Jer, som I br Spot og Spe ind paa mig ...

Hundene glammede op derude i Gaarden, og der ld Hovslag under
Vinduerne.

Ane trrede hastigt sine jne, og Erik Grubbe aabnede Vinduet og
spurgte hvem det var.

Ridende Bud fra Fovsing, svarede en af Husets Karle.

Saa tag hans Hest og lad ham komme herind, og dermed blev Vinduet
lukket.

Ane satte sig til Rette i Stolen og skyggede med Haanden for de
rdgrdte jne.

Saa kom Budet ind og bragte Hilsen og Venskab fra Stiftsbefalingsmand
Christian Skeel til Fovsing og Odden, som lod formelde, at han idag
havde faaet Stafet om at Krigen var erklret under frste Juni; af
den Grund var det ndvendigt at han for flere Aarsagers Skyld tog
til Aars og derfra mulig til Kjbenhavn og lod nu derfor sprge,
om Erik Grubbe vilde slaa Flge, saalangt Omstndighederne vilde
Vejen gjre, de kunde da i alt Fald faa endt den Sag, de havde
sammen med somme Aarhusfolk, og anlangende Kjbenhavn saa vidste
Stiftsbefalingsmanden, at Erik Grubbe didhen havde mere rinde end
nok var. I alle Fald vilde Christian Skeel vre paa Tjele henad fire
Slt over Middag.

Erik Grubbe sagde dertil, at han skulde vre rede til Rejsen.

Med den Besked red saa Budet hjem.

Nu talte Ane og Erik Grubbe lnge om hvad der skulde gjres medens
han var borte, og det blev da ogsaa bestemt, at Marie skulde rejse
med til Kjbenhavn og blive hos sin Faster Rigitze et Aarstid eller
to.

Den nr forestaaende Afsked havde gjort dem begge roligere, men den
gamle Tvist var nrved at flamme op igjen, da de kom til at tale
om, hvilke af sin salig Moders Smykker og Klder Marie skulde fre
med; det blev dog afgjort i Mindelighed, og Ane gik for at lgge sig
tidligt, da det nok kunde behves, at den Dag imorgen blev gjort saa
lang som muligt var.

Lidt efter meldte Hundene nye Fremmede.

Denne Gang var det dog ikke andre end Sogneprsten for Tjele og
Vinge, Hr. Jens Jensen Paludan.

Med et: God Kvld i Stuen! traadte han ind.

Det var en bredskuldret, knokkelstrk Mand med lange Lemmer og
ludende Hoved; rundrygget var han ogsaa, og hans Haar var stort
som en Kragerede, graasprngt og filtret, og hans Ansigt havde en
underlig strk, jvn og tillige ren, blegrd Farve, der ikke passede
godt til de grove, knortede Ansigtstrk og de buskede Bryn.

Erik Grubbe bad ham sidde ned og spurgte ham, hvorledes det gik
med hans Hbjergning. Talen drejede sig saa en Stund om Aarstidens
vigtigste Markarbejder og dde hen i Suk over det forgangne Aars
daarlige Kornavl.

Prsten sad og skelede paaskjns over til Stoben og sagde saa:
Velbyrdighed altid synderlig maadeholden! holder sig altid til
naturlig Drikke. -- Det er og det sundeste! nysmalket Mlk er en
Himmerigs velsignet Ting, det er det, baade for ond Mave og ng
Bryst.

Jamnd! Guds Gaver er alle gode saa enten de malkes eller tappes os
til. -- I faar nu stte Smag paa en Tnde gte Mumme, vi forgangen
fik hentet hjem fra Viborrig; hun er baade god og tysk endda jeg ikke
kan skjnne at Tolderen har mrket hende.

lkruse og en stor Tudekande af Ibentr og siret med Slvringe blev
sat frem.

Saa drak de hinanden til.

Heydenkamper! gte, adelig Heydenkamper! udbrd Prsten med en
Stemme, der skjalv af Begejstring og Rrelse, og da han salig lagde
sig tilbage i Stolen, havde han nsten Taarer i jnene.

I er en Kjendere, Hr. Jens! smiskede Erik Grubbe.

Ak, hvad Kjendere! vi ere fra igaar og vide Intet, mumlede Prsten
aandsfravrende, ellers tnker jeg paa, fortsatte han med hvet
Rst, om det skulde have sin Rigtighed med det, jeg har ladet mig
fortlle om de Heydenkampers Bryghus. -- Det var en Frimestere, der
fortalte mig det, en Gang deroppe i Hannover, den Tid, jeg rejste
med Junker Jrgen. -- Se! han sagde, at de begyndte altid deres
Brygning en Fredag Nat, men inden Nogen fik Lov at rre sin Haand til
Nogenting, maatte han gaa hen til Oldgesellen og lgge sine Hnder
paa den store Vgt og svrge ved Ild og Blod og Vand, at han ingen
hadske og onde Tanker gik og bar paa, for det vilde gjre llet
Skade. Han fortalte ogsaa, at Sndag Morgen naar Kirkeklokkerne
begyndte at gaa, saa slog de alle Dre og Vinduer og Lemme op for
at det kunde ringe ind over llet; men det Fornemste det blev gjort
naar llet var sat hen for at gjres, saa kom Mesteren selv med en
prgtig Lade, deden op han drog baade svre Guldringe og Kjder og
kostelige Stene, som der var sre Tegn paa, og det blev tilhobe lagt
ned i llet, og det kan En da nok tnke, at saadan dle Rigdomme maa
give Drikken Lod og Andel i de hemmelige Krafter, der er i dem fra
Naturen af.

Ja, det er ikke godt at vide Noget om, mente Erik Grubbe, jeg har
nu mere Tro til den Brunsviger-Humle og den anden Urtesaad, de stter
til.

Jo! sagde Prsten alvorligt og rystede paa Hovedet, det maa vi
ikke sige, der er meget Fordkt i Naturens Rige, det er sikkert nok.
Hver en Ting baade dd og levendes har sit Miraculum i sig, det er
kuns om at gjre at have Taalmod til at sge og opladte jne til at
finde, -- ak, i gamle Dage, da det ikke var saa lange Tider siden at
Gud Herren havde taget sine Hnder af Jorden, da var hver en Ting
saa bespndt med Guds Kraft, at der sprang ud af dem Lgedom og
alt Godt, evigt og timeligt, men nu Jorderig hverken er fin eller
ny lnger og vanhelliget af mangfoldige Slgters Synder, nu er det
kuns ved besynderlige Lejligheder at de lade sig formrke, til visse
Timer og paa visse Steder, naar mrkelige Himmeltegn er oppe; det
sagde jeg nyssens nu til Smeden, vi stod og taltes ved om det gruelig
flammendes Skjr, der i de sidste Ntter har vret at se den halve
Himmel rundt. -- Ellers kom der den Gang en ridendes Stafet forbi os
-- herop til, jeg tror?

Det var saa, Hr. Jens.

Han red vel intet med Andet end som godt var?

Han red med det at Krigen er nu erklret.

Herre Jesus, nej da! -- ja, ja, en Gang maatte det jo komme.

Ja, men har de biet saa lnge, skulde de biet til Folk havde deres
Avl inde.

Det er de Skaaninger, der har drevet det frem, sagtens; de formrker
endnu den sure Svie af sidste Krig og venter at komme efter den sde
Kle i denne.

Aa! det er intet Skaaningerne ene, Sjllandsfarerne vil altid Krig,
de veed jo vel, at dem gaar den immer udenom, -- ja, det er gode
Tider for Nvter og Tosser, naar Rigens Raader ere galne tilhobe ...

De siger ellers, at Marsken vilde nok ndig til det.

Ja, Fanden tro det! -- kan jo dog nok vre, men det kjendes kun
lidtagtig at prdike Rolighed i en Myretue, -- naa, Krig har vi, og
nu gjlder det om at hver hytter sit. Der er nok at tage sig til i
alle Maader.

Talen faldt saa paa den forestaaende Rejse og gik nu en Tid om de
slette Veje, vendte tilbage til Tjele, til Fedekvg og Staldfodring
og gik igjen paa Rejse. De havde imens ingenlunde forsmt Kanden,
llet var steget dem svrt til Hovedet, og Erik Grubbe, der just
fortalte om sin Rejse til Ceylon og Ostindien med Perlen, havde
ondt ved at komme frem igjennem sin egen Latter, hver Gang en ny
Pudserlighed randt ham i Minde.

Prsten blev jo lnger jo alvorligere; han laa sammensunken ned i
Stolen, men en Gang imellem virrede han med Hovedet, saae bistert ud
for sig og bevgede Lberne som om han talte; gestikulerede derhos
med den ene Haand, ivrigere og ivrigere, indtil han kom til at trumfe
i Bordet; saa faldt han sammen igjen med et forskrkket Blik over paa
Erik Grubbe. Endelig da denne var kjrt aldeles fast i Skildringen af
en over al Maade enfoldig Kokkedreng, fik Prsten sig rejst op og tog
paa at tale med en dump, hjtidelig Rst.

Sandelig, sagde han, sandelig! jeg skal vidne med min Mund -- med
min Mund -- at I er en Forargelse og en Forargelsens Gjenstand -- det
var Jer bedre, I blev kastet i Havet -- sandelig! med en Mllesten og
to Tnder Malt, -- to Tnder Malt dem skylder I mig, det vidner jeg
hjtideligen og med min Mund, -- to topfulde Tnder Malt i mine egne
nye Skke, -- for det var ikke mine Skke, -- aldrig i Evighedens
Rige, -- det var Jeres egne gamle Skke og mine nye, dem beholdt
I -- og det _var_ bedrvet Malt, -- sandelig! se delggelsens
Vederstyggelighed og Skkene hre mig til og jeg vil betale, --
Dommen hrer mig til, siger jeg. -- Skjlver I ikke i Eders gamle Ben
-- I gamle Skjrlevnere! -- kristeligen skulde I leve, -- er det
kristelig at leve med Ane Jensdatter og lade hende snyde en kristelig
Sogneprst? -- I er en -- I er en -- kristelig Skjrlevnere -- ja --.

Erik Grubbe havde ved Begyndelsen af Prstens Tale smilet over hele
Ansigtet og venskabeligt rakt sin Haand ud imod ham over Bordet,
senere stdte han ud med Albuen som for at puffe en usynlig Tilhrer
i Siden, at han skulde se, hvor ubetalelig drukken Prsten var,
men omsider maa han have faaet et Slags Forstaaelse af Talen; thi
han blev med Et kridhvid i Ansigtet og tog Tudekanden og slngte
mod Prsten, der tumlede baglns over i Stolen og fra den gled
ned paa Gulvet. Det var dog kun af Forskrkkelse, han faldt, thi
Kanden naaede ham ikke, den blev liggende ved Randen af Bordpladen;
Indholdet drev over hele Bordet og randt i smaa Strmme ned paa
Gulvet og paa Prsten.

Lyset var brndt ned i Stagen og flakkede, saa der snart var lyst
i Vrelset, snart saa mrkt, at den blaa Dagning saae ind igjennem
Vinduerne.

Endnu talte Prsten. Det ene jeblik var hans Rst dyb og truende,
det andet pibende og nsten klynkende.

Der sidder I i Guld og Purpur og jeg ligger her og Hundene slikke
mine Saar -- og hvad lagde I i Abrahams Skjd? -- hvad Offer gav I?
-- I lagde ikke en Slvotteskilling i den kristelige Abrahams Skjd.
-- Og nu pines I svarligen -- men Ingen skal dyppe sin Finger i Vand
for Jer, og han slog med Haanden i det spildte l, men jeg vasker
mine Hnder, -- begge to, -- jeg har advaret Jer, -- hi, -- der gaar
I, -- ja, der gaar I i Sk og Aske, -- i mine to nye Skke -- Malt
...

Han mumlede endnu en Stund, saa faldt han i Svn, men Erik Grubbe
gjorde imens Forsg paa at komme til at hvne sig; han tog haardt
fast i Stolearmen, gjorde sig lang og anstrengte sig med at sparke
Bordbenet eftertrykkeligt i det Haab, at det var Prsten.

Snart rrte sig Intet mere, der hrtes kun de to gamle Herrers
Snorken og den ensformige Plasken af llet, der blev ved at dryppe
ned fra Bordpladen.




II.


Sal. Hans Ulrik Gyldenlves Enke, Fru Rigitze Grubbe havde sin Gaard
liggende paa Hjrnet af stergade og Pilestrde.

Paa den Tid var stergade et temmelig aristokratisk Opholdssted;
her boede Medlemmer af Familierne Trolle, Sehested, Rosenkrantz og
Krag; Joachim Gersdorff boede ved Siden af Fru Rigitze, og i Carl
van Manderns nye, rde Gaard logerede som oftest to eller flere
udenlandske Residenter. Dog var det kun den ene Side af Gaden, der
var saa fint befolket; paa Nikolaj-Siden vare Husene lave og her
boede mest Haandvrkere, Krmmere og Skipperfolk. Et Par Vrtshuse
var der ogsaa.

Det var en Sndag Formiddag i Begyndelsen af September.

I Kvistvinduet paa Fru Rigitzes Gaard stod Marie Grubbe og saae ud:
ikke en Vogn. Ingen Travlhed, lutter astadige Fodtrin og en enkelt
stersraabers drvende Sang. Solskinnet sitrede ned over Tage og
Brosten, og alle Skygger stode skarpt og kraftigt, vare nsten
firskaarne. Alt Fjrnt laa i en let, rgblaa Varmedis.

Passt au...f! raabtes der bagved hende med en Kvindestemme, der
heldigt efterlignede et af megen Kommanderen hst Organ.

Marie vendte sig om.

Det var Kammerpigen Lucie, der raabte. Hun havde en Tidlang siddet
stille oppe paa et Bord og betragtet sine temmelig velformede Ben med
et kritisk Blik. Omsider var hun bleven kjed deraf og havde raabt,
og nu sad hun og lo af alle Krfter og svingede overgivent frem og
tilbage med Benene.

Marie trak paa Skuldrene og vilde med et halvt gnavent Smil vende sig
om til Vinduet igjen, men Lucie sprang ned fra Bordet, tog hende om
Livet og tvang hende til at stte sig paa en lille Halmstol, der stod
derhos.

Hr, Jomfru! sagde hun, veed hun Noget?

Naa!

Hun glemmer at faa sit Brevskab skrevet og halvgaaen to har vi de
Fremmede, saa hun har knappe fire Timer. Veed hun, hvad de skal have?
Gyldensuppe, Flyndere og saadan anden bred Fisk, stegte Hns udi
Trisanet og Mansfelder Kage med sd Spillinge-Moes. Fint er _det_,
fedt er det sku ikke. Jomfruens Kjreste kommer da ogsaa!

Aa Snak om en Ting, udbrd Marie rgerligt.

Gud Fader bevar os! det er da hverken Lysning eller Trolovelse,
fordi jeg siger det. -- Jeg kan nu ikke forstaa, Jomfru, at hun
ikke gjr mere ud ad sin Ftter! Det er det dejligste, lysteligste
Mandfolk, jeg veed. De Fdder han har! -- Og kongeligt Blod er der
i ham; En kan se det paa hans Hnder alene, saa bitte smaa de er!
-- aa, og saa ligesom de var stbte, -- bare hans Negle, de er ikke
strre end Halvsyslinger og saa rde og runde. -- Hvad! han kan
mnstre et Par Ben? det er ligesom Staalfjedre, naar han kommer
gaaendes, -- hu hej! og hans jne de blistrer og blinker ...

Hun slog Armene om Marie og kyssede hende paa Halsen saa hftigt og
sugende strkt, at Barnet rdmede og vred sig ud af hendes Favntag.

Lucie kastede sig paa Sengen og lo som en Besat.

Som du gjr dig til idag! udbrd Marie, farer Du fort med det, saa
gaar jeg nedenunder.

Men hvad i Alverden? En faar da have Lov til lidt Lystighed iblandt.
Der er saamnd Bedrvelse nok her i Verden. Jeg har da mere, end jeg
kan komme afsted med. Er nu intet min Kjreste i Krigen og ligger og
djer baade ondt og vrre? Det er den rene Ynk at tnke paa. Om de nu
har skudt ham enten dd eller gebrklig! Gud naade mig arme Pige, jeg
blev da aldrig til Menneske mere.

Hun skjulte sit Ansigt i Sengeklderne og hulkede: aa nej, nej, nej,
min egen, egen Lorens, -- jeg skal vre dig saa tro, saa tro, bare
Vorherre vil lade mig faa dig hjem hel -- aa, Jomfru, Jomfru! det
_er_ aldrig til at udholde!

Marie sgte at berolige hende med Ord og med Kjrtegn. Omsider kom
hun saa vidt, at Lucie satte sig op og trrede sine jne.

Ja, Jomfru, sagde hun, Ingen veed, hvad jeg har det slemt med mig
selv. En kan jo umuligen immer vre som En skulde. Og det hjlper
intet at jeg stter mig for at bryde mig fejl om alle unge Karle;
kommer de med Lystighed og Komplimenter, om det saa var mit Liv om
at gjre, kunde jeg ikke bide dem af og sippe fra dem; det klr mig
paa Tungen for at svare dem igjen og saa bliver det jo let til mere
Ganteras, end jeg strngeligen kan forsvare for Lorens. Men naar jeg
saa tnker paa, hvor farligt han er stedt, aa! saa fortryder jeg det
mere end tnkelig er for nogen levende Sjl. For jeg elsker ham,
Jomfru, og ingen andre end ham, det maa hun tro. Aa! naar jeg er
kommen i Seng og Maanen skinner ret der ind paa Gulvet, saa bliver
jeg et helt andet Menneske; det kommer mig saa srgelig for og saa
grder jeg og grder og det trykker her oppe i Halsen, som jeg skulde
kvles -- aa, det er saa pinagtig; jeg ligger og slnger mig i Sengen
og beder til Vorherre og veed knap, hvad det er jeg beder om, og
sommetider er jeg helt fra mig selv og saa stter jeg mig op i Sengen
og holder paa mit Hoved og bliver saa forskrkkelig bange for at jeg
skal gaa fra min Forstand af at lnges. -- Men Herre Gud, Jomfru!
hun grder jo; hun gaar da intet hemmelig og lnges efter Nogen, saa
ung hun er?

Marie rdmede og smilte svagt; der var noget Smigrende for hende i
den Tanke, at hun kunde vre forelsket og gaa og lnges.

Nej, nej! sagde hun, men det er saa srgeligt, det du siger, det
er ligesom Alting var ene Kummerlighed og Fortrd.

Vist ikke saa! der er Andet iblandt, sagde Lucie og rejste sig, da
de kaldte paa hende dernede, og saa gik hun med et skjlmsk Nik til
Marie.

Marie sukkede, gik hen til Vinduet og saae ud, ned paa St. Nikolaj
grnne, kjlige Kirkegaard, paa Kirkens rdlige Mure, henimod Slottet
med det irrede Kobbertag, udover Holmen og Reberbanen, rundt til
sterport med det spidse Spir og til Hallandsaas med dens Haver og
Trskure og med det blaalige Sund udenfor, der gik i Et med den blaa
Himmel, hen under hvilken hvide, bldtformede Skymasser langsomt drev
over mod den skaanske Kyst.

Tre Maaneder havde hun nu vret i Kjbenhavn. Dengang hun rejste
hjemmefra havde hun troet, at det at leve i Residentsstaden var Noget
vidt forskjelligt fra det, hun nu vidste, det var. Det var aldrig
faldet hende ind, at der kunde vre mere ensomt _der_, end paa Tjele
Hovedgaard, hvor hun dog havde havt det ensomt nok.

Sin Fader havde hun intet Selskab af, han var altid saa ganske sig
selv, at han aldrig kunde vre Noget for Andre; han blev ikke fjorten
Aar, naar han talte med en Fjortenaarig, og han blev ikke Kvinde,
fordi han talte med en lille Pige; han var altid paa den anden Side
de Halvtreds og han var altid Erik Grubbe.

Faderens Frille, der herskede, som var hun Hjemmets Frue, kunde
Marie ikke se uden at Alt, hvad der var i hende af Stolt og Besk,
straks blev vakt. Dette grove, magtglade Bondefruentimmer havde
saaret og pint hende saa ofte, at Marie end ikke kunde hre Lyden af
hendes Trin, uden at hun straks og nsten ubevidst gjorde sig haard,
blev trodsig og hadsk. Halvssteren, den lille Ane, var sygelig og
forkjlet, Omstndigheder, der ingenlunde gjorde hende omgngelig, og
nu kom hertil, at Moderen overfor Erik Grubbe altid sgte at komme
Marie tillivs igjennem hende.

Hvad Selskab hun da havde?

Ja, hun kjendte hver en Sti og Vej i Bigum Skov, hver en Ko, der
grssede i Engen, hver en Fugl i Hnsegaarden. Og i Tjenestefolkenes
og Bndernes venlige Hilsen, naar hun gik forbi dem, blev der sagt:
Jomfruen lider Uskl og vi seer det, vi ere bedrvede over det og vi
har det samme Sind til Kvinden deroppe som I.

Men i Kjbenhavn?

Her havde hun Lucie og hun holdt meget af Lucie, men det var jo dog
et Tyende; hun havde Lucies hele Fortrolighed og var glad ved den
og taknemmelig for den, men Lucie havde ikke hendes Fortrolighed.
Hun kunde ikke give sine Klager Luft overfor hende, hun vilde ikke
have det _sagt_ til sig at det var srgeligt, saadan som hun var
stillet, og hun kunde ingenlunde taale, at et Tyende talte om hendes
ulykkelige Familieforhold; end ikke om Fasteren vilde hun hre et
Ord. Og dog holdt hun slet ikke af Fasteren, havde heller ingen Grund
til det.

Rigitze Grubbe havde Tidens meget strnge Anskuelser om det Gavnlige
ved en haard og lidet lempelig Optugtelse, og hun tog sig for at
opdrage Marie derefter. Hun havde ingen Brn, havde heller ingen
havt, hun var derfor en yderst utaalmodig Plejemoder, dertil meget
ubehjlpsom, da Moderkjrligheden aldrig havde lrt hende de smaa og
saare nyttige Kunstgreb, der gjr det saa meget lettere for Barn og
Lremester at komme Vejen frem. Og dog -- en saadan barsk Opdragelse
havde maaske vret Marie mest tjenlig. Hun, hvis Sind og Tanke, paa
den ene Side, nsten var bleven forvokset af Mangel paa aarvaagent og
fast Tilsyn og paa den anden Side, halvvejs lemlstet af urimelig og
lunefuld Grusomhed, maatte nsten have flt det som Fred og Lindring
at blive styret stt og haardhndet den Vej, hun skulde, af En, der
fornuftigvis ikke kunde ville hende andet end Godt.

Men hun blev ikke styret paa denne Maade.

Fru Rigitze havde saa meget at tage Vare i Politik og Intriger,
levede saa meget sammen med Hofkredsene, at hun i hele og halve Dage
var hjemmefra, eller hjemme var saa beskjftiget, at Marie kunde
gjre med sig selv og sin Tid, hvad hun vilde. -- Fik Fru Rigitze
saa endelig et jeblik tilovers for Barnet, saa gjorde hendes egen
Forsmmelighed hende dobbelt utaalmodig og dobbelt skrap. Det
hele Forhold maatte derfor for Marie komme til at tage sig ud som
den rene, skre Urimelighed og var nrved at bibringe hende den
Forestilling, at hun var et Skumpelskud, som Alle hadede og Ingen
elskede.

Som hun nu stod der ved Vinduet og saae ud over Byen, kom denne
Flelse af Forladthed og Ensomhed over hende; hun lnede sit Hoved
mod Vindueskarmen og stirrede fortabt op paa de langsomt glidende
Skyer.

Hun forstod saa godt det Srgelige, Lucie havde sagt om at lnges;
det var ligesom det brndte inden i En, og der var ikke Andet at
gjre end at lade det brnde som det vilde, -- hun kjendte det saa
godt. -- Hvad skulde det blive til? -- den ene Dag ligesom den anden
-- Ingenting, ingenting, -- aldrig Noget at glde sig til; kunde det
blive ved? -- Ja! lnge endnu; -- ogsaa naar En var bleven seksten
Aar? -- Det blev da ikke saadan ved for alle Mennesker; -- det var da
umuligt hun kunde blive ved at gaa med Barnehue naar hun var seksten
Aar! -- Det havde Sster Ane Marie da ikke gjort; -- hun var nu gift.
-- Hun kunde saa tydelig huske al den Larm og Lystighed, der var ved
Bryllupet, lnge efter at hun var bleven sendt i Seng, -- og Musiken.
-- Hun kunde da ogsaa gjerne blive gift. -- Med hvem skulde det vre?
maaske med sin Svogers Broder. -- Han var jo rigtignok forfrdelig
grim; men naar det _skulde_ vre .... Det kunde hun umulig glde sig
til. Hvad var der egenlig at glde sig til her i Verden? Var der
Noget? -- ikke det hun kunde se.

Hun gik fra Vinduet, satte sig betnksomt ved Bordet og gav sig til
at skrive:

  Min ganske venlig Hilsen altid forsendt med Vorherre, kjre
  Ane Marie, gode Sster og Ven, Gud bevare dig al Tid og have
  megen Tak for alt Godt. Jeg haver taget til at skrive pour vous
  congratuler, saasom din Nedkomst haver vret lykkelig og du nu er
  frisk og ved godt Helsen. Kjre Sster, jeg haver det godt og er
  baade frisk og rask. Faster lever jo i megen Storhed, og er her
  tidt mange Gjster, de fleste ere Cavaliers fra Hove, og foruden
  nogle gamle Fruer kommer her ikkuns Mandspersoner. Der er mange af
  dem, som have kjendt vor sal. Moder og bermme hende for hendes
  Dejlighed og mere. Jeg sidder al Tid tilbords med de Fremmede,
  men Ingen taler mig noget til uden Ulrik Frederik, det jeg helst
  var uden, eftersom han immer er mere for Chicane og Raillerie
  end for fornumftig Konversation. Han er kuns meget ung og haver
  ikke det bedste Lov paa sig og ganger nok baade paa Herberger og
  lstuer og disligeste. Nu veed jeg knap andet Nyt end at vi idag
  have Forsamling og at han er deri. Hver Gang jeg tal' Franzsisk
  da ler han meget og siger det er hundrede Aar gammel, som jo nok
  kan hnde, saasom Hr. Jens var pur ung den Tid han var paa Rejser,
  ellers giver han mig godt Lov, formedelst jeg kan saa vel stte det
  sammen, han siger ingen Hofdame kan det bedre, men, det tror jeg er
  Komplimenter og bryder mig intet om. Paa nogen Tid haver jeg fra
  Tjele Intet fornummet. Faster svrger og lader ilde hver den Gang
  hun taler om den Enormitt det er vor kjre Fader lever den han
  lever med et Fruentimmer af saa nedrig Ekstraktion. Jeg srger tidt
  derover, som dog intet baader. Du lade nu intet Stycho se dette
  Brev, men hilse ham af Hjrte. September 1657.

                                              Din kjre Sster
                                                   Marie Grubbe.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Stycho Heghs til Gjordslev,
    min gode Ven og Sster venligen tilskreven.

               *       *       *

Man havde rejst sig fra Bordet og var gaaet ind i Storstuen,
hvor Lucie bd Gyldenvandet omkring. Marie var tyet hen i en
Vinduesfordybning og skjultes halvt af det folderige Gardin. Ulrik
Frederik gik hen til hende, bukkede overdreven rbdigt for hende og
sagde med et yderst alvorligt Ansigt, at det gjorde ham ondt at han
ved Bordet havde siddet saa langt fra Mademoiselle. Som han saaledes
talte, lagde han sin lille, brune Haand i Vindueskarmen. Marie saae
paa den og blev rd som et dryppende Blod.

Pardon Mademoiselle! jeg seer I bliver ganske rd af Vrede, at jeg
tillader mig at gjre Eder min skyldigst underdanige Reverens. Det
er nu vel og for dristigen at sprge, hvormed jeg har vret saa
jammerlig at fortrne Eder?

Jeg er saavist hverken vred eller rd.

Det gefaller Eder at kalde den Kulr for hvid? Bien! Det skulde kun
forlange mig at vide, hvorlunde I benvner den Kulr, den sogenannte
_rde_ Rose har?

Men kan I da aldrigen sige et fornumftigt Ord?

Ja -- lad mig se! -- jo, jeg maa bekjende, at det virkeligen er
hndtes mig -- men ikkuns sjldent --

    Doch Chlo, Chlo zrne nicht!
    Toll brennet deiner Augen Licht
    Mich wie das Hundsgestirn die Hunde
    Und Worte schumen mir vom Munde
    Dem Geifer gleich der Wasserscheu ...

Ja, det maa I nok sige!

Ach Mademoiselle, I kjender kuns lidet til Amors Magt! -- Skulde I
tro det? der gives Ntter, da jeg elskovskrank sniger mig ned til
Silkegaarden, svinger mig over Ramperterne til Christen Skeel sin
Have, og da stander jeg som en Statu mellem duftige Roser og Filitter
og stirrer til Vindvet i Jert Kammers til den smgtige Aurora lber
sine rosige Fingre gjennem mine Lokker.

Ah, Monsieur! jeg formener I greb fejl af Navnet, der I nvnte Amor;
Evan skulde I visseligen sagt -- og maa hnde En let gaar vilse, naar
En stjer om ved Nattetider, for intet har I staaet i Skeels Have, I
har vret hos Mogens i Cappadocia mellem Rmere og Bouteiller, og
har I intet kunnet rre Jer og vret stille som en Statu, da har det
aldrig vret Elskovstanker, der har udvirket, at I intet kunde flytte
Jeres Ben.

I gjr mig storligen Uret; falder det sig saa ibland at jeg kommer i
Vinkyperes Huse, da er det intet for Plaser eller Lystighed, det er
aleneste at forgjtte den nagendes Kummer, der kvler mig.

Aa!

I lider intet paa mig, I har ingen Tro til min Amours Bestandighed
-- Himmel! seer I det stre Glamhul paa St. Nikolaj? trende Dage
tilende har jeg siddet der og stirret paa Eders yndelige Aasyn, som
I sad ved Jer Syramme.

Hvad I dog er uheldig! I kan fast aldrig lukke Jer Mund op, En kan
jo gribe Jer i ls Tale; aldrig har jeg siddet ved min Syramme ud til
Nikolaj. -- Kjender I den Ramse:

    "Det var svart Nat,
    Mand fik i Trold fat,
    Mand sa' til Trold:
    "Vil du ud af min Vold,
    Vil du hjem i Nat,
    Saa lr mig brat
    Uden List eller Svige
    Det Sandeste du veed af at sige."
    Hr! sagde Trold og mlte ej Ord.
    Mand slap og Trold foer,
    Ingen paa Jord
    Sige Trold paa, han med Lgn foer.""

Ulrik Frederik bukkede rbdigt for hende og gik uden at sige et Ord.

Hun saae efter ham som han gik hen over Gulvet; den _var_ smuk hans
Gang; hans Silkestrmper var saa skinnende hvide og de sad saa
stramt, der var hverken Lg eller Fold paa dem; det var saa kjnt det
dernede ved Anklen! og den lange, smalle Sko -- det var saa morsomt
at se paa ham -- hun havde aldrig fr lagt Mrke til, at han havde et
lille rosenrdt Ar i Panden.

Hun kigede stjaalent ned paa sine Hnder, trak lidt paa Munden, --
hun syntes de var for korte i Fingrene.




III.


Vinteren kom. Det blev haarde Tider for Skovens Dyr og Markens Fugle;
det blev fattig Jul inden lerklinte Vgge og Skudernes Spanter.
Vesterstranden stod tt med Vrag; der var isede Skrog, splintrede
Master, braadne Baade og dde Skibe. Rigdom laa der og rullede i
Havstokken, sledes og knustes til gavnlse Billinger, sank, drev af
eller skjultes i Sandet; thi det stod paa med Storm og slemt Hav
og drbende Kulde, saa der ikke var Tag at faa for Menneskehnder.
Himmel og Jord stod i Et af den fygende Frostsne; den vldede ind
over Armod og Pjalter, gjennem uttte Lemme og sprukne Luger, pinte
sig ind under Tagskjg og Dre til Velstand og brmmede Kapper.
Tiggere og vildfarent Folk frs ihjel i Ly af Grfter og Diger,
Fattigmand dde af Kulde paa sit Straaleje og Rigmandens Kvg gik det
lidet bedre.

Saa lagde Stormen sig og det blev stille, skingrende Frost. Det
blev dyre Tider for Riger og Lande, der faldt Vinterbde for
Sommerdaarskab -- den svenske Hr _gik_ over de danske Vande.

Saa kom Freden. Saa kom Vaaren med lyst Lv og lyst Vejr, men de
sjllandske Knse red ingen Maj i By det Aar; der var fuldt af
Svenskens Soldater allevegne; der var Fred, men der var Krigens
Byrder alligevel, og Freden saae ikke ud til at leve lnge.

Den gjorde det ikke heller.

Da Majlvet var blevet mrkt og stivt under Midsommersolens Brand gik
Svensken mod Kjbenhavns Volde.

       *       *       *       *       *

Den anden Sndag i Avgust udbredte der sig under
Eftermiddagstjenesten pludselig det Rygte, at Svensken var landet i
Korsr.

Der blev straks fuldt i alle Gader. Folk gik roligt og astadigt
omkring, men de talte meget; de talte Allesammen, og Lyden af deres
Stemmer og deres Fodtrin samledes til en strk, blandet, summende
Lyd, der aldrig blev strkere, aldrig svagere, heller ikke holdt op,
men blev ved -- blev ved med en underlig tung Ensformighed.

Rygtet kom ind i Kirkerne midt under Prdikenen. I hurtig, stakaandet
Hvisken sprang det fra nederste Stolestade til En, der sad i det
andet, til Tre i tredje, forbi en enlig Olding i fjerde, til dem i
femte og videre, helt op. Folk midt i vendte sig om mod dem bagved
og nikkede betydningsfuldt; verst oppe var der enkelte, der rejste
sig og saae spejdende mod Udgangen. -- Lidt efter var der ikke et
Ansigt, der saae paa Prsten; Alle sade med bjet Hoved som for at
samle Tankerne om Prdikenens Ord, men de hviskede til hinanden,
holdt en Gang imellem op, lyttede et jeblik spndt paa Prsten,
som for at skjnne hvor langt der var til Enden, -- saa hviskede de
videre. Den dumpe Lyd fra Menneskemassen derude paa Gaden var tydelig
at hre, blev utaalelig at hre; Kirkefolkene fik hemmelig travlt med
at stikke Psalmebogen i Lommen.

Amen!

Alle Ansigter saae op paa Prsten.

Under den almindelige Del af Bnnen tnkte Alle paa om Prsten vidste
Noget. Saa bades der for Kongehuset, for Rigens Raad og den menige
Adel, for Alle, som havde nogen hj Bestilling eller Embede at
forestaa og da var der mange, der havde Taarer i jnene; men da den
nste Part af Bnnen kom, begyndte Nogle at hulke, og sagte, men dog
hrligt ld det fra hundrede Lber: Gud mildeligen afvende endnu fra
disse Lande og Riger, Krig og Blodstyrtning, Pestilentse og Braddd,
Hunger og Dyrtid, Storm og Uvejr, Vandflod og Ildsvaade, at vi og for
saadan faderlig Naade maa love og prise hans hellige Navn.

Fr Psalmen var tilende var Kirken tom, kun Orglets Toner sang
derinde.

Den nste Dag havde de Folkemasser, der igjen vare paa Benene, faaet
et bestemt Maal at gaa efter; thi den svenske Flaade havde om Natten
kastet Anker udfor Dragr. Der var dog mindre Uro over Folk den Dag,
sagtens fordi det var almindelig bekjendt, at to af Rigens Raader
vare tagne afsted for at underhandle med Fjenden og det hed sig: med
saa vid Fuldmagt at det _maatte_ fre til Fred. Men da Raaderne om
Tirsdagen vare vendte tilbage med den Besked, at Fred ikke var til at
faa, skete der et brat og voldsomt Omslag.

Det var ikke lnger Flokke af astadige Borgere, der vare blevne
rastlse ved store og farlige Tidender. Det var en hel Malstrm af
slsomme Skikkelser, hvis Lige aldrig var seet inden Byens Volde og
som slet ikke saae ud som de boede i disse rolige, druelige Huse
med deres mange Tegn paa al mulig jvn og dagligdags Gjerning. Denne
Lidenskabelighed i Flasketrjer og Skjdefrakker! Denne Helvedeslarm
fra disse alvorlige Lber, og slige voldsomme Gestus med disse Arme
i disse snvre Frakkermer! Ingen vil vre ene, Ingen vil vre inde,
der staa de midt paa Gaden med deres Angst og Fortvivlelse, med deres
Jamren og deres Taarer.

Se den statelige, gamle Mand med det blottede Hoved og de blodskudte
jne; han vender sit askegraa Ansigt mod Muren og hamrer paa den med
de knyttede Nver. Hr den tykke Skinders Forbandelser over Rigens
Raad og denne usalige Krig! Fl hvor Blodet brnder i hine unge
Kinder af Had til den Fjende, der vil fre alle de Rdsler med sig,
han allerede nu har gjennemlidt i sin Fantasi!

Hvor de brle af Raseri over at de er saa afmgtige som de tror, og
Gud i Himlen, hvilke Bnner, hvilke vanvittige Bnner!

Vognene holde stille midt paa Gaden, Tjenestefolk stte deres Kurve
og Spande fra sig i Bislag og Porte og hist og her komme Enkelte
hastigt ud af Husene, ifrte deres bedste Klder, rde i Ansigtet
af Anstrngelse og de se sig forbavsede omkring, se nedad dem selv,
fare omkring blandt Folk og snakke ivrigt for at lede Opmrksomheden
bort fra deres pyntede Udseende. Hvad tnke de paa? og hvorfra komme
alle disse lurvede, drukne Mandfolk? Det vrimler af dem, de rave og
raabe, kjvles og falde, de sidde paa Trappestenene og er syge, de
skoggerle, jage efter Fruentimmerne og vil slaaes med Mndene.

Det var den frste Rdsel -- Instinktets Rdsel. Over Middag var
den forbi. Man var bleven kaldt til Voldene, havde arbejdet med
Helligdagskrfter, havde seet Grfter dybes og Brystvrn hjnes under
sin Spade; Soldater vare trukne forbi, Haandvrkssvende, Studenter og
Adelstjenere holdt Vagt med alskens sre Vaaben, Kanoner var kjrt
op, Kongen var reden over Volden og man vidste han vilde blive --
der var Rimelighed i Tingene, man blev rimelig selv.

       *       *       *       *       *

Dagen efter blev der hen paa Eftermiddagen sat Ild paa Forstaden
udenfor Vesterport. Brandlugten drev ind over Staden og gjorde Folk
urolige, og da det i Skumringen, mens Ilden kastede sit rde Skjr
over Fruetaarns vejrgraa Mure og spillede i de gyldne Kugler paa
Petri Kirkes Spir, hed sig, at Fjenden kom ned over Valdbybakke,
gik der som et bange Suk gjennem den ganske By. Gjennem alle Gader,
Gnger og Gyder ld det angst og beklemt: Svenskerne, Svenskerne!
Drenge lb gjennem Staden og raabte det ud med skingrende Stemmer,
Folk foer til Drene og stirrede ngsteligt vesterud, Boderne
lukkedes, Jernkrmmerne samlede skyndsomt deres Skrammel ind; det var
som ventede de skikkelige Folk at Fjendens vldige Hr straks vilde
skylle hen over Staden.

Langs Volden og i de tilstdende Gader var der sort af Folk, der
stirrede efter Ilden; dog var der ogsaa mange samlede paa Steder,
hvor man ikke kunde se noget til Branden, saaledes udfor Lngangen og
Vandkunsten. Der var mange Ting paa Tale der: frst og fremmest naar
Svenskerne vilde begynde deres Angreb; nu i Nat eller frst imorgen?

Gert Pyper, Farveren henne paa Vandkunsten, mente nu det vilde gaa
an, straks de vare komne i Orden efter Marschen. Hvad skulde de bie
efter?

Islandsk Kjbmand, Erik Lauritzen omme fra Farvergade mente det var
saa en vovsom Sag i Nat og Mrke at gribe en fremmed By an hvor En
knap vidste hvad der var Landjord og hvad der var Vand.

Vand! sagde Gert Farver, giveste Gud vi vidste selv kuns halv
saa god Besked med vore Anstalter som Svensken han veed det! Tal
aldrig om det! Han har sine Spioner, har han, der En mindst skulde
tro det. Jo! -- det veed Borgermester og Raad ogsaa hjrtelig vel,
for fra Morgenstunden af har Rodemestrene vret rundt i alle Steder
og Bebyggelser for at finde hans Spionerere frem; men lur ham om I
kan! Svensken er habil, er han, synderlig i den Commerce; det er
en naturlig Gave; jeg veed det jo fra mig selv -- det er vel nu en
halv Snes Aar siden; jeg glemmer ham det aldrig af det Spgelse ...
Indigofarve ser I, hun gjr sort og hun gjr mrkeblaa og hun gjr
mellemblaa, ene efter som Bejtsen er; det er Bejtsningen det kommer
an paa. Skolde og rette Lddegryden til, det kan hver en Bursch, det
er kuns Haandelag om at gjre, men bejtse! -- retteligen -- det er en
Kunstighed. Bejtser En for strkt, saa brnder En Garnet eller Tjet
eller hvad det nu er, saa det gaar hen og skjrner i alle Traaderne,
og bejtser En for knapt, saa kan Farven a--ldrigen holde, om En saa
farvede med det allerdyrbarste Blaatr. Se, derfor er Bejtsningen
ogsaa en lukt Geheimniss, En intet lrer fra sig -- til Ens Sn nok,
men aldrig til Gesellerne. Nej, ....

Javel Mester Gert, sagde Kjbmanden, vel saa, vel saa!

Naa, fortsatte Farveren, som jeg skulde fortlle, saa havde jeg en
halv Snes Aar forleden en Bursch, som havde et svensk Kvindfolk til
Moder, og han havde nu sat sig fore, han vilde makke ud hvad det var
for en Bejtse jeg brugte til Kanelenbrunt. Men der jeg immer vejer
af til Bejtsen for lukte Dre, var den Ting jo intet saa bekvem at
gribe an. Hvad hitter mig saa det Skarnsmenneske paa I tror? Hr nu
kuns! Der er nu saa slemt med store Dyr derhenne paa Kunsten, de
skjrer os baade Uld og Tvist, og desformedelst hnger vi immer det,
der er flyet til Farvning op under Loftet i store Sejldugsskker.
Faar han saa ikke det Djvels Gesindeken en af Drengerne til at
klynge ham op i en de der Skker og -- jeg kommer ind og vejer og
blander og retter til og er halv ved at vre til Ende med det, saa
skikker det sig saa kunstigen at Krampen tager hans ene Ben der oppe
i Skken og han tager paa at stime og raabe jeg skulde forhjlpe ham
ned ... og om jeg hjalp ham! -- Dd og Verden! men det var og en
ret Karnaillenstreg han skrev mig der, ja, ja, ja! og saadan er de
tilhobe de Svenskere, En kan aldrigen tro dem over et Drtrin.

Nej, det har I saa Ret i; det er nogle grimme Folk de Svenske,
talte Erik Lauritzen, Ingenting har de at stte Tnder i naar de er
hjemme, og kommer de saa en Gang udenvrts, saa helmer de aldrig med
Blgen og Svlgen; de er ligesom Fattighusbrn er, de der baade for
nrvrendes Sult og for kommendes og forbigangen tillige. Stjle og
rappe til sig, det kan de vrre end Ravnefugle og Rakkerfolk; -- og
saa morderiske de er! det er intet for Ingenting En siger: han har
nemt til Kniven som svenske Lasse.

Og saa lsagtige! faldt Farveren ind, det skal jo aldrigen passere
at Rakkeren pidsker en Kvind af By og En sprger sig for, hvad det
mon er for en Kreatur, En jo faar til Svar, at det er en svenska
Dulle.

Ja, Menneskens Blod er saa forskjellig, og Dyrenes ogsaa.
Svensken han er nu iblandt Folk, hvad Marekattern' er iblandt de
uvittige Bster; der er saadan uterlig Brynde og hastig Ild i
hans Livsvdsker, at den naturlig' Fornumstighed, som Gud jo har
beskjnket alle Mennesken' med, intet kan raade med hans arge Drifter
og syndige Begjringer.

Farveren nikkede nogle Gange ad det, Kjbmanden fremsatte og sagde
saa: Rigtig, Erik Lauritzen, rigtig; Svensken er af en sr og
synderlig Natur, anderlund end som andre Mennesker. Jeg kan immer
lugte, naar der triner en udenlandsk Person ind til mig i min Bod, om
han er en Svensker eller et andet Slags Folk. Svensken har saa en
ram Lugt ved sig, som Geddebukker eller Fiskelud. Jeg har saa tidt
havt mine egne Betnkninger ved den Ting, men det er som I lgger det
ud, det er Dunster af hans hidsige og bestialske Vdsker, er det.

Det er da ingen Jrtegn, henkastede en gammel Kone, der stod hos,
om Svensker og Tyrker lugter anderlund end som Kristenfolk gjr.

Aa, som hun snakker da, Mette Sennopskvind, afbrd Farveren hende,
tror hun Svensken ikke er Kristenfolk?

I kan jo kalde dem Kristen, Gert Farver, om Jer det gefaller, men
Finner og Hedninger og Troldkarle det har aldrig vret Kristenfolk
efter min Postillebog, og det er da saa sandt som Guld, at det gik
saadan til i hjsalig Kong Kristians Levetid, den Sinde Svensken laa
i Jylland, at et helt Regiment en Nymaanenat, der de allersombedst
kom gangendes og det lige blev Midnat, rendte fra hverandre som ene
Varulver og andet Djvelskab og bissed tudendes omkring, alle Lunder
og Moser igjennem og gjorde Ulykke baade paa Folk og Fmon.

Men de sger da Kirke om Sndag, veed jeg, og har Prster og Degner
ligesom vi har.

Jo vist! kunde I kuns faa mig det bildt ind! det sger Kirke det
Djvelens Pak iligemaade som Hekser de far' til Aftensang naar den
Lede holder St. Hans-Messe i Hekkenfjeld. Nej, og de er forgjorte
er de og kugelfaste; paa dem bider hverken Lod eller Krud og de har
et ondt jesyn de halve af dem, eller hvadfor tror I Smaapockern'
har grasseret hver den Gang de Helvedes Kumpaner har havt deres
forbandede Fdder her i Landet? Svar mig til paa det, Mester Farver!
Svar mig til paa det, om I kan!

Farveren skulde just til at svare, da Erik Lauritzen, som i nogen
Tid havde staaet, og seet sig urolig omkring, udbrd: Tys, tys,
Gert Pyper, hvad er vel den for en Person, som tal' saa prkendes
histhenne og Folken' staar saa digt omkring?

De skyndte sig hen til Hoben og imens berettede Gert Farver, at han
skjnnede det var en vis Jesper Kiim, som havde holdt Prdiken i
Helliggejstes, men som han havde hrt vellrde Folk sige ikke var saa
ret i sin Tro som det hans Salighed og gejstlige Karriere tjenligt
var.

Det var en doggeagtig, lille Mand paa en tredive Aar med et langt,
glat og sort Haar, bredt Ansigt, tyk, lille Nse, spillende,
brune jne og rde Lber. Han stod oppe paa en Gadedrstrappe,
gestikulerede strkt og talte hurtigt og fyrigt, men temmelig tykt og
lspende:

.... I det seksogtyvende Kapitel, sagde han, skriver Evangelisten
Matthus 51-54 saalunde: Og se, een af dem, som vare med Jesu, rakte
Haanden ud, og slog den ypperste Prstes Svend, og hug et re af
hannem. Da sagde Jesus til hannem, stik dit Svrd i sin Sted. Thi
hvo som tager Svrdet, han skal omkomme med Svrd. Eller ment' du, at
jeg ikke kunde bede min Fader, at han tilskikkede mig mere end tolv
Skok Engle? Men hvorlunde skulde Skriften fuldkommes? Det skal Alt
saa gaa til.

Ja, kjre Landsmnd! det skal Alt saa gaa til. -- Nu ligger uden
denne Bys ringe Volde og svage Befstning en almgtig Hob af
velberuste Stridsmnd, og deres Konge og Krigsverste haver opladt
sin Mund og ladet udgaa Ordre og Befaling til dem, at de med Ild og
Svrd, med Paarend og Belejring gjre sig denne Stad og hvem som er
deri, underdan og ganske deres egen.

Og de, som ere i Staden og se deres Velfart truet og deres Ruin
umenneskeligen besluttet, de fre sig i Vaaben, de bringe Fyrmrsere
og anden skadelig Krigsgeraad til Voldene og de tiltale sig selver,
sigendes: br det os ikke med brndendes Lue og blanke Svrde at gaa
den Fredsforstyrrere paa Huden, som plat vil lgge os de? hvortil
haver vel Gud i Himlen opvakt Koradtsighed og Ufrygtagtighed i
Mennesken's Bryst om ikke til slig en Fjende at modstaa og fordrve?
Og som Peter den Apostle drage de deres Glavind og ville pludseligen
afhugge Malcho hannem hans re. Men Jesus siger: stik dit Svrd i sin
Sted, thi hvo som tager Svrdet, han skal omkomme med Svrd. Vel maa
dette lyde som en underlig Tale for den Vredagtiges Ufornumftstighed
og synes en Daarskab for den Hadefuldes useendes Blindhed. Men
Ordet er ikke som en Lyd af en Trompete, blot at hre; -- ligervis
som et Skiberum, der er ladet med mange gavnlige Ting, saaledes er
Ordet ladet med Fornumstighed og Betnkning, thi Ordet er en Mening
til Opfattelse og Forstndighed. Derfor lader os udgrandske Ordet
og successive fremfinde, hvorlunde det retteligen br udlgges. --
Af hvad Aarsage skal da Svrdet blive i sin Sted og den, der tager
Svrdet omkomme med Svrd? Dette er for os at betnke udi trende
Poster:

Denne er da den frste Post, at Mennesket er en viselig og over al
Maade herligen indrettet Mikrokosmos eller, som det kan udlgges: en
Jordlille, en Verden baade af Godt og Ondt; thi er, som Jacob den
Apostle siger, alene Tungen en Verden udaf Uret, hvormeget mere er
da ikke det ganske Legem' en Verden! baade de begjrendes jne, de
hastige Fdder og de gribendes Hnder; baade den umttelig' Bug, de
bedendes Kn og de vagtsomme ren? Og er Legemet en Verden, hvormeget
mere er da ikke vor dyr'bare og uddelig' Sjl en Verden, ja, som en
Have fuld af sde og bitre Urter, fuld af de onde Drifters glubendes
Vilddyr og af Dydernes hvide Lam? Og er da den, som lgger en saadan
Verden de, at agte bedre end en Ildstiftere eller en Voldsmand
eller en Marktyv? og I vide, hvad Straf det br sig en Saadan at lide
og udstaa.

Det var nu bleven ganske mrkt og Folkeskaren omkring Prdikanten
saaes kun som en stor, sort, sagte bevget og stadig voksende Masse.

Den anden Post er denne, at Mennesket er en Mikrotheos, det er: en
Afspejlning eller Lignelse af Gud den Almgtigste. Og er den, der
forgriber sig paa Guds Afbillede, ikke at agte slemmer' end den,
der stjl' Kirkens hellige Kar eller Klder eller ver Vold mod et
Kirkehus? og I vide, hvad Straf det br sig en Saadan at lide og
udstaa.

Den sidste og tredie Post er denne, at frst haver Mennesket Pligter
imod sin Gud og er skyldig for hannem ideligen at kmpe og stride,
ifrt et rent Levnets skinnendes blanke Rustning og omgjordet med
Sandhedens skjrendes Glavind. Saadan berust falder det hannem til
at stride, en Herrens Stridsmand, snderrivendes Helvedes Strube og
sndertrdendes Helvedes Bug. Derfor br det os at lade den legemlig'
Svrd blive i sin Sted, thi visseligen, vi have nok at bemde os med
den aandelig!

Fra begge Ender af Gaden saaes nu og da Folk komme, der lyste
sig hjem med smaa Haandlygter. Efterhaanden som de stdte paa
Forsamlingen, stillede de sig op blandt de Yderste, saa der snart var
dannet en bugtet Halvkreds af blinkende Smaalys, der sluktes og lyste
op, alt som Folk bevgede sig, og nu og da lftedes ogsaa en Lygte i
Vejret og lod sit Skjr flakke sgende om paa Husenes hvidtede Mure
og mrke Ruder, indtil det fandt Hvile paa Prdikantens alvorlige
Ansigt.

Men hvorledes! tale I i Eders Hjrter, sigendes: skulle vi da
overantvorde os selv, bunden paa Hnder og Fdder, til vor Fjende,
til Trldommens og Fornedrelsens bitre Srgestand? -- O! mine
Elskelige, I tale ikke saa! thi da er I at regne som dem der men', at
Jesus ikke kunde bede sin Fader at han tilskikkede hannem mere end
tolv Skok Engle. O! falder ikke udi Mishaab, knurrer ikke i Eders
Hjrter mod Herrens Raadslagning og gjrer ikke Eders Lever sort
imod hans Vilje! Thi den, Herren vil nedslaa, den knuses, den Herren
vil oprejse, lever i Tryghed. Og han er den, som haver mange Veje at
fre os ud af Farlighedens rker og Vildnisse; eller kan han ikke
vende Fjendens Hjrte, eller lod han ikke den Ddsengle gaa gjennem
Sancheribs Lejr, eller have I forgjt' det rde Havs svlgende Vande
eller Kong Pharaos hastige Undergang? ...

Her blev Jesper Kiim afbrudt.

Hoben havde hrt temmelig roligt paa ham; kun ude fra de yderste
Rkker havde der nu og da lydt en dmpet, truende Mumlen. Saa var det
Mette Sennopskvindes skarpe Rst skingrede ind imod ham: Hu, din
Helvedesgast! vil du tie den sorte Hund du er! -- hr intet paa ham,
det er svenske Penge, der tal' udaf hans Mund.

Der blev et jeblik ganske stille, men saa brd Larmen ls; Haansord,
Eder og Forbandelser skyllede ned over ham. Han forsgte at tale,
men da blev Raabene endnu strkere og de nrmest ved Trappen trngte
truende op imod ham. En hvidhaaret, lille Mand, lige foran, der hele
Tiden havde grdt under Talen, stak nu rasende efter ham med sin
lange, slvknappede Stok.

Ned med ham! raabtes der, ned med ham! han skal kalde igjen hvad
han har sagt, han skal tilstaa hvad han har faaet for at befre os.
Ned med ham! lad os faa ham her ned til Gestndniss! vi skal nok
plukke det ud af ham.

Han skal i Kjlderen, skal han, raabte andre, han skal i
Raadstukjlderen. Lang ham ned! lang ham ned!

Et Par strke Karle havde allerede Tag i ham. Den Ulykkelige klamrede
sig fast til Trappens Trrkvrk; saa spndte de baade det og ham
ned paa Gaden, ned blandt Mngden. Han blev modtaget med Spark og
Nveslag. Krlinger rev ham i Haar og Klder, saa smaa Drenge, der
stode med deres Fader i Haanden og saae til, hoppede af Fornjelse.

Lad Mette komme frem! raabtes der bagved, gaa tilside; tilside!
Mette skal tage ham i Forhr.

Mette kom frem. Vil han tage sin Djvels-Prk i sig igjen? vil han
Mester Lurifas?

Aldrig, aldrig! En skal adlyde Gud mer' end som Mennesken', som
skreven staar.

Skal En det! sagde Mette og tog sin Trtffel af og truede ham med,
men Mennesken' har Trtfler, har de, og du est en Satans Soldkngt
og intet Vorherres; jeg skal slaa dig, skal jeg, saa din Hjrne skal
sidde paa Muren nst herved; og hun slog ham med Tffelen.

Forsynd Jer intet, Mette! stnnede Magisteren.

Saa skal da ogsaa den Slemme! hvinede hun.

Tys, tys, raabtes der, var Jer, var Jer, og stim ikke saa, her
kommer Gyldenlv', Generallieutenanten!

En hj Skikkelse red forbi.

Lnge leve Gyldenlv'! den tapre Gyldenlv', brlede Hoben.

Der svingedes med Hatte og Huer og Raabene vilde aldrig faa Ende. Saa
red Skikkelsen bort ad Volden.

Det var Generallieutenant over Militsen, Oberst tilhest og tilfods,
Ulrik Christian Gyldenlve, Kongens Halvbroder.

Mngden spredtes, der blev frre og frre, snart kun nogle faa.

Det er ligegodt kurieus nok, sagde Gert Farver, her slaar vi
Hovedet i Brk paa den, som tal' om Fredelighed og raaber os hse
for den, som mest er Skyld i Krigen.

Gud i Vold, Gert Pyper, Gud i Vold og en nskelig Godnat, sagde
Kjbmanden afbrydende og skyndte sig fra ham.

Han tnker paa Mettes Tffel, mumlede Farveren; saa gik ogsaa han.

Henne paa Trappen sad Jesper Kiim alene tilbage og holdt paa sit
vrkende Hoved, og oppe paa Volden gik Vagterne langsomt frem og
tilbage, stirrende ud over det mrke Land, hvor Alt var stille,
ganske stille, skjndt Tusinder af Fjender laa derude.




IV.


Gulrde Lysflager skjde op over den havgraa Taagebanke i Horizonten
og de tndte Luften over sig saa den brndte i en mild, rosengylden
Flamme, der bredte sig videre og videre, blegere og blegere, op
til en lang, smal Sky, tog fat i dens blgede Rand, gjorde den
gldende, gylden, blndende. Over Kallebodstrand var der lyst af
violet og rdligt Gjenskin fra Solhjrnets Skyer. Duggen tindrede
paa Vestervolds hje Grs og Spurvene kvidrede paa Tagene bagved og
i Haverne foran, saa at Luften stod i eet skjlvende Skinger. Fra
Haverne drev en let, fin Damp i smalle Striber, og Trerne bjede
langsomt de frugttunge Grene for Luftningen ude fra Sundet.

Et langtrukkent, tre Gange gjentaget Hornsignal ld fra Vesterport
og blev besvaret fra de andre Byhjrner. De ensomme Vagter langs ad
Volden begyndte at gaa livligere frem og tilbage paa deres Poster,
rystede Kapperne og rettede ved deres Hovedtj: nu kom jo Aflsningen.

Ude paa Bastionen nrmest nord for Vesterport, stod Ulrik Frederik
Gyldenlve og saae paa de hvide Maager, der i sejlende Flugt strg
op og ned over Voldgravens blanke Vandflade.

Flygtige og lette, snart matte og taageagtige, snart farverigt
strke, brandlevende og klare jog hans tyveaarige Minder forbi hans
Sjl. De kom i Duft af strke Roser og Duft af friske, grnne Skove,
de kom i Klang af Jgerhallo, til Gigers Lyd og i Brus af knitrende
Silke. Barndomslivet dernede i den holstenske By med de rde Tage
drog fjernt, men solbelyst forbi: han saae sin Moders, Fru Margrethe
Pappens hje Skikkelse, hendes sorte Psalmebog og hvide Hnder;
den fregnede Kammerpige med de tynde Ankler saae han og den bulne
Fgtemester med det rdblaa Ansigt og de skjve Ben. Gottorps Have
drog forbi og Engene med de friske Hstakke nede ved Fjorden og der
stod Jgerens kluntede Heinrich, der kunde gale som en Hane og slaa
saa magelst Smut. Kirken kom med sit sre Halvmrke, sit stnnende
Orgel, med Kapellets hemmelighedsfulde Jerngitter og den magre
Kristus, der havde den rde Fane i Haanden.

Fra Vesterport ld der atter et Hornsignal, og Sollyset brd frem i
det samme, skarpt og varmt og forjog alle Taager og disede Toner.

Saa var der Jagten, hvor han skd sin frste Hjort og gamle von
Dettmer tegned ham i Panden med Dyrets Blod, mens de stakkede
Jgerdrenge blste vildsomt skrattende Fanfarer. Saa var der
Bouketten til Slotsfogedens Malene og den alvorlige Scene med
Hovmesteren, og saa var der Udenlandsrejsen med den frste Duel i
den dugfriske Morgen, med Anettes Kaskader af klingrende Latter, med
Ballet hos Kurfyrsten og den ensomme Tour uden Byens Porte, da hans
Hoved vrked af den frste Rus. Saa kom der en gylden Taage med Klang
af Bgre og Duft af Vin, og der var Lieschen og der var Lotte og der
var Marthas hvide Nakke og Adelaides runde Arme. Endelig Rejsen til
Kjbenhavn, hans kongelige Faders naadige Modtagelse, Dagenes travlt
kjedsommelige Hofliv og vilde Ntter, hvor Vinen strmmed og Kysset
rased, afbrudt af pragtfulde Jagtfesters lystige Larm og natlige
Stevnemders mme Hvisken i Ibstrups Have eller Hillerdslottets
gyldne Sale.

Men langt klarere end Alt dette saae han Sofie Urnes brndende
sorte jne, langt mere betagen mindedes han lyttende hendes
vellystigtblde, dejlige Stemme, der dmpet drog En som med hvide
Arme og hvet flygted som en Fugl, der stiger og spotter En med kaade
Triller, mens den flygter ....

En Raslen nede i Voldskrntens Buske vakte ham af hans Drmme.

Wer da! raabte han.

Det er kuns Daniel, Hr. Gyldenleu, Daniel Knopf, svaredes der og en
lille, vrkbruden Mand kom frem af Buskene og bukkede.

Hvad! er det Livsens Korthed? hvad tusind Syger gjr han der?

Manden saae trist ned for sig.

Daniel, Daniel! sagde Ulrik Frederik og smilede, han er intet
gaaet uskadt ud af den gloendes Ovn i Nat, den tydske Brygger har
nok fyret ham for strengt.

Den Vrkbrudne gav sig til at kravle op ad Voldskrnten. Daniel
Knopf, ogsaa paa Grund af sin Statur kaldet Livsens Korthed, var en
rig Storkjbmand paa nogle og tyve Aar, og var lige saa bekjendt for
sin Rigdom som for sin skarpe Tunge og sin Fgtekunst. Han omgikkes
meget med den unge Adel, det vil sige med en bestemt Kreds, der var
bekjendt under Navn af le cercle des mourants, som navnlig bestod
af de yngre Mnd, der stod Hoffet nrmest. Ulrik Frederik var Sjlen
i denne Kreds, som var mere livslysten end intelligent, mere berygtet
end afholdt, men egenlig ligesaa beundret og misundt som berygtet.

Halvt som Hovmester, halvt som Hofnar levede Daniel med disse
Mennesker. Han frdedes ikke med dem paa alfar Gade eller i adelige
Huse, men i Fgteboden, i Vinhuse og paa Herberger var han dem ganske
uundvrlig. Ingen kunde tale saa videnskabeligt om Boldtspil og
Hundedressur eller saa salvelsesfuldt om Finter og Parader. Ingen
kjendte Vin som han. Han havde dybsindige Theorier om Terningspil og
Elskovskunst og kunde tale langt og lrdt om det Forkastelige ved at
krydse det indenlandske Stod med Salzburgerheste. Han havde endelig
Anekdoter om Alt, og hvad der imponerede de andre unge Mennesker
overordenligt, han havde bestemte Meninger om Alt.

Saa var han i hj Grad fjelig og tjenstvillig, glemte aldrig
Forskjellen mellem sig og Adelen og havde et saa vidunderlig
latterligt Udseende, naar de i Kaadhed eller Drukkenskab stafferede
ham ud paa en eller anden urimelig Maner. Han lod sig hundse og
skjlde ud, uden at blive vred, og var i det Hele taget saa godmodig,
at han mangen en Gang gav sig selv til Pris, naar han derved kunde
standse en Samtale, der begyndte at faa en farlig Vending for Freden
i Laget.

Det var da ogsaa dette, der gjorde det muligt for ham at omgaaes
disse Folk og han _maatte_ omgaaes dem; for ham, den vanfre
Borgerlige, var Adelen Halvguder, kun de levede, kun deres
Frimurersprog var menneskelig Tale, over deres Tilvrelse laa der
en Dag af Lys og et Hav af Duft, medens de andre Stnder sled Livet
hen i farvefattigt Mulm og oset Luft. Han forbandede det, at han
var borgerlig fdt, som en langt strre Ulykke end hans Vanfrhed
og grmmede sig derover, naar han var ene, med en Bitterhed og
Heftighed, der kom Vanviddet temmelig nr.

Naa Daniel, sagde Ulrik Frederik, da den Lille var kommen op til
ham, det har intet vret nogen ringe Taage, der har vret for hans
jne inat, siden han har sejlet sig fast her paa Vestervold, eller
stod Luttendranken saa overhaands hjt i Kvld, siden jeg trffer ham
an her, liggendes tryg og tr som Noh Ark paa den Bjerg Ararat?

Prinds af Canarien, I taler i Vildelse, om I tror jeg var i Lag
sammen med Eder inat!

Men hvad tusind Pokker er det da med ham? raabte Ulrik Frederik
utaalmodigt.

Hr. Gyldenleu, svarede Daniel alvorligt og saae op paa ham med
Taarer i jnene, jeg er en elendig Menneske.

Han er en Krmmerhund er han! Er det en Sildeskude han er bange for
at Svensken han skal tage? Eller ynker han sig for der vil blive
Stilstand i hans Handel og mener hans Safran vil tabe Kraften og
Muggen falde i hans Pebber og Paradiskorn. Styversjl han er! Som der
intet var andet for en god Borgere at tage sig nr end om hans slle
Kram gaar Satan i Vold, nu det tegner til Fald baade for Konge og
Rige!

Hr. Gyldenleu!

Aa, gaa han Helved i Vold med hans Begrdelser!

Nej, Hr. Gyldenleu! sagde Daniel hjtideligt og traadte et Skridt
tilbage, for hverken klager jeg over Brk paa Nring eller Forlis af
Penge eller Penges Vrd; jeg kerer mig de Dvel og en Djt om Sild og
Safran, men skikkes vk som en Spedalsker eller en Landsens Urlig
baade af Officiers og Gemene, det er en Syndigheds Uret imod mig,
Hr. Gyldenleu; -- derfor har jeg ligget i Grsset inat og tvinet
som en skamskabet Hund, der er lukket ude, for det har jeg krympet
og krnget mig som det usseligst' krybendes Dyr og raabet til den
Himmerigs Gud i min Srgelighed og Vanmagt, og er gangen i Rette med
hannem, hvi jeg alleneste skal plat forkastes, hvi min Arm skal sees
an for vissen og uduelig til at fre Vaaben og Gevr, aldenstund der
rustes ud baade Tjenere og Handtvrksburscher ...

Men hvem den skinnendes Satan har da viset ham af?

Jo, Hr. Gyldenleu, jeg lb mig til Voldene ligesom de andre de
lb, men kom jeg til det ene Hold sagde de, de kunde intet vre
flere og kom jeg til det nste sagde de spotvis, at de var kuns
ringe Borgere, det var ingen Sted for Adelspersoner og fornemme
Folk og anden Snak mere; men der var ogsaa de Hold, hvor de sagde,
de skulde intet have med Gebrklige at skaffe, fordi der var Ulykke
ved dem og Kuglerne trak efter dem, og de skjttede aldeles intet
om unyttigen at hazardere deres Liv og Lemmer ved at have saadan et
Menneske, som Vorherre havde stemplet, imellem sig. Saa supplicerte
jeg Generalmajor Ahlefeldt om at blive en Sted anviset, men han
bare rysted' paa Hovedet og lo: det var da endnu heller intet saa
styrtendes galt, de skulde stoppe Geledderne ud med saa stynede
Stumper, som mere vilde vre dem til Ulejlighed end til Hjlp.

Men hvorfor gik han intet til nogle af de Officiers, han er kjendt
med?

Det gjorde jeg og, Hr. Gyldenleu, jeg tnkte straks paa Circlen og
kom da ogsaa to af de Mouranter i Tale, baade den Kong Skjrt og den
Ridder Forgyldt.

Naa og de hjalp ham?

Jo, Hr. Gyldenleu, de hjalp mig. -- Hr. Gyldenleu, de hjalp mig
saa Gud finde dem for det! Daniel, sagde de, gaa hjem, Daniel, og
lysk han sine Svedskenblommer! De havde tnkt, sagde de, jeg havde
havt saamegen Conduite, at jeg intet vilde komme her med mine
Abenpudserier. Et var det, jeg var dem god nok som Komediantenspiller
og Pudsenmager ved en lystig Pokulats, men naar de var i deres Embede
skulde jeg blive dem af Syne. Var det nu vel talet, Hr. Gyldenleu,
nej det var syndigt, syndigt var det! Den Gemenhed, de havde viset
mig paa Vinstuer, betd intet at de saae mig an for deres Lige,
at jeg skulde komme her og bilde mig ind, jeg kunde faa deres
Omgngelse og Selskab nu de vare i deres Bestilling. Jeg var dem for
nrgaaendes, Hr. Gyldenleu! jeg maatte intet tro jeg kunde trnge
mig ind i deres Kompagnie her paa denne Sted, her brugte de ingen
Lust-Major! Det sagde de til mig, Hr. Gyldenleu! Og jeg forlangte jo
dog ikkuns det at stte mit Liv i Vove, Side om Side med de andre
Bysens Borgere.

Naa ja, sagde Ulrik Frederik og gabte, jeg forstaar nok, det
harmer ham at han skal vre udenfor det Hele. Og det vil jo ogsaa
falde ham noget langsomt at sidde stille og svede ved hans Pult,
mens Rigens Fremtid bliver afgjort her oppe paa Voldene. Naa, han
_skal_ komme med. For ..., han saae mistnksomt ned paa Daniel, der
stikker vel ingen Lumskerier under, Mester?

Den Lille stampede i Jorden af Raseri, han blev bleg som en kalket
Vg og hans Tnder skar imod hinanden.

Naa, naa, vedblev Ulrik Frederik, jeg stoler paa ham; men han kan
da heller intet forlange En skal tro ham som om han havde et adeligt
Ord at give; -- og husk: hans Egne har vraget ham frst og ... tys!

Der dundrede et Skud ude fra en af Bastionerne ved sterport, det
frste, der blev lsnet i denne Krig.

Ulrik Frederik rettede sig, Blodet foer ham til Kinderne, hans je
stirrede begjrligt og betaget efter den hvide Rg, og da han talte,
var der en slsom Skjlven i hans Stemme.

Daniel! sagde han, op ad Formiddagen kan han melde sig hos mig
og bryd han sig intet om det, jeg sagde. Saa gik han hastigt henad
Volden.

Daniel saae beundrende efter ham, saa sukkede han dybt, satte sig i
Grsset og grd som et ulykkeligt Barn grder.

               *       *       *

Det var hen paa Eftermiddagen. En strk, ujvn Vind blste gjennem
Byens Gader og hvirvlede Skyer af Spaaner, Halmstumper og Stv et
Steds fra og et andet Steds til. Den rev Tagstenene lse, stemmede
Rgen ned i Skorstenene og foer ilde med Skiltene.

Farvernes lange, mrkeblaa Faner kastede den i Vejret i dunkle Buer,
smldede dem ud i sorte Bugter og surred dem rundt om de svajende
Stnger. Rokkedrejernes Hjul gyngede rastlst frem og tilbage,
Bundtmagerskiltene slog med de laadne Haler og Glarmestrenes
pragtfulde Glassole svinged og blinked i vildsom Uro om Kap med
Badskrernes blankt polerede Bkner.

I Baggaardene slog det med Lemme og Luger, Hnsene maatte krybe i Ly
bag Tnder og Skur og selv Svinene blev urolige i deres Stier, naar
Vinden peb ind til dem gjennem sollyse Sprkker og Fuger.

Trods Blsten var det trykkende hedt; det blste Varme ned.

Inde i Husene sad Folk og gispede af Hede, kun Fluerne summede
livligt omkring i den lummervarme Luft.

Paa Gaden var ikke til at vre og i Bislagene trak det, derfor sgte
da ogsaa overalt de, der havde Haver, ud i dem. I den store Have,
der laa bagved Christoffer Urnes Gaard i Vingaardsstrde, sad en ung
Pige i Skyggen af et af de store Lntrer.

Hun sad og syede.

Det var en hj, slank Skikkelse; nsten spinkel var den, men Barmen
var bred og fyldig. Hendes Teint var bleg og blev endnu blegere ved
det rige, sorte, buklede Haar og de ngsteligt store, sorte jne.
Nsen var skarp, men fin, Munden stor, men ikke fyldig og med en syg
Sdme i Smilet. Lberne var meget rde og Hagen noget spids, men dog
strk og kraftig formet. Hendes Paakldning var ikke meget ordenlig:
en gammel, sort Fljelsrobe med afbleget Guldbroderi, en ny, grn
Filthat med store, snehvide Strudsfjer og Ldersko med rdslidte
Nser. Hun havde Dun i Haaret, og hverken hendes Halskrave eller
hendes lange hvide Hnder var ganske rene.

Det var Christoffer Urnes Broderdatter Sofie. Hendes Fader, Rigens
Raad og Marsk, Jrgen Urne til Alslev, Ridder af Elefanten, var dd
allerede i hendes Barndom, Moderen Fru Margrethe Marsvin for et Par
Aar siden. Hun havde derfor nu sit Tilhold hos den gamle Farbroder
og da han var Enkemand, var hun, ialtfald af Navn, den, der styrede
Huset.

Hun sad og syede og nynnede til, mens hun i Takt vuggede den ene af
sine Sko paa Spidsen af Foden.

Over hendes Hoved susede og svajede de ttlvede Kroner i den strke
Blst med en Lyd som af brusende Vande. De hje Stokroser svingede
deres blomsterknappede Toppe frem og tilbage i ustadige Buer som
grebet af uroligt Vanvid og Hindbrriset dukkede sig forknyt og
vendte den lyse Vrange ud af Bladene, saa det skiftede Farve ved
hvert Pust. Trre Blade sejlede ned gjennem Luften, Grsset lagde sig
fladt henad Jorden og paa Spirabuskens lyse Lvblge vuggede den
hvide Blomsterfraade op og ned i evig Skiften.

Saa blev en Stund Alt stille. Alting rettede sig, endnu som dirrende
af Angst og i aandels Forventning, og i nste Nu hvinede Vinden ned
igjen og Urosblgen med dens Brus og dens Glittren, dens vilde Vuggen
og rastlse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.

    "Fillis sad udi en Skyte,
    Koridon blst' i sin Fljte
    Hjt saa at det Fillis hrte
    Og sin Roer ej mere rrte,
    Thi drev Skyten paa en Sand,
    Thi drev Skyten ....."

Nede fra Laagen i den anden Ende af Haven kom Ulrik Frederik gaaende.
Sofie saae et jeblik forbavset der henad, saa bjede hun sig atter
over sit Sytj og nynnede videre.

Ulrik Frederik slentrede langsomt opad Gangen, stod nu og da stille
og saae paa Blomsterne og lod i det Hele taget som om han ikke havde
seet, at der var Nogen i Haven. Han drejede saa ind paa en Sidesti,
standsede bag en stor Jasminbusk og rettede paa sin Uniform og sit
Belte, tog Hatten af og purrede op i Haaret og gik saa videre.

Stien gik i en Bue og mundede ud lige foran Sofie.

Ah Goddag, Jomfru Sofie, udbrd han ganske overrasket.

Goddag, sagde hun roligt og venligt, fstede betnksomt sin Naal i
Sytjet, glattede det med Haanden, saae saa smilende op og nikkede.
Velkommen, Hr. Gyldenlve!

Das nenn' ich blindes Glck, sagde han og bukkede, jeg ventede kun
at finde Jomfruens Hr. Cousin herude.

Sofie saae hurtigt paa ham og smilte: han er her intet, sagde hun
og rystede paa Hovedet.

Nej, sagde Ulrik Frederik og saae ned for sig.

Efter en lille Pavse sukkede Sofie og sagde: Hvad for en Lummervarme
det da ogsaa er idag!

Ja, det falder trolig ud til Torden, om Blsten stiller af.

Ja--a, sagde Sofie og stirrede tankefuldt op mod Huset.

Hrte I det Skud imorges? spurgte Ulrik Frederik og rettede sig som
for at antyde, at han vilde gaa.

Ja, det er Hjrtens tunge Tider vi gaar imod i denne Sommer. En
kan fluks blive svagsindet ved at tnke paa al den Farlighed baade
for Folk og Ejendele, og naar En har saa mange kjre Slgtninge og
gode Venner som jeg har, der allesammen er med i denne ulykkelig'
Affaire og udsat' for at miste enten Liv eller Frlighed eller hvad
de ejendes er, saa er der ogsaa mer end Aarsage nok til at komme paa
alskens modige og underlige Tanker.

Nej, hjrte Jomfru Sofie! I maa for den lebendiges Gud intet falde
hen i Taarer, I maler Eder alting altfor dyster af

    Tousiours Mars ne met pas au jour
    Des objects de sang et de larmes
    Mais

og han greb hendes Haand og frte den op til sine Lber

    .... tousiours l'Empire d'amour
    Est plein de troubles et d'alarmes.

Sofie saae naivt op paa ham.

Hvor var hun ikke dejlig: jets mgtige, sugende Nat, hvor Dagen
vldede frem i Stimer af myldrende Lysblink som en sort Diamantsten,
der spiller i Solskjret, Lbernes smertelig skjnne Bue, Kindens
stolte Liliebleghed, der langsomt svandt i rosengylden Rdme, lig en
Sky, som Morgensolen belyser og dunkelaaret som skre Blomsterblade
de fine Tindinger, der hemmelighedsfuldt tabte sig op i det mrke
Haar ....

Hendes Haand skjlvede i hans, kold som Marmor; hun drog den lempelig
tilbage og slog jnene ned. Sytjet gled fra hendes Skjd, Ulrik
Frederik bjede det ene Kn mod Jorden for at tage det op og blev
liggende i den knlende Stilling.

Jomfru Sofie! sagde han.

Hun lagde sin Haand paa hans Mund og saae mildt alvorligt, nsten
smerteligt paa ham.

Kjre Ulrik Frederik! bad hun, tag mig det intet op i nogen
ilde Mening, at jeg besvrger Eder intet at lade Eder henfre af
en jeblikkelig Sentiment til at sge at provocere en Forandring i
det angenemme Forholdende, der hidtil har bestanden os imellem. Det
tjener til Intet uden at fre os begge Fortrd og Misnje. Rejs Eder
op fra denne ufornumstige Positur og st Eder manerligen hos mig her
paa Bnken, at vi kan tales ved i al Rolighed.

Nej jeg vil have min Skjbnebog gjort op nu i denne Time, sagde
Ulrik Frederik og blev liggende. I veed kuns lidet hvor stor og
brndendes er den Amour jeg br' til Eder, om I har kunnet tnke,
jeg skulde njes med slet og bart at vre Eders gode Ven. For Kristi
blodige Sveds Skyld tro dog intet paa en Ting saa ren og platterdings
umulig. Min Kjrlighed til Eder er intet nogen ringe ulmendes Gniste
eller Funke, som I kan ge eller svkke med Eders Munds Vejr, alt
som Eders Hu er; par dieu! den er en luestrk og fortrendes Ild,
men det staar til Eder om den skal spredes og slukkes ud i tusinde
vildsomme Flakkeflammer og irrende Vejrlys eller den skal brnde
fort varmendes og rolig, hj og skinnendes op imod Himlen.

Men kjre Ulrik Frederik, vr dog barmhjertig og hav Medynk med mig
og std mig intet i en Fristelse, jeg muligen intet kan staa imod,
thi I maa tro, I er mig af Hjrtet kjr og dyrebar, men netop af
den Aarsag vil jeg til det Yderligste vrge mig mod at bringe Eder
i en falsk og ufornumstig Situation, som I ingenledes fideliter kan
meintenere. I er vel seks Aar paa det Nrmeste yngre end jeg er og
det, som udi min Gestalt nu kanske er Eder til Behag, kan Alderen
lettelig forvanske eller vende om til Grimhed. Ja! I smiler, men
supponer at I, naar I er fyldt de Tredive, drages med en rynket
Heks af en Kjreste[3], der kuns har frt Eder en ringe Medgift og
heller intet paa anden Maade har vret Eder til Forfremmelse; tnker
I intet, I vilde da nske Jer, I da I var de Tyve havde giftet en
ung, fyrstelig Person, hvad der baade havde vret Eders Alder og
Byrd allermest gemss og som og vilde have baaret Eder bedre frem
end den simple Adelspige vilde have gjort? Hjrte Ulrik Frederik,
talte I til Eders hje Slgtninge, de vilde sige Jer det Samme;
men de vilde intet sige Eder at om I hjemfrte den Adelsjomfru som
var ldre end Jer, vilde hun kvle Eder tildde med sin Iversyge;
iversyg vilde hun vre paa hvert Jert jekast, ja paa Eders inderste
Hjrtenstanker! for just fordi hun vidste I havde sluppet saa meget
for at fange hende, vilde hun strnge sig an for at hendes Elskov
kunde vre Eder Alverden. Tro mig, hun vilde omgive Eder med sin
afgudiske Kjrlighed som med et Bur af Jern, og fornam hun I lngtes
ud deraf et Minut, hun vilde grmme sig i Dage og Ntter og forbittre
Eder hver en Time med sin mistrstige Sorg.

 [3] Kjreste, dengang = Kone.

Hun rejste sig op og rakte ham Haanden. Farvel, Ulrik Frederik, det
er bedskt som Dden at vi maa skilles, men om mange Aar naar jeg er
en gammel, gusten Pige eller er en gammel Mands halvgamle Kjreste,
vil I sande at Sofie Urne havde Ret. Gud Fader holde sin Haand over
Jer. -- Mindes I den spanske Romanbog, den Sted om den indianske,
slyngendes Urt, der har sin Sttte af et Tr i sin Ungdom, men bliver
ved at vinde sig om det lnge efter at Tret er morsk og ude og er
tilsidst den, der holder Tret, som intet kan sttte mere. Tro,
Ulrik Frederik, saadan vil mit Sind ogsaa stttes og bres af Eders
Kjrlighed lange Tider efter at den er visnet og vejret hen.

Hun saae ham lige ind i jet og vendte sig for at gaa, men Ulrik
Frederik holdt Haanden fast.

Vil I da gjre mig ganske og aldeles rasendes! skal jeg da sige
dig at nu, jeg veed du har mig kjr, kan ingen Livets Magt gjre
Skilsmisse mellem os. Aner du da intet at det er daarligt at tale
om hvad du eller jeg vil. Er intet mit Blod som drukken af dig, er
jeg mig selv mgtig nu? jeg er besat af dig, saa om du i denne Time
vendte din Hu fra mig, du skulde dog blive min, dig til Trods, mig
til Trods. Jeg elsker dig som om jeg hadede -- -- jeg tnker intet
paa _din_ Lykke, hvad rrer det mig om du kommer i Lykke eller
Ulykke, blot _jeg_ er med i din Glde, blot _jeg_ er med i din
Lidelse, blot _jeg_ ....

Han slngte hende med et Ryk ind mod sig og knugede hende op til sit
Bryst.

Langsomt lftede hun sit Ansigt op mod ham og saae lnge paa ham med
taarefyldte jne; smilte saa: som du vil da, Ulrik Frederik, og hun
kyssede ham lidenskabeligt flere Gange efter hinanden.

Tre Uger efter fejredes Trolovelsen med megen Pragt. Kongen havde
villigt givet sit Samtykke, for dog en Gang at gjre Ende paa Ulrik
Frederiks vel lystige Ungkarleliv.




V.


Efter Hovedudfaldene anden September og tyvende Oktober var Byen fuld
af Ulrik Christian Gyldenlves Ry. Oberst Satan, som Borgerne kaldte
ham. Hans Navn var i Alles Munde; der var ikke det Barn i Byen uden
det kjendte Bellarina, hans Fuks med de hvide Sokker, og naar han
red forbi, kiggede Stadens Ungmer beundrende efter den slanke, hje
Skikkelse i den bredskjdede, blaa Drabantfrakke med de vldige,
hvide Opslag, det rde Skjrf og det spandbrede Kaardegehng, og de
var stolte, naar deres kjnne Ansigt indbragte dem et Nik eller et
jekast fra den frkke Soldat. Ja selv de astadige Familiefdre og
deres kruskappede Matroner, der dog vidste, hvor slem han var, og
kjendte alle hans kjnne Historier, nikkede fornjet til hinanden,
naar de havde mdt ham og fordybede sig i det vanskelige Sprgsmaal
om, hvordan det vilde vret gaaet Byen, naar han ikke havde vret.

At Soldaterne og Voldmandskabet forgudede ham, var nu intet Under,
thi han havde ganske sin Faders, Kong Christians, folkevindende
Gaver. Men ogsaa i andre Henseender havde han taget Arv efter ham,
han havde faaet baade hans Hidsighed og hans Umaadelighed, men ogsaa
en Del af hans Begavelse, hans Raadsnarhed og hans Overblik. Han var
meget ligefrem; flere Aars Ophold ved udenlandske Hoffer havde ikke
gjort nogen Hofmand ud af ham, ja, han var ikke en Gang nogenlunde
beleven, til daglig Brug var han stdende ordknap og i Tjenesten
lukkede han aldrig sin Mund op uden at han bandede og svor som den
gemeneste Matros.

Men Soldat det var han. Trods sin unge Alder, han var kun otte og
tyve Aar, ordnede han Byens Forsvar og ledede de farefulde, men
vigtige Udfald med en saa overlegen Indsigt og en saa stor Modenhed
i Planerne, at Sagen neppe havde vret i saa gode Hnder hos nogen
anden af Frederik den Tredies Mnd.

Det var derfor rimeligt, at hans Navn fordunklede alle andre, og
at Vinkelpoeterne i deres versificerede Beretninger om Udfaldene
tilraabte ham: du sejerkronte Gyldenlv, du Danmarks Fiende-Frelse,
eller hilste ham med et: o, hil dig, hil du nordisk' Mars, du tapre
David danske, og nskede ham at hans Liv maatte vorde som et cornu
copiae eller Overfldighedens Horn, fuldt med Roes og re, Sundhed,
Velstand og Lykke; og det var saare naturligt, at mangen stille
Aftenandagt endte med en Bn til Gud om ogsaa fremtidigen at opholde
Hr. Ulrik Christian; ja, der fandtes vel enkelte fromme Sind,
der sukkede til Herren, at hans Fod maatte ledes bort fra Syndens
slibrige Adelveje og hans Hu vendes fra Alt, som ondt var, til
Dydernes og Sandhedens skinnende Lyskrands, at den, som i saa fuldt
Maal havde vundet sig denne Verdens re, ogsaa maatte blive delagtig
i den eneste sande og rette re.

       *       *       *       *       *

Marie Grubbe var meget optaget af denne hendes Fasters nre
Slgtning. Tilfldigvis havde hun aldrig vret sammen med ham,
hverken hos Fru Rigitze eller andetsteds; kun paa Gaden havde hun
seet ham, en Gang i Skumringen, da Lucie havde viist hende ham.

Alle talte om ham; nsten hver Dag blev der fortalt hende nye,
modige Trk af ham; hun baade hrte og lste, at han var en Helt,
og den jublende Mumlen, der var gaaet igjennem Folkehoben hin
Skumringsstund, da han red forbi, havde gjort et uudsletteligt
Indtryk paa hende.

Det store Navn, som Heltenavnet er, lftede ham ganske ud af de
almindelige Menneskers Rkker. Hun havde egenlig aldrig tnkt sig
Helte vre til som andre Mennesker. Kong Alexander af Macedonia,
Olger Danske, Ridder Bayard og de der, det var Helte, store, fjerne,
straalende Skikkelser, der mere var Mnstre eller saadan Noget end de
var Mennesker som andre Folk. Ligesom hun, da hun var mindre, aldrig
havde troet, at Nogen kunde komme til at skrive saa sirligt som de
Forskrifter, En skrev efter, saadan var det heller ingensinde faldet
hende ind, at Nogen kunde naa op til at blive en Helt. Helte det var
noget Forbigangent, Noget, der havde vret til. At man kunde mde en
Helt, en virkelig Helt, mde ham ridende i Store-Frgestrde, saa
vildt havde hun aldrig drmt. Livet saae pludselig helt anderledes
ud, der var Andet til i Verden end det Dagligdags; det Store,
Skjnne, det brogede Rige, som der stod om i Historiebger og Viser,
det kunde En Altsammen mde. Der var da virkelig Noget til, En kunde
lnges efter af sin ganske Sjl; alle disse Ord som Folk og Bger
var fulde af, de betd Noget, de var Noget; der var Mening i hendes
uklare Drmme og Lngsler, det var ikke Noget, hun var ene om; voksne
Folk troede paa det. Livet var rigt, straalende rigt.

Endnu anede hun det kun, hun var overbevist om at det var sandt,
men hun kunde ikke se og fle at det var det. Han alene var det
Haandgribelige for hende, var hende et Pant paa, at det var saaledes.
Derfor drejede alle hendes Tanker og Drmme sig evigt og bestandigt
om ham, og tidt og mange Gange foer hun til Vinduet, naar hun hrte
Hestetrav nede paa Gaden, og hun overtalte ofte den villige Lucie,
naar de var ude, til at gaa en Omvej med sig om ad Slottet, men de
saae ham aldrig.

Saa var det en af de allersidste Dage i Oktober, hen paa
Eftermiddagen, at hun sad og kniplede i en af Vinduesfordybningerne
i den lange Stue, hvor Kaminen stod. Fru Rigitze sad ved Kaminen,
hun havde en lille Bakke med Glder hos sig og tog nu og da lidt
trrede Blomster og Kanelbark af en Bsse, hun holdt paa Skjdet, og
lagde paa Glderne. Luften i den lave Stue var hed og kvalm og sd,
og mellem de brede, mrktblomsterbrogede Gardiner kom der kun meget
lidet Lys ind. Fra det tilstdende Kammer hrtes en Rok snurre, og
altimellem nikkede Fru Rigitze saa smaat i sin polstrede Stol.

Marie Grubbe var mat af Varmen. Hun sgte at kjle sine hede Kinder
mod de smaa, duggede Ruder og kiggede med det samme ud paa Gaden,
hvor et tyndt Lag friskfalden Sne gjorde Luften skjrende lys. Saae
hun saa ind i Stuen igjen, blev der dobbelt mrkt og trykkende.
Pludselig traadte Ulrik Christian saa raskt ind ad Dren, at det gav
et St i Fru Rigitze. Han saae ikke Marie og satte sig straks henne
ved Kaminen. Saa nvnte han et Par undskyldende Ord om at det var saa
lnge siden, han havde vret der, sagde, at han var trt, satte sig
saa forover paa Stolen med Haanden under Kinden og tav stille, kun
halvvejs lyttende til Fru Rigitzes livlige Tale.

Marie Grubbe var bleven ganske bleg af Bevgelse, da hun saae ham
trde ind! hun lukkede et jeblik jnene som om det svimlede for
hende, saa blev hun blussende rd og havde ondt ved at trkke
Vejret. Hun havde en Fornemmelse som Gulvet sank under hende eller
som at hele Stuen med Stole, Borde og Mennesker dalede ned gjennem
Luften, og Alt hvad der var derinde saae hun saa underlig skarpt og
bestemt, men dog saa uroligt, det var som om hun ikke rigtig kunde
holde det fast med Blikket, og saa saae det desuden saa nyt og
fremmed ud altsammen. Imidlertid, lnge fr dette fortog sig varede
det ikke, og hun kom til sig selv igjen. Der var han altsaa. Hun
vilde nske, hun var langt borte eller blot oppe paa sit Kammer, sit
fredelige, lille Kammer; hun var saa bange; hun kunde mrke hendes
Hnder rystede. Bare han ikke saae hende!

Hun trykkede sig lydlst lngere ind i Vinduesfordybningen og fstede
nu frst bestemt Blikket paa sin Fasters Gjst.

Var det saadan han saae ud! Ikke meget, meget strre; og hans jne
var jo slet ikke skinnende sorte, blaa var de, rare blaa, srgmodige
jne, det havde hun slet ikke tnkt sig. Han var saa bleg og saae saa
bedrvet ud; -- nu smilede han, men ikke rigtig glad, hans Tnder var
saa hvide og hvor hans Mund var smuk, saa fin og lille.

Jo lnger hun saae paa ham, jo smukkere syntes han hende, og hun
begyndte at undres over, at hun kunde have tnkt sig ham strre eller
anderledes i det Hele. Hun glemte rent sin Frygt og tnkte kun paa
al den Roes og Bermmelse, hun havde hrt over ham. Hele Tiden saae
hun paa ham og hun forestillede sig ham i Spidsen for sine Skarer,
stormende fremad under Folkenes Jubel og Alting veg eller det blev
kastet tilside som Blgerne kastes tilside, naar de skummende springe
op mod en Sejlers brede Bringe. Kartoverne dundrede, Palladsker
blinkede og Kugler peb i den uvejrsmrke Rg, men han sprngte
fremad, kjk og rank, og ved hans Stigremme slbte Sejren, som der
stod i Krniken, hun havde lst.

Fuldt af Beundring og Begejstring lyste hendes je paa ham.

Ved en pludselig Bevgelse fangede han Blikket. Han drejede Hovedet
til Siden, saae ned og havde ondt ved at undertrykke et triumferende
Smil, saa rejste han sig op og lod som om han frst nu fik je paa
Marie Grubbe.

Fru Rigitze sagde, det var hendes lille Broderdatter, og Marie gjorde
sin Kompliment.

Ulrik Christian blev forbavset, ogsaa lidt skuffet ved at erfare at
de jne, der havde seet saaledes paa ham, vare et Barns.

Ma chere, sagde han lidt spidst og saae ned paa hendes Arbejde,
hun er den strste Mesterinde i at arbejde geheimt og stille, jeg
nogentid har kjendt; En har jo intet hrt det Ringeste til hendes
Kniplestokke hele Tiden.

Aa! sagde Marie, der godt forstod ham, der jeg saae
Generallieutenanten, og hun skjd den svre Kniplepude ind i
Vindueskarmen, kom det mig i Hu, det mere var Tider til at srge for
Lgevle[4] end for Huestads.

 [4] Lgevle = Charpi.

Da veed jeg Huer klder ligesaa charmant i Krigstid som ellers,
sagde han og saae paa hende.

Ja, men hvem har Tanker for det i saadanne Tider som nrvrendes!

Mange, sagde Ulrik Christian, der begyndte at more sig over hendes
Alvorlighed, og jeg for een.

Ja, jeg forstaar, svarede Marie og saae alvorligt op paa ham, det
er jo kuns et Barn, I taler til. Hun nejede ceremonielt og tog efter
Knipletjet.

Tv lidt, lille Jomfru!

Aa nej, lad mig intet incomodere Eder lnger.

Hr nu, sagde han og greb hende haardt om Haandledene og bjede
hende over mod sig over Kniplebordet, hun er mig for Gud en
vanskelig Person, men, hviskede han, har En bedet mig Goddag med et
jekast som det, hun saae paa mig med, saa vil jeg intet, at En en
Haandevending efter hilser mig saa fattigt Farvel, jeg vil det intet
-- saa -- kys hun mig nu!

Marie trykkede med Taarer i jnene sine skjlvende Lber mod hans,
han slap hende og hun sank ned ved Bordet, med Hovedet hvilende paa
sine Arme.

Marie var ganske fortumlet. Baade den Dag og den nste havde hun en
dump Fornemmelse af Trldom, af at hun ikke var fri lnger. Det var
hende som var der bleven sat en Fod paa hendes Nakke, som var hun
bleven traadt i Stvet og ikke kunde rejse sig igjen. Men det var
ingen bitter Flelse, der var ingen Trods i hendes Tanker, ingen
nsker om Hvn var der. En slsom Ro var kommen over hendes Sind,
ingen flyvende Tog af brogede Drmme og heller ingen Lngsler mere.
Overfor Ulrik Christian flte hun ikke noget Bestemt, hun vidste blot
at hvis han sagde: kom, maatte hun komme, hvis han sagde: gaa, maatte
hun fjerne sig. Hun forstod det ikke, men saadan var det, det vilde
blive ved at vre saaledes og anderledes kunde det ikke blive.

Hun kniplede og syede den ganske Dag med en usdvanlig Udholdenhed
og mens hun arbejdede nynnede hun alle de modige Viser hun kjendte
om Elskovs Roser, hvis Farve blegned og aldrig blomstred paany, om
Svenden, der maatte forlade sin M og drage til det fremmede Land,
hvorfra han aldrig, aldrig vendte tilbage, og om Fangen, der sad i
det skumle Taarn saa srgelig lnge og hvordan saa frst hans dle
Falk den _dde_, dernst hans trofaste Hund _dde_ og sidst hans
gode Ganger graa _dde_, men hans trolse Viv Malvina hun levede
frydelig og fro og uden Sorger. De Viser sang hun og mange andre, og
imellem sukkede hun, imellem var hun lige ved at grde, saa Lucie
troede hun var syg og vilde have, hun skulde lgge Vejbredblade i
sine Strmper.

Da Ulrik Christian et Par Dage efter atter saae ind og talte mildt
og venligt til hende, var ogsaa hun som om der Intet havde vret dem
imellem; men hun saae med en barnagtig Nysgjerrighed paa de store,
hvide Hnder, der havde taget saa haardt paa hende og hun spejdede
efter, hvad det havde vret i hans je og hans Stemme, der saaledes
havde kunnet kyse hende, og ogsaa Munden med det smale nedadbjede
Overskjg betragtede hun, men stjaalent og med en hemmeligt kildrende
Skrk.

I den nrmest flgende Tid kom han nsten hver eller hveranden Dag,
og Marie Grubbe blev mere og mere optaget af ham. Naar han var borte,
var der de og livlst i den gamle Gaard, syntes hun, og hun lngtes
efter ham som den Svnlse lnges efter at det skal blive Dag, men
naar han saa kom, var hendes Glde dog aldrig fuld og fri, hun flte
sig altid saa usikker overfor ham.

En Nat drmte hun at hun saae ham ride gjennem den ttopfyldte Gade
ligesom hin frste Aften, men der ld ingen Jubel og alle Ansigter
saae koldt og ligegyldigt paa ham, hun selv blev bange i Tavsheden
og turde ikke smile til ham, men gjemte sig bag Hoben; da saae han
sig om med et sprgende, underlig vemodigt Blik, og det fstede sig
paa hende, det Blik, og hun trngte sig frem gjennem Folkestimlen,
kastede sig ned lige for hans Hest og den satte sine kolde Jernsko
paa hendes Nakke ...

Hun vaagnede, satte sig op i Sengen og saae sig forbavset om i det
kolde, maanelyse Kammer: ak, det var kun en Drm! og hun sukkede,
hun vilde dog saa gjerne vise ham, hvor hjt hun elskede ham. -- Ja
saadan var det, hun havde ikke vidst det fr, hun elskede ham. Det
blev hende, som hun laa i Ild, ved den Tanke, det flimrede for hendes
jne og alle Hjertets Pulse banked, banked, banked. Hun elskede ham;
hvor det var forunderligt at sige, hun elskede ham! saa herligt
var det, saa stolt, saa mgtigt virkeligt, men dog saa uvirkeligt.
Herregud, hvad kunde det hjlpe, hun elskede ... og hun fik Taarer i
jnene af Medlidenhed med sig selv -- men alligevel! og hun gjemte
sig lunt og bldt under Dynen igjen, det var dog dejligt at ligge
og tnke paa ham saadan og paa sin Kjrlighed, sin store, store
Kjrlighed.

Nste Gang Marie saae Ulrik Christian var der ingen Flelse af
Usikkerhed hos hende, tvertimod, den Hemmelighed, hun bar paa, gjorde
hende betydelig i hendes egne jne og Frygten for at rbe den gjorde
hendes Vsen mere behersket, nsten voksent. Der kom nu en dejlig
Tid fuld af Drmme og fuld af Lngsler, en fantastisk dejlig Tid;
eller var det ikke dejligt, naar Ulrik Christian gik, skjult for ham
og alle Andre, at tilkaste ham Hundrede af Fingerkys, eller naar han
kom, da at forestille sig, hvordan hendes elskede Ven vilde tage
hende i Favn, kalde hende ved alle Verdens sde Navne og stte sig
hos hende og hvordan de saa vilde se hinanden i jnene -- lnge, og
hun vilde lade sin Haand glide igjennem hans blde, brune, buklede
Haar? Hvad gjorde vel det, at det ikke skete, tvertimod, hun blev
ganske rd ved Tanken om at det var Noget, der virkelig kunde ske.

Det var skjnne, lykkelige Dage, men saa var det at Ulrik Christian
sidst i November blev saa farligt syg. Hans Helbred, der lnge havde
vret svkket af Udskejelser i alle mulige Retninger, havde maaske
ikke kunnet udholde den vedholdende Nattevaagen og det anstrengende
Arbejde, der var forbunden med hans Post, eller maaske det ogsaa
var nye Udskejelser, der havde spndt Buen for hjt. En smertefuld,
trende Sygdom med vilde Febersyner og evindelig Uro brd ls og tog
efter kort Tids Forlb en saa farlig Vending, at det var jensynligt
at Sotens Navn var Dden.

       *       *       *       *       *

Det var den ellevte December.

I det store, lderbrune Gemak, der frte ind til Ulrik Christians
Sygevrelse, gik kongelig Confessionarius Hans Didrichsen Bartskjr
urolig frem og tilbage over det med kunstigt flettede Straamaatter
belagte Gulv. Han standsede aandsfravrende foran Malerierne paa
Vggene og betragtede tilsyneladende med stor Opmrksomhed de bare,
fyldige Nymfer, der laa udstrakte i Skyggen af mrke Trer, de
badende Susanner og den sdlige Judith med de kraftige, ngne Arme;
men lnge formaaede de ikke at fngsle ham, han gik hen til Vinduet
og lod Blikket rastls vandre om fra den graahvide Himmel til de
vaade, glindsende Kobbertag og de langlige Dynger af grumset Tsne
nede i Slotsgaarden. Saa begyndte han igjen sin urolige Vandring,
mumlende og gestikulerende.

Det synes ham de gik med Dren, han standsede pludseligt og lyttede:
nej! Saa trak han Vejret tungt og lod sig falde ned paa en Stol og
der sad han og sukkede og gned beklemt sine Haandflader mod hinanden,
da Dren virkelig gik op og et halvgammelt Fruentimmer med en stor
Falbeladekappe af rdprikket Tj forsigtigt vinkede ad ham.

Prsten tog sig sammen, stak Alterbogen under Armen, glattede paa sin
Samarie og traadte ind i Sygevrelset.

Det var en stor, oval Stue; fra Gulv til Loft med mrkt Panel,
fra hvis strkt dybede Midtfyldinger en Rad grimme, broget malede
Hoveder af Tyrker og Morer grinede frem med hvide Tnder. Et tyndt,
blaagraat Klde, hvormed det smale, dybe Gittervindue var hngt til
forneden, holdt den nederste Halvdel af Stuen i et dybt Halvmrke,
medens Lyset spillede frit paa Loftsmaleriet, hvor Heste, Vaaben
og ngne Legemer vare samlede i en uoplselig Forvirring, og paa
Himmelsengens Baldakin med dens slvfryndsede Omhng af gult Damassin.

En varm, af Salver og andre Medikamenter beklumret Luft slog Prsten
imde som han traadte ind og var ved at tage Vejret fra ham. Han greb
efter en Stol og stttet til den saae han i sin Svimmelhed Alting
dreje sig forbi, Bordet med Flasker, Phioler og Uringlas, Vinduet,
Sygevogtersken med hendes Kappe, Sengen med den Syge, Vaabenstativet
og den aabne Dr ind til Nabovrelset, hvor Ilden blussede i Kaminen.

Guds Fred, Herre! hilste han med skjlvende Rst, da Svimmelheden
havde fortaget sig.

Hvad i Helvede vil han her? brlede den Syge og lettede sig op i
Sengen.

Gemach, gndigster Herr, gemach, tydsede Ane Skomagers, Sygekonen,
og gik hen mod Sengen og strg kjrtegnende hen over Dynen, es is de
hochwrdige Confessionar sejner Majestt, der hiegeschicket is und
Euch beichten soll.

Naadigste Herre! dle Hr. Gyldenleu! begyndte Prsten og nrmede
sig Sengen, vel veed jeg, I intet haver hrt til de enfoldige Vise
eller vise Enfoldige, som haver havt Herrens Ord til deres idelige
Stttestav og hans Hus til deres stadige Herberge, og skjndt den
Gud, der lader Tordenens Kartover drne, ogsaa er den Gud, som holder
Sejrens gyldne Palmer eller Nederlagets bloddryppende Cypresser i sin
Haand, saa er det dog for Mennesken' om ikke til at undskylde, saa
dog til at begribe, at den, hvem meget Folk er givet at byde over og
at foregaa med sit vaillante Exemple, kan for en Stund forgjtte at
vi ere som idel Intet, som et svajende Siv, ja, som kraftlse Ymper
i Verdens Skaberes vldige Hnder og at han daarligen tnker: dette
haver jeg udrettet, denne Daad er en Frugt, som jeg haver bragt til
Modenhed og til Fuldkommelse. Men, dyrebare Herre! nu I er hvilendes
paa Eders haarde Smertensleje, nu haver visseligen den Gud, som er
Kjrlighedens huldrige Gud, oplyset Eders Forstand og tilvendet sig
Eders Hjrte, saa at I med Angst og Bvelse haver lidet efter at
bekjende Eders utoede Synder, at I med Fortrstning kunde modtage den
Naade og Tilgivelse, han med baade kjrlige Hnder rkker Eder i Mde
til Annammelse. Angerens Orme med de hvasse Tnder ...

Kryds mig for og Kryds mig bag, Bod og Bedring, Syndernes Forladelse
og det evige Liv, vrngede Ulrik Christian og satte sig helt op i
Sengen, tror han, surfjsede Skaldenakke han er, tror han, fordi Ens
Ben bulner ud af Kroppen i Stumper og Skjver, En for den Sags Skyld
skulde blive mere genegen til at hre paa hans Prstepjadder?

Naadigste Herre, I misbruger hjligen det Privilegium, Eders hje
Stand og endmere Eders ynkvrdige Sygdom giver Eder, til undigen
at overskjlde en Kirkens ringe Tjenere, som ikkuns gjr sin Pligt
ved at sge at vende Eders Tanker til det for Eder visseligen ene
Forndne. Ak, hje Herre, det hjlper kuns lidet at stampe mod
Braaden! har ikke denne fortrende Sot, som haver slagen Eders
Legeme, lrt Eder, at Ingen kan undgaa Herrens Straffedomme og at
Himlens Svbeslag falder paa Hje som paa Lave?

Ulrik Christian afbrd ham leende: der taler I, Helved fortre
mig, som en uvittig Pog; det, der mig nager, det har jeg rligen og
redeligen skaffet mig selv, og dersom I tror, at Himmel eller Helved'
skikker Folk saadant paa, saa skal jeg sige Jer, at de faar det ved
Drik og ved Nattesvir og ved Galanteri, og den Slags Ting, det kan I
stole paa. Naa, men tag han mig nu sine hjlrde Ben ud af Kammerset
her det Forteste han kan, ellers skal jeg ...

Her fik han et af sine Anfald og medens han vred og vaandede sig
under heftige Smerter, svor og bandte han saa bespottelig og
saa kurieus forfrdeligt, at Prsten blev bleg af Forargelse og
Rdsel, og han bad til Gud om Styrke og overbevisende Kraft, at det
dog maatte forundes ham at gjre denne saa haardt forsmte Sjl
tilgngelig for Religionens Sandhed og herlige Trst, og da den
Syge igjen var bleven rolig, begyndte han atter: Herre, Herre! med
grdendes Rst anraaber og bnfalder jeg Eder at lade af med saadan
vederstyggelig Banden og Svrgen; betnk dog at ksen alt ligger ved
Trets Rod og at det bradt skal afhugges og kastes paa Ilden, om det
farer fort med sin Goldhed og intet i den ellevte Time bryder ud i
Blomst og stter Frugt! Lad af med Eders usalige Viderspndstighed og
kast Eder fuld af Ruelse og Bn for vor Frelseres Fdder ...

Ulrik Christian havde, da Prsten begyndte, sat sig op paa
Hovedgjrdet og nu viste han truende mod Dren og raabte den ene Gang
efter den anden: H'raus Prst! h'raus, marche! jeg taal' ham intet
lnger!

Og kjre Herre, fortsatte Prsten, om I gjr Eder haard,
fordi I mistvivler om at finde Naade, fordi Eders Syndebjerg er
saa overmaade, saa hr da med Jubel, at Guds Naadsens Vld er
uudtmmeligt ...

Galne Prstehund, gaar han nu! hvsede Ulrik Christian frem mellem
de sammenbidte Tnder, ejns -- zwej --!

og om Eders Synder vare rde som Blod, ja, som tyriske Purpur ...

Rechtsum!

han skal dog gjre dem hvide som Libanons ...

Saa skal da ogsaa St. Satan og alle hans hellige Engle, brlte
Ulrik Christian, idet han sprang ud af Sengen, snappede en Kaarde
fra Vaabenstativet og stdte heftigt efter Prsten, men denne havde
hurtigt bjerget sig ind i Sidevrelset og slaaet Dren i efter sig.
Ulrik Christian lb nu rasende mod Dren, faldt saa magtesls om paa
Gulvet og maatte lftes op i Sengen, men han tog Kaarden med sig.

Resten af Formiddagen gik hen i dsig Ro, han havde ingen Smerter,
og den Mathed, der var kommen over ham, fandt han behagelig og
velgjrende. Han laa og stirrede paa de smaa Lysprikker, som trngte
sig ind mellem Traadene i Kldet, der var hngt for Vinduet, og talte
de sorte Ringe i Jerngitret. Imellem smilte han fornjet, naar han
kom til at tnke paa Prstejagten og blev kun gnaven hvergang Ane
Skomagers vilde have, han skulde lukke jnene og forsge paa at sove.

Lidt over Middag bankedes der haardt paa Dren, og umiddelbart efter
traadte Prsten ved Trinitatis, Mag. Jens Justesen, ind. Den store
ferladne Mand med de grove, kraftige Trk, kort sort Haar og store
dybtliggende jne, traadte straks hen til Sengen og hilste: Goddag.

Saasnart Ulrik Christian saae, der atter var en Prst for hans Seng,
blev han saa rasende, at han rystede paa alle Lemmer, og Eder og
Skjldsord foer ud af ham mod Prsten, mod Ane Skomagers, der ikke
bedre kunde vare hans Fred, og mod Gud i Himlen og alle hellige Ting.

Ti stille, Menneskebarn! dundrede Hr. Jens, er det en Mund at
fre for En, der alt har sit ene Ben i Graven? Brug I heller den
flakkende Livsfunke, der end er i Jer, til at gjre Eders Fred med
Vorherre, end til at yppe Kiv med Mennesken'. I br' Jer jo ad som de
Misddere og Ugjerningsmnd, der, naar deres Dom er falden og de ser,
de intet kunne undgaa Tngerne og ksen, der holdes dem i Beredskab,
da i deres usle Afmgtighed true og skjlde mod Gud Vorherre med
skidne Vanvittighedsord, for dermed at stte Mod i sig selv og
saalunde holde sig oppe over den S af hartad dyrisk Snderknuselse,
den lamslagne Fejghedstilstand og trlleagtig mistrstige Anger, i
hvilken dog slige Kumpaner paa det Sidste hensynke, og som de fast
mere have i Frygt end Dden og Ddsens Pinsler.

Ulrik Christian hrte roligt til, indtil han havde faaet listet
Kaarden frem over Dynen, da raabte han: var dig, Prstevom! og
gjorde et Udfald efter Hr. Jens, men denne afparerede sikkert Stdet
med sin brede Alterbog.

Lad dog slige Pagenstreger fare, sagde han haanligt, dertil er vi
vel begge to for gode, og nu hun derhenne, og han vendte sig mod Ane
Skomagers, er det bedst hun lader os ene.

Ane gik, Prsten trak sin Stol hen mod Sengen og Ulrik Christian
lagde Kaarden fra sig ovenpaa Dynen.

Saa talte Hr. Jens med vakre Ord om Synden og Syndens Sold, om Guds
Kjrlighed til Menneskenes Brn og om Dden paa Korset.

Mens Prsten talte, laa Ulrik Christian og legede med Kaarden, at
Lyset kunde spille paa den blanke Klinge, og han bandede, nynnede
Stumper af utugtige Viser og vilde afbryde ham med gudsbespottelige
Sprgsmaal, men Hr. Jens lod sig ikke forstyrre og talte videre om de
syv Korsens Ord, om den hellige Nadvere, om Syndernes Forladelse og
Himmerigs Glde.

Men saa rejste Ulrik Christian sig overende i Sengen og sagde lige i
Ansigtet paa Hr. Jens: det er idel Lgn og Digt tilhobe.

Fanden skal tage mig som jeg staar, er det sandt! raabte Prsten,
hvert evige Ord, og han slog i Bordet, saa Krukker og Glas ramlede
mellem hinanden og nu rejste han sig op og med streng Rst talte han
ham til og sagde: I fortjente, jeg i min Retfrdigheds Vrede rystede
Stvet fra mine Fodsaaler og lod Eder ligge ene her tilbage som et
sikkert Bytte for Djvelen og hans Rige, thi did skal I visseligen
komme. I er af dem, som dagligen nagle den Herre Jesum ind til
Korsens Galge og for dem er al Helvedes Gaarde beredt. Spot intet ad
Helvedes frygtelige Navn, thi det er en Lyd, som har i sig en Ild
af Pine, ja som slutter i sig inde de Martredes og Vaandefuldes
jammerlige Skrig og Smertes Gnidsel! Ak, Helvedes Nd og Kvaler er
strre end noget Menneske kan fatte, thi om En dde radebrkket og
under Kneb af gloendes Tnger og han vaagnede udi Helvedes Ild, han
vilde lnges til sin Bddelsted som til Abrahams Skjd. Vel er Sot og
Sygdomme bedske for Menneskens Kjd, naar de som en Trkvind piner
sig Tomme for Tomme gjennem alle Fibre og naar de spnder Senerne som
de skulde briste, naar de brnder som salten Ild i Livets Indvolde
og gnaver med slve Tnder paa Legemets inderste Marv, men Helvedes
Kvaler er som en susende Stormvind af Smerter, der slider i alle
Ledemods mindste Led, som et hvirvlendes Uvejr af ufattelige Veer,
en evig Hvirvel af Jammer og Pine, thi som een Blge skyller mod
Stranden og en nste flger og den nste igjen i al Evindelighed,
saaledes flge Helvedes skoldende Sting og Hug paa hinanden evig og
evindelig og uden Ende og uden Ophr.

Den Syge saae sig forvildet omkring, jeg vil intet, mumlede han,
jeg vil intet; jeg har hverken at skaffe med Jeres Helved' eller
Himmerig; jeg vil d, eneste og aleneste d og Ingenting andet.

I skal visseligen d, sagde Prsten, men for Enden af Ddsens
mrke Gang der er kuns tvende Porte, een ind til Himmerigs Glde
og een til Helvedes Jammer, og der er ingen anden Vej at komme,
visseligen ingen.

Jo der er, Prst, jo, der er, -- er der ikke? svar! er der ikke en
dyb, dyb Grav, digt hos, for dem, der gik deres egne Veje, en dyb,
sort Grav ned til Ingenting, slet ingen Verdens Ting?

De, der gik deres egne Veje, de styre mod Djvelens Rige; der
myldrer af dem for Helvedes Porte, Hje og Lave, Gamle og Unge,
de skubbes og drages for at undgaa den gabendes Svlg og de raabe
ynkeligen paa den Gud, hvis Vej de intet vilde flge, at han skal
fre dennem bort. Afgrundenes Skrig er over deres Hoveder og de
krympe sig i Rdsel og Elende, men Helvedes Porte skal lukke sig over
dem som Vandene lukke sig over den Druknede.

Er det nu Noget, I fortller, er det? Ved Eders rlige Navn, er det
andet end som Digt?

Ja!

Jamen jeg vil intet, jeg vil vre Jeres Vorherre foruden, jeg vil
slet intet udi Himmerig, bare d.

Saa far da hen til de evig Fordmtes gruelige Pinested, hvor den
uendelige Svovlss kogende Blger omkaster de usalige Skarer, hvis
Lemmer trkkes i Kvalens Kramper og hvis hede Munde suger efter Vejr
imellem Overfladens spillende Luer. -- Jeg ser deres Kropper drives
om som hvide Maager paa Havet, ja som flyvendes Fraade i blsende
Storm, og deres Skrig ere som Jordens Brlen, naar Jordskjlv ryster
dens Indvolde og deres Jammer er uden Navne. Ak! at mit Hjrte turde
bede dig ls, du Arme! men Naaden haver tilhyllet sit Aasyn og
Barmhjrtighedens Sol er gangen under.

Men saa hjlp mig da, hjlp mig, Prst! stnnede Ulrik Christian,
hvad er du Prst for, naar du intet kan hjlpe? bed! for Guds
Skyld bed! er der ingen Bnner i din Mund? eller giv mig din Vin og
dit Brd, der er jo Frelse, siger de, i Vinen og Brdet; eller er
det Lgn, lutter forsmdelig Lgn? jeg vil krybe for din Gud som
en angergiven Pog, han er jo saa strk, saa uretfrdig strk, saa
trstesls mgtig; gjr ham god, din Gud, gjr ham god imod mig, jeg
bjer mig, jeg bjer mig, jeg kan jo ikke mere!

Bed!

Ja, jeg vil bede, jeg vil bede saameget det skal vre -- ja! og han
lagde sig paa Kn i Sengen og foldede Hnderne, er det ret? spurgte
han og saae hen til Hr. Jens, og hvad skal jeg sige?

Prsten svarede ikke.

En Stund laa Ulrik Christian saaledes og stirrede opad med store,
feberstraalende jne, der er ingen Ord, Prst! klynkede han, Herre
Jesus! de er borte allesammen, og han sank grdende sammen.

Pludselig foer han op, greb sin Kaarde, brd den itu og raabte:
Herre Jesus Christus, se, jeg brkker min Kaarde! og han holdt de
blanke Klingestykker i Vejret: Pardon, Jesus, Pardon!

Prsten talte nu Forsoningens Ord til ham og skyndte sig med at
berette ham, da han ikke saae ud til at have meget igjen.

Saa kaldte Hr. Jens paa Ane Skomagers og gik.

Da Sygdommen ansaaes for smitsom, kom der ingen af de Nrmeste ind
til den Syge, men i et Gemak nedenunder var nogle Slgtninge og
Venner, Kongens Livmedikus og et Par Hofkavalerer samlede for at
modtage de Besg af Adelspersoner, Gesandter, Officerer, Hoffolk og
Raadmnd, som kom for at sprge til hans Befindende. Sygevrelsets
Fred blev derfor ikke forstyrret og Ulrik Christian var atter allene
med Ane Skomagers.

Det begyndte at skumre, Ane lagde noget Brnde til Ilden i Kaminen,
fik et Par Lys tndt, tog sin Bnnebog frem og satte sig lunt
tilrette; hun trak sin Kappe fremefter og faldt snart i Svn. Ude
i Forvrelset var der bleven posteret en Badskrer og en Lakaj i
Tilflde af at der skulde komme noget paa; de laa nu begge to paa
Gulvet henne ved Vinduet og spillede Trninger paa Straamaatten for
at det ikke skulde rasle og de var saa optagne af deres Spil, at de
ikke mrkede at der var En, der listede sig gjennem Stuen, fr de
hrte Sygevrelsets Dr lukke sig efter den.

Det var Medikus, sagde de og saae forskrkkede paa hinanden.

Det var Marie Grubbe.

Hun nrmede sig lydlst Sengen og bjede sig over den Syge, der laa
stille hen og blundede. I det dsige, usikre Lys saae han saa bleg
og fremmed ud, Panden saa ddningehvid, jelaagene saa slsomt store
og de magre, voksgule Hnder famlede matte og hjlpelse om paa det
mrkeblaa Bolster.

Marie grd. Er du saa syg? mumlede hun. Hun lagde sig ned paa Kn
foran Sengen, stttede sine Albuer paa Sengestokken og saae ham lige
ind i Ansigtet.

Han vaandede sig og slog jnene op. Sgende og uroligt var Blikket.

Ulrik Christian! sagde hun og lagde sin Haand paa hans Skulder.

Er her flere? stnnede han mat.

Hun rystede paa Hovedet. Er du meget syg? spurgte hun.

Ja, det er snart forbi med mig.

Nej, nej! det maa intet vre, for hvem har jeg tilbage, naar du gaar
hen? Nej, nej, hvor skal jeg holde det ud?

At leve! -- det er let at leve; men jeg har faaet Ddsens Brd og
Ddsens Vin, jeg maa d ... ja, ja, ja ... Brd og Vin, Kjd og Blod
-- tror du, det kan ... nej, nej, Jesu Christi Navn, Jesu Christi
Navn! Bed en Bn, Barn, ret en strk Bn!

Marie foldede sine Hnder og bad.

Amen, Amen! bed igjen! jeg er saa stor en Syndere, Barn, der maa saa
meget til, bed igjen, en lang Bn med mange Ord -- mange Ord! -- aa,
nej? hvad er det nu? hvorfor drejer Sengen? -- hold fast, hold fast!
den gaar rundt ... som et hvirvlendes Uvejr af mange Piner, en evig
Hvirvel af Kval og ... ha, ha, ha ... er jeg drukken igjen? hvad er
det for Spil! og hvad Satan har jeg da drukken? -- Vin! -- ja vist,
det var Vin, jeg drak! ha, ha, lustig, mein Kind, lustig! kys mig,
min Hne!

    Herzen und kssen
    Ist Himmel auf Erd ....

kys igjen min Snut, jeg er saa kold, men du er rund og varm ... kys
mig varm? -- og du er hvid og trind og hvid og glat ....

Han havde slaaet sine Arme om Marie og knugede det forskrkkede Barn
ind til sig. I det samme vaagnede Ane Skomagers og saae den Syge
sidde og gantes med et fremmed Fruentimmer. Truende holdt hun sin
Bnnebog op i Vejret og raabte: h'raus du hllisch' Weib -- sitzt
mich das lose Ding und tndeliret mit de sterbende Gnad'! h'raus wer
du bist -- elender Bote des Menschenfeindes, des lebendigen Teufels!

Teufel! brlede Ulrik Christian og slyngede forfrdet Marie Grubbe
fra sig. Vig bort Satan! ud, ud! og han slog Kors paa Kors, o,
du forbandede Djvel! du vilde bringe mig til Synd i mit sidste
Aandepust, i den sidste Time, hvor En skal vre saa forsigtig,
bort, bort i Herrens velsignede Navn, du forbandede Gestalt. Med
vidtopspilede jne og Forfrdelse i hvert Trk stod han op i Sengen
og pegede mod Dren.

Maalls og ude af sig selv af Rdsel styrtede Marie ud.

Den Syge kastede sig ned og bad og bad, mens Ane Skomagers hjt og
langsomt lste den ene Bn efter den anden af sin storstilede Bog.

Et Par Timer efter dde Ulrik Christian.




VI.


Efter Stormen paa Kjbenhavn i Februar Nioghalvtreds trak Svensken
sig tilbage og njedes med at holde Byen indesluttet.

De Belejrede aandede nu friere, Krigens Byrder blev mindre tunge end
fr, man fik Aanderum til at glde sig over det, man havde gjort og
over det, man havde vundet, baade af re og Privilegier. Vel var der
de, der havde faaet Smag paa det bevgede Krigerliv og som med Mismod
saae en trist, kjedsommelig Fredstid udfolde sine dagligdags Scener,
men Hovedmassen af Befolkningen var glad og flte sig let om Hjrtet.
Og Glden fik Luft i muntre Lag, thi alle de Bryllupper, Barselgilder
og Fstensl, der vare blevne holdte tilbage mens Fjenden var saa
knugende nr, de samlede nu glade Skarer i hver en Gyde og Gnge i
Byen.

Nu blev der ogsaa Tid til at beskjftige sig med sine Naboer og
til at gjre Skjven i deres jne til Bjlker. Der blev Tid til at
bagtale hinanden, misunde og hade hinanden. Brdnid og Lykkenid
levede kraftigt op og gammelt Fjendskab slog ud i nyt Nag og ny
Hvntrst. En var der, som i den seneste Tid havde forget Tallet
paa sine Fjender og nsten samlet Alles Had over sit Hoved, og det
var Corfitz Ulfeldt. Ham kunde man nu ikke ramme, thi han var tryg
i Fjendens Lejr; men de af hans og hans Hustrus Slgtninge, som
man troede vare venligt sindede mod ham, dem betragtede man med
mistnksomme Blikke, belurede og fortrdigede dem og Hoffet kjendte
dem ikke.

Det var vel ikke mange dette gjaldt, men blandt de faa var Sofie
Urne, Ulrik Frederiks Fstem.

Dronningen, der mere hadede Ulfeldts Hustru end hun hadede Ulfeldt
selv, havde fra Begyndelsen af vret imod Ulrik Frederiks Forbindelse
med en Dame, der var saa nrt knyttet til Eleonore Christine, og nu
da Ulfeldts sidste Handlinger havde stillet ham og hans i et endnu
hadefuldere Lys end tidligere, begyndte hun igjen, baade hos Kongen
og hos Andre, at arbejde hen til at faa Forbindelsen hvet.

Det varede ikke lnge fr Kongen havde samme nske som Dronningen,
thi man havde skildret ham den virkelig intriguante Sofie Urne som
saa listig og farlig og Ulrik Frederik som saa letsindig og let at
lede, at det blev ham klart, hvormegen Fortrdelighed og Ufred, der
heraf kunde vokse frem; men han havde nu engang givet sit Minde og
var altfor m over sit Ord og sin re til at tage det tilbage. Han
forsgte derfor at overtale Ulrik Frederik. Han viste ham hvor let
det gode Forhold, hvori han stod til Hoffet, kunde forstyrres ved
en Person, der med Rette var ham og Dronningen saa meget imod, da
hendes Sympathier saa ganske var for Kongehusets Fjender og endvidere
hvorledes han stod sin egen Lykke i Vejen, idet der vanskelig blev
den vigtige resposter betroet, som vidstes under stadig Paavirkning
af en Hoffet fjendtlig Kreds. Endelig tydede han hen til Jomfru
Sofies intriguante Karakter og yttrede sin Tvivl om at hun virkelig
bar Kjrlighed til ham, thi en ret og oprigtig Kjrlighed, sagde
han, vilde hellere have forsaget end at bringe sin Objekt i Vaade og
Vanskelighed, hellere srgende have holdt sig fordkt end jubilerende
aabenbare sig, men Jomfru Sofie havde ikke gjort sig Skrupler,
tvertimod hun havde benyttet sig af hans Ungdom og blinde Elskov.
Saaledes talte Kongen, men han kom ingen Vegne med Ulrik Frederik,
thi han havde i frisk Minde hvormegen Overtalelse det havde kostet
ham at faa Jomfruen til at give sit Sindelag tilkjende, og da han
gik fra Kongen, var han endnu fastere end fr besluttet paa at Intet
skulde skille dem ad. Hans Bejlen til Sofie var det frste alvorlige
Skridt han i sit Liv havde taget og han satte sin re i at det blev
taget fuldt ud, der havde altid vret saamange Hnder rede til at
lede og fre ham, men han var nu for gammel, han kunde gaa alene og
han vilde det. Hvad var Hoffet og Kongens Naade, hvad var Glands og
re for ham mod hans Kjrlighed, kun for den vilde han kmpe og
savne, kun i den vilde han leve.

Men Kongen lod Christoffer Urne vide, at han var imod Forbindelsen,
og Huset blev derfor lukket for Ulrik Frederik, som nu kun i Smug
kunde besge Jomfru Sofie. I Begyndelsen var dette som Blst til
brndendes Lue, men efterhaanden voldte det, at han sjldnere saae
sin Fstem, at han blev mere klarsynet over for hende, og der var
jeblikke, hvor han tvivlede om hendes Kjrlighed, ja end ikke ret
vidste om hun hin Sommerdag ikke havde draget ham fremad, medens hun
syntes at holde ham tilbage.

Hoffet, der hidtil havde taget imod ham med aabne Arme, viste ham
nu en isnende Kulde, Kongen, der fr saa varmt havde beskjftiget
sig med hans Fremtid, var nu Ligegyldigheden selv; nu var der ingen
Hnder strakte frem for at lede ham og han begyndte at savne dem,
han var slet ikke den Mand, der duede til at stvne _mod_ Strmmen,
blot den ikke bar _med_, var han modls. Fra hans Fdsel var der lagt
ham en gylden Traad ihnde, blot han fulgte den, gik det opad til
Lykke og re, den havde han sluppet for selv at finde sig frem, endnu
glimtede den for ham, -- skulde han gribe den igjen? Han kunde ikke
mande sig op til at trodse Kongen, han kunde ikke slippe Sofie; ad
Krogveje maatte han liste sig til at besge hende, hans Stolthed led
ved denne uvrdige Snigen sig frem, det var ham nsten det Haardeste
af Alt, han var vant til at komme i Pomp og Pragt, vant til at tage i
Fyrstestil hvert Skridt han tog, og dette var saa ganske anderledes.
Dage gik og Uger gik med daadls Grublen og ddfdte Planer, han
lededes ved sin Raadlshed, kom i Foragt for sig selv, og saa
Tvivlen: havde ikke hans evindelige Tven drbt hendes Kjrlighed
eller havde hun aldrig elsket ham, hun var saa klog sagde de, ja vist
var hun klog, men var hun _saa_ klog, som de sagde? aa nej, hvad var
da Kjrlighed, naar hun ikke elskede, og dog, og dog ....

       *       *       *       *       *

Bagom Christoffer Urnes Have gik der en lille Smge, ikke bredere
end at en Mand kunde klemme sig igjennem den; den Vej var det Ulrik
Frederik maatte gaa naar han vilde besge sin Fstem, og han havde
da gjerne Livsens Korthed med til at holde Vagt for Enden af Smgen,
forat Ingen fra Gaden skulde se ham klavre over Plankevrket.

Det var en lun, maaneklar Sommernat, en tre-fire Timer over Sengetid;
Daniel havde svbt sig ind i sin Kappe og sat sig tilsde paa
Resterne af et Svinetrug, der fra en tilstdende Gaard var kastet
over i Smgen; han var glad tilmode, en Kjende drukken og sad
og smaafniste ad sine egne lystelige Tanker. Ulrik Frederik var
allerede over Plankevrket inde i Haven. Hylden duftede strkt, paa
Grnsvret laa Lrred paa Bleg i lange, hvide Stykker, det susede
sagte i Lntret over ham og i Roserne ved Siden; de var fulde af
rde Blomster, men i det strke Maaneskin syntes de ham nsten hvide.
Han gik op mod Huset, der laa det med sin skjrende hvide Vg og de
gulligt glittrende Ruder. Hvor alt var stille, straalende og stille
... Nu sittrede en Faarekyllings svirrende Glastoner hen gjennem
Luften, Stokrosernes skarpe, blaalige Skygger stod som malede paa den
hvide Mur, en fin Em steg op over Blegen -- nu, Krogen af Dren og
han var inde i Mrket. Forsigtigt famlede han op ad den gamle Trappe,
den lumre, krydrede Loftsluft slog ham imde og under hans Fdder
knirked og knirked det mre Gulv. Maanen skinnede derind gjennem et
lille Tagvindue og aftegned i Lys dets firkantede Form midt paa en
Korndynges jvne Overflade -- over Dyngen, Stvet hvirvlede i Skjret
bag ham, nu var han ved Gavlkammerets Dr. Den aabnedes indenfra, et
svagt, rdligt Lysskin lod et jeblik Korndyngen, den skraa, sodgule
Skorsten og Tagets Lgter trde ud af Mrket, saa var det borte og
han stod inde hos Sofie i Gaardens Kldekammer.

Det var lavt og lille, opfyldt med store Linnedskabe, under Loftet
hang Lrredsposer med Dun og Fjer, gamle Spinderokke stod i Krogene
og Vggene vare behngte med Knipper af Rdlg og slvbeslaaet
Seletj. Henne under Vinduet, der var lukket med store Trskodder,
stod paa en messingforsiret Kiste en lille Haandlygte. Sofie aabnede
dens Hornrude, at den kunde lyse lidt bedre; hendes Haar var lst
og hang ned paa Ryggen af den skindbrmmede Kldestrje, hun havde
taget over sin Hvergarnskjole, hendes Ansigt var blegt og forgrmmet,
men hun smilede lystig og sladrede i Eet vk. Hun havde sat sig paa
en lav Skammel, foldet Hnder om sine Kn og snakkede muntert op til
Ulrik Frederik, der stod og Ingenting sagde, men hun snakkede af
Angst, thi hans Tvrhed havde gjort hende bange.

Nu Junker Tavs og Tvr! sagde hun du siger Intet, er der da i alle
de hundrede Timer intet kommen dig hundrede Ting, du nsked at hviske
mig til, aa, da har du intet lngtes som jeg, hun pudsede Lyset i
Lygten med sine Fingre og kastede den gldende Tande paa Gulvet og
Ulrik Frederik gik uvilkaarligt et Skridt frem og traadte Gnisten ud.

Det var Ret, vedblev hun, kom herhen og st dig ned, men frst
maa du knle og sukke og tigge mig god, for nu er det tredie Nat jeg
sidder her og vaager, igaar og iovergaars sad jeg forgjves og vented
og lngtes til mine jne blev dumme. Hun lftede truende Haanden:
paa Kn, Junker Trols! og bed som I bad for Jert Liv; det sagde
hun med spgende Hjtidelighed, saa smilte hun og bad halv bnligt,
halv utaalmodigt: kom nu hen og knl, kom nu hen og knl!

Ulrik Frederik saae sig nsten uvilligt om, det var saa latterligt
at knle her i Christoffer Urnes Pulterkammer, men han knlte dog,
lagde sin Arm om hendes Liv og skjulte sit Ansigt i hendes Skjd, men
han sagde Intet.

Ogsaa hun tav, beklemt og bange, hun havde seet at Ulrik Frederik
var bleg og forpint og hans je sky og uroligt; hendes Haand
legede sorglst med hans Haar, men hendes Hjrte bankede heftigt i
anelsesfuld Angst.

I den Stilling sad de lnge.

Pludselig sprang Ulrik Frederik op.

Nej, nej! sagde han, det kan ikke saadan blive ved! Det veed
Gud Fader, vor Herre i Himlen, du er mig saa kjr som mit inderste
Leveblod, saa jeg aldrig veed hvad Liv det bliver at fre, som skal
leves dig foruden. Men hvad kan det baade? hvortil skal det lede? de
staar os jo Alle saa haardt imod, der er ikke en Mund, der har Trst
i Mle, de vender sig fra os Een og Hver. Det er som der krb dem en
kold Skygge over, naar de nu ser mig; men fr, da var det som kom
der et Lys naar jeg kom. Jeg staar saa allene, Sofie, saa bitterlig,
bitterlig ene! Ja jeg veed du har varet mig ad -- og jeg har Synd
og Skam af at bede den Bn jeg vil, men jeg des op i denne Strid,
den har suget mit Mod og min Vrdighed bort, saa jeg brndende af
Skam, men forknyt og forpint, beder dig: giv mig fri! giv mig mit Ord
tilbage, hjrtensdyre Pige!

Sofie havde rejst sig op, hun stod tryg og kold som en Sttte og
stirrede alvorligt paa ham mens han talte.

Jeg er frugtsommelig, sagde hun roligt og fast.

Havde hun sagt ja, havde hun givet ham fri, Ulrik Frederik flte det,
han havde ikke taget derimod, han vilde have kastet sig tilbedende
for hendes Fdder, han vilde have trodset Kongen og dem alle, sikker
paa hende; men hun gjorde det ikke, hun rykkede kuns i hans Lnke
for at vise ham hvor godt han var bunden, o, hun var klog, som de
sagde; det kogte i ham, han kunde kastet sig over hende, grebet hende
i hendes hvide Strube, for at vriste Sandheden ud af hende, for at
tvinge hende til at lgge hvert Blad i hendes Kjrligheds Rose aaben
for ham i hver dets Skygge og hver dets Fold, at han dog kunde faa
Vished, men han tvang sig og sagde med et Smil: javist, jeg veed --
det var jo ene Spg, forstaar du vel.

Sofie saae uroligt paa ham, nej det var ikke ene Spg, det var det
ikke, hvorfor kom han ikke hen og kyssede hende, hvis det var Spg,
hvorfor blev han staaende saa stille der henne i Skyggen, blot hun
kunde se hans jne, nej det var ikke Spg, han havde spurgt ligesaa
alvorligt som hun havde svaret, ak det Svar! hun anede hvad hun havde
tabt ved det, han havde ikke forladt hende, hvis hun havde sagt ja;
o Ulrik Frederik, sagde hun, jeg havde kuns vort Barn i Tanker,
men har du mig intet lnger kjr, saa gaa, skynd dig at gaa og byg op
paa din Lykke, jeg holder dig intet tilbage.

Forstaar du da intet, det var kun Spg; vil du tro, jeg kunde tigge
mit Ord tilbage og luske bort dermed i Skam og nedrig Skjndsel! Jeg
maatte jo, sagde han, hver den Gang jeg lfted mit Hoved, vre i
Angst for at det Blik, der havde seet min Vanre, skulde mdes med
mit og tvinge det skamfuldt ned til Jorden, og han mente hvad han
sagde, havde hun elsket ham saa inderligt som han havde elsket hende,
da maaske, men nu, aldrig.

Sofie gik hen til ham, hun lagde sit Hoved paa hans Skulder og grd.

Farvel, Ulrik Frederik, sagde hun, gaa, gaa, intet om jeg kunde
binde dig med et Haar vilde jeg holde dig tilbage, den Time du lnges
bort.

Han rystede utaalmodigt paa Hovedet. Hjrte Sofie, sagde han og
lste sig ud af hendes Arme, lad os nu intet drive Comediespil med
hinanden, jeg er jo baade dig og mig selv det skyldig at Prsten
lgger vore Hnder tilsammen, det kan kuns intet ske for snart og
derfor skal det ogsaa vre om et Par Dage, men det skal gaa for sig i
alt Fordulgthed, for det er til ingen Nytte at stte Verden mere op
imod os end skeet er. Sofie turde Intet sige dertil og de aftalte
hvor og hvorledes det skulde sttes i Vrk, endelig bad de hinanden
kjrligt Farvel.

Da Ulrik Frederik kom ned i Haven, var Maanen borte og Alting mrkt,
enkelte tunge Regndraaber faldt fra den sorte Himmel. I Gaardene
galede de aarvaagne Haner, men Daniel var falden i Svn paa sin Post.

I hans Stadsstue blev en Ugestid efter Jomfru Sofie og Ulrik Frederik
hemmeligt viede af en fattig Prst. Men Hemmeligheden blev ikke bedre
bevaret end at Dronningen et Par Dage efter talte til Kongen derom.
Flgen heraf var at gteskabet en Maanedstid efter ophvedes ved
kongelig Ordre, og nsten samtidig sendtes Jomfru Sofie med hendes
Frnders Samtykke til Frkenklostret i Itzehoe.

Ulrik Frederik gjorde intet Forsg paa at afvrge dette Skridt; vel
flte han sig krnket derved, men han var trt og slvet og bjede
sig i dump Mismodighed for det, der som han sagde, nu en Gang saa
skulde vre. Nsten hver Dag var han drukken og han elskede, naar
Vinen havde gjort sin Virkning, for det Par trofaste Svirebrdre,
der var hans eneste stadige Omgang, grdende og klagende at skildre
det sde, fredelige Lykkens Liv, som kunde vre blevet hans og endte
saa altid med tungsindige Hentydninger til at hans Levnets Dage
var faa i Tal og at de snart vilde bre hans knuste Hjrte til
den Lgedomssted, hvor Lejet redtes i sorte Dun og hvor Ormene var
Badskjr.

For at gjre Ende paa dette Levnet lod Kongen ham flge med de
Tropper, som Hollnderne overfrte til Fyen, og herfra vendte han
midt i November tilbage med Budskabet om Sejren ved Nyborg. Han
indtog nu igjen sin Plads i Kongens Gunst og i Hoffets Rkker, blev
udnvnt til Oberst tilhest og syntes nu helt at vre bleven sig selv
igjen.




VII.


Marie Grubbe er nu sytten Aar.

Den Eftermiddag, hun i Rdsel var flygtet fra Ulrik Christian
Gyldenlves Ddsleje, var hun kommen styrtende op paa sit Kammer og
var gaaet hndervridende op og ned ad Gulvet, jamrende sig som stdt
i strke legemlige Smerter, saa Lucie ganske aandels lb ned til Fru
Rigitze og bad hende for Guds Skyld endelig se op, hun troede der
Noget var sprungen inden i Jomfru Marie, og Fru Rigitze kom da ogsaa
derop, men hun kunde ikke faa et Ord ud af Barnet; hun havde kastet
sig ned foran en Stol og gjemt sit Ansigt i Hyndet, og til Alt, hvad
Fru Rigitze spurgte, svarede hun kun, hun vilde hjem, hun vilde hjem,
hun kunde nu aldrig blive lnger, og hun grd og hulkede og rokkede
med Hovedet fra den ene Side til den anden. Saa gav Fru Rigitze hende
et Livfuld Hug og skjldte Lucie ud fordi de havde vret ved at tage
Livet af hende med deres Pjank og lod dem saa skjtte sig selv.

Det var Marie ligegyldigt at de slog hende. I hendes Kjrligheds
lykkelige Dage, var der da bleven budet hende Hug, vilde det have
ramt hende som den sorteste Ulykke, som den dybeste Beskmmelse, men
nu var det hende ligegyldigt, nu alle hendes Lngsler, hendes Tro
og hvert hendes Haab i een kort Time var visnet, skrumpet sammen og
vejret hen. Hun tnkte paa, hun en Gang hjemme paa Tjele havde seet
Karlene stene en Hund ihjel, der var kommen ind i den hjgjrdede
Andepark; det arme Dyr svmmede stumt omkring; op kunde det ikke
komme, og Blodet randt af det, een Sten saarede det hist, en anden
her, og hun huskede, hun bad til Gud for hver Sten, der faldt, at den
maatte ramme ret dybt, thi Dyret var saa elendigt at Skaansel havde
vret den blodigste Synd. Nu flte hun sig selv som den stakkels
Diana, og hun bd hver Sorg og Bitterhed velkommen, blot den ret
vilde ramme, for nu var hun saa ulykkelig at Naadesstdet var al
hendes Haab og Forlngsel. O, naar det var Enden paa al Storhed: en
trlleagtig Klynken, et lystent Vanvid og knlende Angst, o, saa
var der ingen Storhed; den Helt, som hun havde drmt, han red ud ad
Ddens Porte med klirrende Spore og ringende Bidsel; med blottet
Hoved og snket Kaarde, men ikke med Angst i vidlse jne, ikke
med Naadesbnner paa skjlvende Lber. Der var da ingen straalende
Skikkelser at lnges frem imod i tilbedende Kjrlighed, ingen Sol at
stirre sig lysblind paa saa Alt blev Straaler og Glands og Farver!
mat og graat -- Altsammen saa var det mat og graat og de, bundls
Hverdag, lunken Sgnedagsliv tilhobe.

Saadan var hendes Tanker i den frste Tid, det var hende som havde
hun en stakket Stund vret bortrykket til en forunderlig, rigbroget
Fabelverden, i hvis varme, livssvangre Luft hele hendes Vsen havde
foldet sig ud som en underlig fremmed Blomst og straalet Sol fra alle
Blade og aandet Duft fra alle Aarer, og salig i sit Lys og sin Duft
var den vokset og vokset, Blad i Mylder ved Blad, Fold bredt ud paa
Fold i ustandselig Kraft og Fylde. Og nu var det Alt forbi, hun var
gold og fattig igjen, tom og isnet af Kulde, og saadan var den hele
Verden, alle de Mennesker, der var til, saa var de saadan. Og dog
levede de ls i daarlig Travlhed, o, hendes Hjrte blev sygt i hende
af Lede ved at se dem brede og strkke deres usle Armod og stolte
lytte efter ldig Klang i deres Tomheds Buldren.

Nu greb hun begjrligt efter den Skat af gamle Postiller, der saa
tidt var bleven hende budt og ligesaa tidt vraget, og hun fandt
en mismodig Trst i deres strenge Ord om Verdens Elende og alle
jordiske Tings Forfngelighed, men een Bog, var der, som hun fremfor
alle andre hngte over og stadig vendte tilbage til, og det var
Johannes' Aabenbaring. Hun kunde ikke blive trt af at beskue det
himmelske Jerusalems Pragt, hun udmalte sig det i alle Enkeltheder,
gik gjennem dets mindste Strder og saae ind ad alle Dre; hun
lod sig blnde af Straaleglandsen fra Sarder og Beryl, Chrysopras
og Hyacinth, hun hvilede i Perleportenes Skygge og spejlede sig i
Gadernes gjennemsigtige Guld. Tidt tnkte hun sig ogsaa hvordan hun
og Lucie og Faster Rigitze og alle de andre i Kjbenhavn vilde te
sig, naar den frste Engel udgd Guds Vredes Skaal over Jorden og
naar den anden udgd sin Skaal, og den tredie sin, lnger kom hun
aldrig, thi hun begyndte altid forfra.

Hun var utrttelig i, naar hun sad ved sit Arbejde, at synge lange
Passionspsalmer med hj og klagende Rst, og var hun ledig, bad hun
paa lange Bnner af den Bedendes Kjde eller de tolv gudelige
Maaneds Stemmer, for de to kunde hun nsten udenad.

Der var i al denne Fromhed endel forkldt rgjrrighed, thi vel
flte hun virkelig Tynge af Syndens Lnker og Lngsel efter Samfund
med Gud, men der laa dog tillige til Grund for alle disse gudelige
velser en halvklar Lyst til Magt, et halvbevidst Haab om at blive
en af de udvalgte Fromme, en af de Frste i Himmeriges Rige. Hendes
Vsen var ved Alt dette bleven helt forandret; hun var bleven
indesluttet og folkesky og ogsaa hendes Udseende blev et andet; hun
blev mager og bleg og hendes jne fik en haard, brndende Glands
og det var intet Under; thi Apokalypsens frygtelige Syner red
lyslevende gjennem hendes Nattedrmme, og hele Dagen rugede hendes
Tanker over alt hvad Livet havde af Mrkt og Tungt, og om Aftenen
naar Lucie var falden i Svn stod hun op af sin Seng og fandt et
mystisk asketisk Velbehag i at lgge sig paa sine bare Kn paa Gulvet
og bede til hendes Ben vrkede eller hun ikke mere kunde fle sine
Fdder af Kulde.

Saa var det at den Tid kom da Svensken trak sig tilbage og det hele
Kjbenhavn delte sin Tid mellem at skjnke som Vrt og drikke som
Gjst, og en af de Dage skete der et Omslag hos Marie, thi paa den
kom Fru Rigitze fulgt af en Skrdderpige op paa Kammeret og fyldte
Bord og Stole med den Rigdom af Trjer, Kjoler og perlestukne Huer,
som Marie havde faaet i Arv efter sin salig Moder; nu var det nemlig
bleven funden paa Tide at Marie kom til at gaa i voksne Klder.

Det var saa betagende at blive gjort til Gjenstand for al den
Travlhed, der nu brd ind over det lille Kammer, for al denne
Sprtten-op og tagen-Maal og Skjren-til og Rien-sammen, og hvor
kjrt var ikke dette poncerde Atlask, naar det glded tungt i lange,
rige Folder eller straalede blankt, hvor det sad tt og stramt og
hvor fngslende, hvor vidunderlig fngslende var det ikke at lytte
til de ivrige Disputer om, hvorvidt hint Silke-Camelot ikke var for
tykt til ret at udhve Ens Figur eller om dette tyrkiske Grovgrnt
vel vilde passe til Ens Teint! Ingen Skrupler, ingen tungsindige
Drmmerier kunde staa for denne glade, straalende Virkelighed. Og nu
blot een Gang at sidde ved Gildesbord, -- og nu kom hun til Gilder
--, med denne snehvide, krusede Halskrave blandt andre Jomfruer med
ligesaa krusede Kraver, saa vilde hele hin Tid vre fremmed som en
dgngammel Drm, og blot een Gang at have traadt Sarabande og Pavone
i sidskjrtet Gyldenstykskjole med Kniplingshaandstrmper og med
spranget Lin, og hine sjlelige Excesser vilde bringe hendes Kind til
at brnde af Skamrdme.

Og hun kom til at skamme sig, hun kom til at trde Sarabanden og
Pavonen, for to Gange om Ugen maatte hun nu gaa paa Dandseexercitier
sammen med andre unge Adelspersoner i Christen Skeels Storstue, hvor
en gammel Meklenborger informerede dem i Holdning, Pas og Reverentser
efter de nyeste spanske Facons. Desuden blev hun oplrt i at spille
paa Luth og blev yderligere perfectioneret i det Franske, thi Fru
Rigitze havde nu saa sine egne Planer.

Marie var lykkelig.

Ligesom et ungt Fyrstebarn, der har vret holdt fangen og nu lige fra
Fngslets Mulm og Fangevogterens barske Omgang af et jublende Folk
lftes op paa Tronen, faar Magtens og rens Guldring trykket fast paa
sine Lokker og ser Alt smile sig rbdigt i Mde, ser Alt bje sig
og anerkjende dets Herskerret, saaledes var ogsaa hun fra sit stille
Kammer traadt ud i Verden, og Alle havde hyldet og smigret hende som
havde hun vret en Dronning, Alle havde smilende bjet sig for hendes
Skjnheds Magt.

Der er en Blomst, der kaldes for Perlehyacinth, som den er blaa,
saaledes var hendes jne i Farve, men de var som den trillende
Dugdraabe i Glands og dybe som en Safirsten, der hviler i Skygge.
De kunde snkes saa blyt som en sd Tone, der dr, og lfte sig saa
kjkt som en Fanfare. Vemodigt -- ja, naar Dagen kommer, saa ruste
Stjernerne med et slret skjlvende Skjr, saadan var hendes Blik,
naar det var vemodigt. Det kunde hvile saa smilende fortroligt, og da
blev det mangen En, som naar det i Drmme fjernt, men indtrngende
kalder paa Ens Navn, men naar det mrknedes i Sorg, haablst og
vaandefuldt, var det som hrtes der Blodsdraaber dryppe.

Det var det Indtryk, hun gjorde, og hun vidste det, men kun halvvejs,
havde hun vidst det helt og havde hun vret ldre, end hun var,
maaske hun da vilde vre bleven som til Sten ved sin egen Skjnhed og
have betragtet sig selv som et sjelden kosteligt Klenodie, der kun
skulde holdes blankt og rigt indfattet, for at det kunde blive Alles
Begjr, og da koldt og roligt have ladet sig beundre. Men det var nu
ikke saa. Hendes Skjnhed var saameget ldre end hun selv, og hun
havde saa pludselig lrt dens Magt at kjende, at det varede lnge
fr hendes Vsen med Ro og Sikkerhed kunde sttte sig til den og
lade sig bre frem af den; tvertimod, hun gjorde sig megen Umag for
at behage, blev ikke lidet coquet og meget pyntesyg, og hendes re
inddrak begjrligt hvert smigrende Ord, som hendes je de beundrende
Blikke, og hun gjemte det troligt Altsammen i sit Hjrte.

Hun var nu sytten Aar og idag var det Sndag, den frste Sndag efter
Fredsslutningen. Om Formiddagen havde hun vret til Takkegudstjeneste
og nu stod hun og pyntede sig til at spadsere en Eftermiddagstour med
Fru Rigitze.

Den hele By var den Dag halvt som i Oprr, for Portene var jo frst
ved Fredsslutningen blevne lukkede op igjen, efter at have vret
stngede i samfulde toogtyve Maaneder. Alle maatte nu derfor ud at
se, hvor Forstaden havde staaet, hvor Fjenden havde ligget og hvor
Vore havde kmpet; man maatte ind i Lbegrave og op paa Brystvrn;
der skulde kigges ind i Minehalsene og pilles ved Skandsekurvene; der
havde _den_ staaet og der var _den_ falden, hin havde rykket frem
hist og var bleven omringet her, og Alting derude var mrkvrdigt,
fra Kanonlavetternes Hjulspor og Vagtblussenes Kul, til det
gjennemskudte gamle Plankevrk og de solblegede Horsepander, og der
var en Fortllen og Forklaren, en Formoden og Debatteren, opad Volde
og nedad Skandser, opad Vgge og nedad Stolper.

Gert Pyper og hele hans Familie spanked omkring der og han stamped
vel hundrede Gange paa Jorden og syntes for det Meste, det ld saa
synderlig hult, og hans trivelige gtemage trak ham angst i rmet
og bad ham ikke vre altfor forvoven, men Mester Gert tramped lige
haardt endda. Den voksne Sn viste sin lille Fstem, hvor det var
at han var posteret den Nat, de skd Hul i hans Dyffels Kavaj, og
hvor Rokkedrejerens Sn blev skudt Hovedet af; medens de smaa Brn
grd over, at de ikke maatte beholde den Bssekugle, de havde funden,
fordi der kunde vre Forgift ved den, som Erik Lauritzen sagde,
thi han var da ogsaa derude og gik og stak i den halvraadne Halm,
hvor Barakkerne havde staaet, eftersom han mindedes en Historie om
en Soldat, der blev hngt for Magdeborg, og under hvis Hovedgjrde
syv af hans Kammerater fandt saamange Penge, at de deserterede da
Plyndringen af Staden skulde til at gaa for sig.

Ja, der var ret en Gaaen og Kommen, de grnne Marker og hvidgraa
Veje var prikkende sorte af Folk, der gik og betragtede de dem
velbekjendte Steder saa nje og opmrksomt, som om det var en
nyopdaget Verden eller et aldrig fr kjendt Ejland, der lige var
skudt op fra Havsens Bund, og der var Mange, som ved at se Egnen
ligge saa fri og aaben, Mark bag Mark og Eng bag Eng, blev grebne
af en pludselig Vandrelyst og blev ved at gaa og gaa, ligesom
beruste af Rummets Vidde, Rummets grndselse Vidde. Men udpaa
Eftermiddagen, henad Nadvertid, vendte dog de Fleste deres Skridt
mod Byen og sgte hen til Nrrekvarter, til Petri Kirkegaard og de
omliggende store Haver, thi det var saa Skik fra gammel Tid, at man
de Sommersndage efter Aftensang spadserede der og drog frisk Luft i
de grnne Trers Skygge. Den Gang nu Fjenden lagde sig foran Voldene,
var den Skik falden bort af sig selv og Kirkegaarden havde vret tom
de Helligdage som de Sgne, men idag var den bleven tagen op igjen,
og gjennem begge Indgangene ud til Nrregade myldrede det ind med
Folk; Adel og Borger, Ringe og Hje, Alle saa havde de mindedes Petri
Kirkegaards bredkronede Linde.

Mellem grnne Tuer og paa brede Ligsten laa Borgerfolk i muntre
Klynger, Mand og Kone, Brn og Bekjendte, og nd deres Aftenkost;
Lredrengen stod bagved og gumled fornjet paa det lkre Sndagsbrd,
mens han ventede paa Kurven. Smaabrn trippede med Hnderne fulde
af Levninger hen til de forsultne Tiggerunger oppe ved Muren,
videbegjrlige Drenge stavede sig igjennem de lange Gravskrifter og
Fatter lytted beundrende til, mens Mutter og Pigebrnene mnstred de
Spadserendes Dragter; thi i de brede Gange gik de fornemme Folk frem
og tilbage, de kom lidt senere end de andre og spiste enten hjemme
eller paa Trakteurstederne i Haverne bagved.

Det var stive Fruer og fine Jomfruer, gamle Raadmnd og unge
Officerer, brede Herremnd og fremmede Residenter. Her gik den rrige
graa Hans Nansen, smilende til alle Sider, mens han lemped sine
Skridt efter den gamle, hovedrige Villem Fiuren og lyttede til hans
pibende Rst; der kom Corfitz Trolle og den stive Otto Krag, her stod
Fru Ide Daa med de dejlige jne og talte med gamle Axel Urup med det
evige Smil og de store Tnder, mens hans krumpne Hustru, Fru Sidsel
Grubbe tripped langsomt afsted med Sster Rigitze og den utaalmodige
Marie, og der var Gersdorf og der var Schack, og der var Thuresen med
hans hrgule Manke og Peder Retz med hans spanske Lader og spanske
Dragt.

Ulrik Frederik var der ogsaa, han var i Flge med Niels Rosenkrands,
den kjkke Oberstlieutenant med det franske Vsen og de livlige
Gebrder.

De mdte Fru Rigitze og de Andre. Ulrik Frederik hilser koldt og
fornemt og vil gaa forbi, thi siden Skilsmissen fra Sofie Urne brer
han Nag til Fru Rigitze, hvem han, som en af Dronningens varmeste
Tilhngere, mistnker for at have havt en Finger med i Spillet; men
Rosenkrands standser og Axel Urup beder dem nu saa venligt spise til
Aften med i Johan Adolfs Have, at det var vanskeligt at slippe, og de
gaa begge to med.

Lidt efter sidder da hele Selskabet i det murede Lysthus og tager for
sig af de landlige Retter, som Urtegaardsmanden havde at opvarte med.

Er det sandt, skal En tro, spurgte Fru Ide Daa, at de svenske
Officiers skal havt saa srdeles angenemme Manerer med de sjllandske
Jomfruer, at de hobetalsvis er rejset med dem ud af Land og Rige?

Ja allenfals, svarede Fru Sidsel Grubbe, er det da tilforladelig
nok med den Skarns Kvinde til Jomfru Dyre.

Af hvad for Dyrer er det? spurgte Fru Rigitze.

De Skaanelands Dyrer, du veed, hjrte Sster, dem der er saa lyse i
Haarld, de er i Svogerskab med de Powitzer alle tilsammen. Hun, der
forlb Landet, hun var Datter af Henning Dyre til Vester-Neergaard,
ham der fik Sidonie, den ldste af Ove Powitzes og hun tog nok med
sig baade i Daase og Pose af hendes Faders, baade Lagner og Bolstre
og Slvtj og rede Pengestykker.

Ja, smilede Axel Urup, stor Elskov drager stort Ls.

Jo -- at forstaa -- bekrftede Oluf Daa, han slog altid ud med den
venstre Haand, naar han talte, Elskov -- at forstaa -- den er -- den
er strk.

El--skov, sagde Rosenkrands og strg sirligt sit Mundskjg med
Bagen af den lille Finger, er som Her--kules udi Fruentimmersdragt,
af Lader er den mild og charmant og ser ud som idel Veg--hed og
Tam--hed, men ligegodt har den i sig Kra--ft og Listighed nok til at
fre igjennem de tolv herku--liske Prver tilhobe.

Ja, afbrd Fru Ide Daa ham, Jomfru Dyres Elskov alene lader se,
den kunde helt vel med den ene af de Herkules-Prver, for den rensed
Kister og Skrine ud for hvad der var i dem, ligesaavel som han rensed
Urias, eller hvad han hed, hans Stald, I veed.

Jeg mener heller', sagde Ulrik Frederik, henvendt til Marie Grubbe,
at Elskov er som naar man er falden i Svn udi en rk og vaagner op
i en skjn og angenem Lustpark; thi saadan Dyd har Elskov, at den
helt omvandler Menneskens Sind, saa det, der fr syntes En gold og
de, det skinner En nu i jnene som idel Lystighed og Pragt; men hvad
for Tanker har vel I om Elskov, skjnne Jomfru Marie?

Jeg? spurgte hun, jeg holder Elskov for at vre lig en Demant,
for ligesom Demanten er skjn og prgtig at se til, saadan er og
Elskov skjn og liflig, og ligesom Demanten er giftig for den, der
nedsvlger den, saaledes er ogsaa Elskov en Slags Forgiftighed eller
skadelig Rasenheds Sot for den, der bliver beladt dermed, aldenstund
En da skal gjre sin Jugement efter de synderlige Fagter, En
antrffer hos amoureuse Personer, og efter den remarkable Discours,
de fre.

Ja, hviskede Ulrik Frederik galant, Kjrten kan sagte tale Raison
til den arme Flue, som forvirres af dens Glindsenhed!

Jo saamnd kan du have Ret, Marie, begyndte Axel Urup og holdt op
igjen for at smile og nikke over til hende, jo, jo, det er nok til
Troende, at Elskov er kuns Forgift, der kommer i Blodet, for hvor
skulde ellers kloge Folk med Mirakkel-Absud eller Wunder-Dekokt kunne
indgive koldsindige Personer den mest brndendes Passion?

Ih nej, fy da! udbrd Fru Sidsel, snak da aldrig om saadan gruelig
Ugudeligheds Vrk -- og paa en Sndag!

Hjrte Sidse, svarede han, derudi er min Tro ingen Synd, tvrtimod
... nej ... nej ... Holder vel I det for en Synd, min Hr. Oberst
Gyldenleu? -- Nej? -- nej vist intet; taler intet ogsaa den hellige
Skrift om Troldkvinder og onde Besvrgelser! Jo den gjr, gjr den.
Nej, hvad jeg vilde sagt, alle vores Affekter, mener jeg, de har
deres Bo og Sde udi Blodet, for bliver En hidsig, kan En da intet
fle Blodet rusle op igjennem sig og svmme En baade for jne og
ren? og bliver En bradt forfrdet, er det da intet ret ligesom
Blodet sank En neder i Benene og blev helt svalt med det Samme?
skulde det, tror I, vre for Intet at Sorrig er bleg og blodls, men
Glde rd som en Rose? Ingenledes, siger jeg, ingen -- ingenledes!
alle Menneskens Affekter de forvoldes af en vis Blodets Tilstand
og Beskaffelse; og nu da Elskov! den kommer frst naar Blodet ved
sytten--atten Aars Omskiftning af Varme og Kuld er bleven moden i
Aarerne, da tager det paa at gjres ret som en god Druevin; for
Elskov det er en Gjring udi Blodet; det trnger og blrer sig op,
det stter Varme og tager paa Vej saa ingen Menneske ret er sig selv
saalnge det staar paa, men sidenhen saa klarnes det af som anden
gjrendes Stof og bliver mere sagte og blid, mindre hed og bespndt.
Ja, der er endnu en Lighed med Vin det har, for retsom den delig'
Vin hvert Aar giver sig til at bruse og skumme og vil som til at
gjres, naar den Foraarstid kommer, der Drueranken staar i Blomst,
saaledes bliver ogsaa alle Menneskers Sind, selv de Gamles, en kort
Tid om Foraaret mere end ellers genegen til Elskov og det har deri
sin rette Grund, at Blodet aldrig ret kan forglemme den Gjringens
Tid i Livsens Foraar og nu ihukommer den, hvergang Aarsens Foraar
vender tilbages og forsger at gjres igjen.

Jo Blodet, indrmmede Oluf Daa, at forstaa -- Blodet, det er --
det -- at forstaa det er en subtilig Materie nok -- at forstaa.

Ja det er saa, nikkede Fru Regitze, ja, alting virker ind paa
Blodet, baade Sol og Maane og tilstundendes ondt Vejrligt, det er saa
vist som det var prentet.

Ligesaadan andre Menneskers Tanker, tilfjede Fru Ide, jeg veed
det fra min ldste Sster, vi laa i Seng sammen og hver Nat, ret som
hendes jne var faldne til, begyndte hun paa at sukke og at stride
med Arme og Ben, ligesom hun vilde rejse sig og gaa en Steds hen,
hvor de kaldte paa hende, og det kom af det, at hendes Fstemand, som
var i Holland, han var saa grim til at lnges og laa tnkte paa hende
Nat med Dag, saa hun aldrig havde en rolig Time eller ret var ved
Helbred al den Tid; mindes I ikke ogsaa hjrte Fru Sidsel hvor krank
og elendig hendes jesyn var indtil Jrgen Bilde kom hjem igjen?

Om jeg gjr! var det at tale om! -- den kjre Sjl! men saa
blomstred' hun ogsaa op som nogen Rosensknop at se til. -- Herre Gud
hendes frste Barselseng .... og saa hviskede hun videre om den.

Rosenkrands vendte sig nu til Axel Urup, Formener I da vel, sagde
han, at en Elixire d'am--our er som en gj--rendes Materie, der
bliver Blodet isprngt og derved kommer det til at ra--se, saa takler
det hel vel til en Aventure, den salig Herre Ulrik Christian fortalte
mig en Gang vi fulgtes op til Volden. Det var til Ant--werpen i
Hotellerie des trois bro-chets, hvor han havde sit Logemente at
det passerte. Om Mor--genen havde han i Messen faaet je paa en
skjn--ne, skjnne Jomfru -- og hun hav--de seet helt mildt til
ham, men den hele Dag havde han in--tet havt hende i Tan--ker. Saa
kommer han ud paa Af--tenen ind paa sit Kam--mer, og da ligger der
en Ro--se paa Hovedgjrdet af hans Se--ng, og han tager Ro--sen
og lugter ti--l den, og i samme Minute staar den skjnne Jomfrues
Af--billede li--vagtigen for hans je som va--r det kontrafejet af
paa Vggen li--gehos og den hef--tigste Forlng--sel opstod hos ham
efter samme Jom--fru saa plud--seligen og strk at han sag--de, han
kunde have skre--get i vilden Sky af Smerte, ja ha--n ble--v som
hel vild og furieus, saa han strg u--d af Huset og lb jamrendes
op ad en Ga--de nedad en an--den, ret som han var be--hekset og han
vid--ste ikke af sig selv; det var som noget dro--g og dro--g og det
brndte som Ild i ham og saadan blev han ved at lbe til den lyse
Morgen.

Saaledes taltes de endnu lnge ved, og Solen gik ned inden de skiltes
ad og gik hjem ad de skumrende Gader.

Ulrik Frederik havde hele Tiden vret meget tavs og nsten ganske
holdt sig udenfor den almindelige Samtale, da han var bange for at
man, dersom han sagde noget videre om Elskov, vilde opfatte det som
personlige Erindringer og Indtryk fra hans Forhold til Sophie Urne;
men han var forvrigt heller ikke oplagt til at tale, og da han blev
ene med Rosenkrands, svarede han saa kort og adspredt paa Alting, at
denne snart blev kjed af ham og gik sin Vej.

Ulrik Frederik begav sig nu hjem; han havde den Gang Gemakker anvist
paa Rosenborg, og da hans Tjener var ude, blev der ikke tndt Lys, og
han sad alene og i Mrke i den store Stue til henad Midnat.

Han var i saadan en underlig, halvt bedrvet, halvt anelsesfuld
Stemning, saadan en letblundende Stemning, hvor det er som
Sjlen villiels driver nedad en langsomt glidende Strm medens
taageflygtige Billeder drage henover Breddens mrke Trer, og halve
Tanker som store, svagtskinnende Bobler langsomt hve sig op af
den dunkle Flod, glide med -- glide med og briste. Efterklang af
Samtalen var der, den brogede Stimmel paa Kirkegaarden, Marie Grubbes
Smil, Fru Rigitze, Dronningen, Kongens Naade, Kongens Vrede dengang
-- -- Maries Haandbevgelser, Sofie Urne, bleg og fjern -- endnu
blegere, endnu fjernere, -- Rosen paa Hovedgjrdet og Marie Grubbes
Stemme, Klangen af et enkelt Ord, Betoningen af det, -- han sad og
lyttede efter det og hrte det igjen og igjen svinge sig hen gjennem
Stilheden.

Han stod op og gik hen til Vinduet, aabnede det og lagde sig paa
Albuerne udover den brede Karm: saa friskt som det var -- saa svalt
og stille.

Den syrligtsde Duft af dugkolde Roser, den friske Bitterhed af
nysudfoldet Lv og krydret Vinduft fra blomstrende Ln bar hen imod
ham derude fra. En fin, fin Stvregn duggede ned fra Himlen og bredte
et blaanende, sitrende Mrke ud over Haven. Lrkens sorte Grene,
Birkens slrede Lvhang og Bgens buklende Krone stod som Skygger
aanded hen paa en Baggrund af glidende Taage, mens Taksens klippede
Toppe skd i Vejret som sorte Sjler af et Tempel, hvis Tag var
falden.

Stille var der som dybt i en Grav, kun den ensformige Lyd af de
fnuglette Regndraabers Fald var at hre som en nsten umrkelig,
stadigt hendende, stadigt begyndende Hvisken hist bag de
vdeglindsende Stammer.

Saadan underlig Hvisken det var at lytte paa, saa vemodigt den ld!
var det som de lette Vingeslag af gamle Minder, der i Flok drog forbi
i det Fjerne? var det som sagte Raslen i tabte Illusioners visne Lv?
-- Ak saa ene, saa srgeligt alene og forladt! Ikke blandt alle de
tusinde Hjrter, der trindtom banked i Nattens Stille eet Hjrte,
der lngtes imod ham ... Vidt over Jorden var spndt et Net af
usynlige Traade, der bandt Sjl til Sjl, Traade strkere end Livets,
strkere end Dden; men ingen i hele Nettet naaede hen til ham.
Hjemls, forladt! -- Forladt? -- Klang det derude som Bgre og Kys?
blinked det derude som hvide Skuldre og mrke Blikke? lo det ikke
lydt igjennem Natten? -- Hvadsaa! -- hellere Ensomhedens langsomt
dryppende Bitterhed end hin giftigt vamle Sdme. O forbandet! jeg
ryster dit Stv af mine Tanker, ljede Liv, Liv for Hunde .... for
Blinde, for -- Stakler .... -- Som en Rose .... o Gud skjrm og bevar
hende vel i den dybe Nat .... o, at vre hendes Vrn og Vagt at jvne
hver en Sti og dkke for hver en Vind .... saa skjn .... lyttende
lig et Barn .... -- som en Rose! ....




VIII.


Saa fejret som Marie Grubbe var, saa mrkede hun dog snart, at var
hun end kommen ud af Brnestuen, i de rigtig Voksnes Lag var hun dog
ikke helt optaget. Saadanne unge Jomfruer blev dog altid trods alle
Komplimenter og Smigrerier holdt nede paa en egen, underordnet Plads
i Selskabet; det fik de at fle i Hundrede af Smaating, der hver for
sig var ubetydelig nok, men som tilsammen dog betd en Del. Frst
var nu Brnene altid saa ubehageligt familire mod dem og befandt
sig saa drilagtig godt i deres Selskab, ganske som de vare deres
Lige. Og saa Tyendet; der var en tydelig Forskjel paa den Maade, paa
hvilken den gamle Tjener tog mod en Frues eller en Jomfrues Kaabe,
og en ganske lille Nuance i Pigens tjenstvillige Smil, efter som det
var en gift eller ugift Dame, hun hjalp tilrette. Den kammeratlige
Tone, som de pur unge Junkere tillod sig, var hjst ubehagelig,
og det ringe Indtryk som fornrmede Blikke og iskolde Afvisninger
gjorde paa dem, var til at fortvivle over. Bedst gik det med de yngre
Kavallerer, thi selv naar de ikke var forelskede i En, saa tog de
dog de allersartede Hensyn og sagde En det Smukkeste de kunde finde
paa med en gallant rbdighed i Miner og Lader, som hved En i Ens
egne jne, men der var rigtignok kjedeligt mange, som man kunde mrke
paa at de mest gjorde det for velsens Skyld. Af de ldre Herrer var
der nogle, der kunde vre ganske utaalelige med deres overdrevne
Komplimenter og spgende Cour, men Fruerne var dog de vrste, isr de
unge nygifte; det halvt opmuntrende, halvt aandsfravrende Blik, den
lette, nedladende Sidebjning af Hovedet og det Smil, lidt spottende,
lidt medlidende, hvormed de hrte paa En -- det var ikke til at
udholde. Saa var der ogsaa Forholdet mellem de unge Jomfruer selv;
det skulde da heller ikke hve dem; der var ingen Sammenhold mellem
dem, kunde den ene berede den anden en Ydmygelse saa gjorde den det,
de ansaa egenlig hinanden for rene Brn og kunde slet ikke som de
unge Fruer komme ud af ved at omgaaes hinanden vrdigt og med alle
mulige Tegn paa udvortes Agtelse at omgive sig selv med et Skjr af
Vrdighed. Det var i det Hele slet ingen misundelsesvrdig Stilling,
og det var derfor ganske naturligt at da Fru Rigitze lod falde nogle
Ord til Marie om, at hun og hendes andre Frnder havde paatnkt
en Forbindelse mellem hende og Ulrik Frederik, saa blev denne
Meddelelse, uagtet Marie slet ikke havde tnkt paa at vre indtaget
i Ulrik Frederik, modtaget som et velkomment Budskab, der aabnede
store Bredder af fornjelige Udsigter, og da der nu videre udmaledes
hende, hvor refuld og fordelagtig en saadan Forbindelse vilde vre,
hvorledes hun vilde blive optaget i den snevrere Hofkreds, i hvilken
Pragt hun vilde blive holdt og hvilken slagen Vej til re og Hjhed,
der laa Ulrik Frederik aaben som Kongens naturlige Sn og hvad mere
var, hans erklrede Yndling, medens hun selv i sit stille Sind
tilfjede, hvor smuk han var, hvor hvisk og beleven og forelsket,
saa syntes det hende nsten, at hendes Lykke var for stor, og hun
blev ganske ngstelig ved Tanken om, at det dog endnu kun var Planer
og ls Tale og lst Haab.

Men Fru Rigitze havde Grund at bygge paa; ikke alene havde Ulrik
Frederik betroet hende sine Tanker og bedet hende vre ham en god
Talsmand hos Marie, men han havde ogsaa formaaet hende til at
undersge, hvorvidt det vilde vre Dronningens og Kongens naadige
Villie med, og de havde begge optaget det saare vel og givet deres
Bifald, Kongen dog frst efter nogen Betnkning.

Mellem Dronningen og Fru Rigitze, hendes fuldtro Veninde og meget
betroede Dame, havde denne Forbindelse vistnok alt lngere Tid
vret omtalt og bestemt, men Kongen lod sig foruden af Dronningens
Overtalelser sikkert ogsaa bevge af den Omstndighed at Marie Grubbe
var saa rigt et Gifte, thi det var Kongen overhaands trangt med
Penge, og vel havde Ulrik Frederik Vordingborg i Forlehning, men
hans Pragtlyst og Overdaadighed lod ham altid i Mangel, og Kongen var
jo saa den, der var nrmest til at afhjlpe den. Da Maries Moder,
Fru Marie Juul jo var dd, vilde hun saasnart hun var gift faa sin
Mdrenearv, og hendes Fader Erik Grubbe, var paa den Tid Ejer af
Tjele, Vinge, Gammelgaard, Bigum, Trinderup og Nrbek Hovedgaarde,
foruden Strgods trindt omkring, saa der efter ham var en god Arv i
Vente, tilmed da han havde Ord for at vre en skrap Husholder, der
Ingenting fordte.

Alt var jo saaledes vel, Ulrik Frederik kunde trstigt bejle, og otte
Dage efter St. Hansdag blev de da saa hjtideligt trolovede.

Ulrik Frederik var meget forelsket, men ikke paa en saadan stormende,
urolig Maade som da Sofie Urne var hans Hjrtes Tanke. En drmmende,
blidt bevget, nsten tungsindig Elskov var det, ingen livsmodig,
rdmusset, frisk.

Marie havde fortalt ham sin lidet lystelige Barndomshistorie, og han
elskede, drmmende at udmale sig hendes unge Lidelser med det samme
medlidsfulde, lystne Velbehag, som gjennemstrmmer den unge Munk,
der i sin Fantasi ser den skjnne, hvide Martyrkvinde blde mellem
Tornehjulenes hvasse Pigge. Saa var der Tider, hvor han plagedes
af mrke Anelser om at det ikke vilde blive ham forundt at beholde
hende, men at en tidlig Dd vilde rive hende ud af hans favnende
Arme, og da kunde han fortvivlet tilsvrge sig selv med dyre Eder,
at han skulde bre hende paa Hnder og holde hvert giftigt Pust borte
fra hende, at han skulde lede hver guldfarvet Stemnings Skjr ind i
hendes unge Bryst og aldrig, aldrig volde hende Sorg.

Men der var ogsaa den Stund, hvor han hoverende jublede ved den
Tanke, at al denne rige Skjnhed, hele denne forunderlige Sjl var
given ham i Vold som en dd Mands Sjl Vorherre, til at trde i
Stvet om han vilde, til at oplfte naar han vilde, til at ydmyge,
til at bje.

At saadanne Tanker som denne kunde blive vakt hos ham, deri havde nu
Marie tildels selv Skyld; thi hendes Elskov, om hun da elskede, var
af en slsom stolt og overmodig Natur. Det vilde kun vre et dunkelt
og halvsandt Billede, naar der sagdes, at hendes Kjrlighed til den
afdde Ulrik Christian havde vret som en Inds, pidsket, jaget og
tumlet af Stormen, medens hendes Kjrlighed til Ulrik Frederik var
at ligne ved den samme S ved Aftenstide, naar Vejret havde bedaget,
spejlblank, kold og klar, og uden anden Bevgelse end Skumboblernes
Bristen inde blandt Breddens dunkle Siv. Og dog vilde det paa en
Maade vre ret grebet, ikke blot i det, at hun var kold og rolig mod
ham, men endnu mere deri, at alle de brogede, myldrende Drmme og
Livstanker, som hin frste Lidenskab havde havt i Flge, de blegnede
og luftedes bort i denne sidste Flelses magtlse Magsvejr.

Hun elskede jo nok Ulrik Frederik, men var det ikke mere fordi han
var som den magiske Vaand, der slog Portene ind til Livets Herlighed
og Pragt aabne for hende, og var det ikke mest Pragten, hun egenlig
elskede?

Det kunde se ud undertiden som det var ikke saa. Naar hun i
Skumringen sad paa hans Skjd og, akkompagnerende sig selv, sang
smaa franske Arier for ham om Daphnis og Amaryllis, og da imellem
standsede, og medens hun skjdeslst lod Fingrene lege med Citharens
Strnge, lnede sit Hoved mod hans Skulder, da havde hun saa sde
og elskovsvarme Ord for hans ventende re, at ingen ret Elskov
har dem sdere, og der var kjlne Taarer i hendes jne, som kun
Kjrlighedens milde Uro dugger frem -- og dog -- kunde det ikke vre
at hun i Lngsel, paa en svunden Flelses Minder byggede en Stemning
op, der skjrmet af det milde Mrke, nret af det blussende Blod og
de blde Toner, narrede hende selv og gjorde ham lykkelig? For var
det blot jomfruelig Blyhed, der ved Dagens Lys gjorde hende karrig
paa Elskovsord, og utaalmodig ved Kjrtegn; eller var det blot
Pigefrygt for at synes saa pigesvag, der lagde hende Spot i je og
Haan paa Lbe, saa mangen en Gang, naar han bad om et Kys eller med
Elskovseder vilde lokke det Ord fra hendes Mund, som alle Elskere
saa gjerne hre; hvoraf kom det da, at hun tidt og ofte, naar hun
var alene og hendes Fantasi var bleven trt af for tusinde Gange at
udmale sig Fremtidens Herlighed, kunde stirre saa haablst og fortabt
ud for sig, og fle sig saa uendelig ensom og forladt?

               *       *       *

Lidt over Middag sidst i August, red Ulrik Frederik og Marie, som saa
ofte fr, henad den sandede Vej langs Sundet udenfor sterport.

Luften var frisk af en Formiddagsbyge, Solen i Spejl over Vandet,
tordenblaa Skyer rullede bort i det Fjerne.

Saa rask som Vejen tillod red de frem, baade de og Lakejen i hans
lange, karmoisinrde Skjdefrakke. Forbi Haverne red de, hvor de
grnne bler lyste frem mellem de mrke Blade, forbi de udspndte
Bundgarn, paa hvis Traade endnu de blinkende Regndraaber hang,
Kongens Fiskerhus forbi, med det rde Tegltag, og gjennem Limsyderens
Gaard, hvor Rgen stod lige som en Sttte ud af Skorstenen. De spgte
og lo, smilte og lo og jog afsted.

Ved Gyldenlundskroen drejede de af og red gjennem Skoven lige efter
Overdrup, hvorfra det saa i sindigt Ridt gik gjennem Krattet ned mod
Overdrupsens[5] blanke Vandflade.

 [5] Overdrups nu = Ordrupmose.

Store, ludende Bge spejlede her deres grnne Lvtag i den klare
S og saftigt Mosegrs og blegrde Vandrlliker dannede en bred og
broget Brmme i Skjllet, hvor Skraaningen, der var brun af vissent
Lv, faldt af mod Vandet. Oppe i Luften, under Bladhangets Skjrm,
hvor en Lysstribe skjd ned gjennem det svale Halvmrke, hvirvlede
Myggene i lydls Dands; en rd Sommerfugl lyste der et jeblik, saa
flj den ud i Solskjret ud over Sen, hvor staalblaa Guldsmedde
blinkede blankt gjennem Luften og jagende Gjedder drog hurtig
glidende Blgelinier hen over Fladen. Fra en Gaard bag Krattet ld
Hnsenes Kaglen derned, og paa den anden Side Sen kurrede Skovduerne
under Dyrehavens kuplede Bge.

De holdt Hestene an og lod dem langsomt pjadske ud i Vandet for
at skylle de stvede Koder og lske deres Trst. Marie holdt lidt
lngere ude i Vandet end Ulrik Frederik, med Tjlerne slappe, for
at Hoppen frit kunde bje sit Hoved; i Haanden havde hun en lang
Bgegren, hvis Blade hun, et for et, rev af og lod falde ned i det nu
smaat skvulpende Vand.

Jeg tror, vi faar Torden, sagde hun og fulgte opmrksomt et
svagt Vindpust, der ved sin hvirvlende Bevgelse frembragte runde,
mrktkrusede Pletter ude over Sen.

Lad os saa vende, raadede Ulrik Frederik.

Ikke for Guld, svarede hun og drev pludselig sin Hest i Land.

I Skridtgang red de nu Sen rundt hen til Vejen og ind i Storskoven.

Jeg gad vist, sagde Marie, da hun atter flte Skovfriskheden paa
sin Kind og lnge i lange Drag havde indaandet dens Kjlighed, jeg
gad vidst, lnger kom hun ikke, men saae med straalende Blikke op i
det grnne Lv.

Hvad gad du vidst, min Hjrte?

Jo, om Skovluft intet kan gjre kloge Folk galne. -- Aa, for de
mange Gange jeg har lbet i Lindum Skov og holdt ved med at lbe
lngere og lngere ind i det Aller-tykkeste og ttteste. Jeg var saa
ellevild af Lystighed og sang af fuld Hals og gik og gik, rykked'
Blomster op og kasted' dem igjen og hujed' efter Fuglene, naar de
flj op, indtil jeg saa lige med Et blev saa underlig skrmt og sky,
-- aa, jeg blev saa beklemt og ulykkelig, og for hver en Gren, der
knaged', foer det i mig, og min egen Rst, den var jeg nsten mere
bange for end for alting Andet. Er aldrig det hndt dig?

Men inden Ulrik Frederik kunde svare, begyndte hun at synge i vilden
Sky:

    "Jeg ganger mig i Skoven fro,
    Hvor lm og Abild gro,
    Og smykker der med Roser to
    Vel mine Silkesko.
    For en Dands,
    For en Dands,
    For en Tralala,
    For de rde, rde Br paa den Hybengren!"

og alt imellem susede Pidsken ned over Hesten og hun lo og jubled og
sprngte afsted, alt hvad Hesten bre kunde, henad en smal Skovsti,
hvor Grenene fejede hen over hende, og hendes jne funklede og
Kinderne brndte, hun hrte ikke paa Ulrik Frederiks Raaben, Pidsken
hvinede ned og afsted stod det med slappe Tjler -- Skummet sad i
Flager paa hendes flagrende Skjrt, den blde Skovjord haglede op om
Hestens Sider og hun lo og hug med Pidsken i de hje Bregner.

Med Eet ligesom lftede Lyset sig fra Blad og Gren og flygted for et
regntungt Mrke. Buskene raslede ikke, Hovslaget hrtes ikke: hun
red frem over en lang Skovslette. Til begge Sider: Skovens Trer
som en tung, mrk Ringmur; over hende: truende sort Himmel med
jagende, graaflossede Skyer; ligefor: Sundets skummelt blaasorte,
taagebegrndsede Flade. Hun strammede Tjlerne og det udmattede Dyr
standsede villigt. I en stor Bue jog Ulrik Frederik forbi, svingede
op imod hende og holdt snart ved hendes Side.

I samme jeblik slbte som et tungt, graat, regnvdet Forhng en Byge
skraat henover Sundet; et iskoldt, fugtigt Stormpust susede frem over
det flagrende Grs, peb forbi deres ren og larmed som skummende
Blger i de fjerne Trtoppe. Store, flade Hagl raslede ned over dem
i hvide Striber, lagde sig i Perlerader i Kjolens Folder, stnkede
bort fra Hestenes Manke og sprang og trilled omkring i Grsset, som
myldred de op af Jorden.

For at komme i Ly, red de ind imellem Trerne, sgte ned mod
Stranden og holdt snart udenfor Stataf-Kroens lave Dre.

En Karl tog Hestene, og den lange, barhovede Kromand viste dem ind i
sin Storstue, hvor der, som han sagde, allerede var en Fremmed inde.

Det var Livsens Korthed, og han rejste sig straks for de Indtrdende
og tilbd med et ydmygt Buk at rmme Stuen for det hje Herskab, men
Ulrik Frederik bd ham huldsaligt at blive.

I skal blive, Mand, sagde han, og muntre os op i dette
fortrdelige Herrens Vejr. Du skal vide, min Hjrte, og han vendte
sig mod Marie, at denne uanseelige Dvrgemand er den vidtbermte
Komediantenspiller og lstue-Hans-Wurst, Daniel Knopf, vel drillet i
alle frie Kunster, saasom Dobbel, Fgtning, Drik, Fastnachtgalenskab
og deslige, ellers agtbar og rlig Kjbmand i den gode Stad
Kjbenhavn.

Daniel hrte kun halvt denne Lovprisning, saa optaget var han
af at betragte Marie Grubbe og af at formulere nogle ret artige
Lyknskningsord, men da Ulrik Frederik nu med et drjt Slag paa han
brede Ryg vakte ham, blussede hans Ansigt op af Harme og Undseelse og
han vendte sig vredt imod ham, men tvang sig i det Samme og sagde med
sit koldeste Smil: vi er vist intet nok drukne, Hr. Oberst.

Ulrik Frederik lo og puffede ham i Siden og raabte: o, din
Sakraments Gaudieb, vil din Helvedes Karl nu lade mig staa til
Skamme som en usselig Pralere, der intet har Dokumenter at belgge
sine storskryderiske Ord med? Tvi, tvi, for al den Del! er det
Ret? har jeg intet de Snese Gange bermmet din Kunstfrdighed
for denne delige Jomfru, saa hun tiere end tidt har ytret
den strste Forlngsel efter at se og hre dine vidtomspurgte
Vidunderlighedskunster! I kan jo sagte agere lidt den blinde Cornelis
Fuglefnger og hans fljtende Fugle eller lege den Puds med den
kranke Hane og den skrukke Hne!

Marie tog nu ogsaa Ordet og sagde smilende, at det var som Oberst
Gyldenleu sagde, at hun tidt og ofte havde lngtes at erfare, hvad
for Tidkort, hvad for fin og srdeles Skjmt det var, der kunde holde
de unge Cavalliers fast paa smudsige lkipper halve Dage og hele
Ntter i Rad, og hun bad Mester Daniel, han nu vilde stille hendes
Lngsel og ikke lade sig for lnge bede.

Daniel bukkede sirligt og sagde, at hvorvel hans ringe Pudserier
mere vare skikkede til at give rhovede Cavalliers en bekvemme
Lejlighed til at brle og stime endnu hjere, end til saadan fin og
skjn Jomfru at amusere, saa vilde han dog fluks begynde, for at det
aldrig skulde siges, at ham nogen Tid var noget af hendes skjnne
Velbaarenhed befalet eller ombedet, uden han jo det havde paa Stand
exequeret og udfrt.

Se nu! sagde han med et helt andet Stemmelag og slngte sig ved
Bordet med Albuerne ud til Siden, nu er jeg en hel Forsamling af
Eders Fstemands velbaarne Kjendinger og synderligt gode Venner.

Han tog en Hoben Slvdalere op af en Lomme, lagde dem paa Bordet,
strg Haaret ned i jnene og lod sin Underlbe hnge dorskt ned.

D'len smelte mig! drvede han og slog raslende med Pengene som det
var Terninger, er jeg intet velbaaren Erik Kaases ldste Sn for
Ingenting! Hvad? vil din Skarndere gj' mig ubetroet? Ti slog jeg,
Helved fortre mig, ti, saa det klingred'. Kan din Fhund se? siger
jeg. Jeg siger, kan du se, din tynde Negenjenskarl, kan du? Eller
skal jeg aabne din Blg med min Stingendal, saa din Lever og Lunge
kan se med? hvad, skal jeg? hvad! din Nvt du er!

Han sprang op og gjorde sig lang i Ansigtet:

Hder du? hvsede han med nordskaansk Accent, vet din Drksjung
hvem du hder? Tag mig hin Helvedes Fursta, slaar jeg din ...

Nej, nej, sagde han med sin rigtige Stemme, det er sagte vel stor
Lystighed at fange an med; nej, nu! og han satte sig ned, stttede
Hnderne helt ude paa Knene som for at undgaa sin Mave, gjorde
sig tyk og pluskjbet og fljtede med rolig Betnksomhed, altfor
langsomt, Visen om Roselil og Hr. Peder. Saa holdt han op, rullede
forelsket med jnene og raabte kjlent:

Poppegj--e! lille Poppegj--e, fljtede igjen, men havde nu
Vanskelighed ved samtidigt at trkke Munden op til et indsmigrende
Smil. Lille Sukkerdukke! raabte han saa, lille Honningsnut! om til
mig, lille Nus, om til mig! labe Vin, den lille Katunge? labe sd,
sd Vin af lille Krus?

Atter skiftede han Mle, han lagde sig frem i Stolen, plirede med det
ene je og redte med krogede Fingre i et langt, indbildt Hageskjg.

Bliv nu her, sagde han lokkende, bliv nu her, skjn Karen, aldrig
skal jeg forlade dig og du maa heller aldrig forlade mig, og hans
Stemme blev graadrusten, vi vil aldrigen forlade hinanden, min leve,
leve Hjrte, aldrig i Verden. -- Gods og Guld og re og deligheds
Bermmelse og dyrebare Slgteblod! vk, bander jeg, vk! det er mig
som Drank det og Brmevalle. -- Fine Jomfruer og Fruer! vk, siger
jeg, du er mig hundrede Himmelhjder bedre end som de, den Dejligheds
Ting, du er. Fordi de har Vaabenskjold og Mrke, de! -- skulde de
vre bedre for det? du har ogsaa Vaabentegn, har du saa! det rde
Mrke paa din hvide Skulder, som Mester Anders har brndt med sit
rde Jern, det er Adelstegn det, -- jeg spier paa mit Skjold for at
kysse det Mrke, det gjr jeg, det regner jeg Skjold for -- ja. For
er der i hele Sjllands Land en adelig Kvinde saa dejlig som du er?
sprger jeg -- er der? -- nej, der er ikke, ikke en Stump af en!

Det -- det -- det er Lgn at forstaa, raabte han med ny Rst,
sprang op og gestikulerede henover Bordet, min Fru Ide, at forstaa
-- din Hjadderkop -- hun har Skabning, du, at forstaa -- Lemmer --
hun har Lemmer, siger jeg, din Rakkesvands ...

Her vilde Daniel lade sig falde tilbage paa Stolen, men da Ulrik
Frederik i det samme rev den bort, faldt han og trillede henad
Gulvet. Ulrik Frederik lo som en Besat, Marie sprang hurtig op, rakte
begge sine Hnder ud som for at hjlpe Daniel op. Den Lille greb
halvt liggende, halvt knlende Haanden og stirrede paa hende med et
saa taknemmelighedsfuldt og hengivent Blik, at hun lnge ikke kunde
glemme det.

Saa red de hjem, og der var Ingen af dem, der tnkte paa, at dette
tilfldige Mde i Statafkroen skulde rkke lngere end det havde
rakt.




IX.


Den Rigsforsamling, der lige som Hsten var bragt tilende, tog sin
Begyndelse i Kjbenhavn, frte jo en Mngde af Landets Adel til
Byen, alle begjrlige efter at vrne om deres Rettigheder, men ogsaa
betnkte paa at forlyste sig ovenpaa Sommerens Travlhed. Heller ikke
var det dem imod at gjre Forsg paa at blnde den siden Krigen
temmelig hjttalende, kjbenhavnske Befolkning ved deres Pragt og
Rigdom og derved give den en liden Mindelse om at Skjllet mellem
Landets gode Mnd og den ufri Hob endnu stod stt og trygt, trods
kongelige Privilegier, trods borgerlig Vaabendaad og Sejersglands og
trods Krmmerkisternes ynglende Dukater.

Af rigtkldte Adelsmnd og Fruer vrimlede da Gaderne, af
skrammererede Adelstjenere og adelige Heste med slvspndt Seletj
og brogede Vaabendkner. Og der blev en Gjstereren _og_ Bevrten i
alle Byens Adelsgaarde -- til sent ud paa Natten klang Fiolen fra
de oplyste Sale ud over Byen og fortalte de blundende Borgere at
Landets bedste Blod varmede sig der i statelig Dands over tavlede
Gulv og ved skummende Vin i arvede Pokaler.

Alt dette gik Marie Grubbe forbi; hende var der Ingen, der bd
til Gjst, thi dels mentes der at endel af de Grubber, paa Grund
af deres Forbindelse med Kongehuset, stod mere paa dettes end paa
Standens Side og dels hadede den gode gamle Adel oprigtigt den i de
senere Aartier temmelig talrige Overadel, der dannedes af Kongernes
naturlige Brn og deres Nrmeste. Marie blev da saaledes af en
dobbelt Grund forbigaaet, og Hoffet, der under hele Rigsforsamlingen
levede meget indgetogen, bd hende ingen Erstatning.

I Begyndelsen faldt dette hende vel lidt haardt, men da det blev
ved, vakte det snart hendes Sinds let vkkelige Trods og havde den
saare naturlige Virkning tilflge, at hun sluttede sig inderligere
til Ulrik Frederik og kom til at holde mere af ham, fordi der, som
det syntes hende, for hans Skyld blev gjort hende Uret; og denne
hendes Tilbjelighed blev ved at vokse i Styrke, saa der, da de den
sekstende December sekstenhundrede og treds i al Stilhed blev viede
til hinanden, var de bedste Udsigter til et lykkeligt Samliv mellem
hende og Rigens Jgermester, denne Tittel og Bestilling var nemlig
Ulrik Frederiks Part af det sejrende Kongehuses Naadesbevisninger.

At Vielsen gik saa stille af, var ganske imod hvad der havde vret
paatnkt, for det havde lnge vret bestemt, at Kongen skulde gjre
deres Bryllup paa Slottet, ligesom Christian den Fjerde havde gjort
Fru Rigitzes og Hans Ulriks, men i den sidste Time fik man Skrupler
og mente, af Hensyn til Ulrik Frederiks tidligere Giftermaal og
Skilsmisse, at burde lade det blive som det saa blev.

       *       *       *       *       *

De er da saa nu gifte og hjemfarne Folk, og Tiden lider og Tiden
lber og Alt er vel -- og Tiden mindsked Fart og Tiden krb, for
det er jo nu engang i Almindelighed saa, at naar Leander og Leonora
har vret sammen i et Halvtaarstid, saa er Aanden ikke altid over
Leanders Kjrlighed, uagtet Leonora som oftest elsker ham endnu
strkere og inderligere end i Trolovelsesdagene. Thi, medens hun
er som de smaa Brn, der finder det gamle ventyr nyt hvor tidt
det end fortlles med de selvsamme Ord, de selvsamme Overraskelser
og det selvsamme evige Snip, snap, snude, saa er Leander saa
fordringsfuld, at han trttes, saasnart hans Flelse ikke lnger gjr
ham ny for sig selv. Saasnart han ikke lnger er helt beruset, er
han ogsaa i det Samme mer end dru. Rusens svulmende lyse Overmod,
der har givet ham en Halvguds Selvtillid og Tryghed, forlader ham,
han ngstes, han tnker og fanger Tvivl. Han ser tilbage paa sin
Lidenskabs urolige Levnetslb, sukker sit Suk og gaber. Og han
lnges, han fler sig som En, der er kommen hjem efter en langvarig
Fart i fremmede Lande og nu atter ser de saa inderlig velkjendte, saa
lang Tid forglemte Steder liggende for sig, og alt mens han ser dem,
tankelst undrer sig over at han virkelig har vret borte fra denne
hjemlige Verdenspart saa lnge.

I en saadan Stemning sad Ulrik Frederik en regnfuld Septemberdag.

Han havde havt sine Hunde inde at lege med, havde forsgt paa at
lse og havde spillet Dalds[6] med Marie. Regnen skyllede ned, det
var ikke Vejr til at tage ud i, og han var derfor gaaet ind i sit
Vaabenkammer, som han kaldte det, i den Tanke at pudse og efterse
sine Skatte -- det var det just Vejr til -- og var saa kommen til
at tnke paa en Kasse Vaaben, han havde faaet i Arv efter Ulrik
Christian, havde ladet den bringe ned fra Loftet og sad nu og lftede
Arven Stykke for Stykke.

 [6] Dalds = Et Brdtspil, der spilledes med Brikker og Trninger.

Der var Pragtkaarder, blaaanlbne med Guldindlgning og slvblanke
med mat Gravering; der var Jagtknive med tunge, enkelt eggede Blade,
med lange, flammebugtede, med trekantede, naalespidse Blade; der
var Toledoklinger, mange Toledoklinger, lette som Rr og bjelige
som Vidjer, med Fster af Slv og af Jaspisagat, af drevet Guld og
af Guld med Karbunkler, og een iblandt dem, den havde kun Fste af
tset Staal, den var stukken igjennem et lille Spndebaand af Silke,
besyet i Roser og Ranker med rde Glasperler og grn Floksilke. Enten
var det et Armbaand, et simpelt Armbaand eller, som Ulrik Frederik
troede, et Strmpebaand -- og Kaarden var stukket der igjennem.

Det er fra Spanien, tnkte Ulrik Frederik, for der havde den Afdde
vret i ni Aar og tjent i Armeen. Ak ja, han skulde ogsaa have vret
i Fremmedtjeneste hos Carl Gustav, men saa kom Krigen, nu kom han
vel aldrig ud at tumle sig, og han var dog knap treogtyve Aar. Altid
leve her ved dette lille, kjedelige Hof, dobbelt kjedeligt nu da al
Adelen holdt sig hjemme. -- Jage lidt, se lidt til sit Lehn, en Gang
i Tiden, ved Kongens Naade, blive Gehejmestatsraad og Ridder, holde
gode Miner med Prinds Christian og beholde sin Bestilling, nu og da
bruges til en kjedsommelig Ambassade til Holland, blive gammel, faa
Vrk, d og blive begravet i Frue Kirke, det var den glimrende Bane,
der var ham afstukken. -- Nu krigedes de nede i Spanien, der var
Hder at vinde, Liv at leve -- der var Kaarden og Baandet fra. Nej --
han maatte tale med Kongen, det regnede endnu og der var langt til
Frederiksborg, men det fik ikke hjlpe, vente kunde han ikke, det
maatte afgjres.

Kongen syntes godt om Forslaget. Imod Sdvane sagde han straks ja,
til stor Forbavselse for Ulrik Frederik, der hele Vejen havde redet
og for sig selv anfrt alt, alt det, der gjorde det vanskeligt,
urimeligt, umuligt -- og nu sagde Kongen ja, til Jul kunde han rejse,
til den Tid kunde nok de indledende Skridt vre gjorte og den spanske
Konges Svar vre kommet.

Svaret kom da ogsaa allerede i Begyndelsen af December, men Ulrik
Frederik kom dog frst til at rejse noget hen i April; der var saa
meget, der skulde gjres forinden, Penge, der skulde skaffes, Folk,
der skulde udrustes, Breve, der skulde skrives; men saa rejste han da.

Marie Grubbe var kun daarligt tilfreds med denne Spaniensrejse,
og vel fik Fru Rigitze hende til at indse, at det var ndvendigt,
at Ulrik Frederik rejste udenlands og vandt Hder og Bermmelse
for at Kongen ret kunde gjre noget for ham; thi vistnok var hans
Majestt en absolut Herre, men han var desuagtet meget mfindtlig for
Folks Omtale og Adelsskabet var jo nu paa denne Tid saa forkert og
vrangvilligt, at det visselig vilde lgge Alt, hvad Kongen foretog
sig ud i den daarligste Mening -- men alligevel, Kvinder have nu en
Gang en medfdt Frygt for al Sigen Farvel og her var meget at vre
bange for, thi selv om Marie kunde se bort fra Krigsfaren og den
lange, farlige Rejse og trste sig ved at der jo nok blev taget vel
Vare paa en Konges Sn, saa kunde hun dog ikke Andet end ngstes
for, at det Samliv, de saa vel havde begyndt, ved en maaske mer end
aarelang Adskillelse kunde blive saaledes afbrudt, at det aldrig
kom til at fortsttes som det var begyndt. Deres Kjrlighed var saa
ny og saa lidet befstet, og nu just som den var kommen i Vkst,
skulde den skaansellst udsttes for allehaande Umildhed og Fare;
var det ikke ret at stile henimod at lgge den de? -- og det havde
hendes korte gtestand lrt hende, at det Slags gteskab hun i sin
Trolovelsesstand havde set an for saare let at fre, det hvor Mand
og Kvinde gik hver sin egen Vej, det kunde kun vre et Ulykkens
Liv med idel Mulm og ingen Dagning, og det var der jo nu her gjort
en Begyndelse til udvortes: Gud forbyde det skulde komme saaledes
indvortes, men det var at friste Lykken haardt at aabne Dr for
saadan Skilsmisse.

Og saa var hun ogsaa meget skinsyg paa alt det lette, katolske
Kvindepak dernede i Spaniens Riger og Lande.

               *       *       *

Frederik den Tredie, der, som saamange andre Fyrster og Herrer
dengang, ivrigt dyrkede Guldmagerkunsten, havde medgivet Ulrik
Frederik det Hverv, i Amsterdam at opsge den bermte Guldmager,
Italieneren Burrhi, forhre om han ikke agtede sig til Danmark og
underhaanden lade ham forstaa at saavel Kongen som den rige Christen
Skeel til Sostrup vel kunde gjre ham hans Umag betalt, hvis han
vilde ulejlige sig did.

Da Ulrik Frederik derfor i Juni Maaned Toogtreds naaede den nvnte
By, lod han sig ved Ole Borch, der da studerede her og var vel kjendt
med Burrhi, fre hen til ham. Guldmageren, dengang lidt oppe i de
Halvhundrede, var en Mand lidt under Middelhjde med gode Anlg til
Fedme, let i Gang og Holdning, noget gulladen, med sort Haar og en
smal Knebelsbart, runde Kinder, fyldig Hage, kroget, lidt plump Nse
og smaa, blinkende jne, der vare omgivne af en utallig Mngde smaa
og store Rynker, som i en Vifte gik ud fra jenkrogene og gav ham et
paa en Gang fiffigt og godlidende Udseende.

Sort Fljelsfrakke med store Opslag og florbetrukne Slvknapper,
sorte Knbenklder, sorte Silkestrmper og Sko med store, sorte
Baandroser var hans Dragt. Han syntes at stte Pris paa Kniplinger,
thi han havde Kniplinger i Brystet og i Enderne af sin Halsklud og
baade om Haandledene og fra Kanten af hans Knbenklder hang rige
Kniplingsmansketter i tykke Folder. Hans Hnder var hvide, fede,
buttede og smaa og saa overlssede med sjelden plumpe Guldringe, at
han ikke kunde faa Fingrene sammen. Endogsaa om Tommelfingrene havde
han store, juvelblinkende Ringe. Saasnart han sad ned, gjemte han,
uagtet det jo var Sommerdage, Hnderne i en stor Skindmuffe, for han
frs altid sine Hnder, som han sagde.

Den Stue, han frte Ulrik Frederik ind i, var stor og rummelig med
Hvlvingsloft og smale spidsbuede Vinduer hjt oppe paa Vggen.
Et stort, rundt Bord stod midt paa Gulvet, omgivet af Trstole,
paa hvis Sder der laa blde Hynder af rdt Silke med lange, tunge
Kvaster i alle fire Hjrner. Bordskiven var indlagt med en stor
Slvplade, hvorpaa der i Niello var fremstillet de tolv Himmeltegn,
Planeterne og de vigtigste Stjernebilleder. En Rad Strudsg hang paa
Snor ned fra Hvlvingens Midtroset. Gulvet var malet i graa og rde
Tavl, og indenfor Dren var gamle Hestesko i Triangel indfldede i
Gulvplankerne. Et stort Koraltr stod under det ene Vindue, et mrkt,
udskaaret Trskab med Messingbeslag under det andet. I en Krog var
anbragt en Voksdukke i Legemsstrrelse, forestillende en Morian, og
langs Vggen laa Blokke af Tinerts og Kobbermalm. Morianen havde et
trt Palmeblad i Haanden.

Efter at de nu vare skikkede til Sde og de frste
Hflighedsyttringer udvekslede, spurgte Ulrik Frederik -- de talte
Fransk -- Burrhi om han ikke ogsaa vilde komme de Sgende i Danmarks
Land til Hjlp med sin Visdom og Forfarenhed.

Burrhi rystede paa Hovedet.

Jeg veed vel, sagde han, at den hemmelig' Kunst har fornemme
og mgtige Dyrkere i Danmark, men jeg har nu underviset saa mange
fyrstelige Herrer og Prlater, og har jeg end ikke altid set Utak
og liden Skjnsomhed for min ventede Ln, saa har jeg dog mdt saa
megen Vrangsindethed og Uforstandighed, at jeg vanskelig tiere tager
mig en Skikkelse paa som Lremester for saa ophjede Skolarer. Det er
mig ikke vitterligt efter hvilken Regula eller Methode hans Majestt
Kongen af Danmark laborerer, saa mine Ord ingen Sigtelse mod ham
kan have til Indhold, men jeg kan i al Gehejmhed bedyre, at jeg har
antruffen Herrer af Rigens allerhjeste Adel, ja salvede Fyrster
og Arveherrer, der vare saa uvittige i deres Historia naturalis og
Materia magica, at den gemeneste Marktskrigere ikke kan vre mere
bondeagtig overtroisk end som de var. De slaa endog deres Lid til
det vidtudspredte, forsmdelige Landerygte, at det at lave Guld, det
er som at lave en Dvaledrik eller Lgedomspillula; blot En har den
rette Opskrift, saa mnges det tilhobe, sttes paa Ilden, en Formula
udsiges, og saa skal Guldet vre der. Saadant har Styverfngere og
ignorantiske Personer udspredt -- dem Djvelen have! Kan de Folk dog
intet forstaa, at dersom det saaledes gik an, da vilde Verden svmme
udi Guld. Vel er det som gode Autores, sikkerlig med Rette, formode,
saaledes bestilt af Naturen, at kuns en vis Del af Materie kan
luttres ud i Guldets Gestalt, men vi vilde dog blive oversvmmede.
Nej, Guldmagerkunsten er en vanskelig og bekostelig Kunst. Der maa
en lykkelig Haand til, der maa vre visse srdeles Constellationer
og Conjunctioner forhaanden, om Guldet ret skal vlde. Intet alle
Aaringer er Materien lige guldgivtig, nej, nej, betnker dog at
det ingen ringe Destilatio eller Sublimatio er, men en Naturens
Omskabelse, der skal gaa an. Ja, jeg tr sige, at der gaar en
Sittring gjennem Naturgejsternes Pauluner hver den Gang en Del af det
pure, tindrendes blanke Guld fries ud af Materia vilis's tusindaarige
Omfavnelse!

Men, sagde Ulrik Frederik, I forlade mig jeg sprger, men stter
En intet ved slige lnlige Kunster sin Sjl udi Fare og Vaade?

Nej, nej, svarede Burrhi ivrigt, hvor vil I tro! hvilken Mager
var vel strre en Salomo, hvis Segl, baade det store og det lille,
vidunderligen er os bevaret den Dag idag vi lever? Hvo gav vel Mosem
Trolddomsgave? Mon ikke Zebaoth, Stormenes Aand, den Forfrdelige?
og han trykkede Stenen i en af sine Ringe op til sine Lber. Jo,
jo, vedblev han, visselig have vi store Mrkets Navne og farlige
Ord, ja gruelige Hemmeligheds-Tegn, der, hvis de bruges til det Onde,
som mangfoldige Spaakvinder og Troldkarle og Lgmandsmedici gjre,
fluks lgger deres Paakalderes Sjle i Gehennas Lnker. Men vi, vi
paakalde dem ikkuns for at udfri den hellige Urmaterie af Stvs og
jordisk Askes urene Besmittelse og Beblandelse; thi det _er_ Guldet;
Guldet er den originale Begyndelsesmaterie, som det gaves at give Lys
fr Solen og Maanen blev indsat i Himlens Hvlvinger.

Saaledes talte de lnge om Guldmagerkunsten og andre Lnvidenskaber,
til Ulrik Frederik spurgte ham om han ved Hjlp af den lille Seddel,
han for nogle Dage siden havde ladet ham tilskikke ved Ole Borch,
havde stillet hans Horoskop.

I det Store, sagde Burrhi, kunde jeg vel nok sige Eder, hvad
Eder er bestemt, men naar ikke Nativiteten stilles ret lige i den
Time Barnet fdes, saa kommer intet alle Smaategn med og Resultatet
bliver da kuns meget lidt at lide paa. Dog veed jeg noget. Ja ja,
vedblev han og strg sig over jnene, havde I vret borgerlig fdt
og i en Medikusses ringe Stilling, da havde jeg kun havt glade
Ting at berette Eder; men nu vil Verden intet blive Eder fuldt saa
let. Det er paa visse Maader meget at beklage, at Verdens Gang
i de meste Tilflde er saaledes, at en Haandvrkeres Sn bliver
og en Haandvrkere, en Kjbmands Sn en Kjbmand, en Bondes Sn
en Bonde og saaledes fort over det Hele, thi, Manges Ulykke har
aleneste deri sin Grund, at de give sig hen i en anden Bestilling
end den, Himmeltegnenes Stilling ved deres Fdsel anviser Dem. Om
saaledes En, der er fdt i Begyndelsen af Vdderens Tegn, giver
sig i Krigerstanden, da vil Intet lykkes for ham, og Saar og liden
Forfremmelse og tidlig Dd vil vre ham vis, men om han tager sig
til at arbejde med sine Hnder som Kunstsmed eller Stensnidere, vil
Alting staa for ham som paa Pinde. En, der er fdt under Fiskenes
Tegn, i den frste Part, ham br det at dyrke Jorden eller om han
er rig, at skaffe sig meget Jordegods, den, som er fdt i sidste
Part, maa sge sin Lykke paa Sen, enten det saa maa vre som gemen
Brtskippere eller som Admiral. Tyrens Tegn i frste Part er for
Krigsfolk, i sidste Part for Advokater, Tvillingerne som I er fdt
under, er som jeg siger for Medici i frste Part, og for Kjbmnd i
anden Part. -- Men lad mig nu se Eders Haand!

Ulrik Frederik rakte Haanden frem, Burrhi gik hen til
Hestesko-Trianglen og strg sine Sko henover dem, som en Linedandser
stryger sine Saaler paa Harpiksbrdtet inden han gaar ud paa Tovet.
Saa saae han i Haanden.

Ja, sagde han, res-Linien er hel og lang, ser jeg, og rkker saa
vidt, den rkke kan, uden at naa til en Krone. Lykke-Stregen er mat
paa nogen Tid, men bliver alt mere og mere klar. Der er Livsfuren,
den ser hel ilde ud desvrre, I maa tage Jer vel i Vare til I har
naaet Syvogtyveaarsalderen, til da er Eders Liv haardt og hemmeligt
truet, men saa bliver Linien klar og strk helt op i hj Alderdom,
men den skyder kun en Streg ud -- jo dog, der er alt en mindre hos --
ja, I vil faa Livsarvinger i tvende Kuld, det fejler intet, men faa
i hvert.

Han slap Haanden.

Hr, sagde han alvorligt, der er Fare for Eder, men hvor den
truer, det ser jeg intet, dog, aaben Krigsfare det er det ingenlunde;
skulde det vre Fald eller anden Rejsevaade, saa tag her disse
trekantede Malakiter, de er af en srdeles Sort; ser I her, i denne
Ring har jeg dem selv, de skytter godt mod Fald eller Styrtning fra
Hest eller Vogn. Tag dem med, br dem paa Jert blotte Bryst, eller
om I lader dem stte i en Ring, da tag Guldet ud bagved, for de maa
rre, hvis de skal skjrme; og se her en Jaspissten, kan I se, der
sidder i den som et Tres Lignelse, den er saare rar og fin, og god
mod snigendes Vaabenstik og flydendes Forgift. Jeg beder Eder end en
Gang, min dyrebare, unge Herre, I vogte Eder vel, isr for Kvindfolk;
jeg veed det intet sikkert, men der er Tegn, der tyder, at Faren
blinker i et Kvindfolks Haand, men jeg veed det intet, det er intet
vist, vogt Eder derfor ogsaa for arge Venner og skalkagtige Tjenere,
for kolde Vande og for lange Ntter.

Ulrik Frederik tog venligt mod Gaverne og glemte ikke den flgende
Dag at sende Guldmageren en kostbar Halskjde til Tak for hans gode
Raad og gode Vrgestene.

Herefter gik hans Rejse uden Standsning lige til Spanien.




X.


Der blev saa stille i Gaarden den Foraarsdag, da Hestenes Hovslag
var det bort i det Fjerne. Endnu stod alle Dre aabne efter
Afskedsstundens Travlhed, endnu stod Bordet dkket, hvorved Ulrik
Frederik havde spist, hans Salvet laa endnu ved hans Couvert,
saaledes som han havde krammet den sammen, og fugtige Spor af hans
store Ridestvler var endnu synlige hele Gulvet over.

Derhenne ved det store Pillespejl havde han trykket hende til sit
Bryst, kysset og kysset hende til Farvel og sgt at trste hende ved
svorne Lfter om snarligt Gjensyn.

Uvilkaarligt gik hun hen for Spejlet som for at se, om det ikke
havde holdt hans Billede fast, saaledes som hun for et jeblik
siden, indesluttet i hans Arme, havde set det. Hendes egen ensomme,
forknytte Skikkelse, hendes blege, forgrdte Ansigt mdte hendes
sgende Blik inde bag Spejlets glatte, blanke Flade.

Porten blev lukket i dernede, Tjeneren tog af Bordet, og Nero,
Passando, Rumor og Delphin, hans kjreste Hunde, der havde vret
lukket inde, lb med ynkelig Piben, snusende til Sporene, rundt i
Stuen. Hun vilde kalde dem hen til sig, men kunde ikke for Graad.
Passando, den store, rde Rvemynde, kom hen til hende, hun knlede
ned og klappede den og strg den, men den logrede kun adspredt med
Halen og saae hende med store jne lige op i Ansigtet og peb og peb.

Hine frste Dage, -- hvor dog Alt var tomt og trist, hvor langsomt
Tiden randt, og hvor knugende tungt Ensomheden laa paa hende, og hvor
Lngslen saa imellem var skjrende skarp som Salt i en aaben Vunde.

Ja, det var de frste Dage, men da det saa ikke var nyt lnger
og blev ved at komme Altsammen, Mrket og Tomheden, Lngslen og
Sorgen, Dag for Dag, som et Snevejr, der falder Flok paa Flok,
den ene langsomt dalende Flage efter den anden, da kom der en
underlig Haablshedens Slvhed og Ro over hende, ja nsten som en
Flelseslshed, der stter sig lunt tilrette i Sorgens Hygge.

Og saa var det pludseligt igjen helt anderledes.

Alle Nerver spndte i den hjeste Pirrelighed, alle Aarer bankende
af livstrstigt Blod og hendes Fantasi saa fuld som rkenens Luft af
farverige Billeder og daarende Syner.

I slige Dage flte hun sig som en Fange, der utaalmodigt ser sin
Ungdomstid, Vaar paa Vaar, glide gold forbi, uden Blomster, mat
og de, stadigt svindende, aldrig kommende. Og det var hende som
Tidens Sum blev talt hende til Time-Hvid for Time, og som hver af
dem med Klokkeslagets Klang faldt klirrende ned for hendes Fdder og
smulnedes og blev til Stv, og da kunde hun i kvalfuld Livslngsel
vride sine Hnder og skrige som i Pine.

Sjldent viste hun sig ved Hoffet eller hos sin Slgt, thi Etiketten
fordrede, at hun holdt sig hjemme, og da hun kun var meget lidt stemt
til at paaskjnne Besg, ophrte disse snart, og hun var ganske
overladt til sig selv.

En lad Mathed blev snart Flgen af denne ensomme Grublen og Srgen,
og hele Dage og Ntter i Rad blev hun liggende tilsengs og sgte her
at holde sig i en halv vaagende, halv slumrende Tilstand, der affdte
ventyrlige Drmme, som i Klarhed langt overgik den sunde Svns
taagede Drmmebilleder, saa de nsten var som virkelige, og gav en
kjrkommen Erstatning for det Liv, hun savnede.

Dag for Dag blev hun mere og mere pirrelig, saa den mindste Larm
voldte hende Smerte, og hun kunde faa de slsomste Indfald og
pludselige, vanvittige nsker, der nsten maatte vkke Tvivl om
hendes Forstand.

Der var vel ogsaa kun et Straas Bredde mellem Vanviddet og denne
slsomme Lystenhed, som betog hende efter at udfre en eller anden
fortvivlet Handling, blot for at udfre den, ikke fordi hun havde
mindste Grund dertil, ja ikke en Gang rigtig nskede det.

Saaledes hndte det undertiden, naar hun stod ved det aabne Vindue,
lnet til Vindueposten og saae ned i den stenlagte Gaard dybt under
hende, at der foer igjennem hende en fristende Drift til at kaste
sig derned, blot for at gjre det. Men i det samme Nu havde hun
i Fantasien gjort Springet, og hun flte den skjrende, kjlige
Kildren, som Spring fra hje Steder frembringer og hun foer fra
Vinduet ind i det Inderste af Stuen, rystende af Angst og med
Billedet af sig selv, liggende blodig nede paa de haarde Sten, saa
tydeligt for sig, at hun maatte gaa til Vinduet igjen og se ned, for
at jage Billedet bort.

Mindre farlig og af en lidt anden Natur var den Lyst hun flte, naar
hun, hvad der stundom hndte, kom til at se paa sin blottede Arm, og
nsten nysgjerrigt fulgte de blaa og dunkeltviolette Aarers Lb under
den hvide Hud, den Lyst, hun da flte til at bide ned i dens hvide
Runding, og hun fulgte virkelig sin Lyst og bed som et grumt lille
Rovdyr Mrke paa Mrke, men saasnart det gjorde rigtig ondt, holdt
hun straks op og gav sig til at kjle for den stakkels mishandlede
Arm.

Til andre Tider kunde hun, bedst som hun sad, finde paa at gaa ind og
klde sig af, blot for at svbe sig i et tykt, rdt Silketppe og
mrke det blanke Stofs kjligt glatte Berring eller for at lgge en
iskold Staalklinge nedad sin blottede Ryg.

Af saadanne Indfald havde hun mange.

       *       *       *       *       *

Efter fjorten Maaneders Fravrelse vender saa Ulrik Frederik hjem.

Det var en Julinat. Marie kunde ikke sove, hun laa og lyttede paa den
langsomt pibende Sommernatsvind, urolig af alskens ngstende Tanker.

De sidste otte Dage havde hun ventet Ulrik Frederik hver Time i
Dgnet, nskende hans Komme, frygtende hans Komme.

Vilde Alting blive igjen som i gamle Dage, for fjorten Maaneder
siden? -- det syntes hende nej det ene jeblik, ja det andet. Hun
kunde nu ikke rigtig tilgive ham den Spaniensrejse, hun var bleven
saa gammel i al den Tid, saa forsagt og stilfrdig, og nu kom han
hjem, vant til Glands og Tummel, friskere og mere ungdommelig end
fr, og fandt hende bleg og falmet, tung i Sind -- tung i Gang, slet
ikke den Gamle, og i det frste Mde vilde han vre saa fremmed og
kjlig overfor hende og det vilde gjre hende endnu mere forskrmt,
og han vilde vende sig fra hende, men aldrig vilde hun vende sig fra
ham, nej, nej, hun vilde vaage over ham som en Moder, og naar Verden
gik ham imod, saa vilde han komme til hende, og hun vilde trste ham
og vre ham saa god, savne for hans Skyld, lide og grde, gjre Alt
for hans Skyld. -- Saa syntes det hende igjen at saasnart hun saae
ham, vilde Alt vre som det var, jo, de stormede gjennem Stuen, som
kaade Pager, stimede og stjede, og Vggene gav Gjenlyd af Latter og
Jubel og Krogene hviskede med Kys --.

Som hun tnkte sig det saadan, faldt hun i en let Blund og det larmed
og legte ind i hendes Drmme, og da hun vaagnede, larmed det endnu,
raske Fodtrin ld paa Trapperne, Porten slog op, Dre lukkedes, Vogne
rumlede paa Gaden og Hestehove skrabede i Stenbroen.

Det er ham! tnkte hun, sprang op, greb det store, stukne Sengetppe,
og svbt i det som en Kaabe, ilede hun ind gjennem Vrelserne. I
Storstuen standsede hun, der stod en Bissepraas i en Trstage nede
paa Gulvet og brndte, et Par af Lysene i Armstagerne var tndte,
Tjeneren var lben fra disse Forberedelser af lutter Travlhed.
Det talte derude. Det var Ulrik Frederiks Rst, hun skjlvede af
Bevgelse.

Dren gik op, og med Hat paa Hovedet og Kappe omkring sig stormede
han ind, vilde gribe hende i sine Arme, men fik kun fat i hendes
Haand, for hun foer tilbage, han saae saa fremmed ud, hun kjendte
ikke hans Dragt, han var bleven saa brun og saa fyldig, og under
Kappen var han i en slsom Kldning, hun aldrig havde seet Mage til,
det var den nye Mode med lang Vest og skindbrmmet Kjole, og den
forandrede helt hans Figur og gjorde ham endnu mere ukjendelig.

Marie, raabte han, min hjrte Pige, og han vred hende ind til
sig, saa det vrkede i hendes Haandled og hun vaandede sig af Smerte.
Men han mrkede det ikke, han var temmelig drukken, thi Natten var
ikke varm og de havde bedet godt i den sidste Kro.

Det hjalp kun lidt Marie stred imod, han kyssede og klappede hende
vildt og ubndigt. Endelig slap hun dog fra ham, og med blussende
Kind og blgende Barm flygtede hun ind i den nrmeste Stue; saa kom
hun dog i Tanker om, at det maaske var en vel slsom Velkomst og
vendte tilbage.

Ulrik Frederik stod paa samme Plet, helt forvirret, delt imellem
Bestrbelsen for at faa sin omtaagede Forstand til at fatte, hvad der
foregik, og Anstrngelsen for at hgte Hagekrogen i sin Kappe op,
men hans Tanker og hans Hnder var lige hjlpelse. Da nu Marie kom
tilbage og friede ham for Kappen, kom han paa, at det Foregaaende
nok skulde vre Spg og brast ud i en skogrende Latter, slog sig paa
Laarene, vred og vendte sig, ravende som han var, truede skjlmsk ad
Marie og lo fornjet og godmodigt, havde aabenbart noget Spgefuldt,
han vilde sige, begyndte ogsaa paa det, men kunde ikke faa det frem,
og sank endelig ganske oplst og lattergreben ned paa en Stol,
stnnende og gispende af al den Leen, med et lykkeligt, bredt Smil
over hele Ansigtet.

Lidt efter lidt veg Smilet for et dsigt Alvor, saa rejste han sig
op og gik i tavs, misfornjet Majestt frem og tilbage over Gulvet,
stillede sig omsider op ved Kaminen, foran Marie, med den ene Arm i
Siden, den anden stttet paa Gesimsen og saae overlegent -- stadig
slynget af den strke Rus -- ned paa hende.

Han holdt nu en lang, usammenhngende Fuldmandstale om sin egen
Storhed, om den re, der var viist ham udenlands, og om den store
Lykke, det var for Marie som en menig Adelsmands Datter, at have til
Gemal En, der om han havde villet, kunde have hjemfrt en Prindsesse
af Blodet. Han gik derefter uden Grund over til at sige, at han vilde
vre Herre i sit Hus, og truede Marie, at hun skulde vre saa lydig,
saa lydig, han vilde ingen Raisonering hre paa, ikke et Kny, ikke
eet; hvor hjt han ogsaa havde hvet hende, saa blev hun dog altid
hans Slave, hans lille Slave, lille, sde Slave, og nu blev han saa
mild som en legende Los, grd og smiskede og trngte med hele en
drukken Mands Ihrdighed ind paa hende med grove Kjrtegn og plumpe
Elskovsord -- uundgaaelige, uafviselige.

       *       *       *       *       *

Nste Dags Morgen vaagnede Marie lnge fr Ulrik Frederik.

Det var nsten med Had, hun betragtede den sovende Skikkelse ved
hendes Side. Hendes Haandled var hovnet op og var ganske mt fra hans
voldelige Velkomsthilsen igaaraftes. Der laa han med de kraftige Arme
under den strke, laadne Nakke; sorglst, trodsigt, syntes det hende,
aandede det brede Bryst, og der var et dorsk, mt Smil paa de rde,
fugtigt glindsende Lber.

Hun blev bleg af Harme og rd af Undseelse, ved at se paa ham.
Nsten fremmed for hende ved den lange Adskillelse, var han trngt
ind, pukkende paa hendes Kjrlighed som sin Ret, overmodig vis paa
hele hendes Sjls Hengivenhed og Tilbjelighed, som En er vis paa at
finde sine Mbler staaende, hvor de stod, da En gik ud. Vis paa at
vre savnet, vis paa at Lngsels Klager havde svunget sig fra hendes
skjlvende Lber henimod ham i det Fjerne, vis paa at alle hendes
nskers Maal var hans brede Favn --.

Da Ulrik Frederik stod op, fandt han hende halvt siddende, halvt
liggende paa en Ljbnk inde i den blaa Stue. Hun var bleg,
Ansigtstrkkene slappe, jnene nedslagne, og den syge Haand laa mat
ned i hendes Skjd, svbt i et Kniplingslommetrklde; han greb
efter den, men hun rakte ham langsomt den venstre og heldte med et
smerteligt Smil Hovedet tilbage.

Ulrik Frederik kyssede smilende den fremrakte Haand, kom med nogle
spgefulde Bemrkninger om hans Tilstand igaaraftes og undskyldte
sig med, at han, saalnge han var i Spanien, aldrig havde faaet en
eneste god Rus, fordi Spanierne slet ingen Forstand havde paa at
drikke, og han tilfjede, at naar han skulde vre rlig, saa drak han
heller den ugte Alikant og Malagavin fra Johan Lehns Stue eller fra
Bryhanskjlderen, end det gte, sde Djvelskab, der vankede dernede.

Marie tav.

Frokostbordet stod dkket og Ulrik Frederik spurgte, om de ikke
skulde spise.

Marie skulde Ingenting have, hun bad ham undskylde, han maatte spise
ene, hun havde ingen Madlyst, og hendes Haand gjorde saa ondt, han
havde rent kvstet den.

Saa fik han da at vide, hvor skyldig han var, og han vilde endelig
se den syge Haand og kysse den, men Marie skjulte den hurtigt i sin
Kjoles Folder og saae paa ham, som han sagde, med et Blik som en
Tigerinde, der forsvarer sit vrgelse Afkom. Han bad lnge, men
det hjalp ikke, saa satte han sig leende tilbords og spiste med en
Appetit, der levende mishagede Marie. Roligt kunde han imidlertid
ikke sidde, han maatte hvert jeblik lbe til Vinduet og se ud, for
alle Gadens hjemlige Scener var ham saa nye og kurieuse, og han
fik snart ved denne idelige Lben den halve Opdkning spredt rundt
omkring i Stuen, hans l stod i det ene Vindue, Brdkniven laa i det
andet, hans Serviet hang over Vasen paa den forgyldte Gueridon og en
Kringle laa paa det lille Bord i Krogen.

Endelig blev han frdig og satte sig hen ved Vinduet og sad lnge og
saae ud, snakkende til Marie, der henne fra sin Ljbnk kun svarede
ham sjeldent eller slet ikke svarede.

Omsider rejste hun sig og gik hen til Vinduet, hvor han sad. Hun
sukkede og saae tungsindigt ud i Luften.

Ulrik Frederik smilte og drejede med stor Ihrdighed sin Signetring
rundt paa Fingeren.

Skal jeg puste paa den kranke Haand? sagde han i en klagende,
medlidende Tone.

Marie rev Kniplingstrkldet af Haanden uden at sige et Ord og blev
ved at se ud.

Den tager Kuld, den lille Stakkel, sagde han og saae et jeblik op.

Marie stttede, tilsyneladende tankelst, den syge Haand mod
Vindueskarmen og spillede med Fingrene, som paa et Klavikordium,
frem og tilbage, ud af Solen og ind i Vinduespostens Skygge og ud af
Skyggen og ind i Solen igjen, frem og tilbage.

Ulrik Frederik saae med smilende Velbehag paa den smukke, blege
Haand, der som et vevert, smidigt, lille Kattedyr leged og tumled i
Karmen, krummed sig som til Spring, drejed og vendte sig, skd Ryg,
tog Tillb hen til Brdkniven, rullede med Skaftet, krb tilbage,
lagde sig fladt ned i Karmen, listed sig langsomt hen til Kniven
igjen, snoede sig smidigt i Greb om Skaftet, lftede Bladet og lod
det spille blankt i Solen, flj saa op med Kniven ...

I samme Nu lynede Kniven ned imod hans Bryst, men han vrgede med
Armen, og Klingen skar igjennem hans lange Kniplingsmansketter ned
i rmet og han hugged den til Side ned paa Gulvet, sprang med et
Forfrdelsesraab op, saa Stolen tumled tilbage, Altsammen i eet kort
Sekund, ligesom med en eneste Bevgelse.

Marie var ddbleg, hun klemte Hnderne op mod sit Bryst, hendes Blik
var stivt og forfrdet, det stirrede hen paa den Plet, hvor Ulrik
Frederik havde siddet, saa snkede jelaagene sig, en skrende, dd
Latter trngte sig over hendes Lber, og hun sank om paa Gulvet,
lydlst og ganske langsomt, som stttet af usynlige Hnder.

Dengang hun legede med Kniven, havde hun pludselig lagt Mrke til, at
Ulrik Frederiks Kniplingsskjorte stod aaben og blottede hans Bryst,
og i samme jeblik var den meningslse Drift opstaaet hos hende,
at hugge det kolde, blinkende Blad ind i det hvide Bryst, og hun
gjorde det; ikke fordi hun nskede at drbe eller blot at saare ham,
maaske kun fordi Kniven var kold og Brystet varmt, eller mulig fordi
hendes Haand var syg og svag og Brystet strkt og sundt, men frst
og fremmest fordi hun ikke kunde lade vre, fordi hendes Vilje ingen
Magt havde over hendes Hjrne, eller hendes Hjrne ingen Magt over
hendes Vilje.

Ulrik Frederik stod bleg og stttede sig med Haandfladerne paa
Frokostbordet, han skjlvede, saa Bordet rystede og Fadene klirrede
mod hinanden. Frygt var ellers ikke blandt hans Egenskaber eller
Mod blandt hans Mangler, men dette var kommet saa uanet, var saa
vanvittig ubegribeligt, at han kun med Spgelserdsel kunde tnke paa
den Skikkelse, der laa livls og stille paa Gulvet henne ved Vinduet.
Burrhis Ord om Faren, der blinkede i en Kvindes Haand, klang for ham,
han sank paa Kn og bad; for al rimelig Sikkerhed, al forstandig
Tryghed var vegen fra Jordelivet og al menneskelig Vished ogsaa, thi
det var Himlen selv, der regjered, ukjendte Gejsters Indflydelse, der
styred, overjordiske Magter og Tegn, der bestemte. Hvorfor skulde
hun ellers ville drbe ham, hvorfor, Gud, du Almgtigste, hvorfor,
hvorfor? ... Fordi det skulde vre. Skulde.

Nsten stjaalent tog han Kniven op, brkkede Bladet over og kastede
Stumperne ind i den tomme Kamin.

Endnu rrte Marie sig ikke.

Hun var da ikke saaret? nej, Kniven var jo blank, og der var ingen
Blod paa hendes Mansketter, men hun laa saa stille, ddsens stille;
han ilede hen til hende og lftede hende op i sine Arme.

Marie sukkede, slog jnene op, saae stivt og ddt ud for sig, saae
paa Ulrik Frederik, og hun slyngede sine Arme om ham, kyssede og
kjrtegnede ham, men sagde ikke et Ord. Hun smilede vel saa lykkelig
og glad, men der var en sprgende Angst i hendes Blik, hun saae henad
Gulvet som om hun sgte Noget, greb saa pludselig Ulrik Frederik om
Haandledet og flte paa hans rme, og da hun saae, at det var udrevet
og Mansketten flnget, skreg hun i Forfrdelse.

Saa gjorde jeg det dog, raabte hun fortvivlet, aa Gud i din
hjeste Himmel, bevar min Forstand, saa mindelig jeg beder! -- Men
hvorfor sprger du intet? sagde hun til Ulrik Frederik, hvorfor
slnger du mig intet fra dig som en forgiftig Eddersnog! Alligevel,
Gud skal vide, jeg intet har Skyld eller Andel i, hvad jeg gjorde;
det kom saadan paa mig, der var _det_, der tvang mig, jeg svr' dig
min hjeste Helgens Ed, der var _det_, der styred' min Haand; men du
tror det intet, hvor kan du ogsaa? og hun grd og jamred.

Men Ulrik Frederik troede hende ganske. Det var jo den fuldeste
Bekrftelse af hans egne Tanker, og han trstede hende med gode Ord
og Kjrtegn, skjndt han flte en hemmelig Rdsel for hende som den,
der var et stakkels vanvittigt Redskab i arge Gejsters usalige Vold.
Og han overvandt ikke denne Rdsel, uagtet Marie Dag for Dag opbd
al en klog Kvindes Klgt for at vinde hans Tillid. For havde hun hin
frste Morgen svoret i sit Hjrte, at Ulrik Frederik skulde faa Lov
til at udfolde al sin Elskvrdighed og bruge alt sit Taalmod for at
vinde hende igjen, saa svor hendes Opfrsel nu lige det Modsatte;
hvert Blik var en Bn, hvert Ord et ydmygt Lfte, og i tusinde
Smaating, i Dragt og Lader, i snilde Overraskelser og sarte Hensyn
tilstod hun ham, hver Time paa Dagen, sin inderlige, lngselsfulde
Kjrlighed, og havde hun kun havt Mindet om hin Formiddags Optrin at
overvinde, da var Sejren ogsaa bleven hende vis.

Men strre Fjender stod hendes Sag imod.

Ulrik Frederik var draget bort som fattig Prinds fra et Land, hvor
den mgtige Adel ingenlunde betragtede en Konges ugte Brn som mere
end sin Lige. Enevlden var endnu saa ung, og den Betragtning, at
Kongen var en Mand, der kjbte sin Magt ved at give sin Magt, saa
saare gammel. Det Halvgudsskjr, der i senere Tider omstraalede den
absolute Arveherre, om det end alt var tndt, det var dog endnu kun
spagt og spdt og blndede Ingen, der ikke stod altfor nr.

Fra dette Land drog Ulrik Frederik til Phillip den Fjerdes Hr
og Hof, og her blev han overvldet med Gaver og resbevisninger,
udnvntes til Grand d'Espagne og behandledes paa lige Fod med
Don Juan d'Austria, thi de Spanskes Konge lod sig det vre
magtpaaliggende, i hans Person at hylde Frederik den Tredie og ved
overvttes Gavmildhed og Naade at udtrykke sin Tilfredshed med
Regjeringsforandringen i Danmark og sin Anerkjendelse af Kong
Frederiks sejerkronede Bestrbelser for at indtrde i de absolute
Herskeres Rkke.

Lftet og beruset af al denne Hder, som ganske forandrede hans
Opfattelse af hans egen Betydning, saae Ulrik Frederik snart, at han
havde handlet utilgivelig letsindigt i at gjre en menig Adelsmands
Datter til sin Gemalinde, og Tanker om at lade sin egen Ubesindighed
gaa ud over hende, Tanker om at lade hende ophje og om at lade sig
skille fra hende, krydsede i broget Forvirring hinanden under hans
Rejse hjem, og da nu den overtroiske Frygt for, at hans Liv var
truet af hende, kom til, tog han den Beslutning, indtil han kunde
skjnne, hvad der videre var at foretage, at behandle hende koldt
og ceremonielt, og at afvise ethvert Forsg paa at vkke det gamle,
idyliske Forhold tillive igjen.

Frederik den Tredie, der ingenlunde var nogen ufin Iagttager,
opdagede snart, at Ulrik Frederik ikke var vel fornjet med sit
gteskab og forstod ogsaa helt vel Grunden, og han benyttede derfor
enhver Lejlighed til at fremdrage og udmrke Marie Grubbe, og
overvldede hende med Tegn paa Gunst og Naade, og troede paa denne
Vis at kunne hve hende i Ulrik Frederiks jne og Yndest, men det
hjalp ikke, det bidrog kun til at skabe en Hr af aarvaagne og
misundelige Fjender rundt om den Udkaarne.

               *       *       *

Den Sommer, som saa ofte ellers, boede Kongefamilien paa
Frederiksborg.

Ulrik Frederik og Marie tog ogsaa derud, thi de skulde hjlpe med
til at udfinde og optnke alle mulige Festligheder og Optog, som i
September og Oktober skulde gaa for sig, naar Churfyrsten af Sachsen
kom for at trolove sig med Prindsesse Anna Sofie.

Forelbig var Hofkredsen derude ganske lille, frst i Slutningen af
Avgust skulde den udvides, thi da skulde Prverne paa Balletter og
anden Lystbarhed begynde. Der var derfor meget stille, og de sled
Tiden som de bedst kunde. Ulrik Frederik var nsten hver Dag paa
lange Jagt- og Fisketoure, Kongen havde travlt med sit Drejelad
og sit Laboratorium, som han havde ladet indrette i et af de smaa
Taarne, og Dronningen og Prindsesserne baldyrede til den forestaaende
Fest.

       *       *       *       *       *

I den Allee, som fra Skoven frer op mod Laagen til lille Dyrehave,
plejede Marie Grubbe at gaa sin Morgengang.

Hun var der ogsaa idag.

Hjt oppe i Alleen lyste hendes kraprde Robe skarpt mod den
muldsorte Gang og det grnne Lv.

Langsomt kom hun nrmere.

Den sirlige, sorte Filthat, uden andet Smykke end en smal Perlelidse
og en blinkende, slvindfattet Solitaire paa den opkrammede
Sideskygge, sad let paa det i tunge Lokker opsatte Haar. Robelivet
sad stramt og glat, rmerne var snevre til ned imod Albuen, der blev
de dybt opslidsede, hngende, agrafferede over Slidsen med Perlemoder
og forede med ansigtsfarvet Silke. En ttvvet Kniplingsbredde
skjulte de ngne Arme. Robeskjrtet, der bagtil slbte en Smule,
var paa Siderne hjt ophftet og faldt i rundede Folder kortelig af
foran, og lod et sort og hvidt skraastribet Silkeskjrt tilsyne, saa
langt, at Foden med de sortsviklede Strmper og perlespndte Sko
netop kunde sees. I Haanden havde hun en Vifte af Svanefjer og Fjer
af Ravne.

Tt ved Laagen standsede hun, aandede i sin hule Haand og holdt den
frst for det ene, saa for det andet je, saa rev hun en Kvist af og
lagde de kjlige Blade paa de hede jelaag, men det kunde alligevel
sees, at hun havde grdt. Saa gik hun ind ad Laagen, op mod Slottet,
vendte tilbage igjen og slog ind paa en Sidegang.

Neppe var hun forsvunden mellem de mrkegrnne Buksbomhkke, fr der
oppe i Alleen viste sig et slsomt, skrbeligt Par: et Mandfolk, der
gik langsomt og vaklende som En, der nys var kommen op af en haard
Sygdom, stttede sig til et Fruentimmer i en gammeldags Stoffes Kaabe
og med en stor, grn Skjrm for jnene. Manden vilde gaa hurtigere
til, end han ret vel kunde aarke, og Fruentimmeret holdt igjen og
trippede smaaskjndende med.

Naa, naa! sagde hun, bi at tage dine Ben med, du flyver jo til som
et vindt Hjul i en skjv Vej, kranke Lemmer skal krankelig bres.
Gaa nu stille! sagde hun ikke det, den kloge Kone i Lynge. Er det at
stolpre afsted paa Ben, som der intet er mere Sttte og Stivelse i,
end som i gammel Sime!

Herregud, da ogsaa for Ben det er! klynkede den Syge og standsede,
da Knene rystede under ham, nu er hun helt af Syne, og han saae
langeligt op imod Laagen, helt af Syne! og der bliver ingen Lystfart
i Dag, har Foureren sagt, og der er saa lnge til imorgen!

Ja, ja, den Tid gaar nok, lille Daniel, og saa kan du hvile idag,
saa er du saameget des strkere imorgen, saa flger vi hende hele
Skoven igjennem, fluks ned til Laagen, ja vi gjr, og nu gaar vi
hjem, og saa skal du ligge paa den blde Ljbnk og have et godt Krus
l, og saa spiller vi Verkehring og saa kommer Reinholdt Vinskjnk,
naar det hje Herskab har spiset af, og saa sprger du Nyt og vi faar
os en god, trofast Lanter til Sol gaar i Bjerge, ja, vi gjr, lille
Daniel, ja, vi gjr!

Ja, vi gjr, ja, vi gjr! vrngede Daniel, du med din Lanter og
Spil og Verkehring! naar det brnder i min Hjrne som Lbebly og min
Forstand er i vilden Vaade og -- hjlp mig hen til Vejkanten, at jeg
kan stte mig lidt -- saa, saa ... er jeg klog, Magnille? er jeg? --
jeg er galen som en Flue i en Flaske, hvad? Hille Kors og Sakrament!
det er klog Mands Fart for en vanbaaren Vanbyrdig, ussel, ussel,
rygbraaden Stakkarl, at de sig op af hjgalen Elskov til en Prindses
Hustru, det er klogt, Magnille, at lnges jnene ud af Hovedet efter
hende, at gispe som en landsmidt Fisk efter at se kuns et Glimt af
hendes Gestalt, at minde med sin Mund det Stv, hun har traadt, det
er klogt, siger jeg! -- aa, var der intet de Drmme, Magnille, hvor
hun bjer sig over mig og lgger sin hvide Haand paa mit pinefulde
Bryst eller ligger saa stille og aander saa sagte og er saa kold
og forladt og har Ingen til at vrge sig, uden som mig ... eller
hvirvler forbi i et stakket Glimt, hvid, hvid som en ngen Lilie! --
men det er nichtige Drmmer, Rg og Tant kuns og fattige Luftblaser.

De gik igjen.

Ved Laagen standsede de.

Daniel stttede sig med Armene paa den og stirrede op imellem Hkkene.

Derinde! sagde han.

Stille og lys laa Dyrehaven med Sol i Luft og Sol i Lv. Kisel
og Smaaskaar nede i Gangen kasted Lyset tilbage i dirrende
Straalebundter, flyvende Edderkoppespind blinked gjennem Luften og
trre Knopblade dalede vrikkende ned fra Bgenes Grene, mens hjt
oppe mod den blaa Himmel Slottets hvide Duer tumlede sig med Solguld
over de hurtige Vinger.

Fra en fjern Luth klang en lystig Dandsemelodi dmpet derned.

Saadan en Nar! mumlede Daniel. Skulde En tro det, Magnille, at
En, der har Indialands dyrbareste Demantsperle, vilde agte den ringe
og lbe efter Skjrver af malet Glas! Marie Grubbe og -- Karen Fiol!
er _han_ klog? og nu tnker de, han jagter, tnker de, fordi han
lader Vildtskytten skyde til sig og kommer hjem med Horsgummer og
Tredkkere i Bundter og Par, og imens saa stimer og fjaser han nede
i Lynge med en Kjbem, en Carnaille -- tvi, tvi, i Helvedes Hav for
skidden Commerce! -- og han er saa iversyg paa den Majmaanedskilling,
at han knap tr vende sine jne fra hende en Dag tilende, mens ...

Det rasled i Lvet, og Marie Grubbe stod lige foran ham indenfor
Laagen.

Dengang hun drejede af ned i Haven, var hun nemlig gaaet ned til
Indhegningen, hvor Elsdyrene og de Esrom-Kameler nu holdtes, og var
derfra sgt hen til et Lysthus, lige tt op mod Laagen. Her havde hun
hrt Daniels Ord til Magnille og nu:

Hvem er I? spurgte hun, og var de sande, de Ord, I sagde?

Daniel havde ondt ved at holde sig opret ved Laagen, saadan rystede
han.

Daniel Knopf, velbaarne Madame, den galne Daniel, svarede han,
bryd Jer intet om hans Snak, det lber ham saadan af Tungen, Redt
og Uredt mellem hinanden, Hjrneavner og Tungetrsken, Tungetrsken
og intet Andet.

I lyver, Daniel.

Ja, ja, Herregud! vist lyver jeg saa, det er troligt nok, for her,
velbaarne Madame, og han pegede paa sin Pande, her er det som en
Jerusalems Forstyrrelse -- nej dig, Magnille, nej dig hvisk og
sig den velbaarne Madame Gyldenleu, hvor galen jeg er bleven, --
vr intet undseendes! Herregud, vi har jo alle vores smaa Brk og
Skrbeligheder! sig det kuns, Magnille, vi er jo ligegodt dog kuns
saa galne, som Vorherre han gjr os.

Er han virkelig ret galen? spurgte Marie Magnille.

Magnille dyppede sig forvirret, greb efter Maries Kjoleflig ind
mellem Laagens Tremmer og kyssede paa den og saae ganske forskrkket
ud: Aa nej, nej, er han intet, Gud have Lov.

Hun er ogsaa ... og Daniel slog med Haanden en Kreds i Luften, vi
passer paa hinanden, vi to Galne, saa vel vi kan, det er intet for
det Bedste, men Herregud, Galne se, Galne gaa, ved flles Hjlp de
Graven naa, men der bliver intet ringet over dem, det maa intet vre.
Ellers Tak for god Eftersprgsel, mange Tak, mange Tak og Gud i Vold.

Bliv, sagde Marie Grubbe, I er intet mere galen, end I gjr Jer
selv. I skal tale, Daniel; vil I, jeg skal tro saa laveligt om Jer,
at I er Mellemmand mellem hende, I nvnte, og min Hr. Gemal? vil I
det?

En stakkels, galen Mand, klynkede Daniel og slog undskyldende ud
med Haanden.

Gud forlade Eder, Daniel, det er skjndigt Spil, I driver; jeg havde
troet Eder saa meget, meget bedre!

Er det sandt, er det sandfrdigen sandt, raabte han ivrig og hans
jne lyste af Glde, saa er jeg klog igjen, sprg mig kuns, bare
sprg!

Var de sande, de Ord ...

Som Evangelium, men ...

Er I vis derpaa? I fejler intet?

Daniel smilte.

Er ... han der idag?

Er han paa Jagt?

Ja.

Saa ja.

Hvad er --, begyndte Marie igjen efter en lille Pavse, hvad er hun
for Slags Person, om I veed det?

Lille, velbaarne Madame, ret lille, rd og rund som et Lgble,
gesvadsig og munter, med leendes Mund og vver Tunge.

Men af hvad Folk er hun kommen?

For to Aar siden, eller halvtredie, var hun gift med en franssk
Valet de chambre, som forlb Landet og lod hende blive siddendes, men
hun sad intet ret lnge, frend som hun, i Ledtog med en forgjldet
Harpenist, satte ud for Paris og _der_ og til Bryssel har hun vret,
til hun kom her tillands igjen iaar ved Pindsedagstide. Hun har
ellers et naturligt oplyst Hoved og angenemme Manerer, undtagen naar
som er, at hun er drukken; det er nu al den Videnskab, jeg haver.

Daniel, sagde hun og standsede uvis.

Daniel, svarede denne med et fint Smil, er Eder nu og evindelig
saa tro som Eders hjre Haand.

Vil I da vre mig til Hjlp? -- Kan I komme over ... over en Vogn og
en Agesvend, der er til at lide paa, saa fluks jeg giver Jer Varsel?

Ja, jeg kan, det kan jeg, en maadelig Time efter skal der holde en
Vogn i Herman Blytkkers Vnge, op imod det gamle Fjlleskur. Lid I
kuns paa det, velbaarne Madame.

Marie stod et jeblik, som om hun betnkte sig. Vi tales ved igjen,
sagde hun saa, nikkede venligt til Magnille og gik.

Er hun nu intet al Dejligheds Tresor, Magnille! udbrd Daniel og
stirrede henrykt opad Gangen, ad hvilken hun var forsvunden. Og saa
delig stolt, tilfjede han triumferende, aa, hun vilde sparke
mig bort, ret foragtendes stte sin Hl paa min Nakke og trde mig
sagtelig ned i det ringeste Stv, om hun vidste, hvor djrvelig
Daniel drmmer om hendes Person. -- Saa brndendes skjn og herlig!
det sved mig i Hjrtet for hende, hun maatte fortro sig til mig, til
mig! nedbje sin Stoltheds majesttiske Palme ... men der er Fryd i
den Sentiment, Magnille, Himmerigs Fryd, Magnilleke!

Saa stavrede de af med hinanden.

       *       *       *       *       *

At Daniel og hans Sster var komne til Frederiksborg, var gaaet
saaledes til: den arme Livsens Korthed havde efter Scenen i
Statafkroen fattet en afsindig Kjrlighed til Marie Grubbe. En
fattig, fantastisk Kjrlighed, der Intet haabede, fordrede eller
ventede andet end golde Drmme. Ikke mere. Og den Smule Virkelighed,
der krvedes til at farve Drmmene med et svagt Skjr af Liv, fandt
han i rigt Maal ved nu og da at se hende saadan som Lejligheden
faldt, glimtvis nrved eller dragende forbi i det Fjerne. Men da
nu Gyldenlve rejste bort og Marie aldrig tog ud, da voksede hans
Lngsel og steg og steg, til den var ved at gjre ham vanvittig, og
kastede ham omsider paa Sygelejet.

Da han svkket og delagt rejste sig igjen, var Gyldenlve kommen
hjem, og af en af Maries Piger, som han havde i sin Sold, erfarede
han, at Forholdet mellem Marie og hendes Gemal ikke var det Bedste,
og denne Efterretning gav hans umulige Lidenskab ny Nring og ny
Vkst, Fantasteriets overnaturlig frodige Vkst. Inden han endnu
havde forvundet sin Sygdom saameget, at han ret kunde staa og sttte,
rejste Marie til Frederiksborg. Han maatte flge efter, bie kunde
han ikke. Han sagde, han vilde tage til den kloge Kone i Lynge for
at blive fuldstndig helbredet, og hans Sster Magnille skulde flge
ham, saa kunde hun med det Samme faa Raad for sine daarlige jne.
Det fandt Venner og Bekjendte rimeligt og afsted kjrte de Daniel og
Magnille til Lynge. Her opdagede han Gyldenlves Forhold til Karen
Fiol, og her fortroede han sig fuldstndig til Magnille, sagde hende
sin besynderlige Elskov, sagde hende, at der for ham kun var Lys og
Livsens Aande, hvor Marie Grubbe var, og besvor hende at flge ham
til Frederiksborgby, for at han kunde vre den nr, der saa ganske
fyldte hans Hu.

Magnille fjede ham, de lejede sig ind i Frederiksborg og havde nu
alt i mange Dage fra det Fjerne fulgt Marie Grubbe paa hendes ensomme
Morgengange.

Og saa var det, de mdtes.




XI.


Et Par Dage efter ud paa Formiddagen var Ulrik Frederik i Lynge.

Han laa paa alle Fire ude i den lille Have foran Huset, hvor Karen
Fiol boede, med en Krands af Roser i den ene Haand, medens han med
den anden sgte, snart at lokke, snart at trkke en lille, hvid
Fruerhund frem under Hasselbuskene i Hjrnet.

Boncoeur! petit petit Boncoeur! Boncoeur, kom saa da, din lille
Skalk, aa, saa kom da, din Narrifas -- aa, dit Bst, Boncoeur, lille
Hund! -- forbandede, stdige Tingest ...

Karen stod i Vinduet og lo.

Hunden kom ikke, og Ulrik Frederik lokkede og bandede.

    "Amy des morceaux delicats,"

sang Karen og vinkede med en fyldt Vinpokal.

    "Et de la debauche polie
    Viens noyer dans nos Vins Muscats
    Ta soif et ta melancolie!"

Hun var meget oprmt, meget hed, og somme af Sangens Toner gik
hjere, end de egenlig skulde.

Endelig fangede Ulrik Frederik Hunden.

Triumferende bar han den hen for Vinduet, trykkede den Rosenkrandsen
ned over rerne og rakte den knlende op mod Karen.

Adorable Venus, reine des coeurs, je vous prie accepter de ton
humble esclave cet petit agneau innocente, couronn des fleurs ...

I det Samme aabnede Marie Grubbe Havelaagen. Hun blev bleg, da hun
saae Ulrik Frederik paa Kn rkke en Rosenkrands, eller hvad det var,
op mod det rde, leende Kvindfolk, og hun bukkede sig ned, tog en
Sten og kastede den af al Magt efter hende, men den ramte paa Kanten
af det aabne Vindu, saa Ruderne klirrende regnede ned paa Jorden.

Karen styrtede skrigende bort. Ulrik Frederik saa ngsteligt ind
efter hende, tabte i Overraskelsen Hunden, men beholdt Krandsen, og
stod nu forbavset, vred og forlegen og drejede den rundt mellem sine
Hnder.

Bi kuns, bi kuns, raabte Marie, jeg traf dig intet, men jeg
skal nok, jeg skal nok, og hun trak en lang, svr Staalnaal med
rubinforsiret Hoved ud af sit Haar, den holdt hun saa op for sig som
en Dolk og ilede i et underligt smaatrinet, nsten hoppende Lb op
imod Huset; det var ligesom hun ikke kunde se, for hun lb ikke lige
paa, men i slsomme, usikre Bugter op efter Husets Dr.

Der standsede Ulrik Frederik hende.

Gaa tilside, sagde hun nsten klynkende, du med din Krands.

Saadan En, vedblev hun, medens hun vendte sig fra den ene Side til
den anden for at smutte ind, og stadigt holdt jnene fstede paa
Draabningen, saadan En binder du Krandse til, Rosenkrandse, ja--a,
her er du den kjlne Hyrde; har du intet en Skalmeje ogsaa? har du
ingen Skalmeje? gjentog hun og snappede i det Samme Krandsen ud
af hans Hnder, kastede den paa Jorden og trampede paa den, og en
Hyrdestav, Amaryllis? med en Silkesljfe?

Lad mig komme frem, siger jeg, truede hun og lftede Naaledolken
mod ham.

Han greb hende om begge Haandled og holde hende fast; vil du stinge
igjen? sagde han skarpt.

Marie saae op paa ham.

Ulrik Frederik, sagde hun ganske sagte, _jeg_ er din Hustru for
Gud og Mennesker. Hvorfor elsker du mig intet mere? Flg med, lad
hende derinde vre den, hun er og flg med. Flg med, Ulrik Frederik,
du veed intet, hvad brndendes Elsk jeg br' til dig, hvor bitterligt
jeg lnges og srger. Flg med, hrer du, flg med!

Ulrik Frederik svarede ikke, han bd hende Armen og fulgte hende ud
af Haven, hen til hendes Vogn, der holdt ikke langt derfra. Han hjalp
hende op, gik forom Hestene og saae paa Seletjet, spndte et Spnde
om og kaldte Kusken ned, som for at lade ham rette ved Koblerne, og
hviskede saa til ham, da de stod der foran:

Saasnart du er i Sdet saa kjr til, alt hvad gene strkke kan, og
stop aldrig et Minut, fr I er hjemme, det siger jeg, og du kjender
mig vel!

Kusken var oppe, Ulrik Frederik tog i Siden af Vognen, som for at
stige op ogsaa, Pidsken susede ned over Hestene, han sprang tilbage
og Vognen foer afsted.

Et jeblik tnkte Marie paa at faa Kusken til at standse, paa at
gribe Tjlerne, paa at springe ud, men der kom en Afmagts Ro over
hende med Et, og en uendelig dyb, navnls Vmmelse, en kvalmende
Lede, og hun blev siddende rolig og stille, stirrende ud for sig,
uden at lgge Mrke til Vognens rasende Fart.

Og Ulrik Frederik var atter hos Karen Fiol.

       *       *       *       *       *

Om Aftenen, da Ulrik Frederik vendte hjem, var han egenlig en
lille Smule beklemt, ikke just ngstelig var han, men betaget af
den Spnding, som lister sig over Folk, naar de har den bestemte
Overbevisning, at de gaar en hel Rkke af Fortrdeligheder og
Ubehageligheder imde, og som ikke kan undgaaes, som man skal
igjennem.

Marie havde naturligvis klaget til Kongen, og denne vilde nu gjre
ham kjedsommelige Bebrejdelser, som maatte hres til Ende; Marie
vilde hylle sig i den krnkede Dydefuldheds majesttiske Tavshed,
hvad han saa skulde gjre sig den Ubelejlighed at ignorere.
Stemningen deroppe vilde vre yderst trykkende, Dronningen vilde se
trt og lidende ud, fornemt lidende, og Hofdamerne, der Ingenting
vidste, men Alting anede, vilde sidde tavse, nu og da sagte sukkende
lfte deres Hoveder og se mildt bebrejdende paa ham med store,
tilgivende jne, aa, han kjendte det Hele lige til den Glorie af
hjhjertet Trofasthed og heroisk Selvopoffrelse, hvormed Dronningens
stakkels Kammerjunker vilde sge at omgive sit smalle Hoved, ved
med komisk Modighed at stille sig ved hans, Ulrik Frederiks, Side,
overvldende ham med Hflighed og rbdigt trstende Dumheder, medens
hans smaa, vandblaa jne og hele hans spinkle Skikkelse, tydeligt som
klare Ord, talte og sagde: se, alle vende ham Ryggen, men jeg ikke,
med Fare for kongelig Vrede, for Dronningens Mishag, trster jeg den
Forladte! Jeg stter mit trofaste Bryst mod ... aa, hvor han kjendte
det godt, Altsammen, Alting, det Hele.

Han tog fejl.

Kongen modtog ham med et latinsk Sprichwort, hvad der var et
ubedrageligt Kjendetegn paa, at han var glad stemt, og Marie rejste
sig og gav ham Haanden som sdvanlig, lidt koldere maaske, lidt mere
afmaalt, men ialtfald helt anderledes, end han havde ventet det.

Heller ikke da de blev alene, hentydede hun saameget som med et Ord
til deres Mde i Lynge, og Ulrik Frederik undrede sig mistroisk
derover; han vidste ikke ret, hvad Tanke han skulde gjre sig om
denne besynderlige Tavshed.

Han vilde nsten hellere, hun havde talt!

Skulde han lokke hende til at tale, takke hende, fordi hun havde
tiet, give sig Anger og Bod i Vold og lege den Leg, at de bleve
forsonede igjen?

Han turde ikke ret prve derpaa, for han havde lagt Mrke til, at hun
nu og da saae hen paa ham i Smug, med saadan et slsomt Udtryk i sine
jne, et roligt, maalende, gjennemtrngende Blik, fuldt af stille
Undren og af kjlig, nsten haanende Nysgjerrighed. Ikke et Glimt af
Hvn eller Had, ikke en Skygge af Sorg eller Klage, ikke et sittrende
Blink af tilbagetrngt Vemod! Intet saadant, slet intet!

Derfor turde han ikke, og der blev Ingenting sagt.

Engang imellem i de paaflgende Dage, kunde hans Tanker dvle uroligt
derved, og en feberagtig Lyst til at faa det klaret, opstaa hos ham.

Men det skete ikke, og han kunde ikke lade vre med at tnke sig,
at hine uudtalte Bebrejdelser, de laa nu som Lindorme ligger i deres
mrke Hule, rugende over skumle Skatte, der voksede alt som glerne
vokste, blodrd Karfunkel lftende sig frem paa guldrd Stilk og bleg
Opal langsomt bredende sig i Lg ved Lg, svulmende og ynglende,
medens Ormenes Kroppe stille, men ustandset voksende, gled ud i Bugt
paa Bugt, lfted sig i Ring paa Ring over Skattens frodige Mylder.

Ja, hun maatte hade ham, maatte gaa og gjemme paa Hvntanker, thi
en saadan Forhaanelse som den, han havde tilfjet hende, kunde ikke
glemmes, og han satte denne formodede Hvnlyst i Forbindelse med det
slsomme Optrin, da hun lftede sin Haand mod ham, og med Burrhis
varslende Ord, og han undgik hende endnu mere end fr, og nskede
endnu ivrigere, at deres Veje maatte blive skilte.

Men Marie tnkte ikke paa Hvn, hun havde glemt baade ham og Karen
Fiol; thi i hint Minut af navnls Lede var hendes Kjrlighed bleven
udslettet, sporlst udslettet, som en straalende Boble, der brister
i Stv og ikke er mere. Og dens Glands er heller ikke mere, og de
flyvende Farver, den laante hvert lille Billed, den afspejlede i sig,
ikke heller de er mere. De er det ikke, og Blikket, som den fngslede
ved sin Pragt og urolige Skjnhed, er nu frit, skuer frit omkring og
ser vidt udover Verden, den Verden, som i farvede Billeder spejledes
i Boblens Glar.

       *       *       *       *       *

Paa Slottet var Dag for Dag Antallet af de Fremmede vokset.
Balletprverne vare allerede i fuld Gang og Dandsemestere og
Akteurer, Pilloy og Kobbereau, var beordrede herud, dels for at
instruere, dels for at overtage de vanskeligste eller utaknemmeligste
Roller.

Ogsaa Marie Grubbe skulde optrde i Balletten og tog med Iver Del i
velserne. Hun var siden Dagen i Lynge bleven langt mere virksom og
selskabelig, saa at sige mere vaagen.

Fr var hendes Samliv med hendes Omgivelser temmelig udvortes; naar
der ikke just var Noget, der ligesom kaldte paa hende, vakte hendes
Opmrksomhed eller Interesse, saa smuttede hun straks ned i sin egen
lille Verden og saae derfra ligegyldigt ud paa de Udenforstaaende.

Nu derimod levede hun med; og havde hendes Omgangskreds ikke vret
saa optaget af alle hine Dages mangfoldige Nyheder og Afvekslinger,
vilde de med Forbavselse have seet, hvor forandret hendes Vsen var
blevet. Der var kommen en rolig Sikkerhed over hendes Bevgelser, en
nsten fjendtlig Finhed i hendes Tale og en klog Agtpaagivenhed i
hendes Miner.

Men det var der Ingen, der mrkede, kun Ulrik Frederik greb sig
enkelte Gange i at beundre hende som en fremmed, ham ubekjendt
Person.

Blandt de Fremmede, Augustmaaned bragte, var der ogsaa en af Maries
Slgtninge, Sti Hg, hendes Ssters Mand.

Ud paa Eftermiddagen, et Par Dage efter hans Ankomst, stod de med
hinanden paa en Bakke i Skoven, hvorfra man saae ud over Byen og det
flade, solsvedne Land bagved den.

Store, langsomt glidende Regnskyer samlede sig oppe paa Himlen, og
fra Jorden steg der en bitter, vissen Duft, som var det de matte,
halvtudgaaede Urters Suk efter Livsens Vde.

Den svage Luftning, der nppe var strk nok til at holde Mllen
dernede ved Korsvejen i Gang, susede mismodigt i Trtoppene, saa det
ld, som klagede Skoven forknyt over Solegld og Sommerbrynde, -- og
som Tiggeren, der blotter sit medynksvkkende Saar, saaledes syntes
de gule, fortrrede Grsmarker at lgge deres golde Jammer aaben for
Himlens Blikke.

Tttere og tttere samlede Skyerne sig, og enkelte store Regndraaber,
ganske enkelte, faldt med et Slag paa Blade eller Straa, som saa et
jeblik svingede til Siden, rystede og pludselig blev stille igjen.
Svalerne strg lavt langs med Jorden, og den blaalige Nadverrg slog
slrende ned over de sorte Straatage i den nre By.

En Vogn skumpede besvrligt henad Vejen, og nede fra Gange og Stier
rundt om Hjens Fod hrtes dmpet Latter og munter Tale, Raslen af
Vifter og Silke, Bjffen af smaa Skjdehunde og Lyden af trre Grene,
der knagede og knkkedes.

Det var Hoffet paa dets Eftermiddagspromenade.

Marie og Sti Hg havde skilt sig fra de Andre og var gaaet op ad
Bakken, nu stod de tavse og saae ud, stakaandede af saa hurtigt at
have besteget den bratte Skraaning.

Sti Hg var den Gang et Par Aar over de Tredive, han var en hj
Mand, hj og mager, rdhaaret og med et langt, smalt Ansigt. Han var
bleg og fregnet, og hans tynde, hvidgule jenbryn buede hjt op over
hans blanke, lysgraa jne, der fik et trt, lyssky Udtryk ved at
jelaagene var ganske rosenrde, og derved at han, naar han blinkede,
blinkede langsommere, eller bedre: lod jet lngere vre lukket
end andre Mennesker. Hans Pande var hj og over Tindingen var den
strkt rundet og blank. Nsen, smal og langsomt krummet, var lidt for
lang og Hagen baade for lang og spids, medens Munden var fuldkommen
smuk, Lbernes Farve saa frisk, deres Linier saa rene og Tnderne
smaa og hvide. Men det var dog ikke det, der gjorde denne Mund saa
ejendommelig, det var det, at han havde dette underlig srgmodige,
grusomme Smil, som undertiden findes hos store Vellystninge, dette
Smil, der er higende Begjr og foragtende Trthed paa een Gang, paa
een Gang mt og lngselssygt som sde Toner og grumt og blodlystent
som den dmpede Tilfredsstillelsens Knurren, der trnger sig ud af
Rovdyrets Strube, naar dets Tnder slide i det bvrende Bytte.

Saadan saae Sti Hg ud.

Dengang.

Madame, sagde han, har I ingentid nsket Jer, I sad vel og godt
forvaret inden et Klosters Porte, saadan som de har dem i Italien og
de Steder der?

Ih nej, Gud frels mig vel! hvor skulde jeg komme paa slige katoliske
Tanker?

I er da meget lykkelig, min dyrebare Frnke? Livsens Drik er for
Eder da skr og frisk, den smager sdt paa Eders Tunge, gjr den,
varmer Eders Blod op og rasker Eders Tanker? Er det Sanden! aldrig
brmebedsk, doven og forfulet? aldrig blakket som af Edderdyr og
Orme, der mimrer og kravler omkring ...? Saa har jeg taget Fejl af
Eders jesyn da?

Ja, kunde I faa mig til at skrifte paa den Vis! sagde Marie og lo
ham lige op i jnene.

Sti Hg smilte, frte hende hen til en lille Grsbrink deroppe, og de
satte sig ned.

Han saae forskende op paa hende.

Veed I intet, sagde han langsomt, tilsyneladende forlegen og
uvis paa, om han skulde tie eller tale, veed I intet, Madame, at
der her i Verden er en gehejm Societet, som En kunde kalde for de
Melankoliskes Kompagnie? Det er Folk, som fra Fdselen af er givne en
anden Natur og Beskaffelse, end som Andre, de har et strre Hjrte og
fortere Blod, de higer og attraar mere, begjrer strkere, og deres
Forlngsel er vildere og mere brndendes, end den er hos den gemene
Adelhob. De er fluks som Sndagsbrn, deres jne er mere aabne, alle
deres Sandser er subtilere i deres Fornemmelser. Livsens Gldskab og
Lyst, den drikker de med deres Hjrterdder, imens de Andre de kuns
griber dem med deres grove Hnder.

Han standsede lidt, tog sin Hat i Haanden og lod Fingrene legende
glide hen over den fyldige Fjerbusk.

Men, vedblev han med mere dmpet Stemme og ligesom for sig selv,
Vellyst i Dejlighed, Vellyst i Pragt, i alle de Dele, som nvnes
kan, Vellyst i Gemyttets inderste Rrelser, Vellyst i de lnlige
Drifter og Tanker, Mennesken selv aldrig ret kan begribe, alt Dette,
som for Andre tjener dem, naar de er rkeslse, til stakket Kortvil
eller fult Slemmeri, det er for deres Sjle som Lgedom og kostelig
Balsam. Det er Livsens eneste honningdraabendes Blomster, hvoraf de
dier deres daglige Fde, og derfor sge de ogsaa paa Livsens Tr
Blomster op, hvor hine aldrig vilde tro de fandtes, under mrke Blade
og paa trre Grene, men de, de Andre, kjender de til Vellyst i Sorg
eller i Fortvivlelse?

Han smilte haanligt og tav.

Men hvorfor, spurgte Marie og saae ligegyldigt bort fra ham,
hvorfor kalder I dem Melankoliske, medens det jo kun er Verdens
Gldskab og Lyst, de har i Tanker, og hverken hvad tungt er eller
travrigt heller?

Sti Hg trak paa Skuldrene og gjorde Mine til at rejse sig, som om
han var trt af at dvle lnger ved dette Emne og vilde afbryde
Samtalen.

Men hvorfor da? gjentog Marie.

Hvorfor? udbrd han utaalmodig og med en foragtelig Betoning,
fordi al Jorderigs Fryd er saa stakket og forkrnkelig, saa falsk
og ufuldkommen, fordi hver Vellyst den Stund den blusser op som
rigen Rose, lves af som Tr i Hst, fordi hver Livsens prgtig Lyst
straalendes i Dejlighed og i sin Velmagts frugtbareste Flor, fluks
som den favner dig med sunde Arme, eddres af Ddens Krft, saa du
just som den minder din Mund, mrker den rystes af Forkrnkelighedens
Kramper. Er det vel frydefuldt? maa intet den Tanke de sig ind som
rden Rust paa hver en lykkeglimrendes Time, ja ligesom skadelig Rim
fryse dd hver frodig Sjlens Sentiment, ned til dens dybeste Rod?

Han sprang op fra Brinken og talte med hftige Gebrder ned imod
hende.

Saa I sprger, hvorfor de nvnes de Melankoliske, naar al Vellyst,
som den gribes, skyder Ham og vorder Lede, naar al Jubel kun er
Gldskabens sidste vaandefulde Aandedrag, naar al Dejlighed er
Dejlighed, der svinder, og al Lykke er Lykke, der brister!

Han gav sig til at gaa frem og tilbage foran hende.

Det er da det, der bringer _Eder_ paa Klostertanker? sagde Marie og
saae smilende ned.

Det er saa, Madame; mangen en Stund er den, da jeg stiller mig fore,
at jeg her stnget inde paa et enligt Klosterkammer eller holdes
fangen i et hjt Taarn, hvor jeg ensom sidder ved min Rude og vogter,
hvor Lyset rinder hen og Mrket vlder ud, mens Ensomheden, tavs og
stilt, men strk og frodigen, ranker sig op om min Sjl og gyder sine
Dvaledruers Safter i mit Blod. -- Aa, men jeg veed hel vel, at det er
Digt og Bedrag; aldrig vilde Ensomheden faa Magt over mig, jeg vilde
lnges som Brand og rden Lue, lnges ud af Vid og Samling efter
Livet igjen og hvad Livets er ... men I forstaar intet Alt det, jeg
her prker. Lad os gaa, ma chere! det vil snarligen regne, nu Vinden
saa helt har lagt sig.

Men det letter jo! se, hvor lyst det er den hele Himmelsrand rundt!

Ja vel, det letter og ttter.

Jeg mener: nej, sagde Marie og rejste sig.

Jeg bander: jo, med Eders gunstige Forlov.

Marie lb nedad Bakken.

Mands Villie er Mands Himmerig! raabte hun tilbage, kom I nu ned
i Eders!

Da de vare nede, drejede Marie af, bort fra Slottet, og Sti Hg
fulgte med ved hendes Side.

Han lod tankefuld og gjorde ikke Mine til at optage den afbrudte
Samtale.

Hr nu! sagde saa Marie, I har saa egenlig gode Tanker om mig, Sti
Hg, Vejr har jeg ingen Forstand paa, og hvad Folk taler til mig,
forstaar jeg ikke heller.

Aa jo!

Men intet, hvad I talte til mig.

Nej.

Nu bander jeg: jo.

Bande bider intet je ud, veed I, uden Nve flger efter.

Nu da, tro det, om I vil, men jeg kjender grant nok, veed Vorherre,
den svre, stille Bedrvelse, der kommer over En, uden En veed
hvorfor. Hr. Jens han sagde immer, det var Hjemsygen efter Himmerigs
Rige, hvor hver Kristensjls rette Hjemland er, men jeg tror det
knap. En lnges og trnges og veed ikke levendes Haab at trste
sig med; nej, nej, for den stride Graad, det har kostet mig tidt!
Det kommer saa urandsagelig tungt og trendes paa, saa En sygner
i sit Hjrte og kjender sig saa trt af sine Tanker og nsker, En
aldrig var fd. Men det har ingentid vret Lykkens eller Verdens
Forkrnkelighed, der har ligget mig tungt i Tanker, at det var
det, jeg srgede for, nej, aldrig! Det var helt en anden Vej, det
var ... ja, det er nu saa plat umuligen at give den Sorrig Navn,
men det kommer mig for, at det stundom var mest lig en Sorg for en
fordkket Brst ved Ens Natur, en indvendig Skade paa Ens Sjl, som
gjorde En hel anderledes end andre Folk; ringere i alle Maader ...
nej, det er nu saa overhaands svrt, at faa det fundet i Ord, just
i den rette Mening! Se, Livet, Verden, den syntes mig saa usigelig
prgtig og skjn, det maatte vre saa stolt og lystelig over al
Maade, at vre med deri; om i Sorg eller Lykke, det skjllede Intet,
blot jeg led eller gldtes ret rigtigen, ikke paa Skrmt som i en
Mummenskands eller Fastnachtsspil. Jeg vilde, at Livet skulde tage
mig saa strkt at jeg nedbjedes eller oplftedes, saa der intet
var Tankerum i mit Sind for Andet end som det, der lftede mig op,
eller det, som der bjed' mig ned; jeg vilde smelte ud i min Kummer
eller brnde sammen med min Glde. Ak, I fatter det aldrig! -- om
jeg blev som en af det romerske Landeriges Feltherrer, der frtes i
Triumfvogn gjennem Gaderne, da vilde jeg vre det saadan, at Sejren
og Jubileringen det var mig, og Stoltheden og Folkets Frydeskrig og
Basunernes Lyd, Magten og ren, Altsammen i een skingrendes Klang,
saadan vilde jeg vre det, men intet som den, der i usselig resyge
og koldt Hovmod, medens Vognen ruller frem, tnker i sit Hjrte paa,
hvor stolt han straaler i Hobens avindsyge jne, og hvor afmgtigt
Misundelsens Blger slikker efter hans Fdder, mens han med Velbehag
fler Purpuret bldt om sin Skulder og Krandsen kjlig om sin Pande.
-- Forstaar I, Sti Hg, _det_ tror jeg er at leve til, det er det
Liv, jeg trstede efter, men jeg vidste med mig selv, at saadan kunde
det aldrig blive for mig, og det bares mig for, at jeg var selv Skyld
deri paa en eller anden ubegribelig Vis, at jeg havde forsyndet mig
mod mig selv eller ledet mig selv vild; jeg veed intet, men det
syntes mig, som vldede derudaf min bitre Kummer, at jeg havde rrt
ved en Strng, der intet maatte tone, og ved dens Klingen var der
Noget revet snder i mig, der ingentid vilde lges, saa jeg aldrig
vilde fange den Frlighed igjen, at jeg kunde tvinge Livets Dr
aaben, men maatte staa derudenfor og lytte til Festens Toner, ubuden
og usgt, som en vanfr Terne.

I! udbrd Sti Hg som forbavset, saa forandredes hans Miner
pludseligt og han sagde med et helt andet Stemmelag, nej, nej, nu
ser jeg, hvad det er, og han rystede paa Hovedet ad hende, Herre
du Godeste, hvad et Menneske har nemt ved at bedrage sig selv i de
Materier. Det er saa sjeldent, vore Tanker er den Vej vendte, at
vi kjender der hverken Stente eller Sti, men vi lber saa bus til,
gladelig hen, blot vi jner den Ting, der kan lignes ved et Spor,
og er rede til at svrge det er Adelkongevej. Eller har jeg Uret,
ma chere? Er vi intet begge to, en for sig og hver for en, der vi
sgte en Aarsage til vor Melankolie, gaaet hen og har kejset den
gjenneste den bedste Tanke, vi traf at trffe paa, til den eneste
sandfrdige Forklaring. Skulde En intet efter det, vi hver har sagt,
tnke, at jeg gik omkring, svarlig betynget af Tanken om Verdens
Forkrnkelighed og om de Ting, der er i Verden, deres Ustadighed
og Forgngelighed, og at I, min hjrte Frnke, var helt igjennem
overbeviset om, at I var en Slle-Sidse, for hvem Dren er lukt og
Lyset slukt, og som knap har Mod til Haab? -- Men det har Alt kuns
lidet paa sig, for naar vi komme paa det Kapitel at tale, saa drikkes
vi saa lettelig drukne af vore egne Ord og vi rider saa haardelig til
paa hver Tanke, vi kuns kan faa Grime paa!

Nede i Gangen kom det vrige Selskab, og de fulgtes med dem ad
Slottet til.

               *       *       *

Klokken var halvgaaen otte om Aftenen den seksogtyvende September,
da Knaldet af Kanoner og en festlig Marsches skingrende Trompettoner
gav tilkjende, at begge Majestterne, ledsagede af hans kurfyrstelige
Hjhed Prinds Johan Georg af Sachsen og hans fyrstelige Fru Moder, i
Spidsen for Landets fornemste Mnd og Kvinder, fra Slottet begav sig
ned igjennem Haven for at overvre den Ballet, der nu der skulde tage
sin Begyndelse.

En Rkke af Begblus kastede et brandrdt Skjr over Havefacadens
rde Mure, lod Taks og Buksbom rdme med en Glands af Bronze og alle
Kinder lue med kraftig Sundheds dunkelstrke Ld.

Se, skarlagenrde Drabanter i dobbelt Rkke holde blomsteromvundne
Kjrter op i den mrke Luft, Lyskroner og Ildpotter, Fyrboller og
kunstige Lampetter, lavt med Jorden og hjt mellem Trernes gulnende
Blade, tvinge Mrket tilside og holde en straalende Sti aaben for det
prgtige Tog.

Og Lyset gnistrer i Guld og gyldne Traade, spejler sig blankt i
Slv og Staal og glider i glandsfulde Strimer nedad Silkeslag og
Silkeslb. Saa bldt som rdlig Dug er det aandet hen over det dunkle
Fljel, og sprudende hvidt stter det sig som Stjerner paa Rubiner og
Diamanter, og rde Farver bryste sig med Gule, det klare Himmelblaa
lukker for det Brune, blandt Hvidt og Violblaat skjrer Sgrnt sig
lysende frem, Koralrdt synker mellem Sort og Lilla, og Gulbrunt
og Rosa, Staalgraat og Purpur hvirvles imellem hinanden, lyst og
dunkelt, Ld paa Ld i broget Blgen.

Forbi -- nede i Gangen nikke endnu de buskede Fjer hvidt, hvidt i den
dmrende Luft ...

Den Ballet eller Masqverada, der nu ageres, hedder Die Waldlust.

Scenen er en Skov.

Kronprinds Christian som Jger tolker sin Glde over det frejdige
Jgerliv under de lvrige Kroner, spadserende Damer nynne om
Violernes Duft, Brn lege Skjul mellem Stammerne og plukke Br i
nydelige, smaa Kurve, og muntre Borgermnd jubilere over den rene
Luft og den klare Drue, mens to naragtige, gamle Kjrlinger med
forelskede Fagter forflge en smuk Bondekns.

Saa svver Skovgudinden frem, den jomfruelige Diana, hendes kongelige
Hjhed Prindsesse Anne Sofie.

Henrykt rejser Kurprindsen sig og tilkaster hende Fingerkys med begge
Hnder, mens hele Hoffet jubler.

Og Skovgudinden deklamerer, og hendes fyrstelige Bejler frer i
overstrmmende glad Taknemmelighed de hje Forldres Hnder til sine
Lber.

Nppe er Gudinden forsvunden, fr Bondemand og Bondekone trde frem
og synge en Duet om Kjrligheds Lykke.

Nu flge lystige Scener Slag i Slag, tre unge Herrer pynte og glde
sig i det Grnne, fire Officerer er glade, to Bondekarle komme
veltilmode fra Marked, en Gartnerdreng synger og en Poet synger og
endelig seks Personer, der paa allehaande kaade Instrumenter opfre
en meget overgiven Musik.

Nu Slutningsscenen.

Det er elleve Schferinder, nemlig deres kongelige Hjheder
Prindsesserne Anne Sofie, Friderica Amalie og Vilhelmina Ernestina,
Madame Gyldenlve og syv skjnne, adelige Jomfruer.

De dandse nu med stor Kunstfrdighed en landlig Dands, hvori det
forestilles, at Madame Gyldenlve af de Andre drilles og gjkkes,
fordi hun er hensunken i Elskovstanker og ikke vil deltage i deres
lystige Menuette, og de spotte hende, fordi hun har givet Afkald paa
sin Frihed og bjet sin Nakke under Elskovens Aag; men da triner
hun frem og i en sirlig Pas de deux, som hun dandser med Prindsesse
Anne Sofie, udtrykker hun for denne Kjrligheds rige Henrykkelse og
Salighed, og saa dandse de Alle glade frem, slyngende sig imellem
hverandre i vanskelige Toure, medens et usynligt Chor bagved Scenen,
ledsaget af en skjnne Strygemusik, synger til deres Pris:

    "Ihr Nmphen hochberhmt, ihr sterblichen Gttinnen,
    Durch deren Treff'ligkeit sich lassen Heldensinnen
    Ja auch die Gtter selbst bezwingen fr und fr,
    Last nun durch diesen Tantz erblicken eure Zier
    Der Glieder Hurtigkeit, die euch darum gegeben
    So schn und prchtig sind, und zu den End erheben
    Was an euch gttlich ist, auff dass je mehr und mehr
    Man preisen mg an euch des Schpfers Macht und Ehr."

Dermed var saa Balletten forbi, og man spredte sig i Haven og
lystvandrede mellem de oplyste Bosquetter, eller hvilte sig i skjnt
indrettede Grotter, medens delknaberne, udstafferede som italieniske
eller spaniolske Frugtslgere, bde Vin og Bagvrk og Konfiturer
omkring i flettede Kurve, som de bar paa deres Hoveder.

De Agerende blande sig nu ogsaa i Selskabet og modtage
Komplimenteringer for deres store Kunstfrdighed og Adrthed, men
Alle er enige om, at nst Kronprindsen og Prindsesse Anne Sofie
havde Ingen ageret sin Part saa vel som Madame Gyldenlve, og baade
Majestterne saa vel som Kurfyrstinden gave hende stort Lov, og
Kongen sagde, at selv Mademoiselle La Barre havde intet kunne fre
den Rolle ud med strre Gratie eller med livagtigere Gebrder.

Til langt ud paa Natten blev nu Festen ved i de oplyste Gange og i de
mod Haven vendende Sale, hvor Fioler og Fljter lokkede til Dands og
bugnende Borde til Drik og Pokulats. Selv ud paa Sen strakte Festen
sig, og munter Latter klang ind over Haven fra lampebehngte Gondoler
derude.

Overalt var der Folk; flest hvor Lyset straalte og Tonerne legte,
frre hvor Lyset var fjernt, men selv hvor Mrket herskede alene
og Tonerne halvt gik under i Lvets Hvisken, vandrede der lystige
Rkker og stumme Par. Ja, om det saa var den fjerne Grotte lngst
mod st, havde her en enlig Gjst skikket sig til Sde. Men han var
travrig tilmode; den lille Lampet oppe i Grottens Lvhang kastede
sit flimrende Lys paa bedrvede Miner og mismodige Bryn.

Hvidgule Bryn.

Det var Sti Hg.

    "......  di persona
    Anzi grande, che no; di vista allegra,
    Di bionda chioma, e colorita alquanto."

hviskede han for sig selv.

Han havde ikke ustraffet i de sidste fire, fem Uger stadig vret
sammen med Marie Grubbe. Hun havde aldeles bedaaret ham. Han lngtes
kun hende, drmte kun hende, hun var hans Haab og hans Fortvivlelse.
Han havde elsket fr, men aldrig saaledes, aldrig saa vegt og bldt
og modlst. Det var ikke det, at hun var Ulrik Frederiks Gemalinde,
ikke heller det, at han var gift med hendes Sster, der betog ham
Haabet. Men det var nu denne hans Kjrligheds Vsen at vre modls,
hans Pogekjrlighed, som han bittert kaldte den. Den havde i sig saa
liden Begjr, saa megen Frygt og Beundring, og dog paa en anden Vis
saa megen Begjr. En feberbrndende, vemodig Lngsel ind imod hende,
en sygelig Smgten efter at leve med hende i hendes Minder, drmme
med i hendes Drmme, lide hendes Sorger og dele hendes modige Tanker,
ikke mere, ikke mindre. Hun havde vret saa smuk i Dansene, men
endnu mere fremmed, endnu mere fjern; de runde, blndende Skuldre,
den rige Barm og de slanke Lemmer, det gjorde ham rentud bange; al
denne Legemspragt, som gjorde hende endnu rigere og fuldkomnere, han
frygtede for den, den bragte ham til at skjlve og betyngede ham hans
Aandedrt, han vovede ikke at lade sig betage deraf, han frygtede for
sin Lidenskab, for den svlgende, himmelbrndende Brand, der ulmed
derinde; thi denne Arm om hans Nakke, disse Lber trykkede mod hans,
det var Vanvid, taabelige Vanvidsdrmme; denne Mund ...

    "Paragon di dolcezza!
    ..............
    ... bocca beata,
    ... bocca gentil, che pu ben dirsi
    Conca d'Indo odorata
    Di perle orientali e pellegrine;
    E la porte, che chiude
    Ed apre il bel tesoro,
    Con dolcissimo mel porpora mista."

Han lftede sig et jeblik fra Bnken som i Smerte; nej, nej! og han
klyngede sig igjen til sin ydmyge Kjrlighedslngsel, han slngte
sig i Tanken i Stvet for hendes Fdder, hagede sig fast til sin
Kjrligheds Haablshed, holdt Billedet af hendes Ligegyldighed op
for sine jne, da -- stod Marie Grubbe for ham i Grottens hvlvede
Aabning, lys imod Mrket derude.

Hun havde den hele Aften vret i en slsom lyksalig Stemning; hun
flte sig saa tryg og sund og mgtig; Festens Pragt og Toner,
Mndenes Hyldest og Beundring, hun skred hen derover som var det
et Skarlagenstppe, bredt ud for hendes Fod at trde paa. Thi hun
var saa helt betaget, helt beruset af sin egen Skjnhed. Det var,
som skd sig Blodet i rige, funklende Straaler ud fra hendes Hjrte
og blev til Skjnhedssmil paa hendes Lber, til Straaleglands i
hendes je og Vellydsklang i hendes Stemme. Der var en jubelmttet
Ro i hendes Sind, en skyls Klarhed over hendes Tanker, en frodig
Folden-ud i hendes Sjl, en salig Flelse af Magt og Harmoni.

Aldrig havde hun vret saa dejlig som nu, med Lykkens overmodige Smil
paa sine Lber, og i Blik og Miner en Dronnings stolte Ro, og saadan
stod hun nu i Grottens hvlvede Aabning, lys imod Mrket derude.
Hun saae ned paa Sti Hg og mdte hans haablst beundrende Blik, og
hun bjede sig ned imod ham, lagde medlidsfuldt sin hvide Haand paa
hans Haar og kyssede ham. Ikke i Elskov, nej, nej! Som en Konge, der
skjnker en trofast Vasal en kostelig Ring til Tegn paa sin kongelige
Yndest og Naade, saaledes gav hun ham sit Kys i rolig Gavmildhed.

Men saa! saa veg et jeblik Sikkerheden fra hende, hun rdmede og
slog jnene ned.

Havde nu Sti Hg grebet til, havde han taget det Kys som mer end
en fyrstelig Gave, han havde mistet hende for bestandig. Men han
knlede tavs ned for hende, trykkede taknemmelig hendes Haand til
sine Lber, veg saa rbdigt til Side og hilste hende dybt og
refrygtsfuldt med blottet Hoved og bjet Nakke. Og hun skred stolt
forbi, bort fra Grotten, bort i Mrket.




XII.


I Januar seksten hundrede og fire og treds udnvntes Ulrik Frederik
til Statholder i Norge, og i de frste Dage af April samme Aar rejste
han derop.

Marie Grubbe fulgte ham.

Forholdet mellem dem havde senere ikke forbedret sig synderligt, blot
at deres Mangel paa indbyrdes Forstaaelse og indbyrdes Kjrlighed
ligesom var bleven anerkjendt af begge Parter som en uforanderlig
Kjendsgjerning og havde fundet sit Udtryk i den yderst ceremonielle
Maade, paa hvilken de omgikkes med hinanden.

Det frste Aarstid, eller halvandet, efter at de havde taget Bolig
paa Aggershus, levede de saaledes, og Marie nskede heri for sit
Vedkommende ingen Forandring. Men med Ulrik Frederik forholdt det sig
anderledes: han var nemlig igjen bleven forelsket i sin Gemalinde.

Og nu var det en Vintereftermiddag, henimod Skumringen, at Marie
Grubbe sad alene i den lille Stue, der fra gammel Tid frte Navn af:
Daasen.

Det var raat og blsende Vejr, graat og mrkt. De tunge Tsneflokke
klinede sig op i Hjrnet af de smaa Ruder og dkkede fast det halve
af det grnlige Glas. Regnkolde Vindpust, som hvirvledes ned mellem
de hje Mure, ligesom tabte Besindelsen og kastede sig blindt frem
og dundred paa Porte og Dre og foer saa pludselig lige op i Luften
med en hs og hundeagtig Tuden. Mgtige Vindpust kom hujende ned over
Taget derovre og kasted sig plat imod Ruder og Mur med et Slag som
en Blges, og blev borte med det Samme. Og der var andre Vindpust,
der brlede ned i Kaminen, saa Flammen dukkede sig af Angst og den
hvidlige Brnderg forskrkket krummede sig som en Blgekam henimod
Kaminaabningen, parat til at kaste sig ud i Stuen, men saa i nste Nu
hvirvled den tynd og let og blaa op igjennem Skorstenen, og Flammerne
raabte efter den, hopped og sprang og sendte den spragende Gnister
i Haandfuldvis lige i Hlene. Og saa begyndte Ilden frst rigtig at
brnde, lagde sig med brummende Velbehag bredt over Glder og Aske
og Emmer, kogte og syded af Fryd i det hvide Birkeveds inderste
Marv, snurred og spandt som en brandrd Kat og strg saa med Luer
og Flammer polidsk og fornjet om Nsen paa sortladne Knuder og
hedhovede Favnestykker.

Rd og lun og lysende strmmede den lystige Ilds Aande ud i den
lille Stue. I en flimrende Lysvifte spilled den hen over det tavlede
Gulv og jog det fredsommelige Skumringsmrke foran sig, saa det
bange gjemte sig som zittrende Skygger tilhjre og tilvenstre bag de
snirklede Stoleben, eller trykked sig ind i Krogene, gjorde sig langt
og tyndt i Skjul bag fremspringende Lister eller lagde sig plat ned
under den store Dragkiste.

Saa med Eet ligesom sugede Kaminen Lyset og Varmen buldrende til sig
igjen, og Mrket bredte sig frejdigt over hele Gulvet, paa hver en
Tavle og hvert et Brdt, helt henimod Ilden, men saa kom Ildskjret
jagende henover Gulvet igjen, saa Skumringsmulmet flj til alle
Sider, og Skjret efter det, opad Vgge og opad Dre, helt op over
den blanke Messingklinke, -- ingensteds var det sikkert; ja, der sad
Mrket og klemte sig ind til Mur og Loft som en Kat i et Tr, og
Skjret sprang omkring dernede, hen og frem, hoppende og jagende som
Hunden ved Trets Rod. Ikke engang mellem Glas og Pokaler hjt oppe
paa Dragkistens Tag kunde Mrket vre i Fred, for de rde Rubinglas,
de blaa Pokaler og grnne Rmere, alle saa tndte de brogede Fyr og
hjalp Skjret at finde det frem.

Og Blsten blev ved derude og Mrket tog til, men derinde, der luede
der Ild og der dandsed der Lys, og Marie Grubbe hun sang. Snart sang
hun Ordene lige som hun kunde huske dem, snart nynnede hun blot
Melodien; hun havde sin Luth i Haanden, men hun spillede ikke, hun
blot nu og da greb i Strngene og fremlokkede et Par klare, lnge
klingende Toner.

Det var en af disse hyggelige, smaa, vemodige Sange, som gjr
Ens Hynde bldere og Ens Stue lunere, en af disse sagteligt
blgende Melodier, der ligesom synger sig selv i deres magelige
Srgmodighed og med det Samme lader Ens Stemme lyde saa fornjeligt
fyldig, saa svulmende og saa rund. Marie sad lige i Skjret fra
Kaminen, omspillet af det rdlige Lys, og hun sang saa tankelst
velbehageligt, ligesom kjrtegnende sig selv med sin egen Rst.

Da aabnedes den lave Dr, og Ulrik Frederiks hje Skikkelse dukkede
ind ad den.

Marie holdt straks op med at synge.

Ah, Madame! udbrd Ulrik Frederik i en mildt bebrejdende Tone, idet
han med bnfaldende Gebrde traadte hen imod hende, havde jeg vidst,
I vilde lade Eder incommodere af min Nrvrelse ...!

Aa nej, jeg sang ikkun for at holde mine Drmme vaagne.

Aimable Drmme? spurgte han og bjede sig ned over Varmebukken
foran Kaminen og varmede sine Hnder paa dens blanke, rde
Kobberkugler.

Ungdomsdrmme, svarede Marie og lb med Haanden over Luthens
Strenge.

Ja, immer er Alderdommen sig selv lig! og han saae smilende paa
hende.

Marie tav lidt, saa sagde hun pludseligt:

En kan vre ret ung og have gamle Drmme endda.

Hvad her er for en skjnne Desmerlugt herinde! -- men er ellers min
Ringhed med i _de_ gamle Drmme, Madame? -- om En tr sprge.

Ak nej!

Der var dog en Tid ...

Blandt alle andre Tider.

Ja, Madame, blandt alle andre Tider var der en Gang en underskjnne
Tid, hvor jeg var Eder saare, saare kjr. Kan I kuns mindes en
Mrkningstime, Ottesdagen efter vort Bilager eller ved det Lav? Det
var en Blst og Sne ...

Ret som nu.

I sad foran Kaminen ...

Ret som nu.

Ja, og jeg laa ved Eders Fdder, og Eders kjre Hnder legte I mit
Haar.

Ja, den Gang elskede I mig!

O, ret som nu! -- og I -- I bjede Eder ned over mig, I grd, saa
Taarerne randt Jer ned ad Kinderne, og I kyssede mig og saae saa mt
og bevget paa mig, som om I bad en Bn for mig i Eders Hjrte, og
saa paa een Gang, -- kan I mindes? -- saa bed i mig i Halsen.

Ja, Gud du Godeste, hvor jeg dog elskede Jer, min Hr. Gemal! Naar
jeg hrte Eders Sporer klingre paa Trappen, saa ringede mit Blod for
mine ren, jeg zittrede fra Hoved og til Fod og mine Hnder blev saa
kolde som en Is. Og naar I saa kom ind og trykkede mig i Eders Arme
...

De grace, Madame!

Aa, det er jo kuns dde Minder om en Amour, som lngst er slukket
ud.

Ak, slukket ud, Madame! den ulmer dog hedere end fr.

Nej, den er dkket til med altfor mange Dages kolde Aske.

Men den rejser sig af Asken som den Fugl Fnix, skjnnere og
fyrigere end fr -- sig, gjr den intet?

Nej, Elskov er som en fin Blomst; om en frostig Nats Kulde forvisner
dens Hjrte, saa gaar den ud fra Top til Rod.

Nej, Elskov er som den Urt, der kaldes for Jerichos Rose; om Trken
kommer, saa trres den bort og krymper sig sammen, men bliver det saa
en mild og liflig Nat med frodig Dug, saa slaar den alle sine Blade
ud igjen og er saa grn og frisk som ingen Tid fr.

Kan hnde! der er vel mange Slags Elskov til.

Det er der, -- ja, og vor var just saadan Elskov.

At Eders var det, det siger I mig nu, men min, aldrig var den det,
aldrig.

Saa har I aldrig elsket.

Elsket ikke! nu skal jeg fortlle Jer, hvor jeg har elsket -- Det
var paa Frederiksborg ...

O, Madame, I er uden Skaansel!

Nej, nej, det er slet intet det. -- Det var paa Frederiksborg. Ak,
I veed kuns lidet, hvad jeg der led. Jeg saae, at Eders Kjrlighed
til mig var intet nr som fr. Ak, som en Moder vaager over sit
kranke Barn og giver Agt paa hvert et lille Tegn, saaledes fulgte
jeg med Angst og Bvelse Eders Kjrlighed. Og da jeg saae i Eders
kolde Blikke, hvor bleg den blev, og flte i Eders Kys, hvor svagt
dens Pulse slog, da var det som skulde jeg forgaas i Kval og i Pine.
Jeg grd for denne Kjrlighed i lange Ntter, jeg bad for den som
for et Hjrtens dyrebart Barn, der dr og dr, Time for Time. Og
jeg spejdede efter Hjlp og efter Raad i min Kvide, efter Lgedom
for Eders kranke Kjrlighed og hvad gehejme Midler, som kom mig for
re, af Elskovsdrikke at vre, dem blandede jeg med tvivlendes Haab
i Eders Morgendrikke og Aftenvin. Jeg lagde Eders Brystdug ud for
trende voksende Maaner og lste Bryllupspsalmen derover, og paa Eders
Sengefjl, der malte jeg forinden med mit eget Blod tretten Hjrter
i Kors, men uden Gavn, min Hr. Gemal, for Eders Kjrlighed var krank
til Dden. -- Se, saadan var I elsket!

O nej, Marie, min Kjrlighed er ikke dd, den er opstanden. Hr mig,
Hjrte! hr mig, for jeg har vret slagen med Blindhed, med daarlig
Vanvittighedssot, men nu, Marie, knler jeg ned for Eders Fdder,
og se, jeg bejler igjen, med Tryglen og med Bn. Ak, min Elskov har
vret som et vgelsindet Barn, men nu er den vokset op til Mand, o,
giv Jer trygt hen i dens Arme og jeg svrger Jer ved Korsens Tr og
Mands Honneur, at de skal ingensinde slippe Jer igjen.

Ti, ti, hvad kan det hjlpe!

O, tro mig dog, Marie!

Ved Gud den Levendes! jeg tror Jer, der er ikke Trevl eller Traad af
Tvivl i mit Sind, jeg tror Jer fuldt, jeg tror, at Eders Kjrlighed
er stor og strk, men _min_! den har I kvalt med egne Hnder, den
er et Lig, og hvor hjt saa Eders Hjrte raaber, saa vil det aldrig
vkke den op igjen.

O jo, Marie! I af Eders Kjn ... jeg veed, at der er dem iblandt
Jer, som naar de elsker en Mand, saa om han stder dem bort med sin
Fod, de kommer dog igjen, evindelig igjen, for deres Kjrlighed er
fast mod alle Saar.

Ja, det er ret, min Hr. Gemal, og jeg -- jeg er et saadant
Kvindfolk, skal I vide, men I -- er intet af de rette Mnd.

               *       *       *

  Gud holde sin beskjrmendes Haand over dig, min hjrtens
  allerkjreste Sster, og vre dig en god og rund Givere af hvad
  som nskvrdig er, baade til Liv og Sjl, det nsker jeg dig af
  Hjrte.

  Hjrtens allerkjreste Sster, som er min eneste velmenendes Ven
  fra Brnetid, vil jeg nu beskrive, hvad skjnne Frugter jeg har
  af min Ophjelsesstand, som skal vre forbandet fra den Dag, den
  begyndte; thi den har, som Gud veed, ikkuns frt mig Fortrd og
  Tribulats i fulde Skaale.

  Ja, var det mig intet en rette Ophjelse paa bagvendt Vis, som
  allerkjreste Sster nu skal hre, og som vel hende allerede i
  mange Stykker er bevidst; thi det kan intet fejle, at Sster jo
  af hendes kjre Mand har fornummet at det, allerede mens vi var
  paa Sjlland at bo, stod ganske koldsindigt til imellem mig og
  min fine Hr. Gemal; og her til Aggershus var det paa nogen Tid
  ikke anderledes, thi han har frt sig saaledes op imod mig som
  mestendels er utroligen at fortlle, men som nok stod til ventendes
  af slig en smukke Junkere. Men jeg bryder mig kuns fejl om hans
  skidne Galanterier, thi de gaa mig i Ingenting an, saasom jeg br'
  til ham for lnge siden saa ringe Kjrlighed, at det jo intet
  skulde vre nok til at holde en kranker lling ved Live, og kan han
  for mig lbe Runsk efter Rakkerens Kvind, om det skulde vre hans
  nske, kuns han i Ingenting kommer mig for nr at fgte, som han
  just netop gjr, og i saa Manering, at man skulde undres paa, om
  han er optndt af Galenskab heller Djvelen har besttet ham, og
  det har deraf sin Begyndelse, at han kom til mig en Dag med fine
  Ord og strunke Lfter og vilde, Alting skulde vre godt igjen os
  imellem, mens han er af mig saa afskyet og foragt', hvad jeg ham
  og fortalte i de Ord, at jeg holdt mig ham altfor god at vre; men
  da var det, det ret gik an, thi wenn's de Dwel friert, plejer
  man sige, macht er sein Hlle glhn, og tndte han mig fluks en
  Helvedes Badstue op, i saa Maade, at han kjrte herind paa Slottet
  i Hobevis af lse Kvindfolk og Skarns Skjger, og bevrtede paa
  dem med Mad og Drikke i store Stykker, ja med dyrebar Snemos og
  bekostlige Schauessen, som til nogen fyrstelig Banquete, og der
  skulde mine kunstig vvede Damaskes Duge, som jeg har i Arv efter
  vor sal. Moder, vre lagt frem, og mine Silkeshynder med Fryndserne
  om ligedan, men blev der Intet af, som jeg slog det bag Laas
  tilhobe, saa han maatte laane i Staden baade til Borde og Bnke at
  brede.

  Min hjrtens allerkjreste Sster, jeg vil nu intet trtte hende
  lnger med saadan garstig Kompagnie, men er det intet forsmdeligt,
  at saadant Skjgepak, som, om dem skete deres Ret, skulde have
  deres Hud strgen brav af ved Stadens Kag, skal sidde paa
  Stadsebnk i kongelig Majestts Statholderes Stue; jeg mener, det
  er saa uerhrt og bespotteligen, at om det kom kongelig Majestt
  til Gehr, som jeg nsker af ganske Hjrte, Liv og Sjl, da vilde
  han tale min guten Ulrik Friederich saadan til, som han kuns lidet
  skulde forlystes at hre paa. Den artigste af hans Streger imod
  mig har jeg endnu intet fortalt; den er og hel ny, som den skete
  forgangen Dag, der jeg lod sende efter en Krmmere, at han skulde
  komme op med nogle brabandtiske Silkes-Agramaner, som jeg vilde
  have forneden en Trje; men han lod svare, om jeg vilde skikke
  Pengene ned, skulde Varerne vel komme, men Statholderen havde
  forbden ham at slge mig Noget paa Borg, og ligedan Bud kom der
  fra Hattestaffereren, som der var sendt efter, saa jeg formener,
  han har gjort mig ubetroet over det ganske Sted, mens jeg har frt
  i hans Bo for mange tusinde Rigsdaler og tusinder til. Nu intet
  mere for denne Gang. Gud vre alting befalet, og han sende mig
  altid gode Bud fra dig.

    af Aggershus Slot, 12 Decembris 1665.

                                        Din fuldtro Sster altid
                                             _Marie Grubbe_.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Styge Heghs, Landsdommere
    paa Laaland, min hjrte kjre Sster huldeligen tilhaande.

  GUD have hende i sin Forvaring, min allerkjreste Sster, nu og
  altid, det vil jeg nske hende af et oprigtig Hjrte, og vil jeg
  bede for hende den Bn, at hun maa fatte et oprejset Sind og intet
  lade sig plat nedtrykke, thi hver har sin Jammerslod tildelet, og
  vi svmme og bade i idel Elendighed.

  Hendes Skrivelse M. A. K. S. er kommen mig tilhaande, uskadt og
  ubrudt i alle Maader, og fornemmer jeg deraf med synkendes Hjrte
  den Spot og Beskmmelse, hendes Gemal frer hende paa, som er en
  store Uret af kongelig Majestts Statholdere at gjre, som han
  gjr. Men vr dog ikke for hastig, min Hne, thi hun har Aarsage
  til Taalmod, som hende er saa hj en Plads anviset, som ikke var
  god at gaa Forlis af, og som vel er det vrd med Uro at bevare,
  thi om hendes Gemal svrmer hen og spilder meget Gods, saa er det
  af hans eget, han forder, mens min Slemmere til Mand har sat Veje
  for baade hans og mit, som er en Ynk, at en Mand, der skulde holde
  sammen paa, hvad af GUD os er fortroet, i den Sted splitter og der
  det aldeles. Vilde kuns GUD skille mig vel ved ham, om det blev saa
  heller saa, da var der derudi stor Almisse mod mig arme Kvinde, og
  som ikke nok var at takke for, og kunde det ligesaavel ske, som vi
  det sidste Aar aldeles ikke have vret tilsammens, som GUD have Lov
  og Tak for, om det maatte vare ved, saa M. A. K. S. kan skjnne,
  at ikke heller min Seng er aldeles med Silke bredt, men M. A. K. S.
  maa tnke, at hendes Gemal stiller sig nok og kommer til Fornuft
  igjen, at han ikke stter alting paa ublu Skjger og Skarns-Folk,
  og som hans Embed giver ham stor Indtgt, skal hun ikke lade sit
  kjre Hjrte foruroes af hans bespottelige dselhed eller af hans
  Uhuldhed heller. GUD vil det bedre, det tror jeg forvist. Gjr nu
  vel, min Hne, og have hun mange tusind gode Ntter fra mig,

                              hendes tro Sster, mens jeg lever,
                                     _Ane Marie Grubbe_.

    af Vang, 6 Februari 1666.

  A Madame
    Madame Gyldenleu, min gode Ven og Sster, venligen tilskreven.

  Gud holde sin beskjrmendes Haand over dig, min hjrtens
  allerkjreste Sster, og vre dig en god og rund Givere af hvad som
  nskvrdigt er i alle Maader til Liv og Sjl, det nsker jeg dig af
  ganske Hjrte.

  Hjrtens allerkjreste Sster, man siger vel af Gammelt, at Ingen
  er saa rasendes galen, den jo helmer et Blink mellem St. Hans og
  Paulinus[7], men det vil her ingen Skik have, thi min galne Hr.
  Gemal er intet kommen til sin Vittighed endnu, ja, han er ti, ja
  tusindfold galnere end tilforn, thi hvad som fr jeg skrev om, det
  er kuns for Brnevrk at regne mod det, som nu gaar an, som er
  over al Maade; at vide, allerkjreste Sster, han har vret til
  Kjbenhavn og, o, utnkelig Spot og Beskmmelse, havde med sig
  hertil en af hans gamle Karnaillekvinder, navnlig Karen, som han
  fluks lod tage bestandig Lossemente her paa Slottet og som er over
  alle Ting og regjerer i alle Maader, mens jeg er sat bag Dren at
  staa; men, hjrte kjre Sster, hun maa nu gjre mig den Villighed,
  at hun forhrer sig om vor kjre Fader vilde tage sig min Sag an,
  om jeg rmmede herfra, som han jo nok vil, thi Ingen kan uden stor
  Medlidenhed min ulykkelige Stilling anse, og det som byltes mig
  paa, er saa ulideligen, at jeg tnker, jeg kan kuns gjre Ret, om
  jeg kaster det af. Det er intet lnger end som nu, dyre vor Frue
  Dag[8], jeg var gangen ned i vores Abildhave, og den Tid, jeg kom
  ind igjen, da var Slaaen for mit Sengekammer skudt for indvendig
  fra, og der jeg spurgte, hvad den Streg skulde lses for, svartes
  mig, at den Kammer og den nstved, dem vilde hun, Karen, have,
  og var min Seng flyttet op i den vestre Stue, som er saa kold som
  en Kirke, naar Blsten staar paa, og fuld af Trkvinde, og Gulvet
  aldeles frnnet og her og der med ganske store Huller. Men skulde
  jeg tilfulde beskrive al den Haanhed, mig her overgaar, da blev det
  saa lang som nogen Fasteprdiken, og om det paa den Vis farer fort,
  da tror jeg knap, mit Hoved skal holde. Gud vre alting befalet og
  han sende mig altid gode Bud fra dig,

   [7] Mellem St. Hans og Paulinus = fra 24 til 23 Juni.

   [8] Frue Dag = 15 August.

                                        din fuldtro Sster altid
                                             _Marie Grubbe_.

    af Aggershus Slot, 2 Septembris 1666.

  Velbyrdige Frue, Fru Ane Marie Grubbe, Sti Heghs, Landsdommere
    paa Laaland, min hjrte kjre Sster huldeligen tilhaande.

Ulrik Frederik var egenlig ligesaa kjed af Tilstanden paa Slottet,
som Marie Grubbe var det.

Han var bedre vant i Retning af Udsvvelser. Det var kun tarvelige
Svirebrdre, disse fattige, simple Officerer der i Norge, og deres
Soldaterskjger var heller ikke til at holde det ud med ret lnge.
Karen Fiol var den eneste, der ikke var idel Raahed og Plumphed, men
selv hende sagde han hellere Farvel idag end imorgen.

Det var i rgrelse over Marie Grubbes Afslag, at han havde gjort
disse Folk til sit Selskab; saa havde det en Stund moret ham, men
ikke lnge, og da det Hele nu begyndte at blive ham mat og nsten
ubehageligt, og der ligesom var kommen en svag Fornemmelse af Anger
over ham, saa trngte han til at bilde sig selv ind, at det havde
vret ndvendigt, og kom virkelig ogsaa til at tro, at det var det,
og at han havde havt en Plan med det altsammen, den nemlig, at bringe
Marie Grubbe til at fortryde sin Opfrsel og fre hende angrende
tilbage. Men da det nu ikke syntes, at Fortrydelsen vilde komme, saa
tog han haardere fat, i det Haab, at han ved at gjre hende Livet saa
ubehageligt som muligt, nok skulde overvinde hendes Stdighed; for
at hun ikke elskede ham mere, det troede han ikke paa, han flte sig
overbevist om, at hun i sit Hjrte lngtes efter at kaste sig i hans
Arme, men at hun, da hun mrkede, at hans Kjrlighed var kaldt til
Live igjen, saae, at hun kunde faa Hvn over ham for hans Frafald ...
og han undte hende denne Hvn, han kunde godt lide, hun vilde hvne
sig, men hun trak det for lnge ud, det blev ham altfor langvarigt
her i dette barbariske Norge.

Alligevel, han var dog ikke rigtig sikker paa, om han ikke havde
gjort bedst i at lade Karen Fiol blive i Kjbenhavn, men paa den
ene Side kunde han ikke holde det ud mere med de Andre, og paa den
anden var Skinsyge en mgtig Allieret, og Marie Grubbe _havde_ vret
skinsyg paa Karen, det vidste han.

Marie Grubbe kom nu imidlertid stadig ikke, og han begyndte at tvivle
paa, at hun nogensinde vilde komme, og hans Kjrlighed voksede med
hans Tvivl.

Der kom nu noget af et Spils eller en Jagts Spnding over Forholdet.

Det var med ngsteligt Sind, med beregnende Frygt, at han voldte
Marie Grubbe den ene Tort efter den anden og han ventede spndt paa
et Tegn, blot et lille Tegn paa, at han drev sit Vildt paa den rette
Vej, men der skete intet.

Jo endelig.

Endelig skete der Noget, og han var vis paa, at det var Tegnet, just
det Tegn, han ventede. Marie Grubbe tog nemlig en Dag, Karen havde
tilfjet hende en usdvanlig nrgaaende Fornrmelse, en god, strk
Ldertmme i sin Haand, gik gjennem Huset hen til det Kammer, hvor
Karen just sov sin Middagssvn, lukkede Drene til indenfra og gav
den forfrdede Skjge et godt Livfuld Hug af den tunge Tmme og
gik saa roligt tilbage til det vestre Kammer, midt imellem alle de
maallse Tjenestefolk, som Karens Skrigen havde kaldt til.

Ulrik Frederik var nede i Byen, da det skete; Karen sendte ham straks
Bud, men han forhastede sig ikke med at komme, frst langt ud paa
Eftermiddagen hrte den ventende Karen hans Hest i Gaarden.

Hun lb ned imod ham, men han skd hende lempeligt, men bestemt til
Side, og gik lige op til Marie Grubbe.

Dren stod paa Klem -- saa var hun vel ikke derinde.

Han stak Hovedet ind, vis paa at finde Stuen tom, men hun var der,
hun sad ved Vinduet og sov. Saa traadte han forsigtigt ind, saa
forsigtigt, han kunde, for han var ikke aldeles dru.

I en gul og gylden Strm stod Lyset fra den synkende Septembersol
ind i Kammeret og hved de fattige Farver derinde til Glands og
Herlighed; de kalkede Vgge fik Svaners Hvidhed, det brunede Trloft
Malmens Gld, og det falmende Sengeomhng blev vinrde Folder og
purpurne Lg. Der var blndende lyst; selv det, der var i Skygge, det
lysned endda, det var som skimted det frem af en Taage af lvgult
Lys. Om Marie Grubbes Hoved spandt det en Glories Guld og kyssed
hendes hvide Pande; men at jne og Mund var dybt i Skygge, det voldte
et gulnende bletr, der holdt sine abbildrdmende Grene fristende op
for Ruden.

Men hun sov, sad paa en Stol og sov, med Hnderne foldede i Skjdet.

Paa Taaspidsen listede Ulrik Frederik sig hen til Marie, og Glorien
svandt, da han stillede sig mellem Vinduet og hende.

Han betragtede hende nje.

Hun var blegere end fr. Hun saae saa god og blid ud som hun sad der,
med Hovedet bjet tilbage, med letadskilte Lber og med den hvide
Strube bar og blottet; han kunde se, hvor Pulsen banked paa Siden af
Halsen, lige under det brune, lille Modermrke. Han fulgte Skulderens
faste Runding under den stramme Silke og den slanke Arm, til den
hvide, hvilende Haand. -- Og den var hans. -- Han saae, hvordan den
knyttede de trinde Fingre om den brune Tmme, og hvordan Armen i dens
hvide, aarelbne Former blev fast og blank, blev slap med mattet
Glands i Slaget, som den slog paa Karens arme Krop. Han saae, hvordan
hendes skinsyge Blik det tindrede tilfreds, og hvordan hendes vrede
Lber smilte grusomt ved Tanken om at hun slettede Kys paa Kys med
Tmmesvben. -- Og hun var hans. -- Han havde vret ond og strng og
grusom, han havde ladet disse kjre Hnder vride sig i Kvide og disse
rde Lber aabne sig i Klage.

Hans jne fik en fugtig Glands imens han tnkte saa, og han flte sig
gjennemtrngt af hele en drukken Mands letvakte, blde Medlidenhed,
og han blev ved at staa og stirre i dorsk og drukken Flsomhed, til
Solens rige Lysstrm var tret ind til en tynd, lille, blinkende
Traad, hjt mellem Loftets mrke Bjlker.

Da vaagnede Marie Grubbe.

Jer! nsten skreg hun, idet hun foer op og kasted sig tilbage, saa
Stolen tumlede henad Gulvet.

Marie! sagde Ulrik Frederik saa mt, som han formaaede, og strakte
bnfaldende Hnderne ud imod hende.

Hvad vil I? -- I vil vel klage for de Hug, Eders Skjge bekom?

Nej, nej, Marie, lad os vre Venner, gode Venner!

I er drukken, sagde hun koldt og vendte sig fra ham.

Ja, Marie, af Kjrlighed til dig er jeg drukken, jeg er svimlendes
drukken af din Dejlighed, min Hjrtens Dukke.

Ja, saa drukken, at Eders Syn har slaaet Jer fejl, og I har taget
Andre for mig.

Marie, Marie, vr nu intet iversyg!

Hun gjorde en haanlig afvisende Bevgelse.

Jo, Marie! du varst iversyg; du har forraad dig selv, nu du tog den
Ridetmme, du veed ... men lad nu hele det skidne Slng vre glemt og
ddt og Djvelen i Vare; kom, kom! leg nu intet mere den Uhulde med
mig, som jeg har leget den trolse Gast med dig, med al denne Slemmen
og Bolen paa Skrmt. Vi gjr jo kuns hinanden en Helvedes Kule deraf,
for det kunde vre en Himmerigs Sal. -- Du skal faa din Villie i hvad
du vil; vil du svve i Silke, saa tykt som Camelot, vil du have
Perler i Strnge, saa lange som dit Haar, du skal faa det, og Ringe
og Gyldenstyksstoffer i hele Vve, og Fjer og Stene, hvad du kuns
vil, der er Ingenting for dyr'bart til at slides af dig.

Han vilde lgge sin Arm om hendes Liv, men hun greb ham om
Haandleddet og holdt ham ud fra sig.

Ulrik Frederik, sagde hun, skal jeg sige dig en Ting? -- Om du
kunde svbe din Kjrlighed i Sindal og Maar, om du kunde klde den i
Zobel og krone den med Guld, ja give den Sko af den skre Demant, jeg
vilde kaste den fra mig som Skarn og Drk, for jeg agter den ringer'
end den Jord, som jeg trder med min Fod. Der er intet en Dryp af
mit Blod, der er dig god, intet en Trvl af mit Kjd, den jo stder
dig vk, -- hrer du! der er intet en Vraa i min Sjl, du jo kaldes
med Navne. -- Forstaa mig kuns ret! om jeg kunde lse din Krop af en
Helsots Pine eller din Sjl af Helvedes Nd ved at blive som Din, jeg
gjorde det intet.

Jo, du gjorde det, Kvind, og saa sig ikke saa!

Nej og nej og mer' end nej!

Saa ud, ud! bort fra mit jesyn i Helvedes forbandede Navn.

Han var hvid som en Vg og rystede paa alle Lemmer. Mlet var hst og
ukjendeligt og han fgtede med Armene i Luften som en vanvittig Mand.

Tag din Fod af min Vej! tag din -- tag din -- tag din Fod af min
Vej, eller jeg flkker din Stjrn, der er Drbningsblod oppe og rdt
for mit Syn. -- Ud, ud af Norges Land og Rige og Helvedes Brand til
Gefhrt[9]! Ud ...

 [9] Gefhrt = Kjretj.

Marie saae en Stund forfrdet paa ham, saa lb hun, hvad hun kunde,
ud af Stuen, bort fra Slottet.

Som hun slog Dren til, greb Ulrik Frederik Stolen, hun havde siddet
i, da han kom, og rendte den ud af Vinduet, flngede det mre Omhng
af Sengestedet og rev det i Pjalter og Taver, mens han flakkede frem
og tilbage i Vrelset; saa sank han ned paa Gulvet og krb omkring
paa sine Kn, hvsende som et vildt Dyr og hamrende sine Knoer
tilblods. Omsider trttedes han, krb hen til Sengen og kastede sig i
den med Ansigtet ned i Puderne, og raabte paa Marie med mme Navne og
grd og hulkede og forbandede hende, og talte saa igjen, som kjlede
han for hende, med blid og sagte Rst.

Samme Nat fik Marie Grubbe en Skipper til for gode Ord og stor
Betaling at sejle sig til Danmark.

Nste Dag jog Ulrik Frederik Karen Fiol bort af Slottet, og faa Dage
efter rejste han til Kjbenhavn.




XIII.


En skjnne Dag overraskedes Erik Grubbe ved at se Madame Gyldenlve
kjre ind paa Tjele.

Han skjnnede straks, at der var noget Galt paafrde, som hun saadan
kom agende uden Tjenerskab og nogen Ting, og da han fik at vide,
hvordan det egenlig forholdt sig, var det ikke noget varmt Velkommen,
han bd hende, for han blev saa vred, at han gik sin Vej, smeldende
Dren i efter sig og viste sig ikke mere den Dag.

Men da han fik sovet paa det, blev han mere omgngelig, ja han
behandlede endog sin Datter med en nsten respektfuld Kjrlighed, og
der kom noget af en gammel Hofmands stive Pyntelighed i hans Tale.
Han var nemlig kommen i Tanker om, at endnu var der jo egenlig ingen
Ulykke skeet; der havde vel vret en lille Uenighed mellem de unge
gtefolk, men Marie var endnu Madame Gyldenlve, og Sagen maatte uden
stor Vanskelighed kunne bringes i den gamle Skure igjen.

Rigtignok raabte Marie paa Skilsmisse og vilde ikke hre et Ord om
Forsoning, men det vilde nsten vre urimeligt at vente andet, lige
i den frste Hedes friske Forbittrelse, nu mens alle Minder vare
mme Vunder og gabende Saar, saa det lagde han ingen Vgt paa; der
vilde Tiden hjlpe, det var han overbevist om.

Der var desuden en Omstndighed af hvilken han lovede sig en ikke
ringe Bistand. Marie var jo kommen nsten ngen fra Aggershus uden
Klder og Klenodier, og hun vilde snart savne den Pragt, hun havde
lrt at anse for dagligdags, og selv den jvne Kost paa Tjele, den
ringe Betjening og hele det daglige Livs Tarvelighed vilde faa hende
til at lnges efter det, hun havde forladt. Paa den anden Side kunde
Ulrik Frederik, han vre nu saa vred han vilde, vanskelig tnke
paa Skilsmisse. Hans Pengesager var ikke i den Orden, at han kunde
skilles ved Maries Medgift, thi tolv tusind Daler var mange rede
Penge, og Guld og Jordegods og anden Herlighed var ogsaa haardt at
komme af med, naar man nu endelig en Gang havde faaet det.

Et Halvaarstid gik Alting godt paa Tjele. Marie befandt sig vel
paa den stille Gaard. Den dybe Fred, der herskede der, Dagenes
Ensformighed og deres fuldstndige Mangel paa Begivenheder var noget
Nyt for hende, og hun nd det med et drmmende, passivt Velbehag.

Naar hun tnkte paa Fortiden, kom den hende for som en trttende
Kmpen og Bryden, en rastls Trngen sig frem uden Maal, lysnet af et
skrende, stikkende Lys og gjennemlarmet af en utaalelig, bedvende
Tummel, og der kom en frydelig Fornemmelse over hende af Tryghed
og Ro, af uforstyrret Hvile i velgjrende Skygge, i sd og venlig
Tavshed; og hun yndede at forhje sit Tilflugtssteds Fred ved at
tnke sig, at i Verden derude der larmede og stredes og trngtes de
endnu, mens hun havde listet sig bort ligesom bagom Livet og truffet
en tryg lille Plet, hvor Ingen kunde finde hende og bringe Uro i
hendes yndigt dunkle Ensomhed.

Men alt som Tiden led, blev Stilheden tung og Freden dd og Skyggen
mrk, og hun begyndte nu ligesom at lytte efter en levende Lyd fra
Livet derude. Det var hende derfor ikke uvelkomment, at Erik Grubbe
foreslog en Forandring. Han vilde nemlig have, at hun skulde tage
hen og bo paa sin Gemals Slot, Kal, og han udviklede for hende,
at da hendes Gemal havde hele hendes Medgift i Besiddelse og dog
Intet sendte til hendes Underhold, saa var det rimeligt, hun lod sig
underholde af Kal Gods, og der kunde hun saa leve som Blommen i et
g, holde stort Tjenerskab og fre sig op med Pragt og Bekostning,
langt anderledes end her paa Tjele, som var altfor tarveligt til
hende, der var saa meget bedre vant. Desuden var der i Kongens
Morgengavebrev til hende, hvori der tilsikredes hende tusinde Tnder
Hartkorn, ifald Ulrik Frederik skulde d fra hende, aabenbarlig tnkt
paa Kal Gods, som netop var de tusinde Tnder og som tilskjdedes
Ulrik Frederik et Halvaarstid efter Bryllupet. Dersom nu de ikke
skulde blive forligte igjen, saa var det ikke usandsynligt, at Ulrik
Frederik kom til at afstaa hende det hende som Enkesde tiltnkte
Gods, og det var derfor tjenligt, baade at hun lrte det at kjende og
at Ulrik Frederik vnnede sig til at vide det i hendes Besiddelse,
desto lettere vilde han maaske afstaa det.

Erik Grubbes Mening med denne Ordning var den, at blive fri for de
Bekostninger, han sattes i ved Maries Ophold paa Tjele, og saa i
Folks jne at gjre Bruddet mellem Ulrik Frederik og hans Gemalinde
mindre end det var; desuden var det jo altid en Tilnrmelse, og man
vidste aldrig, hvad den kunde fre til.

Marie rejste da til Kal, men kom ikke til at leve der som hun havde
tnkt sig det, for Ulrik Frederik havde givet sin Ridefoged Johan
Utrecht Ordre til, vel at modtage og underholde Madame Gyldenlve,
men ikke at lade hende faa Hvid eller Skilling i rede Penge. Paa Kal
var der nu desuden, om muligt, endnu kjedsommeligere end paa Tjele,
saa Marie var neppe blevet der lnge, hvis hun ikke havde faaet en
Gjst, der snart skulde blive hende mere end en Gjst.

Hans Navn var Sti Hg.

Siden Festen i Frederiksborg Slotshave havde Marie Grubbe ofte
tnkt paa denne sin Svoger og altid med en Flelse af inderlig
Taknemmelighed, og mangen den Gang, naar hun paa Aggershus var
bleven krnket eller saaret srlig fleligt, havde det vret hende en
Trst at mindes Stis rbdige, tavs tilbedende Hyldest. Og hans Vsen
var det samme nu, hun var forglemt og forladt, som i hine hendes
Herligheds Dage; der var den samme smigrende Haablshed i hans Miner,
den samme ydmyge Beundring i hans Blik.

Mere end to--tre Dage ad Gangen blev han aldrig paa Kal, saa tog
han en otte Dages Tid paa Besg i Omegnen, og Marie lrte at lnges
efter, at han skulde komme, og at sukke, naar han drog bort, thi
han var saa godt som hendes eneste Omgang, og de blev derfor meget
fortrolige, og det var kun lidet, de skjulte for hinanden.

Madame! spurgte Sti Hg en Dag, er det Eders Agt at vende tilbage
til Hans Exellence, om han gjr Eder fuld og rundelig Afbigt?

Om han saa kom krybendes hertil paa sine Kn, svarede hun, vilde
jeg stde ham bort. Jeg har for ham kuns Afsky og Foragt i Hjrte,
for der er intet een trofast Sentiment i hans Sind, intet een rlig,
varm Blodsdraabe i hans Legem'; han er en Skjge, ret en forfulet,
forbandet Skjge, og intet en Mand; han har en Skjges tomme, trolse
jne og en Skjges sjllse, klamme Begjr. Aldrigen har en rlig,
blodsvarm Passion reven ham hen, aldrigen har et hjrtebaaret Ord
raabet fra hans Lber. Jeg hader ham, Sti, for jeg fler mig som
besudlet af hans listende Hnder og hans skjgeagtige Ord.

I vil da andrage paa Separation, Madame?

Marie svarede, hun vilde det, og om det ellers havde vret hendes
Fader med, vilde den Sag sikkert alt vre vidt fremmet, men han
forhastede sig ikke, saasom han havde den Tro, at Alt endnu vilde gaa
i Lave, men det vilde det aldrig.

De talte saa om, hvad hun kunde vente at faa til sit Underhold efter
Skilsmissen, og Marie mente, at Erik Grubbe paa hendes Vegne navnlig
vilde gjre Fordring paa Kal.

Det syntes Sti Hg var ilde betnkt. Han havde i sine Tanker viist
hende et andet Liv ud end det at sidde Enke i en afsides Krog af
Jylland og saa maaske tilsidst blive gift med en menig Adelsmand, thi
hjere vilde hun ikke naa her; ved Hoffet var hendes Rolle udspillet,
for der var Ulrik Frederik for vel anskreven til at han ikke skulde
kunne holde hende borte fra det og det fra hende. Nej, han havde nu
den Mening, at hun skulde faa sin Medgift udbetalt i rede Penge og
saa forrejse Landet og aldrig stte sine Fdder der mere; thi med
hendes Skjnhed og Anstand kunde hun i Frankrig vinde en anderledes
fager Skjbne end her i dette usselige Land med dets bondeagtige Adel
og fattige Kontrafej af et Hof.

Det sagde han, og det tarvelige Liv i Kals Ensomhed var saa god en
Baggrund for de bedaarende Billeder, han udkastede af Ludvig den
Fjortendes rige og prgtige Hof, at Marie fuldstndig fngsledes
deraf og i den nrmest flgende Tid gjorde Frankrig til Skuepladsen
for alle sine Drmme.

Sti Hg var endnu lige saa betagen af Kjrlighed til Marie Grubbe
som fr, og han talte ofte til hende om denne sin Lidenskab, ikke
bedende eller bnfaldende, nej, ikke engang i Haab eller i Klage,
tvertimod, fuldstndig haablst, altid forudsttende Umuligheden af,
at hun kunde gjengjlde den eller komme til at gjengjlde den. I
Begyndelsen hrte Marie disse Yttringer med en ngstelig Forbavselse,
men efterhaanden begyndte det at interessere hende at lytte til disse
haablse Reflektioner over en Kjrlighed, hvis Kilde hun selv var,
og det var ikke uden en vis berusende Magtflelse, at hun hrte sig
gjort til Livs og Dds Herre over en saa forunderlig Natur som Sti
Hgs. Alligevel varede det ikke lnge, inden det Modlse i Stis Ord
vakte en Flelse af Irritation hos hende, og hans Opgivelse af Kamp,
fordi Kampens Maal syntes uopnaaeligt, hans tamme Slaaen sig til Ro
ved at for hjt var for hjt, bragte hende til at tvivle, just ikke
om, at der virkelig var Lidenskab bag Stis forunderlige Ord eller
Sorg bag hans tungsindige Miner, men om han ikke talte strkere end
han flte, thi denne haablse Lidenskab, som ikke trodsigt lukkede
jnene i for, at der intet Haab var, og blindt stormede frem, den
forstod hun ikke, den kunde hun ikke tro paa, og hun dannede sig
et Billede af Sti Hg som en overspndt Natur, der, ved ligesom
evindeligen at gaa og overbefle sig selv, var kommen til at tro
sig rigere og strre og meget betydeligere, end han var, og som nu,
da ingen Virkelighed bekrftede denne Forestilling, gik og lj sig
ind i store Stemninger og strke Lidenskaber, der kun var fdte i
fantastisk Svangerskab af hans sygeligt travle Hjrne. Og de sidste
Ord, hun nu for lngere Tid hrte af hans Mund, hun tog nemlig paa
sin Faders Opfordring tilbage til Tjele, hvor Sti ikke turde komme,
tjente kun til at befste hende i den Tro, at Billedet var ham i
Alting ligt.

Det var nemlig, da han havde budet hende Farvel og stod med Haanden
paa Klinken, at han vendte sig om mod hende og sagde: det er en sort
Side af min Levnetsbog, der nu vendes op, Madame, nu eders Kaldage
er forbi, og jeg vil lnges i Kval og i Pine og srge som En, der
har tabt det, der var al hans Jorderigs Lykke, al hans Haab og
Forlngsel, og dog, Madame, om det en Gang skulde times, at der var
skjllig Aarsag til at tro, at I havde mig kjr og jeg troede derpaa,
da veed kuns Gud allene, hvad det vilde gjre mig til. Kan hnde
det vkked op i mig de Krafter, jeg aldrig endnu fik til at bruge
deres Vldigheds Vinger, saa den Part af mit Sind, der er trstig
for Daad og brndendes af Haab, vilde vinde Overhaand og gjre mit
Navn bermmeligt og herligt. Men det er lige let at tnke, at slig
unvnelig Lykke vilde spnde af hver hjspndt Strng, tage Mlet fra
hvert raabendes Krav og dve hvert lyttendes Haab, saa min Lykkes
Land blev mine Krafter og Evner et slapvorent Capua ...

Det var rimeligt, Marie tnkte, som hun tnkte, og hun indsaae, at
det var bedst saaledes, men dog sukkede hun derved.

Nu var det, hun tog til Tjele. Erik Grubbe nskede denne Venden
tilbage, fordi han var bange for, at Sti Hg skulde faa hende til at
tage Forholdsregler, der ikke stemmede med hans Planer, og desuden
vilde han prve, om det ikke nu var muligt, ved Overtalelser at
gjre hende villig til at gaa ind paa en Ordning af Sagen, hvorved
gteskabet blev staaende ved Magt.

Dette viste sig imidlertid at vre frugteslst, men ikke desto mindre
vedblev Erik Grubbe ved Breve at opfordre Ulrik Frederik til at tage
Marie til sig igjen. Ulrik Frederik svarede aldrig, han nskede at
holde det hen i det Uvisse, saalnge det var muligt, thi enhver af
Skilsmissen ndvendig flgende Formuesafstaaelse var ham srdeles
ubelejlig, og paa Svigerfaderens Forsikkringer om Maries Forsonlighed
troede han ikke. Hr. Erik Grubbes Usandfrdighed var altfor vel
bekjendt.

Tonen i Erik Grubbes Breve blev imidlertid mere og mere truende, og
der begyndte at blive Tale om en personlig Henvendelse til Kongen.
Ulrik Frederik indsaae, at det ikke kunde blive saaledes ved lnge,
og han skrev nu fra Kjbenhavn til sin Ridefoged paa Kal, Johan
Utrecht et Brev, hvori han paabd ham i al Hemmelighed at forvisse
sig om, hvorvidt Madame Gyldenlve vilde mdes med ham paa Kal Slot,
uden at Erik Grubbe fik Noget at vide derom. Dette Brev blev skrevet
i Marts, Niogtreds.

Ulrik Frederik haabede ved den heri foreslaaede Sammenkomst at erfare
Marie Grubbes sande Sindelag, og ifald han fandt hende forsonlig,
vilde han straks tage hende med sig til Aggershus, men hvis ikke, da
ventede han ved Lftet om at virke for en jeblikkelig Separation, at
skaffe sig saa blide Skilsmissekaar som muligt.

Men Marie Grubbe afviste Mdet, og Ulrik Frederik rejste med
uforrettet Sag til Norge.

Erik Grubbe fortsatte endnu en Tid sit unyttige Skriveri, men saa
var det, i Februar, Halvfjerds, at Budskabet kom om Frederik den
Tredies Dd, og nu mente Erik Grubbe, det var Tid til at handle;
thi Kong Frederik havde altid sat sin Sn Ulrik Frederik saa hjt
og havt en saa blind Kjrlighed til ham, at han i en Sag som denne
vilde fundet al Skyld hos Modparten, men med Kong Christian var det
at vente, at det vilde vre anderledes, thi vel var han og Ulrik
Frederik Hjrtensvenner og meget sammenlevede Selskabsbrdre, men
det var dog muligt der var en lille Skygge af Misundelse hos Kongen,
thi han var i Faderens Tid saa ofte bleven sat i Skygge af den mere
begavede og langt anseeligere Halvbroder, desuden holdt unge Fyrster
af at vise deres Upartiskhed og var da ikke sjlden i deres iltre
Retfrdighedsflelse uretfrdige imod dem, Almenheden kunde tro, de
netop vilde tage under deres Beskjrmelse. Det blev da nu derfor
bestemt, at de, saasnart Foraaret kom, begge to skulde tage til
Kjbenhavn, og Marie skulde se ad i Mellemtiden at faa tohundrede
Rigsdaler af Johan Utrecht til at kjbe Srgeklder for, at hun kunde
vise sig med Anstand for den nye Konge; men Ridefogeden turde ingen
Penge levere fra sig uden Ulrik Frederiks Ordre, og Marie kom til at
rejse uden Srgeklder, thi hendes Fader vilde ingen betale og mente
desuden, at denne Mangel saameget bedre viste hendes Elendighed.

Sidst i Maj kom de til Kjbenhavn, og da et Mde mellem Fader og
Svigersn intet Resultat bragte, skrev Erik Grubbe til Kongen, at
han ikke noksom i al Underdanighed kunde beskrive, med hvad Spot,
Beskmmelse og Vanre hans Exellence Gyldenleu for nogle Aar siden
havde udskikket sin Hustru, Marie Grubbe af Aggershus og givet hende
til Pris for Vejr og Vind og Kapere, som den Gang heftig grasserede
i Sen, eftersom der da var en brndendes Fejde mellem Holland og
England. Gud havde imidlertid naadig bevaret hende for ovenskrevne
Livsfare, og hun var kommen til hans Hus med Liv og Helbred. Men
det var en uhrt Beskmmelse, der var overgaaet hende, og han havde
nu mange Gange med Skrivelser, Bn og grdendes Taarer besgt sin
hje, hjtrede Sn, velbaarne hans Exellence, om, at han dog i den
Sag vilde sig betnke og enten bevise Marie hendes Sag paa hende,
hvorfor gteskabet maatte skilles ad, eller ogsaa tage hende til sig
igjen, hvilket imidlertid Altsammen Intet havde frugtet. Marie havde
frt i hans Bo mange tusinde Rigsdaler, men ikke desto mindre havde
hun ikke kunnet faa saa meget som to hundrede Daler til at kjbe
Srgeklder for; in summa: hendes Elendighed var altfor vidtlftig
at beskrive, og derfor indflyede de til hans kongelige Majestt,
deres allernaadigste Arveherre og Konges medfdte Naade og Mildhed
med deres allerunderdanigste Bn og Supplicering om, at hans Majestt
for Guds Skyld vilde forbarme sig over ham, Erik Grubbe, for hans
hje Alders Skyld, som var syvogtredsindstyve Aar, og over hende for
hendes store Elendigheds og Beskmmelses Skyld og naadigst lade sig
behage at befale hans Exellence Gyldenleu, at han enten beviste Marie
hendes Sag paa hende, hvorfor Kristus siger, at gtefolk maa skilles
ad, hvad han aldrig skulde kunne gjre, eller ogsaa tog hende til sig
igjen, hvorved fremmedes Guds re, idet gteskab holdtes udi den Agt,
som Gud det selver udi har sat, stor Forargelse forhindredes, store
Synder bortjagedes, og en Sjl befriedes fra Fordmmelse.

Marie vilde frst aldeles ikke stte sit Navn under denne Supplike,
da hun paa ingen Maade vilde leve sammen med Ulrik Frederik, hvordan
det saa end skulde gaa. Men Faderen forsikkrede hende, at det var
kun Formaliteter med det Forlangende, at Ulrik Frederik skulde tage
hende til sig igjen, thi han _vilde_ nu have Skilsmisse for enhver
Pris, og den Maade, Bnskriftet var affattet paa, tvang ham til at
begjre det, og det vilde stte hendes Sag i et bedre Lys og skaffe
hende bedre Vilkaar. Saa gav Marie da efter, ja hun fjede endog paa
Faderens Opfordring og efter hans Udkast flgende Efterskrift til
Suppliken:

  Jeg vilde gjerne talt med Eders kongelige Majestt, men jeg
  Elendige har ikke de Klder, jeg kan komme iblandt Folk med.
  Forbarm Eder over mig, allernaadigste Arveherre og Konge, og hjlp
  mig Elendige til Rette. Gud vil det belnne.

                                                _Marie Grubbe_.

Men da hun ikke stolede altfor vel paa Erik Grubbes Ord, fik hun,
ved en af sine gamle Hofvenners Mellemkomst, Kongen en ganske privat
Skrivelse i Hnde, i hvilken hun uforblommet udtalte, hvor strkt hun
afskyede Ulrik Frederik, hvor ivrigt hun lngtes efter Skilsmisse og
hvor ndigt hun vilde, at hun ved Ordningen af Formuesprgsmaalet
skulde komme til at have selv den fjerneste Forbindelse med ham.

Erik Grubbe havde nu imidlertid denne ene Gang sagt Sandhed. Ulrik
Frederik _vilde_ skilles. Hans Stilling ved Hoffet var en anden som
Kongens Halvbroder end som Kongens Yndlingssn. Det var nu ikke nok
at stole paa faderlig Godhed, han maatte ligefrem kappes med andre
Hoffets Mnd om re og Ln. At have en Sag som den foreliggende
verserende bidrog kun lidet til at styrke hans Anseelse, det vilde
vre langt tjenligere at faa den endt saa hurtigt som muligt og i et
nyt og bedre betnkt gteskab at sge Erstatning for det, Skilsmissen
kunde koste baade af Ry og Gods. Han anvendte derfor den Indflydelse,
han havde, til at naa dette Maal.

Kongen lod straks Sagen forelgge Konsistorium, at det derover kunde
afgive sin Betnkning, og denne var saaledes, at gteskabet ved
Hjesteretsdom af fjortende Oktober seksten hundrede og halvfjerds
erklredes for ophvet, saaledes at begge Parter havde Lov til at
gifte sig igjen. Marie Grubbe fik de tolv tusind Rigsdaler og al
den vrige Medgift af Klenodier og Jordegods tilbage, og saasnart
hun havde faaet Pengene udbetalt, beredte hun sig trods Faderens
Forestillinger til at rejse ud af Landet. Hvad Ulrik Frederik angaar,
tilskrev han straks sin Halvsster, Kurfyrste Johan Georg af Sachsens
Gemalinde, om sit gteskabs Oplsning og spurgte hende, om hun vilde
vise ham saamegen ssterlig Kjrlighed, at han turde hengive sig
til det smigrende Haab at modtage en Gemalinde af hendes fyrstelige
Hnder.




XIV.


Marie Grubbe havde aldrig fr havt Penge at raade over, og derfor
syntes det hende, nu hun havde faaet saa stor en Sum i Hnde, at
hendes Magt og Evne var uden Grndser. Ja, det var hende, som om
selve Vidunderlighedens nskekvist var lagt i hendes Haand, og hun
lngtes som et Barn efter at svinge den Sving i Sving og kalde alle
Jordens Herligheder hen for sine Fdder.

Hendes nrmeste nske var at vre langt borte fra Kjbenhavns Taarne
og Tjeles Enge, fra Erik Grubbe og Faster Rigitze, og saa svang hun
da Kvisten frste Gang, og paa Hjul og Kjl over Vand og Vej frtes
hun bort fra Sjlland, ned gjennem Jylland og Slesvig til Lbecks
By. Hendes hele Flge var Kammerpigen Lucie, som hun havde faaet sin
Faster til at overlade sig, og saa en Kjbmandskusk fra Aarhus, thi
frst i Lbeck skulde de egenlige Rejseforberedelser trffes.

Det var Sti Hg, der havde bragt hende paa den Tanke at rejse, og den
Gang havde han sagt, at han ogsaa vilde forlade Landet og sge sin
Lykke ude og havde tilbudt sig at vre hendes Rejsemarskalk. Han kom
nu ogsaa, hidkaldt ved et Brev fra Kjbenhavn, til Lbeck en fjorten
Dages Tid efter Maries Ankomst dertil og begyndte straks paa at gjre
sig nyttig ved at trffe de Foranstaltninger, en saa lang Rejse
gjorde ndvendig.

I sit stille Sind havde Marie egenlig tnkt at vre en Velgjrer
for den stakkels Sti Hg, ved med sine rige Midler at lette ham
Bekostningerne ved Rejsen og ved Opholdet i Frankrig, indtil det
skulde vise sig, om en anden Kilde vilde vlde for ham. Hun blev
derfor, da den stakkels Sti Hg kom, forbavset ved at finde ham kldt
med megen Pragt, udmrket bereden og ledsaget af tvende statelige
Ridesvende, i det Hele med alle mulige Tegn paa, at hans Pung
ingenlunde trngte til at fylde sig rund med hendes Guld. Men endnu
mere forbavsedes hun ved det Omslag, der syntes at vre foregaaet i
hans Sind, han var livlig og nsten munter, og mens han fr saae ud,
som om han med statelige Fjed fulgte sig selv til Jorden, saa traadte
han nu i Gulvet som en Mand, der ejed den halve Verden og havde den
anden Halvdel i Vente. Der havde vret Noget af en plukket Fugl ved
ham fr, nu ligned han mest en rn med brusende Fjer og skarpe jne,
der talte om endnu skarpere Klr.

Marie tnkte frst, at det var Glden over at kunne kaste alle
Fortidens Bekymringer bagved sig og Haabet om at vinde en Fremtid,
der var vrd at vare, som havde bevirket denne Forandring; men da
han havde vret der i nogle Dage uden at aabne sin Mund for hine
elskovssyge, modlse Ord, hun kjendte saa godt, begyndte hun at
tro, han havde faaet Bugt med sin Lidenskab og nu, i Flelsen af
sejersstolt at kunne stte sin Hl paa Elskovsdragens Hoved, kjendte
sig fri og strk og sin Skjbnes Herre, og hun blev ganske nysgjrrig
efter at faa at vide, om hun havde gjttet ret, og hun tnkte ved sig
selv, lidt fortrydelig med det Samme, at jo mere hun saae til Sti
Hg, jo mindre kjendte hun ham.

En Samtale, hun havde med Lucie, kunde ikke Andet end bestyrke hende
i denne hendes Formodning.

Det var en Formiddag, de begge to gik frem og tilbage i det store
Portrum, der fandtes i alle Lbeckerhuse og som baade var Gang
og Dagligstue, Tumleplads for Brnene og Scenen for de fleste
Haandgjerningsarbejder, undertiden ogsaa Spisestue og Grntkammer.
Det Rum, de gik i, blev imidlertid nrmest kun brugt i de mildere
Aarstider, derfor var der nu blot et langt, hvidtskuret Bord, nogle
tunge Trstole og et gammelt Skab derinde, bagerst var der slaaet
lange Fjlhylder op, hvor Hvidkaal laa i grnne Rader over rde
Dynger af Gulerdder og strittende Peberrodsbundter.

Porten stod paa vidt Gab ud til den vdeblanke Gade, hvor Regnen
plaskede ned i blinkende Strmme.

Baade Marie Grubbe og Lucie var kldte paa til at gaa ud, den Ene
i en skindbrmmet Kldeskaabe, den Anden i et Slag af brungraat
Hvergarn; de gik og ventede paa, at Regnen skulde holde op og
skrede hurtigt frem og tilbage over det rde Murstensgulv, med smaa
trampende Trin, som om de havde ondt ved at holde Fdderne varme.

Skulde det nu ogsaa vre en rigtig sikker Ledsagere, I tror?
spurgte Lucie.

Sti Hg? -- ja, ja er han da saa, skulde jeg tnke. Hvad mener du
med det?

Aa, kuns om han intet bliver siddendes i det paa Veien.

Hvad!

Jo, de tydske Jomfruer eller da de hollandske med ... I veed,
han har det Ord paa sig, at hans Hjrte er gjort af saa gldendes
Materie, at det slaar i lysendes Brand, saasnart der kuns er et
Skjrt, der vifter til.

Hvem har holdt Tossemarked for dig med de Parabler?

Men Herregud, har I da aldrig hrt _det_ fr? Jeres egen Svoger! --
Hvem kunde tvivle paa[10], at det var Nyt; jeg kunde da ligesaa godt
vre falden paa at fortlle Jer, at der er syv Dage i en Uge.

 [10] Tvivle paa: i Betydningen: tro.

Hvad mon der har seet dig idag, du primer som havde du faaet spansk
Vin til Morgenkost?

Ja, een af os, lader det til. -- Sig mig: Ermegaard Lynow, har I
aldrig hrt det Navn fr?

Nej!

Saa sprg Sti Hg, om han skulde hndes at kjende det, og nvn saa
med det Samme Jydte Krag og Christence Rud og Edele Hansdatter, og
Lene Poppings om I vil, det var jo tnkeligen, han kunde trffe til
at vide nogle Parabler, som I kalder det, om dem alle tilhobe.

Marie standsede i sin Gang ved den aabne Port og saae lnge vist ud
paa Regnvejret. Veed du kanhnde, sagde hun saa og begyndte at gaa
igjen, veed du kanhnde ogsaa om nogle af de Parabler at sige?

Det skulde En nsten vente sig.

Om Ermegaard Lynow?

Jo besynderlig om hende.

Hvad da?

Aa det var med en af de Hger, Sti tror jeg han hed, en hj,
rdhaaret, bleg ....

Tak, det veed jeg nu just saa lige.

Veed I ogsaa det med Forgiften?

Nej, nej!

Eller Brevet da?

Naa, fortl!

Hu, det er saa en grimme Fortlling den.

Naa!

Jo, den Hg han var nok gode Venner, det var da frend som han blev
gift, ja han var de allerbedste Venner med Ermegaard Lynow; hun havde
det lngste Haar nogen Jomfru kunde have, for hun kunde fast trde
i det, og hun var saa hvid og rd, ret en Dejligheds Dukkebarn var
hun, men han var saa haard og bs mod hende, sagde de, som var hun
en opstsig Myndehund og intet den blide Skabning hun var, men jo
slemmer' han var, jo mer holdt hun af ham, han kunde have slaaet
hende blaa og grn, om han intet gjorde det, hun vilde have kysset
ham for det, huha, det er ligeud grim at tnke paa, som en Mennesk'
kan vre, naar den ret har sat sit Sind til en Anden. Men saa blev
han kjed af hende og saae aldrig den Vej hun var, for det han havde
faaet en Anden i Tanker, og Jomfru Ermegaard hun grmmed' sig og
srged' og var ved at gaa til af ene Jammer og Elendighed, men hun
leved' endda, det Liv det var. Saa kunde hun intet holde det lnger
ud, Jomfruen; de siger, hun havde seet Sti Hg ride Gaarden forbi og
var rendt ud efter ham og havde lbet en Mil Side om Side med hans
Hest, uden at han skulde saameget som standse et Trin eller skulde
ville hre paa hendes Bnner og Begrdelser, men bare red haardt til
og bort fra hende. Det kunde hun intet bre og saa tog hun drbendes
Forgift ind og skrev saa til Sti Hg, at det havde hun gjort for
hans Skyld, nu skulde hun aldrig vre ham til Hinder mere, blot hun
maatte se ham engang inden hun dde.

Og saa?

Ja Gud veed om det ogsaa er som Folk siger, for saa er han da den
ledeste Krop og Sjl som nogen Helvedes Pine kan vente paa; -- saa
skrev han tilbages -- ja, saadan var det, han skrev tilbages, at
den Modgift, som bedst kunde gjre hende frisk igjen, det var hans
Kjrlighed, men den stod det intet i hans Magt at give hende, men han
havde hrt at Melk og Hvidlg skulde ogsaa vre godt, og det vilde
han raade hende til at tage ind. Se, det svared' han; hvad tnker I?
kan der nu vre Noget mer skammeligt til end som det?

Og Jomfru Ermegaard?

Jomfru Ermegaard?

Ja vist.

Ja, det var intet hans Skyld, men hun havde intet taget Forgift nok
til at d af, men hun blev saa krank og ilde, at hun nr aldrig var
kommen til Helsen igjen.

Det bitte Lam, sagde Marie og lo.

       *       *       *       *       *

Nsten hver Dag i den nu paaflgende Tid hidfrte en eller anden
lille Forandring i Marie Grubbes Opfattelse af Sti Hg og derved
ogsaa i den Maade paa hvilken de omgikkes med hinanden.

Det var saa let at se, at Sti ikke var nogen Drmmer, af den Omsigt
og Raadsnarhed hvormed han fjernede alle de utallige Hindringer og
Vanskeligheder, Rejsen frembd, og det var ligeledes let at blive
klog paa, at han baade i Manerer og Begavelse stod langt over selv de
ypperste af de Adelsmnd, de traf sammen med. Altid var hans Tale ny
og interessant og ulig alle Andres, det var som havde han en egen,
kun af ham kjendt Vej, til Forstaaelse af Mennesker og Ting, og det
var med en frejdig Haan, syntes Marie, at han bekjendte sin Tro paa,
hvor strkt Dyret i Mennesket var, eller hvor lidt Guld, der skjulte
sig i dets Naturs Slakker, og den kolde, lidenskabelige Veltalenhed
hvormed han beviste hende, hvor ringe Sammenhng der var i Menneskets
Vsen, hvor uforstaaet og uforstandig, hvor leddels og famlende og
ganske i Tilfldets Vold det, der var delt og det, der var lavt,
brdes i Ens Sjl, den Veltalenhed, hvormed han sgte at gjre hende
dette klart, syntes hende stor og betagende, og hun begyndte at tro
at sjldnere Gaver og mgtigere Krfter vare blevne ham til Del end
der ellers faldt i Ddeliges Lod, og hun bjede sig i Beundring, ja
nsten i Tilbedelse for den Vldigheds Magt hun anede; men dog var
der med alt dette i hendes Sjl en stille, lurende, stadigt hviskende
Tvivl, der aldrig fik Mle i udtnkte Tanker, men kun i dunkel,
instinktmssig Flelse rrtes af Frygt for at Magten var en Magt, der
trued og rased, der nsked og higed, men aldrig slog ned, aldrig
greb til.

               *       *       *

I Lohendorf en tre Mil fra Vechta laa der, lige ved Landevejen, et
gammelt Krosted, og her var Marie og hendes Flge, et Par Timer efter
at Solen var gaaet ned, taget ind.

Ud paa Aftenen, da Kusk og Ridesvende var gaaet til Hvile i Udhusene,
sad Sti Hg, Marie og et Par bondeagtigt udseende, oldenborgske
Adelsmnd i en ret fortrolig Samtale, ved et lille rdmalet Bord
foran den store Bilggerovn i Kroens Skjnkestue.

Ved det lange Bord henne under Vinduerne, med Ryggen stttet mod
Bordpladens Kant, sad Lucie paa Enden af en Bnk og strikkede og saae
til.

Paa Herskabsbordet stod der et Tllelys i en gul Leerstage og spredte
sit svnige Skjr over Ansigterne derhenne og spejlede sig fidtet
i den Rkke Tintallerkener, som fandtes over Ovnen. Marie havde en
lille Tinkande med varm Vin foran sig, Sti Hg en strre, medens de
to Oldenborgere vare flles om en mgtig Trstob med l, der stadig
tmtes og ligesaa stadig fyldtes af en pjudskhaaret Karl, som laa og
drev paa en Gaasebnk inderst i Stuen.

Baade Marie og Sti Hg havde helst trukket sig tilbage til deres
Kamre, thi de to Landadelsmnd var ikke noget muntert Selskab; og de
havde ogsaa gjort det, havde Kamrene ikke vret saa isnende kolde og
Ulemperne ved at opvarme dem endnu vrre end Kulden, hvad de havde
erfaret da Verten bragte dem Kakkelovnspotter derind; Trvene var
nemlig der paa Egnen saa svovlede, at kun Folk, der var vante til
dem, kunde faa deres Vejr, hvor de var i Gld.

Oldenborgerne var ikke muntre, for de skjnnede nok de var i fint
Selskab og gjorde sig derfor Umag for at udtrykke sig saa belevent
som det stod i deres Magt, men efterhaanden som llet fik mere og
mere Magt over dem, blev ogsaa det Baand, de havde lagt paa sig selv,
slappere og slappere, ja, ganske lst. Deres Sprog fik et endnu
mere lokalt Anstrg end fr, deres Skjmt blev massivere og deres
Sprgsmaal nok saa nrgaaende.

Som nu Spgen voksede i Plumphed og Uhviskhed, begyndte Marie at
blive urolig i Sdet, og Sti Hgs jne spurgte over Bordet om de
skulde gaa bort. Da kom just den lyseste af de Fremmede med en vel
grov Hentydning, som fik Sti til at rynke Brynene og se truende paa
ham, men dette ggede ham kun, og han gjentog sin skidne Skjmt i
endnu kraftigere Udtryk, hvad der fik Sti til at love ham, han skulde
finde Tinkruset i sin Pande hvis han voved et Ord mer af samme Slags.

Netop i det jeblik nrmede Lucie sig Bordet med sit Strikketj for
at se at finde en Maske, hun havde tabt, og heraf benyttede den anden
Oldenborger sig; han tog hende om Livet, tvang hende ned paa sit
Skjd og trykkede et forsvarligt Smkkys paa hendes Lber.

Denne Frejdighed opildnede den Lyse, og han slog sin Arm om Marie
Grubbes Hals.

I samme Nu sad Stis Krus ham i Panden saa kraftigt og sikkert, at han
sank over mod Bilggeren med et dybt Grynt.

I nste Sekund var Sti og den Mrke ude midt paa Gulvet, og Marie og
hendes Pige flygtet hen i et Hjrne.

Karlen paa Gaasebnken sprang op, gav et Brl fra sig ud ad Stuens
ene Dr, lb selv hen til den anden og gav sig til at stnge den
med en alenlang Jernbom, samtidig hrtes en Slaa smkke for Husets
Bagdr. Det var nemlig Skik der i Kroen, saasnart der var Slagsmaal,
at stnge saadan, at Ingen, der var udenfor, kunde komme til at tage
Del i Striden og saaledes give den strre Udstrkning end ndvendigt,
men det var ogsaa deres eneste Indblanden, og naar Stngselen var
besrget, listede de straks til deres Senge; for den, der Ingenting
saae, kunde heller Ingenting forklare.

Der var ingen af de Kmpende, der havde Vaaben hos sig, saa de havde
kun Nverne at jvne Sagen med. Og der stod de, Sti og den Mrke og
bandte og brdes. De trak hinanden fra Plet til Plet, drejed sig i
sejge, modstridende Vendinger og trned hinanden opad Dre og Vgge;
de fanged hinandens Arme, fried sig af hinandens Tag, bjed og vred
sig, frem og tilbage med Hagerne trykket i hinandens Skuldre. Endelig
tumled de om paa Gulvet; Sti var verst og havde lige et Par Gange
hugget sin Modstanders Hoved tungt mod det kolde Lergulv, da han
flte to kraftige Hnder i Greb om sin Hals. Det var den Lyse, der
var kommen til sig selv igjen.

Sti var ved at kvles, Luften ralled i hans Strube, det sortned for
hans jne, og hans Lemmer lammedes. Den Mrke slog sine Ben om ham og
trak ham i Skulderen nedefter, den Lyse havde Hnderne om hans Hals
og Knene i hans Sider.

Marie skreg og vilde ile til Hjlp, men Lucie havde slynget sine Arme
om hende i et nsten krampagtigt Tag, saa hun ikke kunde flytte sig.

Da, just som Sti var ved at miste sin Samling, huggede han sig med
en sidste Kraftanstrngelse forover, saa den Mrkes Baghoved hamrede
ned mod Jorden og den Lyse glippede lidt i sit Greb og aabned Vej
for en Kjende Luft. I et smidigt, kraftigt Kast rev Sti sig bort til
Siden, kasted sig ind paa den Lyse, saa han vlted til Jorden, bjed
sig dernst rasende frem over den Faldne, men ramtes af et Spark i
Hjrtekulen, saa han nsten segned; men saa greb han med den ene
Haand om Anklen den Fod, der havde ramt ham, og med den anden Haand
fik han Hold i Stvleskaftet lige neden til Knet, lftede saaledes
Benet i Vejret og hug det ned mod sit fremspndte Laar, saa Knoglerne
brdes i Stvlen og den Lyse besvimet sank hen. Den Mrke, som laa
og stirred, fortumlet af Slaget i Hovedet, udstdte, da han saae
dette, et saa vaandefuldt Vrl, som havde det vret ham selv, det gik
udover, og kravled i Skjul under Bnken oppe ved Vinduet, og dermed
var det Slagsmaal da forbi.

Men den Vildskab, Sti Hg ved denne Lejlighed havde viist at der
boede i hans Sind, havde en mgtig, forunderlig Indflydelse paa
Marie; thi da hun den Nat lagde sit Hoved paa sin Pude, sagde hun til
sig selv, at hun elskede ham, og da Sti Hg i de paaflgende Dage
havde lagt Mrke til, at der var Noget i hendes Blik og Adfrd, der
tydede paa, at der var skeet en stor Forandring til Gunst for ham i
hendes Sind og han opmuntret heraf, bad om hendes Kjrlighed, fik han
det Svar, han nskede.




XV.


Nu i Paris.

Der er gaaet saa meget som et Halvtaarstid, og den Kjrlighedspagt,
der saa brat blev sluttet, var lsnet og braadnet en Stund forinden,
og Marie Grubbe og Sti Hg er langsomt gledne fra hinanden.

De veed det beggeto, men det er ikke blevet til Ord imellem dem;
der er saamegen Bitterhed og Smerte, saa megen Nedvrdigelse og
Selvforagt gjemt i den Tilstaaelse, der truer, at der er Lindring i
at tve.

I det er deres Sind ens.

Men i deres Maade at bre deres Kummer paa er de yderst forskjellige.
Thi mens Sti Hg i haabls Kvide, slvet af selve Smerten mod
Smertens hvasseste Braad, srger og srger i magtls Betagenhed,
ligesom et fanget Rovdyr gaar frem og tilbage, frem og tilbage i sit
snevre Bur, saa er Marie nrmere at ligne ved et Dyr, der har revet
sig ls og flygter i ustandset Flugt, aldrig hvilemildnet Flugt,
dreven fremad og fremad, i vanvittig Frygt, af Lnken, der klirrende
slber i dens Spor.

Hun vilde glemme.

Men Glemsel er som Lyngen, den gror kun af sig selv, og Alverdens
Fredning og Omhu og Rgt lgger ikke en Tomme til dens Vkst.

Hun ste ud af sit Guld med fulde Hnder og kjbte sig Pragt; hun
greb hver Nydelses Bger, som Guld kunde kjbe, som Aand og Skjnhed
og Rang kunde kjbe, men det var Alt forgjves.

Der var ingen Ende paa hendes Elendighed, og Intet, Intet kunde fri
hende fra den. Havde det at skilles fra Sti Hg kunnet frembringe,
ikke en Lettelse, men blot en Forandring i hendes Pine, det havde
vret gjort for lnge siden, men det var ligegyldigt, ganske det
Samme, om det skete eller ej, der var ikke en Gnist af Haab om
Lindring i det, ligesaa godt flges ad som skilles, deri var der
ingen Redning.

Men de skiltes alligevel, og det var Sti Hg, der foreslog det.

De havde ikke seet hinanden et Par Dage, da Sti traadte ind i det
forreste af de pragtfulde Vrelser, de havde lejet af Isabel Gilles,
Vrtinden i la croix de fer.

Marie var der, og hun sad og grd.

Sti rysted mismodigt paa Hovedet og tog Plads i den anden Ende af
Stuen.

Det var saa tungt at se hende grde og vide, at hvert trstende Ord
fra Ens Lber, hvert medlidende Suk og deltagende Blik kun vilde
gjre Sorgen mere bitter og Graaden strkere.

Han gik hen imod hende.

Marie, sagde han sagte og tonlst, lad os endnu en Gang ret
rigtigen tales ved og saa skilles.

Ja, hvad kan det nytte?

Sig intet det, Marie, der venter paa dig endnu glade Dage i tykke
Skarer.

Ja Grdedage og Taarentter i en hel og ubrydelig Kjde.

Marie, Marie, tag Vare paa de Ord, du siger, for jeg forstaar dem,
som du aldrig vilde tro, jeg kunde forstaa dem, og saa saarer de saa
smerteligen haardt.

De Saar, der stinges med Ord til Od, dem agter jeg kuns ringe og har
aldrig havt i Tanke at skaane dig for dem.

Saa std da til, hav intet Medlidenhed saameget som et Blink mere;
sig mig, du kjender dig fornedret ved din Kjrlighed til mig,
laveligt fornedret! Sig mig, du vilde give Aar af dit Liv for at
vriste hvert eneste Minde om mig ud af din Sjl! Og gjr mig saa til
Hund og giv mig Hundenavne, kald mig det Forsmdeligste, du veed af
at sige, og jeg skal lyde alle dine Navne og sige du har Ret, fordi
du _har_ Ret, _har_ Ret, saa pinendes, som det er at sige. For hr,
Marie, hr, og tro det om du kan: endog jeg veed, du rddes, ved dig
selv, for du har vret min, og sygner i din Sjl hver Gang du tnker
derpaa og rynker din Pande i Afsky og Vaade, saa elsker jeg dig dog
-- jo, jo, af al min Magt og Formue elsker jeg dig, Marie.

Nej, fy for Skam Sti Hg, aa, skam dig dog, skam dig dog, du veed
ej hvad du taler. Og dog, aa Gud forlad mig, dog er det sandt, saa
rddeligt det lyder. Aa, Sti, Sti! hvorfor er du den Bondesjl du
er, den krybendes Maddikeorm, som trdes og stinger dog intet? Om du
vidste, hvor jeg troed' dig stor! stolt og stor og strk, du som er
saa svag. Men det voldte dine klingrendes Ord, som lj om en Magt,
du aldrig ejed', som raabte om en Sjl, der var Alt, hvad din aldrig
var eller vilde blive. Sti, Sti, var det Ret, jeg fandt Klejnhed for
Styrke, ussel Tvivl for frejdigt Haab, og Stolthed, Sti! hvor blev
din Stolthed af?

Ret og Retfrdighed er kuns ringe Naade, men jeg fortjener intet
mere, thi jeg har vret lidet bedre end en Falsknere imod dig. --
Marie, jeg har aldrig troet paa din Kjrlighed til mig, nej, aldrig,
end ikke hin Stund, da du svor mig den til, var der Tro i min Sjl.
Ak, som jeg gjerne vilde tro, men kunde intet. Jeg kunde intet tvinge
Tvivlens mrke Hoved ned mod Jorden, den stirred' paa mig med de
kolde jne og alle mine Drmmes rige, ranke Haab, dem blste den
bort med sin bedskelig smilendes Mund. Jeg kunde ikke tro du elskede
mig, Marie, og dog greb jeg din Kjrligheds Skat med baade Hnder og
al min Sjl, og jeg fryded' mig ved den i Angst og bange Lykke, som
en Rver kan fryde sig ved sit gyldent blinkende Rov, naar han veed
den rette Ejersmand vil komme om en stakket Stund og rive ham det ud
af hans kjrt belastede Hnder. For _den_ vil komme en Gang, Marie,
som er din Kjrlighed vrd eller som du tror den vrd, og han vil
intet tvivle, intet trygle eller skjlve, han vil bje dig som ldigt
Guld i sin Haand og stte sin Fod paa din Villie, og du vil vre ham
flgagtig i Ydmyghed og Glde; men det er intet fordi han elsker dig
mere end som jeg, for det kan intet vre, men for han mer har Tro til
sig selv og mindre je for dit uskaterlige Vrd, Marie.

Ak det er jo ret en Spaamandslektie, I der ramser op, Sti Hg, men
det er som I plejer, immer vil Jer Tanke paa Langvejsfart. I er just
som Brn, der faar et Spillevrk til Givendes; istedenfor at lege med
det og fornjes ved det, har de ingen Ro, fr de faar seet hvad der
er inden til og revet det ud af Led og Lave. I fik aldrig Tid til at
holde og vare for at fange og gribe; I hugger al Livsens Tmmer op i
Tankespaaner tilhobe.

Farvel, Marie.

Far vel, Sti Hg, det Bedste I kan.

Tak -- Tak -- det maa saa vre -- men jeg beder om en Ting.

Nu.

Naar I rejser herfra, lad saa Ingen vide den Vej I vil, at jeg intet
skal faa det at hre, for ... for jeg svarer intet for, at jeg da fik
Magt til at holde mig fra at flge Jer efter.

Marie trak utaalmodigt paa Skuldrene.

Vorherre velsigne Jer, Marie, nu og evindelig.

Saa gik han.

               *       *       *

En lys Novemberskumring, hvor Solens bronzebrune Lys tvende trkker
sig bort fra hje Gavles ensomt blinkende Ruder, dvler paa Kirkens
Tvillingtaarnes slanke Spir, funkler paa Kors og gyldne Krandse
deroppe, lses i lysende Luft og svinder, mens Maanen alt har lftet
sin runde, blanke Skive op over de fjerne, brune Hjes langeligt
rundede Liniers Drag.

I gule, blaanende og violette Flager spejles Himlens svindende Farver
i Flodens blanke, lydlst rindende Vande, og Blad fra Pil og Ln og
Hyld og Rose lsner sig ud af det gule Lvhang, flagrer imod Vandet
i dirrende Flugt, fanges af den blanke Flade og glider med langs
ludende Mure og vaade Stentrapper, ind i Mrket under tunge, lave
Broer, rundt om fugtsorte Trple, fanger et Glimt fra de gldende
Kul i den rdtoplyste Smedie, hvirvles omkring af den rustrde Strm
fra Sliberens Gaard, og svinder saa imellem Siv og lkke Baade,
imellem snkede Kar og dyndede Risgjrders druknende Fletvrk.

En blaalig Dmring breder sit gjennemsigtige Mrke over Torve og
aabne Pladser, hvor Vandet slret blinker, mens det strmmer fra
vaade Slangesnuder og drypskjggede Dragemunde i Vandspringenes
fantastisk brudte Buer og mellem takliniede, slanke Fialer; det
mumler blidt og risler koldt, det bobler dmpet og drypper skarpt
og danner hurtigt voksende Ringe paa det rigeligt overflydende
Kummebassins mrke Spejl. Et sagte Vindpust suser over Pladsen, og
rundt omkring fra dunkle Porte, fra sorte Ruder og fra skumle Gyder,
stirrer et andet Mrke ud i Mrket.

Saa kommer Maanen frem og kaster Slvskjr over Tag og Tinder og
deler Lys og Skygge af i skarpe Felter. Hvert Bjlkehoved, hvert et
snrklet Skilt, hver kort Balustre i Svalernes lave Gelnder, bliver
tegnet af paa Mur og Vg. Alt skjres ud i skarpe, sorte Former, de
kunstigt brudte Stenmnstre over Kirkernes Drgab, St. Georg med
hans Landse hist paa Husets Hjrne og Blomsten med dens Blade her i
Vinduet. Og som den lyser i den brede Gade og som den spejler sig i
Flodens Vand! Og der er ingen Skyer paa Himlen, en hvidlig Kreds, en
Glorie om Maanen, og ellers Intet uden tusind Stjerner.

En saadan Aften var det nu i Nrnberg, og i den stejle Gade op til
Borgen og i den Gaard som kaldtes for v. Karndorfs, der var der Gilde
denne samme Aften.

De sad ved Bordet, og de var Alle mtte, lystige og drukne. Paa En
nr var de alle ldre Folk, og denne Ene var kun atten Aar. Han havde
ingen Paryk, han bar sit eget Haar, og det var stort nok til det,
gyldent, langt og lokket. Hans Ansigt var saa dejligt som en Piges,
hvidt og rdt, og jnene var store, blaa og stille.

Den gyldne Remigius kaldte de Andre ham, og gylden ikke blot for hans
Haars Skyld, men for hans store Rigdom, thi trods hans unge Aar var
han den rigeste Adelsmand i hele bayrisch Wald, -- for bayrisch Wald
der var han fra.

De talte om Kvindeskjnhed, de lystige Herrer ved det gode Bord, og
alle var de enige om, at den Gang de var unge, da vrimled Verden
af Skjnheder med hvilke de, der nu bar Skjnheds Navn, slet ingen
Sammenligning kunde taale.

Men hvem har seet Perlen for dem Alle tilhobe? sagde en rdmusset
Tyksak med smaa, bitte, funklende jne, hvem har seet Dorothea v.
Falkenstein af de Falkensteiner fra Harzen, hun var rd som en Rose
og hvid som et Lam, hun kunde spnde med sine Hnder om sit Liv og en
Tomme til, og hun kunde trde paa Lrkeg uden de gik istykker, saa
let var hendes Gang paa Jorden, men hun var ingen af Jeres Hejreben
for det, hun var fyldig som en Svanefugl, der sejler paa en Dam og
fast som nogen Raa, der springer i en Skov.

Saa drak de paa det.

Gud velsigne Jer allesammen saa graa som I er! raabte en lang,
gammel Knark for Enden af Bordet, men Verden bliver grimmere Dag for
Dag. Vi kan se det paa os selv, og han saae rundt paa dem, hvad
for Karle vi dog var! men saa Fanden med det endda. Men hvor i al
Verdens den drikkendes Navn, kan Nogen fortlle mig det? hvad? --
kan der? -- hvem kan? -- kan Nogen fortlle mig det: hvor de trinde
Vrtinder med deres leendes Munde og spillendes jne og nette Fdder,
og saa Krokonens Datter med det gule, gule Haar og med jne saa blaa,
hvor er de bleven af? Hvad? Eller er det Lgn, kunde En komme i et
Herberg, i en Landevejskro eller Gjstgivergaard, hvad, kunde En
komme der, uden de var der ogsaa? Aa, Jammerens Jammer og Elendighed,
hvad er det for skrutryggede Dttre med Grisejne og brede Hofter, de
Vrtshusfolk lgger sig til nu til Dags, hvad er det for tandlse,
skalhovede Hekser, der nu faar Brev og Bevilling paa at skrmme Livet
af sultne og trstige Folk med deres rindendes jne og runkne Hnder?
Uh, fj, jeg er saa bange for et Krosted som for klare Fanden, for
jeg veed jo, det lskjnkerasen derinde er gift med Dden fra Lbeck
i egen lede Gestalt, og naar som En frst er bleven saa gammel som
jeg, saa er der Noget i memento mori, En heller vil glemme end huskes
paa.

Der sad en Mand midt for Bordet, kraftig bygget og ret fyldig i
Ansigtet, der var gult som Voks, han havde graa og buskede Bryn og
klare spejdende jne, han saae just ikke svagelig ud, men som om han
havde lidt meget, lidt store legemlige Smerter, og der var et Trk
ved hans Mund naar han smilte, som om han sank noget Bedskt med det
Samme. Han sagde med en bld og dmpet Stemme, lidt hs var den:
den brune Euphemia af de Burtenbachers Stok, hun var stateligere
end nogen Dronning, jeg har seet for mine jne. Hun kunde bre den
stiveste Gyldenstykspragt, som var det den bekvemmeligste Husdragt,
der var til, og Kjder og Klenodier om Hals og Midie, paa Bryst og
paa Haar, det hang og det sad, som var det de Krandse af vilde Br,
som Brn hnger paa sig, naar de leger i Skoven. Der var ingen, der
var som hun; naar de andre unge Jomfruer de prunked i deres Stads som
prgtige Relikviehuse med Snrkler af Guld, og med Lnker af Guld,
med Roser af dyr'bare Stene, saa var hun at se til, saa festlig og
fager og frisk og let som et Banner, der flyver for Vinden. Der var
Ingen hendes Lige, hverken var eller er.

Jo, jo, og hendes Overmand med! raabte den unge Remigius og sprang
op. Han bjede sig ivrig frem over Bordet, stttet paa den ene Haand,
medens han i den anden svingede en blank Pokal hvis gyldne Drue
skvulpede over Randen og vdede hans Finger og hans Haandled, og
dryppede i klare Draaber fra hans hvide, brusende Kniplingsmansket.
Hans Kinder blussede af Vin, hans jne funkled, og han talte med
usikker Stemme.

Dejlighed! sagde han, er I blinde allesammen, eller har der ingen
af Jer seet den danske Frue, ikke saameget som seet Fru Marie? Hendes
Haar er som naar Solen den skinner paa en Eng og Grsset staar i Aks,
hendes je er mere blaat end som en Klinge, og hendes Lber er saa
rde som en bldendes Drue. Hun gaar som en Stjerne, der gaar over
Himlen, hun er rank som et Scepter og statelig som en Trone, aa,
alle, alle Legemsdyder og Dejligheders Flok er i Blomster hos hende,
som Rose ved Rose i florerendes Pragt. Men der er det ved hendes
Dejlighed, som gjr, at naar En seer hende, bliver En tilsinds, som
naar En om Hjtidsmorgen hrer dem blse fra Domkirkens Taarne; En
bliver saa stille, for hun er ligesom den hellige Smertens Moder paa
den skjnne Billedtavle, der er saadan en Hjhedens Sorg i hendes
klare jne, og det samme haablse Taalmodssmil om hendes Mund.

Han var helt bevget og havde Taarer i jnene, han vilde tale, men
kunde ikke, og blev staaende oprejst, kmpende med sin Stemme, for
at faa Ordene frem. Men saa slog en af hans Naboer ham venligt paa
Skuldren, og fik ham til at sidde ned, og drak saa med ham Bger paa
Bger, og saa blev Alting godt igjen, de Gamles Lystighed gik hjt
som fr, og Alt blev Jubel, Sang og Latter.

       *       *       *       *       *

Marie Grubbe var da i Nrnberg.

Siden hun skiltes fra Sti Hg havde hun flakket om i det meste af et
Aar, og havde nu endelig slaaet sig til Ro her.

Hun havde forandret sig meget siden den Aften, hun tog Del i
Balletten i Frederiksborg Slotshave. Ikke blot gik hun nu i sit
tredivte Aar, men den ulykkelige Forbindelse med Sti havde gjort et
mrkvrdigt strkt Indtryk paa hende. Hun havde skilt sig fra Ulrik
Frederik, ledet og fremskyndet af tilfldige Omstndigheder, men
fremfor Alt, i Kraft og Medfr af, at hun havde bevaret hine sin
frste Ungdoms Drmme om, at den, en Kvinde skulde flge, han skulde
vre hende som en Gud paa Jorden, at hun med Kjrlighed og ydmygt
kunde tage af hans Hnder Godt og Ondt, alt som hans Villie var, og
nu havde hun i et jebliks Forblindelse taget Sti for denne Gud, han,
som ikke en Gang var en Mand. Det var hendes Tanker. Hver Svaghed,
hver umandig Tvivl hos Sti, flte hun som en uafviskelig Skamplet paa
sig selv. Hun vmmedes ved sig selv, for hin stakkede Kjrlighed, og
gav den lave Skjndselsnavne. Disse Lber, som havde kysset ham, gid
de maatte visne, disse jne, som havde smilt til ham, gid de maatte
dummes, dette Hjrte, som havde elsket ham, gid det maatte briste.
Hver Evne i hendes Sjl, hun havde besudlet den ved denne Kjrlighed,
hver Flelse, hun havde vanhelliget den. Hun havde mistet al Tillid
til sig selv, al Tro paa sit eget Vrd, og i Fremtiden -- der lyste
intet Haab for hende i Fremtiden.

Hendes Liv var afsluttet, hendes Levnets Lb fuldendt; en rolig Krog,
hvor hun kunde lgge sit trtte Hoved til Hvile, for aldrig at lfte
det mere, det var alle hendes nskers Maal.

Saadan var hendes Sind, da hun kom til Nrnberg. Et Tilflde frte
hende sammen med den gyldne Remigius, og hans inderlige, men
tilbageholdne Tilbedelse, den friske Ungdoms afgudiske Tilbedelse,
hans jublende Tro paa hende, og hans Lykke ved hans Tro paa hende,
har vret som kjlig Dug for den nedtraadte Blomst, den rejser sig
vel ikke, men den visner ikke heller, den folder endnu de fine,
farverige Blade ud for Lyset, og dufter og straaler i tvende
Livskraft. Og saadan hun. For der var Lise i at se sig ren og skr
og ubesmittet i en Andens Tanker, og der var halvt som Frelse i at
vide, at En var den, der vakte i en Andens Sjl en frejdig Tillid,
Skjnhedshaab og dle Lngsler, som gjorde den, hos hvem de vaktes,
rig. Og det var ogsaa blidt og dulmende, i vage Billeder og dunkle
Ord at klage sine Sorgers Klage for en Sjl, der selv uprvet og fri
for Kummer, med stille Vellyst led hver Lidelse af hendes, og var
taknemmelig, fordi at den fik Lov at dele de Sorger, som den anede,
men ikke forstod, og dog ligefuldt delte. Jo, det var blidt at klage,
naar En saae Ens Sorger vakte refrygt og ikke Medlidenhed, saa de
blev som et mrkt og majesttisk Pragtgevandt om Ens Skuldre, et
taarefunklende Diadem om Ens Pande.

Saaledes begyndte Marie lidt efter lidt at forsones med sig selv, men
saa hndte det en Dag, Remigius var redet ud, at hans Hest blev sky,
kastede ham af Sadlen, og slbte ham tildde i Stigbjlerne.

Da Marie hrte dette, sank hun hen i en tung, slv og taarels Sorg.
Hun sad i hele Timer og stirrede hen for sig med et trt, tankelst
Blik, tavs som En, hvem Mlet var rvet, og var ikke til at bevge
til at tage sig Nogetsomhelst for, ja hun vilde end ikke at der
taltes til hende; gjorde Nogen det, afviste hun dem med en mat
Bevgelse med Haanden og en stille Rysten paa Hovedet, ligesom om det
voldte hende Smerte.

Dette varede nu lnge, men imidlertid var nsten alle hendes Penge
opbrugte, og der var nppe saa mange tilbage, at de kunde rejse hjem
for dem. Lucie blev ikke trt af at foreholde Marie dette, men det
var frst langt om lnge at det fandt Gehr.

Endelig rejste de da.

Undervejs blev Marie syg, saa Rejsen blev meget forlnget, og Lucie
maatte slge den ene rige Dragt efter den anden, det ene kostbare
Smykke efter det andet, for at de kunde komme Vejen frem.

Da de naaede Aarhus, ejede Marie nppe mere end de Klder, hun havde
paa sig.

Her skiltes de; Lucie tog tilbage til Fru Rigitze, Marie tog til
Tjele.

Det var i Foraaret Treoghalvfjerds.




XVI.


Efter at Fru Marie Grubbe var kommen til Tjele blev hun ved at bo
der, sammen med sin Fader, indtil hun seksten hundrede og ni og
halvfjerds lod sig vie til kongelig Majestts Justitsraad Palle Dyre,
og med ham levede hun saa i et, indtil seksten hundrede og ni og
firs, aldeles begivenhedslst gteskab.

Det er et Tidsrum, der begynder med hendes tredivte Aar og ender med
hendes seks og fyrretyvende, fulde seksten lange Aar.

Fulde seksten lange Aar, levet i dagligdags Bekymringer, i smaalige
Pligter og i slvende Ensformighed, og intet Tillids- eller
Fortrolighedsforhold til at give det Varme, ingen forsonende Hygge
til at gjre det lyst. Evindelige Trtter om Ingenting, larmende
Skjnderi for ubetydelige Forglemmelser, knarvurne Udsttelser her og
plumpe Spotterier hist, det var Alt hvad hendes ren hrte. Og saa
hver sollys Levnetsdag mntet ud i Daler, Ort og Hvid, hvert Suk, der
ld, et Suk for Tab, hvert nske, der hrtes, et nske om Vinding,
hvert Haab et Haab om Mere. Og luvslidt Karrighed paa alle Kanter,
hyggefjendsk Travlhed i hver en Vraa, og Gjerrigheds altid spejdende
je stirrende vaagent ud af hver en Time. Det var det Liv, hvori
Marie Grubbe leved.

I den frste Tid hndtes det ofte, at hun midt i Travlheden og Larmen
glemte Alt omkring sig, betagen af vaagne Skjnhedsdrmme, skiftende
som Skyer, rige som Lyset.

Men der var een isr.

Det var Drmmen om det slumrende Slot, som Roserne skjulte.

Den stille Have, Slottets stille Have! Hvile i Luft og i Lv, og
som en Nat uden Mrke, Tavsheden drmmende over det Hele. Der
blunded Duften i Blomstens Klokker og Duggen paa det spde Grsblads
bjelige Klinge. Der sov Violen med halvvejsaaben Mund under Bregnens
krummede Spire, mens tusinde bristende Knopper var dysset i Svn
midt i Foraarets frodigste Tid paa de mosgrnne Trers Kviste. --
Hun kom til Borgens Gaard: Rosernes tornede Ranker vltede lydlst
den mgtige grnne Lvblge ned over Mure og Tag og skummed tyst
og blomsterblegt i Rosenmylder og Rosenstnk. Fra Marmorlvens
aabne Grab stod den springende Vandstraale som et spindelvvsgrenet
Krystaltr, og blanke Heste spejled deres aandelse Muler og lukkede
jne i Porfyrkummens slumrende Vand, mens Pagen sovende gned Svnen
af sit je.

Hun mttede sit Blik ved denne Skjnhedshvile i den tavse Gaard, hvor
faldne Rosenblade laa i hje Driver op mod Mur og Dr og skjulte med
deres rdmende Sne den brede Marmortrappes brede Trin.

-- At kunne hvile! -- I salig Fred at lade Dagene dale ned over sig,
Time efter Time, mens alle Minder, Haab og Tanker i vage, blde
Blger randt bort af Ens Sjl ..... det var den skjnneste Drm, hun
kjendte.

Det var den frste Tid; men Fantasien trttedes af evigt frugteslst
at flyve mod det samme Maal, som en indelukket Bi, der summer imod
Ruden, og alle Evner trttedes med den.

Som en skjn og del Bygning i Barbarers Hnder forsmmes og
fordrves, idet de dristige Spir trykkes ned til plumpe Kuppelhatte,
de kniplingsfine Ornamenter brydes Led efter Led, og den rige
Billedpragt dkkes Lag paa Lag med ddende Kalk, saaledes forsmtes
og fordrvedes Marie Grubbe i disse seksten Aar.

Faderen, Erik Grubbe, var bleven gammel og affldig, og det syntes
at Alderen, ligesom den havde gjort hans Ansigt skarpere og mere
frastdende, saaledes havde den ogsaa skrpet og fremhvet alle hans
slette Egenskaber. Han var gnaven og umedgjrlig, paastaaelig indtil
Barnagtighed, hidsig, i allerhjeste Grad mistroisk, listig, urlig
og gjerrig. Han frte nu paa sine gamle Dage altid Gud i Munden,
isr naar der var Kreaturer syge eller Hsten var vanskelig, og han
havde da en Hrskare af krybende, sledske Tilnavne af egen Opfindelse
til Vorherre. Det var umuligt at Marie enten kunde elske eller re
ham, og hun bar nu oven i Kjbet Nag til ham, fordi han ved aldrig
opfyldte Lfter, ved Trudsler om at gjre hende arvels og om at jage
hende fra Tjele og berve hende al Understttelse, havde formaaet
hende til at gifte sig med Palle Dyre; skjndt det, der mest havde
tilskyndet hende til dette Skridt, var Haabet om at blive uafhngig
af den faderlige Myndighed, hvilket Haab imidlertid ikke var blevet
opfyldt, paa Grund af, at Palle Dyre og Erik Grubbe vare komne
overens om at drive Tjele og Nrbkgaard, der betingelsesvis var
given Marie i Medgift, i Fllesskab, og da Tjele var den strste af
Gaardene, og Erik Grubbe ikke kunde aarke at fre Tilsynet, medfrte
dette at de Nygifte tiere opholdt sig under Faderens Tag end under
deres eget.

Palle Dyre, Manden, en Sn af Oberst Clavs Dyre til Sandvig og
Krogsdal, senere til Vinge, og hans Hustru Edele Pallesdatter
Rodtsteen, var en frladen, korthalset, lille Mand med ret livlige
Bevgelser og et determineret Ansigt, der imidlertid vansiredes noget
af et Lungeslag, som bredte sig over hele den hjre Kind.

Marie foragtede ham.

Han var ligesaa gjerrig og njeregnende som Erik Grubbe, men egenlig
var han en dygtig Mand, klog, rask og modig, kun manglede han
fuldstndigt resflelse; han snd og bedrog, naar han kunde komme
afsted med det, og skammede sig aldrig, naar det blev opdaget;
han lod sig skjlde ud som en Hund, hvis det kunde bringe ham en
Skillings Fortjeneste ikke at tage til Gjenmle, og dersom en
Bekjendt eller Slgtning overdrog ham at besrge et Kjb eller Salg
eller et andet Tillidshverv, tog han aldrig i Betnkning at bruge
denne Tillid saaledes, at den bragte ham selv Fordel. Uagtet hans
gteskab i Hovedsagen havde vret ham en Forretning, var han dog
stolt af at vre gift med Statholderens fraskilte Kone, hvad der
imidlertid ikke forhindrede ham fra at tiltale og behandle hende paa
en Maade, der syntes uforenelig med hin anden Flelse; ikke at han
paa nogen Vis var usdvanlig grov eller voldsom, ingenlunde, men
han hrte til det Slags Mennesker, der i en stolt og selvtilfreds
Bevidsthed om deres egen Ulastelighed, som i alle Maader korrekte og
normale Hverdagsmennesker, ikke kunne afholde sig fra at lade Andre,
i den Henseende mindre heldigt stillede, fle deres Overlegenhed,
og med en ubehagelig Naivitet opstille sig selv som Mnstre til
Efterflgelse -- og Marie var jo nu ikke blandt de heldigt Stillede;
baade hendes Skilsmisse fra Ulrik Frederik og Fordelsen af hendes
Mdrenearv var kun altfor ijnefaldende Uregelmssigheder.

Saadan var nu altsaa den Mand, der blev den Tredie i Livet paa Tjele,
og der var ingen af hans Egenskaber, der kunde give Haab om, at han
skulde evne at gjre det lysere eller blidere, hvad han da heller
ikke gjorde. Evindelig Strid og Uenighed, gjensidig Tvrhed og
indbyrdes Pukken paa hinanden, det var det, den ene Dag frte med sig
efter den anden.

Marie slvedes derved, og Alt det blomsterfine, duftende og fagre,
der hidtil i frodige, vistnok ustyrlige og tidt barokke Arabesker
havde slynget sig gjennem hendes Liv, det visned bort og dde Dden.
Raahed i Tanker som i Tale, en plump og trllesindet Tvivl om det
dle og Store, og en frk Foragt for sig selv, det havde disse
seksten Tjeleaar bragt hende.

Og Eet endnu.

Der var kommet en tykblodet Sandselighed over hende, en higende
Attraa efter Livets gode Ting, et kraftigt Velbehag ved Mad og
Drikke, ved blde Sder og ved blde Lejer, en vellystig Fryd
ved bedvende, krydrede Dufte og et hverken smagbehersket eller
skjnhedsadlet Hang til Pragt. Altsammen Lyster, som hun kun
tarveligen fik stillet -- men, det gjorde jo ikke hendes Attraa
mindre strk.

Hun var bleven fyldig og bleg og der var en dvlende Ladhed over alle
hendes Bevgelser. Hendes Blik var for det Meste forunderlig tomt og
udtrykslst, men stundom slsomt skinnende og hun var kommen i Vane
med at stille sine Lber til et uforanderligt og intetsigende Smil.

Saa skrives der seksten hundrede og ni og firs. -- Det er Nat, og
Tjele Hestelade brnder.

De flakkende Flammer flagrede frem gjennem den tykke, brandbrune
Rg og lyste over hele den grssede Gaardsplads, hen paa de lave
Udhuslnger, paa Hovedbygningens hvide Mure, lige til Havens sorte
Trkroner, der lftede sig op over Taget. Karle og tillbne Folk
lb frem og tilbage mellem Brnden og Brandstedet med ildblankt
blinkende Vand i Saaer og Spande. Palle Dyre foer et Steds fra og
et andet Steds hen med Haaret flyvende om rerne og med en rdmalet
Rive i Haanden, mens Erik Grubbe laa bedende over en gammel udbjerget
Skjrekiste og fulgte med stigende Angst Ildens Fremskridt fra Spnde
til Spnde og vaandede sig lydeligt hver Gang en Flamme fik Luft og
triumferende svinged sin gnistomflagrede Hvirvel hjt over Huset.

Marie var ogsaa dernede, men hendes Blik havde andet Maal end Branden.

Hun saae paa den nye Kudsk, som ledte de forskrkkede, ildsky Heste
ud af den rgopfyldte Stald. Drkarmen var stdt ud og Drgabet
udvidet over sin dobbelte Bredde, idet den svage Raastensmur var
reven ned til begge Sider, og ud ad denne Aabning frte han Hestene,
en ved hver Haand. De kraftige Dyr, som var helt forstyrrede af
Rgen, stejlede og kastede sig voldsomt efter Siden, saasnart det
skjrende, usikre Lys fra Flammerne mdte deres jne, og det saae ud
som Kudsken skulde rives i Stykker eller trampes ned imellem dem, men
han hverken slap eller faldt, han tvang dem Mulerne ned mod Jorden og
jog med dem, halvt lbende eller springende, halvt slbende, tvrs
over Gaarden og slap dem saa ls indad Haveporten.

Der var mange Heste paa Tjele, og Marie Grubbe havde rig Lejlighed
til at beundre den skjnne, kmpemssige Skikkelse, alt som den i
vekslende Stillinger brdes med de vlige Dyr, nu nsten hngende i
oprakt Arm, lftet i Vejret af en stejlende Hingst, nu kastende sig
voldsomt tilbage paa jordstemte Fdder, nu atter hidsende dem frem i
Spring og St, og Alt med disse blde, sejge, fjedrende Bevgelser,
som er ejendommelige for alle overhaands strke Folk.

De korte Lrredsbenklder og den graalige Blaargarnsskjorte, som
Branden gav et gulligt Skjr og tegnede med skyggestrke Folder,
fremhvede ypperligt de prgtige Former og stemmede skjnt og simpelt
med det kraftigt farvede Ansigt, de fine blonde Dun om Mund og Hage
og det store, lyse, brusende Haar.

Sren Ladefoged kaldtes denne toogtyveaarige Kmpe, egenlig hed han
Sren Srensen Mller, men havde faaet Tilnavnet efter sin Fader, der
havde vret Ladefoged paa en Hovedgaard i Hvornum.

Hestene blev da bjergede, Laden brndte ned, Ilden i Grunden blev
slukket, og Folkene gik hen at tage sig et lille Morgenblund ovenpaa
den gjennemvaagede Nat.

Marie Grubbe sgte ogsaa sin Seng, men hun sov ikke, hun laa og
tnkte, og imellem rdmede hun over sine Tanker, imellem kastede hun
sig uroligt, ligesom om hun blev bange for dem.

Endelig stod hun op.

Hun smilte haanligt medlidende ad sig selv, mens hun kldte sig
paa. I Almindelighed plejede hun om Hverdagen at gaa skjdeslst,
urenligt, nsten lurvet kldt, for saa ved Lejlighed at pynte sig saa
meget desto strkere paa en mere ijnefaldende end smagfuld Maade;
men i Dag var det anderledes; hun tog en gammel, men ren, mrkeblaa
Hvergarnskjole paa, bandt et lille, hjrdt Silketrklde om sin Hals
og tog en net, lille, simpel Hue frem; men saa betnkte hun sig og
valgte en anden, der med sin ombjede, gult- og bruntblomstrede Kant
og sit Nakkeskjg af ugte Slvbrokade slet ikke passede til det
vrige. Palle Dyre tnkte, hun vilde i Byen og snakke om Branden, men
sagde til sig selv, at der blev ingen Heste til hende at kjre med.
Hun blev imidlertid hjemme, men Arbejdet vilde ikke rigtig gaa, der
var saadan en Uro over hende, hun slap det Ene for det Andet, for at
slippe det igjen. Omsider gik hun ud i Haven; hun sagde, det var for
at rette ved det, Hestene havde lagt de om Natten; men hun gjorde
ikke megen Gavn derude, for hun sad det Meste af Tiden i Lysthuset
med Hnderne i Skjdet og stirrede tankefuldt ud for sig.

Den Uro, som var kommen over hende, fortog sig ikke, den blev snarere
strkere Dag for Dag, og hun havde faaet en pludselig Lyst til
ensomme Vandringer over ad Fastruplund til eller i den nederste Del
af Yderhaven. Baade hendes Mand og hendes Fader skjndte paa hende
derfor; men hun var ligesom hun var dv og ikke saa meget som blot
svarede dem, og saa tnkte de, det var bedst at lade hende raade sig
selv en stakket Tid, saalnge Travlheden ikke var strre. --

En Ugestid efter Branden gik hun en Eftermiddag sin vante Gang over
ad Fastrup til, og fulgte just Randen af et langstrakt, brysthjt
Krat af Egepurre og vilde Hybenroser, da hun pludselig saae Sren
Ladefoged liggende, ligesaalang han var, i Kratbrynet, med lukkede
jne ligesom om han sov. Der laa en Hle lidt fra ham, og Grsset var
slaaet hvor hun stod og et langt Stykke opefter.

Hun blev lnge staaende, stirrende paa hans store, regelmssige Trk,
paa hans brede, kraftigt aandende Bryst og hans mrke, storaarede
Hnder, som han havde foldet over sit Hoved; men Sren mere hvilte
sig end sov, og slog pludseligt jnene op og saae lysvaagent op paa
hende. Det gav et St i ham af Forskrkkelse over at Herskabet havde
truffet ham sovende i Stedet for i Frd med at meje; men han var
bleven saa forbavset over Udtrykket i Maries Blik, at det var frst
da hun rdmende sagde Noget om Varmen og vendte sig for at gaa, frst
da var det, at han kom til Besindelse og sprang op, greb sin Le og
sin Strygestikke og gav sig til at stryge Staalet saa det klingrede
hen igjennem den varme, sitrende Luft.

Og saa begyndte han at slaa, som det var Livet om at gjre.

Endelig da han saae Marie gaa over Stenten til Lunden, holdt han
op og stod en Stund stirrende efter hende, med Armene stttede paa
Leen. Saa kylede han med Et Leen langt fra sig og satte sig ned med
skrvende Ben, med aaben Mund og med Hnderne fladt stemmede ned i
Grsset ud til Siden, og saadan sad han i stille Forundring over sig
selv og sine egne forunderlige Tanker.

Han lignede ganske en Mand, der lige var faldet ned fra et Tr.

Han syntes hans Hoved var saa fuldt, ligesom om han drmte. -- Om der
nu ikke var Nogen, der havde gjort noget Trolddom ved ham? for saadan
havde han aldrig vret, det myldred paa og myldred paa inden i hans
Hoved, det var just som om han kunde tnke paa syv Ting ad Gangen,
og han havde slet ingen Styr paa det, det kom af sig selv og tog sig
selv vk igjen, ligesom om han slet ikke havde med det at gjre.
-- Det var da mrkeligt, som hun havde seet paa ham, og hun havde
Ingenting sagt om, at han laa og sov der midt paa Dagen. -- Lige
ud af sine klare jne havde hun seet saa mildt og saa ... ligesom
Jens Pedersens Trine, havde hun seet paa ham. Den naadige Frue. Den
naadige Frue. Der var en Fortlling om en Frue paa Nrbkgaard, som
var lbet bort med sin Skytte; om han nu ogsaa var bleven seet saadan
paa, mens han laa og sov? -- Den naadige Frue! mon han kunde blive
gode Venner med den naadige Frue, ligesom den Skytte blev det? Han
forstod det ikke, mon han var syg? det brndte i en Plet paa hver
af hans Kinder, hans Hjrte banked og var saa beklemt, og det var
ilde nok han kunde faa sit Vejr ... Han gav sig til at rykke i en
Egepurre; men kunde ikke faa den op, som han sad; saa rejste han sig
og sled den ls, kastede den, greb sin Le og gav sig til at slaa saa
Grsset rg af Skaaret.

I de nrmeste Dage derefter traf det sig tidt, at Marie kom tt om
ved Sren Ladefoged, fordi han i den Tid mest havde Gaardarbejde,
og han stirrede da altid paa hende med et ulykkeligt, forvirret og
sprgende Blik, som om han vilde bede hende om Lsningen paa den
forunderlige Gaade, hun havde kastet paa hans Vej; men Marie saae
blot stjaalent hen paa ham og vendte Hovedet bort.

Sren var ganske skamfuld over sig selv, og gik i en stadig Angst
for, at hans Medtjenere skulde mrke, at det ikke var rigtig fat
med ham. Han havde aldrig i sine Dage vret betaget af nogen Flelse
eller Lngsel, der blot var det mindste fantastisk, fr nu, og
derfor gjorde det ham urolig og bange. Det kunde jo vre, han var
ved at blive sr eller forrykt. En vidste jo aldrigen, hvordan sligt
kom Folk paa, og han lovede sig selv, han vilde aldrig tnke paa
det mere; men et jeblik efter var hans Tanker der, hvor han vilde
stnge dem fra at komme. Netop det, at han ikke kunde slippe for
disse Tanker, hvad han saa gjorde, forknyttede ham mest, for han
sammenlignede det med, hvad han havde hrt om Cyprianus, med at En
kunde brnde den og drukne den, og den kom dog ligegodt igjen, og dog
nrede han inderst inde et nske om, at Tankerne ikke maatte fortage
sig, fordi det vilde blive saa tomt og trist derefter; men det vilde
han ikke tilstaa for sig selv, thi han skammede sig, saa hans Kinder
bleve rde, hvergang han roligt overvejede, hvad det var for Galskab,
han gik og havde i Tanker. --

En Ugestid efter at hun havde fundet Sren sovende, sad Marie Grubbe
under den store Bg, paa Lyngbakken midt inde i Fastruplund. Hun
sad med Ryggen lnet op mod Stammen og havde en opslaaet Bog paa
Skjdet, men hun lste ikke, hun stirrede alvorligt ud for sig, op
efter en stor, mrk Rovfugl, der i langsomt glidende, spejdende Flugt
svvede hen over de lvtunge Kroners uendelige, blgede Flade. Den
lysopfyldte, solede Luft, gjennemsitredes af Myriader af usynlige
Insekters enstonede, svndyssende Summen, og sde, altfor sde Dufte
af den gulblomstrede Gyvel, og den bitre Duft af det solvarmede
Birkelv ved Hjens Fod blandede sig med den muldede Skovbundsduft og
den mandelsde Duft af den hvide Mjdurt borte i Lavningen.

Marie sukkede.

    "Petits oiseaux des bois,"

hviskede hun klagende,

    "que vous estes heureux,
    De plaindre librement vos tourmens amoureux.
    Les valons, les rochers, les forests et les plaines
    Sauent galement vos plaisirs et vos peines;"

Hun sad et jeblik som om hun anstrngte sig for at huske Resten, saa
tog hun Bogen, og lste med sagte og modfalden Rst:

    "Vostre innocente amour ne fuit point la clart,
    Tout le monde est pour vous un lieu de libert,
    Mais ce cruel honneur, ce fleau de nostre vie,
    Sous de si dures loix la retient asservie,"
    ..........

Hun lukkede Bogen med et Slag, og nsten raabte:

    "Il est vray je ressens une secrte flame
    Qui malgr ma raison s'allume dans mon ame
    Depuis le jour fatal que je vis sous l'ormeau
    Alcidor, qui danoit au son du chalumeau."

Hendes Stemme var igjen falden af, og de sidste Linier blev kun
hvisket ganske sagte og udtrykslst, nsten mekanisk, som om hendes
Fantasi til Akkompagnementet af Rhytmen dannede sig et andet
Billede, end det, Ordene tegned.

Hun lnede Hovedet tilbage og lukkede sine jne. Det var saa
besynderligt, saa ngstende, nu hun var bleven halvgammel, at fle
sig bevget af de samme tungtaandende Lngsler, de samme anelsesfulde
Drmme og urolige Forhaabninger, som havde gjennembvet hendes
Ungdom; men vilde de vare, vilde de vre anderledes end det korte
Flor, som en solrig Efteraarsuge kunde kalde tillive, et Efterflor,
som bygged sine Blomster af Plantens allersidste Kraft, og gav
den svag og udtmt i Vinterens Vold? De var jo engang dde, disse
Lngsler, og havde hvilet tyst i deres Grav. Hvad vilde de, hvad kom
de for? Var ikke deres Livsmaal opfyldt, at de kunde hvile i Fred,
og ikke rejse sig igjen i ljet Form af Liv, og lege Ungdomslegen om
igjen?

Saadan tnkte Marie vel, men det var ingenlunde alvorligt ment med
disse Tanker, det var kun digtende tnkt, og ganske upersonligt,
ligesom med en Andens Tankegang, thi hun havde ingen Tvivl om sin
Lidenskabs Styrke eller Varighed, og den havde fyldt hende saa
ganske og saa uimodstaaelig virkeligt, at der slet ingen Plads blev
til eftertnksom Forundring. I Fortsttelse af disse uvirkelige
Forestillinger, dvlede hun et jeblik ved Billedet af den gyldne
Remigius og hans urokkelige Tro paa hende, men det aflokkede hende
kun et bittert Smil, og et kunstigt Suk, og saa var hendes Tanker
andetsteds bundne.

Hun undredes paa, om Sren vilde have Mod til at bejle til hende.
Hun kunde knap tro det. Han var jo en Bonde ... og hun udmalede
sig hans slaviske Frygt for Herremandsfolkene -- hans hundeagtige
Lydighedsflelse, hans krybende, selvnedsttende rbdighed; hun
tnkte paa hans simple Vaner og hans Uvidenhed, hans bondeagtige
Sprog og grove Klder, hans grove Arbejde, hans slidhrdede Legeme og
hans plumpe Graadighed. Og hun skulde bje sig ind under alt dette,
elske alt dette, tage Godt og Ondt af denne sorte Haand ... der var
i denne Selvnedvrdigelse en slsom Nydelse, som halvt var i Slgt
med grov Sandselighed, men ogsaa i Slgt med det, der regnes for det
dleste og Bedste i Kvindens Natur.

Men saadan var jo ogsaa det Ler blandet, af hvilket hun var skabt --.

Nogle Dage senere frdedes Marie Grubbe i Bryggerset paa Tjele i Frd
med at blande Mjd; thi der var ikke faa af Bistaderne, der havde
taget Skade den Nat, Branden var.

Hun stod just inderst inde ved Gruen og stirrede ud gjennem Dren,
i hvis Aabning Hundrede af Bier, lokkede af den sde Honninglugt,
summede omkring, gyldne og glindsende af det indfaldende Sollys.

I det Samme kom Sren Ladefoged svingende ind ad Porten med en tom
Rejsevogn, i hvilken han havde kjrt Palle Dyre til Viborg.

Han saae et Glimt af Marie, skyndte sig at spnde fra, fik Vognen
trukket ind og Hestene paa Stald, og spankede saa en Stund omkring
med Hnderne dybt i Lommen paa sin lange Kudskefrakke og med Blikket
heftet paa sine store Stvler. Pludselig drejede han rundt og gik hen
mod Bryggerset, svingende resolut med den ene Arm, rynkende Panden
og bidende sig i Lben, som en Mand, der tvinger sig selv til en
ubehagelig, men uundgaaelig Afgjrelse. Han havde ogsaa bandt paa,
det skulde have Ende, ligefra Viborg og til Foulum, og han havde
holdt sig ved Mod ved en lille Flaske, som Husbonden havde glemt i
Vognen.

Han tog sin Hat i Haanden, da han kom ned i Bryggerset, men sagde
Ingenting og stod og gned forlegent med Fingeren paa Kanten af
Bryggekarret.

Marie spurgte, om Sren havde Bud til hende fra hendes Mand.

Nej.

Om Sren vilde smage paa hendes Bryg eller han vilde have et Stykke
Stenhonning?

Jo tak, -- nej, ellers Tak, det var ikke det, han var kommen om.

Marie blev rd og flte sig hel beklemt.

Om han maatte sprge om en Ting?

Jo, det maatte han saa godt.

Ja, han vilde da, med gunstig Forlov, bare sige det, at han var ikke
rigtig, for baade naar han sov og naar han var vaagen, havde han
alletider den naadige Frue i Tanker, men han kunde ikke gjre for det.

Ja, men det var jo ogsaa rigtig nok af Sren.

Ja, det vidste han nu ikke, om det var, for det var ikke med at passe
det, han skulde, at han tnkte paa den naadige Frue. Det var paa en
anden Maner; han tnkte paa hende i hvad Folk kaldte for Kjrlighed.

Han saae ngsteligt sprgende paa hende og blev helt modfalden og
rystede paa Hovedet, da Marie svarede, at det var ret nok, det var,
hvad Prsten sagde, alle Mennesker skulde.

Nej, det var heller ikke paa den Vis, det var saadan elskendes. Men
det var nok uden Aarsag, for, vedblev han i en tirrende Tone, ligesom
han vilde yppe Klammeri, saadan en fine Frue, hun var vel bange for
at rre ved en simpel Bondekarl som han, endda Bnder alligevel var
halv som Mennesker ogsaa og hverken havde Vand eller sur Vlling til
Blod mere end som andre havde; han vidste nok fornemme Folk, de holdt
dem for at vre en Slags for sig selv, men det var da nok det Ene
som det Andet, skulde han da tro, for de baade aad og drak og sov
og saadan Noget, ligesom det simpleste slle Bondeskrog gjorde, og
han kunde derfor aldrig tnke, at den naadige Frue kunde tage Skade
af, at han kyste hende for hendes Mund, mere, end som hun tog af en
Herremands Kys. -- Ja, hun skulde nu ikke se saa vist paa ham, fordi
han var saa fri i sin Snak, han brd sig ikke om hvad han sagde, hun
var fri for at fre ham i Fortrd, for naar han gik herfra, gik han
enten ud i Mllerens Dam eller slog et Stykke Reb om sin Hals.

Det maatte han ikke sige, hun havde slet ikke tnkt paa at nvne et
Ord om ham til noget Menneske i Verden.

Naa, det havde hun endda ikke, ja det kunde En jo tro, om En vilde,
men det gjorde nu heller ingen Forandring i de Dele alligevel. Hun
havde ellers voldt ham Fortred nok, og det var ene hendes Skyld, at
han vilde undlive sig, for han elsked hende da saa inderlig.

Han havde sat sig ned paa en lskammel og sad nu og stirrede paa
Marie med et inderlig bedrvet Udtryk i sine trofaste, milde jne;
mens hans Lber dirrede, som om han kmpede med Graaden.

Hun kunde ikke lade vre at gaa hen til ham og trstende at lgge sin
Haand paa hans Skulder.

Men det maatte hun ikke, han vidste godt, at naar hun lagde sin
Haand paa ham og sagde nogle Ord stille for sig selv, saa kunde hun
lse Modet fra ham, og det vilde han nu ikke have. Ellers kunde hun
da godt stte sig ved Siden af ham, alligevel han kun var en simpel
Bondekarl, naar hun betnkte at han var dd inden Aften.

Marie satte sig.

Sren skulede hen til hende og flyttede sig lidt bort paa Bnken,
saa rejste han sig pludseligt op. Han vilde da sige Farvel og takke
den naadige Frue for alt Godt, den Tid de havde kjendt hinanden,
og om hun saa vilde hilse hans Sdskendebarn Ane, hende, der var
Bryggerspige der paa Gaarden.

Marie holdt hans Haand fast.

Ja, nu vilde han da gjerne afsted.

Nej, han skulde blive, der var ingen i Verden, hun holdt saa meget
af, som ham.

Aa, det sagde hun nu blot fordi at hun var bange for, at han skulde
gaa og pusle om hende alle Steder, men det kunde hun vre rolig for,
for han var hende slet ikke hadsk, og han skulde aldrig komme hende
nr, efter at han var dd, det skulde han baade love og holde, om hun
saa vilde slippe.

Nej, hun vilde aldrig slippe.

Ja, det kunde da ikke hjlpe, og Sren rev sin Haand til sig og lb
ud af Bryggerset, og tvrs over Gaarden.

Marie var lige bag efter ham, da han smuttede ind i Karlekammeret,
slog Dren i efter sig og stemmede Ryggen imod.

Luk op, Sren, luk op, ellers kalder jeg alle Folkene sammen.

Sren svarede ikke, men tog ganske rolig noget beget Sejlgarn op af
Lommen og gav sig til at surre det om Klinken, mens han holdt Dren
i med Kn og Skulder. Trudselen om Folkene frygtede han ikke, da han
vidste, de alle var i Engene ved Het.

Marie hamrede paa Dren, alt hvad hun kunde.

Herregud, Sren! raabte hun, saa kom da ud, jeg elsker dig jo saa
hjt et Menneske elske kan, jeg gjr, Sren, jeg elsker dig, elsker
dig, elsker dig, -- aa, han tror mig intet, hvad skal jeg arme,
elendige Menneske da gribe til?

Sren hrte hende ikke, han var gaaet igjennem Karlekammeret, og ind
i et lille Kammer der bagved, hvor han og Skytten plejede at sove.
Her skulde det gaa for sig, og han saae sig om derinde. Saa kom han
i Tanker om, at det var Synd for Skytten, det var bedre at gjre det
derude, hvor de laa saa mange sammen. Han gik ud i Karlekammeret
igjen.

Sren, Sren, aa lad mig komme ind, lad mig, hvad, aa luk op. Nej,
nej, aa, han hnger sig, og her staar jeg. Aa, for Gud den Almgtiges
Skyld, Sren, saa luk da op, jeg har jo elsket dig fra den frste
Gang jeg saae dig. Kan du da intet hre? Der er Ingen, jeg har saa
kjr, som dig, Ingen, Ingen i Verden, Sren.

Er ed sand? spurgte Srens Stemme, hs og ukjendelig, lige ved
Dren.

Aa Gud have Lov til evig Tid! ja, ja, ja, Sren, det er sandt, det
er sandt, jeg svr' dig den hjeste Ed, som paa Jorden er til, at
jeg elsker dig udaf min inderste Sjl. Aa, Gud have evig Lov og Tak
...

Sren havde taget Snoren af, og Dren gik op.

Marie foer ind i Kammeret, og kastede sig om hans Hals, hulkende og
jublende.

Sren stod ganske forvirret og forlegen ved det Hele.

Aa, Himlen ske Tak, at jeg har dig igjen! raabte Marie, men hvor
var det, du vilde have gjort det? sig mig det nu, og hun saae sig
nysgjerrigt om i Kammeret, med dets uredte Senge, hvor afblegede
Bolstre, sammenfiltret Halm og snavsede Lderlagner laa uordenligt
over hinanden.

Men Sren svarede ikke, han stirrede truende paa Marie: hvafor saa
do ed et nj far?[11] sagde han og slog hende over Armen.

 [11] "Hvafor saa" osv. = "hvorfor sagde du det ikke noget fr?"

Om Forladelse, Sren! om Forladelse! grd Marie, og trykkede sig op
til ham, medens hendes jne bedende sgte hans.

Sren bjede sig undrende ned over hende, og kyssede hende. Han var
ganske forbavset.

De er da hverken Komeddi eller Obenbarels[12]? spurgte han stille
hen for sig.

 [12] Obenbarels = Aabenbarelse.

Marie rystede smilende paa Hovedet.

Aa den Unde[13]! hvem skuld' da ha' tint[14] ....

 [13] Unde = Onde.

 [14] tint = tnkt.

               *       *       *

I Begyndelsen blev Forholdet mellem Marie og Sren holdt godt skjult,
men da Palle Dyres hyppige Rejser til Randers og langvarige Ophold
der, i Egenskab af kongelig Commissarius gjorde dem uforsigtige, blev
det snart ikke nogen Hemmelighed for Tyendet paa Tjele, og da Parret
saae sig rbet, forsgte det ikke i mindste Maade at holde Sagen
skjult, men levede som om Palle Dyre befandt sig i den anden Ende af
Verden, og ikke i Randers. Erik Grubbe brd de sig slet ikke om; naar
han truede ad Sren med sin Krykkestok, truede denne igjen med sin
Nve, og naar han skjndte paa Marie og vilde forsge paa at bringe
hende til Fornuft, drillede hun ham med at ramse en hel Mngde op
for ham, uden at hve sin Stemme hjere end sdvanligt, hvad der var
ndvendigt, om han skulde hre Noget, da han var bleven helt tunghr,
og oven i Kjbet paa Grund af sin Skaldethed og sin Gigt gik med en
Hue, hvis lange reklapper var bundet tt ind til Hovedet, hvad der
da heller ikke gjorde ham mere lydhr.

At ikke ogsaa Palle Dyre blev Medvider, var ikke Srens Skyld, thi i
sin ungdommelige Kjrligheds Ustyrlighed tog han ikke i Betnkning,
selv naar Husbonden var hjemme, i Mrkningen, eller naar han ellers
havde Lejlighed, at sge Marie op oppe i selve Herskabsstuerne, og
det var kun Loftstrappens heldige Beliggenhed, der i mere end eet
Tilflde frelste ham fra at blive rbet.

Hans Stemning overfor Marie var noget vekslende, idet han undertiden
kunde komme i Tanker om, at hun var stolt og foragtede ham, og han
blev da meget lunefuld, tyrannisk og urimelig, og behandlede hende
haardere og raaere, end han egenlig mente af, for saa ved hendes
Lydighed og Blidhed at faa sin Tvivl modbevist og gjort til Intet;
som oftest var han imidlertid god og fjelig og let at lede, kun
skulde Marie vre meget forsigtig med sine Klager over hendes Mand
og hendes Fader, at hun ikke skildrede sig som altfor fleligt
forurettet, thi saa blev han gal og rasende, og svor, han vilde slaa
Hjrnen ind paa Palle Dyre og lgge sine Hnder om Erik Grubbes tynde
Hals, og var saa opsat paa at fuldbyrde sin Trudsel, at der maatte
Bnner og Taarer til, for at faa ham gjort rolig igjen.

Men af Alt det, der kunde indvirke forstyrrende paa Forholdet mellem
Sren og Marie, var der dog Intet, der var mere vedholdende eller
mere virksomt, end Folkenes Drillerier, for de var selvflgelig
yderst forbittrede over dette Kjrresteri mellem Madmoder og
Kudsk, der jo stillede denne deres Medtjener ulige heldigere end de
selv var stillede, og gav ham, navnlig i Husbondens Fravrelse, en
Indflydelse, hvortil han ikke havde mere Ret end de. Derfor pinte og
plagede de da ogsaa Sren paa alle optnkelige Maader, saa han tidt
var ude af sig selv, og snart var bestemt paa at rmme, snart paa at
tage sig af Dage.

Pigerne var naturligvis de, der var vrst ved ham.

       *       *       *       *       *

En Aften blev der stbt Lys i Tjele Borgestue. Marie stod ved den i
et halmfyldt Kar nedsnkede Kobberform[15] og dyppede Vgerne, som
Bryggerspigen Ane Trinderup, Srens Sdskendebarn, lod dryppe af i
et gult Lerfad. Kokkepigen bragte og hentede Brikkerne, hngte dem
op under Lysebordet, og tog Lysene af, naar de var bleven tykke nok.
Ved Borgestuebordet sad Sren Ladefoged og saae til, han havde en
rd Kldeshue paa, der var udstafferet med Guldgalloner og sorte
Plumager, foran ham stod en Slvkande med Mjd, og han sad og spiste
af et stort Stykke Steg, som han med sin Foldekniv skar i Stykker paa
en liden Tintallerken. Han spiste med stor Sindighed, drak imellem af
Kruset, og besvarede nu og da Maries smilende Nik med en langsom,
anerkjendende Hovedbevgelse.

 [15] Form = Kjedelen, hvori den smeltede Tlle er.

Hun spurgte ham, om han sad godt.

Det var der Maade med.

Saa var det bedst, at Ane gik ind i Pigekammeret og hentede en Pude
til ham.

Det gjorde hun saa, men ikke uden at gjre en hel Del Tegn til den
anden Pige, bag Maries Ryg.

Vilde Sren ikke have et Stykke Kage?

Jo, det kunde ikke vre saa ilde.

Marie tog en Vgeten[16], og gik efter Kagen, men blev temmelig lnge
borte.

 [16] Vgeten = en Rulle af lstvunden Blaarvge, gjennemtrukken med
 Tlle, anbragt i en Stage af Konstruktion som en Voksstabelholder.

Hun var nppe ude af Dren, fr begge Pigerne gav sig til at
skoggerle af fuld Hals, ligesom efter Aftale.

Sren skjvede arrigt hen til dem.

Aa lille Sren, sagde Ane, idet hun efterlignede Marie Grubbes
Rst og Tale, vil Sren intet have en Salvet at trre Srens fine
Fingre paa, og en udpolstret Skammel til Srens Fdder? Og kan
Sren nu ogsaa se at spise ved det ene tykke Lys, eller skal jeg
tnde bedre op for ham? hvad lille Sren? Og saa hnger der en sid,
blommerantes[17] Kjol' i Husbonds Kammers, skal jeg intet hente den,
den vilde vre saa stads til Srens rde Kabuds?

 [17] blommerantes = broget blomstret.

Sren vrdigede hende ikke et Svar.

Aa, vil Junkeren intet tale et bitte Ord? fortsatte Ane, saadan
simple Folk som os og vores Lige vil saa gjerne hre lidt fin Snak,
og jeg veed, at Junker kan, for du har da hrt, Trine, at hans
Kjrrest' har givet ham en Komplimentbog med al Slags Finhed i, og
det kan jo aldrigen fejle, at saadan en hjbaaren Herre kan baade
stave og lse, enten det saa skal vre forlnds eller baglnds.

Sren slog med den knyttede Nve i Bordet, og saae vredt til hende.

Sren, begyndte nu den Anden, A vil gi' d en gal Skjelling for en
Kys; A ved nok te do plejer at faa baade Stieg og Most a hinner den
Gammel ...

I det Samme traadte Marie ind med Kagen og satte den for Sren, men
han slngte den hen over Bordet.

Jav di Kvinner ud! raabte han.

Ja men Tllen blev jo kold.

Det brd han sig ikke om.

Saa blev Pigerne da sendt udenfor.

Sren smed den rde Hue langt fra sig og bandte og var vred; hun
skulde ikke her gaa og bringe de for ham, som om han var en mager
Gris, og han vilde ikke gjres til Nar for Folk ved hendes Laven
Komediantspillerhuer til ham, det skulde have en Ende dette her, det
var ham, der var en Mand, og det var Ingenting lig ad, at han gik
her og lod sig kjle for, han havde ikke ment det saaledes, han vilde
raade og hun skulde lyde, han vilde give og hun skulde tage; ja han
vidste nok, han Ingenting havde at give af, men derfor skulde hun
ikke gaa og gjre ham til Nummer Nul ved at give til ham. Vilde hun
ikke gaa med ham gjennem Kamp og Flint, saa maatte de skilles ad.
Dette kunde han ikke holde ud, hun skulde give sig rigtig i hans Magt
og rmme med ham, hun skulde ikke sidde der og vre den naadige Frue,
saa han altid skulde se op til hende, han trngte til hun skulde vre
Hund med ham, hun skulde have det saadan at han kunde vre god imod
hende og faa Tak af hende, og hun skulde vre bange for ham, og hun
skulde Ingenting have at stole paa uden paa ham.

En Vogn kom rullende ind ad Porten, og da det skjnnedes at maatte
vre Palle Dyre, listede Sren ned til Karlekammeret.

Her sad der tre Karle paa deres Senge, foruden Skytten Sren Jensen,
som stod op.

Der haar vi Baruenen! sagde den ene Karl, som Kudsken traadte ind.

Tys, lad ham Ingenting hre! udbrd den Anden med forstilt
ngstelighed.

Ja, hviskede den Frste halvhjt, A vild' it vr' i hanses Sted
for saamanne Rosenobler, som der kan gaa i en Ml'sk.

Sren saae sig urolig omkring og satte sig saa ned paa en Kiste, der
stod opimod Vggen.

Det maa vr' en pinagtig Dd aa faa, sagde den, der havde tiet og
gs.

Sren Skytte nikkede alvorligt ad ham og sukkede.

Hva er et, der er po Snak? spurgte Sren med forstilt Ligegyldighed.

Ingen svarede.

Er et herover? spurgte den frste Karl og lod Fingeren glide
tversover sin Nakke.

Tys! sagde Skytten og rynkede Pande ad Sprgeren.

Er et m, I snakker om, sagde Sren, saa sej it der og kryk, men
sj hva' I vil sj.

Ja! svarede Skytten med megen Eftertryk paa Ordet, og saae med
alvorsfuld Bestemthed paa ham. Ja, Sren, det _er_ om dig. Herregud!
... han foldede sine Hnder og syntes at fortabe sig i mrke
Grublerier. Sren, begyndte han saa igjen og trte sig om Nsen,
det er halsls Gjerning, du bedriver, og jeg vil sige dig det,
han talte som om han lste det op af en Bog, vend om, Sren! der
staar Galgen og Blokken, han pegte imod Hovedbygningen, der er en
kristelig Levnet og Begravelse, og han frte i en Bue Haanden i
Retning af Hestestalden. For du skal straffes paa din Hals, det er
Lovens hellige Ord, ja det er, det er det, betnk det.

Aa, sagde Sren trodsigt, hvem vil angi'e m?

Jo, gjentog Skytten med en Betoning, som om der var bleven
fremfrt en Ting, der meget forvrrede Sagen, hvem vil angive dig?
Sren, Sren, hvem vil angive dig? -- Du er jo Fanden partere mig
ogsaa taabelig, fortsatte han i en ganske uhjtidelig Tone, og det
ogsaa rigtig taabeligen at rende efter saadan en halvgammel Kvind,
naar der er det at vove ved det, som der er. Var hun endda ung! --
Og saa en gal Satan ogsaa, lad du den Blaakindede beholde _hende_ i
Fred, der er da Gud ha' Lov andre Kvindfolk til end som hende.

Sren havde hverken Mod eller Lyst til at forsge paa at forklare
dem, at han slet ikke kunde leve uden Marie Grubbe, han var selv
ganske skamfuld over denne ufornuftige Lidenskab, men det vilde vre
at hidse hele Koblet, Karle og Piger paa sig at tilstaa Sandheden, og
derfor lj han saa og forngtede sin Kjrlighed.

Ja de' er en viis Vej, sagde han, men sier I Folkens, A haar
en Rigsdaler, naar som Ajer[18] di ingen haar, og jen Lap og jen
Ralt[19], og jen til og manne flier[20], det blyver en hiel Las[21],
bette Venner, og foer A fst mi Paang fuld, saa kvitterer A lissaa
stil', og saa ka jo jen a Jer forsg hans Lyk'.

 [18] Ajer = andre.

 [19] jen Ralt = een Pjalt.

 [20] flier = flere.

 [21] hiel Las = helt Ls.

Det er nu godt nok, svarede Sren Skytte, men det er at stjle
Penge med Rebet om sin Hals, kalder jeg det. Det kan jo vre liflig
nok at faa givendes til Gave baade Klder og Slv, og det kan jo
ogsaa vre skjnt nok at ligge og strkke sig paa sin Seng, og
give sig ud for syg, og saa faa baade Vin og Steg og hvad godt er
sendendes ned, men det vil aldrig gaa her mellem saa mange Folk, det
kommer lige godt op en Dag, og saa er det vrste i Verden dig vist.

Aa, di lar et aldrig go saa vidt, sagde Sren lidt modls.

Ja, de vil da gjerne af med hende begge to, og hendes Sstre og
hendes Svogre, de er' ikke det Slags Folk, der skulde ville gaa
imellem, naar de kan faa hende gjort arvels.

Aa, Fajen i hvi't[22], saa hjlper hun m nok!

 [22] hvi't = hvilket.

Tror du? hun kan have nok med at hytte sig selv, det har vret galt
med hende for tidt, til at der skulde vre Nogen, der vilde hjlpe
hende med saa meget som en Havresaa.

Naa ja da, sagde Sren og gik ind i Bagkammeret, truet Mand ka'
lng' lv'[23].

 [23] lv' = leve.

Fra den Dag af maatte Sren, hvor han stod og hvor han gik, hre
paa skumle Hentydninger til Galgen og Blokken og de gloende Tnger
og Flgen heraf var, at han for at holde Skrkken borte og Modet
oppe, tog sin Tilflugt til Brndevinet, og da Marie jvnlig havde
stukket Penge til ham, var han aldrig ndt til at holde sig dru.
Efterhaanden blev han imidlertid ligegyldig for Trudslerne, men var
dog meget forsigtigere end fr, holdt sig mere til Folkene og sgte
sjeldnere Marie.

Da Julen nrmede sig og Palle Dyre kom hjem og blev hjemme, ophrte
Mderne mellem Sren og Marie ganske, og for nu end yderligere at
bringe sine Medtjenere til at tro, at Alt var forbi og saaledes
afholde dem fra at sladre til Husbonden, gav Sren sig til at lege
Kjreste med Ane Trinderup, og han skuffede dem Alle, endogsaa Marie,
hvem han dog havde indviet i Planen.

Tredie Helligdag, medens nsten Alle var i Kirke, stod Sren for
Enden af Hovedbygningen og legede med en af Hundene, da han hrte
Maries Stemme kalde, nsten under Jorden, syntes han.

Han vendte sig om, og saae da Maries Ansigt gjennem en Luge lige nede
ved Grunden, Lugen til Saltkjlderen.

Hun var bleg og forgrdt, og hendes jne stirrede saa forvildet og
ngsteligt under de smerteligt sammendragne Bryn.

Sren, sagde hun, hvad har jeg gjort dig, at du intet mere holder
af mig?

Jamen det gjr A jo! Ka' do it forstaa, te A mo si m fuer, for her
laver de jo po ingenting Ant end aa leg m  og fo m undlyvet. Snak
it te m og la m go, om do it vil ha e Hjl a m[24].

 [24] tage Hjllet af En = slaa En ihjl.

Lyv intet, Sren, jeg ser vel hvorhen du stiler, men jeg nsker
aldrig en ond Time over dig for det, for jeg er jo intet din
Ungdomslige, og du har altid havt Sind til Ane, men du har Synd af at
lade mig se paa det, det er intet vel betnkt. Du skal aldrig tro,
jeg vil tigge mig dig paa, for jeg veed saa grangivelig hvor vovelig
det vilde stde dig og hvad Ryk og Slid og Haardhed der skulde til,
om vi skulde blive et Par for os selv, og det var da ogsaa knap at
nske for Nogen af os, alligevel jeg intet kan lade det vre.

Jamen A vil hverken ha' Ane for lidt eller mj, den Buents[25] hun
er, A holder a Ingen i Verden foruden som d, la' dem saa kald' d
gammel og und og hvad Dvlen di vil.

 [25] Buents = Bondets.

Jeg tror dig intet, Sren, saa gjrne jeg vilde.

Trover do m it?

Nej, Sren, nej; jeg vilde kuns nske at det var min Grav her, hvor
jeg staar og jeg kunde lukke Lugen og stte mig ned og sove hen i
Mrket.

Du skal nok kom' te og trov m.

Aldrigen, aldrigen, der er ikke den Ting i Verden du kunde gjre,
der kunde faa mig til det, for der er intet en Rimelighedstanke deri.

Do gjr' m tobele m di Snak, og det vil do fortryd', for om saa A
skal brindes lvendes op eller pines ihjl for den Tings Skyld, saa
skal do kom' te aa trov m.

Marie rystede paa Hovedet og saae bedrvet paa ham.

Ja saa mo et vr'[26], i hunt[27] et saa gor, raabte Sren og lb
bort.

 [26] saa mo et vr' = saa maa det ske.

 [27] i hunt = hvordan end.

Ved Kjkkendren standsede han og spurgte efter Ane Trinderup og fik
til Svar at hun var i Haven. Han gik saa over i Karlekammeret, tog en
ladt, gammel Bsse af Skyttens, og lb ud i Haven.

Ane stod og skar Grnkaal da Sren fik je paa hende. Hun havde
Forkldet fuldt af Blade og holdt den ene Haands Fingre op til Munden
for at aande dem varme. Ganske langsomt listede Sren henimod hende,
med Blikket fstet paa det Nederste af hendes Skjrt, for han vilde
ikke se Ansigtet.

Pludselig vendte Ane sig om og saae Sren, og hans mrke Miner,
Bssen og den listende Gang gjorde hende bange, og hun raabte henimod
ham: aa lad vr, Sren, lad vr! Han lftede Bssen, Ane styrtede
med et vildt, skingrende Skrig afsted hen igjennem Sneen.

Skuddet faldt, Ane blev ved at lbe, tog sig saa til Kinden og sank
om med et forfrdet Raab.

Sren kastede Bssen og lb hen til Enden af Vaaningshuset.

Lugen var lukket.

Saa hen til Hoveddren, ind gjennem alle Stuer, til han fandt Marie.

Det er forbi! hviskede han bleg som et Lig.

Er de efter dig, Sren?

Nej, A haar skot hende.

Ane? aa hvordan skal det gaa os? -- rend Sren, rend -- tag en Hest
og rm, skynd dig, skynd dig, tag den Graa.

Sren lb.

Et jeblik efter sprngte han ud ad Porten.

Han var ikke kommen Halvvejs til Foulum, fr Kirkefolkene kom hjem.

Palle Dyre spurgte straks, hvor Sren skulde hen.

Der ligger En ude i Haven og jamrer, svarede Marie; hun skjlvede
over hele Legemet og kunde neppe staa paa sine Ben.

Palle og en af Karlene bar Ane ind, der skreg, saa det kunde hres
langt bort; men forvrigt var Faren ikke stor, Bssen havde vret
ladet med Rvehagl, og et Par Stykker var gaaet igjennem Kinden og
nogle flere havde boret sig ind i Skulderen, men da det bldte
strkt og hun klagede sig saa ynkeligt, blev der sendt Vogn til
Viborg efter Badskjreren.

Palle Dyre udspurgte hende, da hun nogenlunde havde fattet sig, om
hvorledes det Hele var gaaet til og fik da baade det at vide og hele
Historien om Forholdet mellem Sren og Marie.

Da han kom ud fra Sygevrelset, trngte Tjenestefolkene sig om ham
og vilde alle fortlle ham om det, han nys havde hrt; de var nemlig
bange for at de ellers paa en eller anden Maade kunde komme til at
blive straffede. Palle vilde imidlertid ikke hre paa dem, sagde, det
var Snak og dumme Rygter og sendte dem bort. Det Hele var ham nemlig
meget ubelejligt; Skilsmisse, Forhrsrejser, Proces og lignende
Udgifter, det vilde han helst undgaa, Sagen maatte kunne neddysses
og Alt gaa i Orden igjen og blive som det var. Selve Maries Utroskab
var ham taalelig ligegyldig, og Sagen kunde maaske vendes til det
Gode derved, at han kunde faa mere Magt over hende og muligvis ogsaa
over Erik Grubbe, hvem det sagtens vilde vre meget om at gjre, at
gteskabet holdt, tiltrods for at det var brudt.

Da han fik talt med Erik Grubbe, vidste han alligevel ikke rigtig,
hvad han skulde tro; den Gamle var ikke til at blive klog paa, han
var meget ophidset og havde straks sendt fire beredne Karle afsted
med Ordre til at anholde Sren dd eller levende, og det var ingen
god Maade at srge for Hemmeligholdelsen paa, thi der kunde komme
saa meget Andet op under Forhrene angaaende Mordforsget.

Den nste Dags Aften vendte de tre af Karlene hjem; de havde fanget
Sren ved Dallerup, hvor den Graa var styrtet, og havde bragt ham til
Skanderborg, hvor han nu sad i Arrest. Den fjerde Karl var redet vild
og kom frst Dagen efter.

Midt i Januar flyttede Palle Dyre og Marie til Nrbkgaard, thi
Folkene havde lettere ved at glemme, naar Fruen kom dem ud af Syne,
men sidst i Februar blev de da mindet om Alting igjen, thi da kom
der en Skriver fra Skanderborg og skulde forhre, om Sren ikke var
seet der paa Egnen, da han var brudt ud af Arresten. Skriveren var
imidlertid kommet for tidlig, frst en Fjortendagstid efter vovede
Sren sig en Nat til Nrbkgaard og bankede paa Maries Kammervindue.
Det Frste, han spurgte om, da hun lukkede op, var om Ane var dd,
og det lod til at lette hans Sind for en tung Byrde, da han hrte,
hun var hel rask. Han havde sit Tilhold i et de Hus i Gassum Hede
og kom senere ofte igjen, og blev jevnlig hjulpen baade med Penge og
Fdemidler. Saavel Folkene som Palle Dyre vidste at han havde sin
Gang paa Gaarden, men Palle lod som Ingenting, og Folkene brd sig
heller ikke meget derom, da de saae, at Husbonden var saa ligegyldig
derved.

Ved Hbjergningstid flyttede Herskabet tilbage til Tjele, og der
turde Sren ikke vise sig. Baade herover og over Faderens idelige
Stiklerier og Fortrdigelser blev Marie saa utaalmodig og ophidset,
at hun et Par Gange tog Faderen for sig i Enerum og skjldte ham ud
som han kunde have vret hendes Hundedreng. Flgen heraf var, at
Erik Grubbe midt i Avgust sendte et Klagebrev til Kongen. Dette Brev
endte, efter at det udfrligt havde omtalt alle hendes Forseelser,
hvorved Gud maatte fortrnes, stor Skandalum begaaes, og snart al
Kvindkjn forarges, saaledes:

  For saadan hendes Forholds, hendes Uskikkeligheds og Ulydigheds
  Skyld er jeg foraarsaget at gjre hende arvels, som jeg beder
  Eders kgl. Majt. allerunderdanigst, allernaadigst vil mig bifalde
  og konfirmere og at Eders kgl. Majt. ydermere vilde bevise mig den
  Naade at tillade mig ved Eders kgl. Majt.'s allernaadigste Befaling
  til Stiftamtmand Hr. Mogens Scheel at han efter Erforskning paa
  saadan hendes Forhold baade mod mig og sin Mand og hendes egen
  Uskikkeligheds Skyld, at hun paa min egen Bekostning maatte vorde
  hensat paa Borringholm, for Guds Vrede og Fortrnelse at forekomme
  over hende, som er saadant et ulydigt Kreatur, Andre til Afsky, og
  derved hendes Salighed kunde erlanges. Hvis det Alleryderste mig
  ikke dertil havde drevet, skulde jeg ikke understaaet mig om dette
  at anholde; men lever i den allerunderdanigste visse Forhaabning om
  Eders kgl. Majt. allernaadigste Bnhrelse, Svar og Hjlp, som Gud
  skal visseligen belnne. Jeg lever og dr

    Tjele, 14 Avg. 1690.

                                    Eders kgl. Majestts
                           Allerunderdanigste og pligtskyldigste
                                     tro Arve-Undersaat
                                            _Erik Grubbe_.

Kongen vilde herom have velb. Palle Dyres Erklring, og denne gik
da ud paa, at Marie Grubbe ikke skikkede sig imod ham som en rlig
gtehustru, og han ansgte nu om, at Kongen vilde bevise ham den
Naade at ophve gteskabet uden Proces.

Dette blev ikke bevilliget, gtefolkene bleve skilte ad ved Dom af
treogtyvende Marts sekstenhundrede og enoghalvfems.

Heller ikke Erik Grubbes Ansgning om at maatte gjre hende arvels
og lade hende indesprre, blev hrt; han maatte lade sig nje med at
holde Marie fangen paa Tjele, under Bevogtning af Bnder, saalnge
Processen stod paa, og han var da ogsaa en af de Sidste, det kunde
tillades, at kaste med Fordmmelsens straffende Sten.

Straks efter Domsafsigelsen forlod Marie Grubbe Tjele med en fattig
Bylt Klder i Haanden. Hun traf Sren der syd paa Heden og fik i ham
sin tredie Mand.




XVII.


En Maaned senere, en Aftenstund i April var der stimlet mange
Mennesker sammen udenfor Dren til Ribe Domkirke. Det var nemlig i
Landemod'stiden, og det var nu engang en gammel Skik, at saalnge
den stod paa blev der tre Gange om Ugen tndt Lys i Kirken Klokken
otte om Aftenen, og saa kom Byens fine og fornemme Standspersoner,
saavel som dens agtbare Borgerfolk derhen for at spadsere op og ned
i Skibet, medens en kunstfrdig Organist legte for dem paa Orgelet.
Men de ringere Folk maatte njes med at hre til der udenfor.

Mellem dem var Marie Grubbe og Sren.

Deres Klder vare simple og forrevne, og de saae just ikke ud til
hver Dag at have faaet det de kunde spise, hvad der var rimeligt nok,
for det var ikke nogen indbringende Haandtering, de drev. Sren havde
nemlig i en Kro imellem Aarhus og Randers truffet paa en stakkels,
syg Tydsker, som for seks Sletdaler havde solgt ham en lille, haardt
medtaget Lire, et St brogede Bajadsklder og et trnet, gammelt
Tppe, og nu levede han og Marie af at trkke fra Marked til Marked,
hvor saa hun drejede Liren, medens han, ifrt de brogede Klder, stod
paa det trnede Tppe og lftede og tumlede paa saa mange Maader, han
kunde finde paa, store Jernlodder og lange Jernstnger, som de laante
hos Kjbmndene.

Det var da ogsaa et Marked, der gjorde, at deres Vej faldt igjennem
Ribe.

De stod tt ved Kirkedren, og der lb et svagt, ligesom falmet
Lysskjr derindefra ud over deres blege Ansigter og over den
dunkle Klynge af Hoveder bagved dem. Folk blev ved at komme i Par
og enkeltvis og i korte Rkker, talende og hvisk leende lige til
Kirkedrens Trskel, der tav de pludseligt, stirrede alvorligt ud for
sig og forandrede deres Gang.

Sren fik Lyst til at se mere af Stadsen, og hviskede til Marie, at
de vilde derind ogsaa, de kunde jo da forsge paa det, da der ikke
kunde hndes dem Noget vrre, end at blive jaget ud igjen. Det gs
i Marie ved Tanken om, at _hun_ skulde blive vist tilbage fra et
Sted, hvor simple Haandvrksfolk frit kunde stte deres Fdder, og
hun holdt tilbage paa Sren, der vilde trkke hende med sig; men saa
med Et kom hun paa andre Tanker, hun trngte sig ivrigt frem, drog
Sren efter sig, og gik til, uden frygtagtig Varsomhed eller luskende
Forsigtighed, tvrtimod, ligesom om hun var opsat paa at blive
bemrket og jaget bort. Forelbig var der Ingen, der standsede dem,
men da de lige skulde til at trde ind i det oplyste, folkefyldte
Langskib, blev de bemrkede af den der posterede Kirkebetjent,
der efter at have kastet et forfrdet Sideblik op i Kirken, med
afvisende, udstrakte, ivrigt bortvinkende Hnder og indigneret raske
Skridt, jog dem foran sig, helt ud over Drtrskelen. Her blev han et
jeblik staaende og saae bebrejdende paa Mngden, som om han lagde
den det nyligt Forefaldne til Last, gik saa astadigt tilbage, og
stillede sig gysende op paa sin Post.

Hoben modtog de Udjagne med en skraldende Haanlatter, og en Regn af
drillende Sprgsmaal, som fik Sren til at brumme og se sig truende
om; men Marie var tilfreds, hun havde udsat sig for det Slag, den
respektable Del af Samfundet altid har paa rede Haand for Folk som
_ham_ og hans Lige, og hun havde faaet Slaget.

               *       *       *

I et af de simpleste Herberger i Aarhus sad Aftenen fr St. Olufs
Marked fire Karle og spillede Styrvolt.

Den ene af de Spillende var Sren Ladefoged. Hans Makker, en smuk
Mand med kulsort Haar og mrk Hudfarve, kaldtes almindeligt for
Jens Nedenom, og var Taskenspiller, medens de to andre i Laget var
flles om en skabet Bjrn, og begge var meget stygge, den ene havde
et vldigt Hareskaar, og hed Salmand Bjrnetrkker, den anden var
enjet, bredkjbet og koparret, og kaldtes for Rasmus Kig, aabenbart
fordi det syge jes Hudomgivelser var sammenkrympede saaledes, at
han havde Udseende af at holde sig parat til at kigge igjennem et
Nglehul eller en lignende lille Aabning.

Kortspillerne sad ved Enden af det lange Bord under Vinduet. Et Lys
og et relst Krus stod paa Bordet. Paa Vggen ligeover for dem,
var der et opslaaet Klapbord, fstet op til Muren med en Jernkrog.
I den anden Ende af Vrelset gik der en Skjnkedisk tvrsover, og
et tyndt, langtandet Lys, der var stukket ned gjennem Piben paa en
gammel Tragt, kastede et dsigt Skjr paa Flaskehylden bagved, hvor
nogle store firkantede Flasker med Brndevin og Bitter, nogle Potte
og Pglemaal og en halv Snees Snapseglas havde god Plads ved Siden af
et Halmlb fuldt af Senopsfr og en stor Lygte med Ruder af afbrudte
Glasfdder. Det ene Hjrne udenfor Disken optoges af Marie Grubbe,
der vekselvis sov og strikkede, og i det andet sad der en Mand med
foroverbjet Krop og Albuerne stttende paa Knene. Han var meget
opmrksomt beskjftiget med at trkke sin sorte Filthat saalangt ned
paa Hovedet som muligt, og naar det var opnaaet, tog han fat i den
brede Skygge, drejede med sammenknebne jne og optrukne Mundvige,
rimeligvis fordi det rykkede i Haaret, langsomt Hatten af Hovedet,
og saa begyndte han forfra.

Det er saa Mesterspil[28] vi spiller, sagde Jens Nedenom og
spillede ud.

 [28] Mesterspil = sidste Spil. Naar man i Styrvolt banker i Bordet,
 betyder det, at Makkeren skal stikke.

Rasmus Kig bankede med Knoerne i Bordet, for at tilkjendegive
Salmand, at han skulde stikke.

Salmand stak med en To.

En Dus! udbrd Rasmus, har du da aldrig andet end Duser og
Trester[29] paa din Haand.

 [29] Dus, Trest og Pavst = To, Tre og Seks i Trumf.

Ja, Herregud, brummede Salmand, der har altid vret Fattigfolk til
og nogle faa Stakler.

Sren Ladefoged stak over med en Seks.

Aa, aa, vaandede Rasmus sig, skal han have den for en Pavst[29]?
hvad den Djvelen sidder du ogsaa og kniber paa de gamle Stikkere
for, Salmand!

Han lagde til, og Sren tog Stikket hjem.

Kirsten Myg[30], sagde Sren og spillede Hjerter fire ud.

 [30] Kirsten Myg og hendes Sster = to ganske vrdilse Kort.

Og hendes halvgale Sster[30], fortsatte Rasmus og lagde Firen til
i Ruder.

En Styrvolt[31] kan vel vre stor nok, sagde Jens, og stak med
Trumf Es.

 [31] Styrvolt = Es.

Stik, Mand, stik, om du saa aldrigen skal stikke mere, raabte
Rasmus.

Den er for dyr, klynkede Salmand og gav til.

Saa frer jeg min Syv[32] og een endda, sagde saa Jens.

 [32] frer min Syv = de to Syvere i de to Trumffarver ere
 ustikkelige.

Sren tog Stikkene hjem.

Og saa Bukskin[33], vedblev Jens og spillede ud.

 [33] Bukskin = Ni og Otte i Trumf.

Nu maa jeg til med det gule g[34], raabte Salmand, og stak med
Hjrter to.

 [34] det gule g = Hjrter to, det nsthjeste Kort i Spillet.

Den kommer aldrigen i Stald, lo Sren og stak over med Spader
fire[35].

 [35] Spader fire = det hjeste Kort.

Jan[36]! brlede Rasmus Kig, og smed sine Kort. Jan, paa Hjrter
to, det var en god Dags Arbejde. Nej, nej, nej, det var da godt vi
intet skulde blive ved lngere, nu kan de kysse paa Kortene, der har
vundet.

 [36] Jan = Beet.

De gav sig nu til at tlle Stregerne op, og imens kom der en
frladen, velhavende paakldt Mand ind. Han slog straks Klapbordet
ned, og satte sig inderst ved Vggen. Da han gik forbi Kortspillerne,
rrte han med sin slvknappede Stok ved Hatten og bd dem: Godaften
i Stuen.

Tak, svarede de og spyttede saa alle Fire.

Den Nysankomne tog et Papir med Tobak og en lang Kridtpibe frem,
stoppede Piben og bankede saa med sin Stok i Bordet.

En barbenet Pige bragte ham et Fyrfad med Glder og et stort Stenkrus
med Tinlaag.

Han tog en lille Kobbertang op af sin Vestelomme og lagde med den
Glder paa Piben, stillede Kruset tilrette, lnede sig tilbage og
gjorde sig det i det Hele taget saa bekvemt, som Pladsen tillod.

Hvad koster saadan et Brev Tobak, som det, Mester der har?
spurgte Salmand, idet han gav sig til at stoppe en lille Pibe af en
Slskindspung med rde Snore.

Tolv Skilling, svarede Manden og tilfjede, ligesom for at
undskylde denne dselhed, den er saa angenem for Brystet, skal jeg
sige Jer.

Hvor gaar det ellers med Handteringen, vedblev Salmand og slog Ild
til sin Pibe.

Vel nok, med skyldig Tak for gunstig Eftersprgsel, vel nok; men En
bliver jo gammel, skal jeg sige Jer.

Ja, sagde Rasmus Kig, men I har jo heller Intet behov at vre
om Jer for at skaffe Kunder til Huset, de bliver Jer jo bragt
allesammen.

Jo, lo Manden, det er saa en god Handtering med det, og En slider
intet paa sit Mundlder heller med at snakke Folk Varerne paa, de
maa tage dem som de falder, og kan hverken vlge eller vrage.

Og de forlanger ingen Tilgift, de, vedblev Rasmus, og vil aldrig
have mere, end der kommer dem til, med Ret og Skjl.

Mester, skriger di mj? spurgte Sren halvt hviskende.

Ja, de griner da sjlden.

Hu, de er en grimme Handtiering.

Saa kan det intet hjlpe, jeg gjr Regning paa Jer til at hjlpe
mig.

Gjr I kanske Regning paa os? spurgte Rasmus og rejste sig truende.

Jeg gjr slet ingen Regning, gjr jeg, men jeg er paa Sgen om en
Svend, der kunde vre mig til Hjlp, og som saa kunde faa Embedet
efter mig igjen, det er det, jeg gjr, skal jeg sige Jer.

Hvad Ln kunde vel den Svend faa? spurgte Jens Nedenom meget
alvorligt.

Femten Daler Courant om Aaret, Trediepart af Klderne og en Mark af
hver Daler, som tjenes efter Taksten.

Hvad er det for en Takst?

Det er saadan Takst, at jeg faar fem Daler for at stryge til Kagen,
syv Daler for at pidske af Byen, fire Daler for at vise af Herredet,
og ligesaa for at brndemrke.

Men nu for det bedre Arbejde?

Ja, desvrre, det falder jo sjldnere ind, men ellers er det otte
Daler for at hugge En Hovedet fra, at sige, med kse, med Svrd er
det ti, men der kan vre syv Aar imellem, at det bliver forlangt.
Hngning er fjorten Rigsdaler, de ti for selve Arbejdet, de fire
for at tage Kroppen ned ad Galgen igjen. Stejlning og Hjulning er
syv Daler, for en hel Krop da, og saa lgger jeg selv Pl til og
stter den ned ogsaa. Er der saa mere? jo, for at slaa En Arme og Ben
istykker efter den tydske Mode og lgge til Stejls, det giver fjorten
-- det giver fjorten, og for at partere og stejle faar jeg tolv, og
saa Knibning med rde Tnger, det er to Daler for hvert Nap, det er
det Hele, saa er der intet mere, uden hvad srdeles kan vre.

Det er vel intet vanskelig at lre?

Professionen! Enhver kan jo gjre det, men hvordan, det er Tingen,
der skal jo Haandelag og velse til som til al anden Hnders
Gjerning. Stryge til Kagen er jo intet saa lige at komme afsted med,
der skal jo et vist Tag til med de tre Svup i eet Trk med hvert
Ris, at det kan gaa flaadig og flydende som En vifter med en Klud og
dog ligegodt bide saa samvittighedsfuldt i som Lovens Strnghed og
Synderens Forbedrelse det fordrer.

Jeg vilde nok, tror jeg, sagde Jens og sukkede ved det.

Hans Naboer trak sig lidt bort fra ham.

Her er Fstepenge! fristede han ved Slagbordet og spredte nogle
blanke Slvpenge ud for sig.

Betink et val! bad Sren.

Betnke og sulte og vente og fryse, det er to Par Fugle, der er vel
magede, svarede Jens og rejste sig, farvel som rlig og lavgod
Mand, vedblev han og rakte Sren Haanden.

Farvel af Lavet, og Gud vr' m d, svarede Sren.

Saaledes gik det Bordet rundt med samme Tiltale og samme Svar. Ogsaa
med Marie tog Jens Afsked og med Manden i Krogen, der maatte slippe
sin Hat saalnge.

Jens gik saa hen til Slagbordet til Manden der, som satte et
hjtideligt Ansigt op, lagde sin Pibe fra sig og sagde jeg Mester
Herman Kppen, Skarprettere for Aarhus By, fster dig i disse gode
Mnds Paasyn for Svend at vre og Svendegjerning at udve, Gud til
re, dig til Forfremmelse og mig og det retfrdige Skarprettere-Amt
til Gavn, og under denne undvendig pompeuse Tale, som syntes at
volde ham en inderlig Tilfredsstillelse, trykkede Mesteren Jens de
blanke Fstepenge i Haanden. Derefter rejste han sig op, blottede sit
Hoved, bukkede og spurgte, om det maatte forundes ham den re at byde
de gode Vidnere en Drik Polak.

Da han herpaa intet Svar fik, vedblev han, at det vilde vre ham en
stor, en meget stor re at byde dem en Drik Polak[37], at de imellem
dem selv kunde drikke paa deres forrige Stalbroders Velgaaende.

 [37] Polak = Blanding af Mjd og Brndevin.

De tre ved det lange Bord saa sprgende paa hinanden og nikkede saa
omtrent samtidig.

Den barbenede Pige bragte nu en simpel Lerskaal og tre grnne
Glaskruse, der hist og her vare forsynede med rde og gule
Stjernepletter. Da hun havde sat Lerskaalen for Jens og Krusene for
Sren og Bjrnetrkkeren, hentede hun en stor Trkande og fyldte
frst de tre rlige Mnds Kruse, dernst Lerskaalen og heldte saa
Resten i Mester Hermans private Pokal.

Rasmus trak sit Glas hen til sig og spytted, de to Andre fulgte hans
Exempel og saa sad de en Stund og saae paa hinanden, som om Ingen
af dem ret havde Lyst til at vre den Frste, der drak. Imidlertid
kom Marie Grubbe hen til Sren og hviskede Noget til ham, som han
besvarede med at ryste paa Hovedet. Hun vilde saa hviske igjen, men
Sren vilde Ingenting hre. Et jeblik blev hun staaende uvis, saa
greb hun hans Krus og slngte Indholdet paa Gulvet med de Ord, at
han ikke skulde drikke hvad Rakkeren skjnked. Sren sprang op, greb
hende haardt i Armen og satte hende ud af Dren, idet han barskt
befalede hende at gaa op. Saa forlangte han en Pgel Brndevin og
gik tilbage til sin Plads.

Det skulde min salig Abelone have dristet sig til, sagde Rasmus og
drak.

Ja, istemmede Salmand, hun kan intet fuldt takke Vorherre for, at
hun intet er min Kjrling, jeg skulde minsl givet hende noget Andet
at tage sig til, end at helde Guds Gaver i Skarnet.

Men ser du Salmand, indvendte Rasmus med et fiffigt Blink over til
Mester Herman, din Kjrling hun er heller ingen stor Kreatur af de
Velbaarnes deres Slng, hun er en simpel Stakkel ligesom vi her er
og derfor faar hun sine Hug naar hun har forseet sig, saadan som
Skik og Brug er iblandt simpelt Folk; men havde hun i det Sted vret
en hjadelig Ting, saa vilde du skinbarligen aldrig have vovet dig
til at rgre hendes hjadelige Ryg, men ladet hende spie dig mellem
jnene om det skulde hende gefalle.

Nej, den Dv'len vilde jeg! bandte Salmand, jeg skulde have smurt
hende til hun hverken kunde se eller gabe, skulde jeg, og pillet
hende Nykkerne ud, sprg kuns Min en Gang om hun kjender den smkkre
Lnke, som Nalle[38] staar i, og du skal se det vrker i hendes Ryg
alene at hre det; men at hun skulde komme her som jeg sidder og slaa
min Drikke paa Gulvet, nej om hun saa var Kejserens kjdelige Datter
skulde hun blive striglet af, saalnge jeg kunde rre en Haand og der
knus var Livsvejr i mig. Hvad bilder slig en forbandede Dukke sig
vel ind! er hun mer end som andre Folks Koner de er, at hun saadan
tr skamme sin Mand ud i gode Mnds Lag? Tror hun, hun vilde tage
Skade, naar du rrte ved hende desformedelst du havde drukket denne
brave Mands Traktemaade? Nej, om du vil lyde mig, Sren, saa, og
han gjorde en Bevgelse som om han slog, ellers faar du aldrig i
Evigheden Gavn af hende.

 [38] Nalle = Bjrnen.

Ja hvem der turde! sagde Rasmus drillende over til Sren.

Var d bitte Kig, ellers skal A viis' d hvor e Hns di pikker.

Saa gik han.

Da han kom op til Marie, sparkede han Dren i efter sig og gav sig
til at lse det Reb, som holdt deres lille Bylt Klder sammen.

Marie sad paa Kanten af den Fjlleramme, der var slaaet sammen for at
tjene til Seng. Er du vred Sren? spurgte hun.

Det skal du faa at formrk'.

Tag dig i Agt, Sren! der har Ingen budt mig Hug endnu siden jeg kom
til Alder, og jeg taaler det intet.

Hun kunde gjre hvad hun vilde, sagde han, Hug skulde hun have.

Sren, for Guds Skyld, for Guds Skyld, slaa mig intet, lg intet
voldelig Haand paa mig, det vil du fortryde.

Men Sren tog hende i Haaret og slog hende med Strikken.

Hun skreg ikke, men blot stnnede under Slagene.

Saa, sagde Sren og kastede sig paa Sengen.

Marie blev liggende paa Gulvet.

Hun var ganske forbavset over sig selv, hun ligesom laa og ventede
paa at der i hendes Sjl skulde fdes en Flelse af rasende Had til
Sren, uforsonligt, aldrig tilgivende Had; men den kom ikke, der var
kun en inderlig dyb og mild Bedrvelse, ligesom en stille Sorg over
et Haab, der var bristet ....... hvor kunde han nnne det?




XVIII.


I Maj sekstenhundrede og seks og halvfems dde Erik Grubbe, syv og
firsindstyve Aar gammel. Arven skiftedes straks mellem hans tre
Dttre; men Marie fik ikke meget, thi den Gamle havde fr sin Dd,
ved pro forma-Skyldbreve og paa anden Maade, til Skade for Marie
og til Gavn for de to Andre, unddraget Skiftet den strste Part af
Formuen.

Den Lod, Marie fik, var imidlertid stor nok til at gjre hende og
hendes Mand fra Stoddere til Folk, og ved en fornuftig Anvendelse
af Arven kunde de have sikret sig et jvnt Udkomme lige til deres
Dages Ende; men uheldigvis bestemte Sren sig til at kaste sig over
Hestehandelen, og efter nogle faa Aars Forlb var de fleste af
Pengene tabte. Resten var dog saa meget at Sren for den kunde komme
i Besiddelse af Frgestedet Burrehuset paa Falster, og dertil blev
den saa ogsaa brugt.

I Begyndelsen maatte de slide meget haardt, og Marie kom tidt til
Aaren; men senere var det hendes meste Bestilling at passe det
ludsalg, der var forbundet med Frgeprivilegiet. De levede i det
Hele meget lykkeligt; thi Marie vedblev at elske sin Mand over Alt i
Verden, og om han end tidt drak sig fuld og slog hende, saa gjorde
det ikke saa meget; Marie vidste jo, det var Hverdagsbrug i det
Samfundslag, i hvilket hun havde ladet sig indskrive, og blev hun en
enkelt Gang utaalmodig, saa stilledes hun dog snart tilfreds naar hun
kom til at tnke paa, at den Sren, der var saa haard og barsk, var
den Samme, der engang havde skudt et Menneske for hendes Skyld.

       *       *       *       *       *

De Folk, de havde at frge over, var for det Meste Bnder og
Prangere, men stundom kunde der jo ogsaa komme de, der var hjere paa
Straa. Saadan kom Sti Hg der en Dag. Marie og hendes Mand roede for
ham, og han satte sig bagi Baaden, saa at han kunde tale med Marie,
der havde den bagerste Aare. Han kjendte hende straks, da han saae
hende, men viste ingen Tegn paa Forundring; maaske han havde vidst,
han vilde trffe hende der. Marie maatte se to Gange til ham, fr hun
kunde kjende ham, thi han var meget forandret. Hans Ansigt var bleven
rdfedt og oppustet, jnene svmmende, og Underkjben hang som om
han var lam i Mundvigene, saa var hans Ben tynde og hans Mave stor
og hngende, kortsagt, der var alle tydelige Tegn paa et Liv fuldt
af slvende Udskejelser i hver en Retning, og det havde ogsaa vret
han Livs Hovedindhold siden han skiltes fra Marie. I det Ydre havde
hans Historie vret den, at han en Tidlang havde vret Gentilhomme
og matre d'htel hos en fyrstelig Kardinal i Rom, var gaaet over
til Katolicismen, var rejst til sin Broder Just Hg, den Gang denne
opholdt sig som Gesandt i Nimwegen, var gaaet over til Lutherdommen
igjen, og rejst hjem til Danmark, hvor han nu spiste Naadsensbrdet
hos Broderen.

Er det, spurgte han og nikkede med Hovedet i Retning af Sren, er
det ham, jeg spaaede der skulde komme efter mig?

Ja, det er ham, svarede Marie lidt sendrgtigt; hun havde mest Lyst
til at lade vre med at svare.

Og han er strre end jeg -- var? spurgte han igjen og rettede sig
i Sdet.

Aa, der er ingen Sammenligning, Eders Naade, svarede hun med
paatagen Bondeagtighed.

Ja saamnd, saadan gaar det, -- vi har da givet Kjb vi to, saa godt
som alle Andre, og givet os Livet i Vold for en billigere Penge end
vi nogen Tid havde tnkt, vi skulde -- I paa een Vis og jeg paa en
anden.

Ja, Eders Naade har det vel godt nok? spurgte Marie paa den samme
enfoldige Maade.

Godt nok, lo han, godt _nok_ er halv fordrvet; jeg har det
saamnd just godt _nok_, og I, Marie?

Jo tak, vi har Helsen, og naar vi slider ret udaf den karske Blg,
har vi Brd og Brndevin til.

De var ved Land, og Sti steg ud og bd Farvel.

Herregud! sagde Marie og saae medlidende efter ham, ham har det da
skaaret baade Vinger og Top.

               *       *       *

Fredeligt og ensformigt gik Tiden for Burrehusfolkene med dagligt
Arbejde og daglig Vinding. Lidt efter lidt sled de sig frem til bedre
og bedre Kaar, holdt Karle til at besrge Frgetjenesten, drev en
Del Smaahandel og bygged op paa deres gamle Hus. De leved det gamle
Aarhundrede ud og en halv Snes Aar ind i det ny, og Marie blev treds
og hun blev fem og treds, og holdt sig rask og rrig, arbejdsfr
og arbejdsmunter, som var hun paa den rette Side af de Halvtreds;
men saa var det paa hendes otteogtredsindstyvende Fdselsdag i
Foraaret syttenhundrede og elleve, at Sren, under meget mistnkelige
Omstndigheder, ved et Vaadeskud kom til at drbe en Skippermand fra
Dragr, og som Flge deraf blev taget i Forvaring.

Det var et haardt Std for Marie, og den lange Uvished om
hvad Straffen vilde blive, thi Dommen faldt frst Aaret efter
ved Midsommerstid, og hendes Frygt for, at den gamle Sag med
Mordforsget paa Ane Trinderup skulde komme op, ldede hende meget.

En Dag i Begyndelsen af denne Ventetid gik Marie ud for at tage mod
Frgen, som just lagde til Land. Der var to Rejsende ombord, og den
ene af disse, en Haandvrkssvend, optog ganske hendes Opmrksomhed
ved at ngte at vise sin Vandrebog, som han paastod at have viist
Frgefolkene, da de tog ham ombord, hvad disse imidlertid bengtede.
Da hun imidlertid truede Svenden med at han skulde betale hel Takst,
naar han ikke ved sin Vandrebog beviste at han var rejsende Svend og
som saadan kun pligtig at betale det Halve, faldt han tilfje. Frst
da dette var afgjort, lagde Marie Mrke til den anden Passager, en
lille, spinkel Skikkelse, der bleg og frysende af den nys overstandne
Ssyge stod stramt-indhyllet i sin sortgrnne, grovtraadede Kappe
og stttede sig mod Rlingen af en optrukken Baad. Han spurgte i en
gnaven Tone, om han kunde faa Logi i Burrehuset, og Marie svarede,
han kunde se paa Lejligheden.

Hun viste ham saa et lille Kammer, der foruden Seng og Stol indeholdt
en Tnde Brndevin med Tragt og Spildebakke, nogle store Dunke med
Sirup og Eddike, og endelig et Bord med perlemalede Ben og Plade
af firkantede Lertjsfliser, hvor der i sortviolette Tegninger var
fremstillet Scener af det gamle og det nye Testamente. Den Fremmede
bemrkede straks, at der var tre af Fliserne, der alle fremstillede
Jonas, som kastes i Land fra Hvalfiskens Gab, og da han lagde Haanden
paa en af dem, gs det i ham, og han sagde han vilde faa Snue, dersom
han var saa uforsigtig at sidde og lse med Albuerne paa Bordet.

Paa Maries Foresprgsel forklarede han, at han var taget bort fra
Hovedstaden for Pestens Skyld og vilde blive her paa Stedet til den
var holdt op igjen, han spiste kun tre Gange om Dagen og kunde ikke
taale Saltmad eller friskbagt Brd, forvrigt var han Magister, for
Tiden Alumnus paa Borchs Collegium og hed Holberg, Ludvig Holberg.

Magister Holberg var en meget stille Mand med et overordenlig
ungdommeligt Udseende, han saae ved frste jekast kun ud til at vre
en atten, nitten Aar gammel, men lagde man Mrke til hans Mund og
hans Hnder og Udtrykket i hans Stemme, kunde man nok skjnne, han
maatte vre ikke saa lidt ldre. Han holdt sig meget for sig selv,
talte lidt og som det syntes ikke gjerne. Dog skyede han ingenlunde
Selskab, naar han blot kunde have det saaledes, at man lod ham i Fred
og ikke vilde drage ham ind i Samtalen, og det var ham aabenbart en
Fornjelse, naar Frgen bragte Rejsende hen eller hjem, eller naar
Fiskerne kom i Land med deres Drt, i Afstand at betragte deres
Travlhed og lytte til deres Ordskifte. I det Hele taget holdt han
meget af at se Folk arbejde, enten det saa var med at plje eller
stkke eller stte Baade ud, og var der En, der tog et Tag, som
oversteg det almindelige Jevnmaal af menneskelige Krfter, kunde han
smile helt tilfreds derved og lfte paa Skuldrene i stille Velbehag.
Da han havde vret i Burrehuset en Maanedstid, begyndte han at nrme
sig Marie Grubbe eller tillod hende at nrme sig ham, og de sad tidt
i de lune Sommeraftener og talte med hinanden en Timestid eller to i
Trk inde i Krostuen, hvor saa Dren stod aaben og gav Udsigt ud over
det blanke Vand til det blaaligt dmrende Men.

En Aftenstund, da deres Bekjendtskab var blevet temmelig gammelt,
havde Marie fortalt ham sin Historie og endt den med et Klagesuk
over, at Sren var bleven taget fra hende.

Jeg maa bekjende, sagde Holberg, at jeg er aldeles uformuendes
til at begribe, hvorlunde I har kunnet prferere en gemen Staldkarl
og Stoddere for en saa perfekt Cavalliere som hans Exellence
Statholderen, der jo dog af alle bermmes som en Mester i Belevenhed
og fine Manerer, ja som et Mnster paa hvad som besynderligen er
gallant og aimabelt.

Endog han havde vret deraf saa fuld som den Bog, der kaldes for
alamodische Sittenschule, det vilde intet have vejet saa meget som
en Fjer, eftersom jeg nu en Gang havde for ham en saadan degout og
Afsky, at jeg knap kunde taale ham for mine jne, og I veed, hvor
aldeles uovervindelig en saadan degout kan vre, saa om En havde
en Engels Dyd og Principier, saa vilde den naturlige Afsky dog bre
Sejren derfra. Min arme nuvrendes Mand derimod, til ham optndtes
jeg af en saa hastig og uformodenlig Tilbjelighed, at jeg kan intet
andet end tilskrive det en naturlig Attraktion, som heller intet var
at modstaa.

Saadant kalder jeg vel raisoneret! Vi har da kuns at pakke ned al
Verdens Morale i en Kiste og skikke den til Hekkenfjeld og leve efter
vore Hjrtens Lyster, thi der er jo ikke den Uterlighed til, En
nvne vil, den jo kan kldes op som en naturligen og uovervindeligen
Attraktion, og heller ikke den Dyd er til, iblandt alle de Dyder, der
opregnes kan, at En jo lettelig siger sig den fra, thi der vil vre
den, som haver degout for Maadehold, den for Sandfrdighed og den for
rbarhed, og saadan naturlig degout er aldeles uovervindelig, vil de
sige, og den, som er beladt dermed, derfor ganske uskyldig. Men I er
for vel oplyset, Morlille, til at I ikke skulde vide, at saadant er
kuns skammeligt Hjernespind og Daarekistesnak.

Marie svarede ikke.

Tror I da ikke paa en Gud, Morlille, vedblev Magisteren, og paa
det evige Liv?

Gud have Lov og Tak, jo, jeg gjr, jeg tror paa Vorherre.

Men den evige Straf eller evige Ln, Morlille?

Jeg tror, hver Menneske lever sit eget Liv og dr sin egen Dd, det
tror jeg.

Det er jo ingen Tro, tror I paa Opstandelsen?

Hvordan skal jeg opstaa? som det unge, uskyldige Barn jeg var, jeg
frst kom ud mellem Folk og Ingenting vidste og Ingenting kjendte,
eller som den Gang, jeg ret og misundt som Kongens Yndling var
Hoffets Zirat, eller skal jeg opstaa som den gamle, fattige, haablse
Marie Frgemands, skal jeg? og skal jeg svare til, hvad de andre,
Barnet og den livsranke Kvinde de synded', eller skal en af dem svare
for mig? Kan I sige mig det, Hr. Magister?

Men I har jo dog kuns havt een Sjl, Morlille!

Ja, har jeg? spurgte Marie og sank hen i Tanker. Lad mig tale med
Jer ret oprigtigen, fortsatte hun, og svar mig som I tnker: tror
I, at den, som sit ganske Liv igjennem har forsyndet sig haardeligen
mod sin Gud og Skabere, men som i sin sidste Stund, naar han ligger
og drages med Dden, bekjender sin Synd af et oprigtigt Hjrte og
angrer og giver sig Gud i Vold uden Tvivl og uden Betnkning, tror
I, den er Gud velbehageligere end En, som ogsaa har vret ham haardt
imod med Synd og Forargelse, men saa i mange Livsens Aar har stridt
for at gjre sin Pligt og baaret hver Byrde uden at knurre, men
aldrig i Bn eller aaben Anger har begrdt sit forrige Levnet, tror
I, at hun, som har levet som hun har troet, var rettelig levet, men
uden Haab om Belnning hisset og uden Bn derom, tror I, Gud vil
skyde hende fra sig og kaste hende bort, endog hun aldrig bad Gud et
Bnnens Ord?

Derpaa tr intet Menneske svare, sagde Magisteren og gik.

Kort efter rejste han.

       *       *       *       *       *

Det nste Aar i Avgust faldt Dommen over Sren Frgemand, og ld paa
tre Aars Arbejde i Jern paa Bremerholm.

Lang Tid var det at lide, lngere Tid at vente, saa gik da ogsaa den.

Sren kom hjem, men Fangenskabet og den haarde Behandling havde
nedbrudt hans Sundhed, og inden Marie havde plejet ham et Aar, bar de
ham paa Kirkegaarden.

Endnu et langt, langt Aar maatte Marie drages med Livet. Saa blev hun
pludseligt syg og dde. Hun var under sin hele Sygdom slet ikke ved
sin Forstands Brug, og Prsten kunde derfor hverken bede med hende
eller berette hende.

En sollys Sommerdag begrov de hende ved Srens Side, og udover det
blanke Sund og de korngyldne Marker, sang det fattige Ligflge, trt
af Varmen, uden Sorg og uden Tanke:

    Vreden din afvend, Herre Gud, af Naade,
    Riset det blodigt, som os over Maade,
    Plaget saa redelig af en Vredes Brynde,
    Fordi vi synde.

    Thi om du efter vore Synder onde,
    Straffed', som du med al Rette kunde,
    Da maatte Alting gaa i Grund, og falde,
    Ja, een og alle.

    ..........
    ..........





End of the Project Gutenberg EBook of Fru Marie Grubbe, by Jens Peter Jacobsen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK FRU MARIE GRUBBE ***

***** This file should be named 44275-8.txt or 44275-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/4/2/7/44275/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.

