The Project Gutenberg EBook of Livserindringer, by Johan Nicolai Madvig

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Livserindringer

Author: Johan Nicolai Madvig

Release Date: February 19, 2014 [EBook #44967]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LIVSERINDRINGER ***




Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)





[ Afskriverens bemrkninger:

  benlyse trykfejl er rettet i denne e-bogsudgave af Johan Nicolai
  Madvigs Livserindringer, men forfatterens stavning er i vrigt
  bevaret, ogs hvor den er noget inkonsistent (fx Ty(d)skland,
  Christian VIII/Kristian VIII, Landst(h)inget). De grske citater
  er gengivet som trykt.

  I fodnote 98 manglede et anfrselstegn i originalen, enten efter
  'Examenskommissioner' eller efter 'Ikke-Theolog'. Det er placeret
  efter 'Ikke-Theolog', men den korrekte placering fremgr ikke
  entydigt af konteksten.

  Kursiv tekst i originalen er angivet med _understregning_, mens
  s p a t i e r e t tekst er angivet med #firkanter#.

  Nogle fodnoter er meget lange, og alle fodnoter er derfor afgrnset
  af {krllede parenteser} for tydeligt at markere hvad der hrer til.
]




LIVSERINDRINGER.


    Hvor ensomt en lfter sin fjeldomkrandste Rand,
    der leged en Smaadreng paa den blgeslagne Strand;
    der var i hans ie saa tankefuldt et Blik;
    vidt over Hjemmets Grndser hans dunkle Drmme gik.

    Og Ungersvenden drog fra det ensomme Fjeld;
    hans strke Higen drev ham til Kundskabens Vld;
    han gransked ved Dag og ved Aftenlampens Skr;
    i Snillets Ridderdyster han brd helt mange Spr.

    De gamle Skrifter aabned sig for hans klare Blik,
    og fjerne Tiders Billed forbi hans ie gik,
    og mangen gammel Rune, udslidt af Tidens Tand,
    som Ingen kunde tyde, den tyded sindrig han.

    Men ei i muldne Bger hans Sjl sig stnged ind;
    for Livets friske Skjnhed han aabned Blik og Sind,
    og varmt slog hans Hjerte for Danmarks Folk og Land,
    saa trofast som Fjeldet omkring hans Fdestrand.

    Sit Fdreland han vied sin Hders rige Hst,
    og al dets Sorg og Glde gik dybt ind i hans Bryst;
    da Tvivl og Mismods Taage laae tungt om Danmarks Strand,
    da lfted han sin Rst, saa den gjenld vidt om Land.

    Sit Navn har selv han baaret til fjerne Tider frem;
    det glemmes ei, fr Vidskab og Snille gaaer iglem:
    og, mens han end staaer kraftig og varm iblandt os her,
    vor Kjrlighed skal kaste paa hans Aftenstund sit Skr.

        _17de November 1879._

                                            _Edv. Lembcke._




                          LIVSERINDRINGER

                                 AF

                           J. N. MADVIG.


                            KJBENHAVN.
          GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SN).
                      FR. BAGGES BOGTRYKKERI.
                               1887.




Fortale.


I 1884 og Begyndelsen af 1885 nedskrev, d. e. dikterede, min
Fader -- tildels efter Opfordring af Andre -- de efterflgende
Livserindringer. Ligesom det imidlertid ikke havde vret hans Hensigt
at lade dem udgive, saalnge han levede, saaledes havde han ikke
taget nogen Beslutning om, hvorvidt dette senere skulde ske. Da
jeg tre Dage fr hans Dd kom op til ham, der da havde vret
sengeliggende i 8 Dage, og traf ham noget trt efter en temmelig
svnls Nat, ytrede han, at, naar man i hans Alder kom til at ligge
tilsengs uden at vide, hvorlnge det kunde vare, maatte man ialtfald
vre forberedt paa, at Sygeleiet frst endtes med Dden, -- og for
dette Tilflde overdrog han til mig som hans ldste Sn at tage
Bestemmelse om, hvorvidt hans Livserindringer og mulig enkelte andre
Ting derefter skulde udgives. Det flgende Par Dage, da hans Tilstand
var bedre -- han dde, som bekjendt, aldeles pludselig af en Blodprop
den 12te Decb. f. A. --, kom Emnet ikke mere paa Bane. Netop paa
Grund af Slgtskabsforholdet nskede jeg imidlertid ikke at vre ene
om derefter at trffe Bestemmelse i saa Henseende -- en Bestemmelse
der i mine ine altid har sine betnkelige Sider --, og det var
frst, efterat min Faders Discipel, Kollega og Ven: Professor i
Historie E. Holm paa min Anmodning havde gjennemlst Manuskriptet til
Livserindringerne og tilraadet disses Udgivelse, at jeg besluttede
mig dertil og derom traf Aftale med Forlggeren. Inden min Faders Dd
havde jeg, paa enkelte Undtagelser nr hist og her, ikke kjendt andre
Dele af Manuskriptet end dem, der angik Barndommen og Skoleaarene. Af
enkelte ved Manuskriptet liggende lse Notitser maatte jeg vel
antage, at det havde vret min Faders Hensigt dels maaske at tilfie
yderligere Bemrkninger om sin Stilling til flere af de Mnd, med
hvilke han srlig gjennem det politiske Liv var kommen i nrmere
Berring, dels vistnok at foretage en Revision ialtfald af enkelte af
de senere Afsnit, og mulig vilde derved nogle Partier af disse vre
blevne lidt udvidede, andre afkortede og den gjentagne Omtale af
enkelte Ting sammendragen paa t Sted. Dette var imidlertid ikke
sket, og en saadan Revision var nu umulig; jeg maatte ialtfald, naar
Optegnelserne skulde fremtrde som min Faders egne, anse mig for
uberettiget til at foretage noget af den Art. Hvad jeg ved den af mig
inden Trykningen foretagne Revision har troet at burde og kunne
gjre, har derfor alene bestaaet i at berigtige og supplere
Angivelsen af Bogtitler, Datoer og Aarstal samt Smaafakta, at fjerne
ligefremme Ord- og Stningsfeil m. m., hidrrende fra en mindre
niagtig Gjennemlsning, uden derved at ndre Stilen og endelig at
udelade Omtalen af enkelte saadanne ganske private Forhold og
ubetydelige Anekdoter, der aldeles ingen Interesse kunde have for
Offentligheden. Ved de af mig til Supplering og Oplysning tilfiede
enkelte Anmrkninger har jeg ogsaa sgt strengt at holde mig til det
rent Faktiske, idet jeg undgik enhver Antydning af egen Opfattelse.
Hvad angaaer Retskrivningen, der i Manuskriptet var de benyttede
forskjellige Sekretrers egen, da er den ved Trykningen sgt lempet,
saavidt muligt, efter den af min Fader i de sidste Aar, i hvilke han
endnu selv skrev, fulgte modificerede gammeldags Retskrivningsmaade.

Med Hensyn til de to Tillg henviser jeg til de indledende
Bemrkninger i selve disse. Derimod skylder jeg at tilfie, at min
Fader vel i det sidste Par Aar paa Grundlag af de af ham srlig da i
stort Omfang foretagne philosophiske Studier, til hvilke i selve
Erindringerne gjentagende er hentydet, havde begyndt at diktere nogle
forelbige skematiske Antydninger og fragmentariske Bemrkninger om
Tilvrelse og Erkjendelse, men disse, hvorom han vistnok havde talt
til Enkelte, havde ikke modtaget en saadan Afslutning enten i Form
eller Indhold, at jeg har troet at burde eller kunne medtage dem her.

Forlggeren har nsket at ledsage Livserindringerne med medflgende
Billede af min Fader fra Universitetsfesten i 1879, udfrt efter
Blochs bekjendte Maleri paa Frederiksborg, og efter Aftale er da Edv.
Lembckes ene Sang fra Embedsjubilet i samme Aar vedtrykt.

Jeg vil slutte disse Linier med at aftrykke nogle Ord, som en af min
Faders nrmeste Disciple og Venner i Norge tilskrev mig efter hans
Dd, idet han mindede om sit sidste Besg i 1885 i min Faders
Sommerbolig: "Da jeg tog Afsked med Din Fader, greb han bevget min
Haand og sagde: Gud vre med Dem! bevar i venlig Erindring en gammel
Mand, hvis Haand De vistnok for sidste Gang trykker. Han stod da for
mig saa strk og klar og dog saa mild. Jeg kunde dengang ikke troe,
at det skulde blive saa". Min Faders Aands- og Legemskraft bevaredes
lykkeligvis usvkket til det Sidste, og hans lette, smertefrie Dd
befriede ham for den af ham saa frygtede Skbne: aandelig og legemlig
at overleve sig selv.

    Den 30te April 1887.

                                          #J. N. A. Madvig#,
                                           Overretsassessor.




Indholdsfortegnelse.


                                                         Side.

 I. Barndomsaarene paa Bornholm 1804 til1 817             1-51

 II. Skoleaarene i Frederiksborg 1817 til 1820           53-67

 III. Studenteraarene, Embedsexamen og Magistergrad
 1820 til 1826                                           69-86

 IV. Ansttelse ved Universitetet, Embeds og
 videnskabelig Virksomhed i 1826 til 1848               87-134

   Universitetsvirksomhed                    S. 89-102

   Forfattervirksomhed                       - 102-119

   Bibliotheksvirksomhed                     - 119-122

   Anden offentlig Virksomhed                - 123-131

   Personlige Forhold og Reise               - 131-134

 V. Tidsrummet som Minister 1848 til 1851              135-202

   1848 fr Ministerudnvnelsen             S. 137-141

   Novemberministeriet i Almindelighed       - 142-151

   Den grundlovgivende Rigsforsamling        - 152-158

   Virksomhed som Kultusminister i  og
   udenfor Rigsdagen                         - 158-181

   Krigen og de ydre politiske Forhold       - 181-200

   Personlige Forhold                        - 200-202

 VI. Videnskabelig, Universitets og Skolevirksomhed
 med fortsat Deltagelse i det politiske Liv 1852
 til 1884                                              203-284

   Politisk Virksomhed i og udenfor
   Rigsdag og Rigsraad                      S. 205-235

   Universitetsvirksomhed                    - 236-244

   Undervisningsinspektrvirksomhed          - 246-254

   Videnskabelig Forfattervirksomhed         - 254-265

   Anden offentlig Virksomhed                - 265-268

   Personlige Forhold                 244-246, 268-272
                                            og 282-283

   Reiser                                    - 272-281

 Tillg I. 285-319

   1. Tale ved Srgehitid for Kong
   Frederik VII                             S. 287-304

   Bemrkninger om Kong Frederik VII         - 304-311

   2. Nationalitetsprincipet i Politiken     - 311-319

 Tillg II. Forskjellige Breve                         321-371




I.

BARNDOMSAARENE PAA BORNHOLM.

1804 til 1817.


    Motto:  O Barndomstid,
            hvor er du blid,
            hvor lyse dine Drmme
            og dine Minder mme!


Mit Livslb har frt mig bort fra de Egne og de Omgivelser, i hvilke
jeg fdtes og tilbragte hele min Barndom, og langt fra de
Livsvilkaar, under hvilke mine frste Aar hengik. Denne Omskiftning
vilde dog ikke have havt noget Usdvanligt og Mrkeligt, hvis der
blot var Tale om Afstanden og Flytningen i Rummet. Men dermed forener
sig for mig, foruden den store Forskjellighed i ydre Naturforhold,
tillige Modstningen imellem det da mest afsides og i sin Udvikling
mest eiendommelige og afvigende Provindsliv i Danmark og saa det
danske Kulturliv, saaledes som det fremtrder i sin almindeligste
Skikkelse i Landets Hovedstad, i hvilken jeg nu uafbrudt har henlevet
64 Aar. Det er imidlertid saa langt fra, at denne tidlige Ombytning
af Barndomshjemmet med andre Steder og andre Forhold har svkket og
afbleget Minderne fra hint Hjem, at disse meget mere ikke blot strax
ved Afbrydelsen indprgede sig dybere og skarpere gjennem Lngsel og
Savn, men nu i Alderdommen fremtrde med en Livlighed, en Lyst og
Glands, hvorover jeg stundom selv undrer mig, og som tyder hen paa en
neppe ganske ringe Indflydelse af de tidligste Indtryk paa selve min
under saa forandrede Betingelser foregaaede Udvikling. Det er mig
derfor ogsaa umuligt overhovedet at see tilbage paa og omtale mit
senere Liv og dets Virksomhed uden at dvle og ligesom at forfriske
mig ved hine tidligste kjre Billeder og Erindringer, selv om jeg
derved maatte trtte Andre. Og jeg kan derhos ikke fremkalde hos mig
selv eller for Andre fremstille, hvad der nrmest og personlig
angaaer min Barndom, uden i Billedet at inddrage et Omrids af hele
den sregne Omgivelse og af hele den srlige Paavirkning af Natur, af
Folkeliv og af Kultur, under hvilken jeg da levede. Det er et saadant
Omrids, jeg her vil forsge at give, saaledes at jeg deri indfrer
min egen lille Person.

Omtrent 16 Mile st for det nrmeste Punkt af Sjlland strkker
Bornholm, som bekjendt, sin temmelig regelmssige, skjvt aflange
(rhomboidale) Firkant fra Nordvest, hvor en er fjernet 6-7 Mile fra
Skaane, ned imod Sydst med en Gjennemsnitslngde af 4 Mile og en
Gjennemsnitsbredde af 2 Mile. ens Stenlegeme falder dels af mod
stersen i bratte Klippevgge og Tinder, der paa den nordlige Del
af Vestsiden naae en Hide af et Par hundrede Fod, og omgives dels
af en sammenhngende, snart bredere, snart smallere Bremme af ngne,
i vild Uorden henkastede og gjennemklftede Klipper. Kun paa en
kortere Strkning af Sydst- og Sydsiden, hvor Landet indenfor danner
en lavere Flade, aflses Klippebeltet af en Strandbred af Sand.
Intetsteds frembyder Kysten derhos strre Bugter eller naturlige
Havne. Fra Nord og Syd hver Landet sig til en kort fra stsiden
begyndende, mod Nordvest lbende Hideryg, der, efter at have dannet
et Knudeparti, hvis verste Punkt -- det saakaldte Rytterknegten --
naaer en Hide af omtrent 500 Fod, falder af mod Vest og Nordvest
og ender i den fr antydede hje Klippekyst. Med Undtagelse af
hint Knudeparti, der er bevoxet med Skov ("Almindingen"), danner
Resten af Hideryggen en udyrket, overalt af Klipper gjennembrudt,
af en fattig Lyngvxt bedkket Hede, der hist og her omslutter
mindre Moser og Kjr, den saakaldte "Hilyngen", hvorved Landet
deles i to omtrent ligestore, dog mod Syd noget bredere og jvnere
Afsnit, som forene sig st og Vest for Heden[1]. Det fra Lyngen
mod Kysterne nedstigende dyrkede Land, i hvilket Klippeunderlaget
mangfoldige Steder bryder frem i Klinter, Bakker og Klippeflader,
og som endog omfatter flere Hilyngen ganske lignende, udyrkede og
afhegnede Stykker (Brndesmark, Brommelyng o. s. v.), gjennemfures
af et ikke ringe Antal, tildels dybt i Klippen indskaarne, men den
strste Del af Aaret lidet vandrige eller ganske udtrrede Aaer
og Bkkelb, der saagodtsom alle ledsages af en smal Skovrand,
medens derhos Smaaskove, hist og her i mere sammenhngende Grupper,
tillige ere adspredte over hele Landet og paa enkelte Steder mod
Vest og Nord gaae lige ned til Havet, udbredende sig for iet
fra de hiere Punkter af Landet. Medens de bornholmske Skove
savne den danske Bgs yppige Kroner og kun have den mindre smukke
Avnbg[2], fremtrder paa Nordlandet et enkelt Sted Birkeskov paa
nedfaldende Klippesider. Det dyrkede Land er med Undtagelse af
ganske enkelte Punkter -- navnlig hvor Smaaskovene strkke sig
lige ned til Kysten -- ved et sammenhngende naturligt Stengjrde
adskilt fra en smal Kyststrkning: "Udmarken", der foruden selve
den ngne Klipperand langs Kysten indbefatter en mellem denne og
Gjrdet liggende Grusflade, bedkket med en saare tarvelig Grsvxt
og hist og her fremvisende nogle faa tynde Pilestammer omkring
en lille Vandpyt, paa hvilken Udmark, der tidligere var Flles-
eller Statseiendom, nogle Faar og Gjs og ganske enkelte Ker sge
Nring. Over det hele dyrkede Land ligge Bndergaardene adspredte
uden nogensomhelst Forbindelse til Byer, skjndt Navnet "By" (men
kun i Sammenstning som Egennavn) forekommer som Betegnelse af
enkelte ved Naturforholdene lidt mere samlede Grupper eller Rkker
af Gaarde (Langedeby, Lyrsby, Gadeby o. s. v.). Huse som Modstning
til Gaarde findes kun sparsomt ved og imellem Gaardene (tildels som
Undtagelser af sregen Oprindelse, f. Ex. gamle Gildesboer, Skoler
o. s. v.), men derimod i noget strre Antal dels langs med Hilyngen
eller de mindre Lyngpartier med smaae fra Heden indvundne eller fra
Nabogaarde udlagte Jordstykker, dels paa den frnvnte Udmark. Paa
denne sidste ligger Alt, hvad der danner den srlige Kystbebyggelse,
nemlig frst, paa en enkelt Undtagelse nr, samtlige Kjbstder --
der alle igjennem "Byled" paa det frnvnte omkring Landet gaaende
Stengjrde have Adgang til det dyrkede Land, naturligvis srlig til
deres egen Byvang, og som paa de to Sider aldeles ikke afgrndses
fra Udmarken, medens Havet danner den fjerde Side, -- og dernst en
isr paa Nordsiden talrig Rkke Fiskerlejer (i Ibsker og ster Marie
Sogne saaledes Listed, udtalt Lista, Bodilshavn eller Bolshavn,
Ypnasted, Saltuna og Melsted samt Syd for Svanike Aarsdale) og
imellem disse atter hist og her opdyrkede Pletter med enkelte Huse.
Et Par Fiskerleier have taget Tillb til at vre Kjbstder ved
Besiddelsen af en Kirke, ved deres Strrelse, Havneanlg og nogle
kommunale Indretninger, saasom Gudhjem og det forenede Allinge og
Sandvig. En ganske afvigende Karakter har det inde i Landet liggende
Aakirkeby, halvt Kjbstad, halvt ens eneste Landsby, opstaaet af
et srligt Forhold i den katholske Tid. Af hele den her antydede
Beskaffenhed flger, at Naturen og Jordoverfladen fremtrder i hi
Grad individualiseret og virker paa Opfatning og Fantasi igjennem
srlig udprgede Enkeltheder og dertil knyttede Navne. Ikke blot de
allerfleste Gaarde have Navne (saaledes hedde de 5 nrmeste Gaarde
Syd for Svanike Frendegaard, Styrsgaard, Kjllergaard, Nrregaard og
Skovsholm), hvilke Navne ofte hnge sammen med Slgtnavnene (f. Ex.
Kofod paa Kofodgaarden, Munk paa Munkegaarden, Pil paa Pilegaarden),
men ogsaa en utallig Mngde hie Bakker, Dale, enkelte Trer og
srlig formede Klipper have faste Navne, der stundom fremkalde
karakteristiske Sagn eller overtroiske Forestillinger (f. Ex.
Tindingen og Jomfruen ved Svanikehavn, det lille og det store Tempel
noget derfra o. s. v.).[3] Men alle disse Enkeltheder samle sig med
det omgivende Hav til en rigt afvexlende Skjnhed, der gjorde et
strkt Indtryk paa mig, naar jeg som Barn en varm Sommerdag, kjrende
paa en Vogn ad den mod stermariekirke opstigende Landevei, saae
nedover Gaarde, Marker, Smaaskove, enkelte Trgrupper og Klipper til
den rolige og blaa Vandflade; de vestligere, storartede Kystpartier
kjendte jeg ikke dengang. Destovrre har jeg ved senere Besg fundet
Skovene strkt forhuggede, nogle nsten delagte.

 {[1] I den nyere Tid ere dog flere Stykker af Lyngheden blevne
 indtagne til Skovplantning, andre opdyrkede.}

 {[2] Rdbgen er frst i den senere Tid indplantet paa en.}

 {[3] Med Navnet Skvalpekirken betegnedes i samme Egn en lille Klft
 og Aabning imellem Strandklipperne, hvor det indstrmmende Havvand
 bevgede sig paa en srlig Maade, og der benyttedes af Pigerne ved
 Vask af Ti.}

Landet, der udgjorde en srlig Forsvarskreds under en Kommandant i
Rnne, medens Amtmanden tidligere boede i Nex, deler sig i 4
Herreder, hvert knyttet til sin Kjbstad (Vesterherred til Rnne,
Nrreherred til Hasle, sterherred til Svanike, Snderherred til
Nex) og i 16 Landsogne, hvoraf de fleste ere benvnede efter
Kirkernes Helgennavne (Ibsker eller Ibskersogn, d. e. Ibs eller
Jacobs Kirkesogn, ster og Vester Marker eller Mariesogn, ster og
Vester Lars eller Larskersogn osv.)

Hilyngen gjr en i Befolkningens Samkvem og indbyrdes Forbindelser
ikke umrkelig Grndse imellem de nordlige og sydlige Sogne. Den
eiendommelige Naturbeskaffenhed og de historiske Forhold, derimellem
maaske ogsaa i fjerne Tider en Indflydelse fra stersens sydlige og
sydstlige Bredder, have derhos fremkaldt srlige Tilstande og
Indretninger, hvoraf meget har bevaret sig gjennem Tidernes Lb, idet
ens afsides Beliggenhed og sammenligningsvis ringere Betydning
medfrte, at den hos Statsmagten almindelige Strben efter at
tilveiebringe Ensartethed gjorde sig mindre gjldende der,
ogsaa efter at den Herlighedsret, som Erkebisperne i Lund i
Middelalderen besad over en og udvede gjennem deres Befalingsmand
paa Hammershus og gjennem de Kanniker, hvis Erindring bevares i
Navnet "Kannikegaard", var gaaet over til Kongen. Bornholm har aldrig
havt nogen sregen Adel i egentlig Forstand, for hvis Fremtrden dens
Forhold vare for smaae, om end enkelte Besiddere af strre Gaarde af
Erkebisperne havde som "Frimnd" tilkjbt sig visse Fritagelser og
Rettigheder for deres Gaarde og derved havde erhvervet en vis
Anseelse for deres Familier, saalnge disse bevarede Besiddelsen, en
Stilling, hvori endnu i det 17de Aarhundrede enkelte Familier, som
Gagge Maccabus og Kofod, forekomme. Ligesaalidt har nogen Slgt af
den virkelige danske Adel varig bosat sig og erhvervet Eiendomme paa
Bornholm[4]. Der har derfor heller aldrig paa en dannet sig samlede
Godser af Hovedgaarde og underlydende Fstegods med Livsfste
(undtagen for Huse). Endnu mindre findes der da noget Spor af
Livegenskab. Den gammelnordiske Bondefrihed har uafbrudt bevaret sig
der. Vel deles de bornholmske Bndergaarde, efter Udsondring af et
ganske lille Antal saakaldte Proprietrgaarde, et aabenbart nyt Navn
for det ldre "Frigaarde" af den kort for oven antydede Oprindelse, i
to Rkker: "Selveiergaarde" og "Vornedgaarde", der ere srskilt talte
for hvert Sogn (frste og anden Selveiergaard, frste og anden
Vornedgaard i Ibsker Sogn osv.), men Vornedgaardene, af hvilke ikke
faa hrte til de store og ansete, adskille sig alene fra de andre ved
en ubetydelig Afgift til Amtstuen ligesom Proprietrgaardene ved
Fritagelse for nogle ringe Ydelser. Ivrigt eies alle Gaardene med
fuldkommen ens Ret som Selveiergaarde, navnlig ogsaa med Hensyn til
Arvegangen. Der bestaaer nemlig en ganske eiendommelig og fra al
dansk og nordisk Ret afvigende, tidligere paa fast Sdvane og Vedtgt
beroende, men endnu saa sent som 1773 ved en kongelig Forordning af
14de Oktober fastsat og sanctioneret "Sde- og Adgangsret" for de
bornholmske Bndergaarde, iflge hvilken navnlig den yngste Sn ved
Skifte efter Faderen som "Jorddrot" (i Udtalen forvansket til
"Jorddront", "Gaarddront") faaer Gaarden udlagt til Eiendom mod en
ringe Affindelse til sine Sskende og mod en Brugsret for Moderen, en
Brugsret, som hun ved nyt Giftermaal overfrer paa sin anden Mand. Er
der derimod ingen Sn, tilfalder Gaarden den ldste Datter og hendes
Mand. Tanken ved denne Arvegang, der gjenfindes i enkelte Egne af
Tydskland, navnlig Schlesien, og i slaviske Lande, har naturligvis
vret den, at de ldre Brdre lettest kunde vinde sig en Stilling
udenfor Fdrehjemmet, hvori den yngste blev tilbage, medens af
Dtrene den havde Fortrinet, som snarest ved Giftermaal kunde vinde
en Beskjermer for Eiendommen og de yngre Sstre, og denne Arvegang
frte ogsaa i min Tid til, at de ldste Snner droge ud paa Frieri
til broderlse Gaardmandsdttre eller, hvis de her ingen Lykke
gjorde, sgte Erhverv i en Kjbstad eller paa Sen eller endelig
levede som beskedne Medhjlpere og stille Onkler i Fdregaarden.[5]

 {[4] Af de tre Oldtidslevninger paa Bornholm, der bre Navnet
 "Borg", ere de to, som hedde "Gamleborg", der ligge i Almindingen
 og paa Hilyngens stlige Del, kun Voldpladser uden Bygningsspor,
 indenfor hvilke de nrmeste Omboere med Kvg og Eiendom maae
 antages at have sgt Tilflugt ved fjendtligt Overfald. "Lilleborgs"
 yderst indskrnkede Murlevninger i Almindingen hidrre enten fra en
 Rverrede eller fra Boligen for en ringere Embedsmand under
 Befalingsmanden paa Hammerhus eller for denne selv ved srlig
 Leilighed.}

 {[5] Udgiverens Anmrkning: Hele denne srlige Arvegang m. m. er,
 som bekjendt, frst bleven hvet ved Lov af 8de Januar 1887.}

Af ikke mindre indgribende Indflydelse paa Livet i de bornholmske
Gaarde var det, at Bornholm aldrig inddroges under det almindelige
Forsvarsvsen ved Udskrivning til Krigstjeneste udenfor en, men
beholdt sin egen Milits under indfdte Officerer, der udtoges af den
mere ansete og mere velhavende Gaardmandsstand eller i Kjbstderne
af dermed ligestillede Borgere, kun under Overbefaling af en
kongelig, tidligere paa Hammershus, siden i Rnne boende Kommandant.
Om denne Landmilits, der fremtrder i Beretninger om Begivenhederne i
1644 og 1660, og som atter kom i fuld Aktivitet i Krigsaarene fra
1807 af og vedligeholdt sin Skikkelse indtil Indfrelsen af
almindelig Vrnepligt og en ny Hrordning, bevaredes Erindringen fra
sammes stille Tid i min Ungdom ved de i Kirkerne til Minde om afdde
Officerer ophngte Faner og Indskrifter. -- Af mindre Betydning for
de indbyrdes Forhold, men et strkt Vidnesbyrd om, at Bornholm
tidligere ligesom laae noget udenfor Danmark, var og er Bevarelsen af
den sregne gamle Matrikel, beregnet efter en Tnde Hartkorn, der kun
er lidt strre end 2/3 Tnde af almindeligt dansk Hartkorn, og
Udskrivningen af Hartkornsskatterne med det halve Belb for en Tnde
bornholmsk Hartkorn af, hvad en Tnde almindeligt Hartkorn yder,
hvortil knytter sig den vsentlige Afvigelse i Tiendepligten, at
ingen Kongetiende ydedes. Endnu maa hertil fies den Ret til uhindret
Brndevinsbrnden, som Bndergaardene havde bevaret, og hvori frst
henimod Slutningen af Tiden fra 1807 til 1814 skete en dengang kun
kortvarig Indskrnkning.

Disse sregne, som Privilegier opfattede og virkelig ved Bornholms
Gjenindtrden under dansk Herredmme i 1660 efter den kortvarige
Afstaaelse saaledes betegnede og bekrftede Forhold og Indretninger
gave den bornholmske Bondestand en ganske anden Stilling og
Standsflelse ikke blot ligeoverfor Kjbstadsbefolkningen, men ogsaa
ligeoverfor Embedsmndene end den, der samtidig fandtes hos den
danske Bonde i det vrige Rige[6]. Bonden fra en jevn god bornholmsk
Gaard, endsige fra de strre, med ret smukke Bygninger og
Haver forsynede, ofte af egen Skov omgivne Gaarde, flte sig
Kjbstadhaandvrkeren og Skipperen afgjort overlegen. Med Eierne af
de strre Gaarde, isr hvis de bare en Lieutenants eller endog en
Kaptains Titel, kunde kun en Kjbmand maale sig, der selv besad ikke
altfor liden Jordeiendom og dertil maaske endog fiede en
Borgerkaptains Titel og Rang. Heller ikke i den juridiske eller
geistlige Embedsmand saae den fornemme og militrt betitlede
Gaardmand nogen Overmand, om han end ikke kunde undertrykke Flelsen
af en vis Underordning i Dannelse og selskabelig Livsform. Den
udenfor Bornholm opdragne (efter bornholmsk Sprogbrug den
"frte") Embedsmand forstod ikke altid denne Selvstndigheds- og
Lighedsflelse. Naar nu hertil kom, at den strkt udprgede
Dialekt, den nedarvede Forskjel i Dragt, isr hos Kvinderne, den
Bornholmeren manglende ydre Politur og de gammeldags og naive
Omgangsformer traadte i Veien for let og fortroligt Samkvem og for
Familieforbindelse, selv naar Embedsmanden ikke medfrte en i
Forholdene mindre let indgaaende Hustru, vil man forstaae, at en vis
fremmed og mistroisk Stemning og i det hele en vis Afstand gjorde
sig gjldende. Jeg erindrer, hvilken Opsigt det vakte, at den efter
Fredens Gjenoprettelse i 1814 udnvnte Kommandant, en tidligere ved
Gouvernementet ansat Kaptain af det kongelige Artilleri, da
Oberstlieutenant, giftede sig med en baade vakker og rig Datter af en
Kjbmand fra min Fdeby Svanike, der derhos var en Gnier og Srling,
og som selv ikke lidet overraskedes af det fuldbyrdede gteskab. --
Indenfor den bornholmske Bondestand gjorde der sig ivrigt ikke ringe
Forskjel i Standsfordringer gjldende imellem Besidderne af de strre
og smukkere Gaarde og dem af de mindre, isr de fattige og yderst
tarvelig udseende saakaldte Lynggaarde.

 {[6] I Aaret 1770 fremkaldte endog to nye Skattepaalg, som ansaaes
 stridende imod Privilegierne, en Modstand og Bevgelse paa
 Bornholm, der foranledigede Udrustning af et Par Krigsskibe og
 Oversendelsen af en Kommission med Hiesterets Justitiarius i
 Spidsen, men som bilagdes under Mgling af den fra Bornholm
 stammende bermte Jurist Peder Kofod Ancher.}

En karakteristisk Erindring om Fortidens Indretning indeholdt -- for
ikke at tale om Sandemanden istedetfor Sognefogden -- Bevarelsen i
adskillige Sogne af "Gildesboer", hvis Beboer og Bruger havde den
Forpligtelse aarlig paa bestemte Dage at bevrte Sogneboerne med en
vis Mngde l og (en modernere Tilstning) Tobak. Dog vare disse
Sammenkomster i Forfald og besgtes neppe af ansete Bnder. Det faldt
i min Lod som Kultusminister modstrbende at forvandle to,
formodentlig de sidste, af disse Gildesboer til Skoler og Skolelodder
efter Sogneboernes egen Anvisning[7].

 {[7] Der maaltes i min Tid endnu paa Bornholm efter gamle Skpper,
 5 paa en Tnde, og Slettedalere paa 4 Mark vare ikke ganske
 forglemte.}

De bornholmske Kjbstder, af hvilke jeg dog som Barn kun selv
lrte at kjende Svanike og Nex, sluttede sig meget nr til
Landbefolkningen. Om en forskjellig Kldedragt for Kjbstad og for
Land var der ikke Tale, og Samkvemmet besvredes heller ikke ved
Accise, hvis man ikke vil betegne som en Art Accise den frivillige
Gave, der af Ls, som kjrtes igjennem Byleddet, gaves til en fattig
Kone eller et halvvoxent Barn, der besrgede dettes Oplukning imod
et Par Trv, en Haandfuld Ax eller deslige, ved Reisevogne et Par
Skilling. Kjbstadborgere dreve ikke blot de srskilt skyldsatte
Byjorder, men ogsaa de til disse grndsende eller ganske i dem
indesluttede og stundom Kjbstaden umiddelbart berrende saakaldte
"Stle", d. e. som Bndergaarde skyldsatte og betegnede,
sammenhrende, men ubebyggede Jordlodder, der fra ldre Tid tilhrte
Kjbstadboerne -- min Fader eiede saaledes "lille Vigestlen" d. e.,
saavidt jeg erindrer, femte Vornedegaardsstl i Ibsker Sogn lige
udenfor Byleddet --, og et saadant Agerbrug gav Kjbmanden en noget
strre Anseelse. Handelsforbindelsen indskrnkede sig nsten ganske
til Kjbenhavn, hvorfra de gngse Artikler hentedes, og hvortil
Landets ikke store Produktoverskud afsattes. Haandvrksdriften var
simpel, men bevgede sig ganske frit uden Laug eller Forskrifter om
Lre og Prver. En ikke ringe Del af Befolkningen beskftigede sig
med Fiskeri og med Kvasefart til Kjbenhavn, der udvidedes til
Afhentning af Fisk fra Jylland (Fladstrand). Foruden Kvaserne havdes
til Handelen paa Kjbenhavn endel Jagter og i Nex og Rnne, hvorfra
flere Produkter udfrtes (Sandsten, Porcellainjord, bornholmske
Uhre), endog nogle faa strre tomastede Fartier. Et tremastet Skib
hrte i min Barndom ikke hjemme i nogen bornholmsk Havn, men vel
senere, da man fra Rnne selvstndig deltog i Slhundefangst og andet
Fiskeri i de nordlige Have. Nogle lidt mere velhavende Baadeeiere,
isr paa st- og Nordsiden af Landet, forbandt med Fiskeriet, hvad de
kaldte "at seile til Skibe", d. e. Kadreiehandel, hvorved neppe Told-
og Karantainelovene meget nie overholdtes. Til den indskrnkede
Sfart fra de bornholmske Havne sluttede sig en forholdsvis meget
strk Udvandring af Sfolk til Kjbenhavn og derpaa videre; de
bornholmske Smnd have til alle Tider havt et ligesaagodt Lov for
Dygtighed og Raskhed baade i Koffardifarten og Orlogsfarten, som de
have den Dag idag, om der end tiltroedes dem en vis Lyst til
gjenstridig Sammenslutning, saa at det ikke skulde vre godt at have
flere Bornholmere ombord i et Koffardiskib, end det havde Master. Man
fulgte dem fra Hjemmet med en Interesse, der for mig fremtrder
srlig i Erindringen dels om den Glde og Stolthed, som min
Familie flte over en Ftter af min Fader (Styrmand Mller fra
Vallensgaarden), der dekoreredes for sin Deltagelse i Fregatten
Najadens Undergangskamp, ved hvilken han sagdes at have understttet
den fra Vraget ilandsvmmende tappre Chef, dels fra en anden Side om
den store Iver, hvormed jeg som Barn gjentagne Gange gjennemlste en
af en bornholmsk Skibskaptain Agerbek udgiven meget simpel og
ensformig Beretning om hans talrige Reiser i det ostindiske Kompagnis
Tjeneste og de derunder udstaaede Misommeligheder og Farer. De gifte
bornholmske Styrmnd og Kaptainer, der enten endnu fore til Ss,
eller som efter et strengt Liv udhvilede sig hjemme, dannede en
dengang mere end nu mrkelig Koloni paa Kristianshavn, medens andre
af dem trak sig tilbage til Bornholm selv. En Koffardikaptain Valeur
Kofod, der under det ufrivillige Otium i Krigsaarene som gammel Ven
korresponderede med min Fader og isr i 1814 meddelte ham Nyheder og
Rygter, stod for min barnlige Fantasi i en Fornemhedens Glands, der
nrmede sig til den, som Skipper Adrian i Amsterdam indtager hos
Holberg. Med endnu strre Respekt saae man hen til Bornholmere, der
havde svunget sig op til en Plads i det Borgeraristokrati, som
Bryggere eller Grosserere da dannede, isr naar de gavmildt
understttede nre Slgtninge, Mdre og Sstre, paa Bornholm. Ved
Siden af Sfolkenes gjorde en anden bornholmsk Udvandring sig i min
Barndoms Tid og endnu langt senere strkt bemrket i Kjbenhavn,
nemlig Tjenestepigernes, idet foruden Maalet ogsaa i den frste Tid
efter deres Ankomst hertil den sregne Hovedpynt gjorde dem
kjendelige; nuomstunder er denne Udvandring vistnok aftagen noget og
mrkes ialtfald mindre ved den sregne Dragts Forsvinden.

At der i al bornholmsk Bedrift, saavel Agerbrug som Haandvrk, viste
sig en strk Hngen ved det Overleverede, var en naturlig Flge af
den afsides Beliggenhed og de smaae Forhold. Min Fader plejede at
rose sig af, at han frst havde indfrt Dyrkningen af Klver i
Svanike Byvang, hvorfra den langsomt udbredtes til Bondegaardene. En
Landinspekteur, der tillige var Bestyrer af de kongelige
Sandstensbrud ved Nex, forbausede Befolkningen ved sin Dyrkning og
Afstning af Havevxter, thi efter den almindelige Forestilling
dengang trivedes f. Ex. Hvidkaal kun paa Amager, hvorfra nsten
enhver hjemkommende Kvase medbragte nogle Skok Hvidkaalshoveder som
Retourfragt. Boglige Kunster dreves trods Befolkningens opvakte og
livlige Natur og Bondestandens freidigere Vsen ingenlunde ivrig,
skjndt Rnne havde en saakaldet Middelskole (en lavere Latinskole, i
min Barndom under en Srlings lidet heldige Bestyrelse), som omtrent
ved den Tid, da jeg forlod Bornholm, aflstes af en fuldstndig lrd
Skole, der siden atter har veget Pladsen for en saakaldet hiere
Realskole. Hverken Bogtrykkeri eller Boghandel existerede paa
Bornholm; Bger maatte srskilt forskrives fra Kjbenhavn; Aviser, af
hvilke jo i Aarhundredets Begyndelse i Kjbenhavn kun udkom et Par,
erindrer jeg aldrig som Barn at have set i Svanike og paa stlandet;
men vistnok var der heri som i Alt, hvad der angik Kulturindflydelser
udenfra, en ikke ringe Forskjel imellem Rnne med dens temmelig
talrige Embedsmnd og strre Handel og de stlige Kjbstder, isr
Svanike. Almueskolevsenet begyndte frst i min Barndom at
organiseres lidt fastere i Byerne og paa Landet endnu senere. Den
faste Skole erstattedes i min Tid paa Landet af Mdrenes eller gamle
og svagelige, men lsekyndige Menneskers eller omdragende og til Huse
tagne Skoleholderes Undervisning. Af Sange og Viser havdes ikke
meget og, saavidt mig bekjendt, intet gammelt og hjemligt eller ret
karakteristisk. Det fra Kjbenhavn Tilbragte var besynderlig
tilfldigt; jeg hrte i min Barndom ved Vandring i smukke
Sommeraftener eller efter Gilder ofte Klubsangen: "Manden med Glas i
Haand" blive istemt eller Frankenaus Bryllupslyknskning til hans
Sster: "Skilt fra Dig ved Blger, Bjerge, Dale," der var ligesaa
yndet som en tragisk Romance, der, saavidt jeg erindrer, handlede om
en adelig Forfrer og hans Offer. Et Par Viser af en samtidig
bornholmsk Smand om Strandinger og Sulykker bleve dog ogsaa sungne.
Kaade unge Smnd havde derhos hjembragt et Par lidet hviske Matros-
og Soldaterviser ("o Rendsborg, o Rendsborg, saa mangen brav Soldats
Grav" var den pneste). Derimod levede endnu i mundtlig og folkelig
Overlevering, skjndt tilbagetrngte og hensygnende, en stor Mngde
af de nordiske og germaniske Eventyr, som i Sverrig Afzelius, hos os
srlig Thiele og Svend Grundtvig, i Tyskland Brdrene Grimm have
samlet og udgivet. For mig og mine Sskende og begunstigede
Smaavenner fld denne trods utallige Gjentagelser idelig nye Skat af
"Sandsager" fra en gammel ugift Fasters Lber i mangen Aftendmring,
f. Ex. baade om "Tokken" d. e. Kokken eller Hanen, der laae dd i
lkarret, eller om Prindsessen paa Glasbjerget, til hvem Frierne rede
op med Slv-, Guld- eller Diamantsko under Hestefdderne, eller om
Snehvide. Jeg troer ikke, at nogen i Svanike rigtig har overtaget
Arven efter "Faster Malene". Til disse Sandsager og enkelte paa
historiske Begivenheder hentydende Folkesagn, f. Ex. om Landgange af
Folk fra st (Kurlndere) eller Syd og om deres Nederlag, sluttede
sig som Nring for Fantasien og som pirrende Element i Gemyttet
mangfoldig og strkt udbredt Overtro. Den frste Plads indtoge her de
Underjordiske, der ikke blot betegnedes som virksomme i fjernere
Tider eller sagdes paa visse hellige Aftener at holde Fest og dandse
under visse Hie, der da hvede sig paa prgtige Siler og med
straalende Lys, og hvori vel en forbivandrende jordisk Kvinde kunde
indtages (-- en saadan Hi, "Svendshi", laae paa min Faders Mark
--), men som ogsaa mentes stundom endnu paa afsides Steder at vise
sig skarevis over Jorden, saasom paa en imellem Strandklipperne
indesluttet, rund Slette af nogle hundrede Fods Gjennemsnit med en
paa skarp Kant stillet tynd Sten i Midten: "Hammersletten" tt Vest
for Svanike. I 1807 eller 1808 troedes de Underjordiske endogsaa at
have afskrkket Englnderne fra en paatnkt Landgang ved at vise sig
talrige og med skinnende Vaaben langs Kysten. En egen Ironi over
denne Overtro, men tillige et Vidnesbyrd om dens Magt over et
ubefstet og sygt Sind afgav i min Barndom en stakkels Mand, Ole
Haakensen, der stadig vandrede omkring paa Landet ifrt en gammel
Soldatertrie og en stor Chakot, med Sabel ved Siden, men tillige
behngt med store og smaa Sold af Siv, hvormed han handlede.
Krigerdragten bar han som den, der mente ved et Oprr at vre
fordreven fra sit Kongedmme hos de Underjordiske, til hvilket han
dog fast haabede om nogle Aar at vende tilbage. Jeg spurgte engang,
selv vaklende mellem Tro og Tvivl, denne fordrevne Regent, om han
kunde skaffe mig de Underjordiske at se, men jeg befandtes ikke at
vre noget Sndagsbarn. Spgerier og Gjengangere dreve i de
forskjelligste Skikkelser deres Vsen paa mangfoldige Steder; udenfor
min Faders Eiendom vandrede saaledes visse Ntter om Aaret: efter
Nogles Beretning en srgekldt Mand med et tndt Lys i hver Haand,
efter Andres en Mand med sit afhuggede Hoved under den ene Arm; et
lidet Strde imellem to Haver ikke langt derfra gjordes usikkert af
et der omvandrende sort Svin; i en lille Vig af Havet imellem hie
Klipper i den sydlige Udkant af Byen hrtes, naar Storm truede,
Ndraab af de der omkomne Skibsfolk, og, forat den nyeste Tid ogsaa
skulde give sit Bidrag til Skrkkebillederne, troede jeg og mine
Brdre fuldt og fast, at en Politibetjent, der havde hngt sig i
Raadstuen, spgede hver Aften imellem de nrliggende Klipper,
hvorigjennem Veien gik fra Legepladsen ved Stranden til vort Hjem,
og, naar min nrmeste ldre Broder og jeg, hvad stundom skete, vare
blevne uenige ved Legen, forsonede vi os altid for at gaa hjem
sammen, idet vi med fuld theoretisk Klarhed udtalte den Stning, at
Spgelser ikke angreb, naar To gik sammen. Den forunderlige Blanding,
som undertiden viser sig af virkelig Overtro med bevidst Opdigtelse
for at gjre sig vigtig, havde jeg Leilighed til at iagttage, da jeg
en sildig Sommeraften med en Murer kjrte ud til min paa en
Bondegaard boende Farbroder; han fortalte mig en saadan Rkke
selvoplevede skrkkelige Historier om Trolde, der havde flyttet ham i
Sengen rundtom i Vrelset, og deslige, at jeg var halvdd af Angst,
da vi naaede Gaarden, og han selv ikke vel tilmode, isr da vi
passerede en Busk med saamange lysende Sankthansorme, som jeg ikke
mindes ellers nogensinde at have set. Levende Hexe og deres Kunster
fattedes heller ikke, og med Gysen vandrede vi Drenge forbi et lidet
Hus paa Udmarken, der beboedes af "Steffanskan", d. e. Stefans Kone,
der iblandt Andet ogsaa kunde danne et Trolddomsredskab, som i
Skikkelse af et sort Strmpeskaft udsendtes for at malke fremmede
Ker paa Marken og bringe Mlk eller Smr hjem. At overtroiske
Kunster og formelig "Signen og Maalen" ogsaa anvendtes til
Helbredelse af Syge, er naturligt. Den lrde Lgekunst var da paa
hele stlandet kun svagt reprsenteret af den i Nex boende, med en
tydsk halvstuderet Barbers fulde Prg optrdende Landkirurg og
Forestillingen om Kvaksalveriets Utilladelighed meget svag. Da
Kirurgen ikke kunde faae Bugt med et ondartet Saar hos min egen
Fader, hentedes "den gamle Handskemager" fra Rnne, destovrre ikke
med nogen Nytte, og det faldt Ingen ind heri at se noget Ulovligt.[8]

 {[8] I 1843 havde jeg i Kjbenhavn en bornholmsk Tjenestepige, der
 iagttog forskjellige overtroiske Skikke og fortalte mine Brn meget
 om Spgeri og deslige fra Bornholm. Da Brnene indvendte, at deres
 Fader ikke troede paa disse Fortllinger, svarede hun meget
 tillidsfuld, at han troede derpaa ligesaagodt som hun, men ikke
 vilde vre det bekjendt som lrd Mand.}

De sregne bornholmske Tilstande fik et nyt og strkt fremtrdende
Prg ved Danmarks Krigsforhold til England 1807 til 1814 og til
Sverrig fra 1812 til 1814. For at hindre Englnderne fra at stte sig
fast paa en lod Regjeringen hele denne organisere som en Fstning
under en Gouverneur, hvortil mrkelig nok udnvntes en Sofficer,
frst en fra Bornholm stammende Kommandeurkaptain Kofod og dernst,
efter hans Dd i 1808, den ved sin saare hderlige Deltagelse i
Slaget den 2den April 1801 og ved sin Frd som Nstkommanderende paa
Linieskibet Prinds Christian i dets Undergangskamp bekjendte
Kommandeur C. A. Rothe (dd som Kontreadmiral og Holmens Chef), enten
man nu efter Flaadens Bortfrelse lettest kunde afse en dygtig hiere
Sofficer, eller man ansaae en saadan for mest skikket til at mde et
Angreb fra Sen. Han ledsagedes af en Stab af fem Landofficerer som
Instrukteurer for de srlige Vaabenarter af Militsen, der sattes i en
muligst kampdygtig Stand og som i Forhold til ens Befolkning var
talrig nok. Den bestod af 4 Musketerkompagnier, 1 Jgerkompagni, 4
Dragonkompagnier og 2 Artillerikompagnier (af ldre Folk endnu
betegnede med Navnet "Haandlangere") foruden af 4 saakaldte
Herredskompagnier, dannede af sindige Veteraner, der ikke lagde Vgt
paa militr Prunk eller imponerende Optrden, og som vistnok bedst
egnede sig til at udgjre en hjemmesiddende Reserve, samt af 5
Borgerkompagnier (-- Rnne havde nemlig 2 --), der heller ikke vare
indvede hverken til Parademarche eller Bajonetangreb, og hvis
Uniform ikke var ganske uniform. Paa Kysterne, navnlig ved
Kjbstderne og deres Havne, anlagdes Batterier, og det lille
Svanike forsvaredes af to saadanne med tilsammen fire Attenpundigere,
det svreste dengang i Marinen brugte Skyts, og et Par mindre
med Tolvpundigere, ikke at tale om det dr stationerede
Feltbatteri eller Halvbatteri. Over hele Landet oprettedes eller
gjenoprettedes et System af Bauner, og paa enkelte Hider opstilledes
Signalkanoner. Foruden de regelmssige aarlige Vaabenvelser i de
enkelte Distrikter, der vare Festdage for Byerne og de nrmeste
Gaarde, hvorfra Damerne mdte for at se Snner og Brdre i fuld
Officersglands, foretoges samlede Manvrer, indledede med Baunernes
Afbrnding og Signalkanonernes Affyring til stor Gammen for
Ungdommen. I de sidste Krigsaar henlagdes tillige paa Bornholm en af
de annekterede Batailloner af Dronningens Livregiment, hvis
Hovedgarnison var Glckstadt, men denne tyske Afdeling, der stod paa
en noget spndt Fod med det indfdte Militr, bortsendtes ved
Udbrudet af Krigen i Holsten i Efteraaret 1813. Heldigvis kom disse
Forsvarsanstalter ikke til at bestaae nogen alvorlig Prve, men nogle
mindre Krigsbilleder fremtraadte dog, og det for det meste alle i
Nrheden af min Fdeby, hvis Beliggenhed gav Anledning til, at
fjendtlige Krydsere frdedes udfor den og stundom nrmede sig,
hvorved indtraadte Alarmering. I Efteraaret 1807 opstod endog en saa
stor Frygt for en engelsk Landgang, at min Moder med sine davrende
tre Brn sendtes op til en Bondegaard omtrent en Mil fra Byen og
opholdt sig der i tre Uger. Billedet af endel af denne Gaards (store
Gadebygaards) Omgivelser med den runde, af Trer omringede Dam
udenfor Storstuen indprgede sig saaledes hos mig, at jeg fjorten Aar
efter strax gjenkjendte den og endnu vilde gjenkjende den. I 1808
eller 1809 beskjd en engelsk Eskadre Kristians, og jeg stod da ved
min Faders Side imellem en Mngde Mennesker, der fra en Bakke ved
Svanike iagttog Skuespillet, hvoraf jeg har bevaret en dunkel
Erindring. I de paaflgende Aar forefaldt oftere en kortere eller
lngere Kuglevexling imellem Strandbatterierne og et eller et Par
Krigsfartier, mest Brigger, en enkelt Gang en Fregat, som oftest
fremkaldt inde fra Land for at afvise den overmodige udfordrende
Fjende. Reglen var da, at Byens Brn med deres Mdre vandrede op til
de hitliggende Marker og Bakker, hvor de vare udenfor Skudvidde; kun
engang erindrer jeg med mine ldre Brdre og et Par andre Drenge at
have unddraget os denne Udvandring for fra en Klft imellem Klipperne
at betragte den dog et temmeligt Stykke fra os foregaaende Skydning.
Naar Faren syntes strre, saasom ved to Briggers forenede
Angreb, spndtes min Faders to Heste for Vognen for at bortfre
Byskriverembedets Archiv; de to andre Heste vare indskrevne til
Forspandstjeneste ved det bevgelige Artilleri. Ved samtlige disse
Fgtninger, hvortil de i Byen hjemmehrende Artillerister og
Borgerkompagniet ufortrdent gave Mde, indskrnkede imidlertid
Blodsudgydelsen paa vor Side sig til, at en Ko blev skudt; mig
bedrvede det mest, at en Kugle, der sagdes at have truet min Moder,
som var ved at samle os Brn til Udvandring, borttog en stor Gren af
vort bedste Pretr. Gouverneuren, hvis Magtfylde forgedes derved,
at Amtmandsembedet under hele Krigen lodes ubesat og bestyredes ved
Konstitution af Byfogden i Nex, nd en ubetinget Respekt og
Anerkjendelse, ikke blot som Militr, men som en i hj Grad redelig
og ubestikkelig Mand, en Anerkjendelse, der kom ham til Gode under
Udfrelsen af et meget vanskeligt Hverv. Det paalagdes ham nemlig af
Hensyn til Knapheden af Levnetsmidler at forbyde al Brndevinsbrnden
og at lade samtlige Brnderiredskaber aflevere til Opbevarelse i
Kirkernes Klokketaarne (-- de fleste Kirker have paa Bornholm et
srskilt Trklokketaarn, "Stevelen", det tyske "Glockenstapel" --).
Denne Foranstaltning berrte naturligvis Befolkningen meget strkt,
ogsaa som Brud paa overleveret Ret, og Ophidselsen gik saa vidt, at
ved en Vaabenvelse Skud med Stene og en enkelt Ladestok antoges af
denne Grund rettede mod Gouverneuren. Da han imidlertid, efter at
vre gjort opmrksom herpaa, holdende foran Fronten et Par Gange
havde ladet Mandskabet lade og fyre og derpaa sluttet velsen, uden
at der foretoges nogen Undersgelse, forstummede Misfornielsen, og
med Freden forsvandt Foranstaltningen.

Krigen og det engelske Herredmme i stersen medfrte midlertidig
Savnet af visse Varer. Man kunde imidlertid finde sig i at lave sin
Punsch med Tamarinther istedetfor Citroner og sin Kaffe af rter; men
langt fleligere var det, at der engang i 1812 eller 1813 nsten
ganske savnedes Salt. En af en Kaper opbragt Ladning solgtes da ved
Auktion i Svanike skppevis, og Skppen betaltes med indtil 36 Daler
af de rigtignok en yderst ringe Vrdi reprsenterende gamle
Kourantsedler. Endnu haardere fltes en anden Flge af Krigen, nemlig
det nsten fuldstndige Ophr af al dansk Sfart og dermed af
Erhvervet for de ellers udenfor Bornholm beskftigede Sfolk. For
begge disse Onder sgtes Erstatning i Kaperiet, der neppe fra noget
Sted i Danmark dreves i den Udstrkning som fra Bornholm. Forsynede
med Kaperbreve af Gouverneuren lurede alle Slags Fartier lige fra en
med flere Kanoner udrustet Skonnert, hvis dristige Frer bestod
hderlige Kampe med fjendtlige Orlogskrydsere og vandt den for en
privat Kaperfrer enestaaende re at udnvnes til Ridder af
Dannebrog, ned til Fiskerbaaden med en halv Snes Mand, bevbnede med
nogle gamle Borgergevrer, paa de fra stersens stlige eller
sydlige Havne kommende eller derhen styrende Skibe og indbragte
talrige Priser. Disse og deres Ladninger solgtes for meget hie Belb
i de stedse dalende Kourantsedler, og der opstod ved disse Prisepenge
pludselige Skinformuer, der brugtes med letsindig og overmodig
Kaadhed, og det forekom virkelig, at en saadan kortvarig Matador
tndte sin Pibe, om ikke med "Statsobligationer" som Salomon
Goldkalb, saa dog med Femdalersedler. Men ved Siden af den lystige
Rolle, som de overgivne Kapergaster en kort Tid spillede, fremtraadte
den virkelige Elendighed undertiden synlig nok. Jeg erindrer at have
set en Kaperbaad bemandet med omtrent tyve Mand, der alle havde vret
Skibsfrere eller Styrmnd fra Kjbenhavn, men nu af Nd spillede i
Kapernes Lotteri, saa vidt jeg husker uden Gevinst.

Under Bornholms Gouvernement henhrte som et fremskudt Fort
Fstningen Kristians, i daglig Tale altid blot "en" i Modstning
til "Landet" d. e. Bornholm, bestaaende af to i Christian den 5tes
Tid opbyggede, med Kanoner forsynede Taarne, et paa hver af to
Klippeer, og nogle srlige Batterier paa og imellem Klipperne. I
Havnen imellem de to er laae den Gouvernementet underlagte Sstyrke:
fire af de underlige, med en bred og en spids Hale forsynede, ved
noget strkere Sgang yderst ilde farne Kanonjoller, der et Par Gange
besgte Svanikehavn, og som jeg engang i 1812 eller 1813 saae under
en livlig Kamp at forjage en svensk Orlogsbrig, der vilde tage
Station mellem "en" og "Landet". Den noget over to Mile nord for
Svanike liggende lille Fstning var det faste og Blikket altid
tiltrkkende Punkt, naar jeg ene eller med Legekammerater, ofte med
min Faders Kikkert, iagttog det vide Hav og de i stille Magsveir
henglidende eller med Storm kjmpende Skibe. Den hemmelighedsfulde
Stilhed, der hvilede over "Fstningen", afbrdes i en vis Tid hyppig
af Minesprngninger til Regulering af Terrainet. I Krigsaarene
betragtedes den stundom med nogen Frygt og uvenligt Sind, fordi der
aarlig udskreves et vist Antal Mnd fra Bornholm til Tjeneste der,
ofte flinke Tjenestekarle, som Husbonden ndig vilde slippe; men kun
i den allerfrste Tid troede man at turde forsge at indvirke paa
Udskrivningen gjennem Gunst og Gave.

Naar jeg hidtil har fremkaldt for Tanken Billedet af hele Bornholm,
maa jeg nu tilfie, at mit Barndomsliv dog ikke bevgede sig over
hele denne Skueplads. Jeg saae, frend jeg vendte tilbage til
Bornholm som Student, aldrig Vest- eller Nordvestlandet, hverken
Rnne, Hammershus eller de smukkeste Egne i R Sogn. Jeg lrte kun
at kjende ster- og Snderherred samt Hilyngen og Almindingen og
kastede kun et stjaalent Sideblik til Rsogns stligste Klippevgge.
Af stlandets to Kjbstder havde Nex unegtelig nogle Fortrin, som
jeg under min Opvxt betragtede med nogen Skinsyge. Dr fandtes en
nogenlunde regelmssig, af sammenhngende Gaarde og Huse dannet Gade
med i det ringeste et toetages Huus; dr boede den konstituerede
(efter Freden virkelige) Amtmand og Landkirurgen; dr var en
grundmuret hollandsk Mlle og et Par tomastede Skibe; dr boede den
Skrder ("Frederik Skrder"), der aarlig med sin Dreng og en Bagage
af Klde og Ti hentedes til mine Forldres Huus som til andre Huse i
Svanike for at fornye den mandlige Families Paakldning; dr fandtes
endelig en Bager, der regelmssig bagte Hvedebrd og ugentlig sendte
en Kone med Tvebakker til Svanike, hvilke forresten meget vel kunde
gjemmes tre Uger og endda med stiv Ribssaft tjene til Traktement. Men
eet Fortrin havde Svanike baade for Nex og for de andre Kjbstder:
den eiendommelige og maleriske Beliggenhed. Byen ligger lige der,
hvor den mod Sydst gaaende Nordgrndse af Landet pludselig skarpt
bier om imod Syd, i en uregelmssig, af Klipper og Klfter
gjennembrudt Fordybning imellem Havet og dettes Klippebremme paa den
ene Side og paa den anden en halvcirkelformig Hining, der flger med
Bygjerdet og gaaer over i Bymarken, men imod Nord springer over i et
Par isolerede Bakker, som falde af imod Nordostpynten; den hieste
betegnes ved Navnet "Kikkebakken" som det Punkt, hvorfra Havet og
Frdselen derpaa iagttages. Paa Sydsiden af Hidedraget hver sig
Kirken med sit Spir, til hvilken man stiger op ad steile Bakker og
Stier og en Vogn kun kunde naae op ad Omveie. Fra hele Hiden ser man
ned over Husenes Tage og de talrige Havers rige Trvxt ud imod
Havnen og Havet. Hovedbyen havde ikke mindre end to Forstder, den
ene mod Nordvest: "Vigen" (udtalt Vjen) omkring og imellem hie
Klipper ved en lille Bugt og Baadehavn, hvorfra man steg op til den
endnu hiere Mllebakke, hvis to Mller kronede Adgangen til Byen paa
denne Side, den anden: "Hullet" mod Syd i en srskilt Klft, hvorfra
man kom ud til en Udmarkslette: "Frndemark", for en Del besat med
talrige, henimod en Snes i nogenlunde regelmssige Rkker opreiste
hie og smalle Bautastene, af hvilke vistnok nu mange ere forsvundne.
Havet udenfor denne dannede "Frnderhed", den sdvanlige Ankerplads
for de stfra kommende Seilskibe (-- i min Barndom havde man jo kun
saadanne --), der under vestlige Vinde og Storme ikke kunde omseile
Landet. Nrmere inde mod Byen skd sig et Par lange og lave
Klippeskr ud i den Bugt, hvorfra man naaede ind i Byens lille, under
visse Vinde vanskelig tilgngelige Havn. Engang hvert Efteraar
bedkkedes disse Skr og den nrmest liggende Kyst gjerne henimod
Aften af en utallig Vrimmel af stiende Trkfugle fra Nord, der om
Natten droge Syd efter i ordnede Skarer. Byen og de den omgivende
Klipper laae aabne mod de fra Nord og st indbrydende Storme og de af
dem fra den botniske og finske Bugt fremdrevne Blger, der raste med
voldsom Kraft; ethvert saadant Stormveir hed efter Hovedretningen,
uden niagtig Adskillelse af Vindretningen i det enkelte Tilflde, en
Nordost. -- Paa regelmssige Gader maa der ved Svanike ikke tnkes;
et svagt Tillb til en saadan udgik fra Byens Hovedadgang: Byledet
snart bredere, snart smallere, stigende og faldende, begrndset snart
af Forhuse, snart af Baghuse, snart af Stengjerder om Haverne og
endelig, efter at vre trngt ned igjennem en smal Klippeklft (-- nu
er Klippen paa den ene Side fordetmeste bortfjernet --), standsende
ved en Gaardport uden at naae det tilsigtede Maal: Havnen, til
hvilken en Omvei maatte benyttes. -- Ivrigt laae Huse og Gaarde
adspredte enkeltvis uden Orden, adskilte ved bredere og smallere
Strder i alle Retninger. Af Brolgning fandtes et Par Fortouge
udenfor strre Gaarde. Den aldeles overveiende Del af Byen var
straatkket, og selv, da fra 1832 af Straatagene ogsaa i Bornholms
Kjbstder dmtes til efterhaanden at forsvinde, gjorde de en
fortvivlet og seig Modstand. Omtrent midt under den omgivende
Hideryg fremvldede den rigelige "Bykilde", og i Nrheden af den
laae "Bydammen". Om Solens kraftige Virkning paa det over Klippen
udbredte Jordlag vidnede enkelte yppigbrende Morbrtrer og endmere
i en enkelt Have en aldeles sig selv overladt, vidtforgrenet
Vinranke, der nsten hver Sommer bragte modne Druer. Imellem Byens
Indvaanere, der ikke naaede 1000, savnedes ikke en Kreds af
Honoratiores, der, da Prsten boede paa Prstegaarden ved Ibs Kirke,
omtrent en Fjerdingvei fra Byen, bestod af Byfogden, Byskriveren, to
Borgerkaptainer, et Par Kjbmnd og Skibsrhedere samt Degnen. Den ene
af Borgerkaptainerne kaldtes Kommandeur, fordi han i det frste
Krigsaar en kort Tid havde vret Kommandeur for en af de fire
Divisioner, hvori Militsen da inddeltes, og skrev sit Navn med den
fremmede og fornemmere Form Davitzen, medens den anden ganske simpelt
hed Mads Davidsen; men han var ogsaa kun Stabskaptain. Imellem
Kjbmndene indtoges Hderspladsen af en Mand, der for Fortjenester
af Byens Havns Uddybning og Sikring var bleven udnvnt til
Dannebrogsmand kort efter Dannebrogsordenens Udvidelse og i lang Tid
var den eneste saaledes hdrede paa Bornholm, idetmindste paa
stlandet. Det egentlige Skjelnemrke for Honoratiores var at kunne
spille Lanter (det ogsaa hos Holberg forekommende Kortspil imellem
fire Spillere) istedetfor Styrvolt eller Polskpas og at vre optagen
imellem Lanterspillerne. Hos Kvindfolkene udtrykte Rangen eller
Rangfordringen sig i Hovedpynten, eftersom man ved festlige
Leiligheder istedetfor den sdvanlige Hue og Korsklde anlagde enten
en vis ubeskrivelig Hovedbekldning, der kaldtes "Hat og Hue", eller
endog den saakaldte "Nlle": en liden Hue med en tvers over Hovedet
opstaaende Kant, foran hvilken Tiblomster anbragtes paa det
tilbagestrgne Haar. "Kjbenhavnsk Dragt", hvis vsentligste
Bestanddel var Straahatten og det, naar denne aftoges, kunstig
opfstede bare Haar, bares kun enten af meget fornemme Kvinder eller
af Piger, der vare vendte tilbage fra en Udflugt til Kjbenhavn, og
disses Efterlignersker. En Frue eller Frken fandtes ikke i Svanike.
Min Moder, der holdt sig til "Hue og Hat" og endnu i sin Alderdom bar
Korsklde og gik med bare Arme til op over Albuen, hed i hflig
Tiltale og imellem Honoratiores: Madame Madvig, men hos jvnere Folk
og til daglig Brug: "Madvigskan" eller "Byskriversken". Da samtlige
Honoratiores med Undtagelse af Byfogden i mine tidligste Aar vare
indfdte Bornholmere og havde bornholmske Hustruer, bar Livet da et
aldeles rent bornholmsk Prg.

I denne By og i disse Omgivelser tilbragte jeg tretten freidige og
lykkelige, om end alvorlige Indtryk ikke savnende Barndomsaar, de
sidste under Anelse om og Lngsel efter strre Forhold og videre
Blik.

Indtil for ganske kort siden (Foraaret 1884) kjendte jeg kun mine
Forfdre paa Mandssiden indtil min Oldefader. En ivrig og heldig
Genealog har nu oplyst, at min Tipoldefader: Hans Olufsen Madvig
under Krigen mellem Danmark og Sverige mistede alt sit Jordegods og
al sin Ejendom i Skaane for sin Troskab mod den danske Konge
Christian den 5te -- Jordegodset har formodentlig udgjort en hel
eller halv Bondegaard -- og til Gjengjld derfor efter nogen Tids
Ophold i Kjbenhavn i 1681 udnvntes til kongelig Skovrider paa
Bornholm, hvor han dde 1701 paa Kobbegaarden i sterlarsker Sogn,
idet der formodentlig dengang ikke har vret nogen Skovriderbolig ved
Almindingen. Familienavnet stammer fra Fiskerleiet Matvik imellem
Ronneby og Karlshamn i Blekingen. Han efterlod sig et talrigt Afkom.
Hans ldste Sn Ole Hansen Madvig, dbt i 1675 i Hellaryd Kirke i
Skaane, -- den eneste, af hvem der mig bekjendt lever Afkom, -- blev,
efter at have vret Constabel ved "Haandlangerne" (og formodentlig
Avlsbruger), i 1727 Byskriver i Svanike og Herredsskriver i ster og
Snder Herred, et Embede, hvortil dengang, som bekjendt, ingen
juridisk Fordannelse krvedes; han byggede den Gaard i Svanike, hvori
efter ham min Bedstefader og Fader boede. Hans Sn Jrgen Olsen
Madvig, der 1745, efter skriftligen at have besvaret de af det
juridiske Facultet fremsendte Sprgsmaal og efter mundtlig Prve hos
Amtmand Urne[9], erklredes for "ej ubekvem et Skriverembede at
forestaae", efterfulgte 1750 sin Fader i de samme Embeder. Han
efterfulgtes atter 1798 i Embedet som Byskriver i sterherred, idet
Snderherred fraskiltes, af sin i 1764 fdte Sn, min Fader Poul
Anthoni Madvig, der, efter at have faret nogle Aar tilss og bragt
det til at vre Styrmand, tog dansk juridisk Examen og i nogle Aar
var Faderen adjungeret. Til Erstatning for det fraskilte Herred blev
min Fader enten strax eller siden tillige Toldbetjent. Man ser, at
jeg saaledes kan regne, om ikke mine 16 Ahner af Byskrivere
ligesaavel som Oldfux sine af Snyltegjster, saa dog tre saadanne, og
det endda af Byskrivere paa samme Sted, et Embede, jeg maaske ogsaa
selv, om end ikke i uafbrudt Rkkeflge, kunde have opnaaet, hvis min
frste Livsplan var bleven fastholdt.

 {[9] Denne Urne af den gamle danske Adelsslgt var den Hofjunker,
 om hvilken Christian den 6te (se Jens Mllers Mnemosyne) havde
 antegnet i sin Skrivkalender: "U. duer ikke meget; kan blive
 Amtmand i Norge." Han kom istedet til Bornholm, hvor han forresten
 efterlod sig et godt Navn.}

Min Fader giftede sig i 1798 med Margrethe Benedikte Kofod, fdt i
1777 paa Proprietrgaarden Skovsholm[10] i Ibsker Sogn. Hun hrte til
en af de videst forgrenede bornholmske Bondefamilier, ligesom paa den
anden Side baade min Oldefader og Bedstefader havde havt og min Fader
havde flere Sskende (dog kun enkelte Brdre og disse uden videre
Afkom), saa at det ikke kunde fattes deres Brn paa Slgtninge i alle
Grader eller paa fast Tilknytning til bornholmsk Liv, hvorfra dog
alle Snnerne skulde lsrives. Min Fader var af Naturen livlig og
munter og havde i sin Ungdom udmrket sig ved Raskhed, navnlig som
dristig Rytter. Af boglig Dannelse havde han kun lidet -- jeg har
aldrig hrt ham omtale sin Examen eller Forberedelsen dertil --, men
han besad en naturlig god Forstand, var arbeidsom og fremfor alt
hderlig og redelig, derhos religis uden Prunk; jeg erindrer, at han
om Sndagen, naar der var Hindring for Kirkegang, stundom i Ensomhed
lste en Prdiken for min Moder. Denne var ligeledes en frisk og
freidig, men tillige alvorlig, kraftig og energisk Natur, Egenskaber,
der end mere fremtraadte under hendes lange, ofte misommelige
Enkestand. I sin Ungdom havde hun vret en god Skitelberske, noget
i den Tid vist saare sjeldent. Af mine Forldres gteskab, der var
stiftet i Kjrlighed og frtes i trofast Enighed og Lykke, fdtes 7
Brn, der kom til Skjelsaar og Alder: 5 Snner og 2 Dttre, foruden
en Sn, der dde i spd Alder. Af disse 7 Brn, hvoraf de to ldste
bleve Smnd, var jeg det tredie og den tredie Sn. Af de to Smnd
druknede den ene i 1825, den anden dde i 1879 i Hamborg, hvor han
var bosat, og samme Aar dde min ene ugifte Sster, medens den anden,
der var gift og boede i Svanike, allerede var dd i 1877 og min ene
yngre Broder, der var Snedkermester i Kjbenhavn, var dd i 1868. Af
alle mine Sskende er saaledes kun min yngste Broder, der lever som
Lge i Haderslev, tilbage.

 {[10] Hendes Brodersn sendte som Eier af Gaarden, der ivrigt
 senere brndte, for nogle Aar siden til en Udstilling i Kjbenhavn
 et velbevaret Interir i gammel Stil fra et eller to Vrelser paa
 Gaarden.}

Efterretningen om min Fdsel bragtes min Fader nede paa Udmarken ved
Auktionen over en indstrandet Ladning Pibestaver, en gldelig og
indbringende Forretning, og de ved Auktionen tilstedevrende
Honoratiores tilligemed den engelske Skibskaptain fulgte min Fader
hjem for at feire Fdselen ved nogle Glas. Ivrigt bragtes jeg ikke
af Storken, men kom ligesom alle nyfdte Brn i Svanike fra "Davids
Dam", et lille Vand i Bymarken. Jeg voxede op, fulgt med korte
Mellemrum af mine 4 yngre Sskende, i et stille, fredeligt, ofte
muntert, men tarveligt Hjem, der paa engang var en Embedsmands og en
Avlsbrugers, thi min Faders Indtgter af de to forenede Embeder vare
i den ulykkelige Tid fra 1807 af utilstrkkelige for den talrige
Familie og maatte udfyldes ved Driften af den Jord, som han havde
arvet fra sine Forfdre, men behftet med Gjld. Endda blev det min
Fader, isr da langvarig Sygdom stdte til, vanskeligt at komme
igjennem, og jeg har vret Vidne til Bekymring og Sorg i den
Anledning, men aldrig til deraf opstaaet Tvist[11]. Mit Hjem
omfattede altsaa ved Siden af Byskriverkontoret -- hvis hele Arbejde
bestredes af min Fader, en ganske kort Tid med Bistand af en
Sstersn og siden af mig, -- en lille Avlsgaard med dertil hrende
Tyende, nemlig en "Hoveddreng"[12] eller Avlskarl og en Halvdreng
eller ringere Karl, stundom med nogen extra Hjlp, -- og der frtes
under min Moders Ledelse med Hjlp af et Par Piger en fuldstndig
bornholmsk Landhusholdning. Karakteristisk for Landbrugets Standpunkt
var Bestningens Bestand: 4 Heste og 3 Ker; der pliedes altid med 4
Heste. Den hele Husstand samledes til alle Maaltider i det Vrelse,
der paa engang var Dagligstue og Spisestue og opvarmedes af en dygtig
Bilggerovn; dog var den ene Halvdel deraf ud imod Gaden forbeholdt
mine Forldre, som spiste Middagsmaden der ved et eget Bord med os
Brn, medens min Fader til andre Dagstider sammesteds talte med
Besgende og om Aftenen lste og skrev eller spillede et Parti Piquet
med min Moder eller min ldste Broder og i sin sidste Levetid med
mig. Morgen og Aften spiste Brnene med Tjenestefolkene i den nedre
Ende af Stuen de samme daglige Retter. De mindste Brn sov, naar
Slagbnken i Forldrenes Sovekammer ikke kunde optage dem, i
Pigekamret, de lidt mere voxne Drenge stundom i det om Vintren
bitterlig kolde Karlekammer med Stengulv. Om Vinteraftenerne kartede
og spandt Pigerne i samme Vrelse under min Moders Tilsyn og
Deltagelse omkring et flles paa en hi Tropsats stillet Lys, og
Billedet af hele denne Virksomhed under alle Slags munter og alvorlig
Samtale og Fortlling, ja stundom Sang, er ofte fremtraadt for min
Erindring, naar jeg lste Livius's Skildring af Lucretias og hendes
Terners sildige Arbeiden med Ulden ved Lys. Vven stod derimod i
Pigekamret, men brugtes ofte og tilsaaes altid af min Moder. Jeg
lrte med mine Sskende at kjende det hele regelmssige Kredslb
igjennem Aarets Tider af Bagning, Brygning, Brndevinsbrnden,
Slagtning med tilhrende Saltning og endelig Lysestbning, thi hvert
strre Hus besrgede alt Sligt hjemme; kun den jvnere Mand eller de
Fattige benyttede de meget lidet fremtrdende Haandvrksdrivende ved
f. Ex. at bringe den hjemmelagte Deig til Bageren; Bagerens Opgave
var da vsentlig at bage for Andre, kun i ringe Omfang at bage Brd
til Salg. Talrige Smaaeiendommeligheder ved den bornholmske
Husholdning ligesom ved Husets Udstyr og Mblering rinde mig herved i
Minde, men jeg skal indskrnke mig til at nvne to. Paa en bestemt
Tid af Aaret sendtes Tjenestekarlen og to leiede Mnd med Heste og
Vogne og forsynede med tilstrkkeligt Mundforraad ud i Hilyngen,
hvor de under nogle Dages Bivouakering skar (afskrllede) et
betydeligt Antal Fladtrv og tillige huggede Lyng, stundom paa en
lille, for Aaret kjbt Plet i Almindingen, hvor den skaanede
Lyngvxt var langt frodigere; ved deres Tilbagekomst med det
indvundne Forraad af adskillige Ls, erhvervede i vaadt og koldt Veir
med endel Besvr, vederkvgedes de med en rigelig Forpleining, hvori
vi Brn med stor Glde deltoge. Naar det frste Sldefre var lagt
ved Vinterens Begyndelse (og Sneen lgger sig tidligere og holder sig
bedre paa Bornholm end i Sjlland), udsendtes derhos meget aarle om
Morgenen 3 store Slder til Fiskerleiet Snogebk paa Sandstrget
sydfor Nex og kom om Aftenen, strkt belssede med Sand, hjem efter
en ofte for Folk og Heste meget anstrngende Tour over Bakker og ad
daarlige Veje, hvor da Modtagelsen var ligesaa varm. Sandet var
foruden til andet Brug ndvendigt til den idelige Bestren af de
feiede Gulve; et Gulv uden frisk Sand ansaaes ikke for pynteligt.
Stranden ved Svanike leverede kun grovt Grus. -- Til virkelig
Deltagelse i Bedriften kaldtes de ldste Snner om Sommeren ved at
sttes til at vogte Kerne. Jeg selv ydede dog kun i ringe Grad denne
Tjeneste, da jeg frst var for lille og siden fandtes brugbar i anden
Retning, men jeg ledsagede ikke sjeldent mine Brdre derved og
erindrer endnu, hvorledes jeg paa en over Marken lbende Vei ivrig
byggede Fstningsvolde af Stv og besatte dem med rteblge som
Kanoner, thi krigerisk var Tiden. Jeg vover neppe at fortlle, at det
engang en hed Sommerdag faldt mig med fire eller fem andre Drenge i
en Alder af 7-8 Aar ind at klde os ganske ngne af og lbe tversover
Agre og Enge hen til en lille skyggefuld Lund, hvorfra vi derpaa
under strste Angst og Frygt for Straf ilede tilbage.

 {[11] I min Faders sidste Leveaar tilstodes der det aldeles
 utilstrkkelig lnnede Embede et Tillg af 250 Rigsdaler Slv af
 den saakaldte Justitskasse, men Tillget kom saaledes frst hans
 Eftermand tilgode.}

 {[12] "En Dreng" betyder paa Bornholm (nrmere ved den
 gammelnordiske Sprogbrug) en Karl; hvad vi paa Dansk kalde en
 Dreng, hedder en "Horra", et Navn, om hvis Oprindelse jeg forgjves
 har sgt Oplysning hos nordiske Philologer.}

Vi Brn opdroges trods al Kjrlighed i gammeldags strenge Former. At
sige "du" til Forldre var aldeles uhrt; sdvanlig brugtes i
Tiltalen tredie Persons Form ("vil Moder", sjeldent: "vil hun,
Moder"), og jeg beholdt senere hen temmelig lnge denne Form i
Brevene til min Moder, da jeg vidste, at "du" forekom hende fremmed.
Endnu i 1840, da min Moder frste og eneste Gang besgte Kjbenhavn
og saae mine Brn, bemrkede hun, at deres "du" i Tiltale til mig
forekom hende underligt, men hun vnnede sig dog meget hurtig til
Brnebrnenes kjrlige "du". Vi spiste, medens min Fader levede,
#staaende# ved vore Forldres Bord med Undtagelse af de ldste, voxne
eller nsten voxne Brdre. Vor daglige Fodbekldning var Trsko, til
hvis Forfrdigelse en Trskomand aarlig opholdt sig nogle Dage i
Huset. Legemlig Tugtelse anvendte min Fader ikke, fordi han engang
havde overilet sig mod et af sine ldste Brn i denne Retning, men
han overdrog ikke sjeldent min Moder at straffe os paa denne Maade.
Jeg selv, der var fjelig og godmodig og unegtelig indtil en vis Grad
Kjledgge, erindrer dog kun to Gange at have faaet Hug af min Moder,
den ene Gang med en varig Eftervirkning. Det var ikke usdvanligt, at
man krydrede Rugbrd, der gaves Brn, med lidt Brndevin istedetfor
med Smr ("Brndevinsbrd"), og jeg havde faaet Smag for denne Spise;
da det nu derhos var Skik, at der bdes Folk fra Landet, som kom i
Forretninger til min Fader, en Snaps, og der ofte blev en Levning
tilbage i Glasset, sneg jeg mig oftere til at tmme disse Levninger;
derved var jeg engang bleven beruset og faldt staaende i Svn med
Armene lnede i en Vinduesfordybning; min Moder kom til og opdagede
ved et Forhr Tilstanden og dens Aarsag, hvorefter fulgte en alvorlig
Revselse med min Faders Ridepisk. Yderst nedslaaet over den uvante
Beskmmelse, gjorde jeg, der dengang neppe var mere end 11 Aar
gammel, mig selv det Lfte aldrig at smage Brndevin, et Lfte, som
jeg i mangfoldige Aar holdt aldeles bogstavelig og siden af
Fielighed kun har brudt i yderst ringe Grad, ved egentlig dansk
Brndevin saa godt som aldrig.

Ved Siden af Opdragelsens Krav paa rbdig Lydighed gik dog, som
omtalt, en inderlig gjensidig Familiekjrlighed, der sjeldent
fremtraadte tydeligere, end naar vi Brn i varme Sommeraftener
leirede os paa Husets Trappe omkring Fader og Moder, den frste med
sin Pibe, alle lyttende til de Raab, hvormed fra alle Sider
Vogterdrengene drev Kvget hjem. Ligeoverfor os legede lystige Skader
i en lang Rkke Kirsebrtrer i Gjenboens Have, i hvis Hegn man havde
sagt os, at der var en Sten, der vendte sig, hver Gang den lugtede
varmt Brd, uden at vi selvflgelig kunde finde denne mrkelige Sten.
Jeg nd det srlige Fortrin at vre min Faders hyppige Ledsager paa
hans jevnlige Vandringer igjennem hans Sdemarker og Enge. For at
lege i fri Luft med jevnaldrende Kammerater lagdes der os, naar vi
vare komne ud over de frste Aar, ingen Hindring i Veien, og
Standsforskjel gjorde sig her slet ikke gjldende. Kun et Par Huse
var det paa Grund af Beboernes Smuds og Usdelighed eller Tyvagtighed
forbudt os at betrde, ligesom vi ikke maatte have Omgang med Brnene
derfra. Jeg erindrer, med hvilken Medlidenhed jeg betragtede en
fattig og berygtet Enkes af alle skyede Brn, gte Smaabilleder af
Pariastanden. Under vore Lege tumlede vi os i Byen, paa Udmarken og i
Klipperne ved Havet, hvor det sig mangfoldig brydende og bugtende
Vand og Smaafisk, som vi fangede og satte i smaae Saltvandspytter,
skaffede megen Underholdning. Den almindeligste Legeplads for
Drengene var om Efteraaret og Vinteren ved Havnen, hvor Sfolk og
Fiskere om Aftenen holdt en Art Sladderbrs, ved hvis Forhandlinger
vi stundom vare ivrige Tilhrere.

Vore Lege bare strkt Prg af den omgivende Natur; vi opkastede store
Grusdmninger, der kmpede mod de mellem Klipperne indtrngende
Blger; vi opbyggede, naar Vandet veg tilbage, i Hast af flade Stene
Smaataarne, paa hvilke vi kneisede stolt, naar den tilbagevendende
Blge omgav dem, men hvorfra vi ogsaa stundom styrtede med Stenhoben
ned i Vandet; vi sammensatte med Pinde Skibe eller Flaader af trre
Rrsiv og sendte dem ud paa Blgerne med Master og Papirseil. Mange
Brn havde ogsaa strre og mindre, med velvillige Fiskeres og
Tmmermnds Hjlp tilveiebragte og kunstmssig med Seil tiltaklede og
med Ror forsynede Trskibe: Jagter, Slupper, Skonnerter og Brigger,
med hvilke der krydsedes paa Damme og i Smaabugter af Havet. Vore
temmelig store og aflange Klker slbte vi ikke langsomt hen ad
Jorden, men ad en speilglat, paa en Bakkeskrnt anlagt Bane fore vi
liggende paa Maven og styrende med Spidserne af Trskoene i pilsnar
Fart ned; kkke og vede Drenge stillede sig paa denne Fart i opreist
Stilling, holdende sig ved Sldens Trkketoug, tversover en liggende
Kammerat paa Sldemederne, en Idrt, der ikke altid var farefri. En
yndet velse var ogsaa, siddende paa en flad Sten, at fare nedad en
skraa og noget hvlvet Klippeside, hvor der snart dannede sig et
meget glat Spor; men velsen var meget angribende for et vist
Kldestykke. Iflge Tidsforholdene gjordes den almindelige Tagfat og
Kaplben til en Efterligning af Kaperiet ("tage til Kaps"). Om
Sommeren legede ogsaa Smaapiger, selv af de bedrestillede Familier,
med paa den grnne Udmark, og jeg bevarer Mindet om et Par meget
kjre Legesstre, der tillige vare min ldste Ssters Veninder; den
sidste af dem dde i 1884.

En ikke ringe Del i vor Sommerglde havde Svmningen, hvortil der var
den ypperligste Leilighed, og som Enhver lrte sig selv under ringe
Anvisning af en ldre Broder eller Kammerat ved Hjlp af frst to og
siden en Aare under Armene istedetfor Svmmesele. Det var herligt fra
det friske Vand at krybe op paa den af Solen gjennemvarmede Klippe og
der klde sig paa; jeg har bragt det til indtil 6 Gange efter
hinanden at ifre mig Skjorten og atter at krybe ud med nye
Kammerater; jeg var en god og dristig Svmmer, og jeg afviste det som
en skammelig Bagvaskelse, da i mit niende eller tiende Aar en Kone,
som laae og vaskede paa et Klippeskr, til hvilket jeg svmmede hen,
paastod at have trukket mig ved Haaret op paa Klippen, fordi
Krfterne svigtede mig. Da jeg ellers ikke kan gjre mig til af
synderlig Frdighed i legemlige Kunster, er jeg stolt af endnu efter
det fyldte 80de Aar at svmme let og godt baade forlngs og baglngs.
-- En enkelt Gang mindes jeg at have deltaget i et Bombardement paa
en Gniers Pretrer, der hang udover Havegjerdet, hvorved jeg dog,
uagtet jeg indtog en fremskudt Post, gav Afkald paa Andel i Udbyttet.

Familielivets jevne Gang afbrdes naturligen ved visse aarlige
Mrketider, af hvilke St. Hansdag og Julen vare de vigtigste, skjndt
ogsaa Fastelavn, om end ikke hvert Aar, feiredes med en lille
Ringrenden til Hest af Byens i besynderlige Dragter udpyntede Karle.
St. Hansdag feiredes i selve Byen ved en lille Kilde mellem
Havklipperne, hvori der da kastedes Blomster, og paa en lille Slette
i Nrheden, hvor de unge Fiskere og Smnd og Pigerne dansede, medens
der bevrtedes fra Vogne. Mere glimrende var dog Forsamlingen i
Almindingen, hvorhen der den Dag valfartedes tilvogns og tilfods fra
hele Landet, og hvor man spadserede i de smukke Skov- og
Klippepartier, dandsede og gjorde sig lystig og tilgode. Det Hele
havde nogen Lighed med Dyrehavsfesterne, som disse vare i deres
Glandstid for halvhundrede Aar siden, men Glden var langt
inderligere paa Bornholm ved at sammentrnges paa n Dag og ved
Fjernelsen af alle Gglerboder, ligesom ogsaa Naturomgivelserne vare
langt mere storartede. Jeg erindrer tre eller fire Gange at have
ledsaget mine Forldre til denne Fest. Til en lignende, men mindre
Fest, der paa en anden Dag holdtes i et meget venligt og af talrige
Nattergale (paa Bornholmsk "Fjldstavne") beboet Skovparti imellem
Svanike og Nex: "Buskene", kom jeg kun n Gang. Lngere hen paa
Sommeren gaves der Brnene en lille Gave, hvormed de vandrede til
Fiskerleiet Listad og kjbte Ret til at spise sig rigtig mtte i de
mangfoldige Kirsebrtrer i de dervrende Haver. -- Julen holdtes
overalt i By og paa Land med stor Lystighed selve Juleaften i
Hjemmene med Karle og Piger og indbudne Mnd og Kvinder, der havde
deltaget i Aarets Arbeider, og som stode i et Slags Klientelforhold
til Huset. Der dandsedes og gjordes Lier, hvorved blandt andet de af
Karlene om Efteraaret fyldte Nddeskke og listige Snit i disse
spillede en Rolle. Der blev spist og drukket, og de Fattige glemtes
heller ikke. Foruden hvad der i Dagens Lb var sendt til Gamle og
Svage, stode hele istykker skaarne Brd, Kar med rter og Gryn,
Stykker af Flesk og Plser i Beredskab for at uddeles til de fattige
Brn, der gik om og sang for Dre og i Forstuer, og det tillodes os
Brn ved dem, vi kjendte fra Legepladsen, at fie et extra Tillg
til den ellers bestemte Gave. Julemorgen udmrkedes ved en
Morgengudstjeneste: Ottesangen, hvor de til Kirkens Belysning
forndne Tllelys vare indsamlede ved frivillige Bidrag, og vi Brn
undlode ikke at bede Moder om at give sin Andel rundelig, thi i
Grunden var denne Gudstjeneste ved Lys, ved hvilken Degnen "lste"
(nemlig en Prdiken eller et Stykke af en Prdiken af en Postil), en
Juleglde for Brnene og Tjenestetyendet. I den paaflgende Juleuge,
i hvilken Familierne flittig besgte hinanden, bevrtedes alle
Besgende, isr af den jevnere Klasse, rundelig med den allerede
Juleaften indviede Festdrik: "Honning og Brndevin", d. e. Brndevin
sknket sdvanlig i et lglas og omrrt med en stor Klump Honning
(naturligvis uden at Glasset just fyldtes helt eller tmtes af den
Enkelte). Nytaarsmorgen hilsede Borgerkompagniets Tambour og Piber i
Forening paa Borgerofficererne, Byfogden, Byskriveren og enkelte
andre Honoratiores og trakteredes overalt, hvoraf da Flgen var, at
de endte med en overstadig Rus til Latter for Byens Ungdom. -- Det
vil af det Foregaaende ses, at ogsaa disse Festligheder havde deres
Sregenheder paa Bornholm ved Siden af de for hele Norden flles
Karaktertrk.

Udenfor Juletiden afbrdes den daglige Stilhed, foruden ved
Sammenkomster og Familiefester i Byen selv, ved ikke sjeldne Besg
hos Slgtninge og Bekjendte paa de strre Gaarde paa Landet eller af
disse i Byen. Naar den trestolede Stadsvogn var trukken frem for at
forspndes til at "kjre i Marken" (den idetmindste hos os Brn
staaende Betegnelse for en saadan Udflugt), sad jeg med den ene eller
den anden af mine Sskende timevis paa Vognen, frend Reisen
tiltraadtes, lngselsfulde efter den venlige Modtagelse og de nye
Gjenstande, der ventede os paa Vallensgaarden -- Landets strste
Gaard, hvor under Pantsttelsen til Lybkkerne i Frederik den 2dens
Tid den lybske strenge Landfoged havde boet, -- eller paa store
Hallegaard i Bolsker Sogn, hvis Besidderinde, den firsindstyveaarige
"Lars Mariska", d. e. Lars Mauritsens Enke, hvert Aar selv ved Besg
hos os bragte en stor Dunk Honning -- eller paa lille Ravnsgaard hos
vor eneste Farbroder nr ved Randkleveskaar eller paa andre ved
Slgtskabs- eller Venskabsbaand til vore Forldre knyttede Gaarde.
Min Moders Fdegaard, det en god Fjerdingvei fra Svanike smukt
beliggende Skovsholm, hvor hendes Broder boede, besgte vi tilfods og
ligeledes, men sjeldnere, den fjernere Helvedesgaard nr ved
Paradisbakkerne, hvor min Moders Sster boede. Om Vinteren skete
lignende Udflugter i Kane og Slde, hvorved det et Par Gange hndte
sig, at vi under min Faders egen Styrelse kjrte vild paa de
tilsneede Veie og Marker og tilsidst vltede. Stundom var der
forberedt eller improviseredes et lidet Bal, og, var Antallet af de
Gjster, der overnattede paa Gaarden, for stort, hjalp man sig med at
sove i "Sskendeseng", idet i Storstuen eller et andet Vrelse en
Rkke Stole lagdes ved Siden af hinanden med Benene opad og der saa
paa Stoleryggene som Hovedleie og Gulvet udbredtes, hvad der havdes
ved Haanden af Sengeklder og Madratser, suppleret med H og Halm;
Gjsterne lagde sig da ganske eller nsten paakldte paa de udbredte
Lagener og dkkede og varmede sig efter Leilighed.

Iblandt de Optrin, der satte Befolkningen i Bevgelse og vakte livlig
Deltagelse, maae Vrag, det vil sige Strandinger, ikke forbigaaes.
Strandinger paa Bornholm vare i den Tid, saavidt jeg kan skjnne,
endel hyppigere end nu, isr i Krigsaarene, da Fyrene paa Kristians
og paa Hammeren ikke brndte, og Flertallet indtraf paa Landets st-
og Nordside. Naar et Skib om Dagen saaes i farlig Nrhed af den
klippefulde Kyst eller om Natten Ndskrig hrtes, udbredte
Efterretningen sig saare hurtig, undertiden ved hie Raab paa Gader
og Veie, og fra alle Sider ilede da ikke blot Mnd, men om Dagen
ogsaa Kvinder og Brn til Skuespillet. Til Befolkningens re maa det
siges, at der gjordes, hvad der kunde gjres, for at komme det i Nd
stedte Skib eller de allerede Skibbrudne til Hjlp; men Kystens
Beskaffenhed, der paa de fleste Steder gjorde det umuligt at gaae ud
med en Baad, -- man havde kun almindelige Fiskerbaade, ofte endda
ikke i Nrheden, -- gjorde ikke blot Ydelsen af Hjlp fr
Strandingen, men ogsaa Bjergningen af Mandskabet fra det strandede
Skib vanskelig. Stod imidlertid Skibet fast paa og imellem Klipperne
og vare Folkene, ofte med Raskhed og Ringeagt for Faren, bjergede, da
gjorde sig unegtelig en Stemning gjldende, der erindrede om Holbergs
Anholtsboere, der "leve kristelig og nre sig af Vrag", Noget, der
ikke maa regnes en fattig Befolkning i en besvrlig og nringsls Tid
for strengt til Last. Ikke blot de, der som virkelige Bjergere og
Forbjergere efter regelmssig Indskrivning deltoge i Bjergningen, men
ogsaa de, der iflge visse Stillinger havde en Bjergerlod -- f. Ex.
Sandemanden, hvis Strandingen var sket paa et Landsogns Kyst, --
eller som paa anden Maade havde Udsigt til Fortjeneste, saasom ved
Toldopsyn eller isr Auktion over det indstrandede Gods -- i hvilket
Tilflde min Fader var --, tnkte paa Ladningens Omfang og Vrdi, og
en livlig og munter Travlhed varede i flere Dage og fornyedes senere.
Jeg erindrer engang som Barn ved Nytaarstid at have vret upaaagtet
Vidne til en Samtale imellem mine Forldre, i hvilken min Fader, der
baade iflge sin hele Karakter og Erindringen fra hans egen Ungdom
havde den strste Deltagelse for Smandens Farer og Lidelser, med
alvorlig Tak imod Forsynet udtalte, at han ikke vidste, hvorledes han
skulde have gjennemstridt det trange Aar, "hvis ikke Vorherre havde
sendt de to deilige Vrag".

Den glade barnlige Leg under de her skildrede Forhold blandede sig
for mig, efterhaanden som jeg voxede til, stundom med blde og halvt
melankolske Drmmerier og Indtryk, nrede af den Naturs Karakter, i
hvilken jeg ofte ensom streifede om, ikke uden Berrelse af
overtroiske Forestillinger. Jeg erindrer, af hvilken Rdsel jeg
engang pludselig grebes ved hilys Dag paa den tidligere nvnte
Hammerslette, saa at jeg i ustandselig Fart over Klipper og Klfter
styrtede hjem og sittrende kastede mig i min Moders Skjd, og
hvorledes jeg en anden Gang, da jeg skulde bringe et Brev til Nex
for min Fader, imellem Klipperne Nord for Fiskerleiet Aarsdale (en
Fjerdingvei fra Svanike mod Syd) begyndte at vandre om i mrke
Grublerier og efter nogen Tids Omflakken, ude af Stand til at udfre
et rinde, som jeg ikke sjeldent fr havde udfrt, grdende vendte
tilbage til Hjemmet og sgte Tilgivelse og Trst.

Til Legene og Drmmerierne sluttede sig tidlig Undervisning og Skole
i naiv Skikkelse og fremadskridende igjennem smaae Trin. Frst
sendtes jeg til en "Skolemoder", en gammel, vrkbruden Kone, hos hvem
vi sad 6 eller 7 Brn paa en lille Bnk foran en stor Kiste.
Kistelaaget fik et haardt Slag med Skolemoders Stok, naar nogen af os
vakte Utilfredshed, og grovere Forsmmelse eller Forseelser
fremkaldte en bestemt Trusel med at bringes op til "Bobbargus", et
frygteligt Vsen, der skulde hvile paa et Skind oppe paa Loftet.
Enkelte Gange bragtes endog en forhrdet Forbryder nogle Trin opad
Trappestigen til Loftet, men med forsigtig Beregning erklrede
Skolemoder altid, inden iet kunde naae det uhyggelige Rum, at hun
for denne Gang vilde eftergive den forfrdelige Straf imod Lfte om
Bod og Bedring. Vi medbragte daglig vort Smrrebrd, hvoraf det Halve
sattes paa Skolemoders Bord, og et lidet Lerkrus med "Drikka" (meget
tyndt l); jeg var dengang saa lille, at jeg to Dage efter hinanden
tabte og ituslog mit Krus ved at rkke efter Klinken paa Halvdren
(-- thi alle Huse i Svanike havde da endnu Dre af to Stykker over
hinanden --). Fra Skolemoder flyttedes jeg til en meget sygelig
Skoleholder, der, skjndt boende i et privat Hus, vel maa have havt
en Slags offentlig Ansttelse, siden jeg dr engang saae
Amtsprovsten. Efter hans Dd fulgte jeg med nogle andre Drenge og
Piger hans unge, kjnne og overordentlig blide og milde Enke Elna ind
i et andet lille Hus, hvor hun fortsatte Undervisningen; efter nogen
Tid begyndte hun dog at sygne, srge og grde, og, efter at Skolen i
nogen Tid var standset, saae ikke blot vi, men ogsaa vore ellers i
slige Ting ikke srdeles mildt dmmende Forldre med dyb Sorg den
stakkels Kvinde begraves med et nyfdt Barn som Offer for en
Forfrer. Jeg avancerede derpaa op til en Mand, der kaldtes Kaptain,
og hos hvem jeg erindrer at have set nogle Gjenstande, der hentydede
paa Landmaaling og Tegning, men ogsaa Skolegangen hos ham varede kun
kort. Der indrettedes nemlig da en fast offentlig Skole under en ny
Degn, der dog ikke var Seminarist, men en forhenvrende Haandvrker
(Glarmester) fra Kjbenhavn, forelbig med Plads i Byens Raadstue og
i selve Thingsalen, hvorfor Undervisningen maatte hvile paa
Retsdagen. Her saae og beundrede jeg for frste Gang en Vindovn, da
ellers kun Bilggerovne vare kjendte i Svanike. Endelig fik man ogsaa
et eget Skolehus. Jeg lrte der at skrive og regne godt, det sidste
efter Chr. Cramers Regnebog, lige indtil "Vexelregning eller
Cambiokonto", og fremstilledes i Juli 1816 ved Prsentation af Skolen
for Amtsprovsten og for Biskop Frederik Mnter som den, der havde
lst Balles Lrebog 6 Gange og var imod Slutningen af den 7de Gang.
Udenfor Regning, Bibelhistorien og Lrebogen husker jeg derimod ikke,
at der var Tale om nogen anden Lregjenstand, og i det sidste Aar af
mit Ophold i Svanike besgte jeg neppe Skolen. Min Dygtighed i Skolen
skaffede mig ved den Tid en af de mest ufortjente Udmrkelser, jeg
har modtaget, idet jeg, da der skulde udtages fire af Skolens Drenge
til i Forening med Degnen at lede og sttte Sangen i Kirken, fik
Plads imellem de Udvalgte, skjndt Gud veed, at jeg aldrig i mindste
Maade har vret Sanger. Forresten mrkede vi meget lidet til Skolens
Forbindelse med Kirken. Den prstelige Virksomhed i Byen og Sognet
var saare ringe, idet Prsteembedet den lngste Tid af min Barndom
bekldtes af en godmodig, men yderst affldig og noget forfalden Mand
og derefter af En, til hvis kristelige Sindelag Almuen efter Rygterne
fra hans forrige Sogn paa Bornholm ingen Tiltro havde; den
traditionelle rbdighed for og Deltagelse i Gudstjenesten holdt sig
dog temmelig usvkket. -- Den tidlig vaagnede Lyst hos mig til
Kundskab og Anelse om en videre aandelig Horizont fandt yderst ringe
Midler til Nring ved Lsning, allermindst ved en nogenlunde
sammenhngende Lsning. Maaske spirede de adspredte og blandede
Sdekorn netop derfor desto kraftigere, omend skjulte og i Stilhed.
Der behves ikke mange Linier til en nogenlunde fuldstndig
Opregnelse af de Bger, som jeg foruden Bibel og Psalmebog fandt
enten hos min Fader eller hos en gammel, noget gnaven, forhenvrende
Skipper, der var gift med en Faster af mig, eller hos en velstaaende
Fisker og Kadreier, med hvis Brn jeg og mine Sskende stode i det
nrmeste Omgangsforhold. Til de to frste Bind af Holbergs Komedier i
den gamle Udgave af tre Bind samt en gammel Duodezudgave af Peder
Paars med saare naive Trsnit, hvilket Digt jeg trods de mange mig
uforstaaelige klassiske Allusioner lste med stor Glde, kom Ramus'
Udtog af Clausens Oversttelse af Snorre Sturleson, som jeg ivrig
studerede med den mest ubetingede Tilslutning til Sverre og
Birkebenernes Parti mod Baglerne, Caspar Peder Rothes meget
udfrlige, men for mig aldrig trttende Biographi af Tordenskjold, en
dansk Oversttelse af en Levnedsbeskrivelse af den franske Shelt
Dugay-Trouin, i hvilken isr Skildringen af Rio Janeiro og
Indseilingen dertil fngslede mig, samt en Oversttelse af en svensk
Roman fra frste Halvdel af forrige Aarhundrede: "den svenske
Robinson eller den svenske Adelsmand Gustav Landskrons mrkelige
Hndelser", af hvilken Bog jeg kun husker, at der deri etsteds
skildredes en Reise over Brenner og gjennem Etschdalen til Italien,
en Skildring, der gjorde det dybeste Indtryk paa min Phantasi og
vakte Lngsler, der frst skulde tilfredsstilles i 1869 og det ikke
uden en haard Skuffelse ved Indtrdelsen i det forjttede Italien,
thi jeg foer da i en kold Nats Mulm forbi Botzen, Roveredo og Trient,
hvilke Navne fra min Barndom stedse vare ledsagede af Forestillingen
om Vindruer og anden sydlig Vegetations Pragt. Fremdeles havde og
slugte jeg den gamle danske Oversttelse af Gallands Bearbeidelse af
tusend og n Nat, med hvis Trylleverden Smollets af Tode oversatte
Roman: Humphrey Clinker dannede en besynderlig Modstning, men som
dog fngslede mig ved en Skildring af det skotske Hiland, som
indprgede sig dybt og i Studenterdagene smeltede sammen med Walter
Scotts Billeder. Til denne Hovedhr sluttede sig den tidligere
nvnte lille Bog af Agerbek, Sommerfeldts Geographi, en Oversttelse
af Sallust og som lettere Tropper "den danske Kongebog", Till
Uglspil, "Vigolais eller Ridderen med Guldhjulet" og et Par oversatte
franske Ridderromaner, hvori foruden Keiser Carl Kong Dagobert og
"Soldanen af gypten" spillede en Rolle, ikke at tale om
"Finkeridderen". En mere druelig Belring vilde Kloppenburgs
Geographi have givet mig, hvis den ikke strax endog for Drengen havde
rbet sig som forldet og ubrugbar ved totalt at stride imod de
Forestillinger, jeg af de Voxnes Fortllinger og maaske et eller
andet populrt Skrift gjorde mig om Napoleon og hans Herredmme. Af
Pontoppidans pietistiske Bog "Menoza" dannede jeg mig og bevarede
nogle Forestillinger om Danmark og andre europiske Lande, isr
Tydskland, og om Herrnhuter og Grev Zinzendorf. Om jeg som Dreng paa
Bornholm har set et Verdenskort eller et Kort over Europa, husker jeg
ikke; men de temmelig mange Skort, jeg fik i Hnde, vakte og dannede
geographiske Forestillinger. Til den omtalte underlig sammensatte
Litteratur kom 1813 en ringe, men ligesaa besynderlig Forgelse. Da
Brndevinsbrnding var bleven forbudt paa Bornholm udenfor
Kjbstderne og i disse antoges ikke at tilvirkes i tilstrkkelig
Mngde, kjbte en driftig Urtekrmmer i Kjbenhavn, der tillige var
Chorist ved det kongelige Theater, en lille Ladning Brndevin,
hvormed han seilede til Svanike; her optraadte han paa n Gang som
Handelsmand og Sanger. Da han havde leiet et Vrelse i mine Forldres
Hus, efterlod han der som en Forring tre Theaterstykker, nemlig to
hist ubetydelige oversatte Lystspil og det yderst rrende, dengang
paa alle Privattheatre omvandrende Srgespil (med lykkelig Udgang)
Julius von Sassen; jeg erindrer, med hvilken inderlig Bekymring jeg
spurgte min Moder, om Stykkets Indhold var sandt, og af hende, der
aldrig havde set nogen Art af theatralsk Fremstilling, nogenlunde
beroligedes. Den bildende Kunst reprsenteredes i Svanike kun af
simple kolorerede Kobberstik eller Trsnit. To saadanne Billeder, der
fremstillede Ludvig den 16des og Marie Antoinettes Henrettelse,
prydede mine Forldres Storstue og betragtedes af mig med dyb
Deltagelse.

Tidlig medfrte min Skrivefrdighed og Lethed i at opfatte det
Skrevnes Indhold, at jeg anbragtes til at hjlpe min Fader ved
Kontorarbeider, ved at afskrive Thingsvidner og andre Retsakter og
isr ved at indskrive Skjder og Pantebreve i vedkommende
Protokoller. Efterhaanden udvidedes denne Virksomhed, navnlig da min
Fader i 1815 og 1816 var syg og lnge sengeliggende. Saare
eiendommelig fremtraadte dette ved Auktionsvsenet. Den davrende
Byfoged led, som jeg straks nrmere skal omtale, af Sovesyge og havde
et meget uforstaaeligt Mle. Naar nu i disse Aar en Auktion skulde
foretages udenfor Byen, lod Byfogden sin Vogn forspnde og befordrede
da som Kusk (-- thi han satte Pris paa sin Frdighed i denne Retning
--) Degnen og mig ad ofte meget betnkelige Veie, isr med en sovende
Kusk, til Auktionsstedet. Der satte han saa Auktionsretten og oplste
Auktionskonditionerne, hvorefter han gik ind i Huset og satte sig paa
en Stol; Degnen oplste derpaa atter Konditionerne, hvorefter
Auktionen foregik med ham som Opraaber og Frer af Auktionshammeren
og mig som Skriver, idet min Fader tillige var Inkassator. Jeg
erindrer, at Amtmanden kom tilstede ved en Auktion i Ibsker
Prstegaard efter den frnvnte svage Prsts Dd og med nogen
Forundring betragtede den ungdommelige Skriver og spurgte Byfogden,
om det dog gik an at betroe mig Protokollen; han henvistes til selv
at iagttage mig og fandt sig tilfredsstillet.[13]

 {[13] Denne Protokolfring ved Auktioner stillede mig et af de
 frste philologiske Problemer, der beskftigede mig i flere Aar, da
 jeg Ingen fandt, som kunde lse mig det, nemlig hvad det af mig
 idelig nedskrevne Ord: #ditto# (-- jeg udtalte og skrev som Andre
 #dto# --) eller endog #ditto ditto# betd, indtil jeg endelig
 derunder opdagede den italienske Form af det latinske #dictus#.
 Endnu tidligere havde et dansk exegetisk Problem plaget mig, idet
 jeg aldeles ikke kunde forstaae den sidste Linie i det da bekjendte
 Vers under Luthers Billede bagpaa Omslaget om Katekismen: "Hr mig,
 du Papst" osv. Jeg lste nemlig, ubekjendt med Imperativen: "Var"
 (= vaer), isr i Betydningen: "giv Agt", og med Interpunktionens
 Love: "Det siger, Luther var derpaa".}

Ogsaa som Toldembedsmand kom jeg en enkelt Gang til at optrde under
Omstndigheder, der srlig indprgede sig i min Hukommelse. Et Skib,
ladet med Tmmer, strandede 1815 eller 1816 i en lille, men ved
Omgivelserne meget interessant Bugt: "Salenebugten", Vest for
Gudhjem, i hvilken den ved usdvanlig hje Brinker udmrkede Bobbeaa
falder ud, dannende Grndseskjellet imellem ster og Nrre Herred.
Efterat nu frst Sprgsmaalet om, paa hvilken Jurisdiktions Forstrand
Skibet stod temmelig langt ude i Sen, var afgjort til Gunst for
ster Herred, begyndte den besvrlige og langsomme Indbringen af
Ladningen til Stranden, og Optegnelsen og Numereringen af de
ilandbragte Stykker betroedes mig. Jeg tilbragte saaledes mindst 8
Dage imellem de mig aldeles ubekjendte Bjergere, med hvilke jeg hver
Aften fra den ensomme Strand, hvor der kun laae et enkelt Udmarkshus,
over Bakker og gjennem smukke Trgrupper gik op til en Gaard, hvor vi
havde Nattekvarter. Medens de gjorde sig en lystig Aften efter Dagens
Mie, vandrede jeg forladt og tungsindig omkring i den stille,
alvorlige Egn, sysselsat med Tanken paa mit Hjem, min syge Fader og
mine egne Lngsler og Drmme. -- Den vanskeligste og besynderligste
Opgave, der stilledes mig under denne min frste Virksomhed paa
Embedsbanen, var den danske Bearbejdelse af en paa Hollandsk afgiven
Forklaring over en Stranding. Den kom istand ved flles Flid af den
neppe meget fintflende eller nieregnende Strandingskommissionr og
mig, der anvendte hele mit Kjendskab til Smandssproget og en vis
anticiperet sammenlignende Sprogforskning, men vakte hos mig strk
Formodning om, at Fartiet med Flid var sat paa Land. Jeg udtalte
dette for min sengeliggende Fader, der ikke gav mig Uret og udtalte
sin Tilfredshed over ikke at have at gjre med Forklaringens
Beedigelse for Retten.

Til Benyttelsen af min Hjlp ved Kontorarbeidet sluttede sig meget
naturlig Tanken paa min videre Uddannelse. Byfogden, der stod i det
venskabeligste Forhold til min Fader, og som selv var juridisk
Kandidat med bedste Karakter, manuduceret af A. S. rsted, paatog sig
gratis at veilede mig til dansk juridisk Examen. Jeg begyndte da i en
Alder af hist 11 Aar med at lre Schlegels Natur- og Folkeret udenad
og at examineres deri. Jeg erindrer nu kun, at Bogen begynder med en
kort Definition af Erkjendelsen _a priori_ og _a posteriori_ og
indeholder en temmelig udfrlig Oversigt over Natur- og Folkerettens
Historie, der frst hos mig vakte Forestillingen om sammenhngende
videnskabelig Forskning og Litteratur, og hvorfra, foruden Hugo
Grotius og Puffendorf, ogsaa enkelte mindre betydelige Navne have
bevaret sig i Erindringen. Ogsaa Bogens vrige Indhold vakte vel,
medens det lrtes udenad, enkelte Tankebevgelser. Byfogden led af
Sovesyge i en Grad og i en Form, som aldrig siden, endog blot
tilnrmelsesvis, er fremtraadt for mig. I Retten faldt han, medens
han examinerede et Vidne eller en Inkvisit, idelig i Svn, men
bevarede temmelig vel Tankegangens Kontinuitet, saa at han, naar han
efter et Par Minutter vaagnede, kunde modtage Svar paa det forud
givne Sprgsmaal og diktere til Protokollen. Paa samme Maade gik det
ved min Examination; han spurgte, blundede, tabte stundom den
sjeldent eller aldrig bortlagte Tobakspibe, og, naar han da stiende
og harkende vaagnede, maatte jeg vre tilrede med Svaret og modtage
et nyt Sprgsmaal. -- Efter Tilendebringelsen af Naturretten skulde
der tages fat paa Hurtigkarls danske Ret. Men denne Bog var ikke
tilstede, heller ikke hos min Faders Ven Amtmanden, og, inden den
kunde skaffes fra Kjbenhavn, afbrdes hele dette Studium, hvormed
endogsaa havde vret forbundet en meget ringe og ligesaa hurtig
standset Undervisning i Tydsk, dels derved at Byfogden flyttede op
paa Landet, dels ved min Faders Dd. Den ovenfor berrte Syslen med
Kontorforretninger og meget kortvarige juridiske Undervisning bleve
dog ikke uden Betydning for min senere Udvikling. Den vakte min Sands
for retlige Former, Forhandlinger og Begrebsbestemmelser og lagde
Grunden til en Evne til at finde mig tilrette i administrative
Forhandlinger, som i mit senere Embedsliv kom mig tilgode.

Min Fader dde efter lange Lidelser i Oktober 1816. Efterat Taleevnen
den sidste Dag havde svigtet ham, medens hans urolige Bevgelser
syntes at antyde et nske om at se Nogen eller Noget, frte min Moder
mig hen til ham, og han lagde da velsignende sin Haand paa mit Hoved.
-- Frst to Maaneder efter fdtes min yngste og, som tidligere
omtalt, eneste endnu levende Broder, der, efter fra 1854 til 1864 at
have vret Fysikus i Haderslev, fremdeles lever der som praktiserende
Lge. Der fulgte et tungt Aar. Medens jeg delte min Moders Sorg og
saae hende kmpe med Bekymringerne over den Fremtid, der fuld af
Trang og Savn laae for hende og Brnene[14], betoges jeg, samtidig
med at jeg forelbig vedblev at udfre noget Skriverarbeide hos min
Faders Eftermand, tillige af den heftigste og voldsomste Lngsel
efter en hiere aandelig Uddannelse. Tanken om at lade mig, som det
hedder, studere var allerede opstaaet, medens min Fader levede,
hvortil, efter hvad mig er fortalt, bl. A. Biskop Mnters velvillige
Yttringer om mig ved den tidligere berrte Visitats skulle have
bidraget, -- og enkelte Skridt vare allerede gjorte i denne Retning,
saaledes som de kunde gjres under ydre Tryk og saare ringe
Bekjendtskab med de herhid hrende Forhold[15]. En meget rig og meget
velgjrende, paa Bornholm fdt Dame, Etatsraadinde Marie Kofod, hvis
Navn baade i Kjbenhavn og paa Bornholm er knyttet til meget
betydelige Legater, men hvis Slgtskabsforhold til min Moder var
tvivlsomt og i ethvert Tilflde meget fjernt, lovede at betale
Halvdelen af Udgiften ved mit Ophold i en By med Latinskole, og
Direktionen for Universitetet og de lrde Skoler tilstod mig, efter
Sigende tildels efter Anbefaling af Biskop Mnter, der skal have
bevaret mig i Erindring[16], fri Undervisning uden foregaaende
Prvetid i den Skole i hvilken jeg maatte blive indmeldt, hvorved
frst var tnkt paa Herlufsholm (i Kjbenhavn antoges der ikke at
vre god Plads for mig). Amtmanden paa Bornholm havde imidlertid to
Snner i Frederiksborg Skole, og det bestemtes da, at jeg ogsaa
skulde sendes derhen. Inden Alt endnu var afgjort, var jeg bleven
aldeles ustyrlig efter at komme afsted og pinte min stakkels Moder,
der havde ondt ved at tilveiebringe det tarveligste Udstyr og srgede
ved at sende sit kjre Barn bort til hende aldeles ubekjendte
Omgivelser og Forhold. Under stor Angst for at komme for silde, da
jeg havde faaet at vide, at Skoleaaret begyndte den 1ste Oktober,
seilede jeg i de frste Dage af den nvnte Maaned 1817 med en Onkel,
der var Skipper, til Kjbenhavn, ledsaget af min sextenaarige ldste
Broder, der da skulde tiltrde sin anden Reise til Vestindien. Jeg
forlod min Moder endnu i den gamle Familiegaard; ikke lnge efter
flyttede hun fra den ind i et hiere oppe paa Klippen liggende lille
Hus, hvor hun boede i over tredive Aar, og hvor jeg har besgt hende
som Student, som Professor og som afskediget Minister og sagt hende
det sidste Farvel. Som blivende Mrke fra mit Hjem medtog jeg en gte
bornholmsk Udtale, som under de forskjelligste Livsstillinger aldrig
ganske er udslettet[17].

 {[14] Udgiverens Anmrkning:

 Efter Byskriver Madvigs Dd maatte den tidligere omtalte fdrene
 Gaard med Jorder, hvori ogsaa hans Brn vare fdte, slges (den er
 senere helt ombygget), og, skjndt der, saavidt jeg har kunnet
 erfare, blev saameget tilovers, at Enken kunde kjbe det Hus st for
 Raadhuset, hvori hun derefter boede til sin Dd, og beholde en lille
 Eng i Byvangen, hvorpaa hun kunde holde en Ko, var dette dog i
 Forening med hendes meget ringe Pension selvflgelig ikke nok til
 hendes og Brnenes Underhold, og hun skal derfor i en Rkke af Aar
 have vret ndt til at skaffe sig en Biindtgt ved at tage om i Byen
 og paa Landet for at forestaae Tilberedelserne ved Begravelses og
 andre Hitideligheder.}

 {[15] Hertil hrte ogsaa Anskaffelsen af Brders latinske Grammatik
 paa Dansk, som jeg i September 1817 satte mig til ivrig at lse.}

 {[16] Med denne Mand traf jeg vel senere i mine Kandidat- og frste
 Docentdage sammen enkelte Gange, men uden da at vide, hvad jeg
 saaledes vistnok skyldte ham, og jeg blev aldrig nrmere bekjendt
 med ham.}

 {[17] Medens jeg frte Forsdet i Rigsraadet, spurgte en Dag en
 ubekjendt Herre, der paa Tilhrertribunen havde taget Plads ved
 Siden af en tilfldigvis tilstedevrende Slgtning af mig, denne
 om, fra hvilket Land dog vel den Prsident var.}

Jeg kan ikke slutte Skildringen af mit bornholmske Liv uden endnu
at nvne en Rkke af Indtryk, som jeg 10 Aar gammel og i den
fjerne Afkrog af Danmark, som min Fde da udgjorde, modtog af
strre Begivenheder udenfor samme. Baade mit Skriverarbeide og
Omstndigheder og Forhold i min Familie henledede strkt min
Opmrksomhed paa den forfrdelige Rystelse, som Statsbankerotten i
Januar 1813 fremkaldte, og den Nd, hvori hele Fdrelandet da var
stedt, og Deltagelsen i Sorgen derover skrpedes, da samtidig med
Napoleons Fald det gamle Dobbeltrige Danmark-Norge oplstes[18]. Jeg
lyttede begjrlig efter enhver Efterretning derom, der i forvirret
og uklar Skikkelse fandt Veien til vort Hjem. Tilfldigvis forgede
den ganske usdvanlig strenge Vinter 1813-1814 vor Isolering. Nsten
hele stersen var tilfrossen, og, efterat en voldsom Nordoststorm
havde brudt Isen og paa stsiden af Bornholm kastet uhyre Masser
deraf op paa Klippen, hvor der dannedes en sammenhngende Isvold,
tillagdes Sen atter, saa at Beboerne frdedes tilfods vidt ud paa
Havet uden for hin Vold. Gouverneuren paa Bornholm, der havde
modtaget Meddelelser om de fremmede Troppers Indtrngen i Holsten,
var derimod i lngere Tid aldeles ubekjendt med de Begivenheder, der
vare fulgte efter. For at skaffe nogen Kundskab herom og for i det
Ringeste at faae at vide, om Danmark endnu var i Krig med Sverig,
udsendtes en Expedition af syv behjertede Smnd med en noget strre
almindelig Fiskerbaad, der dels blev trukken over Isen, dels roedes
igjennem aabne Revner til den nrmeste svenske Kyst, hvorfra de
bragte Efterretningen om Freden i Kiel tilbage. Men ogsaa
Beretningerne om Kongressen i Wien bleve paa Bornholm Gjenstand for
min Opmrksomhed og barnlige Politiseren.

 {[18] Til Norge havde mit Sind vendt sig baade ved Lsning
 (Clausens Udtog af Snorre og Rothes Tordenskjold) og ved et Par
 tilfldige Omstndigheder. Jeg blev baaren til Daaben af den
 davrende Byfogeds Hustru, og denne Byfoged P. A. Heiberg
 forflyttedes siden til Frederiksstad i Norge, hvor han 1814 dde
 som ivrig Modstander af Foreningen med Sverig. En norsk Fndrik,
 der da laae paa Bornholm for at hverve Rekrutter, havde derhos
 staaet Fadder til mig og havde efterladt et godt Minde i mit Hjem.}




II.

SKOLEAARENE I FREDERIKSBORG.

1817 til 1820.


De faa Dage, jeg paa Veien til Frederiksborg tilbragte i Kjbenhavn,
have kun efterladt hos mig en uklar og mrk Erindring. Uden nogen paa
en Gang fast og kjrlig Sttte, pintes jeg paa den ene Side af
Flelsen af min forladte og ensomme Stilling og af Savn og Lngsel
efter det moderlige Hjem, paa den anden Side af urolig Higen efter
det Sted og den Gjerning, hvortil jeg sgte hen, med Angst for ikke
at naae Maalet i rette Tid. Med min Broder tog jeg frst ind i et af
en Bornholmer bestyret og fornemmelig af Bornholmere sgt
Smandslogis i en Kjlder i Lille Torvegade paa Kristianshavn,
hvorfra det forekommer mig, at jeg flyttedes til et lidt mere
anseligt Hus af samme Art i Lille Kongensgade, i hvilket jeg engang
blev tagen med paa en Dandsebod, og hvor der en Aften forredes mig
en saakaldet Udgangsbillet, for at jeg i det kongelige Theater kunde
se "en Entre", det vil sige en lille Dands, der gaves efter
Hovedforestillingen, men jeg var dengang for lille til fra
Parterret at see Noget. Derimod saae jeg, frt af nogle Landsmnd,
ude paa Amager de paa Steile og Hjul liggende Kroppe af de
syv Brnehusfanger, der vare henrettede efter Opstanden og
Ildspaasttelsen i Straffeanstalten paa Kristianshavn kort Tid i
Forveien; med Rdsel vendte jeg mig bort fra dette Skuespil, der,
saa vidt jeg husker, ikke siden er givet hos os. Af andre
Mrkvrdigheder saae jeg Intet, uden hvad der tilbd sig for iet paa
mine korte Vandringer med min Broder, som forberedte sig til sin
Vestindiefart. For den Velgjrerinde, der havde tilsagt Hjlp til min
Undervisning, blev jeg ikke forestillet og erindrer overhovedet ikke
Noget om, hvad der foretoges til Ordningen af min Fremtid. Kun husker
jeg, at et ldre Nstsdskendebarn af mig paa min Faders Mdreneside,
der som Koffardikaptain laae ledig i Kjbenhavn, havde Del deri og
virkede for mig.[19] Med ham tiltraadte jeg ogsaa efter en Uge eller
noget mere tilfods Vandringen til Frederiksborg, idet vi underveis
lod os hjlpe frem af en eller anden Bondevogn. Det var blevet ganske
mrkt, da vi, jeg i det Ringeste med temmelig Angst, gjennemvandrede
"Store Dyrehave", en strre sammenhngende Skovstrkning, end jeg
indtil da havde set. Da vi vel omtrent Kl. 8 naaede Byen, kom vi, jeg
ved ikke hvorledes, formodentlig ved den Opmrksomhed, som vor
bornholmske Udtale vakte, i Samtale med en Mand, der udenfor en
Kjbmandsgaard var ifrd med at stige til Hest. Det viste sig at vre
en Pastor Gad, der havde vret ansat paa Bornholm og der stiftet
Bekjendtskab med min Fader, men som da var Sogneprst i Skjvinge
Nord for Hillerd (Fader til den senere Biskop Gad i Fyen og fem
andre Prster). Da han mrkede vort Ubekjendtskab med Forholdene og
vor Raadvildhed, gik han velvilligen strax med os til sin Ven, Rektor
og Professor Bendtsen og fik mig meldt til Mde i Skolen nste Dag,
skjndt denne ivrigt saa milde Mand ikke var uden Betnkelighed ved
at optage den lange trettenaarige Dreng som nederst i nederste
Klasse, isr med det Privilegium strax at vre Gratist. Fra Skolen
frte Prsten os dernst til Forstanderen for Byens Hospital
Dahlerup, hos hvem de to Snner af Amtmanden paa Bornholm, min Faders
og Prstens flles Ven, vare satte i Kost, og hvor jeg straks
indtingedes til at boe med dem i det samme lille Kvistvrelse med
Skraatag og et enkelt Vindue[20]. I dette boede jeg da i tre Aar,
hele min Skoletid, i hvilken jeg ikke fjernede mig over en halv Mil
fra Byen med Undtagelse af et Par korte Feriebesg i Skjvinge,
hvorfra jeg endog med en eller to af Snnerne engang foretog en
Vandring over Frederikssund til Jgerspris, og af en halv Dags
Udflugt til Fredensborg med et Par af Studenterne fra Skolen.

 {[19] Fra dette Nstsskendebarn, hvis Fader efter sin Moder havde
 optaget Navnet Madvig istedetfor Mikkelsen, nedstammer den eneste
 Familie Madvig, der, mig bekjendt, foruden min Faders Afkom hidtil
 har boet i Kjbenhavn.}

 {[20] Hospitalsbygningen er siden bortsolgt og ombygget, men
 Forstanderboligen staaer endnu uforandret med Undtagelse af
 Vinduerne i Stueetagen.}

Byen Hillerd eller, som den i daglig Tale hedder, Frederiksborg,
adskilte sig fra de vrige inde i Landet liggende Kjbstder,
hvis stille Prg og, isr under Datidens yderst indskrnkede
Kommunikationsmidler, strkt fremtrdende Afsondring den ivrigt
delte, ved Latinskolen, ved Slottet med den deilige Naturomgivelse af
Skove og Smaaser, ved en Garnison af en Husareskadron, hvis yngre
Officerer naturligvis overstraalede Skolens Adjunkter, endsige
verste Klasses Disciple, samt endelig ved foruden Amtmand og
Amtsforvalter imellem sine Beboere at tlle enkelte pensionerede
militre og civile Embedsmnd, men som alle levede i saare beskedne
konomiske Vilkaar. Med en vis Stolthed dvlede Indvaanerne ved
Erindringen om Frederik VI's i 1815 i Slottet og Slotskirken
foregaaede Kroningsfest. Latinskolen, i hvilken der faa Dage efter
min Indtrdelse hitideligholdtes Trehundredaarsfest for
Reformationens Indfrelse med en latinsk Tale af Rektor, hvoraf jeg
naturligvis ikke forstod et Ord, bar i 1817 paa endnu ikke faa
Minder om Tilstanden fr Skolereformen af 1806, der under Landets
yderlige Nd og Fattigdom kun langsomt og tildels famlende blev
gjennemfrt. (Om denne Famlen brer ogsaa den -- uden Tvivl af
Engelstoft conciperede -- uklare og i nogle Punkter rent forvirrede
Forordning om de lrde Skoler af 1809 strke Vidnesbyrd.)
Fattigdommen mrkedes overalt, i hele Lreapparatet og i Lrernes
trykkende Kaar. Skolens Virksomhed og Anseelse holdtes vsentlig oppe
ved dens Rektor. Denne for mig og mange Andre uforglemmelige Mand var
vel ikke nogen fremragende Aand, besad ingen strengt videnskabelig
philologisk Gjennemdannelse og havde ikke ved et kort Ophold i
Gttingen, hvor han promoveredes som #Doctor philosophi#, ganske
kunnet gjennembryde den Begrndsning af Synskredsen, som befstedes
ved hans Ansttelse i den lille By ved den Skole, hvori han selv var
opdragen af sin Fader, hans umiddelbare Forgnger, isr da Omsorgen
for en talrig Familie i trange Tider hvilede tungt paa ham; men han
var en Mand af dygtige og omfattende Kundskaber, hvori han uden Tvivl
overgik de fleste af sine samtidige Kolleger med Undtagelse af O.
Worm i Horsens, af Troskab og Iver i sin Embedsgjerning og fremfor
Alt af et overordentlig mildt og kjrligt Gemyt, der omfattede enhver
god og villig Discipel med faderlig Omhu. Mig, hvem han snart fik
kjr, har han ikke blot ydet en omhyggelig Undervisning, ogsaa udover
Skoletimernes Grndse (-- thi jeg og Andre bragte ham om Aftenen vore
extra Stile, efter hans med egen Haand skrevne Opgaver, til
Gjennemsyn og Rettelse, og jeg bevarer et levende Billede af,
hvorledes han stod der ene med mig i en Skoleklasse, der tjente ham
til Arbeidsvrelse, i sin tarvelige, af et Reb sammenholdte Kappe ved
et eneste Tllelys --), men han har derhos indgydt mig Tillid og
Fortrstning og opretholdt mit Mod, der maaske ellers vilde have
svigtet, ligefra den Tid, da han ved den frste Kvartalsexamen efter
min Indtrdelse i Skolen sagde til mig: "Du lange Bornholmer maa tage
dig ordentlig sammen, naar der skal blive Noget af dig", indtil han
i mit sidste Skoleaar skrev i min Karakterbog: "Madvig maa huske paa
aien aristeuein kai hypeirochos emmenai alln[21]"[22]. Han lste
Latin, Grsk, Hebraisk og Fransk, men kun i verste Klasse, i hvilken
Disciplene pleiede at tilbringe tre eller dog 2 Aar, og han hjalp mig
til hurtig at komme under hans umiddelbare Paavirkning ved at lade
mig gjennemgaae hver af de tre lavere Klasser (Skolerne havde dengang
kun fire) paa et halvt Aar, medens der ellers krvedes mindst et
Aar. Ligesom skarp logisk Form i Begrebsudvikling og Forklaring ikke
just var hans strke Side, saaledes var hans sthetiske Dannelse og
Betragtning bleven staaende omtrent ved 1790-1800 uden at berres af
hlenschlger; i Fransk, hvorfor han havde Interesse, og hvori han
selv havde udgivet en lille Syntax, lste han med os, foruden Noget
af Voltaires Karl XII, Stykker af Laharpes #cours de littrature#,
der vare os for vanskelige, og af Voltaires Henriade, som han
betragtede som et sandt episk Digt. Det forekommer mig ret mrkeligt,
hvorlidet den ved hlenschlger og Andre vakte Bevgelse og nye
Retning i Litteraturen efter omtrent et Decenniums Forlb mrkedes i
en By saa nr Kjbenhavn med en lrd Skole og en Kreds af Beboere,
hos hvilken en noget hiere Dannelsestrang kunde forudsttes; ogsaa
her gjorde Tidens Nd og Fattigdom sig gjldende. I Skolen
reprsenteredes den danske Skjnlitteratur alene af Sanders Odeum
(1807), hvori dog fandtes hlenschlgers "Skattegraveren" og
"Guldhornene", og Rahbeks danske Lsebog, hvori fandtes en Scene af
Hakon Jarl. Vrre saae det naturligvis ud med den fremmede, navnlig
den tydske Litteratur. For den danske Litteraturs Vedkommende skete
heri dog nogen Forandring, da J. P. F. Dahl, der -- efter et
indholdsrigt akademisk Liv i Kjbenhavn -- et Par Aar havde vret
konstitueret som Docent i Philosophi ved Kristiania Universitet,
ansattes som Overlrer i Frederiksborg. Som Lrer i de gamle Sprog
var Dahl, trods sine gode Kundskaber, mindre heldig paa Grund af hans
Undervisnings Bredde og langsomme Fremrykning, men i verste Klasse
var hans Undervisning i Modersmaalet (dansk Stil) vkkende og
befrugtende. Ogsaa til Bekjendtskab med den nyere Litteratur og Poesi
ledede han de mere opvakte Disciple hen, forsaavidt hans egen med
saare ringe Midler tilveiebragte Bogsamling ved Udlaan strakte til;
Bekjendtskabet med Schiller skylder jeg ham; til Goethe naaede jeg
ikke i Skolen. (Spinoza nvnedes frst flere Aar senere imellem Dahl
og mig.) De vrige Lrere ved Skolen vare jevne Mnd med ringe
speciel Fagdannelse og paavirkede mig ikke udover den brugte Lrebogs
Grndser. En af dem blev ved den Elendighed, hvori en uden Tvivl
oprindelig god og velbegavet Natur var nedsunken ved srgelige
konomiske og huslige Forhold og ved det derimod brugte Trstemiddel,
en Gjenstand for min og de bedre Meddisciples dybe Medlidenhed; vi
holdt over, at han ikke aabenbart krnkedes og spottedes; men, at i
de hiere Klasser af 12 Disciple 8 eller 9 i hans Time spadserede i
Skolegaarden, kunde ikke hindres. Uheldigvis var dette Skolens
Religionslrer. En Timelrer i Skrivning, Gymnastik o. s. v. nd ikke
samme Hensyn og Skaansel. Niagtig Gjennemfrelse af ydre Orden og
Kontrol med Lrernes Virksomhed laae ikke for Rektor Bendtsens milde
og blde Karakter og endnu mindre Strenghed ligeoverfor Ulykkelige.

 {[21] Citat af Iliadens 6te Bog, Vers 208.}

 {[22] Af den Mindetale, som jeg i Februar 1831 ved en Srgehitid
 holdt over ham og derpaa udgav, vil jeg her hidstte flgende Ord,
 fordi de endnu for mig have Betydning ved, hvad jeg baade med
 Hensyn paa Bendtsen og mig selv sagde og ikke sagde: "Og, som Ingen
 er i Sandhed rvrdig, uden at han er from, saa var, saasandt en
 villig og hengiven Underordnen af det Personlige under almindelige
 Love af et guddommeligt Udspring og den inderlige Erkjendelse og
 Flelse af et hiere Liv, til hvilket det enkelte er knyttet,
 fortjene Navn af Fromhed, Bendt Bendtsen et fromt Menneske."}

Min Hengivenhed og rbdighed for min Rektor drog min Interesse
overveiende hen til de Fag, hvori han underviste med Alvor og dyb Tro
paa Gjenstandens Vigtighed, og, da Skolearbeidet ingenlunde optog min
hele Tid og Kraft, sgte jeg at fie Noget til. Jeg lste paa egen
Haand Plautus's #Aulularia# ved Hjlp af Schmieders meget
overfladiske Kommentar og Aischylos's Eumenider ved Hjlp af et efter
F. C. Petersens Forelsninger nedskrevet Hefte; navnlig til det
sidste Arbeide vare baade min Forkundskab og mine Hjlpemidler meget
utilstrkkelige. Jeg havde i min Skoletid kun Benyttelsen af et
forldet grsk-latinsk Lexikon (Schrevelius's), der tilhrte mine to
Stuekammerater, hos hvem jeg ogsaa laante Badens latinske Ordbog;
derimod var jeg selv, jeg ved ikke hvorledes, kommen i Besiddelse af
Eschenburgs Encyclopdi i den klassiske Litteratur og tilegnede mig
deraf endel historiske Kundskaber om Oldtiden og et ganske forelbigt
Bekjendtskab med og Interesse for philologisk Litteratur. Et Bevis
paa, hvor ivrig jeg drev Studiet af Latin, var endelig en efter min
Rektors specielle Tilskyndelse udarbeidet Fremstilling i et Par
hundrede latinske Hexametre af Sagnet om Demophon og Phyllis; Digt
kunde jeg ikke kalde dette i November 1820 tabte Vrk. Udenfor de
gamle Sprogs Omraade var jeg blottet for nsten alle Midler til
Tilfredsstillelse af min Videbegjrlighed og Lselyst. Med stor Iver
studerede jeg en Bog over den franske Revolutions Historie, hvis
Forfatter og Navn jeg har glemt, og optog derfra i Hukommelsen et
stort, men vistnok saare lidet kritisk sigtet Stof. Archenholz's
Geschichte des siebenjhrigen Krieges faldt ligeledes tilligemed et
andet strre Vrk af speciellere militr Karakter (jeg tror af
Tempelhof) tilfldig i mine Hnder og sysselsatte mig strkt. En i
Byen boende Familie, af hvilken en Sn var min Meddiscipel i verste
Klasse, havde en stor Samling af A. Lafontaines paa Dansk oversatte
Romaner, hvilke igjennem denne Kammerats Medvirkning udlaantes og
lstes af os i stort Omfang tilligemed Spiess' "Ulykkens Boliger og
Elendighedens Huler" (hvis jeg husker Navnet rigtig), hvormed vi
forsynedes fra samme Sted.

Med mine Skolekammerater stod jeg i det bedste Forhold, og de fleste
af dem, med hvilke jeg sad sammen i verste Klasse, have siden givet
mig talrige, med Tak modtagne og besvarede Prver paa bevaret
Velvillie. Med nogle stiftede jeg et Venskab, der fortsattes langt
udover Skolen; med et Par bestaar dette endnu, derimellem med min ene
Kontubernal, der med usvkket Hengivenhed har hngt fast ved mig (den
anden, skikkelig, men ringe begavet, dde tidlig efter et lidet
gldeligt Liv). Med ingen traf jeg dog saaledes sammen i aandelig
Retning og Bestrbelse, at en fremmende Indflydelse paa min Udvikling
deraf kunde fremgaae, uden forsaavidt venlige og kjrlige Berrelser
og Stemninger aldrig savne Betydning for den senere Gemytsudvikling
og Livsopfatning.[23] At dog i de hyppige Mder paa vort lille Kammer
med to eller tre Kammerater af verste Klasse stundom ret alvorlige
Sprgsmaal kom frem, derom vidner den Erindring, jeg har, at jeg der
engang udviklede den aldeles selvstndig hos mig opstaaede
Betnkelighed ved, at den guddommelige Aabenbarings Indhold var
kommen til os gjennem den historiske Overleverings Tilfldighed og
Usikkerhed, derimellem ogsaa de kritiske og philologiske Tvivl og
Sprgsmaal ved Bibeltexten. Den med en Udtalelse af Lessing stemmende
Grundtvigske Opdagelse, der stter _Symbolum apostolicum_ som et
gjennem de frste Aarhundreder sikkert bevaret Skrin, var da ikke
gjort.

 {[23] Af ldre Disciple fra Frederiksborg Skole, der senere have
 opnaaet en mere fremragende Stilling i Staten og Litteraturen, og
 som ikke stode meget fjernt fra mig i Tiden, vare P. G. Bang, T. A.
 Ussing og Chr. Gad allerede dimitterede flere Aar, fr jeg kom ind
 i Skolen, og P. G. Brammer og C. H. Visby dimitteredes, medens jeg
 endnu var i nstnederste Klasse.}

Trods mit gode Forhold til Skolen og mine Kammerater hvilede der over
mit Forhold og Vsen gjennem hele min Skoletid et tungt Tryk.
Fattigdom og Savn vedblev, uagtet den ovenfor nvnte Velgjrerinde
snart paatog sig at udrede hele Betalingen for mit Logis og Ophold,
at omgive mig paa alle Sider; den afskar mig Anskaffelsen af
Lremidler og paatrykte efterhaanden mit Ydre et altfor tydeligt
Prg. Om Deltagelse i Noget udenfor Skolen, der krvede Udgift, f.
Ex. Dandseundervisning, kunde der ikke vre Tale. Jeg erindrer, at
jeg for at kunne yde mit Bidrag til en Fdselsdagsgave til vor kjre
Rektor maatte slge det eneste Klenodie, jeg havde medbragt fra
Hjemmet, en lille Slvmedaille, der var givet mig i Faddergave. Nden
blev mig desto bittrere, fordi jeg havde Bevidstheden om, at min
Moder, der i det fjerne Hjem havde at srge for fire yngre Sskende,
alligevel for min Skyld paalagde sig forholdsvis store Opoffrelser og
Savn, og fordi jeg bar Fattigdommen mellem Fremmede, der ikke altid
forstod dens Virkninger eller ydede den Deltagelse eller dog
Skaansel. I det Hus, i hvilket jeg boede, og hvis med mig
jevnaldrende Snner vare mig gode Kammerater, maatte Omsorgen for den
talrige egne Brneflok, hvis Opdragelse faldt byrdefuld nok, aflede
Interessen temmelig fra de der anbragte fremmede Skoledisciple og
sjeldent og sparsomt lade disse tilflyde en Opmuntring og venlig
Ytring, og til ingen anden Familiekreds havde jeg Adgang. Jeg trak
mig sky og forknyt tilbage i mig selv, og kun sjeldent gjennembrd en
vis stolt Trods min Forknyttelse, som da jeg en Aften, efterat en
adskillige Aar ldre Datter af Huset ved det store Fllesbord i nogen
Tid havde drillet mig ved en Fortlling, der fremstillede mig i et
komisk Lys, pludselig rejste mig op med det Udbrud: "Gjentager De
Fortllingen endnu engang, erklrer jeg det for Lgn, Jomfru", og
derved imponerede hele Forsamlingen, den strenge og myndige Husfader
iberegnet. Ogsaa paa Skolen kom det en enkelt Gang til et lignende
Udbrud ligeoverfor en Lrer, som jeg ellers vel kunde lide, men som
havde tilladt en af ham forklet Meddiscipel ustraffet at krnke
mig[24]. En Erstatning for Meget, jeg savnede, bd mig i de tre
Somre, jeg var i Frederiksborg, den deilige Skovnatur, i Srdeleshed
Indelukket og Prstevangen, i hvilken sidste vi Drenge anlagde vore
Grsbnke, og baade Sommer og Vinter den stolte Slotsbygning, hvis
Kirke var Byens Sognekirke, og hvis Klokker og Uhr hrtes vidt om i
Skovene og vakte Minder og Drmme, ligesom Aftenvandringerne under
Taarne og Hvlvinger, der rungende gjengav hver Sang og hvert Udraab.
-- Jeg har allerede sagt, at jeg stod fuldkommen udenfor
Selskabslivet og selskabelige Fornielser i Frederiksborg (kun engang
medtoges jeg til en Forestilling paa et Privattheater), og desto
naturligere synes jeg at kunne og burde forbigaae "de tredive
Tyranner", men kan det dog ikke ganske. Med dette Navn, som kom i
Brug just i min Skoletid, betegnedes endnu lnge derefter vidt og
bredt imellem alle, der havde nogen Forbindelse med Frederiksborg,
den Kreds af smukke eller dog tkkelige og tiltrkkende unge Piger af
bedre Familier, der i hine Aar udmrkede Frederiksborg og oplivede
dets Baller og dets Spadseregange, om endog Tallet 30 ikke ganske
naaedes, ligesaalidt som man i det Afsnit af den grske Historie og
den romerske Keiserhistorie, hvorfra Benvnelsen hentedes, kan
udfylde Rammen helt med Navne. Efter min hele Stilling til
Selskabslivet har jeg ikke vexlet noget Ord med nogen af disse
Tyranner med Undtagelse af de to, med hvem jeg boede i Hus, og af
hvilke den ene forekom mig at vre en af de alleryndigste, og maaske
en til, men jeg har dog, saavidt mit allerede dengang noget svage Syn
tillod, gldet mig ved Beskuelsen og vret inddraget i den
eiendommelige, maaske ikke i alle Henseender sunde Athmosphre af
Fortryllelse og Forelskelse, som de udbredte. Et srligt Indtryk
erindrer jeg at have modtaget og sgt ved om Sommeraftener vandrende
igjennem Staldbygningerne foran Slottet at hre to unge Piger, som
jeg neppe nogensinde ellers mdte, synge indenfor det aabne Vindue i
Husareskadronens Chefs Bolig. Da jeg i Sommeren 1819 forberedtes til
Konfirmation paa den eiendommelige Maade, at jeg efter Professor
Bendtsens Aftale med Sogneprsten paa Grund af mine Arbeider ved
Indtrdelsen i verste Klasse (man pleiede ellers at konfirmeres i
tredie Klasse) fritoges for hvert andet Mde hos Prsten, deltog to
Dtre af en Adelsmand, der beboede et Landsted ganske nr ved
Frederiksborg og havde en Mellemting imellem et Hof- og et
Forstembede, og som hrte til Tyrannerne, i Konfirmandundervisningen.
De traadte som andre Dtre af Honoratiores altid i Flge med Prsten
ind i Konfirmandvrelset, hvor de jvnere Familiers Brn og jeg som
den eneste Reprsentant for Latinskolen forud samledes. Jeg har
altsaa aldrig vexlet noget Ord med dem, hvilket jeg desuden efter
Forskjellen i vor Stilling ikke vilde have vovet, men jeg gldede mig
aldeles uskyldigen hver Gang ved Beskuelsen af deres dle Skikkelser
og deres Sknhed, og jeg har bevaret disse rene Billeder ved Siden af
det, jeg daglig saae i Hjemmet, indtil denne Dag med trofast Glde,
og, da jeg i 1850 ved et Taffel paa Frederiksborg Slot havde deres
Moder til Borddame, kunde jeg ikke lade vre at sige hende, hvilken
stille Hengivenhed jeg havde ydet Dtrene, med hvem jeg aldrig har
talt.[25]

 {[24] Fllesskab i forladt Stilling og i Savn indgav mig en srlig
 Interesse for tre ugifte tyske Kvinder, den yngste ikke meget over
 min Alder, der ved en forunderlig hemmelighedsfuld Skbne fra de
 fyrstelig Salm-Salmske Besiddelser i den preussiske Provinds
 Mnster vare forslaaede til den sjllandske Kjbstad og levede som
 Pensionrer i meget tarvelige Kaar i samme Hus som jeg, med
 Lngsler og Blikke vendte mod det fjerne Hjem, kun ufuldkomment det
 danske Sprog mgtige. De forsvandt dog frst efter min Bortreise
 fra Frederiksborg, ligesaa hemmelighedsfuldt; vi vidste kun, at
 deres Anliggender besrgedes igjennem det kjbenhavnske Handelshus
 Duntzfelt.}

 {[25] Som Minister for Kirkevsenet modtog jeg i 1849 eller 1850 et
 Brev fra en Prstekone i Jylland, hvori hun, mindende mig om, at
 jeg vel oftere havde set hende i Frederiksborg under Navnet K. M.,
 bad mig om at hjlpe hendes Mand til en i flere Henseender nskelig
 Forflyttelse. Heller ikke med hende havde jeg nogensinde vexlet et
 Ord, men jeg tilstaaer, at jeg blev glad ved at se, at hendes Mand
 efter alle vedtagne Regler var den nrmeste til at indstilles til
 et godt Embede i Sjlland, og ilede med at underrette hende om
 Indstillingen; ogsaa hun havde indtaget en Plads imellem
 Tyrannerne.}

Den 24de September 1820 tog jeg paa den sdvanlige Maade, men med dyb
Bevgelse Afsked med min Rektor og med Skolen. Det var Skik, at
Dimittenderne paa en bestemt Aften en efter en gik ind til Rektor i
den Skoleklasse, hvor han sad ved sit ensomme Lys, og der modtog sit
Skoletestimonium under en fortrolig og kjrlig Tiltale og Formaning.
Denne bar for mit Vedkommende det strkeste Prg af hans Godhed og
besvaredes, omend ikke i Ord, med den inderligste Tak. Et
besynderligt Indtryk gjorde det, at den stille Mand, der i Skolen
uden Undtagelse tiltalte sine Disciple i verste Klasse i 3die Person
med Ordet "man" (f. Ex. "man er en sel, Nielsen"), efter
Overrkkelsen af Testimoniet ligesaa uforanderlig anvendte Pronomenet
"De"; det var Emancipationstegnet. Og dog har jeg i min Skoletid
aldrig betraadt den Mands Familiebolig nede under Skolen, som var mig
saa god, og som jeg elskede saa hit; saa streng var Afsondringen
imellem hans vistnok saare tarvelige Husliv og Skolen. -- Sregne
Forhold bevirkede, at jeg i mine akademiske Aar yderst faa Gange og
yderst kort gjensaae Frederiksborg og Bendt Bendtsen; jeg har ofte
bebreidet mig, at jeg ikke noksom ydede ham Gjengjld for den
kjrlige Stolthed, hvormed han fulgte sin Lrlings Fremskridt paa den
akademiske Bane som Lrer i hans Yndlingsfag: Latin; jeg er vis paa,
at han satte Pris paa, at hans tredie Sn -- den for nogle Aar siden,
efterat han havde taget Afsked som Rektor for Ribe Kathedralskole,
afdde Carl Bendtsen, en kjr Kammerat og Ven af mig, -- som
philologisk Student var min Respondens, som det da hed, da jeg i 1828
disputerede for Doktorgraden. -- Den 25de September 1820 kjrte jeg
med en Meddimittend, som jeg holdt af, paa en til hans Raadighed
stillet Vogn til Kjbenhavn, for den 1ste Oktober at indstille mig
til Examen artium, saaledes som den dengang afholdtes ved
Universitetet.




III.

STUDENTERAARENE, EMBEDSEXAMEN OG MAGISTERGRAD.

1820-1826.


Ved Ankomsten til Kjbenhavn fandt jeg mine ydre Forhold forelbig
ordnede, idet jeg paa den frnvnte Velgjrerindes Bekostning og ved
fra hende udgaaet Omsorg var tinget i Pension hos en borgerlig
Familie i smaae Vilkaar og Midler anviste til mine Forndenheder,
saaat jeg befriet fra Bekymring og Tryk i denne Henseende kunde
gjennemgaae Examen artium. Dens Udfald -- jeg opnaaede Udmrkelse --
tilfredsstillede ikke blot srdeles min Velgjrerinde, til hvem jeg
fra nu af fik en nrmere stadig Adgang, men isr min kjre Rektor, af
hvis Dimittender i en lngere Aarrkke ingen havde havt samme Held,
og som, med Ret eller med Uret, ansaae sig for mindre vel anskreven
hos en af de indflydelsesrige Examinatorer, og Glden var desto
strre, da tilfldigvis i 1820 ingen anden Kandidat blev
udmrket[26]. Efter Examen fik jeg den ene af de to Pladser i
Kommunitets- og Regentsstipendiet, der ere forbeholdte Dimittender
fra Frederiksborg, uden at det faldt Regentsprovsten ind at se en
Misbrug deri, at jeg boede frit udenfor Regentsen (-- jeg troer dog,
at jeg selv overlod de saakaldte Regentspenge til den Gratist, som
Provsten indlagde paa det mig anviste Vrelse --), hvad der var
fremkaldt ved, at min Velgjrerinde havde den Forestilling, at
Regentsen var et betnkeligt Sted for et saa ungt Menneske. Men
hertil kom ganske uventet en anden betydelig Understttelse,
idet davrende Etatsraad L. Engelstoft sendte Bud efter mig og
opfordrede mig til med en Ansgning at henvende mig til Grev A. V.
Moltke-Bregentved om det Moltkeske Stipendium for Embedsmnds
studerende Snner og denne Ansgning bevilgedes endog med en
overraskende Anticipation. Paa hvilken Maade Engelstoft i det mig af
ham til Greven medgivne Brev havde skildret min Stilling, veed jeg
ikke. Han havde slet ikke hos mig erkyndiget sig niere derom, og jeg
modtog de Understttelser, der dengang uden nogetsomhelst Initiativ
eller ivrig Bestrbelse fra min Side faldt i min Lod, uden nogen
Overveielse af, om jeg ikke ubillig begunstigedes paa Andres
Bekostning[27]. De Savn, der i min Skoletid saa haardt havde trykket
mig, vare saaledes i ethvert Tilflde for flere Aar blevne aflste af
en relativt strre Velhavenhed, end jeg til nogen anden Tid af mit
Liv har befundet mig i, og, skjndt jeg baade ved Bogkjb og ved at
hjlpe mine Brdre under deres Forberedelse til Styrmandsexamen og
ved andre Udgifter, der vare mindre berettigede, af og til bragte
mine Finantser i nogen Uorden, br jeg dog med Tak anerkjende, at jeg
i fire Aar kunde hengive mig til mine Studier uden nogensomhelst
Bestrbelse for Erhverv eller Bekymring for mine Forndenheder.

 {[26] Da jeg kort efter Examen skulde nyde min Triumph i
 Frederiksborg, afkjledes mit Mod noget paa en eventyrlig og
 besvrlig tretten Timers Nattereise dertil, paa hvilken jeg mistede
 samtlige mine akademiske Dokumenter, derimellem ogsaa den saakaldte
 akademiske Stilebog, hvori det ovenfor nvnte latinske Poem
 indeholdtes.}

 {[27] Jeg kan ikke uomtalt forbigaae det delmod, der betegnede mit
 frste Sammentrf med den Mand, med hvem det blev min Skbne siden
 at mdes i Danmarks Statsraad. Da jeg i Oktober eller Begyndelsen
 af November kom ind til Greven, bad han mig komme igjen ved
 Terminstiden i December. Da jeg til den Tid indfandt mig, lagde han
 efter nogle venlige Ord og med den ham under slige Forhold egne
 Forlegenhed en Hundrededalerseddel i min Haand og sagde, at jeg
 skulde komme igjen nste Juni Termin. Da gjentog han det Samme med
 Opfordring til mig om atter at komme i December, og jeg troede
 naturligvis, at det var en af de bestemte Stipendielodder, der paa
 denne Maade udbetaltes mig; men i December 1821 sagde Greven mig,
 at det var ham en Glde nu at kunne tilstaae mig Stipendiet; de to
 forrige Terminer havde jeg altsaa modtaget en privat Gave. Man maa
 herved ikke glemme, at en saadan Gave under de davrende
 Godseierforhold var langt betydeligere, end den nu vilde vre.}

Mine Studenteraar faldt i en Tid, i hvilken Erindringen om nr
forudgaaede tunge Tilskikkelser hvilede over Landet og i
Hovedstaden strkt paatrngte sig igjennem Ruiner, derimellem
Universitetsbygningens, eller gjennem ufuldendte Nybygninger, og med
denne Erindring forbandt sig den endnu tilstedevrende, paa alle
Sider sig aabenbarende konomiske Nd og Fattigdom. Heller ikke
Landets hieste Undervisningsanstalt: Universitetet befandt sig i
nogen blomstrende eller tilfredsstillende Tilstand. Naar et isoleret
og fra livlig Udvexling af Krfter og ansporende Vddekamp afskaaret
Universitet altid kan have Vanskelighed ved i alle Retninger at holde
sig paa det tilbrlige Standpunkt, maatte denne Vanskelighed srlig
gjre sig gjldende, naar som dengang de materielle Betingelser
i en lngere Aarrkke svigtede ikke blot ved det ydre Apparat
af Bygninger, Samlinger og deslige, men ogsaa ligeoverfor
Lrerpersonalet, idet ikke faa Medlemmer af dette levede i meget
trange Vilkaar, medens baade Landets konomiske Forhold og nedarvet
Vedtgt hindrede Udsondringen af de ikke lnger brugbare Krfter og
disses Erstatning med nye. Dertil kom, at de i Slutningen af forrige
og Begyndelsen af dette Aarhundrede tildels under Hertugen af
Augustenborgs ikke altid sikre og selvstndige Ledelse antydede og
paabegyndte Reformer og Indretninger under den efter 1807 flgende
Ulykkesperiode, da ogsaa Hertugen selv fjernedes, gik istaa, hvorpaa
i den Retning, i hvilken mine Studier frte mig, det i den spdeste
Alder henvisnede pdagogiske Seminarium frembd et Exempel. Gammelt
og Nyt blandede sig stundom paa en besynderlig Maade, der for mig
afprgede sig i et lille Trk. Hver Student skulde efter
Immatrikulationen vlge sig et Medlem af Konsistorium til saakaldet
Privatprceptor. Denne skulde efter de ldre Bestemmelser have et
srligt Tilsyn med de til ham paa denne Maade knyttede Studenter og
sttte dem; men af en saadan nrmere Forbindelse var end ikke det
allerringeste Spor blevet tilbage; to Dage efter Immatrikulationen
havde Studenten ofte glemt, hvem der var hans Privatprceptor, og
Prceptoren, hvilke Studenter der havde valgt ham. Men, naar
Studenten efter fuldendt akademisk Kursus og ved Ansttelse i et
Embede lste det saakaldte Testimonium publicum, tilfaldt af
Betalingen derfor 2 Rigsdaler Privatprceptoren. Jeg valgte til
Privatprceptor Historikeren Abraham Kall, tidligere ogsaa Professor
i Grsk, dels af Respekt for Mandens Ry for udbredt Lrdom, dels
fordi andre mig maaske mere tiltalende Navne vare optagne, da Touren
kom til mig at vlge; thi Studenterne skulde ligelig fordeles imellem
samtlige Konsistoriales. Mandens videnskabelige og akademiske
Virksomhed var imidlertid ophrt lnge iforveien, og jeg har aldrig
set ham, da han ikke lnger gik ud. Medens i flere Retninger
hderlige Navne indgd Agtelse og enkelte kastede en srlig Glands
over Universitetet (-- rsted havde i 1819 gjort sin Opdagelse af
Elektromagnetismen --), fremtraadte paa andre Punkter Svaghederne
strkt, vistnok fornemmelig, men dog ikke udelukkende, i det
philosophiske Fakultet (der dengang tillige omfattede det
mathematisk-naturvidenskabelige); selv raa Mangel paa al smmelig
Holdning og Anstand savnede ikke en enkelt, oprindelig ikke ubegavet
Reprsentant. -- I det almindelige, navnlig sthetiske Litteraturliv
stod endnu Rahbek med nogle mindre betydelige Veteraner som
Reprsentant for eller Minde om Tiden fr hlenschlger, og, uagtet
det sagdes at hre til de Formaninger, som min Privatprceptor A.
Kall, medens han endnu saae Studenter, i sin gammeldags Strenghed
pleiede at give disse: ikke at drikke Dus med Rahbek, fandt jeg mig
selv hdret ved i mit 17de Aar at indtrde i Dusbroderskab med den
elskvrdige gamle Mand; Bakkehuset selv var derimod allerede dengang
lukket for nye Gster, endsige saa unge. Efter den heftige Kamp
imellem hlenschlger og Baggesen og den Sidstes Bortdragen var der
indtraadt en Art mat Stilstand, og, skjndt Vrket: Nordens Guder var
udkommet i det nrmest forudgaaende Aar, mrkedes dog Pieteten imod
Digteren ikke saaledes, som man skulde have ventet, da der i 1820
skete et raat Angreb paa ham i Anledning af et af ham affattet
Universitetsprogram[28]. Det var Skade, at man ikke havde fundet
noget andet Middel til at sikre Digterens Existens end et
Professorembede, hvortil han hverken ved Aandsretning eller
Uddannelse egnede sig. Grundtvigs frste Kampperiode var afsluttet,
og den anden skulde frst aabnes med Angrebet paa Clausens
Rationalisme. Ingemanns sentimental-romantiske Digtervirksomhed var
ikke trngt videre igjennem, I. L. Heiberg havde som Lektor i Kiel
forelbig standset sin digteriske Produktion, Poul Mller var paa sin
Kinareise, og Henrik Hertz, Christian Winther og Christian Wilster
fandt saaledes en temmelig fri Plads ved deres da begyndende
Optrden, der knyttede sig nr til Studenterverdenen. -- I
Studenterlivet var der kommet en mrkelig og flgerig Bevgelse ved
Dannelsen af Studenterforeningen, Formen for et fr ukjendt friere og
alsidigere Samliv, i Sommeren 1820. I denne indtraadte jeg i Lbet af
den frste Vinter og deltog med Iver i Livet indenfor samme i hele
min Studentertid; jeg bragtes derved strax i nrmere Bekjendtskabs-
og Venskabsforhold til en hel Rkke ansete og dygtige Studenter
udenfor mit eget Specialfag, der vare adskillige Aar ldre end jeg,
derimellem f. Ex. Juristen og Historikeren J. V. Jacobsen (dd som
Etatsraad og Kommitteret i Rentekammeret), den philologisk dannede
sthetiker C. A. Thortsen, der for faa Aar siden er dd som
afskediget fra Rektoratet ved Randers Skole, og Digteren Henrik
Hertz, ikke at glemme den i flere Retninger begavede og elskvrdige,
men ved en tidlig begyndt Tunghrighed i sine Livsforhold endel
tilbagetrngte Frederik Fabricius, der i Alder stod mig langt
fjernere, -- Forbindelser, der virkede vkkende paa mig i flere
Retninger. Jeg deltog fra Begyndelsen lige ivrigt i Foreningens
litterre Forhandlinger (-- jeg erindrer, at jeg i mit andet
eller tredie Studenteraar i Foreningen oplste en Afhandling
af mig om Hertug Henrik Lve og opponerede strkt imod en af
Historikeren, siden Kunstlreren L. N. Hyen da opstillet Thesis
om Kardinal Fleurys udmrkede politiske Dygtighed --), i dens smaae
parlamentariske Kamplege og i dens selskabelige Fornielser,
iblandt Andet, medens Foreningen i et Par Aar havde nogle smaae
Sommervrelser med Have paa Vesterbro, navnlig som Keglespiller.
Ogsaa med Mange af dem, der kom til Universitetet samme Aar som jeg
uden at vlge samme Fag, stod jeg i et livligt, ikke med det frste
Aar afsluttet Samkvem. Tidlig knyttedes jeg saaledes til Juristen F.
U. Timm, frst noget senere derimod til den baade videnskabelig og
kunstnerisk (i Musik) saare begavede Ernst Bojesen, begge mine
trofaste Venner indtil deres Dd; fra den sidste var jeg i det frste
Par Studenteraar bleven holdt borte dels ved en vis Skinsyge imellem
de navnlig ved Bekjendtskab med den nyere Litteratur mere udviklede
Studenter fra Kjbenhavn paa den ene Side og paa den anden
Provindsskolernes Dimittender, hvis stiltiende Reprsentant jeg var
bleven ved den akademiske Anseelse, som den frste Examens Udfald
havde skaffet mig, dels dog ogsaa ved en noget forskjellig
Individualitet. -- Min Aandsretning og de tidligere modtagne
Indtryk lode mig ved Tanken paa et Embedsstudium kun Valget
imellem Retsvidenskaben og Philologien, der, efterat den
ved Universitetsfundatsen af 1788 indrettede philologiske
Skoleembedsexamen i en lang Rkke af Aar var gaaet i Forglemmelse,
atter havde faaet en Plads imellem Embedsexamensfagene ved
Anordningen af 24de Oktober 1818, rigtignok i en noget broget
Skikkelse. Ved Siden af klassisk Philologi, Hebraisk og Historie
examineredes der saaledes dengang, for at omfatte alle eller dog de
fleste og vigtigste Skolefag, ogsaa i Philosophi, Theologi og
Mathematik, naturligvis dog saare elementrt og overfladisk, saaat
Philologien med Historie ikke blot gav Examen det almindelig vedtagne
Navn: "store Philologicum", men ogsaa dens vsentlige Indhold. Den i
Frederiksborg vakte og til Anelse om Videnskab og Lrdom hos mig
udviklede Interesse overveiede, dengang jeg blev Student, afgjort den
fra Bornholm medbragte og derfra kun paa det Elementre og Praktiske
henvisende Retning; jeg valgte derfor Philologien, et Studium, hvorom
allerede, ogsaa ved en vis Nyhedens Tiltrkning, en omend ikke
talrig, saa dog virkelig ivrig og alvorlig strbende Kreds havde
begyndt at danne sig. Et Par af denne Kreds: de tidligere theologiske
Kandidater Flemmer, dd som Rektor i Frederiksborg, og J. Hage, siden
Overlrer i Roskilde, dd som Journalist, samt B. Borgen, dd som
afskediget fra Rektoratet ved Metropolitanskolen, stode mig dog i
Alder temmelig fjernt og deltog ikke i min Tid i de philologiske
Forelsninger og velser, hvorimod Henrichsen (Student fra 1818),
Olsen (fra 1819) og Elberling (fra 1819), der dde som Rektorer eller
afskedigede fra Rektoraterne i Odense, Viborg og Roskilde, samt
Rasmussen, der blev Student med mig, men var nogle Aar ldre (dd
ung), og jeg selv dannede en igjennem vor hele Studietid bestaaende
inderlig Forening, en fast Stok (af os selv i Spg paa Latin benvnt
_baculus fixus_), der imidlertid frst fuldstndig knyttedes 1821,
efterat jeg og Rasmussen havde tilendebragt "anden Examen". -- Paa
denne philologisk-philosophiske Examen -- som den officielt kaldtes
-- rettede jeg senere, nemlig i 1832, efter i nogle Aar som Docent at
have medvirket ved den, i en Afhandling i Maanedsskrift for
Litteratur, hvorom siden vil blive at tale, et strkt Angreb og
udtalte tilsidst i 1849 som Minister den endelige Ddsdom over dens
hele Indretning, efterat allerede Universitetsdirektionen i 1845
havde udvirket en kongelig Resolution, der forudsagde dens Ophvelse.
Jeg har, saalnge denne Examen og Forberedelsen dertil bestod, som
Professor for min Del redelig sgt at udrette det Bedste, der efter
Omstndighederne lod sig udrette ved den, og jeg har under mine
Forelsninger til samme kunnet glde mig ved de Studerendes Velvillie
og Imdekommen, men jeg har hverken i de mellemliggende Aar eller ved
nu at opfriske det hele Billede og ved at gjennemgaae min som Student
og Professor gjorte Erfaring fundet Anledning til at forandre min Dom
om den. Vistnok havde Examens anden Del, der omfattede dels Logik og
Psychologi under Et som theoretisk Philosophi og Moral som praktisk
Philosophi, dels Astronomi og Physik, forsaavidt en strre
Berettigelse end de lsrevne og tilfldige Stumper og Stykker, der
ved frste Del fiedes til Skolekurset, idet den, dog med Undtagelse
af Moralen, virkelig bd de unge Studenter noget Nyt; men
Forelsninger i et halvt Aar for et meget talrigt, til at hre
Forelsningerne vel nominelt forpligtet, men i Virkeligheden meget
lst sammenhngende Auditorium var en saare uheldig Form for
Meddelelsen og Befstelsen af positiv Elementrkundskab, isr naar
den derved forudsatte mathematiske Kundskab var meget forskjellig og
ikke samtidig vedes, hvortil kom, at man i et Hovedfag: Physiken
ikke naaede til den for Aandens Vkkelse vigtigste Del, den chemiske
Physik; Ingen hrte i Forelsningerne til anden Examen af rsted et
Ord om Elektricitet eller Magnetisme. En kjr Ven, imellem hvem og
mig Uenigheden om anden Examen og Forhandlinger derom langt senere
endog fremkaldte nogen Kulde, nemlig Mathematikeren Christian
Jrgensen, fremhvede gjerne den Indflydelse, som Berringen med
betydelige Videnskabsmnd og deres levende Fremstilling maatte have
paa de Unge; men selv for den baade dygtige og aandrige Docent var
det vanskeligt at lgge fuld Kraft og Liv i dette hvert Aar under de
givne Vilkaar gjentagne Kursus. Det er hermed ingenlunde sagt, at jeg
er tilfreds med den Maade, hvorpaa der senere af Philosophien alene
skabtes en Art anden Examen, og hvorpaa det derhenhrende Kursus en
Tidlang behandledes. -- Hvad mig selv angaaer, modtog jeg ved den
nvnte Examens frste Del i flere Fag meget ugunstige Indtryk: i
Latin saaledes ved Indholdets Fattigdom og Overfladiskhed, i Historie
(om det stgothiske Rige) ved Foredragets Trhed og Mathed, i
Mathematik ved den uden Tvivl dygtige og skarpsindige Professors
(Degens) totale Mangel paa Plan og paa Forelsningernes Anlg efter
nogetsomhelst bestemt Maal[29]. Fra at yde Forelsningerne til den
anden Del af anden Examen den tilbrlige Opmrksomhed, med Undtagelse
af Sibberns, som allerede vare begyndte og havde fngslet mig i det
frste Semester, tilstaaer jeg, at jeg aflededes ved en ensidig
Hengivelse til en philologisk Interesse. Imellem de i Januar 1821
(ved Frederik VI's Fdselsdag) udsatte akademiske Prisopgaver havde
nemlig den philologiske, der omhandlede Ciceros i de verrinske Taler
og andetsteds adspredte Notitser og Domme om Vrker af den bildende
Kunst og hans deri for Dagen lagte Indsigt og Smag, vakt min
Opmrksomhed, og over denne Opgave kastede jeg mig derfor, skjndt
ganske uforberedt, hvad Anskuelse af Kunstvrker og Bekjendtskab med
Kunsthistorie angik, og frembragte, idet jeg helligede min meste Tid
til en vistnok overfladisk, men dog forelbig for mig ikke unyttig
Lsning af Cicero, da ogsaa en latinsk Afhandling, der uden Tvivl bar
det strkeste Prg af Umodenhed, men som dog belnnedes med et
Accessit, medens Prmien tilkjendtes den ldre og vistnok med Hensyn
til noget Kunstkjendskab langt bedre forberedte Olsen. Men herved og
ved samtidig Lsning af Grsk skete et saa stort Indgreb i
Forberedelsen til anden Examen, at jeg kun opnaaede en af de sidste
Pladser imellem de temmelig talrige Udmrkede, og endda er det mig
nsten uforklarligt, hvorledes jeg i Historie og maaske endnu i et
Fag til opnaaede Laud.

 {[28] T. Algreen Ussing: "Bevis, at Adam hlenschlger er gaaet fra
 Sands og Samling" (i Kjbenhavns Skilderi).}

 {[29] Der herskede dengang den stygge Skik, at de Kandidater, der
 skulde examineres, Dagen forud indfandt sig hos vedkommende
 Professorer for personlig at betale Honoraret for denne private
 Forelsning, hvilket da, ofte med et strre eller mindre Tillg
 lagdes paa et Bord, eller for at forevise eller tilbyde at forevise
 et testimonium paupertatis. Ved denne Leilighed spurgte saa den
 yderst godmodige Degen hver Kandidat om, i hvilket Afsnit af
 Skolekurset eller det i Forelsningerne Foredragne han nskede at
 examineres; man opgav da Geometri, Arithmetik med eller uden Lren
 om Ligninger o. s. v., og dertil holdt han sig saa ved Examen. --
 Betalingsmaaden selv blev senere efter min og nogle Kollegers
 Andragende forandret til Indtegning hos og Betaling til en af
 Docenterne antagen Kvstor, medens Bestemmelsen om Fritagelse
 derfor overdrages til en Komit.}

Efter Tilendebringelsen af det frste akademiske Aar, i hvilket jeg
ogsaa havde opfrisket mine Barndomsminder ved et Besg hos min Moder
og derhos i Sommerferien ved et Ophold hos Etatsraadinde Kofod paa
hendes Gods Aastrup imellem Roskilde og Holbk havde gjort et senere
aldrig fornyet Bekjendtskab med et rigt Herregaardsliv, kastede jeg
mig med fuldt Alvor over den klassiske Philologi. Deri vare dengang
fire Professorer ansatte, af hvilke dog den ene: Brndsted i hele min
Studietid og i flere Aar derefter var fravrende i Udlandet. B.
Thorlacius, Professoren i Latin, havde vel efter sin Fader, den
nordiske Oldforsker Skule Thorlacius, arvet et anset Navn og selv i
sin Ungdom faaet et vist Ry for Lrdom; i Virkeligheden havde han
imidlertid kun en temmelig udbredt, men overfladisk og aandls
Lsning i klassisk, isr latinsk og islandsk, Litteratur uden
nogensomhelst sikker og ved skarpere Tnkning ordnet enten sproglig
eller historisk Indsigt; af den nyere philologiske Bevgelse i
Tydskland ved Wolff og Hermann var han bleven ganske uberrt, og selv
Heynes Indflydelse havde kun i ringe Grad paavirket ham. Hans
skriftlige Behandling af det latinske Sprog havde aldrig vret streng
korrekt og var efterhaanden bleven i hi Grad skjdesls; dertil kom,
at der meget tidlig (-- han var i 1820 kun 45 Aar gammel --) var
indtraadt en Slappelse ogsaa i Hukommelsen, der fremtraadte strkt i
de to eneste Forelsninger, som jeg og mine fire nvnte Studiefller
hrte hos ham efter anden Examen, hvoraf den ene over Ciceros nys
delvis gjenfundne Skrift _de republica_; af de vrige af ham i hine
Aar udenfor Kurset til anden Examen anmeldte Forelsninger og velser
er neppe nogen kommen istand. Hos N. Schow, Professor i Grsk og
Archologi, var der tidlig, som der sagdes: af Sorg over Tabet af
hans Haandskrifter og litteraire Samlinger fra et langt Ungdomsophold
i Udlandet, opstaaet en forunderlig aandelig Forstyrrelse og
Forvirring i den hele Kundskabskreds, der ved Siden af et
besynderligt Vsen i mange Aar gjorde den ulykkelige Mand til en
Gjenstand for de unge Studenters Latter og Spot. Den Erfaring, jeg
selv ved at examineres af ham ved Examen artium i Pauli Brev til
Galaterne gjorde, afkrftede ikke de nsten utrolige Historier, der
fortaltes om hans Feiltagelser. Jeg foreslog mine philologiske
Venner, at vi, da den gamle Mand dog skulde examinere os, burde vise
ham den Opmrksomhed at hre Noget hos ham, og vi bad ham da at give
os en Oversigt over grsk Palographi og paa Bibliothekerne ve os i
at lse grske Haandskrifter, hvormed han i sin Ungdom havde givet
sig meget af, men Udfaldet var et saadant, at det kun efterlod en
Blanding af Forundring, Spot og dyb Medynk. Der blev derefter kun
tilbage min senere mangeaarige trofaste og velvillige Kollega F. C.
Petersen, der vel ikke var nogen skarpsindig eller selvstndig
Philolog, isr ikke i exakt grammatisk Retning, men en flittig, den
tydske philologiske Litteratur omhyggelig benyttende Mand med stor
Imdekommen mod os Yngre, der, foruden at hre hans mythologiske og
archologiske Forelsninger, hvert Semester samledes hos ham til
Fortolkningsvelser over grske Forfattere og dr tumlede os med stor
Frihed og Iver. Jeg gjorde det til min Opgave ved disse velser,
istedetfor Excerperen af Scholier og nyere Commentarer over Pindar og
Tragikerne med tilfiede lidet begrundede Meninger, at trnge paa
Uddannelsen af en selvstndig Sprogindsigt og Sprogtakt, bygget paa
mere omfattende Lsning og egen grammatisk Iagttagelse og ved Siden
deraf paa historisk Opfatning, hvorfor ogsaa prosaiske Forfattere
inddroges i Kredsen; jeg erindrer endnu, hvor ubarmhjertig jeg tvang
mine Venner til at flge mig igjennem den grske Syntax og ikke
sparede vor taalmodige Prses for Forlegenheder med den ulykkelige
Partikel an. Til velserne hos Petersen fiedes Disputervelser
paa Latin i Sammenkomster paa Walkendorfs Kollegium, af hvilke
Sammenkomster ogsaa fremgik et ikke meget veloverveiet litterrt
Foretagende, men som dog har sin Betydning som Minde om den
ungdommelige Iver og den flles Aand, der besjlede os, nemlig det
#per quinque juvenes Haunienses# paabegyndte Aftryk med enkelte
Tilfielser af Italieneren C. Garatonis Anmrkninger til Ciceros
Taler, et dengang Norden for Alperne lidet bekjendt og vanskelig
tilgngeligt Arbeide. Det blev mig imidlertid klart, at Garatonis
Anmrkninger vare for tilfldige og usammenhngende i deres Form til
saaledes srskilt at udgives, og, da Touren kom til mig at besrge
et Afsnit, var det mig meget kjrt, at Forlggeren ikke viste Lyst
til Fortsttelse. Af grske og latinske Forfattere gjennemarbeidede
jeg et forholdsvis meget betydeligt Pensum, naturligvis ikke Alt lige
grundig, ligesom jeg ogsaa opgav dem til Examen med Haabet om, at
Totalindsigten skulde opveie Manglerne i Memorering af det Enkelte.
Ved Siden af denne Forfatterlsning fik jeg Tid til et temmelig
omfattende historisk Studium og gjennemgik navnlig for Middelalderens
Vedkommende meget omhyggelig Raumers da nye og meget anerkjendte
Arbeide over Hohenstauferperioden, hvoraf dog de to sidste,
Forfatningen skildrende Bind endnu ikke vare udkomne, idet jeg
selv lste betydelige Stykker af et Par didhrende middelalderlige
Skrifter (Otto Frisingensis, Helmold og Arnold af Lbeck). Hertil kom
et ikke ganske ringe Arbeide med Hebraisk (3 Mosebger, Josva, Ruth,
Salomons Ordsprog og Jesaias). Endda beholdt jeg, understttet af en
let Opfattelse og sikker Hukommelse og ved at vre fri for ethvert
Biarbeide, Tid til en ikke ganske ringe Lsning af dansk og tydsk
Skjnlitteratur tilligemed Oversttelser af Walter Scotts Romaner.
Det er maaske her Pladsen at indskyde den ogsaa for hele den flgende
Tid gjldende Bemrkning, at min sthetiske Nydelse og Dannelse,
hvis Extensitet jeg altid har underordnet Intensiteten, i original
Skikkelse foruden den gamle Litteratur kun har omfattet Dansk, Tydsk
og noget Svensk; engelsk og italiensk Poesi har jeg kun kunnet nyde
i Oversttelser og derfor ogsaa i indskrnket Maal; den franske har
ikke tiltrukket mig.

Under saadant Arbeide hengik Aarene 1821-1824, omend ikke aldeles
uforstyrrede. I Efteraaret 1823 indtraadte nemlig en Begivenhed, som
maatte faae en vsentlig Indflydelse paa min Livsplan og Livsgang.
Jeg forlovede mig nemlig da, i en Alder af 19 Aar, med Datteren af
den Familie, hos hvilken jeg boede, og som levede i trange og usikre
Kaar. Da hun derhos var nogle Aar ldre end jeg, var jeg mig fuldt
bevidst, at jeg derved paatog mig den Forpligtelse at styre
regelmssig og ad lige Vei hen mod en ikke for fjern Embedsansttelse
med Opgivelse af Planer og Udsigter, der ellers kunde synes
berettigede og naturlige. Det var ikke let, men Beslutningen toges og
fastholdtes, og det Offer, som jeg derved bragte, blev gjengjldt og
opveiet ved en til Livets Ende trofast, inderlig Kjrlighed og
Overbrelse med Feil fra min Side. Hvis end ikke mine Stipendier
havde stundet til Ende med Sommeren 1824 og fortsat Modtagelse af den
rigelig ydede private Understttelse havde kunnet synes en Misbrug,
maatte derfor selve det saaledes stiftede Forhold, isr da det noget
maatte overraske min Velgjrerinde, paaminde om og opfordre til
Afslutning af Examensstudiet. Jeg indmeldte mig saaledes i December
1824 til den indtil da kun med n Kandidat (Flemmer) i sin nye Form
afholdte Examen. Den mundtlige Prve fandt Sted den 7de Februar 1825,
og der tilkjendtes mig Karakteren #Laudabilis unanimi consensu#, den
ved nvnte Examen vedtagne Form for Udmrkelse[30]. Ved Prven havde
jeg den tilfldige re, at E. G. Gejer og endnu en anset Svensk --
vistnok Atterbom -- paa en Gjennemreise vare tilstede en kort Tid.
Den nstflgende 26de Mai underkastede jeg mig i Metropolitanskolen
den foreskrevne praktiske Prve med Karakteren Laudabilis.

 {[30] Forordningen af 24de Oktober 1818 savnede enhver Bestemmelse
 om, hvorledes Examenskarakteren skulde fremkomme, og hvorledes
 Udfaldet i de enkelte Fag med de yderst forskjellige Fordringer
 skulde sammenlignes og afveies, og hvilken Indflydelse de
 forskjellige Examinatorer skulde udve. Ved en Art mindelig
 Overenskomst dannedes en vis Praxis, iflge hvilken Examinatorerne
 i Latin og Grsk fik Hovedindflydelsen, de i Historie og Hebraisk
 den nste og de vrige, som tilbrligt var, en meget ringe, thi der
 krvedes i Philosophi og Mathematik ikke Andet, end hvad der
 forlangtes til 1ste og 2den Examen, i Mathematik endog med stor
 Lemfldighed, og i Theologi en meget begrndset Oversigt over
 Dogmatiken. Til en fast Regel kom det aldrig fr den nye Anordning
 af 1849. Den godmodige Theolog, siden Biskop, P. E. Mller gjorde
 mig ved Slutningen af sin Examination den ironiske Kompliment:
 #Video te, qui in ceteris disciplinis habitas, ne in theologia
 quidem hospitem esse.#}

I den sidste Tid fr Examen havde jeg vret strkt anstrengt og
trngte til nogen Hvile. Denne indtraadte dog ikke i en saadan Form,
at jeg, for en Tid lsreven fra den Kreds af Sysler og Gjenstande, i
hvilken jeg hidtil havde vret fastholdt, frit kunde hengive mig til
nye Indtryk og Tankerkker. Jeg maatte paatage mig et ikke ganske
ringe Undervisningsarbeide og vikarierede iblandt Andet et Par
Maaneder som Lrer i Borgerdydsskolen paa Kristianshavn i den verste
Klasse, jeg husker ikke om baade i Latin og Grsk eller blot i det
ene Sprog, for Flemmer, den eneste Undervisning, jeg overhovedet har
givet som Lrer i en Skole. Ved Siden heraf udfyldte jeg mit
Bekjendtskab med og Lsning af de gamle, navnlig grske, Forfattere
og syslede endog en kort Tid med Arabisk for nogenlunde at
fuldstndiggjre Billedet af den semitiske Sprogform; men min
Hovedopgave blev at afslutte mit akademiske Studium og habilitere mig
som videre fremadstrbende Philolog ved et Prveskrift for
Magistergraden, der dengang, fra 1824 af, i en Rkke Aar var adskilt
fra den philosophiske Doktorgrad. Stoffet til et saadant Prveskrift
tilbd sig lettest og nrmest i de kritiske og exegetiske
Optegnelser, som jeg efterhaanden havde samlet til grske og
latinske Forfattere, og i de grammatiske og i det Hele sproglige
Bemrkninger, som jeg havde sat i Forbindelse dermed; det var i denne
grammatisk-kritiske Retning, at mine Studier hidtil overveiende havde
bevget sig, og hvori jeg flte mig selvstndig og sikker. At jeg
deraf srlig fremdrog, hvad der angik Cicero, og saaledes den
latinske Side, medens den grske havde udvet en fuldt saa strk
Tiltrkning paa mig, havde sin Grund dels i Flelsen af, at jeg paa
dette Punkt var i Besiddelse af et strre, om en enkelt Forfatter
samlet Materiale, dels i Harmen over det af Uvidenhed, Tankelshed og
Hovmod sammensatte Uvsen, hvormed i de nrmest forudgaaende Aar en
tydsk Philolog J. A. Goerenz havde vidst at imponere sine Landsmnd
som Kritiker og Bearbeider af Ciceros philosophiske Arbeider.
Saaledes opstod den Afhandling, hvorover jeg den 14de Juli 1826
disputerede (#Emendationes in Ciceronis libros de legibus et
Academica#, 205 Sider i Oktav), men som foreligger trykt i en noget
anden Form end den, hvori den frst var udarbeidet, idet Fakultetet
forlangte den hele Indledning, der indeholdt en fuldt retfrdig, men
i Formen streng og aldeles tilintetgjrende Bedmmelse af Goerenz's
Arbeider og flere ikke milde Domme om adskillige andre ldre og nyere
Philologer udeladt, en Fordring, som jeg ogsaa selv nu maa anse for
at have vret saa meget mere berettiget, som ingen af Censorerne var
istand til at paatage sig noget Ansvar paa dette Omraade, men hvorved
Afhandlingen ikke destomindre tabte sit almindelige Grundlag og det,
der skulde sammenbinde Rkken af enkelte Bemrkninger, Textrettelser
og Forklaringer, tildels med temmelig omfattende Digressioner ogsaa
til grsk Sprogbrug. Jeg kommer nedenfor tilbage til dette frste
Ungdomsarbeide.




IV.

ANSTTELSE VED UNIVERSITETET. EMBEDS- OG VIDENSKABELIG VIRKSOMHED.

1826 til 1848.


I Sommeren 1826 fik Professor Thorlacius Tilladelse til i to Aar at
foretage en Udenlandsreise paa den Betingelse, at en dertil egnet
yngre Mand formaaedes til under hans Fravrelse at besrge
Examinationen og Forelsningerne i Latin, navnlig de til anden Examen
ndvendige, imod, foruden Betalingen for den private Forelsning i
hvert Vintersemester, at faae et srligt Honorar af 300 Rdl., til
hvilket Belb den nvnte Forelsningsindtgt ligeledes omtrent kunde
anslaaes. Thorlacius underhandlede herom med Poul Mller (Digteren)
og mig hver for sig, men vi meddelte hinanden indbyrdes det gjorte
Tilbud. Poul Mller, der ikke havde gjort latinsk Philologi til sin
nrmere Opgave, skjndt han i nogen Tid tnkte paa at underkaste sig
philologisk Embedsexamen, foretrak at flge en til ham paa samme Tid
stillet Opfordring om at gaae til Kristiania som Docent i Philosophi,
og jeg overtog da, tilskyndet af Udsigten til derved at opnaae en
fremtidig fast Ansttelse ved Universitetet, Vikariatet for
Thorlacius med saa kort Varsel, at jeg frst den 25de September
konstitueredes som midlertidig Docent fra 1ste Oktober, paa hvilken
Dag Examen artium begyndte, til hvis Forberedelse jeg allerede flere
Dage iforveien underhaanden havde maattet medvirke. Dermed var min
Livsbane, omend tilsyneladende kun forelbig, dog i Virkeligheden i
det Vsentlige bestemt ikke blot for en lang Rkke Aar, men i dens
Helhed. Thorlacius vendte vel i Sommeren 1828 tilbage fra Udlandet,
hvormed min Konstitution saaledes var tilende, og, da jeg under
denne havde vundet Anerkjendelse hos de Studerende og de
Universitetslrere, med hvilke jeg samvirkede ved anden Examen,
tilbd man mig, skjndt man nskede at knytte mig til Universitetet,
eftersom ingen af de derved normerede Pladser var ledig, forelbig et
af de Reisestipendier, der dengang af Fonden _ad usus publicos_
nsten efter fast Regel paa to Aar tildeltes unge Videnskabsmnd, der
syntes at egne sig for Universitetet. Dette Tilbud vilde jeg
selvflgelig ogsaa, hvis jeg blot havde havt at tage Hensyn til mig
selv alene, have grebet med Begjrlighed som svarende baade til
Lngsler, jeg havde nret fra de tidligste Aar, og til mit i
ieblikket tilstedevrende aandelige Behov; men den Bestemmelse, jeg
engang havde taget, og de Forpligtelser, der drog mig i modsat
Retning, samt en opstaaet Frygt for, at jeg, hvis jeg modtog
Stipendiet, ved min Hjemkomst vilde blive henvist til at vente paa
Thorlacius's dengang efter al Sandsynlighed frst fjerne Afgang, saa
at jeg imidlertid maatte sge andre Udveie, bevirkede, at jeg trngte
paa for strax at blive fast ansat, -- og der havde imidlertid dannet
sig en saadan Mening om Trangen til en yngre, strengere uddannet og
efter strengere Methode virkende Universitetslrer i Philologi,
navnlig latinsk Philologi, at mit nske opfyldtes, og at jeg den 16de
September 1828 udnvntes til Lektor i Philologien. Kort efter, den
8de November, disputerede jeg ved Hitidelighederne i Anledning af
Prinds Frederik Carl Christians, siden Frederik VII's, frste
Formling for den philosophiske Doktorgrad. Thorlacius, der i
Vinteren 1828-29 ved Siden af mig holdt Forelsninger i Latin til
anden Examen, skjndt kun for et ringe Antal Tilhrere, blev henimod
Slutningen af Sommeren 1829 ramt af et apoplektisk Tilflde og dde,
da dette gjentog sig, i Begyndelsen af Oktober 1829, hvorefter jeg
den 17de November s. A. udnvntes til Professor extraordinarius i
Philologi -- iflge Kommunikationen srlig i det latinske Sprog og
dets Litteratur --, i hvilken Embedsstilling jeg forblev indtil 1848.
Den Ln, hvormed jeg frst ansattes, var 800 Rd., hvortil kom 100 Rd.
som Honorar for den Forpligtelse paa Latin at skrive samtlige
Universitetsprogrammer, dengang tre hvert Aar, siden, da
Rektorskiftet sloges sammen med Reformationsfesten, to. Endnu frend
jeg udnvntes til Professor, havde jeg den 7de August 1829 giftet
mig. Da mit gteskab ikke blev barnlst, indtraadte der snart en
betydelig Trang til forget Indtgt, og jeg sgte derfor det i 1832
ved R. Rasks Dd ledigblevne Embede som Bibliothekar ved
Universitetsbibliotheket, hvortil jeg valgtes af Konsistorium; Valget
bekrftedes af Universitetsdirektionen den 29de December 1832. Denne
Stilling beholdt jeg indtil 1ste Oktober 1848, da jeg fratraadte
den, fordi jeg den 22de Juli s. A. var bleven udnvnt til
Undervisningsinspektr ved de lrde Skoler, hvilken Post jeg atter
tilligemed mit Professorembede opgav den 16de November 1848 for at
overtage Stillingen som Kirke- og Undervisningsminister. Disse korte
Angivelser omfatte de faste ydre Punkter for min Livsbevgelse i 22
Aar. Det var et stille, arbeidsomt Professorliv, hvori der frst i de
sidste ni Aar under Kristian VIII's Regjering viste sig nogle Spor af
aktiv Deltagelse i offentlige Anliggender udenfor mit Embede. De, der
altsaa overhovedet noget nrmere ville kjende min Frd i dette
Tidsrum, maae finde sig i at flge mig igjennem en noget detailleret
Fremstilling af min Embedsvirksomhed og navnlig mine videnskabelige
Bestrbelser. Men, frend jeg gaaer over til denne Fremstilling i det
Enkelte og til, forsaavidt det her kan og skal ske, tillige at vise,
hvorledes mit rent personlige Liv fiede sig sammen med denne
Virksomhed, paatrnger der sig en almindelig Betragtning, som jeg
maa forudskikke til Belysning og Forstaaelse af det Hele.

Det vil allerede af det Sagte vre klart, at mit Liv indtil 1848 var
et uafbrudt Arbeidsliv i en bestemt Retnings og Opgaves Tjeneste,
idet Forberedelsesstadiet umiddelbart fulgtes af Embedsgjerningen,
uden at der imellem begge Afsnit faldt et saadant frit Mellemrum, som
Kandidataarene for de Fleste, der skulle forbinde Videnskab og
Embede, frembyde til Overveielse af og Forberedelse paa det Kommende
og til Bearbeidelse af Personligheden under Omskuen paa de
forskjellige Livsinteresser og Livsbestrbelser i Forhold til det
srlige Kald og den srlige Gjerning. Jeg gik fra min egen Examen og
fra den kort efter paafulgte Disputats over et Fagemne umiddelbart
over til at examinere og docere i samme Fag og fortsatte derefter
denne Virksomhed uafbrudt indenfor de givne Grndser. En kort Tid
kunde nu vel herunder den omhyggelige Indsamling af Specialkundskab
og Arbeidet paa en i det Enkelte klar og forstandsmssig Ordning af
denne tilfredsstille; men Trangen til et alsidigere Overblik og til
en dybere Begrundelse, der frte ud over Specialvidenskaben, var
tilstede og gjorde sig efterhaanden gjldende med Uro og Kamp,
endog tildels fremkaldt ved Sprgsmaal og Opgaver indenfor
Specialvidenskabens Omraade. En Forelsning over Philologiens
Encyclopdi, som jeg holdt i Sommeren 1830, vakte en saa strk
Flelse af min almenvidenskabelige og philosophiske Dannelses
Utilstrkkelighed, at jeg nsten bragtes ud af Fatning og i
Sommerferien, umiddelbart efter mit frste Barns Fdsel, maatte sge
Ro og Ligevgt ved en kort Fravrelse fra Hjemmet og Ophold hos
Venner i Nordsjlland. Jeg var da saa strkt rystet, at jeg, hvis jeg
ikke havde havt Pligter mod min Familie, havde havt stor Lyst til
ganske at afbryde min Virksomhed og opgive min Embedsstilling. Denne
med Mie gjennemgaaede Krisis gjentog sig derhos, omend i en mindre
paafaldende Skikkelse, i Sommeren 1832, medens jeg paa engang dels
efter en ikke forud fuldt gjennemtnkt Plan og med ufuldkomment
Herredmme over Stoffet holdt en Rkke ogsaa af adskillige ldre og
det ikke blot Philologer besgte Forelsninger over Sprogets Vsen og
forskjellige Skikkelser, dels strkt optoges af Sprgsmaalene og
Striden om det lrde Skolevsen. Kun langsomt og efterhaanden
lykkedes det mig fredelig at forene det ivrige Specialstudium med en
stille Sysselsttelse med almindeligere Sprgsmaal. Philologien
beholdt derved sin Betydning for mig som et vsentligt Led i
Tilveiebringelsen og Bevarelsen af den historiske Kulturbevidsthed,
der tjener Nutidens srlige Dannelse til Grundlag og orienterende
Korrektiv, men som heller ikke selv kan undvre Befrugtelsen og
Stdet fra Nutidsdannelsen. Det philologiske Arbeide var mig vel
ogsaa kjrt ved den virtuosmssige Sikkerhed, der deri lader sig
opnaae i Lsningen af Detailopgaver, men denne Kjrlighed kunde
ikke fjerne den videregaaende Higen. At sge en overfladisk
Tilfredsstillelse for denne Higen gjennem Tilegnelsen af det en Tid
lang herskende philosophiske Systems -- det Hegelskes -- Formler var
min hele Natur imod, og frst lngere hen, for en Del frst i den
anden Periode af mit akademiske Liv, fandt jeg Tid og Leilighed til
et mere sammenhngende Studium af de philosophiske Systemer fra
Spinoza og dernst fra Kant af. Jeg betragter det som en ikke ringe
Del af mit Livs Lykke, at der i en hi Alder gaves mig Ro og
bevaredes mig Kraft til paa min Vis saaledes at afslutte og
fuldstndiggjre mit Livs aandelige Indhold[31].

 {[31] At iblandt andre Savn ogsaa Flelsen af, hvor lidet min
 tidligere Dannelse havde bragt mig i Berring med Erkjendelsen af
 det indre Naturliv, gjorde sig strkt gjldende, derom mindes jeg
 ved Erindringen om, at jeg som fleraarig Professor et Semester
 igjennem meget stadigen hrte en af Experimenter ledsaget
 Forelsning over elementr Kemi hos Professor Zeise og siden lste
 en Korrektur paa min Ven og Kollega Forchhammers ikke fuldendte
 Lrebog i Kemien for med ham at diskutere visse almindelige
 Sprgsmaal. Et Forsg paa veiledet af min Ven: Professor Chr.
 Jrgensen at vinde et Indblik i Integral- og Differentialregning og
 derved i den hiere Mathematiks Tnkningsform afbrdes ved en ham
 paakommen heftig Sygdom.}

Med Savnet af et saadant friere Pusterum, som en Udenlandsreise fr
min faste Embedsansttelse vilde have givet, hang den Indskrnkning i
ydre Anskuelse af Natur- og Livsphnomener sammen, som var en Flge
af mit hele Livs og min hele Udviklings udelukkende Tilknytning til
et enkelt Sted og en enkelt Anstalt, Kjbenhavns Universitet,
igjennem en lang Aarrkke. Jeg blev 42 Aar gammel, inden jeg
betraadte en fremmed Jordbund, fraregnet en Kjrsel gjennem Skaane og
et Besg paa Kullen, og indtil 1845 havde jeg af selve Danmark ikke
set Andet end Bornholm og Sjlland. Jeg har aldrig hrt en eneste
Times Forelsning ved et fremmed Universitet og ligesaalidt overvret
en Undervisningstime i en Skole udenfor Danmark og saaledes savnet
enhver Leilighed til Sammenligning. Den paa personligt Bekjendtskab
beroende Tankeudvikling og Samvirken med fremmede Videnskabsmnd, den
Forstaaelse af Ens egne Bestrbelser, som ved saadan Berring lettes,
har jeg maattet undvre. For et ikke ganske ringe Tab regner jeg det
ogsaa ikke tidlig at have modtaget en Impuls til og havt Leilighed
til at vinde Frdighed i mundtligt og skriftligt Udtryk i de fremmede
levende Hovedsprog. De sociale Forhold, hvorunder jeg levede i
Hjemmet, bdede ikke derpaa, og Manglen, som jeg frst senere
ufuldstndig afhjalp, har ikke blot vret mig til Hinder med Hensyn
til videnskabeligt Samkvem, men ogsaa indskrnket min Evne til at
virke for vigtige Interesser i anden Retning[32].

 {[32] Udgiverens Anmrkning: Endnu i et af de sidste Aar fr 1860
 tog min Fader i lngere Tid Undervisning i at tale og skrive
 Fransk.}

Endnu maa jeg her, tildels i modsat Retning, nvne den ikke ringe
Indflydelse, som min Deltagelse i Stiftelsen og Redaktionen af det
med Aaret 1829, faa Maaneder efter min Udnvnelse til Lektor,
paabegyndte Maanedsskrift for Litteratur fik paa min hele Stilling og
Virksomhed i de frste Aar af mit Professorliv. Allerede ved at
optages som den yngste i en Kreds af de dygtigste og mest anerkjendte
Universitetslrere, derimellem H. C. rsted, v. Schmidten og
Hornemann, hvortil Andre udenfor Universitetet sluttede sig, saasom
J. L. Heiberg, og ved efterhaanden at trde i nr personlig og
venskabelig Forbindelse med de fleste af dem foruden med Mnd som
Poul M. Mller og N. Mhl flte jeg mig opmuntret og stttet. De i
Redaktionens Mder, hvor alle Bidrag oplstes, frte Forhandlinger
indeholdt baade et Vrn mod Hengivelse til Fagensidighed og et Bidrag
til frugtbar Vkkelse, isr i den frste Tid, hvor denne Paavirkning
ogsaa for mig var af den strste Vigtighed.[33] -- Ikke uden
Betydning i de samme Retninger var ligeledes min tidlige Optagelse
som Medlem af Videnskabernes Selskab den 27de December 1833.

 {[33] I de senere Aar af Maanedsskriftets Bestaaen hrte jeg,
 uagtet jeg holdt ud i Redaktionen, til dem, der klart saae
 Manglerne ved samme og ved hele Redaktionsformen, der efterhaanden
 frte til Mathed og Fladhed, og jeg stemte derfor ivrig for
 Firmaets Ophr.}

Min Lrervirksomhed ved Universitetet var i de to Aar, i hvilke jeg
var konstitueret for den fravrende Thorlacius, overveiende knyttet
til den saakaldte anden Examen, skjndt jeg allerede da begyndte
at arbeide for et speciellere philologisk Studium og imellem mine
Tilhrere derved havde min senere trofaste Ven og Medarbeider
Wesenberg, og ligeledes efter den Tid, lige indtil 1847, vedblev
Forelsningerne til den nvnte Examen, om hvis Beskaffenhed jeg
ovenfor har talt, at udgjre en srlig Afdeling af mit Arbeide, i
hvilken jeg maatte flge den ved Lov og Vedtgt fastsatte Form
og sge at udrette, hvad der med den lod sig udrette. I hvert
Vintersemester forklarede jeg i tre ugentlige Timer en latinsk Digter
eller Prosaist, og i tre andre Timer gjennemgik jeg afvexlende enten
den romerske Litteraturhistorie eller de romerske Statsindretninger
i et almindeligt Omrids. Forelsningerne holdtes indtil omkring 1840
paa Latin, i Antikviteter og Litteraturhistorie efter et af mig i
samme Sprog dikteret Grundlag. Det Tilfldige i denne Fordeling
af Stoffet for de forskjellige Aars Studenter kunde jeg ikke
raade Bod paa, thi i den givne Tid at foredrage begge Discipliner
saaledes, at der fremkom en virkelig Helhed eller Sammenhng,
var umuligt. Den latinske Form hindrede naturligvis derhos en
friere og lettere Bevgelse, en fyldigere og klarere Udprgen af
visse, f. Ex. sthetiske, Forestillinger. Jeg har oftere udtalt og
fastholder endnu, at det gamle Sprog endog i Skolen, omend i en
meget indskrnket velsesform, og endmere for vore Philologer br
fremtrde og fles i levende Meddelelse, men, anvendt ved de nvnte
Forelsninger uden al Forberedelse for et talrigt Auditorium til
sammenhngende Lreforedrag, stod Latinen som en lsreven Levning
fra den ldre rent latinske Skole og meget lidet stttet i sin
Betydning derved, at enkelte Forelsninger ved Specialfakulteterne
ligeledes da endnu holdtes paa Latin. Examinationen paa Latin
var ofte meget pinlig ikke blot for Kandidaten, men ogsaa for
Examinator. Jeg tillod mig derfor endelig paa egen Haand at gaae
over til Brugen af det danske Sprog, men jeg er ikke ganske vis
paa, om ikke disse Forelsninger, om hvis Hensigtsmssighed i det
Hele jeg selv havde vret med til at vkke Tvivl, derved tabte en
vis traditionel rvrdighed. Jeg gjorde mig den strste Umage for
baade i Behandlingen af Forfatterne at vkke Interesse for disse og
at forge og klare Sprogindsigten, ganske vist isr i de frste Aar
ikke uden at medtage for Meget af philologiske Specialiteter, og i
Forelsningerne over Litteratur og Statsforfatning at fremdrage og
vkke almindelige Forestillinger om Stat og Litteratur. Den Alvor
og Iver, hvormed jeg tog Sagen, fandt Anklang, maaske i Frstningen
understttet af min Ungdom og ligefremme Optrden, der stillede mig
nsten paa en kammeratlig Fod med mine Tilhrere, og skaffede mig
et talrigt Auditorium; dog tr jeg ikke negte, at i de senere Aar
Interessen maaske fra begge Sider aftog noget. Da jeg begyndte min
Virksomhed, fremtraadte der paa disse Forelsninger ikke sjeldent
ligeoverfor Docenterne en vis Kaadhed og stundom plumpe Drillerier,
dels en Levning fra tidligere Tiders Raahed, dels en naturlig Flge
af den Indretning, der paalagde et stort Antal ligefra Skoletugten
frigjorte unge Mennesker uden Hensyn til individuel Lyst og Behov
daglig at hre fem (i andet Semester fire) foreskrevne Forelsninger,
tilmed i hin Tid, da Universitetsbygningen endnu laae i Ruiner,
tildels paa forskjellige Steder og i lidet hyggelige eller refrygt
indgydende Lokaler, for ikke at tale om enkelte Professorers
mindre heldige Vsen og Optrden. Disse Udskeielser lykkedes det
mig ved velvillig, bestemt og kort Optrden nsten ganske at holde
mig fri for, ja vel endog efterhaanden at bidrage noget til i
det Hele at formindske og fjerne; idetmindste erindrer jeg, at
den elskvrdige Professor i Zoologien Reinhardt (den ldre), der
hvert tredie Aar holdt den naturhistoriske Forelsning for dem,
der ikke hrte Hebraisk, betegnede mig som den, hvem det bedst
overdroges at give de unge Studenter Tilrettevisninger ved enkelte
alvorligere Leiligheder.[34] Ikke uden Betydning for det uafbrudte
Velvilliesforhold mellem mig og mine yngste Tilhrere var, troer
jeg, min Bestrbelse for ved frste og anden Examen at forbinde
Humanitet og mild Form med ikke for lavt stillede Fordringer og min
Villighed til ved de skriftlige Prver at gjre Rede for Bedmmelsen,
hvilken min ldre Kollega Petersen og jeg sgte at gjennemfre med en
tidligere noget savnet Konsekvens. -- Til de behageligste Minder, jeg
har bevaret om mit Forhold til de yngste Studerende i mine tidligste
Docentaar, hrer Erindringen om de latinske Disputervelser, som
jeg et Par Aar, uden al Forbindelse med Examen, holdt for en mindre
Kreds. I disse velser, hvori Latinen snart blev Vehiklet for en
fri og flersidig Tankeudvexling, deltoge saaledes i Vintersemestret
1827-28 F. C. Bornemann, O. Lehmann, Martensen, E. Hornemann og
Flere. Bornemann, Martensen og endel Andre, derimellem mrkelig nok
et Par allerede da ret ivrige og senere end ivrigere Grundtvigianere,
gjentog disse velser i et Semester efter det frste akademiske Aar,
hvor da Latinen endmere maatte vige for de stundom livlige Kampe om
Indholdet.

 {[34] Som Exempel paa, hvorvidt denne Kaadhed kunde gaae, skal jeg
 fra det Aar, da jeg selv var bleven Student, anfre to Trk. En
 Gadedreng, der havde gjort sig bemrket ved den Paatrngenhed,
 hvormed han ved Postgaarden tilbd sine Pibekradsere tilsalg,
 hvervedes en Dag til midt i Timen at komme ind i Auditoriet hos
 Professoren i Latin og trnge sig frem til Kathedret med det
 gjentagne Udraab: "aa gode Herre, en Pibekradser" og maatte, da
 ingen af Tilhrerne rrte sig, fres ud af Professoren selv. En
 anden Gang overraskedes man under et Examinatorium ved paa engang
 at hre en Examinand foredrage Oversttelsen af nogle Vers i Ovids
 Fasti med en saa slaaende Efterligning af Professorens Stemme og
 Deklamation, at der opstod en ustandselig og dog for de Bedre
 uhyggelig Latter.}

Fyldigere og, som jeg haaber, mere frugtbringende (ogsaa for min egen
Udvikling) var den efter et friere og hiere videnskabeligt Maal
anlagte Virksomhed, som forbandt mig med de Studerende, der hengav
sig til Philologien som Fag. Det, hvorefter der her frst maatte
strbes, var Tilegnelsen og Meddelelsen af en rationel, til Frdighed
og Takt uddannet Indsigt i det gamle Sprog. Den rationelle Indsigt
maatte bygges paa en klar Forstaaelse af Sprogets almindelige Vsen
og forskjellige Udviklingsformer og fremtrde i et den sregne
latinske Sprogform med logisk Bestemthed udtrykkende grammatisk
System, der da tillige vilde antyde den rigtige Fremstilling af den
beslgtede grske Sprogbygning. Jeg optog altsaa ndvendig den
almindelige, om man saa vil, philosophiske Sprogbetragtning som en
Del af mit Fagstudium og min Fagundervisning og som positivt Underlag
for denne Sprogbetragtning den komparative Sprogforskning i den
Udstrkning, som jeg ansaae for tilstrkkelig for dette iemed, idet
jeg ikke gik ud paa etymologisk Detailforskning, men paa en i egen
Anskuelse hvilende Erkjendelse af de to saakaldte klassiske Sprogs
Stilling i den hele t, til hvilken de hre, og paa et sikkert
Indblik i de vigtigste sidestillede Sprogtters Grundtyper, en
Bestrbelse, hvori mit tidligere erhvervede Kjendskab til den
semitiske Sprogform kom mig tilgode.[35] Jeg haaber, at Mnd som
Westergaard, Lyngbye, V. Thomsen og Wimmer, der alle have vret mine
Tilhrere, have medtaget Adskilligt fra mig til deres i srlige og
fjernere Retninger frte Studier. -- Den nste Opgave, jeg stillede
mig, og mod hvilken jeg tidligere havde stilet hen, var Udprgningen
af en sikker, alle Momenter ligelig omfattende Methode for
Behandlingen af Oldtidsvrkerne, navnlig da Litteraturvrkerne, til
Faststtelse af deres Plads og Form og til udtmmende Udfinden af
deres Indhold og Vidnesbyrd. Grndsen imellem Grsk og Latin maatte
naturligvis her falde bort. Med denne Forberedelse skulde da gaaes
frem til Beskuelse af Oldtidens Kulturindhold, som det fremtrder
dels i enkelte Hovedskikkelser og Hovedvrker, dels i Overblik over
hele Sider af Oldtidslivet, saaledes at ikke en forudfattet
Betragtning af Oldtiden som en bedre Mnstertid lagdes til Grund, men
Blikket paa engang rettedes paa det Almenmenneskelige og Flles og
paa de karakteristiske Modstninger imellem det Antike og Primitive
og det Moderne, naturligvis med Fremdragen af det Skjnneste og
Bedste i den primitivere Kultur. Efter de her antydede Grundtrk
sgte jeg, vistnok ikke altid sikkert og konsekvent, at indrette mine
Forelsninger og velser. Imellem Forelsningerne blev mere og mere
Forelsningen over philologisk Encyclopdi den vigtigste. Efter en
muligst skarp Bestemmelse og Begrndsning af Philologiens Opgave som
Form for den alsidige historiske Beskuelse af Kulturtilstande og
specielt af den klassiske Philologis Opgave foredrog jeg i denne
Forelsning den hele almindelige Sprogbetragtning som Grundlag for
det specielle Studium af Grsk og Latin og dernst den philologiske
Methodik, Kritiken og Hermeneutiken i dens forskjellige Former, f.
Ex. som srlig archologisk, hvorefter jeg sluttede med et Overblik
over de Discipliner, i hvilke Philologien som historisk Videnskab
samler og fremstiller Hovedretningerne i den antike Kulturudvikling.
Der var Afsnit af denne Forelsning, som jeg beklager ikke at have
fundet Tid og Leilighed til at udgive. Til denne centrale Forelsning
sluttede sig udfrlige Foredrag over de romerske Statsindretninger
med en almindelig Indledning om Kilderne til den romerske historiske
Oldkyndighed og over den romerske Litteraturs Historie samt enkelte
Forelsninger over speciellere Gjenstande, saasom (fr Udgivelsen af
min latinske Grammatik) over Afsnit af den latinske Sproglre og
over antik Metrik.[36] Af latinske Forfattere behandlede jeg hele
Vrker eller Stykker af Lucrets, Virgil, Horats, Elegikerne, Persius
og Juvenal, Cicero (Taler og philosophiske Skrifter), Seneca og
Tacitus dels i Forelsninger, dels saaledes, at efter en forudskikket
orienterende Indledning de Studerende vede sig i Fortolkning af det
Enkelte med ligeligt Hensyn til Indhold og Iagttagelse af den
grammatiske og lexicalske Sprogbrug. Af den specielle archologiske
Side (Monumenterne udenfor Litteraturen) behandlede jeg alene de
latinske Indskrifter i en enkelt velsesrkke foruden leilighedsvis i
Antikviteterne. Den Adgang, som ved de tydske Universiteter de
philologiske Seminarier give til at krve skriftlige Prvearbeider af
de Studerende og til at yde et Vederlag for mere omfattende og
sammenhngende velsesarbeider, kunde stundom savnes. -- Efter
Udgivelsen af min latinske Grammatik i 1841 foredrog jeg et Par Gange
efter Anmodning grsk Syntax efter samme System, hvoraf fremgik den i
1846 trykte Fremstilling af samme, ligesom jeg da holdt velser over
grske Prosaister, i Frstningen uden Anmeldelse i Lektionskatalogen
for ikke at stde min for den grske Philologi srlig ansatte
Kollega. Med srlig Tilfredshed erindrer jeg en i de Aar holdt velse
over Thukydid, hvori syv srdeles flinke Studerende deltog med den
livligste Interesse; destovrre dde to af dem (Schwartz og
Christensen) kort efter, den ene efter faa Dages Sygdom, og en tredie
kun faa Aar derpaa ved Begyndelsen af hans Embedsbane (Borries); en
4de (Fibiger) er dd senere, og kun tre af dem leve saaledes endnu.
Mine fleste Tilhrere fra dette Tidsrum af min Virksomhed indtage nu,
efterat dog ikke ganske faa af dem ere gaaede bort eller satte i
Hvile, med et Par fra min senere Virksomhedsperiode samtlige
Rektorpladser ved vore Skoler og andre Lrerstillinger. -- Oftere
havde jeg den ved vort isolerede Universitet sjeldne Opmuntring at se
en eller endog samtidig flere norske Studerende, derimellem den
senere Expeditionssekretr i Kirke- og Skoledepartementet Hartvig
Nissen, imellem Tilhrerne eller Deltagerne i mine velser,
nogle Gange en svensk, saaledes en kort Tid P. Genberg, dd som
Biskop i Kalmar efter i kort Tid at have vret Statsraad for
"Ekklesiastikrenderne". Med Glde saae jeg af og til en
Ikke-Philolog imellem Tilhrerne ved en Forelsning; for srlige
Forelsninger af populrere Art over latinske Forfattere eller
romerske Forhold var der neppe Modtagelighed; jeg flte i det
Ringeste intet Kald dertil.

 {[35] Om den komparative Sprogforskning i dens Forhold til den
 almindelige Sprogbetragtning og til Fremstillingen af de enkelte
 Sprog har jeg udtalt mig noget nrmere i et Program fra 1871:
 "Sprogvidenskabelige Strbemrkninger, 4de Stykke" og i Fortalen
 til den anden Udgave af min grske Syntax.}

 {[36] At min kjre Ven Bojesen i sin "Haandbog i de romerske
 Antikviteter", der frste Gang udkom 1841, i Fremstillingen af hele
 Statsvsenet, baade hvad Stoffets Anordning og dets Fremstilling
 angik, ganske havde lagt mine Forelsninger, fornemmelig de til
 anden Examen, til Grund, var tydeligt nok og var sket med min
 Indvilgelse; men Undladelsen af udtrykkelig at omtale dette i
 Fortalen paadrog Bojesen en Anklage (i nordisk Litteraturtidende
 for 1846 Nr. 40 af endnu levende Overlrer Ostermann), som jeg
 maatte betage dens Braad ved en Erklring (i Nr. 42 for 27de
 Oktober). Igjennem Bojesens paa Tydsk oversatte Bog gik
 Paavirkningen noget videre omkring.}

Til min akademiske Virksomhed fiede sig en ganske omfattende
Forfattervirksomhed, tildels i nr Sammenhng med hin og i derved
betinget Form. Endnu som konstitueret Docent udgav jeg, med
Benyttelse af en i Universitetsbibliotheket opbevaret Kollation af et
Pariserhaandskrift, i latinsk Brevform (Epistola critica ad Orellium
af 1828) et textkritisk Arbeide over de sidste Bger af Ciceros
verrinske Taler, hvorefter endnu samme Aar fulgte min Disputats for
Doktorgraden, i hvilken jeg saaledes klarede Forholdet imellem de
gte Levninger af den Midten af det frste Aarhundrede efter Christus
tilhrende Samling af historiske Oplysninger til Ciceros Taler af G.
Asconius og de mindst tre Aarhundreder senere, men tildels med hine
sammenblandede Stykker af forskjellige Skolekommentarer, at
Resultaterne strax anerkjendtes og ikke senere ere betvivlede. -- Fra
1829 af fulgte derefter en lang Rkke latinske Programmer til de
akademiske Fester (det frste, i Anledning af Prinds Ferdinands og
Arveprindsesse Carolines Formling, skrevet saa hurtig, at jeg nr
ikke selv havde faaet Bryllup), i hvilke dels undersgtes
Sprgsmaal af de romerske Statsantikviteter eller den latinske
Litteraturhistorie, dels meddeltes Bemrkninger til Textberigtigelse
og Forklaring af latinske Skribenter (Lucrets og Juvenal), navnlig en
gjennemgribende Textbehandling af fem hidtil i denne Henseende meget
forsmte Taler af Cicero,[37] dels behandledes flere tvivlsomme eller
urigtig fremstillede Punkter af den latinske Sproglre. I 1834 udgav
jeg de indtil da udkomne Programmer i en Samling under Titlen:
Opuscula academica, hvortil i 1842 kom en ny Samling: Opuscula
academica altera med Tilfielse af nogle Smaastykker af beslgtet
Indhold. Naar jeg nu ser tilbage paa denne srlige Del af mit
Forfatterskab, fler jeg vel paa den ene Side en vis Tilfredshed,
idet samtlige disse Afhandlinger, fremgaaede af Undersgelser,
hvortil mine Forelsninger frte mig, indeholdt og videnskabelig
begrundede bestemte Resultater, der for den allerstrste Del ere
gaaede over i den philologiske Erkjendelse, derimellem nogle af
strre Omfang og Rkkevidde, saasom Undersgelsen om de romerske
Kolonier, ligesom ogsaa saavel de enkelte Programmer som isr
Samlingerne i den philologiske Verden vandt en strre Opmrksomhed og
Indflydelse, end der pleier at blive slige Leilighedsskrifter og
Samlinger deraf tildel.[38][39] Men paa den anden Side flte jeg
allerede dengang og udtalte i Fortalen til den frste Samling en
Misstemning ved denne spredte og tilfldige Meddelelse af
Enkeltheder, i hvilken den samlede Anskuelse, hvortil de knyttede
sig, neppe kunde antydes. Saare trykkende var mig derhos det
ufortjente Skin af Pedanteri, der faldt paa mig, naar disse tildels
paa Philologiens specielle Enemrker sig bevgende Undersgelser i
latinsk Indkldning i Universitetets Navn stadig udsendtes til alle
Sider til Folk, hos hvem det var lige urimeligt at forudstte
Modtagelighed enten for Indholdet eller for Formen.

 {[37] Deri understttedes jeg af Haandskriftshjlpemidler, som min
 noget ldre Ven, Dr. N. B. Krarup havde medbragt fra Paris.}

 {[38] Begge Samlinger have i mange Aar vret udsolgte, og jeg har
 gjentagne Gange vret opfordret til at foranstalte en ny Udgave;
 men jeg har undslaaet mig paa Grund af Besvrligheden ved de
 Forandringer, Forkortelser og Tilfielser, som enkelte af
 Afhandlingerne fordrede, just fordi saa Meget af Indholdet nu var
 gaaet over i andre Forfatteres Skrifter.}

 {[39] En ny Udgave blev dog senere paabegyndt under Forfatterens
 Medvirkning og var saagodtsom frdigtrykt ved hans Dd samt er nu
 udkommen. #Udgiverens Anm.#}

Naar jeg hvert Aar omtrent tre Gange skulde levere en videnskabelig
Afhandling til Programmet, maatte jeg naturligvis hente Stoffet fra
alle Philologiens Enemrker, ogsaa de fjernere og speciellere,
saameget mere som Forholdene vsentlig indskrnkede mig til den
latinske Philologi og ethvert Forsg paa at vinde Indgang hos det
ikke-philologiske Publikum ved Valget af populre Emner allerede ved
den latinske Indkldning var tilstrkkelig betegnet som unyttigt. Det
var mig derfor en stor Lettelse, da det i 1837 ved en ny Ordning af
de akademiske Fester bestemtes, at de akademiske Programmer herefter
skulde skrives dels af hvert Aars Rektor, dels af de vrige
Professorer efter Tour, saa at jeg kun personlig for min Embedstid
beholdt Forpligtelsen til at skrive Programmerne ved overordentlige
Leiligheder og da vsentlig paa Dansk. Jeg efterkom denne
Forpligtelse ved i 1840 som Indbydelsesskrift til Universitetsfesten
i Anledning af Kong Christian VIII's og hans Dronnings Kroning at
udgive: "Blik paa Oldtidens Statsforfatning med Hensyn til
Udviklingen af Monarkiet og en omfattende Statsorganisme" -- en
Afhandling, der indeholder Antydninger af den Betragtning af
Oldtidens, ogsaa srlig den romerskes, politiske Liv, som jeg senere
har udfrt videre,[40] -- og dernst i 1842 ved, da Universitetets
Rektor Brndsted pludselig var dd af Flgerne af et Ulykkestilflde,
i Indbydelsesskriftet til Kongens Fdselsdag den 18de September at
levere frste Stykke af en Afhandling om Sprogets Vsen, Udvikling og
Liv. Dette ikke meget omfattende Arbeide (35 Sider i Kvart), der
maatte udfres uden foregaaende Varsel i faa, endda ikke for andre
Beskftigelser frie Uger, har stedse vret mig et af de kjreste af
mine Smaaskrifter, fordi det lykkedes mig deri, skjndt i en ikke
blot streng, men tung Form, kort, klart og, om jeg saa maa sige, med
druelig Sanddruhed at fremstille indtil et vist Punkt (Ordenes
Udprgning til srlige Funktioner i Stninger) Sprogets naturlige
Fremkomst af den menneskelige Forestillingsevne igjennem det sig
tilbydende Stof (Lyden) og dets Befstelse og Udvikling gjennem
ubevidst Samarbeide af de i Meddelelsen Deltagende, med Afvisning af
mange forvirrede, hule eller famlende og usikre Forestillinger selv
hos Mnd som J. Grimm og W. Humboldt.[41] Manglen af en ydre
Anledning af samme Art og andre tildels overmaade forskjellige
Opgaver, der trngte sig imellem, bevirkede, at den afbrudte Traad
frst gjenoptoges i 1856 og 1857 i den da af mig som Universitetets
Rektor i to Programmer udgivne udfrlige Afhandling: Om de
grammatikalske Betegnelsers (Formers) Tilblivelse og Vsen. Jeg
naaede deri frem til en for min hele Opfattelse saare vigtig Klaring
af de hos Mange og derimellem hos udmrkede historiske Sprogkjendere
forekommende falske og halvt overtroiske Forestillinger om
Modstningen imellem de saakaldte organiske eller Form-Sprog og de
moderne, mindre formrige Sprog og til den ikke mindre vigtige
Berigtigelse af visse Forestillinger om Forholdet imellem Folkenes
Aandsudvikling og Sprogbygningen. Til Fremstillingen af det til
grammatisk Formbygning eller anden Betegnelse fremskredne Sprogs
videre Udvikling og Bevgelse har jeg for andre Arbeiders Skyld ikke
kunnet naae udenfor mine encyclopdiske Forelsninger, hvor
Sprogbetragtningen gjennemfrtes i sin Helhed, saaledes som jeg i en
noget lettere og populrere Skikkelse foredrog den i en Rkke
Forelsninger, som jeg i Efteraaret 1870 efter Opfordring holdt i
Kristiania. Et med disse Programmer beslgtet Arbeide havde jeg i
1835 forelagt Videnskabernes Selskab: Om Kjnnet i Sprogene, isr i
Sanskrit, Latin og Grsk, der er trykt i Selskabets philosophiske og
historiske Afhandlingers 5te Rkkes 5te Del, i hvilket adskillige
under Skinnet af Dybsind sig skjulende Fordomme ere fjernede og ved
Siden af Eftervisningen af Kjnsforestillingens tilfldige og derfor
saare vaklende Optrden i Sproget tillige et Hovedpunkt af
Kasuslren: Forholdet imellem Nominativ og Akkusativ paa den ene Side
og de vrige Kasus paa den anden Side frst er bragt paa det Rene,
saaledes som det nu vsentlig betragtes af de Allerfleste.

 {[40] Den blev i 1842 oversat paa Tydsk af Sarauw.}

 {[41] Mod den Maade, hvorpaa en aandrig, men ikke altid aandelig
 druelig Kollega nogle Aar efter med en aldeles uvsentlig
 Modifikation af Udgangspunktet optog Afhandlingens vrige Indhold
 som sit eget i et strre Vrk og derfor af en ungdommelig Tilbeder
 pristes som den, der havde naaet et hiere Stade, maatte jeg
 nedlgge en Indsigelse, der ikke blev modsagt. Forholdet imellem
 mine almensproglige Afhandlinger og Amerikaneren Whitneys Skrifter
 vil jeg faae Leilighed til at berre, naar jeg senere kommer til at
 omtale mine i 1875 udgivne "kleine philologische
 Schriften".}

Disse sproglige Afhandlinger (tilligemed de i 1871 som Program
udgivne sprogvidenskabelige Strbemrkninger) ere senere oversatte
paa Tydsk og udgjre den strre Del af mine "kleine philologische
Schriften" (Leipzig 1875). Derimod er deri ikke optaget to i
Videnskabernes Selskab forelagte Afhandlinger om nogle Punkter af
Sprogenes Forhold og Stilling i Kulturudviklingen (ved Selskabets
Jubelfest i 1842) og om den antike Metriks Grundbegreber, hvilken
sidste i Udtog er optagen i Oversigten over Selskabets Forhandlinger
for 1841 og derfra uden min Medvirkning oversat paa Tydsk i "Gelehrte
Anzeigen der bayerischen Academie" for 1842. Den gaaer ud paa at
bevise en Stning, som man ikke skulde troe trngte til noget Bevis,
nemlig at den antike Versbygning hvilede paa Kvantiteten, ikke som
vor paa Accenten, fordi i de Gamles prosaiske Udtale virkelig
Kvantiteten, ikke Accenten, var det Fremherskende; her som paa andre
Punkter maatte jeg baade mod Philologer og Ikke-Philologer kmpe for
den Anskuelse, at Natur, ikke Kunst og Valg, var Grundlaget for de
gamle Folks Benyttelse af deres Sprog. -- Jeg kom tilbage til denne
Gjenstand i 1867, da jeg i et Program udgav frste Stykke af en
kortfattet grsk Metrik, som der destovrre dengang ikke blev
Leilighed til at slutte, og som det nu vilde vre mig vanskeligt at
fuldende, skjndt jeg havde stor Lyst dertil for at bringe Simpelhed
og Klarhed tilveie paa et Omraade, som falsk Spekulation og
Indblanding af en endda, hvad Oldtiden angaaer, meget usikker
Musiklre har gjort til et af de vildsomste og mest afskrkkende i
Philologien.

Til denne lange Rkke af monographiske Arbeider, hvortil endnu i
1830 kom en Textudgave til Skolebrug af (12) udvalgte Taler af Cicero
(senere oftere udgivne paany) og i 1835 af Ciceros Cato major og
Llius med ikke faa Rettelser, der retfrdiggjordes i Fortalerne og i
et i mine Opuscula optaget Program, samt i 1843 af "Carmina selecta
poetarum aliquot latinorum", sluttede sig endelig et strre Vrk,
nemlig min i 1839 udkomne Bearbeidelse af Ciceros Skrift: #de finibus
bonorum et malorum#. I denne Bearbeidelse sgte jeg paa et enkelt
vigtigt og vanskeligt Skrift af den latinske Prosas Hovedforfatter
strengt at gjennemfre de Grundstninger for kritisk Textbehandling
og fyldig Fortolkning, som jeg havde tilegnet mig, idet saavel enhver
Sregenhed i Sprogbrugen oplystes, som Indholdet opklaredes i sig
selv og i dets Sammenhng med og Afhngighed af den grske
Skolephilosophi og heller ikke Svagheden i Ciceros philosophiske
Forfatterskab og de deraf fremkomne Pletter oversaaes eller
tildkkedes. Idet derhos tillige til Methodens Retfrdiggjrelse og
til Advarsel og Belrelse det Mangelfulde og rent Forkerte i den
nrmest forudgaaende (Goerenz's) Behandling af dette Ciceros Skrift
maatte paavises, voxede Kommentaren med srskilt tilfiede Excurser
op til et betydeligt Omfang, men indtog tillige, som jeg vel tr
sige, strax en siden ikke anfgtet Plads som veivisende Hovedarbeide
paa det nrmeste philologiske Omraade. Efter en ved Omfanget betinget
langsom Udbredelse fremtraadte Vrket i en ny Udgave i 1869,
hvorefter med kortere Mellemrum fulgte en tredie i 1876[42].

 {[42] Et i New-York paabegyndt eller udkommet Eftertryk har jeg
 ikke set. -- Det vilde vre uskjnsomt ikke her at nvne, at min
 jvnaldrende Discipel Wesenberg, der allerede tidligere havde givet
 Supplementer til min Behandling af Ciceros Taler, atter ved dette
 Arbeide fra dets Begyndelse af ydede mig Bidrag af kritisk og
 sproglig Art.}

Fra dette omfattende specielle og med "Eruditionens" ydre Mrker
optrdende Arbeide frtes jeg over til en almindeligere og i meget
beskednere Form sig indkldende Opgave, idet jeg opfordredes til at
udarbeide en latinsk Skolegrammatik, som kunde aflse Badens, der
havde vret benyttet i en lang Aarrkke. Jeg tilstaaer oprigtig, at
jeg i Begyndelsen med en vis Fornemhed afviste Tanken om at skrive en
Bog, der for lang Tid uadskillelig vilde knytte mit Navn til
Skolebnken og hos den opvoxende Slgt med Navnet forbinde en
eiendommelig Forestilling om min Person, men jeg overvandt snart
denne Modstrben ved at gjre mig det klart, hvad der kunde udrettes
ved at gyde det traditionelle Stof og de igjennem Aarhundreder
forplantede lse Begrebsbestemmelser og usikre og kun halvt trffende
Regler i en ny Form, i hvilken Indsigt i Sprogets Strben og
Bevgelse forenede sig med omhyggelig Iagttagelse og fik Udtryk i
skarpt formulerede og begrndsede og just derved trods Skinnet af
Vanskelighed lettere Begrebsbestemmelser og Regler, og hvor frugtbar
Gjennemfrelsen af et saadant Arbeide vilde vre for mig selv. Paa
denne Maade opstod min frste Gang i 1841 udgivne latinske Sproglre,
der ledsagedes af nogle srskilt udgivne "Bemrkninger i Anledning af
Professor Madvigs latinske Sproglre". Det ikke lidet Nye i Bogens
hele Anlg og Udfrelse vakte i Begyndelsen nogen Modstand, og
Professor P. Hjort i Sor laante denne strke Ord, som jeg maatte
tilbagevise. Berettiget indtil en vis Grad kunde den Anke vre, at
jeg i Syntaxen i min Iver for at lade Systemet gjennemtrnge alle
Stoffets Forgreninger havde medtaget Enkeltheder, der ikke behvedes,
og vret noget for rundelig med Exempler. Derpaa raadedes senere Bod
ved en Forkortning, der dog frst skete ved fjerde Udgave, en
Forkortning, hvorved imidlertid Lrerne og de philologiske Studerende
tabte. -- Paa Tydsk udkom Bogen, forsinket ved min Overstters
Langsomhed, frst i 1844 og derefter endnu to Gange i den udfrlige
Skikkelse samt siden i en af en tysk Skolemand (Tischer) foretagen
Forkortelse. Den af mig selv forkortede Redaktion udgaves frst i
1867 paa Tydsk. Som egentlig Skolebog kunde min Sproglre ikke trnge
igjennem eller holde sig i Tydskland; dertil var de tydske
Boghandleres og Gymnasiallreres forenede Interesse i Forbindelse med
Uvillien mod at laane en Skolebog fra et fremmed Land, isr det
forhadte Danmark, for strk, saameget mere som Forfatteren fra 1848
af srlig var lagt for Had som dansk Minister; men dette har ogsaa
ved de philologiske Seminarier i Tydskland vret tilhinder for en
fuld Tilegnelse af Systemet og Begrebsbestemmelserne. Fra Tydsk
oversattes Bogen paa Engelsk og har saavel i England som i Amerika
oplevet en Rkke Oplag; i Holland er den almindelig indfrt i
Skolerne i en udfrligere og en kortere Form ("der groote Madvig" og
"der kleene M", som Navnet mdte mig i Leyden i 1875); hvilken
Udbredelse den franske og den italienske Oversttelse have, veed jeg
ikke; en portugisisk Oversttelse fremkaldte en lille Feide imellem
Overstteren og Forsvarerne af de ldre indenlandske Grammatiker[43].
-- Til den latinske Grammatik sluttede sig som en naturlig og nsten
ndvendig Fortsttelse min grske Syntax, der, efter at vre
foredragen i Forelsninger for de philologiske Studerende, udkom i
1846 (anden Udgave i 1857), en Bog, som jeg forsaavidt tillgger en
strre Betydning, som der her endnu mere savnedes et naturligt og
konsekvent System. Den tyske Bearbeidelse af den grske Syntax, der
udkom i 1847, kunde saameget mindre i ieblikket overvinde den
samtidig udbrudte Forbitrelse imod alt Dansk, som ogsaa Forlggeren,
en yderst ivrig Forkmper for Schleswigholsteinismen, gjerne opgav
Bogen. I Stilhed skaffede den sig dog ved Universiteternes
philologiske Seminarier en Plads, og det var i flere Aar nsten
umuligt at opdrive et Exemplar af den fuldstndig udsolgte Bog. En
ung Franskmand, som under sit Ophold ved tydske Universiteter havde
lrt Bogen at kjende, bad mig i 1883 samtidig om at skaffe ham et
Exemplar og om Tilladelse til at overstte Bogen paa Fransk. Dette
foranledigede en ny tydsk Udgave, samtidig med at den franske
Oversttelse udkom i Paris i 1884. I denne nye tydske Udgave
betegnedes Bogen som bestemt "fr Schulen und jngere Philologen";
kun for de sidste er den imidlertid i Virkeligheden ligefrem
beregnet; Skolerne kan den efter den Udstrkning, som den grske
Undervisning der har, kun komme til Nytte igjennem forsigtig
Anvisning af Lreren. Fra Tydsk oversattes Bogen paa Engelsk efter
den ansete Thomas Arnolds (Guizot's Vens) Foranstaltning i 1853[44].

 {[43] For ieblikket er en magyarisk Oversttelse under Arbeide;
 paa Grsk har jeg kun set en Oversttelse af Formlren (fra 1846).}

 {[44] I Fortalen til denne engelske Oversttelse forekommer en
 meget karakteristisk Ytring om Englndernes og Tydskernes
 forskjellige Forhold til en dansk Videnskabsmands Arbeider paa hin
 Tid, isr naar en Modstning til visse tydske philologiske Skoler
 kom til. -- Jeg br vel bemrke, at jeg ikke har gjort det mindste
 Skridt til at fremkalde nogen Oversttelse enten af Grammatiken
 eller Syntaxen udenfor Tyskland, og at de fleste Oversttelser ere
 foretagne mig aldeles uafvidende.}

Den lange Rkke af philologiske Skrifter, som her ere opregnede, og
til hvilke endnu kunde fies kritiske Meddelelser til mine
jvnaldrende Venners og til Disciples philologiske Arbeider, de
betydeligste til Henrichsens Udgave af Ciceros Vrk de oratore (i
1830) og til Tidsskriftet "Philologus" i Tyskland, havde, naturligvis
med Undtagelse af den latinske Grammatik, i Danmark et meget lille
Publikum udenfor hin Kreds af Venner og Disciple. Nogle heftige og
gnavne Angreb i de frste Aar fra den besynderlige, af J. L. Heiberg
under Navnet Anas Torquillus forevigede Pedant T. Baden, hvoraf
Ingen tog Notits, er det ikke vrdt nrmere at omtale; derimod maa
jeg vel her sige et Par Ord om mit Forhold til den tydske
philologiske Verden idethele. Dette var noget eiendommeligt. Mine tre
frste Arbeider (de to Disputatser og Epistola ad Orellium) fandt
strax meget velvillig Modtagelse og de deri nedlagte Resultater fuld
Benyttelse. Ved de to Bind Opuscula med deres mangesidige Indhold og
ved Udgaven af #de finibus# indtog jeg dernst, det tr jeg vel sige,
en anerkjendt Plads imellem de ledende Philologer paa det latinske og
romerske Omraade, men ingenlunde uden en Rkke Anfgtelser og Angreb
og uden en bestemt Uvillie fra visse Sider til at lade mine Arbeider
og Anskuelser faae Indgang og Virkning. Det forekom en stor Mngde
tydske Philologer af den almindelige Art som en Anmasselse, at paa
dette Omraade, paa hvilket Tydskland i lang Tid havde havt en aldeles
afgjort Overvgt (-- "prcipua sine dubio hujus studiorum generis
sedes" kaldes Tydskland af mig selv i Fortalen til frste Bind af
Opuscula --), en ung Mand fra et lille Land, der hidtil ikke havde
frembragt nogen betydelig aktiv Deltager i den philologiske
Litteratur, og i hvilket ogsaa i dette Fag en bestemt Afhngighed af
Tydskland havde hersket, pludselig ikke blot optraadte selvstndig og
med Fordring paa fuld Ligeberettigelse, men endog tillod sig skarpe
Domme og Udtalelser om Meget, der spillede en vis Rolle i den tydske
klassiske Philologi. Jeg har altid, hvad jeg ogsaa for faa Aar siden
har udtalt i en lille Afhandling i det Letterstedtske nordiske
Tidsskrift (for 1880, 6te Hefte "om de smaae Folks Stilling og
Vilkaar i det almindelige Aandsliv og Kulturbevgelsen") betragtet
det som en Slags Erstatning for de mange Vanskeligheder, der lgges
os Medlemmer af de smaae Folk iveien ved at skaffe vort Tankearbeide
Indgang og Indflydelse i den store videnskabelige og litterre
Bevgelseskreds, at vi kunne indtage en upartisk og af ieblikets
tilfldige Strmninger i de store Lande nogenlunde uafhngig
Iagttagerstilling, og denne Stilling har jeg fra Begyndelsen af ikke
blot hvdet i Stilhed ligeoverfor Philologien i Tydskland, men jeg
har med Uforbeholdenhed udtalt de af mig gjorte Iagttagelser om
falske Retninger og forfeilede Arbeider eller Udvxter ved Siden af
det Gode, hvor der syntes at vre Opfordring dertil, selv ligeoverfor
hit ansete og af mig selv i andre Henseender anerkjendte Mnd,
saasom Niebuhr, W. Humboldt og den af en talrig Discipelskare altfor
hit stillede G. Hermann (og nylig Th. Mommsen). Det kunde da ikke
undre mig, at der fra underordnede Forfattere, navnlig de stundom
altfor skrivelystne Gymnasiallrere, fremkom en Rkke Bebreidelser
imod mig for Miskjendelse af tydsk Fortjeneste, for Overmod og
Forfngelighed og for bitter Dadelsyge, af og til ikke uden
Forvanskning af, hvad jeg havde sagt, hvorpaa jeg allerede i mit
andet Skrift (Epistola ad Orellium p. 2) var ndt til eftertrykkelig
at gjre opmrksom[45]. Jeg trstede mig snart ved kompetente og
upartiske Medforskeres Anerkjendelse uden at forlange, at de srlig
skulde tage mig i Forsvar hos deres Landsmnd, og ved den
efterhaanden ogsaa de mindre Velvillige aftvungne Respekt. At mangen
en af mig fremsat Bemrkning vilde have virket mere, hvis jeg havde
vret Lrer ved et tydsk Universitet, tog jeg som et naturligt
Forhold. Med det tydske Recensentvsen har jeg aldrig indladt mig i
den allermindste Forhandling. Kun gjorde det mig stundom ondt, at der
hos mine egne Landsmnd opstod den Forestilling om mig, at jeg havde
en srlig Tilbielighed til at strides med Tydskere som saadanne,
medens man rigtignok samtidig lagde mig en overdreven Forkjrlighed
for tydsk Sprog og Litteratur i vor Skoleundervisning til Last, og at
jeg, skjndt mild og hensynsfuld i personligt Samkvem, blev haard
indtil Grovhed, naar jeg i philologiske Anliggender tog den latinske
Pen i Haanden. Det virkelige Forhold er dette, at jeg med en levende
Nationalflelse, der ikke tillod mig frivillig at lade mig annektere
som Tydsker[46], stedse har forbundet en taknemmelig Paaskjnnelse
af, hvad jeg i min almindelige og specialvidenskabelige Dannelse
skylder tydsk Paavirkning, og at jeg, hvergang jeg ndtes til en
bestemt og advarende Paavisning af det Urigtige og af den
videregaaende Misvisning, der rbede sig i enkelte Feil, med
ngstelig Omhu har overveiet, hvorvidt det var ndvendigt at gaae i
Udtrykkets Strenghed for ikke at svkke eller borttage det Indtryk,
jeg i Sandhedens Interesse vilde frembringe; mangt et strengt Ord er
kun nedskrevet med Modstrben, medens det vel kan hnde, at et kort
og prgnant Udtryk ligeoverfor en overmodig eller forfngelig
Forkerthed er grebet med en vis Tilfredsstillelse. Enkelte strre
Fremtoninger af sr uheldig Art har jeg anset det for min Pligt
grundig og fuldstndig at forvise, og ved disse har de tydske
Philologers Omdmme stiltiende ganske givet mig Ret og ladet det Hele
falde i Forglemmelse (saasom ved Goerenz's Behandling af Ciceros
Skrifter eller Alschefskys af Livius, ved Ramshorns "lateinische
Grammatik" osv.)[47]. Adskillige tydske Philologer have givet mig
Leilighed til ved Meddelelser og Bidrag til deres Arbeider at vise et
Sindelag, for hvilket i Videnskaben national Antipathi var aldeles
fremmed (Orelli, Zumpt, Halm, Baiter, Kiessling).

 {[45] Det der tilbageviste Angreb havde en lidt komisk Anledning.
 Biskop Mnter udbad sig et Exemplar af min Magisterdisputats for at
 sende det til en Ven i Tydskland, nemlig, som det viste sig,
 Creuzer i Heidelberg, der i Forening med en Discipel Moser havde
 besrget en Udgave af Ciceros Skrift _de legibus_, og han havde
 ikke undladt ved Oversendelsen, ganske vist uden nogen Foresprgsel
 hos mig, at tilfie, at den unge Forfatter paa det rbdigste
 nskede sig anbefalet til Geheimehofraaden. Nu vilde Skjbnen, at
 Creuzers og Mosers Arbeide af mig efter Fortjeneste var bedmt
 meget strengt, og, medens Creuzer bittert beklagede sig hos Mnter,
 sgte Moser i en Anmeldelse Beskyttelse ved at tillgge mig
 Yttringer om andre Lrde, som jeg ikke havde brugt eller i
 fjerneste Maade tnkt paa at bruge.}

 {[46] I en Anmeldelse i de berlinske "Jahrbcher fr
 wissenchaftliche Kritik" af Napoleon III's "vie de Csar" bemrkes
 det, at Keiseren kun har benyttet og citeret tre tydske Lrde:
 Mommsen, Zumpt og Madvig, "den wir uns erlauben bei dieser
 Gelegenheit zu annectiren."}

 {[47] Paa Forskjellen imellem Fjernelsen af en temmelig grov
 Feiltagelse uden al Strenghed i Udtrykket og fortjent skarp
 Tilrettevisning af nsten uredelig Besmykkelse af og Forsvar for
 Feiltagelsen vil min philologiske Lser finde et Exempel i den
 frste Afhandling i frste Bind af mine Opuscula og det dertil
 fiede Tillg S. 26. Hvorledes man mere eller mindre langsomt og
 med nogen Gnavenhed har biet sig for befiet Tilrettevisning, vil
 kunne ses i Klotz's Udgaver af Cicero og i Weissenborns af Livius
 sammenlignede med flere Steder i 1ste Bind af mine Opuscula og med
 mine Emendationes Livian.}

Udenfor min philologiske Forfattervirksomhed ligger den strre og
vigtigere Del af min Medarbeiden i Maanedsskrift for Litteratur; thi
vel anmeldte jeg der (og i dansk Litteraturtidende) de fleste i hin
Periode herhjemme udkomne klassisk-philologiske Skrifter, mine egne
undtagne, men efter selve Skrifternes Natur har ingen af disse
Anmeldelser nu Krav paa at erindres, og en lille, strax i det frste
Aar opstaaet Kontrovers angaaende en Anmeldelse af Rektor, Professor
Blochs Udgave af Ciceros udvalgte Taler havde kun en vis Betydning,
forsaavidt den betegnede Modstningen imellem den strengere
videnskabelige Form, som jeg sgte at gjre gjldende paa det
philologiske Omraade, og den ldre slappere Tradition. Heller ikke en
sammesteds skreven Afhandling: "Om Betydningen af den Stning, at man
i Skolen kun skal skrive Latin for at lre at forstaae Latin" (Bind
XIX) eller de i Antal kun faa, men mere omfattende Bidrag af
historisk og sthetisk Art, som jeg leverede i Maanedsskriftet, er
der nu Anledning for mig til nrmere at omtale, skjndt jeg ikke med
Utilfredshed ser tilbage paa den Maade, hvorpaa jeg fremhvede det
fine psychologiske Blik, den dle Livsbetragtning og den harmoniske
og skjnne Form i Fru Gyllembourgs Noveller og i Sten Stensen
Blichers Arbeider drog Skjelnelinien imellem hans ypperlige og troe
Billeder af hjemlig Natur og hjemlige Menneskeskikkelser og de mindre
heldige Forsg paa at overskride Grndsen for den naturlige Begavelse
og dens Uddannelse, eller trods en mange Aar senere fremkommen
Indsigelse fortryder i C. Baggers "Min Broders Levned" at have
paavist et unegteligt Talents Udskeielse i, hvad man nu vilde kalde
realistisk Retning. Langt vigtigere baade i og for sig og ved sine
Virkninger var den igjennem 4 Hefter af Maanedskriftets 8de og 9de
Bind (1832 og 1833) gaaende og imellem 150 og 200 Sider omfattende
Anmeldelse af en Rkke i Aarene 1829-1832 udkomne Skrifter om det
lrde Undervisningsvsen, hvortil et Program fra Sor havde givet det
frste Std. Denne Afhandling brer vistnok i sin hele Form mere end
tilbrlig Prget af den haarde og alvorlige indre Kamp, hvorunder den
er udarbeidet, men indeholder tillige, hvad jeg endnu tillidsfuldt
udtaler, under den haarde Skal en ikke ringe Tankefrugt. Stillet
imellem modsatte Ensidigheder lykkedes det mig, under Opgivelse af
mange traditionelle Fordomme, at vinde et friere og fastere Stade,
fra hvilket den historisk-philologiske Side af Skoleundervisningen
viste sig i et klarere Lys og forsonede sig med de til berettigede
Grndser indskrnkede Krav fra Naturkundskabens og den moderne
Dannelses Side. Istedetfor den forldede Betragtning af den gamle
Verden og dens Vrker som en for den nyere Dannelse regelgivende, men
uopnaaelig Mnsterverden sattes Henvisningen til den primitive, i en
srlig Form afsluttede antike Kultur og Litteratur som det flles
Udgangspunkt og Grundlag for den moderne, i forskjellige
Nationaliteter sig udfoldende Dannelse og til Ndvendigheden af
Bekjendtskab med hin flles Forudstning for Orientering og fuldere
Indsigt i Menneskekulturen i det Hele, og istedetfor Anprisningen
af de gamle Sprog som de i eminent Forstand logiske sattes
Ndvendigheden af Kjendskab til dem for at forstaae Sprogudviklingen,
for grundig at lre de nyere Sprog og for at forflge de i Sprogene
udprgede Forestillingers Bevgelse. Derhos optoges og behandledes i
speciel og praktisk Form Sprgsmaalet om de forskjellige
Dannelsesmidlers rette Sammenordning i et enkelt og helt Skolekursus
med rigtig Begrndsning mod Universitetet, hvortil dengang ved anden
Examen en Del af det Skolen tilhrende Stof var henlagt i
Brudstykker. Naturligvis tilfredsstillede denne Udvikling ikke alle
mine allerede i Skolelivet virkende philologiske Venner, endsige de
ldre Skolemnd. Medens saaledes Bojesen udtalte, at en saa
fordomsfri og alsidig Behandling af det foreliggende Sprgsmaal
hidtil ikke var fremkommen, betegnede Elberling de kun med lngere
Mellemrum trykte Afsnit af min Afhandling som uforstaaelige
sibyllinske Blade. Ligeoverfor Naturvidenskabens og den moderne
Dannelses Forkmperes Misstemning mod Skolen i dens hidtilvrende
Opfattelse og Skikkelse aabnede der sig ved Afhandlingen en Udsigt
til Overenskomst; hvorledes det i saa Henseende kom til praktisk
Forhandling og Handling, bliver nedenfor at omtale[48]. -- Endnu
troer jeg at burde nvne min Andel i en Artikel i Maanedsskriftet,
der brer et andet Navn, og som i sin Tid gjorde stor Opsigt og
fremkaldte en ikke ringe Bevgelse. I 1831 oplste H. N. Clausen i et
Redaktionsmde en Artikel, hvortil Anledningen var tagen af
Oberstlieutenant Abrahamsons 8de Rapport til Kongen om den indbyrdes
Undervisnings Fremgang. Artiklen indeholdt en i sig selv velvalgt og
morsom Anthologi af de svulstige, krybende og i det Hele smaglse
Udtalelser af Rapportens Forfatter og af en stor Mngde Provster og
andre Geistlige, der anbefalede sig ved Iver for den hos Frederik VI
i hi Gunst bragte Methode ("denne gode Sag", som den kaldtes) og ved
nsten underdanig rbdighed for den kongelige Adjutant, der i denne
Methodes Navn beherskede Almueskolevsenet, disponerede over Ordener
og vede Indflydelse paa Befordringer; men den savnede en Konklusion
og et Maal, hvortil der styredes hen. Baade andre Redaktionsmedlemmer
og isr jeg bemrkede, at Artiklen i denne Form kun vilde fremkalde
Latter over enkelte Personer og stte ondt Blod uden tilsvarende
Udbytte; jeg foreslog derfor, at Artiklen skulde omredigeres
saaledes, at den gik ud paa at vise, at man paa Grund af hele
Rapportens og de enkelte Udtalelsers Tomhed og Mangel paa ethvert
virkeligt Indhold, efter at have gjennemgaaet denne og alle de
foregaaende Rapporter, slet ikke havde Midler til at danne sig en Dom
om den indbyrdes Undervisnings virkelige Skikkelse i Skolerne og dens
Virkninger, men alene fik at vide, at Mekanismen paa Papiret sagdes
indfrt i saa og saa mange Skoler, og at der derfor trngtes til en
alvorlig Undersgelse for at adskille lgnagtigt Skin og forfngelig
Leg fra Virkeligheden. Det overdroges da mig og N. David at forhandle
med Clausen om en saadan Omredaktion, paa hvilken han ogsaa villig
gik ind. I den nye Skikkelse blev Artiklen modtagen med fuld
Tilstemning af alle Forstandige, der lnge havde anet, at der paa
dette Omraade dreves et uvrdigt Spil, men den vakte naturligvis ikke
blot Abrahamsons og de vrige af Satiren trufne Personers
Forbitrelse, men ogsaa Harme hos Kongen, der i god Tro og med
Forvisning om at fremme noget Nyttigt havde overladt hele Sagen til
Abrahamson. Af Frygt for Forstemningen mod det allerede iforveien som
noget oppositionelt betragtede Maanedsskrift meldte da ogsaa
Engelstoft sig strax ud af Redaktionen, men Skyerne spredte sig, og
den hele forkerte Indblanding af en begavet, men rgjrrig
Generalstabsofficer i Skolestyrelsen ophrte kort efter, og selve den
indbyrdes Undervisnings Methode, der aldeles ikke passede til vore
Skoler, trngtes tilbage til en saare beskeden Stilling, skjndt den
Bestemmelse, at enhver theologisk Kandidat, der vilde befordres til
Prsteembede, iforveien skulde aflgge en Prve i en saakaldet
Normalskole for den indbyrdes Undervisning, indrettet i Slvgadens
Kaserne, frst ophvedes ved en af mig som Minister udvirket kongelig
Resolution.

 {[48] Et kort Omrids af den i denne Afhandling udviklede
 Betragtning af den klassiske Skoleundervisnings Betydning og
 Berettigelse er i mine "kleine philologische Schriften" S. 285 ff.
 fiet som Anhang til Afhandlingen om de grammatiske Betegnelser. En
 Skolemand i Schweitz, der vilde skrive om den klassiske
 Skoleundervisning, bad mig, efter at have lst disse korte
 Antydninger, om at skaffe ham vedkommende to Bind af
 Maanedsskriftet, idet en dansk Dame havde lovet at hjlpe ham til
 at forstaae Afhandlingen. Efter et Par Maaneder meddelte han mig,
 at han efter Lsningen havde opgivet sit eget Forst. "Sie haben
 mir" -- tilfiede han -- "Viel zu denken gegeben."}

Efter Redegjrelsen for min Skribentvirksomhed i denne Periode -- et
Par Brochurer kommer jeg siden til at nvne -- maa jeg et ieblik
vende mig til det Embede, som jeg ved Siden af Professoratet
bekldte, nemlig som Universitetsbibliothekar. Jeg havde, som ovenfor
sagt, sgt dette Embede af konomiske Grunde, ikke af Lyst til den
bibliothekariske Virksomhed, men jeg er mig bevidst at have besrget
det med samvittighedsfuld Troskab og deri at have gjort nogenlunde
Fyldest. For Bogvsenet i Almindelighed med dets Krav paa
Opmrksomhed for Rkker, Kostbarheder, Sjeldenheder osv. har jeg
aldrig havt Interesse: Bgerne vare mig altid kun Redskaber for det
videnskabelige Studium eller den sthetiske Nydelse. Men jeg
medbragte ved Siden af Pligtflelsen et uundvrligt Hjlpemiddel i en
let og tro Hukommelse, og, ligesom jeg selv gldede mig ved som
Bibliothekar at have til fri Raadighed et rigt Apparat i mit eget
Fag, saaledes var det mig magtpaaliggende i samtlige til
Universitetsundervisningen hrende Fag, understttet af fagkyndig
Bistand, at anskaffe saa Meget af det Bedste i Litteraturen, som
Midlerne tillod, og at gjre det Anskaffede saa tilgngeligt for
ldre og Yngre, som god Orden tilstedede. Havde jeg i Begyndelsen et
betydeligt Arbeide ved at orientere mig fuldstndig i Bibliothekets
Indhold, opstod der efterhaanden et ikke ringe Mismod ved saaledes
daglig, med Unddragelse af Tid og Tanke fra mine specielle og
alvorlige Studier, at sysle overfladisk med alle Videnskabers
Apparat, og jeg ombyttede derfor i 1848 gjerne Tilsynet over de
stille og lydige Bogrkker med noget mindre fredelige Sysler, dog
uden at opgive Interessen for den for Universitetet, dets Lrere og
Studerende saa overordentlig vigtige Institution. Under min Styrelse
blev et nyt og liberalere Reglement for Udlaanet udarbeidet og
gjennemfrt og et sreget Lsevrelse blev indrettet, medens der
hidtil ingen anden Plads havde vret for dem, der paa Bibliotheket
benyttede Bger eller Manuskripter, end selve Udlaansvrelset med
dets Sneverhed, Uro og uhyggelige Trkvind. Manuskriptsamlingen, der
i et fugtigt Rum havde vret udsat for at beskadiges, fik derhos en
bedre og rummeligere Plads, idet det i Bibliothekslokalet (dengang,
som bekjendt, Loftsetagen over Trinitatis Kirke) opstillede og da
unegtelig indskrnkede Museum for nordiske Oldsager, hvis Besgere i
ikke ganske ringe Grad forstyrrede Bibliotheksvirksomheden, flyttedes
ud. Den vigtigste Tjeneste ydede jeg dog Bibliotheket ved betimelig
og med al Kraft at trnge paa Tilveiebringelsen af et nyt Lokale
istedetfor det ikke blot ved sin Beliggenhed ubekvemme, men
efterhaanden aldeles utilstrkkelige, hvori Ordenen nsten ikke mere
lod sig opretholde (se Selmers Universitetsaarbog 1842 S. 11). Da
endelig flere Aar senere, efterat jeg fra Ministeriet var vendt
tilbage til Universitetet, Midlerne til en ny Bibliotheksbygning
sgtes og bevilgedes, deltog jeg stadig og ivrig i alle om dette
Anliggende og om Bygningens Indretning frte Forhandlinger, ligesom
jeg ogsaa, da min tidligere mangeaarige, trofaste Medhjlper, der var
bleven min Efterflger ved Bibliotheket, var nr ved aldeles at tabe
Modet under Forberedelsen til og Ledelsen af den vistnok saare
besvrlige Flytning og nye Opstilling, maatte trde til for at sttte
hans driftigere og mere energiske Medhjlpere: afdde Bibliothekar
Gundorph, der da bar Hovedbyrden, og den endnu levende Bibliothekar
Hannover. Og, ligesom jeg som Bibliothekar til Indlemmelse i
Bibliotheket havde modtaget det saakaldte Classenske Lgeselskabs
Bogsamling, tr jeg vel ogsaa sige, at det senere efter Bibliothekets
Flytning var mig, der som Konsistoriums Delegerede med Geheimeraad
Tillisch paa det Classenske Fideikommises Direktions Vegne afsluttede
den derefter af Kultusministeriet bekrftede Overenskomst om det i
flere Retninger vigtige og kostbare Classenske Bibliotheks
Sammensmeltning med Universitetsbibliotheket; thi ogsaa da svigtede
praktisk Handlekraft den brave Mand, der nrmest skulde reprsentere
dette sidste. Endnu fr denne Forhandling havde jeg havt en mrkelig
Leilighed til at se, hvorledes baade hos denne redelige, lrde
Forsker (P. G. Thorsen) og hos den med ham aandsbeslgtede, omend
mere fremragende, mod mig altid saare velvillige Werlauff, der
styrede det kongelige Bibliothek, den frygtsomme Fredsommelighed og
Angsten for enhver alvorlig Kamp lammede selv den varme Kjrlighed,
hvormed begge Mnd omfattede de dem betroede Bogsamlinger[49].

 {[49] Ved en Finantsforhandling paa en Tid, da Monrad var
 Kultusminister paany, havde Tscherning paastaaet, at det var
 urimeligt i Kjbenhavn at have to offentlige Bibliotheker, og at
 Kongens Bibliothek og Universitetsbibliotheket burde sammensmeltes.
 Monrad affordrede i den Anledning Werlauff, Thorsen og mig en
 Erklring, som han naturligvis ventede skulde yde ham en Sttte
 ligeoverfor Tscherning. Men ved vor frste Sammenkomst erklrede
 begge Bibliothekarer med bldende Hjerter, at det jo vilde vre
 aldeles unyttigt at kmpe mod den almgtige Tscherning, og at man
 uden Nytte lagde sig for Had ved at gjre Modstand. Jeg skammede
 dem ud og forelagde dem nogle Dage efter Udkast til en Betnkning,
 hvori det udvikledes, at man vel neppe, hvis der var Sprgsmaal om
 i det ieblik at forsyne Kjbenhavn med offentligt videnskabeligt
 Bogforraad, vilde oprette to Bibliotheker jvnsides, men at Sagen
 stillede sig ganske anderledes, naar man, som Tilfldet her var,
 fra Fortiden havde modtaget to ved store private Gaver og Legater
 forgede og udstyrede Bogsamlinger, der tildels stillede sig
 srlige Opgaver, idet den ene i muligste Omfang anskaffede den rent
 og strengt videnskabelige Litteratur, den anden srlig srgede for
 Professorernes og Studenternes Behov, for de sidste navnlig ved
 Anskaffelse af Haandbger, Lrebger, Kommentarer og deslige,
 tildels rentud til at opslides, hvorhos det eftervistes, at hele
 Besparelsen vilde blive temmelig illusorisk ved Ndvendigheden af
 et aldeles nyt, meget stort Lokale og ved Personalets Forgelse.
 Begge Bibliothekarerne erkjendte den hele Udviklings Rigtighed og
 Gyldighed, men krympede sig endnu ved at underskrive, indtil de
 beseiredes ved Forestillingen om, at der ligeoverfor Tschernings
 Tordenrst vilde hve sig en streng Anklage mod deres Svaghed.
 Erklringen afgaves da aldeles efter mit Udkast. Sagen blev af
 Tscherning slet ikke forfulgt videre.}

Hvad jeg ved min Bibliotheksbestyrelse beklager, er, at det ved det
ringe Maal af personlige Krfter, der da havdes til Raadighed
ligeoverfor det bestandig stigende Udlaan og Benyttelsen af
Lsevrelset (foruden Bibliothekaren kun en Underbibliothekar og en
yderst ringe lnnet Assistent), ikke var mig muligt at tage alvorlig
fat paa Tilveiebringelsen af et hist ndvendigt Realkatalog (en
ringe Begyndelse med Seddelskrivning gjordes) eller at fre en
Journal; jeg efterlod derfor kun en stor Hob uordnede Breve og
Dokumenter.

I Forbindelse hermed skal jeg endnu kun nvne, at jeg som Medlem af
Videnskabernes Selskab i 1834 (den 21de November) blev valgt til
Medlem af dets Ordbogskommission, hvori jeg sad indtil Udgangen af
November 1848, og at jeg i 1837 valgtes til Medlem af Kommissionen
for Udgivelsen af Regesta og Diplomatarium m. m.

Den her kortelig skildrede Embedsgjerning og Forfattervirksomhed i
Forening med den stadige Bearbeidelse af min egen videnskabelige
Personlighed gjorde saadanne Fordringer til mine Krfter, at der i
lang Tid ikke blev Plads for nogen Trang eller Evne til en videre
gaaende Deltagelse i offentlige Anliggender. Kun ved Universitetet
selv tog jeg Del i visse Reformbestrbelser, isr med Hensyn til
Sammenstningen af Konsistorium, og i Marts 1837 indgav jeg et
Andragende om en Forandring i saa Henseende, forelbig uden
Resultat[50]. Og dog er det allerede af Hensyn til det paaflgende
Tidsafsnit ikke muligt her ganske at forbigaae mit Forhold da til
Politiken, saa beskedent dette end stillede sig. Fra min frste
Indtrden paa Embedsbanen havde jeg sluttet mig til det Flertal
imellem mine Kolleger, navnlig af de yngre, som ikke troede det
overleverede absolute Monarki, baaret af Frederik VI's jvne og
elskvrdige, men ogsaa Jvnheden hos Andre foretrkkende Person,
istand til at fyldestgjre Tidens Krav, ligesaalidtsom det havde
gjort Fyldest i Aarhundredets to frste Decennier, og som heldede
til konstitutionelle Tanker og Forhaabninger, men vistnok temmelig
spagfrdige. En strkere Bevgelse med ikke lyse Udsigter begyndte i
1830 med Schleswigholsteinismens aabenlyse Optrden (Uve Lornsen),
hvorefter fulgte Oprettelsen af den slesvigholstenske Fllesregjering
paa Gottorp og af de fire Provinsialstnders Forsamlinger. En endnu
alvorligere Skikkelse antog Bevgelsen under Christian VIII, der,
uden som Forgngeren at omgives af en tilvant Pietetsflelse, ikke
kunde unddrage sig Indflydelsen af visse Erindringer fra Norge og
derpaa byggede Krav. Udsigten til den kongelige Mandslinies Udden
rykkede nrmere; Kongens Svogers, Prindsen af Augustenborgs,
Udnvnelse til Statholder i Hertugdmmerne og Regjeringens vaklende
og svage Optrden ligeoverfor den aabenbare Tilsidesttelse og
Krnkelse af den danske Nationalitet i Slesvig vakte en dyb
Misstemning, der ogsaa omfattede den hidtil populreste af
Regjeringsmndene: A. S. rsted. Medens Arveflgepatentet af 1846
stdte paa strk Modstand fra Slesvigholstenerne og deres Tilhng i
Udlandet, gav det, selv om dets Opfattelse opretholdtes, ingen
Sikkerhed for, at den danske Nationalitet kom til sin fulde Ret
indenfor Monarkiets Grndser. Jeg var imellem dem, der dybt flte
Krnkelsen og Faren, men der var i al den Tid, hvorom der her er
Tale, Intet, der kunde bevge mig til at ombytte en bekymret
Tilskuers Rolle med en aktiv Deltagelse. Jeg havde intet fuldt
gjennemtnkt og mig selv tilfredsstillende Raad at give, ingen Plads
og Stemme, der kunde give Advarsler, som allerede udtaltes af Andre,
forget Vgt. Havde jeg Noget forud for ikke faa af dem, der da frte
Ordet, var det en efterhaanden (jeg kan ikke nu sige, i hvilken Orden
og med hvilke Mellemrum) modnet Indsigt i og Flelse af de Opgavers
Vanskelighed, der skulde lses; jeg saae, at Bestrbelserne for
Monarkiets Bevarelse i dets Helhed og for en konstitutionel
Regjeringsform idelig krydsede hinanden, og jeg flte, at der hos
dem, hvem jeg i det Hele stod nrmest, baade med Hensyn til Holsten
og med Hensyn til Slesvig lagdes en strre Vgt paa det folkeretlige
og traktatmssige Grundlag og en mindre paa det da virkelig
bestaaende folkelige Statsgrundlag, end jeg kunde billige. Jeg flte
at det maatte komme til en grundig Opgjrelse imellem Dansk og Tydsk,
selv med Fare for at tabe det Tydske, men tillige, at ingen dansk
Regjering kunde stille sig denne Opgave uden at tvinges dertil ved en
voldsom Rystelse[51]. Jeg lededes ogsaa derved, selv om jeg havde
havt friere Raadighed over en strre Kraft, til Afholdenhed. Jeg har
altid havt en afgjort Uvillie imod uden et klart og bestemt Maal at
deltage i "Rre" (en dengang og siden fra en vis Side meget brugt og
yndet Kategori) og en stundom maaske for ngstelig Ulyst til at
deltage i Forbindelser, der kunde hindre mig i med Selvstndighed at
flge min Overbevisning i forekommende Sprgsmaal. Jeg var derfor
uden nrmere Forbindelse med nogen af de Grupper, for ikke at sige
Partier, der dengang deltoge i den offentlige Forhandling fra et
halvt eller helt oppositionelt Standpunkt, saavel de ldres (hvortil
hrte P. G. Bang, Neergaard, Tutein og som mere fremrykkede David,
Clausen og Schouw) som de Yngres (Lehmann, Monrad, Ploug osv.). Og
dog var min Stilling med Hensyn til de offentlige Anliggender en
noget forskjellig under Frederik VI, medens jeg fra det frste Trin
paa Embedsbanen arbeidede mig fremad, og under Kristian VIII, ved
hvis Regjeringstiltrdelse jeg regnedes imellem de for Fagdygtighed
anerkjendte og hos de Studerende vel ansete og populre Professorer,
og med hvem jeg som Medlem af Videnskabernes Selskab var bleven
bekjendt, da han i nogle Aar som Prinds var Selskabets Prsident,
skjnt vistnok kun paa Afstand og uden nogensomhelst Adgang til
personlig Tilnrmelse, endsige til at give politiske Raad[52]. --
Kristian VIII's frste Regjeringsdag kaldte mig endog til en
gjentagen offentlig Optrden, men som ganske svarede til den her
betegnede Tilbageholdenhed, idet den gik ud paa Paamindelser til
Andre om Besindighed. Da jeg den 3die December 1839 henimod
Middagstid fra det Indre af Byen, hvorhen Bevgelsen i Anledning af
Thronskiftet havde kaldt mig, vendte tilbage til min Bolig paa
Nrregade, mdte jeg ved Metropolitanskolen davrende Lektor, senere
Konferentsraad og Notarius publicus Abrahams, der med stor Uro og
Bekymring fortalte mig, at et stort Antal Studenter var samlet i
Universitetsbygningens Vestibule og Korridorer, hvorfra de vilde
drage ud til Amalienborg for at bringe den nye Konge en Hilsen og et
Leveraab, uden Tvivl med Antydning af politiske nsker og Fordringer.
Jeg gik da ind i Vestibulen og op paa Rummet over Trappen, bad om
Ordet og forestillede de Studerende kort, men alvorlig, at det i sig
selv ikke var smmeligt udenfor det Palais, hvori Frederik den VI's
Lig laae og hans Enke sad i Sorg, at bringe den nye Konge en ny og
srlig Hyldest efter den, der naturligen var ydet ham ved selve
Udraabelsen til Konge, og at i ethvert Tilflde et saadant
improviseret og uanmeldt Tog, for hvis gode Orden og Iagttagelse af
tilbrlige Grndser Ingen havde Ansvaret, kun vilde fremkalde
uhyggelige Sammenstd med Politi og Vagter. Man hrte mig villig og
det Hele blev opgivet. Men til samme Dags Aften havde de yngre Ledere
af Oppositionspressen: Lehmann, Monrad, Ploug og Andre stvnet de
Studerende til et Mde i Htel d'Angleterre's store Sal for at
vedtage en Adresse til den nye Konge om i Tilslutning til sin Fortid
i Norge at give Danmark en Grundlov efter den norskes Forbillede. Jeg
gik da hen til dette Mde og fraraadede det hele Foretagende, om hvis
Ubetimelighed jeg havde en inderlig Overbevisning, idet jeg dels
lagde dem, der virkelig kunde betragtes som Studenter ved
Universitetet, paa Hjertet, at Studenterstanden ikke havde nogen Ret
og Kald til at stille sig i Spidsen for Folket og at tale paa dettes
Vegne, dels forestillede dem, at de uden Tvivl for den allerstrste
Del savnede ethvert Bekjendtskab med den Grundlov, de opstillede som
Mnster, dels udviklede, hvor vanskeligt det under det danske
Monarkis indviklede Sammenstning og Forhold var for den ny
tiltrdende Konge at give nogetsomhelst Tilsagn om en Grundlov, isr
i bestemt Retning. Mit Foredrag blev hrt med Opmrksomhed; det kunde
naturligvis i den blandede Forsamling, hvoraf maaske Flertallet slet
ikke i egentlig Forstand udgjordes af Studenter, og hvor ingen Regel
var given for Deltagelse og Stemmeret, ikke forhindre Adressens
Vedtagelse, men det bevgede en stor Mngde til at holde sig tilbage
og svkkede i vsentlig Grad Betydningen af det Hele. Adressen blev
indsendt, lagt til Side og glemt; men, da mine Ytringer om
Studenterstandens ubestemte Grndser og det Misbrug, der derfor kunde
drives med Studenternavnet, havde givet Anledning til en i Mder og
Blade fortsat Forhandling om en Organisation og Reprsentation af
Studenterstanden, bragtes jeg derved til at udgive en Brochure: "Et
Par Ord om Studenteranliggender", hvori jeg ved Siden af strk
Hvdelse af Studenternes aandelige Frihed ligesaa bestemt fremhvede
den Begrndsning af deres Ret til aktiv politisk Optrden, navnlig
korporativt, der fulgte af deres juridiske og konomiske
Uselvstndighed og af deres Mangel paa en i Livets Gjerning vunden
Erfaring. Den lille Piece fandt ikke ringe Indgang og formindskede
ikke paa nogen Maade det velvillige Forhold imellem Studenterne og
mig. Min hele Optrden havde vret absolut individuel, men fandt
Tilslutning hos mine Kolleger. Med Regjeringsmnd, endsige med
Kongen, havde jeg i de Dage og Uger end ikke den fjerneste Berrelse,
og min Udnvnelse til Ridder af Dannebrog den 28de Juni 1840 i
Anledning af Kroningen skete kun efter sdvanlig Orden.

 {[50] Efterat jeg i 19 Aar havde vret Professor ved Universitetet,
 var jeg i 1848 endnu paa Grund af Avancementsforholdene kun
 extraordinarius og havde som saadan ikke Sde i Konsistorium,
 hvortil der da slet ikke skete Valg, og var saaledes afskaaren fra
 Deltagelse i Universitetets almindelige Korporationsforhandlinger
 og fra alle de Stillinger, hvori man som Professor kunde komme til
 at optrde som Ordfrer for Universitetet eller for sit Fakultet.
 Jeg tilstaaer, at jeg under disse Omstndigheder ikke flte stor
 Tilfredsstillelse ved at indsttes i endel Komiteer, hvis Arbeider
 overgaves til Konsistorium, hvor man ikke kunde flge dem, for at
 hende der eller senere ved Universitetsdirektionen.}

 {[51] Hvor tidlig Muligheden, ja Sandsynligheden af en saadan
 voldsom Rystelse fremtraadte for mig, derom har jeg et Vidnesbyrd i
 en Samtale, som jeg erindrer at have frt med den i 1843 afdde
 Kaptain i Artilleriet Bendz, en anset Mathematiker, om Forholdet
 imellem de fra begge Sider disponible militre Krfter ved et
 slesvigholstensk Oprr. Det var mig mrkeligt, hvorledes Bendz
 paavirkedes af den freidige Selvbevidsthed, med hvilken den
 militre Standsflelse fremtraadte i Fstningen Rendsborg i
 Modstning til Officerskorpsets adspredte og trykkede Stilling i
 Hovedstaden, og hvorledes ogsaa han i Prinds Frederik af
 Augustenborg saae den ungdommelig kraftige Frer i Modstning til
 gamle, af tunge Erindringer biede Mnd. Lykkeligvis gjorde disse
 gamle Mnd senere den unge Prinds til Skamme.}

 {[52] Med det her Sagte og nrmest Flgende kan sammenholdes en
 kort Artikel af mig i Historisk Tidsskrifts 5te Rkkes 5te Bind
 Side 98, hvor nogle Trk fra Kristian VIII's Tid ere meddelte, der
 ikke skulle gjentages her.}

I 1843 fandt det frste skandinaviske Studentertog til Upsala
Sted. Kongen, der betragtede Sagen ugunstig og frygtede for
Ubesindigheder, troede, at det vilde vre hensigtsmssigt at formaae
en indflydelsesrig og populr Professor til at flge med Toget som
modererende Iagttager og Raadgiver, og lod H. N. Clausen, der jo
ellers ingenlunde var _persona grata_, opfordre til at paatage sig
dette Hverv; men Clausen indsaae meget vel, at han af Studenterne
vilde blive betragtet med mistnksom Uvillie som en ubeleilig
Paapasser og af Kongen faae Utak, hvis der indtraf noget Ubehageligt,
som han ikke havde kunnet hindre, og han bad sig derfor fritagen.
Opfordringen rettedes da mundtlig igjennem Universitetsdirektionens
Medlem, den bekjendte Jurist J. O. Hansen, der altid viste mig stor
Velvillie, til mig, men med samme Udfald, just ikke til Hansens
Forundring. -- Aaret efter oprettedes af endel Mnd, der livlig
interesserede sig for aandeligt Samkvem og gjensidig Velvillie og
Tilnrmelse mellem de tre nordiske Folk, i Kjbenhavn det
skandinaviske Selskab. Jeg var med varm Interesse for Formaalet,
omend med nogen Tvivl om Rigtigheden af Formen for og Udstrkningen
af de paatnkte Sammenkomster og om Foredragenes Virkning, imellem
Stifterne og holdt i et af Selskabets frste Mder den 27de Januar
1844 et Foredrag, som kort efter blev udgivet under Titlen:
"Om Skandinavismens Forhold til den almindelige Kultur". I
Overensstemmelse med den Betragtning, som jeg stedse har fastholdt og
forsvaret, hvdede jeg deri paa den ene Side de skandinaviske Folks
Ret og Pligt til at gjre sig selvstndig gjldende efter deres
Eiendommelighed og Krfter i det almindelige Kulturarbeide og
vindicere sig deres srlige Nutids og Fortids Andel deri, men afviste
paa den anden Side skarpt en selvgod, sig afsondrende og
overvurderende Nordiskhed med tydeligt Henblik ikke blot til den
grundtvigske Retning, men ogsaa til "Fdrelandets" og Andres
davrende ungdommelige Overdrivelser. Foredraget vandt strkt Bifald;
men, da jeg havde berrt Ensidigheder, der dengang indenfor den
egentlige Oppositions Rkker skulde skaanes, udbragte Orla Lehmann,
der frte Forsdet ved det paaflgende Selskabsmaaltid, en Skaal for
"Moderation i Moderationen". Jeg var for maadeholden; derved var min
Stilling til Oppositionen, som den da og stundom siden frtes,
forsaavidt ret klart betegnet; men jeg vandt ligesaalidt srlig Gunst
paa den anden Side. Det skandinaviske Selskab selv udfoldede jo
ivrigt paa Grund af Forholdenes Udvikling kun en ringe og kortvarig
Virksomhed[53].

 {[53] Et lille Sammenstd, hvorved jeg, idet jeg hvdede mit
 Embedes Ret ligeoverfor en af Kongen begunstiget Tydskers
 Arrogance, neppe gjorde mig behagelig i Kongens ine, er fortalt i
 den ovenfor nvnte Meddelelse i Historisk Tidsskrifts 5te Rkkes
 5te B. S. 98, men tilfies br det, at jeg aldrig mrkede mindste
 Spor til hiere Ugunst i den Anledning.}

Under denne Afholdenhed fra politisk Optrden faldt det i min Lod
temmelig pludselig at kaldes til Deltagelse i et meget vigtigt
administrativt Anliggende. Den Forhandling, der fra 1829 af var frt
om det lrde Skolevsen, havde efterhaanden ledet Direktionen for
Universitetet og de lrde Skoler til den Overbevisning, at en
omfattende Reform var ndvendig, og, efterat Direktionen -- hvis
kraftigste og indflydelsesrigeste Medlem dengang, efter J. P.
Mynsters Udtrdelse og den svage og forhen afskedigede Engelstofts
Gjenindsttelse som frste Medlem, aabenbart var den ovenfor nvnte
Etatsraad Hansen -- i Almindelighed havde sikret sig Kongens
Samtykke, anmodedes uden nogetsomhelst kongeligt Kommissorium med
kort Varsel H. C. rsted, J. F. Schouw og jeg om at sammentrde med
Direktionens Medlemmer til en fortrolig Forhandling om det hele
Anliggende, saaledes at altsaa rsted og Schouw skulde reprsentere
den mathematisk-naturvidenskabelige Side af Dannelsen, jeg den
historisk-philologiske. Forhandlingerne frtes i Hansens private
Bolig paa Grundlag af et Udkast, hvori jeg vel tr sige, at de af mig
i 1832 udtalte Anskuelser i det Hele vare optagne, navnlig hvad angik
Ophvelsen af den saakaldte anden Examen og Inddragelsen af dens Stof
med Undtagelse af Philosophien i Skolen og Henlggelsen af
Afgangsprven til Skolerne selv, hvis Undervisningstid udvidedes med
t Aar[54]. Med en Anstrengelse, der navnlig for Engelstoft var
aldeles overvldende, frtes det Hele tilende i et Par Dage, og
Resultatet fremtraadte i den af Kongen approberede provisoriske
Undervisningsplan for nogle af de lrde Skoler af 1844, idet der
frst skulde gjres en Prve med Planen i Metropolitanskolen og
Skolerne i Odense og Kolding. Til at kontrolere denne Prve ved at
overvre Afgangsexamen i disse tre Skoler og deltage i Censuren
bestemtes rsted, jeg, der strax efter i "Dansk Folkeblad" gav en
Fremstilling af, hvad der ved den nye Skoleform tilsigtedes, og
Professor Velschow. De iflge heraf i Aarene 1845-1848 foretagne
Skolereiser, der bragte mig i endnu nrmere Forhold til rsted, og
som for frste Gang frte mig til Fyen og Jylland, ydede mig ved
Siden af Hovedopgaven en kjrkommen Forfriskelse, medens de
forberedede min senere mangeaarige og kjre Virksomhed ved de lrde
Skoler.

 {[54] Ved en besynderlig Forglemmelse har Clausen i sit Skrift om
 Kjbenhavns Universitets Virksomhed i Aaret 1837 i sin Oversigt
 over de i dette Aar i Konsistorium frte Forhandlinger om denne
 Gjenstand aldeles forbigaaet Diskussionen i Aarene 1829-1832 om
 mine da opstillede Forslag og betegnet som Udgangspunkt et Udkast
 af Etatsraad Kolderup-Rosenvinge fra 1836.}

Om mine private og huslige Forhold i denne Aarrkke skal jeg fatte
mig kort, thi Erindringerne derom tilhre og vedkomme i det
Vsentlige kun mine Nrmeste. Med min trofaste og hengivne Hustru,
der to Aar fr vort Bryllup med mig havde besgt min Moder paa
Bornholm,[55] frte jeg et stille og beskedent Liv i en snever Kreds,
snart omgiven af en Brneflok, idet der indtil 1839 fdtes mig to
Dtre, to Snner og atter to Dtre, af hvilke den ene dog dde ganske
spd og den anden bervedes os i en Alder af 9 Aar til bitter Sorg
den 8de Marts 1848. Ved Siden af Opdragelsen af mine egne Brn var
det selvflgelig min ueftergivelige Pligt at fritage min Moder, der
havde gjort saa store Opofrelser for mig, for Omsorgen for mine to
yngste Brdre, af hvilke den nstyngste oplrtes til Snedker her i
Byen og den yngste opholdt sig i mit Hus i de nrmeste Aar, efterat
jeg var bleven gift, medens han gik i Skole og efterat han i 1835 var
bleven Student, indtil han som saadan blev Regentsalumnus. Jeg havde
for at gifte mig stiftet en i Forhold til mine aarlige Indtgter
betydelig Gjld, og denne var, inden mine Indtgter forbedredes
noget ved Bibliotheksembedet, forget saaledes, at det heller ikke
senere lykkedes mig at tilveiebringe Ligevgt, selv med Tillg af
nogen Indtgt af litterre Arbeider, der imidlertid dengang betaltes
efter en meget lavere Maalestok end nu. Finantsielt Talent har jeg, i
det Ringeste i mine egne Anliggender, aldrig udviklet. Jeg har i en
Rkke Aar flt daarlige Kaars Sorg, Ydmygelse og forstyrrende og
lammende Tryk i en ikke ringe Grad, og jeg sgte i den Tid
gjentagende forbigaaende Lettelse af dette Tryk ved konomiske
Udveie, der gjorde Ondet vrre. Omtrent i 1843 indtraadte der dog en
Forbedring og Orden; men jeg gik ikke destomindre det paaflgende
Livsafsnit imde med en ikke ringe Byrde, for hvilken det heller ikke
nogensinde senere er lykkedes mig at gjre mig ganske fri[56]. At
dette uheldige Forhold ogsaa medfrte en vis selskabelig Isolation,
er naturligt. Manden drages, naar han finder en vis Anerkjendelse,
stundom ud af denne og har i selve Anerkjendelsen en Trst og
Opreisning; paa Hjemmet hviler Byrden helt. Med stor Glde erindrer
jeg derfor den Vederkvgelse, som i en Rkke af Aar i den dengang
korte Sommerferie Opholdet i Frederikssund hos en Slgtning af min
Hustru bragte os alle, og jeg betragtede det som en Triumph, da jeg i
Sommeren 1845 selv gik til at leie et Par Vrelser for min Familie og
mig paa den saakaldte gamle Bakkegaard, hvormed der, da Stedets Eier
var Enkedronning Marie Sophies Hofchef, fulgte Adgang til den dengang
for Publikum utilgngelige Sndermark. Mine philologiske Tilhrere
gik ind paa, at jeg i den Sommer lste over Cicero _de natura deorum_
om Morgenen fra Kl. 7 til 8, hvorefter jeg kunde dele hele Dagen
mellem Mark og Skov og den grske Syntax, der udarbeidedes derude. --
Til tidligere smaae Sommervandringer tilfods med nogle kjre Venner
(Bojesen, Mathematikeren Chr. Jrgensen og Astronomen P. Pedersen)
(derunder en lille Udflugt til Kullen i 1839) sluttede sig nu en
hyppigere Omgang med et Par kjre Familier (derimellem min endnu
levende Ven, Etatsraad Mhls og den ikke ubekjendte bornholmske
Pastor Marckmanns, hvis Hustru var en Datter af Notarius publicus H.
G. Olsen). Den strste Opmuntring berededes mig imidlertid, da der i
1846 af Universitetsdirektionen udvirkedes mig en Understttelse af
400 Rdl. til i Sommerferien at foretage en kort Reise i Tydskland.
Naar det i Resolutionen betegnedes som min Reiseopgave at gjre mig
bekjendt med det tydske hiere Undervisningsvsen, var dette et
temmelig let gjennemsigtigt Skin, idet Reisen maatte gjres paa en
Tid, da ogsaa i Tydskland Ferierne indtraadte. Det virkelige iemed
saae Direktionen ligesaavel som jeg i en efter mange Aars uafbrudte
og strenge Arbeide saare nskelig Forfriskelse, forbunden med Adgang
til i visse Retninger at udvide Blikket og til at stifte et, omend
indskrnket, personligt Bekjendtskab med tydske Videnskabsmnd, og
dette iemed opnaaedes. I Forening med to Venner (de nvnte E.
Bojesen og P. Pedersen) tiltraadte jeg Reisen den 31te Juli -- efter
midlertidig at have bosat min Familie i et lille Hus i verd ved
Sllerd -- og ilede i en deilig og varm Sommer med mine Reisefller
hurtig, men med livlig Opmrksomhed for alt det Nye, som Natur, Kunst
og Folkeliv tilbd, over Berlin, Dresden, Prag, Wien, Mnchen,
Heidelberg, Frankfurt og Gttingen og tilbage over Hamburg og Kiel,
hvorfra jeg den 3die September igjen naaede til Kjbenhavn.
Ved at lgge Veien fra Wien til Mnchen over Semmering gjennem
Steiermark, over Ischl og Salzburg fik jeg et forelbigt Indtryk af
Bjergnaturen. I Berlin[57] fandt jeg den venligste Modtagelse hos
Bckh, Savigny og Zumpt ligesom i Gttingen hos C. F. Hermann og H.
Ritter (Forfatter af "Geschichte der Philosophie"); det har gldet
mig mange Aar efter at se, at Bckh udtrykkelig engang paaberaabte
sig Ytringer af mig i den Samtale, vi en Timestid frte med hinanden.
Paa flere Steder var der derimod enten ikke Tid til at opsge de
Mnd, jeg kunde have nsket at tale med, eller de vare paa
Ferieudflugter. Paa den sidste Del af Reisen, omtrent fra Heidelberg
af, havde jeg Leilighed til at bemrke den heftige Bevgelse, som det
kort forinden udkomne aabne Brev om Thronflgen i det danske Monarki
havde fremkaldt, og den strke Sympathi, som det var lykkedes
Slesvigholstenerne at vkke for sig, allermest i Universitetsbyerne,
ligesom jeg ogsaa i det vestlige Tydskland modtog et levende Indtryk
af den i sig selv naturlige Lngsel efter Tydsklands Enhed og denne
Lngsels Retning henimod Preussen. Jeg kom til Kiel samme Dag, som
Advokat Olshausen, en af Slesvigholstenernes ivrigste Ledere, var
frt som Arrestant til Rendsborg, og maatte i Hotellet, hvori jeg
overnattede, hre paa den Kattemusik, der bragtes den da fra
Kjbenhavn ankomne nye Chef for det i Kiel garnisonerende Jgerkorps,
for hvilket Slesvigholstenerne havde nsket en til deres Parti
hrende Officier sat i Spidsen. -- Reisen havde i al sin Korthed for
mig vret ikke blot oplivende, men frugtbringende.

 {[55] Det var endnu dengang en besvrlig Reise, hvorfor jeg ogsaa
 kun to Gange til i hele dette Tidsrum kom derover: den ene Gang i
 1843 med mine to ldste Brn, ligesom min Moder kun besgte
 Kjbenhavn ngang: i 1840.}

 {[56] Ved Normalreglementet for Universitetet af 13de Novbr. 1844
 blev min Gage som Professor 1600 Rdl., hvori var indbefattet et mig
 den 25de Marts 1843 tilstaaet personligt Tillg af 200 Rdl. og den
 tidligere Godtgjrelse af 100 Rdl. for at skrive Universitetets
 Programmer, hvortil Forpligtelsen da var bortfalden.}

 {[57] Den 23de Juni 1836 var jeg bleven valgt til Medlem af
 Berlinerakademiet, ligesom jeg i 1840 blev Medlem af det
 nederlandske Institut, i 1847 Medlem af philological society i
 London og i 1848 af Videnskabernes Selskab i Trondhjem.}




V.

TIDSRUMMET SOM MINISTER.

1848-1851.


Af det hidtil skildrede stille Studie- og Embedsliv og af den
tilbageholdende Iagttagerstilling udreves jeg i Omvltningsaaret 1848
frst til en enkelt energisk Fremtrden i den politiske Forhandling
og dernst til en politisk og administrativ Virksomhed, der for nogle
Aar ganske lsrev mig fra mine tidligere Beskftigelser og gav mine
Krfter og Bestrbelser en anden Retning. Faa Dage efter Christian
VIII's Dd den 20de Januar 1848 offentliggjordes Reskriptet af 28de
Januar, indeholdende de naturligvis ialtfald i det Vsentlige fr
Thronskiftet fastsatte Grundtrk af en paatnkt Fllesforfatning for
hele Monarkiet. Det var mig ikke noget ieblik tvivlsomt, at
istedetfor den Svaghed og Vaklen, over hvilken der hidtil kunde
klages, forelaae der nu det afgjrende Valg af et System, ved hvilket
det danske Monarkis Karakter fra Grunden af forvanskedes og det
danske Folks Ret opofredes for en endda meget usikker Bevarelse af
den ydre lse Sammenhng imellem de Landsdele, der vare blevne
samlede under det danske Kongehus, i Form af en ligedelt dansk-tydsk
Stat, i hvilken, forsaavidt den vedblev at bestaae, det tydske
Element vilde underkue det fra Begyndelsen af nedvrdigede danske, og
at man derfor var kommen til et Punkt, hvor en bestemt Indsigelse
maatte reises, en Afvisning udtales. Grundtrkkene gik, som bekjendt,
ud paa en flles Stnderforsamling med ligemange Deputerede fra
Kongeriget [c. 1,300000 Indbyggere] og fra de forenede Hertugdmmer
[c. 800000 Indbyggere], hvis Forbindelse udtrykkelig bekrftedes, med
afvexlende Mde i Kongeriget og i Hertugdmmerne. I Hovedsagen
bedmtes vistnok Reskriptets Indhold paa samme Maade af alle udenfor
Regjeringskredsen staaende, over vore offentlige Forhold tnkende
Mnd; men Ordfrerne for Oppositionen havde hidtil saa ensidigen lagt
Vgt paa en konstitutionel Forfatning for hele Monarkiet, at de
bragtes ud af Fatning og ligefrem forblffedes ved denne
eiendommelige Imdekommen. Et Par Dage efter Reskriptets
Offentliggjrelse traf jeg i botanisk Have hos J. F. Schouw sammen
med Clausen, L. N. Hvidt, L. Hyen, Lehmann, Monrad, Ploug og
Tscherning til en Samtale derom, uden at jeg nu kan gjre Rede for,
hvorledes eller af hvem jeg, der ellers slet ikke hrte til denne
Kredses Fortrolige, var bleven indbudt til Mdet. Stemningen var
saare trykket, og L. N. Hvidt udtalte tilsidst, at Folket var mat og
modlst og ikke kunde sttes i en kraftig Bevgelse, hvorpaa man
efter nogen Indsigelse af mig og Hyen skiltes ad. Inderlig utilfreds
og misforniet gik jeg hjem og skrev samme Aften og nste Formiddag
den Artikel, der, efter at vre gjennemlst af en eneste Ven (den
ovenfor nvnte Magister P. Pedersen), sendtes til "Fdrelandet"s
Redaktion og optoges i "Fdrelandet" for 4de Februar: "Et Par Ord om
det i Hans Majestts Reskript af 28de Januar 1848 antydede Grundlag
for en Forfatning i dets Betydning for den danske Nationalitet."
Artiklen, der var skreven med den strkeste Overbevisning og varmeste
Flelse, vakte, tildels just derved, at den kom fra en navngiven
Mand, der hidtil havde holdt sig ganske udenfor den politiske
Polemik, en ualmindelig Opsigt og fremkaldte i vide Kredse den
Stemning og den tillidsfulde Tilslutning, som man havde tvivlet om at
kunne fremkalde. Pressen tog tilorde, og i en hos Professor Clausen
den 23de Februar holdt Forsamling af 45 Mnd med mere eller mindre
indflydelsesrige Navne, hvoriblandt ogsaa jeg var, vedtoges den
Erklring imod Forfatningsreskriptet, som derefter trykkedes i
"Fdrelandet" for 28de Februar. Men med dette Mde ophrte
forelbigen min Deltagelse i Bevgelsen,[58] og jeg blev i det Hele
udenfor de Begivenheder, der nu paafulgte, og som vel ikke vare uden
Paavirkning af den fra Februarrevolutionen i Paris udgaaede
almindelige Bevgelse, men isr bleve drevne frem ved de ogsaa af hin
Bevgelse paavirkede Optrin i Holsten og Sydslesvig, der endte med
aabenbart Oprr og Brud af Statsforbindelsen. Grunden til denne
Afholdenhed fra min Side var aldeles overveiende den dybe Sorg, der
rammede mig, idet mit yngste elskelige Barn i de sidste Dage af
Februar angrebes af en Hjernebetndelse og efter haarde Lidelser
bukkede under for Sygdommen den 8de Marts. Men desforuden havde Andre
baade ved Anlg og Evner og ved tidligere Virksomhed ikke blot et
langt nrmere Kald til at gribe ledende ind i Folkebevgelsen, men
ogsaa en almindelig anerkjendt Berettigelse og Forpligtelse til en
aktiv Deltagelse i Dannelsen af en ny Statsform og i Sagernes
Styrelse under denne. Om den hele Situation vil jeg ivrigt nedenfor
komme til at udtale mig nrmere; men om Ndvendigheden af at ombytte
den alderssvage Absolutisme og dens Brere med en friere og
folkeligere Regjeringsform og med nye og yngre personlige Krfter var
der, hvad jeg strax br nvne, for mig ingen Tvivl. Jeg sluttede mig
forsaavidt gjerne til Martsministeriet og nskede det oprigtigen Held
til Lsningen af dets ligesaa vanskelige som for Fdrelandet vigtige
Opgaver, om der end hos enkelte af de nye Ministre var Adskilligt i
Anskuelser og Optrden, som ikke havde min fulde Sympathi, eller som
endog vakte Betnkelighed hos mig; med ingen af dem stod jeg i noget
nrmere Forhold eller endog blot i almindelig Omgangsberrelse. I
Lbet af Foraaret og Sommeren fulgte jeg, medens jeg troligen vede
min Embedsgjerning, med den inderligste Deltagelse Kampen i Slesvig
og med Spnding Forberedelserne til den nye Forfatning[59]. Da modtog
jeg ved Midsommerstid fra Monrad som Kultusminister en Opfordring til
at paatage mig et nyt Embede, som han agtede at oprette for en
Undervisningsinspektr ved de lrde Skoler, idet jeg samtidig opgav
Embedet som Universitetsbibliothekar. Jeg havde selv i de tidligere
omtalte Artikler fra 1832 udtalt mig for, at der maatte skabes en
livligere Forbindelse imellem Undervisningsvsenets Overbestyrelse
(dengang Universitetsdirektionen) og Skolerne og tilveiebringes et
nrmere og stadig sig fornyende Bekjendtskab med Skolernes Personale
og dettes Arbeide, Anskuelser og nsker gjennem en regelmssig
Inspektion. Jeg gik derfor gjerne ind paa Ministerens Forslag,
saamegetmere som de i de nrmest forudgaaende Aar i Forening med
rsted og Velschow foretagne Skolereiser baade havde bestyrket min
Overbevisning om nskeligheden af et saadant Forbindelsesled og
skaffet mig en vis Forberedelse. Sagen blev hurtig ordnet, og under
22de Juli udnvntes jeg til Undervisningsinspektr ved de lrde
Skoler i Henhold til en Instrux, hvortil jeg selv havde gjort
Udkastet. Om den Virksomhed, jeg i dette Embede udvede, vil det, da
den forelbig snart afbrdes, vre naturligere at tale ved dens
Gjenoptagelse i 1852 og de flgende Aar.

 {[58] Lngere hen i Marts Maaned sammentraadte et lille Antal ldre
 og yngre akademiske Borgere, imellem hvilke den senere Rigsdagsmand
 og Forfatter H. E. Schack vel var den betydeligste, med det Formaal
 at lede og moderere Studenternes Optrden under den politiske
 Gjring og Bevgelse og anmodede mig om som Formand at slutte mig
 til dem. Jeg erklrede mig beredt dertil under den Forudstning, at
 man som Grundlag vilde anerkjende, at Studenterne vel ubetinget
 sluttede sig til den patriotiske Bevgelse for Landets re og
 Forsvar, men skulde afholde sig fra som Stand at ville gribe ind i
 de specielle politiske Forhandlinger og Foretagender. Hermed var
 Schack enig, og de vrige traadte til. Der holdtes nogle Mder paa
 Borchs Collegium, men til en virksommere Optrden blev der ved de
 akademiske Borgeres egen Besindighed ingen Anledning.}

 {[59] En Aften henimod Slutningen af Marts kom jeg for at sge
 Efterretninger op i Athenum og traf i Konversationsvrelset
 nuvrende Geheimeraad Andr i Samtale med Kaptain Lsse, maaske
 ogsaa med senere afdde Professor V. Bierring. Pludselig henvendte
 Lsse, som jeg kun sjeldent havde talt med, det Sprgsmaal til
 mig, hvad jeg vel vilde raade til at gjre med den Troppestyrke,
 der stod i Begreb med at rykke ind i Slesvig. "Trnge rask frem
 langs stkysten med Kavalleriet udimod Heden og sge Kampen saa
 sydlig som muligt i Slesvig for strax at hve Modet hos Armeen og
 den tro Befolkning" svarede jeg. "Det er just ogsaa min Mening"
 gjentog Lsse. Nste Dag saae jeg, at han var udnvnt til
 Stabschef for Hrafdelingen i Slesvig. I det samme Vrelse maatte
 jeg efter Modtagelsen af Efterretningen om Kampen ved Slesvig
 berolige og opmande dem, der ved frste Gang at lse om talrige
 Dde og Saarede og om Tilbagetog ganske tabte Fatningen og til
 Sandheden fiede forunderlige Misforstaaelser, og henlede
 Opmrksomheden paa det refulde og Dygtige i Kampen.}

Den frste Reise, som jeg i mit nye Embedes Medfr gjorde, frte mig
efter Afslutningen af Skolearbeidet sammen med en Del af Hren og med
dens Hovedkvarter, der, efter Felttogets Ende i 1848 med
Vaabenstilstanden i Malm, i Slutningen af September var i Horsens.
Derfra ilede jeg over Aarhus og Kjbenhavn til Bornholm for i dettes
2den Valgkreds at sge Valg til den grundlovgivende Rigsforsamling,
hvilket jeg med Lethed opnaaede (den 5te Oktober) uden at imdekomme
det fremsatte nske, at jeg skulde forpligte mig til at arbeide for
Bevarelsen af Bornholmernes Srstilling med Hensyn til Vrnepligten.
Jeg havde, idet jeg sgte dette Valg, ikke den fjerneste Tanke paa at
ombytte min videnskabelige Gjerning og mit Universitetsembede med en
politisk Stilling og Hovedvirksomhed; jeg dreves kun af Lyst til
efter Evne at gjre de efterhaanden hos mig modnede Anskuelser
gjldende ved den forestaaende Afgjrelse af vore ydre og indre
Anliggenders Ordning.

I Rigsforsamlingen, der aabnedes den 23de Oktober, blev det, medens
man endnu ikke var rykket langt frem i Forhandlingerne om en
Forretningsorden, snart bekjendt, at der var indtraadt Uenighed i
Ministeriet, og at en Krisis var udbrudt. Uden Anelse om, at denne
kunde komme til at berre mig selv, fandt jeg kun Anledning til ikke
uden Virkning at bekmpe en hos en Del af Forsamlingen fremtrdende
Tilbielighed til ubetimelig at gribe ind i Krisens Gang og
Udvikling. Pludselig anmodedes jeg af Grev A. V. Moltke, hvem det af
Kongen var overdraget at danne et nyt Ministerium, om en Samtale i
hans Palais og kunde vel, efter hvad der forld om det Clausen gjorte
Tilbud om at overtage Kultusministeriet og hans Vgring derved,
formode Samtalens Hensigt. Greven, med hvem jeg ikke siden 1830 havde
havt den mindste Berrelse, trngte med den ham eiendommelige
elskvrdige Godmodighed ind paa mig for at bevge mig til
at hjlpe ham til at afslutte den besvrlige Opgave og hindre
de Ubehageligheder, som en Forhaling let kunde fremkalde i
Rigsforsamlingen og andetsteds. Efter en Dags Betnkning gav jeg mit
Tilsagn, og Ministeriet udnvntes den 16de November, idet Clausen
indtraadte som Minister uden Portefeuille med Bibehold af sit
Professorembede. Jeg har siden forelagt mig og forelgger mig
i dette ieblik paany med Alvor det Sprgsmaal, om jeg handlede
rigtig i dengang at ombytte min hidtilvrende Virksomhed med
Ministerstillingen, og om jeg ved at gjre det lededes af rene
Bevggrunde. Jeg kjender for godt den menneskelige Svaghed og min
Delagtighed i den til at turde paastaae, at ingensomhelst Lyst til
Indflydelse og Anseelse hin Dag ubevidst eller halvbevidst har rrt
sig i min Sjl, men jeg tr med frelst Samvittighed erklre, at jeg
aldeles overveiende lod mig bestemme af Hensyn til Pligt, maaske
skjrpet ved en Trang til selv at vinde en alsidigere Livsuddannelse
og en fyldigere Beskuelse end den, som den uafbrudte Frden mellem
Bger og Studenter ydede. Jeg kunde heller ikke troe, at jeg
fortrngte Nogen, som med Hensyn til de stillede Hovedformaal kunde
og vilde gjre Forsget med bedre Evne, eller som medbragte bedre
Forudstninger. Til Forklaring af min Beslutning skal jeg ivrigt
endnu kun gjre en kort Bemrkning om den davrende Situation og min
egen politiske Anskuelses Forhold til den. Det var, skjndt ingen
officiel Bekrftelse fremkom, ingen Hemmelighed, at Martsministeriets
Oplsning, bortset fra andre Disharmonier imellem Personer og
Karakterer, var fremkaldt derved, at Udenrigsministeren: Grev Knuth
tilligemed tre andre Ministre: Lehmann, Monrad og Tscherning havde,
da de danske Befuldmgtigede ved de i London forestaaende
Underhandlinger om Monarkiets Anliggender skulde forsynes med
Instruxer, forlangt, at der for det overveiende sandsynlige
Tilflde, at det saakaldte Eiderprogram, der gik ud paa, at Slesvig
med Bibehold af srlige provindsielle Institutioner skulde
konstitutionelt forbindes med Kongeriget til at danne den egentlige
danske Stat, hvortil det tydske Hertugdmme Holsten skulde staae i et
friere og lsere Forhold, ikke helt lod sig gjennemfre, skulde
optages som subsidirt Grundlag en Befielse til at gaae ind paa en
Udskillelse af en Del af det sydlige Slesvig, der da skulde forbindes
med Holsten, medens Resten forbandtes med Kongeriget (Slesvigs
Deling), men at Kongen, stttende sig til de vrige Ministre, havde
afslaaet dette. Da hele Ministeriet var enigt om den principale
Paastand, der skulde opstilles, og da det var aldeles urimeligt at
antage, at de tre, den ldre Regjering tilhrende og dens Anskuelser
nrmere staaende Ministre: Moltke, Bluhme og Bardenfleth skulde have
villet stte alt ind derpaa med Afvisning af enhver anden Udvei, laae
det nr at antage, at der, medens Eiderprogrammet tilsyneladende
fastholdtes, bagved Afslaget skjulte sig Tanken paa at opnaae en
Ordning ved saadanne Lempelser med Hensyn til Slesvigs Stilling,
hvorved det kom til at danne et flles Mellemled imellem Kongeriget
og Holsten og derved ogsaa bandt dette nrmere til det vrige Monarki
(den saakaldte Helstatstanke). Til denne Side heldede da ogsaa
rimeligvis i det Hele det fremmede Diplomati, der helst regnede med
den bekjendte gamle Strrelse: det danske Monarki, uden at bryde sig
om dets indre Forhold og de store Betnkeligheder, som en saadan
kunstig Ordning indeholdt, men ganske vist og fremfor Alt den Magt,
til hvem vi nrmest stttede os i Kampen mod "Oprret" og Tydsklands
Indblanding, nemlig Rusland, der hverken i og for sig sympathiserede
med en efter nationale Hensyn beregnet, klar og bestemt Afgjrelse
eller med milde ine saae paa, hvad der fremkom fra den demokratiske
Side af Ministeriet. Naar nu jeg, der stedse har betragtet
Nationaliteten som den sande og eneste faste Grundvold for Staterne,
og som heller ikke i mere end n Henseende kunde undgaae Betegnelsen
som Demokrat, indtraadte i det Ministerium, som Grev Moltke i
November 1848 dannede, var det med den bestemte Hensigt at vogte paa,
at der ikke ved de fremtidige Underhandlinger vedtoges Noget, der
tilfiede det danske Folks og dets Nationalitets berettigede Krav
Skade eller fremkaldte Fare for samme, og saaledes opfattedes ogsaa
af Almenheden min og Clausens Stilling og Opgave, og denne Opfattelse
omgav os med en vis Popularitet, om end ikke hos de egentlige
"Bondevenner"; men jeg var ogsaa temmelig sikker paa, at denne Gunst
ikke fulgte mig, naar jeg aabenlyst vedkjendte mig, at jeg betragtede
en Afstaaelse af en Del af Sydslesvig ikke blot som det, hvortil vi
efter forgjves Forsg i andre Retninger maatte komme tilbage, men
som det, hvorpaa vi egentlig direkte burde styre ls, og som i og for
sig selv var billigt og rigtigt. I det frste Statsraadsmde, i
hvilket jeg deltog, udtalte jeg klart og tydelig, at jeg, villig til
at underkaste mig den da givne Situation og de deraf flgende
Forsg, men overbevist om disses Frugteslshed, forbeholdt mig i sin
Tid at komme tilbage til den Udvei, der for ieblikket ikke turde
betrdes.

Under den heftige indre Bevgelse og overhngende Fare udenfra var
der i Marts 1848 ved en Forbindelse imellem Reprsentanter for det
Overleverede og de nye, hidtil udenfor Administrationen staaende
Mnd, der bares frem af Folkestemningen, blevet dannet en Art
forelbig ministeriel Diktatur, hvori imidlertid det sidste Element
ikke blot ved Antallet havde en afgjort Overvgt. Da nu just
Ministrene af denne Side i November traadte ud, fordi de hverken hos
Kongen fandt Bifald eller hos Befolkningen turde regne paa
Understttelse for den Modifikation i deres oprindelige Program, som
de erkjendte for ndvendig, i det Ringeste som subsidir Udvei, var
det naturligt, at den til den anden Side hrende Ministerprsident,
hvem det overdroges at danne det nye Ministerium, vel ikke paa
Grundlag af en vedtagen Forfatningslov, men dog ligeoverfor en
allerede til Vedtagelsen af en saadan Lov sammentraadt Forsamling og
et denne forelagt Udkast, sgte sine Medarbeidere overveiende
imellem Mnd, der allerede fr Marts Maaned havde havt Andel i
Regjeringsforretningerne og Plads i Kollegierne, men saaledes, at
Frygten for et Brud med den nye Retning i Statslivet og med den
nationale Strben udelukkedes. Det nye Ministerium rykkede derved i
Personer og Former lidt lngere til Hire, men uden nogen Reaktion.
At ivrigt noget nrmere bestemt Hensyn paa en harmonisk Samvirken
gjorde sig gjldende, vil jeg ikke sige. De Krfter, der overhovedet
vare til Raadighed, tillode ikke noget strengt Udvalg, og
Gjennemfrelsen af et saadant Hensyn laae ikke for Grev Moltkes
Personlighed ligesaalidt som efterhaanden at paatrykke det engang
dannede Ministerium en nogenlunde fast Gang. Grev Moltke var en saare
elskvrdig Privatmand, en _grand seigneur_ med fuld Flelse af denne
Stillings Forpligtelser, og havde Styrke nok til den passive
Opofrelse for at lette Statsmaskinens nogenlunde jvne Gang at
underkaste sig den ikke altid behagelige Samvirken med Mnd af meget
afvigende Anskuelser, Livsvaner og Omgangsformer; men han besad
ligesaalidt klart og omfattende Blik paa indviklede Statsforhold som
streng Arbeidsomhed eller energisk Beredvillighed til Meningskamp. I
selve sin Godmodighed og sin sociale Stilling fandt han Midler
til at omgaae Vanskeligheder og udskyde Afgjrelser. Uden
nogensomhelst diplomatisk velse eller Erfaring paatog den mere end
tresindstyveaarige Mand sig Ledelsen af Udenrigsministeriet,
understttet med Hensyn til det Formelle ved den diplomatiske
Korrespondance af en brav, men hverken ved Begavelse eller ved i
hiere Stillinger vunden Erfaring fremragende og derhos meget sygelig
Mand: Kammerherre, siden Geheimeraad A. H. Bille. Den Karakter af
ubestemt Passivitet, der herved paatryktes Regjeringen, var
imidlertid under de givne Forhold maaske endog ret heldig, indtil det
Tidspunkt, da det i Slutningen af 1850 eller Begyndelsen af 1851
gjaldt om at benytte den relativt gunstige Stilling til en
selvstndig og aktiv Optrden. Af de civile Ministre medfrte Bang
som Indenrigsminister stor Arbeidskraft og Arbeidslyst, omfattende
juridisk Indsigt og, navnlig hvad Landboforholdene angik, ogsaa
administrativ Erfaring, men der fattedes ham Forstaaelse af hiere
politiske Sprgsmaal og Karakterfasthed; hans Betragtning
havde ligesom hans ydre Vsen ofte noget Vulgrt og Simpelt.
Finantsminister Grev Sponneck (den eneste der foruden den senere
indtraadte Rosenrn med mig endnu er tilbage af dette Ministeriums
Medlemmer) forenede betydeligt Talent og Fagkundskab med ungdommelig
Kraft og Mod; han ledede baade sit eget Ministerium med Dygtighed og
Sikkerhed og hvdede i det Hele en ikke ringe Indflydelse. I
almindeligere politiske Sprgsmaal vare hans Anskuelser imidlertid
neppe meget faste, og man mrkede vel hos ham en vis aristokratisk
farvet Lyst til med Benyttelse af Omstndighederne at naae en
overlegen Rolle og Stilling. Krigsministeren: General Hansen
medbragte fra sin Tjeneste i Frederik VI's Generalstab og i
Generalkommissariatskollegiet den ldre militre Rutine; han besad
Sands for Orden og Regelmssighed og en til Stivsind og stdende
Srhed udartende Fasthed; det hele konstitutionelle Vsen var ham
fremmed og imod; i Felttoget 1848 havde han havt Sammenstd med den
udmrket begavede Stabschef Lsse og kunde ikke overvinde sin
Uvillie mod ham; det faldt ham derhos overhovedet vanskeligt at
fastholde Grndsen imellem sin Virksomhed som Krigsminister og
Frelsen af den aktive Armee, en Vanskelighed, hvortil jo ogsaa vore
smaae Forhold kunde bidrage Noget. Bardenfleth, en saare elskvrdig
og agtvrdig Personlighed, men hverken srdeles skarpsindig Jurist
eller hurtig og sikker i en Debat, og Zahrtmann, der havde tabt noget
af Smandens Energi og Djrvhed som Adjutant og Hofmand hos
Christian VIII, gjorde sig ikke meget bemrkede udenfor deres
Specialministerier. Moltke, skjndt i sit Vsen og sine Flelser
grunddansk, Hansen og Zahrtmann havde Vanskelighed ved at gjre sig
fortrolige med andre Forestillinger om Monarkiets og dets Deles
Sammenhng end dem, hvorunder de lnge havde virket, isr med Tanken
om en lsere Stilling for Holsten. Bardenfleth og Sponneck holdt vel
paa Slesvigs Tilslutning til Kongeriget, men uden at gjre sig
Nationalmodstningens Forhold til det slesvigske Sprgsmaal ret
klart. Bang gik med sine Tanker ikke meget udover Kongeriget, til
hvilket hans tidligere Opgaver ganske havde indskrnket sig.
Rosenrn, der i September 1849, efter at vre nedkommen fra Island,
hvor han var Stiftamtmand, aflste den af Ministervirksomheden trtte
Bang som Indenrigsminister, var en arbeidsom og samvittighedsfuld
Mand med mange Kundskaber, men fortabte sig selv i sit eget Fag lidt
i smaalig Detail og var i almindeligere politiske Sprgsmaal uklar
og i Debatten ofte uheldig. Imellem disse Mnd indtraadte nu jeg
aldeles blottet for administrativ velse og Rutine, ubekjendt med
alle Former. Det faldt mig imidlertid ikke vanskeligt temmelig hurtig
at stte mig ind heri og i den mit Specialministerium vedkommende
Lovgivning, dels ved Hjlp af en vis fra min Barndom stammende
Aandsretning, dels, hvad jeg med stor Tak paaskjnnede, ved den
Understttelse, som jeg fandt hos min tidligere Foresatte, nu min
Departementschef: Konferentsraad J. O. Hansen. Andre Vanskeligheder
berededes mig paa den ene Side ved mit saare ringe Bekjendtskab
saavel med det hele hiere Embedspersonale som med de hidtil udenfor
Embedsstanden politisk virksomme Mnd (-- thi med den yngre politiske
Opposition og Journalistik havde jeg som anfrt heller ikke hidtil
staaet i nogensomhelst nrmere Forbindelse --), paa den anden Side
ved min Uvanthed til det hiere Selskabslivs Former og det vedvarende
konomiske Tryk, hvorunder jeg levede[60]. Adgangen til ved nogen
Berrelse med de fremmede Diplomater baade at lre deres
Forestillinger nrmere at kjende og maaske at indvirke berigtigende
paa dem, i det Ringeste forsaavidt de i mig og Clausen blot saae
radikale Demokrater, afskares mig tillige ved min med Undseelse
forbundne Mangel paa Frdighed i Fransk og derhos ved den
besynderlige Isolation, hvori de fremmede Diplomater levede efter
Oplsningen her i Landet af enhver Art af regelmssig kongelig
Reprsentation. Alle disse Forhold ligesaavelsom min Mangel baade
paa Evne og Lyst til at samle om mig Noget, der lignede et Parti,
forbd mig at strbe efter en ledende Stilling i Statsraadet, hvorvel
jeg ikke negter, at jeg tiltroede mig selv at se mere tilbunds i vor
politiske Stilling og Betingelserne for dens Klaring end de fleste af
mine Kolleger, og i Rigsdagsforhandlingerne ikke savnede Evne til i
rette ieblik at gribe virksomt ind. Personligen stod jeg i det
bedste Forhold til alle mine Kolleger med Undtagelse af General
Hansen, der en Tidlang nrede og ytrede en dog efterhaanden
forsvindende Uvillie imod mig.[61] I Statsraadet stod naturligvis
Clausen mig nrmest som Reprsentant for den samme Grundanskuelse,
men dels gik han meget ndigen ind paa den Indrmmelse, hvortil
Nationalitetsprincipet maatte fre med Hensyn til Sydslesvig, dels
fordunkledes hans Betragtning af Holstens Forhold ved en under den
lange tidligere Kamp mod tydsk Overmod og tydske Overgreb naturligen
fremkaldt Bitterhed, der navnlig fremtraadte ligeoverfor
Universitetet i Kiel. I indre Sprgsmaal mrkedes det undertiden, at
Clausen som Minister uden Portefeuille ikke ret overskuede de
praktiske og administrative Krav og stundom paavirkedes noget
formeget af sin Stilling som theologisk Universitetslrer. Naar jeg
nu ved i Erindringen at sammenfatte Totalbilledet af det Ministerium,
om hvis enkelte Medlemmer jeg her har talt, og ved at maale den deri
samlede politiske Dygtighed stundom kommer til at tnke paa de Ord,
hvormed Axel Oxenstierna opmuntrede sin Sn Jacob, da denne
havde Betnkelighed ved at paatage sig Underhandlingerne ved
Fredskongressen i Mnster og Osnabrck: "_Nescis, mi fili, quantilla
prudentia mundus regatur_," vil jeg dog dermed ingenlunde have sat
det hele Ministerium eller mig selv lavere end mange andre
konstitutionelle Ministerier, hvori ikke -- en sjelden Undtagelse --
en overlegen genial Styrer leder det Hele. Det var et Ministerium af
redelige, uegennyttige Mnd, og det blev et efter de givne
Omstndigheder for Landet og sig selv, saalnge det bestod, lykkeligt
Ministerium; Aarene 1849 og 1850, ja Strstedelen af 1851 hre til
Danmarks bedste og refuldeste Aar.

 {[60] Ministerlnnen var i den Tid, hvori jeg fungerede, med
 Undtagelse af de allersidste Maaneder, 4500 Rd. med Fradrag af en
 Krigsskat af over 300 Rd. -- Jeg br dog ikke her lade uomtalt, at
 der ved Udgangen af 1849 gjennem nysnvnte Hansen fra en Rigmand,
 hvis Person baade da og altid senere holdtes bestemt skjult for
 mig, tilstilledes mig 4000 Kr., forat jeg, lettet for konomisk
 Tryk, kunde vie al min Kraft til den mig da paahvilende Gjerning.
 Efter den smukke Maade, hvorpaa det skete, mente jeg ikke at turde
 fastholde min frste Vgring ved at modtage Belbet.}

 {[61] Engang gik denne Uvillie saavidt, at han i Statsraadet efter
 en Udtalelse af mig erklrede, at han vel ikke havde hrt, hvad
 Kultusministeren sagde (-- Hansen var virkelig noget tunghr --),
 men forud vidste, at han var uenig med ham; jeg undlod ikke meget
 skarpt at hvde hans Forpligtelse til Opmrksomhed for hans
 Kollegers Meninger og deres Grunde, og denne Paamindelse blev ikke
 uden Virkning.}

Ministeriets Forhold til Kongen var strengt statsretslig set
naturligvis noget forskjelligt fr og efter Grundlovens Vedtagelse; i
Virkeligheden kom Sprgsmaalet herom dog ligesaa lidt frem som om
Ministeriets Stilling til Slesvig og Holsten efter Vedtagelsen af den
forelbig alene i Kongeriget i Kraft traadte Forfatning. Efterat
Enevoldsmagtens Tiler i Marts 1848 vare faldne Frederik VII ud af
hans ikke strke Hnder (-- thi deri bestod, naar vi ville tale
sandt, Gaven af Friheden --), havde Kongen trukket sig tilbage til
Frederiksborg i Omgivelser efter sit Valg og ytrede ikke synderlig
Deltagelse for de offentlige Anliggender eller i det Ringeste Lyst
til alvorlig at sysselstte sig med dem eller gribe ind i dem. Det
laae ikke for Grev Moltke, hvormeget han endog bevarede den nedarvede
Hengivenhed og rbdighed for Monarken, at fremkalde en Forandring
heri ved maaske besvrlige Forhandlinger og ved niagtige Regler og
Former. Jeg erindrer ikke, om det nye Ministerium efter dets Dannelse
i sin Helhed prsenteredes for Kongen; men vist er det, at Kongen
meget sjeldent deltog i Statsraadets Forhandlinger, selv ved vigtige
Sprgsmaal baade om ydre og indre Anliggender, og heller ikke krvede
eller modtog meget indgaaende Beretninger derom. Kun i Sager, der
berrte Kongens Sympathier og Antipathier i Forhold til Personer,
stundom blot grundet i Luner, kunde enkelte Gange Vanskelighed
opstaae. Var Ministeriets Handlefrihed paa Grund heraf stor,
forringedes paa den anden Side (-- jeg vilde krnke min Overbevisning
ved ikke at sige dette --) den Understttelse, som, navnlig i
Underhandlingerne med Udlandet, den nedarvede Kongevrdighed skulde
yde, ved visse personlige Svagheder hos Frederik VII, derimellem en
Mangel paa Herredmme over Indbildningskraft og Ord. Hvorvidt ved
Ministerskiftet i November 1848 og atter mod Slutningen af 1851 en
diplomatisk Indflydelse, navnlig fra russisk Side, har paavirket
Kongen igjennem en Kanal udenfor Ministeriet, derom har jeg ingen
Vished. Det i November 1848 af ham givne Afslag paa den af Flertallet
af Martsministrene gjorte Indstilling om et subsidirt Grundlag for
Forhandlingerne i London kan jeg efter mit hele Kjendskab til
Frederik VII's Karakter ikke tilskrive ialtfald en bestemt Beslutning
af ham selv[62].

 {[62] Til den Formlshed, der karakteriserede den Tid, hvorpaa
 Novemberministeriet dannedes, og den nrmeste Tid derefter, hrte
 det ogsaa, at Ministrene slet ikke forestilledes for Medlemmerne af
 Kongehuset, selv ved det frste Sammentrf med et Par af disse
 (Prinds Ferdinand og Landgreven af Hessen) hos Kongen. Det tog sig
 under slige Forhold temmelig besynderligt ud, at, da der kort efter
 Novemberministeriets Dannelse arrangeredes et meget beskedent
 Festmaaltid i Anledning af Overhofmarskalk Levetzau's
 Embedsjubilum, jeg, der visselig hidtil havde staaet ham og hans
 Embedsstilling saare fjernt, opfordredes til at udbringe
 Festskaalen, fordi Levetzau havde modtaget en Plads som
 Overdirektr for de kongelige Samlinger under Kultusministeriet.
 Jeg benyttede Leiligheden til at udtale min Erkjendelse af Formens
 og Anstandens Betydning for det offentlige Liv og min Paaskjnnelse
 af Levetzau som Reprsentant for denne Form og Anstand. Jeg flte
 virkelig denne Paaskjnnelse. Levetzau var ingen Mand af dyb
 Dannelse eller streng Karakterfasthed, men han var en velvillig
 Personlighed med smuk og del Form.}

For min Andel i det samlede Ministeriums Virksomhed og for
Bestyrelsen af det mig srlig betroede Ministerium skal jeg nu i det
Flgende efter Evne sge at gjre Rede.

Det nye Ministerium begyndte sin Virksomhed med Dagen efter dets
Udnvnelse i Rigsforsamlingen at erklre (se dens Forhandlinger Sp.
345), at det vilde fortstte det Regjeringssystem, der var fulgt af
det tidligere Ministerium, og at det vedkjendte sig det forelagte
Grundlovsudkast i dets Helhed. Forinden imidlertid det til et Udvalgs
Overveielse overgivne Grundlovsudkast kom til Forhandling i
Forsamlingen, optoges dennes Tid, efterat den havde fastsat sin
Forretningsorden, af Behandlingen af det samtidig forelagte Udkast
til en Lov (Forordning) om Vrnepligten, som herefter skulde vre
almindelig. Denne Gjenstand indeholdt direkte kun t Punkt, der
berrte mig som Kultusminister, nemlig Sprgsmaalet om den geistlige
Ordinations Forhold til Vrnepligten. Dette Punkt fremkaldte
imidlertid, efterat jeg havde klaret nogle Misforstaaelser med Hensyn
til Adgangen til geistlig Ordination (Forhandlingerne Sp. 619), ikke
synderlig Strid eller Vanskelighed. Derimod gav den saakaldte
Septemberlov -- d. e. Forordningen af 23de September 1848 om en
extraordinr Udskrivning af hidtil ikke vrnepligtige Mandspersoner,
fdte i Aarene 1823, 1824 og 1825, en Forordning, der ogsaa fandt
Anvendelse paa et Antal Studenter, -- baade ved en srlig af den
bekjendte Jurist: Professor J. E. Larsen derom stillet Interpellation
og ved at inddrages under den almindelige Forhandling om
Vrnepligtssagen Anledning til udfrlige og heftige Forhandlinger,
hvori uden Tvivl fra visse Sider Misstemningen mod Forordningens
Ophavsmand: Tscherning havde sin Del. I denne Forhandling kunde jeg,
da man idelig kom tilbage til Studenterne, et Punkt, hvorpaa hverken
Krigsministeren eller Justitsministeren ret kunde gaae ind, og hvori
min Kollega Clausen i ikke ringe Grad sympathiserede med Angriberne,
ikke undgaae at tage Ordet, og jeg gjorde det med fuld Overbevisning
til Forsvar for Forordningen og dens Anvendelse paa Studenterne, idet
jeg tillige tilbageviste de allerede ved denne Leilighed fra
Grundtvig fremkomne uklare Lovprisninger af Frivilligheden som
almindelig Kilde til at tilveiebringe Krigsmandskabet, men fuldtud
anerkjendte den Nytte, som de Frivillige og derimellem ikke mindst de
Frivillige af Studenterstanden havde ydet Hren i det foregaaende
Felttog. Det lykkedes mig ved dette Foredrag (Forhandlingerne Sp.
1005) fuldstndig at afslutte Forhandlingen af det nvnte Sprgsmaal
og derhos at sikre mig en vis Betydning i Forsamlingen, medens jeg
ved denne bestemte Optrden slet Intet tabte hos de akademiske
Borgere.

I Grundlovssagen hverken vilde eller kunde Ministeriet vel forlade
det Grundlag, som indeholdtes i det af det foregaaende Ministerium
forelagte Udkast, men det hvdede dog i sin den 12te Februar 1849
afgivne Erklring (Forhandlingerne Sp. 1474) Retten til og
Ndvendigheden af at undergive dette, der var udarbeidet
efter de dengang paa det europiske Fastland gngse og af den
engelske Forfatnings ydre Former uden Indtrngen i dens Vsen og
Forudstninger abstraherede konstitutionelle Forestillinger, uden
Tvivl med srlig Benyttelse af den belgiske Forfatningslov, men
tillige under Indflydelse af den i 1848 baade andetsteds og her
strkt fremtraadte demokratiske Bevgelse, en indgaaende Prvelse.
Opmrksomheden maatte saavel fra Ministeriets som fra det af
Forsamlingen nedsatte Udvalgs Side frst og fornemmeligen rette sig
paa Bestemmelserne om Folkereprsentationens Sammenstning. Jeg
nrede dengang som nu den Overbevisning, at den Forestilling, som man
har hentet fra England om et Tokammersystems afgjrende Betydning for
en rolig og besindig Udvikling, men som man har maattet sge at
tilfredsstille med ganske andre Elementer end de hidtil i England
givne og uden at kunne sttte dem ved Traditionens Magt og andre
sociale Forholds Bistand, ikke var fuldt berettiget, og at det, som
tilsigtes, lod sig bedre og fuldstndigere opnaae ad en simplere Vei,
navnlig i en mindre Stat som vor, nemlig ved i t Kammer at optage i
passende Forhold og Styrke de srlige konservative Elementer og ved
Bestemmelser, der sikrede Forretningsgangen mod al Overilelse (-- thi
i et grsk eller norsk Etkammersystem har jeg aldrig set noget
Mnster --). Jeg lagde heller ikke Skjul paa denne Overbevisning;
thi, hvad der i den af Ministeriet den 24de Marts 1849 afgivne
Erklring om Reprsentationssprgsmaalet sagdes om en i Ministeriets
Skjd fremtraadt afvigende Anskuelse til Gunst for et Etkammersystem
(Forhandlingerne Sp. 2147), angik vsentlig og, saavidt jeg erindrer,
nsten alene mig. Men, da jeg hverken i Ministeriet eller i den mere
konservative Side af Rigsforsamlingen kunde vente at finde nogen
Understttelse herfor, sluttede jeg mig til Bestrbelserne for at
give Landstinget et bedre Grundlag end den i Udkastet som eneste
Middel opstillede Ditlshed for Medlemmerne. Ved den endelige
Behandling blev det, da Bang trak sig tilbage, mig, der paa
Ministeriets Vegne maatte fre Kampen, frst imod et Forslag
af Andr, der gik ud paa et ubrugbart Etkammersystem (27de
April 1849, Forhandlingerne Sp. 2917), dernst for det fra
Udvalget efter Forhandling med Ministeriet fremkomne Forslag til
Landstingets Sammenstning i de meget strkt bevgede Mder den
30te April og 1ste Mai, i hvilke efter Afvisning af temmelig
bitre Angreb og Beskyldninger mod Ministeriet Sagen gjennemfrtes
og Grundlovsarbeidet frelstes fra Standsning og stor Forstyrrelse
(Forhandlingerne Sp. 2952, 2962, 2975, 2997 og 3014). At det
saaledes i 1849 vedtagne Grundlag er blevet bedre og sikkrere i
1866, erkjender jeg; men, at det da dannede Landsthing i sin
srskilte Stilling ver en bedre og kraftigere Indflydelse paa
Lovgivningsarbeidet i Almindelighed, end de samme Elementer vilde
have vet i en enkelt Forsamling, derom maa jeg endnu tvivle. Derimod
har jeg ingen Tvivl om, at det var et stort Misgreb og Uheld, at man
i 1849 af doktrinr Respekt for Tokammersystemets Renhed opgav det
Forslag, der frst var gjort af Udvalgets Flertal og betingelsesvis
anbefalet og tiltraadt af Ministeriet, at Finantsloven skulde
behandles i forenet Rigsdag, altsaa under lige Medvirkning af begge
Things Medlemmer. Vistnok var den af Ministeriet frst stillede
Betingelse med Hensyn til Antallet af Landstingets Medlemmer i
Forhold til Folkethingets ikke ganske bleven opfyldt, men man var dog
kommen den meget nrmere: i ethvert Tilflde burde der vret
underhandlet yderligere, hvorved man maaske var kommen til den
endelige Afgjrelse af Finantsloven i et efter et endnu bedre Forhold
dannet Fllesudvalg, istedetfor at Udvalgets Flertal, forladt eller
dog ikke fastholdt og stttet af Ministeriet, trak sig tilbage og
altsaa Udkastets Bestemmelse blev staaende. Denne giver vel
tilsyneladende Landsthinget lige Ret med Folkethinget over
Finantsloven, men berver det i Virkeligheden Evnen til at opretholde
eller indfre nogensomhelst ikke absolut bunden Bevilling mod
Folkethingets Flertal, naar det ikke vil fremkalde en Konflikt, til
hvis Lsning Forfatningen intet Middel byder. Min egen personlige
Mening i denne Sag findes noksom antydet i Rigsdagstidenden Sp. 6367
ff., hvor jeg ogsaa tilstrkkelig efterviste, at i andre Stater med
Tokammersystem det frste Kammer enten slet ingen Del havde i
Finantsloven eller kun en uvsentlig[63]. Min uforandrede
Betragtningsmaade af hele dette Forhold fik jeg som Landsthingsmand
tidlig og flere Gange Leilighed til at udtale (man se f. Ex.
Landsthingstidenden for 5te Session 1853-54 Sp. 1954 og for 7de
Session 1855-56 Sp. 1051 ff.) og har senere paa andre Steder gjort
den gjldende, navnlig i mine i 1882 udgivne "Bemrkninger om
Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med srligt Hensyn til den sidst sluttede
Rigsdagsforsamling" og de dertil sig sluttende "yderligere
Bemrkninger". Medens jeg nedskriver disse Blade (April 1885), have
vi Leilighed til atter at skjnne, til hvilke Flger og Tilstande en
virkelig Konflikt imellem begge Rigsdagens Thing paa dette Omraade
frer.

 {[63] Besynderligt er det, at der i Rigsforsamlingen fra ingen Side
 reistes noget Sprgsmaal om, hvilken Betydning den i Udkastets  23,
 Grundlovens  24, indeholdte Bestemmelse om, at Rigsdagen ikke uden
 Kongens Samtykke kan blive sammen udover to Maaneder, skal have ved
 Siden af Bestemmelsen om en Finantslovs Ndvendighed og Manglen af
 enhver Forskrift om Rigsdagens eller de enkelte Things Pligt til
 inden en vis Tid at fuldende dennes Behandling. Dette er et
 Vidnesbyrd mere om, at man slet ikke tnkte de Finantsloven
 vedkommende Sprgsmaal fuldt tilende.}

En srlig Opgave tilfaldt mig som Kultusminister ved Forhandlingen af
det lille Afsnit af Grundlovsudkastet, der angik de kirkelige
Forhold. Naar jeg paa det Punkt frst kraftig understttede den af
Udvalgets Flertal foreslaaede nye Paragraf om Folkekirkens Ordning
ved Lov, der med Udeladelse af den specielle Bestemmelse om et
forudgaaende Kirkemde optoges i Grundloven som  80, da havde dette
sin Grund i min inderlige Overbevisning baade om, at Kirken ikke i
Lngden i en konstitutionel Stat kan vedblive at staae i den
Forvikling med og Afhngighed af den rent politiske Statsmagt, hvori
den i de protestantiske Lande var bragt under Fyrsternes Enevlde, og
om Ndvendigheden af at holde udenfor Grundloven specielle
Afgjrelser, som slet ikke hrte derhen, og som slet ikke vare
tilbrlig overveiede i deres Sammenhng og Rkkevidde, f. Ex. om
Sognebaandet. Medens Vanskeligheden af Tilveiebringelsen af en saadan
Kirkeforfatningslov, hvilken Kirken vsentlig maatte give sig selv,
ingenlunde undgik min Opmrksomhed, og medens jeg navnligen var mig
vel bevidst, hvad der fattedes mig selv til ledende Medvirkning ved
dens Tilblivelse, fastholdt jeg dengang og fastholder endnu, navnlig
ligeoverfor den grundtvigianske Lre om Prstefriheden, at Staten kun
kan trde i et srligt Beskyttelses og Understttelses Forhold og
overlade store Eiendomme og Indtgter til et paa et fast Grundlag
bygget og fuldt organiseret Samfund. En lignende Betragtning bragte
mig til ved Grundlovens  81 at holde paa, at Tilstedeligheden af
religise Samfund skulde betinges ikke blot af, hvad der i dem
"foretoges", men af, hvad der i dem "lrtes", idet det religise
Samfund ligeoverfor Staten kun karakteriseres ved sin Lre, hvoraf
Handlingerne fremgaae, forsaavidt de skulle tilregnes Samfundet, ikke
Individerne. Derimod kunde jeg ikke slutte mig til eller sttte den
af Udvalgets Flertal foreslaaede Paragraf, som gik ud paa at sikre de
til Kirken, Skolen og milde Stiftelser henlagte Midler en srlig
Ukrnkelighed, fordi jeg ikke kunde anerkjende den hele Betragtning,
iflge hvilken disse efterhaanden af Staten eller dog ved Statens
Medvirkning tilveiebragte og til visse Formaal henlagte Midler som en
samlet og dog efter Formaalene ingenlunde ensartet Masse ganske
skulde unddrages Statsmagtens Indflydelse uden nogen klar Bestemmelse
om, hvem der skulde regulere og vaage over den fremtidige Anvendelse.
Min Stilling syntes ved dette Punkt at ville blive saameget
vanskeligere, som min Kollega Clausen med stor Iver optraadte til
Forsvar for Paragrafen, men det blev mig snart klart, at Forslaget
vilde falde, udenat jeg behvede aktivt at optrde derimod; min
fuldstndige Taushed var tilstrkkelig. Den samme eller nsten den
samme Taushed kunde jeg da ogsaa iagttage ligeoverfor et Forslag af
nogle Medlemmer udenfor Udvalget, der gik ud paa i Grundloven at
indbringe nogle Bestemmelser om Almueskolevsenet.

Efter Afslutningen af Behandlingen af selve Grundlovsudkastet
forestod der mig endnu under Forhandlingen af Udkastet til Valgloven
en temmelig heftig Kamp, idet Tscherning for at svkke Betydningen af
den for Valgbarhed til Landstinget i Grundloven vedtagne Betingelse
af Udredelsen af 200 Rd. i direkte Skat til Staten eller Kommunen
vilde have Tienden medregnet ved Opgjrelsen af dette Skattebelb,
medens jeg paa Regjeringens Vegne maatte hvde, at der ved
Bestemmelsen i Grundloven ikke var eller kunne vre tnkt paa
Tienden, der aldrig var opfattet eller betegnet som Stats- eller
Kommuneskat, endsige som direkte Skat, og heri fandt Medhold saavel
hos de specielt Sagkyndige som hos Forsamlingens Flertal.

Efter et strengt Arbeide lykkedes det saaledes den 5te Juni med
Sanktionen af Grundloven og Valgloven at bringe Rigsforsamlingens
Opgave tilende. Hvilke Spirer i Grundloven selv foruden de ovenfor
udtrykkelig nvnte og hvilke Tidsforhold der have havt Indflydelse
paa Opfattelsen og Anvendelsen af Grundloven, er det her ikke Stedet
at undersge eller at udtale nogen Dom om.

Ligesom ingen af Martsministeriets Medlemmer havde Medlemsplads i
Rigsforsamlingen (-- Tscherning indtraadte frst i denne efter
Nedlggelsen af Ministerposten --), havde ogsaa Clausen og jeg ved
vor Indtrdelse i Ministeriet anset det for rigtigst strax at
nedlgge vore Mandater som Medlemmer af Rigsforsamlingen. Ved de
frste Valg til Folkethinget efter Grundlovens Vedtagelse stillede
jeg mig imidlertid -- den 4de December 1849 -- som Kandidat
og valgtes paa Frederiksvrk, d. e. i Frederiksborg Amts 4de
Valgkreds, med hvilken Kreds jeg ivrigt kun havde den tilfldige
Forbindelse, at min yngste Broder da havde en udbredt og paaskjnnet
Lgevirksomhed sammesteds.

Medens Grundlovsforhandlingerne med Tilbehr varede (November 1848
til Begyndelsen af Juni 1849), havde jeg naturligvis i det mig
betroede specielle Ministerium ved Siden af at besrge de lbende
Forretninger begyndt paa de strre Arbeider og Opgaver, der forelaae.
Kultusministeriet var dannet ved Sammensmeltning af, hvad der hidtil
havde hrt under Direktionen for Universitetet og de lrde Skoler og
under det danske Kancellis Departement for Kirkevsenet og
Almueskolevsenet, hvorhos tillige derunder var inddraget de
videnskabelige Samlinger (det store kongelige Bibliothek) og de
Kunstanstalter og Kunstsamlinger (Kunstakademiet, den kongelige
Malerisamling o. s. v.), som forhen havde ligget udenfor de
kongelige Regjeringskollegiers Omraade; efter min Tiltrdelse lagdes
endnu det kongelige Theater som Nationaltheater og det dermed
forbundne Kapel ind under dette Ministerium. Af de saaledes til
Omsorg og Behandling under mig samlede Gjenstande kjendte jeg
dem, der havde ligget under Universitetsdirektionen, af egen
Erfaring, naturligvis Universitetsanliggenderne niere end
det lrde Skolevsen, med hvilket jeg dog, bortset fra mine
tidligere Overveielser deraf, siden 1845 havde staaet i direkte
Forretningsforbindelse; med de vrige Gjenstande havde jeg derimod,
hvad Indretning og Ordning angik, hidtil ikke havt nogen srlig
Opfordring til at sysselstte mig. Det traf sig nu saa, at der ved
min Indtrdelse i Ministeriet forelaae til Afgjrelse efter flere
Aars Overveielse og Forberedelse adskillige vigtige Sager vedkommende
Universitetet og de lrde Skoler. Dette var paa den ene Side heldigt
for mig, forsaavidt det paa engang tvang mig til at udforme mine
Tanker og Meninger i bestemte Beslutninger og Forskrifter og gav mig
Leilighed til at vinde en vis Anerkjendelse for Drift og Arbeidslyst,
men det udsatte mig paa den anden Side for en heller ikke udebleven
Mistanke om ensidig Lyst til at beskftige mig med denne Side af det
Kultusministeriet paahvilende Arbeide og ringere Iver for at fremme
de andre Sider, isr dem, der hidtil havde ligget under Kancelliet,
og der unegtelig i en Rkke Aar havde vret behandlede noget
slendriansmssig og uden dybere aandelig Interesse hos den dermed
specielt betroede Deputerede. I Virkeligheden var denne Mistanke
meget ubillig, thi jeg rettede strax mine Tanker paa de her stillede
Opgaver; men, medens saavel disses egen Vanskelighed som mit
personlige Savn af en tidligere Forberedelse maatte rykke
Behandlingen af dem lngere ud i Tiden, turde jeg ikke forsmme at
fremme, hvad der paa det andet Omraade til Gavn kunde og burde
fremmes, isr da her den administrative Anordnings kortere og
lettere Vei kunde benyttes. Saaledes fremkom i 1849 og 1850 i Form af
Bekjendtgjrelse af kongelige Resolutioner en Rkke tildels vigtige
Foranstaltninger vedkommende Universitetet og de lrde Skoler. Ved
Universitetet forandredes ved Bekjendtgjrelse af 13de Mai 1850 den
tidligere Inddeling af det akademiske Aar -- i et Sommer- og et
Vintersemester med Sommerferien i Midten af det ene og Juleferien i
Midten af det andet -- til den endnu gjldende med et Foraars- og et
Efteraarssemester, adskilte ved de imellem Semestrene faldende
Ferier, af hvilke Sommerferien forlngedes endel, men saaledes at,
afvigende fra Konsistorii Indstilling, ved Fjernelsen af andre
Afbrydelser Forelsningstiden niagtig blev ligesaa lang som fr, og
under 1ste September 1850 omdannedes Sammenstningen af det
akademiske Raad, Konsistorium, paa den endnu bestaaende Maade, idet
der med Benyttelse af de forskjellige indkomne Forslag skabtes en ny
Kombination af det hidtil eneraadende Anciennitetssystem med et af
Valg fremgaaet Element, og idet der oprettedes en almindelig
Forsamling af de akademiske Lrere, hvilken det overdroges saavel
frit imellem Konsistorii Medlemmer at vlge Universitetets Rektor for
hvert Aar, hvilket Embede hidtil havde skiftet efter en fast Tour,
som at bestte fem Pladser i Konsistorium og derhos at overveie og
erklre sig om Anliggender af almindelig Interesse for Universitetet.
Ligeledes gaves der efter Andragende fra vedkommende Fakulteter ved
srlige Bekjendtgjrelser flere Bestemmelser vedkommende de
akademiske Examina, f. Ex. under 23de September 1849 om Ophvelse af
Brugen af det latinske Sprog ved theologisk Embedsexamen og
Indfrelsen af en srlig Prve for Bekjendtskab med det kirkelige og
patristiske Latin. Den vigtigste af disse Examensbestemmelser og den,
ved hvilken mit eget Initiativ og min egen Anskuelse havde gjort sig
mest gjldende, var Anordningen af 2den Februar 1849 om de Examina,
der skulde give Adgang til overordnede Lrerpladser ved de lrde
Skoler, altsaa den historisk-philologiske Skoleembedsexamen, der
aflste den i 1818 indrettede philologiske Embedsexamen, og om
polyteknisk Examen eller en Magisterkonferens som Kvalifikation for
Overlrerembede i de mathematiske og naturvidenskabelige Fag, en
Anordning, der naturligvis var af stor Betydning for de lrde
Skoler[64].

 {[64] Om Foranstaltningerne vedkommende Universitetsbibliotheket er
 det nok at henvise til Lindes Meddelelser.}

For Lreanstalten i Sor var den kongelige Resolution af 12te April
1849 af afgjrende Vigtighed. Derved ophvedes ganske den akademiske
Undervisning dersteds, hvis Nytte og Betydning aldrig havde vundet
fuld Anerkjendelse, og som allerede under Christian VIII var bragt i
Oplsning for istedetfor den at grunde en Art folkelig Realhiskole,
en Plan, der hverken havde kunnet vinde fast Skikkelse eller Tillid
og Bifald udenfor et enkelt Parti. Den gjennemgribende Forholdsregel
udgik fra min Side af en lnge og ved den omhyggeligste Prvelse
modnet Overbevisning, og Grundene for den vare saa klare og strke,
at de enkelte Indsigelser baade dengang maatte forstumme og senere
paany have maattet vige. Jeg har gjentagne Gange paavist, hvorledes
det ridderlige Akademi i Sor i Historien kun viser sig som et to
Gange (under Christian IV og Frederik V) gjentaget og snart mislykket
Forsg paa, med Tilsidesttelse af den af Frederik II i Sor
grundlagte lrde Skole, at stifte en srlig, for vor nuvrende
Statsform og vor Tids Anskuelser aldeles fremmed aristokratisk
Undervisningsanstalt, og at der derfor ikke fra Fortiden kan hentes
nogensomhelst Sttte eller Pietetsgrund for Gjenoprettelsen eller
Vedligeholdelsen af en srlig, den almindelige lrde Skoles Grndser
overskridende Lreanstalt, men at ethvert Forslag til en saadan maa
retfrdiggjres ved Paavisningen af et berettiget Formaal, der ikke
kan tilfredsstilles ved Landets vrige Lreanstalter, navnlig
Universitetet, og af Byen Sor som srlig skikket til dette Formaals
Realisation, og denne Paavisning er udebleven. Sidste Gang og
udfrlig har jeg udtalt mig om denne Gjenstand i en Erklring, som
jeg som Undervisningsinspektr ved de lrde Skoler efter Ministeriets
Opfordring den 11te Januar 1868 indsendte over den Betnkning, der
under 9de August 1867 var afgiven af en i Anledning af et Andragende
fra Soransk Samfund om en udvidet Virksomhed for Sor Akademi nedsat
Kommission. Denne Erklring, der er trykt i Lindes Meddelelser
angaaende Sor Akademi for Aarene 1857-78 (Kjbenhavn 1880) S. 41-58
og srskilt, er skreven noget skarpt, fordi jeg flte en vis Harme
over den Maade, hvorpaa Kommissionens Medlemmer uden al Enhed og
Sammenhng havde sgt hver lidt Plads for sin Yndlingsid og dernst
i Forening deraf havde sammensat et aldeles lst Skin af Helhed, men
den er fuldt retfrdig. De rige Midler, der ere samlede i Sor,
tildels hidlagte andetstedsfra (Maribo Kloster), tildels kunstig
hidlokkede (den Holbergske og den Kalkreutzske Donation),
tildels opsparede i en lang Uvirksomhedsperiode, maae, forsaavidt
de overskride en liberal Tilfredsstillelse af Skolens og
Opdragelsesanstaltens Krav, betragtes og behandles som en almindelig
Fond til Fremme af hiere Undervisnings- og Oplysningsformaal, men
rigtignok efter en fastere Plan, end der hidtil viser sig.

Ved de lrde Skoler gjennemfrtes under 13de Mai 1850 som almindelig
Norm den Undervisningsplan, der fra 1845 af forelbig havde vret
fulgt og prvet ved tre Skoler, med de ikke store Modifikationer, som
den vundne Erfaring havde givet Anledning til, og samtidig ophvedes
den hidtilvrende Examen artium, idet Modenhedsprven henlagdes til
Skolerne. Efterat ved denne Foranstaltning den hidtilvrende anden
Examens Lrestof ligeledes for Strstedelen var overgaaet til
Skolerne, gaves Bestemmelserne for det ved Universitetet
tilbageblivende philosophiske Kursus og den dertil hrende Prve ved
Bekjendtgjrelsen af 7de September 1850. De Forhandlinger og
Overveielser, der vare indledede angaaende Indfrelsen af en srskilt
Realundervisning ved de lrde Skoler, medens den videnskabelige
Realskole i Aarhus nedlagdes, bragtes derimod frst tilende efter min
Fratrdelse fra Kultusministeriet.

En allerede fr Ministeriets Oprettelse begyndt Forhandling om en
Indskrnkning i de lrde Skolers Antal samtidig med Skolernes
Udvidelse kom til Afslutning ved kongelig Resolution af 6te Mai 1850,
hvorved Slagelse Skole nedlagdes og Rnne lrde Skole forvandledes
til en hiere Realskole, dog under Forbehold af Forhandling med
Rigsdagen om de dens Kontrol undergivne Pengesprgsmaal, der isr ved
Slagelse Skole vare af Vigtighed, et Forbehold, der opfyldtes ved det
i Rigsdagens 3die Session 1851 forelagte Lovudkast om de konomiske
Forhold ved Nedlggelsen af den lrde Skole i Slagelse og om Rnne
lrde Skoles Overgang til en Realskole.

En ikke liden Vgt lagde jeg paa, at det System, der i de nrmeste
Aar fr min Indtrdelse i Ministeriet ved den almindelige Skolefonds
forgede Indtgter havde udviklet sig, nemlig i strre Omfang end fr
at bde paa den meget utilstrkkelige Ln for den yngste Lrerklasse,
Adjunkterne, ved Gratialer efter vilkaarligt Skjn, aflstes af en
fast Regel for Oprykning igjennem forskjellige Lnningsklasser efter
Anciennitet, hvilket skete ved kongelig Resolution af 10de Marts
1849. Denne Resolution blev en Forlber for den nogle Aar efter
tilveiebragte Lnningslov for hele Lrerpersonalet ved de lrde
Skoler af 28de Marts 1855, forbunden med Avancementsbestemmelser, til
hvilken Lovs Tilveiebringelse jeg som Undervisningsinspektr
medvirkede og gjorde Forslag, omend den endelige Lov fjernede sig
endel fra Forslaget.

Det ligger saa klart for Dagen, at endel af de saaledes ved kongelige
Resolutioner efter Ministeriets Indstilling afgjorte vigtige Sager,
navnlig om Sor Akademis og Slagelse og Rnne Skolers Nedlggelse og
om de lrde Skolers Undervisningsplan, under almindelige Forhold
vilde have krvet Rigsdagens Medvirkning og Afgjrelse ved Lov, at
det ikke paa nogen Maade kunde undgaae min eller Statsraadets
Opmrksomhed, i hvilket naturligvis Sagerne forhandledes, frend de
forelagdes Kongen. Det var saaledes ganske i sin Orden, at Grundtvig
i Rigsdagens 1ste Session 1850 den 27de Juni stillede en Foresprgsel
til mig om den Berettigelse, hvormed Ministeriet havde handlet. Naar
jeg imidlertid havde paataget mig Ansvaret for den valgte
Afgjrelsesmaade og derfor vandt Rigsdagens stiltiende Anerkjendelse,
idet ingen videre Anke eller Forslag fremkom og selv Grundtvig
beroligede sig ved de af mig givne Erklringer, hvorved Rigsdagens
Kompetence under almindelige Forhold ganske indrmmedes, da
laae Grunden hertil i den hele anomale Stilling, hvori disse
Anliggender vare komne ved, hvad der var sket og foretaget fr
Regjeringsforandringen og endvidere fr Grundlovens Vedtagelse, og i
den strke Ndvendighed af at komme til en Afslutning af de svvende
Sprgsmaal, medens Rigsdagen, da den frst i 1850 sammentraadte, selv
uden Hensyn til Vanskeligheden ved samtlige disse Gjenstandes
Behandling i den Skikkelse, i hvilken de stykkevis og betinget af
mange Slags Forudstninger forelaae, var fuldt optagen af Lovudkast
om materielle Sager, der ikke taalte Opsttelse, samt endelig deri,
at den i de enkelte Sager trufne Afgjrelse i det Hele havde den
offentlige Mening for sig og derfor ogsaa grundlagde en Tilstand, der
lnge holdt sig med ringe Modifikationer.

Ligeoverfor denne omfattende Rkke af strre Foranstaltninger
angaaende det hiere Undervisningsvsen tog unegtelig min Virksomhed
paa Almueskolevsenets Omraade sig fattig ud, forsaavidt den maales
efter enkelte, srligen fremtrdende Ytringer; thi baade en lille
Lov om Ophvelsen af en Afgift, der under Navnet "Degnepension"
hvilede paa enkelte Skolelrerembeder, og et andet, desuden af et
Medlem af Folkethinget (Frlund) indbragt, men af mig understttet
Lovforslag, hvorved Skolelrerne fritoges for en dem fra gammel Tid
paahvilende, men praktisk allerede for en Del ophrt Forpligtelse til
Befordring af visse Breve imellem Provster og Prster, angik kun
ubetydelige Gjenstande, og samme ringe Vigtighed havde den
Forandring, der administrativt gjennemfrtes i Kaldsretten til visse
Skolelrerembeder som Flge af Grundlovens Bestemmelse om Ophvelsen
af Forrettigheder, der vare knyttede til Adel. Der forelaae
imidlertid paa hele dette Omraade ingen Forarbeider eller indledende
Skridt til enkelte srlige Foranstaltninger og Anordninger, og der
lod sig, just paa Grund af Sammenhngen imellem alle Led af det for
hele Landet ensartede Almueskolevsen, Intet af nogen Betydning for
det Hele udrette uden ved at sge at vinde et nyt Grundlag istedetfor
den efter sin Aand og Bestrbelse saare fortjenstlige, men under
uheldige og fattige Forhold fremkomne, i Redaktionen ofte mangelfulde
og i Virkeligheden kun ufuldstndig gjennemfrte og i flere Punkter
ikke lnger til de ved Grundloven givne Forudstninger passende
Anordning af 1814. Indtil dette nye Grundlag skabtes, maatte
Bestrbelserne derfor gaae ud paa saavidt muligt ad administrativ
Vei paa de enkelte Steder fuldstndigen eller dog fuldstndigere
end hidtil at gjennemfre den gjldende Anordnings Bestemmelser
om Skolernes Antal og Indretning og Lrernes Kaar, og i denne
Retning arbeidedes der af Ministeriet troligen igjennem
Amtsskoledirektionerne under besindig Lempelse imellem Strenghed
ligeoverfor Kommunerne og billigt Hensyn til Omstndighederne. En
almindelig ny Lov om Almueskolevsenet var en Opgave, der krvede de
vanskeligste og omhyggeligste Overveielser baade med Hensyn til
Undervisningens Faststtelse og Begrndsning og med Hensyn til alle
de ydre Midler og Betingelser i Forhold til Almuens mangfoldig
nuancerede Livsvilkaar, og den forudsatte derhos et Kjendskab til det
virkelig, ikke blot paa Papiret Bestaaende, som ikke var let at
opnaae. Det var derfor naturligt, at jeg, da Folkethingsmand Gleerup
i Rigsdagens frste Session i 1850, efter Forudskikkelse af
adskillige Bemrkninger om Kultusministeriets ringe Virksomhed paa
Lovarbeidernes Omraade i Sammenligning med de vrige Ministerier,
rettede den Foresprgsel til mig, om jeg snart vilde forelgge Udkast
til en fuldstndig Lov om Almueskolevsenet, svarede, at jeg hverken
i denne eller den nste Session (i Efteraaret 1850) tnkte paa at
forelgge et saadant Udkast, idet jeg derhos under Henvisning til,
hvad jeg allerede strax efter Begyndelsen af Sessionen ved
Forelggelsen af det lille Lovudkast om de saakaldte Degnepensioner
havde ytret om den ringe Opfordring, der for ieblikket var for
Kultusministeren til at besvre Rigsdagen og afdrage dens
Opmrksomhed fra de af de vrige Ministerier forelagte paatrngende
Udkast om materielle Gjenstande, gav en saadan Fremstilling af, hvad
der krvedes til at frembringe et forsvarligt Udkast til en
Almueskolelov, at det kunde sknnes, at jeg allerede alvorligen havde
gjennemtnkt Opgavens Beskaffenhed og forberedt mig paa den[65].
Derimod lovede jeg, hvis jeg vedblev i min Stilling indtil den
ordentlige Rigsdagssamling i 1851, at forelgge et saadant Udkast;
men selv dette Lfte blev jeg hindret fra at opfylde baade ved
Arbeidets Omfang og Vanskelighed og ved de almindelige politiske
Forhandlinger, der i 1850 og 1851 optog en stor Del af min Tid og
Opmrksomhed og iblandt Andet i Sommeren 1851 pludselig kaldte mig
tilbage fra en Reise, som jeg havde tiltraadt til Jylland for med
egne ine at se Almueskoleforholdene der i forskjellige Egne, efterat
jeg iforveien i Stilhed havde gjort nogle lignende Iagttagelser i
Sjlland. Da jeg altsaa i November 1851 paa en Tid, hvor det var mig
klart, at jeg meget snart vilde trde ud af Ministeriet, ved en
Interpellation mindedes om mit Lfte, maatte jeg (den 10de November,
se Folkethingstidenden for 1851 Sp. 748 ff.) nies med at forklare,
hvorledes jeg havde sgt at fremme Sagen, og hvorvidt jeg var naaet.
Efterat jeg ved Begyndelsen af 1852 atter havde overtaget min
Universitetsvirksomhed og Inspektionen ved de lrde Skoler, optoges
min Tid og mine Krfter saa strkt af Embedsgjerningen og Fornyelsen
af de i tre Aar tilsidelagte Studier, at jeg frst mod Slutningen af
Aaret kunde lgge sidste Haand paa det i Ministeriet begyndte Arbeide
og udgive det under Titlen: "Udkast til Lov om Almueskolevsenet
udenfor Kjbenhavn" (det blev omdelt i Rigsdagen den 10de Januar
1853). Jeg betragter endnu dette Udkast med Tilfredshed, idet hele
Opgaven deri er sgt lst i fuldstndig og klar Sammenhng; ikke
Lidet af, hvad der deri er foreslaaet om hele den konomiske Side (om
Skolelrernes Ln, Alderstillg og Pensionering og om Fordelingen af
Skoleudgifterne paa strre Kredse), er mere eller mindre direkt
benyttet i den af Monrad i 1856 tilveiebragte Lov, medens der
destovrre, til Skolernes og Skolelrernes Skade, i denne blev fulgt
et helt andet Princip for Lrernes Kaldelse. At jeg strengt fastholdt
Grndsen imellem Almueskolen, d. e. Skolen for den Undervisning, som
skal ydes Alle, og som Alle skulle modtage, og den hiere Skole, hvis
Undervisning frit vlges og modtages med Offer af strre Kraft, Tid
og Vederlag, men dog anviste Veien til en naturlig Fortsttelse og
fyldigere Afslutning af Almueskolen paa Landet i Analogi med
Kjbstadsskolen, regner jeg mig ikke til srlig Fortjeneste, da man
endnu ikke dengang var kommen ind paa Forsget paa at forkvakle baade
den obligatoriske og den friere hiere Skole ved kunstige
Forbindelser og Lempninger.

 {[65] Ved at gjennemgaae mine Rigsdagserindringer har der paatrngt
 sig mig en Sammenligning imellem min tilbageholdne Optrden og
 noget trykkede Stilling ved denne Leilighed, og hvad der noget over
 20 Aar senere tildrog sig paa det samme Lovgivningsomraade. Hall
 oprullede da som Kultusminister, i Rigsdagssamlingen 1871-72 i
 Landsthinget, under strkt Bifald et tiltalende Billede af en
 omfattende Reform af Almueundervisningen. I den nste Samling
 (1872-73) fremlagde han i Folkethinget et Lovudkast om
 Almueskolevsenet, hvorover der efter en lidet gunstig frste
 Behandling afgaves en ikke opmuntrende Udvalgsbetnkning, og som
 ikke fremmedes videre; i nste Samling (1873-74) forelagdes
 Udkastet i Landsthinget med Antydning af, at Ministeren var villig
 til ikke uvsentlige Modifikationer; men heller ikke her naaede
 Udkastet videre end til frste Behandling. Hvad jeg under denne
 udtalte (Landsthingstidenden Sp. 153 ff.), indeholdt ikke uvigtige,
 men heller ikke ganske behagelige Sandheder.}

Hvad Kirkevsenet angik, var det fra det frste ieblik af, da jeg
fik dermed at gjre, min Overbevisning, at Staten og dens Tjener:
Ministeren skulde yde Folkekirken den Understttelse og det Vrn, der
i Grundloven tilsagdes den, men saa lidet som muligt og allerhelst
slet ikke befatte sig med dens indre Anliggender, hvilke Kirken
imidlertid da maatte sttes istand til selv at varetage. Dette skulde
skee ved den kirkelige Forfatningslov, som Grundlovens  80 stillede
i Udsigt. Men, medens det stod mig fast, at Staten kun kunde staae i
et Understttelsesforhold til en virkelig ordnet og paa et bestemt,
omend ikke i alle Enkeltheder fastslaaet og uforanderligt
Lregrundlag bygget Kirke, og jeg derfor var en ligesaa bestemt
Modstander af den Grundtvigske Prstefrihed, der lod Kirkesamfundet
forsvinde, som af Retninger, der frygtede alt Kirkeligt og
Prsteligt, kunde jeg ikke vre blind for den Vanskelighed, der laae
deri, at den hidtil i sine Anliggenders Styrelse aldeles
uselvstndige Kirke skulde modtage sin Forfatning ved en borgerlig
Lov. Der maatte altsaa efter min Mening arbeides hen til, at denne
Forfatningslovs Indhold saavidt muligt fremgik af Kirkens egen Trang
og Overbevisning og kun fik sin ved Tilsagnet om Understttelse
betingede Sanktion af Statslovgivningen. Jeg maatte derfor
uden Hensyn til, at den ved Forhandlingen og Vedtagelsen af
Grundlovsparagrafen i Forslag bragte udtrykkelige Bestemmelse om et
forberedende Kirkemde var udgaaet, fastholde den af min Formand i
Ministeriet, Monrad, opstillede Tanke om et saadant Kirkemde som
ndvendigt til Forberedelsen af en Kirkeforfatning og forlangte i det
frste Udkast til en Finantslov, der forelagdes (i den frste
Rigsdagssession 1850), en Sum af 10,000 Rdl. til Afholdelse af et
saadant Mde. Efterat jeg baade ved frste og anden Behandling havde
udtalt mig i den her antydede Retning, isr ligeoverfor Grundtvig og
Tscherning, mod hvilken sidste jeg gjorde gjldende, at den danske
Kirke hidtil i sin Styrelse slet ikke var, hvad han kaldte den, en
Menighedskirke, bevilgedes der 5000 Rdl. Jeg modtog denne Bevilling
med en dyb Tvivl om, hvorvidt jeg enten i det Aar eller i det nste
vilde vre istand til at benytte den og til alvorlig at fremme Sagen,
og derfor med stor Bekymring. Jeg saae ikke blot, hvilke strke og
skrende Modstninger der i det ieblik fandt Sted imellem de
fremragende Ordfrere i den danske protestantiske Kirke, saasom J. P.
Mynster, Clausen og Grundtvig, men jeg nrede derhos Tvivl om, at der
da overhovedet var et saadant Menighedsliv og en saadan hengiven
Tilslutning til Kirken tilstede hos Folket, at Bygningen lod sig
opfre paa denne Grundvold, og, hvad der for mig personlig var det
Tungeste og maaske bestyrkede og skrpede hin Tvivl om Andre: jeg
flte, at jeg selv, skjndt paa min Maade inderlig religis stemt,
dog ikke stod saaledes paa hele Aabenbaringstroens Standpunkt, at jeg
tillidsfuld, med Fasthed og uskrmtet Alvor kunde deltage i, endsige
lede Forhandlingen om en Forfatning for den evangelisk-lutherske
Kirke i Danmark; jeg vilde ikke nedrive eller svkke, men skyldte at
befste og opbygge; jeg frygtede for at vakle eller at hykle; jeg led
derved strkt og lod derfor Sagen, som heller ingen Anden dengang
ytrede ret Mod eller Lyst til at tage fat paa, hvile. -- Men udenfor
Hovedsprgsmaalet om Folkekirkens egen Forfatning paatrngte der sig
efter Grundlovens Vedtagelse forskjellige srlige Sprgsmaal, der
angik Berringen imellem Folkekirken og Personer, der befandt sig
udenfor den, og den disse Personer nu tilkommende Uafhngighed af
Folkekirkens Forskrifter og Former. Efterat jeg allerede i Rigsdagens
frste Session 1850 i Anledning af et Andragende fra den mosaiske
Menighed i Kjbenhavn og en derved fremkaldt Foresprgsel i
Folkethinget havde forelagt et Udkast til Lov om den religise
Opdragelse af Brn, der vare fdte i gteskab mellem Personer af
forskjellig Trosbekjendelse, og, da Udkastet paa Grund af dets
Fremkomst mod Sessionens Slutning ikke var kommet til Behandling,
havde forelagt det paany i anden Session samme Aar, fremkom der i
denne fra et Medlem af Folkethinget: Overretsassessor Spandet et
Forslag til "Lov om Trosfrihed", der meget mindre handlede om, hvad
Titlen angav, end om alle de Forhold, i hvilke hidtil kirkelige
Handlinger og Former vare satte i Forbindelse med borgerlige
Rettigheder, og som gik ud paa overalt at ophve denne Forbindelse
paa en Maade, der baade undvendig og forstyrrende greb ind i
Folkekirkens Opfattelse og Vedtgt og lidet tilfredsstillede den
borgerlige Ordens og Retssikkerheds Krav. Idet jeg nu under frste
Behandling af dette Lovforslag paaviste og bekmpede denne dobbelte
Mangel ligeoverfor den selv meget alvorlig religise Forslagsstiller
og hans to fra hist forskjellige Standpunkter udgaaende Kampfller:
Grundtvig og Tscherning, erkjendte og udtalte jeg ligefremt og
aabent, at der var Punkter og Tilflde, for hvilke der ndvendig
maatte skaffes nyere og friere Former og Bestemmelser, navnlig med
Hensyn til gteskabs Indgaaelse imellem Medlemmer af forskjellige
Trossamfund eller Personer udenfor ethvert anerkjendt Trossamfund og
med Hensyn til Opdragelsen af Brn fdte i slige gteskaber, og, da
et Udvalg var nedsat efter frste Behandling, meddelte jeg dette et
Udkast til Lov om den saaledes begrndsede Gjenstand, hvori da
ogsaa Indholdet af det af mig forinden forelagte Forslag om
Brneopdragelsen indgik, hvorfor dette bortfaldt som srskilt. Det
nvnte Udkast tiltraadtes i alt Vsentligt af Udvalget og frtes
derpaa til endelig Vedtagelse gjennem en Forhandling, som jeg
saameget mere maatte lede baade med Kraft og Forsigtighed, som den i
Udkastet ligefrem foreskrevne Form af rent borgerligt gteskab fandt
ringe Sympathi hos Justitsministeren og aabenbart bekmpedes af min
Kollega Clausen, idet han sluttede sig til et Forslag, der sgte at
bevare et tomt Skin af prstelig Medvirkning. Medens jeg i
Folkethinget havde maattet kmpe for Lovens Indskrnkning til det
Ndvendige og for Skaansel af det Bestaaende, hvor ingen Forandring
var fuldt ndvendig, maatte jeg omvendt i Landsthinget fre en meget
skarp Kamp imod rsted og Blechingberg, der stdigen afviste enhver
Reform. Erfaringen har vist, at den aabnede Udvei, som jeg siden
administrativt maatte supplere ved en af mig selv affattet Formular
for den borgerlige Vielse, da var aldeles tilstrkkelig for Formaalet
og ikke har beredet nogensomhelst Vanskelighed eller Uorden. Den
heftige Bevgelse, som det Spandetske Lovforslag havde fremkaldt i og
udenfor Geistligheden, lagde sig ogsaa snart[66]. Et af Pastor
(senere Biskop) Kirkegaard i Landsthinget i frste Session 1850
indbragt Forslag om Menighedernes Ret til Indfrelse af nye
Psalmebger bortfaldt ved anden Behandling i Henhold til en af
mig afgiven Erklring om, hvilken Myndighed jeg troede, at
Administrationen i denne Retning havde, og om hvorledes jeg for min
Del vilde benytte denne Ret. Hele Forhandlingen var frt i velvillige
Former[67].

 {[66] Imellem dem, hvem det Spandetske Lovforslag i hi Grad havde
 ngstet, var ogsaa den fromme Enkedronning Marie Sophie Frederikke,
 der i den Anledning kaldte mig til en Audients, ved hvilken jeg
 frste Gang havde den re at tale med hende. Fornemmelig paa Grund
 af Hendes Majestts Tunghrighed havde hun ved Audientsens Slutning
 Forestillingen om en ikke lidet strre Enighed imellem hende og
 mig, end der virkelig fandt Sted; men jeg troer ikke, at hun
 vrededes over det endelige Udfald.}

 {[67] Ved kongelig Resolution af 13de April (Raadstueplakat af 24de
 April) 1851 gjennemfrtes en for Kjbenhavn ikke uvigtig, men
 vistnok Kirken selv saare lidet berrende Foranstaltning, nemlig
 Forbudet mod al fremtidig Begravelse paa Kirkegaardene inde i den
 gamle By.}

Under Kultusministeriet henhrer som bekjendt dels den egentlige
Bestyrelse, dels Tilsynet med Brugen og Benyttelsen af store
Indtgter og Eiendomme, der ere henlagte til Kirkens og
Geistlighedens og til de hiere Undervisningsanstalters Underhold. At
jeg med Hensyn til den store Kapital- og Godsformue, som tilhrte
Universitetet, Kommunitetet, Sor Akademi og den almindelige
Skolefond, strax og fuldstndig anerkjendte den samme Ret til Kontrol
og Bevilling hos Rigsdagen, som denne udvede med Hensyn til den
almindelige Statsformue, finder vel nu Enhver naturligt og
ndvendigt; i 1849 og 1850 fandtes der ikke ganske faa eller
ubetydelige Mnd, der troede, at jeg deri gik for vidt. Desto
bestemtere hvdede jeg navnlig under den frste Finantslovs
Behandling og kunde jeg hvde Berettigelsen og Hensigtsmssigheden af
at respektere og beholde Fortidens Overlevering i denne Henseende og
forsvare de enkelte Stiftelsers Ret og Krav. Jeg henviser herom til
Folkethingstidenden for 1ste Session 1850 Sp. 636 om Universitetet,
Sp. 539 om polyteknisk Institut, Sp. 4088 om Sor, navnlig om Skolen
ligeoverfor Akademiet, og om den lrde Skoledannelse, jvf. Sp.
4097[68]. Den samme Betragtning frte mig da ogsaa til den
Overtydning, at den Lov, der for Statsdomnernes Vedkommende vedtoges
om Fstegodsets Overdragelse til Brugerne som Eiendom i Henhold til
tidligere Antydninger og Tilsagn, ogsaa maatte finde Anvendelse paa
det Fstegods, der tilhrte de under Kultusministeriet henlagte
Stiftelser, navnlig Sor Akademi, og jeg forelagde henimod Slutningen
af den anden Rigsdagssession i 1850 det hertil sigtende Lovudkast og
gjentog det, da det dengang ikke kunde komme til Forhandling, i 1851,
hvor det dog frst blev endelig vedtaget efter min Udtrdelse af
Ministeriet efter en temmelig udfrlig Forhandling om en srskilt
Afdeling af det soranske Fstegods, det saakaldte Kalkreutzske Gods.
At jeg som Udver af Godseierretten gjorde mig den strste Umage for
at forbinde Billighed og Humanitet med Agtelse for en Eiendomsret,
der ikke var min egen, er jeg mig bevidst, og den eneste Klage, der i
Folkethinget fremdroges over et ganske enkelt Tilflde, var det mig
let fuldkommen at afvise. Den Vanskelighed i Kreditforholdene, som
Begivenhederne i 1848 og den fortsatte Krig medfrte, gav mig
Anledning til i Forvaltningen af Stiftelsernes, navnlig Sors,
Kapitaler at bevilge Lempelser, der uden Skade for Stiftelserne
lettede Privates Forlegenhed. -- Hvad angaaer de til de geistlige
Embeder henlagte Eiendomme, gjorde der sig i Tilslutning til den
almindelige Opfattelse af Landboforholdene en noget strre
Tilbielighed end tidligere gjldende til at afhnde til Selveiendom
eller Arvefste Annex- og Mensalgods eller overfldige eller
ubekvemme Prstegaardsjorder, men med streng Omhu for Kaldenes
Interesse. Paa et gjentaget og indstndigt Andragende fra Grev Knuth
til Knuthenborg om at afhnde ham Tienderne til Kirkerne paa hans
Grevskab, forat han kunde bortslge Bndergaardene frie for
Kirketiende, ansaae jeg mig slet ikke berettiget til at gaae ind uden
Lovhjemmel og fandt heller ikke Afhndelsen konomisk forsvarlig,
uagtet Greven tilbd en efter de davrende Sdpriser tilsyneladende
uforkastelig Kjbesum. Erfaringen har vist, at min Betnkelighed var
vel grundet.

 {[68] Ved samme Finantslovsbehandling havde jeg Leilighed til at
 afvise adskillige Misforstaaelser og uvillige Ytringer om de
 geistlige Embeders Indtgter; kun med stor Mie lykkedes det mig af
 Fyens Bispestols besparede Indtgter at faae 2000 Rd. bevilgede til
 Understttelse for aldeles utilstrkkelig lnnede Prsteembeder.}

En saare vigtig Gjenstand for Kultusministeriets Omhu er den
tilbrlige Besttelse af de derunder henhrende Embeder, isr de
saare talrige geistlige. Jeg gjorde mig med Hensyn til de sidste al
Umage for -- med Benyttelse af Biskoppernes Erklringer, forsaavidt
jeg fandt disse bestemte og paalidelige, -- at forene Hensynet til
Dygtighed og til visse Embeders srlige Krav med Aldershensynet;
medens jeg rigtignok troer, at det var uberettiget, naar en Prst
ytrede, at han vilde vre bleven befordret hurtigere og bedre, hvis
han ikke havde vret en personlig Ven af Madvig, er jeg dog temmelig
vis paa, at Ingen er bleven befordret, #fordi# han var en Ven af mig.
Et Misgreb vedkjender jeg mig at have begaaet ved i Begyndelsen for
strengt at opstille og gjennemfre den Regel ikke at befordre Prster
til nye Embeder udover det tresindstyvende Aldersaar, skjndt en
rigtig Tanke laae til Grund, nemlig at den Prst, hos hvem Alderen
begynder at gjre sin Indflydelse gjldende, helst br blive der,
hvor han fr har virket med fuld Kraft. -- En srlig og ikke let
Opgave stilledes mig ved i sidste Del af 1850 og i 1851 at skulle
understtte den slesvigske Bestyrelse i Valget af de bedste Krfter
til at reorganisere den geistlige Embedsstand og Lrerpersonalet ved
de hiere Skoler i Hertugdmmet; jeg troer, at der i saa Henseende
udrettedes omtrent Alt, hvad der under de givne Forhold kunde
udrettes, og at den hele Rkke af geistlige og Skoleembedsmnd i
Slesvig har givet et godt Vidnesbyrd om Tillisch's, Regensburgs og
min samvittighedsfulde Omhu. -- Det tilfaldt mig i tre Aar at
foreslaae Kongen Udnvnelsen af fire Biskopper, nemlig i
Lolland-Falsters, Fyens, Aalborgs og Als og rs Stifter. Besttelsen
af Lolland-Falsters Bispestol med Monrad skete dog ikke efter
ganske frit Valg, da han fr sin Udtrdelse af Ministeriet af
Konseilprsidenten, Grev Moltke, havde ladet sig give et Tilsagn om
dette Embede, som jeg, da han fastholdt det, troede at maatte
respektere; for min egen Del havde jeg nsket, at den begavede Mand
havde oppebiet en anden Leilighed. At ved Indstillingen af Engelstoft
og Bindesbll til Bispeembederne i Odense og Aalborg mit eget Valg
fuldkommen faldt sammen med Biskop J. P. Mynsters, da jeg
hensynsfuldt overlagde Sagen med ham, bemrker jeg blot, fordi
Mynster, da begge Biskopper indviedes efter min Udtrdelse af
Ministeriet, paa en noget paafaldende Maade tilsidesatte Hensynet til
mig ved ikke at lade mig indbyde til at vre tilstede derved. Denne
hitbegavede, men myndige Mand havde ondt ved at forsone sig med den
nye Forfatning og med den Stilling, hvori denne satte ham til en
Minister, som fr havde vret hans Underordnede ved Universitetet, --
og den hele Forhandling om Grundloven og siden Loven om borgerligt
gteskab havde ikke virket formildende[69].

 {[69] At jeg ikke blot selv viste Mynster den Opmrksomhed, som
 skyldtes ham, men ogsaa forlangte den vist af Andre, derom har jeg
 bevaret en ret karakteristisk Erindring. Grundtvig overraskede mig
 i 1850 eller 1851 med et Besg for at udbede sig Tilladelse til en
 kort Reise til Sverrig. Da jeg ytrede, at en saadan Reisetilladelse
 for Geistlige altid forlangtes hos og gaves af vedkommende Biskop,
 sagde han, at jeg nok vidste, at han ikke stod sig godt med
 Mynster, og at det derfor var ham ubehageligt at henvende sig til
 denne. Jeg svarede da, at personlige Misstemninger slet Intet havde
 at gjre med den regelmssige Forretningsgang i Embedssager, og
 henviste ham til at flge denne. Paa hans yderligere Sprgsmaal om,
 hvad der vilde skee, hvis han reiste uden Tilladelse, svarede jeg,
 at jeg under andre Omstndigheder neppe vilde have lagt Vgt paa en
 ringe Uregelmssighed, men at jeg nu, da jeg forud var underrettet
 om, at han med Forst vilde forbigaae sin foresatte Biskop, ikke
 vilde kunne undlade, hvis han udfrte Forsttet, at give ham en
 streng Irettesttelse. Alt ordnedes derefter i tilbrlig Form.}

Det er mig kjrt endnu at tilfie et Par Ord om den af mig
gjennemfrte Ordning af det kongelige Theaters Bestyrelse, fordi jeg
kan udtale, at Overhofmarskalk Levetzau med en Ro og Anstand, der
siden gik over til virkelig Velvillie imod mig, fandt sig i
Ophvelsen af Theaterdirektionen, hvis frste Medlem han var, og at
Geheimeraad Collin, hvem jeg ikke blot agtede hit, men hvem jeg
skyldte Taknemmelighed fra tidligere Dage, baade erkjendte
Forandringens Ndvendighed og fuldstndig billigede det Valg, jeg
havde truffet ved at indstille Digteren I. L. Heiberg til at udnvnes
til Theaterdirektr. Theatret har ikke havt og vil, hvad den
paaflgende Tid noksom har vist, ikke let faae nogen Direktr, der
staaer ved Siden af Heiberg, og det ingenlunde blot i sthetisk
Henseende, men ogsaa fra Karakterens Side; jeg siger dette saameget
heller, som underordnede Intriguer senere forenede sig med politisk
Misgunst til en ubillig Forflgelse og et usmmeligt Drilleri imod
Heiberg. -- De Forhandlinger, hvortil Theatrets Budget, saaledes som
det var forelagt i de to frste Finantslovudkast, havde givet
Anledning, og en ligefrem Beslutning af Folkethinget foranledigede
mig til at nedstte en Kommission til Overveielse af hele Theatrets
Stilling til Staten og af dets konomi og til Udarbeidelse
af et Lovudkast derom. I denne Kommission, der bestod af
Theaterdirektren, Finantsbogholder Schiern, Departementschef Weis
og Professor, Folkethingsmand Fenger, delte Meningerne sig imidlertid
saaledes (Heiberg og Schiern mod Weis og Fenger), at jeg selv, efter
frst mod Slutningen af September 1851 at have modtaget Betnkningen,
maatte formulere et nyt Lovudkast, som jeg forelagde faa Dage fr min
Udtrdelse af Ministeriet. Men, efterat atter det efter frste
Behandling nedsatte Udvalg, hvori David og Fenger havde Plads, havde
foreslaaet indgribende Forandringer i Udkastet, viste det sig strax
ved Begyndelsen af anden Behandling langt hen i Februar 1852, at der,
selv uden Hensyn til Rigsdagens ikke fjerne Slutning, kun var ringe
Tro paa idetmindste for ieblikket at kunne ved Lov hensigtsmssigen
ordne Theatrets Anliggender i det Enkelte og liden Interesse for det
hele Anliggende baade hos Folkethinget og den nye Kultusminister;
anden Behandling var derfor slbende og mat, og, skjndt Overgangen
til tredie Behandling vedtoges med et temmelig stort Flertal, naaede
Udkastet dog ikke til denne Behandling.

For Statens Kunstsamlinger kunde der i de trange Krigsaar ikke let
tnkes paa at udrette Mere end at bringe Bevillingerne til dem i en
fastere og regelmssigere Form, end de havde havt tidligere, og at
afvende Indskrnkninger paa svvende Punkter, hvilket i det Hele
lykkedes. Da Kongen i 1851 nskede et extraordinrt Tilskud til
Civillisten og der fra Frerne for Bondevennepartiet underhaanden
gjordes ham Tilbud i denne Retning, besluttedes det i Statsraadet
efter Samraad imellem Finantsministeren og mig at afkjbe Kongen de
af Christian den VIII efterladte naturhistoriske (conchyliologiske)
og archologiske Samlinger for 200,000 Rd., idet tillige nogle ved
Overdragelsen foranledigede Udgifter, isr Pensioner, overtoges af
Statskassen iflge et af mig derom forelagt Lovudkast.

Det sidste Lovforslag, jeg som Minister indbragte meget faa Dage fr
min Udtrdelse, gik ud paa ved en maadeholden Forhielse af Pensionen
for den kort forud afdde H. C. rsteds Enke at yde den udmrkede
Videnskabsmands Fortjenester en Anerkjendelse. Kun et enkelt Medlem
af Folkethinget reiste en Indvending, som jeg, da som Medlem, let
gjendrev. Det havde vret mig en Glde Aaret iforveien at udvirke
rsteds Udnvnelse til Geheimeraad ved hans Afsked fra det
Lrerembede, i hvilket det var lykkedes ham at kaste en saa stor
Glands over vort Land. Et Aar tidligere (i 1849) var det faldet i min
Lod ved hlenschlgers 70aarige Fdselsdag at bringe ham Udnvnelsen
til Storkors af Dannebrog. Ved Finantsloven for 1851-52 var det
endelig lykkedes mig at skaffe Digterne H. Hertz og Paludan-Mller
(for H. C. Andersen var der srget) et livsvarigt Honorar af 1000 Rd.
for hver. At der ved Siden deraf kun tildeltes Chr. Winther 500 Rd.
aarlig, havde sin Grund i den Forudstning, at der af Civillisten var
sikret ham 500 Rd. aarlig for at have undervist Frederik VII's anden
Gemalinde, en Forudstning, der destovrre viste sig urigtig, idet
dette Honorar ophrte; for Forfatteren St. Aubain (Carl Bernhard)
blev der srget gjennem Anvendelsen af de almindelige Midler under
Kultusministeriet.

Til min Deltagelse i Rigsdagsforhandlingerne for mit eget
Ministeriums Vedkommende fiedes i anden Session 1850 en temmelig
betydelig Indgriben i Forhandlinger, der angik to andre Ministerier.
B. Christensen havde kort efter Sessionens Begyndelse indbragt et af
ham i Forening med Tscherning affattet Udkast til en Kommunallov, der
gik ud paa en Deling af Riget i to store Kredse, Jylland og erne,
med nsten fuldstndig Sondring i alle Anliggender, der paa nogen
Maade kunde betegnes som kommunale, hver med en Landshvding i
Spidsen, udrustet med en Myndighed og en Besttelsesret til en Mngde
Embeder, hvorved Kongemagten og Centralregjeringen aldeles lammedes
og den betnkeligste Forvirring maatte indtrde. Det var af den
strste Vigtighed, at de yderst farlige Konsekventser, hvortil dette
Lovudkast, hvis det endog blot for en ringe Del sattes igjennem,
vilde fre, og at den statsoplsende Tendents, der, tildels vistnok
Koncipisterne ubevidst, gik derigjennem, blev paavist og tilbagevist,
saa at ingen Del af Spirerne kom til Udvikling; men denne Opgave laae
udenfor den davrende Indenrigsminister Rosenrns Synskreds; han
tabte sig under den frste Behandling (den 1ste November) i en Rkke
lidetsigende Detailbemrkninger, billigende, misbilligende og
tvivlende, og det saae nsten ud til, at Lovudkastet vilde faae en
vis Anerkjendelse ved Henvisning til anden Behandling, maaske med
ikke ringe Stemmeflerhed og med Nedsttelse af Udvalg. Jeg tog da i
sidste ieblik Ordet for i et indtrngende Foredrag at belyse
Forslagets hele Karakter og samle Grundene derimod under bestemte,
skarpt fremtrdende Hovedpunkter; Flelsen af Sagens Vigtighed gav
mig Kraft, og ved den umiddelbart paaflgende Afstemning ved
Navneopraab negtedes Overgang til anden Behandling, et Udfald, der
baade i Statsraadet og hos Publikum udenfor Rigsdagen hilstes med
mere end almindeligt Bifald[70]. Mindre iinefaldende, men af mere
positiv Betydning var min Medvirkning ved Presselovens Behandling. Da
den Tilstand, der var tilveiebragt ved en provisorisk Forordning af
24de Marts 1848, som ophvede alle efter Trykkefrihedsforordningen af
1799 givne Bestemmelser om Pressens Brug, var uholdbar og uklar,
havde Justitsministeren Bardenfleth allerede i den frste
Rigsdagssamling 1850 i Landsthinget indbragt et Lovforslag om
Pressens Brug, der med ikke uvsentlige ndringer gik over til
Folkethinget, men dr, efterat et nedsat Udvalg havde foreslaaet
yderligere Forandringer, paa Grund af den fremrykkede Tid ikke kom
til videre Behandling. Forstemt over Udkastets Modtagelse fremlagde
Ministeren intet nyt Forslag i anden Rigsdagssamling 1850, men
derimod indbragte syv Medlemmer af Folkethinget, derimellem Damkier,
Hall, Krieger og Schack, med Benyttelse af det tidligere Udkast og
Forhandlingerne derom, et Forslag til Lov om Pressens Brug. Til dette
Forslag stillede Justitsministeren sig under frste Behandling
temmelig uvenlig, og Udsigten til en Overenskomst syntes meget ringe.
Da jeg imidlertid baade i Forslaget saae et i det Vsentlige brugbart
Grundlag og ansaae et Brud imellem Regjeringen og den nvnte Side af
Folkethinget, der i det Hele stttede den, for meget uheldigt,
navnlig i denne Sag, tog jeg ved Slutningen af frste Behandling
Ordet for at anbefale Forslaget til Fremme. Ved anden Behandling
syntes Forholdet imellem Forslagsstillerne og Justitsministeren ikke
at blive bedre, og en ny Vanskelighed opstod, idet Clausen meget
heftig opponerede mod den Paragraf i Forslaget, der angik
Beskyttelsen af religise Trossamfund og Sdeligheden mod Krnkelser
i Pressen, som utilfredsstillende, medens jeg i det Hele maatte
tiltrde og forsvare den. Efter Slutningen af anden Behandling
lykkedes det mig imidlertid at tilveiebringe en fortrolig Forhandling
i Bardenfleths Bolig mellem Forslagsstillerne og Bardenfleth, Clausen
og mig, i hvilken jeg, som jeg ved tredie Behandling udtalte,
overtog Mglerens Rolle. En Overenskomst kom istand ved gjensidige
mindre Indrmmelser og Lempelser, og, idet de deraf flgende
ndringsforslag gik igjennem ved 3die Behandling, skjndt Clausen
endnu var misforniet med  8, vedtoges Lovudkastet af Folkethinget
med meget stort Flertal. I Landsthinget maatte jeg derefter ved
frste Behandling paatage mig Lovudkastets og navnlig den omstridte
ottende Paragrafs Forsvar mod rsteds og Blechingbergs heftige
Angreb; ved anden og tredie Behandling opgav de og deres
Meningsfller Kampen, og Lovudkastet gik da stille igjennem begge
Behandlinger og bestaaer endnu som gjldende Lov om denne vigtige
Gjenstand.

 {[70] Den samme snevre Synskreds og Fortabelse i Smaating (navnlig
 nye Benvnelser) viste sig over alt i det Udkast til en
 Kommunallov, som den flittige og kundskabsrige Indenrigsminister
 selv udarbeidede og forelagde Statsraadet efterhaanden i Lbet af
 Vinteren 1850-1851. Naar i Statsraadsmderne, der den Vinter
 sdvanlig holdtes om Aftenen i et Vrelse paa Kristiansborg, de til
 Afgjrelse nrmest foreliggende Sager vare behandlede og Theen
 indbragt, pleiede Grev Moltke med godmodig Resignation at sige:
 "Saa maae vi vel have lidt Kommunallov", hvorpaa et langt, roligt
 Foredrag af Indenrigsministeren begyndte, af og til afbrudt ved en
 hist mistnkelig Lyd fra Marineministerens Lnestol. I
 Rigsdagssamlingen 1852 indbragte Rosenrn som Medlem af
 Folkethinget sit Forslag til liden Glde for Thinget og for sig
 selv.}

       *       *       *       *       *

Allerede lnge inden Grundlovsforhandlingen var bragt tilende og
Grundloven sanktioneret, havde jeg maattet deltage i Ansvaret for en
Fornyelse af Krigen, da Tilstandene i Slesvig vare utaalelige og
Underhandlingerne hverken skrede frem eller kunde ventes, i hvilken
Retning de end frtes, at ville give et for det egentlige Danmark
endog blot taaleligt Resultat, saalnge de maatte fres paa Grundlag
af den ved Vaabenstilstanden af 1848 og dens Forvanskning
tilveiebragte Besiddelsesstand, hvorved hele Slesvig var i Fjendens
Magt. I Krigsfrelsen selv havde naturligvis jeg som de vrige civile
Ministre kun den Andel, der kunde ligge i at sttte Krigsbestyrelsens
Bestrbelser ved alle Midler, hvorved dog en ganske overveiende Rolle
tilfaldt og med stor Dygtighed udfrtes af Finantsministeren, og
maaske raadgivende at indvirke paa visse almindelige Planer for
Kampens Ledelse. I sidstnvnte Henseende indtraadte strax en vigtig
Overveielse, idet Krigsministeren, under Udtalelse af Mistillid til
den i den danske Hr selv tilstedevrende hiere Krigserfaring og
strategiske Indsigt -- en Mistillid, der specielt rettedes mod
Lsse, -- forlangte og, ikke med min gode Villie, fik Samtykke til
at indkalde en fremmed, hvilket, da man var udelukket fra Tydskland,
vilde sige en fransk, General til at overtage Overanfrselen eller i
det Ringeste udkaste Felttogsplanen. Efter nogen Sgen henvendte
Hansen sig til den af den aktive Tjeneste udtraadte General Fabvier,
der tidligere havde vret Stabschef hos Marechal Marmont, og med hvem
Hansen havde gjort Bekjendtskab i Grkenland, hvor Fabvier
organiserede og kommanderede grske Tropper paa samme Tid, som Hansen
i Forening med to andre danske Officerer (Schlegel, senere Chef for
Ingenirkorpset, og Tscherning) var nedsendt til det franske
Armeekorps, der en Tidlang stod paa Morea. Fabvier gjorde ved
Ankomsten til Kjbenhavn intet gunstigt Indtryk, og den Plan, han her
fremsatte for Felttogets Aabning, maatte ved nogen Eftertanke
forekomme Enhver som et hist besynderligt Indfald. Den gik ud paa,
at en Del af den danske Armee, der forudsattes i sin Helhed ikke at
vre istand til ligefrem at mde den fra Holsten over Slesvig
nordefter mod Flensborg og videre fremrykkende fjendtlige Styrke og
optage Kampen med den, skulde landsttes i Svandsen og der indtage en
Stilling, hvor den truede Fjendens hire Flanke og derved hindrede
hans Fremtrngen[71]. Det faldt ikke Fabvier ind, at Fjenden, der
antoges strkere end vor Hr, naturligvis strax vilde vende sig imod
denne, som, hvis Kampen gik den imod, vilde trnges ned til Kysten og
dr, hvis Infanteriet eller en Del deraf optoges paa Skibe, ialtfald
efterlade Artilleri og Kavalleri som Fjendens Bytte. Medens i
Kjbenhavn baade Andre og jeg studsede over denne Plan, for hvilken
Forbilledet syntes at have vret Udkastet til en Landgang og et lille
Streiftog af grske Palikarer, udtalte Lsse, der endnu da var
Stabschef hos den Overkommandoen over Armeen paa Als og i Sundeved
frende General Krogh, da Krigsministeren med Fabvier reiste derover,
en streng og skaansells Kritik over Fabviers Planer og Ytringer, ved
hvilken Kritik Hansen, der havde indkaldt ham, ikke berrtes
behagelig og hans Stemning ligeoverfor Lsse ikke blev bedre. Han
lod imidlertid Fabvier falde, og denne forsvandt uden i Danmark at
efterlade sig andet Spor end Antegnelsen i Statskalenderen af det
Storkors, han selv medtog, og de to Ridderkors, hvormed to saakaldte
Sekretrer hos ham dekoreredes og endnu opfres i vor Statskalender.
De nrmest paaflgende Begivenheder ere noksom bekjendte. Ulykken ved
Ekernfrde gav Anledning og Paaskud til at fjerne Krogh og Lsse,
der aflstes af den kkke og kamplystne Blow og den brave og
forstandige, men ikke geniale Flensborg; den danske Hrs Hovedstyrke
trak sig, efterladende en Bestning paa Als, tilbage til
Nrrejylland, og efter den blodige og resultatlse Kamp ved Kolding
den 23de April og nogle mindre Fgtninger ved Guds osv.
indesluttedes Hovedstyrken i Fredericia eller gik under Blow over
til Fyen, medens en anden Del under Rye hderlig frtes tilbage mod
Nord forbi Aarhus til Helgens, hvorhen den forfulgtes af Preusserne,
idet Fredericia indesluttedes og beleiredes af Insurgenthren. Under
disse Omstndigheder gjaldt det i April, Mai og Juni for Ministeriet
om baade selv at beholde Mod og Fatning og at opretholde Modet hos
Befolkningen. Jeg erindrer, hvorledes Marineministeren Zahrtmann
kaldtes ud af Statsraadsmdet paa Kristiansborg for af sin Adjutant
at modtage og bringe os andre Efterretningen om Tabet af to af
Marinens bedste Skibe ved Ekernfrde, og dernst hvorledes jeg
Morgenen efter Kampen ved Kolding, da jeg uden nogen Anelse
om denne Begivenhed kom op i Ministerialbygningen, dr traf
Indenrigsministeren Bang aldeles overvldet og ude paa Gangen
hiligen jamrende over det forfrdelige Myrderi og det store Tab. Jeg
spurgte ham ieblikkelig, om der var tabt Faner eller Kanoner eller
et stort Antal Fanger; da han benegtede dette, men vedblev at jamre
over de 700 Dde eller Saarede, sagde jeg noget skarpt, at vi, da vi
opsagde Vaabenstilstanden, maatte have gjort os det klart, at man
ikke frte Krig uden at have Dde og Saarede, og bad ham indstndig
om at dmpe og skjule sin Forsagthed; jeg br dog tilfie, at Bang
ved Modtagelsen af Efterretningen fra Ekernfrde havde vist langt
strre Fatning og i det Vsentlige redigeret den korte og besindige
Meddelelse, der derom udgik. Ikke mindre tydelig bevarer jeg
Indtrykket af en Samtale, som jeg omtrent i Slutningen af Mai havde
ganske alene og i fuld Fortrolighed med Krigsministeren om Udsigten
for Fredericias Modstand, hvorom han mistrstig udtalte, at
Fstningen for rens Skyld maatte og vilde holde ud nogle Uger, men
da maatte forlades eller falde; dengang var, derpaa er jeg vis, endnu
ikke Tanken opstaaet om Befrielse ved et stort Udfald og Angreb. At
Planen dertil derefter lagdes og forhandledes imellem Hansen, Blow
og Flensborg og dernst udfrtes med Ro og besindig Klgt og holdtes
saa fuldstndig hemmelig, at ingen af Krigsministerens, naturligvis
urolige og utaalmodige, Kolleger -- jeg troer ikke engang
Marineministeren -- havde nogen Anelse om Forehavendet, regner jeg
Hansen til stor Fortjeneste. Hvem det frste Initiativ tilhrer, vd
jeg ikke, men allerede temmelig tidlig gjorde der sig hos flere af
Ministeriets civile Medlemmer den Forventning gjldende, at Blow
ikke godvillig vilde sidde stille i Fyen og se paa Fredericias Fald.
Da nu Sponneck, Clausen og jeg frygtede for, at Blows Handlelyst
skulde lammes ved Hansens Indblanding og Flensborgs for store
Betnksomhed, maaske ogsaa fordi det var os forebragt, at Blow
gjerne vilde have beholdt Lsse til Stabschef, tillode vi os et
Skridt, der kun kan undskyldes med, at Alt stod paa Spil; vi skrev i
Forening til Blow, at vi forudsatte, at han var sig sin Stilling og
sit Ansvar som kommanderende General, der havde at handle efter egen
bedste Overbevisning, bevidst, og at han, hvis han enten fandt sig
trykket af Indblanding fra Krigsministeriets Side i de egentlige
Krigsoperationer eller nskede nogen Forandring i Stabschefsposten,
skulde finde den kraftigste og afgjrende Sttte i Statsraadet, naar
han henvendte sig dertil. Blow svarede fuldkommen korrekt, at han
tog hele Ansvaret for at handle eller undlade at handle paa sig, og
at han var fuldkommen tilfreds med sin Stabschef. Under Beleiringen
af Fredericia modtog jeg ligesom tidligere jvnlig Breve fra den ved
Hren ansatte Feltprst Boisen (senere dd som Stiftsprovst i Ribe),
og, da disse begyndte at bre Spor af Mismod ikke blot hos
Brevskriveren, men ogsaa, hvis han ellers saae rigtig, hos en Del af
Mandskabet og enkelte endog hierestaaende Officerer (derimellem dog
i intet ieblik den tapre Kommandant Lunding) samt at udtale et noget
utaalmodigt nske om Fred, indskrpede jeg ham ved enhver Leilighed,
som hans Embedsgjerning medfrte, eller som ivrigt tilbd sig, at
udtale, at han var vis paa, at ogsaa Regjeringen nskede Fred, men en
hderlig og varig, og at en saadan kun kunde opnaaes, naar ved en
heldig og ikke ubetydelig Vaabendaad Slesvigholstenernes
ieblikkelige Overmod nedstemtes og derved Betingelsen for et ikke
for den danske Befolkning ydmygende Samliv tilveiebragtes. Jeg har
Grund til at antage, at disse mine Udtalelser fik en anden og strre
Publicitet, end der var tilsigtet, men de skadede i ethvert Tilflde
ikke. Udentvivl ved urigtig Opfattelse og Fremstilling af Boisen
opstod en Art Mythe om, at Oberst Lunding, da han hrte om dette
Brev, forlangte det af Prsten og efter Lsningen i opbrusende
Heftighed besluttede at foretage et strre Udfald og kun ved sin
Stabschefs og Andres Forestillinger bragtes derfra. Urigtigheden af
denne Fortlling er bevidnet mig af nuvrende General Ernst, der
dengang stod Kommandanten i Fredericia meget nr; dog formoder jeg,
at mit Brev til Boisen ikke er blevet Lunding ubekjendt[72]. Den af
mig nskede Vaabendaad kom, forberedet fra anden og kompetent Side,
stor og glimrende den 6te Juli. Som et Tegn paa, hvorledes mit som
Andres Sind i hine Dage med yderste Spnding dvlede ved Fredericia,
skal jeg, hvor smaaligt det end kan synes, dog anfre, at jeg et Par
Dage iforveien en Morgen fortalte min Hustru, at jeg havde drmt, at
Blow paa Grund af en stor Seir var udnvnt til Generallieutenant.
Den 7de Juli gik jeg tidlig om Formiddagen ud for at have en Samtale
paa Amalienborg med Overhofmarechal Levetzau om hans Udnvnelse til
Overdirektr for de kongelige Kunstsamlinger, men maatte paa Veien
besge en Barberstue. Paa mit henkastede Sprgsmaal, om der fortaltes
noget Nyt i Byen -- Morgenaviser udkom dengang ikke --, svarede
Barberen, at han havde hrt fortlle, at der skulde have staaet et
Slag, hvori vi skulde have taget over 1000 Fanger, men at det vel
ikke var sandere end saamange andre Rygter. Uden at kunne sge
nrmere Bekrftelse maatte jeg gaae til en halv Times Konference med
Levetzau, hvorefter jeg ilede hjem for fra Hjemmet atter at gaae ned
i Ministeriet, idet jeg sagde til min Hustru, at, hvis Efterretningen
var sand, vilde vi holde en lille Familiefest til Middag. I Bredgaden
(jeg boede dengang i Dronningens Tvergade) mdte jeg tre mig
bekjendte Embedsmnd, derimellem den senere Stiftamtmand i Lollands
Stift, Baron Holsten, der fortalte mig, at de faa ieblikke iforveien
havde talt med Marineministeren, der havde sagt dem, at der
telegrafisk (naturligvis ved optisk Telegraf) af Overkommandoen var
forlangt Midler til at transportere 1800 tagne Fanger. Jeg ilede da
tilbage for at sige til Portneren i den Gaard, hvori jeg boede, at
han skulde gaae op til min Hustru og sige, at "det var sandt", og
fortsatte, efter at have ligeoverfor hans Tvivl og Forundring
gjentaget den korte Besked, min Vei til Ministerialbygningen for at
sge nrmere Efterretninger. Om Eftermiddagen holdt jeg Seiersfest i
Dyrehaven, hvor jeg med mig selv og mdende Venner ivrig drftede
Sprgsmaalet, om Blow efter Seiren havde fortsat Forflgelsen mod
Veile for at fuldende Oplsningen af den ad denne Vei flygtende
Fjendeskare eller vendt sig mod Kolding og hvad der stod imellem
Kolding og Als. Jeg erfarede snart, at min Fantasi havde taget for
rask Flugt; den lange og haarde Kamp havde udtmt Krfterne og krvet
nogen Hvile; at en energisk Impuls fra Stabschefens og en udholdende
Anstrengelse fra Kavallerikommandoens Side uden synderligt Offer
kunde have forget Seirens Frugter i Antal af Fanger og erobrede
Vaaben, er vel imidlertid utvivlsomt.

 {[71] Thorse lader i sit Vrk: "Kong Frederik den Syvendes
 Regjering" denne Plan vre General Hansens egen; maaske var den
 begges i Forening.}

 {[72] Udgiverens Anmrkning: Blandt min Faders Papirer har jeg
 fundet flere Breve fra nvnte Feltprst (Feltprovst?) Boisen,
 skrevne fra Fredericia i 1849, som bekrfte det ovenfor berrte,
 ialtfald forbigaaende Indtryk af Mismod, og hvoraf derhos et af
 27de Mai, der bl. A. handler om de ovenomtalte Ytringer i en
 Skrivelse til ham af 24de Mai fra min Fader, viser, at denne -- der
 vistnok forlngst havde glemt, at han havde bevaret disse Breve, --
 ikke har husket Indholdet aldeles niagtig. Det hedder nemlig deri:
 "Til min Prdiken idag (1ste Pintsedag) gav Ministerens Skrivelse
 mig egentlig Stoffet, idet jeg viste, hvorledes baade Himmelfreden
 og Landefreden maatte tilkmpes, og hvor vigtigt det var ikke at
 blive trt, men at holde ud til Enden. Jeg viste ogsaa Kommandanten
 den Del af Deres Skrivelse, som De havde paalagt mig at kundgjre,
 og han gldede sig i alle Maader over Deres Ord; men, da han endog
 forlangte en Afskrift deraf, troede jeg mig uberettiget til at
 opfylde dette nske, og Ministeren vil vist bifalde det, naar jeg
 siger Dem, at han vilde have denne Skrivelse for at retfrdiggjre
 nogle nye Forsg paa at afvinde Fjenden Fordele, selv om han skulde
 udstte Armeen for store Farer og Byen for delggelser". Den 28de
 Mai er derhos tilfiet: "Jeg traf iaftes igjen Kommandanten, og han
 begjrede atter at lse det af Deres Brev, som jeg havde meddelt
 ham -- --; hans Ytringer i denne Anledning vare af den
 Beskaffenhed, at de hilig foruroligede mig. -- Imorges skrev jeg
 derfor til ham, at Hensigten med Deres Ytringer kun var, at jeg
 skulde bruge min Indflydelse til at styrke Mandskabet til
 Udholdenhed og umulig kunde vre at udve den allermindste
 Indflydelse paa de Kommanderendes militre Foretagender, ligesom at
 intetsomhelst Ansvar kunde falde paa den #private# Brevskriver. --
 -- Jeg fik i Middags Svar fra Kommandanten, hvori han aldeles
 beroliger mig med Hensyn til min ytrede Frygt." -- De nvnte Breve
 tjene ivrigt til at bekrfte, at der hos adskillige Militre havde
 dannet sig den Anskuelse, at Krigsministeren ikke lod
 Generalkommandoen have forndne frie Hnder.}

Under hele Felttoget vare de diplomatiske Forhandlinger fortsatte,
men deres Sde forlagt fra London til Berlin, hvor de frte til de
paa Danmarks Vegne af Reedtz den 10de Juli 1849 undertegnede
Fredsprliminarier og den dermed forbundne Vaabenstilstand, under
hvilken Slesvig skulde bestyres af en Regjeringskommission, sammensat
af et dansk, et preussisk og et engelsk Medlem, og Sydslesvig holdes
besat af preussiske Tropper, Nordslesvig af et neutralt -- svensk --
Troppekorps. At disse Underhandlinger og deres tilsyneladende
Resultat, Fredsprliminarierne, i sig selv bare Spiren til og vare
fordmte til Ufrugtbarhed, laae i Sagens Natur, saalnge man fra
dansk Side holdt fast paa den fulde Eiderpolitik, som man hverken
havde Kraft til at gjennemfre eller kunde faae Understttelse for
hos Stormagterne (og som, vil jeg tilfie, hvis den en kort Tid var
bleven seirrig, utvivlsomt kun vilde have frt til et fornyet
slesvig-holstensk Udbrud), medens Tydskland ligesaa bestemt fastholdt
Schlesvigholsteinismens Paastande og Preussen kun ved Ruslands Tryk
gik ind paa Noget, der ad Omveie maatte fre tilbage til, hvad
Rusland i sig selv begunstigede, et lst sammenklistret, saakaldet
dansk Monarki, indenfor hvis Grndser den kun lidet beskaarne
Schlesvigholsteinisme dels beholdt, dels sgte at gjenvinde sin
tidligere Stilling og ventede paa bedre Leilighed til at gjentage,
hvad der forelbig ikke var lykkedes. England havde fra den Tid, da
den af Palmerston optagne Tanke om en Deling af Slesvig var afvist
fra dansk Side, kun beholdt tilbage en vis ubestemt Interesse for det
danske Monarkis ydre og nominelle Opretholdelse og sluttede sig
derfor til Rusland. Underhandlingerne frtes af Mnd (i London
Reventlow, i Berlin Reedtz), der uden al Erkjendelse af de nye
Forholds Krav og uden nogensomhelst selvstndig Opfattelse kun
bevgede sig i de overleverede Forestillinger[73]. Opgaven for den
Del af Ministeriet, der stod paa et nationalt Standpunkt (og til
denne Side sluttede sig endnu dengang i det Hele Sponneck), var
altsaa at forhindre, at man bandtes ved uforsigtige Udtalelser og
Forpligtelser, og at paase, at falske Argumenter og Paastande
paavistes og bleve imdegaaede. Til en saadan Virksomhed gav
Udenrigsministeren, Grev Moltke os andre forsaavidt Adgang, som den
diplomatiske Korrespondance, isr saalnge Kammerherre A. H. Bille
var Moltkes Medhjlper, i stor Udstrkning droges ind i Statsraadet
og forhandledes der, hvorved det ikke sjeldent faldt i min Lod at
staae Bille bi med Hensyn til Opfattelsen og Redaktionen af
Beslutningerne. Man sgte altsaa at holde Sagen hen, indtil et
Omsving herhjemme kunde tilveiebringes og Initiativet til en virkelig
definitiv Lsning tages herfra. Men allerede dengang frygtede jeg,
hvad der siden er blevet mig endnu klarere, at et saadant Omslag, der
skulde udgaae fra de Ministre, der vare stemplede som Demokrater,
efterhaanden blev desto vanskeligere, jo mere de saakaldte
venskabelige Magter satte sig fast i de gamle Forestillinger og bleve
kjede af vor Nlen. Og dog var ieblikket til at fremtrde med den
engang forkastede Delingspolitik, hvorpaa Clausen gjorde et Forsg,
endnu ikke kommet, ikke blot fordi Tanken ikke endnu havde skaffet
sig Plads nok og Beviset for den rene Eiderpolitiks Umulighed endnu
ikke var frt fuldt ud, men fordi Danmarks militre Stilling,
saalnge endnu ingen dansk Soldat stod i Slesvig udenfor Als, var for
ugunstig. Tiden kom et Aar senere, men Indsigt og Mod svigtede da. De
efter Fredsprliminarierne og Vaabenstilstanden af 10de Juli 1849 i
Berlin under Englands Mgling fortsatte Underhandlinger, hvori fra
dansk Side tilligemed Pechlin og Reedtz den klare og faste Jurist A.
W. Scheel deltog, frte, som bekjendt, ikke til nogen virkelig og
endelig Ordning af den dansk-tyske Strid, men kun til den ubestemte
og forelbige Fred (paix pure et simple) imellem Preussen og Danmark
af 2den Juli 1850[74][75]. Men ved denne Fred opnaaedes dog den meget
vigtige Fordel, at Slesvig rmmedes af de fremmede Tropper, og at det
tillodes Kongen af Danmark at stte sig i Besiddelse af dette
Hertugdmme, forsaavidt han saae sig istand til at gjennemfre og
hvde dets Besiddelse. Fredstraktaten blev altsaa Signalet til en ny
virkelig Krig, idet den danske Hr fra Nord rykkede ind i Slesvig,
samtidig med at den med betydelige Krfter fra Tyskland understttede
slesvigholstenske Insurgentarmee rykkede ind deri fra Syd. Det
ingenlunde farefrie Foretagende kronedes med Held i det blodige, vel
mere ved Hrens og dens Freres Tapperhed end ved fortrinlig Ledelse
vundne Slag ved Idsted, og, hvad der her var vundet, befstedes ved
Midsunde og Frederiksstad. Med hvilken Spnding ogsaa jeg ikke blot
som Dansk, men som Medlem af det Ministerium, der bar Ansvaret,
fulgte disse Begivenheder, behver ikke at siges[76].

 {[73] Det hrte overhovedet med til den lidet gunstige
 Eiendommelighed ved Stillingen i Aarene 1848 og nstefter, at
 Danmark i Udlandet overalt reprsenteredes af Mnd, der stode en
 national dansk og en konstitutionel Opfatning fjernt, og som
 derfor, hvor personlig hderlige de end vare, ikke egnede sig til
 hos Fremmede at klare Forestillingerne om, hvad der foregik og
 tnktes i Kjbenhavn. Men til en Fornyelse af det diplomatiske
 Korps savnedes ganske Midlerne, omend Grev Moltke ellers havde
 vret Manden til at udfre den. O. Lehmanns Reise til Paris og
 London i 1848 var ikke det heldigste Forsg paa en Modvirkning.}

 {[74] De i Mai 1850 af Grev Sponneck og mig paa Statsraadets Vegne
 frte Samtaler med tre fra Holsten til Kjbenhavn sendte saakaldte
 Tillidsmnd, af hvilke dog Reventlow-Farve holdt sig aldeles
 skjult, vare paa Grund af det af dem medbragte Grundlag saa aldeles
 uden Betydning, at jeg kun finder Anledning til her at bemrke, at
 Heinzelmann gjorde mig mrkelige Tilstaaelser om de virkelige
 Sprogforhold i Mellemslesvig, hvilke han kjendte fra tidligere
 Ansttelse hos Amtmanden i Flensborg. Denne havde ofte paalagt ham
 at tale med Bnderne fra Landsbyerne omkring Slesvig, fordi
 Amtmanden selv ikke tilstrkkelig forstod Dansk.}

 {[75] Som Flge af Freden bleve flere af Ministrene dekorerede, jeg
 (den 14de Juli) med Dannebrogsordenens Kommandeurkors.}

 {[76] Et Par enkelte Smaatrk ville give en Forestilling om,
 hvorledes Uvisheden pinte Sindet. Da Statsraadets Medlemmer om
 Formiddagen den 22de Juli 1850 omtrent ved Middagstid gik ned ad
 Trapperne fra den Sal paa Kristiansborg, hvori de havde holdt Mde
 med Bevidstheden om, at den afgjrende Kamp forestod i de
 allernrmeste Dage, og med Flelsen af i ieblikket at vre lidet
 oplagte til det daglige stille Arbeide, ld der et enkelt heftigt
 Tordenslag, medens Himlen kort iforveien havde vret klar og strax
 derefter atter opklaredes, hvilket Tordenslag paavirkede os alle
 nervst. Jeg gik hjem for med min Hustru og min ldste Datter (mine
 andre Brn vare bortreiste til Frederiksvrk) nste Dag at seile ud
 til Humlebk, hvor jeg vilde sge Ro og Hvile et Par Dage, idet jeg
 efterlod Forskrift om ad hurtigste Vei at sende mig enhver fra
 Hren indlbende Efterretning. Da jeg imidlertid den 26de Juli om
 Morgenen endnu ingen saadan modtog, men i min Uro hvert ieblik
 syntes at hre Kanontorden, leiede jeg noget efter Middagstid en
 Vogn for at kjre ind til Kjbenhavn. I Rungsted modtog jeg
 Underretning om, at to Dampskibe vare komne til Kjbenhavn med
 Saarede og Fanger (fra Kampen ved Helligbk den 24de), i Skodsborg
 havde man Rygter om, at en dansk Korvet "Diana" i Farvandene Vest
 for Slesvig skulde vre tagen af tydske Kanonbaade, og, da jeg
 under et optrkkende og lsbrydende Tordenveir imellem Kl. 9 og 10
 om Aftenen naaede til Tuborg paa den indre Strandvei, fik jeg af en
 Fodgnger, der havde kjendt mig, tilraabt den korte, da i
 Kjbenhavn indtrufne og udbredte Efterretning om et vundet blodigt
 Slag og om Besttelsen af Byen Slesvig. Ankommen til mit Hjem, gik
 jeg strax hen til Konseilprsidentens nrliggende Palais, men fandt
 Alting i natlig Ro; Krigsministeriet var forladt, og jeg maatte den
 Aften nies med et paa Gaden kjbt og lst Skillingsblad. -- Da jeg
 den 4de eller 5te Oktober s. A. kom ned i Kultusministeriet, mdte
 den Kontorchef, der skulde referere nogle Almueskolesager, mig bleg
 og forstyrret med den i et nys modtaget Nummer af "Hamburger
 Correspondent" indeholdte Efterretning, at Frederiksstad var
 erobret af Slesvigholstenerne. Jeg beholdt Fatning nok til at
 opfordre ham til ikke at sknke en saadan Kilde Tiltro og gik over
 til Dagens Gjerning, skjndt visselig ikke uden Angst. Endnu den
 6te Oktober ved Lyknskningskuren hos Kongen i Anledning af hans
 Fdselsdag meddelte nuvrende Admiral Irminger mig, at et kort
 forud modtaget Brev fra hans Broder, Oberst I., der kommanderede en
 Brigade i Svabsted, som skulde danne Forbindelsen mellem
 Frederiksstad og Hovedkvarteret i Slesvig, indeholdt, at Byen vel
 endnu ikke var tagen, men at der kun var saare ringe Haab om, at
 den kunde holdes. Samme eller nste Dag indtraf imidlertid
 Efterretningen om, at Angrebet var afslaaet. Man maa erindre, at
 der dengang ingen elektrisk Telegraf havdes.}

Faa Dage efter Slaget ved Idsted undertegnedes den 2den August i
London den Protokol, i hvilken Stormagterne, af hvilke dog sterrig
frst lidt senere tiltraadte med et vist Forbehold, erklrede
Opretholdelsen af det danske Monarki i dets hidtilvrende Udstrkning
for at vre vigtig for den europiske Ligevgt, et Resultat, der
vsentlig skyldtes Rusland og England og svarede til deres Politik,
og hvorved Kongen af Danmarks dynastiske Krav tilfredsstilledes og
seirede over Insurrektionen, forsaavidt denne gik ud paa en
fuldkommen Lsrivning. Men tilbage stod Hovedopgaven, nemlig indenfor
den saaledes givne Ramme at ordne Forholdet imellem Monarkiets Dele
paa en baade i sig selv billig Maade og saaledes, at Rammen ikke
udsattes for paany at sprnges, eller at, hvis en saadan Sprngning
indtraadte (hvad jeg for min Del ganske vist ventede, men vel vogtede
mig for at antyde eller udtale som Forudstning), det egentlig danske
Riges Interesser muligst sikredes. Til Opgavens Lsning gjaldt det at
benytte den vundne Stilling: den seirrig hvdede Besiddelse af
saagodtsom hele Slesvig. Derhen vendte sig da, medens den danske
Bestyrelse af Slesvig forelbig ordnedes og de sidste Kampe kmpedes,
min hele Tanke, og deraf fremgik da mit med den inderligste
Overbevisning nedskrevne Andragende til Statsraadet af 13de Oktober
1850, der nu er trykt i dansk historisk Tidsskrifts femte Rkkes 4de
Bind (for 1883), hvori jeg anbefalede, at vi snarest muligt selv
skulde fremtrde med Forslag om det tydske Sydslesvigs legislative og
administrative Forbindelse med Holsten og det vrige Slesvigs med
Kongeriget som Grundlag for Underhandlingerne om Monarkiets Ordning.
Det lykkedes mig ikke at vinde, jeg vil ikke sige Samstemning med,
men end ikke blot alvorlig Opmrksomhed for Forslaget; alle mine
Kolleger skrkkedes tilbage fra en Lsning, der havde saavel den
rigtignok de bittreste Erfaringer indeholdende Tradition som
Folkemeningen imod sig; selv Clausen forlod mig, nu stolende paa at
fastholde hele Slesvig. -- Med Grev Sponnecks Sendelse over Berlin
til Wien indlededes istedet Notabelforhandlingerne i Flensborg. --
Det havde maaske vret rigtigt, hvis jeg, da den Hovedtanke, der fra
Begyndelsen af havde vret ledende for mig med Hensyn til Statens
Sammenstning og Begrndsning, og til hvilken jeg ene havde nogen
Tillid, saaledes tilbagetrngtes og opgaves, paa det Tidspunkt var
traadt ud af Ministeriet. Jeg lod mig imidlertid bevge til at blive
dels af et, omend ikke strkt, Haab om at se Tanken fremkomme paany
efter resultatlse Forsg i andre Retninger, dels af Trangen til at
fremme Bearbeidelsen af en af Hovedgjenstandene for det mig betroede
specielle Ministerium: Almueskolevsenet i Lovsform saavidt, at der
ingen Tvivl blev om min Iver derfor og Redeligheden i de af mig i saa
Henseende givne Lfter[77].

 {[77] Udgiverens Anmrkning: Som Supplement til, hvad der her og
 nedenfor er meddelt om min Faders Stilling i Novemberministeriet og
 Arbeide for Delingstanken, henvises til de som Tillg II aftrykte
 Aktstykker.}

Umiddelbart efter Slaget ved Idsted og Undertegnelsen af
Londonnerprotokollen overraskede Frederik VII ikke blot Folket, men
ogsaa sit Statsraad ved sit tredie Giftermaal. Da jeg en Dag i
Slutningen af Juli eller de allerfrste Dage af August gik over
Slotspladsen henimod Lngangsporten nrmest Kirken for at begive mig
op i Statsraadet, kaldte Overhofmareschal Levetzau hemmelighedsfuldt
paa mig fra et Vindue i Stueetagen og bad mig trine ind til sig.
Efter min Indtrdelse spurgte han mig, om Kongen havde havt Bud hos
mig for at sprge om, hvor Biskop Mynster for ieblikket opholdt sig.
Da jeg bejaede dette og paa hans yderligere Sprgsmaal, om jeg
vidste, hvorfor Kongen nskede Biskoppens Nrvrelse, havde svaret,
at jeg formodede, at Kongen maaske vilde kommunicere, betroede
Overhofmareschallen mig, at Kongen vilde have Biskoppen hentet for at
vie ham til Grevinde Danner. Naturligvis fremkaldte denne
Efterretning, som jeg i nste ieblik meddelte mine Kolleger,
den strste Bevgelse hos disse, og det besluttedes, at
Konseilprsidenten uopholdelig skulde gjre Kongen, der tilfldigvis
var i Kjbenhavn, de indstndigste Forestillinger imod dette
Giftermaal, som, foruden hvad der ivrigt lod sig indvende derimod,
medfrte, at der under de Forhandlinger, som netop da paa Grundlag af
Londonnerprotokollen skulde fres om Thronflgen i Danmark, ikke til
Understttelse for den fra vor Side nskede Afgjrelse kunde hentydes
til Muligheden af et nyt standsmssigt gteskab. Konseilprsidentens
Forestillinger, om hvis Kraft og Bestemthed jeg ikke tr dmme, bleve
imidlertid uden Virkning, og Statsraadet troede da ikke at kunne
foretage Videre i dette Anliggende[78].

 {[78] Som et Kuriosum anfrer jeg, at jeg nogen Tid efter modtog
 anonyme Breve med Bebreidelser for, bevget af en Pengegave, at
 have tvunget Biskop Mynster til at vie Kongen. Mynster selv, med
 hvem jeg ikke fik Leilighed til at forhandle om Sagen, gjorde,
 saavidt jeg vd, ingen Vanskelighed, idet han foretrak, at det
 temmelig skandalse Forhold dkkedes ved gteskabets Form.
 Hvorledes de vrige Ministre stillede sig til det nye Forhold, vd
 jeg ikke; Rosenrn og jeg afleverede, da vi nogen Tid efter
 Giftermaalet indfandt os til Referat paa Frederiksborg og
 forudsaae, at vi efter Referatet som sdvanlig vilde blive tilsagte
 til Taffelet, vore Kort hos Grevinden og saae hende derpaa ved
 Taffelet, uden at der ivrigt foregik nogen Prsentation.}

I selve Arveflgesprgsmaalet var det naturligt, at Keiseren af
Rusland som Reprsentant for det Oldenburgske Hus fik en vsentlig
Indflydelse, og at der ikke kunde trffes nogen Afgjrelse uden hans
Samtykke. Men ligesaa klart var det, at der fra dansk Side af al Magt
maatte arbeides hen til at faae en Thronflger, der ikke var Danmark
og det danske Folk aldeles fremmed, eller som endog medfrte ligefrem
tydske og slesvigholstenske Sympathier og Anskuelser. Det Sidste var
givet med Hensyn til en Sn af Storhertugen af Oldenburg, der var
bragt paa Bane; om en ligeledes under Omtale bragt Sn af den i
Petersborg levende Prinds Peter af Oldenburg vidstes blot i denne
Henseende Intet. Prinds Frederik af Hessen, Sn af Christian den
VIII's Sster, Landgrevinde Charlotte, der havde vret gift med
Keiser Nikolais Datter, var nrmeste Arving til den tydske Stat
Hessen-Cassel og havde Intet gjort for at vinde danske Sympathier.
Der var altsaa for os kun Tale om at arbeide hen til Valget af
Prinds Christian af Glcksburg, Sn af den som dansk Officer saare
hderlig bekjendte Hertug Vilhelm af Glcksburg (tidligere af
Slesvig-Holsten-Snderborg-Beck) og af en Sster til Dronning Marie
Sophie Frederikke, gift med Prinds Frederik af Hessens Sster samt
fdt og opdragen i Kjbenhavn, og som derhos under hele Krigen havde
staaet i den danske Hr og deltaget i Felttogene. Det er et slaaende
Bevis paa den Mangel paa en Smule Mod og simpel Vrdighed, der
karakteriserede Reedtz som dansk Udenrigsminister, til hvilken Post
han var bleven udnvnt den 6te August 1850, at han i en Note, der
skulde afgaae til Petersborg med en Henstilling til Keiserens Dom, og
hvori alle de ovenfor nvnte fire Kandidater vare betegnede som
mulige, vgrede sig ved at optage enhver Antydning om, hvem den
danske Regjering og det danske Folk helst kunde nske til Konge.
Frst efter en yderst heftig Kamp i Statsraadet, under hvilken jeg
strax og dernst Clausen og Sponneck erklrede ieblikkelig at ville
tage vor Afsked, hvis han ikke gav efter, lykkedes det til
Henstillingen til Keiseren at faae tilfiet, at, hvis der skulde
tages noget Hensyn til det danske Folks nsker og Flelser, vare
disse ubetinget for Prinds Christian af Glcksburg. Da endelig Sagen
var bragt til det Punkt, at Frederik VII, med hvis fulde Samtykke det
Hele var indledet og fremmet, i et egenhndigt Brev skulde bevidne
Keiseren sin Tilfredshed med Valget af Prinds Christian og udbede sig
hans Bistand til Sagens lovlige og folkeretlige Afgjrelse og
Sanktion, vgrede Kongen sig pludselig, forbitret over den
Tilbageholdenhed, som Prindsen med Kongehusets vrige Medlemmer
iagttog ligeoverfor Grevinde Danner, ved at skrive Brevet, idet han
yttrede, at det altid kunde ske senere, og at han vilde betnke sig.
Men, da Statsraadet erklrede, at en Udsttelse i det ieblik vilde
vre en grov Fornrmelse mod Keiseren, for hvilken Ministeriet ikke
kunde eller vilde paatage sig Ansvaret, gav Kongen efter; Sagen gik i
Orden og bekrftedes derpaa ved Warschauerprotokollen af 5te Juni
1851. Om mit Forhold til hele dette Anliggende troer jeg endnu her at
burde tilfie, at jeg paa den Tid ikke havde det ringeste personlige
Bekjendtskab til Prinds Christian eller hans Gemalinde og, saavidt
jeg erindrer, aldrig havde vexlet noget Ord med ham, men Hensynet
til, hvad Fdrelandets Vel krvede, lod mig ikke noget ieblik vre
usikker eller lunken. Navnlig betragtede jeg, hvor varmt jeg end
omfattede de nordiske Folks Broderskab og nsket om muligst nr
Sammenslutning imellem dem, den hos Andre opstaaede Tanke om en
dynastisk Forbindelse med Sverrig-Norge ved Kong Oscars (eller senere
Carl XV's) Kaldelse til den danske Throne som et Hjernespind; jeg
vidste altfor vel, at hverken Stormagterne, navnlig Rusland, vilde
finde sig i en saadan Udvidelse af Huset Bernadottes Magt eller dette
Hus vove alvorlig at gribe og forflge en saadan Plan, om den end,
saalnge den blev et blot Phantasibillede, hos samme kunde vkke en
platonisk Kjrlighed, eller det svenske og norske Folk gjre
Opofrelser for en saadan Tanke, ligesom ved roligt Overlg heller
ikke den store Vanskelighed, for ikke at sige Umulighed, kunde
overses, som Opretholdelsen af et flles Kongedmme for tre Folk med
tre forskjellige Forfatninger vilde medfre.

Den ovenfor nvnte Notabelforhandling i Flensborg i 1851 fik, som man
kunde forudse, det Udfald, at det forelagte Udkast blev vedtaget med
nogle ndringer af et (kongerigsk-slesvigsk) Flertal, men ubetinget
forkastet af et betydeligt Mindretal. Paa at skaffe dette kun af det
dansksindede Flertal vedtagne Notabelprojekt Anerkjendelse hos
Stormagterne, navnlig Rusland og sterrig, der efter Grev Sponnecks
Reise til Wien mere og mere indblandede sig i vore Anliggender, var
der imidlertid ikke at tnke. Den Maade, hvorpaa Slesvig efter dets
Besttelse styredes af Tillisch frst som Regjeringskommissr og
derpaa som Minister, stred ganske mod den russiske Regjerings, som
jeg ovenfor har sagt, i Grunden gottorpske og slesvigholstenske
Opfattelse, mod hvilken det kun vilde have vret muligt at kmpe
med Held ved Opstillingen af et nyt System: Deling efter
Nationaliteterne. Selv Ruslands Vrede over Oprret mod Souvernen og
Lsrivelsen, hvorpaa dets Deltagelse for Danmark kun beroede,
opveiedes af Misfornielsen med det hele konstitutionelle Vsen i
Kongeriget og dettes demokratiske Karakter. Til at bekmpe denne
Stemning og fjerne Misforstaaelser var den i Helstatens og
Absolutismens Tradition uddannede, uklare og holdningslse, kun i de
overleverede diplomatiske Former indvede Reedtz, der i Sommeren 1851
sendtes til Warschau for personlig at forhandle med Keiser Nikolai og
Grev Nesselrode, saare lidet skikket, men Opgaven var ganske vist i
sig selv af den omtalte Mangel paa et positivt og klart Standpunkt
yderst vanskelig. Med en uhyggelig Flelse af hele Stillingens
Usikkerhed havde jeg i Juni 1851, som ovenfor antydet, tiltraadt en
Reise til Jylland for uanmeldt og uden al Opsigt at se Noget af
Almueskolevsenet dr, da jeg pludselig kaldtes tilbage ved
Efterretningen om, at Reedtz fra Warschau havde sendt en Beretning om
Keiser Nikolais yderlige Forstemning imod det danske Ministerium med
srlig Betegnelse af Clausen og Madvig som Reprsentanter for den
demokratiske Retning og som dem, der ved den i Tydskland mod dem
herskende Forbitrelse vare til Hinder for en Udsoning, hvorfor de,
hvis de vare hderlige Mnd, burde nedlgge deres Poster. Som Flge
af disse Beretninger fra Reedtz indgav hele Ministeriet Begjring om
Afsked. For Clausens Vedkommende, hvis hele Stilling som Minister
uden Portefeuille havde vret uden rigtig Betydning, blev Afskeden
definitiv; mig derimod sgte Grev A. V. Moltke, der atter dannede det
nye Ministerium, tilligemed de vrige Medlemmer af dette, navnlig den
ogsaa da som Minister uden Portefeuille indtrdende Grev Carl
Moltke-Ntschau, en oprindelig helt tydsk, streng Monarkist af den
gamle Skole, redelig og hderlig, men stivsindet og kantet, ivrigen
at fastholde, dels fordi man, hvis ogsaa jeg traadte ud, frygtede for
et altfor strkt Sammenstd med Rigsdagen, dels fordi man havde en
Flelse af, at en fuldstndig Eftergivenhed ligeoverfor den
russisk-keiserlige Indblanding i Ministeriets Sammenstning baade
var ydmygende og indeholdt en Tilstaaelse af den keiserlige
Bedmmelses Rigtighed. Endnu denne Gang lod jeg mig overvinde af de
samme Grunde, som havde holdt mig fast i Efteraaret 1850: det
forfngelige Haab, at, naar Notabelprojektet, hvorover den officielle
Betnkning endnu ikke forelaae, viste sig uigjennemfrligt, Tanken om
en forsonende Adskillelse imellem Nationaliteterne kunde gjre sig
gjldende, -- samt Lysten til at fuldfre det begyndte Arbeide paa en
Reform af Almueskolevsenet. Men Ministeriet af 13de Juli 1851 blev
uden fast System og indre Sammenhng. Gjenoprettelsen af Kongens
Myndighed i Holsten, for hvilket Land Grev Reventlow-Criminil den
28de Juli udnvntes til Minister, indtraadte under Forudstninger,
der yderligere bandt Udviklingen til en Retning, som jeg ikke kunde
flge. Da Reedtz havde arbeidet sig aldeles fast og trt og derfor
forlangte sin Afsked, maatte Afgjrelsen komme med Indtrdelsen af
den nye Udenrigsminister. Med Statsraadets Samtykke forhandlede
Ministerprsidenten Moltke med den i 1848 af Ministeriet udtraadte,
men siden som Kabinetssekretr hos Kongen forblevne Geheimeraad
Bluhme om Overtagelsen af denne Post, men under den bestemte og
tilsagte Forudstning, at Bluhme efter Indtrdelsen frit og ubunden
skulde konferere med Statsraadet om den Vei, der skulde flges i
Underhandlingerne. Istedet herfor forelagde Bluhme, som den 18de
Oktober overtog Udenrigsministeriet, imidlertid forinden uden
Forhandling med Statsraadet den russiske Gesandt her: Baron
Ungern-Sternberg et udfrligt politisk Udkast til den danske
Regjerings Fremgangsmaade og blev derom enig med ham. Derved var
Grundlaget for de fremtidige Veie og Bestrbelser i, hvad der angik
Monarkiets Ordning, saaledes paa Forhaand fastslaaet, at man ikke
kunde komme bort derfra uden i hi Grad at stde Rusland, selv om det
havde vret muligt i Statsraadet at samle en Flerhed for en anden
Retning, hvilket det ikke var. For mig blev da kun tilbage at opgive
en Stilling, i hvilken jeg ikke kunde hindre, hvad jeg ansaae for
fordrveligt. Jeg troer heller ikke, at Bluhme ugjerne saae
min Udtrdelse som et Tegn paa, at man ogsaa med Hensyn til
Personligheder ganske rettede sig efter Ruslands Anskuelse. Det
varede ikke lnge, inden min Beslutning stod fast og blev udtalt, --
men under frugteslse Bestrbelser fra A. V. Moltkes og flere af mine
andre Kollegers Side for at holde paa mig af Hensyn til Rigsdagen og
under Arbeidet paa at finde min Efterflger hengik nogen Tid, saa at
min Afsked frst udfrdigedes den 7de December 1851.

Dermed vendte jeg tilbage til den Virksomhed og Livsopgave, som jeg
tre Aar iforveien havde forladt, og jeg vendte tilbage dertil med
fuld Hengivelse. Under 23de December 1851 ansattes jeg atter som
Professor i klassisk Philologi, idet der, da Professor Ussing havde
indtaget min Plads, oprettedes en extraordinr Plads for mig med den
samme Ln, som jeg vilde have havt, hvis jeg uafbrudt var bleven ved
Universitetet, og med Rettigheder som Professor ordinarius, og
samtidig udnvntes jeg paany til Embedet som Undervisningsinspektr
ved de lrde Skoler, der havde henstaaet ubesat, idet den aarlige
Examenskontrol var bleven besrget af den tidligere Rektor ved
Vordingborg Skole, Professor F. O. Lange[79][80].

 {[79] Min Gage i de to Embeder blev saaledes 2200 Rdl. og 1000
 Rdl.}

 {[80] Ved de af mig selv foranledigede Bestemmelser om Adgangen til
 Husleieportion vilde jeg senere have lidt et Tab i saa Henseende,
 hvis ikke mine Kolleger uden Opfordring havde vedtaget at indfre
 mig paa min tidligere Plads i Aldersrkken.}

Jeg forlod Ministeriet med Flelsen af i Fdrelandets vigtigste Sag
ikke at have naaet det Maal, hvorefter jeg strbte, medens jeg i de
mig specielt betroede Anliggender, uden at gjennemfre store
Reformer, dog havde faaet Adskilligt ordnet og Andet forberedet og
derhos frt Bestyrelsen med samvittighedsfuld Orden og Omhu i liberal
Aand og i humane Former. Jeg medtog derhos en ikke ringe Berigelse i
Livserfaring og Livsanskuelse, derimellem ogsaa en skrpet Bevidsthed
om min Stilling til dybe Sprgsmaal. Baade de nrmeste og langt
senere Aar have bragt mig dyrebare Beviser paa, at min Frd,
hvorledes man end dmte om min politiske Dygtighed og Kraft, havde
skaffet og bevaret mig Agtelse og Velvillie hos mine Medarbeidere og
Undergivne i Ministeriet, hos mine Universitetskolleger, hos
Rigsdagen og hos den talrige Rkke af Embedsmnd, paa hvis Skbne jeg
som Minister havde udvet Indflydelse.

Mit Familie- og Husliv havde i de tre Aar, i hvilke jeg var Minister,
i det Vsentlige bevaret sin tidligere stille Gang uden Forstyrrelse
og uden synderlig Forandring i dets ydre Form. Til enten selv at
udvikle et synderlig rigere Selskabsliv eller at deltage deri hos
Andre fattedes der mig og Mine baade Midler og Tilbielighed. Min
hjemlige Omgang indskrnkede sig idethele til den tidligere
Vennekreds, om denne end ved selve Forholdenes Natur efterhaanden
blev noget udvidet, hvortil ogsaa det bidrog, at min Ven: Pastor
Marckmanns Hustru og to Brn boede hos os i nogle Maaneder i den
frste Vinter (1850-1851), efterat han fra Kapellaniet ved Frelserens
Kirke var forflyttet til et Embede i Jylland. Egentlig politiske
Elementer hrte ikke til min Omgang hjemme. Mine Brn, af hvilke min
yngste Sn frst i Aarene umiddelbart fr 1848 ved Operation var
bleven befriet fra en Blindhed paa begge inene, der havde rammet ham
i de frste Barneaar, gik i Lbet af disse Aar sunde og glade fra
Barndommen over til den frste Ungdom; begge mine Snner besgte i
1850 min Moder og mine Sstre paa Bornholm, kort fr min ldste Sn
blev Student. -- Min konomiske Stilling var med de forgede
Udgifter, trods al Sparsomhed og mig vist hjlpsom Imdekommen, ikke
bleven forbedret, og jeg forlod Ministerpladsen med dens ikke hie
Lnning med forget Gjld.




VI.

VIDENSKABELIG, UNIVERSITETS- OG SKOLEVIRKSOMHED MED FORTSAT
DELTAGELSE I DET POLITISKE LIV.

1852 til 1884.


Idet jeg forlod Ministeriet og vendte tilbage til Universitetet
og Videnskaben, kunde jeg dog ikke frigjre mig fra en fortsat
politisk og parlamentarisk Virksomhed ved Siden af min specielle
Hovedgjerning; deri hindredes jeg saavel af min egen engang vakte
Interesse for de offentlige Anliggenders Behandling og Udvikling som
af Flelsen af paatagne Forpligtelser. Det vil vre naturligst i
Sammenhng med det foregaaende Afsnit her frst at betragte denne,
den politiske, Side af mit Liv og min Gjerning i den paaflgende
Aarrkke for siden at gaae over til den anden Side, hvor, som jeg
haaber, et selvstndigere, mere sammenhngende og fyldigere Indhold
vil vise sig.

Jeg vedblev ved min Afgang fra Ministeriet at vre Medlem af
Folkethinget og fandt dr snart ikke blot Leilighed, men en strk
Opfordring til at udtale mig om min Stilling og Strben i den Post,
som jeg havde forladt, og om min Betragtning af den politiske
Situation, der var indtraadt, og den Stilling, der var indtagen af
Ministeriet Bluhme, som allerede den 27de Januar 1852 havde aflst
Ministeriet Moltke og den 28de Januar, selve Fireaarsdagen efter
Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, havde udfrdiget
Kundgjrelsen om den nye Plan for Monarkiets Ordning, nemlig ved
Monrads Foresprgsel til Ministeriet den 3die Februar 1852. Idet jeg
ved den Leilighed strkt fremhvede, at Ministeriet udtrykkelig havde
betegnet den opstillede Helstatsplan ikke som fremgaaet af fremmed
Tryk, men som valgt efter dets egen Overbevisning om det Rigtige og
Bedste, og idet jeg opgav at reise en principiel Modstand derimod, da
den Vei, som jeg havde foretrukket at gaae, nemlig at kjbe en ren
dansk (dansk-slesvigsk) Stat ved Afstaaelse af et Stykke af Slesvig
til et lsere med Danmark forbundet Holsten, ikke havde fundet nogen
kraftig Tilslutning, udtalte jeg strax aabent, hvilken Stilling der
ved Kundgjrelsen var indtraadt med Hensyn til Grundloven og
Kongerigets derpaa byggede Forfatning, idet jeg brugte det Udtryk, at
Grundloven fra dette ieblik af maatte ansees for at hvile,
forsaavidt angik de Anliggender, der nu bleve flles for alle
Monarkiets Dele og den deraf dannede Helstat. Formanden: Andr troede
ikke at kunne tillade, at nogen Del af Grundloven sagdes at hvile;
jeg vd ikke, hvorvidt han selv i det ieblik troede paa den
Grundlovens vedvarende Gyldighed og fulde Kraft, som han formelt og
officielt mente at burde hvde; at jeg i Virkeligheden havde Ret,
flte vel Mange strax, og snart overbevistes Alle derom. Forresten
deltog jeg kun Lidet i den allerede langt fremrykkede Sessions
Arbeider, fraregnet den kjedelige og resultatlse Forhandling om det
af mig forelagte Theaterlovforslag. Da ved de i Sommeren 1852 (den
4de August) foretagne Valg til Folkethinget Andr ikke havde stillet
sig til Gjenvalg, kaaredes jeg, der var bleven gjenvalgt i
Frederiksborg Amts 4de Valgkreds, ved Rigsdagens Aabning i Efteraaret
til Formand i Folkethinget, paa hvilken Plads jeg bestrbte mig for
at vise den samme Fasthed og Upartiskhed, som havde betegnet
Andrs Ledelse af Forhandlingerne. Den neutrale Stilling, som
Formandspladsen forlangte og gav, ophrte imidlertid, da det
kongelige Budskab om Arveflgesagens Ordning forelagdes den forenede
Rigsdag, der i Oktober 1852 sammentraadte ved Siden af Rigsdagens
sdvanlige Forhandlinger i de adskilte Thing. I det i den nedsatte
Udvalg af 25 Medlemmer, hvoraf jeg blev Medlem, deltog jeg vel ikke i
den Opposition, der fra J. E. Larsens og Andres Side reistes i
Realiteten mod et Punkt i den foreslaaede Ordning, nemlig Ophvelsen
af den kognatiske Arveret til Thronen, en Opposition, der paa en
Opsigt vkkende Maade understttedes i et af Geheimearkivar Wegener
udgivet og til den gamle Statsminister Stemann dediceret Flyveskrift,
da jeg hverken i sig selv lagde Vgt paa Vedligeholdelsen af den
kognatiske Arveret eller kunde negte, at de med Stormagterne frte
Forhandlinger syntes at gaae ud fra og forudstte dens Ophvelse. Men
det forekom derimod mig saavelsom flere andre, ingenlunde mod
Regjeringen vrangvillige Medlemmer (P. D. Bruun, Hall, Knuth, Monrad,
F. F. Tillisch og Unsgaard), at man i Budskabet havde valgt en
uheldig Form ved uden nogensomhelst i de frte Forhandlinger liggende
tvingende Grund at stille Ophvelsen af hele Kongelovens Arveflge i
Spidsen og lade Prinds Christian af Glcksburgs Kaldelse til Thronen
indtrde som et mere tilfldigt end i historiske og Retsforhold
begrundet Arrangement -- istedetfor frst at knytte den nye
Thronflge til Kongeloven og opretholde den danske Krones med
Kongelovens Arveflge forbundne Rettigheder og Krav med Hensyn til
Slesvig og Dele af Holsten for fjernere Tilflde og derefter ophve
den kognatiske Arveret. Vi foreslog derfor i den den 10de Januar 1853
afgivne Betnkning, at den Form og Gang, der forekom os den rigtige,
skulde flges i den Statsakt, hvori den nye Arveflge efter
Vedtagelsen af Kongen skulde kundgjres. Da Sagens Behandling var
bleven afbrudt ved den ganske kort efter Betnkningens Afgivelse
indtraadte Oplsning af Folkethinget, fordi dette ikke havde vedtaget
det forelagte Lovudkast om Toldgrndsens Flytning til Elben, og da
Budskabet paany i samme Form var blevet forelagt den efter Fornyelsen
af Folkethinget (den 26de Februar) atter i Marts 1853 sammentraadte
forenede Rigsdag, optog jeg, der paany var bleven gjenvalgt i samme
Kreds, med mine Meningsfller det samme Forslag, og jeg talte ivrig
derfor og bidrog derved tillige med dem til, at der ved den endelige
Afstemning ikke afgaves det ndvendige Antal Stemmer for simpel
Tiltrdelse til det kongelige Budskab. Jeg nrer endnu den
Overbevisning, at vi baade i Sagen selv havde Ret, og at Regjeringen,
uden at stde paa Vanskeligheder fra de fremmede Magters Side, kunde
have gjort en Indrmmelse paa dette Punkt, skjndt jeg vel erkjender,
at en vis Misstemning kunde vre bleven fremkaldt over, at den danske
demokratiske Rigsdag overhovedet vilde tillade sig at tale det
mindste Ord med i denne paa Aftaler med Stormagterne beroende Sag,
men en Misstemning, som neppe havde vret uovervindelig, hvis Bluhme
havde havt Mod og Lyst til at bekmpe den. Men med det Flyveskrift
("om Arveflgesagens Behandling i den forenede Rigsdag"), hvori jeg
efter anden Samling gjorde Rede for min Optrden, og hvori jeg
erklrede ikke atter at ville stille mig til Valg til Folkethinget,
burde jeg, eftersom jeg nu betragter Sagen, have endt min Modstand.
Det var udentvivl et, tildels ved Bluhmes mod de tidligere
Ministerier ubillige Optrden foranlediget, Misgreb, at jeg fortsatte
Indsigelsen, da rsted som nyindtraadt Premierminister i den i Juni
Maaned for tredie Gang sammentraadte forenede Rigsdag, hvori jeg fik
Plads som imidlertid i Kjbenhavn valgt Medlem af Landstinget, atter
forelagde Budskabet uforandret og fordrede dets ubetingede Antagelse.
Jeg burde have indset, at Regjeringen nu ikke kunde give efter uden
at forge den antydede Misstemning og ganske svkke sin egen
Anseelse, og at Sagen ikke havde den praktiske Betydning, at man
derfor burde paadrage sig Miskjendelse, som om Modstanden havde andre
og skjulte Grunde eller fremgik blot af Nag til Ministeriet. I
ethvert Tilflde var det mig ikke ganske vrdigt, at jeg ved den
endelige Afstemning var fravrende tilligemed nogle Medlemmer, der
stode paa et andet Standpunkt (J. E. Larsen, Clausen og nogle Faa
til). At denne min Opposition i Sprgsmaalet om Formen, hvorunder den
nye Arveflge skulde vedtages, ikke havde det Allermindste at gjre
med min Stemning ligeoverfor Sagen selv og den nye Thronflger,
er det, efter hvad jeg allerede ovenfor har sagt, aldeles
undvendigt at udtale. Jeg vedblev som fr at betragte det som
saare magtpaaliggende, at Thronflgeren -- efter et Udtryk, som jeg
erindrer blev brugt derom i en russisk Regjeringsmeddelelse, -- blev
sat muligst en vidence, Noget, der just ikke laae Frederik VII paa
Hjerte, og kom i det bedste Forhold til sine fremtidige Undersaatter.
Jeg erindrer, at jeg, da jeg mdte Andr og Hall, idet de kom fra det
frste Statsraad, i hvilket de som Ministre havde deltaget, bragte
denne Sag paa Bane og af dem modtog Underretning om, at det lige
var vedtaget, at Prindsen skulde trde ind i Geheimestatsraadet.
Jeg betragtede med stor Harme den usmmelige Maade, hvorpaa
"Fdrelandet", i, som det syntes, fortsatte Drmme om en
dynastisk-skandinavisk Forbindelse, oftere omtalte og hentydede til
Thronflgeren, og, da jeg ikke lagde Skjul paa denne Harme, var det
forsaavidt ret naturligt, at "Fdrelandets" Forbitrelse ved en sidste
og afgjrende Leilighed udgd sig i de groveste Udbrud imod mig,
nemlig da jeg ved Thronskiftet i 1863 som Prsident i Rigsraadet med
dettes fulde Samstemning bragte den nye Konge og Dronning dets Hilsen
og Lyknskning[81][82]. -- Til personlig Nrmelse til ham som Prinds
havde jeg derimod hverken indre eller ydre Opfordring, og jeg
betraadte med Undtagelse af et enkelt Selskab i Anledning af
Rigsraadets frste Aabning ikke hans Bolig tidligere end i Slutningen
af 1859, da jeg den samme Dag, paa hvilken Frederiksborg Slot om
Aftenen brndte, flte mig dreven til at henvende mig til ham for
indstndig at bede ham om ikke at modtage den Stilling, som den da
nysindtraadte Udenrigsminister, Baron Blixen-Finecke havde foreslaaet
Kongen at give ham som Statholder og kommanderende General i Holsten
(eller i Holsten og Slesvig) med Bolig i Altona; jeg forudsaae
nemlig, som vistnok mange Andre, at Prindsen derved vilde blive bragt
i en for hans Fremtid i hieste Grad farlig Stilling mellem paa den
ene Side den tydske Befolkning, navnlig det slesvigholstenske
Ridderskab, som han skulde skaane og sge at vinde, og paa den anden
Side det danske Folk, der ngstelig vilde vogte paa ethvert af hans
Skridt. Hans kongelige Hihed beroligede mig ved bestemt at udtale
sin egen Beslutning om ikke at gaae ind paa Tilbudet.

 {[81] Udgiverens Anmrkning: Min Faders Tale og "Fdrelandets"
 Angreb paa ham i den Anledning findes i det nvnte Blad for 23de
 November 1863.}

 {[82] Destovrre vare disse Drillerier mod Thronflgeren og denne
 gjentagne Fremdragen af Carl XV af Sverrig og Norge, f. Ex. da
 denne var tilstede ved en Hstmaneuvre i Dyrehaven og sammes
 Omgivelser, hvor Prinds Christian kommanderede den ene af de to mod
 hinanden opererende Afdelinger, ved hvilken Leilighed Carl XV i
 "Fdrelandet" i Modstning til vor Thronflger fremhvedes, som om
 han var en prvet Feltherre, stundom ikke Frederik VII
 ubehagelige.}

Efter Arveflgesagen fulgte i Rigsdagssessionen 1853 til 54 -- i
hvilken jeg som Medlem af Landsthinget deltog i de almindelige
Lovarbeider, navnlig ved det vigtige Tyendelovforslag og som Medlem
af Udvalget om et Par Almueskolevsenet berrende mindre Lovudkast,
-- Regjeringens Forslag om Grundlovens Indskrnkning til Kongerigets
srlige Anliggender for at gjre Plads til den paatnkte
Fllesforfatning for Monarkiet. Under frste Behandling af denne Sag
ansaae jeg mig, idet jeg sluttede mig til den i Folkethinget
vedtagne Bestemmelse, at den endelige Beslutning om Indskrnkningen
frst kunde tages, naar Rigsdagen var bleven bekjendt med
Fllesforfatningens Indhold, for ndt til at optrde temmelig
skarpt mod Premierministeren rsted. Jeg hvdede nemlig dels,
at det allerede var uheldigt, at der, frend Nogen kjendte
Fllesforfatningen, var kommet til at bestaae i deres hele Anlg
vsentlig forskjellige Specialforfatninger for Kongeriget og for
hvert af Hertugdmmerne, hvis ligelige Tilslutning til og Sammenhng
med Fllesforfatningen derved blev vanskeligere at tilveiebringe,
dels at Erindringen om Forfatningsreskriptet af 28de Januar 1848, af
hvis Underskrivere tre, derimellem rsted selv, havde Plads i det
davrende Ministerium, ndvendig medfrte, at man fr Vedtagelsen af
Grundlovens Indskrnkning krvede Sikkerhed for, at Kongeriget i
Fllesforfatningen fik den det efter Omfang og Indbyggerantal
tilkommende Ret. Da rsted herpaa svarede, at Hertugdmmerne ved
Oprret havde forspildt den i 1848 dem tilstaaede Begunstigelse,
kunde jeg ikke undlade at udtale, at den nye Forfatning ikke skulde
bygges paa Gunst eller Straf, men paa naturlig Ret og med Erkjendelse
af, at dennes Krav i 1848 ikke var fyldestgjort overfor Kongeriget,
ligesom jeg heller ikke kunde forbigaae den mrkelige Ytring af
Krigsministeren, at han ikke havde mindste Kundskab om, hvorledes
Fllesforfatningen tnktes indrettet, hvorved der kastedes et
eiendommeligt Lys paa den ubegrndsede Frihed, som Ministeriet
forlangte med Hensyn til denne Forfatnings Dannelse for sig eller
for et muligt andet Ministerium. Ved Siden af, hvad jeg savnede
hos rsted som Statsmand, navnlig med Hensyn til Indsigt i
Nationalitetens Betydning, maa jeg anse det for et Bevis paa hans
store Humanitet, at dette Sammenstd ikke havde mindste Indflydelse
paa mit Forhold til ham som Kultusminister i min srlige
Embedsstilling som Undervisningsinspektr og heller ikke blev til
Hinder for, at, da derpaa ved Forordningen af 26de Juli 1854 et
Rigsraad af forelbig 20 kongelig udnvnte Medlemmer oprettedes, jeg
strax kaldtes til Medlem af samme. Denne Kaldelse kunde jeg
imidlertid ikke modtage efter min Opfattelse af den i Forordningen
fastsatte Fllesforfatnings Beskaffenhed baade med Hensyn til
Reprsentationens Sammenstning (20 kongevalgte Medlemmer af 50 i det
hele) og dens Kompetence, der for en stor Del kun var raadgivende, i
Forhold til den Forpligtelse, jeg som Underskriver af Grundloven af
1849 ansaae mig for at have til at holde paa en virkelig
konstitutionel Forfatning, og jeg begjrede derfor, medens de 11
andre for Kongeriget Udnvnte modtog Kaldelsen, Fritagelse derfor og
fik den ogsaa under 28de August, dog frst efter en fornyet
Opfordring til at indtrde og efter en temmelig varm forudgaaende
Forhandling med Indenrigsministeren Tillisch.[83] Da det imidlertid
ikke paa nogen Maade laae i min Hensigt at trde i et bestemt
Oppositionsforhold til Regjeringen, og da Sammenstd i Rigsdagen
maatte skade de Interesser, for hvilke jeg som Embedsmand skulde
virke, frasagde jeg mig samtidig (den 12te Juli) min Plads i
Landsthinget og blev altsaa udenfor Rigsdagen i Sessionen 1854-1855.

 {[83] Om de i den Anledning stillede Opfordringer og udspredte
 Rygter og af mig offentlig afgivne Erklringer henvises til Bladene
 for det nvnte Tidspunkt.}

I 1855, efterat i December 1854 det nye Ministerium, hvori Hall og
Andr fik Plads, var dannet, indtraadte jeg derimod ved de nye Valg
(den 12te Juli) atter i Landsthinget, i hvilket jeg derefter vedblev
at have Sde som Medlem, i de senere Aar som frste Medlem, for
Kjbenhavn, indtil jeg i 1874 frabad mig Gjenvalg. -- Som Medlem
deltog jeg med Alvor og Omhu i Landsthingets Forhandlinger saavel i
den Periode, i hvilken det efter Rigsraadets Oprettelse var
indskrnket til Kongerigets srlige Anliggender (indtil 1865), som i
den paaflgende, da Rigsdagen atter var indtraadt i sin fulde
Myndighed; men, da Gjenstandene for denne min Virksomhed ikke
bestemtes ved mit eget Valg, men ved de Thinget forelagte Udkast, og
da jeg hverken ved indre Drift, idet Middelpunktet for mit Arbeide og
mine Bestrbelser nu laae i min videnskabelige og min Embedsgjerning,
eller ved nogensomhelst Partistilling lededes til at stte mig en
srlig Rigsdagsopgave, er der ingen Grund til i disse Optegnelser at
dvle synderlig ved Enkelthederne i dette mit Rigsdagsarbeide.
Naturligvis kaldtes jeg baade ved indre Tilskyndelse og Andres
Opfordring og Valg frst og nrmest til Deltagelse i Behandlingen af
Gjenstande, der berrte det tidligere af mig bestyrede Ministeriums
Omraade, saasom, idet jeg forelbig indskrnker mig til den frste
Del af det angivne Tidsafsnit, af de fra Regjeringen udgaaede
Lovudkast om Almueskolevsenet (1855-56), om Menighedsraad (1860-61)
og hele Geistlighedens Lnning (1860-61 og isr 1861-62) og om
Lnningerne ved Universitetet (1863-64). Navnlig medfrte det i
Sessionen 1861-62 forelagte Udkast om Forandringer i de Geistliges
Lnning for mig som Formand og Ordfrer i det nedsatte Udvalg et
meget betydeligt Arbeide ved at lede de saare omfattende
Forhandlinger i dette og gjre Rede for dem fra mit og de mig
nrmeststaaende Medlemmers Standpunkt; til det egentlige
Lnningssprgsmaal, der ikke frtes til nogen Lsning, knyttede sig
en temmelig heftig Forhandling om de til Kirken henlagte Midler, idet
fra en Side (Clausen og endnu strkere Stiftsprovst F. Nielsen)
Kirkens egentlige og srlige Eiendomsret over disse opstilledes og
forsvaredes, medens jeg alene i disse Midler kunde se en af Staten
til Kirken henlagt og ved Grundloven denne som Folkekirke tilsikret
Understttelse og kun fra dette Standpunkt bestemt modsatte mig
letfrdig og hensynsls Indgriben og Lsriven. Men ogsaa i
Behandlingen af Sager, der laae udenfor det nvnte Omraade, gjorde
jeg efter Evne min Pligt, enten denne nu paalagdes mig ved srlig
Kaldelse som Udvalgsmedlem, saasom ved Kjbenhavns Kommunallov
(1856-57), ved Loven om Eftertryk (1857-58) og ved det af B.
Christensen indbragte Forslag til Lov om Fstes Overgang til
Selveiendom (1857-58), ved hvilket sidste jeg som Ordfrer motiverede
den Dagsorden, hvorved Sagen anbefaledes til Regjeringens Overveielse
og Fremme, eller kun krvedes af min egen Overveielse, saasom ved det
oftere gjentagne Lovudkast om Erklringers Meddelelse, om hvilket
jeg, da det frste Gang forhandledes (1856-57), ligefrem sagde
Sandheden. Overhovedet bestrbte jeg mig ved enhver betydeligere Sag
for paa den ene Side at henvise til dens Sammenhng med almindelige
Grundstninger og med beslgtede offentlige Forhold og Interesser og
paa den anden Side at udtale mig om den selv med Klarhed og
Bestemthed, men tillige med det ndvendige Hensyn og ad begge Veie at
bidrage til at holde Landsthingets Forhandlinger paa en vis Hide af
Indholdsfylde og Smmelighed.

Efterat det anden Gang den 29de Juni 1855 sammenkaldte forelbige
Rigsraad havde givet sit Samtykke til det samme forelagte Udkast til
en Fllesforfatning for Monarkiet og til en midlertidig Valglov til
Rigsraadet og Kundgjrelsen af 29de August om Indskrnkning af
Grundloven var udkommen og dernst Forfatningsloven var bekjendtgjort
den 2den Oktober s. A., valgtes jeg ved de umiddelbare Valg den 13de
Februar 1856 i frste Kreds (Sjllands Stift) selvsyvende til Medlem
af Rigsraadet[84], -- og under 19de Februar udnvntes jeg derpaa
efter saare kort forudgaaet og ganske uventet Varsel ved kongelig
Reskript til som Prsident at lede dets Forhandlinger i den frste
Session, der aabnedes den 1ste Marts samme Aar, et Hverv, der senere
efterhaanden (28de Marts 1857, 12te Jan. 1858, 14de Septb. 1859 og
23de Jan. 1862) overdroges mig for alle de paaflgende Samlinger
indtil 1863 inklusive. Den hele Stilling, hvori jeg saaledes
indtraadte og i flere Aar forblev, var i mange Maader vanskelig og
lidet tilfredsstillende. Jeg erkjendte, at de i Januar 1852 givne
Tilsagn om Tilveiebringelsen af en Fllesforfatning for hele
Monarkiet tvang det i December 1854 indtraadte nye Ministerium
(Scheele, Hall, Andr osv.) til i det Ringeste forelbig at fortstte
de af Ministeriet Bluhme-rsted begyndte Forsg, og jeg paaskjnnede,
at den i 1855 givne Forfatningslov samtidig dog havde en sandere
konstitutionel Karakter end den i 1854 kundgjorte; men der fattedes
mig, som det af det Foregaaende vil vre klart, blandt Andet baade
paa Overbevisning om Forsgets #indre# Berettigelse og paa Tillid
til, at det vilde lykkes. Jeg troede imidlertid ikke at turde negte
min Hjlp, naar den forlangtes, til, at Forsget gjordes loyalt, og
jeg var ikke istand til at paavise nogen Anden, der i det Hele havde
bedre Betingelser for at yde den hos mig forlangte Understttelse. Af
de ledende Ministre stod jeg i et personlig venskabeligt Forhold til
Hall og Andr, uden at der dog enten strax bestod eller senere
udviklede sig nogensomhelst Fortrolighed eller mere indgaaende
politisk Tankeudvexling. At Scheele, med hvem jeg fr Rigsraadets
Aabning ikke havde havt nogensomhelst Berring, ved Karakter,
Dannelse og Optrden ligesaavelsom ved tidligere Stilling og
Forhold var lidet skikket for Pladsen som Premierminister og
Udenrigsminister, blev mig meget snart klart; men ogsaa ligeoverfor
Hall, der strax med Andr vede stor Indflydelse, og som senere med
Udenrigsministeriet fra 10de Juli 1858 overtog Hovedstyrelsen, opstod
der efterhaanden hos mig Tvivl, om han havde sat sig nogen Grndse
for Forsg og Udveie og fuldt gjennemtnkt hele Stillingen, om jeg
end vedblev at erkjende hans Klgt i at bekmpe de enkelte
Vanskeligheder. -- Min Opgave som Prsident blev det med Upartiskhed
og Ro at opretholde Orden og Smmelighed i en Forsamling, i hvilken
ikke blot to Sprog vare ligeberettigede, men af hvis Medlemmer et
ikke ringe Antal (det slesvigholstenske Parti) ligefrem bestred den
Forfatnings fulde Gyldighed, i Henhold til hvilken Forsamlingen
forhandlede, medens fra den anden Side ikke ganske Faa lngselfuldt
skuede tilbage til Kongerigets Grundlovs og Rigsdags Forskrifter og
Former som for dem langt mere tilfredsstillende. Den strke Prve,
hvorpaa jeg efter nogle Forpostfgtninger snart stilledes i saa
Henseende under Hovedkampen: den lange og heftige Forhandling af
Scheel-Plessens og 10 andre holstenske Medlemmers Andragende om
Fllesforfatningens Forelggelse for de holstenske og slesvigske
Provindsialstnder og den lauenborgske Landdag, lykkedes det mig dog
at bestaae saaledes, at selv Forslagsstillerne tildels udtrykkelig
udtalte deres Anerkjendelse, medens jeg ligeoverfor dem og deres
efterflgende Protester hvdede Forsamlingens Ret og Myndighed, og
jeg troer, at man ogsaa baade i Resten af denne Samling og i de
senere i det Hele var tilfreds med min Ledelse af Forhandlingerne og
med den Maade, hvorpaa jeg sgte at forbinde Bestemthed med
velvillige og forsonlige Former. -- Men den virkelige Gjennemfrelse
og Opretholdelse af Forfatningen af 2den Oktober 1855 og af
Rigsraadet som Reprsentation for hele Monarkiet viste sig snart
umulig ligeoverfor indre og ydre Modstand, og, da Forfatningen den
6te November 1858 var bleven ophvet for Holstens og Lauenborgs
Vedkommende, henslbte det saaledes indskrnkede Rigsraad en mat
Tilvrelse under Flelsen af, at Forudstningerne for dets Indretning
og Former ikke lngere vare tilstede, medens samtidig de diplomatiske
Forhandlinger om Monarkiets Stilling og Forhold bevgede sig
langsomt og usikkert. Et forbigaaende Std i denne langsomme
Bevgelse fltes herhjemme, da i 1859 det af den holstenske
Stnderforsamling paa Grundlag af et letfrdigt Indfald af Lord John
Russell byggede Forslag til en Ordning af det danske Monarki, iflge
hvilket Monarkiets Fllesanliggender uden nogen Fllesreprsentation
skulde behandles og afgjres i Landsdelenes (Kongerigets, Slesvigs og
Holstens) ligeberettigede srlige reprsentative Forsamlinger, fra
dansk Side blev anbefalet af den tidligere Finantsminister, Grev
Sponneck i en Brochure: "Den holstenske Stnderforsamling og
Forfatningssagen" som indeholdende Skridt til en brugbar Lsning. Den
Harme, som fremkaldtes hos mig over, at et saadant Misfoster, der paa
engang nedsatte Kongeriget til en Trediedel af Indflydelse i
Monarkiet og fordmte Regjering og Bestyrelse til Afmagt og Lamhed,
kunde finde en Forsvarer herhjemme, blot fordi det bevarede Skinnet
af et til Elben gaaende Monarki med falsk Navn af dansk, gav jeg
Udtryk i en lille Brochure under Titlen: "De holstenske Stnders
Forfatningsforslag og Grev Sponneck", der gjorde fuldstndig Virkning
og blev uden Tilsvar.[85] Hele Projektet, som neppe fra de holstenske
Stnders Side var ret alvorlig ment, faldt til Jorden og forsvandt
sporlst, men det var ikke uden Beklagelse, at jeg havde maattet
optrde saa skarpt og saa afvisende mod en tidligere Kollega. -- I
Slutningen af November samme Aar afskedigedes som bekjendt det
Hallske Ministerium pludselig og uventet, og der dannedes den 2den
December et nyt Ministerium under Forsde af den hidtilvrende
Amtmand i Frederiksborg og Formand i Folkethinget Rotwitt, der i sin
Stilling som Amtmand var kommen i et nrmere Forhold til Kongen og
hans Omgivelser, med Baron Blixen-Finecke som Udenrigsminister og
forresten sammensat af svage og uprvede Krfter. Ikke saameget
nogen strk Hengivenhed for Hall som Minister som Overtydningen om,
at hele Ministerforandringen var fremkaldt ved en Hofintrigue
(forsaavidt man under Frederik VII kunde tale om et Hof), der for en
stor Del dreiede sig om en underordnet og lidet vrdig Personlighed,
Civillisteintendanten Berling, men isr Frygten for de Eventyr,
hvorpaa den aldeles uberegnelige Blixen-Finecke kunde indlade sig, en
Demokrat legende overmodig Aristokrat, der srlig stttede sit Krav
om en stor politisk Rolle paa i sin Tid at have vret Bismarcks
Skolekammerat, bragte mig til i et Flyveskrift under Titlen:
"Ministeriet af anden December, betragtet fra Monarkiets Standpunkt",
der udkom i Begyndelsen af 1860 (naturligvis, som de tidligere
nvnte, under mit Navn), at udtale mig skarpt om det hele
Ministeriums Tilbliven og tildels om dets enkelte Medlemmer. Et af
Baron Blixen-Finecke paatnkt Skridt, den i Kongens Omgivelser ikke
med Gunst omfattede Thronflgers Fjernelse ved en meget betnkelig
Ansttelse i Holsten, er ovenfor omtalt.

 {[84] Mit Valg dengang foregik kun med en meget lunken
 Understttelse, for ikke at sige ialtfald delvis Modstand fra det
 Partis Side, der betegnedes som det nationalliberale, til hvilket
 jeg ikke af samme blev henregnet eller med Rette kunde henregnes.}

 {[85] Den udkom samtidig paa Tydsk og oplevede tvende Oplag.}

Medens dette Flyveskrift ivrig diskuteredes, indtraf aldeles uventet
Konseilprsidentens pludselige Dd, hvorom jeg personlig modtog
Underretning, idet jeg som Viceformand i Landsthinget i Formandens
Sted var ifrd med at aabne et Mde. Ved dette Ddsfald oplstes
Ministeriet, og til min strste Overraskelse kaldtes jeg samme eller
nste Dag til Kongen for at modtage Opfordring til at danne et nyt
Ministerium. Skjndt nu den Stemning, som jeg maatte forudstte, at
der i det ieblik var tilstede imod mig i Kongens Omgivelser, i og
for sig maatte gjre mig betnkelig, troede jeg dog, da Kongen
aabenbart befandt sig i Forlegenhed og kom mig naadig imde, ikke
strax at burde give et ligefremt Afslag. Men, da jeg paa den anden
Side flte, at jeg, der hverken stod i Spidsen for endog blot en
Brkdel af et Parti i Reprsentationen eller havde Tilbielighed til
eller Talent for overhovedet at danne og sammenholde noget Parti,
derhos endnu mindre vilde have nogen Udsigt til, i Betragtning af de
herskende Stemninger, at danne et saadant paa Grundlag af den Lsning
af Striden med Tydskland, der efter min Mening burde tilstrbes som
den ene naturlige og varige, hvortil endvidere kom, at jeg foruden
andre Betingelser for at indtage Pladsen som Konseilprsident savnede
Evnen til at lede Forhandlingerne med Udlandet, lovede jeg kun Kongen
at forsge, om det skulde vre muligt at tilveiebringe en Kombination
uden eller med mig ved Forsoning mellem de to Mnd, der havde
bekmpet og aflst hinanden som Hovedledere af den danske Politik
siden 1852: Bluhme og Hall. Jeg gjorde ogsaa med Halls forelbige
Samtykke et Forsg i saa Henseende hos Bluhme, men fandt, inden vi
kom ind paa de speciellere Sprgsmaal, en saa bestemt Uvillie hos ham
imod en personlig Samvirken med Hall, at jeg strax maatte opgive den
nvnte, i sig selv ganske vist noget naive Tanke. Jeg underrettede
umiddelbart efter Hans Majestt derom og bad mig samtidig fritagen
for et Hverv, som jeg ikke ansaae mig voxen, hvorpaa Kongen henvendte
sig til Hall. Efterat jeg kort fr Middag havde faaet Fritagelse af
Hans Majestt, modtog jeg ivrigt om Eftermiddagen et Besg af den
mig hidtil kun af Ydre bekjendte svensk-norske Gesandt, Grev
Wachtmeister, der kom for at meddele mig, at han af sin Regjering ved
en telegraphisk Depeche var opfordret til at tilkjendegive mig, at
den med Fornielse vilde se mig i Spidsen for det danske Ministerium
og med mig fortstte det venskabelige Forhold, hvori den havde staaet
til det Hallske Ministerium. Denne i et saa tidligt ieblik lidt
besynderlige Meddelelse besvarede jeg med den Oplysning, at jeg
allerede hos Hans Majestt Kongen havde frasagt mig al Deltagelse i
det nye Ministeriums Dannelse. Samme Aften reiste jeg med Professor
Steen ganske stille til Slagelse for at udfre en mig af
Kultusministeriet overdragen Undersgelse af den dervrende
Realskole.

I Efteraaret 1863 forelagde, som bekjendt, Hall som Konseilprsident
og Udenrigsminister Rigsraadet Udkastet til en ny Fllesforfatning
for Kongeriget og Slesvig med et til den danske Rigsdags Forbillede
sig meget nrmende Tokammersystem. Udkastet, der paa engang
opretholdt den danske Opfattelse af Slesvigs Stilling og tiltalte den
i Kongeriget overveiende politiske Retning, gik igjennem frste
Behandling med en saadan Lethed og Tilslutning, idet der kun fra
yderste Hire og Andr ytredes Betnkelighed, at jeg, da jeg efter
min Stilling som Prsident ikke kunde udtale mig, flte mig
foranlediget til imellem frste og anden Behandling i et lille, under
en let gjennemsigtig Anonymitet udgivet Skrift ("Om Udkastet til
Grundlov for Kongeriget Danmarks og Hertugdmmet Slesvigs
Fllesanliggender osv. af en Tilhrer") at forsge paa at fremkalde
en alvorligere Prvelse af samme. Idet jeg deri erkjendte og
forsvarede Berettigelsen til og Ndvendigheden af under de givne
Forhold, da man allerede brugte Forfatningen af 2den Oktober og
Rigsraadet som Forfatning og Fllesreprsentation for Kongeriget og
Slesvig alene, at sge en mere tilfredsstillende Form for samme,
opfordrede jeg dog strkt til ikke at overse og paa den nye
Forfatning at overfre de Mangler, der fandtes og allerede havde vist
sig ved den danske Grundlov, isr med Hensyn til Landsthingets
Sammenstning og Bestemmelserne om Finantsloven, hvilke Bestemmelser
man da allerede i Praxis havde udvidet til alle saakaldte
finantsielle Love, og antydede dernst (S. 20 og 21) baade den
provisoriske Karakter, som den Forfatning, man vedtog, i visse
Punkter maatte have med Hensyn til den endelige Faststtelse af
Statslegemets Omfang og Begrndsning, og navnlig, at der maatte
skjelnes imellem "Vedtagelsen" og Forfatningens "virkelige endelige
Ikrafttrden", for hvilken Betingelserne maaske ikke ieblikkelig
vilde vre fuldt tilstede. Hvorvidt Hall dengang er gaaet i sin
Forventning om at kunne gjennemfre og opretholde den Forfatning, han
foreslog, og hvorvidt han selv dengang har vret hildet i den falske
Opfattelse af Ytringer af Bismarck, som senere er bleven gjort
gjldende, og har set Tilsagn, hvor saadanne i Virkeligheden slet
ikke vare givne, hvad jeg har omtalt og oplyst i den tidligere nvnte
Afhandling i Dansk historisk Tidsskrifts 5te Rkkes 4de Bind for
1883[86], kan jeg ikke sige, skjndt hans Udtalelser isr under
tredie Behandling (se f. Ex. Rigsraadstidendens Sp. 1299) antydede en
mrkelig Tillid. Men mig var det i ethvert Tilflde klart, at
Tydskland og Preussen aldrig vilde tillade og de vrige Magter aldrig
understtte den fuldstndige Gjennemfrelse af Fllesforfatningen for
Kongeriget og Slesvig, d. e. i det Vsentlige Virkeliggjrelsen af
Eiderprogrammet fra 1848. Jeg antog imidlertid og maatte antage, at
ogsaa Hall gik ud fra, at, naar Fllesforfatningen forelaae som et
Udtryk for den kongerigske og Strstedelen af den slesvigske
Befolknings bestemte Forlangende, da var derved givet det bedste
"Udgangspunkt" for nye Forhandlinger, hvilke da ndvendig maatte
dreie sig om, hvad der skulde indrmmes de tydske Fordringer ved
territorial Indskrnkning af det Slesvig, der blev under den
opretholdte Forfatning, skjndt jeg tilstaaer, at jeg ogsaa da ikke
lidt tvivlede om, hvorvidt Hall under Kampen med de enkelte og
ieblikkelige Vanskeligheder tnkte hele Situationen tilende og
stillede sig et besindig beregnet, men fast Slutningsmaal. Den ved
tredie Behandling af Forfatningsudkastet tilfiede og vedtagne
Bestemmelse om Forfatningens Ikrafttrden den 1ste Januar 1864 blev
yderst betnkelig ved Frederik VII's imidlertid indtraadte farlige
Sygdom, der to Dage efter Forfatningsudkastets Vedtagelse (13de
November) endte hans Liv (15de November). Det er grundforkert at
antage, at Frederik VII's Dd omstyrtede et Vrk, der ellers med
Sikkerhed vilde have staaet opreist og enten vre blevet aldeles
uanfegtet eller let have beseiret Anfegtelserne. Protesterne vilde
vre komne ligefuldt, og Danmark maatte indtil en vis Grad have givet
efter for dem i den ene eller den anden Retning. Men Stillingen
ligeoverfor Protesterne vilde ganske vist have vret bedre og
Leiligheden til en Forhandling med nogenlunde Udsigt til et billigt
Udfald vret en ganske anden. Frederik VII indtog nemlig som #fdt#
Reprsentant for det gamle Monarki en sikrere Plads ligeoverfor
Udlandet, og selve de forskjellige Vendinger, som han og hans
Ministerier i femten Aar havde foretaget, gjorde for hans Vedkommende
den nye Vending mindre paafaldende og lovede den en roligere
Modtagelse. Og paa den anden Side stod hans Anseelse herhjemme hos
den store Masse af Befolkningen saa hit og fast, at man lettere
vilde have fundet sig i de Indrmmelser, som han havde maattet gjre
Udlandet, maaske gjennem en forelbig Suspension af den nye
Forfatning, men i ethvert Tilflde med Hensyn til det Landomraade,
hvorfor den opretholdtes. Med den nye Konge forholdt det sig ganske
anderledes. Indsat til Arving ved en ikke mange Aar forinden tagen
Beslutning havde han ikke vret og kunde ikke antages at ville blive
Gjenstand for srlig hensynsfuld Behandling fra Udlandets Side, og
Thronledigheden fremkaldte derhos Begjrligheder, der fr ikke havde
vovet sig frem. I Indlandet krvede man paa den anden Side med
Heftighed som Betingelse for Thronbestigelsen den ubetingede
Underskrift under den den folkelige Flelse tiltalende Forfatning og
forlangte dernst dens fulde Opretholdelse. Det var aldeles
naturligt, at den nye Konge, stillet imellem denne Stemning og de
fremmede Magters dels skarpe Protester og Fordringer, dels
indtrngende Formaninger om Eftergivenhed, betnkte sig og flte sig
trykket. De frste Dage efter Thronskiftet vare pinlige, ogsaa srlig
for mig som Formand i den Forsamling, hvis Beslutning krvedes
sanktioneret og underskreven af den nye Konge. Der udeblev ikke
Sprgsmaal til mig fra forskjellige Sider, gaaende ud paa, om
Rigsraadet dog ikke uden videre kunde gjenoptage Sagen og forandre
sin Beslutning, hvilket jeg naturligvis maatte erklre for aldeles
umuligt. Underskriften gaves, og Dagen efter udtalte jeg i Spidsen
for Rigsraadet dets Lyknskning til den nye Konge og hans Dronning
paa Kristiansborg med samme dybe Bekymring i Hjertet, med hvilken jeg
den 13de om Aftenen havde meddelt Udfaldet af Rigsraadets
Slutningsafstemning. Kort efter sluttedes min Virksomhed som dettes
Prsident. -- I Resten af November og December havde jeg ingen Del i
nogen politisk Forhandling, indtil jeg pludselig om Morgenen den 23de
December igjennem Overhofmarechal Oxholm anmodedes om samme Aften i
det af Kongen dengang endnu beboede lille Palais i Amaliegade at
deltage i en Forhandling imellem et Antal mere fremtrdende Mnd af
de forskjellige politiske Partier, der kunde fre til en Afgjrelse
af Sprgsmaalet om det hidtilvrende Ministeriums Forbliven eller
Dannelsen af et nyt og til en Plan for den nrmeste Tids Politik. Som
Deltagere i dette Mde, hvilket jeg derhos ved min Ankomst dertil om
Aftenen blev anmodet om at lede, kan jeg kun med Bestemthed nvne
Hall, Andr, Lehmann, Monrad, Krieger, Fenger, Bluhme, David og
Algreen-Ussing, men der var i det Hele omtrent tyve tilstede,
derimellem vistnok ogsaa Tscherning. Forhandlingen varede fra Klokken
omtrent 8 til Midnat, men var lidet aaben og indgaaende og blev
resultatls. Et nedslaaende Indtryk gjorde paa mig den Bitterhed,
hvormed nogle Medlemmer syntes mere at lgge Mrke til deres
Modstanderes, det hidtilvrende Ministeriums og det saakaldte
nationalliberale Partis, Forlegenhed end til Fdrelandets farlige
Stilling. Jeg maatte endnu i den sildige Aftenstund meddele Hans
Majestt Udfaldet, navnlig at der hverken var fremkommet noget
Grundlag for et nyt Ministerium eller en kraftig Tilslutning til det
nuvrende paa Grundlag af et bestemt Program, udenat der til denne
Meddelelse fra min Side knyttede sig nogen nrmere Samtale med Hans
Majestt. Faa Dage efter dannede Monrad det nye Ministerium, udenat
jeg aner, paa hvilken endelig Udvei hans Tanke var rettet[87].

 {[86] Naar jeg har maattet bestemt benegte, at Bismarck i Oktober
 1863 havde givet nogetsomhelst Lfte om at ville respektere et
 Danmark til Eideren, og tvertimod hvde, at han paa det Tydeligste
 havde taget sit Forbehold i denne Henseende med en Antydning om at
 ville gjre Tilstanden lige utaalelig for begge Partier, har jeg
 naturligvis dermed slet ikke villet negte, at han ved Frederik
 VII's Dd gjorde en saare paafaldende Vending og indtog en anden og
 langt fjendtligere Holdning end fr. -- En kyndig Ven har ivrigt
 gjort mig den Bemrkning, at der dog ved Opfattelsen af Bismarcks
 Holdning og Ytringer i Oktober 1863 burde tages Hensyn til den
 Forbitrelse, som den davrende engelske Gesandt her: Lord A. Paget
 viste over Protesterne i November som aldeles stridende mod
 tidligere Erklringer. Men dertil maa svares, dels at Paget
 udentvivl vsentlig havde sin Forestilling om, hvad der var sagt i
 Oktober, fra Hall, dels at Bismarcks Optrden i November maatte
 overraske i Sammenligning med hans tidligere Tone, selv om han slet
 intet Tilsagn havde givet.}

 {[87] En med Bogstavet g betegnet, af mig skreven Artikel i
 "Dagbladet" for 2den Februar 1864 -- "Hvor er i dette ieblik Faren
 for Danmarks Ret og Selvstndighed?" -- viser, at jeg dengang
 nrede Frygt for, at Monrad skulde lade sig drage ind i Forslag og
 Tilsagn, der tilsidst vilde fre til Opgivelsen af alt nationalt
 Grundlag for vor Politik.}

Derpaa fulgte da Krigen, den ulykkelige, men, lad mig paany med strk
Overbevisning udtale det, ingenlunde uhderlige, ja i dens strste og
vsentligste Afsnit tillands: Kampen paa Dybbl endog refulde Krig.
Skjndt jeg under den sad stille hjemme, kun deltagende i Sorgen,
ikke i Farerne, forundtes det mig dog ikke at srge i Taushed. --
Preussen, sterrig og Tydskland havde i frste Linie stillet
Fordringen om Novemberforfatningens ieblikkelige og fuldstndige
Ophvelse, medens de ligesaalidt da som tidligere udtrykkelig angave
eller antydede, hvad der skulde flge efter, idet de ei engang
tilbagetoge eller udelukkede nogetsomhelst af de videstgaaende
slesvigholstenske Krav. Krigen begyndte med, at den danske
Overgeneral efter et Par Dages mindre Fgtninger ansaae det for
ndvendigt at forlade en Stilling, hvis Forsvar efter dens
Udstrkning og Fjendens store Overmagt og bedre Udrustning i en hist
ugunstig Aarstid oversteg Armeens Krfter, men som uheldigvis ved
Siden af dens rent militre Betydning havde en dyrebar symbolsk for
den patriotiske Flelse, og under store Anstrengelser at fre Hren
tilbage til Dybbl. Udentvivl havde han, som det nu erkjendes, fra
det rent militre Standpunkt gyldig, i ethvert Tilflde forsvarlig
Grund dertil, men der opstod en Rkke Klager og Beskyldninger imellem
ham, Krigsministeren og Konseilprsidenten om Tilbagetogets
Ivrksttelse uden Krigsministeriets og Regjeringens Vidende og
Samtykke, en Strid, der frtes ganske aabenlyst og ikke kunde Andet
end forvirre det almindelige Omdmme, da den endtes med Generalens
Afskedigelse, efter hvilken Hren i fjorten Dage var uden definitivt
udnvnt Anfrer. Derved fremkaldtes da hitlydende Ytringer og bitter
Kamp mellem to strkt modsatte Stemninger. Der gaves endel Mennesker,
overveiende i de bedrestillede Klasser af Samfundet, hvem de senere
Aars konstitutionelle Bevgelser med deres i Kongeriget temmelig
udprgede demokratiske Retning vare saameget imod, at Ophvelsen og
Tilintetgjrelsen af en konstitutionel Forfatning i og for sig selv
var dem behagelig og betragtedes som en Udsigt til videre
Systemforandringer; der vare Andre, der uden at gaae saavidt dog
iflge Opdragelse, Livsstilling og Livsvaner saae temmelig ligegyldig
paa de konstitutionelle Former og ikke ugjerne lod dem vige for, hvad
de kaldte Monarkiets Enhed, idet de kun meget overfladisk overveiede,
hvormeget af denne Enhed vore Fjender vilde levne, og til denne
sidste Klasse hrte ganske vist endel af Hrens ldre og hiere
Officerer. Men, medens Officererne, omend en enkelt uklog og
ubesindig Ytring faldt fra dem, i det Hele gjorde deres Pligt med
Resignation, ja med opofrende Iver og Heltemod, oplftedes der af den
frstbetegnede Klasse i Forening med nogle Officerers Familier og
Venner et Skrig imod den uforsvarlige Krig for et Stykke Papir, og
man var fra den Side ikke langt fra i General Mezas Tilbagetog at se
en politisk Handling nrbeslgtet med General Monks Kontrarevolution
i Storbritannien i 1660 og udtalte sig i fornemme Saloner, paa
offentlig Gade og i Blade saaledes, at der baade kastedes en Skygge
paa Hrens re, hvis Kampberedvillighed droges i Tvivl, og hie
Personer udsattes for skjve Forestillinger og Domme, som om de ikke
stode dette Uvsen fjernt. Paa den anden Side opstod der hos den
menige Mand, navnlig i Hovedstaden, hvor i den store Masse under en
Krigs Omskiftelser den patriotiske Flelse lettest taber Maadehold og
Ligevgt, en bitter Stemning imod Alle, der ikke ansaaes for
tilstrkkelig krigerisk stemte, og tildels imod Hren selv, isr dens
hiere Befalingsmnd, idet man, ubekjendt med den ufuldendte
Omorganisation af Armeen og med vort Artilleris og isr vore
Infanterivaabens langt ringere Beskaffenhed, stillede saare ubillige
Fordringer, en Stemning, der desvrre nredes af enkelte Blade,
navnlig det da endnu af skandinaviske Drmme forblindede "Fdreland",
ikke uden stundom betnkelige Hentydninger, og det kom endog i
Hovedstaden til enkelte Pbelexcesser ved den regjerende Dronnings og
Enkedronningens Palaiser under Kongens Fravrelse. Disse Udvxter
kastedes af Modpartiet sammen med Alt, hvad der aandede Iver for
den engang begyndte Krigs kraftige Frelse, under Navnet:
"Kjbenhavneri". Under disse Omstndigheder troede jeg, at der var
Anledning til alvorlig Paamindelse til begge Sider, og jeg gav den
uden Skaansel, men heller ikke ganske uden Virkning i "Dagbladet" for
1ste til 3die Marts 1864 under Titelen: "Dannevirkestillingens
Opgivelse og Stemningerne i Anledning deraf", jfr. en Bemrkning af
mig i "Berlingske Tidende" for 5te Marts[88]. -- Derefter fulgte den
haarde og seige Kamp paa Dybbl, hvis Fortjeneste vi, der sad hjemme,
ikke strax fuldt kunde paaskjnne, fordi vi ikke vidste, hvor svage
Forskandsningerne vare ligeoverfor det riflede Skyts af svrt
Kaliber, og hvilken uhyre Overvgt Bagladegevret gav det preussiske
Infanteri[89]. Det var da ogsaa undskyldeligt, at vi, da
Vaabenstilstanden nrmede sig, nskede, som jeg erindrer selv at have
udtalt ved et tilfldigt Mde med Hall, at den sidste Kraft maatte
blive sat paa at bevare Dybbl indtil efter Stilstandens Indtrden,
fordi det vilde vre af Betydning i det ieblik, da den indtraadte,
endnu at have Fod paa Slesvigs Fastland. Men Regjeringen og specielt
Krigsministeriet kan det ikke tilgives, at det ikke efter de paa
Stedet kmpende hieste Officerers Indstilling befalede eller tillod
de delagte Vrkers Rmning, og det maa beklages, at den personlig
brave, men Overkommandoen aldeles ikke voxne General Gerlach hverken
selv turde paatage sig Ansvaret derfor eller overlade General du
Plat, der tilbd sig dertil, at paatage sig Ansvaret[90]. Hvis Hren,
overladende de fuldstndig delagte Vrker til Fjenden, frivillig var
gaaet over til Als, vilde ikke blot et stort og unyttigt Tab,
derimellem af nogle fortrinlige Officerer, vre undgaaet, men
Indtrykket af og Mindet om to Maaneders refulde Modstand var ikke
blevet fordunklet ved en ulykkelig Slutning og Hrens moralske Kraft
var bleven bevaret for de flgende Begivenheder. -- Om de derpaa i
London paafulgte Underhandlinger skal jeg kun sige, at, hvis de ikke
efter Sagernes Stilling fra vor Side kunde indledes med et Forslag
til Slesvigs Deling, burde i det Ringeste det Forslag, der senere fra
anden Side fremkom i denne Retning, ikke blot ikke vret afvist, men
grebet af al Magt som sidste Udsigt til at bevare Noget.

 {[88] Denne Artikel fremkaldte selvflgelig forskjellige
 Modartikler, deriblandt srlig i "Flyveposten" for 8de og 10de
 Marts af afdde Major Dinesen til Katholm, som jeg imdegik i
 "Dagbladet" for den 17de Marts. -- Jeg troer ikke ganske at burde
 forbigaae, at jeg senere paa en noget srlig Maade kom tilbage til
 Talen om det saakaldte Kjbenhavneri. Under Kongens Reise i Jylland
 i Eftersommeren 1864 blev der i et Referat i "Berlingske Tidende"
 lagt ham nogle Ord i Munden, i hvilke Jydernes besindige
 Fredsommelighed rostes i Modstning til Kjbenhavnernes
 uforstandige Raab paa Krig. Jeg gik ud til den nye Konseilprsident
 Bluhme og gjorde ham meget indtrngende opmrksom paa, hvor
 uheldigt det var at lade Kongen paa denne Maade tage Parti, isr
 ligeoverfor hans Hovedstads Indbyggere, og hvor ubillig i sig selv
 Bebreidelsen var mod Kjbenhavnerne, der havde hengivet sig til en
 ikke unaturlig og af Regjeringen selv tidligere begunstiget
 Stemning. Efter en temmelig varm Debat lovede Bluhme mig en
 Berigtigelse af Referatet, og den kom et Par Dage efter.}

 {[89] Nogle Ytringer i 3die Stykke af min ovennvnte Artikel om
 Forpostfgtninger vilde vre faldne anderledes, hvis jeg dengang
 havde vidst saa meget om Bagladegevret, som jeg snart efter
 lrte.}

 {[90] Du Plat var just en af de ovenfor betegnede lidet
 konstitutioneltsindede eller specifik nationale Officerer, men med
 den ubrdeligste Pligttroskab og resflelse.}

Sprger man mig, ved hvis Skyld Danmark har mistet Hertugdmmerne
(forsaavidt der ved Holsten, der aldrig helt, undtagen fra 1806 til
1815, har tilhrt den danske Krone, kan vre Tale om at miste), da
svarer jeg, at Holstens Adskillelse fra Danmark var en uundgaaelig
Flge af den i Tydskland vakte nationale Enhedstanke og vilde vre
indtraadt, hvilke kunstige Midler man end, selv med Kongerigets dybe
Fornedrelse, havde anvendt derimod, hvad senere Begivenheder overfor
andre Magter vistnok tilstrkkelig have godtgjort. At et Stykke af
Slesvig maatte flge med Holsten, var forskyldt ved lang Forsyndelse
i Fortiden; at hele Slesvig tabtes, derfor hviler Skylden paa dem,
der ikke havde havt Mod til at aabne deres egne og Folkets ine;
hverken yderste Hire eller yderste Venstre skal her hovmode sig; de
vare allerblindest. Den lidenskabelige Partiskhed, hvormed man, som
det gaaer under store Ulykker, sgte at vlte Skylden over paa et
enkelt Parti og nrmest en enkelt Mand, Hall, bragte mig til i et i
December 1864 udgivet Skrift: "Den nationale Politik og det danske
Monarki" at forsge at skaffe en billigere Bedmmelse Indgang; jeg
troer ikke, at det i Form og Fremstilling noget tunge Skrift gjorde
eller under de givne Forhold og Stemninger kunde gjre stor Virkning,
skjndt Indholdet vel fortjente Overveielse, selv om visse Mangler og
Svagheder maatte vre stillede i et noget mildt Lys[91].

 {[91] Til et andet lille Skrift, som jeg udgav i det flgende Aar:
 "Personalunion mellem Danmark og Slesvig-Holsten" (frst trykt i
 "Dagbladet"), er det vanskeligt nu at forstaae Anledningen. Dengang
 var der imidlertid virkelig i Anledning af opstaaede Rygter og
 Forhaabninger Grund til at paavise, hvor ydmygende for os og hvor
 farligt for vor Selvstndighed det vilde vre, hvis vor Konge
 tillige blev Fyrste i en fuldstndig i Tydskland indlemmet Stat:
 Slesvig-Holsten, og hvor uheldigt det vilde blive for vort
 Kongehuses Forhold til Folket, hvis den Tro udbredte sig, at slige
 Drmme nredes af Kongen og hans Slgt.}

I det ved Novemberforfatningen dannede Rigsraad, bestaaende af to
Thing, indtraadte jeg i Landsthinget iflge umiddelbart Valg i
Kjbenhavn. Den vsentligste Opgave for dette Rigsraad, der holdt tre
overordentlige Sessioner i 1864, 1864-65 og 1865 og en ordentlig i
1866, var -- nst Reguleringen af de finantsielle Forhold med Hensyn
til de Anliggender, der havde vret bestemte til at vre flles for
Kongeriget og Slesvig, og en Mngde Anliggender, der stod i
Forbindelse med Krigen og de ved dens Udfald fremkomne Forhold, --
Faststtelsen af de Betingelser, hvorunder Novemberforfatningen og
Rigsraadet skulde ophves og vige Plads for den fornyede Grundlov for
Kongeriget og for Rigsdagen. I de forskjellige Forhandlinger derom
tog jeg baade i Thinget selv og i Udvalg og Fllesudvalg ikke
ringe Del, navnlig sluttende mig til Bestrbelsen for ved denne
Leilighed at give Rigsdagens Landsthing en mere tilfredsstillende
Sammenstning, en Bestrbelse, som jeg naturligvis paa tilsvarende
Maade med ligefrem og aaben Vedgaaelse af, hvad jeg savnede i den
hidtidige Ordning, understttede i Rigsdagens samtidige Forhandlinger
om Revisionen af Grundloven, der frte til den gjennemsete Grundlov
af 28de Juli 1866; men der forefaldt under disse Forhandlinger Intet,
som jeg finder Anledning til her srlig at omtale; paa ved denne
Leilighed at tilveiebringe bedre Bestemmelser om begge Things
Delagtighed i Finantslovens Behandling var der efter Sagernes
Stilling for mig ingen Anledning til at gjre noget Forsg; det vilde
dengang vre blevet uden ethvert Resultat.

Ligesaalidt fler jeg, efter hvad jeg allerede ovenfor i
Almindelighed og srlig med Hensyn til Tiden fr 1865 har bemrket om
min Rigsdagsvirksomhed, her Opfordring til at dvle i det Enkelte ved
denne, som den fortsattes efter Grundlovens Fornyelse fra 1866 indtil
1874. Jeg strbte nu som tidligere at gjre min Pligt og at bidrage
til de forelagte Sagers omhyggelige og grundige Prvelse i smmelig
Form. Som Medlem af Udvalg deltog jeg i Behandlingen af en Rkke
vigtige Lovudkast, dels saadanne, der efter tidligere Stilling og
efter Personlighed laae mig nrmere, saasom om Valgmenigheder
(1867-68), om Besttelse af Prsteembeder i Folkekirken og om de
geistlige Embedsmnds Lnning (1870-71 og 1871-72), dels ogsaa af
saadanne, til hvilke jeg ikke medbragte nogen srlig Forudstning, ja
som endog syntes at ligge mig meget fjernt, saasom om Indkomstskat
(1866-67), om en Livsforsikringsanstalt (1867-68 og 1869-70), om
Lnninger for Retsbetjente (1869-70), om Digevsenet (1872-73), i
hvilken Sag jeg troer ved et Foredrag ved Slutningen af frste
Behandling at have fremkaldt en fuldstndig og mrkelig Vending. Ved
andre Sager greb jeg ind i Forhandlingen uden saadan srlig Stilling,
enten fordi intet Udvalg var nedsat, saasom ved Lovudkastet om
Undervisningen i de lrde Skoler (1870-71), et Lovudkast, som jeg
senere hen vil komme til at omtale, og om Almueskolevsenet
(1873-74), eller fordi jeg efter Sagernes Beskaffenhed mere tilfldig
og kun fra enkelte Synspunkter flte mig opfordret til Deltagelse,
saasom ved Vrnepligtsloven (1868-69), hvor jeg ivrigt i Anledning
af Sprgsmaalet om de ordinerede Geistliges Stilling blev Medlem af
og Ordfrer for det nedsatte Fllesudvalg, og om Hrens Ordning og
Lnninger ved Hren (1866-67). Jeg erindrer med Tilfredshed, at jeg
ved frste Behandling af det sidstnvnte Lovudkast tidligere end
nogen Anden i Rigsdagen med fuld Bestemthed udtalte mig om
Ndvendigheden af Fstningsanlg uden udtrykkelig at nvne
Kjbenhavn, men allerede dengang med Tanken fast rettet paa dette
Punkt[92].

 {[92] Landsthingstidenden for 1866-67 Sp. 4224: "Jeg gaaer ud fra,
 at vi, ikke blot fordi vi faae et Fstningsartilleri, maae have en
 Fstning eller Fstninger, men at vi maae have en Fstning, fordi
 vi maae have en Hr, og fordi jeg ikke kan tnke mig en Hr, der
 ikke har en strk Vaabenplads."}

Ved Landsthingets Fornyelse i September 1874 frabad jeg mig i en
Skrivelse til de davrende Valgmnd for Kjbenhavn baade paa Grund af
min Alder, der opfordrede til Begrndsning af Arbeider og
Tankeformaal, og af mit allerede dengang strkt svkkede Syn[93]
Gjenvalg, idet jeg betonede, at jeg vel ikke uden Betnkning og nogen
indre Modstrben i en alvorlig og vanskelig Tid trak mig tilbage fra
en Stilling, hvis Krav jeg efter Evne havde bestrbt mig for at
opfylde, og hvori der i saa lang Tid var vist mig Tillid, men hvortil
der paa den anden Side kunde nskes yngre Krfter, medens jeg paa det
strkeste maatte fle mig opfordret til at anvende den Tid og den
Arbeidskraft, der endnu kunde vre mig levnet, paa min Embedsgjerning
og de videnskabelige Opgaver, som jeg havde stillet mig; -- jeg
modtog derpaa fra Valgmndene en venlig Svar- og Afskedsskrivelse.
-- Skjndt man endnu ikke da var naaet til det Punkt, at
Utilstrkkeligheden af Grundlovens Bestemmelser om Forholdet imellem
begge Thing med Hensyn til Finantsloven havde vist sig gjennem en
ndvendig bleven provisorisk Finantslov, hvad jo frst skete i 1877,
havde jeg dog set Nok til at finde mine Betnkeligheder fra 1849
bestyrkede og til, at mit Sind var fyldt med en Bekymring for
Fremtiden, der destovrre har fundet sin fulde Bekrftelse paa den
Tid, da jeg nedskriver disse Blade, og jeg havde ogsaa i andre
Retninger havt rig Leilighed til at fle saavel Vanskeligheden ved at
gjennemfre en virkelig Ligeberettigelse og lige Indflydelse for to
Afdelinger af Folkereprsentationen, naar denne Deling kun er
fremkommen ved en uhistorisk positiv Bestemmelse, som den Svkkelse
af den hele Reprsentations Totalkarakter og af de konservative
Elementers virkelige Indflydelse, der flger af disses Udsondring for
sig og deres kun tilsyneladende anseligere Stilling. -- Naar jeg ser
tilbage paa min egen Deltagelse i det politiske Liv og de
parlamentariske Forhandlinger, paatrnger der sig mig Flelsen af
derved at have lagt strre Strben efter indtrngende Erkjendelse og
Uafhngighed af traditionelle Meninger og Forestillinger for Dagen
end praktisk ihrdig Handlekraft; mest har det skortet mig paa, hvad
jeg vil kalde den agitatoriske og partisamlende Evne og Lyst; naar
jeg havde udtalt, hvad der forekom mig at vre det Sande og Rette,
stundom med Klarhed og ikke uden Kraft og Iver, har jeg for ofte
ladet det blive derved og stolet formeget paa Sandhedens Magt.

 {[93] Udgiverens Anmrkning: Allerede i August 1852 forundtes der
 min Fader Tilladelse til at udstte Begyndelsen af sine
 Forelsninger i samme Efteraar noget paa Grund af en da indtraadt
 sygelig Tilstand af det ene ie. Et lignende Anfald tvang ham til i
 Sommeren 1857 i nogen Tid ganske at standse sit Arbeide. Den senere
 Svkkelse hidrrte fra, at der paa begge ine udviklede sig Str,
 som man ikke turde gjre til Gjenstand for Operation under Hensyn
 til en ganske vist hvet Nethindebetndelse paa det ene ie, der
 befrygtedes at ville gjenindtrde ved en Operation og da at ville
 medfre fuldstndig Blindhed, medens nu dog en lille Rest af Synet
 paa det ene ie var tilbage.}

Ganske har jeg dog efter min Udtrdelse af Rigsdagen ikke kunnet tie,
hvor det forekom mig, at uberettigede og vilkaarlige Anvendelser af
traditionelle og fra Udlandet laante Forestillinger eller aabenbart
urigtige Fortolkninger af Grundloven og vor derpaa byggede
Forfatnings Indretning fremtraadte altfor kkt. Ligesom jeg, medens
jeg endnu havde Plads i Landsthinget, i en ogsaa srskilt aftrykt
Artikel i "Dagbladet" for 17de Oktober 1873 (under Mrket g):
"Finantslovens Ngtelse" strkt havde hvdet og paavist Forpligtelsen
for hvert Thing til at vedtage en til dets Overbevisning svarende
Finantslov, saaledes fandt jeg Opfordring til i "Dagbladet" for 1876
frst i en Artikel for 4de April: "Landsthinget og Situationen" at
hvde det nvnte Things Stilling overfor Ministeriet og dernst i
ommeldte Blads Nummere for den 18de og 20de November i en Artikel med
Overskriften: "Grundloven og Ministerskifter" (ligeledes under samme
Mrke) bestemt at udtale mig imod Kravet paa en saakaldet
parlamentarisk, paa Ministeriets Overensstemmelse med Folkethinget
beroende Regjering som paa nogensomhelst Maade forudsat i vor
Grundlov, idet jeg ikke forbigik den Svaghed, hvormed Mnd, der
ellers ikke stode mig fjernt, bekmpede Fordringen med blotte
Betimelighedshensyn, medens de af doktrinr Respekt for det engelske
Forbillede ikke vovede ligefrem at forkaste den. I 1876 udgav jeg
derhos i Anledning af det da forelagte Befstningslovudkast en Piece:
"Om Danmarks Forsvar og dets Understttelse ved Fstningsvrker af en
civil Mand", hvori jeg bestemt udtalte mig for Kjbenhavns Befstning
som Hovedsagen, hvilken Piece, der da gik ubemrket hen, senere med
mit Minde er bleven gjenoptrykt i Septb. 1880 under mit Navn af
Forsvarsforeningen for Fyens Stift[94]. Endelig kunde jeg i 1882,
hvormeget jeg end i de fleste Punkter ellers var uenig med
Folkethingets Venstre, ikke billige den Maade, hvorpaa adskillige
indflydelsesrige Hiremnd af Landsthingets og Folkethingets
Ligeberettigelse sgte at udlede Gyldigheden af Finantsbevillinger
givne alene af det ene Thing (Landsthinget), og efterviste, hvad jeg
endnu fler mig overbevist om, aldeles afgjrende Ndvendigheden af
begge Things samstemmende Bevilling (den med Navnet "Nei-Theori"
stemplede Mening) i de tidligere nvnte "Bemrkninger om
Landsthingets og Folkethingets indbyrdes Stilling ved Behandlingen
af Finantsloven med srligt Hensyn til den sidst sluttede
Rigsdagssamling", der fandtes for heterodoxe til at finde Optagelse i
"Berlingske Tidende"[95], og jeg fiede dertil i Anledning af en
temmelig overmodig Modartikel i "Berlingske Tidende": "Endnu et Par
Ord om Landsthingets og Folkethingets forenede Bevillingsret"[96].

 {[94] Dette gav atter Anledning til, at jeg i 1881 efter Opfordring
 kom til i "Vort Forsvar" at anmelde v. Hallers Skrift: "Om Strategi
 og Politik."}

 {[95] "Dagbladet" gav mig dog i Anledning af dets Anmeldelse af min
 Piece Plads for nogle Modbemrkninger i dets Nummer for 15de August
 ("Endnu nogle Bemrkninger om Neitheorien").}

 {[96] Udgiverens Anmrkning: Naar min Faders Piece: "Den frivillige
 Selvbeskatning til Fdrelandets Forsvar og det frste Fort ved
 Kjbenhavn", der udkom i December 1885, ikke findes omtalt her, er
 det selvflgelig kun begrundet i, at han allerede i Foraaret
 forinden havde afsluttet Diktatet af sine Livsoptegnelser. I det
 jeg derfor kun nvner samme her, skal jeg ligeledes blot nvne den
 i November f. A. kort fr hans Dd som Manuskript i 50 Exemplarer
 trykte Piece af ham: "Om og i Anledning af Hiesteretsdommen den
 15de Oktober 1886", der imod hans Villie blev Gjenstand for
 offentlig Omtale, idet jeg tilfier, at hans Brn have ment ikke at
 burde efterkomme de til os fra forskjellige Sider efter hans Dd
 rettede Opfordringer om at offentliggjre Piecen.}

For at fuldstndiggjre den her givne Oversigt over min Medvirkning
i offentlige Anliggender udenfor min direkte Embedsvirksomhed skal
jeg endnu kun tilfie, at jeg har vret Medlem af tre til Behandling
af kirkelige Anliggender ved kongelig Resolution nedsatte
Kommissioner. I den frste, hvis Kommissorium, fremkaldt af rsted
som Minister, var af 17de December 1853, overtog jeg, efterat I. P.
Mynster var dd efter Afholdelsen af et Par Mder, Formandspladsen og
sgte alvorligen at fremme saavel Afgivelsen af Betnkningerne over
de enkelte af Ministeriet forelagte Sager som Indgivelsen af et
Andragende om en Kirkeforfatning, en Sag, i hvilken jeg ansaae mig
for bunden ved den af mig som Minister paatagne Forpligtelse, og
hvori jeg sluttede mig sammen med Clausen, I. F. Fenger, Casse, Hall,
Tryde og Andre, medens Martensen, Brammer og Flere bleve staaende ved
et mere begrndset Forslag om et Kirkeraad. Kommissionens
Betnkninger og Andragender ere trykte i 1854. Den anden Kommission,
der nedsattes den 5te Juli 1859, beskftigede sig kun med
Sprgsmaalet om Fraskiltes Vielse, der dog ikke derved bragtes til en
endelig Lsning, som det fremgaaer af den srlig trykte Betnkning. I
den 3die Kommission, der nedsattes den 18de Juni 1868 efter
Indstilling af Kultusminister Aleth Hansen, og hvori Hall frte
Forsdet, havde jeg maaske gjort rettest i ikke at indtrde, da jeg i
de mellemliggende Aar havde fjernet mig lngere og bestemtere fra den
givne faste kirkelige Grundvold; men, da jeg undvigende en Erklring
herom havde modtaget Udnvnelsen, bestrbte jeg mig for at hvde og
forsvare, hvad der fulgte af den givne konfessionelle Kirkes Vsen
som Forudstning for Statens Forhold til den, og jeg kom herved til
at indtage et mere konservativt Standpunkt, navnlig ligeoverfor de
forskjellige Afskygninger af Grundtvigianismen, end tidligere.
Ivrigt frembragte heller ikke denne Kommission, hvis Forhandlinger
tryktes i 1870, noget praktisk Resultat[97].

 {[97] Udgiverens Anmrkning: Det br her endnu nvnes, at min Fader
 i 1878 under Mrket: "en Mand af Hire" havde i "Dagbladet" for
 2den Februar og 13de Marts skrevet to Artikler om "Stiftsmidlerne
 (Kirkemidlerne) og Lovgivningsmagten", den sidste fremkaldt ved en
 mellemliggende Modartikel.}

       *       *       *       *       *

Ved Universitetet, hvilket i Forbindelse med videnskabelige Arbeider
min Livsvirksomhed fra 1852 af atter vsentlig tilhrte, begyndte jeg
strax i Februar det nvnte Aar mine Forelsninger og fortsatte dem
uafbrudt med Undtagelse af noget af Efteraarssemestret 1860, det
meste af Foraarssemestret 1869 og lidt af Efteraarssemestret 1870, da
jeg var borte paa Reiser, samt en enkelt Udsttelse paa Grund af
Rigsraads- eller Rigsdagsarbeide indtil 1879, i de sidste tre Aar dog
noget hindret i fuld Virksomhed ved det svigtende Syn.

Medens jeg fr 1848 iflge min Ansttelse og den overleverede
Vedtgt, som kollegiale Hensyn ikke tillode at forandre, havde
indskrnket min Lrevirksomhed til den latinske Philologi med
Undtagelse af, som tidligere berrt, halvt hemmelige exegetiske
velser i de sidste Aar over grske Prosaister og af den
encyclopdiske Fremstilling af hele den klassiske Philologis Opgave
og Methode, var jeg nu ved selve min Udnvnelse til Professor i
klassisk Philologi ligesaavelsom ved Fritagelsen for de tidligere til
2den Examen holdte Forelsninger, men fremfor Alt ved min egen indre
Drift opfordret til i Kredsen af mine Forelsninger og velser
ligelig at omfatte begge Sider af den klassiske Oldtid, og denne
Udvidelse af min Lrevirksomhed stdte heller ikke lnger paa nogen
Vanskelighed fra min ldre Kollegas og Vens F. C. Petersens Side. Jeg
holdt altsaa fra nu af ikke blot exegetiske Forelsninger og velser
saavel over grske Digtere, navnlig Sophokles, Euripides,
Aristophanes og en enkelt Gang Pindar, som over Prosaister: Thukydid,
Plato, Demosthenes og andre Talere samt sjeldnere Polyb og Plutarch,
men foredrog ogsaa med stor Interesse den grske Litteraturs Historie
(indtil og med den alexandrinske Tid) og en Fremstilling af de
grske, navnlig attiske, Statsindretninger, idet jeg, efter at have
orienteret mig i de nrmest forudgaaende tre Aars philologiske
Litteratur, ved Siden af mine gjenoptagne latinske Studier begyndte
og efterhaanden gjennemfrte et nyt sammenhngende Studium af den
opbevarede grske Litteratur, som jeg fra Homer af fuldstndig
gjennemgik indtil de alexandrinske Digtere (Apollonius Rhodius,
Kallimachus og Theokrit) og i Prosa (med Undtagelse af Aristoteles's
og Theophrats naturhistoriske Skrifter og den frstes Metaphysik)
helt ned gjennem Polyb, Diodorus Sikulus og Strabo lige til Plutarch
og Lukian. Af hvad der ligger efter denne Tidsgrndse medtog jeg
derhos i sammenhngende Lsning nogenlunde tilstrkkelige Prver til
at orientere mig med Hensyn til Benyttelsen af de mangfoldige deri
adspredte Levninger fra og Erindringer om den ldre Tid; kun Athenus
gjennemarbeidede jeg tilsidst helt, for ikke at tale om de grske
Skribenter over romersk Historie indtil og med Herodian. Ogsaa paa
den latinske Side frte jeg den fuldstndige Lsning af den prosaiske
Litteratur ned til det fjerde Aarhundrede med Tilfielse af ikke
ubetydelige Afsnit af Retskilderne. Et Vidnesbyrd om denne
Gjennemarbeidelse af Oldtidsforfatterne foreligger i mine Adversaria
Critica, hvorom nedenfor. Heller ikke de grske Indskrifter, isr de
attiske, forsmte jeg; med de latinske havde jeg allerede fr
beskftiget mig ikke ganske lidet, men udvidede og uddybede Studiet,
efter at den af Mommsen grundlagte Samling havde gjort Stoffet
tilgngeligere. Mine Forelsningers og velsers Karakter blev, omend
i det Enkelte modificeret ved vunden Erfaring, i Hovedsagen den
samme som tidligere, idet jeg fremdeles strbte efter paa Grundlaget
af en sikker Sprogkundskab, klaret ved Indsigt i Sprogets
almindelige Vsen, hos de Studerende at opbygge en alle vsentlige
Momenter omfattende Oversigt over Oldtidslivet i dets sregne og
historiske Udvikling. Jeg sgte at fremkalde Tilfredsstillelse ved
Forstaaelsesvirksomheden og alvorlig og flersidig historisk
Interesse, naturligvis med Glde henvisende til det Skjnne og
Dygtige, isr de primitive, simple og naturlige Kulturformer, men
uden begeistret Prisen af Oldtiden som den bedre Tid, som den i
uopnaaelig Herlighed straalende Menneskehedens Adel. Overhovedet
bestemtes mine Forelsningers Form og Indhold ved min Forestilling om
den vordende philologiske Lrers Evne til at gjennemfre den Opgave,
jeg stillede den humanistiske Side af Skoleundervisningen, nemlig
dybere at begrunde Dannelsen ved Selvbeskuelse af Oldtidens
eiendommelige Kultur i Modstning til den moderne, og ved min
derefter formulerede Anordning af den philologisk-historiske
Embedsexamen. De Unge, der henvendte sig til mig ved deres Studiers
Begyndelse, gjorde jeg mig Umage for klart at fremstille, hvad de i
Studiet havde at vente, og hvilke Krav det gjorde til dem, idet jeg
tillige opfordrede dem til at overveie, hvorvidt de troede at have
Forudstningerne for med Held og Tilfredshed at udve den
Undervisningsgjerning, hvortil Studiet for de Fleste maatte lede.
Forlokket til at vlge det philologiske Studium har jeg Ingen,
forsaavidt det ikke er sket ved at ses selv at drive det med Lyst og
Tilfredshed; afskrkket har jeg maaske En og Anden, maaske ikke altid
dem, der vare mindst kaldede. Men med dem, der fastholdt Valget, har
jeg arbeidet ikke blot med embedsmssig Troskab, men med personlig
Velvillie og Imdekommen, stttende dem det Bedste, jeg kunde, og
flgende dem med Deltagelse, og jeg har al Grund til at paaskjnne,
at der er sket mig fuld Gjengjld fra deres Side baade i
Universitetsaarene og siden.

Mine Forelsningers i det Hele rent fagmssige Karakter satte
mig ikke umiddelbart i Forhold til noget stort Antal af de
Studerende; men mine stadige Besg ved Skolerne, navnlig ved deres
Afgangsexaminer, udvidede det gjensidige Bekjendtskab med en strre
Kreds, hvilket tillige fremmedes ved min ikke ringe Deltagelse i
Universitetets almindelige Anliggender. Min Lrevirksomheds Form
udtrykte sig baade tidligere og i de senere Aar i den bestemtere
Udsondring af den klassiske Philologi til selvstndig, men i sin
Fremtrden begrndset Specialvidenskab i Modstning til den tidligere
Udbredelse af et vist almindeligt philologisk, nrmest latinsk Prg
over det hele Universitetsvsen. Den i sig selv ogsaa efter min
Mening berettigede Bestrbelse for at fjerne dette Prg, der
besvrede Videnskabens og Tankens frie Udtryk, gik herhjemme paa
Grund af srlige nordiske Reminiscenser noget hurtigere frem end i
Tyskland, stundom med nogen Bitterhed og Miskjendelse af Fortidens
Forhold. Ligesom jeg gjerne havde nedlagt min Post som Universitetets
sidste latinske Programskriver, saaledes faldt det ogsaa i min Lod
ved Reformationsfesten i 1854 at holde den sidste latinske
Universitetstale, og, idet jeg delvis gav den Formen af en
"parentatio", greb jeg da Leiligheden til baade i det Hele at
paavise, hvilken Tjeneste den latinske Form havde ydet til
Videnskabens Almindeliggjrelse som europisk Flledseiendom, og i
Srdeleshed at fremhve, at denne latinske Form maaske i
Reformationstiden havde vret et vsentligt Vrn mod en Fare for vor
Dannelses Germanisering.

Ligesom i Forholdet til de Studerende saaledes har ogsaa i Forholdet
til mine Kolleger mit fornyede Universitetsliv vret et ved gjensidig
Velvillie og Imdekommen srdeles gldeligt, hvilket jeg har saa
meget mere Grund til at paaskjnne, som Tilbagetrdelsen fra en
Foresats Stilling i Rkken af de gamle Embedsbrdre ikke altid sker
uden Anstd. Det frste Bevis paa mine Kollegers vedblivende
Velvillie modtog jeg -- nst (som tidligere berrt) den enstemmige
Indrmmelse af en vis til Ancienniteten knyttet Ret, som jeg ikke
havde sikret mig, -- ved Valget til Medlem af Konsistorium den 1ste
Gang, et saadant Valg foretoges efter min Tilbagevenden (den 8de
Januar 1852), og jeg havde derefter uafbrudt Sde i samme, efter ikke
lang Tids Forlb iflge Alder, lige til min Afgang fra Universitetet
og deltog til enhver Tid ivrig i dets og i den akademiske
Lrerforsamlings Forhandlinger. Derpaa fulgte den 11te Oktober 1855
mit frste Valg til Universitetets Rektor for 1855-56, hvilket senere
fornyedes for 1856-57, 1863-64, 1866-67, 1870-71 og sidste Gang for
1878-79. -- Med srlig Tilfredshed overtog jeg kort efter min
Indtrdelse i Konsistorium Bestyrelsen af det nyoprettede betydelige
Smithske Stipendium (over 20,000 Kr. aarlig), der efter dets
Oprettelse kun et halvt Aar forinden havde vret overdragen til
Krieger og blev ledig ved hans Bortgang fra Universitetet. Jeg
beholdt denne Bestyrelse (Ephori) i femogtyve Aar og troer i denne
Stilling, under Samvirkning med Fakulteterne og Konsistorium at have
bidraget Mit til, at der er blevet udrettet endel Godt. Vi bragte det
dertil, at det for yngre Videnskabsmnd og Studenter ikke blot
betragtedes som en Fordel, men som en Udmrkelse at opnaae
Stipendiet. -- Imellem de forskjellige administrative Anliggender ved
Universitetet, hvori der betroedes mig virksom Andel, vil jeg her kun
nvne Opfrelsen af den nye Bibliotheksbygning, Bibliothekets
Flytning og Indlemmelsen af det Classenske Bibliothek deri, idet jeg
allerede tidligere har havt Leilighed til nrmere at omtale min
Virksomhed derved. Den Plan, hvorefter det zoologiske Museum
opfrtes, fandt jeg i Landsthinget Leilighed til at sttte mod
Indsigelser og mod Ministerens (Monrads) ikke utydelige Lyst til at
opgive samme. Ligesom jeg til enhver Tid med Iver havde virket for
Universitetets og dets Lreres flles Interesser, saaledes fik jeg
derhos endnu i mit sidste Universitetsaar srlig Leilighed dertil,
idet jeg fungerede som Formand for og tog ivrig Del i Forhandlingerne
i den af Kultusministeriet i Juli 1879 nedsatte Kommission, hvis i
Oktober s. A. afgivne Betnkning blev Grundlaget for det derefter
forelagte, men ikke gjennemfrte Forslag til Lov om Tilveiebringelse
af Ligevgt mellem Universitetets Indtgter og Udgifter, og idet jeg
endvidere kom til at fungere som Formand for et af den akademiske
Lrerforsamling ligeledes i 1879 nedsat Udvalg, der under 31te
December afgav en udfrlig Betnkning og Forslag om Universitetets
Lrerkrfter[98].

 {[98] I Forbindelse hermed skal jeg endnu nvne en af mig i
 "Dagbladet" for 3die Januar 1876 skreven Artikel: "Et Par Ord om
 Examenskommissioner af en 'Ikke-Theolog'" og en Artikel i
 "Berlingske Tidende" for 28de Marts 1882 under Navn, betitlet: "Et
 Par korte Bemrkninger i Anledning af Forhandlingerne om Ophvelsen
 af den philologisk-historiske Embedsexamen".}

Der indtraf i det her omhandlede Tidsrum flere Anledninger for vort
Universitet til ved festlige Leiligheder at lade sig reprsentere ved
fremmede Universiteter, saaledes 1861 i Kristiania, 1868 i Lund, 1875
i Leyden og 1877 i Upsala, og mine Embedsbrdre kaldte mig hvergang
til i Forening med Rektor alene (i Kristiania F. C. Bornemann, i
Leyden Nellemann) eller med Rektor og en anden Kollega at udfre
dette Hverv. Til Festen i Upsala havde jeg faaet en personlig
Indbydelse fra Universitetet dersteds. Alle disse Reiser bragte mig
Tilfredsstillelse for vort Universitets Vedkommende og Glde ved den
Modtagelse og Indgang, jeg personligen vandt. Det kom mig tilgode, at
min Optrden og mine Udtalelser tydede paa et friere og videre
videnskabeligt Standpunkt, paa en alsidigere Livsdannelse og paa et
livligere og mildere Sind, end man maaske havde forudsat det hos den
strenge Grammatiker og Faglrer. De knyttede Bekjendtskaber og
Forbindelser, og det ikke udelukkende med Universitetslrere, have
bevaret sig. I Kristiania fandt jeg Leilighed til i en forresten
saare bekymringsfuld Tid, nemlig i Efteraaret 1870 under den
tydsk-franske Krig, at opfriske disse Bekjendtskaber, idet jeg var
anmodet om dr at holde en Rkke Forelsninger, hvortil jeg som Emne
valgte Sprogets Vsen og Liv. -- Til disse Reprsentationer af vort
Universitet paa fremmede Steder knyttede sig tilsidst det Hverv, som
mine Embedsbrdres Tillid og Velvillie overdrog mig, og for hvis
Skyld jeg indstndig var bleven opfordret til at fortstte noget
lngere i mit Embede, end jeg ellers formedelst min Alder og mit Syns
strke Svkkelse havde villet, nemlig som Rektor at lede vort
Universitets egen Firehundredaarsfest i 1879. Det er noksom bekjendt,
at Preussens og sterrigs aldeles vilkaarlige Ophvelse af
Pragerfredens femte Artikel i Begyndelsen af Aaret foranledigede
Universitetets Lrerforsamling til den Beslutning at opgive den
paatnkte Indbydelse til samtlige europiske Universiteter til at
deltage i dets Fest, fordi Samkvemmet med de udentvivl i strst Antal
indtrffende tydske Universitetsreprsentationer baade vilde have
vret ydmygende og let kunde fremkalde Ubehageligheder, og at
indskrnke Indbydelsen til et Antal Videnskabsmnd fra de nordiske
Broderriger, hvem akademiske Grader tildeltes. Denne Beslutning, der
ikke toges uden Modstand, navnlig ogsaa fra Kultusministeriets Side,
anbefalede jeg selv efter alvorlig Overveielse og fler mig
overbevist om, at vi deri valgte den rigtige Vei, og at vore
Bevggrunde forstodes rigtig baade udenfor Tydskland og ligeledes i
Tydskland. Festen selv fik maaske ved Indskrnkningen et strkere
Prg af Inderlighed og forlb heldig og gldelig under strk
Deltagelse af de Studerende, Statsmyndighederne og Kjbenhavns
Kommune samt de nordiske Fremmede. Til Emne for Talen ved Hovedfesten
i Frue Kirke valgte jeg Fremstillingen af Universiteternes egentlige
Opgave: ikke ene at besidde og beherske Videnskaberne, men at bevare,
forplante og bearbeide dem i Sammenhng og gjensidig Paavirkning,
saaledes at en sand folkelig Dannelse derfra kunde hente Udspring og
Styrke og den sig frit bevgende nationale Litteratur og Kunst der
finde Sttte ved Selvbetragtning og Tradition, overalt med Henblik
derhos paa de srlige Forhold, hvorunder vort eget Universitet, paa
engang stillet ene og sluttende sig sammen med den europiske
Videnskab, havde virket og virker. Talen, der aabent gik ind paa ikke
uvigtige Sprgsmaal, syntes at finde Anerkjendelse[99], og jeg havde
al Grund til at glde mig ved den Velvillie, der samtlige Festdage
kom mig imde og lettede mig den ikke ganske ringe Anstrengelse,
ligesom den havde staaet mig bi under Festens Forberedelse og de
dermed forbundne Vanskeligheder og Meningsforskjelligheder. -- Med
denne Fest var min Universitetsgjerning i det Vsentlige afsluttet.
For at fre Rektoratet tilende og i December Termin at kunne afslutte
mine Stipendieregnskaber havde jeg dog faaet det ordnet saaledes, at
min Afsked som Professor, der bevilgedes mig under 18de August 1879,
frst blev at regne fra 1ste Januar 1880, dog saaledes at jeg
fritoges for at holde Forelsninger i Efteraarssemestret 1879. Dette
gav Anledning til, at Embedsbrdre, Studerende og Medborgere udenfor
Universitetet endnu beredede mig personlig en med talrige
Lyknskninger (Adresser og Deputationer), rige Gaver og
resbevisninger forbunden Afskedsfest den 17de November: 50 Aarsdagen
for min Udnvnelse til virkelig Professor (de tre Aar, i hvilke jeg
havde vret borte fra Universitetet, erstattedes paa en Maade ved de
tre Aar, i hvilke jeg inden 1829 havde vret konstitueret Docent og
Lektor). Srlig br jeg her nvne det ved denne Leilighed til re
for mig ved Sammenskud af Landsmnd stiftede, til Universitetet
knyttede Madvigske Jubilumslegat paa 10,000 Kr., hvoraf dog mine
Dttre skulde nyde Renten i deres Livstid, og den til re for mig
samtidig prgede Guldmedaille[100].

 {[99] Den findes, stenografisk gjengiven, trykt i den af
 Universitetet besrgede Beretning om Festlighederne.}

 {[100] Allerede adskillige Aar tidligere, nemlig i 1858, havde
 ldre og yngre Kolleger og Disciple gldet mig og min Familie ved
 en Gave af min Buste i Marmor, udfrt af den ldre Bissen, og paa
 50 Aarsdagen for min Docentvirksomhed i 1876 hdrede 12 ldre og
 yngre philologiske Disciple, der virkede i forskjellig Retning, og
 hvoraf n Nordmand, mig ved Udgivelsen af et Festskrift, ligesom
 det da i Kjbenhavn samlede 1ste nordiske Philologmde overleverede
 mig en Adresse.}

Kort efter min Afgang fremkom der under Behandlingen af
Finantslovudkastet for 1880-81 i Finantsudvalget et Forslag om at yde
mig en aarlig Extrapension, som jeg ikke mente at kunne og burde
modtage, hvad jeg lettest kan udvikle ved nedenfor at meddele
de tvende Skrivelser, som jeg i den Anledning tilstillede
Kultusministeren og Finantsudvalget[101].

 {[101]
                               #Kjbenhavn# den 22de Febr. 1880.

        Deres Excellence!

 Af "Berlingske Tidende" for igaar Aftes, der frst idag er kommen
 mig tilhnde, erfarer jeg til min store Overraskelse, at Deres
 Excellence til tredie Behandling af Finantslovudkastet i
 Folkethinget har stillet og Udvalget tiltraadt et Forslag om en
 Hdersgave til mig af aarlig 2000 Kroner. Idet jeg dybt paaskjnner
 den store og for mig refulde Velvillie, hvorfra dette Forslag er
 udgaaet og hvormed det er modtaget, ser jeg mig dog ndsaget til
 indstndig at bede Deres Excellence at tage dette Forslag tilbage,
 som jeg da haaber, at Ingen derefter vil optage. De Grunde, der
 bevge mig til denne Bn, skal jeg i al Korthed tillade mig at
 antyde, idet jo et rent personligt Skjn og en Flelse bestemmer
 deres afgjrende Vgt for mig. Allerede de mange Beviser paa
 Regjeringens Naade og Kollegers og Medborgeres Velvillie, der i
 Lbet af forrige Aar bleve mig til Del, maatte hos mig stundom
 fremkalde en ngstende Tvivl om, hvorvidt jeg ved min videnskabelige
 eller vrige offentlige Virksomhed havde fortjent dem, og denne
 Tvivl vilde ligeoverfor en Hder og Belnning som den nu foreslaaede
 blive forstrket og mere trykkende ved et andet Hensyn. Vistnok har
 jeg i mit lange Embedsliv, dog ikke ganske uden egen Skyld, havt at
 kmpe med konomiske Sorger, og vistnok forlader jeg Statens
 Tjeneste som en ganske uformuende Mand; men, foruden at jeg er
 vedbleven at oppebre min fulde Embedsindtgt i flere Aar efter at
 min Virkekraft var meget vsentlig svkket ved mit Syns Svaghed, har
 jeg ikke blot ved min Afsked opnaaet den hieste lovbestemte
 Pension, men tillige nsten samtidig havt det Held ved kongelig
 Udnvnelse til Medlem af Direktionen for den
 Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse at opnaae en forholdsmssig
 betydelig Biindtgt, ved Siden af hvilken jeg oppebrer en mindre
 for et andet lignende, om endog kun midlertidigt Hverv. Derved ere
 mine Vilkaar som pensioneret Embedsmand blevne saa gunstige i
 Forhold til andre ikke mindre fortjente Embedsmnds og
 Videnskabsmnds Indtgter under deres Embedsvirksomhed eller efter
 den, at en yderligere Forbedring af min personlige Stilling fra
 Statens Side vilde gjre Sammenligningen meget trykkende for mig
 selv, ganske bortset fra Andres Vurdering. Jeg nsker og haaber, at
 min Betragtning, der ikke formindsker min Taknemmelighed, maa findes
 fyldestgjrende til at begrunde den Bn, jeg ovenfor har fremsat og
 ikke kan frafalde.

                                          Allerrbdigst
                                             #J. N. Madvig#.

              *       *       *       *       *

                               #Kjbenhavn# den 22de Febr. 1880.

 Idet jeg har den re at tilstille Folkethingets Finantsudvalg
 igjennem dets Formand Afskrift af en Skrivelse, som jeg afsender til
 Hs. Excellence Kultusministeren i Anledning af et mig vedkommende
 Forslag til 3die Behandling af Finantslovudkastet, beder jeg det
 meget rede Udvalg at modtage min oprigtigste Tak for den hdrende
 Velvillie, hvis Resultat jeg af de i Skrivelsen anfrte Grunde ikke
 ser mig istand til at modtage.

                                      Med strste Hiagtelse
                                               rbdigst
                                             #J. N. Madvig#.

    Til
  Formanden for Folkethingets
      Finantsudvalg.}

Med Paaskjnnelse af at jeg efterhaanden har nydt alle de Goder og
Fordele, som Universitetet kan yde sine Lrere, vil jeg tilsidst
endnu her nvne, at jeg fra Efteraaret 1872 kom i Besiddelse af den
eneste tilbagevrende virkelige Professorgaard, efterat jeg et Par
Aar iforveien havde vret ubetnksom nok til at lade den gaae mig
forbi, og at jeg efter min Afskedigelse ved venlig Imdekommen af og
Overenskomst med tidligere Kolleger (Hermansen og Holten) deri er
vedbleven at have en hyggelig Alderdomsbolig i nr Berring med de
Institutioner, hvortil jeg i saa mange Aar har vret knyttet, -- samt
at jeg ved alle festlige Sammenkomster mellem Lrerne ved vort eget
og vort Nabouniversitet i de flgende Aar vedblivende er regnet med
iblandt disse.

Med Professoratet overtog jeg i Januar 1852 tillige atter det Embede
som Undervisningsinspektr ved de lrde Skoler, som jeg i 1848 kun
havde bekldt i nogle faa Maaneder, og udfrte det med Lyst og
Kjrlighed. Den personlige Inspektion af Skolerne maatte paa Grund af
mit Universitetsembede med ganske faa Undtagelser indskrnkes til og
forbindes med den Reise, jeg hvert Aar i Lbet af en Maaned foretog
for at kontrolere Afholdelsen af Afgangsexamen til vexelvis det halve
Antal af offentlige lrde Skoler og til Dimission berettigede private
Instituter. Da jeg ved de offentlige Skoler foruden Afgangsexamen
gjorde mig Umage for at se og hre saameget af Klasseundervisningen,
som det paa nogen Maade var muligt, og at samtale med Rektorer og
Lrere om Skolernes Anliggender, var Reisen travl og anstrengende,
idet den mindst mulige Tid anvendtes til Flytning fra Sted til Sted
og til Hvile; men den var tillige i dobbelt Henseende oplivende, dels
ved de vexlende Naturindtryk, som jeg nd med stor Glde, og som
efterhaanden samlede sig til en fyldig Anskuelse af hele vort
Fdreland og dets Egne, dels og fornemmelig ved den Imdekommen og
Velvillie, som jeg nsten uden Undtagelse traf hos Lrerpersonalet og
hos de stedlige Embedsmnd, med hvem min Gjerning bragte mig i
Berrelse; jeg troer, at jeg navnlig hos Lrerpersonalet nogenlunde
fortjente denne Imdekommen ved human Optrden og ved alvorlig
Bestrbelse for at fremme dets Interesser og Vel, om jeg end ofte kun
kunde udrette Lidet. Ogsaa har jeg bevaret en gldelig Erindring af,
hvad jeg ad forskjellige Veie kunde overbevise mig om, at jeg heller
ikke af Disciplene, navnlig Dimittenderne, betragtedes med Ugunst
eller Frygt, men fandt Paaskjnnelse som en vel alvorlig, men derhos
mild og upartisk og ligeoverfor srlige Tegn paa Dygtighed eller
Bekymring og Tryk opmuntrende og deltagende Dommer. Forat
Undervisningen i de Fag, i hvilke jeg ikke turde tiltroe mig selv
nogen sikker Dom, kunde blive behrig kontroleret og de dem
reprsenterende Lrere finde Opmuntring i Berrelse med fuldt
fagkyndige Mnd, formaaede jeg med Ministeriets Tilladelse afvexlende
Universitetslrere i de naturvidenskabelige og mathematiske Fag
(navnlig oftere Steenstrup, Holten og Steen) eller i de nyere Sprog
(Bjerring) til at ledsage mig paa disse Reiser, og jeg troer, at de
derfra have bevaret Erindringen baade om alvorligt Samarbeide og
livligt og venligt Samkvem, stundom maaske med lidt Beklagelse over
den noget anstrengende Frd, jeg bd Andre, fordi et strkt Helbred
tillod mig selv at udholde den. -- Til Inspektionsreiserne og
Indberetningerne om dem sluttede sig i den vrige Del af Aaret
Indstillinger og Betnkninger til Ministeriet samt Cirkulrskrivelser
til Skolerne om allehaande Skoleanliggender efter Ministeriets Krav
eller af egen Drift[102]. Ministeriets Arkiv bevarer Vidnesbyrd om,
at denne Virksomhed var omfattende og indgaaende, navnlig da ogsaa i
Alt, hvad der vedkom Embedsbesttelser, Befordringer og stundom
Afskedigelser, og at jeg i denne Henseende lod mig det vre
magtpaaliggende at erhverve mig paalideligt Kjendskab til hele
Personalet og i Henhold til dette Kjendskab at udtale mig for
Ministeriet aabent og uforbeholdent, men tillige billig, skaansomt og
med Overveielse af alle i Betragtning kommende Omstndigheder. Paa
den anden Side maa jeg erkjende, at de forskjellige Ministre idethele
ydede mine Indstillinger i personlige Anliggender den Opmrksomhed,
jeg kunde forlange. At de tretten Mnd, der i Tidsrummet
1852-1874[103] bekldte Posten som Minister for Kirke- og
Undervisningsvsenet, ingenlunde alle havde tilegnet sig et nrmere
Kjendskab til eller en fast Mening om det lrde Undervisningsvsen,
og at de, der i strre eller mindre Grad havde saadan Kundskab og
Mening og en dermed forbunden alvorligere Interesse for Gjenstanden,
tildels stode paa meget afvigende Standpunkter, behver ikke at
siges. Disse Uoverensstemmelser traadte da naturligen frem i
Behandlingen af de tildels indgribende Sprgsmaal, der efterhaanden i
Ministeriet selv eller fra forskjellige Sider udenfor Ministeriet
reistes om selve den i 1849 fastsatte Undervisningsplan, og den
omfattende Deltagelse i disse Forhandlinger, som mit Embede paalagde
mig, og som min Interesse for Sagen skrpede, kunde ikke undgaae
enkelte Gange at blive noget vanskeligere ved min eiendommelige
Stilling som den, der havde en vsentlig Del i Undervisningsplanens
Udarbeidelse og Ansvaret for dens almindelige Indfrelse. Det kan
ikke vre Hensigten her i det Enkelte at gjennemgaae disse
Forhandlinger, hvis officielle Aktstykker findes samlede i Lindes og
Asmussens Meddelelser angaaende de lrde Skoler for Aarene 1857-1878
(Kjbenhavn 1879 ff.), og der, som jeg haaber, bre tilstrkkeligt
Vidnesbyrd om den Alvor og Frimodighed, hvormed jeg ligeoverfor
samstemmende eller afvigende Ministre gik ind paa Drftelsen. --
Efterat Undervisningsplanen i det Vsentligste var bleven gjennemfrt
uantastet i Aarene 1850-1858[104] (-- i disse Aar var jeg i 1855
Medlem af en Kommission om Realundervisningen ved nogle lrde Skoler
og i 1857 af en Kommission om Undervisningen og Afgangsprverne i de
lrde Skoler --), falder det frste Hovedafsnit af de omtalte
Forhandlinger i Aarene 1859 til 1864 under Monrads, Engelstofts og
Heltzens Bestyrelse af Ministeriet. V. Borgen kom i sin korte
Funktionstid ikke til nogen Virksomhed i denne Retning. En livlig
Deltagelse udenfra udtalte sig i det nvnte Tidsrum i et Par Adresser
og i et ikke ganske ringe Antal af Smaaskrifter og Bladartikler
(opregnede i de nvnte Meddelelsers frste Hefte S. 39), paa hvilke
jeg delvis svarede i en Piece fra August 1860: "I Anledning af de
Angreb, der nylig ere gjorte paa de lrde Skolers Undervisningsplan".
Monrad, hvis Indflydelse tillige ganske beherskede den lidet
selvstndige Engelstoft, havde dengang en strk Tilbielighed til at
ophve den i 1849 trufne Grndse imellem Skolerne og Universitetet
og ved Gjenoprettelse af den saakaldte anden Examen, omend i
noget forandret Skikkelse, ganske at borttage Grundlaget for
Undervisningsplanen af 1849, men begge Ministre fandt i det Hele en
bestemt Modstand mod deres gjentagne Forslag og Henvendelser hos
Skolerne og Konsistorium, til hvilke jeg kunde slutte og sttte
mig uden at miskjende, at den siden 1849 og 1850 bestaaende
Indretning paa nogle Punkter trngte til ikke uvsentlige
ndringer. Min Slutningsindstilling herom fremkom til Ministeriet
under 15de Oktober 1864 og lagdes af Ministeren (Heltzen) med
ganske ringe Modifikationer til Grund for den efter kongelig
Resolution udfrdigede Bekjendtgjr. af 30te Novb. 1864, hvorved
Afgangsexamens Deling i to selvstndige Afdelinger ophvedes og
mindre Modifikationer indfrtes i Bestemmelserne om de enkelte
Lregjenstande, deriblandt om Latinundervisningens Begyndelse og om
Adgang til Undervisning i Engelsk i verste Klasse. Ved de trufne
Bestemmelser var tillige det Hensyn taget, som jeg og Andre troede,
at der kunde og burde tages til de under de forudgaaende
Forhandlinger strkt fremtraadte Klager over Disciplenes
Overbebyrdelse. Selv fremgaaet sund og strk fra et til kun faa Aar
concentreret Skolearbeide, men med dengang meget kortere Ferier og
under Fattigdommens tilfiede Tryk, har jeg altid havt en varm
Flelse for Bevarelsen af Disciplenes Sundhed og legemlige Velvre og
for Tilstedelsen af Adgang til barnlig og ungdommelig Forfriskelse og
Glde; men i mange af Klagerne over Tilsidesttelse af disse Hensyn
har jeg maattet skrive en stor Del paa Forldres og Slgtninges
Uforstands og paa en slap Forlystelsessyges Regning, medens en anden
Del faldt paa en forkert Bedmmelse af Brnenes Evne til overhovedet
at gjennemgaae den lrde Skole. -- Forsaavidt nu ved Bedmmelsen af
denne Evne dog tillige unegtelig Begavelsens og dermed den naturlige
Lysts forskjellige Retning fremtrder som et berettiget Moment, saaat
mindre gode Anlg i n Retning ikke br udelukke Anlg i anden
Retning fra at komme til Anerkjendelse og Udvikling, og forsaavidt et
tilbrligt Hensyn til denne Forskjellighed kan gjre den Unges Vei
igjennem Skolen lettere, bleve i det nste Afsnit af min
Skolevirksomhed Overveielserne rettede herpaa, og disse ledede til
Loven af 1ste April 1871 om Undervisningen i de lrde Skoler. I
Forberedelsen af denne Lov og srlig i Udarbeidelsen af Udkastet
dertil, som Hall, efter at vre indtraadt i Ministeriet den 28de Mai
1870, allerede i Oktober samme Aar forelagde Rigsdagens Folkething,
havde jeg ingen fremragende Andel, hvorvel jeg baade i Lbet af
Juni Maaned privat samtalte saavel med Ministeren som med
Departementschefen om det allerede i lngere Tid fr Halls
Indtrdelse drftede Sprgsmaal om en Deling af Skoleundervisningen
paa dens verste Trin, et Sprgsmaal, ved hvilket Opmrksomheden
ndvendig ogsaa rettedes paa den i Frankrig nylig indfrte saakaldte
"bifurcation" af Lycealundervisningen, og deltog i den Forhandling om
Sagen, som Ministeren ved Skrivelse af 13de Juli foranledigede
afholdt med en Del Skolemnd (ogsaa Forstandere for Privatskoler) og
Professor Steen (se de fr citerede Meddelelser S. 201 ff.). Medens
jeg fuldkommen billigede og selv tidlig havde henpeget paa en vis
Deling af Disciplene paa det verste Trin i to Grupper med ikke ringe
Lempelser i de forskjellige Fag for hver af Grupperne, mente jeg
allerede dengang, at Udkastet ved fuldstndig Tilslutning til det
franske System gjorde Adskillelsen for stor og derved Undervisningen
i de hiere Klasser for hver Gruppe noget for ensidig ved fuldstndig
Udelukkelse i Skoletidens sidste og modneste Aar af Fag, med Hensyn
til hvilke jeg ikke kunde gaae videre end til at tilraade
Indskrnkning og Lettelse. Det var ogsaa den fuldstndige Adskillelse
paa det verste Trin, der fremkaldte noget for strenge Fordringer paa
og foran det Trin, fra hvilket Adskillelsen skulde indtrde. Dog skal
jeg ikke nu kunne sige, med hvilken Grad af Klarhed i det Enkelte
Ulemperne allerede viste sig for mig i 1870. Ganske bestemt var jeg
allerede dengang, hvad jeg ogsaa udtalte og motiverede under
Lovudkastets Forhandling i Landsthinget, imod Nedlggelsen af
Skolernes to nederste Klasser, hvorved jeg antog, at den faste
Underbygning i Kundskabselementerne og Lremethoden vilde svkkes
ikke lidet, medens det tilstrbte konomiske Resultat vilde blive
temmelig illusorisk.[105] I Folkethinget, hvor Ministeren frst
forelagde Lovudkastet, blev der af et ikke stort og i sin
Overbevisning usikkert Flertal vedtaget en fuldstndig omskabt Form
deraf, i hvilken det Eiendommeligste var Indfrelsen af en
besynderlig tredie Undervisningslinie, bygget paa nordisk Sprog og
Historie, ved Siden af de to i Lovudkastet opstillede. I Landsthinget
blev derfor Hovedopgaven for Ministeren at faae Lovudkastet fra denne
aldeles ubrugelige Skikkelse frt tilbage i det Vsentlige til den,
hvori han frst havde forelagt det, hvilket Resultat ogsaa opnaaedes,
hvorefter Folkethinget vedtog Forslaget, som det var kommet tilbage
fra Landsthinget. Der var dog i det sidstnvnte Thing sket nogle
Lempninger og Indrmmelser, hvormed jeg ikke kunde fle mig tilfreds,
dels med Hensyn til de nyere Sprog, af hvilke det tydske fortrngtes
fra den faste Stilling, som det efter min Mening, saa strkt jeg end
til enhver Tid har kmpet for mit Folks Ret mod Fortydskning og
tydske Overgreb, iflge vore geografiske og isr historiske Forhold
og hele Stilling i Kulturen br indtage, dels med Hensyn til den
skriftlige Indvelse i den latinske Sprogform ogsaa for de verste
Klasser i den sproglig-historiske Afdeling af Disciple; den efter mit
Forslag i Stedet optagne franske Stilskrivning og Stilprve var, som
jeg nu erkjender, en betnkelig Erstatning. Ivrigt ydede jeg i
Landsthinget Ministeren min fulde Understttelse (naturligvis med
Undtagelse af Sprgsmaalet om Klassenedlggelsen) med Tilbagetrngen
af mine vrige Tvivl, navnlig ved kraftig og skaansells Bekmpelse
af den forkerte og sygelige Srretning, der havde fremkaldt Forslaget
om den tredie Undervisningsafdeling, et Punkt, hvori Hall baade efter
sin Natur, sin Stilling og visse Forbindelser og Sympathier var
mindre oplagt til ganske at tage Bladet fra Munden. Mig har det
igjennem min hele videnskabelige og politiske Virksomhed vret en
Hovedopgave paa den ene Side at hvde og forsvare vor nordiske
Folkeeiendommelighed indenfor dens berettigede Grndser og vort
srlige Bidrag til den europiske Flleskultur, men paa den anden
Side uden Sky at gjre gjldende, at kun i Tilslutningen til denne
Flleskultur og i Anerkjendelsen af dens universalhistoriske og
centrale Udvikling finde vi det faste Grundlag for et fyldigt og
tilfredsstillende nationalt Aandsliv. -- Efter Lovens Vedtagelse og
Udstedelse medvirkede jeg endelig efter Pligt i det sidste Afsnit af
min Virksomhed som Undervisningsinspektr ved den nrmere
Udarbeidelse og Indfrelse i det Enkelte af Lovens Indhold. Allerede
flere Aar iforveien havde jeg imidlertid (i en Skrivelse af 15de
Oktb. 1864, se Lindes Meddelelser S. 161) for Ministeriet udtalt, at
det turde vre hensigtsmssigt at ophve Undervisningsinspektrens
Embede og istedet derfor at stte en af forskjellige videnskabelige
Fagmnd udfrt flersidigere Kontrol med de lrde Skoler, og denne
Tanke fik ved Undervisningens Deling en endnu strre Berettigelse,
og, da nu dertil kom dels min i visse Punkter fra den nye Ordning
noget afvigende Mening, dels min fremrykkede Alder og den indtraadte
Svkkelse af mit Syn, trak jeg mig under uafbrudt venskabeligt
Forhold til Hall i Slutningen af 1874 (den 14de Decb.), altsaa
omtrent samtidig med Nedlggelsen af min Rigsdagsvirksomhed, tilbage
fra mit omtalte Embede ved Skolerne for derefter alene at arbeide i
Universitetets Tjeneste og for mig selv; at jeg ikke uden et vist
Savn afbrd Forbindelsen med Skolerne, ved hvilke jeg talte saamange
Venner og tidligere Disciple, behver ikke at siges,[106] og min
Interesse for deres rolige Udvikling overfor nye Reformplaner har jeg
endnu i 1877 havt Leilighed til at lgge for Dagen i mine da i
"Berlingske Tidende" for den 13de Marts indrykkede og srlig
aftrykte: "Nogle Ord til Fremme af Besindighed ved den lrde Skoles
Reform" med nogle Tillgsbemrkninger dertil i samme Tidende for 11te
April s. A., foranledigede ved de da af Dr. V. Pingel fremsatte
Ideer.

 {[102] Her skal jeg i saa Henseende srlig nvne de af mig under
 27de Februar 1855 efter Aftale med Ministeriet udsendte trykte:
 "Bemrkninger om Behandlingen af den danske Retskrivning nrmest i
 de lrde Skoler, henstillede til Lrernes Overveielse af
 Undervisningsinspektren", fordi disse Bemrkninger gjentagende
 have vret gjorte til Gjenstand for Omtale fra andre Sider. -- En
 senere Opfordring fra Ministeriet (i 1867) til at udarbeide en
 egentlig Retskrivningslre, som det skulde paalgges Skolerne at
 gjennemfre, mente jeg ikke at kunne efterkomme.}

 {[103] Kultusministeriet bestyredes efter min Udtrdelse og indtil
 min Afgang fra Undervisningsinspektoratet af P. G. Bang (udnvnt
 7de Decb. 1851), Simony (3die Juni 52), rsted (29de April 1853),
 Hall (12te Decb. 1854), Monrad (6te Mai 1859), Borgen (2den Decb.
 1859), atter Monrad (24de Februar 1860), Engelstoft (31te Decb.
 63), Heltzen (11te Juli 1864 ad interim), Brstrup (7de April 65 ad
 interim), Rosenrn-Teilmann (6te Novb. 65), Kierkegaard (4de Septb.
 1867), Aleth Hansen (15de Mai 1868), E. Rosenrn (23de Septb.
 1869), Hall (28de Mai 1870).}

 {[104] Fra denne Periode skal jeg dog blot tillige nvne to
 Artikler i "Dagbladet" for 11te og 13de Februar 1855, hvori jeg
 under Mrket "j" imdegik fremkomne Ideer om Nedlggelse af vore
 offentlige lrde Skoler.}

 {[105] Som bekjendt, har Praxis sgt at raade Bod paa, hvad der ved
 de offentlige Skoler tabtes ved de to Klassers Nedlggelse, gjennem
 Oprettelsen af Forberedelsesklasser, ledede og underviste af
 Skolernes Lrere og i meget nr Forbindelse med Skolerne.
 Privatskolerne nedlagde naturligvis ingen Klasser, men udstrakte
 tildels den forberedende Undervisning endnu lngere nedad.}

 {[106] En til den sidste Periode af min Virksomhed som
 Undervisningsinspektr henhrende vigtig Erklring angaaende Sor
 fra 1868 er omtalt ovenfor Side 162.}

       *       *       *       *       *

Af mit aandelige og videnskabelige Arbeide fra 1852 af har jeg her
nrmest at omtale, hvad der hrte til mit srlige Fag og Kald,
sluttede sig til min Lrervirksomhed ved Universitetet og fik Udtryk
i litterre Frembringelser. Dette Arbeide blev drevet med Iver og
Flid og fik et ikke ringe Omfang. Efter at have indhentet, hvad der i
tre Aar var forsmt i at flge og benytte den philologiske
Litteratur, og fuldendt Forarbeiderne til mine Forelsninger over den
grske Side af Oldtiden, optog jeg, som tidligere antydet, i to
Universitetsprogrammer fra 1856 og 1857 den almindelige Undersgelse
om Sprog og Sprogudvikling, som jeg havde indledet i 1835 og 1842,
ved en grundig Bearbeidelse af de grammatiske Betegnelsers (vel at
mrke: ikke blot Formers) Vsen, deres Opgave, Midlerne og Veiene til
deres Frembringelse og Udvikling fra en sporadisk Begyndelse til
sammenhngende Systemer og den heraf fremkommende Forskjellighed i
Sprogstammernes Bygning og Karakter samt Betegnelsessystemernes
Forhold til Sprogenes Brugbarhed i Meddelelsens og Kulturens
Tjeneste. Med disse to Afhandlinger, hvori paa mange Steder
ligesaafuldt taagede saakaldte sprogphilosophiske Forestillinger som
klassiske Philologers Fordomme og ensidige Opfattelser angrebes og
afvistes, var i Hovedsagen Grundlaget for min hele Sprogbetragtning
fremstillet; dog bleve ikke uvigtige Afsnit, som jeg i mine
Forelsninger udfrte eller dog berrte (f. Ex. om den lexikalske
Betydningsrigdoms Udfoldning og Bevgelse, om Forholdet mellem Tale-
og Skriftsprog, om Sprogrigtighed og Sprogfeil o. s. v.), tilbage, og
deraf fremkom kun enkelte Antydninger i en senere (i 1871) ligeledes
som Universitetsprogram udgiven Afhandling: "Sprogvidenskabelige
Strbemrkninger", medens en i 1866 i Videnskabernes Selskab
foredragen og i Oversigterne over dets Forhandlinger gjengiven Rkke
"Bemrkninger om Sprogenes Udvikling af deres syntaktiske Midler"
srlig gik over til Fremstillingen af nogle specielle Phnomener i
Latin og saaledes kom til at staae imellem den almindelige
Sprogbetragtning og den specielle klassiske Philologi. I Sammenhng
fremtraadte denne Rkke af mine Arbeider frst i den tidligere nvnte
tydske Oversttelse i mine "kleine philologische Schriften", der
udkom i 1875. Det blev derfor ndvendigt i Fortalen til denne Samling
at gjre opmrksom paa, at den hele Betragtning af Sprogets Fremkomst
og Udvikling, der i de da nrmest foregaaende Aar af Amerikaneren
Whitney var given i Arbeider, som i engelsk og tydsk Form havde
fundet ikke ringe Udbredelse, ikke faa Aar forinden i alle vsentlige
Punkter og med skarpere dialektisk Oplsning af modsatte og afvigende
Opfatningsmaader var fremsat af mig, og at Whitneys Fremstilling
stundom indtil det enkelte Udtryk saa strkt nrmede sig til min, at
Formodningen om en Benyttelse af mine Arbeider uvilkaarlig havde
paatrngt sig mine yngre Venner og heller ikke havde ladet mig
uberrt. Mod denne Formodning har Whitney, der er en Mand af meget
omfattende og selvstndige Studier, gjort Indsigelse, og jeg opgiver
den gjerne for blot at beholde og fremhve den Bekrftelse af
Sandheden i den i de paagjldende Arbeider fremsatte Betragtning, der
ligger i Grundtankernes uafhngige Fremtrden og Gjennemfrelse paa
to saa fjerne Steder, medens jeg dog ikke kan undlade ved
Sammenligning af den fortsatte Benyttelse og Indflydelse af
Whitneys Skrifter i Modstning til mine Afhandlinger at se en ret
mrkelig Prve paa den uheldige Stilling, hvori det mindre Folks
Videnskabsmnd befinde sig ligeoverfor dem, der frdes paa et
vidt udstrakt Folke- og Sprogomraade. Min (og Whitneys) hele
Sprogbetragtning gaaer ud paa i Sproget at erkjende og eftervise det
af Menneskets Forestillingsliv umiddelbart fremkaldte og skabte
Meddelelsesmiddel i dets af Forestillingernes Udvikling uden
beregnende Bevidsthed fremdrevne Uddannelse og i denne Uddannelse at
forflge de naturlige Analogier og deres tilfldige Brydninger og
Spring, altsaa overhovedet at se Sproget i det hele i dets Forhold
til Aandslivet, af hvilket det bres, og hvilket det tjener, og
dernst tillige i dets Sammenhng med Folkelivet paa dettes
forskjellige Trin og i dets historiske Forgrening. I den saavel
Sprogbevgelsens Natur opklarende som Folkenes Sammenhng igjennem
Sprogene opsporende sammenlignende Sprogforskning erkjender jeg da
ogsaa fuldkomment Betydningen af Lydforskningen, forsaavidt den
efterviser de sammenhngende Bevgelser og Overgange i det af
Naturen tilbudne blde og for Tilfldigheden mangesidig tilgngelige
Stof og de deri liggende fint udspundne Slgtskabsmrker, men jeg
negter ikke, at jeg tillgger en Phonetik, der forsger at opstille
et regelmssigt System af faste Love og ensidig fordyber sig i denne
rent ydre Side af Sproget, nsten ligesaa ringe Vrd som de
overvundne Forestillinger enten om Sprogets usvigelige Logik eller om
dets Liv som en i sig selv udenfor Menneskene voxende og skabende
Organisme.

Denne almindelige Betragtning af Sproget i dets Strben efter
Konsekvens og i dets Konsekvensen dog brydende Bielighed og usikre
Griben gjorde sig da ogsaa heltigjennem gjldende i min Opfattelse af
de to klassiske Sprog og i Forklaringen og Bedmmelsen af de deri
forekommende Phnomener og af de historiske Tvivl om Sprogbrug og
Betydning og traadte herigjennem i nr Forbindelse med min kritiske
Behandling af de gamle Skribenters Text. Den sidstnvnte Side af mine
Studier fik efter min Tilbagekomst til Universitetet en enkelt
omfattende Opgave i Behandlingen af den romerske Historiker Livius's
Text. Under min gjentagne opmrksomme Lsning af denne for den
romerske Oldtidskundskab saa overordentlig vigtige Forfatter havde
jeg efterhaanden, foruden at fremdrage en Mngde oversete og med Uret
tilsidesatte haandskriftlige Lsemaader eller Textrettelser af ldre
Philologer, selv med Benyttelse af de bedste Haandskrifters Spor
gjort et stort Antal for Meningen og for det rigtige Udtryk mere
eller mindre vigtige Rettelser, af hvilke ikke faa dels vare meddelte
i mine philologiske Skrifter, isr Opuscula Academica, dels komne i
Omlb blandt mine Tilhrere og yngre Venner. Efterat min jvnaldrende
Ven: Rektor Ingerslev i en af ham foranstaltet Skoleudgave med
Anmrkninger af tre Bger af Livius (21de-23de) efter srlig
Tilladelse havde offentliggjort og benyttet mine Rettelser til en
Rkke Steder i disse tre Bger, lededes jeg baade ved Andres
Opfordring og ved den Interesse, som Syslingen med og den skarpere
Begrundelse af de Rektor Ingerslev meddelte Rettelser havde havt for
mig selv, til at foretage en sammenhngende Bearbeidelse af det hele
Bidrag, som jeg saae mig istand til at yde til Berigtigelsen af
Livius's Text, og saaledes fremkom mine i Aaret 1860 trykte
"Emendationes Livian", der paany bleve udgivne i 1877. Skriftet
knytter de enkelte Textrettelser og Bemrkninger til en forudskikket
methodisk Prvelse af Overleveringskildernes Beskaffenhed og
Sammenhng for hvert af de opbevarede Afsnit af Livius's Vrk og
indeholder tillige en stor Mngde mere eller mindre omfattende
Bemrkninger om latinsk og speciel liviansk Sprogbrug. Her som
tidligere ved Bearbeidelsen af Cicero de finibus var det ndvendigt
stundom temmelig skarpt at rydde op i en vis philologisk Slendrian og
at paavise Manglerne ved nogle samtidige Arbeider af tydske
Philologer paa samme Omraade, og derved fremkaldtes naturligvis en
vis Modstrben og Uvillie mod den siden 1848 ogsaa af andre Grunde
ikke velsete Forfatter, men som ikke hindrede Bogen fra snart at
gjre sig gjldende som Udgangspunktet og Grundvolden for en ny og
sikrere Faststtelse af Livius's Text, en Indflydelse, der ogsaa
viste sig ved at fremkalde en temmelig talrig Rkke Bidrag til
Bearbeidelsen af Livius, som i det Hele sgte at slutte sig til min
Methode, vistnok med meget forskjelligt Held. Den Tanke laae nu nr
til den i disse Emendationes givne Behandling af en Rkke enkelte
Steder, i hvilke jeg havde egne nye Resultater at meddele, at fie en
hel Udgave af Livius, hvori Texten var fastsat efter de samme
Grundstninger i Valget imellem Haandskrifternes Lsemaader og
Benyttelsen af Andres gode og sikre Rettelser, og denne Tanke
udfrtes efter Opfordring fra forskjellige Sider med Understttelse
af min Ven og Kollega Ussing i 1861 og de flgende Aar. Denne Udgave,
hvis enkelte Dele efterhaanden ere optrykte flere Gange, gav
naturligvis ved den fortsatte Prvelse Anledning til ikke faa nye
Textrettelser, navnlig i stort Omfang i de sidste fem Bger, idet jeg
dels selv i Sommeren 1863, dels min Discipel og Ven, nuvrende Rektor
Forchhammer niagtig i Wien sammenlignede det eneste Haandskrift,
hvori disse Bger ere opbevarede.

En Modstning til denne omfattende Beskftigelse med en enkelt
Oldtidsskribent dannede mit nste strre Skrift, mine i 1871 og 1873
i to Bind udgivne "Adversaria Critica", hvortil i 1884 kom et mindre
tredie Bind. Min Bestrbelse for paa alle Hovedpunkter at vinde en
selvstndig Beskuelse af den grske og romerske Oldtid igjennem den
opbevarede Litteratur havde, som allerede anfrt, frt mig til en
gjennem hele min Professorvirksomhed uafbrudt fortsat og navnlig i
den anden Periode af min akademiske Virksomhed udvidet Lsning af
Oldtidsforfatterne, saavel de grske som romerske, der, med
Udelukkelse af enkelte afsides liggende Skrifter, efterhaanden i
Sammenhng var naaet omtrent ned til det andet og tredie Aarhundrede
efter Christus, medens jeg naturligvis sporadisk i stor Udstrkning
havde syslet med langt sildigere Skrifter og Levninger. Under denne
ogsaa i sproglig og textkritisk Henseende, skjndt naturligvis i
forskjellig Grad, omhyggelige Lsning var der nu opstaaet en Rkke
Textrettelser, som samlede nedlagdes og udgaves under den anfrte,
ogsaa ved tidligere Philologers Arbeider benyttede Titel
("Adversaria" betegner egentlig: en Kladebog, Optegnelsesbog),
indledede med en almindelig, ved talrige Exempler oplyst Fremstilling
af Konjekturalkritikens Opgave og Methode. Det saare adspredte Stof,
som Vrket i det Enkelte indeholder, kunde naturligvis kun
efterhaanden komme til Benyttelse og Anvendelse ved nye Udgaver af de
mange enkelte behandlede Oldtidsskrifter. Det voldte nogen
Overraskelse, at jeg, efterat jeg hidtil vsentlig havde indskrnket
mig til den romerske Litteratur, her ogsaa gjorde Krav paa ikke
ganske ringe Medvirkning ved de grske Forfatteres Bearbeidelse,
skjndt min grske Syntax kunde have forberedt noget herpaa, og at
jeg, hvis tidligere kritiske Arbeider vsentlig havde beskftiget sig
med to Prosaforfattere, Cicero og Livius, ogsaa berrte Digterne,
baade de grske og latinske, og denne Udvidelse af min textkritiske
Virksomhed saaes ikke overalt med velvillige ine, saameget mere som
jeg paa ikke faa Steder i Arbeidet havde tilfiet almindelige, ikke
altid behagelige Bemrkninger om de enkelte Oldtidsforfatteres nyere
og nyeste philologiske Behandling. Hos mig selv var denne omfattende
textkritiske og srlig konjekturalkritiske Virksomhed fremkaldt ved
en logisk og sthetisk Trang til skarp og klar Opfattelse af de gamle
Skribenters Forestillinger i Forhold til den gyldige Sprogform og de
historiske Forudstninger under Hensyn til de sandsynlige Afvigelser
fra det Korrekte og Almindelige, og denne Trang nredes og
understttedes ved den efterhaanden opstaaende Flelse af en vis
Sikkerhed og Virtuositet og ved den vundne Erkjendelse af en
videnskabelig Methode for Bedmmelsen af den Paalidelighed, hvormed
vi overhovedet besidde de gamle Skribenters Text og i det Enkelte
kunne prve og eventuelt berigtige Overleveringen. Den tankelse
Syslen med Lsemaader og Varianter, den grundlse Tvivl og de
famlende og letfrdige Indfald, de ofte aabenbare Forvanskninger af
Sprog, Tanke og Indhold, der tumle sig paa dette philologiske
Omraade, have altid vret mig modbydelige, og som frste Hovedregel
gjaldt det mig at sge fast Grund og Udgangspunkt og ledende
Begrndsning for den omskuende Sgen. Men, hvorvel jeg stundom maaske
under Lsningen af de gamle Forfattere kan have ladet mig fastholde
og hendrage for meget af denne Interesse for Textens Rigtighed, tabte
jeg dog aldrig Hovedformaalet: alsidig Beskuelse af Oldtiden og
dybere Indtrngen i enkelte Hovedsider af dens Udvikling af Syne.
Vidnesbyrd herom vare nogle mindre, til Philologiens reale og
historiske, baade grske og romerske Side hrende Afhandlinger, som
jeg efterhaanden i dette Tidsrum udgav, nemlig: "Om Granius
Licinianus" (i 1857 i Oversigten over Videnskabernes Selskabs
Forhandlinger), "om den dramatiske Poesis Frugtbarhed og de
ydre Betingelser derfor hos Athenerne" (i 1863 i Tidsskrift
for Philologi og Pdagogik), "en Bemrkning om Forholdet mellem
Folkets og Domstolenes Kompetence hos Athenerne, den saakaldte
Graph paranomn" (i 1864 i Videnskabernes Selskabs Oversigt), "om
Befalingsmndene og Forfremmelsesvilkaarene i den romerske Hr,
betragtede i deres Sammenhng med Standsforholdene hos Romerne i det
Hele" (Universitetsprogram af mig som Rektor for 1864), "Bemrkninger
over T. Livius' Fremstilling af den romerske Historie med Henblik
paa den antike Historieskrivning i det Hele" (1876 i Videnskabernes
Selskabs Oversigt) og endelig: "Bemrkninger om enkelte Punkter af
den romerske Strafferetspleie i Republikens Tid" (Universitetsprogram
i mit Rektorat for 1879). Disse Afhandlinger bleve, med Undtagelse af
den sidste, derefter optagne i mine fornvnte "kleine philologische
Schriften" i 1875. -- I 1867 udgav jeg derhos, ligeledes som
Universitetsprogram, det allerede under Afsnitet for 1826 til 1848
omtalte[107], frste Stykke af "Kortfattet grsk Metrik eller
Fremstilling af de grske Digteres Versbygning", hvis 2det Stykke
jeg desvrre ikke senere har fundet Leilighed til at udarbeide. I
1873 lod jeg i Tidsskrift for Philologi og Pdagogik efter Opfordring
trykke nogle af mig i philologisk Samfund forinden fremsatte
Bemrkninger om "En nylig funden grsk Indskrift" (i Thisb), ligesom
jeg i samme Tidsskrift senere fremsatte forskjellige mindre sproglige
Bemrkninger.

 {[107] Se ovenfor Side 107.}

Afhandlingen om Befalingsmndene i den romerske Hr, i hvilken en
vigtig og med den hele aristokratisk-timokratiske Karakter af den
romerske Statsordning paa det Nieste forbunden Sregenhed i
Hrindretningen frste Gang opklaredes paa en Maade, der ikke tillod
eller har fundet Indsigelse i Hovedsagen, betegner i Forbindelse med
de tidligere latinske Afhandlinger om de romerske Kolonier og om
tribuni aerarii samt de to sidstnvnte Afhandlinger fra 1876 og 1879
den under hele min philologiske Virksomhed fastholdte Strben efter
en klar og omfattende Erkjendelse af det romerske Statsliv i dets
hele indre Sammenhng og historiske Udvikling indtil Overgangen til
det byzantinske Rige, og de vare saaledes Forlbere for det
omfattende Arbeide, hvormed jeg i Hovedsagen afsluttede min
historisk-philologiske Forfattervirksomhed: "Den romerske Stats
Forfatning og Forvaltning" i to Dele, 1881-82, paa Tydsk i de samme
Aar[108]. Skjndt frst endelig redigeret og udgivet efter min Afgang
fra Universitetet, hnger dette Vrk dog paa det Nieste sammen med
min Professorvirksomhed som fremkaldt af denne og i alle Retninger
forberedet under den. Dets karakteristiske Eiendommelighed vil jeg
selv nrmest stte i den alsidige, efter et harmonisk Totalbillede
strbende Opfattelse af de til enhver Tid jvnsides i Sammenhng sig
udfoldende Instituter og deres historiske Fremskriden og Omndring og
i den besindige Ro, hvormed under Betragtningen af det mgtige
historiske Phnomen den for de forskjellige Tidsaldre og tildels for
de forskjellige Sider af Indholdet i Fylde og Paalidelighed saa
yderst ulige historiske Overlevering er prvet og sammenholdt med
den indre Udviklings naturlige Konsekvens og frie Tilfldighed, med
fast Adskillelse imellem fuld og sikker Vished, ubestemte Omrids og
udfyldende Formodning og med Fjernelse af al vilkaarlig Konstruktion.
Men ved denne Bestrbelse kom mit Vrk ndvendigvis i Modstrid med
Retninger, der, fremtraadte og udviklede i Tydskland, ogsaa havde
vundet Indgang i England og Frankrig: baade den Niebuhrske, der
benytter den ogsaa af mig fuldkomment erkjendte Usikkerhed i den
ldre romerske Overlevering til ved phantasirig Gisning at udmale den
ldste og ldre Tids Forfatning endog i Enkeltheder og giver disse
Hypotheser Indflydelse paa Opfattelsen og Skildringen af den senere
Romerstat, medens for mig den senere, hos samtidige eller nsten
samtidige Vidner i brede Trk fremtrdende Skikkelse af de romerske
Statsindretninger danner Udgangspunktet, hvormed Overleveringen om
det ldre og Oprindelige ved naturlig Forklaring af virkelige
Forandringer og Traditionens Misforstaaelser skal bringes i
Sammenhng, -- og den Mommsenske, der lader de romerske Instituter
udvikle sig efter visse theoretiske Grundbegreber, der underlgges
den ldste Folkebevidsthed. Da min Fremstilling i sammentrngt og
overskueligt Omfang skulde sammenfatte den romerske Stats Forfatning
og Forvaltning ligefra den ldste Tid ned til Overgangen i den
byzantinske Form, tilstedede den aldeles ikke den detaillerede
Bevisfrelse, som jeg ved et Par enkelte Afsnits monographiske
Behandling tidligere havde givet. Den var derhos lige langt fra at
anbefale sig ved Foredragets rhetoriske Pragt og ved en til Skue
baaren Originalitet i Synsmaade; det var, som jeg sagde i Fortalen,
Originalitet nok paa dette Omraade ikke at jage efter Originalitet.
At nu en saadan Fremstilling let og hurtig skulde trnge igjennem og
i sin Helhed gjre sig gjldende, derpaa regnede jeg ved Udgivelsen
ikke, men at den efterhaanden vil skaffe sig Indgang og holde sig
opreist, derom nrer jeg en rolig Forventning.

 {[108] Ved den tyske Bearbeidelse havde jeg det Uheld, at den
 forresten samvittighedsfulde holstenske Skolemand, der skulde staae
 mig bi ved Oversttelsen og Korrekturen (tidligere en kort Tid min
 Tilhrer), var betagen af en Forkjrlighed for gammeldags Udtryk og
 Vendinger (f. Ex. "Mund" for "Vormundschaft", "sintemal" o. s. v.),
 der beredede mig ikke ringe Besvr med Fjernelsen og hist og her
 efterlod Spor, der ikke gjorde min sammentrngte og noget tunge
 Stil lettere.}

Min philologiske Virksomhed som Lrer og Forfatter har vret baaren
af en dyb Overbevisning om Betydningen af, hvad jeg ofte har kaldt
den autoptiske Beskuelse af de primitive, til fuld Udvikling og
Bevidsthed bragte og i Ordets klare Form bevarede Kulturskikkelser
som Grundlag for den moderne Dannelse og for den denne Dannelse
forberedende og styrkende Undervisning. Men ved Siden af den af denne
Overtydning udspringende Glde ved mit philologiske Arbeide gik, som
jeg ovenfor har sagt, en tidlig vaagnet og omend tilbagetrngt, dog
aldrig udslukt Trang til Syslen med andre og mere almindelige
Erkjendelsesproblemer. Denne Trang forstrkedes med Aarene og ved
Livets Kampe og Erfaringer, og den gjorde sig endmere gjldende, da
med mit Syns Svkkelse og, hvad Lsning og Skrift angaaer, Udslukning
fra 1876 af Beskftigelsen med Oldtidens Skrifter og Monumenter i den
hidtidige indtrngende Form blev mig mere og mere vanskelig. Efterat
derfor Vrket om den romerske Statsforfatning, der for en Tid havde
fremkaldt den ldre Interesse i fuld Energi, var tilendebragt, har
mit philologiske Arbeide, foruden den fornyede Textrevision af Dele
af Livius og Cicero med de derved fremkaldte Overveielser, vsentlig
indskrnket sig til at forflge, hvad der af nye Mindesmrker og
Vidnesbyrd fremkom om det romerske offentlige Liv[109], og til
fornyet Lsning af enkelte Oldtidsskrifter (srlig Homer) til
Gjenoplivelse af det almindelige Indtryk[110]. Muligvis har en vis
Forstemning over den smaalige og adspredte Travlhed, der ofte har
gjort sig gjldende i den philologiske Litteratur, idet, med ringe
Indblik i det Centrale af Oldtiden og dens Litteratur, afsides
Bipunkter uforholdsmssig fremhves eller ofte behandlede Sprgsmaal,
tildels af ringe Vigtighed og uden Stof til nogenlunde sikker
Besvarelse, gjennemplies med nye Gjtninger, bidraget noget til
denne Indskrnkning. Det ligger i den klassiske Philologis Natur, at
den af sine Dyrkere mere krver klar og indtrngende Tilegnelse og
Beskuelse i Forhold til den moderne Bevidstheds skiftende
Standpunkter end omfattende nye Resultater, og man ledes derfor ofte
til det nske, at Forfatterfrugtbarheden paa dette Omraade var
mindre, end den nu fremtrder, navnlig i Programmer, Disputatser,
Kommentarer over visse Forfattere og Afhandlinger i Tidsskrifter.
Men Hovedgrunden til den forandrede Retning i min aandelige
Sysselsttelse laae dog andetsteds.

 {[109] I denne Sammenhng skal jeg endnu kun anfre, at jeg den
 21de Marts 1884 i Videnskabernes Selskab fremsatte nogle
 "Bemrkninger om Forskjellen mellem de hos Grkerne og Romerne
 gjldende Bestemmelser og Vedtgter om Slavers Frigivelse og de
 Frigivnes Stilling" (trykte i Oversigten over Selskabets
 Forhandlinger), og at jeg den 23de April 1885 i philologisk Samfund
 leverede et Par Bemrkninger til Livius (om Centumviralretten m.
 m., se Udsigten over dets Virksomhed for 1884-1885).}

 {[110] Udgiverens Anmrkning: Til den til Erindring om den afdde
 unge, dygtige franske Philolog Charles Graux, med hvem min Fader
 var kommen i venskabelig Forbindelse, udgivne Samling: "mlanges
 Graux" leverede han endelig en lille Artikel om Fragmenter af
 grske Digtere hos Athenus.}

Jeg har allerede gjentagende havt Leilighed til at nvne min
Forbindelse med philologisk historisk Samfund, der blev stiftet i
1854, og i hvis Mder jeg gjerne og jvnlig deltog for derigjennem at
vedligeholde og udvide min Forbindelse med de yngre philologiske
Studerende og det ikke udelukkende af den klassiske Retning. -- Men
ogsaa til Studenterne som Helhed traadte jeg paany i nrmere
Forbindelse, da Studenterforeningen den 13de April 1878 efter H. N.
Clausens Dd valgte mig til resmedlem, og da man ved mit
Professorjubilum i 1879 opstillede min Buste dernede og Studenterne
bragte mig et Fakkeltog. Ved begge Leiligheder afholdtes der
Festligheder med smukke Sange af Ploug, E. Lembcke o. s. v. Min hie
Alder og mit Syn tillod mig naturligvis kun i ringe Grad at deltage i
de Unges Samliv, men jeg fandt dog Leilighed til at vise min
Taknemmelighed ved der at holde tvende Foredrag: i 1879 "Om Begrebet
og Betydningen af Folkeeiendommeligheden (Nationalkarakteren)" og i
1880 "Om de smaae Folks Stilling og Vilkaar i det almindelige
Aandsliv og Kulturbevgelsen", begge kort efter trykte efter
Hukommelsen i det da stiftede Letterstedtske Tidsskrift, af hvis
Bestyrelse for Danmark jeg var bleven Medlem i April 1875. -- Ved min
mangeaarige Deltagelse som gammel Examinator og resgjst i de gamle
Studenters Jubelfester skal jeg ikke her dvle, skjndt den har
beredet mig megen Glde ved den ogsaa derigjennem vundne Bekrftelse
paa det gode Forhold, hvori jeg altid har staaet til de Studerende.

Jeg kan selvflgelig ikke slutte Oversigten over dette Afsnit af mit
Liv og min Virksomhed uden endnu srlig at berre mit Forhold til det
danske Videnskabernes Selskab, i hvis Arbeider jeg ikke blot deltog
som Medlem -- jeg har, som allerede omtalt, leveret flere Bidrag
dertil ogsaa efter min Tilbagetrden fra Universitetet --, men for
hvilket jeg derhos fra 14de Mai 1852 i en Aarrkke fungerede som
Arkivar eller, som Stillingen nu rigtigere betegnes, som Redaktr,
idet det paahviler den nvnte Funktionr at besrge Udgivelsen af
Selskabets Skrifter. Efter at have nedlagt denne lnnede Post,
fungerede jeg derhos efter A. S. rsteds Dd frst en kort Tid som
Viceprsident for Selskabet og blev derpaa fra 1867 valgt og senere
gjenvalgt til dets Prsident. Hovedledelsen af Selskabets Virksomhed
har ivrigt efter Selskabets Vedtgter og hele Indretning altid
ligget hos Sekretren, medens Prsidenten -- hvilken Post fra den
frste Prsidents: Grev Holsteins Tid stadig havde vret bekldt af
Statsembedsmnd i de hieste Stillinger og frst ved rsted og
endmere ved mig gik over til et af Selskabets ordentlige Medlemmer --
egentlig kun har at reprsentere Selskabet udad og at lede
Forhandlingerne i Mderne. I denne sidste Henseende er det lykkedes
mig at vinde og vedligeholde mine Kollegers Velvillie og maaske at
bidrage til at afvrge et og andet Sammenstd. Men jeg blev unegtelig
overrasket, om end paa en gldelig Maade, da mine Kolleger i
Selskabet, i Anledning af 50 Aarsdagen for min Indtrden i samme, den
27de December 1883, til Minde om min Virksomhed i og for Selskabet
toge den Beslutning, at der hvert 5te Aar skulde kunne tildeles en
dansk Forfatter en Guldmedaille under Navn af den Madvigske
resmedaille som Belnning for et Skrift over Emner af sproglige
eller historiske Videnskaber, hvilken Medaille derhos samtidig
overraktes mig i Anledning af mit Skrift om den romerske
Statsforfatning og Statsforvaltning[111].

 {[111] Udgiverens Anmrkning: Det br maaske rettest her nvnes, at
 min Fader i 1868 var bleven Medlem af Videnskabernes Selskab i
 Upsala, i 1869 af Videnskabernes Akademi i Mnchen, i 1871 af de
 tilsvarende Selskaber i Gttingen og St. Petersborg, i 1876 af det
 tilsvarende Selskab i Kristiania og af det franske Instituts
 "academie des inscriptions et belles lettres" (hvis "Correspondant"
 han havde vret i flere Aar), i 1877 af "academia dei Lincei" i
 Rom, i 1878 af "the royal society" i Edinburg og i 1885 af det
 helleniske philologiske Selskab i Konstantinopel.}

Da Eieren af Bryggeriet Carlsberg J. C. Jacobsen i 1876 med storartet
Gavmildhed stiftede "Carlsbergfonden" til Fremme af videnskabelige
Formaal og stillede denne Stiftelse med dens rige Midler under en
lnnet Bestyrelse af 5 Medlemmer, som vlges paa 5 Aar af
Videnskabernes Selskab, valgtes jeg til at indtrde i denne
Bestyrelse og gjenvalgtes senere dertil, idet jeg tillige af mine
Kolleger i Direktionen kaaredes til dens Formand. Den derved mig
tilfaldne Indflydelse paa videnskabelige Arbeiders og Foretagenders
Understttelse og Fremme har jeg i Forening med mine Medbestyrere
bestrbt mig for at anvende samvittighedsfuldt. -- En lignende
Indflydelse paa et ganske specielt Omraade og med meget ringere
Midler betroedes mig ved den mig den 30te Mai 1879 efter A. W.
Scheels Dd givne kongelige Udnvnelse til 2det Medlem af Bestyrelsen
for den Hjelmstjerne-Rosenkroneske Stiftelse, der i sin Virksomhed
ivrigt vsentlig forflger philantropiske og patriotiske Formaal.

At jeg efterhaanden gjennemgik en Rkke Trin af Rang, Titler (den 6te
Oktober 1852 udnvnt til Etatsraad, den 1ste Januar 1856 til
Konferentsraad) og Ordensdekorationer er der kun forsaavidt Grund til
at omtale, som jeg nsker at fremhve, at det ingenlunde er undgaaet
min Opmrksomhed, at den efter min virkelige Embedsstilling og
Virksomhed usdvanlige og uforholdsmssige Mngde og Grad af deslige
Udnvnelser, der er falden i min Lod, for en stor Del er fremkaldt
ved tilfldige Omstndigheder. Jeg nsker i denne Henseende her at
lette mit Hjerte ved en Forklaring og Forsikring. Da i Efteraaret
1859 davrende Finantsminister Fenger henvendte sig til mig om for
den forestaaende Samling af Rigsraadet paany at overtage Pladsen som
Prsident, udtalte jeg for ham, at denne Stilling, foruden dens
ivrigt paa den Tid lidet tiltrkkende Beskaffenhed, ogsaa derved
blev mindre behagelig, at Regjeringen selv i sit Mismod over
Protesterne mod Raadet og Slesvigholstenernes Udtrden deraf syntes
at behandle dette mindre hensynsfuldt, og kom derved til at nvne de
nylig samtidigen Landsthingets og Folkethingets Formnd tildelte
Dekorationer som Dannebrogsmnd med Forbigaaelse af Rigsraadets
Formand. Denne tilfldige Ytring havde til Flge, at jeg faa
Dage efter (den 2den Oktober) overraskedes i hi Grad ved at
benaades med Storkorset af Dannebrog, en resbevisning, der af
Universitetsprofessorer kun var bleven H. C. rsted tildel henimod
Slutningen af hans lange Bane (-- den 18de Novb. 1871 blev jeg frst
Dannebrogsmand). Men, kan det her bebreides mig ved en ubetnksom
Ytring at have foranlediget mig tildelt en overdreven og aldeles
udenfor mine Tanker liggende Udmrkelse, vil jeg paa den anden Side
ikke fortie, at jeg ikke blot med Overraskelse, men med Undseelse og
Sorg modtog Elephantordenen ved Universitetets Jubelfest. Meddelelsen
herom gjordes mig Pintsedag 1879, tre Dage fr Festen. Jeg flte mig
aldeles overvldet ved mod Slutningen af mit Professorliv at skulle
modtage en resbevisning, som ikke blot ingen Universitetslrer
nogensinde havde opnaaet eller kunnet tnke paa at opnaae (-- og jeg
havde dog havt H. C. rsted og A. hlenschlger til Kolleger --), men
som bestandig havde vret betragtet som Lnnen for udmrkede
Tjenester i Statens hieste og vigtigste Stillinger; jeg betragtede
det paa engang endog som et politisk Misgreb at forringe den
Anseelse, hvori Elephantordenen traditionelt stod ogsaa ligeoverfor
Fremmede, ved en Anvendelse udenfor den almindelig forudsatte snevre
Kreds og som en Byrde for mig under mine vrige beskedne Livsvilkaar
at betegnes som henhrende til "de hie Herrer" (grands seigneurs);
jeg forestillede Ministeren dette og bad ham indstndigen foranledige
Udnvnelsen tagen tilbage, og, da han erklrede, at dette var
ham umuligt, henvendte jeg mig, hvor optagen jeg end var af
Festforberedelserne, i samme iemed til Justitsministeren og til
Geheimekabinetssekretren, men, da ogsaa disse betegnede Sagen som
endelig afgjort, maatte jeg lade det blive derved. Naturligvis var
det ivrigt nrmest Universitetet i det Hele, som man ved denne
Udnvnelse vilde vise en Opmrksomhed i dets Rektors Person, da der
ikke kunde tillgges ham som endnu fungerende Embedsmand en
Rangtitel. Det var da ogsaa nrmest paa Universitetets Vegne, at jeg
modtog de Dekorationer som Ridder af den hvide rns Orden[112] og
som Storofficer af reslegionen, ved hvilke samtidig den russiske og
franske Regjering[113] vilde vise deres velvillige Deltagelse i vort
Universitetsjubilum[114][115], ligesom det ogsaa skyldtes dette
Jubilum, at jeg af vort juridiske Fakultet da kreeredes til "doctor
juris", hvad jeg unegtelig efter mine Interesser satte Pris paa[116],
og at jeg kort efter valgtes til resprofessor ved Universiteterne i
Odessa og Kiew. -- Ved Andet af denne Art (Udnvnelse til
Geheimekonferentsraad 28de December 1881 osv.) er der ingen Anledning
til at dvle.

 {[112] Udgiverens Anmrkning: Det br dog maaske bemrkes, at i
 Kommunikationsskrivelsen fra den russiske Undervisningsminister,
 Grev Tolstoy betegnedes Modtageren som: "considr  iuste titre
 comme doyen des latinistes du monde entier".}

 {[113] Frankrig har jeg dog besgt, men med Rusland er jeg aldrig
 traadt i anden Forbindelse, end at jeg i 1874-75 for de fire danske
 Philologer, som da modtog Ansttelse i Rusland, frte Forhandlinger
 derom gjennem det danske Gesandtskab i St. Petersborg med det
 russiske Undervisningsministerium.}

 {[114] Ogsaa mit Valg i 1876 til udenlandsk Medlem af det franske
 Institut: "academie des inscriptions et belles lettres", efterat
 jeg i flere Aar havde vret dets "correspondant", skyldtes maaske
 noget en Sideindflydelse: Forstemningen mod Tyskland.}

 {[115] Paa en noget lignende Maade var jeg nrmest som Flge af min
 Nrvrelse som en af vort Universitets Reprsentanter ved
 Universitetsjubilerne i Leyden, Kristiania og Lund bleven udnvnt
 til Ridder af den nederlandske Lveorden (i 1875) og til Storkors
 af Nordstjerneordenen (i 1868) og St. Olafsordenen (i 1871). -- Da
 jeg i 1869 under mit Ophold i Italien blev Ridder af den preussiske
 Orden "pour le mrite" (dens Fredsklasse), var det derimod
 unegtelig en re, der vistes Philologen, uden at jeg her skal komme
 ind paa de Betnkeligheder, som jeg under Hensyn til Tydsklands
 Forhold overfor Danmark nrede ved at modtage samme, men som jeg --
 paa forud underhaanden sket Foresprgsel -- troede at burde
 tilsidestte.}

 {[116] Som Flge deraf kunde jeg ikke modtage det mig i 1884 ved
 Universitetsjubilet i Edinburg tilbudne Valg til "Doctor of
 laws".}

Mit Familieliv hengled i Aarrkken fra 1851 til 1879 uforstyrret i
den stille Skikkelse og de beskedne Vilkaar, hvori det tidligere var
frt. I 1852 (den 3die August) dde min Moder, 75 Aar gammel,
efterat jeg kort forinden havde havt Leilighed til at besge hende
for sidste Gang i min Fdeby, der i 1873 hdrede mig ved at vlge mig
til resborger, ligesom Bornholmere paa min 70aarige Fdselsdag i
1874 lode min Buste opstille ved Indkjrslen til Byen Nord fra. -- En
rig Nydelse og Glde fandt jeg og alle Mine saagodtsom hver Sommer
ved et forfriskende Landophold paa forskjellige Steder. Saaledes
besgte jeg forskjellige Sommere i lngere Tid min yngre Broder Lgen
og hans Hustru frst paa Frederiksvrk og senere gjentagne Gange i
Haderslev (i 1854, da jeg feirede mit Slvbryllup dr i al Stilhed
med min Familie og min nr derved i Hoptrup boende Ungdomsven
Marckmann, i 1866, i 1873 og senest i 1883[117]). I 1855 benyttede
jeg under min Ven Bojesens og Hustrus Fravrelse Rektorboligen i Sor
og i 1871 opholdt jeg mig en kort Tid ved Geheimeraad Halls Velvillie
paa Herlufsholm. I 1858 og 1860 boede jeg paa Nybrogaard ved
Bagsvrd, i 1863 i Hellebk, i 1869 ved Nyholte Kro og i 1865, 1867,
1868 og 1870 paa forskjellige Steder mellem Rungsted og Vedbk, og i
denne sidste Egn har jeg derpaa fra 1874 stadig havt Sommerbolig i
det af min Familie leiede saakaldte "Jgerhuset" under Smidstrupgaard
i Kanten af den smukke Folehaveskov med en herlig Udsigt over Sundet
og med Leilighed for mig til at tilfredsstille min fra Barndommen
bevarede Trang til Sbade. Vor Kreds udvidedes i 1867, da min ldste
Sn, nu Assessor i Landsoverretten i Kjbenhavn, tilfrte mig en
Datter af min oftere nvnte, afdde Ven, Professor i Mathematiken
Chr. Jrgensen som Svigerdatter, og med dem have vi havt flles
Sommerophold saavel andetsteds som stadig paa Jgerhuset[118]. Paa
dette sidste Sted feiredes ogsaa i 1879 mit Guldbryllup (den 7de
August) kort efter Universitetsjubilet; min allerede dengang
svagelige trofaste Hustru overlevede ivrigt kun denne Gldesdag lidt
over et Aar (dd 19de Septb. 1880, henved 83 Aar gammel).

 {[117] Under Besget i 1883 afholdtes der den 24de April et smukt
 Festmaaltid for mig af en stor Del Nordslesvigere, hvilket
 selvflgelig beredede mig en stor Glde, om end blandet med megen
 Vemod.}

 {[118] Dr havde jeg ogsaa srlig Leilighed til at fortstte min
 Samvren med forskjellige yngre philologiske Studenter, idet mit
 svage Syn gjorde mig det ndvendigt at have en saadan boende i min
 umiddelbare Nrhed for daglig at assistere mig i flere Timer som
 Sekretr, -- og der samledes jvnlig uden srlig Indbydelse Venner
 af mig og mine Brn med os saavel som om Vinteren Onsdag Aften i
 min Bolig i Kjbenhavn.}

Jeg har allerede tidligere omtalt de af mig hvert Aar til Landets
forskjellige Egne foretagne Examensreiser, hvortil knyttede sig
enkelte Smaaudflugter, f. Ex. til Himmelbjerget og Silkeborg osv. I
1856 fik jeg derhos Leilighed til med mine Dtre at gjre et kort
Besg paa Men. En endnu strre Betydning for mig havde i dette
Tidsrum, foruden de ovenfor omtalte korte Besg ved nogle fremmede
Universiteter i Anledning af Jubelfester, et Par lngere Reiser i
Udlandet. -- I 1860 tilstodes der mig saaledes et lille Belb
(saavidt jeg mindes: 400 Rdl.) for under en Reise, der dog tillige
vsentlig skulde tjene til Forfriskelse, at gjre mig noget bekjendt
med det franske lrde Skolevsen: #enseignement secondaire#; paa et
lngere Ophold i Tydskland forbd Stemningen imod Danmark og srlig
mod Prsidenten i Rigsraadet mig at tnke. Reisen gik da i den sidste
Halvdel af August i hurtig Flugt ned til Bodensen og derfra over
Kostnitz og Schaffhausen (Lauffen) ind i Schweitz, hvor jeg i
en Tid af omtrent 14 Dage besgte Zrich og Egnene omkring
Vierwaldstttersen og gjorde et let Bekjendtskab med Alpenaturen ved
en Fodvandring fra Thun over Interlaken til Meyringen og derfra
gjennem Grindelwalddalen tilbage til Thun[119]. Derfra reiste jeg
over Bern og Neufchatel til Genf, hvor jeg under et Ophold af en halv
Snes Dage -- de frste, jeg tilbragte i franske Omgivelser, -- gjorde
et flygtigt Bekjendtskab med det dervrende Akademi eller Gymnasium,
medens jeg tillige besteg det Genf mod Syd begrndsende Mont Salve.
Fra Genf reiste jeg til Lausanne og dernst hurtigen gjennem Wallis
og over Simplon til Mailand, idet jeg kun gjennem Taage og Regn
skimtede Lago maggiore ved Arona. Fra Mailand, hvis Domkirke og andre
Bygninger og Kunstsamlingen i Brra i hi Grad sysselsatte mig,
medens jeg kun kunde gjre et flygtigt Besg i det Ambrosianske
Bibliothek, gjorde jeg en Udflugt til Comosen (Bellaggio og Villa
Carlotta) og tog derfra over Valpladsen ved Magenta forbi Marengo og
Alessandria over og, hvis man paa Grund af de mange Tunneler vil
udtrykke sig saa, gjennem Appenninerne til Genua, hvor jeg ikke
forsmte Malerisamlingen i Palazzo Brignole eller Dorianernes
Mindesmrker (Palads og Kirke), og hvor jeg modtog et mgtigt Indtryk
af det udenfor den herlige By sig udbredende Middelhav. Efter en
Udflugt til Villa Palavicini, hvor jeg frste Gang, en deilig
Septemberdag, saae Sydens Flora i fuld Pragt, gik jeg tilss til
Nizza, paa hvilken By med dens Omgivelser jeg kun kunde ofre to Dage,
men hvor jeg dog benyttede Leiligheden til at se de i Nrheden
liggende Levninger af et romersk Amphitheater og at besge det herlig
liggende Kloster Cimis (Cimella-Cemenelium), i hvilket jeg havde en
ret interessant Samtale med en af sit Bekjendtskab med Rousseau og
Voltaire sig rosende Munk. Ligesom fra Genua til Nizza havde jeg
ogsaa fra Nizza til Marseille en hist ubehagelig Dampskibsreise ved
Nattetider uden nogen Leilighed til Iagttagelse af eller Glde over
Hav og Kyst, og Schweitz og Italien havde opholdt mig saalnge, at
jeg, ene beriget med et overfladisk Indtryk af Marseilles storartede
Havn, uopholdelig maatte ile over Lyon og Dijon til Paris. Opnaaelsen
af Adgangen til at hospitere i de franske, navnlig parisiske, Lyceer
var dengang forbunden med saamange Formaliteter, idet Sagen maatte
gaae igjennem det danske Gesandtskab, det franske Udenrigsministerium
og Undervisningsministeriet, at Tilladelsen dertil frst meddeltes
mig lige fr min Afreise og derfor ikke benyttedes. Desto friere
kunde jeg anvende Tiden, saavidt den strakte til, paa Louvres og
Luxembourgs Kunstskatte og paa at faae et klart Billede af Paris og
dens nrmeste Omgivelser (St. Cloud og Versailles) som Skueplads for
de store historiske Begivenheder, der allerede fra min frste
Skoletid strkt havde beskftiget mig. Efter 19 Dages Ophold i Paris
gik jeg over Lttich, Aachen og Kln i Oktober tilbage til Hjemmet.
Det laae i Sagens Natur, at jeg ved en saa hurtig Reise ikke kunde
tnke paa at gjre dybere Indblik i videnskabelige og litterre
Forhold eller trde i nrmere aandelig Berrelse med betydelige
Personligheder, men maatte sge Udbyttet i de vexlende Naturindtryk,
som jeg strbte at gribe og fastholde klart, og i Beskuelsen af
Kunstvrker og Monumenter og Kulturlivets ydre og iinefaldende Prg.
Dog bevarer jeg en venlig Erindring om den Velvillie, hvormed i Paris
Philologerne og Litterrhistorikerne Hase, Le Clercq og Eggr og
Historikeren Geffroy, hvilken sidste jeg allerede havde truffet i
Kjbenhavn, kom mig imde, og det var ikke uden Interesse, at jeg ved
en Fest i Institutet, af hvis ene Afdeling jeg senere blev Medlem,
vexlede nogle Ord med den nsten fra Aarhundredets Begyndelse
bekjendte Physiker Biot og den fra den Orlanske Parlamentarismes Tid
bermte Villemain. -- Min tidligere nvnte korte Udflugt til Wien i
August 1863 (i det Hele ikke fulde fjorten Dage) savnede dog ikke
udenfor Arbeidet i det keiserlige Bibliothek et pikant Indtryk, idet
jeg, under Keiser Franz Josephs Fravrelse ved den saakaldte
Fyrstedag i Frankfurt, der var beregnet paa at byde Preussen Spidsen,
saae Prinds Carl af Preussen inspicere Wiens Garnison som Del af det
sterrigske Forbundskontingent; at Preussere og sterrigere den
flgende Vinter i Forening skulde trnge ind i Danmark, anede dengang
Ingen.

 {[119] Jeg kan ikke negte mig fra denne Fodvandring at hidstte et
 Par Trk til Betegnelse af, hvorledes jeg paa den frigjorde mig fra
 Studerekammerets Erindringer og hengav mig til Omgivelsernes friske
 Indtryk. Fra Giessbach steg jeg uden nogensomhelst Veiledning
 gjennem en vildsom og skovrig Klippeegn ned i den nedre Haslidal;
 pludselig overraskedes jeg af en voldsom Larm og Banken, der syntes
 at foregaae indenfor de glatte Klippeflader paa min hire Haand, og
 blev et ieblik noget uhyggelig tilmode, indtil jeg opdagede, at
 det Hele kun var Gjenlyden af de Arbeider, der foregik ved et
 Veianlg i det ligeoverfor mod Nord liggende Bjergpas Brnig, og
 paa en Gang fik Klarhed over, hvorledes de oldnordiske
 Forestillinger om de i Bjergenes Indre smedende Jtter rimeligvis
 ere opstaaede. I Rosenlavi paadrog jeg mig en heftig Forklelse ved
 hed og trt at lgge mig til at sove i det eneste Vrelse i
 Hotellet, der kunde indrmmes mig, men hvor Gulvet lige iforveien
 var vasket. Forklelsen blev efter den umiddelbart paaflgende
 Vandring over "Grosser Scheideck" i Grindelwald og efter Besget af
 den nederste Del af Gletscheren til en Feber, som jeg paa egen
 Haand kurerede ved et varmt Bad i en meget primitiv Badeanstalt for
 Fragtmnd og Bjergfrere, idet jeg ledsagede Badet med en dygtig
 Slurk Vin for at falde i Svn. Nste Dag var jeg istand til med en
 Frer at ride over "Kleiner Scheideck" til "Wengern-Alp" ad
 Bjergstier, der unegtelig saae noget betnkelige ud for en Mand,
 der aldrig havde vret Rytter eller havt Talent i den Retning, og
 som ikke siden 1846 (paa Kahlenberg ved Wien) havde besteget en
 Hest.}

I 1869 opfyldtes, da jeg nsten var 65 Aar gammel, min i Barndommen
vakte og under mine philologiske Studier idelig fornyede og skrpede
Lngsel efter at se det Italien, hvoraf jeg i 1860 kun havde berrt
det nordlige Forland (det gamle Gallia cisalpina) og endda kun dettes
vestlige Del, -- og ved et, efterat Reisen allerede var besluttet i
et mindre Omfang, anonymt af en Kreds af velstaaende Medborgere, hvis
Navne jeg frst flere Aar efter maatte faae at vide, til min
Raadighed stillet Belb af 3000 Kr., hvilket jeg efter nogen
Betnkning modtog, og for hvilket jeg blev dem megen Tak skyldig,
lykkedes det mig at give min Reise et Omfang i Tid, Rum og
Behagelighed, som vsentlig udvidede og forgede dens Udbytte. Den
20de Marts forlod jeg Kjbenhavn for over Hamborg, Kassel og Mnchen,
hvor jeg venlig modtoges af den gamle L. Spengel, af Halm og Christ,
men kun tilbragte en enkelt Dag, at ile over Alperne og Brennerpasset
til det med Lngsel imdesete Land. Det frste Indtryk var ikke
opmuntrende. Betagen af et pludseligt og strkt Mismod over min
utilstrkkelige Forberedelse til Reisen, srlig over min Mangel paa
Frdighed i Italiensk, frtes jeg i mrk Stemning og i mrk og kold
Nat paa Jernbanen fra Innsbruck igjennem Etschdalen til Verona, hvor
Veiret var koldt og stormende[120] -- hvilket dog ikke hindrede mig i
at glde mig over Amphitheatret, Kirken St. Zeno og Scaligernes
Mindesmrker --, og under Rkker af Regnskyl og gjennem Uveirsskyer,
der ikke stod tilbage for den mrkeste Novemberdag i Norden,
fortsattes Reisen uden Standsning over Vicenza og Bologna og over de
snebedkkede Apenniner, indtil jeg, medtagen af Kulde, om Natten
naaede Florents for at finde et Par Timers Hvile i et slet Hotel i en
Udkant af Byen. Nste Dag var imidlertid Alt forandret. I varmt
Solskin foer jeg, destovrre altfor hurtig, forbi det gamle
stetruriens Byer (Cortona, Arezzo) og Trasimenersen gjennem Umbrien
(Spello, Perugia) til Foligno, hvor jeg paa Jernbanestationen fik en
dansk Hilsen, og derfra ind i Tiberegnene og til Rom, som jeg naaede
den 30te Marts. Endnu fulgte der en kold og mrk Dag, men den sidste.

 {[120] Jfr. Side 43.}

Jeg var i min fremrykkede Alder og med et allerede aftagende Syn ikke
kommen til Rom eller overhovedet til Italien for at sammenligne
Haandskrifter, dechiffrere Indskrifter eller gjre andre
archologiske Detailstudier, men for dels at nyde den umiddelbare
Glde over alt det Skjnne i Natur og Kunst, dels at vinde et klart
Overblik, omend kun i store Omrids, af de naturlige Forhold og
Betingelser, under hvilke den romerske Stat og overhovedet det
romerske Liv i Oldtiden havde udviklet sig, og over det gamle Roms i
Monumenterne fremtrdende topografiske Skikkelse i det Store. I begge
Retninger havde jeg et rigt Udbytte og stor Tilfredsstillelse. Jeg
fandt mig, understttet af en naturlig Evne til hurtig og sikkert at
orientere mig, strax meget let tilrette i Rom og dets nrmeste
Omgivelser (-- allerede den frste Aften vandrede jeg Kl. 9 alene fra
Ripettaen gjennem en Rkke Gader til Hotellet ved Kirken Sta Maria
sopra Minerva --) og frdedes uafbrudt uden Trthed og uden ngstelig
Forsigtighed mellem Kunstsamlingerne og Mindesmrkerne, ogsaa de fra
den romerske og pavelige Middelalder, hvis Historie levende havde
interesseret mig. Den vundne Belring var, uden Fordybelse i
specielle Enkeltheder, ikke ringe. Naar man fra Kirken S. Pietro in
Montorio, det gamle Ianiculums Hidepunkt, udover den nedenfor
liggende By og Kampagnen tydelig ser Byerne paa Albanerbjergene og
skimter Volskerbjergene, falder der et eiendommeligt Lys over den
ldste romerske Historie, og mig i det Ringeste tiltrak Caecilia
Metellas Monument ikke meget strkere end de ligeoverfor liggende
Levninger af en middelalderlig Borg. Samtidig gldede jeg mig ved
Samlivet med danske Venner og Bekjendte, som tilfldigvis i det
Foraar og Sommer talrigen samledes i Rom; vi vare paa en Gang syv
forhenvrende danske Ministre dr, nemlig foruden mig Hall, Casse
(begge med deres Familier), Lehmann, Wolfhagen og en kort Tid
Rosenrn-Teilmann og Krieger. Til disse kom Familien Hammerich fra
Iselingen, V. Bergse, en kort Tid Skuespillerinderne Fru Eckardt og
Frk. Bournonville og ligefr min Afreise Malerne Marstrand og
Skovgaard, med hvem jeg derfor kun traf saavidt sammen, at jeg mange
Aar efter i en da udgiven Samling af Breve af Marstrand med
Tilfredshed kunde lse et Vidnesbyrd af ham om, at, medens de andre
Danske fordetmeste vare tagne bort fra Byen, Madvig endnu frdedes
der med ungdommelig Kraft og Munterhed. Ikke ringe Fornielse
skaffede mig ogsaa en ved Kvartetsang forbunden Forening af Musikeren
Ravnkilde, Maleren Rosenstand og Billedhuggerne Brjeson (svensk) og
Hartmann, der venlig sluttede sig til mig, og med hvem jeg gjorde et
Par Udflugter. Albanerbjergene fra Albano til Rocca di Papa og Monte
Cavo gjennemvandrede jeg med Rosenstand; andre Dele af disse Bjerge
gjennemstreifede jeg alene; den stlige Del (Frascati med det gamle
Tusculum i Nrheden) besgte jeg med Hall og Lehmann, Tivoli med dets
Vandfald og Hadrians Villa med Hall og Casse og deres Familier.
Volskerbjergene vare paa hint Tidspunkt meget usikre for Reisende, og
Ostia beklager jeg at have forsmt, medens jeg derimod foretog en
Udflugt til Cervetri (Cre), hvor jeg baade saae et Par gamle
etruskiske Grave og hos to Brdre, der havde forpagtet Fyrst
Ruspigliosi's store Landeiendom deromkring, fik et lille Indblik i
den Maade, hvorpaa romerske Fyrstefamilier drive deres Eiendomme; jeg
opholdt mig nemlig hos Forpagterne den Dag, da nogle hundrede fattige
neapolitanske Arbeidere modtog deres Ln for i nogle Dage forinden at
have besrget Hsten paa den uhyre Mark, hvis stadige Besaaen med
Hvede, saalnge den vilde bre, udgjorde hele Dyrkningen; efter
Betalingen drog den hele Flok om Natten gjennem den romerske Kampagne
til det neapolitanske Grndsedistrikt, hvor den hrte hjemme[121]. --
Hvor lidet jeg end havde nogen Sympathi for Pavens verdslige
Herredmme, maatte jeg dog for mig selv betragte det som et Held, at
jeg lrte at kjende det pavelige og gammeldags Rom, inden det i det
nste Aar gik op i Kongeriget Italien; jeg saae Pio Nono ved flere
kirkelige Ceremonier, men ikke i Vatikanet.

 {[121] Da jeg fra Rom ankom til Jernbanestationen Palos og der traf
 sammen med den ene Forpagter ved den Vogn, der var sendt ham imde
 fra Forpagterboligen ved det saakaldte Slot, var hans frste
 Sprgsmaal til Kudsken, om den dobbeltlbede Bsse, som denne frte
 med, var vel ladet. Da jeg i den Anledning spurgte, om Egnen var
 saa usikker, at han ikke turde kjre det korte Stykke, vel noget
 over en Fjerdingvei, uden Vaaben, svarede han, at Egnen vel i
 Almindelighed ikke var usikker, men at han imellem disse Mennesker,
 der vidste, at han i Rom havde hentet Penge til Betalingen, ansaae
 det for sikrest at have et godt Vaaben hos sig. Paa Tilbageveien
 til Rom traf jeg i en stor Jernbanevogn af ringeste Klasse sammen
 med det vildeste Selskab, hvori jeg, saavidt jeg erindrer,
 nogensinde har befundet mig, nemlig en Mngde aldeles berusede,
 skrigende og bandende hvervede Rekruter af forskjellige Nationer:
 Franskmnd, ogsaa tydske fra Elsass, Belgere og Irlndere, der
 under nogle gamle Underofficerer frtes til det pavelige
 Zuavecorps. Imellem Rekruterne havde forvildet sig en stakkels
 Tyrk, der efter Krimkrigen var kommen til Paris og nu vendte
 tilbage til sit Hjem; under idelig Fremstammen af tyrkiske Bnner
 nedslugte han halvt ndtvungen den Vin og Brndevin, som Zuaverne
 bd ham. Da vi nrmede os Rom og Kasernen, indtraadte dog en
 melankolsk Taushed hos de fleste, tildels vel af Trthed.}

Fra Rom, hvor jeg ogsaa tilegnede mig noget strre Kundskab og
Frdighed i Italiensk[122], gik jeg til Neapel, men kunde destovrre
kun anvende omtrent fjorten Dage til at nyde Stadens og Egnens
Naturskjnhed og levendegjre de dertil sig knyttende rige Minder.
Det flger af sig selv, at jeg hverken forsmte Vesuv og Pompei eller
Ischia og Sorrent; jeg naaede ikke Capri, men vel Salerno og Amalfi,
og jeg havde ikke Raad til at leie en Eskorte af 6 Gendarmer, uden
hvilken det just i de Dage ikke ansaaes for sikkert at gjre en
Udflugt til Tempelruinerne ved Paestum. -- Under Natteopholdet ved
Pompeii paadrog jeg mig ved et Insektbid en Inflammation og en Byld
paa det venstre Haandled, der fulgte mig paa Tilbageveien fra Neapel
over Rom til Florents og under mit imellem Bygningerne, Gallerierne
og det mediciske Bibliothek delte Ophold i denne By efterhaanden
foraarsagede mig heftige Smerter, saa at jeg, efter en Udflugt til
Fiesole, maatte lade Bylden aabne af en tydsk Lge, som, da der
samtidigen i Juli indtraadte en endog for Florents usdvanlig strk
Sommervarme, strengt paalagde mig at opgive Venedig og hurtig over
Mailand at sge til Bjergene. Destovrre tabte jeg paa Jernbaneturen
over Modena, Parma og Piacenza til Mailand ved et tilfldigt Uheld
(Savnet af mine Briller) det fulde Indtryk af den sydlige Pobreds
yppige Frugtbarhed, der skulde have erstattet mig den ved Nedreisen
lidte Skuffelse. Heldigvis kunde jeg derimod temmelig uforstyrret af
Smerte nyde Reisen fra Mailand over Lago Maggiore og igjennem
Tessindalen, og fra Airolo kunde jeg endnu, skjndt med Armen i et
Bind, gaae omkaps med tre unge franske Abber, der gjorde en
Feriereise fra Seminariet i Rom til Hjemmet, op til Hospitiet paa St.
Gotthard. Over Luzern begav jeg mig derpaa til den lille By Immensee
ved Zugersen, hvor jeg et Par Uger legemlig udhvilede mig og samlede
de fra Italien medbragte Indtryk under daglige Vandringer i Omegnen
af Rigi og Kssnacht.

 {[122] Som Lrer og Parleur i Italiensk anbefalede Skandinaverne en
 ugte Sn af en ldre bekjendt svensk Billedhugger, og jeg antog
 ham da ogsaa til at give mig nogle Timer; han begyndte
 Undervisningen med en srlig overfor mig overmaade snurrig
 Undersgelse, om jeg var saaledes i Besiddelse af almindelige
 grammatikalske Begreber, at han kunde spare sig Forklaringen af,
 hvad en Artikel var, osv.}

I Begyndelsen af August mdte min yngste Datter og Sn mig, kommende
direkte fra Hjemmet, i Luzern, og vi foretoge derpaa, efter at have
besteget Rigi, en Tur igjennem Reussdalen til Hospenthal og derfra
forbi Galenstock over Furka til Foden af Rhonegletscheren. Derfra
vandrede vi over Maienwand og Grimsel gjennem Over-Haslidalen forbi
Vandfaldet ved Handeck til Meyringen og Interlaken, hvorfra
vedvarende Regn drev os tilbage over Brnig gjennem Unterwalden til
Luzern. Efter at have besgt Zrich og Schaffhausen gik vi over
Freiburg og Heidelberg videre til Hjemmet. -- Jeg har dvlet
saalnge ved denne Reise, fordi den baade for Italiens og Schweitz's
Vedkommende har efterladt mig en rig Skat af skjnne Billeder og
glade Erindringer.

Ligesom i 1861 fik jeg i 1870 Leilighed til at sammenligne de fra
Italien i det foregaaende Aar medbragte Naturindtryk med Billeder af
en meget forskjellig, men derfor ikke mindre tiltrkkende Karakter,
idet jeg midt under den Spnding, som Udbrudet af den tydsk-franske
Krig og de frste Begivenheder i den havde fremkaldt, efter et
tidligere givet Tilsagn, ledsaget af min ldste Datter, reiste
gjennem Sverrig til Kristiania for der at holde en Rkke
Forelsninger over Sprogets almindelige Liv og Vsen, et Led i den
Rkke af Forsg, der i nogle Aar gjordes med at oplive og sttte
Forbindelsen imellem de nordiske Universiteter ved Optrden af
enkelte Docenter fra det ene ved et af de andre. Jeg erindrer endnu,
hvilket eiendommeligt Indtryk den stille Fred i Vermelands ensomme
Skovbygder gjorde paa mig, medens Sindet ikke kunde frigjre sig for
Tanken paa den skbnesvangre Kamp, der rasede i Mellemeuropa. I
Kristiania modtog jeg Efterretningen om Katastrofen ved Sdan. Den
Modtagelse, mine Forelsninger og jeg selv personlig fandt, var mig
saare gldelig, og denne Glde forgedes ved Udflugter i Byens
skjnne Omegn og til Ringerige. I det Indre af Norges storartede
Fjeldnatur fik jeg derimod heller ikke denne Gang Leilighed til at
trnge ind, og endnu mindre kunde der derom blive Tale ved min senere
Deltagelse i det andet nordiske Philologmde i Kristiania i 1881,
ved hvilket jeg den 10de August holdt et i det Letterstedtske
Tidsskrift efter Hukommelsen trykt Indledningsforedrag: "Hvad er
Sprogvidenskab?" og ligeledes paa anden Maade -- ligesom under
Philologmdet her i 1876 -- deltog i Forhandlingerne.

De Aar, som jeg efter min Afgang fra Universitetet har tilbragt i
stille Fred i mine Brns Kreds og i gldelig Omgang med mine
tidligere Embedsbrdre og andre Venner, have ikke bragt ydre
Begivenheder, der fortjene her at omtales. Ved Siden af den allerede
omtalte indskrnkede Efterhst af philologiske Studier, hvorom ogsaa
det i disse Aar udkomne tredie Bind af mine Adversaria critica brer
Vidnesbyrd, og en mere omfattende Udfyldning af det Overblik over den
nyeuropiske Historie og Kulturudvikling samt Philosophi, som jeg
allerede tidligere havde sgt at tilegne mig, har der vret levnet
mig Ro til at hengive mig til de Betragtninger over Livets og
Tilvrelsens dybere Sprgsmaal, som i tidligere Aar specielle
Fagstudier og Deltagelse i Livets praktiske Opgaver kun havde levnet
ringe Raaderum, om end Driften dertil altid var tilstede og
efterhaanden skrpedes. Men, hvorledes jeg paa dette Omraade har
forsgt at finde Ro og Hvile og at forene Tankens Trang til Klarhed
med Flelsens Inderlighed og Kjrlighedskravet, derfor er det ikke
her Stedet at gjre Rede[123].

 {[123] Anmrkninger af Udgiveren:

 1) Til Supplering af Billedet af min Faders Virksomhed i det sidste
 Aarti troer jeg endnu her at burde nvne flgende af ham ikke
 ovenfor omtalte, mig bekjendte Artikler fra hans Haand i vore
 offentlige Blade for de paagjldende Aar: "De klassiske
 Forestillinger for Ubemidlede" af "j" i "Dagbladet" for 18de Oktober
 1875, "Om Ministerpensioner" af "n" i "Dagbladet" for 7de December
 1875, "En Indsigelse fra en Lgmand" i "Dagbladet" for 5te December
 1876, rettet mod Cand. juris, nu Professor Lassens Artikler kort
 forud i "Dagbladet" om Lgmnds Deltagelse i Strafferetspleien,
 "1ste Juli 1677 til 1ste Juli 1877" i "Dagbladet" for 30te Juni 1877
 til Anbefaling af Oprettelsen af Monumentet for Niels Juel (-- min
 Fader var Formand for den Komit, der havde dannet sig i dette
 iemed, og holdt Talen ved Monumentets Afslring den 21de September
 1881, se Bladene for samme Dag --) og "Om det paatnkte Monument for
 Maleren Carstens" under Navn i "Fdrelandet" for 30te April 1880.
 Tilfies br det ogsaa her, at min Fader i "Illustreret Tidende" for
 1ste Januar 1865 og 30te Juli 1871 havde skrevet udfrlige
 Nekrologer over sine Ungdomsvenner Rektorerne Bojesen og Henrichsen.

 2) I nogle fundne, ivrigt ganske kortfattede Optegnelser med min
 Faders egen Haand fra 1845 om hans Livsforhold indtil da, som jeg
 ikke vd benyttede nogetsteds, indeholdes flgende Udtalelser om ham
 selv fra den Tid, der synes mig ikke at savne al Interesse, idet de,
 skjndt over 40 Aar gamle, ganske vise den samme Grundanskuelse som
 hans seneste Meddelelser: "Hans (d. e. min Faders) Fremstilling vil
 altid synes at savne Fylde, Rigdom og Lethed, fordi han stedse vil
 sge at reducere de omkring Punktet ubestemt oscillerende og
 flerformige Tankebevgelser og Tankeudtryk til den muligst korte og
 stringente Formel. Hans videnskabelige Karakter, saaledes som han i
 det Ringeste selv opfatter den, er en Strben efter sikker Klarhed
 gjennem Skepsis og udtmmende Diskussion og Grundlag. Han er derfor
 i visse Maader langsom og streng i sin Bedmmelse af Undersgelser
 og Systemer, hvori han troer at se rutineret Bevgelse i givne
 Formler og uprvede, ikke faste Kategorier istedetfor virkeligt, til
 det Inderste gjennemfrt Tankearbeide. Han har havt at forsone og
 bringe i Ligevgt en Aand, der i visse Retninger hnger strkt
 sammen med det nordiske Hjem og deler de romantiske og moderne
 Interesser, og som paa den anden Side tidlig havde hengivet sig til
 den klassiske Oldtid som Kulturforudstningen for den nyere Tid. I
 hans Sysselsttelse med Oldtiden kunde der, efterhaanden som
 Forholdene klarede sig for ham, ikke vre Tale om en paa srlig
 Congenialitet beroende Hvile og Nydelse i Oldtiden -- med en
 Opfattelse af samme som den #bedste# Tid i den Betydning, hvori
 gammeldags Philologer toge dette, eller som det forstaaes af
 Philosopher, der lade de af dem selv opstillede, men med den
 haardnakkede Nutid i Strid vrende Idealer boe i den ingen
 haandgribelig Modstand gjrende Oldtid --, men meget mere om en klar
 streng videnskabelig Methode i Behandlingen af Grundlaget for al
 Oldtidskundskab, nemlig Sproget og de gamle Skrifters Kritik og
 Exegese."}




Tillg I.

1. OM KONG FREDERIK VII.

2. NATIONALITETSPRINCIPET I POLITIKEN.


Til min Faders Optegnelser om hans eget Liv havde han som Tillg
fiet nogle under 22de November 1885 dikterede kortfattede
Bemrkninger om Kong Frederik VII, hvilke han selv tillagde en vis
Betydning og ialtfald havde tnkt sig engang offentliggjorte samt,
saafremt hans Livserindringer bleve udgivne, utvivlsomt i Forbindelse
med disse. Idet jeg derfor nu nedenfor lader disse Bemrkninger
aftrykke, har jeg dog troet efter den Maade, hvorpaa min Fader havde
knyttet dem til den Tale, som han den 7de Januar 1864 holdt ved
Universitetets Srgehitid for Kong Frederik VII paa Kristiansborg
Slot (Universitetets egen Festsal var under Reparation), frst at
burde lade den nvnte Tale, der vel i sin Tid blev trykt i dens
Helhed, men ikke var tilsalgs, og som saaledes ikke har vret let
tilgngelig og er lidet kjendt, ligeledes aftrykke her. Det vil
derved ogsaa bedst ses, hvorledes Talen og de efterflgende
Bemrkninger stille sig til hinanden.

Endvidere havde min Fader efterladt sig nogle Bemrkninger om
Nationalitetsprincipet, hvilke han, hvad selve Indledningen til dem
viser, ligeledes eventuelt havde tnkt sig medtagne som Tillg, og
som derfor her trykkes saaledes.

                                                      Udgiveren.


1. Tale ved Universitetets Srgehitid for Kong Frederik VII af J. N.
Madvig.

Histrede, hit anselige Forsamling af Medborgere af alle Klasser og
Stnder, af Embedsbrdre og Medstuderende! Sorgen over den gode Konge
skal ikke vre taus eller ordknap. Kongen i Graven krver Ordets
Vidnesbyrd og Hder; Folkets Smerte finder Lettelse og klarer sig ved
Udtalelse; men denne Form af Sorgen, der sger sit Udtryk i fyldige
Ord, har sin tilmaalte Tid, den begrndses af Livets Frd, Livets
Opgaver, Livets Glder, Livets Bekymringer. Sorgen skal ikke
forsvinde, men den skal forvandle sig til en vemodig Erindring, der
stille gjemmes i Sindet. Det er nsten to Maaneder siden, at Kong
Frederik VII kaldtes bort fra os; siden den Tid har Klagen lydt
gjennem mange Stemmer; hans Lig er under Folkets Ledsagelse frt til
hans Fdres Hvilested; Kirken har udtalt sit alvorsfulde, sit
trsterige Farvel til ham; den stille Taushed, der hvilede over
Landet, er ophrt; Glden -- nei, ikke Glden (thi den har vret
sparsom i Danmark i denne Jul), men i det Ringeste den livlige Frd
og Adspredelserne mrkes atter. Bekymringerne omringe os saaledes fra
alle Sider, de trnge saaledes ind paa os, at de kun lade lidet Rum
tilbage for Tanken til at vende sig mod Fortiden. Hvi da en ny
Srgehitid? Hvi har den danske Hiskole samlet sig og indbudt
Medborgere til at samles med sig, og det paa en Tid, hvor den ikke
engang kan modtage sine Gjster i sin egen Hal, i de Omgivelser, der
minde om dens eiendommelige daglige Virksomhed, men maa modtage dem
paa et Sted, der vkker ganske andre Erindringer end Hiskolens? Stod
da Frederik VII i et saa sreget nrt Forhold til Hiskolen, at den,
ikke tilfreds med at dele det almindelige Udtryk af Landets Sorg,
srlig maa hve sin Rst? Har Hiskolen Noget at sige om Frederik VII
af saa eiendommeligt Indhold, at det ikke tr tilbageholdes? Frederik
VII var ogsaa os en god og naadig Herre; under hans Regjering have vi
set vore Lrekrfter udvidede, vore Lremidler forgede, forbedrede,
forskjnnede paa en Maade, som vi taknemmelig paaskjnne; naar vi
nrmede os til ham, modtoges vi med venlig Nedladenhed; den
akademiske Ungdoms muntre Frd, de begeistrede Udbrud af dens
Flelser betragtede han med Velbehag. Men Frederik VII vilde ikke
selv regnes blandt de Fyrster, der srlig sge Musernes eller den
alvorlige Pallas Athenes Gunst. Naar hans Blik i Tanken vandrede hen
over Statslivets og det borgerlige Livs forskjellige Kredse, da tr
vi ikke troe, at det med Forkjrlighed dvlede paa det Omraade, hvor
vi have at arbeide. Det er en anden Grund, som opfordrer os til
srlig at samles. De protestantiske Universiteter, for strste Delen
stiftede eller udvidede af hihjertede Fyrster i Reformationens
Aarhundrede, have altid med Hengivenhed sluttet sig til deres
Landsherrers Person, dels i taknemmelig Erindring, dels fordi de deri
udtrykte Bevidstheden om, at de arbeidede ikke blot i Videnskabens
almindelige Tjeneste, men ogsaa for det srlige Fdrelands Oplysning
og for Statens Vel; de have gjort Fyrsternes Mrkedage til
deres egne. Der var en Tid, da Evnen til at indklde Tanken i
sammenhngende, fyldig og smagfuld Form udenfor Kirken ikke let
fandtes uden ved Hiskolen, og den Form, hvori Tanken dr indkldtes,
var dengang ikke Folkets egen; det var en fremmed, men flles for det
hele lrde Europa, og det lrde Europa faldt dengang nrmere sammen
med det dannede end nuomstunder. Det hrte med til den kongelige
Herlighed, at Kongens Minde ogsaa skulde hdres og bevares i det
ligesom almindelige europiske Sprog. Den fremmede Form er
forsvunden, den refrygtsfulde Skik er vedligeholdt. Ved alle danske
Kongers Dd siden den Konges Tid, der fornyede og foryngede
Universitetet, har dettes Rst ladet sig hre, navnlig ved alle
Enevoldskongernes Dd, og den Hder, der er vist samtlige
Enevoldskonger, skulde ikke unddrages den sidste Enevoldskonge, ham,
der var det i kort Tid, men frivillig hrte op at vre det; det
skulde ikke synes og siges, at Indskrnkningen af Magtfylden
formindskede Hengivenheden eller dens Udtryk. Saa har vor Konge
villet det, saa ville vi det selv, og derfor have vi samlet os til
Frederik VII's Minde.

Ved dette Minde ville vi et ieblik dvle, som det smmer sig Mnd,
hvis daglige Gjerning er Tankens og Prvelsens i Sandhedens Tjeneste.
Tankens, Prvelsens, i Sandhedens Tjeneste? Er det da Meningen her at
gaae til Historiens fulde, strenge Granskning af Frederik VII's Liv
og Regjering, at stte os til Doms over den dde Konge? Er det
Meningen her at mnstre hans hele Frd, i hans Regjering skarpt at
adskille, hvad der tilhrte ham selv og hvad hans Medarbeidere, hvad
der var fri Beslutning og hvad der var Tidens og Forholdenes Vrk? Er
det Meningen, borttagende baade Kongekaaben og Kjrlighedskaaben at
efterforske og udregne, hvormeget der ogsaa i hans Liv og Vsen
fandtes af menneskelig Svaghed og Skrbelighed, for derefter smaalig
at udregne Summen af den Fortjeneste, der bliver tilbage, og at
anvise ham sin Plads blandt Regenter? Nei, dertil er det ikke Tiden;
dertil er fremfor Alt ikke Stemningen hos os; dertil have de, i hvis
Navn jeg taler, ingen Befielse og have ikke villet overdrage mig
nogen; dertil fler jeg selv mindst noget Kald. Der er i denne
Forsamling mere end n, der iflge den Stilling, han har havt til den
bortgangne Konge og til hans Regjeringsvirksomhed, kan have et
Vidnesbyrd at aflgge for Historien; vi ville ikke foregribe det,
ikke forsge ligesom at tage det fanget. Vi bie os for, vi dele og
istemme Folkets Sorg og Folkets kjrlighedsfulde Dom om dets dde
Konge, men, idet vi agte og istemme den, ville vi et ieblik
fremkalde for os Hovedpunkterne deri og se, fra hvilken Side de
fornemmelig have deres Gyldighed og Betydning. Folkets Dom om Kongen
ved hans Dd og nr derefter dannes ikke ved en Oplsning af hans
Regjering i dens enkelte Bestanddele, Foretagender og Begivenheder og
Prvelse deraf; Folket og allermest det danske Folk, der i
Aarhundreder har vret vant til i en Regjeringshandling at se den
umiddelbare Udstrmning af Kongens egen Villie, adskiller ikke Kongen
fra hans Medarbeidere, ligesaalidet som Regenten fra Mennesket.
Dommen fremkommer ved en almindelig Flelse af Folkets hele Skbne
under Kongen, ved det hele Indtryk, Folket har modtaget af sin Konge
i hans Fremtrden for det og, for at bruge gammeldags, men
betegnende Ord, i hans Omgngelse med det; og, naar Folket dog just
vil fastholde Kongens Personlighed, da fastholder det den ikke
gjennem en omhyggelig Betragtning af Karakteren i dens finere
Sammenstning, af Elementernes Forhold og Vexelvirkning deri, men det
holder sig til den udprgede og fremtrdende Form, under hvilken
Kongen, naar han umiddelbart viste sig for Folket, traadte det imde.
For hvem af os er det dernst skjult, at der i Folkets Omdmme om
dets bortgangne Konger optages Meget, der vsentlig vidner om Folkets
egne Stemninger, dets nsker, dets Forventninger og dets Sorger? Vi
tr vel sige, at i det hele Billede, der umiddelbart efter en Konges,
isr efter en elsket Konges Dd, danner sig af ham hos den store
Masse af Folket, er der og maa der vre Noget, som erindrer om, hvad
vi hos Oldtidens Folk kalde Mythe og Sagn; men Mythen har sin
Sandhedskjerne, som Historien ikke tr vrage eller bortkaste. Lader
os, idet vi tale om Frederik VII, fremdeles ikke glemme et Hensyn,
som har en stor Betydning saavel i den umiddelbare nrvrende
Paaskjnnelse som i al historisk Bedmmelse. I vigtige Livsforhold, i
ansvarsfulde og indflydelsesrige Livsstillinger kommer det ikke blot
an paa den rene Personlighed hos den, der skal indtrde og virke i en
Stilling, men ligesaameget og fornemmelig paa Forholdet mellem
Personligheden og ieblikket og den Opgave, som just ieblikket byder
og forelgger. Dette gjlder ikke mindst om Konger; thi Kongen kan
ikke vlge, ikke forandre sin Gjerning og Opgave; kaldet til den ene
bestemte Livsopgave ved Arv, ikke ved srlig Tilbielighed og Valg,
maa han tage den, som den tilfalder ham. En flersidigere Begavelse og
en strkere Drift til selvstndig Indgriben, der dog ikke naaer enten
til en genial Gjennemskuen af Forholdene eller mgtig Omdannelse af
dem, udretter stundom mindre end en jvnere og villigere Tilslutning
til det Givne, Imdekommen mod det af Tid og Begivenheder Medfrte.
Lader os prise det som en Lykke for Frederik VII og hans Folk, at
hans hele Vsen og Personlighed srdeles egnede sig for de
Omstndigheder, for de Forhold, under hvilke han maatte overtage og
bre Kronens Byrde, og lader os sge en ikke ringe Fortjeneste i den
heraf fremgaaede villige Samvirken med Folkets Strben.

Hvad dmmer da Folket om Frederik VII? Det siger, at han var en dansk
Konge i Vsen og Sind, at han var en folkelig, en frihedselskende
Konge, Frihedens Begrunder i sit Rige, at han var et Vrn og Skjold
for sit Folk og at der, trods al den Mie og Kamp, han og hans Folk
maatte gjennemgaae sammen, dog var Lykke ved Frederik VII.

Frederik VII var en dansk Konge i Vsen og Sind. Den Naturbestemmelse,
der var givet ham ved hans Fdsel, udviklede og pleiede han med den
Hengivelse, der ved at rette den almenmenneskelige Sympathi srlig
mod det Nrmeste og mod den Kreds, hvori hver er stillet til at
handle og lide vel eller ilde, giver den en praktisk Skikkelse i en
varm Fdrelandskjrlighed; hans jvne Vsen optog ikke og strbte
ikke efter noget Fremmed; ingen Forfngelighed drev ham til at
tilegne sig andre Landes og Folks Former for at behage Flere og vinde
en strre Anerkjendelse; han elskede sit Fdrelands Naturskjnheder,
han elskede dets Sder og Skikke, han elskede dets Minder, han
elskede dets Sprog. Der boede tidlig i ham en strk, til klar Tanke
sig fremarbeidende Flelse af, at ethvert Folk er en bestemt
Personlighed i Historien, udtrykt i sregne Livsformer, udtalende sig
i sit eget Sprog; han havde Flelse og Erkjendelse af Vigtigheden af
at bevare denne Personlighed ukrnket hos Folket i fyldig, ren
Skikkelse og Bevidsthed; han flte og saae, at i denne bestemte Form,
i denne under al Udvikling bevarede Enhed af Folket laae det, der
skulde bre Staten, og at Folket var Mere og Andet end et Antal af
Mennesker samlede indenfor en vis geografisk Grndse og forbundne
ved ydre og tilfldige Baand. Men hvorfor dvle vi saalnge ved
Noget, der synes saa simpelt og naturligt, allermest for Kongen, der
skal fle sig som sit Folks Spidse, som dets frste Mand, og som, for
at vre det, allermest og allerfrst maa i Sandhed vre En af Folket?
Vi vide for det Frste og br sige os selv, at der for den danske
Konge har vret og endnu er en sregen Vanskelighed ved at
gjennemfre den Opgave at vre en i Sind og Vsen dansk Konge; der
har vret og er den Pligt for ham ved Siden af et fuldt og strkt
dansk Sindelag at bevare Velvillie og Sympathi for den anden
Nationalitet, der ogsaa har en Plads under det danske Scepter, for
den Nationalitet, der i dette ieblik har vendt sig saa fjendsk imod
os, at det er vanskeligt, som vi br og ville, at bevare Billigheden
i Tanke og Tale om den. Vi vide dernst, at hele dette Forhold en Tid
lang var blevet forvansket til Unatur, at der har vret en Rkke
danske Konger, der baade selv glemte og tillode deres Omgivelser at
glemme, at de herskede og levede i Danmark, og at det frste Mrke
paa al deres Frd burde vre Danskhedens. Men Kong Frederik VII var
jo dog ikke den frste Enevoldskonge, hvem vi kunne tillgge den
Roes, at han var en i Sandhed dansk Konge. Enhver af de ldre af os
erindrer selv, hvilken god og ren dansk Mand i sin hele Fremtrden
Frederik VI var; og Frederik VI var ikke blot umiddelbart i sit eget
Vsen og Liv en dansk Mand og Konge, hvortil han -- det vre sagt til
Andres Roes og re -- var bleven opdragen; han satte ikke blot det
Danske eller fandt det under hans egen Barndom sat paa dets rette
Plads i Kongens Hus, i Kongens nrmeste Omgivelser, i det Land, der
srlig kaldes Kongeriget Danmark, men hans Tanke rettede sig -- og
denne Fortjeneste var srligere hans -- paa at hvde Danskhedens Ret
der, hvor Grndsen for dens Udstrkning mere eller mindre var
forrykket og forrykkedes Dag for Dag; destovrre gjennemfrte han
ikke sin Tanke. Christian VIII var en i sin Person og sin Dannelse
dansk Mand; hans Sind havde aabnet sig for, hvad der i danske Former
var frembragt af Dygtigt i Videnskab og Skjnt i Kunst, og han havde
udentvivl modtaget langt mere omfattende og strke Indtryk fra denne
Side end Frederik VII; men han flte ikke saa skarpt, hvor det var,
der skulde kmpes, og hvorledes der maatte kmpes for Danskheden;
hans Natur var mildere, maaske svagere; dette Forhold blandedes for
hans Blik med andre politiske Hensyn og fordunkledes deraf;
Begivenhederne havde endnu ikke lagt det saa rent og aabent for i
dets hele Betydning. Nsten i det samme ieblik, da Frederik VII
overtog Regjeringen, trykkede Fjenderne ham det Svrd i Haanden og
det Skjold i Armen, som han skulde bre og hve, ikke blot for
Danmarks Land, men ogsaa for Danmarks Folk i dets Karakter som dansk.
Han optog gjerne, hvad der bdes og paalagdes ham; han sluttede sig
med Inderlighed til sit Folk i dets hele Sregenhed; han bar hit og
freidig til Skue dets Mrke i sit Vsen og i sin Tale; han var stolt
af at vre den danske Konge, af at bre et Navn, for hvilket Folket
vandt ny og frisk Hder.

Naar vi, idet vi prise Frederik VII som en i Sind og Vsen dansk
Konge, minde om Konger, der ikke vare sig deres Forhold til Folket i
dets Eiendommelighed, dets Sder og dets Sprog bevidste, ikke
sluttede sig til det i denne Eiendommelighed og vrnede om dens
Enemrker, da paatrnger der sig en Betragtning og en dertil knyttet
Fortrstning, som det synes mig naturligt at give Ord. Sprge vi, hvo
den Konge var, der ved Enevoldsmagtens Indfrelse tillige paatrykkede
for lngere Tid den danske Kongeslgt, den danske Kongeborg et
halvfremmed, unationalt Prg, da var det ikke en Prinds af et nyt
Hus, men en Sn af den gte danske Kong Christian IV, af ham, om hvem
Frederik VII saa gjerne mindede sig og Andre. Opdragelsen for en
Bestemmelse uden for Danmark lsnede ham fra den danske Naturgrund
og den ved Enevlden indtraadte Adskillelse fra Folket, de dermed
flgende spndte Forhold selv til den Klasse af Folket, der stod
Thronen nrmest, fastholdt ham og tildels hans Efterflgere i en
falsk Retning. I Modstning til denne Bortvendelse fra den givne
Naturgrund skulle vi se en fri, bevidst, personlig Tilslutning til
det valgte Folk, til det Folk, som har kaldet Fyrsten, stttet af den
Forbindelse og inderlige Berring imellem Konge og Folk, som den
gjenfdte Frihed medfrer, at fornye og styrke Naturgrunden for den
danske Kongeslgts danske Vsen.

Frederik VII var en folkelig Hersker. Naar jeg her om Frederik VII
bruger et Ord, hvori af Forskjellige lgges en temmelig forskjellig
Betydning, da tnker jeg ikke nrmest og troer, for at Ordet i dets
Anvendelse her skal have et baade bestemt og sandt og srligt
Indhold, ikke nrmest at burde tnke paa en politisk Opfattelse og
Bedmmelse af Standsforhold og deres Betydning i Statsordenen; jeg
tnker paa Kongens Personlighed i dens Fremtrden og i dens frie
Forhold til det Menneskelige, uafhngigt af de politiske Former,
Indretninger og Adskillelser; jeg tnker paa det uhildede Sind, den
aabne Sands for Anskuelsers og Flelsers jvne Udtryk, for Livets
Bevgelser ogsaa i smaae Forhold, i simple og ukunstlede Former og
den heraf flgende sikkre og tillidsfulde Optrden imellem det menige
Folk, den Lethed til og Glde ved at frdes med det og forstaae det,
som hrte til Kongens Vsen. Der er hitbegavede Personer, som ikke i
deres Berring med Andre kunne unddrage sig en strk og overveiende
Indflydelse, et afgjort Prg af den srlige Kreds, i hvilken de ere
opdragne og leve, af den srlige Plads, paa hvilken de ere stillede i
Samfundet; medens deres Sind har Rum for Menneskehedens Anliggender i
videste Omfang, lre de ikke let at forstaae, hvorledes menneskelige
Tanker og Flelser yttre sig paa de forskjellige Trin af Stilling og
Dannelse, og de kunne derfor heller ikke selv blive forstaaede: selv
bundne til en vis afmaalt Udtrykkets og Fremtrdelsens Form, kunne de
kun ret hengive sig til, hvad der kommer dem imde i en lignende
Form, og finde sig derved paa mange Maader ligesom afsprrede. Vi
ville ikke sige, at Frederik VII besad en ved Reflexion uddannet dyb
og omfattende Menneskekundskab; det er ikke den, hvorpaa det her
kommer an; men han var ikke indskrnket til en snever Livsform; han
var ikke bunden ved den srlige Horizont, der begrndser Livet, set
fra Thronen; han havde bevget sig imellem Folk paa Samfundets
forskjellige Trin, lige ned til den egentlige Almue; han kunde se
deres Anliggender, og hvad der laae dem paa Hjerte, fra et nrt og
rigtigt Synspunkt; han fandt i sin jvne og aabne Natur Nglen til at
forstaae, hvad der boede hos de lavere Stillede, til at fatte de Ord,
hvormed de talte, den Form, hvori de fremtraadte, og, idet han
forstod dem, blev han forstaaet af dem; han kunde hengive sig til
dem, han kunde lade Mennesket skues gjennem Kongekaaben, medens denne
dog passede og sluttede sig fast om hans Skuldre. Overalt, hvor han
fremtraadte for Folket, flte og udtalte det, at Kongen var som en af
de Andre, og at han dog ikke blot var som en af de Andre, men at han
med det Samme var Konge.

Fremfor Alt var dog Frederik VII en frihedssindet og frihedselskende
Konge; han gav, han gjengav det danske Folk Friheden og han gav den
med rundelig Haand. Lader os dog et ieblik overveie, hvad der ligger
i disse Ord: "han gav, han gjengav". Da Frederik VII besteg sine
Fdres Throne, vare henved 200 Aar henrundne efter den mrkelige
Begivenhed, da den danske Konge, som det sagdes, med fuldt Samtykke
af Folket, og, som det ligger for Dagen, uden nogen Modstand fra dets
Side, tillagde Kongedmmet udelukkende al Ret og Myndighed i Staten,
saa at fra dette ieblik Kongemagten ikke lngere betragtede sig som
fremgaaet af Folket, som Folkets Spidse og Statslegemets Afslutning,
men som nedstegen fra Himmelen med en sregen Sendelse, med en
sregen Ret til at beherske et den ovenfra til Varetgt og
Ledning betroet Folk. Se vi lidt niere til, er det danske
Enevoldsherredmme, saaledes som det grundlagdes 1660 og
derefter udvedes, i sin Opfatning af Kongemagtens Oprindelse, i
Regjeringsgrundstningerne og deres Udvelse aldeles ikke vsentlig
forskjelligt fra, hvad der paa samme Tid gjorde sig gjldende i de
fleste af de europiske Fastlandsmonarkier. Den danske Kongelov er
dog tilsidst ikke Andet end en udfrlig Omskrivning, endog formildet
ved et religist Hensyn, af den enkelte Stning, hvori en fransk
Konge sammenfattede sin Betragtning: _l'tat c'est moi_. Hvad der
giver Indfrelsen af Enevoldsherredmmet i Danmark en sregen
Karakter, er for det Frste just det, at vi kunne tale om en saadan
enkelt Akt, en udtrykkelig Indfrelse, at vi kunne angive Aarstal og
Datum, fra hvilken de danske Konger bleve Enevoldsherrer, og dette
staaer i Forbindelse med den forunderlige Modsigelse, at man i det
Land, hvor man tidligst og bestemtest udtalte Lren om den absolute
og uindskrnkede Ret, som Kongen havde, og denne Magts guddommelige
Oprindelse, en Udtalelse, der imidlertid ikke i sin hele Fylde og
Klarhed traadte frem for Lyset frend en hel Del Aar efter 1660 ved
Kongelovens Publikation, med det Samme paaberaabte sig Overenskomsten
med Folket og grundede Retten derpaa. Der var imidlertid andre
Forhold, som gave det danske Enevoldsherredmme, saalnge det
fortsattes i sin fulde og strenge Skikkelse, sin Sregenhed og en
visselig uheldig Sregenhed. Den Ret, Kongedmmet alene tiltog sig
paa hele Folkets Vegne, var i Tiden nrmest forud for 1660 i
Virkeligheden ikke udvet af Folket; en enkelt Stand havde
efterhaanden samlet alt det Vsentlige deraf; men, idet den politiske
Ret toges fra denne Stand, Adelen, indtog denne i Begyndelsen en
overvunden Modstanders Stilling ligeoverfor Kongedmmet, og dette,
der ved Indfrelsen af Regjeringsforandringen havde benyttet
Fremmede, ogsaa fra de Landsdele, som allerede dengang stode i
Forbindelse med det danske Rige, frtes til, som Modvgt mod den
misforniede og mistnkte danske Adel, at omgive sig med en anden
fremmed Adel. Da Adelen efter Datidens Forhold var det Led, som
sammenbandt Kongen med Folket, fulgte just heraf hin Adskillelse af
Kongemagten fra det danske Folk som dansk. Enevoldsherredmmet blev
derved tillige et i lang Tid for Folkets Nationalitet ligegyldigt,
derfra bortvendt Herredmme. Folkets Ret udvedes dernst, sagde jeg,
umiddelbart fr Enevoldsherredmmets Indfrelse nsten ganske af en
enkelt Stand; den vrige Befolkning eller dog den just i Danmark og
isr i den Tid langt overveiende Del af Befolkningen: Bondestanden --
thi Stadbefolkningen var da forholdsvis ringere i Tal og Betydning
end nu -- var allerede i lang Tid nedtrykt, i den sidste haarde og
trange Periode endnu mere end tidligere, og det syntes, som om
Enevoldsherredmmet fra sin hie Tinde aldeles tabte Blikket for
denne Del af Befolkningen; det vilde, kunde det synes, udsone sig med
Adelen ved at lade Folket endyderligere bies under dens Magt. Derfor
fulgte der med Enevoldsherredmmet en endnu strre Svkkelse af al
folkelig Dygtighed og Kraft, af al folkelig Eiendommelighed, end
ellers vilde have vret Tilfldet. Naar vi nu imidlertid sige, at
Enevlden i Danmark ophrte med Frederik VII, hvormeget og hvor
Forskjelligt sammenfatte vi da ikke under dette Navn, og hvormeget
staae vi da ikke Fare for i altfor hi Grad at betragte som en enkelt
Handling, hvad der var en lang Udvikling, som fik sin Afslutning, sin
store og afgjrende Afslutning ved Frederik VII? Enevoldsmagten
bestod visselig i Formen indtil Frederik VII's Tid; men hvilken
uendelig Forskjel er der ikke i Anskuelserne om Kongemagten og
Folket og i den hele Maade, hvorpaa disse Anskuelser gjordes
gjldende i Gjerning og udtaltes i Ord, imellem Frederik III's og
Frederik VI's Dage? Hvilken uhyre Forskjel er der ikke imellem hvad
Griffenfeldt skrev under Frederik III, og hvad Christian Colbjrnsen
udtalte i Christian VII's Navn og efter den Mands Bud, som dengang
endnu ikke hed Frederik VI? Frederik VI gjengav under sin Faders Navn
Folkets Masse den personlige og individuelle Myndighed og
Selvstndighed; men derved grundlagde han med Ndvendighed Ophvelsen
af Enevoldsmagten. Frederik VI tnkte vistnok ikke selv paa dette
Maal, i det Ringeste ikke som saa nrt. Han havde set den store og
strke Rystelse, der fra Frankrig var udgaaet over Europa; han saae
det mgtige Krigerherredmme, der fulgte derefter, og efter dets Fald
Forsgene med konstitutionelle Formers Indfrelse paa Fastlandet; han
oplevede i den sidste Del af sit Liv en ny Folkebevgelse, der reiste
sig mod Enevoldsmagten i dens Form og i dens hele Vsen. De
Bestrbelser, der under den frste franske Revolution herhjemme havde
yttret sig enkeltvis og iflge deres umiddelbare Forbindelse med
denne tildels vildt og excentrisk, trngte sig roligere, men
alvorligere og strkere frem henimod Slutningen af Frederik VI's
Regjering og fremkaldte ikke ringe Afvigelse fra den tidligere
Statsform. Folket skulde hres, men det skulde dog endnu ikke
beslutte. Den Konge, der nsten i 50 Aar efter sin bedste
Overbevisning havde regjeret for Folket, kunde ikke tilsidst selv
gaae over til ogsaa at regjere med Folket. Kravene vare heller ikke
strke nok; Folket var ikke modent; thi i den politiske Modenhed er
Villien, den enige og samlede og paa et bestemt Maal rettede Villie,
et stort Moment. Efter Frederik VI fulgte Christian VIII, der heller
ikke endnu vovede at gaae til Opgavens Lsning, under hvem andre
Sorger, Bekymringen for Monarkiets Sammenhold, trngte sig imellem;
og, steg end Folkets Lngsel efter en fri Statsordning, fremkom der
dog ikke nogen Begivenhed, der kunde tnde ligesom en elektrisk Gnist
og ved den forene Kongens Sind og Folkets nsker. Da traadte Frederik
VII til. Lader os ogsaa lgge Mrke til, at Frederik VII opgav
Enevoldsherredmmet efter en i kun kort Tid frt Regjering. Det er
ikke for Regenten let at bortkaste den Form, hvorunder han lnge med
god Villie og Strben har hersket, saaledes at ved Forandringen det
Forbigangne stilles i Skygge og ligesom fordmmes ved Siden af det
Nye. Men heller ikke begyndte Frederik VII sin Regjering umiddelbart
med at give Friheden; Gaven af Frihed er ikke en saadan ensidig
Handling ligeoverfor et blot modtagende Folk. Det Oprr udbrd, der
krvede Folkets hele Kraft og Styrke til at staae imod. Da blev det
paa engang klart for Folket, at det ikke kunde overlade selv den
bedste, selv den dleste Konge hele Ansvaret for den Kamp, som nu
skulde begynde, og for Kongen, at han maatte frigjre den Kraft, til
hvilken han skulde stille saa store Fordringer. Frederik VII, som
endnu ikke havde levet sig ind i, regjeret sig ind i den faste
Forestilling om, den fulde Vane til det usvkkede Enevoldsherredmme,
gav Folket Friheden, idet hans Sind mdtes med Folkets Rst. Og den
Gave, han saaledes havde sknket i sin Regjerings Begyndelse, den
bevarede og hvdede han derefter med trofast Sind i de indholdsrige
Aar, der fulgte efter. Han kunde ikke undgaae at lade forandrede
Forhold og nye Hensyn, der gjorde sig gjldende fra hele Monarkiets
Standpunkt, faae Indflydelse paa de Former, under hvilke Folkets
Medvirkning i Regjeringen skulde udves ikke blot for en Landsdel, om
end den strste Landsdel; men han blev sin Gaves Vsen tro under alle
Forhold. Har Frederik VII aldrig noget ieblik fortrudt sin Gave? Har
han aldrig noget ieblik nsket Enevoldsmagten tilbage? Hvo kan sige
det? Der er vel ingen Mand i vigtig Stilling, der er vel ingen
Konge, som ikke i enkelte ieblikke, med den bedste Villie til at
bruge Magten vel, vilde nske at have strre Magt end han har. Men
nsket blev hos ham aldrig til Villie og Strben, til en udover
ieblikket virkende Attraa. Han bevarede Folket den Frihed,
han engang havde givet det, og, at han bevarede den med den
Overbevisning, at det var en god og heldbringende Gave, udtrykte sig
allermest i den, jeg turde nsten sige, naive Glde og Stolthed,
hvormed han altid selv utvungen og naturlig gjenkaldte for Folket,
naar han stdte sammen med det, den Forandring, der var foregaaet, og
at han selv havde indfrt den. Lad da Frederik VII medtage fra os,
hans Samtidige, til Historien Erkjendelsen af og Vidnesbyrdet om, at
han ved Frihedens Gave fuldstndig udsonede den Slgt, til hvilken
han hrte, med Folket, at han fyldte og udslettede den Klft, der i
Fortiden havde dannet sig mellem Folk og Regjering, og som hans
nrmeste Forgngere, trods det kjrligste Sind imod Folket, ikke
havde formaaet aldeles at udslette. Vi ville tnke os ham hvile i sin
Grav rkkende den ene Haand til Enevoldskongerne og helst til dem,
som vare ham nrmest i Tid, i Slgt og i Aand, men rkkende den anden
Haand til den Slgt, der skal komme og fortstte hans Vrk. Thi saa
vilde den strenge Skbne, at Enevoldsmagtens Stifters mandlige Slgt
ikke skulde strkke sig lngere end Enevoldsmagten selv; den, som
fuldendte Forsoningsvrket, skulde vre den Sidste af denne Slgt, og
Herredmmets Frelse efter den nye eller fornyede Frihedslov skulde
overgives til en anden Regentrkke.

Frederik VII var sit Folks Vrn og Skjold. Han var det ikke ved
udmrket Krigerdygtighed eller Feltherrekunst, ikke ved sjelden
Statsmandsklgt, ikke ved glimrende enkelt Bedrift. Hvormed vrgede
han da for os? Der hvilede paa hans Person en Slgts ved Traditionens
Magt styrkede Ret. Den blev ikke altid agtet; vi skulle ikke tillade,
at de, der nu med Vold fare frem mod Danmark, sige, at de have
oppebiet Frederik VII's Dd for at reise Avindsskjold mod vort Land,
for at snderrive Monarkiet; de reiste det allerede mod Frederik VII,
da det Gglebillede af Ret, som de nu paaberaabe sig, ikke i nogen
Maade blot som Skin var tilstede. Men til Overvindelse af det
dumdristige Forsg og al den Understttelse, det fandt, laae der en
stor Styrke just i den nedarvede Ret, og denne Styrke lagde Frederik
VII med klar og strk Villie i Vgtskaalen for sit Folk. Han skilte
sig ikke fra det, han handlede ikke for sin srlige Interesse; idet
han stolede paa sit Folks Dygtighed og Mod, hengav han, tryg ved dets
Forsvar, Alt, hvad der tilhrte ham, til at vrne for det. Vi ville
ikke prise Frederik VII som en stor Personlighed, men vi ville sige,
at Alt, hvad han var, Alt, hvad han eiede, hengav han til og for sit
Folk med rolig og fast Beslutning.

Han havde Lykke med sig. Han maatte kmpe en vanskelig Kamp; der
vedblev under hele hans Regjering uafgjorte Stridigheder om
Landsdelenes Forhold, og han maatte imdese nye Kampe; men hvormeget
opnaaede han ikke? Han nedslog det Oprr, der havde reist sig mod
ham, og han nedslog det saaledes, at han med det Samme opreiste sit
danske Folks gamle Hder. Hvormange betydelige Foretagender saae han
ikke ved Siden deraf udvikle sig ved hans og Folkets indbyrdes
Samvirkning, Foretagender, som en Enevoldshersker ikke vilde have
havt Mod eller Kraft til at begynde og gjennemfre? Og hvormeget
udrettede ikke Folket selv ved den frigjorte Kraft uden Regjeringens
Hjlp? Han gjennemlevede en Regjering, fuld af Misommeligheder og
Vanskeligheder, men som efterlod hans Folk strkere, end han modtog
det. Og derfor siger Folket, naar det vender sit ie mod de
Uveirsskyer, som nu optaarne sig, mod de Farer, som nu reise sig fra
alle Sider: Dette var ikke kommet, hvis vi havde beholdt vor gamle
Konge. Men vi tr ikke uden Indskrnkning flge Folket i den
Slutning, det i sin Taknemmelighed for det Forbigangne drager deraf.
Det var jo ikke frst ved Kongens Dd, at Truslerne reiste sig; de
vare jo tilstede fr, og, havde de end da en anden Form, syntes de
ikke at rettes saa langt, som nu, hvo af os tr dog sige, at de, hvis
de vare komne til Udfrelse, vilde have holdt sig indenfor den
snevrere Grndse? Vi se, at nu Et besluttes, et Andet udfres, og det
kunde vel vre sket ogsaa imod ham. Men fremfor Alt maae vi erkjende,
at, naar det hedder: "Dette vilde ikke vre hndet, hvis Frederik VII
havde levet", saa indbefatter dette #hvis# efter menneskelige Vilkaar
et "saalnge", og i dette #saalnge# ligger da tillige, at det dog
engang maatte komme. Lader os takke Frederik VII for det Vrn, han
var os, saalnge han kunde; men lader os sge det Vrn, vi nu behve,
hos os selv og hos den, der stter sig i Spidsen for os med fornyet
Adkomst. Den Grundvold, paa hvilken Frederik VII stod i Forsvaret for
sit Monarki og sit Folk, er ikke i alle Maader uforandret; en ny
Fyrsterkke, ved Blodets Baand nr knyttet til den forrige
Kongeslgt, er kaldet til Thronen; men den er tillige stttet paa en
Grundvold hentet fra Monarkiets Begreb og dets nedarvede historiske
Ret. Vi ville samle os om denne Slgt og om dens Ret. Vi skulle give
vore Fjender den Roes, at de ikke forsge at drage vor Konge fra os;
de trnge og trykke ham ind imellem os. Lader os da slaae Kreds om
ham; lader os forsvare ham og ham forsvare os. Det er ikke ved ham,
at Truslerne og Farerne komme; de komme mod ham og mod os samtidig.

Retfrdige Gud! Lad vor nye Konge og Herre, hvis det er muligt,
begynde sin og sin Slgts Regjering i Fred! Bi de Mgtige til
Retfrdighed og til at sttte vor retfrdige Sag; men, hvis Krig ikke
kan undgaaes -- vi trodse ikke paa vor Magt, vi udske Ingen --,
sknk os da Styrke i den ndvendige Kamp og giv os gjennem en
hderlig Krig en god Fred! Giv os Maadeholdets og Billighedens Aand,
at vi ikke udstrkke vore Krav lngere, end vor Ret gjr det
ndvendigt; men giv os ogsaa Fasthedens og Kraftens Aand, at vi staae
imod, hvor der skal staaes imod; giv os Besindighedens og
Bestemthedens Aand, at vi ikke overile os, men heller ikke vakle og
famle i Usikkerhed; giv os fremfor Alt Endrgtighedens Aand!

Algode Gud! Vi skilles ikke ad i disse vor Hiskoles Forsamlinger
uden ogsaa at rette en Bn til Dig for os selv. Vi ere Fredens Mnd;
vor Gjerning er den, om hvilken det allerede er sagt i fjerne Tider,
at den ikke kan trives under Vaabenlarm. Vi bede ogsaa for os selv om
Fred, men om den Fred, der baader vort Land. Beskyt os og vor
Gjerning, men beskyt fremfor Alt vort Folk, beskyt vort Land, beskyt
vor Konge!


Bemrkninger om Kong Frederik VII.

Den 7de Januar 1864 tilfaldt det mig som davrende Rektor ved
Universitetet efter en ved dette nedarvet Skik, der ikke kunde eller
burde tilsidesttes, at holde en Mindetale over Kong Frederik VII ved
en Srgefest, der paa Grund af Forhindringer for Benyttelsen af
Universitetets egen Festsal havde maattet opsttes og fandt Sted i
Folkethingssalen paa Kristiansborg. Alles Sind var i det ieblik,
nsten to Maaneder efter Kongens Dd og lnge efter hans Begravelse i
Roskilde med sdvanlig kirkelig Hitidelighed, betaget af Tanken paa
den yderst farlige politiske Stilling og den nrforestaaende Krig;
men ved Siden af det Utilfredsstillende i under saadanne Forhold
overhovedet at holde en ny Srgetale gjordes Opgaven mig endnu
vanskeligere, ikke blot ved Andres stridende Stemninger ligeoverfor
Frederik VII, men isr ved min egen Dom og Flelse. Jeg skulde yde
Pietet og Smmelighed, hvad der skyldtes dem, uden at hykle en
Mening, jeg ikke havde, eller aflgge et Vidnesbyrd, for hvilket jeg
ikke vilde bre det historiske Ansvar. Det er rimeligt, at dette
Forhold svkkede Talens Virkning, der under de givne Omstndigheder
aldrig kunde blive stor; men jeg er ved nu atter paa Tryk at
gjennemlse, hvad jeg dengang sagde, ikke utilfreds med den Form, jeg
valgte, og det Forbehold, som jeg i Indledningen til Talen tog til
Fordel for den sande og strenge historiske Doms Ret, som det da ikke
var Tiden og Stedet til at gjre gjldende, ligeoverfor de Stemninger
og Betragtninger, som srlig iebliket gav naturlig Berettigelse og
Betydning[124]. Jeg antydede, at blandt de da Tilstedevrende var der
mere end n, der kunde have et Vidnesbyrd at aflgge for Historien om
den bortgangne Konge. Af disse ere de fleste gaaede bort senere uden
at have udtalt Vidnesbyrdet, og, hvorvidt de, der ere tilbage, eller
nogle af dem ville aflgge det, omendog frst til Offentliggjrelse
efter deres Dd, vd jeg ikke. Derimod voxede, udbredte og befstede
sig den Opfatning om Kong Frederik VII, som jeg betegnede som
beslgtet med Mythen, i Offentligheden paa en Maade, der er traadt
Historiens Ret og Krav for nr, om jeg end har bemrket, at den i den
seneste Tid har fundet Modsigelse hos Enkelte. Jeg fler mig derfor i
min Samvittighed forpligtet til for min Del her at nedlgge
Vidnesbyrdet uden at lade mig afskrkke ved det Betnkelige, der
ligger i at udtale en mindre gunstig Dom om den Konge, man har tjent,
og af hvem man i det Hele har vret behandlet naadigen; men jeg
haaber at gjre det med Bevarelse af et smmeligt Hensyn til dette
Forhold.

 {[124] Se Talen ovenfor Side 289 til 292.}

Frederik VII fdtes og opvoxede i sine frste Aar under lidet
heldige Forhold og Varsler; hans Moder blev brdefuld og beskmmet
skilt fra Faderen og fjernet; Faderen drog fire Aar efter Snnens
Fdsel til Norge og siden efter et nyt Giftermaal til Udlandet, saa
at han frst fra 1821 af kunde have et nrt Tilsyn med Snnens
Opdragelse. Under disse Omstndigheder have de oprindelig ikke
fortrinlige intellektuelle og moralske Anlg neppe faaet den bedste
Pleie. En vis Tilbielighed til lunefulde og drillevorne Brud paa
Orden og Forskrift og til betnkelig Udmaling i Beretning og
Fortlling bemrkedes og omtaltes allerede i Drengeaarene, ikke
usandsynlig nedarvet fra Moderen. Tidlig blev han Gjenstand for
Planer sigtende til igjennem ham at se den gamle Kongeslgt
forplantet med srligt Hensyn til begge fra Frederik V nedstammende
Liniers Forening, Planer, der, hvad ikke br lades uantydet, vistnok
bleve mere betnkelige ved en Legemsfeil hos Prindsen. Kun med
Bekymring modtog de Mnd, der kort efter Prindsens Forlovelse med
Prindsesse Vilhelmine skulde lede hans Udenlandsreise, dette
Hverv[125]. Skilsmissen fra den frste Gemalinde fulgtes af en Art
Forvisning (til Fredericia), der ikke var skikket til at hmme en
Tilbielighed til at sge mindre godt Selskab, som allerede tidligere
var fremtraadt. Ogsaa det andet gteskab maatte oplses, og under og
efter dette knyttedes en illegitim Forbindelse med en Dame, der drog
sin tidligere Forlovede eller Beskytter med sig ind i Prindsens Kreds
som Omgangsven og betroet Mand og overhovedet fremtraadte
fordringsfuldt og lidet smmelig. At disse Forhold og Omskiftelser
ikke vare egnede til at hve og styrke Selvagtelsen, er klart nok.
Frederik VII medbragte, da han tiltraadte Regjeringen, en godmodig
og jvn Natur, men uden sdelig Holdning, ringe Dannelse, liden
Tilbielighed til aandelig Sysselsttelse og Anstrengelse og ligesaa
liden Kraft til selvstndig Handling, forbunden med en noget stdig,
men svag Karakter.

 {[125] Med Bestemthed vd jeg, at Hertugen af Holsten-Glcksburg,
 vor nuvrende Konges Fader, ved Siden af Opgavens andre
 Vanskeligheder ogsaa nrede Betnkelighed med Hensyn til de
 Karaktertrk, der allerede da fremtraadte hos Prindsen.}

Det var allerede fr Christian VIII's Dd erkjendt og afgjort, at
der, for at hindre den truende Oplsning af Statslegemet, maatte ske
en yderligere Modifikation og Indskrnkning i den overleverede
Enevlde, end der var sket ved Provindsialstndernes Indfrelse. En
Strben efter ikkedestomindre kraftig at standse Enevoldsmagtens
Forringelse laae nu visselig udenfor Frederik VII's Tanke; det
Magtbegjr, der er forbundet med energisk Lyst til handlende
Indgriben i de almindelige Anliggender og med Drift til Arbeide,
Anstrengelse og Kamp for at gjre sin Villie gjldende, fandtes ikke
hos ham, omend de, der have tjent ham og forhandlet med ham, vide, at
stundom ogsaa efter den indtraadte Forandring af Regjeringsformen
besynderlige Erindringer om den ldre Magtfylde og Indskydelser om at
bruge denne forbigaaende kunde opstaae. I Almindelighed var han dog
tilfreds med at beholde Kongemagtens ydre Attributer og Fordele og at
indrette sit daglige Liv, sine nrmeste Omgivelser og sit Hof efter
sit eget Behag. Men, ligesaa lidt som Fastholden af Absolutismen
saaledes kan bebreides ham, ligesaa lidet kan der vre Tale om en paa
egen Overveielse og Erkjendelse bygget Beslutning om at indskrnke
Enevlden og i denne Indskrnkning at gaae til denne eller hin
Grndse. Han underskrev uden Indvending det under Christian VIII
forberedte Forfatningsreskript af 28de Januar 1848 og gav i Marts
efter for de da stillede Fordringer, da ogsaa under Trykket af
Bevgelserne i Europa og af det Oprr, der maatte kues (jfr. Side
150). Hvorvidt Kongen paa nogen Maade har deltaget i Forhandlingerne
om det Grundlovudkast, der udarbeidedes og forelagdes af
Martsministeriet, vd jeg ikke, men har dog aldrig hrt mindste
Antydning derom. Udkastets Behandling i den grundlovgivende
Rigsforsamling og de Forandringer, det der undergik, berrte ham
saagodtsom slet ikke. Kongens Stilling til Sprgsmaalet om Slesvigs
Deling, hvorpaa Martsministeriet strandede og oplstes, var efter min
Overtydning ganske overveiende bestemt ved Andres Indflydelse, dels
herhjemme, dels udenfra. Derhos skabte det ved en Slags Overrumpling
tilveiebragte morganatiske gteskab og de derved fremkaldte
Stemninger (f. Ex. i Forholdet til de kongelige Slgtninge)
Vanskeligheder ogsaa udenfor Kongens srlige Omgivelser, saasom i
Forhandlingen om Arveflgesagen, og Indflydelser fra hin Kilde bleve
senere hen ogsaa flelige ved Forholdet til Ministerierne og
ved Omskiftninger i deres Sammenstning. At herved en saa
underordnet Personlighed som den fra Bogtrykker til Kammerherre og
Civillisteintendant forfremmede Berling kunde faae en Rolle, var
beklageligt. En uheldig Flge af gteskabet med Grevinde Danner var
derhos en vis Isolation, idet det Selskab, som naturligst og nrmest
skulde have sluttet sig til Hoffet, vre sig nu som Flge af en
strengere Sdelighedsflelse eller af lettere Anstandshensyn, holdt
sig fjernt, hvorvel jeg ikke vil negte, at hos en Del af
Aristokratiet Misfornielse over Regjeringsforandringen virkede noget
med. Ogsaa overfor Udlandet svkkedes den nedarvede Kongevrdigheds
Anseelse noget. Uheldig virkede derhos hos dem, der kom Kongen
nrmere, srlig den hos ham efterhaanden strkt udviklede
Tilbielighed til at gjre sig interessant ved Fortllinger, i hvilke
ikke blot Sandheden, men ogsaa Sandsynligheden tilsidesattes, og som
undertiden ved Omtale af egen Daad og af Deltagelse i Fare og Kamp
bleve srdeles stdende[126]. -- En vis Paaholdenhed og Smaalighed,
der stundom vistes fra den i Forhold til den ringe Anledning til
Reprsentation og Familieudgift ret rundelig udstyrede Civillistes
Side, havde ikke sit Udspring fra Kongens egen Tilbielighed, men fra
dem, der bag ham srgede for sig selv; en morganatisk Gemalinde
opsamler ikke uden Driftighed i tretten til fjorten Aar en Formue af
omtrent syv Millioner Kroner, foruden hvad der kan vre tilflydt
Andre. -- Kongens huslige Forhold bleve derhos i de sidste Aar
formrkede og ulykkelige og bidrog uden Tvivl deres til en ikke ringe
Uregelmssighed i Dit og til ved deraf opstaaet eller forvrret
Sygdom at forkorte hans Liv[127].

 {[126] For ikke lnge siden lste jeg et forunderligt Forsg paa at
 forklare Kongens Fortlling til en hi hannoveransk Officer, der
 som Afsending var stedt til Audiens hos ham, om sin i Slaget ved
 Idsted haardt saarede Haand. Jeg erindrer meget tydelig, hvor
 uhyggelig alle Nrmerestaaende dengang berrtes af denne Scene. Men
 hvad vil man da sige til det i Thorses Skrift om Frederik VII's
 Regjering S. 259-261 aftrykte Brev fra Frederik VII til Kong Oskar,
 i hvilket han paa det Klareste antyder sin personlige Deltagelse i
 den frste Indrykning i Slesvig i April 1848, Fgtningen ved Bou og
 Flensborgs Indtagelse? Med dette Brev maatte en dansk Officer reise
 til en fremmed Monark, som naturligvis havde fuld Kundskab om det
 virkelige Forhold. Ved et Besg i Jylland fortalte Kongen nogle
 Bnder, imellem hvilke befandt sig den oplyste og hderlige
 forhenvrende Stnderdeputerede og Rigsdagmand Ole Kirk, om
 Grundlovens Tilblivelse, at han som Kronprinds, da hans Fader
 tnkte paa at give en Forfatning, men naturligvis af de gamle
 Ministre modtog ubrugelige Forslag, havde udbedt sig selv
 Tilladelse til at levere et Udkast; dette var af hans Fader blevet
 henlagt, men af ham selv efter Thronbestigelsen fremdraget fra dets
 Gjemme og forelagt den grundlovgivende Rigsforsamling.}

 {[127] At en saadan uregelmssig Levemaade ved Siden af legemlig
 Anstrengelse og Uforsigtighed under den som Adspredelsesmiddel
 grebne antikvariske Undersgelse af en Mose var strkt medvirkende
 til at fremkalde Kongens sidste Sygdom og give den en uheldig
 Vending, derfor har jeg modtaget personlige Vidnesbyrd af den
 paalideligste Art.}

For den store Almenhed bleve de Skyggesider, der her ere antydede,
ubekjendte eller bemrkedes dog kun lidet, medens Kongens naturlige
Jvnhed og Godmodighed, hans Nedladenhed og hans Mildhed mod Ringere
i og udenfor hans Tjeneste vandt ham Hengivenhed, saameget mere som
disse Egenskabers Virkning understttedes af en tiltalende og vrdig
Skikkelse og af en ikke ringe Evne til at optrde en Tidlang paa
rette Maade ved offentlige Leiligheder. Naar hertil kommer den store
Befolknings naturlige og netop ved Enevoldsmagten nrede Forestilling
om enhver Lovgivningsakts, altsaa ogsaa Grundlovens Udgang fra
Monarkens personlige Initiativ og Beslutning, bliver Folkestemningen
mod Kong Frederik VII og den Erindring om og det Billede af ham, der
har forplantet sig hos den store Mngde, forklarlig. -- Naar man ofte
strkt har fremhvet hans Danskhed, da maa dog herved bemrkes, at
denne vsentlig fremtraadte som en umiddelbar Hengiven til de
Omgivelser, hvori han var opvoxet og havde levet uden for Exempel i
yngre Aar nogensinde at vre bragt i nrmere Berrelse navnlig med
tydsk Dannelse eller at have flt Trang til i denne Retning at udvide
sin Synskreds. Hans Interesse for danske Oldtidsminder forbandt sig
ikke med nogen Drift til mere omfattende og dybere Kundskab i nordisk
og dansk Historie. Oprret i de tydske Landsdele trngte ham
ndvendig til desto strkere at slutte sig til den tro blevne Del af
Monarkiet.

Statuen foran Kristiansborg og de overalt omkring i Landet opreiste
Mindesmrker for Frederik VII staae vistnok efter streng historisk
Betragtning mindre som Erindring om en positiv Kongedaad end som
Minde om en uden Kongens Modstand fuldbyrdet Regjeringsforandring;
men ogsaa den betimelige Eftergiven for Omstndighederne har sin
Fortjeneste, isr naar den fuldbyrdes og opretholdes af en velvillig
Personlighed uden Vrangvillie og Bitterhed. Guldkrandsen paa Kisten i
Roskilde af danske Kvinder lader sig mindre forsvare; thi et
ridderligt Forhold til Kvinden og en derved betinget Optrden laae
vistnok neppe for Frederik VII's Natur. -- Den Anskuelse, at en
Forlngelse af Frederik VII's Liv vilde have afvrget de Danmark i
1864 overgaaede Ulykker, indeholder kun saamegen Sandhed, at der,
hvis Kongen havde levet lngere, vilde have vret Leilighed til endnu
under Benyttelse af den Modstandskraft, som den nedarvede Kongeslgts
sidste Reprsentant bar i sin Person, at forsge en sidste og endelig
Lsning af den til det Yderste strammede Knude, medens Tiden hertil
og Sttten derigjennem faldt bort ved Kongens Dd; men, om Forsget
vilde vre blevet gjort paa rette Maade og have faaet et forholdsvis
heldigt Udfald, lader sig ikke sige.


2. Nationalitetsprincipet i Politiken.

Anerkjendelsen af Nationalitetsprincipets Berettigelse i Politiken
har for mig en saadan Betydning, og der hersker mrkvrdig nok endnu
saa mange Misforstaaelser i denne Henseende, at jeg i Tilslutning til
den Berring af dette Punkt, som i Fremstillingen af min egen
Livsvirksomhed gjentagende har fundet Sted, troer her endnu engang at
burde i al Korthed og Simpelhed sammenfatte, hvad jeg tidligere paa
forskjellige andre, tildels afsides liggende Steder har ytret derom.
I og for sig antager jeg ikke, at nogen tnksom Mand tvivler om, at
Statssamfundene bygges og bres af og adskilles efter Folkene, d. e.
Menneskesamfund, der sammenholdes i et srligt, ved Sprog og
Meddelelsesmiddel betinget og begrndset Fllesskab af Forestillinger
og Overleveringer, og i hvilke hvert enkelt Medlem ved Fdsel og
Opdragelse i Sproget modtager et uudsletteligt og for ham selv
uforglemmeligt Mrke, og der gives heller ikke nu eller gaves i
Fortiden i Historien nogen kraftig og strk Stat, uden at den
tilhrte et saadant Folk, en saaledes mrket Nationalitet. Det
falder Ingen ind at betvivle denne Nationalitetens Betydning ved
Stater som England, Frankrig, Spanien eller endog blot ved det salige
romerske Riges: "deutsche Nation". Men Forholdet kan ganske vist
enkelte Steder fordunkles og forbigaaende forvanskes. Folk kunne ved
Omstndighedernes Magt oplse den Stat, hvori de tidligere helt
boede, i mindre Stykker og ligesom Huse, saaledes som det i sin Tid
skete i Tydskland, hvor der da opstaaer et Savn af og Trang til
Helheden, medens andetsteds fremmed Indblanding og Vold kan medvirke
til slig Oplsning, som i sin Tid i Italien. Paa andre Steder
undertrykker et stort Folk mindre mgtige og kraftige Folk eller
Folkeafdelinger, og det herskende Folks Statsomraade udstrkkes da
udover dets egne Grndser og omfatter Lydfolk under sin strengere
eller mildere Vlde. Men, fordi Rusland saaledes hersker over Polen
og Finland osv., ophrer den russiske Stat ikke at vre baaren af det
russiske Folk som det, der giver den Enhed og Styrke. Man hrer i
russiske Regjeringskredse maaske ikke altid gjerne tale hit om
Nationaliteten som Statsgrundvold, fordi denne Tale medfrer Tanken
paa den Ret, der f. Ex. paakaldes af Polakkerne til at danne deres
srlige og selvstndige Stat, og fordi overhovedet Forestillingen om
Folket som Statens Eier og Brer ikke maa trde for strkt frem i et
om ikke despotisk, saa dog saare autokratisk regjeret Land; men
Keiseren af Rusland vd dog meget vel, naar det gjlder, at paakalde
det russiske Folk. Srlig ilde synes Talen om Nationaliteten som
Statens Grundvold dog at lyde, hvor der i et enkelt Tilflde paa en
Tid, da Folket i det Hele stundom glemtes over dets Reprsentant:
Fyrsten, er under sregne Sammenstd af mindre Folk med ufuldkomne
Statsdannelser frembragt et kun ved dynastiske Baand, ved
Overleveringens Magt og Omgivelsernes Tryk sammenholdt Aggregat eller
Konglomerat, en kunstig Stat, som i sterrig. Men netop en saadan
Stat viser srlig Nationalitetsprincipets Betydning, thi Historien
lrer, at den i sig brer en Svaghed og Flelse af Svaghed, som den
vel sger at dlge, men ikke kan dlge; hele sterrigs Historie
ligesaameget som dets nuvrende Tilstand, da det har maattet oplse
sig i to sidestillede Stater og kun med yderste Mie har undgaaet
yderligere Oplsning, vidner saaledes noksom herom[128]. --
Erkjendelsen af Nationalitetens Berettigelse som Statsgrundlag
er stundom bleven forvexlet med en uhjemlet Fordring om en
Grndseregulering af de bestaaende Stater efter niagtige
Nationalitetsdelinger uden ethvert Hensyn til Traktater og Folkeret,
ja med Forglemmelse af de uundgaaelige Overgange og Blandinger, og
den har derfor undertiden i konservative Diplomaters ine faaet et
revolutionrt Skin. Til at fremkalde og befste dette Skin bidrog
Napoleon III ikke Lidet ved den Maade, hvorpaa han i sin urolige
Politik brugte Nationalitetsprincipets Navn til Skrm for
egoistiske Bestrbelser, medens han ikke tog i Betnkning at krve
tydske Kompensationer for Preussens Magtforgelse og deslige.
Nationalitetsprincipet betragter jeg i disse Bemrkninger kun som
Udtrykket for en Naturlov, til hvilken der ved Bedmmelsen af
Staternes Styrke og ved Bestrbelsen for at forge, befste eller i
det Ringeste ikke at formindske denne maa tages Hensyn; om Forholdet
imellem en vistnok deri liggende Berettigelse for hver Nationalitet
til at strbe efter selvstndig Bestaaen og den historiske og
positive Folkeret handles der derimod ikke her.

 {[128] Tidsskriftet "Deutsche Rundschau" bragte for nogle Aar siden
 et i det russiske Udenrigsministerium affattet Dokument for Lyset,
 hvori den sterrigske Stats i dens brogede Folkeblanding grundede
 Svaghed paa det Skarpeste var udviklet tilligemed Ruslands
 Interesse i at bevare og benytte denne svage Skabning.}

Vende vi nu Tanken mod vort eget Hjem, da vide vi, at
Nationalitetsprincipet ogsaa hos os har maattet hre ilde som
statsoplsende og revolutionrt. Sandheden er, at Paaberaabelsen
deraf ikke kunde Andet end henlede Opmrksomheden paa, hvad der
unegtelig fattedes det danske Monarki i Sammenhng og indre Styrke,
og opfordre til at undersge, hvad der kunde gjres for at befste
denne. Monarkiet dannedes af to Befolkninger, der for den
allerstrste Del ikke forstode hinanden indbyrdes, en strre med
sreget Sprog og Folkeliv og en mindre, der ikke blot havde Sprog og
Folkeliv tilflles med et langt strre og mgtigere Folk og paa mange
Maader aandelig og materielt hendroges til dette, men som, forsaavidt
den boede i Holsten eller Lauenburg, tillige statsretlig var
undergiven fremmed Indflydelse og Kontrol. Det maatte synes klart, at
Statens egentlige Styrke, ja dens Ret til en srlig Bestaaen maatte
sges i den strre, sproglig, aandelig og politisk selvstndige og
ensartede Befolkning, og at denne derfor baade burde vedligeholdes i
fuld Udstrkning og Sammenhng og hvdes i Flelsen af intetsteds at
tilsidesttes eller underordnes. Men just det Modsatte heraf fandt
iflge en historisk Udvikling, som her ikke skal fremstilles, Sted,
forsaavidt man ikke blot overlod det danske Sprog og den danske
Dannelse i Slesvig uden Omhu og Pleie til en underkuet Stilling og
successiv Fortrngelse, men derhos trods Traktater og tidligere
Regjeringserklringer (i 1720) mere og mere sammenkoblede Slesvig i
Indretninger og Interesser med Holsten. Mod denne Forkerthed gjordes
Nationalitetsprincipet gjldende, idet der tillige henvistes til den
overveiende Indflydelse, som det tydske Element isr igjennem dets
fra Suvernitetens Tid af begunstigede Aristokrati havde havt og for
en stor Del endnu havde i Statens verste Fllesstyrelse. Man tnke
herved blot paa to tydske Vidnesbyrd, det ene af den preussiske
Historiker Treitschke ("Deutsche Geschichte im neunzehnten
Jahrhundert", 2ter Theil S. 459), der med Beklagelse lader "die
vielhundertjhrige deutsche Adelsherrschaft in Dnemark" ophre
med Statsforandringen i 1848, det andet af den vakre og mod
Fllesmonarkiet, som han tnkte sig det, meget loyale Konferentsraad
Rist, der i sine for nogle Aar siden trykte Erindringer ligesom
Treitschke finder det hist besynderligt og formasteligt, at Frederik
VI engang i den vanskelige Tid fr 1813 kunde tnke paa et
overveiende dansk Ministerium med Niels Rosenkrands og Grev Joachim
Godske Moltke, (der dog var Sn af en indvandret Tydsker) i Spidsen.
Derimod medfrte Nationalitetsprincipet ikke den ringeste Indsigelse
imod, at den tydske Befolkning levede med fuldkommen lige Ret og
Vilkaar under det danske Scepter, ja med bedre, hvis Forholdet til
Tydskland ydede den nogen srlig Fordel, f. Ex. ved Toldlovgivningen
osv. Hvorvidt ivrigt den tydske Befolkning hang fast ved
Forbindelsen med Kongeriget, og isr hvorvidt den under et Sammenstd
imellem den danske Stats Interesser med de almindelige tydske
Interesser og folkelige Flelser vilde slutte sig til den danske
Side, derom kunde allerede Begivenhederne i Holsten i 1813 og 1814
maaske give et Vink (-- man tnke blot paa Glckstadts Beleiring
dengang --); men efter 1830 (Lornsen) og efter den hele Bevgelse
under Christian VIII's Regjering (navnlig i Anledning af det aabne
Brev i 1846 om Arveflgen) og Udbrudet i 1848 kunde ialtfald ingen
Tvivl i denne Henseende fornuftigvis finde Sted. Den tydske
Befolkning havde igjennem sine Talsmnd og Reprsentanter paa det
Utvetydigste erklret, at den nskede Forbindelsen med Danmark oplst
for som selvstndig Stat at slutte sig til Tydskland, tagende hele
Slesvig eller den allerstrste Del med sig som Medgift. Det har gjort
et stundom oprrende, stundom til Latter heldende Indtryk paa mig,
naar jeg har hrt danske Mnd, der en kort Tid havde havt en
Ansttelse, f. Ex. som Auditrer, i Rendsborg, saasom iblandt Andre
Geheimeraad Bluhme, tilsyneladende med fuldt Alvor, hvorvel i Alvoren
blandede sig nogen ieblikets Heftighed, paastaae, at Rendsborgs
Soldater og Borgere i deres Tid vare fuldkommen saa gode danske
Borgere og Soldater som de i Kongeriget. Naturligvis underordnede
den holstenske Soldat i almindelige Tider sig ligesaagodt
Disciplinens Love som den i Kongeriget fdte, men anderledes stillede
Sagen sig, naar der spurgtes om den uvilkaarlige Drift til under en
Konflikt med Tydskland at bestemme sig og handle. Man paali den
tydskfdte Mand en Sindsstemning, der ikke engang var naturlig i
tidligere Dage, hvor Folkebevidstheden dog tildels endnu slumrede,
men som endnu mindre lod sig forene med den nyere Udvikling af
Folkebevidstheden. Under disse Omstndigheder og efter blodig Kamp
fra dansk Side at opgive sin Ret for at holde paa en Forbindelse, der
saa lidet nskedes fra den anden Side, var taabeligt, fordi man
hverken havde Haab om at vinde Hjerterne eller kunde paatage sig
Gjennemfrelsen og Opretholdelsen af et forhadt Tvangsherredmme, til
hvis Afrystelse overlegen tydsk Hjlp vilde staae beredt. Derfor
burde og maatte en Opgjrelse og indtil en vis Grad Adskillelse
imellem Dansk og Tydsk tilveiebringes, saaledes at den historiske og
traktatmssige Ret (for Danmark til at besidde hele Slesvig) biedes
efter den Billighed, som det nu bestaaende Nationalitetsforhold
medfrte. Krvede efter Stormagternes Formening europiske og
dynastisk-folkelige Interesser, at Kongen af Danmark vedblev at vre
Hertug i det selvstndige Holsten, og kunde Holstens Befolkning uden
Byrde og Besvr for Danmark bevges til at anerkjende denne Ordning,
maatte man fra dansk Side gaae ind derpaa baade under Erkjendelse af
visse mulige Fordele (ved forenet Optrden udad) og med Forsigtighed
ligeoverfor mulige Forviklinger og Farer. Ved hele denne Betragtning
over Nationalitetsprincipets Anvendelse paa det overleverede danske
Monarki og den dansk-tydske Strid maae derhos endnu to Forhold
fremhves. Man taler ofte, ja sdvanlig, som om Holstens Udsondring i
Forbindelse med et Stykke af Slesvig var en Oplsning af en ldgammel
og af Aarhundreder helliget Forbindelse, og man glemmer med en
forunderlig Vedhngen ved Erindringen om en langt tidligere Tids
Forhold og om Forbindelsen da med ganske enkelte Dele af Holsten
gjennem flles Fyrste, at fr 1720 sad paa Gottorp et med Danmark i
stadig Strid og Feide levende Fyrstehus, hvis Nag imod Danmark,
efterat det var fjernet fra Slesvigs Grund, bevaredes i Kiel og
derfra forplantedes til Stokholm og Petersborg, og at Kiel for
Danmark var en fremmed Stad indtil det Aar, da den med Catharina II
af Rusland og Storfyrst Paul sluttede Mageskiftetraktat kom til
Udfrelse, nemlig i 1773. Der levede endnu i 1848 i det tidligere
hertugelige Holsten et ikke ganske ringe Antal Mennesker, der ikke
vare fdte som Undersaatter af Kongen af Danmark, omend indfdte
Holstenere. Hermed hnger det andet Forhold, hvortil jeg sigter,
sammen. Den russiske Regjering har i 1848 og de paaflgende Aar vist
Danmark vigtige og paaskjnnelsesvrdige Tjenester; men man tager
feil, naar man troer, at denne Hjlp ydedes det egentlige Danmark
imod Schleswigholsteinismen i og for sig og i Almindelighed; den
ydedes den efter russisk Opfattelse legitime Regent og den ved
Traktater med Rusland, navnlig Mageskiftetraktaten, opbyggede og
ordnede danske Helstat imod Oprret. Indenfor denne Helstats Ramme
bevarede den russiske Regjering, forsaavidt den overhovedet indlod
sig nrmere paa Forholdene, i det Hele den gottorpske Opfattelse af
Slesvigs Stilling. Enhver af de gjennemgribende Foranstaltninger, der
i den saakaldte Helstat ved dens Nydannelse maatte trffes for at
give Slesvig den tilsigtede ligelige Mellemstilling imellem
Kongeriget og Holsten, saasom om Sproggrndsen, om Sprogenes
Ligeberettigelse i Stnderforsamlingen og Bestyrelsen, om
danskdannede og tydskdannede Kandidaters lige Adgang til Ansttelse i
Slesvig i Forhold til hvert Sprogs Udstrkning, vakte paa engang i
Holsten voldsomme Udbrud af Harme og bleve i Petersborg betragtede
som uberettigede Daniseringsforsg. Et Fingerpeg gaves i denne
Retning, da det i 1851 fra russisk Side udtaltes, at det dog ikke
kunde vre den danske Regjerings Mening at rre ved Bestemmelsen om
to Aars Studium i Kiel som Betingelse for Ansttelse i et slesvigsk
Embede. -- Endnu vil jeg tilfie n Bemrkning: Opstillingen af
Nationalitetsprincipet som Grundlag ogsaa for en sand og holdbar
Lsning af Forviklingerne i det danske Monarki var saa langt fra at
fremgaae af eller fre til Had og Forbitrelse mod den anden
Nationalitet, at den naturligen forbandt sig med en billig og
skaansom Betragtning og Bedmmelse af Stemninger og Handlinger fra
vore Modstanderes Side. Jeg for min Del har saa strkt som Nogen
fordmt de Mnd, der glemte deres srlige Stillings Ed og Pligt, jeg
har saa ivrig som Nogen hvdet Danskhedens Ret i Slesvig, og jeg har
med saa dyb Vrede og Forbitrelse som Nogen tilbagevist tydsk Overmod
og Haan imod vort Folk, -- men jeg har baade forstaaet, hvorledes den
holstenske Befolkning og isr de dannede Stnder dr maatte fle sig
hendragne til Sammenslutning med Tydskland, og hvorledes den Enkelte,
navnlig de Unge, under Bevgelsens Tummel lod sig henrive til at
flge med langt udover det Forsvarlige og Undskyldelige. Dette
Sindelag har jeg lagt for Dagen ligeoverfor kielske Studenter, der
fra Fangeskibet Dronning Marie henvendte sig til mig i 1848, og som
Prsident i Rigsraadet uden at bortgive det Mindste af min
Retsoverbevisning eller af Kravet paa Agtelse for mit Land og Folk.
Jeg ansaae og anser det fremdeles for en grundig politisk
Misforstaaelse, at man vilde tvinge til frugtbar og kraftig Samvirken
under samme Tag dem, der mdte til Sammenkomsten med Sangen "Danmark
deiligst Vang og Vnge", og dem, der istemte "Was ist des Deutschen
Vaterland" og "Schleswig-Holstein meerumschlungen". Bedre end denne i
en uklar Tradition hvilende Forestilling og Tankegang kan jeg saa
endda forstaae den, der, mistvivlende om de smaae Folks Udsigt til
varig, sund og kraftig Bestaaen imellem de Formynderskabet over
Europa frende Stormagter, forlanger, at disse Folk med fuld
Bevidsthed skulle opgive deres Selvstndighed og gaae op i den
nrmeste Stormagt, hvor strkt jeg end selv forkaster og afskyer en
saadan Selvmordstanke.




Tillg II.

FORSKJELLIGE BREVE.


Min Fader efterlod sig et stort Antal Breve og andre Aktstykker fra
mange forskjellige Personer, hvoraf en betydelig Del vare ham
tilskrevne, medens han var Kultusminister og Undervisningsinspektr,
og vsentlig omhandlede dermed i Forbindelse staaende Forhold.[129]
Derimod fandtes der mellem Brevene kun faa af egentlig politisk
Indhold, deriblandt egenhndige Gjenparter af nogle Breve, som min
Fader havde tilskrevet Andre, men aabenbart havde nsket at opbevare,
for at hans egen Optrden ved disse Leiligheder kunde godtgjres.
Medens nu nogle af disse politiske Breve overhovedet ikke egne sig
til Offentliggjrelse som altfor ubetydelige og andre enten ikke egne
sig dertil ialtfald for Tiden som hidrrende fra endnu levende
Personer eller dog ikke naturlig hre hjemme hr, har jeg, som
allerede i en Anmrkning Side 193-194 berrt, ment nedenfor at
burde meddele 7 Breve fra 1850-1851, nemlig 4 til min Fader fra
afdde Generalauditr A. W. Scheel under dennes Ophold ved
Fredsunderhandlingerne i Berlin og 2 fra min Fader til ham i samme
Tidsrum samt 1 fra min Fader til Grev Sponneck, idet disse alle
vsentlig tjene til at supplere, hvad der dels ovenfor i min Faders
egne Livserindringer og i hans deri gjentagende nvnte Afhandling i
historisk Tidsskrifts 5te Rkkes 4de Bind for 1883, dels i H. N.
Clausens Levnedsoptegnelser, udgivne i 1877, dels endelig i Thorses
Skrift om Kong Frederik VII's Regjering (I S. 722 ff.) og andetsteds
indeholdes om min Faders Stilling i Novemberministeriet og til
Sprgsmaalet om Slesvigs Deling, medens der formentlig ikke i Brevene
forekommer Noget, som endnu ikke br fremdrages, navnlig naar henses
til, hvad der allerede andetsteds er fremkommet.

 {[129] Disse Breve ville efter forndent Gjennemsyn blive afgivne
 til en af vore offentlige Samlinger.}

Endvidere har jeg ment ligeledes at burde lade trykke et af min Fader
i Gjenpart opbevaret Brev fra ham til afdde Overkammerherre Oxholm
af 23de Decb. 1863, der kun tjener til yderligere at konstatere hans
egen allerede i Livserindringerne og den ovennvnte Afhandling
omtalte Stilling og Opfattelse paa det Tidspunkt (om Originalen er
bevaret, har jeg ikke kunnet faae oplyst).

Efter min Fader fandtes ivrigt ogsaa hans originale, mrkelig nok
ikke i hans Erindringer nvnte Ansgning om Afsked som Minister af
2den Septb. 1849, der blev indgiven samtidig med en lignende fra
H. N. Clausen. Om dette Skridt henvises til H. N. Clausens
Levnedsoptegnelser Side 365-367, jfr. Side 354-365, hvor det findes
nrmere refereret. Det fremgaaer deraf, at Skridtet ligeledes stod i
den nieste Forbindelse med Sprgsmaalet om Delingstankens
Opstillelse som ialtfald subsidir Fredsbasis, og at Ansgningerne
kun bleve tilbagetagne (tilbagesendte 14de Septb. 1849), fordi det
vrige Ministerium og Kongen gik ind paa, #at#, hvis de danske
Fredsprliminarier forkastedes, da yderligere afgjrende
Underhandlinger ikke kunde finde Sted inden den danske Rigsdags
Sammentrden, samt paa, #at# A. W. Scheel blev sendt som 3die
Fredsunderhandler til Berlin ved Siden af Reedtz og Pechlin. --
Af et andet forefundet Aktstykke ses det derhos, at min Fader,
da Ministeriet af 13de Juli 1851 blev dannet med Grev Carl
Moltke-Ntschau som Minister uden Portefeuille, udtrykkelig gjorde
det til en Betingelse for sin Indtrdelse i dette Ministerium, at
Grev C. Moltke, naar han, saavidt muligt, overtog den ham egentlig
tiltnkte Stilling for Holsten, skulde trde ud af det specielt
danske Statsraad og staae i det Forhold til dette, der, saalnge
Monarkiets Deles indbyrdes Stilling ikke definitiv var ordnet i
Notabelprojektets Aand, var betegnet ved Grev Reventlow-Criminils
Exempel, og at denne Betingelse udtrykkelig blev accepteret fra
Konseilprsidentens: Grev A. V. Moltkes Side. -- De omtalte tvende,
ivrigt kortfattede officielle Aktstykker har jeg dog ment ikke at
burde aftrykke her lsrevne fra de vrige Akter, hvortil de egentlig
hre.

De ovennvnte 8 Breve ere aftrykte efter Tidsflgen.

                                                    #Udgiveren.#

              *       *       *       *       *


                                    Berlin den 21de Januar 1850.

        Hitagtede Hr. Minister!

Allerede har jeg opholdt mig i Berlin over en Maaned og endnu har jeg
ikke afgivet nogen Beretning angaaende den Sag, hvorfor jeg er her.
Herover vil man maaske undre sig i Udenrigsministeriet, hvor hver
Postdag derimod indkomme Beretninger fra den ene eller den anden af
mine Medkommissarier eller fra dem begge. Men disse betragte det som
mere henhrende til deres end til min Funktion at tale med de
hervrende diplomatiske Personer og fle paa den snart stigende,
snart faldende politiske Puls, og herimod har jeg Intet at indvende,
da jeg virkeligen troer, at de udfre slige Forretninger langt bedre,
end jeg vilde vre i Stand til, og det er meget kjendeligt, at de
diplomatiske Vsener langt heller indlade sig med en Excellence eller
med en her allerede bekjendt og i Selskabslivet behagelig Kammerherre
end med den trre Generalauditr, der i den diplomatiske Verden er en
ganske ubekjendt Strrelse, som derfor ogsaa af den ses over Hovedet.
At den, som har ageret politisk Doktor, ogsaa maa skrive
Sygejournalen, forstaaer sig af sig selv. Imidlertid har jeg ikke
vret ledig. Der var for mig, da jeg kom her, Meget tilbage at lse,
og dertil maatte jeg anvende den frste Tid. Efter at have
gjennemgaaet det mest ndvendige Materiale og gjennemtnkt Sagen, gik
jeg til vore Instruktioner, som jeg modtog om Aftenen Kl. over 10
Dagen fr min Afreise. Da jeg havde studeret dem, klarede jeg mine
Ideer om, hvad vi efter Prliminarierne ndvendigvis maatte drage
frem under Underhandlingerne, og hvad vi burde sge at holde ude
derfra. For at give mine Tanker et bestemt Udtryk ansaae jeg det
gavnligst at nedskrive dem, og til eventuelt Brug valgte jeg Formen
af et Brev. Da dette var frdigt, meddelte jeg mine Kolleger samme
for at erfare, om de maatte vre enige i samme, og om de ikke
maatte anse det passende at indsende et saadant Brev til
Udenrigsministeriet, for at dette kunde se, paa hvad Maade jeg --
eventuelt vi -- opfattede Prliminarierne og Instruktionerne, og for
at dets nrmere Bestemmelse kunde faaes, navnligen med Hensyn til
Punkter, hvorom Tvivl vare opstaaede. Mine Kolleger tiltraadte
Skrivelsen, af hvilken dog et enkelt Punkt udgik, ivrigt i det Hele
og foranledigede kun, at en Bemrkning tilfiedes og et Par
Redaktionsforandringer foretoges. Det Punkt, som paa Reedtz's Forslag
udgik, angik et Sprgsmaal om et eget Flag for Slesvig. Jeg
erkjendte, at der ikke for Tiden var tilstrkkelig Anledning til at
stte Ministeriet i Forlegenhed med et saadant Sprgsmaal. Resultatet
er blevet en baade af Pechlin, Reedtz og mig undertegnet Skrivelse,
som under 10de d. M. er indgaaet til Udenrigsministeriet. Paa Grund
af dens Indhold anser jeg det for sandsynligt, at den bliver forelagt
Statsraadet. Pechlin havde imidlertid vret beskftiget med at
opstte en Note, som efter hans Mening skulde overleveres den
preussiske Kommissr ved Fredsunderhandlingernes Aabning. Den
modificeredes noget i Overensstemmelse med fornvnte Skrivelse, men
indeholdt dog foruden de egentlige Forslag, der vare tagne af
Instruktionerne, en Del Stninger, som, om de end vare sande, vare af
den Beskaffenhed, at Fjenden uden Tvivl vilde have rettet sit Angreb
mod dem. Et heldigt Vink om at udelukke al Motivering gik P. ind paa,
og han begyndte derpaa at forfatte et nyt Udkast den 11te d. M.,
paa hvilken Dag Kammerherre Usedom meldte sig hos ham med sin
Fuldmagt, tilkjendegivende at han nu var beredt til at begynde
Underhandlingerne, hvad Dag det skulde vre. Et lidet formelt
Sprgsmaal, nemlig angaaende Fuldmagt for Preussen fra Frankfurt, gav
os Udsttelse i nogle faa Dage, men, da det dog hastede meget med at
faae frdigt, hvad der skulde forelgges, og jeg frygtede for, at det
nye Udkast ikke ganske vilde tilfredsstille mig, skjndt jeg efter
vore Forhandlinger maatte antage, at jeg maatte blive enig i
Hovedsagen, tilbd jeg mig at ville forsge paa et Udkast. Dette
forfattede jeg om Aftenen den 12te og Natten til den 13de. Den
flgende Morgen leverede jeg det til Reedtz, som ubetinget tiltraadte
det og tilbd sig at overstte det paa Fransk. Pechlin erklrede sig
ligeledes enig i samme. Da det var oversat, diskuterede vi
Redaktionen og fornemmeligen de franske Udtryk. Ogsaa blev vedtaget
en Omstning af Artiklerne. De Artikler, som angik Unionen
mellem Kongeriget Danmark og Hertugdmmet Slesvig, vare nemlig
overensstemmende med P.'s ldre Udkast satte foran Bestemmelserne om
Slesvigs indre Selvstndighed, men det fandtes rigtigst at flge en
omvendt Orden. Den 16de om Eftermiddagen havde P. og jeg en endelig
Konference om den franske Redaktion af et Par Artikler, og
den nu vedtagne Redaktion kunde endeligen den 17de om Morgenen
gives til Renskrivning, paa hvilken Dag om Middagen Kl. 1
Fredsunderhandlingerne skulde begynde. Der var saaledes ikke megen
Tid at give bort, og den Maaned, som er hengaaet, og for hvilken
Preussen maa hre ilde, er kommen os ret godt tilpas. Tidligere vilde
vi vel have kunnet begynde paa mundtlige Forhandlinger, men vi vilde
have staaet med tomme Hnder, og det vilde neppe have vret os
aldeles klart angaaende alle Enkeltheder, hvad vi maatte bringe under
Forhandlingerne, og hvad vi skulde sge at holde udenfor samme. Den
omhandlede Opsats bestaaer af 14 Artikler, der ere fremlagte som
Grundlag for Underhandlingerne, men ikke som endelige Artikler for
Fredstraktaten. De vil let gjenkjende Overensstemmelsen mellem disse
14 Artikler og Skrivelsen af 10de d. M. At enkelte for Slesvig
fordelagtige Vilkaar, som vi ere bemyndigede til at indrmme -- med
Hensyn til Kolonialanliggender, Sundtold, forstrket Reprsentation
paa den flles Rigsdag --, ere udeladte, er sket af Politik, for at
der endnu kan vre Noget at byde. Artiklerne, hvoraf en Gjenpart er
sendt til Udenrigsministeriet, bleve i vor frste Samling hos Grev
Westmoreland med Usedom den 17de ds. oplste og af Sidstnvnte tagne
ad referendum. Fredsunderhandlingerne ere saaledes aabnede 6
Maanedersdagen efter Prliminariernes og Vaabenstilstandens
Ratifikation. Gid de maatte fre til en lykkelig Ende og det
nogenlunde snart! Alt gik meget venskabelig og forekommende til i den
frste Samling. Paa Usedom kunde aldeles ikke mrkes, om noget af
Forslagene overraskede ham. At han lader sig manuducere af Samwer,
lover ingen venskabelig Stemning, og derpaa tyder heller ikke hen,
hvad der fortlles, at han uddeler blandt de hervrende Diplomater et
af Lasiauve, forhen Huslrer paa Augustenborg, forfattet fransk
Skrift om den danske Sag, hvilket Skrift aander det bitreste Had mod
Danmark. Vore Forslag skulle nu naturligvis behandles paa preussisk
Side, og det lader sig saaledes ikke sige, naar nste Samling kan
blive holdt. Af det Ovenanfrte vil De kunne slutte Dem til min
hidtilvrende Virksomhed her, forsaavidt der gives et skriftligt
Vidnesbyrd om samme. Ivrigt har jeg naturligvis i Konferencerne med
P. og R. efter Evne sgt at bidrage til et rigtigt Resultat, naar en
Beslutning har vret at tage i et eller andet Tilflde, selv
saadanne, forsaavidt de ere blevne mig bekjendte, som kunne antages
at ligge udenfor den mig srligen anviste Virkekreds. Jeg begynder at
troe, at jeg muligen dog kan gjre lidt Nytte her, hvilket vre sagt,
uden at jeg miskjender mine Kollegers gode Egenskaber. Pechlin er
aktiv og paapassende; han taler vor Sag med Varme og Vrdighed, og,
da han forud allerede nyder megen Anseelse, gjre hans Forestillinger
Indtryk. Reedtz er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaaer godt
at holde P. tilbage, naar denne bliver for ivrig, og at holde de
fremmede Diplomater, deriblandt ogsaa Westmoreland, som nok er noget
vanskelig at behandle, i godt Lune. Han vd godt at pumpe
Efterretninger og Meninger -- de sidste vel ikke altid ganske
oprigtige -- ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for
at blive fri for at svare paa et ubekvemt Sprgsmaal. Begge komme de
meget ud i Selskab og have derved Leilighed til at hre Udtryk af de
politiske Stemninger, hvorom nogle af deres Beretninger ogsaa afgive
Vidnesbyrd. At jeg behandles med langt mindre Opmrksomhed -- hvilket
Tryk jeg forresten haaber at kunne bre --, viser sig blandt Andet
ogsaa deri, at Adgangen til Selskaber ikke paa lige Maade staaer mig
aaben, og at man er mere tilbageholden mod mig, hvortil dog Skylden
for en Del kan ligge i min Personlighed. Mine politiske Kombinationer
maa jeg saaledes i det Vsentlige danne af de Beretninger, som jeg
finder i Bladene, og derfor synes mig ikke, at der er Anledning for
mig til at meddele dem, da man i Kjbenhavn besidder samme Materiale,
som jeg har, til at bygge Slutninger paa. Med de for vor Sag
vigtigste to Diplomater, Westmoreland og Meyendorff, har jeg
naturligvis talt. Den Frste anser det for en Naade, naar han engang
imellem byder mig Haanden, hvilket noksom viser, at han ikke er stemt
for at vre fortrolig med mig. Jeg troer forresten med Sikkerhed at
kunne antage, at han er lunken. England vil nok, at Freden skal komme
i Stand, men det vil ikke stde Preussen. Meyendorff er en
kundskabsrig og elskvrdig Mand, der er fuldkomment inde i vore
Forhold og uden Tvivl mener det oprigtigen godt med os, men, om han,
hvis det skulde behves, vil optrde med alvorlig Kraft til Fordel
for vor Sag, maa dog staae derhen og vil sandsynligvis bero paa de
strre politiske Kombinationers Beskaffenhed. Om sin -- og Pechlins
-- eventuelle Basis har han ikke indladt sig videre med mig, da jeg
aldeles bestemt har udtalt mig for, at vi maatte holde fast paa
Prliminariernes Basis, og at vi ikke kunde have nogen Tvivl om, at
der jo paa samme vilde og maatte indrmmes en gunstig Fred.

Vi have her en vedvarende streng Kulde.  5  6 anses for mildt
Veir. Flere Dage have vi om Morgenen havt  16 og midt paa Dagen 
12 R. Desuagtet har jeg hidtil befundet mig vel, ligesom jeg ogsaa
godt overstod Reisen hertil uden engang at paadrage mig en
Forkjlelse.

Idet jeg til Slutning venskabeligst siger Dem, Hr. Minister, Levvel!
beder jeg at bringe Minister Clausen en lige venskabelig Hilsen fra

                             Deres med sand Hiagtelse
                                    rbdigste og hengivne
                                             #A. W. Scheel#.

  Hivelbaarne
    Hr. Minister, Dr. Madvig, R. af D.
                                                    _________________
                                                     Hermed et Bilag.

Bilaget:

Allerede var jeg frdig med mit Brev, da Baron Pechlin lod mig lse
en Skrivelse til ham fra Kammerherre Bille, hvori denne taler om en
Kongres af Stormagterne til Afgjrelsen af det danske Sprgsmaal og
om Ansttelsen af en flles Statholder for Hertugdmmerne Slesvig og
Holsten. Skjndt Baron Pechlin og formodentlig ogsaa Kammerherre
Reedtz ville udtale sig over disse Sprgsmaal, vil jeg dog tillade
mig i denne Skrivelse til Dem med et Par Ord at berre dem.

En Kongres i anfrte iemed, hvorom der nok allerede tidligere har
vret Tale, kan maaske blive nskelig og Successionssprgsmaalet vil
muligen kunne benyttes som Anledning til at bringe en saadan i Stand,
men for iebliket vilde jeg dog ikke finde Omstndighederne gunstige
for en slig Kongres. Det forekommer mig nemlig, at altfor mange Data
tyde hen paa, at baade England og Frankrig kokettere med Preussen.
Medens dette sker, udstte vi os for ikke blandt de 5 store
europiske Magter at faae mere end i det hieste 2 Stemmer for os,
men med denne Udsigt for os er det neppe tilraadeligt at slippe vor
Ret ganske ud af vor egen Haand. Saalnge vi forblive paa
Underhandlingernes Vei, have vi Fredsbasis af 10de Juli f. A. for os,
og dette giver os efter min Mening en stor Fordel, da Preussen
vistnok gjerne vilde bort fra denne Basis, og vi kunne forsvare vor
Ret med de Midler, som maatte staae til vor Raadighed. Overgives
Sagen til en europisk Kongres, maae vi uden Tvivl ubetinget
underkaste os dens Bene-placitum, der efter Omstndighederne snarest
vilde komme til at gaae ud paa en konstitutionel Forening af
Hertugdmmerne Slesvig og Holsten, uden at Slesvig dog kom til at
hre til det tydske Forbund. Naar dette Sidste vedtoges og den
unionelle Forbindelse med Danmark sikredes ved en flles Arveflge,
vilde Stormagterne eller Flertallet af dem sandsynligvis vise sig
blinde for den Fare, som for den nordiske Stat Danmark opstaaer af
hin Forening mellem Hertugdmmerne. Frst naar det virkeligen viser
sig, at intet billigt Resultat er at opnaae paa Underhandlingernes
Vei, er det Tid at slaae ind paa en anden Vei. Vi maae saaledes i alt
Fald afvente Preussens Modforslag eller Svar paa vore Fredsforslag.

Hvad dernst Sprgsmaalet om en Statholders Ansttelse for begge
Hertugdmmer angaaer, da vilde jeg gjerne, for at danne mig en Mening
om Hensigten med Forslaget derom, vide, fra hvilken Kant det kommer.
Har det ingen anden Rod end en Udtalelse af Radowitz, kan det gjerne
vre rlig ment, da man let kan tnke sig, at en Mand, der staaer
udenfor Forholdene, kan anse Ansttelsen af en flles Statholder som
et tjenligt Middel til Forsoning og til at bringe Regjeringerne i
begge Hertugdmmer i en regelmssig Gang, uden at han aner enten
Vanskeligheden ved at give denne Statholder en uafhngig og kraftig
Stilling eller for Danmark Faren ved at fornye et administrativt
Tilknytningsmiddel mellem Hertugdmmerne. Har Forslaget sin
Oprindelse fra Slesvig-Holstenerne, er Hensigten uden Tvivl at faae
en Statholder i deres Magt, der skulde vre bunden ved deres Grundlov
af 15de Septb. 1848 og saaledes ved sin Underskrift kom til ligesom
at legalisere alle deres lovstridige Handlinger.

Skjndt det vistnok er farligt for Flgernes Skyld at gaae ind paa
det omhandlede Tilknytningsmiddel mellem Slesvig og Holsten, vilde
jeg dog ikke vre imod det som en provisorisk Foranstaltning indtil
Freden, saafremt man derved kunde faae nogen Magt over Forholdene i
begge Hertugdmmer. Men, for at opnaae dette, maatte man vre
forsigtig i #Valget#, sikre sig hans #Stilling# og vre vis paa en
Regjering i Slesvig, der vilde handle i den lovlige Tilstands Aand. I
alle Henseender opstaae Vanskeligheder. Da vi have saa yderst
vanskeligt ved at finde en passende Personlighed til Statholder
hjemme, falder Tanken snart paa at sge en Fremmed. En Tydsker kunne
vi naturligvis ikke tage, og der vilde, naar Statholderen skulde vre
en Fremmed, neppe blive Andet tilovers end at tage en Englnder. Et
saadant Valg forekommer mig meget betnkeligt; thi, om man end kunde
sikre sig en fornuftig og veltnkende Mand, vilde det ikke alene vre
kompromitterende for Danmark, at en Fremmed skulde staae i Spidsen
for Regjeringen i en saa betydelig Del af Monarkiet, men, da han
vilde vre ubekjendt med Forholdene, lader det sig ikke beregne, til
hvilke skadelige Foranstaltninger han muligen i vigtige Tilflde
vilde lade sig forlede, og heller ikke lader [det] sig forudse,
hvilke Instruktioner eller Vink han kunde faae fra England. Til dem
vilde han vel ikke vre egentligen bunden, naar han ei skulde
forestaae Regjeringen i Englands Navn, men han vilde dog ikke
letteligen undlade at flge dem. Jeg vilde derfor vre tilbielig til
at foretrkke at tage tiltakke med fattig Leilighed hjemme. Nogen
dansk Privatmand vilde ikke blive modtagen i Holsten, og blandt
Prindserne kan der neppe blive Tale om andre end Arveprindsen og
Landgreve W. Den Frstnvntes Stilling som nrmeste Agnat giver ham
et Fortrin, men formedelst hans Mangel paa Karakter og Mislighederne
af hans Pengeforhold skulde jeg dog troe, at man heller maatte tye
til Landgreven. Han er vel intet stort Lys, men han har dog nogen
Karakter, og jeg forudstter, at der kan stoles paa hans danske
Sindelag. Af stor Vigtighed vilde det vre, at der medgaves en saadan
Statholder baade en dygtig militr Stabschef, som Krigsministeren nok
vil vide at finde, og en dygtig, med Hertugdmmernes Lovgivning
bekjendt og dansksindet civil Embedsmand, der kunde forestaae
Statholderskabets civile Forretninger (Plessen?)

Kunde det end ikke bevirkes, at Grundlov af 15de Septb. 1848 faktisk
sattes ud af Kraft for Holsten, maatte Statholderen dog have en
aldeles uafhngig Stilling uden at vre bunden ved de i denne Lov om
Statholderen indeholdte Bestemmelser, da han ellers blev en
Spillebolt for de slesvig-holstenske Ministre. Han maatte vre den
hieste Befalingsmand for Krigsmagten i begge Hertugdmmerne, dog med
en vis Modifikation med Hensyn til de fremmede Tropper, og alle [de]
Sager maatte gaae til hans Afgjrelse, som tidligere udfordrede
Bestemmelse af de hieste Kollegier eller endog kongelig Resolution,
dog muligen med en vis Lempning ogsaa heri, til hvis nrmere
Faststtelse der ikke mangler Krfter i Kjbenhavn.[130] --
Forsaavidt jeg har forstaaet det, er Meningen, at der, naar en
Statholder udnvntes, skulde indsttes nye Regjeringer i begge
Hertugdmmer. For Holsten kunde dette ikke lede in pejus, men for
Slesvig er Experimentet farligt. Al den Vanmagt uagtet, som paandes
Landsforvaltningen, handler den dog i dansk Aand, og, hvor slet end
Tilstanden er i Slesvig, er den dog uden Tvivl gunstigere for
Danskheden end for Slesvig-Holsteinismen. Da man nu har havt saa stor
Vanskelighed ved at bringe denne Regjering i Stand, maa man vel
betnke sig, inden man samtykker i, at den oplses, og vre vis paa
at faae Mnd, til hvem man kan have samme Tillid som til dem, der nu
udgjre Regjeringen. Men er dette muligt? Dersom Forslaget om en
Statholder er rlig ment som indeholdende i og for sig et Gode for
Landene, synes iemedet ogsaa at maatte kunne opnaaes, uden at den
nuvrende Regjering i Slesvig i det Hele fratrder. Det vil neppe
blive indrmmet, at Kongen af Danmark udnvner en hel ny Regjering,
men, hvis der skal vre en Preusser i den, vil det vre bedst at
bevare i samme baade Eulenburg og Tillisch. Derimod kan den engelske
Opmands Stilling neppe forenes med Statholderens.

 {[130] For at [hans] Stilling kunde forblive uafhngig, maatte han
 ikke vre Medlem af de srlige Regjeringer i Slesvig og Holsten,
 men staae over dem begge.}

Ser jeg tilbage paa de Vanskeligheder, som opstaae ved Ansttelsen af
en Statholder, som skulde indtage en passende Stilling, anser jeg det
ikke sandsynligt, at man vil komme til nogen Enighed om samme. Skulde
dette desuagtet ske, vilde jeg ikke tilraade, at denne Statholder --
hvilket ligeledes er antydet -- tillige ansattes for Lauenburg; thi
man vilde snart paaberaabe sig og benytte den Enhed, som derved de 3
#tydske# (saa vilde man udtrykke sig) Hertugdmmer i en vis Henseende
kom til at danne i Modstning til Kongeriget.

De ovenstaaende Bemrkninger have spundet sig lngere ud, end jeg
havde ventet. De ere nedskrevne i Hast og jeg har ikke havt synderlig
Tid til at overveie Sagen, naar jeg vilde udtale mig over samme med
denne Post.

                                      Ganske som ovenfor
                                             #A. W. Scheel#.

              *       *       *       *       *


                              Kjbenhavn, den 1ste Februar 1850.

        Histrede Hr. Generalauditr!

Deres Skrivelse af 21de Januar modtog jeg den 29de og benytter et Par
korte ieblike, som kunne unddrages al den med Rigsdagens Aabning
iforgaars flgende usdvanlige Travlhed og Forstyrrelse, til ret
hjertelig at takke Dem for den og besvare den. Idet jeg meget vel,
trods Deres milde og rolige Skildring, fler det mindre Behagelige i
Deres Stilling som tredie Underhandler uden et lnge baaret og
anerkjendt diplomatisk Stempel, glder jeg mig dog frst og fremmest
ved, at Deres Helbred har modstaaet Reisens og Vinterens
Besvrligheder og vor Samvittighed saaledes synes at lettes for et
stort Ansvar, [og] dernst ved, at De har vundet den Overbevisning,
at De kan gjre vor Sag Nytte, og at De finder saadanne Egenskaber
hos Deres Kolleger, at De ikke ugjerne arbeider sammen med dem. Jeg
nrer det Haab, at det maa lykkes Dem at bevare den rolige og
uforsagte Stemning under de fremdeles efterhaanden sig udfoldende
mangehaande Vanskeligheder og Bekymringer ved Underhandlingerne. De
kan i det Ringeste vre forvisset om, at vi herhjemme ikke ere
tilbielige til at undervurdere Vanskeligheden ved Opgaven eller til
at gjre os sangvinske Forhaabninger om snarlig, nogenlunde
tilfredsstillende Fremgang. At, som De antyder, Englands og Frankrigs
Forhold til Preussen i den sidste Tid ikke har antaget nogen
gunstigere Vending for os, derfor foreligger ogsaa her, navnlig hvad
England angaar, Indicier, skjndt Grev M. udentvivl har beholdt for
sig selv en i det Ringeste i Formen og Tonen ikke behagelig
Meddelelse fra Lord Palmerston, maaske stukket i Lommen, hvad der
ikke burde stikkes deri. Overhovedet forges unegtelig det
Bekymringsfulde og Vanskelige baade her og hos Dem ved vort
Udenrigsministeriums Beskaffenhed, og jeg frygter meget for, at De
stundom ikke blot kan komme til at mangle Anvisning og Understttelse
herfra, men vel ogsaa forstyrres og ledes paa Vildspor. Denne Frygt
er baade hos mig og mine Kolleger Clausen og Sponneck i hi Grad
fornyet ved det i Deres Brev Meddelte om, hvad Kammerherre Bille har
skrevet om en Kongres af Stormagterne til Afgjrelse af det danske
Sprgsmaal (Noget, hvorom i Eftersommeren herfra taltes og skreves,
men intet Ord er hrt i Statsraadet i de sidste Maaneder) og
fornemmelig om en flles Statholder for #Slesvig og Holsten# (!). De
Bemrkninger, som De i Deres Brev har knyttet til dette sidste Punkt,
har jeg lst med Flelsen af, at De meget skaansomt i Formen, men i
Realiteten alvorlig kritiserede en Ide, som De maatte antage havde
fundet nogen Anklang her. Os slaaer den med Forbauselse. Da der,
ligeledes for nogle Maaneder siden, taltes om, hvad der under
Forudstning af, at Centralkommissionen fjernede Statholderskabet (--
hvad den nu ikke gjr --), kunde substitueres derfor i #Holsten#, kom
en Prindsstatholder (Landgreven) paa Bane som rimelig. I en Beretning
fra Blow i Frankfurt om en Samtale med Radowitz nvntes nu nylig
imellem meget Andet, som denne fra sit Standpunkt pathetisk docerende
havde henkastet, ogsaa Tanken om en flles Statholder, noget, hvorved
Statsraadet, da Beretningen oplstes, ikke fstede mere Opmrksomhed
end ved det vrige, med vort hele Standpunkt aldeles uforenelige
Indhold af Radowitzes Tale, og nu er denne Id herfra sendt til
Berlin som Opmrksomhed vrdig. Udnvnelsen af en Flles-Statholder
vilde jo vre en komplet Tilintetgjrelse af Fredsprliminarierne og
Vaabenstilstanden, en Sanktion af den slesvig-holstenske Id lig
Malmerstilstanden og den dermed forbundne eller snart paaflgende
Oplsning eller Omdannelse af "Landesverwaltung", en fuldstndig
Triumf for Modpartiet, en Erkjendelse af det Berettigede i alle de
Optier, der nu i snart 7 Maaneder have fundet Sted under Preussens
gide. I et igaaraftes afholdt Statsraadsmde toge jeg og Sponneck af
Rygter i Blade og i Byen (-- og der er virkelig her i Byen talt om en
Prinds som Statholder i t eller begge Hertugdmmer --) Anledning
til, uden at Nogen anede den sande Grund (naturligvis Clausen
undtagen), at sprge, om der herfra nogensinde var ytret Noget, der
kunde give mindste Anledning til et Rygte om en slesvigholstensk
Statholder, hvorpaa fulgte den formelleste Benegtelse fra Grev M.'s
og den ligeledes tilstedevrende Billes Side. Saaledes staaer altsaa
Sagen til Statsraadets vedkjendte Mening; forresten vil jeg ikke
indestaae for, at ikke Krigsministeren og Marineministeren kunde gaae
ind paa en saadan Tanke; af de andre Ministre gjorde maaske Rosenrn
det (-- hans hele Opfattelse er mig uklar --), men visselig aldrig
nogen af de vrige, jeg troer ikke engang Grev M. Men denne lse
Tanke staaer destovrre i Forbindelse med Tanker og Bestrbelser, som
det i dette ieblik er ndvendigt at vre paa Vagt imod baade ude og
hjemme, dem, der gaae ud paa at skaffe #Kongen# af Danmark en
tilsyneladende Satisfaktion ved Tilbagevendelsen af de #oprrske#
Undersaatter under hans Scepter, medens #Riget# Danmark taber Alt,
hvorfor det har frt Krigen, og i Hertugdmmerne Alt ordnes
slesvig-holstensk. At de fremmede Magter, endog de, der have en vis
Velvillie for Danmark, af Mangel paa Indsigt i, hvorpaa det for
Danmark kommer an, kun altfor let ledes til denne Side, er
begribeligt; endnu mere gjlder det om dem, der ingen Velvillie have
for os, men blot en Interesse for at faae Sagen nogenlunde endt.
Herhjemme arbeides i samme Retning af enkelte Mnd fra Hertugdmmerne
(Reventlow-Criminil, Scheel, Blome, da han var her), der personlig
ligeoverfor Kongen som Landsherre have bevaret en loyal Holdning, og
som maaske paa visse Steder som rene Royalister ere bedre anskrevne
end de konstitutionelle Ministre; med dem sympathisere endel
Tilhngere af det ldre Regjeringssystem her, der lige indtil
Udbrudet i Marts i den danske nationale Bevgelse kun saae idel ond
Agitation og Forkerthed, og som hos Slesvigholstenerne egentlig kun
misbillige Oprret mod Kongen, men slet ikke Systemet ligeoverfor
Danmarks Land og Folk, som f. Ex. Zahrtmann. Hertil komme de totalt
forknytte; destovrre er jeg bange for, at Kammerherre Bille har en
god Del af begge disse sidste Klassers Stemning, foruden at han er et
saare ringe Hoved. Af allerstrste Vigtighed forekommer det mig
derfor at vre saavidt muligt at faae dem af de Indflydelsesrige, der
ville begribe, til at begribe noget af den danske Rigs- og
Nationalitetsinteresse i Sagen. Har Meyendorff Forestilling herom?
Kan man overtyde ham om, at Fastholdelsen af denne Interesse fra vor
Side kan vre fri for enhversomhelst Strben efter at krnke en
berettiget tydsk Interesse? --. De af Dem udkastede og af Pechlin og
Reedtz medunderskrevne Bemrkninger og Sprgsmaal angaaende
Instruktionerne bleve forelste og gjennemgaaede i Mandags (28de
ds.); om de Finantsvsenet vedkommende Punkter har Finantsministeren,
troer jeg, allerede srlig meddelt Udenrigsministeriet sine Ytringer;
de als-riske og trninglehnske Kirkeforhold har jeg under
Overveielse; Sagen er saare vanskelig; det, der i mange Maader var
naturligt, indeholder en Opgiven, hvis Flger Ingen kan indestaae
for. Medens jeg beskftiger mig med dette den slesvigske Forfatning
vedkommende Sprgsmaal, faaer jeg idag fra Lars[131] Krger i
Beftofte, en af de solideste Formnd for det danske Folkeparti i
Slesvig, et Brev med et fra ham og en Mngde Ligesindede udgaaet
Andragende om for Alting ikke for det Frste at faae nogen
konstitutionel Form eller parlamentarisk Indretning i Slesvig, under
hvilken det danske Element vil bukke under, men indtil videre under
det absolute Monarkis gide at modtage kommunale Reformer og
Indretninger skikkede til at bryde den tydske Embedsstands
Indflydelse. Der ligger destovrre noget Sandt til Grund for disse
nsker, saa umuligt det end er at gaae ind derpaa ved Siden af
Danmarks og Holstens konstitutionelle Skikkelse. Korrespondencen om
Hidsendelsen af "Vertrauensmnner" vil, da den nu er endt og det
sidste Aktstykke trykt i de hamborgske Blade, imorgen blive meddelt
fuldstndig her. Det frste Brev herfra er destovrre ikke udfrdiget
ganske efter det vedtagne Koncept og derved [er der] givet den anden
Side en omend kun liden Hage. Det har ikke vret muligt i Statsraadet
at faae opstillet og fastholdt et fast Standpunkt for den hele Sags
Behandling, hvorved man fra frst af eller dog i det andet Brev havde
kunnet udtrykke sig aabnere og klarere og strax #afvist# Formen af en
Kommission af fra begge Sider sammentrdende "Vertrauensmnner",
istedetfor at den nu kun er #ikke tilsagt# og Modtagelsen af
Udsendingene histfra til mundtlig Forhandling betinget.

 {[131] Feilskrift for Hans. Udgiveren.}

Igaar eller iforgaars (jeg troer det sidste) meddelte Wynn Grev M. en
med al sdvanlig Korthed og Ugenerthed i Tone affattet Opfordring fra
Lord Palmerston til Vaabenstilstandens Forlngelse. Der blev igaar i
Statsraadet vedtaget at svare, at Danmark ikke vilde vre uvilligt
til at gaae ind paa en Forlngelse, #forudsat# at der ved en
alsidig Anerkjendelse skaffedes Danmark en saadan Sikkerhed for
Vaabenstilstandens virkelige Opretholdelse, at Danmark kunde nyde
Vaabenhvilens Goder. De idag fra Slesvig modtagne Efterretninger
gjre det end klarere, at det ikke er nok med en Anerkjendelse, men
at der ogsaa maa komme Muligheden for en bedre Gjennemfrelse til. En
sikker Forlngelse af en taalelig, gjennemfrt Vaabenstilstand, der
tillod en nsten fuldstndig Desarmering eller dog en meget stor
Indskrnkning i Krigsforberedelserne, vilde jo i finantsiel Henseende
vre af stor Vigtighed; men, som det nu gaaer, ser jeg ikke,
hvorledes "Landesverwaltung" skal holde Pinen ud 6 Maaneder endnu.

Hvad Sick har bragt, vd De. Der skal nu uden Opsttelse tages fat.
Det er forresten et surt ble at bide i at hente sig Danmarks Konge
fra den Krog[132]; men det maa nu saa vre; kun lad os ikke som
Tilgift til et anerkjendt Slesvig-Holsten faae en tydsk Konge i
Danmark selv!

 {[132] En Prinds af Oldenburg? Udgiveren.}

Rigsdagens Aabning foregik da iforgaars. Da samtlige jydske og
fyenske Rigsdagsmnd laae i Nyborg, udgik i Lverdags (den 26de) en
Bekjendtgjrelse om Opsttelse af den til Mandag den 28de berammede
Aabning i "nogle faa Dage"; en bestemt Dag turde ikke nvnes for ikke
enten at bortgive mere Tid end absolut ndvendigt (-- det vil knibe
med at faae Budgettet igjennem til 31te Marts --) eller at udstte
sig for Ndvendigheden af en ny Opsttelse. Mandagmorgen indtraf
Rigsdagsmndene, og Bardenfleth og Rosenrn reiste til Frederiksborg
for at udvirke en Sammenkaldelse til Torsdag; for at vre visse paa
at opnaae denne Dag (-- man forudsatte ikke stor Lyst --) skulde de
begynde med at proponere Onsdag; denne Dag blev greben og fastholdt.
Da nu Bekjendtgjrelsen frst kunde ske i Berlingske Tidende Tirsdag
Eftermiddag og i Adresseavisen Onsdagmorgen (-- Omsendelse af
specielle Tilsigelser var ikke vel mulig af Ubekjendtskab med de
fleste Rigsdagsmnds Bople --), fik Alle et kort, Nogle et yderst
kort Varsel, tildels da Andre allerede vare i Slotskirken.
Bondevennernes Parti er mdt fuldt organiseret; til den egentlige
faste Stok slutte sig ogsaa forelbig de jydske Bnder, fordi Kofte
sger Kofte, samt Fraktionen Grundtvig og endel adspredte, om just
ikke bondevenske, saa dog strkt til Venstre heldende Elementer.
Partiet har saaledes i dette ieblik af 94 Stemmer i Folkethinget (4
ere borte) 50 eller et Par til og har iforgaars og igaar afgjort alle
Valg: Andr, som forresten staaer langt over Partiet og vel vil holde
sig temmelig selvstndig, til Formand, Otterstrm, der synes gnaven
over de kjbenhavnske "lrde og fornemme Medlemmer", og Spandet til
Viceformnd, mellem Sekretrerne Gleerup og B. Re (!), i en Komit
til at foreslaae en Forretningsorden blandt Andre Almuevennens
Redaktr I. A. Hansen. Hvorvidt det vil lykkes at sprnge denne
Phalanx og nogenlunde befrie Thinget fra dens brutale Herredmme, er
uvist. Jeg troer ikke, at der paa #denne# Rigsdag vil blive forsgt
noget egentlig Stort eller Farligt, thi mod Kongen kan Bndernes
Flertal ikke fres, maaske ikke engang mod Ministeriet i det Hele,
naar dette ellers optrder fast; men vort hele parlamentariske Liv
antager en fordrvelig, lav og raa Karakter; ogsaa vil Arbeidet altid
blive surt nok allerede denne Gang med Budget og deslige, og det er
vel muligt, at der vil trnges strkt ind paa nogle Ministre, maaske
srdeles paa mig, baade fordi de Interesser, jeg skal forsvare, finde
liden Gunst hos Massen og dette Ministeriums Omraade omslutter de
videste Tumlepladse for en vis theoretisk Radikalisme, og fordi man
fra Rigsforsamlingen ifjor vil mig srlig ilde. Om jeg nu, hos mig
selv ngstet af megen Usikkerhed og Tvivl ved de sig frembydende
Hovedsprgsmaals uhyre Vanskelighed, vil holde Angrebet ud, er helt
uvist. Skjndt jeg ser baade egen og Andres Svaghed grant nok, vd
jeg dog ikke, hvorledes i Hast noget Bedre skulde sttes istedetfor
det hele Ministerium, og det har ikke en saa fast Kjerne, at jo
partielle Modifikationer kunne blive farlige for det hele.

Deres prindselige Klient har atter vret paa Bane; hverken Deres
eneste tilbageblevne Medkommissarius eller Finantsministeren kan
finde paa Raad, til hvilke de selv have nogen Tiltro.

Min Kollega Clausen beder Dem paa det venskabeligste hilset. Gud give
Dem Styrke og Held i Deres Arbeide og Dem selv Velbefindende!

                 Med sand Hiagtelse
                   Deres rbdigste hengivne J. N. #Madvig#.

P.S. Om faa Dage vil der til Rigsdagen blive afgivet en udfrlig
Beretning om Underhandlingerne fra Malmerkonventionen af; Arbeidet
er under Revision.

    Hr. Generalauditr Scheel, R. af D., D. M.

              *       *       *       *       *


                                     Berlin den 19de Marts 1850.

        Histrede Minister!

For Deres rede Brev af 1ste f. M. er jeg meget forbunden. Der har
vistnok derefter vret Tid nok til at tilskrive Dem og Anledning har
heller ikke egentligen manglet, men, naar jeg desuagtet hidtil har
undladt det, har Grunden vret, at jeg ikke har havt noget Vsentligt
at meddele uden dels saadanne Efterretninger, som De ad anden Vei,
nemlig gjennem Indberetningerne til Udenrigsministeriet, har
modtaget, og dels ubestemte Indtryk af Svingningerne i den politiske
Atmosphre. Da de politiske Indtryk i de sidste Dage have antaget en
strre Bestemthed, har jeg troet det passende ved nogle Linier at
udtale mig over dem. De tre Stormagter: Rusland, England og Frankrig
synes nu alle at betragte vor Sag i et gunstigt Lys og de to frste
at trnge ind paa Preussen for at formaae det til ogsaa at vise sig
eftergivende og bringe Sagen til Ende; dog tilraabe de ogsaa stedse
os at vise Moderation, da de ikke gjerne ville stde Preussen og
endnu mindre bryde med samme. De os gunstige Noter fra Petersborg ere
Dem bekjendte. Den seneste gode Efterretning derfra er, at Nesselrode
har misbilliget, at de preussiske Fredsforslag, idet de udvortes bre
Prg af at holde sig paa den antagne Fredsbasis, i Virkelighed dog
fjerne sig fra samme. Den franske Gesandt Persigny vilde, strax efter
at vre kommen hertil, gjre sig vigtig og undfangede, famlende i
Mrke med Hensyn til det slesvigske Sprgsmaal, den Id, at Preussen
skulde for sit snevrere Forbund have Holsten og det Stykke af
Slesvig, der grndser til Kieler Fjord, hvorved det vilde erhverve
Kieler Havn for sin Flaade, men at ivrigt Danmark skulde have fri
Haand over Slesvig. Hermed mente han at tjene begge Parter. Uagtet
han forsikrede, at vi, naar vi gik ind derpaa, strax vilde have Fred,
og at Preussen var tilfreds dermed, bare hans Ytringer dog forresten
Prg af, at Ideen var rent personlig. Vi gjorde saadanne Std imod
samme, som isr vare skikkede til, at den ikke skulde finde Rodfste
i Paris, og kunde skaffe os Oplysning om Preussens virkelige Planer.
Fra Preussens Side har man latterliggjort den, hvilket naturligvis
har krnket P.'s Egenkjrlighed. Han har derfor nu lovet ganske at
ville understtte de Forslag, som vi gjre, og i denne Retning er han
ogsaa instrueret fra Paris. Vigtigere er det, at Lord Palmerston i en
Depeche til Lord Westmoreland har erklret, at det aldrig har vret
hans Mening, at Slesvig skulde have en saadan Selvstndighed, som de
preussiske Forslag tilsigte, og at han endog har desavoueret et
tidligere Forslag af Lord Cowley om at gjre Slesvigs Selvstndighed
til Fredsbasis. Paa den anden Side gjr han Vanskeligheder imod, at
de slesvigske Deputerede skulde mde paa Rigsdagen i Kjbenhavn. Paa
Grund af de Forestillinger, hvormed Rusland og England trngte ind
paa Preussen, og Forviklingerne i de tydske Forhold synes Preussen nu
virkelig at nske at komme til Fred. Derpaa tyde hen saavel flere os
meddelte Yttringer som den Omstndighed, at Baron Schleinitz har
begyndt selv at deltage i Konferencerne. (Han har vret tilstede i to
saadanne). Han viser sig langt mere eftergivende end Usedom, der er
proppet fuld af slesvig-holstenske Lrdomme, som han gjerne vil gjre
gjldende. Imidlertid have de ingen bestemt Erklring afgivet om
Hoveddifferentspunkterne, men i sidste Samling (den 17de d. M.)
maatte de udtrykkeligen love Lord Westmoreland, at de skulde anstte
nste Samling om ganske faa Dage og da afgive deres Erklring. Den
nste Samling kan saaledes blive af stor Vigtighed. Idag antages
Sagen at skulle endeligen behandles i det preussiske Statsraad. Det
har gjort et godt Indtryk, at vi som #Koncessioner# (iflge den
vedtagne diplomatiske Taktik) have indrmmet Slesvigs Deltagelse i
Sundtolden og i Kolonierne og en forstrket Reprsentation for
Slesvig. Men tillige ere vi blevne ndsagede til at erklre at ville
tage ad referendum Forslag om, at den flles Rigsdag ei skal holdes i
Kjbenhavn, men i en anden dansk By, og ikke skal komme sammen hvert
Aar. En saadan Bestemmelse er en stor Indrmmelse for Slesvig (mest
dog i Formen) og vil medfre Vanskeligheder i Udfrelsen. Derhos
indeholder den en Forandring af den danske Grundlov, hvorfor, hvis
den bliver vedtagen, Rigsdagens Samtykke til Fredstraktaten vil blive
ndvendigt. Men intet Punkt i vore Forslag mder saadan Modstand som
det om en flles Rigsdag, og, naar Hovedsagen, den flles Rigsdag,
opnaaes, synes mig, at man maa bringe det begjrte Offer. Dette maa
ivrigt tages under nie Overveielse i Kjbenhavn. Forresten have vi
hidtil ikke indrmmet Noget imod vore egne Forslag. Den flles
Krigsmagt bestrides strkt, men den maa #ndvendigvis# sttes
igjennem, og i saa Henseende have vi ogsaa Ruslands Understttelse og
tildels Englands (Flaaden). Hovedindvendingen mod flles Told- og
Postvsen hentes fra den deraf ndvendig flgende flles Rigsdag. En
hemmelig Grund, der dog har skinnet frem, ligger i Henseende til
Toldvsenet deri, at Preussen for sine egne Interessers Skyld nsker
at have den danske Toldlinie saa nordlig som muligt. For den flles
Indfdsret have vi i sidste Samling maattet kmpe meget. Da,
overensstemmende med vore Instruktioner, ingen Bestemmelse derom er
optagen i vore Forslag, kunne vi ikke vente at faae i Traktaten
indfrt en Erkjendelse af den flles Indfdsret, og det, som vi isr
maae arbeide for, er, at heller ingen modsat Regel optages. Hvad
Virkning #det# da kan have med Hensyn til fremtidige Forandringer i
den bestaaende flles Indfdsret, at den ikke er opregnet blandt
Gjenstandene for l'union politique, bliver i saa Fald staaende
uafgjort. Meningen af, hvad jeg, ligesom jeg fik de preussiske
Forslag i Hnde, tilskrev Grev Moltke om Indfdsretten, var kun, om
det ikke muligen kunde indrmmes, at Forandringer i den maatte kunne
ske saavel paa den slesvigske Landdag som paa den sregne danske
Rigsdag. Dette har man fra preussisk Side paastaaet at maatte i alt
Fald tilstaaes som det Mindste, hvilket Westmoreland har
understttet, men hidtil have vi stedse modsat os. Med Hensyn til
Sproget anser jeg det nsten umuligt at erobre nyt Terrn -- som vi
dog forsge paa --, med mindre det skulde vre Ligeberettigelse for
begge Sprog paa den slesvigske Landdag imod en lignende paa den
flles Rigsdag. Angaaende de slesvig-holstenske "Kassenscheine" have
vi Intet hrt fra Kjbenhavn. Vi have hidtil ikke anerkjendt dem, men
Debatten om dem er ikke endt. Det Nrmere om de omhandlede Punkter
vil De se af vort Svar paa de preussiske Forslag. Dette Svar, som jeg
har udarbeidet, er for lnge siden frdigt fra min Haand og Reedtz
har ogsaa fuldendt den franske Oversttelse. Da deraf vil bruges en
hel Del Exemplarer, have vi troet at lette og fremskynde Arbeidet ved
at tage Aftryk paa en Metalplade, men desto vrre gaaer dette mod
Forventning temmelig langsomt. Hidtil er kun 1/3 trykt. Imidlertid
sker herved ingen Standsning i Underhandlingerne, som maaske endog
bedst fremmes uden Svar, hvilket i det mindste er Westmorelands
Mening. Svaret er ogsaa mere skrevet for de venskabelige Magters end
for Preussens Skyld. Svaret gaaer fornemmeligen ud paa at skaffe den
Fortolkning af Prliminarierne, hvorpaa vore Forslag ere byggede,
Indgang. Ved de specielle Punkter i Kontraforslagene har jeg troet,
at man kunde opholde sig kortere, idet vi bestandig vise tilbage paa
de forsvarede Grundstninger. -- Da det har trukket saa meget i
Langdrag med Debatterne om Slesvig, har jeg flere Gange slaaet paa,
at man ogsaa maatte komme frem med Forslagene angaaende Holsten og
Lauenburg, for at hele Sagen skulde kunne overskues og hurtigere
bringes til Resultat. Da denne Del af Sagen ligger udenfor min
Fuldmagt, syntes mig, at jeg ikke uden Opfordring kunde blande mig
mere ind i den; men, da intet Videre foretoges, nedskrev jeg i
forrige Uge, medens Reedtz var beskftiget med Oversttelsen,
Artikler (7) for Holsten og Lauenburg, hvilke mine Kolleger
tiltraadte og overleverede i deres Navn ved Samlingen i Sndags (den
17de), efter at Westmoreland og jeg vare aftraadte. Der blev fra
Preussens Side ikke bemrket noget Specielt om dem, men kun spurgt,
om Overappellationsretten ikke skulde vedblive at vre flles for
begge Hertugdmmer, hvilket blev benegtet.

Skjndt jeg ikke morer mig her og min Stilling just heller ikke er
behagelig, er jeg dog nu ret vel forniet med at have faaet Del i
Underhandlingerne. Grunden hertil nsker jeg ikke at gaae
fuldstndigen ind i; ikkun vil jeg sige, at de tre Underhandlere have
forskjellige Egenskaber, som gjensidigen supplere hverandre. Med mine
to Kolleger, der upaatvivleligen ere paa deres Plads her, lever jeg i
bedste Forstaaelse. Min Helbred vedbliver at vre god. -- De
venskabeligste Hilsener til Dem selv og Minister Clausen fra

                                       Deres
                                med strste Hiagtelse
                                        rbdigst-hengivne
                                             A. W. #Scheel#.

  Hivelbaarne
    Hr. Minister Madvig, R. af D.

              *       *       *       *       *


                                  Kjbenhavn den 11te Juni 1850.

        Hivelbaarne Hr. Generalauditr!

Efter lang Mellemtid og efter endog at have ladet Deres sidste Brev
ubesvaret, fordi jeg dengang og i de nrmest paaflgende Uger ikke
til Gjengjld for dets Oplysninger og Bemrkninger havde noget at
meddele, der kunde vre Dem af Vigtighed, tillader jeg mig atter i
et efter min Mening meget vigtigt ieblik at sende Dem nogle Linier
for at lette mit bekymrede Sind og for lidt nrmere at forklare
Forholdet med en Meddelelse, der samtidig hermed vil indlbe til Dem
og Deres Kolleger fra Udenrigsministeriet. De Herrer ville derfra
modtage en Opfordring til at erklre Dem om et Sprgsmaal, der maaske
i dette ieblik kan synes at falde noget pludselig ligesom ned fra
Himmelen, fordi man hverken paa hint Sted eller i Statsraadet selv
tidligere har villet forelgge sig eller Andre det, ligesom man ogsaa
nu, mig undtagen og #indtil en vis Grad# Sponneck og Clausen, ndig
rykker frem dermed, Sprgsmaalet om Muligheden af at opnaae
en Lsning af vore Forviklinger ved en under hvilketsomhelst
Navn fremtrdende Deling af Slesvig, altsaa om, hvad der ved
Underhandlernes Afreise til Berlin kaldtes den eventuelle Basis for
Underhandlingerne. Jeg beder Dem om, at Sprgsmaalet, hvordan saa
Deres Mening er, maa blive alvorlig overveiet med Hensyn til Alt,
hvad der i Berlin kan tages med til dets Belysning, og med Hensyn til
de noget forskjellige Maader, hvorunder en saadan Udvei kunde blive
betraadt, og at vi ret snart maae faae et muligst veiledende Svar.
Paa Prliminariernes Basis efter den danske Opfatning har jeg for min
Del aldrig ventet at naae nogen Fred, fordi Preussen ikke uden strk
Tvang kunde slutte den og Ingen for vor Skyld vilde anvende denne
Tvang; i mit Hjerte tilfier jeg -- men det er nu blot min
individuelle Mening --, at en Fred paa den Basis vilde medfre et
saare forviklet og kunstlet og i visse Henseender ubilligt Forhold;
om dette sidste (Ubilligheden) mindes jeg strkt, naar der, sdvanlig
gjennem Clausen, fra dansksindede, skjndt tildels tydskfdte
Slesvigere meddeles mig Opfordringer til at virke for, at det
#paalgges alle# Slesvigere at studere i Kjbenhavn, ikke at besge
Kiel o. s. v. Med pinlig Flelse har jeg da betragtet den lange,
misommelige og, trods hele vore Underhandleres Klogskab, Fasthed og
Ufortrdenhed, frugteslse Arbeiden paa dette Grundlag. At der ad
denne Vei ikke vil opnaaes noget Resultat, ser jeg nu ogsaa af Dem i
et Brev til Clausen[133] udtalt, og Erkjendelsen heraf paatrnger sig
efterhaanden selv dem, der, som vor hjertensgode Konseilprsident,
kunne holde lnge fast ved Haab og lnge berolige sig ved at lade
Sagen glide hen fra Dag til Dag. Vor Stilling er imidlertid saare
alvorlig og betnkelig og krver en snarlig Afgjrelse eller dog
bestemt Tilnrmelse til den. Vore Finantser udtmmes; Tilstanden i
Slesvig er utaalelig og i Sydslesvig til Spot for os; Nationens
Stemning vil, saa herlig den end har vist sig, dog tilsidst slappes,
isr da der til dens Oplsning medvirker [paa den ene Side] en
radikal Opposition i konstitutionel Form og Frihed (medens [der] hos
vore Modstandere er endel af den revolutionre Enhed og Energi) og
paa den anden Side Misfornielsen med Rigsdagen. Vor indkaldte Armee
koster Penge, unddrager Landboerne en overordentlig Del af
Arbeidskraften og lider sagtens selv ved den rkeslse Stillestaaen;
det var udentvivl et stort Misgreb, at vi, bevget af en
Utaalmodighed og Harme, som jeg ofte og lnge har bekmpet hos mig
selv og Andre, indkaldte den iflge nogle Ytringer fra Pechlin og
Reedtz om deres og Meyendorffs Mening om det nskelige i, at vi stode
rustede. Sloges Armeen, vilde Folkets Interesse flge Kampen og
glemme meget Andet, som nu beskftiger dets Tanke. Der er saaledes
herhjemme opstaaet et i det Hele med Bondevennerne identisk og af
Tscherning frt Fredsparti, -- og, hvorledes Tscherning springer om,
vd De; han kan altsaa uden Vanskelighed kaste sig paa at opgive Alt
og foreggle sig og Andre, at dette er Danmarks Frelse. Til denne
Stemning, som imidlertid endnu er undselig og vil vige, naar en
virkelig fremadskridende Bevgelse til en god Fred, var det end
gjennem Kamp, klart viser sig, have da ogsaa Mndene fra Holsten
ikke forsmt at henvende sig; de have ivrig sgt Tscherning,
medens de ligesaa ivrig, navnlig Reventlow-Farve, bearbeidede
Diplomaterne, isr den for Bearbeidelse fra den Kant let tilgngelige
Ungern-Sternberg; (vel var det, at vi fik deres Forslag trukket noget
frem til Belysning; nu ere Heinzelmann og Prehn reiste, og jeg
venter, at Greven faaer et hfligt consilium abeundi). De store
Magter ere kjede af os, og da de, hvilket atter og atter viser sig,
hvergang en ny Vending forsges, ikke forstaae, hvorpaa det for os,
for det danske Folk, kommer an ved Slesvig -- Noget, hvortil vi
maaske bidrage ved at lgge mere Vgt paa Adskillelsen fra Holsten
end paa Tilslutningen til Danmark --, kunne vi pludselig se en
Afgjrelse kastet os over Hovederne, der indeholder et mere eller
mindre maskeret Slesvig-Holsten, medens vi herhjemme, idet vi stivt
holde paa Prliminarierne og ikke ville vige derfra, kunne faae
Fredsdemonstrationer, der aldeles svkke vor Stilling. Under saadanne
Omstndigheder maae vi paa enhver Maade sge en virkelig Fremskriden
til Afgjrelsen. Med de Stipulationer om Medvirkning ved
Arveflgereguleringen og om indtil en vis Grad at holde Indblanding
ude, som fra vor Side forlanges, kan nu vistnok en Separatfred med
Preussen anses som et Skridt til Afgjrelse, hvorved imidlertid altid
endda staaer i Baggrunden Sprgsmaalet (hvortil jeg antager, at en
Ytring af Meyendorff, som Kammerherre Reedtz har meddelt, sigter:
"at Danmark saa ogsaa maatte vide, hvad det vilde gjre med
Hertugdmmerne"), paa hvilken Maade Danmark, efter forelbig at have
kuet Insurrektionen, vil tilveiebringe et Forhold, som det har Magt
til at opretholde uden at delgge sig selv. Kommer derimod en saadan
Separatfred ikke istand, vil man herfra forlange uhindret at udfre
Vaabentilstandens frste hemmelige Artikel, og man maa maaske gjre
saa; men det forekommer mig, sandt at sige, at mine Kolleger, dels af
Frygt for Delingstanken (Moltke, Bardenfleth, Hansen, Zahrtmann),
dels af en vis patriotisk (Clausen) eller militr Harme (Zahrtmann
og isr Hansen, der nu synes at ville have Krig  tout prix, medens
han dog kaster al Skyld i Striden paa Kasinomndene, d. e. paa den
danske Side, og til andre Tider erklrer det for urimeligt at slaaes
uden den fuldstndige Garanti for, at Tydskland bliver udenfor) baade
overse Vanskeligheden ved nu at komme tilbage til hin Artikel og
Faren for en strre Krig og fremfor Alt, at Sagen ikke er endt,
hverken naar vor Armee staaer Norden for Eideren eller, om Gud saa
vil, ved Elben, men at Sprgsmaalet atter vender tilbage om den
Ordning, hvorved det da kan blive os muligt at trkke vor Armee
tilbage igjen og vinde Fred. Mig forekommer det nu -- uagtet jeg
gjerne indrmmer, at det i alle Tilflde kan blive ndvendigt at
rykke frem med Armeen og da i Guds Navn vil stemme for at gjre det
med al mulig Kraft --, at det #iforveien# br forsges og overveies,
om ikke det, der er Danmark bedst, idet Ringeste bedst imellem det
Mulige, kan opnaaes paa den #eventuelle# Basis, hvad enten nu en Fred
udtrykkelig sluttes derpaa eller i Henhold til en derpaa aftalt og
indledet Overenskomst eller endog blot saaledes, at det ved Siden af
en Separatfred med Preussen udtales og sges billiget, navnlig af
Rusland og England og samtykket af Preussen, at det er paa denne
Maade, at Kongen vil ordne Forholdet, naar Ordningen overlades ham.
Naturligvis er der kun Tale om en Deling og Forbindelsen af et Stykke
af Slesvig med Holsten under Forudstning af Successionens Ordning
(flles for Danmark og det hele Slesvig med Holsten) og Holstens
Forbliven udenfor den preussiske Union. Det er klart, at Forslaget
til en Deling, baade for at blive fordelagtigt og for at finde
Indgang hos Kongen og Andre, navnlig Moltke, allerhelst maatte
fremkomme fra Slesvigholstenernes Side; det Nste var, at det,
ligesom i Misfornielse med Standsningen af de fuldfrte
Underhandlinger, gjenoptoges som sidste Udvei af Rusland eller
England og bdes begge Partier; direkt fra os kan det ikke uden
stor Fare udgaae. Jeg tilstaaer, at jeg i gjentagne Samtaler
med Heinzelmann, der oftere opsgte mig, tildels ogsaa med
Reventlow-Farve har lagt dem Tanken saa nr, som det var mig muligt
uden selv at gjre et Forslag, idet jeg har forestillet dem, at det
var deres Sag, da de indsaae, at deres her fremsatte Forslag var
aldeles uskikket til at vinde Indgang, at udfinde en anden Vei,
hvorved den nordslesvigske og sydslesvigske Interesse fandt sin Ret,
og overveie, om de efter den her iagttagne Stemning troede derved at
kunne udrette mere. Jeg har nu ved et igaaraftes i Statsraadet, i
Henhold til en tidligere fra min og Clausens Side tagen Reservation,
stillet Andragende bevirket, at det Sprgsmaal skulde forelgges vore
Underhandlere, som de idag modtage fra Udenrigsministeriet. Ogsaa
Clausen og Sponneck (vel og Rosenrn) nskede det forelagt; de helde
til Deling, men saa subsidirt, at jeg frygter, at de frst da
alvorlig gribe Tanken og ville handle efter den, naar det er for
sildigt. Moltke og Bardenfleth stemte for Sprgsmaalets Forelggelse
i den Formening, at det vilde blive besvaret med et simpelt Nei. Jeg
beder indstndig om, at et Nei i det Ringeste maa vre tydelig udtalt
med Hensyn til alle Eventualiteter eller de Eventualiteter bestemt
angivne, hvorunder et Nei kunde gaae over til et Ja, og at en mulig
Dissens ikke skjules. Vi staae paa et Punkt, hvor man ikke for at
komme ud af det med hinanden tr skjule eller tilbagetrnge sin
Overbevisning.

 {[133] Et Brudstykke af dette Brev af 8de Juni 1850 findes i
 Clausens Levnedsoptegnelser S. 372. Udgiveren.}

Naar jeg betnker, under hvilke Forhold og Indtryk De har tilbragt nu
snart 6 Maaneder i Berlin, ser jeg frst ret, hvilket Offer der
forlangtes af Dem, dengang vi bade Dem gaae derhen, og, idet jeg
fler, hvad De har gjort for os, glder det mig destomere, at De ved
legemlig at udholde Anstrengelser og Bekymringer saa vel har befriet
os fra den Bebreidelse, vi, navnlig Clausen og jeg, ellers havde
maattet gjre os.

Gud lade dem finde en Vei, der leder ikke frst og fremmest til vore
Modstanderes Ydmygelse, men til vort Vel!

                                Med den oprigtigste Hiagtelse
                                    Deres rbdigste og hengivne
                                             #J. N. Madvig#.

P. S. Statsraadet har ikke villet indrmme mig at opstte et Mde
under Kongens Forsde, hvori skal delibereres om Separatfred eller
Forlangendet at rykke ind efter den hemmelige Artikel, til den Tid,
da Deres og Kollegers Svar kan vre her. Imidlertid ligger det i
Sagens Natur, at i hint Mde Intet kan vedtages, der prjudicerer
Indflydelsen af De Herrers Svar, eller at ogsaa jeg for min Del
maatte trde ud. Vi ere sdvanlig skikkelig langsomme; kommer det saa
engang med Hast, ile vi strkt.

    Hivelbaarne
  Hr. Generalauditr Scheel, R. af D., Dm. pp.

              *       *       *       *       *


                                      Berlin den 15de Juni 1850.

        Hitrede Hr. Minister!

Hele Dagen er medgaaet til en Konference med Hr. Usedom,
Deliberationer og andre uopsttelige Forretninger og den yderst
knappe Tid, som er mig levnet, tillader mig kun i allerstrste Hast
at nedskrive nogle Strtanker, fornemmeligen til Svar paa Deres
rede Brev af 11te d. M. Vi ere alle tre enige i at erklre os
bestemt imod, at den "eventuelle Basis" nu bringes frem under
Underhandlingerne her. Den er aldeles uforberedt og vil bringe os ind
i en uoverskuelig Rkke af nye Forviklinger. Selv Preussen, som nok
vilde gaae ind paa samme, naar det selv kunde faae Fordel af den,
vilde komme i stor Forlegenhed ved et Forslag om denne Basis. England
og Rusland vil den vre imod, og de ville ikke kunne bringes til at
foreslaae den uden i alt Fald efter megen Overveielse, Raadslagning
og Brevvexling. Noget aldeles bestemt kan man imidlertid ikke sige
derom, da aldrig under Underhandlingerne er sket den mindste
Antydning i den Retning fra nogensomhelst Kant. Efter flere
Overveielser blev det mellem os vedtaget, at vi i vort officielle
Svar skulde indskrnke os til det officielle Sprgsmaal. Kun vil
Pechlin i sit Navn vedlgge nogle yderligere Bemrkninger, da Ideen
tidligere er forsvaret af ham. Skulde der nu tnkes paa Ideen, maatte
det efter min Mening helst ske ved en direkte Forhandling med
Hertugdmmerne. Jeg vilde foretrkke Delingen for det af Modpartiet
paatnkte Slesvig-Holsten, d. e. disse Hertugdmmer forbundne
indbyrdes i administrativ og legislativ Henseende og med Kongeriget
kun ved Personalunion, da, naar Monarkiet skal oplses i to
ligeberettigede Stater, den danske Del helst maatte blive saa stor
som muligt, men jeg troer ikke, at et Slesvig-Holsten kan sttes
igjennem, med mindre Danmark forsmmer en klog og retfrdig Politik.
Jeg vilde sandsynligvis ogsaa foretrkke Delingen for et aldeles
selvstndigt Slesvig, men om et saadant, som er alle Partier imod,
kan der neppe lngere vre Tale, efter at vi ere komne bort fra
Prliminarierne, paa hvilke vi dog endnu holde snarere som et
Medusahoved end som et hjlpende Ndanker. Hvad staaer da tilbage,
naar man ikke vil gaae ind paa Delingen? Enten at tilkmpe sig fri
Raadighed over Slesvig eller Helstatsideen. Jeg har indtil den sidste
Tid troet, at det Frste var muligt, men jeg er bleven meget tvivlsom
i saa Henseende efter de seneste flere Skuffelser, fornemmelig af de
Forhaabninger, som vi have sat til Petersborg og Varschau. Herfra
hrte vi strke Toner, medens Preussen endnu var noget moderat, men
de ere blevne svagere og svagere, eftersom Preussen har vist sig mere
og mere perfid. Ved egen Vaabenmagt -- om man end kunde tnke paa i
Tidens Lngde at sttte sig derpaa -- kunne vi neppe stte en saadan
Adskillelse af Slesvig og Holsten igjennem, som de kongelige
Tilkjendegivelser af 24de og 27de Marts 1848 forudstte. Tydskland,
som er enigt i at holde paa Forbundsbeslutningen af 17de Septb. 1846,
vil ikke tillade det, og der er kun lidt Haab for os om fremmed
Hjlp. Den eneste Mulighed er kun, at de venskabelige Magter, naar vi
frst kunne faae de tydske Tropper ud af Slesvig, ikke ville tillade,
at disse komme derind igjen. Vi trnges saaledes hen paa
Helstatsideen, som jeg havde troet begraven, idet Oprret opstod.
Helstaten anses af de venskabelige Magter som den eneste #kloge# og
#retfrdige# Politik, da Danmark ved organiske Baand br sge at
knytte sine Dele sammen og br anerkjende, at den gjennem Sekler
bestaaende, skjndt i Tidernes Lb paa forskjellig Maade
modificerede, men siden 1831 ved flere kongelige Tilsagn garanterede
Forbindelse mellem Slesvig og Holsten giver en Ret til fremtidig
Bestaaen. Ikke blind for de Misligheder, som Helstaten frer med sig,
maa jeg dog for min Person foretrkke den for Delingen, og jeg troer
ikke, at den enten i Danmark eller Hertugdmmerne vil mde saa strk
Modstand som i Aaret 1848. Det har vist sig, at det nskelige ikke
altid er opnaaeligt.

Det er paatrngende ndvendigt, at Statsraadet fatter skarpt i ie,
hvad Danmark #kan# og #br# gjre med Hensyn til Hertugdmmerne, og
hurtig handler derefter. Det gjr mig ondt, at de fremkomne
Fredsforslag ere saa slette, og at vi paa Grund af den strke
Rustning ere komne nsten i den Ndvendighed at maatte benytte den
1ste hemmelige Artikel. Flgerne af den fornyede Konflikt ere
uoverskuelige.

I et Brev, som jeg har modtaget idag, siges, at Rygtet gaaer i
Kjbenhavn, at Baron Meyendorff har gjort de danske Underhandlere og
Reventlow-Preetz Forslag om en flles Statholder for begge
Hertugdmmer. I den Anledning vil jeg, isr da jeg i mit sidste Brev
til Minister Clausen ikke skrev noget om den flles Statholder,
bemrke, at det, frend vi modtoge Underretning derom fra Kjbenhavn,
har vret mig aldeles ubekjendt, at M.[134a] i sine Samtaler med R.
P.[134b] har gaaet ind paa Ideen om en flles Statholder. Det
forundrer mig saa meget mere, som saavel jeg som mine Kolleger have
flere Gange sagt ham, at Danmark, i det mindste saalnge det holdt
paa Prliminarierne, ikke kunde gaae ind paa nogetsomhelst Fllesskab
i Hertugdmmernes Bestyrelse. Specielt har der ogsaa for flere
Maaneder siden vret talt om Umuligheden af en flles Statholder.

 {[134a][134b] Meyendorff og Reventlow-Preetz? Udgiveren.}

Jeg ndes til at slutte og vil nske, at der maa vre Sammenhng i
disse neppe lselige Linier, som Tiden ei tillader at gjennemse.

                                     Med sand Hiagtelse
                                           Deres
                                       rbdigste og hengivneste
                                             A. W. #Scheel#.

    Hr. Minister Madvig, R. af D.

              *       *       *       *       *


                                      Berlin den 18de Juni 1850.

        Histrede Hr. Minister!

Mit Brev af 15de d. M. skrev jeg under urolig Bekymring over det
Standpunkt, hvorpaa vor Sag er bleven bragt, og under det ubehagelige
Indtryk, som var blevet efterladt fra Konferencen samme Dag med Hr.
v. Usedom. Naar jeg hertil lgger, at jeg maatte skrive i strste
Hast og under idelige Afbrydelser, maa jeg frygte for, at der er
meget at udstte paa Indhold og Form af Brevet.

Man byder os en Fred, hvorefter den fjendtlige Armee skal vedblive at
holde et af de danske Lande besat. Denne Bestemmelse gav Anledning
til flgende Samtale mellem Baron Pechlin og Usedom. P. Hvad er
iemedet? U. At observere. P. Hvem? U. Dem eller (lagde han rettende
til) hele Verden. P. Vil Preussen da altsaa endnu efter Freden
betragte os som Fjender? U. Nei, men lignende Exempler har man havt i
Frankrig 1815, og, da Freden lader mange Sprgsmaal aabne, kan
Tydskland ikke trkke sine Tropper ganske tilbage. Heraf flger
altsaa, at Preussen ved selve den saakaldte Fred betinger sig en
fjendtlig Stilling i vort Land for at kunne faae de uafgjorte
Sprgsmaal lste til sin Fordel. At en slig Fred er uantagelig,
forekommer mig klart, og det havde heller ikke stor Vanskelighed at
overbevise Baron Meyendorff derom, uagtet han raader os at gaae ind
paa enhver Fred, naar den kun er nogenlunde antagelig. Da Preussen
vil forbeholde sig at tage Stilling hvor det skal vre i Holsten, kom
dets Tropper uden Tvivl til at tjene den slesvig-holstenske Armee som
Repli og besatte vel, saasnart denne rykkede ind i Slesvig, Rendsborg
og Eidergrndsen. Jeg frygter for, at det samme vil ske, dersom vi
benytte den 1ste hemmelige Artikel af 10de Juli 1849. Vel skal
Preussen efter denne trkke sine Tropper ud af begge Hertugdmmer,
men, da det tillige skal opfordre Tydskland til at opfylde den
Forbundspligt at gjenoprette lovlig Orden i Holsten, var det ikke
usandsynligt, at det under Tydsklands nuvrende Forhold vil paa sin
Vei selv overtage denne Forbundspligt. At trkke sig ud af Sagen har
Preussen enten ikke Lyst eller ikke Mod til.

Kan Danmark gjennemfre, hvad det har kmpet for? Forsaavidt derunder
indbefattes Adskillelse mellem Slesvig og Holsten, har jeg ikke troet
det letteligen muligt uden paa Grund af Prliminarierne. Derfor har
jeg holdt fast ved dem og sgt paa enhver Maade at fjerne fra hvem
det skulde vre den Tanke, at Danmark igjen kunde tilstede den
forrige Forbindelse imellem Hertugdmmerne, og gjre det indlysende,
at dette i hieste Grad vilde udstte Danmarks Vel og Europas Fred
for ny Fare. Af de fremmede Diplomater er det isr paa Baron
Meyendorff, at man har maattet sge at virke. Han er gaaet
fuldkomment ind paa de fremfrte Grunde, men har ikke tillagt dem
den Vgt, som vi gjre. For ham er det Hovedsagen, at det danske
Monarkis Integritet sikres, og, naar dette er opnaaet, mener han, at
det er af underordnet Vigtighed, hvorledes Forholdet mellem
Hertugdmmerne bliver ordnet, eller at endog Statsklogskab raader til
at styrke Forbindelsen mellem alle Monarkiets Dele. Lignende Ytringer
gjenlyde fra St. Petersborg. Da nu derhos Baron Meyendorff ikke
arbeider saa meget for nogen Ting som paa at forhindre en Konflikt
imellem Rusland og Tydskland og det er kjendeligt samt i og for sig
naturligt, at Rusland sger at undgaae en slig Konflikt, troer jeg
ikke, at vi fra sidstnvnte Magt kunne vente tilstrkkelig Hjlp til
at opnaae en Fred endog paa Prliminariernes Grundlag, i det mindste
ikke, hvis Preussen byder en anden Udvei, som Rusland finder
antagelig. Dette stemmer ogsaa ganske med det Budskab, som Meyendorff
bragte fra Varschau. Vel faae Prliminarierne iflge dette Budskab en
fornyet Styrke, naar Preussen ikke gjr andre antagelige Forslag, og
endmere, dersom Londoner-Protokollen, dens Artikel 3 indbefattet,
bliver underskreven, men efter det Foranfrte og de Betragtninger,
som jeg i mit Brev til Minister Clausen af 8de d. M. har opstillet
angaaende Preussen, maa jeg dog anse det i hieste Maade tvivlsomt,
om Preussen nogensinde kan bringes til at undertegne en saadan Fred
paa Prliminarierne, som vi kunne vre tjente med. Da Preussen
fremkom med sit Fredsforslag af 17de April, fandt Alle det i den Grad
urimeligt, at man troede, at vor Sag vilde blive bragt et godt Skridt
fremad ved det Indtryk, som det vilde gjre ved de fremmede Hoffer.
Lord Palmerston kaldte det uantageligt, Grev Nesselrode infamt. Men
nu raader man os til at gaae ind paa dette Forslag, i alt Fald med en
Forandring i Artikel 3, naar det kun kan blive til Sandhed og faae en
virkelig Freds Virkning, navnligen derved, at Preussen trkker sig ud
af begge Hertugdmmer. Fra den Tid, en saadan Stemning har vist sig,
-- fra sidste Halvdel af Mai -- har jeg maattet forelgge mig selv og
omhandle med mine Kolleger det Sprgsmaal, hvorhen vi fres ved at
antage en saakaldet simpel Fred, og jeg har maattet sige mig, at
dette snarest er mod Helstaten, hvilken jeg i de foregaaende
Forhandlingers lange Tid har betragtet som en Umulighed. I den simple
Fred vil Preussen have et Forbehold af Tydsklands og Danmarks
gjensidige Rettigheder for derved at holde Sprgsmaalet om
Hertugdmmernes Ret til Forbindelse aabent. Dette Sprgsmaal skal
altsaa senere omhandles med Tydskland. Antages det nu end, at
Danmarks Paastand: at denne Forbindelse var af en saadan ren
administrativ Natur, at Regjeringen har vret befiet til at hve
den, er rigtig, saa maa det dog anses for temmelig afgjort, at
Tydskland ikke vil anerkjende Rigtigheden deraf, og jeg frygter for,
at vi, hvis fremmede Magter lgge sig derimellem for at forhindre en
ny krigersk Konflikt, heller ikke ville vinde deres Anerkjendelse. De
ville under Sagens tvivlsomme Beskaffenhed helst holde sig til den
lnge bestaaende status quo. Under Samtalerne med Baron Meyendorff,
der ikke kan holdes fri for mange tydske Indskydelser, har jeg ikke
kunnet bringe det videre end til at faae ham til at indrmme, at det
kan vre #tvivlsomt#, om Hertugdmmerne have nogen egentlig Ret til
fortsat administrativ Forbindelse. I sit Hjerte anerkjender han
maaske saadan Ret, og han mener ialtfald, at Billighed taler for at
indrmme Forbindelsen, som Hertugdmmerne stte saa stor Pris paa, og
at Danmark overvurderer den Fare, som deraf kan befrygtes. Under
slige Omstndigheder vil det vre #ved Hjlp af Helstaten, at man maa
beskytte sig mod det selvstndige Slesvig-Holsten#. Den franske
Gesandt Persigny antager vel, at Frankrig, England og Rusland, naar
Fred frst er afsluttet og vi have faaet Tydskerne ud af vore Lande,
ikke ville tillade, at Tydskland paany angriber Danmark eller
navnligen lader sine Tropper gaae over Eideren for den gamle Strids
Skyld, og troer derfor, at det i Virkeligheden bliver Danmark
overladt uden fremmed Indblanding at ordne Slesvigs Forhold. Men,
foruden at jeg ikke er overbevist om, at vi kunne stole derpaa, saa
vil det dog have den strste Vanskelighed at indfre og opretholde
ved Vaabenmagt en Tilstand, som de fleste Indvaanere i Hertugdmmerne
og hele Tydskland anse for Uret, isr da vi fra fremmede Magter end
ikke kunne vente nogen moralsk Understttelse, eftersom de ville vre
tilbielige til at antage, at Foranstaltningen er baade uklog og
ubillig. Forholdet vilde vre et andet, hvis vi fik en Fred efter
Prliminarierne; thi Retssprgsmaalet vilde i saa Fald vre afgjort
til Danmarks Fordel.

Netop for en stor Del for ikke at komme ind paa Helstaten antager
jeg, at De er tilbielig til Deling (den eventuelle Basis). Delingen
vil tilfredsstille Nationalitetshensynene, give Ro i vort
konstitutionelle Liv og gjre Statsmaskinen simplere, end naar der
skulle vre baade Rigsstnder og Landsstnder og man begge Steder
skal forhandle baade paa Tydsk og Dansk. Men, skjndt jeg derfor
maaske vilde berolige mig ved en udfrt Deling, vilde jeg ikke have
Dristighed nok til at gribe saa voldsomt ind i den historiske
Udvikling. Jeg ngstes ikke ved den oftere fremfrte Paastand, at
Tydskerne, naar de frst havde faaet et Stykke af Slesvig, senere
vilde fordre Resten. Men jeg frygter for, at det Baand, der skulde
holde de to Dele af det danske Monarki sammen, vilde blive saa svagt,
at det enten snart ved Tydsklands Tiltrkningskraft vilde briste,
eller ialtfald ikke kunde forhindre, at de to Dele i Sager angaaende
baade den indenlandske og udenlandske Politik gik hver i sin Retning.
Forholdet er ikke det samme som med Sverrig og Norge; thi disse
Stater ere ved deres hele Beliggenhed og flere Omstndigheder
henviste til at flge samme Politik, navnligen med Hensyn til
Udlandet. Heller ikke troer jeg, at man kan henvise dertil, at vi
efter Prliminarierne sge at stte Holsten i en isoleret Stilling;
thi, ei at tale om, at vi ikke derved rive et Land over, som i
umindelige Tider har udgjort et Hele, og at Tabet af Holsten ialtfald
vilde vre mindre, end om et stort Stykke af Slesvig fulgte med, saa
antager jeg, at Hertugdmmerne ved de mange Baand, som sammenknytte
dem og skulde vedblive, om den flles Forvaltning end hvedes, og ved
en ensformig Udvikling ville holdes fastere sammen end efter Delingen
den nordlige og sydlige Del af det danske Monarki, da disse
sandsynligvis vilde blive udviklede i forskjellig Retning. Skjndt
jeg ikke anser det for en Lykke, at vi have Tydskere Nord for
Eideren, kunne de dog, da vi nu engang have dem, gjre Nytte ved at
holde fast paa deres Brdre Syd for Floden. Ved deres Forbindelse mod
Nord hindres de derhos fra at flge bemeldte Brdre. Angaaende
Delingen kunde vel endnu nogle Betragtninger vre at tilfie, men, da
Papiret er fuldskrevet, vil jeg standse for denne Gang.

                                Med uskrmtet Hiagtelse
                                 Deres rbdigste og hengivneste
                                             #A. W. Scheel#.

  Hivelbaarne
    Hr. Minister for Kirke- og Undervisningsvsenet,
      Dr. Madvig, Ridder af Dannebroge pp.

              *       *       *       *       *


                                Kjbenhavn den 10de Januar 1851.

        Histrede Hr. Kollega!

Ved Deres forestaaende Reise[135] ere det danske Monarkis fremtidige
Udviklings-Udsigter fra deres Side, som hidtil have holdt paa
Danmarks Ret ligeoverfor Slesvigholsteinismen eller den denne
optagende gamle Helstat, lagte saaledes i Deres Hnder, at det i det
Ringeste er klart, at man ikke vil kunne komme tilbage fra, hvad De,
omend uden Fuldmagt til at afslutte Noget, forelbig indrmmer og
anerkjender, eller senere fastholde eller tilbageerobre, hvad der
ikke nu for visse Eventualiteter reserveres. De vil da tilgive, at
jeg i Erkjendelse af ieblikets afgjrende Vigtighed med faa Ord
privatim og med den af denne Meddelelsesform flgende Uforbeholdenhed
udtaler for Dem, hvad der ligger mig paa Hjerte, om jeg end derved
for den allerstrste Del kun henviser til Punkter, der af Dem ere
overveiede, og hvorom nu hverken Beslutning kan tages eller Forskrift
gives. De vd, at for mig personlig de praktiske Vanskeligheder, det
i mine Tanker Kunstige og Komplicerede ved det Organisationsprojekt,
som De i Grundtrk medtager, har en stor Vgt trods den Dygtighed og
Klgt, hvormed det er udkastet og motiveret. Men, afset herfra, kan
jeg ikke tnke mig, at det vil lykkes Dem enten at faae Fyrst
Schwarzenberg selv til at gaae saaledes ind derpaa, at man havde en
nogenlunde Sikkerhed for dets Gjennemfrelse, naar Preussen og det
vrige Tydskland gjorde Modstand -- som de visselig ville --, eller
at bevge Baron Meyendorff til bestemt Virken derfor enten nu hos
Schwarzenberg og sterrig eller siden mod sterrig og Tydskland, isr
da det Sidste vilde vre betinget for en Del af Englands Anskuelse og
Optrden. Det Hieste, De i denne Retning vil kunne opnaae, er i mine
Tanker en mindre Paatrngen paa, at vi ieblikkelig og fr "de
agtbare Mnds" Sammentrden skulle erklre os for en Helstat bygget
paa den ugunstige Fortolkning af status quo ante. Der bliver da
tilbage at undersge, hvorvidt man kan aabne en Indgang for saadanne
Forslag og Ideer, der, naar det principale Forslag maa frafaldes, dog
yde Danmark nogen Ln for Kampen og nogen Sikkerhed for Fremtiden.
Det gjlder at vinde, hvad der kan vindes, for den danske
Nationalitet baade i og for sig og som eneste solide Brer af et
politisk Legeme med Sammenhngskraft og af en selvstndig politisk
Eiendom for Kongehuset, naar dette skal betragtes som Statens Eier
efter autokratiske Synsmaader; men naturligvis maa Nationaliteten
saalidet som muligt fremtrde som Noget, hvorfor der gjres
Fordringer for dens egen Skyld; den maa (hos Meyendorff overveiende)
betegnes som politisk Moment og #Middel#, tildels (hos Schwarzenberg)
som en Hindring, som ikke kan omgaaes; jeg skulde aldeles ikke
beklage mig, hvis jeg ad usynlige Veie kunde hre Dem baade hos M. og
Schw. spotte lidet, trkke med nogen Medlidenhed paa Skuldrene over
de bornerte nationale Bestrbelser osv., naar kun Formaalet i
Realiteten fremmedes; anderledes vilde det tildels forholde sig hos
Englndere; der kunde Nationalitetshensynet med tilbrlig
Forsigtighed -- isr befriet fra al Bismag af professorship -- mere
direkt gjres gjldende. Srdeles magtpaaliggende maa det i mine
Tanker vre, forsaavidt man kommer ind paa dette Thema, at adskille
Nationalitet og Skandinavisme og fremhve, hvorledes Savnet af
Tilfredsstillelse og Tillid hjemme, af en tryg Overvgt i den egne
Stat er det, der i Danmark lettest fremkalder de skandinaviske Ideer
og Strben for deres praktiske Realisation. Det forekommer mig
dernst, at, ligesom Successionssagen i og for sig er af strste
Vigtighed, saaledes vil ogsaa et strkt fremtrdende nske om dens
Ordning som det, der skulde give det i Spidsen trdende dynastiske og
hel-monarkiske Princip fornyet Styrke og Fasthed, vre egnet til at
skaffe andre beskedent bagefter fremtrdende Synspunkter en
velvilligere Betragtning. Den Tanke, som jeg nu for min Del nsker
under denne Form forberedet, sat i fornyet Bevgelse, prvet med
Hensyn til dens mulige Antagelse -- thi videre kan der jo #nu# ikke
gaaes --, kjender De altfor vel, til at jeg her udfrlig skal komme
ind paa dens Fremstilling; hvorledes den bedst forskjnnes i den
Retning, der kan regne paa Bifald, vil De udentvivl selv bedst
udfinde. Naar det Sgte betegnes som en indre, Lovgivning og
Administration lettende, det materielle Samkvem mindst mulig
afficerende og ligeoverfor Udlandet forsvindende Demarkationslinie,
der for Fremtiden skal befrie Kongen for de besvrlige Forhandlinger
og Foranstaltninger i Anledning af Nationalitetskonflikter, afviges
der ikke fra Sandheden; Delingsnavnet maa jo undgaaes saameget [som]
muligt og det Hele fremtrde som en Koncession til Holsten og navnlig
til det holstenske Ridderskab og Godsbesidderklassen, der, naar
Dnischwold og Schwansen administreres med Holsten, nsten bliver
uberrt af Demarkationslinien, en Omstndighed, der ogsaa i
Virkeligheden skaffer Tanken Indgang hos Nogle af Klassen. I Wien vil
der vel ikke vre nogen srlig Adgang til at erfare, hvorvidt Tanken
paa en saadan Lsning aldeles og endelig er opgiven og bortkastet af
Lord Palmerston, men, trffer De Lord Westmoreland, vilde det vel
endda ikke vre saa vanskeligt at fle sig frem. Men, hvad det isr
ligger mig paa Hjertet at udtale, er Flgende. Jeg tr ikke lukke
inene for den Mulighed, at De ligesaavel finder Adgangen sprret for
en til Delingen sig nrmende Tanke[136], til hvilken De jo heller
ikke har den Tillid som jeg, som for en Lsning i Retningen af det
udkastede Projekt, og at det forekommer Dem umuligt og unyttigt at
udskyde Faststtelsen af Grundformen for den endelige Ordning endog
blot til de "erfarne Mnds" Sammenkomst; jeg haaber og nsker af
Hjertets inderste Grund, at dette ikke maa vre saa; men jeg vil og
tr ikke undlade at tnke mig, at De kunde bringes til at anse en
anden og virkeligere Helstat end den, De forleden kaldte saaledes,
for en uundgaaelig Ndvendighed og da med Deres deciderede og paa det
Praktiske rettede Karakter besluttede selv at gaae ind paa Tanken og
at trde i Spidsen for dens Gjennemfrelse til mindst mulig Skade for
Danmark. For dette yderste Tilflde anraaber jeg Dem da ret inderlig
om at redde det eneste Vrn for Nationaliteternes ligeberettigede
Stilling i Slesvig, den eneste Form, hvorunder denne kan blive til en
Virkelighed, derved, at det nordlige Slesvig i det, der mest
umiddelbart berrer og bestemmer Folkedannelsen, i Kirke- og
Undervisningsvsen underlgges en med Kongeriget flles Bestyrelse,
saaledes som hidtil Als og r (skjndt paa Als med mindre Virkning
formedelst Hertugens Indflydelse) og det Trninglehnske, hvilke Deles
hidtilvrende Stilling afgiver det bedste Udgangspunkt for at skaffe
denne, den beskedneste og sidste, Fordring Indgang som prfigureret i
status quo ante. Hvad derved vil vre reddet, er, skjndt lidet af
Udseende, endda et vrdifuldt Resultat, isr i Forbindelse med
Toldgrndsens Ophvelse; nu derimod at opgive ogsaa her, hvad der ved
Tillisch's Bestyrelse er vundet, gjenoplivet og forberedet, vilde
vre at slaae Danmarks Sag det sidste og dybeste Saar. Naturligvis
hrer med hertil Retten til slesvigske Embeder efter en Dannelse,
vunden ligegyldig om i Kjbenhavn eller Kiel. At jeg ved saa srdeles
at lgge Vgt paa denne Sag som det Sidste og Yderste, der maa sges
reddet, ikke just ledes af Strben efter at udvide min Virkekreds og
Indflydelse, behver jeg ikke at sige. Under en saadan Sagernes
Vending vilde der ikke vre Sprgsmaal for mig om nogen Deltagelse i
Regjering eller hiere Bestyrelse, en Sphre, hvorfra jeg, ogsaa hvis
vore Anliggender, som Gud give, tage en bedre Gang, saare gjerne
trkker mig tilbage. Intet vilde falde mig lettere end at gjre
Plads for en Anden, hvis en god eller taalelig Lsning kunde vinde
strre Udsigt ved at befries fra Andel i det Skin af ensidig
Nationalitetsbestrbelse og doktrinrt Demokrati, der nu engang, det
vide vi jo alle, klber ved Ministre, der 1848 vare Professorer.

 {[135] Den bekjendte Reise til Berlin, Wien osv. om
 Notabelprojektet (Projektet om "de agtbare Mnd"). #Udgiveren#.}

 {[136] Tilfiet Randbemrkning: Skjndt jeg vil vre en af de
 sidste til at troe paa Umuligheden, maa jeg resignere.}

Held og Lykke ledsage Deres Reise til vort Fdrelands Bedste!

                                        Deres rbdigst hengivne
                                             #J. N. Madvig#.

    Hr. Finantsminister, Grev Sponneck, R. af D.

              *       *       *       *       *


                      Kjbenhavn, den 23de December 1863, Aften.

        Deres Excellence

vd, at jeg siden Hans Majestts Thronbestigelse to Gange, foruden de
officielle Leiligheder, har havt den re at tale med Hans Majestt om
offentlige Anliggender: Mandagen den 14de dennes og i Lverdags. Den
frste Gang dreiede Samtalen sig vsentlig kun om Muligheden af at
bevirke Forfatningsloven af 18de November tagen tilbage ved det da
endnu samlede Rigsraad, hvilken Mulighed jeg efter min Overbevisning
maatte saagodtsom bestemt benegte; i Lverdags havde jeg at meddele
Hans Majestt Resultatlsheden af den imellem de dengang samlede Mnd
frte Forhandling, et Udfald, jeg iforveien anede, isr efterat have
mrket Stemningen hos de Enkelte, medens vi samledes og nogle
ieblikke ventede Hans Majestt. Der foresvvede, frygter jeg,
Allerhistsamme en Tanke, som ikke lader sig realisere: Dannelsen af
et moderat Koalitionsministerium uden en forudgaaende Faststtelse af
og Enighed om de Hovedpunkter, der, medens Andet lades tilside og
henstaaer aabent, ikke noget ieblik kunne vre uafgjorte, fordi der
strax skal handles med Hensyn til dem. Jeg var ikke berettiget til i
det sildige ieblik, da jeg bragte Meddelelsen, medens de vrige
Herrer endnu ventede, at gaae ind paa en almindeligere Udtalelse om
Situationen, hvortil jeg ikke var opfordret af Hans Majestt, og jeg
indskrnkede mig altsaa til vsentlig at berette, at de Forsamlede
med ringe Nuancer og n Afvigelse, som jeg nvnte, havde udtalt sig
for Bibeholdelsen i det Hele af det hidtilvrende Ministerium. Tillad
nu, Deres Excellence, at jeg, dreven af ieblikkets Alvor og
Vigtighed, forelgger Dem et Par Bemrkninger, som jeg vilde nske,
jeg havde havt Ret til at udtale for Hans Majestt Kongen i
Lverdags, og som i den Tid af to Dage, der siden er hengaaet, have
paatrngt sig mig stedse strkere. Det er en overordentlig
bekymringsfuld og farefuld Stilling, at vi endnu intet Ministerium
have. Ikke blot lide ieblikkelig de strste og vigtigste Interesser
og Anliggender, men der tilfies os ved den blotte Udsttelse stor og
varig Skade. Jeg vil antage, at Krigsministeriets Virksomhed
fortsttes, at Hren med hvert ieblik bliver kampdygtigere for
det Tilflde, at der skal kmpes, at vi ikke overraskes
halv-organiserede; og dog maa Krigsministeren ndvendig savne fuld
Autoritet og sikker Ledelse fra den almindelige Politiks Synspunkt
med Hensyn til Anordningen af Forsvaret; men dernst forsmmes Alt,
hvad der skulde foretages fra Udenrigsministeriets Side til kraftig
Protest, til Indsigelse og Bearbeidelse; et Anarki, lig det i Holsten
(hvor man har vret utilgivelig svag ved Hesteudredningen og meget
andet), kan begynde i enkelte Dele af det sydligste Slesvig; men
fremfor Alt vor hele Stilling ligeoverfor Udlandet svkkes; vi faae
Udseendet af at vre i en Oplsningstilstand, tvivlende om vor egen
Ret, den Regjering, der endelig dannes, betragtes som revolutionr,
og her hjemme lammes ethvert Opsving. Gud bevare mig nu fra at give
Kongen Skyld herfor; jeg vd, siden jeg igaar (Sndags) om Morgenen
Kl. 11 forlod Geheimeraad Hall ved Hans Majestts Palais, ikke et Ord
om, hvad der senere er forhandlet; men jeg frygter n Ting: at Hans
Majestt ikke med tilstrkkelig indtrngende Aabenhed af Hall er
opklaret om #den absolute Ndvendighed af en decideret Politik#, et
fast System, der maa vre tilstede fr og med Mndene, og at maaske
det personlige Sprgsmaal heller ikke opfattes ganske klart, hvortil
selve Udtalelsen i Lverdags kan have for en Del bidraget. Hans
Majestt vil ikke uden yderste Ndvendighed styrte sig og Landet i en
Krig fuld af Farer og rig paa Offre og Byrder; Hans Majestt vil,
selv naar Krigen tages, have antydet sit til Forsoning villige
Sindelag, og han troer, at Personerne kunne bidrage til at betegne
denne Forsonlighed, ikke at tale om, at der kan vre Personer, med
hvilke det kan falde Hans Majestt mindre let at forhandle, naar han
ndtvungen maa gaae den haardere Vei, fordi han troer, at de ikke
vurdere og fle, hvad han maa overvinde. Men, Deres Excellence, der
gives i dette ieblik ingen Koncession (-- uden Henvisning til en
Forhandling og Afgjrelse af Alt under fremmed Medvirkning og Mgling
--), som Kongen med Nytte kan gjre, uden saadanne, der ligge aldeles
udenfor Muligheden ligeoverfor Indlandet og Folket (Folket i bedste
Forstand). Preussen og sterrig vilde ikke standse Exekutionen uden
Opfyldelse af Forpligtelserne fra 1852. Men hvorledes skulle disse,
om vi end nok saameget gaae ind paa sterrigs og Preussens
Fortolkning, kunne udfindes og formuleres, da begge Magter aldrig
have villet formulere dem? Men st, at vi fandt, hvad man tidligere
vilde, og indrmmede det, om det end var det mest Ydmygende og
Umulige! Kunde sterrig og Preussen #nu# hve Exekutionen i Henhold
dertil? Lad Kongen erklre -- hvad han aldrig uden at stte sin
Throne og sit Hus i den iensynligste Fare herhjemme kunde erklre
--, at han indrmmer Slesvigs og Holstens administrative og i det
Indre lovgivende Forening, at han i Fllesstaten giver Slesvig og
Holsten ligesaamange Reprsentanter som Kongeriget! -- Vil det hjlpe
Noget? Vil ikke det frankfurtske Tydskland og ville ikke de tydske
Stormagter, drevne af uimodstaaelig Magt, nu fordre i ethvert
Tilflde Afgjrelsen af Arveretten baade i Holsten og Slesvig,
altsaa en Supremati over Slesvig, der er lig med dets Inddragen i
Forbundet, men dernst Hertugdmmernes Adskillelse fra Danmark? Er
ikke Scheel-Plessen bleven afvist med Personalunion og Slesvigs
Deling? Alt Andet, hvad Hans Majestt kan og vil indrmme, og som
muligvis tilsidst maa indrmmes med Hensyn til Finantsforhold,
Sprogforhold osv., vil til at standse Stormen fra Tydskland i dette
ieblik vre aldeles magteslst. En anden Sag er det, at Hans
Majestt ligeoverfor de andre Magter kan antyde vid Frihed for
Underhandlinger om disse Anliggenders Ordning; men Kampen kan
ikke afvendes uden ved den Art af Indrmmelser, der gjre
Underhandlingerne overfldige, men tillige -- jeg siger det aabent --
Dynastiets Bestaaen i Danmark tvivlsom. #Efter# en Kamp, ja da kan og
maa man finde sig i store Opoffrelser, hvis Kampen er endelig afgjort
og ulykkelig uden Hjlp, og den Konge, med hvem man har kmpet og
ligget under, vil vre Folket en kjr Ulykkesflle, til hvem det vil
vre strkere bundet; men #fr# Kampen -- det gaaer ikke an. Men, er
dette nu saaledes, da maa Hans Majestt se at finde et Ministerium,
der uden Overmod, uden Trods, men med Kraft og Enighed optager
Kampen, leder den og Landets Anliggender under den og under de, om
muligt, samtidige Underhandlinger andetsteds. Det kan kun skade i
Ministeriet at optage Mnd, der enten slet ikke ville Kampen under
nogensomhelst Betingelse, eller som dog #ene# have iet heftet paa de
Mangler, der kunne hefte ved den hidtilvrende indre og ydre Politik,
og ville begynde med #enkelte# Koncessioner fr Underhandlingerne. Og
det er dette Forsg, jeg er bange for, man gjr, idet man strber
efter et #ved Blanding# modereret Ministerium; et saadant faaer man
langsomt, sandsynligvis #slet ikke# istand; faaer man det, vil det
hverken vkke stor Tiltro eller handle med Kraft, og om fie Tid vil
det oplses ved Splid. Systemet: Modstand for at hvde Danmarks og
Slesvigs Uafhngighed af Tydskland og Holsten og Lauenburgs Forening
med Monarkiet #enten# i en Fllesforfatning, hvorom man er villig til
at forhandle under Mgling, #eller# i Personalunion, maa #nu# tages
helt og decideret, men med al mulig Fjernelse af Revolutionsaand,
Nationalfanatismus eller haardnakket Paastaaelighed i, hvad der er
Gjenstand for Lempelse og Udjvning. Kan der nu til dette System
findes brugbare Mnd (endog blot dygtige Forretningsmnd uden
politisk og parlamentarisk Fortid), der ikke ere mrkede saaledes
ligeoverfor Udlandet som et Par af de nuvrende Ministre, nu vel, saa
tage man dem; ja, gives der til at gjennemfre dette System en anden
Udenrigsminister og Konseilprsident end Hall, da tage man ham; Halls
Navn har ogsaa sin Misklang, og jeg vil ingenlunde sige, at han har
den Alvor, Fasthed, Forsynlighed, Energi og Utrttelighed, som kunde
nskes; men i vort lidet Land og ved den nu engang bestaaende
Adskillelse af Partier og Anskuelser vd jeg ikke, hvor den bedre
eller ligesaa gode Mand til begge Poster, der i dette ieblik ikke
let lade sig adskille, skal findes. Altsaa, mod at tage andre, mindre
markerede, ved deres hele Opfatning, Vsen og Optrden Hans Majestt
mere tiltalende Personligheder er der ingen Indvending, jeg troer
ikke engang imellem dem, der betegnes som Ministeriet Halls Venner:
men Systemet kan ikke let forandres med Undtagelse af en freidigere
Indgaaen paa Forhandlinger, et villigere Initiativ til at #sge#
Lsning og fjerne underordnede Punkter, og, kan Systemet ikke
forandres, tr der ikke dannes et Ministerium, der fra den frste Dag
brer Spiren til Halvhed og Uenighed i sig. Det kan vre tungt, meget
tungt for Kongen at hengive sig til et System, som han ikke troer
frit for Ensidighed; men han #maa#, og hans Fjender have, synes mig,
gjort Valget lettere ved at afkaste enhver Bro, hvorover han kunde
nrme sig. Staterne af den 3die Gruppe i Tydskland (-- jeg siger
ikke: alle Fyrsterne personlig --) ville i dette ieblik et fra
Danmark adskilt Slesvig-Holsten, og hverken Preussen eller sterrig
har Mod og Kraft til alvorlig at vise dem tilbage. Wrangel og Prinds
Friedrich Carl af Preussen ville ikke kmpe #imod# Sachserne og
Hannoveranerne, og de ville ikke staae stille og se disse kmpe. Men,
kunne og ville Preussen og sterrig holde igjen, da ville de det kun,
naar vi med Bestemthed erklre og fastholde, at, efterat nu
Exekutionen er indtraadt uden Modstand fra vor Side, have vi ikke
Mulighed til nogen Indrmmelse, frend vor Konge er anerkjendt og
internationale Underhandlinger aabnede om hele Anliggendet, idet vi
afvise enhver tydsk Afgjrelse af noget Sprgsmaal for Slesvigs
Vedkommende. Hvad Forhandlingerne ville fre til, maae vi afvente og
maaske finde os i Noget, der forekommer os haardt og meget ubilligt;
men vi kunne ikke begynde anderledes.

Jeg har flt mig destomere opfordret og forpligtet til at udtale
dette for Deres Excellence, som jeg i det ieblik, da jeg i Lverdags
talte med Deres Excellence, frend jeg gik til Hans Majestt, kun
uden nogen egentlig Motivering ytrede Tvivl om Nytten af at forhandle
om Dannelsen af et Ministerium af #moderate Mnd#, frend man
nogenlunde var enig om Opgaven for dem. Tillad mig endnu, hvad Hans
Majestts og hans Dynastis Interesse, forsaavidt den tnkes for sig,
angaaer, ganske kort at formulere min Mening saaledes: Ved en
vidtgaaende Indrmmelse i dette ieblik er Hans Majestt udsat for
Intet at opnaae i Udlandet, men vis paa at tabe i Indlandet; ved en
Optrden for, hvad Danmark anser for sin Ret, kan han muligen blive
Hersker over et formindsket Land, men han bliver sikkert Hersker; thi
fra Danmarks Throne vil Ingen fortrnge ham.

Undskyld, Deres Excellence, min Paatrngenhed med min Hengivenhed
for Hans Majestt og den udmrkede Hiagtelse, hvormed jeg har den
re at vre

                                           Deres allerrbdigste
                                             #J. N. Madvig#.

        Hans Excellence,
    Hr. Overhofmarechal, Generalmajor Oxholm,
      Stork. af Dbg., Dbgsmand, pp.





End of the Project Gutenberg EBook of Livserindringer, by Johan Nicolai Madvig

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK LIVSERINDRINGER ***

***** This file should be named 44967-8.txt or 44967-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        http://www.gutenberg.org/4/4/9/6/44967/

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at
http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned
images of public domain material from the Google Print
project.)


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License available with this file or online at
  www.gutenberg.org/license.


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS', WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTABILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation information page at www.gutenberg.org


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at 809
North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887.  Email
contact links and up to date contact information can be found at the
Foundation's web site and official page at www.gutenberg.org/contact

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org

Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit www.gutenberg.org/donate

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including checks, online payments and credit card donations.
To donate, please visit:  www.gutenberg.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For forty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.

Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.

Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
