DE DANSKE PAA SCHELDEN

(1809-1813)

AF

OTTO LÜTKEN
AFSK. KAPITAIN AF MARINEN.

UDGIVET MED UNDERSTØTTELSE

AF

MARINEMINISTERIET OG DEN GREVELIGE HJELMSTJERNE-ROSENCRONESKE STIFTELSE.

KJØBENHAVN.
ANDR. FRED. HØST & SØNS FORLAG
1888

Kjobenhavn. — I. Cohens Bogtrykkeri.

HANS EXCELLENCE
ADMIRAL, KAMMERHERRE
CHARLES EDOUARD v. DOCKUM
Storkors af Dannebrog, Dannebrogsmand p. p.

tilegnet
ærbødigst af
Forfatteren.

Det Materiale, der er lagt til Grund ved Udarbeidelsen af denne Episode af den danske og franske Søkrigshistorie i 1809-1813, er tilveiebragt ved Benyttelsen af officielle Aktstykker fra

• Marineministeriets Arkiv i Kjøbenhavn, og
• Archives du ministère de la marine, i Paris.

Hvad det officielle franske Materiale angaar, da blev det, ved den daværende Marineminister Vice-Admiral Barbey’s imødekommende Tilladelse, overdraget til Ministeriets »bureau des archives, bibliothèques & publications« at samle de Sager, som ønskedes til Brug ved Udarbeidelsen af Bogen, og fra Bureauet’s Chef, Mr. Delabarre, har jeg modtaget en betydelig Samling Afskrifter af officielle Aktstykker fra Marineministeriets Arkiv, som have været mig til stor Nytte under mit Arbeide.

Til Supplering af dette Hovedmateriale, har der endvidere været benyttet følgende Kilder:

Admiral J. v. Dockum: Ophold i Antwerpen. Efterladte Optegnelser i Manuskript. (Manuskriptet tilhører Hs. Excellence Admiral C. E. v. Dockum i Helsingør).

J. v. Ræder: Danmarks Krigs- og Politiske Historie fra 1807-1809. Kjøbenhavn 1847.

Archiv for Søvæsenet 8de Bind (Vice-Admiral Joost v. Dockum’s Levnet). Kjøbenhavn 1836.

Edward Pelham Brenton: The naval history of Great Britain from 1783-1836. London 1837.

Kjøbenhavn, April 1888.

Otto Lütken.

Aaret 1808 havde været et trangt Aar for de Danske paa Schelden.

Siden Foraarets første Begyndelse havde de to Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick« under Kommando af danske Officerer og med dansk Besætning ombord dannet et Led af den franske Flaade-Afdeling, der under Kontre-Admiral Grev Edouard Burgues de Missiessy udrustedes paa Scheldefloden. Maalet for Udfoldelsen af denne maritime Kraft ved Antwerpen og ved Vliessingen var at faa dannet en Modvægt imod de engelske Flaader i Kanalen og i Nordsøen, og Maalet var blevet naaet, takket være den Energi, der var et Særkjende for Keiser Napoleons Regjering. Man havde været Vidne til hvorledes det keiserlige Dekret, der befalede Scheldeflaadens Udrustning, ligesom med ét Slag havde sat Liv og Fart i Alting. Dokker, Værksteder og Magasiner kom under Bygning; det ene Linieskib efter det andet reiste sine Spanter paa Antwerpens Bedinger, løb af Stabelen og blev ekviperet med feberagtig Hast uden Hensyn til, hvordan Arbeidet blev gjort. Men Napoleons Villie skete Fyldest, Ordlyden i det keiserlige[2] Dekret, der bestemte, at Scheldeflaaden, fuldstændig ekviperet, forsynet med 6 Maaneders Proviant og med sit Reservegods ombord, skulde være udlagt til Ankers paa Schelden forinden førstkommende 1. Mai, var bleven opfyldt til Punkt og Prikke. Den 1. Mai 1808 laa virkelig 8 franske Linieskibe klare paa Schelden under Flag og Vimpel.

Det er udenfor al Tvivl, at en saa anselig Søstyrke paa dette Sted maatte medføre, at en Del af den engelske Flaade vilde blive bunden for at hindre de franske Skibe i at løbe ud og operere i Kanalen, og havde Scheldeflaaden havt en energisk Chef, kunde den sikkert være bleven en farlig Nabo for den engelske Kyst. Men Initiativet til at foretage et kraftigt Stød med den nydannede Flaade manglede, og Sommeren forløb uden egentlige Krigsbegivenheder. Kontre-Admiral Missiessy, der førte Kommandoen, arbeidede vel med Iver paa at organisere Styrken og gjøre Skibene kampberedte, men videre naaede man ikke, og den engelske Blokade lukkede ubarmhjertig for Scheldens Munding. Sommeren igjennem havde man saa at sige ligget med Fjenden i Sigte uden dog at komme til at maale sig med ham; thi fra Farvandet ved Vliessingen og fra Fæstningens Bastioner saa man de engelske Blokadeskibes Seil og Mastetoppe udenfor Bankerne.

Denne Uvirksomhedstilstand havde ikke undladt at virke deprimerende paa Skibsbesætningerne, og haardest føltes maaske dette Tryk ombord i de to dansk bemandede Linieskibe »Pultusk« og »Dantzick«.

Hertil kom endvidere for disse to Skibes Vedkommende det ulykkelige Forhold, at der imellem de franske Autoriteter og de danske Skibschefer, Kapitainerne[3] Rosenvinge og Holsten, i Aarets Løb udviklede sig saa spændt et Forhold, at alt Haab om Samarbeide maatte opgives. Disciplinaire Uregelmæssigheder blandt Mandskabet, Officerernes Misfornøielse med at tjene under fremmed Flag, og først og sidst en uheldig Stivhed og Umedgjørlighed hos de danske Chefer lige overfor deres militære Foresatte i Frankrig, vare de mest iøinefaldende Grunde til alle de Rivninger og Stridigheder, der daglig øgedes og endte med, at Kapitainerne Rosenvinge og Holsten efter Keiserens Befaling paa Grund af Ulydighed bleve afsatte fra deres Kommando og under Arrest sendte til Antwerpens Citadel, hvorfra de saa senere hjemsendtes som Arrestanter til Danmark.

Vil man imidlertid gaa til Bunds i Sagen og søge den dybere Grund til, at det første Aar af de Danskes Ophold paa Schelden staar som et mørkt Punkt i vor Søkrigshistorie, maa man søge til Admiralitetet i Kjøbenhavn. Det var Admiralitetet, som sendte to af Marinens Officerer — begge erfarne og prøvede Mænd — som Skibschefer til Frankrig og lod dem reise hjemmefra og indtage deres Poster uden nogen klar Instruktion til Rettesnor. Hvormeget man derfor end vil kunne lægge Kapitainerne Rosenvinge og Holsten til Last, at de savnede det rette Blik for deres Stilling, vil dog det Ansvar for Scheldekampagnens første uheldige Aar altid falde tilbage paa Admiralitetet, at man lod Befalingsmændene tiltræde deres Stilling uden at være fortrolige med deres Pligter og de naturlige Begrændsninger, deres Rettigheder havde.

[4]

Samme Dag, den 28. Januar 1809, som Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick« maatte aflevere deres Værge og forlade Skibet som Arrestanter, blev den franske Marineministers Ordre om, at de to Linieskibe indtil videre skulde sættes under Kommando af franske Chefer, iværksat ved at Eskadrechefen beordrede Kapitain Soleil, Chefen for Linieskibet »l’Anversois«, til at føre Kommandoen ombord i »Pultusk«, samtidig med at Kapitain Moras fra Linieskibet »César« blev Chef for »Dantzick«.

Ordren blev imidlertid af Hensyn til de Danske udført paa den mest skaansomme Maade, idet de to Næstkommanderende, Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen, i Virkeligheden vilde komme til at føre den egentlige Kommando; kun skulde de modtage alle Ordrer igjennem de nye Chefer, der vedbleve at kommandere deres egne Skibe.

Skjøndt det, saaledes som man vil se, i Grunden var en temmelig uafhængig Stilling, som de to ældste danske Officerer kom til at indtage efter Kapitainerne Rosenvinges og Holstens Arrestation, tiltalte denne midlertidige Ordning dem dog saa langt fra. Den foregaaende Sommers Uvirksomhed og idelige Gjenvordigheder havde efterhaanden slappet Lysten og Handlekraften; Katastrofen den 28. Januar 1809, der ligesaa pludselig som uventet berøvede dem deres Chefer, havde kun gjort Bitterheden større i deres Sind og forøget Skuffelsen over, at Udsigten til snarlig Afløsning og Hjemsendelse til Danmark var svundet bort. Foruden disse Hovedudgangspunkter for Misfornøielse og Ulyst kom der endnu flere Ting til, der hæmmede Tjenestens forsvarlige Udførelse og trykkede Humøret[5] ned. Hverken Fasting eller Stephansen vare saaledes tilstrækkelig hjemme i det franske Sprog, Fasting var tilmed sygelig, plaget af Gigt, som han havde paadraget sig under Opholdet i det fugtige hollandske Klima, og endelig led den Assistance, som de havde fra deres subalterne Officerer, ved at disse gjennemgaaende vare meget unge Folk. Under de forhaandenværende Forhold, hvor Besætningerne i de to dansk bemandede Linieskibe kort Tid forinden havde været paa Randen af aabent Mytteri, vil man kunne forstaa, at Manglen paa ældre og mere solide Officerer maatte være meget følelig for Cheferne.

Denne Mangel kommer ogsaa til Orde i en Rapport fra Kapitainlieutenant Fasting til Admiralitetet kort Tid efter at han havde overtaget Kommandoen af »Dantzick«, og hvori han udtaler sig saaledes:[1]

»De fleste af de Officerer, vi have, ere meget unge. Jeg vil herved ikke miskjende dem, tvertimod. Det forekommer mig som de ere unge Mennesker, hvorom man kan gjøre sig meget Haab, men jeg maa underdanig anmærke: at i vor Stilling, saavel i Henseende til Mandskabets Stemning som til Tjenestens Gang, behøve Officererne Sindighed og Styrke mere end under almindelige Omstændigheder.« —

Katastrofen i Vliessingen medførte ganske naturlig, at der maatte udnævnes nye Chefer til Linieskibene »Pultusk« og »Dantzick«. Den franske Regjering stillede dette Forlangende og imødekom derved delvis Ønskerne fra dansk Side.

[6]

Admiralitetet i Kjøbenhavn valgte Kommandørkapitainerne Joost v. Dockum og v. Berger til at løfte den Sten, som Rosenvinge og Holsten havde maattet lade ligge.

De to Officerer, af hvilke v. Dockum dengang førte Kommandoen paa Batteriet »Prøvesten«[2], medens v. Berger i Tjenesteforretninger opholdt sig i Flensborg, modtoge en af de sidste Dage i Februar Maaned 1809 Meddelelse om, at de vare udsete til de ledig blevne Kommandoer paa Schelden, og at de som Følge heraf »havde at reise derhen og antage sig som Chef et af disse Skibe under den vedkommende franske Admirals Kommando«.[3]

For knap et Aar siden havde Admiralitetet paa samme korte og fyndige Maade udstedt Reiseordre til Kapitainerne Rosenvinge og Holsten, der netop nu som Arrestanter gjorde Reisen hjemefter fra Vliessingen, eskorteret af franske Gendarmer. Det gjaldt derfor i første Linie om at hindre, at noget lignende skulde kunne hænde de Officerer, der nu stode i Begreb med at forlade Landet for at gaa i fransk Tjeneste, og da man havde indset den store Feil, der Aaret forinden var bleven begaaet fra Administrationens Side ved at lade Cheferne reise fra Kjøbenhavn uden nogen virkelig Forholdsordre, blev der nu paa Kongens Befaling af Admiralitetet[7] udfærdiget følgende Instrux, der forinden Afreisen tilstilledes de to Kommandørkapitainer.[4]

»Til Efterretning og Efterlevelse paa denne Hr. Kommandørkapitainen befalede Expedition, tilkjendegives Dem herved: At Hans Majestæt, vor allernaadigste Konge, har paa den franske Regjerings Forlangende samtykket i, at 2de af den franske Keisers Skibe skulle besættes og kommanderes af danske Officerer og Søfolk, hvilke som Auxiliaire skulle tjene i Frankrig mod vore fælles Fjender de Engelske og Svenske.

»Hr. Kommandørkapitainen, der af Hans Majestæt Kongen allernaadigst er udset til Chef for et af disse Skibe, vil altsaa fra det Øieblik af, at De har meldt Dem til den kommanderende Admiral i Vliessingen, samt ved Skrivelse til Marineministeren i Paris meldt Deres Ankomst og af dem modtaget Kommando, i et og alt adlyde Deres Ordre! — og er det ikke nok, at Hr. Kommandørkapitainen som Chef adlyder punktlig saadanne Ordrer, som til Dem maatte indløbe, men det er endog Hs. Majestæt Kongens allernaadigste Villie, at enhver især af Deres Underhavende skal ogsaa være besjælet af samme Aand. Hr. Kommandørkapitainen paalægges derfor som en hellig Pligt ved alle Leiligheder og paa alle mulige Maader at bibringe Deres Underhavende denne allerhøieste Befaling. —«

Naar man gjennemlæser denne Instrux, vil man lægge Mærke til, hvorledes Admiralitetet klog af Skade[8] søger at gjøre sin Feil god igjen og sætter alle Seil til for at forebygge en Gjentagelse af Katastrofen den 28. Januar.

Den indtrængende Maade, hvorpaa det indskærpes de to designerede Chefer, at der vises ubetinget Lydighed imod enhver Ordre, ikke alene af dem selv personlig, men ogsaa af enhver af deres Undergivne fra det Øieblik af, at de har meldt sig til Tjeneste i Vliessingen, viser tydeligt nok, at den danske Marinebestyrelse nu havde aabnet Øiet og set hvor det var, at Skoen trykkede.

Derfor fjerner ogsaa Instruxen med ønskelig Klarhed alt, hvad der kunde bringe de nye Chefer ind i det farlige Dobbeltforhold til dansk og fransk Autoritet, der havde været saa ødelæggende for deres Forgængere; derfor hugges Baandet resolut over imellem Admiralitetet i Kjøbenhavn og Skibscheferne paa Schelden, og til Afsked paalægges det dem som »en hellig Pligt« at lystre og at sørge for, at alle de andre ogsaa lystre.

Instruxen er undertegnet af Wleugel, Knuth, Bille og Grove, og det er vel ikke urimeligt at antage, at de 3 af disse Herrer fra Admiralitetet, der for et Aar siden havde sat deres Navn under Rosenvinges og Holstens lakoniske Reiseordre, ere blevne grebne af den Tanke, om ikke en saadan Instrux kunde have klaret Spørgsmaalet for de to Kapitainer, da de raadvilde og forblændede gjorde den ene Feil større end den anden; — hvis virkelig en saadan Tanke har listet sig frem i det Øieblik, hvor Pennen blev sat til Papiret for at undertegne Instruxen, har man næppe kunnet skjule for sig selv, at en saadan Veiledning som den, der her blev givet med paa Reisen, var saa klar[9] i sin Form og saa lidt indbydende til at handle imod, at en lignende nok vilde have været i Stand til at skaane Marinen for den Ydmygelse, at to af dens Officerer i fremmed Tjeneste bleve kasserede, belagte med Arrest og som Fanger transporterede tilbage til Landet.

Den Opgave, som de to nye Chefer i fransk Tjeneste vilde blive stillet lige over for, kan man paa Forhaand sige var langt vanskeligere end den, som havde bragt deres Forgængere til at strande. Det gjaldt jo om intet mindre end atter at bygge op, hvad Aaret iforveien havde bragt til at styrte sammen, og det var meget, der skulde bringes paa ret Kjøl igjen. Besætningerne skulde atter vænnes til at gaa i stramme Tøiler, styret af en fast og sikker Haand; Lysten og Energien hos de subalterne Officerer, som en aarelang, dræbende kjedsommelig Virksomhed havde sløvet, maatte atter vækkes, for at Tjenesten kunde komme til at gaa som den burde, og endelig maatte man være forberedt paa, at de franske Marine-Autoriteter, efter hvad der var foregaaet paa Schelden, rimeligvis i Begyndelsen vilde iagttage en reserveret Holdning overfor de nye Udsendinge fra Danmark.

Om det vilde lykkes at naa Maalet, maatte i høi Grad være afhængig af den Mands personlige Egenskaber, der, som den ældste af de danske Skibschefer kom til at bære Ansvaret. Det var ikke nok at være en duelig Sømand og routineret Skibschef; under de daværende vanskelige Forhold krævedes der noget mere, for atter at give den danske Marines Navn god Klang i Frankrig. Den Mand, for hvem dette skulde kunne lykkes, maatte først og fremmest sætte alt ind paa i Samarbeidet med sine fremmede Overordnede at[10] vise en ihærdig Villie for at faa det gjensidige Tillidsforhold istand, som saa sørgeligt var bristet Aaret iforveien. Men lykkedes det først at beseire denne Vanskelighed, vilde dermed Veien være aabnet til en ny og ærefuld Kampagne for de danske Søfolk paa Schelden.

Admiralitetet forventede, at Kommandørkapitain Joost v. Dockum nok vilde vise sig istand til at løse den vanskelige Opgave.

Denne Mand nedstammede paa mødrende Side fra en af de protestantiske Familier, der i Aaret 1685 efter Ophævelsen af det nantiske Edikt nødtes til at forlade Frankrig og søge sig et nyt Fædreland. Faderen, der under Danneskjolds Bestyrelse af Marinen var bleven indkaldt fra Holland, da Dokken skulde anlægges paa Værftet, var Hydrauliker og boede ude i Lyngby, hvor han eiede en Fabrik, der dreves af en Vandmølle.

I Lyngby blev Joost v. Dockum født den 30. April 1753, og her levede han sine Barndomsaar, indtil han 12 Aar gammel kom ind paa Akademiet som Kadet.

Som Lieutenant var v. Dockum meget tilsøs og gjorde sig allerede tidlig bemærket som en lovende ung Officer; i Aarenes Løb havde han som Kapitain forskjellige Gange været udkommanderet som Chef[5], men det var dog først hans Togt med Fregatten »Havfruen« (1799-1801), der gav Anledning til, at Opmærksomheden blev henledet paa ham.

[11]

»Havfruen« afseilede i Foraaret 1799 til Middelhavet for at forstærke den der stationerede Eskadre under Kommandørkapitain Steen Bille.

Under Billes Kommando fik v. Dockum god Leilighed til at vise sin Konduite og Aktivitet som Skibschef. Sikkerheden i dette Farvand var paa den Tid kun meget ringe, da franske, engelske og spanske Kapere sværmede Middelhavet over og gjorde Veien usikker og farefuld for Koffardimanden. Og da den danske Handel i Middelhavet netop paa dette Tidspunkt stod i sin fulde Blomst, var det nødvendigt at lade et udstrakt Konvoisystem træde i Virksomhed som det eneste Middel til at skjærme de rige Ladninger mod Vold og Plyndringer. Det kunde imidlertid ikke undgaas, at det kildne Konvoispørgsmaal af og til førte til smaa Kollisioner mellem Billes Eskadre og de krigsførende Magters Skibe, naar disse i Søen vilde visitere en Konvoi, der seilede under det danske Orlogsflags Beskyttelse. Og mere end én Gang, hvor v. Dockum ombord i »Havfruen« mødte en saadan Fordring om Visitation, viste han, at han, underlegen i Antallet af Kanoner, men overlegen i Villiestyrke, var Mand for at hævde det danske Flags Uantastelighed med saa megen Dygtighed og Bestemthed, at Fordringer om Visitation bleve opgivne, endog under saa ulige Styrkeforhold, at »Havfruen« vilde være bleven skudt i Sænk i en Haandevending, hvis der var bleven sat Haardt imod Haardt.

Havde Admiralitetet saaledes efter v. Dockums tidligere militære Løbebane al Grund til at haabe, at man i ham havde fundet en Mand, der vilde være istand til at løse Opgaven tilfredsstillende, slog man[12] sig dog ikke til Ro hermed, skjøndt man havde Bevidstheden om, at den medgivne Instrux, der klart og tydeligt afstak den Vei, der skulde følges, vilde lette Cheferne Arbeidet i høi Grad.

Der toges nemlig en Forholdsregel endnu. Idet Admiralitetet rigtig skjønnede, at v. Dockum snarere vilde kunne blæse nyt Liv i Tjenesten ombord i de to Linieskibe, naar han mødte til Arbeidet med et frisk Sæt subalterne Officerer hjemmefra, som ikke havde været Vidne til det foregaaende Aars Gjenvordigheder, bestemte man sig til at foretage en temmelig gjennemgribende Afløsning af Officersbesætningen ombord i »Pultusk« og »Dantzick«. De fornødne Ordrer hertil udgik fra Admiralitetet samtidig med Chefernes Udkommando den 27. Februar 1809 i enslydende Skrivelser til Officererne[6], hvori det paalagdes dem hver især: »at melde sig til Hr. Kommandørkapitain v. Dockum for at følge med ham til Vliessingen og at ansættes til Tjeneste paa et af derværende franske Orlogsskibe. Forrettende sin Tjeneste saaledes som han agter at tilsvare og være bekjendt«[7].

Den 7. Marts 1809 skulde efter Bestemmelsen v. Dockum sammen med den til Afløsningen kommanderede Styrke af subalterne Officerer forlade Kjøbenhavn og begive sig paa Veien til Vliessingen. Skjøndt[13] der med Datidens primitive og langsomme Befordringsmidler jo vilde gaa en antagelig Tid, forinden han med sine Ledsagere kunde vente at naa Maalet for sin Reise, afsendte Admiralitetet i Kjøbenhavn dog samme Dag en Skrivelse til Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen i Vliessingen for at underrette dem om de to nye Chefers forestaaende Ankomst.

Som man kunde vente, vakte denne Meddelelse kun Tilfredshed hos de to Næstkommanderender, og deres Glæde over og Utaalmodighed efter snart igjen at komme under en dansk Chefs Kommando kom til Orde i en Fællesrapport[8], som de strax efter Modtagelsen af Admiralitetets Brev afsendte til Kjøbenhavn og hvori de skrive:

»Det høie Kollegii Skrivelse af 7. hujus er os indløben. Vi smigre os med det Haab, at de deri gunstig anmeldte Chefer ankomme inden Skibene lægge ud, da vi saaledes blive befriet for den Ulempe at lægge ud under fremmede Chefer, som hverken forstaa os, eller vi dem. Ligeledes haabe vi, at de Officerer, som ankomme til Afløsning, ere det franske Sprog nogenledes mægtige, hvilket er en væsentlig Nødvendighed for Tjenestens Gang.«

Som tidligere omtalt, var Afreisen bestemt til den 7. Marts, og paa denne Dag, om Formiddagen Kl. 8½, kjørte man fra Kjøbenhavn ud ad Roeskildeveien ad Korsør til.

[14]

Reise gjennem Sjælland, Fyen og Jylland.

[15]

I en lille Dagbog, som en af Officererne har efterladt sig, træffer man en detailleret, skematisk Fremstilling af Overreisen til Vliessingen[9]. Det første Blad heraf, som ovenfor findes aftrykt, indeholder vel intet, som kan have Krav paa særlig Interesse, men ganske oplysende er det dog til Sammenligning med Nutidens Reisemaade at se, hvorledes man reiste ved Aarhundredets Begyndelse, møisommeligt sneglende sig frem fra Kro til Kro.

Man behøver egentlig kun at læse de sidste Linier af det nævnte Blad i Tuxens Reise-Journal, for paa den mest slaaende Maade at blive mindet om Forskjellen imellem Nutidens og Datidens Reisemaade. For den, der selv med et Exprestog er fløiet afsted med 8-10 Mils Fart i Timen, og gjennem Kupévinduet har set, hvorledes Byer, Skove og Bjerge under Kjørslen dukke frem og forsvinde igjen i et skiftende Panorama, er der noget hyggeligt gammeldags, næsten rørende ved at læse om, hvorledes disse Reisende ved Aarhundredets Begyndelse paa Routen Kjøbenhavn-Vliessingen tilbagelægge Veien imellem Snoghøi og Kolding tilfods, da Befordringen pr. Vogn er dem for langsom, hvorledes de stoppe op underveis og bese en Vandmølle og endelig optegne denne Begivenhed i deres Reise-Journal i en Rubrik med Overskriften »Mærkværdigt«.

Dagen forinden, den 10. Marts 1809, sent ud paa Aftenen, var v. Dockum og hans Officerer ankomne til Middelfart. Det var Chefens Hensigt at fortsætte Reisen videre over Beltet, hvad der ikke lod sig gjøre, da alle Færger laa ovre paa Snoghøi-Siden; en Jolle med en Officer blev dog strax samme Nat sendt[16] over til Snoghøi for at bestille Færge og Heste til næste Morgen tidlig, da Reisen skulde fortsættes.

Det var Midnat, og v. Dockum stod med sine Officerer i Middelfarts Gader uden at kunne faa Nattelogis. »Alle Auberger«, — skriver han i sin Rapport til Admiralitetet[10] »vare opfyldte med Reisende, og for ikke at komme til at spadsere paa Gaden hele Natten, igjennem, maatte jeg ty til Magistraten i Byen for at komme i Hus.« —

Paa Reisen videre frem, under Kjørselen sønder paa fra Snoghøi gik det kun langsomt paa Grund af de tarvelige Befordringsmidler, der kunde stilles paa Benene. v. Dockum klager med Rette i sin Rapport til Admiralitetet over »at paa hver Station, hvor der skulde skiftes Heste, maatte der ventes 3-4 Timer, inden Forspandet kunde skaffes tilveie, og Hestene vare saa slette og udasede, at de i Reglen brugte 6-8 Timer om at tilbagelægge 3 Mil.« —

Paa denne møisommelige Maade arbeidede man sig fremad over Eckernførde til Kiel. Under sit Ophold her fik v. Dockum at vide, at de to tidligere Chefer for »Pultusk« og »Dantzick« vare ankomne til Rendsborg Fæstning fra Antwerpen som Arrestanter. Med Tilladelse fra Kongen, som netop var i Kiel, begav han sig til Rendsborg og havde den 15. Marts en Samtale med Rosenvinge og Holsten, forinden Turen gik videre. For at paaskynde Reisen havde v. Dockum givet Ordre til at der skulde kjøres Nat og Dag, indtil man kom til Hamburg; men i den mørke Nat var Kudsken saa uheldig at vælte Vognen og hele Reiseselskabet[17] i Grøften. Med nogle mindre Skrammer kom dog alle paa Benene igjen, saa at Kjørselen kunde fortsættes, og Dagen efter, den 16. Marts 1809, ankom man uden videre Uheld til Hamburg, hvor den anden Linieskibschef, Kommandørkapitain v. Berger, der kom fra Flensborg, sluttede sig til de afreisende danske Officerer.

Opholdet i Hamburg medtog 4 Dage, for en Del fordi man her skulde have de nødvendige Penge til Reisens videre Fortsættelse. v. Dockum fik dog snart Sagen bragt i Orden, idet han »adresserede sig til Banke-Kommissair Gebaurer for at faa Guld-Mynter«, og med 3000 Rdl. Slesvig Holstensk Courant begav man sig paa Veien igjen den 20de Marts 1809[11]. 2 Dage efter naaedes Bremen, men herfra og videre vester paa besværliggjordes Reisen ved Foraars-Oversvømmelserne, der gjorde Veiene næsten ufremkommelige og særlig i Omegnen af Byen Nijmegen vare meget betydelige. Imidlertid arbeidede Heste og Vogne sig dog med en Del Besvær frem ad de opkjørte, overflydte Veie; den 28. Marts passeredes Bergen op Zoom, og den 29. ud paa Eftermiddagen naaede endelig v. Dockum og hans Officerer Reisens Endemaal, Vliessingen.

Skjøndt det allerede var sent paa Dagen, vilde de to Kommandørkapitainer dog ikke lade noget forsømt og begave sig umiddelbart efter Ankomsten til den kommanderende franske Admiral, for at melde sig til ham.

Det har næppe været uden en vis Spænding ved[18] Tanken om hvilken Modtagelse, der vilde blive dem til Del, at v. Dockum og v. Berger gik til dette første Møde med deres tilkommende franske Chef, men de traf i Vice-Admiralen den samme milde, venlige Mand, der saa ofte Aaret i Forveien havde taget Stødet af for de Danske, og de fik en Modtagelse saa imødekommende, at det overgik enhver Forventning. Da Missiessy overlod v. Dockum som den ældste Officer at vælge, hvilket af de 2 dansk bemandede Skibe han ønskede at blive Chef for, valgte han Linieskibet »Pultusk«, det samme som Rosenvinge havde kommanderet, og Sammenkomsten endte med, at Admiralen indbød de to Chefer til at spise med sig[12].

Ved de danske Officerers Ankomst havde allerede Livet begyndt at røre sig paa Schelden. Isen var brudt op og Floden atter seilbar, Flaadens Foraarsudrustning var begyndt, og ikke mindre end 10 franske Linieskibe laa under Ekvipering i Vliessingens Bassiner. Allerede Dagen før v. Dockums Ankomst halede de to første af dem seilklare ud fra Værftet og fortøiede paa Floden, og Resten skulde følge efter Slag i Slag. Det var derfor en Opmærksomhed imod de Danske, naar Admiral Missiessy gav Ordre til, at de to dansk bemandede Linieskibe skulde hale sidst ud fra Værftet, for at de nye Chefer under de fremmede Forhold derved kunde faa bedre Tid til at blive hjemme i deres Skibe og lære Officerer og Mandskab lidt at kjende, forinden den egentlige Eskadretjeneste begyndte.

[19]

Medens man saaledes ved Vliessingen var i fuld Gang med at gjøre Scheldeflaaden seilklar til den forestaaende Sommerkampagne, udfoldedes der samtidig højere oppe paa Floden ved Antwerpen en Virksomhed, der trak store Vexler paa Tid, Arbeidskraft og Penge.

Efter at Keiser Napoleon havde indset, at Schelden var det Sted, hvorfra en fransk Flaade med størst Virkning vilde kunne føre et Stød imod England, var hans Bestemmelse med det samme taget om at gjøre Antwerpen og Vliessingen til Operationsbasis for en maritim Bevægelse mod den engelske Kyst. Det havde fra første Færd været Regjeringens Mening, at disse to Byer hver skulde have sin særlige Del af Opgavens Løsning, saa at Antwerpens nye Skibsværfter byggede Flaadens Skibe, medens Vliessingens Bassiner gave Orlogsmændene Vinterkvarter, da den stærke Isgang paa Schelden forbød en Overvintring paa Floden.

Saaledes var Forholdet ogsaa endnu i Foraaret 1809, men en Forandring var forestaaende. De nye Arbeider ved Antwerpen vare vel endnu i deres Barndom, men det hele Anlæg havde et saa storartet, næsten kjæmpemæssigt Sving over sig, at det var at forudse, at den Tid ikke laa fjern, hvor Vliessingen vilde blive reduceret til en Udhavn, en Forpost imod den engelske Kanal. Den franske Regjerings Planer sigtede nemlig til intet mindre end at gjøre Antwerpen til en stor Marinestation, istand til ikke alene at bygge en Flaade paa sine Værfter, men ogsaa istand til at give denne Ly om Vinteren i sine Dokker.

Udførelsen af denne omfattende Plan, der faa Aar[20] senere skulde hæve Antwerpen til en Krigshavn af første Rang, var allerede paabegyndt med hensynsløs Energi. Der var projekteret Anlæg af Bassiner ud imod Floden, som skulde kunne rumme ialt 80-100 Linieskibe, men paa den paatænkte Plads, i den østlige eller nordøstlige Del af Byen, laa den Gang et folkerigt Kvarter med over tusinde Huse. Den keiserlige Regjering lod sig dog ikke stoppe i Farten af denne Hindring. Hele det paagjældende Kvarter var i Foraaret 1809 bleven exproprieret paa Keiserens Befaling, Beboerne beordrede til at flytte fra deres Leiligheder, og kort efter begyndte her et Sløifningsarbeide, der i Storartethed søger sin Lige, hvor Gade efter Gade maatte falde, og hvor Kirker, Klostre og andre offentlige Bygninger jevnedes med Jorden. Efter at Nedrivningsarbeiderne vare endte, toges der med Kraft fat paa Udgravningen af Bassinerne. I store Arbeidskolonner, der afløste hinanden uden Standsning, gik Gravningen for sig Dag og Nat. Det var en broget Sværm, der mødte til Arbeide; Bønder og Arbeidsmænd, franske Soldater og Krigsfanger[13] i deres fremmede Uniformer færdedes her imellem hverandre, og naar Mørket faldt paa, tændtes Fakler rundt paa Arbeidspladsen og holdtes brændende Natten igjennem, for at Folkene kunde se at grave.

Det var at forudse, at et Foretagende, der indlededes i saa stor Stil, ogsaa nok af Napoleons Regjering vilde blive bragt til Ende paa en tilsvarende Maade, men ingen havde vel troet det muligt, at paa samme Sted, hvor der endnu tidlig paa Foraaret 1809[21] havde ligget et Kvarter af Antwerpens By, og hvor Livet havde rørt sig i Gader og Stræder, skulde 3 Aar senere Linieskibe paa 84 Kanoner flyde ind og lægge sig i Vinterhavn fuldt udrustede, med Kanoner, Proviant og Besætning ombord.

Den 1. April 1809 overtog de to nyankomne Chefer deres Kommandoer, efter at de danske Officerer Dagen forinden vare blevne dem forestillede, og Eskadrens Skibe, der efterhaanden som de bleve seilklare, halede ud af Vliessingens Bassiner, afgik til Ankerpladsen ved Terneuzen for midlertidig at indtage Station der.

Denne Flaadeafdeling, der i den første Halvdel af April Maaned samledes under Admiral Missiessy’s Kommando, bestod af følgende Skibe:

Proviantspørgsmaalet, der under Rosenvinges Kommando havde givet den første Anledning til Misfornøielse ombord og sat den første Kurre paa Traaden imellem de danske Chefer og deres Foresatte, begyndte strax efter v. Dockums Ankomst at røre sig igjen Ligesom sidst var det ikke Kvaliteten, der klagedes over. Maden var god, og efter franske Forhold ogsaa tilstrækkelig, men forslog blot ikke til de danske og norske Søfolk, der fra Hjemmet vare vante til en langt rigeligere Kost end den, den franske Intendantur leverede.

Skjøndt v. Dockum havde været for kort Tid paa Stedet til at kunne fælde en uhildet Dom om alt, hvad der blev forelagt ham ombord til Afgjørelse, havde Mandskabets Klager over utilstrækkelig Bespisning dog strax hans Sympathi. Den allerførste Gang, han efter Ankomsten havde set sin Besætning opstillet til Præsentation, var han bleven slaaet af Folkenes Udseende. Det var ikke de samme sunde, kraftige og veirbidte Skikkelser, han her fik at se, som ved Mønstringen ombord i en dansk Orlogsmand hjemme; »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Besætning havde et mat, sygeligt Udseende, og v. Dockum skrev det ganske naturligt paa Bespisningens Regning, over hvilken der klagedes i begge Skibe.

Det bliver dog et Spørgsmaal, om han ikke har taget feil paa dette Punkt, og om ikke det fugtige,[23] usunde hollandske Klima, de slette sanitære Forhold, hvorunder Mandskabet Vinteren igjennem havde levet, kasernerede ombord i Skibe, hvor der hverken fandtes Kabys eller Kakkelovn, hvor Lys og Lanterner ikke engang var tilladt, men kun stiltiende taalt som en uundgaaelig Nødvendighed, om ikke alt dette i Forbindelse med Misfornøielsen og Hjemve langt snarere har tæret paa Mandskabets friske Udseende end Afsavnet af nogle Maaltider Grød og 1 ℔ Smør om Ugen.

v. Dockum havde imidlertid bestemt sig til at tale sine Folks Sag, naar det lod sig gjøre, og Leiligheden tilbød sig snart. Efter at nemlig Vice-Admiral Missiessy den 20. April 1809 om Eftermiddagen havde heist sit Flag ombord i Linieskibet »Charlemagne«, afholdtes der hos den Kommanderende et Møde til Afgjørelse af forskjellige Provianterings-Spørgsmaal, hvor samtlige Eskadrens Chefer og Intendanter vare tilstede, og her haabede v. Dockum at kunne faa Sagen bragt paa Bane.

Dette lykkedes ogsaa paa en vis Maade, idet der paa Mødet »blev meget talt til Fordel for de danske Matrosers adresse og Kræfter imod de Franske«[14], og denne Kompliment benyttede v. Dockum til at svare: »at Aarsagen formodentlig var, fordi de nordiske Folk spiste stærkere Føde end de Franske, hvilket formodentlig gav dem mere Kræfter«[14].

Denne Forklaring har aabenbart været beregnet paa, at de Styrende paa Mødet paa en fin Maade skulde forstaa det Ønskelige i, at der foretoges en Forandring[24] i det for de Danske gjældende Spisereglement. Antydningen har imidlertid været for fin og er næppe bleven forstaaet, medens paa samme Tid v. Dockum med det foregaaende Aars Proviantstrid for Øie har været saa klog hellere at lade Spørgsmaalet falde end at rette noget direkte Forlangende i denne Henseende til de franske Autoriteter.

Dog opgav han derfor ingenlunde sin Plan, fordi han under disse Omstændigheder fandt det rigtigst ikke at gaa lige løs paa Maalet. Han slog blot diplomatisk ind paa en Sidevei, som han haabede nok vilde føre ham, hvorhen han ønskede. Man ser dette bekræftet gjennem v. Dockum’s Rapport til Admiralitetet om Mødet ombord i Linieskibet »Charlemagne«, hvori det hedder:[15]

»Men for at jeg ikke skal komme i Uleilighed for at anmode om større Rationer, saa udbeder jeg underdanigst, at denne Mangel for den franske Minister i Kjøbenhavn maatte blive foredragen til videre at forestille den franske Regjering derom, da Mandskabets Udseende er som de kunde være kommet ud af et Fængsel, hvor de have lidt Nød; og anser jeg det for nødvendig til deres Helbreds Konservation, at der bliver foranstaltet, at de faa ugentlig nogle Maaltider Grød og Smør, hvorfor dem igjen ugentlig kunde afkortes nogle Maaltider Bønner.«

Endnu inden dette Brev havde naaet sit Bestemmelsessted, fik imidlertid v. Dockum en uventet Hjælp i Proviantspørgsmaalet fra Admiralen selv. Efter at Flaget nogle Dage havde vaiet ombord i »Charlemagne«,[25] afreiste nemlig Missiessy til Paris for at forhandle mundtlig med Marineministeren om forskjellige Tjenestesager og viste ved sin Afreise den Opmærksomhed imod v. Dockum at spørge ham, om han havde noget at andrage hos Ministeren, i hvilket Tilfælde han da skriftlig kunde tilmelde Admiralen det.

v. Dockum var naturligvis ikke sen til at benytte dette kjærkomne Tilbud til at slaa det ønskede Slag for de danske Besætninger og deres gode Appetit, og sendte Vice-Admiralen forinden dennes Afreise til Paris en Skrivelse, hvori det hedder:[16]

»At hvis han fandt Leilighed i Paris, da at udvirke hos Marineministeren, at det danske Mandskab kunde faa nogle Gange Grød og Smør om Ugen i Stedet for Bønner.

»Grød og Smør er den danske Matroses nationale Føde, og vil sikkert bidrage meget til Mandskabets Sundhed og Konservation«.

Under Missiessy’s Fraværelse i Paris vedblev hans Flag at vaie fra »Charlemagne«, medens Kommandoen midlertidig overgik til den ældste Officer i Flaaden, Kontre-Admiral Courand (Linieskibet »Dalmate«). Under dennes Befaling lettede Flaaden fra Terneuzen den 28. April 1809 og stod Farvandet ned imod Vliessingen. Det havde først været Bestemmelsen, skriver v. Dockum i sin Rapport derom til Admiralitetet, at Flaaden skulde søge Vliessingen og atter lægge ind i Bassinerne[17]. Grunden til, at man tænkte paa at lade Marinen indtage[26] en saa fremskudt Stilling mod Kanalen, var den, at der allerede nu i det tidlige Foraar begyndte at dukke Rygter op om engelske Udrustninger, hvis Maal sagdes at være Vliessingen og Schelden. Da disse Rygter i alle Tilfælde paa dette Tidspunkt endnu vare noget forhastede, toges Ordren imidlertid tilbage, og Flaaden ankrede samme Eftermiddag i Farvandet midt imellem Antwerpen og Vliessingen paa det samme Sted, der ogsaa Aaret forinden havde været dens Sommerstation, og man tog med Kraft fat paa Skibenes Organisation og Mandskabernes Uddannelse.

Admiral Missiessy vendte efter 2-3 Ugers Fraværelse i Paris tilbage til sin Flaade og tog atter Ledelsen i sin Haand. Kort efter sin Ankomst modtog han Meddelelse om, at Kong Louis af Holland vilde inspicere Fæstningerne og Batterierne langs med Schelden og ved samme Leilighed komme ombord paa Flaaden.

Paa den berammede Dag, Onsdag den 17. Mai 1809, begav Admiral Missiessy, ledsaget af sine Skibschefer og en Del af Flaadens Officerer, sig iland for at modtage Hs. Majestæt. Om dette Møde med Kong Louis af Holland har v. Dockum nedskrevet følgende Beretning i sine efterladte interessante Optegnelser[18].

»Admiralen blev underrettet om, at Kongen af Holland, Louis, vilde paa en bestemt Dag møde i Land i Nærheden af os, hvorfor Admiralen med Cheferne og en Del Officerer gik den Dag i Land for at gaa Hs. Majestæt i Møde, og da vi mødte Hs.[27] Majestæt, sad han med sin Marechal i en ussel Kareth forspændt med 2 elendige Heste.

»Kongen lod sin Kavaler stige ud, for at give Admiralen Plads i Vognen, og at se Hs. Majestæt i Karethen var det en smuk Herre af maadelig Høide, med et fornøieligt Ansigt, og havde han nogen Ligning med den danske Minister Moltke i England. Der samlede sig nogle Herrer og Bønder, som en efter anden sagde: Leve de Koning! (istedetfor vort danske Hurra). Hs. Majestæts Ankomst var for at inspektere Fæstninger og Batterierne, som vare anlagte paa de snævreste Passer af Scheldefloden, og da vi kom til et Batteri, som var monteret med 12 Stkr. 24 ℔ Kanoner, for at skjønne, hvor mange Mand han dertil behøvede at sende til Besætning, steg han ud af Vognen som en Krøbling, formodentlig af Gigt. Den højre Arm kunde han ikke lade synke, den venstre Arm var nedbøiet og hængte bag og stiv, Legemet var bueformigt, og de Skridt, Hs. Majestæt kunde tage, vare langsomme og kun ¼ af et almindelig Menneskes.

»Da hans Majestæt kom paa Batteriet, hvor der over Floden til den anden Kyst kunde være 1000 Skridt, spurgte han, om Kanonerne kunde række et Skib, som der vilde passere, og paa Svaret, at Kuglerne magelig kunde række, lovede Hs. Majestæt at ville sende 3-4000 Mand til Batteriets Besætning. Man svarede, at der ikkun behøvedes nogle 100 Mand, men han lovede at sende dertil 3000 Mand og nogle Orlogsskibe«.

Efter at Inspektionen i Land var til Ende, gik Kongen i Admiralens Fartøi. Der flagedes fra alle[28] Flaadens Linieskibe, og under Udroningen saluteredes der fra begge Kommandoskibene med 30 Skud. Medens Kongen var ombord hos Missiessy, foretog Flaaden Seilmanøvrer, der blev skudt til Skive efter Tønder, foretaget Ud- og Indsætning af Fartøier o. s. v., og endelig kaldtes Skibscheferne, efter at Øvelserne vare ophørte, ombord i Admiralskibet.

Det lader til, at de to dansk bemandede Skibe med deres Besætninger af virkelige Søfolk allerede ved denne Leilighed have været istand til at udføre deres Sager paa en Maade, der vakte Opmærksomhed i Flaaden, og hævdet deres Overlegenhed over de franske Skibsbesætninger. En Del af disse havde aldrig været tilsøs udenfor Schelden, hvorimod Størsteparten af »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Matroser havde faret Verden rundt til Koffardis. v. Dockum indberetter ogsaa i en Rapport til Admiralitetet af 24. Mai 1809, at efter Manøvrerne »samledes alle Skibscheferne ombord hos Admiralen, hvor denne lige overfor Kongen af Holland udtalte sig meget rosende om de danske Skibes Præstationer«[19].

Forinden Kongen af Holland forlod Flaaden for at inspicere Fæstningerne Lillo, s’Hertogenbosch og Antwerpen, uddelte han forskjellige Foræringer ombord i Admiralskibet, ligesom ogsaa hvert Skibs Mandskab blev betænkt med en Sum Penge til Fordeling[20].

[29]

For de danske Mandskabers Vedkommende faldt det ganske naturligt, at man strax spiste Foræringen op. De to Vexler paa 500 Gylden, som Dagen efter Kongens Afreise sendtes ombord, anvendtes til Anskaffelsen af et Par gode Maaltider Mad, og i begge Skibe spiste man sig nu engang for Alvor mæt.

Ihvorvel Kongen af Hollands Inspektionsreise langs Schelden ikke havde meget at betyde, da alle hans beredvillige Løfter om Assistance af Tropper og Skibe aldrig bleve til Virkelighed, stod hans Besøg dog i nøie Forbindelse med Rygterne om en forestaaende engelsk Landgang ved Vliessingen. Det tjente i alle Tilfælde til at konstatere, at netop det Sted, mod hvilket man kunde vente, at England vilde rette sit offensive Stød, Vliessingen, Scheldens Delta, og hele Terrainet paa begge Sider af Floden fra Søkysten og helt op til Antwerpen, — i Øieblikket var saa forsvarsløst som vel muligt.

Grunden til, at denne Landsdel saaledes i Krigstid laa uden Forsvar, maa søges i de store militære Foretagender, som Frankrig i Aaret 1809 var engageret i. Krigen med Østerrig var netop udbrudt; ved Rhinen, ved Donau og i Spanien stode de franske Hærkorpser lige overfor Fjenden, og for at tilfredsstille de 3 opererende Armeers Krav, trak man Besætninger[30] og Garnisoner bort allevegne fra, hvor man troede, at de kunde undværes, og sendte dem til Krigsskuepladsen. Paa denne Maade havde de hollandske Fæstninger mistet deres egentlige Besætninger, og saa summarisk gik man frem for at skaffe Soldater tilveie til Keiserens Krigsforetagender, at endog ethvert af Scheldeflaadens Skibe maatte afgive en Del af sine Soldater i dette Øiemed.

Et paalideligt Billede af den Modstand, som en fremtrængende Hær vilde kunne vente at finde paa sin Operationslinie fra Vliessingen op til Antwerpen i Forsommeren 1809, kan man danne sig ved at betragte de Forsvarskræfter, som vare til Raadighed. Nogen Felthær, der kunde tage Kampen op med Fjenden i aaben Mark, fandtes aldeles ikke, og paa de forskjellige faste Pladser langs Floden var saavel Materiellet som Personellet i en meget maadelig Forfatning. Saaledes havde den vigtige Fæstning Vliessingen ved Scheldens Udløb kun en lille Besætning, og dens Armering var utilstrækkelig og bestod af Kanoner af ringe Kaliber; Liefkenshoek var endnu slettere forsynet med Skyts og Mandskab; Fortet Bath paa Østpynten af Zuid-Beveland havde nok sine Kanoner paa Plads, men Digerne, der omgave det mod Søsiden, vare saa høie, at der ikke kunde skydes over dem, og der fandtes ingen tilstrækkelig Besætning til at udføre de nødvendige Sløifningsarbeider, saa at Fortet kunde komme til at bruge sine Kanoner; i Fæstningen Lillo, (»Nøglen til Schelden«, som den kaldtes,) fandtes kun 12 Stkr. gamle 12 ℔ Kanoner og et Invalid-Kompagni til Besætning, og endelig henlaa adskillige mindre Batterier[31] og Skandser langs med Floden i en aldeles forsømt Tilstand.

Der kunde saaledes under disse Omstændigheder ikke tænkes noget gunstigere Øieblik for England til at rette et Slag imod Antwerpen. Den nydannede Scheldeflaade, der voxede med rivende Fart, og kun kunde være en Trudsel imod den engelske Kyst, havde lige fra første Færd været en Torn i Øiet paa Kong George d. 3dies Regjering, men først nu, da de keiserlige Hære vare i fuld Aktivitet langt borte fra dette Sted, ansaa man Øieblikket for kommet til at skaffe sig af med dette ubehagelige Naboskab paa den hollandske Side, og det blev besluttet at foretage et Angreb, hvis Øiemed var, at ødelægge Scheldeflaaden og den nye Marinestation ved Antwerpen.

Ligesom man i Frankrig nu ikke var i Uvidenhed om, at der var noget i Gjære paa den anden Side af Kanalen, og at der paa de engelske Værfter arbeidedes med Kraft paa at gjøre Skibsmateriel klart til at tage et Expeditionskorps ombord, saaledes var man ogsaa i England temmelig paa det Rene med, hvorledes det stod til med de franske Forsvarsforanstaltninger.

Det er ganske interessant at se, hvorledes de to Regjeringer ad samme Vei fik Underretning om hinandens Foretagender.

Hollandske og franske Smuglere, der under almindelige Omstændigheder bleve saa ilde behandlede, naar de faldt i Hænderne paa de engelske Autoriteter, vare paa denne Tid velsete Folk. Ikke alene blev der set igjennem Fingre med deres ulovlige Trafik, men naar de hændelsesvis havde et eller andet at berette, om hvad der gik for sig paa Schelden eller der omkring,[32] blev hvert Ord betalt dem i klingende Mønt. Og naar saa de brave Folk kom tilbage fra deres Expedition og fra den engelske Kyst kunde medbringe en eller anden opsnappet Efterretning, vare de sikre paa, at Myndighederne ogsaa paa den anden Side af Farvandet lukkede Øiet til og viste sig erkjendtlige for enhver Underretning om militære Forberedelser paa de engelske Værfter.

Tiltrods for de Vink, som den franske Regjering saaledes modtog om et forestaaende Angreb, traf man endnu ingen Foranstaltninger til at trække Tropper sammen om det truede Punkt. Der overlodes saaledes Marinen det Hverv at tage Stødet af for Antwerpen, hvis virkelig en engelsk Landgang skulde finde Sted, forinden det blev muligt at samle et Troppekorps ved denne By, og det maa siges om Scheldeflaadens Chef, at skjøndt han her stod overfor en Opgave, som det vilde være en Umulighed at løse, hvis det engelske Angreb blot blev ført nogenlunde, som det burde, tog han dog saa kraftigt og energisk fat, at det geraader ham selv og den ham underlagte Flaadeafdeling til Ære.

Det vilde naturligvis, hvis Fæstningen Vliessingen skulde falde, være aldeles ørkesløst for Scheldeflaadens Chef med de faa Hjælpemidler, der stode til hans Raadighed, at tænke paa at stoppe et Landgangskorps paa dets Marche imod Antwerpen; det eneste, han formaaede, var at gjøre de ham underlagte Skibe saa slagfærdige som muligt, for at de kunde tage Kampen op, hvis en engelsk Eskadre skulde vove sig ind paa Schelden. Og med dette beskedne Maal for Øie exercerede ogsaa Missiessy sine Mandskaber troligt fra Morgen til Aften.[33] Næsten daglig foretog Flaaden Letninger eller Seil- og Reisningsmanøvrer; der exerceredes med Kanoner og Geværer og arbeidedes med Fartøjerne; Landgangskompagnierne indøvedes, der opkastedes mindre Batterier langs Flodbredden paa udsatte Steder, bestemte til at monteres og besættes med Skyts og Mandskab fra Skibene, og endelig afholdtes der to Gange ugentlig Skiveskydning ombord, saavel med Kanoner som med Haandvaaben, efter udlagte Maal, hvorefter der uddeltes temmelig betydelige Pengebeløb som Præmie til de bedste Skytter.

Paa denne Maade, ved Ihærdighed og Flid, naaedes et efter Omstændighederne betydeligt Resultat i Retning af at gjøre Scheldeflaaden kampdygtig, og det uagtet Missiessy maatte savne et meget vigtigt Element til sine Officerers og Mandskabers Uddannelse — nemlig det salte Vand. Han laa stænget inde paa Floden, hindret af den strenge engelske Blokade i at kunne naa det aabne Hav. Havde han havt tilstrækkelig Styrke til at staa Schelden ud i Spidsen for sine Linieskibe, havde han vist den engelske Blokadeeskadre tilbage og med Udsigt til daglige Skærmysler øvet sine Besætninger i aaben Sø udenfor de hollandske Banker, med Vliessingen i Ryggen som sit Retrætepunkt, vilde dette ikke alene have havt den Fordel, at den engelske Armétransport havde fundet de franske Skibe paa Pletten rede til at spærre Veien til Landgangsstedet, men Scheldeflaaden vilde upaatvivlelig samtidig, saa vel i virkelig Kampdygtighed som i moralsk Henseende, være naaet et Skridt videre frem.

Blandt de danske Officerer, der for Øieblikket vare ombord i »Pultusk« og »Dantzick«, var der vel ingen,[34] der saa inderlig ønskede at blive afløst og at kunne reise hjem til Danmark, som Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen. De havde begge været Næstkommanderende i de danske Skibe lige siden den første Dag, Kommandoen var bleven heist der ombord; de havde begge gjennemgaaet det første Aars uheldige Kampagne under Rosenvinge og Holsten og vare nu saa aandelig trætte og tildels ogsaa saa legemlig svækkede, at de ikke mente at kunne holde denne Tilstand længere ud.

De indgik derfor begge i Slutningen af Mai Maaned 1809 med nedenstaaende Andragende til Admiralitetet, hvori de indtrængende bad om at maatte blive afløste fra deres Post[21].

Da Ansøgningen blev forelagt Cheferne til Anbefaling forinden Afsendelsen til Admiralitetet, forsynede v. Berger den med følgende Paategning:

v. Dockum derimod, afslog at give Ansøgningen sin Anbefaling og skrev kort og godt nedenunder: »forevist v. Dockum.«

Om end v. Dockum’s og v. Berger’s forskjellige Stilling overfor deres Næstkommanderenders Ansøgning selvfølgelig ikke giver os nogen dybere Kjendskab til de to Chefers Karakter, giver den os dog maaske et lille Indblik i denne. v. Berger staar som den velvillige Mand, der viser Imødekommenhed overfor sin Næstkommanderendes personlige Ønske. v. Dockum derimod staar som den, der intet Hensyn tager[37] til saadanne, og nægter at anbefale et Skridt, som han ikke anser nødvendigt for Tjenestens Tarv.

Tilfældet vilde imidlertid, at denne lille Uoverensstemmelse imellem de to Chefers Opfattelse ingen Betydning skulde faa, idet Kapitainlieutenanterne Fasting og Stephansen kort Tid efter atter toge deres Ansøgning tilbage. Grunden til dette uventede Skridt og til at de Officerer, der stode i Begreb med at reise tilbage til Danmark, samtidig alle som én ansøgte om foreløbig at maatte forblive til Tjeneste paa Scheldeflaaden, var den, at det engelske Angreb var umiddelbart forestaaende. Under saadanne Omstændigheder mente de danske Officerer ganske naturligt, at de burde blive paa deres Post. Som man kunde vente, blev et saadant Tilbud modtaget meget gunstigt af den franske Regjering, tilmed da der netop nu var Brug for flere Officerer.

Scheldeflaaden begyndte nemlig i de Dage at trække Forstærkning til sig af mindre Skibe. Hidtil havde dette Led manglet i det maritime Forsvar, idet Linieskibene havde været de eneste Krigsskibe paa Floden. I Anledning af de forestaaende Begivenheder gjordes der nu en Forandring i dette Forhold; fra de nærmestliggende Havnestæder dirigeredes alt, hvad der fandtes disponibelt af mindre Krigsfartøier (Kanonbrigger, armerede Baade, Brandere o. s. v.) ad Floder og Kanaler i Retning af Schelden. Hvor det var nødvendigt, bleve de under Transporten halede paa Land, satte paa Ruller og kjørte fra den ene Vandvei til den anden, indtil de endelig naaede deres Samlingsplads. Paa denne Maade samledes her i Juni Maaned 1809 en ikke ubetydelig let Eskadre, der underlagdes[38] Admiral Missiessy, og som en Anerkjendelse af de Danskes Beredvillighed fik de Officerer Chefskommando, der frivillig havde meldt sig til at blive i Anledning af Englændernes Angreb. Blandt de ankomne Smaaskibe, der yderligere forøgedes med nogle til Brandere indrettede Koffardiskibe fra Antwerpen, vare Kanonbriggerne fra Boulogne de største. De udgjorde en Deling for sig med en fransk Officer (capitaine de vaisseau) som Chef, og paa samme Maade dannedes der under Fastings og Stephansens Kommando en særlig dansk Flotille af mindre Fartøier, udelukkende bemandet med danske Officerer og Matroser[22].

Foruden disse Foranstaltninger, der alle havde til Hensigt at forstærke Flaadens aktive Modstandskraft, forberedte Admiral Missiessy desuden en Spærring af Farvandet med passive Forhindringer, hvis Englænderne skulde vove sig indenfor Vliessingen. Det Sted, der blev valgt hertil, laa høit oppe paa Schelden imellem Fæstningerne Lillo og Liefkenshoek, ½ Mils Vei indenfor den første, paa et Punkt, hvor Floden snævrer sig ind til et temmeligt smalt Løb. Paa dette Sted anbragtes en Barriere af svære Rundholter og Bomme, surrede til hinanden med Kjæder og fortøiede med Ankre[39] tværs over Farvandet. Til yderligere Forstærkning henlagdes ved Spærringen nogle fladbundede Kanonbaade (balcons plats), og langs Flodens Bredder arbeidedes der med Kraft paa at opkaste Batterier.[23]

Hermed var Scheldeflaadens Foranstaltninger til at tage imod Fjenden endte.

Forberedelserne til Expeditionen imod Schelden vare tilendebragte henimod Slutningen af Juli Maaned 1809, og Sagen var grebet an med sædvanlig engelsk Soliditet og Rundhaandethed. Den Hærstyrke, der under Jarlen af Chatham’s Overkommando var bestemt til at løse Opgaven, beløb sig til ikke mindre end c. 39,000 Mand af alle Vaabenarter, og til at føre dette anselige Korps over Søen var der fra Marinens Side udfoldet stor Virksomhed og stillet et imponerende Materiel paa Benene[24].

Man faar et godt Begreb om det skjærende Misforhold imellem de franske Forsvars- og de engelske Angrebsdispositioner, naar man betragter Listen over[40] den vældige Flaade, der laa klar til at føre 39,000 Mand engelske Soldater imod den hollandske Kyst, og man maatte tro, at det med Opbydelsen af saa anselige Stridskræfter vilde blive en let Sag for de to Øverstbefalende, Jarlen af Chatham og Kontre-Admiral Sir Richard Strachan, at udføre deres Ordre i en Haandevending.

Som tidligere nævnt, var Antwerpen Maalet for Hærens og Flaadens kombinerede Bevægelse, og Marinens særlige Opgave var i Ordren præciseret til: »At sænke, brænde og ødelægge alle Fjendens Krigsskibe, som enten vare udrustede paa Schelden eller under Bygning i Antwerpen, Terneuzen eller Vliessingen, og om muligt gjøre Schelden ufremkommelig for Orlogsskibe.«

Den engelske Flaade.

Til denne betydelige Styrke af større Orlogsmænd kom en sand Sværm af mindre Krigsskibe. Flaaden raadede saaledes endnu over 33 Korvetter med 14-18 Kanoner hver, 5 Bombeskibe, 23 Kanonbrigger, 14 Toldkuttere, 5 Tendere, 82 Kanonbaade og 150 fladbundede Baade. Til yderligere Assistance, navnlig i Tilfælde af mulige Grundstødninger, havde Værfterne afgivet Lægtere, forsynede med Ankre og Varpegods; fra de smaa Søstæder, Deal, Folkstone, og fl. A. vare alle der hjemmehørende større Rofartøier[42] tagne med for at gjøre Tjeneste ved Troppernes Udskibning, ja man havde endog lagt Beslag paa de hurtigseilende Smuglerfartøier, som man i en Fart kunde faa fat paa, for at anvende dem i militære Øiemed.

Saa store vare Forberedelserne til Expeditionen, at alene Drægtigheden af de Skibe og Fartøier, som den engelske Regjering havde leiet til Assistance for Marinen, udgjorde omtrent 100,000 Tons.

Den 28. Juli 1809 om Morgenen tidlig begyndte den engelske Flaade at sætte sig i Bevægelse. Linieskibet »Venerable« med Jarlen af Chatham og Sir Richard Strachan ombord lettede fra Downs Rhed og satte Seil imod den hollandske Kyst, fulgt af Sir John Hope’s og Marquis’en af Huntley’s Divisioner.

Fra Vliessingen, hvor 3 franske Linieskibe laa paa Brandvagt, iagttog man de engelske Skibe, efterhaanden som de dukkede frem over Horizonten, og heiste Signal til Flaaden høiere oppe paa Floden for »Fjendtlige Seilere i Sigte«. Skibenes Antal blev tillige angivet i Begyndelsen, men det varede ikke længe, førend der fra Forpostskibene vaiede Signal om, at de fjendtlige Seilere ikke mere kunde tælles paa Grund af deres Mængde. Om Aftenen var den engelske Høistkommanderende gaaet til Ankers Vest for Øen Walcheren, og efterhaanden som de øvrige Divisioner i Løbet af Natten og de paafølgende Dage ankom til Bestemmelsesstedet, indtoge de deres anviste Ankerpladser[25].

[43]

Den 1. August 1809 havde det engelske Expeditionskorps tilendebragt sin Opmarche paa Søen. Skibene laa rangerede udfor de anviste Udskibningssteder med Tropper, Heste og Materiel klare til at gaa fra Borde med korteste Varsel. Alt tydede paa, at den forestaaende Udskibning vilde kunne finde Sted uden at blive forulempet af fjendtlige Stridskræfter. De smaa faste Pladser Veere og Middelburg havde begge kapituleret uden Modstand strax ved Englændernes Ankomst; de 3 franske Linieskibe, der havde ligget paa Forpost ved Vliessingen, havde forladt deres Station og trukket sig tilbage til Lillo, hvor den øvrige Del af Flaaden laa samlet. Scheldens Munding var saaledes blottet for Skibe, der kunde forbyde en fjendtlig Eskadre Indseilingen paa Floden, og ved en Rekognoscering, der den 30. Juli blev foretaget op ad Øst-Schelden af to engelske Officerer[26], fik man Vished for, at ogsaa dette Farvand var uden Forsvarsanstalter. Passagen var fri, ingen Spærringer, ingen sænkede Skibe eller lignende fandtes, der vilde kunne stoppe Seiladsen; et engelsk Linieskib kunde staa Floden op lige til Wemeldinge paa Zuid-Beveland med 6 Favne Vand under Kjølen uden at møde en eneste Hindring paa sin Vei.

Under saa overordentlig gunstige Betingelser for en Angriber gik den engelske Landsætning af Tropper for sig uden Modstand og uden Uheld. Veiret var den eneste Magt, der greb lidt forstyrrende ind og[44] gjorde, at Overkommandoens Dispositioner dog ikke kom til Udførelse i fuldeste Udstrækning, idet Landsætningen af Marquis’en af Huntley’s Korps ved Kadzand med det Maal for Øie at afskjære Forbindelsen imellem Fastlandet og Walcheren, maatte opgives paa Grund af daarligt Veir. Derimod faldt hele denne Ø, med Undtagelse af Fæstningen Vliessingen, for den engelske Armés venstre Fløi under Sir Eyre Coote, uden at der saa at sige blev løsnet et Skud, og skjøndt Jarlen af Rosslyn’s Kavalleridivision endnu ikke kom til Anvendelse, men forblev ombord i Transportskibene, havde den engelske Armé dog ved Aftenstid paa Udskibningsdagen ikke mindre end 25,000 Mand i Land paa den hollandske Kyst. Udskibningen og Landsætningen af denne store Styrke foregik under Ledelse af Kontre-Admiralerne Edward Otway og Sir Richard Keats og skete med Hurtighed og stor Præcision.

Skjøndt det franske Flag endnu vaiede fra Vliessingens Bastioner, var denne Fæstning af saa ringe Betydning, og den engelske militære Stilling i Øieblikket saa overlegen, at denne Hindring egentlig ikke burde have standset Jarlen af Chatham paa hans Marche imod Antwerpen. Men den engelske Overkommando havde allerede da gjort Forsigtighed til sit Valgsprog, og Vliessingen skulde falde, forinden man forfulgte de vundne Fordele videre.

Som Følge af denne Taktik blev Vliessingens Bombardement det næste Skridt i Angrebet, og Forberedelserne hertil vare saa omfattende og sattes i Værk med saa stor Omhyggelighed, at det var at forudse, at den forestaaende Beskydning snart vilde have en Kapitulation[45] til Følge. Den 13. August var alt klart til Angrebet, og da Signalet til Skydningens Begyndelse Kl. 1 om Eftermiddagen gik tilveirs hos den Kommanderende, aabnedes Ilden med stor Kraft fra to Kanonbaadsdivisioner. Den ene af disse, under Kapitain Cockburn’s Kommando, (Chefen for »Belleisle«), tog Station udfor SO Enden af Byen, medens den anden Division, ført af Kapitain Owen, (Chefen for »Clyde«), gik til Ankers i S Vestlig Retning for Byen, og fra begge disse Steder faldt Bomberne med stor Sikkerhed over Vliessingens By og Fæstning.

Skydningen vedvarede, paa en kort Afbrydelse nær den første Aften, uafbrudt indtil den 15. August om Morgenen Kl. 2, da Fæstningens Kommandant, General Monnet, tilbød at kapitulere. Som Følge heraf ophørte Beskydningen, saa snart det begyndte at lysne, og Underhandlingerne, der fra engelsk Side førtes af Kapitain Cockburn og Oberst Long, afsluttedes endnu samme Aften med Fæstningens Kapitulation[27].

Vliessingens Fald, der burde have været Signalet til en hurtig Fremrykning af det engelske Expeditionskorps imod Antwerpen, betegner mærkelig nok kun et Tidspunkt, hvor Overkommandoens Forsigtighed gik over til Uvirksomhed og Stilstand. I de nærmest paafølgende Dage, efter at den franske Garnison var marcheret ud af Fæstningen med flyvende Faner og[46] fuld Musik, slog man sig til Ro med det vundne Resultat og anvendte Tiden til at ødelægge, hvad der i Vliessingen fandtes af fransk Statseiendom.

Men netop disse Dage, hvor Magasiner sprængtes i Luften, hvor Skibene, der stode under Bygning paa Værftet, væltedes ned fra deres Bedinger og store Værdier gik tilgrunde for den franske Regjering, kom i endnu høiere Grad Frankrigs Fjender dyrt til at staa; thi det sidste Øieblik for Gjennemførelsen af en energisk Aktion var dermed gaaet tabt for den engelske Overkommando.

Til Belysning af Englændernes Uvirksomhed er det ikke uden Interesse at høre en Udtalelse af en Autoritet, som v. Dockum, om hvorledes Resultatet kunde være blevet, hvis Sagen var bleven grebet an, som den burde. I en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk«, til Ankers ved Antwerpen den 10. August 1809, udtaler han[28]:

»Vare de Engelske, strax de kom, gaaet rask frem, da alt her var blottet for Tropper, kunde de efter min Formening opholdt sig i Antwerpen over 2 Gange 24 Timer og der gjort stor Skade;« — ... og i sine private Optegnelser fremsætter han sin Kritik over de engelske Operationer mere udførligt paa følgende Maade:

»De engelske Tropper gjorde Landgang paa den næsten ubefæstede Ø Schouwen, hvor de forblev i Uvirksomhed. Og hvis de havde sat deres Tropper i Land ved Fæstningen Lillo, hvor ikkun var 20 Invalider, saa kunde de uden Modstand have indtaget[47] Fæstningen, hvor alle Kanoner stode monterede paa Volden, og hvorfra de kunde have hindret Admiral Missiessy at spærre Sundet ved Lillo, hvor igjennem de kunde have seilet med deres Skibe og paa Diget marcheret til Antwerpen, og paa Veien over Digerne have kastet paa de franske Orlogsskibe saa mange Congrevske Raketter, som behøvedes for at opbrænde alle Skibene med deres Mandskab, uden at en af de franske Skibes Kugler kunde have ramt en Mand af de engelske Tropper, som marcherede inden for Diget til Antwerpen, og hvor de uden Modstand kunde have tilintetgjort det keiserlige Skibsværft med Magasiner og Skibene paa Stabelen, med Oplag af Tømmer o. s. v.«

Grunden til denne uheldbringende Sendrægtighed, der endog gav Anledning til Forespørgsler i det engelske Parlament, maa næst efter Overgeneralens Mangel paa Energi tilskrives den Omstændighed, at Hær og Flaade, der her vare kaldede til Løsningen af en fælles Opgave, aldeles ikke forstode at arbeide sammen. Krigshistorien afgiver talrige Exempler paa, hvorledes militære Foretagender, hvis Udførelse var lagt i Hænderne paa Land- og Sømagten i Forening, ere strandede paa Grund af Mangel paa ærlig og redelig Samvirken imellem de to Vaaben, og skjøndt der ved denne Leilighed ikke er Anledning til at tro, at Jalousi fra nogen af Siderne var medvirkende Aarsag til dette uheldige Forhold, blev Resultatet dog dette, at Expeditionen mislykkedes. Flaaden ventede paa Instruktioner fra Hærens Overkommando, og i Hovedkvarteret ventede man, at Flaaden vilde gjøre noget paa egen Haand;[48] denne Venten havde kun til Følge, at der slet intet blev foretaget fra nogen af Siderne.

Et vittigt Epigram fra den Tid giver et slaaende Udtryk for de Kommanderendes Venten og Nølen i følgende 4 Linier:

Vil man imidlertid undersøge, om Hovedskylden har ligget hos Hæren eller Flaaden, synes alt, hvad der foreligger, at tyde hen paa, at Marinen var parat til at handle og tage kraftig fat, men at den, som et Led i Expeditionen, ventede paa sine Ordrer fra den øverste Chef, og at denne enten ingen bestemte Instruktioner har haft fra sin Regjering eller ogsaa ikke har benyttet dem, han havde.

At denne Betragtning er rigtig, bekræftes af forskjellige skriftlige Vidnedsbyrd fra engelske Søofficerer, der have deltaget i Expeditionen. Saaledes beklager Sir Richard Keats sig den 15. August 1809, i et Brev til den kommanderende Admiral over, at Marinen er magtesløs alene, og at intet vil kunne udrettes uden ved en Samvirken imellem Hæren og Flaaden. Faa Dage senere anstiller Sir Richard Strachan de samme Betragtninger i et Brev til Mr. Wellesley Pole og slutter med følgende Ord:

»Det er saa vel min som Sir Richard Keats’ Mening, og jeg troer enhver Søofficers Anskuelse, at hvis ikke Hæren samvirker med os, vil det ikke lykkes Expeditionen at løse Opgaven fuldstændigt«.

Det bedste Bevis for, at Marinen baade havde Lyst[49] og Villie til at udrette noget, saa at der imod den ikke bør gjøres noget Ansvar gjældende for den Mangel paa Handlekraft, der lammede Expeditionen i dens Virken, har man i følgende ganske mærkelige Korrespondance, der umiddelbart efter Vliessingens Fald fandt Sted imellem Generallieutenant Jarlen af Rosslyn og Sir Richard Keats, en Korrespondance, hvori Admiralens Aktivitet og Lyst til Foretagender staar skarpt over for Jarlen af Rosslyn’s flegmatiske Ro og Mangel paa Initiativ[29].

Paa dette Brev modtog Admiralen endnu samme Dag følgende Svar[30]:

[51]

Medens den engelske Hærs offensive Bevægelse saa at sige var tilende med Vliessingens Fald, begyndte Franskmændene netop i de samme Dage at røre sig og ryste Uvirksomheden af sig. Kong Louis af Holland havde i Aix la Chapelle modtaget Efterretningen om den fjendtlige Landgang. Han afreiste strax til Amsterdam og efterlod Ordrer om at dirigere alle disponible Tropper til Krigsskuepladsen. Fra Lüttich, Maastricht og andre Garnisonsbyer sendtes alt, hvad der fandtes af Rekruter og udtjente Soldater, afsted ad Antwerpen til, og allerede den 12. August havde Kongen af Holland 6000 Mand samlet i Byens Omegn, hvor Tilstedeværelsen af dette lille Troppekorps ogsaa strax begyndte at øve en beroligende Virkning paa Beboerne. I Dagene efter Vliessingens Kapitulation havde Bestyrtelsen været stor i Antwerpen; man rømmede fra Byen af Frygt for Englænderne, og saa hovedkulds brød Befolkningen op fra deres Boliger, at alle Veiene i Omegnen vare opfyldte af flygtende Mennesker med Heste, Flyttelæs og Kjøretøier af enhver Art. En Panik var ikke langt fra at bryde løs; man ventede hver Dag at se den engelske Hærs Fortrav for Portene af den forsvarsløse Stad, og Frygten forøgedes betydeligt ved Efterretningen om, at man fra Antwerpens Kaier, i klart Veir, kunde se de fjendtlige Orlogsmænds Seil og Reisninger inde paa Floden i Horizonten mod Nordvest.

Sagen var den, at den engelske Flaade allerede inden Vliessingens Fald havde forceret Indseilingen til Schelden.

Den 11. August 1809 stod Lord William Stewart, ombord i Fregatten »Lavinia«, med 9 andre Fregatter i[52] sit Kjølvand indefter imod Flodmundingen. Fæstningen brugte vel sine Kanoner imod den engelske Eskadre, men uden videre Virkning[31], og Lord Stewart passerede uhindret med sine Skibe forbi de fjendtlige Batterier ind paa Schelden, hvor han gik til Ankers udfor Fort Bath. Den engelske Søstyrke her blev endog yderligere forøget ved et stort Antal Kanonbaade og mindre Fartøier under Sir Home Popham’s Kommando, og Krydserne viste sig helt op til Fæstningen Lillo, men desuagtet faldt Flaadens Offensivbevægelse, der understøttet af et Hærkorps vilde have faaet den største Betydning, ud til intet. Missiessy’s Barriere, der lukkede Floden og dækkedes af et flydende Forsvar, lod sig ikke forcere med de Hjælpemidler, som stode til Marinens Raadighed; Forsvaret kunde kun ødelægges og Veien aabnes ved en Beskydning med Feltartilleri fra Flodens Bredder; men Hæren holdt sig rolig, og Søveien op til Antwerpen vedblev at være spærret.

Man tillægger den bekjendte Politiker Lord Castlereagh følgende Ytring under Forberedelserne til den engelske Expeditions Afsendelse:

»Hvis Flaaden paa Schelden ikke er i vor Besiddelse 14 Dage efter at de første Tropper ere komne i Land, vil den aldeles ikke komme i vor Besiddelse«.

Denne Spaadom var nu gaaet i Opfyldelse saa grundigt som noget. De 14 Dage vare godt og vel forløbne, de engelske Korpser stode ubevægelige paa Walcheren, Schouwen og de øvrige Øer i Scheldeflodens[53] Delta, medens samtidig det franske Forsvar voxede i Styrke med rivende Fart fra Dag til anden. Det var, som Bevidstheden, om at Fjenden stod indenfor Landets Grændser, havde aabnet Franskmændenes Øine for, hvor truende nær Faren var; thi nu strømmede Soldater af forskjellige Vaabenarter til fra alle Egne i saa rigelig Mængde, at 20-30,000 Mand ved Maanedens Midte stode concentrerede omkring Antwerpen[32]. Vel var maaske den samlede Styrkes militære Kvalitet ikke særlig god, men den havde allerede i Slutningen af August Maaned faaet en Mand i sin Spidse, hvis øvede Haand var vant til at organisere og tumle med uordnede Masser og danne dem til Soldater, og hvis Tilstedeværelse i Antwerpen ikke skulde give Englænderne Lyst til nu at forsøge en Fremrykning. Denne Mand var Marechal Bernadotte, Prinds af Pontecorvo. Hans Ankomst til Krigsskuepladsen og Overtagelse af Forsvarets Ledelse bragte atter Modet tilveirs hos de forsagte Indbyggere. Alt, hvad tidligere Sorgløshed og Forsømmelighed havde undladt at gjøre, blev nu sat i Værk i største Skynding; Batterier og Forskandsninger opkastedes og monteredes, Sluserne paa Digerne bleve aabnede, Egnen omkring Antwerpen blev sat under Vand, og saa ivrig tog Marechallen personlig fat for at faa[54] et Forsvar organiseret, at han undertiden først naaede at sætte sig til Middagsbordet henimod Midnat, naar han kom tilbage fra sine Inspektionsture i Skandserne eller ved Forposterne[33].

Omtrent samtidig med at Antwerpen ved Marechal Bernadottes Energi fra en aaben By uden Kanoner og Soldater var bleven forvandlet til en befæstet Vaabenplads med et levende Forsvar af 30-40,000 Mand, fik de Franske en lige saa uventet som sikker Forbundsfælle, da det usunde Marskklima begyndte at gjøre sin Indflydelse gjældende imellem de fremmede Tropper[34].

Det første Febertilfælde viste sig den 20. August 1809, men Sygdommen tog saa voldsomt fat og ryddede saa frygteligt op imellem de engelske Regimenter, at Expeditionskorpset neppe 14 Dage efter Sygdommens Udbrud af sanitære Grunde var ude af Stand til mere at foretage nogen offensiv Bevægelse. Alle Hospitaler og Lazarether vare overfyldte, og Sygdommen antog Dag for Dag en mere epidemisk Karakter, saa[55] at Overkommandoen maatte concentrere hele sin Opmærksomhed paa at bekjæmpe denne usynlige Fjende, der ikke kunde holdes fra Livet med Kanoner, og ugentlig krævede Hundreder af Ofre imellem de engelske Tropper[35].

Under disse fortvivlede Forhold, hvor enhver Tanke om yderligere Aktion paa Forhaand maatte opgives, sammenkaldtes den 27. August 1809 i det engelske Hovedkvarter et Krigsraad bestaaende af 7 Generallieutenanter med Lord Chatham som Præsident, og her blev man snart enig om, at der ikke skulde foretages mere. Da Kabinettet imidlertid befalede, at Besiddelsen af Øen Walcheren med Fæstningen Vliessingen skulde haandhæves, nødvendiggjorde dette Expeditionskorpsets og Flaadens foreløbige Forbliven, hvorimod den Høistkommanderende, hvis Mission nu maatte betragtes som endt, afgav Kommandoen og indskibede sig til England, hvor han den 14. September 1809 landede i Deal og begav sig til London for at aflægge Beretning hos Kongen om Expeditionen og dens mislykkede Udfald.

Skjøndt de engelske Tropper saaledes vedblivende havde fast Fod i Landet, maatte dog det fjendtlige Angreb betragtes som endt, og Faren som overstaaet ved Udgangen af August Maaned, og det var med et let Hjerte, at man i Antwerpen og ombord paa Scheldeflaaden modtog Efterretningen om Lord Chatham’s[56] Afreise, og om at Englænderne paa Walcheren snarere belavede sig paa Forsvar end paa Angreb. Det var vel ikke de franske Vaaben, der havde standset Expeditionskorpset og reddet Antwerpen; men Scheldeflaadens Chef Admiral Missiessy kunde dog med Rette tillægge sig Æren for, at Barrieren ved Lillo og de franske Skibes stærke Stilling indenfor denne havde slaaet Bom for den engelske Flaades isolerede Operationer op ad Floden.

For de to dansk bemandede Linieskibes Vedkommende kunde Kommandørkapitain v. Dockum med Grund være stolt af, at han selv med sine Officerer og Mandskaber altid havde været i Spidsen under Sommerens forcerede Forsvarsarbeider og Øvelser. Hvad enten det gjaldt om at møde til Skandsearbeide ved Nattetid paa Flodbredderne eller der blev arbeidet haardt ombord i Skibene med Seil, Reisninger, Ankre eller Kanoner, vare de Danske altid i Forhaanden, og mangfoldige Gange havde Officerer og Mandskab havt den Tilfredsstillelse efter en kvik udført Manøvre at se Tilfredshedssignalet gaa til Veirs paa Admiralskibet »Charlemagne« med »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Nummer vaiende ved Siden af Signalet. v. Dockum havde allerede i den korte Tid forstaaet at sætte sine Folk saa godt i Trit, at han og v. Berger kunde manøvrere deres Skibe hurtigere og bedre end nogen anden i hele Flaaden, og denne Overlegenhed i Sømandsdygtighed og Hurtighed i Manøvren, som de danske Skibe under hele Scheldekampagnen forstode at holde fast paa, kom allerede klart frem, da Flaaden i Sommeren 1809 forlod Stationen ved Vliessingen for at seile op til Antwerpen. Da Skibene ved denne Leilighed efter[57] Letningen fik fri Manøvre, klemte »Pultusk« og »Dantzick« saaledes paa med Krydsningen, at de snart vare langt forud for deres Kammerater. Veiret var ugunstigt, Vinden imod og Farvandet smalt og grundet; men de danske Chefer navigerede deres Skibe med saa stor Dygtighed og Behændighed, og Folkene arbeidede saa rask og ufortrødent under hele Krydsningen, at det er et Faktum, at da Missiessy med den øvrige Del af Flaaden naaede op til Antwerpen, kunde v. Dockum melde Admiralen, at han med »Pultusk« og »Dantzick« allerede havde ligget der til Ankers — i 3 Dage. Afstanden imellem Vliessingen og Antwerpen er kun c. 20 danske Mil.

Det var ikke v. Dockum ubekjendt, at den Høistkommanderende var vel tilfreds med de Danskes Aktivitet i Tjenesten, og at de unge Officerer, der i Sommerens Løb havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbrigger, Brandere og Kanonbaade, alle som en havde gjort deres Bedste for at udfylde deres Pladser; men han havde dog neppe nogen Anelse om, i hvor høi Anseelse han selv og hans Landsmænd paa Schelden allerede stode hos de franske militære Autoriteter, førend han en Efteraarsdag i 1809 ved Signal blev kaldt ombord i Admiralskibet.

Admiral Missiessy modtog Chefen for »Pultusk« i sin Kahyt og overrakte ham en Skrivelse med Anmodning om at gjennemlæse den. Det var et Brev fra Admiralen til den danske Konge, og med Forbauselse læste v. Dockum følgende[36].

[58]

Efter Gjennemlæsningen heraf overrakte Admiralen v. Dockum endnu en Skrivelse, der indeholdt følgende Svar fra Kong Frederik den 6te, dateret 25. September 1809:[37]

Skjøndt Kong Frederik den 6tes Svar var et direkte Afslag paa Missiessy’s Forslag om Forfremmelse, maatte dog et saadant Bevis paa Admiralens Tilfredshed være i høi Grad smigrende for de danske Officerer og en Ære for den Marine, som de tilhørte. v. Dockum har dog selv strax været paa det Rene med, at der neppe vilde blive gaaet udenfor de for Marinen gjældende Avancementsregler, ligesom det ogsaa nok tør siges, at det vilde være v. Dockum’s ridderlige Tænkemaade imod, om hans Avancement ved denne Leilighed var sket med Forbigaaelse af ældre Kammerater.

Dette fremgaar ogsaa af den Maade, hvorpaa han i sine private Optegnelser omtaler denne lille Episode. Han skriver nemlig herom[38]:

»Og hvad Admiral Missiessy har ytret til Prindsen[39] om hans Tilfredshed med de Danske, kan skjønnes af et Brev, han skrev til vor Konge, og hvorfor jeg ved Signal blev kaldt ombord for at læse Brevet og Kongens[61] Svar, som han havde modtaget. Admiralens Brev overraskede mig, men jeg kunde ikke andet end takke Admiralen for hans gode Anbefaling til vor Konge og for hans velmente Ønsker for vort Avancement; men jeg kunde ikke udelade at ytre, at naar jeg kunde have formodet, at han vilde udbede sig den Naade af vor Konge, saa havde jeg raadet derfra; thi det finder ikke Sted i den danske Marine. En Del af mine Formænd, som jeg havde kommet til at præjudicere, har i fransk Tjeneste, hvor de har været, og i nærværende Krig hjemme udført Tjenesten med Tapperhed, hvorfor jeg bad Admiralen aldrig at tænke derpaa; men Admiralen anmærkede, at for ham maatte den ansøgte Avancement finde Sted. Jeg bad Admiralen at meddele mig en Kopi af hans Brev til min Konge og Kongens Svar.«

Man vil have bemærket, at imellem de Officerer, hvis Navne saa hædrende nævnes i Admiral Missiessy’s Skrivelse til den danske Konge, savner man en, Chefen for »Dantzick«, v. Berger. Han havde fra sin Ankomst trolig staaet v. Dockum bi og kommanderet sit Linieskib med saa megen Nidkjærhed og Dygtighed, at han vilde være selvskreven til at komme paa Listen, hvor der var Tale om en anerkjendende Udmærkelse, men desværre oplevede han ikke dette.

v. Berger, der siden Midten af August 1809 havde været upasselig, blev mod Slutningen af Maaneden angreben af en hidsig Nervefeber, der i Løbet af kort Tid, den 31. August, gjorde Ende paa hans Liv, og da det i de Dage netop var meget varmt i Veiret, blev Begravelsen efter de franske Loves Bydende allerede[62] berammet til Dagen efter. Den 1. September Kl. 2 om Eftermiddagen fandt den alvorsfulde Høitidelighed Sted ombord i »Dantzick« efter dansk Skik, da Admiral Missiessy »havde autoriseret ved Begravelsen at iagttage de militære Honnørs, som hos os ere brugelige«.[40]

Officerer og Mandskab vare samlede paa Dækket for at følge deres Chef for sidste Gang til Faldrebet. Ved Foden af Trappen laa Fartøiet og ventede, Flaget under Gaffelen vaiede »paa halv Stang«, og da Kisten blev sat fraborde, sendte Linieskibet ham den sidste Hilsen fra sine Kanoner.

Kapitainlieutenant Fasting, der som Skibets Næstkommanderende foreløbig vilde komme til at fungere som Interimschef, havde strax samme Dag, som Dødsfaldet fandt Sted, skriftlig underrettet Admiralitetet i Kjøbenhavn derom, og i en senere Rapport fra ham, dateret »Dantzick« den 8. September 1809, træffer man følgende Enkeltheder om v. Bergers Begravelse:[41]

»Liget blev sat fra Borde med de Ceremonier, vore Krigsartikler bestemme. Det blev modtaget i Land af en Eskorte af 200 Soldater, som tillige med et talrigt Følge, inviteret i den Hensigt af Admiralens chef d’état major, ledsagede det til udenfor Porten. Soldatesquen gav tre Salver. Prindsen af Pontecorvo blev ved Forretninger hindret i efter sin Bestemmelse selv at følge.«

[63]

Efterhaanden som Efteraaret skred frem, indtraadte der Ro i begge de fjendtlige Leire. Nede ved Vliessingen, paa Sanddünerne langs Walcheren’s Kyst, havde Englænderne bygget Barakker først til Hospitalsbrug og senere for at kunne evakuere de lavere liggende Punkter for Tropper, og for Scheldeflaadens Vedkommende gjaldt det om i Tide at finde et passende Sted, hvor Skibene kunde overvintre, da Vliessingen, Flaadens tidligere Vinterkvarter, jo var i Englændernes Besiddelse, og de nye Basiner i Antwerpen endnu ikke vare færdige.

Det fornemste Krav til en saadan Overvintringsplads maatte være det, at Skibene kunde ligge dækkede for den voldsomme Isgang paa Floden, og med dette Maal for Øie foretog Admiral Missiessy sammen med sine Skibschefer en Inspektion af Floden for at finde en passende Plads.

Det Sted, der bedst vilde kunne erstatte Flaaden Tabet af Vliessingens sikre Basiner, blev fundet c. 2-3 Mil ovenfor Antwerpen. Her deler Scheldefloden sig i to Arme, hvoraf den ene fører forbi Brüssel, den anden forbi Gent, og i en lille Bugt, i den første af disse Flodarme, Rupel, hvor Ebbe og Flod er mindre stærk end nede ved Antwerpen, haabede man at finde en Krog, hvor Flaaden kunde overvintre tryg for Drivisen.

Efter at Vinterkvarteret var valgt, blev der den 9. September 1809 afholdt »et conseil« ombord i »Charlemagne« under Admiralens Forsæde, ved hvilket alle Skibschefer vare tilstede for nærmere at overveie, hvilke Foranstaltninger der skulde træffes i Anledning af Flaadens Desarmering for Vinteren. Der blev i dette[64] Møde bestemt, at naar Tiden kom, skulde Skibene udtage deres Kanoner, Krudt, Varegods og Proviant i Antwerpen og derefter afgaa til Rupel, hvor Fortøiningspladsen ved Nedramning af Estakader var bleven yderligere sikret imod Drivisens Virkninger.

Da det imidlertid havde sin Interesse at se, om det i det hele taget var muligt for Flaadens Skibe at overvintre paa Floden, uden at der blev truffet særlige Foranstaltninger til deres Beskyttelse, blev ifølge keiserlig Befaling 2 Linieskibe udsete til at foretage dette Experiment og beordrede til, naar Flaaden gik i Vinterkvarter i Rupel, at tage Station udfor Antwerpen, fuldt rustede og ekviperede, for at tilbringe Vinteren der[42].

Scheldeflaadens Overvintring under disse nye Forhold var et Spørgsmaal af saa stor Vigtighed, at den franske Marineminister i Efteraaret 1809 reiste til Antwerpen for personlig at tage de trufne Dispositioner i Øiesyn og konferere med Admiralen om forskjellige Spørgsmaal. Hertugen af Decrès, der i Slutningen af Oktober Maaned indtraf fra Paris, inspicerede den 28. Flaadens Skibe. Ombord i »Dantzick,« fortæller Kapitainlieutenant Fasting i sin Rapport herom til Admiralitetet[43], »besaa han Batterierne. Lod paa underste Batteri exercere med 3 Kanoner, hvorved han især[65] lagde Mærke til Sigtningen, som han var meget vel fornøiet med. Lod sig paa Dækket forestille Officererne, som han syntes vare meget unge. Han erkyndigede sig, om de havde faret meget, og anbefalede dem at forrette deres Tjeneste vel, da han vilde gjøre sig en Fornøielse af at underrette Keiseren derom.«

Under Ministerens 4 Dages Ophold i Antwerpen var v. Dockum 2 Gange indbudt til at spise ved hans Bord, og man kan vel tænke, at han ikke lod denne gunstige Leilighed slippe sig af Hænde til atter at slaa et Slag for sine Folk og deres gode Appetit. Under en Samtale med Marineministeren efter Bordet, fandt v. Dockum Leilighed til at »tale til ham om at det danske Mandskab ikke kunde nøies med de franske Supper og lidt Kjød, som de bekom i Ration« —, men Ministeren vilde ikke gjøre nogen Forandring i dette Forhold og svarede blot, »at der kunde ingen Undtagelse vises for 2 Skibes Mandskab.« —

Medens der fra Hertugen af Decrès’ Side blev vist de Danske megen Velvillie, var Forholdet imellem Ministeren og de franske Officerer saa paafaldende kjøligt, at det ikke kunde undgaa Opmærksomhed.

Det er en bekjendt Sag, at Admiral Decrès, der siden 1801 havde beklædt Posten som Frankrigs Marineminister, langtfra var populær imellem Marinens Officerer. Efter det ulykkelige Slag i Aaret 1805, hvor Lord Nelson knuste den forenede franske og spanske Flaades Modstand ved Trafalgar, steg Misfornøielsen og Uvillien imod Ministeren, og da den franske Admiral Villeneuve efter sit Fangenskab i England døde umiddelbart ved sin Tilbagekomst til Frankrig, gav dette[66] pludselige Dødsfald Anledning til allehaande uhyggelige Rygter, der endog antoge saa bestemte Former, at man temmelig aabent ymtede om, at Villeneuve var bleven myrdet med Ministerens Vidende.

Skjøndt disse Rygter vare uden nogensomhelst Betydning,[44] er det dog ganske karakteristisk at lægge Mærke til, at endnu i Aaret 1809 var den Forestilling, at Hertugen af Decrès havde Lod og Del i Admiral Villeneuves pludselige Død, udbredt og rodfæstet iblandt den franske Marines Personel.

v. Dockum omtaler ogsaa dette i sine efterladte Optegnelser, og man træffer her følgende Linier, der i korte Træk, men ganske slaaende, giver os et Indblik i, hvor spændt Forholdet maa have været imellem Marineministeren og Scheldeflaadens Officerer.

v. Dockum skriver[45]:

Ved Modtagelsen af Efterretningen om v. Bergers Død bestemte Marinebestyrelsen i Kjøbenhavn sig til at besætte den ledige Plads med Kapitain C. Wleugel. Denne Officer var paa dette Tidspunkt under Udkommando som Chef for en Skytpram, men Admiralitetet, der i Wleugel mente at have den Mand, der værdig kunde træde i den afdøde Kommandørkapitains Fodspor, beordrede ham ikke destomindre gjennem nedenstaaende Skrivelse afløst fra sin Post, for at han kunde overtage sin nye Kommando.[46]

[68]

Samtidig med Chefskiftet benyttede Admiralitetet Leiligheden til at foretage nogle Forandringer i de dansk bemandede Linieskibes Personel og derved indfri det tidligere givne Løfte til Fasting og Stephansen om Hjemsendelse. De til Afløsningen udsete Næstkommanderender, Kapitainlieutenanterne H. P. Holm og C. P. Flensborg, modtog sammen med flere yngre Officerer[47] sidst i Oktober Maaned deres Reiseordre til Holland via Hamburg[48]; v. Dockum underrettedes samme Dag om den forestaaende Forandring i Officersbesætningen, ligesom endelig ogsaa det Kongelige Departement for de udenlandske Sager gjennem en Skrivelse fra Admiralitetet fik Meddelelse herom[49].

Da Kapitain Wleugel den 6. November 1809 ankom til Antwerpen, var Desarmeringen af Scheldeflaadens Linieskibe allerede begyndt. Skjøndt denne Forholdsregel, der jo endnu ikke paa Grund af Aarstiden var nogen bydende Nødvendighed, maatte være et Tegn paa, at dette Aars Kampagne i Realiteten betragtedes som endt, tænkte man dog paa fransk Side stærkt paa at benytte Fjendens mærkelige Standsning af alle Operationer til at foretage et Angreb paa Walcheren og sætte sig i Besiddelse af denne Ø. Medens Hærens Generalstab foretog de fornødne Forberedelser med Troppekoncentrationer og trak Artilleri sammen til Beskydning af de nylig oprettede engelske Forskandsninger[69] paa Walcheren, bleve Kanonbriggerne, Kanonbaadene og Flaadens øvrige Smaafartøier atter ekviperede og satte paa Krigsfod.

Udsigten til at komme i Affære bevirkede, at Kapitainlieutenant Fasting, der var afgaaet som syg fra »Dantzick«, meldte sig til Tjeneste igjen for at komme til at deltage i Expeditionen, og da samtidig de Officerer, der efter at Afløsningen var indtruffet, stode i Begreb med at reise hjem til Danmark, anmodede om at maatte blive for at være med til at drive Englænderne bort fra Walcheren, besvarede Missiessy denne Beredvillighed paa en Maade, der maatte være meget smigrende for de danske Officerer. Kapitainlieutenant Fasting fik nemlig strax tildelt Kommando af en Deling Kanonbaade, og denne Afdeling, der kun havde danske Officerer ombord, blev tilmed i Admiralens Dispositioner udset til den ærefulde Post at tage Têten, naar Angrebet paa Walcheren skulde finde Sted[50].

Desværre blev denne Plan ikke til Virkelighed; den 8. December 1809 fandt vel en mindre Kamp Sted imellem de nybyggede franske Batterier og en Deling fjendtlige Kanonbaade, men videre kom det ikke. Det[70] var den sidste Dag i Aaret at et fjendtligt Kanonskud blev løsnet paa Schelden; i Løbet af December Maaned antog Floden lidt efter lidt sit sædvanlige fredelige Udseende igjen, samtidig med at Vinterkulden tog fat. Skib efter Skib varpede efter endt Desarmering ved Antwerpen op ad Floden til Vinterkvarteret i Rupel, og nede ved Vliessingen vare Englænderne i fuld Aktivitet med Forberedelserne til at rømme Walcheren. Troppernes Indskibning gik for sig rolig og uforstyrret som i Fredstid, og da hele Expeditionskorpset med sit Materiel var bragt ombord i Transportskibene, rystede en voldsom Explosion Vliessingens Omegn. Det var Englændernes Afskedshilsen forinden de med uforrettet Sag satte Kursen hjemefter, det var Minerne, der tændtes og sprængte Scheldeflaadens gamle Vinterhavn, Vliessingens Dokker, fra hinanden[51].

Saaledes endte Expeditionen imod Schelden, der var indledet med saa stor en Pomp. Det var med en vis bitter Skamfuldhed, at den engelske Nation veiede de vundne Resultater imod de Ofre af Menneskeliv, som Expeditionen havde kostet. Vliessingens Kapitulation og Værftets Ødelæggelse var bleven betalt med over 4000 engelske Soldaters Liv; men næppe 100 Mand af disse vare faldne paa Kamppladsen for Franskmændenes Kugler, og det var i Følelsen af dette Misforhold, der ikke talte til Fordel for de Mænd, i hvis[71] Hænder det store Foretagende havde været betroet, at der Aaret efter i Parlamentet hævede sig Stemmer, der i skarpe Udtryk kritiserede Ledelsen af en Expedition, der forlod England 39,000 Mand stærk og som nogle Maaneder senere vendte tilbage uden at have udrettet noget, men med Tabs- og Sygelister, der naaede den svimlende Høide af over 15,000 Mand[52].

Aaret 1810 gik ind med koldt, blæsende og regnfuldt Veir. Scheldeflaaden laa i sit Vinterkvarter ved Rupel; de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte udfor Antwerpen, red godt for deres Fortøininger paa Floden uden endnu at være forulempede af Drivisen, og Vintertjenesten, der kun i ringe Grad lagde Beslag paa Officerers og Mandskabs Kræfter, var traadt i Virksomhed.

Allerede for længere Tid siden havde Prindsen af Pontecorvo, hvis Nærværelse ikke mere krævedes i Antwerpen, overgivet Kommandoen til General Bessières[72] og havde forladt Byen, og nu, efter at Flaaden havde desarmeret sine Skibe, fulgte Admiral Missiessy og flere af Scheldeflaadens Chefer Exemplet og reiste fra Antwerpen for at tilbringe nogen Tid i Paris.

Medens der saaledes var Ro og Stilhed i Antwerpen, arbeidedes der ved Scheldens Munding og paa Værftet ved Vliessingen for at gjenoprette, hvad Englænderne havde ødelagt. Kontre-Admiral L’Hermitte,[53] der kommanderede ved Vliessingen, havde endnu en Del af de tidligere fra Flaaden detacherede Kanonbrigger til sin Disposition, og blandt disse fandtes flere med dansk Besætning ombord.

Det Arbeide, der her blev budt Kanonbriggernes Mandskab, var over al Maade haardt. Det var Friluftsarbeide baade paa Floden og i Land paa Værftet; sænkede Skibe, Vrag og Spærringer skulde optages eller fjernes for atter at frigjøre Sejladsen, og Vliessingens Basiner, som ikke alene vare demolerede og sprængte, men som Englænderne for at gjøre Ødelæggelsen fuldstændig havde fyldt med nedstyrtede Tømmerbjælker og Sten, maatte renses og tømmes.

I det kolde Vinterveir i Januar Maaned, hvor Frost og Tø vexlede, og hvor Folkene i Sne og Slud ofte maatte arbeide i Mudder til op paa Livet, gik det ud over Kræfter og Helbred, og da det tilmed var Arbeide, hvis forsvarlige Udførelse krævede virkelige Matroser, maatte de danske Søfolk i Reglen holde for.

Det var med Uvillie at Arbeidsstyrken hver Dag[73] gik fra Borde for at tage fat paa Dagens Gjerning; ofte maatte man om Morgenen trække i Gaarsdagens gjennemblødte Klæder og de daarlige Sko, og da Folkene tilmed havde henved et halvt Aars Lønning tilgode, manglede de Penge til at kjøbe Klæder for.

Mandskabet var vel efter den Tids Skik vant til selv at betale og sørge for sin Ekvipering ombord, men Vinterdage, ved haardt Arbeide hjemme i Kjøbenhavn paa Holmen blev der i daarligt Veir uddelt Kavaier og lange Støvler til dem, og der vankede en Snaps og et Krus varmt Øl, naar Kulden var streng.

Skjøndt der under disse Omstændigheder blev trukket store Vexler paa de danske Matrosers physiske Kræfter, Taalmodighed og Pligtfølelse, havde v. Dockum efter Sommerens Erfaring al Grund til at tro, at han kunde stole paa sine Folk, og ventede ogsaa, at de vilde sætte en Ære i lige til det sidste at være forrest, hvor der for Alvor skulde tages fat.

Det var derfor en Overraskelse og stor Skuffelse for ham, da han i Slutningen af Januar Maaned 1810 gjennem den ældste danske Officer ved Vliessingen, Kapitainlieutenant Holm, modtog følgende Rapport, der med klare Ord fortalte, at de der stationerede Kanonbrigger under Maanedslieutenanterne Ring og Kaiser havde svigtet hans Tillid[54].

Den af Kapitain le Franc forlangte Indberetning indgik endnu samme Dag — 25. Januar — til ham som en Fællesrapport fra Kanonbrigcheferne, og Sagen kom derfra gjennem Admiral Missiessy til Marineministerens Kundskab i Paris[56].

Det var anden Gang under den kortvarige Scheldekampagne, at Hertugen af Decrès havde modtaget den ubehagelige Tidende, at de danske Besætninger vare ved at gjøre Mytteri. Der var netop nu forløbet et Aar, siden »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Chefer og samlede Besætninger havde nægtet at adlyde den keiserlige Ordre, der befalede, at de to Linieskibes Mandskaber uden Ophold skulde afgaa over Land til Brest for der at gaa ombord i to andre. Paa samme Dag, som de sidste Optøier i Vliessingen fandt Sted — 25. Januar 1810 —, havde Marineministeren Aaret forinden i sin Skrivelse til Admiral Missiessy, der beordrede[76] de danske Chefers Arrestation, sluttet med følgende truende Ord[57]:

»I det Tilfælde at de danske Besætninger skulde gjøre Mytteri, er det Keiserens Ordre, at De skal angribe dem, og at De skal lade Oprørerne skyde. Jeg stoler i lige Grad paa Deres Klogskab og paa Fastheden i de Dispositioner, som De maatte tage for at bringe denne Ordre i Udførelse«.

Det var saaledes at forudse, at Hertugen af Decrès vilde gaa frem med summarisk Strenghed imod de nylig stedfundne disciplinære Forseelser, men dette fandt mærkeligt nok ikke Sted. Vil man spørge om Grunden til denne Mildhed, der endog bevægede Ministeren til at undlade at referere Sagen for Keiseren, da maa Svaret blive, at der imellem de to Mytteriforsøg laa en Periode, hvor de danske Mandskaber under Expeditionen imod Schelden havde forstaaet ved Aktivitet og overlegen Sømandsdygtighed at skabe sig et saadant Navn i Flaaden, at Ministeren ikke nu kunde bekvemme sig til at stille de samme Folk for en Krigsret.

Sagen blev derfor ikke bragt videre, og Ministeren indskrænkede sig til ved en Skrivelse, dateret Paris den 5. Februar 1810, at give Admiral Missiessy Ordre til at lade de gjenstridige danske Besætninger afløse. Hvor mildt og lempeligt der end blev faret frem ved denne Leilighed, blev den tagne Forholdsregel dog i høi Grad krænkende for de Danske, idet Ministeren i sin Skrivelse motiverede sin Fremgangsmaade[77] i Udtryk, der faldt bidende og hvast som Slagene fra en Pidskesnært.

»Hvorledes maa« — hedder det i den ministerielle Ordre til Missiessy — »Aanden være iblandt de danske Officerer, naar de ikke kan faa Mandskabet til at lystre, og hvorledes maa Aanden være blandt Folkene, naar de kan tro, at de ustraffet kan lade være at adlyde.

»Hvad der her er hændet, er meget beklageligt, men jeg vil se det fra det Synspunkt, at disse fremmede Søfolk, som have været detacherede langt borte fra deres overordnede Foresatte under Kommando af subalterne og uerfarne Officerer, ikke have vidst, hvad det var, de gjorde.

»Jeg vil derfor af Medlidenhed med Folkene ikke indberette denne Sag til Keiseren, og De skal ikke foretage andet end lade dem alle afgaa til deres respektive Skibe; indtil anden Ordre indtræffer, maa de danske Søfolk ikke mere anvendes til Tjeneste paa Flotillen, siden de ikke have forstaaet at sætte Pris paa den Ære, der er bleven dem vist derved, at man har sendt dem til Forposterne«.

Der er vel ingen, hvem Mandskabets Insubordination gik mere til Hjerte end v. Dockum, ingen, der saa dybt følte det krænkende i, at Folkene vare blevne jagede fra Kanonbriggerne ombord i deres Skibe. Ved sit eget Exempel, ved sin Energi og Evne til at kommandere var det lykkedes ham at bringe »Pultusk« og »Dantzick« frem i Spidsen for de franske Skibsbesætninger og gjenoprette, hvad der Aaret forinden var forbrudt, og nu truede alt med at styrte sammen igjen, hvad han møjsommelig havde bygget op.

[78]

v. Dockum saa klart, at hvis dette lille Mytteriforsøg ikke blev kuet med Haardhed, vilde en større og farligere Gjentagelse deraf kun blive et Tidsspørgsmaal. Han haabede, at Marinen og hans eget Navn skulde blive forskaanede for en saadan Skam og at Folkene maatte komme til Fornuft, naar de saa, at den Haand, der styrede dem, ikke lod sig rokke. Han var derfor bestemt paa at vise de franske Autoriteter, som ved denne Leilighed havde ladet Naade gaa for Ret, at han var Mand for at holde Justits paa det Dæk, hvorover hans Vimpel vaiede.

v. Dockum holdt sit Ord.

Det opsætsige Mandskab fra Kanonbriggerne kom nemlig den 20. Marts 1810 tilbage fra Vliessingen under Maanedslieutenanternes Kommando, og man kan i Admiralens private Optegnelser læse om den Modtagelse, der ventede dem ombord i »Pultusk«, saasnart de havde sat Foden over Linieskibets Faldreb[58].

»Og da mit Mandskab kom ombord, som bestod af 180 Mand, fordrede jeg, at de skulde opgive mig Formanden til deres Opstand, og da de svarede mig: Alle Mand! lod jeg dem strax opstille og lod hele Mandskabet med Garnison komme med deres Geværer paa Dækket, og lod af Oprørerne hver 10de Mand katte og sætte i Bøien, og da den 11te blev kattet, sprang Kvartermesteren af Travaille-Chaluppen overbord og druknede, hvorefter Oprørerne angav, at den Druknede havde været deres Anfører[59]«.

[79]

Skjøndt v. Dockum gik frem med Strenghed ved denne Leilighed og uden Barmhjertighed kattede sine Folk to Dage i Rad[60], var hans Sympathi dog meget paa Folkenes Side, og han maatte indrømme, at den egentlige Aarsag til denne beklagelige Begivenhed ikke laa i nogen Lyst til Opsætsighed hos Mandskabet, men at de, vaade, forfrosne og overanstrængte saa at sige vare blevne drevne til den fortvivlede Beslutning, at nægte at arbeide.

I sin udførlige Rapport til Admiralitetet herom kommer denne Betragtning ogsaa til Orde, og han erklærer kort og godt, at Grunden til, at Folkene paa de ved Vliessingen stationerede Brigger havde vægret sig ved at gaa til Arbeide, er at »de ikke kunde udholde paa den Tid af Aaret at gaa i Vand og Mudder til midt paa Livet, at de manglede Klæder, og at de ingen Penge havde faaet i 5 Maaneder[61]«.

Den samme Frimodighed til at nævne Tingen ved sit rette Navn, som v. Dockum havde lagt for Dagen i sin Rapport til Admiralitetet i Kjøbenhavn, svigtede[80] ham heller ikke ligeoverfor de franske Autoriteter. I det tidlige Foraar, da Sindene atter vare komne til Ro efter Katastrofen i Vliessingen, var han afreist til Paris for personlig at give Hertugen af Decrès Oplysning om den summariske Afstraffelse, der havde fundet Sted ombord i »Pultusk«, og han optraadte ved denne Leilighed med saa megen aabenhjertig Djærvhed, at det kom til et Sammenstød imellem ham og Frankrigs Marineminister.

Det var ved Audientsen at det skarpe Ordskifte imellem dem fandt Sted, og i sine efterladte Optegnelser fortæller v. Dockum paa følgende Maade om, hvad der gik for sig ved dette Møde[62]:

»Da jeg meldte min Ankomst til Marineministeren, foreholdt han mig sin Forundring, at de danske Officerer ikke kunde styre deres Mandskab. Jeg svarede, at naar jeg ikke havde Mandskabet ombord, kunde jeg ikke svare for deres Disciplin, og at jeg havde straffet dem for deres Forseelse. Ministeren sagde, at han vidste det, og at Keiseren vilde blive meget forbitret, naar han derom blev underrettet, da det nu var 2den Gang.

»Jeg forestillede Ministeren, at Hs. Excellence var den skyldige, som i 9 (?) Maaneder ikke havde betalt Mandskabet deres Gage, hvormed de skulde klæde og føde dem, da den franske Kost ikke var tilstrækkelig til deres Føde, og naar Mandskabet i Kongen af Danmarks Tjeneste blev udenfor Skibstjenesten i Vinterens Tid anstrængt med at grave i Mudder og[81] Slud, saa blev der sørget for, at dem blev given Støvler og Kavaier til det Brug med mere Føde og varmt Øl og Brændevin, og at deres Gage ikke blev indeholdt. Hvilket alt skulde blive Keiseren indberettet, naar det engang kom til Forklaring fra min Konges Minister. Og saa vilde Aarsagen til det danske Mandskabs Misfornøielse vist falde paa Hs. Excellences Ansvar.

»Hvortil Ministeren svarede, at for denne Gang vilde han ikke ytre noget derom til Keiseren, fordi jeg allerede havde ladet dem straffe med Kat for deres Forseelse, — og bad mig til næste Dag at spise til Middag en bourgeois.«

Naar denne lille Episode, der saa fredelig endte med en Indbydelse til Middag, har fundet Sted, kan ikke nøiagtig afgjøres, da Opgivelserne herom ere temmelig uoverensstemmende; men rimeligt er det at antage, at v. Dockum en af de allersidste Dage af Marts Maaned eller en af de første Dage af April 1810 er ankommet til Paris og da strax har søgt Audients hos Ministeren.

April Maaned nærmede sig imidlertid sin Ende. Vinteren havde været lang og Frosten haard, men Isgangen var nu forbi, og Floden rullede atter sine Bølger frit imod Vest i det begyndende Foraar.

Oppe ved Rupel var alting roligt; Linieskibene laa endnu i deres Vinterkvarter uden Livstegn, skjøndt den forestaaende Sommerkampagne var nær. Overvintringen havde været særdeles heldig, og Rupel havde staaet sin Prøve. I den sikre Bugt, i Læ af de nedrammede Estakader, havde Scheldeflaaden ligget skjærmet for den voldsomme Isgang, saa at Skibene her ved[82] Foraarets Komme ingen Skade havde lidt, hvorimod de to Linieskibe, der til Forsøg vare udlagte ved Antwerpen, havde kjæmpet haardt under Ispresningerne paa Floden for at holde deres Plads Vinteren igjennem[63].

Intet fjendtligt Trompetstød kunde have skræmmet Scheldeflaaden mere brat op af sin Vintersøvn end Efterretningen om Napoleons forestaaende Ankomst til Antwerpen. »Keiseren kommer«! hed det en af de sidste Dage af April Maaned, og disse Ord kunde sætte Fart i alle i Antwerpen og i Rupel. Over Hals og Hoved fik Scheldeflaaden Ordre til at rømme Vinterkvarteret og hurtigst muligt søge at naa Antwerpen og faa Kanonerne ombord for at kunne salutere, naar Keiseren kom.

For at paaskynde Ordrens Udførelse blev der givet Skibene fri Manøvre, men trods dette var der kun et eneste af dem, som havde sit Kram saaledes i Orden, at det strax kunde adlyde Admiralens Befaling.

Det var Linieskibet »Pultusk«, der den 30. April 1810 slap sine Fortøininger og varpede ud fra Rupel for at naa Antwerpen i rette Tid.

Skjøndt Afstanden imellem disse to Steder kun er nogle faa Mil, var det dog en lang og møisommelig Tur. Udpaa Aftenen henimod Kl. 7 hørte man ombord i »Pultusk«[83] de fjerne Drøn fra Kanonsaluten, der fortalte, at nu steg Keiseren i Land i Antwerpen, men først den 2. Mai tidlig om Morgenen lykkedes det at komme til Ankers der paa Rheden.

Skjøndt v. Dockum saaledes kom for sent til at være tilstede ved Keiserens Modtagelse i Antwerpen, var det dog en Tilfredsstillelse for ham at vide, at hans Skib var det eneste af hele Flaaden, der var naaet ned fra Rupel, og saalangt man kunde øine op ad Floden, var der endnu ingen Mastetop af nogen Orlogsmand i Sigte.

Strax efter Ankringen den 2. Mai tog han fat med Kraft paa at faa sit Artilleri ombord i Skibet. En stor Arbeidsstyrke havde fra Morgenstunden været iland paa Værftet til dette Arbeide; Kanonerne vare bragte ud af Arsenalet, og Mandskabet var netop i Gang med at »drille« dem ned imod Landgangsstedet, da Keiseren uheldigvis paa sin Morgentur kom ridende samme Vei, Passagen var spærret af »Pultusk’s« Artilleri, der laa tvers over Veien uden at kunne blive skaffet hurtigt nok til Side, og Keiseren, der ikke vilde finde sig i at blive standset, lod i Utaalmodighed sin Ridehest sætte tvers over Kanoner, Bjælker og Tallier og fortsatte sit Morgenridt.

Om Eftermiddagen skulde Linieskibene »Dalmate« og »Anversois«, der havde overvintret paa Floden, inspiceres. Klokken var 2, da Majestæterne satte af inde fra Antwerpens Kaier for at gaa der ombord. Fra »Pultusk« saa man den keiserlige Chalup styre lige op imod Linieskibet, som om Besøget gjaldt dette, men i nogen Afstand derfra blev der holdt paa[84] Aarerne, Keiseren greb selv en Raaber og praiede op til v. Dockum[64]:

»N’êtes Vous pas le Danois?« —

Og paa Svaret: Oui! fortsatte Keiseren gjennem Raaberen[64]:

»Quand je retournerais, je viendrais Vous voir!« —

Chaluppen roede derpaa videre og holdt af ned imod de andre Linieskibe.

Dagen gik imidlertid uden at bringe det lovede Besøg i »Pultusk«, og først om Aftenen, da Solen var ved at gaa ned, fik man Øie paa den keiserlige Chalup, der roede indefter imod Byen. Da Keiseren passerede Linieskibet, tog han atter Raaberen og praiede op[64]: »Pultusk! Il est trop tard pour Vous voir. Quand Vous serez armé, je viendrais Vous voir.«

Keiseren vilde altsaa ikke inspicere, førend Linieskibet var armeret. Mange Timer skulde han imidlertid ikke komme til at vente. v. Dockum greb denne Leilighed til at vise, hvad de danske Matroser kunde præstere, og han ventede fuldt og fast, at de samme Folk, der fornylig nede ved Vliessingen havde nægtet at arbeide, her under hans egen Kommando i Løbet af Natten skulde kunne udføre et Stykke Sømandsarbeide, som man vilde have Vanskelighed ved at gjøre dem efter ombord i Scheldeflaadens øvrige Skibe. Skjøndt Mørket faldt paa, og skjøndt Kanonernes Transport til Skibet, deres Opheisning og Placering i Raperterne var et Arbeide, der[85] endog ved Dagens Lys fordrede Forsigtighed og Agtpaagivenhed, hvis intet Ulykkestilfælde skulde ske, blev der dog strax givet Ordre til at tage fat paa Rustningen. Det blev en Nat, hvor alle Hænder maatte tage fat, men kun 6 Timer efter at Ordren var udstedt til Armeringen, var Arbeidet ogsaa tilende, og da v. Dockum den næste Morgen tidlig gik i Land, kunde han melde Admiralen, at »Pultusk«, som ved Solnedgang havde haft sine Kanoner liggende inde i Land, nu var fuldt armeret og klar til at salutere det keiserlige Flag.

Keiserens Besøg kunde dog endnu ikke finde Sted, da Programmet for de følgende Dage allerede var lagt. Et nybygget Linieskib paa 80 Kanoner, »Friedland«, der stod paa Stabel, skulde sættes i Vandet i Overværelse af Keiserparret, Dagen efter gav Byen et Bal paa Raadhuset i Antwerpen til Ære for dem, og endelig skulde der være stor Audients for Hærens og Flaadens Officerer og Byens civile Autoriteter. Som Følge heraf blev Inspektionen af »Pultusk«, der sammen med Audientsen var berammet til den 4. Mai, udsat til Dagen efter[65].

Den 5. Mai, Dagen for »Pultusk’s« Inspektion, kom, og Veiret var saa slet som muligt. Det var »ondt Veir med Blæst og Regn,« men Keiseren tog intet[86] Hensyn til denne Omstændighed; Reisen fra Antwerpen var allerede fastsat til den følgende Dag, og det Skib, som ene af hele Flaaden havde evnet at komme tilstede ved Keiserens Besøg, skulde ikke paa Grund af Veiret gaa glip af den Ære at se ham paa sit Dæk.

Henimod 11-Tiden var ogsaa den keiserlige Chalup i Sigte paa Veien til »Pultusk«. Det var en ubehagelig Tur udefter. Sprøit fra Søen og Stænk fra Aarerne vadskede under Roningen ind over Essingen, det store Fartøi drev af Regn og Søvand, og da Chaluppen lagde til paa Siden, var Keiseren, Keiserinden og Følget, der ledsagede dem, nærlig alle gjennemblødte[66].

Linieskibets Chef stod ved Foden af Faldrebstrappen.

Det var lidt vanskeligt for Damerne at komme ombord ad den smalle, steile Faldrebstrappe[67], tilmed da Fartøiet laa uroligt i Søen.

»Jeg maatte derfor« — fortæller v. Dockum[68] — med Kaarden i Haanden række Keiserinden begge mine Hænder, hvor udi hun lagde begge sine Hænder,[87] og saaledes maatte jeg baglænds gaa op af Trappen med Keiserinden; Keiseren fulgte efter og saa mig altid stift i Øinene.

»Da Keiserinden kom paa Dækket, blev hun der staaende, indtil duchesse Montebello kom og hjalp Hds. Majestæt den vaade Pels af imod en rød Carmoisins Pels, foret med Zobel, og da Keiseren passerede Keiserinden sagde han:

»Vous avez la mine d’une sultane!«

Veiret nødte snart Damerne til at trække sig tilbage til Chefens Kahyt, hvorimod Keiseren strax igjen viste sig paa Dækket iført sin gjennemvaade Frakke, som han ikke vilde skifte, og henvendte sig til v. Dockum med det Spørgsmaal, hvorlænge man vilde være om at skifte en Forstang. En halv Time var Svaret.

Keiseren gav derpaa Ordre til at udføre Manøvren.

Mangfoldige Gange havde »Pultusk« under den forløbne Sommerkampagnes Reisningsøvelser taget sine Stænger tildæks og sat dem omhoug igjen. v. Dockum havde træneret sine Folk, saa at Officerer, Underofficerer og Mandskab i lige Grad vare fortrolige med alt, hvad der kunde forefalde af Arbeider og Øvelser; hver Mand i Skibet vidste paa en Prik, hvad han havde at gjøre, saasnart Kommandoen lød. Man var tilmed forberedt paa enhver Eventualitet. I Kabelrummene laa Gier, Varp, Kabeltouge og hvad der mulig ellers kunde blive Anvendelse for under Manøvrerne fremme i Forhaanden, lige klar til Brug; i Mersene havde Topsgasterne deres Stropper og Arbeidstallier liggende parat, og paa alle 3 Topper havde den forestaaende Inspektion fremkaldt alle disse smaa Arrangementer,[88] Forarbeider og Smaafif udenfor Reglementet, som man træffer i ethvert Skib, der har en rutineret og gjennemarbeidet Besætning ombord, og som ikke ere uden Betydning under Forhold, hvor det gjælder at vinde et Minut for at komme først[69].

Arbeidet gik derfor hurtigt fra Haanden uden Standsninger eller Uheld. Der var Fart i Folkene og Underofficererne. De arbeidede jo under Keiserens Øine, og Kongen af Westphalen, der selv havde været Søofficer, var gaaet tilveirs, og staaende i Mesansvantet med Foden i en Vevling fulgte han derfra Arbeidets Gang.

Inden den forlangte Tid var udløben, var Manøvren tilende, og da v. Dockum efter 25m Forløb meldte, at Forstangen var skiftet, Bram- og Bovenbramstangen omhoug og Bramraaen paa Plads, ytrede Keiseren sin Tilfredshed til ham.

Efter at denne Del af Inspektionen var forbi, blev der slaaet »Klart Skib.« Folkene mødte ved deres Kanoner, og ledsaget af v. Dockum gik Keiseren Skibet rundt. Paa underste Batteri standsede han og lod exercere først med 3 enkelte Kanoner og senere med hele Batteriet.

Keiseren var gaaet forud, — fortæller v. Dockum[70] —, for derfra at se paa Batteri-Exercitsen, og[89] da han ved igjen at gaa agter efter »maatte træde over Kanontallieløberne, som laa paa Dækket, spurgte Hs. Majestæt mig, hvad jeg syntes om Tougværket. Jeg ytrede at tro, at det nordiske Tougværk var bedre. Hs. Majestæt troede det ogsaa og spurgte, hvad jeg syntes om Jernet. Jeg svarede, at det var skørt. Hs. Majestæt sagde: »Det er skørt som Glas, men man maa hjælpe sig dermed.« —

Forinden Keiseren forlod »Pultusk«, forlangte han at se Mandskabet samlet. Der blev pebet op til Parade paa øverste Dæk, og her gik Keiseren langs med de opstillede Rækker. Synet af Besætningen maa have været en Del forskjellig fra, hvad han var vant til at se ombord i den franske Flaades Skibe.

De franske Skibsbesætningers strængt uniformsmæssige Paaklædning[71] fandtes ikke her; Folkene stod i deres Vadmels Trøier med »Glandshatte paa Hovedet, hvorpaa var emailleret et Baand, paa hvilket var anført »Pultusk«.« Hverken Form, Snit eller Farve var ensartet i Paaklædningen, da Mandskabet paa de Tider selv maatte sørge for deres Tøi, men naar man saa ned langs de opstillede Rækker, mødte Øiet kraftige, firskaarne Skikkelser, og veirbidte Sømandsansigter stak frem under de blanke Hatte.

Det var øiensynligt, at Keiseren fandt Behag i det uvante Syn af »Pultusk’s« lyshaarede Besætning. Han gik langsomt forefter, ledsaget af Admiral Missiessy[90] og v. Dockum, og med Tobaksdaasen i sin høire Haand. Naar han af og til stod stille for at rette et Spørgsmaal til sine Ledsagere eller for at betragte et Ansigt i Rækken[72], »oplukkede han Tobaksdaasen med Tommelfingeren af den høire Haand, hvor Hs. Majestæt altid bar Daasen, og med samme Finger trykkede han paa Tobakken, lukkede Daasen og lugtede derefter paa Tommelfingeren. Og da det gik ofte paa, tabte Hs. Majestæt ud af Daasen en Del af den sammentrykkede Tobak, som af Mandskabet blev opsamlet som en Relikvie[73].« —

Inspektionen af »Pultusk« var hermed tilende, og de keiserlige Gjæster belavede sig paa at gaa fraborde igjen. Hs. Majestæt havde været særdeles tilfreds med alt og havde udtalt sig meget smigrende om Mandskabet. Da v. Dockum nemlig under Paraden paa en undskyldende Maade gjorde Keiseren opmærksom paa, at Folkene i deres lidt uensartede Paaklædning afvege en Del fra, hvad der var Brug i den franske Marine, havde Keiseren svaret:

»Vous avez des marins comme ils doivent être«, og idet han derpaa vendte sig til Admiral Missiessy, befalede han, at saa snart de franske Mandskaber (équipages de haut-bord) havde opslidt deres Chakot’er, skulde der anskaffes »chapeaux à la danoise« til dem, kun med den Forskjel, at der paa Hattene[91] skulde anbringes Nummeret paa den Afdeling, hvortil Folkene hørte, i Stedet for Skibets Navn.

Keiseren havde, forinden han forlod Dækket, som Belønning tilstaaet Besætningen en Maaneds Gage, og da Chaluppen satte af fra Faldrebet, stemte Mandskabet paa dansk Vis i med rungende Hurraraab for ham, i Stedet for det almindelige: »Vive l’empéreur[74]!«

Nogle Timer efter at de keiserlige Gjæster havde forladt »Pultusk«, og Skibet atter havde antaget sit dagligdags Udseende, indfandt en Hof-Furér sig ombord for at tilsige Chefen »til at møde med hvide Silkestrømper og Sko til Keiserens Taffel Kl 5.«

Den Opmærksomhed, der ved denne Tilsigelse blev v. Dockum til Del, var ikke ringe, idet som Regel ikke andre end Napoleons allernærmeste Omgivelse vare hans Gjæster ved det daglige Taffel.

At v. Dockum selv har betragtet det som en exceptionel Ære, der blev vist ham ved denne Leilighed, hvor han selv tolvte sad tilbords sammen med syv kronede Hoveder, fremgaar deraf, at han gjorde Sagen til Gjenstand for en Indberetning til Admiralitetet i Kjøbenhavn[75]. Rapporten, der nævner de tilstedeværende Gjæster ved Taflet, indeholder iøvrigt intet af Interesse; derimod har v. Dockum i sine private Optegnelser efterladt en detailleret Beskrivelse, der vel er værd at kjende i sin Helhed. Man vil erindre, at Napoleons Besøg i Antwerpen i Mai 1810 fandt[92] Sted kun nogle faa Maaneder forinden Holland blev indlemmet i det franske Rige, og Misforstaaelsen imellem Keiseren og hans kongelige Broder Louis var allerede paa dette Tidspunkt saa stærk og Uvillien fra Napoleons Side saa udpræget imod Kongen af Holland, at denne ved alle Leiligheder var Gjenstand for Tilsidesættelse og Ydmygelse. Ogsaa ved Taflet den 5. Mai kom denne Stemning hos Keiseren til Udbrud, og det Ordskifte, der ved denne Leilighed fandt Sted imellem de to Brødre, og som v. Dockum med stor Nøiagtighed refererer, er af historisk Interesse som Bidrag til Belysning af Napoleons Karakter. Men selv fraset dette, er den efterfølgende Beretning i høi Grad læseværdig; thi man staar her overfor en Skildring, der med al sin omstændelige Jævnhed i sjelden Grad er i Besiddelse af en eiendommelig Kolorit og kaster Lys ind over et lille Interiør fra en svunden Tid.

»Kl. 5 — fortæller v. Dockum[76] — mødte jeg i Keiserens Forgemak, hvor duchesse Montebello konverserede med en hollandsk Grevinde og General Lauriston med Admiral Missiessy. Strax efter aabnedes Døren, hvoraf jeg var kommen ind, og blev derfra raabt: »Roi de Saxe!« hvilket Ord blev gjentaget af den Herre, som stod ved Keiserens Gemaks Dør med et lidet Ryk i Keiserens Gemaks Dør, hvorpaa Keiseren, som var indenfor Døren, svarede: »Qu’il entre!« og Kongen blev indladt til Keiseren.

»Saaledes gik det og til, da Kongen af Westphalen[93] kom, og derefter da Kongen af Italien kom, men, da Kongen af Holland kom, svarede Keiseren: »Qu’il reste!«, og Hs. Majestæt forblev med os i Forgemakket.

»Noget efter aabnedes Døren til Keiserens Gemak, hvor Kongen af Holland gik ind med os Andre, og Keiseren og Kongerne gik foran ud til Spisesalen, hvor Keiserinden og Dronningen af Westphalen kom ind af en anden Dør.

»I Spisesalen stod et stort rundt Bord, dækket med 12 Couverts, hvor Keiseren tog Plads. Paa hans høire Side kom Dronningen af Westphalen, dernæst Kongen af Italien, derefter den hollandske Dame, ved hende Kongen af Westphalen og saa Kongen af Saxen, som sad paa venstre Side af Keiserinden, dernæst kom Keiserinden, som sad lige overfor Keiseren, og ved hendes høire Side kom Kongen af Holland, derefter Admiral Missiessy, saa jeg og næst efter General Lauriston.

»Ved Bordet var Keiseren munter og talte med os alle og spurgte mig, om de franske Orlogsskibe vare saa smukke som de danske, om de seilede og styrede saa godt, og hvad jeg syntes om Skibenes Takkelage og Reisning. Og jeg svarede, at de fleste franske Skibe vare fuldkommen saa smukke som de danske, at de franske Skibe seilede og styrede meget godt, og at Skibenes Takling og Reisning var god; men at Orlogsskibet »Pultusk« laa noget høit paa Vandet. Keiseren svarede, at det var observeret af l’ingenieur de genie og var forekommet ved de Skibe, som stod paa Stabelen. Keiseren sagde, at de Franskes Master vare høiere end de Engelskes.[94] Jeg svarede, at i stormende Veir kunde det vel have sin Nytte.

»Keiseren tog et Æble af en Dessert-Tallerken, lagde det paa Enke-duchesse Montebello’s Tallerken, som delte det med hendes Sidemand, den ugifte Mand, Marechal og Adjutant Lauriston, hvortil Keiseren sagde:

»Ha! Ha! Madame, Vous partagez déjà vos pommes!« —

»Hvorefter Keiseren henvendte sig til Kongen af Holland og spurgte om Aarsagen, hvorfor han ikke forrige Sommer havde sendt ham de belovede Skibe og Mandskab. Kongen svarede, fordi Orlogsskibene manglede Master. Keiseren svarede:

»Vil Du, at jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig, hvor Mastetræerne ligge?«

Kongen: »Det er ikke det eneste!«

Keiseren: »Hvad er det da?«

Kongen: »Seilduger!«

Keiseren: »Vil Du, jeg skal komme til Amsterdam for at vise Dig Magasiner, hvor der findes Seilduger?«

Kongen: »Ja, men Finantserne?«

Keiseren: »Har Du ikke faaet saa mange Millioner fra Spanien, saa mange Millioner i Skatter, og saa meget fra Danmark?«

»Og da Kongen betænkte sig, henvendte Keiseren sig til mig og spurgte, om det ikke var saaledes, og paa mit Svar, at jeg ikke kjendte Finantsvæsenet, svarede Keiseren, at den Summa var saa ubetydelig, at han vilde slaa en Streg derover og spurgte Kongen,[95] om han kunde nægte at have faaet de opregnede Millioner.

»Kongen svarede, at Pengene ikke tilhørte ham, men at han ikkun var Inkassator deraf.

Keiseren: »Hvorledes?«

Kongen: »Det er Statens Penge.«

Keiseren: »Det er Statens Penge, som Du indkasserer for at bruge til Statens Forsvar og Nytte, men Du gjør daarlig Brug deraf, og Du er ikke« ... hvorpaa Keiseren henvendte sig til den hollandske Dame....

»Vi reiste os fra Bordet, hvor vi havde siddet henved 2 Timer. Fra Bordet gik vi igjennem en stor Sal, og kom til en mindre Sal, hvor man præsenterede os Kaffe og Likør.

»Keiseren talte imidlertid med os og hentede sin Kop Kaffe, som stod helt henne i Salen paa en Cheridor,(?) og som efter Sigende Keiserinden skal have skjænket. Og kom derefter til mig og spurgte, hvad jeg mente om den engelske Expedition. Jeg svarede, at naar de havde gjort deres Skyldighed, havde de brændt og tilintetgjort alle Hs. Majestæts Skibe med Mandskabet saa vel som og hele Værftet ved Antwerpen med alle Skibene, som stod paa Stabelen, med dets betydelig opfyldte Magasiner og Forraad af Kanoner o. s. v., hvorpaa Keiseren gik nogle Skridt fra mig og vendte om til mig og sagde:

»Det var ogsaa alt, hvad de Engelske kunde gjort, at tilintetgjøre mine Skibe, og det var mig vigtigere den Gang at vinde min Bataille là bas; thi hvis de Engelske da havde taget en fast Position her, da skulde jeg nok komme for at jage dem herfra.

[96]

»Til Kongen af Sachsen, som stod i Nærheden af mig, sagde Keiseren, at det endnu var ham en Gaade at tænke, hvorledes Prinds Carl ved Donau havde couperet ham fra sin Armé, og kom til mig og sagde, hvad jeg syntes derom. Jeg svarede, at jeg troede Keiseren der havde staaet i en kritisk Stilling, hvortil Keiseren svarede, at han ikke kunde begribe, hvorfor de Østerrigske Armeer ikke havde attakeret ham, og hvorfor de havde ladet ham staa der saa rolig.

»I det samme nærmede Keiserinden med Dronningen af Westphalen og duchesse Montebello med den hollandske Dame sig til Keiseren ligesom for at ville tage Del i det, som blev talt om, hvorfor Keiseren saa sig om ligesom for at lede efter noget og sagde:

»Il faut de chaise pour ces dames!«

»Og da Keiseren nærmede sig til Væggen ligesom for at tage efter en Stol til Keiserinden, saa tog jeg de tvende Stole, som stod lige ved mig, og satte dem for Keiserinden og Dronningen af Westphalen. Hvortil Keiseren sagde:

»Il faut avouer, que les Danois ont beaucoup de politesse, parce’ que surement il n’y aurait pas eu un francais, qui aurait montré cette politesse a ces dames!«

»Keiseren talte derefter med Keiserinden og Kongen af Italien og spurgte mig, om hvormange Orlogsskibe at de Engelske havde taget fra Danmark, og paa Svaret 22 sagde Keiseren, at jeg vel anslog Antallet noget høit, hvorpaa jeg svarede, at naar de ældre Skibe var iberegnet, som de Engelske tog, saa[97] vilde Antallet endog overstige 22. Hvorpaa Keiseren igjen erindrede mig om at komme til Paris naar Leilighed dertil gaves«.

Den 6. Mai 1810, om Morgenen tidlig Kl. 6, afreiste Keiseren og Keiserinden fra Antwerpen til Breda, og Dagen efter lettede »Pultusk« sit Anker og stod vester paa ned ad Floden. Skibets Seilordre lød paa Vliessingen, som vilde blive Sommerstation for en Del af Scheldeflaadens Skibe, og da det ved Ekviperingen havde været først paafærde af alle sine Kammerater, naaede det ogsaa først til sit Bestemmelsessted. Flaadens øvrige Skibe kom nu lidt efter lidt frem fra Rupel og varpede ned til Antwerpen, hvor de bleve underkastede et Eftersyn og fik deres Kanoner og Proviant ombord. Med disse forskjellige Arbeider forløb en Del af Maaneden, og først den 20. Mai var der ved Scheldeflodens Munding under Kontre-Admiral Courand samlet en detacheret Eskadre paa 4 Linieskibe[77] til Forstærkning af Vliessingen-Stationen, hvor Kontre-Admiral L’Hermitte allerede laa med 18-20 Kanonbrigger under sin Kommando.

Paa Søen havde Englænderne Vinteren igjennem holdt en Observationsstyrke krydsende udfor Vliessingen, for største Delen bestaaende af mindre Skibe (Fregatter, Brigger, Luggere og Kuttere), men saasnart Admiral Courand’s Eskadre havde vist sig i Flodmundingen, gav Fjenden ogsaa Møde med sine Linieskibe i Farvandet udenfor, og Schelden var som Aaret[98] forinden ved Udgangen af Mai stænget og lukket af en regelret engelsk Blokade.

Skjøndt det i Realiteten ingen Betydning havde, var dog Afspærringen af Floden i Sommeren 1810 ikke saa effektiv, som det foregaaende Aar.

Den mislykkede Expedition imod Schelden havde gjort Franskmændene dristigere og maaske ogsaa samtidig sløvet Energien lidt paa den anden Side. De engelske Krydsere, der laa Landet nærmest, vovede sig vel af og til saa langt ind under Landbatterierne, at de vexlede Skud med Fæstningen Vliessingen og de nyanlagte Værker ved Breskens, men videre kom det ikke, hvorimod der fra fransk Side udfoldedes en Del Aktivitet, efter at Admiral Missiessy i Slutningen af Juni Maaned var ankommen til Vliessingen ombord i »Charlemagne« og selv havde taget Kommandoen der paa Stedet. Flaadens numeriske Styrke var da betydelig forøget, og flere Gange hver Uge i Sommerens Løb stod en Afdeling paa 4-5 Linieskibe Schelden ud med Ebben.

Saasnart de engelske Brandvagter, som laa saa langt inde under Kysten, at de kunde iagttage, hvad der foregik paa Floden, saa de franske Linieskibe lette og heise deres Mersseil, gik Signalerne tilveirs for at kalde Hovedflaaden til. De engelske Linieskibe, som holdt gaaende længere ude tilsøs under smaa Seil, stode indefter mod Grundene, medens Forpostskibene trak sig tilbage for den franske Eskadre.

De to fjendtlige Flaadeafdelinger manøvrerede nu imod hinanden, uden at det dog nogensinde kom til en regulær Træfning; thi den lange Række af landløse Grunde og Banker, der ligger langs hele den hollandske Kyst, strakte sig som et neutralt Belte imellem[99] dem, saa bredt, at Kanonerne ikke kunde række derover. Englænderne seilede udenfor, Franskmændene manøvrerede under Land, og kun af og til, hvor Grundene snævrede ind, og Skibene kom hinanden indenfor Rækkevidde, vexledes der Kanonskud imellem dem.

Expeditionen var kun af kort Varighed; thi naar Strømmen kæntrede, seilede Eskadren tilbage med den kommende Flod og stod atter ind i Ly af Vliessingens Batterier. Disse Timer tilsøs vare dog mere end blot og bar Øvelse; de havde noget af Krigens Spænding over sig.

Det satte Fart i Blodet paa Besætningerne, naar de under Klartskibs-Øvelserne havde et virkeligt Maal for Øie, idet de rettede deres Sigte mod de engelske Orlogsmænd, hørte Smældet fra deres Kanoner og saa de fjendtlige Kugler vande paa Bankerne, der vare dem imellem. Under Seiladsen i det grunde Farvand skjærpedes Blikket hos de Kommanderende ved Bevidstheden om, at en slet Manøvre, blot en feil Kommando til Roret, kunde bringe Skibet til at staa fast i Sandet, og at dette vilde være Signalet til, at en Sværm af lavtgaaende Skibe (Brigger, Kuttere og Luggere) — hele den fjendtlige Flaades Kavalleri — kastede sig over det som et sikkert Bytte.

Det var paa en af disse Ture under Missiessy’s egen Ledelse, og hvor »Pultusk« var med i Følge, at Admiralen fra »Charlemagne« praiede over til v. Dockum og gratulerede ham til, at Keiseren havde udnævnt ham til Ridder af Æreslegionen. Den samme Udmærkelse var ligeledes bleven Kapitain Wleugel, Chefen for »Dantzick«, til Del, og faa Dage senere[100] modtog de to danske Officerer den officielle Meddelelse om Udnævnelsen gjennem en Eskadreordre, der gjengav Indholdet af en ministeriel Depeche, dateret Paris den 2. Juli 1810, og hvori det hedder:[78]

At Cheferne for »Pultusk« og »Dantzick«, der under Opholdet i Frankrig saa ofte havde modtaget Beviser paa, i hvor høi Grad man paaskjønnede deres Tjeneste, for saa vidt maatte være tilfredse med deres Stilling, kan vel neppe drages i Tvivl, men fraset dette, bredte der sig en Strøm af Misfornøielse i begge Skibe lige fra Næstkommanderende og ned til den menige Matros.

Denne gjennemgaaende Misfornøielse gav sig tilkjende hos Mandskabet ved temmelig hyppige Desertioner[80], og for Officerernes og Underofficerernes Vedkommende[101] betegnes Aaret 1810 ved en Række af Ansøgninger om at blive afløste og komme hjem til Danmark.

Det var »Pultusk’s« Næstkommanderende, Kapitainlieutenant H. P. Holm, der gjorde Begyndelsen med sin Ansøgning af 17. Juli 1810, og efter ham fulgte i sluttet Række: Flensborg, Thunbo, Falbe, Willoch, Barfred, Petersen og Bendz.

Længslen efter atter at vende hjem til Danmark, Ønsket om at komme i Kast med Fjenden i Sundet og Belterne snor sig som den røde Traad igjennem alle de 8 Officerers Ansøgninger; Udtryksmaaden og Ordene i Motiveringen ere vel forskjellige, men Tanken, der gaar der igjennem, er den samme.

Man ser dette, naar man tager disse Aktstykker for sig og gjennemgaar dem.

Fra hver en Side paa de gamle gulnede Blade strømmer de unge Officerers Kamplyst og Trang til Aktivitet En imøde under Gjennemlæsningen, men uden Flugt og Begeistring; sindigt og støt kommer det frem i jævne adstadige Ord:

[102]

»Jeg har været to Aar og nogle Maaneder her paa Schelden uden Aktivitet, der kan sammenlignes med den, mine Kammerater i Fædrelandet har været i, uden Sandsynlighed for at her bliver mere Aktivitet.« — (Lieutenant Petersens Ansøgning).

»Efter at have været 2¼ Aar ombord i det franske Linieskib »Dantzick« paa Schelden, i langt mindre Virksomhed end mine andre Kammerater hjemme og i et Klimat, hvor jeg flere Gange og flere Maaneder har været angrebet af de her herskende Sygdomme, som ingenlunde ret vil forlade mig.« — (Lieutenant Willoch’s Ansøgning).

»Jeg har saaledes i tre Aar været ude af Stand til som Kammeraterne hjemme at virke militærisk for Fædrelandet.« — (Lieutenant Thunbo’s Ansøgning).

»Jeg vover underdanigst at anmærke, at jeg siden Krigens Udbrud har været udkommanderet udenfor Fædrelandet og i den Tid ei haft Leilighed til at vise min Lyst og Iver for min Metier.« — (Lieutenant Falbes Ansøgning).

Officerernes Andragender om Afløsning indsendtes til Admiralitetet i Kjøbenhavn, alle forsynede med Chefernes Anbefaling, og det er ikke uden Interesse at se, hvorledes v. Dockum, der saa ganske sympatiserede med sine Officerers Reiselyst, i September Maaned 1810 endog foretog et direkte Skridt for at paavirke Admiralitetets Afgjørelse i denne Retning ved at forsyne en af de omtalte Ansøgninger med følgende Paategning:[81]

[103]

»Jeg tror det meget gavnligt for enhver ung Officer, at han tilbringer er Par Aar paa Skibene her, da alle de Manøvrer og Exercitier daglig gjennemgaas ved Eskadren baade under Seil og til Ankers, som Omstændighederne tillade, og hvorved altid faas nogen Kundskab og Erfarenhed; men jeg tror tillige, at den unge Mand efter dette Ophold kan med Grund ønske sig hjem for paa sit Fædrelands Kyster at kunne søge Leilighed til at møde Fjenden og gjøre ham al den Skade og Afbræk som muligt, og hvortil her for nærværende Tid ingen Udsigter gives.«

Det ligger nær at antage, at det er denne Udtalelse fra v. Dockum, som bevægede Admiralitetet til at foretage den omfattende Afløsning af Befalingsmænd og Mandskab, som forberedtes sent paa Efteraaret 1810.

Først i November Maaned[82] underrettedes v. Dockum om de forestaaende Forandringer i de to dansk bemandede Linieskibes Personel, og en halv Snes Dage senere, den 17. November 1810, meddelte Admiralitetet, at Kapitainlieutenant Kaas samme Dag vilde forlade Kjøbenhavn for at afgaa til Vliessingen med det til Afløsning bestemte Kontingent.[83]

[104]

Admiralitetet havde strakt sig vidt ved denne Leilighed for at imødekomme de Anmodninger om Hjemsendelse, der i Løbet af Sommeren saa indtrængende havde lydt ovre fra Schelden; saavel Officerer som Underofficerer og Mandskab vilde alle indenfor rimelige Grændser faa deres Ønsker opfyldte, saa snart den store Afløsning ankom til sit Bestemmelsessted.

Eftersommeren havde ikke været rig paa afvexlende Begivenheder. Flaaden havde holdt sin Sommerstation ved Vliessingen indtil den 19. Oktober 1810, da Ankerpladsen forlagdes høiere op paa Floden til Terneuzen.

To Dage tidligere, medens Skibene endnu vare samlede ved Vliessingen, aflagde den franske Marineminister forinden Afslutningen af Aarets Kampagne et kort Besøg i Admiralskibet. Efter hans Ankomst bleve Skibscheferne ved Signal kaldte ombord i »Charlemagne,« hvor Ministeren meget forekommende spurgte v. Dockum, »om han havde noget at erindre i Henseende til Ekvipagen.«

Chefen for »Pultusk« havde før havt Leilighed til at vise, at han overalt, hvor det gjaldt Mandskabets Ve og Vel, ikke var bange for at stille sig selv i Breschen, og han svigtede heller ikke sine Folk her, men udtalte uden Omsvøb, at Restancerne endnu ikke vare blevne godtgjorte for dem af Mandskabet, som vare døde, afgaaede hjem, eller som havde været paa Hospitalet i Aarene 1808-09, og det uagtet Ministeren selv Aaret forinden havde givet Ordre til, at Pengene skulde udbetales.

En saa uforbeholden Erklæring fra en fremmed Officer om, at det franske Marineministeriums Befalinger[105] ikke altid bleve adlydte til Punkt og Prikke, som de burde, har sikkert været yderst ubehagelig for Hertugen af Decrès; men, at der netop ved denne frimodige Gaaen løs paa Sagen opnaaedes den ønskede Virkning, fremgaar af en Rapport til Admiralitetet, dateret Orlogsskibet »Pultusk« ved Terneuzen 21. Oktober 1810, hvori v. Dockum indberetter om Hertugen af Decrès’ Besøg i Flaaden og, efter at have omtalt sine egne Udtalelser til Ministeren ved dette Møde ombord i »Charlemagne«, fortsætter ganske tørt og lakonisk[84]:

»Det syntes, som han herover blev noget fortrydelig, og lod strax skrive en Ordre til Marinepræfekten i Antwerpen om at afgive alt, som vedkom den danske Bemanding her ombord.«

Skjøndt Gjentagelsen af den ministerielle Ordre selvfølgelig bevirkede, at Restancerne uden Tøven bleve udbetalte, kan det dog ikke nægtes, at der af og til maatte et Magtsprog for at faa Louisdor’erne frem af den franske Regjerings Pengekasser.

De kolossale Udgifter i klingende Mønt, som Krigens Førelse fordrede, foraarsagede nemlig ganske naturligt, at Regjeringen stoppede sine Betalinger overalt, hvor den mente, at det kunde lade sig gjøre uden at vække for megen Opsigt. Denne Fremgangsmaade, som Marineministeriet ogsaa fulgte i temmelig stor Udstrækning, gik navnlig ud over Flaadens Mandskab og Flaadens Leverandører.

Det danske Mandskab havde tidt maattet føle[106] dette under deres Ophold paa Schelden, og onde Tunger fortalte vistnok ikke uden Grund, at et keiserligt Besøg paa et Sted gjerne indlededes med rigelige Pengeforsendelser fra Paris til de stedlige Autoriteter, for at alle Fordringer paa Betaling for Leverancer og lignende til Regjeringen kunde være opgjorte og betalte forinden Keiserens Ankomst.

Til Trods for disse Forsigtighedsregler stod Hertugen af Decrès’ Kredit dog paa meget svage Fødder. Da der ved Vintertid skulde anskaffes varmt Tøi til Brug for »Pultusk’s« og »Dantzick’s« Mandskab under Arbeidet i fri Luft, nægtede saaledes Kjøbmændene i Antwerpen at levere de nødvendige Klædningsstykker til Marinens Brug, naar der ikke samtidigt præsteredes kontant Betaling for dem[85].

Marineministerens Besøg ombord i Flaaden havde været Afslutningen paa Aarets Sommerkampagne. Ved hans Tilbagekomst til Paris, efter endt Inspektionsreise i Holland, udgik der Ordre til Admiral Missiessy, om at afgaa til Antwerpen for at desarmere Skibene[86].

Den ministerielle Skrivelse herom var den 2. November[107] 1810 kommen Admiralen i Hænde, men stormende Veir og Modvind gjorde, at man først den 5 kom under Seil fra Terneuzen.

De franske Marineautoriteter havde haabet, at Antwerpens nyanlagte Basiner skulde have staaet fuldtfærdige til at tage imod Scheldeflaaden, naar Vinteren var for Døren; men trods al Energi lykkedes dette ikke, og Rupel maatte derfor igjen klargjøres til Vinterkvarter[87]. Fra Midten af November Maaned herskede der travl Virksomhed paa Floden fra Antwerpen og op til Bugten ved Rupel. Allerede den 18. November laa »Pultusk« som første Mand igjen for sine Fortøininger i Vinterhavnen, og efterhaanden som man blev klar med Desarmeringen, kom Skib efter Skib derop for at indtage deres Pladser. I de første Dage af December Maaned havde Mandskab og Fartøier fra Flaaden bugseret de to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, op til Rupel, og faa Dage senere, den 9. December 1810, da det sidste af Scheldeflaadens Skibe halede ind paa Bugten, var hele Styrken samlet i sit Vinterkvarter.

Efter at Tjenesten var bleven ordnet, forlod Admiral Missiessy Antwerpen for at tilbringe Vinteren i Paris. De fleste af hans Skibschefer gjorde ligesaa, og da Keiseren under sit Besøg i Antwerpen havde[108] opfordret v. Dockum til at lære Hovedstaden at kjende, saasnart der gaves Leilighed dertil, bestemte han sig til at følge Exemplet. v. Dockum reiste sidst paa Aaret til Paris og havde næppe Grund til at fortryde, at han havde ombyttet »Pultusk’s« trange Kahyt med Livet i den glade, straalende By ved Seinen, hvor der fra Hoffets, Ministerens og Admiral Missiessy’s Side blev vist ham den største Opmærksomhed.

Efter at have meldt sin Ankomst til Hertugen af Decrès, var en Audients hos Keiseren det næste Skridt. Det var en Søndag Formiddag, at v. Dockum sammen med Missiessy kjørte til Tuilerierne og begav sig op i Audientssalen.

Det store Rum var næsten fyldt.

Man ventede Keiserens Tilbagekomst fra Messen for at give en af sine sædvanlige Audientser; kort efter gik Døren til det tilstødende Gemak op, og Napoleon traadte ind i Salen, fulgt af en Adjutant.

»Hs. Majestæt gik Salen 3 Gange op og ned« — fortæller v. Dockum[88] — »for at modtage Ansøgninger af den største Del af de tilstedeværende, som Hs. Majestæt da spurgte almindelig, hvorlænge de havde tjent og hvormange Børn de havde, og paa deres Svar, at have saa mange Børn og tjent saa mange Aar, svarede Hs. Majestæt, at ville lægge Mærke til deres Ansøgning, som han leverede til den General, som fulgte ham; men naar den Ansøgende svarede 1 Aar og derunder tjent, svarede Keiseren ikke mere og beholdt selv Ansøgningen.«

[109]

Da Keiseren kom til v. Dockum, underholdt han sig meget naadig med ham og spurgte tilsidst i en spøgende Tone, om han troede, at han kunde manøvrere med »Pultusk« i Seinefloden, og da v. Dockum resolut gik ind paa Spøgen og svarede, at det stod til Keiseren at lade Seinen uddybe, saa skulde han nok kunne manøvrere sit Linieskib paa Floden, smilede Keiseren venligt og bemærkede, at han var af samme Mening.

Efter Audientsens Slutning havde Keiseren en Samtale med Missiessy, og da de to Officerer kort efter forlod Tuilerierne i Admiralens Ekvipage, ventede der v. Dockum en Overraskelse, idet Admiral Missiessy ved Bortkjørselen fra Slottet gratulerede ham til om kort Tid at blive udnævnt til Admiral. Hvor smigrende end denne Meddelelse maatte være, kunde v. Dockum dog ikke tro paa Muligheden deraf.

Han havde fornylig modtaget sin Forfremmelse til Kommandør hjemmefra[89], og da den Tanke slet ikke kom frem hos ham, at det muligvis var en fransk Admiralstitel, hvorom der var Tale, slog han Sagen hen som noget, der umuligt vilde kunne realiseres, og bad endog i Vognen Admiralen om aldrig mere at tale til ham derom.

Hermed var Tingen foreløbig stillet i Bero, og Chefen for »Pultusk« kunde nu nyde sin Frihed og tage Del i de Festligheder og Selskaber, som Pariser-Sæsonen ved Vintertid kunde byde under det keiserlige Hofs Ophold.

[110]

Gjennemgaar man Kommandørens Optegnelser, vil man ogsaa lægge Mærke til, at der netop fra Hoffets Side blev vist ham større Opmærksomhed, end han ifølge sin Rang og Stilling kunde have Krav paa. Audientsen i Tuilerierne blev nemlig efterfulgt af en Række Indbydelser, og at v. Dockum ikke har været nogen sjælden Gjæst ved Hoffets Adspredelser, kan ses, naar man i hans Dagbøger læser[90]:

»Dagen efter Audientsen blev jeg tilsagt at møde med Silkestrømper og Sko og forevise indesluttede røde Billet imorgen Aften paa Hoftheatret; tredie Dagen efter blev jeg efter Keiserindens Ordre ved en trykt Billet fra duchesse Montebello tilsagt at møde i Keiserindens Gemakker for at være nærværende ved et Bal, og da Keiseren ankom til Ballet, dandsede Dronningen af Holland og Prindsesse Pauline i et stort Tog af Hofkavalerer og Damer nogle Partier for Keiseren, hvorefter Ballet begyndte. Nogle Dage efter blev jeg efter Keiserens Ordre ved trykt Billet fra Marechal Duroc[91] tilsagt til en circul, og saaledes nogle Aftener efter at møde i Gemakkerne til Opera, Komedie, etc.; og Keiseren spurgte mig almindelig, om jeg morede mig i Paris og saa mig brav om, hvad jeg syntes om Aktøren Talma, om jeg havde set »ombre chinoise« o. s. v.«

[111]

Saaledes gik Vinteren let og jevnt, indtil v. Dockum ud paa Foraaret forlod Paris og satte Kursen mod Rupel for atter at tage fat paa sin Gjerning. Kulden havde i Begyndelsen af Aaret 1811 været temmelig streng, saa hele Bugten ved Rupel Januar Maaned igjennem var tillagt, og Isen paa de fleste Steder saa stærk, at den kunde passeres af Fodgængere, men da v. Dockum den 7. Marts 1811 igjen kom tilbage til sit Skib, var Frosten tilende, Floden atter fri, og Scheldeflaaden tog nu for 4de Gang fat paa Foraarsudrustningen. Man havde ombord i de dansk bemandede Linieskibe ventet, at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab kunde være bleven paabegyndt strax efter Nytaar, og Forberedelserne vare allerede trufne til at dirigere Folkene hjemefter i mindre Partier, som den for den danske Regjering mindst bekostelige Maade, men i sidste Øieblik nedlagde den franske Marineminister Forbud herimod, og Reisen blev stoppet ved en Ordre fra Paris, der bestemte, »at ingen af de danske Besætninger kunde permitteres hjem førend de, som skulde remplacere samme, vare ankomne.«[92]

Da denne Forholdsregel formentlig stod i Strid med de Aftaler om Mandskabets Afløsning, som i sin Tid vare blevne trufne imellem den franske og danske Regjering, indberettede begge de danske Chefer Sagen til Kjøbenhavn, og Admiralitetet satte sig strax i Bevægelse ved under 16. Februar 1811 at sende de to Officerer en Skrivelse, hvori Kollegiet »anbefaler de Herrer paa det kraftigste at forestille benævnte[112] Marineminister« for at udvirke, at Forbudet imod Afreisen blev taget tilbage igjen.[93]

Ordren herom traf v. Dockum i Paris, og skjøndt det i Skrivelsen endvidere paalagdes ham at følge Kommandoveien og altsaa indsende Besværingen gjennem den kommanderende Admiral, indsaa han som praktisk Mand, at en mundtlig Konference med Marineministeren langt sikrere vilde føre til Maalet end den langsomme tjenstlige Korrespondance, og han tog derfor ikke i Betænkning at fremstille Sagen personlig for Hertugen af Decrès.

Det lykkedes virkelig ogsaa v. Dockum at faa Marineministeren til at give efter for Admiralitetets Ønske om at Hjemsendelsen af det udtjente Mandskab strax kunde tage sin Begyndelse, tilmed, da han kunde understøtte sin Anmodning med Meddelelsen om, at den første Deling af Erstatningsmandskabet, en Transport paa 107 Mand under Lieutenanterne Warendorff og Madsen, den 2. Februar om Aftenen var indtruffet i Rupel som Forløbere for Hovedstyrken, der endnu var paa Marchen.

For at forstaa Grunden til at Admiralitetet med saa megen Iver gjorde gjældende, at Iværksættelsen af den engang lovede Hjempermittering ikke burde opsættes, maa man erindre, at der i begge de dansk bemandede Linieskibe fandtes adskillige blandt Besætningen, der havde Styrmands- eller Volontør-Patent. Disse Folk vare ved Krigens Begyndelse sammen med det øvrige Mandskab blevne dirigerede til Vliessingen fra de Havne, hvor deres Skibe laa stoppede[113] paa Grund af den engelske Blokade, og vare blevne satte til almindelig Matrostjeneste ombord i »Pultusk«, og »Dantzick«, uagtet deres Patent »fritog dem for at tjene som Matroser paa Hs. Majestæts egne Skibe.«

Den Uret, som der ved denne lidt vilkaarlige Fremgangsmaade blev øvet imod disse Folk, havde man senere bestræbt sig for at mildne ved Løftet om, at de ved den forestaaende Hjemsendelse skulde komme først i Betragtning, og da Tilsagnet herom officielt var bleven dem meddelt gjennem Skibscheferne, betragtede Admiralitetet det ogsaa som en Æressag ligeoverfor Folkene at holde det engang givne Ord.

Medens saaledes Hjemsendelsen af udtjente Folk tog sin Begyndelse, var man i Kjøbenhavn igjen optaget af Forberedelserne til Afreisen af Officerer og Mandskab og denne Gang i større Stil. Trangen til Søfolk paa Schelden var voxet, efterhaanden som Flaaden var bleven forøget med nybyggede Skibe, og den franske Regjering havde da henvendt sig til Danmark med en Anmodning om Officerer og Matroser til Besætning ombord i Linieskibene »Dalmate« og »Albanais« De dertil bestemte Chefer, Kapitainerne Mossin og Fabricius, havde den 14. Januar 1811 modtaget deres Udkommando, og samme Dag udgik der fra Admiralitetet Ordre til Skibenes subalterne Officerer.[94]

[114]

Den første Halvdel af Februar Maaned forløb i lutter Travlhed. Ikke mindre end 5 forskjellige Transporter af Underofficerer og Mandskab skulde tiltræde Reisen fra Kjøbenhavn, og denne store Udrykning nødvendiggjorde forskjellige Forholdsregler for at faa hele Apparatet i Gang. Reiseordrer og Reisepas skulde udstedes. Reisepassene bleve gjennem det kongelige Departement for de udenlandske Sager tilstillede den franske Legation i Kjøbenhavn med Anmodning om at de »enten maatte vorde forsynede med den herværende franske Ministers Paategning eller og særskilte Passer for de bemeldte Officerer udfærdigedes af ham«. Samtidig hermed blev der hos den kongelige General-Kvartermesters-Stab sørget for Indkvarteringspas til de Afreisende paa Veien imellem Kjøbenhavn og Hamburg, og endelig afsendtes en Officer i Forveien til Hamburg, forsynet med Person- og Bagagelister, for sammen med den derværende kongelige chargé d’affaires, Legationsraad Rist, at foretage forskjellige Forberedelser og blandt andet sørge for Tilveiebringelsen af tilstrækkelige Vogne ved Transportens videre Afgang fra Hamburg vester paa.

De nye Chefer ankom tidlig paa Foraaret 1811 til Antwerpen forud for Transporterne, der bevægede sig langsommere fremad. De fandt Scheldeflaaden i fuld Virksomhed med Ekviperingen, overtoge deres Skibe[115] og kompletterede Besætningerne efterhaanden, som de danske Søfolk indtraf hjemmefra.

Det ses af en Rapport til Admiralitetet fra Kapitain Mossin[95] at han endnu den 17. April 1811 var fortøiet med »Dalmate« ved Antwerpen for at faa de sidste af sit Mandskab ombord. De to nybyggede Linieskibe, »Friedland« og »Tilsit«, som endnu ikke havde været udrustede, laa indenfor i Antwerpens Basiner og fik Kobberhud paasat, forinden Togtet skulde tiltrædes, men en stor Del af de øvrige Skibe vare allerede dengang i Aktivitet vester paa paa Floden, i Farvandet ved Vliessingen, Flaadens sædvanlige Tumleplads. Her var Linieskibet »Dantzick« indtruffet den 7. April paa sin tidligere Ankerplads ved Oosterweel, og i Midten af Maaneden udgjorde 8 Linieskibe Stationens Styrke.

Aarets Kampagne tegnede efter alle Mærker til at blive sin Forgænger lig. Man tog samvittighedsfuldt fat, hvor man Aaret forinden havde sluttet. De samme Signaler, de samme Manøvrer, Skiveskydninger, Landgangsøvelser, Ankringer og Letninger gik Slag i Slag som den foregaaende Sommer.

Af den store Mængde Kanonbrigger, som havdes til Raadighed, dannedes ligesom tidligere en betydelig Eskadre. Hvert af Flaadens Linieskibe fik 3 af disse Kanonbrigger underlagte, som baade bemandedes og provianteredes fra dette; samlede udgjorde alle disse Fartøier en let Eskadre, med hvilken der jevnlig blev foretaget Øvelser og Manøvrer. Hyppig[116] bleve de for længere Tid detacherede fra Flaaden, og da de næsten dagligdags vare under Seil, bleve disse Smaaskibe en fortræffelig Skole for Linieskibenes Mandskaber.

Men hermed var ogsaa alt sagt. Udbyttet af Aarets Kampagne vilde kun vise sig i Besætningernes yderligere Uddannelse og Sammenarbeiden; Schelden var og blev lukket af den fjendtlige Blokade, og skjøndt der paa Antwerpens Værfter i Aar og Dag var bleven arbeidet med rastløs Energi, og Skib efter Skib løb af Stabelen, vovede Admiral Missiessy dog ikke at prøve paa at bryde den Ring af Orlogsmænd, som Englænderne havde lagt omkring Flodens Munding, og det uagtet han ved Midsommertid 1811 raadede over et Materiel af 16 franske Linieskibe[96].

Under den lange, men paa virkelige Begivenheder saa fattige Krigsperiode, hvor Dagen gik under Arbeide og Øvelser, men hvor man ellers oplevede saa overmaade lidt, havde Korrespondancen med Hjemmet spillet en ikke ubetydelig Rolle for de danske Mandskaber, og med Datidens Maalestok for Øie maa det indrømmes, at Postforsendelserne til og fra Besætningerne[117] efterhaanden havde antaget en ret antagelig Størrelse.

Man havde i Brevskriveriet fundet en Slags Afleder for Hjemve og Misfornøielse. Tidt, naar Humøret var sunket, havde gode Efterretninger fra Hjemmet faaet det op igjen, og saa ofte Tid og Leilighed tillod det ombord, vare Blæk og Pen fremme af Poserne i Folkenes Fritid.

For denne frodige Korrespondance blev der imidlertid i Foraaret 1811 uventet slaaet en sikker Bom, idet Admiralitetet i Kjøbenhavn under 4. Mai lod udgaa følgende Cirkulære til de 4 danske Skibschefer paa Schelden:[97]

Skjøndt Cirkulæret ikke absolut nedlagde Forbud imod Mandskabets private Korrespondance, var dog en saadan Ordre fra Admiralitetet nok til at lægge Baand paa Skrivelysten ombord, tilmed da nogen Tid efter en kongelig Resolution paa General-Post-Direktionens Forestilling opstillede meget strenge Regler for den fremtidige Forsendelse af Postsager imellem Danmark og de danske Skibsbesætninger paa Schelden[98].

Skjøndt denne rigorøse Bestemmelse om Postgangen nok skulde vise sig istand til at indsnevre Korrespondancen til det mindst mulige, føltes dens Virkninger dog mindre haardt nu i den travle Sommertid, end om Cirkulæret var kommet henimod Vinteren, hvor Skibene laa bundne af Isen, og Dagen gik trægt og langsomt.

Hvorvidt den tagne Forholdsregel fra Admiralitetets Side har været absolut nødvendig eller ei, kan ikke afgjøres her; men selv om der, som rimeligt er, har fundet Misbrug Sted, maa man dog beklage, at[119] hele den danske Koloni — flere tusinde Mennesker — blev berøvet det Gode, som en fri og uhindret Korrespondance under alle Forhold maa siges at være, og hvis Værd maaske stærkest føles, naar man i Aarevis er skilt fra det Hjem og den Kreds, hvortil man hører.

De danske Besætninger kunde nok have fortjent at beholde dette lille Gode helt og ubeskaaret, for Schelde-Kampagnen havde alt i alt været en trang Tid. Jo nærmere man kom Toppen, desto mindre føltes dette, og saavel Chefer som Officerer havde ved mange Leiligheder følt Nytten af at komme i Berøring med en stor Marine; men for Skibenes brede Lag, for de arbeidende Hænder, kunde dette ikke være Tilfælde. En meget stor Del af Folkene vare mod deres Villie komne ombord i Orlogsskibene, og alle manglede de ganske naturligt enhver virkelig Interesse for Tjenesten under det fremmede Flag, saa det kommer dem til Ære, at de i 5 lange Aar, uden Uordener af altfor stor Betydning, udførte deres daglige Dont forsvarligt og godt, og at de overalt, hvor Situationen fordrede det, vare istand til at udfolde en Overlegenhed i Sømandsdygtighed, Arbeidskraft og Raphed fremfor de franske Skibsbesætninger.

Det kan vel siges uden at gjøre nogen Uret, at Linieskibet »Pultusk« var det bedst kommanderede og bedst bemandede Skib i hele Scheldeflaaden. Mangfoldige Gange havde der været Anledning til at vise dette paa Manøvrepladsen, men særlig ved de to tidligere[120] omtalte Leiligheder — Krydsningen fra Vliessingen op til Antwerpen i Foraaret 1809 og Nedvarpningen fra Rupel ved Keiserens Besøg i 1810 — havde v. Dockum og hans Folk udført saadanne Ting, som i en Flaade drager alles Øine paa sig.

Endnu engang skulde »Pultusk« staa sin Prøve og vise, at de danske Matroser havde Overtaget som Søfolk, naar det i haardt Veir under vanskelige Forhold gjaldt om at tage fat for Alvor.

Det var i September Maaned 1811. Admiral Missiessy, der midt paa Sommeren havde tilbragt en 5-6 Ugers Tid i Paris, var vendt tilbage til sin Flaade og havde afløst Admiral Petit, der i hans Fraværelse havde ført Kommandoen.

Et keiserligt Besøg var anmeldt til den 24. September.

Flaaden laa da med sin Hovedstyrke tilankers paa Rheden ved Terneuzen med en mindre Styrke detacheret i Farvandet udfor Vliessingen som Brandvagt.

Den 24. September om Eftermiddagen Kl. 2 indtraf Keiseren i Terneuzen fra Breskens[99]. Han indspicerede endnu samme Eftermiddag de 6 Linieskibe, der laa paa Ankerpladsen, — deriblandt »Dantzick«, — og begav sig derpaa ombord i Admiralskibet[100].

[121]

Veiret havde hele Dagen været truende, og mod Aften tog det paa med Blæst og Regn. Keiseren tilbragte Natten i Linieskibet og vilde sandsynligvis den næste Morgen have fortsat sin Reise videre, men Veiret var stærkere end den keiserlige Villie.

Morgenstunden brød frem, vaad og blæsende. En flyvende Storm af VSV stod ind fra Havet og reiste den krappe Sø paa Floden, saa at al Fartøisforbindelse imellem Skibene og Land var en Umulighed.

Keiseren stod veirbunden ombord i »Charlemagne« og maatte bestemme sig til at blive i Linieskibet, indtil Veiret havde bedaget sig.

Medens de franske Linieskibe paa Rheden ved Terneuzen red godt for deres Ankere under Stormen, havde Brandvagten ved Flodens Munding Møie med at holde sin Station. Den hertil detacherede Styrke under Kontre-Admiral Gourdon bestod af 4 Linieskibe foruden nogle mindre Fartøier. De store Skibe havde taget Bramræer, Bramstænger og Fastestænger tildæks og bed sig fast i Grunden med deres Ankere, men her i Flodmundingens aabne Gab, hvor Nordsøen væltede sine Bølger ind over Bankerne, skamfilede Tougene efterhaanden over under Skibenes Bevægelser i den oprørte Sø.

Fra Flaaden ved Terneuzen havde man i Løbet af[122] Dagen været Vidne til, hvorledes Brandvagtens Skibe et efter et dreves væk af Stormen fra deres Station og kom Floden op med sprængte Ankertouge, uden Seil, for at søge Læ og Ankerplads høiere oppe paa Rivieret.

Tre franske Linieskibe, og to af dem med Admiralsflag paa Toppen, havde man saaledes set drive forbi for Takkel og Toug med strøgne Stænger og Ræer; et Linieskib vidste man var endnu tilbage nede ved Vliessingen, men Tougene vilde næppe kunne holde ret længe i det forrygende Veir. Endelig fik man det i Sigte, og alle Mand kom af sig selv paa Dækket ombord i Skibene ved Terneuzen, da det rygtedes, at den danske Kommandør stod Schelden op ombord i »Pultusk« med sine Stænger omhoug og under et Pres af Seil.

v. Dockum havde forberedt alt med den Eventualitet for Øie, at han vilde blive drevet bort fra sin Ankerplads. I samme Øieblik at Tougene sprang, gik Folkene i Arbeide med at tage Ræer og Stænger op og sætte Seil, og kort efter stod Linieskibet Løbene ind for sine klosrebede Mersseil og en rebet Fok. Det var en vovelig Seilads i det bugtede Farvand. Der maatte navigeres og manøvreres med koldt Blod, medens Skibet skummede gjennem Vandet langs Grundene med den svære Kuling agter ind; men alt gik godt. »Pultusk« stod sin Kurs op imod Flaadens Ankerplads paa Rheden ved Terneuzen, stævnede ned mod Admiralskibet, og idet det passerede agtenom, rungede 3 danske Hurraer gjennem Stormen over til Keiseren, ombord i »Charlemagne«. Tilbage stod en Ankring under vanskelige Omstændigheder, men som[123] blev udført med stor Præcision. Fra Flaadens øvrige Skibe var man med Forbauselse Vidne til, hvorledes der arbeidedes tilveirs i den stormende Kuling under Seiladsen ned til Ankerpladsen, og hvorledes Linieskibet, da Ankeret faldt, svaiede op med Seilene beslaaede og med strøgne Stænger og Ræer.

Spørger man om, hvad Værd v. Dockum selv tillagde, hvad han med sit Mandskab den 25. September 1811 præsterede i Retning af Sømandsskab, skal det fremhæves, at hans officielle Rapport til Admiralitetet[101] omtaler Begivenheden i saa almindelige Ord, at man derigjennem ingen Forestilling faar om, at der er foregaaet noget udover det rent dagligdags, og selv i sine private Optegnelser finder Admiralen kun Anledning til den beskedne Bemærkning, at Linieskibets Præstationer »skal have fundet Keiserens Bifald«. Men vil man lige overfor denne Tilbageholdenhed danne sig en Mening om det Indtryk, som »Pultusk’s« Flod-Seilads gjorde paa Alle ombord i Scheldeflaaden, kan her anføres en Udtalelse af en af de franske Søofficerer, som paa denne Dag var tilstede ved Terneuzen.

Da denne Mand, som Chef for en Fregat i de vestindiske Farvande, 10 Aar efter traf sammen med danske Officerer, faldt Talen paa denne Begivenhed, og Franskmanden udbrød da ved Tanken om den vovelige Fart:

»Ce vaisseau manoeuvrant par un temps forcé, dans une rivière si étroite, faisait dresser les cheveux sur la tête!« —

Først den 27. September havde Veiret bedret sig[124] saa meget, at Keiseren kunde opgive sit nødtvungne Ophold ombord og fortsætte Reisen videre. Han forlod Admiralskibet om Morgenen tidlig i sin Chalup og begav sig ned til Vliessingen.

Da han to Dage senere forlod dette Sted for ad Flodveien at gaa tilbage til Antwerpen og op ad Formiddagen passerede Terneuzen, hvor Brandvagtens Skibe endnu laa til Ankers efter Stormen, viste han »Pultusk« den Ære, at gaa ombord i dette Skib.

Klokken var 11 om Formiddagen, da Keiseren med Marineministeren og Admiral Missiessy i sit Følge lagde til ved Linieskibets Faldreb. Under Samtalen med v. Dockum kom de foregaaende Dages haarde Veir paa Tale, og Keiseren ytrede da, at det var bleven ham meddelt, at de 4 Linieskibe, som havde ligget paa Brandvagt ved Vliessingen, havde mistet deres Ankere under Stormen, og han spurgte nu, om v. Dockum troede, at Værftet i Antwerpen vilde være i Stand til at forsyne Skibene med nye Ankere.

Det maa aabenbart have været en ikke ringe Tilfredsstillelse for »Pultusk’s« Chef at kunne besvare dette Spørgsmaal med en Erklæring om, at han for sit Vedkommende ikke havde nogen Assistance nødig fra Værftet i Antwerpen, da han, saasnart Veiret tillod det, havde afsendt Fartøier og Mandskab til Ankerpladsen ved Vliessingen og fisket Linieskibets forliste Ankere.

Keiseren ytrede Forundring — fortæller v. Dockum’s Biograf i sin Levnetsbeskrivelse af Admiralen[102] —: »Hvor er Deres Ankere?« spurgte han. »Paa deres Plads.« — »Jeg vil se dem«; — og v. Dockum maatte[125] nu føre Keiseren forud paa Bakken, hvor begge Ankere fandtes under Kranbjælkerne.

Det var altsaa en Kjendsgjerning, at medens de 3 fransk bemandede Linieskibe af Brandvagten endnu havde deres forliste Ankere stikkende i Sandet paa Scheldens Bund, laa »Pultusk« igjen fuldt seilklar med sine Ankere paa Plads, og Keiseren lod da heller ikke det danske Linieskibs fremtrædende Aktivitet ved denne Leilighed gaa upaaagtet hen; da han fra Bakken gik agterefter sammen med v. Dockum, ytrede han vel tilfreds[103]:

»Il faut avouer, que le roi de Danemark a une marine, qui est bien active!«

Besøget ombord i »Pultusk« varede kun kort, da Keiseren havde Hast og vilde fortsætte Reisen op ad Floden. Efter at Mandskabet havde været opstillet til Parade, og efterat Keiseren havde tilstaaet Folkene en Maaneds Gage extra som Belønning for deres Aktivitet, gik han atter fraborde.

Da den sene Efteraarstid indfandt sig, maatte Scheldeflaadens Hovedstyrke endnu en Gang ty til Bugten ved Rupel for at overvintre. Antwerpens Basiner vare trods det fleraarige Arbeide ikke i Stand til at huse den samlede Flaade. Lækken paa Dæmningen imellem yderste og inderste Basin, der Aaret i Forveien havde været Aarsagen til, at Antwerpen den Gang maatte opgives som Vinterstation, var vel i Mellemtiden bleven stoppet, men man frygtede dog for, at Reparationsarbeidet ikke vilde vise sig fuldt paalideligt, og at Vandet atter skulde bryde sig en Vei gjennem Dæmningen, hvis det forreste Basin blev fyldt saa høit, at Scheldeflaadens mest dybtstikkende Linieskibe kunde ligge flot. Af denne Grund bestemte man sig til, kun at lade nogle mindre Linieskibe hale ind i Basinet for Vinteren, medens Resten maatte søge høiere op ad Floden til deres vante Vinterkvarter.

Det var i Løbet af November Maaned, at Flaadens Desarmering gik for sig. Af de dansk bemandede Skibe havde »Pultusk« den 11. November forladt Vliessingen[127] og halede den 20. ind paa Bugten ved Rupel, hvor den fortøiede udfor Wintham.

»Dantzick« laa den Gang endnu under Desarmering ved Antwerpen, og netop paa samme Dag skete der ombord det Uheld, at en halv Tønde Krudt exploderede under Rengjøringen i Krudtmagasinet, hvorved 2 Mand dræbtes og 3 kvæstedes haardt. »Hvorledes Ilden er kommet«, — skriver Kommandørkapitain Wleugel i sin Rapport derom til Admiralitetet, dateret Rupel den 23. November 1811[104], — »har jeg ikke kunnet opdage; jeg formoder, at Lanternen i Fyldekammeret ikke har været aldeles tæt, og at Krudtstøvet, endskjøndt Krudtet var anfugtet, har taget Ild«.

Naar man undtager dette mindre Ulykkestilfælde ombord i »Dantzick«, var Aarets Kampagne forløbet uden Uheld, men ogsaa uden Krigsbegivenheder.

For Kommandør v. Dockum og hans Vaabenfælle Kommandørkapitain Wleugel, der lige siden v. Bergers Død trofast havde staaet ved hinandens Side, var det nu det tredie Aars Kampagne, som her afsluttedes.

Naar de to Officerer saa tilbage paa dette Tidsafsnit, stod vel næppe den 3aarige Tjeneste i Frankrig for dem som en Kjæde af lyse Erindringer, men jevnsides med Tanken om Savn og Gjenvordigheder, kom Bevidstheden om, at man havde gjort sin Pligt for at holde den danske Marines Navn i Ære.

Og paa samme Tid havde hverken Danmark eller Frankrig ladet disse Bestræbelser gaa upaaagtede hen. Aaret 1810 havde bragt dem Æreslegionens Kors og[128] Avancement hjemmefra[105], og i det løbende Aar, hvor v. Dockum havde faaet Dannebrogsordenens Ridderkors sendt fra Danmark, havde de ogsaa været Gjenstand for Udmærkelse fra fransk Side, idet Keiser Napoleon tildelte dem begge Æreslegionens Officerskors[106].

Efter Flaadens Oplæggelse begav v. Dockum sig til Paris ligesom Admiralen og de fleste af Skibscheferne, medens Wleugel, der i November Maaned 1811[107] havde ansøgt Admiralitetet om at maatte blive afløst, da han ikke længere kunde taale Klimaet, stod i Begreb med at afreise til Danmark for at benytte Permissionen, han sent paa Aaret havde modtaget, til at tilbringe Vinteren i Kjøbenhavn for sit Helbreds Skyld[108]. Kjøbenhavnsreisen blev imidlertid ikke realiseret. Wleugel erfarede nemlig, at det var Hensigten at lade Scheldeflaaden træde i Virksomhed igjen meget tidligt i det kommende Foraar, og at som Følge heraf ingen af de franske Officerer havde opnaaet længere Permission end til midt i Februar Maaned. Under disse Omstændigheder fandt han det[129] rigtigst at holde Trop med sine franske Kammerater i denne Henseende og udbad sig derfor strax efter Nytaar Tilladelse til at maatte udsætte sin paatænkte Reise til næste Vinter[109].

Admiral Missiessy’s venlige Sindelag imod de Danske fornægtede sig heller ikke ved denne Leilighed; han tilbød strax Wleugel Permission for at tilbringe en Del af Vinteren i Paris som Vederlag for den opgivne Reise, et Tilbud, som den danske Officer ogsaa med Erkjendtlighed modtog for et Tidsrum af 4-5 Uger.

Kort efter Nytaar vare saaledes de to ældste af Scheldeflaadens danske Officerer samlede i Paris, og Keiseren havde ikke i Mellemtiden glemt sine danske »Auxiliaire«; thi da han ved Audientsen opdagede v. Dockum’s kjendte Ansigt i den talrige Forsamling, udbrød han fornøiet:

»Ah! voilà mon Danois!«

Og inden ret længe skulde der fra fransk Side vises v. Dockum en Udmærkelse, der var af den Natur, at den maatte opfattes ikke blot som en Anerkjendelse af den enkelte Mands Fortjenester, men som en iøinefaldende Opmærksomhed imod hele den danske Marine.

Det var v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Admiral.

Som tidligere omtalt, havde v. Dockum allerede en Gang før afvist enhver Tanke om Avancement i[130] den Tro, at Talen var om Udnævnelse til dansk Admiral; men anden Gang kom Spørgsmaalet fra Marineministeren selv og tilmed saa overrumplende, at han ikke kunde skyde det ubesvaret tilbage.

Det var en af de sidste Dage i Januar Maaned 1812.

»Jeg var buden til Middag« — fortæller v. Dockum i sine private Optegnelser[110] — »hos Marineministeren, og da jeg mødte den bestemte Tid, blev jeg indladt i Ministerens Kabinet, hvor Hs. Excellence kort efter tog fra sit Skrivebord 2 Lænestole og satte dem midt paa Gulvet, bad mig at tage Plads og satte sig paa den anden Stol, som Hs. Excellence flyttede tæt ved min Lænestol, og strakte sin Arm bag om mine Skuldre, saa mig stift under Øine og spurgte i det samme:

»Ne voulez vous donc pas étre amiral?«

»Og at svare dertil nei følte jeg vilde være en Taabelighed, hvorfor jeg svarede:

»Pourquoi pas; moi aussi bien qu’un autre!«

»Hvortil Ministeren svarede:

»Vous le serez avant de partir de Paris!«

Det er sikkert nok, at v. Dockum, overrasket af Hertugen af Decrès’ direkte Spørgsmaal, ved denne Leilighed har sagt mere, end han efter sine egne strenge Principper kunde finde rigtigt, og som for at bøde herpaa afbrød han sit Ophold i Paris, bestilte Postheste og drog ad Antwerpen til i den Tanke, at hans Bortreise fra Hovedstaden vilde faa Spørgsmaalet om Avancement til at dø hen igjen.

[131]

v. Dockum tog ikke alene feil heri, men det er ret aparte at se, hvorledes han vedblev at være ganske desorienteret med Hensyn til selve Spørgsmaalet, hvorom Sagen dreiede sig. Det fremgaar tydeligt nok, at v. Dockum troede, at de franske Marine-Autoriteter nu for anden Gang vilde gjøre deres Indflydelse gjældende til Fordel for hans Avancement hjemme i Danmark, og at den Tanke aldrig har faaet Rum hos ham, at han stod i Begreb med at blive hædret ved at faa Plads imellem Frankrigs Admiraler.

Det var derfor ogsaa et ganske mærkeligt Træf, at v. Dockum, da han atter betraadte Antwerpens Gader, skulde møde Kapitainlieutenant C. Wulff og af ham faa den uventede Meddelelse, at der paa Posthuset laa et Brev fra Kjøbenhavn med Admiralitetets Segl og adresseret til »Kontre-Admiral v. Dockum«.

Det var netop 14 Dage siden, at den tidligere omtalte Samtale før Diner’en havde fundet Sted i Ministerens Kabinet. v. Dockum kunde sige sig selv, at det var en Umulighed, at der i den korte Tid, der var forløbet siden denne Dag, kunde være bleven ført Underhandlinger imellem Paris og Kjøbenhavn. Han havde imidlertid Admiralitetets Kommunikation imellem sine Hænder, hvori det meddeltes ham, at Kongen under 7. Februar 1812 allernaadigst havde udnævnt ham til Kontre-Admiral, og med Hertugen af Decrès’ bestemte Forudsigelse af hans forestaaende Forfremmelse i frisk Erindring, kunde han ikke frigjøre sig for den Tanke, at hans Avancement dog maatte skyldes Paavirkning fra fransk Side.

[132]

v. Dockum indberettede derfor strax Sagen til Paris og benyttede Leiligheden til gjennem nedenstaaende Skrivelse at takke Marineministeren for den Udnævnelse, der var bleven ham til Del[111]:

[133]

Dette Brev krydsede paa sin Vei en Skrivelse fra Paris, som indeholdt det keiserlige Dekret af 1. Februar 1812 om v. Dockum’s Udnævnelse til fransk Kontre-Admiral[112].

Hvor smigrende end saa sjælden en Udmærkelse maatte være, saaledes med faa Dages Mellemrum at se sig udnævnt, til Admiral i to forskjellige Landes Mariner, var den sidste Overraskelse dog af den Natur, at den paa samme Tid satte v. Dockum i stor Forlegenhed.

[134]

En Skrivelse fra Marineministeren beordrede nemlig den nye Admiral til ufortøvet at indfinde sig i Paris for i Tuilerierne at aflægge Troskabseden til Keiser Napoleon, og Opfyldelsen af dette Forlangende kunde maaske befrygtes at ville give Anledning til en Kollision med den Troskabsed, som allerede var aflagt til Kongen af Danmark.

Da v. Dockum ikke ansaa sig selv for kompetent til at afgjøre dette Spørgsmaal, bestemte han sig til at søge Raad i Kjøbenhavn for at faa Tvivlen hævet, og han afsendte derfor den 2. Marts om Morgenen tidlig en Stafet fra Antwerpen med en Skrivelse til Kongen af Danmark, hvori han udbad sig Ordre om, hvorledes han skulde forholde sig.

Brevet til Kongen var vedlagt følgende Rapport til Admiralitetet[113]:

[135]

Der kunde ikke være nogen Tvivl tilstede om, at den modtagne Befaling fordrede en øieblikkelig Afreise, men samtidig kunde man haabe, at selve Edsaflæggelsen maaske kunde blive forhalet saalænge, at den kongelige Resolution om, hvorledes den ny Admiral havde at forholde sig i denne lidt vanskelige Sag, var kommen ham i Hænde.

Efter sin Ankomst til Paris søgte v. Dockum Hertugen af Decrès for at meddele ham, at han var rede til at aflægge Troskabseden, naar Keiseren maatte forlange det. Med Forsæt undlod han her at omtale sin egen Tvivl og Afsendelsen af Stafetten til Kjøbenhavn, men da han senere paa Dagen fik Leilighed til at træffe sin Chef, Admiral Missiessy, fortalte han denne i al Fortrolighed, hvorledes Sagen stod.

Admiralen raadede til ikke at undslaa sig for at aflægge Eden, hvis noget saadant skulde blive forlangt, men samtidig viste denne Mand, hvad han saa ofte tidligere havde lagt for Dagen, at han var parat til at række de Danske en hjælpsom Haand, naar det kneb, og han svigtede heller ikke ved denne Leilighed.

Allerede den næste Dag havde v. Dockum Admiralen i Besøg som Overbringer af en glædelig Nyhed. Han havde i Mellemtiden været hos Ministeren og kunde nu bringe den behagelige Meddelelse, at Edsaflæggelsen vilde blive udsat, indtil Kongen af Danmarks Svar indtraf, og at v. Dockum i Mellemtiden skulde forblive i Paris men opholde sig der inkognito.

Henimod Slutningen af Marts Maaned indløb det kongelige Svar, der klarede enhver Tvivl, og Hertugen[136] af Decrès indberettede derfor strax Sagen paa følgende Maade til Keiseren[114]:

[137]

Det var med lettet Hjerte, at v. Dockum Søndag Formiddag den 29. Marts 1812 gav Møde i Tuileriernes Audientssal for at aflægge Troskabseden som fransk Admiral.

v. Dockum blev denne Gang ikke længere i Paris end Forholdene nødvendiggjorde det; allerede den 1.[138] April 1812 var han tilbage igjen i Antwerpen, hvor han traf Scheldeflaaden i fuld Gang med sin Ekvipering.

Blandt de danske Officerer, og navnlig blandt Maanedslieutenanterne, havde i Vinterens Løb et Spørgsmaal vedrørende disse sidstes Uniformering været Gjenstand for ivrig Debat.

Hvad Uniformsspørgsmaalet i sin Helhed angaar, da havde Officerernes Klædedragt under de Danskes Ophold paa Schelden allerede for over 2 Aar siden undergaaet en radikal Forandring. Den gamle Gallauniform, som Officererne havde baaret ved høitidelige Leiligheder, og som havde vundet et Slags Hævd, var ved en kongelig Resolution først paa Aaret 1810 bleven bragt ud af Verden[116].

Skjøndt denne Forandring i Uniformsreglementet næppe har været Officererne kjærkommen, var det dog ikke dette, men en Sag af virkelig praktisk Betydning, der kaldte alle de danske Maanedslieutenanter frem med en Protest i Slutningen af Februar Maaned 1812.

Sagen var nemlig den, at disse Officerer ikke bare Epauletter, og da Epauletten i Frankrig netop var Officersstandens sikkre Kjendemærke, havde Maanedslieutenanterne paa Grund af denne Mangel ved deres Uniform ofte Vanskelighed ved at blive anerkjendte for Officerer.

Det kunde ikke være andet, end at dette uheldige Forhold maatte give Anledning til Misforstaaelser og[139] Ubehageligheder af forskjellig Art, og disse Mænd, hvoraf flere under Scheldeflaadens Kampagne havde havt selvstændig Kommando som Chefer for Kanonbaade og andre mindre Fartøier, vare i Reglen udsatte for at maatte gaa forbi de franske Skildvagter uden at faa den Honnør, som i Følge deres Stilling tilkom dem, medens danske, faste Underofficerer og franske Søkadetter af 1ste Klasse (aspirants de marine de 1re classe) af Posterne bleve betragtede som Officerer, fordi de bare Epauletter til deres Uniform. Dette var dog kun af ringe Betydning i Sammenligning med den Kjendsgjerning, at den franske Vagtpost ved Porten til Værftet i Antwerpen, hvor en Del af Scheldeflaadens Skibe overvintrede i det forreste Basin, i Vinteren 1812 gjorde Vanskeligheder ved at lade Maanedslieutenanterne passere ind paa Værftet, »ja endog ytrede at kunne arrestere dem efter Retræten, fordi de ikke behøvede at erkjende nogen for Officer, som ikke bar Epauletter«[117].

Under disse Omstændigheder vil man kunne forstaa, at Maanedslieutenanterne fandt Øieblikket kommet til at gjøre et Forsøg paa at faa en Ende paa deres Fortrædeligheder, og de enedes derfor om at indgaa med en Skrivelse til Admiralitetet, hvori 2 af dem — Lieutenanterne Ring og Cortnum — paa alle Kammeraternes Vegne, ansøgte om Tilladelse til at maatte bære Epauletter, medens de vare i fransk Tjeneste. Som man kunde vente, maatte dette beskedne Ønske finde Støtte hos Admiral v. Dockum, der ogsaa[140] indsendte Andragendet til Admiralitetet, forsynet med en motiveret Anbefaling[118].

Scheldeflaaden, der tidlig paa Foraaret 1812 atter indtog sin gamle Station og aabnede Sommerkampagnen med de vante Manøvrer og Arbeider, havde i væsentlig Grad forandret sit Fysiognomi siden Sommeren 1808, da Grunden til den blev lagt, og en Eskadre paa 8 Linieskibe for første Gang samledes paa Floden under Admiral Missiessy’s Kommando. I de forløbne Aar havde den voxet sig stærk, saa at den i 1812 kunde mønstre ialt 22 Linieskibe (3 Skibe paa 84 Kanoner og 19 Skibe paa 74 Kanoner) foruden en Del Fregatter og mindre Fartøier. Af dette betydelige Antal bragte Sommeren 1812 en Forøgelse af ikke mindre end 7 Linieskibe[119], 7 Fregatter og 1 Brig, og paa Antwerpens Bedinger vare stadig nye Skibe under Bygning. Det var dog ikke alene her, at Frankrigs maritime Udvikling gik frem med stærke Skridt; i alle franske Orlogshavne, lige fra Amsterdam til Venedig, arbeidedes der paa Nybygninger, og det med saadan Energi, at Frankrig, hvis Flaade efter det uheldige Slag ved Trafalgar i Aaret 1805 var i en høist sørgelig[141] Forfatning, nu efter nogle Aars ihærdigt Arbeide, havde henved 100 Linieskibe til sin Raadighed.

Man skulde synes, at Scheldeflaaden i sin nuværende Skikkelse var en saa anselig Stridsmagt, at den ikke længere hverken kunde eller burde finde sig i, at en engelsk Blokade Aar efter Aar lukkede Scheldens Munding; men paa dette Punkt bragte Aaret 1812, lige saa lidt som dets Forgængere, nogensomhelst Forandring. Flaaden tog med samme prisværdige Iver som de foregaaende Aar fat paa sine Øvelser; de kjendte Ture tilsøs indenfor Bankerne toge igjen deres Begyndelse, der dannedes atter en Evolutions-Eskadre bestaaende af Kanonbrigger og Flaadens lettere Skibe under Admiral Missiessy’s egen Kommando; men trods dette, og uagtet der paa intet Punkt forsømtes noget, der kunde fremme Officerernes og Mandskabernes Dygtighed, opnaaedes der dog intet virkelig positivt Resultat af det ihærdige Arbeide. Mere end 20 Linieskibe laa kampdygtige paa Floden, klare til at gaa tilsøs, men det store kostbare Krigsapparat blev ikke sat i Virksomhed, skjøndt Fjendens Skibe vare i umiddelbar Nærhed.

En af de faa Afvexlinger, som Aaret 1812 førte med sig, var den, at alle 4 dansk bemandede Linieskibe skulde under Kommando af nye Chefer.

v. Dockum kunde nemlig efter de gjældende Reglementer som fransk Kontre-Admiral ikke længere være Chef for »Pultusk«, og for de 3 andre Skibschefers Vedkommende — Wleugel, Mossin og Fabricius, — nødvendiggjorde Helbredshensyn en Forandring af Opholdssted.

Kommandørkapitain Wleugel, der Aaret i Forveien[142] ikke havde kunnet benytte sin Permission til at tilbringe Vinteren i Danmark, var den første, der brød op for at forlade Schelden. Hans Afløser som Chef for Linieskibet »Dantzick«, Kapitain M. Bille, der den 20. April 1812 var ankommen til Antwerpen fra Kjøbenhavn, overtog faa Dage efter (den 25. April) Kommandoen af Skibet, hvorefter Wleugel tiltraadte Hjemreisen[120].

Hvad Kapitainerne Mossin og Fabricius angaar, da havde de begge i Foraaret 1812 ansøgt Admiralitetet om Afløsning, da de ikke kunde taale Klimaet.

Mossin havde lige siden sin Ankomst paa Schelden lidt af Feberanfald, der stadig tog til og tilsidst nødte ham til at lægge sig i Land som syg. Skjøndt hans Sygdom i og for sig havde været tilstrækkelig til at begrunde hans snarlige Afløsning, og uagtet han i sin Ansøgning om Hjemsendelse[121] ligesaa indtrængende som i høi Grad frimodig udtaler, »at han aldeles ikke kan fordrage dette Klima og er nødsaget til at reise til Brüssel for om muligt at faa sin tabte Helbred igjen«, — maatte saavel han, som Kapitain Fabricius, endnu en Gang i Sommerens Løb forny deres Ansøgninger om Hjemsendelse[122].

Spørgsmaalet om Chefsposternes Besættelse i de[143] 4 dansk bemandede Skibe havde næsten naaet sin Løsning, da Vinteren indtraf, og Skibene skulde til at lægge op. For »Pultusk« (Kapitainlieutenant Kaas) og »Dantzick« (Kapitain Bille), var Sagen bragt i Orden.

»Dalmate« vilde ved Kapitain Mossins Afreise komme under Kommando af Kapitainlieutenant Evers, og ombord i »Albanais« havde Næstkommanderende, Kapitainlieutenant Halling, ved Chefens Afgang overtaget Skibet.

Flaaden havde da allerede indtaget sin Vinterstation, og for første Gang under den 5-aarige Kampagne aabnede Antwerpen sine store Basiner for at modtage alle Scheldeflaadens Skibe.

Efter at Skibene havde indtaget deres Pladser, tog Vintertjenesten sin Begyndelse. Skjøndt Kulden var temmelig haard, blev dog den ministerielle Ordre, der forbød Ild og Lys ombord, overholdt i hele sin Strenghed til stor Byrde for Besætningen. Officererne leiede sig Boliger i Land, uagtet disse vare meget kostbare, men Folkene maatte blive, hvor de vare, og de kolde Skibe, gjennemfugtige fra Dækket og til Kjølen, vare i sanitær Henseende kun høist mangelfulde Opholdssteder for Mandskabet.

Medens Vinteren 1812-13 gik rolig og stille for Flaaden paa Schelden, foregik der paa den store europæiske Krigsskueplads Begivenheder af saa indgribende Betydning, at Frankrigs Stilling blev mere og mere[144] vanskelig. Det ulykkelige Tog mod Rusland havde bragt Keiserens Stjerne til at dale, og for hvert et Uheld, der ramte de franske Hære, voxede Fjendernes Antal. Og samtidig med at det truende Uveir reiste sig mod den mægtige Statsbygning, som Keiserens Geni havde skabt, begyndte de økonomiske Vanskeligheder, som de kolossale Krigsudgifter fremkaldte, at trykke haardere. Under disse Omstændigheder, hvor alt maatte opbydes for at skabe nye Troppekorpser og skaffe Krigsmateriel tilveie, der kunde spærre de fjendtlige Hære Veien mod Landets Grændser, og hvor Statens Kasse begyndte at ebbe, bragte Patriotismen den franske Nation til at rykke Keiseren til Undsætning med frivillige Pengebidrag til Krigens Fortsættelse.

Et Udslag af denne Bevægelse, der gik Frankrig over, naaede ogsaa op til Antwerpen, hvor Scheldeflaadens Officerer viste deres Offerberedvillighed og Loyalitet ved at stille 10 Dages Lønning til Keiserens Disposition. Tilbudet herom lød vel i hele Scheldeflaadens Navn, men underskreves kun af de franske Officerer, og Grunden hertil var den, at man mente, at burde vise det Hensyn lige overfor de Danske, at undlade at opfordre dem til at yde Pengebidrag.

Den Opmærksomhed, der saaledes vistes imod de Fremmede ved denne Leilighed, faldt dog ikke i de danske Officerers Smag, og snart kom den Stemning til Orde, at man ikke burde slaa sig til Ro med denne Afgjørelse, men træde op paa egen Haand for nu i Ulykkens Dage at vise sin Sympathi for Frankrig.

Admiral v. Dockum var den Gang i Paris, men den ældste tilstedeværende danske Officer i Antwerpen, Kapitain M. Bille, tog Sagen i sin Haand og opfordrede[145] gjennem nedenstaaende Skrivelse[123] sine Kammerater til at samles i et Møde for at overveie, hvad der burde gjøres:

Efter Udstedelsen af dette Opraab samledes alle de tjenestefri danske Officerer og Officianter Dagen efter ved Mødet, hvor Sagen blev diskuteret, og ved et senere Møde, den 13. Februar, enedes man om at afsende følgende Skrivelse til Keiseren:

Kapitainlieutenant Evers, der afreiste til Paris som Sendebud for de danske Officerer, medførte, foruden Adressen til Keiseren, følgende Skrivelse til Vice-Admiral Missiessy[124].

Endelig blev Admiral v. Dockum ligeledes skriftlig underrettet om de danske Officerers Forehavende.

Den Skjærv, der her blev budt den franske Krigskasse, var forsvindende som Draaben i Havet. Dens eneste reelle Betydning var den, at de Danske herigjennem, forinden Scheldekampagnens Ophør, fik Leilighed til at vise, at de som gode Allierede følte Sympathi for det mægtige Land, som Ulykkens Dage nu brød ind over.

Skjøndt intet bestemt endnu forlød derom, havde man dog i det tidlige Foraar 1813 en Fornemmelse af, at Kongen af Danmark snart vilde kalde sine Folk hjem fra fransk Tjeneste, og at Hjemreisen var nær forestaaende.

Rygtet tog heller ikke Feil. Ikke 2 Maaneder efter at Officererne havde indsendt deres Adresse til Keiseren, kom Ordren fra Kjøbenhavn, der kaldte de Danske hjem fra Frankrig.

Det var den 11. April 1813, at Skrivelsen indtraf, og den glædelige Nyhed spredte sig snart til alle 4 Linieskibe, hvor Tilfredsheden kun blev større, da man erfarede, at Ordrens Udførelse skulde fremmes med saadan Il, at den første Afdeling af Mandskaberne allerede 4 Dage senere, den 15. April, skulde tiltræde Hjemmarchen fra Antwerpen.

[149]

Det kongelige Budskab, der kaldte Officerer og Mandskab til Danmark, undtog kun en enkelt Mand, nemlig Kontre-Admiral v. Dockum fra denne almindelige Ordre, idet Valget stilledes ham frit, om han vilde reise eller blive.

Den danske Minister i Paris, Waltersdorff, underrettede Admiralen skriftlig om, at Kongen af Danmark tillod ham at træffe sit Valg imellem Keiserens og Kongens Tjeneste, og at Hs. Majestæt i første Tilfælde vilde løse ham fra den Ed, han som dansk Officer havde aflagt.

Dette Tilbud aabnede en Fremtid for den danske Officer, langt mere glimrende end de hjemlige Forhold nogensinde vilde kunne byde ham, men v. Dockum vaklede ikke et Øieblik i sin Beslutning.

Han ansaa det for sin Pligt at give Afkald paa de Fordele, som den franske Marine kunde yde ham, til Gavn for sit Fædreland, og indsendte strax til den franske Regjering en Begjæring om at maatte udtræde af den keiserlige Marine.

Det var kun faa Dage efter dette Skridt, at v. Dockum modtog følgende Svar paa sin Skrivelse fra Hertugen af Decrès[125]:

[151]

v. Dockum forberedte nu i al Skyndsomhed Hjemreisen saa godt det lod sig gjøre i den korte Tid, der var levnet. Ordren, der var kommen saa hovedkulds, skulde udføres uden Tøven; men Vanskeligheden var den, at man ikke var i Besiddelse af de nødvendige Pengemidler til Hjemreisen. Det lykkedes imidlertid v. Dockum at skaffe en Sum af 70,000 fr. tilveie[126], og Hjemsendelsen af det danske Mandskab tog nu planmæssig sin Begyndelse den 15. April 1813, paa hvilken Dag den første Afdeling forlod Antwerpen tilvogns og tilfods paa Veien hjemefter[127]. Sammen med den sidste Kolonne forlod ogsaa v. Dockum Antwerpen den 21. April 1813. Reisen hjemefter foregik uden noget Uheld, og da Admiralen den 15. Mai 1813 ankom til Glückstadt, kunde han melde Admiralitetet, at alle 4[152] danske Transporter i god Behold vare indtrufne dertil[128].

Medens Hjemreisen saaledes var lykkelig og vel tilendebragt for alles Vedkommende uden tilstødende Uheld, ventede der en af de danske Skibschefer en Ubehagelighed ved Ankomsten til Kjøbenhavn.

Det var »Dantzick’s« tidligere Chef, Kapitain M. Bille, der ikke kunde aflægge noget fyldestgjørende Regnskab over sine Udgifter paa Reisen hjem fra Antwerpen med sin Besætning.

Det var hævet over enhver Tvivl, at den lige saa dygtige som afholdte Officer var Hædersmand til Fingerspidserne; kun havde hans Distraktion og lidt sære Originalitet spillet ham et slemt Puds paa Hjemreisen. Bille optegnede nemlig trolig alle sine Udgifter paa den første den bedste Lap Papir, han fik frem af Lommen, og da Regnskabet saaledes ofte den ene Dag var affattet paa Bagsiden af løse Pengesedler, som Dagen efter gaves ud, havde denne aparte Bogføring til Følge, at han ved Reisens Afslutning uden videre Detailler kun kunde konstatere, at Pengene vare brugte. Da Bille imidlertid samtidig havde gjort Reisen hjem billigere end de 4 andre Transporter, mente han, at dette maatte være tilstrækkeligt. Admiralitetet fordrede dog sit Regnskab, og da Kapitainen ikke var til at formaa til at sætte sit Navn under et fingeret Regnskab, hvad han underhaanden opfordredes til, blev han sat paa Hovedvagten og her saa godt som tvunget af Kammeraterne til at underskrive et af dem forfattet Regnskab.

[153]

Den 29. Mai 1813 gjensaa v. Dockum atter Kjøbenhavn efter 4 lange Aars Fraværelse. Han havde dog hverken ventet eller haabet, at Scheldekampagnen skulde blive hans sidste Kommando.

Tanken om under en fortsat Krig at komme sit Fædreland til Nytte havde tværtimod været en mægtig Bevæggrund for ham til at give Afkald paa en glimrende Fremtid i Frankrig. Denne Tanke blev dog ikke realiseret; Freden blev sluttet, og med Krigen var v. Dockum’s militære Karriere tilende[129].

»De Danske paa Schelden« danner en særlig afsluttet Episode af Søkrigen 1807-1814, der vel ikke staar i direkte Forbindelse med Krigen i Norden, men dog har sin Interesse og Betydning for Marinens Historie.

Kun saare sjeldent er det givet en Styrke, saa ringe i Antal som de danske Skibsbesætninger paa Schelden, at gjøre sig gjældende under store Forhold i et fremmed Land og at bevare sin særegne, udprægede Individualitet. Men netop dette var Tilfældet med[154] de Danske, og netop dette var deres Betydning under Scheldekampagnen.

De samme fortrinlige Egenskaber, som den Dag idag gjør de danske og norske Søfolk til nogle af Verdens første Matroser, betingede ogsaa den Gang det høie Standpunkt i Retning af Sømandsdygtighed, som gjorde de 4 danske Linieskibe til Kjærnen i den franske Flaade paa Schelden. Men naar det virkelig lykkedes de danske Officerer og Søfolk at drage den franske Marines Øine paa sig ved den overlegne professionelle Dygtighed, hvormed de optraadte, da maa Æren herfor først og fremmest tilskrives Admiral Joost v. Dockum.

De danske Linieskibe paa Schelden havde vel et Sæt Matroser ombord, der udgjorde et første Rangs Materiale, men Materialet var raat, det trængte til en erfaren og kyndig Haand, der kunde forme og skole de gode Elementer, og først den Gang, da der som Chef traadte en Mand til, som, foruden Strenghed og Myndighed i sin Kommando, raadede over Takt og Medgjørlighed, et klart Blik paa Situationen og Evne til at lempe og føje sig ind under de fremmede Forhold, først da viste de danske Skibsbesætninger, hvad de duede til. De viste dette paa en saadan Maade, at de uheldige Begivenheder fra Kampagnens Begyndelse traadte i Skygge, og at den 5-aarige Tjeneste under det franske Flag som Helhed maa betragtes som en Tid, den danske Marine og Sømandsstand kan være vel bekjendt.